Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del Bilag 730
Offentligt
2433291_0001.png
11. august 2021
Til Statsministeren, Miljøministeren, Folketingets Miljø- og fødevareudvalg og formændene for
Folketingets partier.
Der er akut behov for en samlet plan til sikring af vores drikkevand
Vores grundvand og drikkevand trues i stigende grad af forurening. Over halvdelen af drikkevandet
indeholder i dag pesticidrester. Det er helt afgørende, at der bliver fundet løsninger nu.
Politisk er der behov for at styrke den nationale og lokale indsats for grundvandsbeskyttelse og dermed
vandværkernes forsyningssikkerhed.
Brancheorganisationerne Dansk Vand- og Spildevandsforening, Danske Vandværker og Danmarks
Naturfredningsforening peger på, at der hurtigst muligt bliver etableret grundvandsparker for at sikre en
grundvandsvenlig arealanvendelse. Udgangspunktet er de vigtige og svært erstattelige oplande til
befolkningens drikkevandsforsyning.
En grundvandspark er et område, hvor man dyrker rent grundvand. Inden for parken må der ikke anvendes
pesticider og andre forurenende stoffer. Grundvandsparkerne oprettes i vandværkernes
indvindingsområder. Ved udpegning af grundvandsparker prioriteres genopretning af natur, etablering af
økologisk jordbrug, skovrejsning og klimatilpasning.
Grundvandsparkerne er samtidig et godt udgangspunkt for at skabe bedre og mere sammenhængende
naturområder. De kommende generationer skal have tillid til rent drikkevand, der hentes fra beskyttede
områder, hvor der samtidig skabes mere og bedre natur. På den måde kan man slå flere fluer med et smæk.
I de første fire måneder af 2021 er der fundet rester af sprøjtemidler i ca. 58 procent af de aktive
vandværksboringer. Dette er en stigning fra ca. 45 procent i 2019.
1
Udgangspunktet bør være, at vi fastholder en vandforsyning baseret på rent grundvand. En
drikkevandsvenlig arealanvendelse understøtter forsyningssikkerheden på en samfundsøkonomisk
hensigtsmæssig måde til gavn for sundhed og miljø. Rensning for mange uønskede stoffer er urealistisk og
dyrt.
Vi foreslår derfor, at vandværkerne sammen med staten, kommuner, regioner, landbrug og øvrige erhverv
fremtidssikrer drikkevandet gennem etablering af grundvandsparker.
Finansiering
Der skal på nationalt plan sikres medfinansiering til at opkøbe og/eller indgå aftaler med jordbesidderne
om etablering af grundvandsparker, herunder også afsættes midler til etablering eller retablering af
naturarealer for at sikre rent grundvand. Ordningen forventes at kræve en statslig grundvandsfond på 7-10
1
https://www.dn.dk/nyheder/rekord-meget-sprojtegift-i-vores-grundvand/
1
MOF, Alm.del - 2020-21 - Bilag 730: Henvendelse af 11/8-21 fra DANVA, Danske Vandværker og Danmarks Naturfredningsforening om behov for en samlet plan til sikring af vores drikkevand
2433291_0002.png
mia. kr. Finansiering bør være en statslig opgave, da det er staten, der gennem tiderne har godkendt de
forurenende stoffer.
Ud over målrettet at anvende eksisterende støtteordninger som f.eks. omlægningsstøtte til økologi skal der
etableres en statsligt grundvandsfond, som kan medfinansiere indsatsen med statsgaranterede lån. Da
vandværkerne ikke skal være jordbesiddere, kan der blive tale om mellemfinansiering. Nogle jorde skal
opkøbes og sælges igen til andet formål, eller der skal stilles krav om stop for brug af
forurenende/uønskede stoffer som pesticider gennem aftaler om kompensation. Hvor det er muligt, kan
der også søges støtte fra fonde som f.eks. Den Danske Naturfond eller Klima Skovfonden.
Den lokale del af finansieringen kan ske gennem kommunal medfinansiering, via bidrag fra
vandforbrugerne, eller en kombination. Der findes allerede i dag finansieringsmodeller, hvor lokale
vandværker og kommuner danner lokale vandfonde. Samtidig skal man indregne de sparede omkostninger
for at rense, fortynde eller
om muligt
oprette helt nye kildepladser/boringer som flere og flere
vandværker efterhånden er nødsaget til.
Etablering af grundvandsparker kan ske over en 10-årig periode på baggrund af myndigheders og
vandværkers udpegning af indvindingsområder. Det skal afklares i hvilket omfang, der kan sikres lokal
medfinansiering. Udgangspunktet er frivillighed, men fremdriften evalueres løbende og en håndfast
slutdato vedtages af Folketinget. Som den absolut største arealbesidder bør organisationen Landbrug og
Fødevarer inddrages i de videre drøftelser om etablering af grundvandsparker, så der kan findes fælles
holdbare løsninger.
Kommunernes rolle
Kommunerne skal udstyres med de tilstrækkelige værktøjer for at kunne varetage denne opgave.
Udstrækningen af grundvandsparker vil som hovedregel kunne baseres på kommunernes og
vandværkernes eksisterende viden om sårbare indvindingsområder.
På det nationale plan skal det sikres, at kommunerne som lokal myndighed får hjælp til at sikre de faglige
kompetencer og lovgivningsmæssige rammer til konkret at prioritere, planlægge og udrulle
grundvandsparkerne.
Vi håber, at vores opfordring vil indgå i Regeringens og Folketingets arbejde i det kommende folketingsår.
Det haster med at sikre befolkningens drikkevand.
Vi er naturligvis til disposition for en uddybning og konkretisering af vores forslag.
Med venlig hilsen
Carl-Emil Larsen
DANVA
Susan Münster
Danske Vandværker
Maria Reumert Gjerding
Danmarks Naturfredningsforening
2