Miljøminister Lea Wermelin
Justitsminister Nick Hækkerup
Den 23. oktober 2020
Øget fokus på faunakriminalitet
Kære Lea Wermelin og Nick Hækkerup
Vildtforvaltningsrådet har på et møde den 10. september 2020 drøftet emnet faunakriminalitet, og på den
baggrund henvender organisationerne sig til jer.
Vi er bekymrede over de tilbagevendende eksempler på faunakriminalitet i Danmark. Ofte oplever vi grove
overtrædelser af både jagtlovens og naturbeskyttelseslovens bestemmelser om fredede arter. Det være sig
bevidst forgiftning af rovfugle, bevidst nedskydning af fredede pattedyr og grove overtrædelser af jagtloven
ved f.eks. nedskydning af arter i fredningsperioder, uden for jagttiden eller krybskytteri.
Vi anser disse grove og bevidste overtrædelser som en mangel på respekt for gældende lovgivning.
Fælles for tilfældene af faunakriminalitet er, at de fleste opdages ved en tilfældighed, og ingen kender
således det reelle omfang af grov faunakriminalitet.
I langt størstedelen af de opdagede sager har strafudmålingen i vores øjne været for lav
–
ikke mindst set i
lyset af, at strafferammen i dag lyder på op til to års fængsel ved grove overtrædelser.
Efter vores opfattelse er det f.eks. uforståeligt, at grov og bevidst overtrædelse af jagtloven og
naturbeskyttelsesloven ikke automatisk fører til, at man mister jagttegnet.
Vores opfattelse er, at kombinationen af en lille risiko for at blive opdaget, kombineret med lave straffe,
betyder, at samfundets sanktioner på dette område ikke har den præventive effekt, som de kunne have.
Derfor ligger det vores organisationer på sinde, at der sættes forøget fokus på dette område.
Der skal være en reel risiko for at blive opdaget, hvis man begår grov faunakriminalitet, og der skal være en
straf, der står i forhold til overtrædelsernes alvorlige karakter.