Rent drikkevand
og sikker kemi
J.nr. 2020-25012
Ref. INMWE
Den 12. maj 2021
Status 2020 for Pesticidstrategi 2017-2021
Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det
Konservative Folkeparti og Liberal Alliance indgik den 21. april 2017 Aftale om Pesticidstrategi 2017-
2021. Aftalen er udmøntet i Pesticidstrategi 2017-2021, som samtidig er Danmarks nationale
handlingsplan for bæredygtig anvendelse af pesticider.
Af aftalen fremgår, at der hvert år skal udarbejdes et statusnotat for implementering af strategien til
aftaleparterne. Dette notat præsenterer status for indsatserne i 2020.
Den 11. januar 2019 blev Aftale om Pesticidstrategi 2017-2021 suppleret med en tillægsaftale, som bl.a.
har til formål at sikre drikkevandet bedre mod pesticider. Denne tillægsaftale er ligeledes indgået
mellem Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det
Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. Status for implementeringen af tillægsaftalen fremgår
ligeledes som en del af nærværende statusnotat for 2020.
Gennemførelsen af initiativerne sikres af en tværministeriel styregruppe bestående af Miljøministeriet,
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Skatteministeriet.
Hovedkonklusioner - indsatser i Pesticidstrategi 2017-2021
Tidligere forsinkede indsatser er nu gennemført, herunder VAP-rapport 2019,
bekæmpelsesmiddelstatistik 2018 og 2019. Andre indsatser i aftalen er forsinkede, hvilket gælder
sagsbehandlingstiden for godkendelser, forskningsprojekter vedr. sprøjtefølsomme lerjorde og
drøftelse af at udarbejde et tillæg til aftalen om udfasning af pesticider på offentlige arealer, der
afventer de seneste resultater for forbruget af sprøjtemidler på offentlige arealer i 2020. Ud over de
nævnte forsinkelser forløber implementeringen af aftalen planmæssigt. Herunder gennemgås de
enkelte indsatsområder.
Forberedelserne af en ny pesticidstrategi er igangsat med henblik på forventet afholdelse af politiske
forhandlinger i andet halvår af 2021 og ikrafttrædelse af den nye strategi den 1. januar 2022.
Målsætning for pesticidbelastning og pesticidafgift
Pesticidafgiften blev i 2013 omlagt pga. et ønske om at mindske belastningen fra sprøjtemidler.
Formålet med omlægningen var, at der skulle substitueres fra belastende til mindre belastende midler
ved at gøre afgiften til en differentieret afgift, som er fastsat på baggrund af de enkelte midlers
belastning af sundhed og miljø, herunder grundvand. Samtidig blev der fastsat en målsætning om, at
pesticidbelastningsindikatoren (PBI) baseret på salgstal som minimum skulle reduceres til 1,96 i 2015,
svarende til en reduktion på 40 % ift. det beregnede niveau for 2011.
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk