Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Den 2. juli 2021
Sagsnummer: 2021-840
MIM 076
./.
Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakt om
fornyet godkendelse af genanvendelse af blød PVC med indhold af bis(2-ethylhexyl) ftalat (DEHP) i henhold
til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komité-sag)
Forslaget blev drøftet på et videomøde i REACH-komitéen d. 24. juni med efterfølgende afstemning i skriftlig
procedure med frist den 16. august 2021.
Forslaget forventes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark, da godkendelsen kun vedrører
anvendelser, som ikke er dækket af den eksisterende anvendelsesbegrænsning af DEHP.
Regeringen ønsker generelt at begrænse anvendelse af særligt problematiske stoffer i de tilfælde, hvor der
ikke kan demonstreres sikker brug, eller hvor der findes egnede alternativer. I den konkrete sag drejer
anvendelsen sig om oparbejdning af blød PVC som sekundært råstof og genanvendelse af blød PVC, og der
findes ikke egnede alternativer til dette. Anvendelse af ny PVC uden DEHP til produktion af produkter er
ikke et egnet alternativ, da den søgte godkendelse omhandler genanvendelse. De beskrevne
risikohåndteringsforanstaltninger vurderes at være tilstrækkelige til at sikre arbejdstagere et
beskyttelsesniveau, der svarer til det danske og til at sikre den generelle befolkning via miljøet på baggrund af
DEHP’s evne
til at skade forplantningsevnen. Stoffet har imidlertid også hormonforstyrrende effekter på
mennesker og i miljøet. Disse effekter er ikke vurderet i ansøgningen, da disse effekter ikke stod på
godkendelseslisten, da ansøger udarbejdede sin fornyede ansøgning om godkendelse. Ansøger har juridisk
krav på at modtage en godkendelse, da REACH forordningen fastlægger, at ansøger skal modtage en
godkendelse i de tilfælde, hvor der kan demonstreres sikker brug for de effekter, som står på
godkendelseslisten for stoffet. Kommissionen har ikke opdateret godkendelseslisten med stoffets
hormonforstyrrende effekter, da identifikationen som hormonforstyrrende har været udfordret ved EU-
Domstolen. Godkendelseslisten forventes derfor først opdateret i år (2021) med stoffets hormonforstyrrende
effekter. Regeringen agter på den baggrund, at lægge afgørende vægt på, at godkendelsesperioden ikke
overstiger 5 år, så der gives den kortest mulige godkendelsesperiode, som medfører, at ansøger med det
samme skal udarbejde en ny ansøgning, hvor konsekvenserne ved de hormonforstyrrende effekter vurderes.
Regeringen vil ikke kunne støtte forslaget, medmindre dette krav imødekommes.
Med venlig hilsen
Lea Wermelin
/
Henrik Hedeman Olsen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] •
www.mfvm.dk