Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del Bilag 772
Offentligt
2. SAMMENFATNING
I rapporten påpeger vi forskellige kritiske forhold vedrørende den hidtidige håndtering af
drikkevandsområdet, herunder navnlig vedrørende håndteringen af dispensationer fra kvalitetskravene i
drikkevandsbekendtgørelsen, ligesom vi har fundet anledning til at påpege visse kritiske forhold
vedrørende den aktuelle håndtering af området. Der er dog ikke fremkommet afgørende nye forhold, som
giver anledning til nævneværdigt at skærpe den kritik af Miljøstyrelsen, der allerede blev udtrykt af
Miljøministeriets departement i dets notits af 26. november 2020 om Miljøstyrelsens redegørelse for
hændelsesforløbet vedrørende sag om drikkevandsdirektivet. Vi uddyber imidlertid i rapporten
hændelsesforløbet, hvilket kan give grundlag for en mere nuanceret læring med henblik på den
fremadrettede håndtering af området.
Endvidere bemærkes det, at der under udarbejdelsen af rapporten har været en løbende dialog mellem os,
Miljøstyrelsen og Miljøministeriets departement, og at myndighederne som konsekvens af den dialog på
visse punkter har tilpasset gældende procedurer mv. eller givet udtryk for en hensigt om at gøre dette. Der
har således været en særdeles konstruktiv tilgang fra myndighedernes side til at forbedre og optimere den
fremadrettede håndtering af drikkevandsområdet.
Hvad angår de fem spørgsmål, som fremgår af det aftalte kommissorium, kan følgende fremhæves:
Kommissoriets spørgsmål 1 angår, om EU-lovgivningen på drikkevandsområdet er korrekt implementeret.
Spørgsmålet er behandlet i rapportens kapitel 3, og som det anføres heri er det vores konklusion, at
drikkevandsdirektivet i dag er korrekt implementeret i nationale regler. Det bemærkes i den forbindelse, at
den drikkevandsbekendtgørelse, der var gældende, da vores undersøgelse blev iværksat i januar 2021
beke dtgørelse r.
af . ove ber
”
-beke
dtgørelse ” , ikke i deholdt e korrekt
implementering af drikkevandsdirektivets artikel 9 (som omhandler dispensationer), men at den nye
drikkevandsbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 1
af . aj
”
-beke
dtgørelse ” , so
trådte i kraft den 1. juli 2021, indebærer en sådan ændring af bekendtgørelsen, at direktivets artikel 9 nu
må betragtes som korrekt implementeret. Det bemærkes i øvrigt, at vores vurdering er behæftet med det
naturlige forbehold, at vi ikke har vurderet, om implementeringen er korrekt, i det omfang en sådan
vurdering afhænger af faglige, ikke-juridiske vurderinger (f.eks. sundhedsfaglige vurderinger).
Kommissoriets spørgsmål 2 angår, om der er udarbejdet korrekt administrationsgrundlag for danske regler
på drikkevandsområdet. Spørgsmålet er behandlet i rapportens kapitel 4, der indeholder en omfattende
gennemgang af de opgaver, hvor Miljøstyrelsen er tillagt myndighedskompetence i henhold til regler på
drikkevandsområdet. Generelt er det vores opfattelse, at der er udarbejdet administrationsgrundlag for de
områder, hvor det er relevant at udarbejde sådanne grundlag. For en række områder er der imidlertid ikke
udarbejdet administrationsgrundlag, men på disse områder er det som det altovervejende udgangspunkt
vores vurdering, at der ikke er behov for administrationsgrundlag. Vurderingen er begrundet i, at styrelsen
har få eller ingen sager inden for områderne, eller i at myndighedsopgaven ikke har en sådan karakter, at et
administrationsgrundlag er påkrævet. Hvad angår de udarbejdede administrationsgrundlag, har vi fremsat
anbefalinger til nogle af administrationsgrundlagene. F.eks. har vi til procedurebeskrivelse for behandling af
sager efter drikkevandsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, anført, at den kan forstås således, at
beslutningskompetencen er delegeret fra Miljøstyrelsen til Fødevarestyrelsen, hvilket ville være uhjemlet.
Derfor foreslås en omformulering, se nærmere afsnit 4.3.2.3. Endelig skal nævnes, at vi fremsætter visse
anbefalinger til proceduren for udarbejdelse af afrapportering på EU-møder i ekspertgrupper, komitéer og
lignende, som skal medvirke til at sikre, at viden fra sådanne møder videreformidles i tilstrækkeligt omfang,
 MOF, Alm.del - 2020-21 - Bilag 772: Kammeradvokatens undersøgelse af drikkevandsområdet
se nærmere afsnit 4.11.2.2. Samlet set er der dog alene tale om anbefalinger til mindre justeringer og
tilføjelser til administrationsgrundlagene.
Kommissoriets spørgsmål 3 angår, om der er sket korrekt forvaltning i overensstemmelse med lovgivningen
på drikkevandsområdet. Som det fremgår af afsnit 1.3.3, er det aftalt med Miljøministeriets departement,
at spørgsmålet besvares i forhold til, om der er sket korrekt forvaltning fra 2013 til 2020 med hensyn til
muligheden for at meddele dispensation fra kvalitetskravene fastsat i 2019-bekendtgørelsens bilag 1a-1d.
Spørgsmålet er behandlet i rapportens kapitel 5, og der angives heri en række problemer, der efter vores
opfattelse har været med forvaltningen af dispensationsmuligheden. Det anføres bl.a., at det er vores
opfattelse, at udmeldinger fra Kommissionen burde have ledt til, at Miljøstyrelsen havde foretaget en
fornyet juridisk vurdering af direktivets dispensationsmulighed sammenholdt med de danske regler på
området, og hvis styrelsen havde reageret herpå, må det forventes, at den danske direktivstridige
implementering ville være konstateret allerede på et tidspunkt i årene 2013-2016. Vi kritiserer desuden, at
det af Miljøstyrelsen oplyste om, at styrelsen var af den opfattelse, at Danmark (dvs. kommunerne)
generelt administrerede dispensationsmuligheden i overensstemmelse med Kommissionens udmeldinger,
ikke førte til, at styrelsen foretog sig yderligere for at få bekræftet, at styrelsens opfattelse var korrekt. Vi
bemærker i den forbindelse, at styrelsen hverken gennemgik de dispensationer, som kommunerne havde
truffet eller indhentede oplysninger om kommunernes praksis. Vi bemærker også, at styrelsen burde have
viderebragt Kommissionens forståelse af dispensationsmuligheden til departementet eller selv havde
undersøgt sagen nærmere, før styrelsen vurderede, om de danske regler og praksis var i overensstemmelse
hermed. Endvidere bemærker vi, at Miljøstyrelsen den 13. juli 2020 modtog Kommissionens brev
vedrørende fortolkningen af dispensationsmuligheden i drikkevandsdirektivets artikel 9, hvori
Kommissionen oplyste, at muligheden for at meddele dispensationer efter drikkevandsdirektivet som
udgangspunkt var udløbet, men at styrelsen først den 3. november 2020 sendte en orientering til
kommunerne om den reviderede forståelse af dispensationsmuligheden med den følge, at der i den
mellemliggende periode blev givet seks dispensationer i henhold til 2019-bekendtgørelsen. Herudover
anfører vi, at Miljøstyrelsen burde have ført en oversigt over de dispensationer, der blev modtaget, bl.a.
med henblik på, at styrelsen havde kunne iagttage sin eventuelle notifikationsforpligtelse over for
Kommissionen.
Kommissoriets spørgsmål 4 angår, om der er sket korrekt orientering af minister og Folketing. Som det
fremgår af afsnit 1.3.4, er det aftalt, at spørgsmålet besvares i forhold til muligheden for at meddele
dispensation fra kvalitetskravene fastsat i 2019-bekendtgørelsens bilag 1a-1d. Spørgsmålet er behandlet i
rapportens kapitel 6. Overordnet har vi konkluderet, at de sager, som er tilgået departementet og
ministeren samt i visse tilfælde Folketinget, ikke indeholder oplysninger, der afviger fra Miljøstyrelsens
forståelse af reglerne forud for Kommissionens brev af 13. juli 2020, hvori Kommissionen som anført
oplyste, at muligheden for at meddele dispensationer efter drikkevandsdirektivet som udgangspunkt var
udløbet. Miljøstyrelsen har som følge heraf i sine departements- og ministerforelæggelser viderebragt en
fejlagtig forståelse af direktivets artikel 9 og således også 2019-bekendtgørelsens §§ 16-19. Departementet
har derved modtaget en fejlagtig beskrivelse af reglerne, som i visse tilfælde er blevet viderebragt til
ministeren samt i visse tilfælde også til Folketinget. Intet tyder på, at Miljøstyrelsen har været opmærksom
på den fejlagtige forståelse og derved administration af reglerne, og derfor heller ikke har haft til hensigt at
ville skjule den fejlagtige forståelse af reglerne. I rapporten påpeger vi dog forskellige tidspunkter i forløbet,
hvor styrelsen burde have reageret på Kommissionens udmeldinger om fortolkningen af artikel 9.
Miljøministeriets departement overtog i april 2018 opgaven med deltagelse i EU-rådsmøder på
miljøområdet fra Miljøstyrelsen, herunder forhandlinger om det nye drikkevandsdirektiv og deltagelse i
ekspertgruppen under drikkevandsdirektivet. I den forbindelse har departementet ved flere tilfælde
 MOF, Alm.del - 2020-21 - Bilag 772: Kammeradvokatens undersøgelse af drikkevandsområdet
2443707_0003.png
modtaget forslaget til nyt drikkevandsdirektiv, som bl.a. omfattede en ophævelse af direktivets artikel 9 om
dispensationer, og hvori det bl.a. står anført, at dispensationer efter direktivets artikel 9 oprindeligt blev
brugt til at ”i drø
e edle sstater e op til i år til at løse proble er ed a gle de overholdelse af
e para eterværdi”. Det er vores vurderi g, at i
dikationen af, at adgangen til at dispensere var
tidsbegrænset, burde have været undersøgt yderligere af departementet. Det er desuden på grundlag af de
foreliggende oplysninger vores vurdering, at ingen ministre på noget tidspunkt er blevet bibragt en konkret
viden om den ukorrekte forståelse og administration af reglerne, ligesom de skiftende ministre ikke er
blevet bibragt en viden, som skulle have ført til, at ministrene blev opmærksomme på, at
overensstemmelsen mellem 2019-bekendtgørelsens §§ 16-19 og direktivets artikel 9 burde undersøges
nærmere. Tilsvarende er Folketinget ikke blevet bibragt en viden, der skulle have ført til, at Folketinget blev
opmærksom på, at problemstillingen burde undersøges nærmere.
Kommissoriets spørgsmål 5 angår vores vurdering af, om de påtænkte initiativer til fremover at sikre
sagsbehandlingen på drikkevandsområdet er tilstrækkelige. Spørgsmålet er behandlet i rapportens kapitel
7. Det er vores helt umiddelbare vurdering, at Miljøstyrelsens initiativer til fremover at sikre
sagsbehandlingen på drikkevandsområdet er tilstrækkelige. Det bemærkes dog samtidig, at initiativerne
enten er ved at blive implementeret eller endnu ikke er iværksat, og at det derfor er for tidligt at foretage
en endelig vurdering af initiativernes tilstrækkelighed. Vi finder samtidig, at den nye
drikkevandsbekendtgørelse, som trådte i kraft den 1. juli 2021
1
, indeholder en tilstrækkelig tilpasning af
reglerne på området
–
herunder navnlig ved bekendtgørelsens tydelige opdeling mellem på den ene side
kvalitetskrav, som følger af drikkevandsdirektivet, og på den anden side kvalitetskrav, som er nationalt
fastsat. Desuden er det vores umiddelbare vurdering, at udkastet til ny drikkevandsvejledning opfylder det
behov for vejledning om den nye drikkevandsbekendtgørelses regler, som navnlig kommunerne måtte
have, idet det dog fortsat udestår at behandle eventuelle høringssvar til udkastet, herunder fra
kommunerne. Hvad i øvrigt angår de konkrete initiativer på drikkevandsområdet (procedure for deltagelse i
teknisk-faglige EU-komitéer, styrket fokus på forvaltningen af dispensationer og 360° perspektiv på
Miljøstyrelsens vejledningsarbejde) er der efter vores opfattelse tale om hensigtsmæssige initiativer. Hvad
angår de bredere initiativer, som Miljøstyrelsen har iværksat, og som er af særlig relevans for
drikkevandsområdet (udarbejdelse af fyldestgørende administrationsgrundlag for Miljøstyrelsens
forvaltningsprocesser, styrkelse af Jura-enheden til brug for intern kontrol af forvaltningsprocesser samt
systematisk opfølgning på god forvaltningskultur og korrekt anvendelse af forvaltningspraksis i
Miljøstyrelsen), er det ligeledes vores helt umiddelbare opfattelse, at der er tale om hensigtsmæssige
initiativer.
1
Jf. bekendtgørelse nr. 1110 af 30. maj 2021 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg, som i det følgende
også o tales so ”
-beke
dtgørelse ”.