Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del Bilag 53
Offentligt
Sandheden om dansk vandmiljø
Mange af spændingerne mellem ”miljøinteresser” (grønne organisationer) og
”erhvervsinteresser” (landbrugets organisationer) skyldes danske miljømyndigheders
mangeårige grundlæggende misforståelse omkring næringsstoffernes rolle for havmiljøet.
Panik i 1980’erne
Det gik galt i 1986, da iltsvindet i nogle danske kystvande kulminerede med det ”berømte”
iltsvind nord for Gilleleje, hvor nogle døde hummere blev bragt i havn og forevist på TV under
stor dramatik i bedste sendetid. DN’s daværende direktør krævede hurtig handling - ”ikke tid
til flere undersøgelser”.
Den paniske situation levnede ikke tid til seriøse overvejelser. Af samme grund blev der ikke
involveret egentlig videnskab i diagnosen: Havbiolog ved Danmarks Miljøundersøgelser
(DMU), Gunni Ærtebjerg, der i øvrigt var bror til fiskeren, der landede hummerne, ”skød fra
hoften” med en diagnose, som ingen i Miljøstyrelsen eller ministeriet evaluerede. Der blev i
hast udsendt en pressemeddelelse om, at iltsvindet skyldtes landbrugets udledning af
kvælstof. Gunni Ærtebjerg har senere beskrevet (Ingeniøren nr. 12 – 26. marts 1999),
hvorledes han nåede frem til sin diagnose:
”Fra Bæltprojektet vidste vi, at
primærproduktionen hovedsagelig var kvælstofbegrænset (styret af tilførslen af kvælstof). Det
eneste sted i samfundet, hvor der var sket en markant stigning i anvendelsen af kvælstof, var
i landbruget.”
Forkert diagnose – forkert løsningsmodel
Gunni Ærtebjergs diagnose var forkert, idet den fysiologiske kvælstofbegrænsning i
iltsvindsområdet var et resultat af massiv forurening (herunder af fosfor) fra København og
svenske Øresunds-byer. I mange år før fangsten af de døde hummere havde København
hvert år udledt ca. 1 mio. tons vådt slam i Øresund, hvor den dominerende nordgående strøm
førte det op nord for Helsingør-Hälsingborg. Her bredes strømmen ud, så hastigheden
aftager, og slampartiklerne bundfældes i området nord for Gilleleje på den danske side og i
Skälderviken og Laholmsbukten på den svenske side. Præcis de områder, der var ramt af
iltsvind i 1980’erne, se figuren fra NPo-redegørelsen fra 1984, der viser situationen i 1981.
 MOF, Alm.del - 2020-21 - Bilag 53: Henvendelse af 21/10-20 fra Poul Vejby-Sørensen om sandheden om dansk vandmiljø
2265657_0002.png
Renseanlæg Lynetten, der var etableret i 1980, fortsatte med at udlede store mængder slam
på grund af hyppige driftsforstyrrelser. Så sent som i 1984 og 1985 udledtes ca. 200.000 tons
slam om året. Det var mange tusinde procent over det tilladte, og Miljøankenævnet pålagde
Lynetten et drastisk krav om at halvere slamudledningen hvert halve år, indtil man nåede ned
på 1/16 eller 440 tons.
Den falske diagnose om kvælstof er stadig basis for myndighedernes miljøindsats
(kvælstofmodellerne). Seniorforsker Karen Timmermann, DCE, Aarhus Universitet,
bekræftede på Plantekongressen i januar 2017, at Aarhus Universitet, som er ansvarlig for
myndighedsbetjeningen, fortsat bygger sin strategi på Justus von Liebigs minimumslov
(1855). Dette er katastrofalt, fordi Justus von Liebigs teori netop ikke gælder i forbindelse med
havets økosystem. Den gælder kun under laboratorieforhold afskåret fra økosystemet. Der er
således ikke belæg for den ofte fremførte påstand fra professor Stiig Markager, Aarhus
Universitet, om at dansk landbrugs udledning af kvælstof er ”den afgørende faktor” for
miljøproblemerne i kystvandene. Kvælstof er én blandt mange faktorer – og kvælstof fra
landbruget er kun en del heraf. Men den primære faktor er fosfor. Uden relativt høj
fosforkoncentration (N:P < ca.7) opstår slet ikke kvælstofbegrænsning.
I havets økosystem gælder det balancen
Derimod er det oceanografen Alfred C. Redfields balanceteori (1934), der er relevant i havets
økosystem. Som andre biologiske processer drejer det sig om ligevægte.
 MOF, Alm.del - 2020-21 - Bilag 53: Henvendelse af 21/10-20 fra Poul Vejby-Sørensen om sandheden om dansk vandmiljø
2265657_0003.png
Spændingen mellem de to teoretiske platforme er voldsom, fordi de angiver helt forskellige
(faktisk modsat rettede) indsatskrav i den samme situation.
Her har Danmark siden 1980’erne ensidigt bygget miljøindsatsen på den forkerte teori og
dermed ignoreret den rigtige. Før eller siden skal denne fejl naturligvis erkendes og rettes
(økosystemet overgiver sig ikke).
Kvælstofnormerne har skadet CO2-regnskabet
Kvælstofnormerne har begrænset landbrugets anvendelse af den essentielle
produktionsfaktor kvælstof, hvilket har medført mindre udbytter og lavere proteinindhold i
afgrøderne. Underforsyningen med kvælstof har samtidig skadet Danmarks klimaregnskab
pga. mineralisering af jordbunden med CO2-emission til følge og manglende CO2-binding.
Omvendt har kvælstofnormerne ikke haft den tilsigtede effekt på havmiljøet. Den forbedring,
der er sket på havmiljøet siden de voldsomme iltsvind i 1980’erne, skyldes andre faktorer –
hovedsagelig bedre rensning af spildevand for organisk stof og fosfor. Men fosforrensningen
er dog stadig langt dårligere end i vore nabolande. Dette skyldes den forkerte prioritering
gennem flere årtier, hvor hovedvægten blev lagt på kvælstof.
Helt aktuelt gives problematiske tilskud til vådområder, der begrænser kvælstofudledningen,
men samtidig har den alvorlige bivirkning, at de forøger den mere skadelige fosforudledning
(”fosformobilisering”) og dermed gør ondt værre i kystvandene.
I laboratoriet virker begrænsning af kvælstof, hvor der er ”kvælstofbegrænsning”
Karret illustrerer Justus von Liebigs minimumslov:
Produktionen begrænses af den produktionsfaktor, der er i
underskud i forhold til behovet.
Dette har ført til indsatskrav mod kvælstof, hvor der er
relativt lidt af det. Altså skævvridning af balancen.
Men Liebigs minimumslov gælder principielt kun for en
veldefineret plante i et lukket system i laboratoriet –
afskåret fra økosystemet. Når der er forbindelse til
omverdenen, transporteres næringsstofferne rundt (flux).
Men i havmiljøet er forholdet mellem kvælstof og fosfor (N:P) afgørende
Det kan slås fast, at tilstanden ”kvælstofbegrænsning” absolut ikke skyldes
kvælstofudledning, men derimod overskud af fosfor – i reglen som følge af udledning af
spildevand fra afløbssystemer med lavt N:P. Derfor findes fysiologisk ”kvælstofbegrænsning”
kun i områder, der er stærkt belastet af fosfor.
 MOF, Alm.del - 2020-21 - Bilag 53: Henvendelse af 21/10-20 fra Poul Vejby-Sørensen om sandheden om dansk vandmiljø
2265657_0004.png
Det ovale felt ”Redfield Ratio” illustrerer det forhold
mellem kvælstof og fosfor, der er optimalt for
økosystemet.
Professor John A. Downing resumerer sine
undersøgelser på følgende måde:
I vandsystemets øvre ferske vande, der
hovedsagelig stammer fra nedbør med højt N:P og
fra afstrømning fra ”urørte” områder med højt N:P, er
P-koncentrationerne lave, N:P er højt, og
primærproduktionen er stærkt P-begrænset.
Efterhånden som vandet bevæger sig ned gennem
vandsystemet, tilføres P gennem afstrømning fra
afløbssystemer med lavt N:P. Det betyder, at P
stiger, og N:P falder, hvilket resulterer i hyppigere N-
begrænsning af primærproduktionen og
opblomstringer af N-fikserende cyanobakterier.
Denne næringsberigelse finder sted i varierende
grad, afhængig af oplandets størrelse,
arealanvendelse og beboelsesomfang.
Konklusion
Det er helt afgørende, at der nu med mere end 30 års forsinkelse gøres op med
misforståelsen om, at tilstanden ”kvælstofbegrænsning” betyder, at kvælstofudledningen skal
begrænses. Ifølge moderne økologisk støkiometri viser ”kvælstofbegrænsning”, at der er for
meget fosfor i økosystemet (jfr. NPo-redegørelsen side 19).
Det er vigtigt at forstå, at Justus von Liebigs minimumslov gælder i kontrollerede
laboratorieforsøg, men ikke hører til i det åbne havmiljø. Her er det Redfields balanceteori,
der er relevant. At det forholder sig således underbygges af bl.a.:
•
•
•
•
•
•
NPo-redegørelsen fra 1984
professor David Schindler, Canada, og professor Robert Hecky, USA, fra 37 års
fuldskala studier afsluttet i 2006
professor John A. Downing, USA, fra 1990erne og frem
professor Patricia M. Glibert, USA fra 2011
professorerne Robert W. Sterner og James J. Elser: Ecological Stoichiometry
Det internationale evalueringspanel fra 2017
Beviserne for Danmarks fejltagelse i vandmiljøet er yderst håndfaste og massive.
En opretning på flere årtiers misforståelse vil gå over i historien med stor anerkendelse fra
både erhvervsinteresserne og miljøinteresserne.
 MOF, Alm.del - 2020-21 - Bilag 53: Henvendelse af 21/10-20 fra Poul Vejby-Sørensen om sandheden om dansk vandmiljø
Fagligt og videnskabeligt er tingene klarlagt. Den store udfordring er af pædagogisk og
politisk karakter.
Litteratur:
NPo-redegørelsen side 19:
”Planteplanktonets produktion i kystvandene begrænses efter områdets beliggenhed hovedsageligt af kvælstof
ved stor tilførsel af fosforrigt spildevand”.
Miljøstyrelsen 1984.
David W. Schindler, R. E. Hecky, D. L. Findlay, M. P. Stainton, B. R. Parker, M. J. Paterson, K. G. Beaty, M. Lyng, and S. E. M. Kasian:
Eutrophication of lakes cannot be controlled by reducing nitrogen input: Results of a 37-year whole-ecosystem experiment.
PNAS August 12, 2008. 105 (32) 11254-11258; https://doi.org/10.1073/pnas.0805108105
John A. Downing:
Marine nitrogen: Phosphorus stoichiometry and the global N:P cycle.
Biogeochemistry 37: 237-252. 1997.
John A. Downing, Craig W. Osenberg, and Orlando Sarnelle:
Meta-analysis of marine nutrient-enrichment experiments: Variation in the
magnitude of nutrient limitation.
Ecology, 80(4), 1999, pp. 1157–1167.
Patricia M. Glibert, David Fullerton, Joann M. Burkholder, Jeffrey C. Cornwell, and Todd M. Kana:
Ecological Stoichiometry, Biogeochemical
Cycling, Invasive Species, and Aquatic Food Webs: San Francisco Estuary and Comparative Systems.
Reviews in Fisheries Science, 19(4): 358–417, 2011.
Robert W. Sterner and James J. Elser:
Ecological Stoichiometry. The Biology of Elements from Molecules to the Biosphere. 439 sider.
Princeton Paperbacks.
International evaluation of the Danish marine models.
Miljø- og Fødevareministeriet 2017.
Poul Vejby-Sørensen, maj 2020.
[email protected]