Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del Bilag 758
Offentligt
2441036_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-1163
Ref. SIMSV
Den 2. september 2021
Orientering om at lovforslag er sendt i høring
Til udvalgets orientering fremsendes høringsbrev og udkast til forslag om ændring af lov om jagt og
vildtforvaltning (indførsel af arealkrav og etablering af hjortevildtforvaltningsområder m.v.)
Formålet med lovforslaget er at styrke indsatsen for bestandene af kron- og dåvildt ved at indføre nye
virkemidler, som dels vil kunne begrænse jagtudøvelsen på større kron- og dåhjorte (hanner), dels vil
kunne fremme en bedre forvaltning af kron- og dåvildt generelt.
Med lovforslaget foreslås, at miljøministeren gives bemyndigelse til at fastsætte regler, der sætter en
antalsmæssig begrænsning for, hvor mange kron- og dåhjorte større end spidshjorte, der må
nedlægges på en ejendom pr. jagtsæson (arealkrav). Det foreslås, at den antalsmæssige begrænsning
fastsættes i forhold til de enkelte ejendommes størrelse. Forslaget skal bidrage til at sikre en mere
bæredygtig jagt på kron- og dåhjorte, der blandt andet understøtter en balanceret alders- og
kønsfordeling inden for disse vildtarter, der aktuelt opfattes som værende i ubalance med kun meget få
ældre hanner.
Det foreslås endvidere, at miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om etablering af
hjortevildtforvaltningsområder med henblik på at opnå en bæredygtig forvaltning som alternativ til
blandt andet regler om arealkrav for det pågældende område. Det er hensigten, at miljøministeren i
første omgang vil fastsætte regler om krav til etablering af forsøgsområder.
Lovforslaget er i høring fra den 30. august 2021 med frist den 27. september 2021.
Det forventes, at lovforslaget kan fremsættes i Folketinget Nov. I, 2021.
Lea Wermelin
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk