Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del Bilag 520
Offentligt
2384680_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Den 29. april 2021
Sagsnummer: 2021-840
./.
Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering grundnotat om EU-miljømærkekriterier for kosmetiske
produkter
(komitesag)
Forslaget er sat til behandling i forskriftkomiteen den 30. april 2021 og med skriftlig afstemning umiddelbart
efter.
Generelt er miljøkravene strammet, og forslaget vurderes derfor at højne miljøbeskyttelsesniveauet i
Danmark og EU.
Regeringen agter at støtte forslaget.
Med venlig hilsen
Lea Wemelin
/
Henrik Hedeman Olsen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2020-21 - Bilag 520: Grundnotat om EU-miljømærkekriterier for kosmetiske produkter, komitésag
2384680_0002.png
Den 27. april 2021
MIM 037
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om EU-miljømærkekriterier for kosmetiske produkter (komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat ændringsforslag til frivillige miljømærkekriterier (EU-Blomsten) for
miljømærkning af Kosmetiske produkter (komitesag). Med forslaget udvides produktgruppen fra
kun at omfatte kosmetiske produkter, der er beregnet til at blive fjernet efter anvendelse på hud, hår
eller slimhinde som fx sæber og tandpasta (såkaldte
”rinse-off
produkter”) til fremover også at
omfatte kosmetiske produkter, der er beregnet til længerevarende kontakt med hud, hår eller
slimhinder som fx cremer, og læbepomade (såkaldte
”leave-on
produkter”). Forslaget begrænser
anvendelsen af en række miljø- og sundhedsskadelige indholdsstoffer, og stiller krav til deres
nedbrydelighed i vandmiljøet. Med forslaget strammes miljø- og sundhedskravene til anvendelsen af
parfume og flere parfumestoffer, visse konserveringsmidler (bl.a. isothiazolinoner) og stoffer med en
dokumenteret hormonforstyrrende effekt. Ligeledes strammes afskovningskrav, hvis der anvendes
palmeolie eller ingredienser baseret på palmeolie i et kosmetisk produkt. Endeligt strammes
emballagekravene med henblik på at reducere emballagemængden og fremme anvendelsen af
genanvendte materialer og genanvendeligheden af emballagen. Generelt er miljøkravene strammet,
og forslaget vurderes derfor at højne miljøbeskyttelsesniveauet i Danmark og EU. Forslaget
vurderes ikke at have væsentlige økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner,
kommuner eller erhvervslivet. Regeringen agter på den baggrund at støtte forslaget. Forslaget er sat
til behandling i forskriftkomiteen den 30. april 2021 og med skriftlig afstemning umiddelbart efter.
Baggrund
Kommissionen har fremsat ændringsforslag til EU-miljømærkekriterier for kosmetiske produkter.
Forslaget er fremsat med hjemme i artikel 8, stk. 2 i EU-miljømærkeforordningen nr. 66/2010.
Kommissionens EU-miljømærkekomité træffer afgørelse i sager om miljømærkekriterier efter
forskriftprocedure med kontrol (artikel 5a i Rådets afgørelse 1999/468/EF, som ændret ved Rådets
afgørelse 2006/512 af 17. juli 2006), jf. art. 16, stk. 2 i miljømærkeforordningen. Hvis der i komiteen er
kvalificeret flertal for et forslag, udsteder Kommissionen beslutningen, når Parlamentet har
gennemført en legalitetskontrol af forslaget inden for tre måneder. Opnås der ikke kvalificeret flertal i
MOF, Alm.del - 2020-21 - Bilag 520: Grundnotat om EU-miljømærkekriterier for kosmetiske produkter, komitésag
2384680_0003.png
komiteen, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-Parlamentet.
Hvis der i Rådet er kvalificeret flertal imod et forslag, skal Kommissionen behandle sagen på ny.
Vedtager Rådet forslaget med kvalificeret flertal eller udtaler Rådet sig ikke inden en frist på højst to
måneder, kan Kommissionen udsteder beslutningen, når Parlamentet har gennemført en
legalitetskontrol af forslaget inden for fire måneder fra Kommissionens forelæggelse.
Forslaget forventes behandlet på møde i forskriftkomiteen den 30. april 2021, og sat til skriftlig
afstemning ca. 10 dage efter.
Formål og indhold
Kommissionens forslag omfatter kriterier for tildeling af EU-miljømærket til virksomheder, der
producerer, importerer eller sælger kosmetiske produkter (som defineret i Kosmetikforordningen
(EU) Nr 1223/2009), dvs. kosmetiske produkter, der er beregnet til at blive fjernet efter anvendelse på
hud, hår eller slimhinde som fx sæber, tandpasta og barberskum
(såkaldte ”rinse-off
produkter”),
samt
kosmetiske produkter, der er beregnet til længerevarende kontakt med hud, hår eller slimhinder som
fx cremer, herunder solcreme, læbestift, læbepomade, samt neglelak og lignende
(såkaldte ”leave-on
produkter”). Kommissionens forslag omfatter derudover også rinse-off produkter til pleje af dyr.
Miljømærkekriterierne omfatter ikke produkter til mennesker eller dyr, der markedsføres med særlige
desinficerende og anti-bakterielle egenskaber, da sådanne produkter er omfattet af
Biocidproduktforordningen. Kommissionen foreslår, at gyldigheden er 6 år.
De nuværende miljømærkekriterier omfatter i dag kun rinse-off produkter til mennesker, og
Kommissionens forslag udvider således området til også at omfatte miljømærkning af leave-on
produkter til mennesker, samt rinse-off produkter til dyr. Med udvidelsen af produktområdet vil der
være stort sammenfald med det nordiske Svanemærkes miljømærkekriterier til kosmetiske produkter.
Det vurderes, at forslaget til EU-miljømærkets kriterier har samme høje miljøstandard som
Svanemærkets.
EU-miljømærkekriterierne for kosmetikprodukter sigter mod at promovere produkter med:
lav miljøbelastning
af vandmiljøet ved begrænsning af indholdet af miljøfarlige indholdsstoffer
høj nedbrydelighed
af organiske kemikalier
brug af palmeolie fra
ansvarlige
kilder
lavt emballageforbrug
og emballage med
høj genanvendelighed
Der er én dansk virksomhed med licens til i alt 50 EU-miljømærkede kosmetiske rinse-off produkter
(opgjort den 31. marts 2021). Der er i hele EU samlet set 120 licenser til i alt 2.599 EU-miljømærkede
kosmetiske rinse-off produkter (opgjort den 30. september 2020).
Nuværende EU-miljømærkekriterier for kosmetiske produkter (uddrag)
Basiskrav om begrænsning af indhold af farlige stoffer.
EU-miljømærkeforordningen stiller som
basiskrav, at produktet ikke må tilsættes stoffer eller blandinger, der (på tidspunktet for
licensudstedelse) kan klassificeres (inkl. selvklassificering) som giftige, kræftfremkaldende, mutagene
eller reproduktionstoksiske i kategorierne 1A, 1B eller 2 (CMR 1A, 1B, og 2), sensibiliserende eller
miljøfarlige. Kommissionen kan undtage kemiske stoffer eller stofgrupper fra disse basiskrav, såfremt
det teknisk ikke er muligt at erstatte stofferne. Undtagelser fremgår nedenfor under ændringer.
Konkret udelukker de nuværende kriterier bl.a. følgende specifikke indholdsstoffer og blandinger
1
:
1
Flere af indholdsstofferne kan i dag være omfattet at egentlige anvendelsesbegrænsninger i lovgivningen.
2
MOF, Alm.del - 2020-21 - Bilag 520: Grundnotat om EU-miljømærkekriterier for kosmetiske produkter, komitésag
2384680_0004.png
alkylphenolethoxylater (APEO) og andre alkylphenolderivater, nitrilotriacetat (NTA), borsyre, borater
og perborater, nitromoskus og polycyklisk moskus, octamethylcyclotetrasiloxan (D4),
butylhydroxytoluen (BHT), ethylendiamintetraacetat (EDTA) og salte heraf samt ikke-
letbionedbrydelige phosphonater, konserveringsmidlerne triclosan, parabener, formaldehyd og
konserveringsmidler, der frigør formaldehyd, parfumestofferne hydroxyisohexyl-3-
cyclohexencarboxaldehyd (HICC), atranol og chloratranol, mikroplast, nanosølv.
REACH kandidatlistestoffer
er på listen over
særligt problematiske stoffer
til godkendelse og
identificeret, jf. procedure i REACH forordningens artikel 59, stk. 1. Stofferne anses for at være særligt
problematiske for menneskers sundhed eller miljøet. Det er f.eks. stoffer, der er hormonforstyrrende,
kræftfremkaldende, skadelige for forplantningen eller svært nedbrydelige. Disse stoffer er ikke tilladt
at anvende i miljømærkede kosmetiske produkter i koncentrationer over 0,010 %. REACH
kandidatlistestoffer kan ikke undtages i EU-miljømærkede produkter.
Miljøfare og nedbrydelighed.
Der sættes grænser for produktets samlede giftighed og
bioakkumulering i vandmiljøet. Vaskeaktive stoffer (tensider) skal være nedbrydelige under forhold
med (aerobt) og uden (anaerobt) ilt.
Palmeolie
(sporbarhed). Anvendt palmeolie og palmekerneolie
(herefter ”palmeolie”)
eller afledte
produkter heraf
(herefter ”derivater”) skal
være omfattet af en certificeringsordning og oprinde fra
ansvarligt drevet plantager og certificeret efter en certificeringsordning, der er bakket op af en bred
kreds af interessenter (NGO’er, industri og myndigheder).
Det kan fx være RSPO (Roundtable
of
Sustainable Palm Oil)
eller tilsvarende. Certifikatets niveau skal svare til
book & claim
(kun derivater),
massebalance, adskillelse
eller
identitetsbesvarelse.
2
Emballage.
Der gælder en række krav til emballagens design og materialevalg med henblik på at
begrænse emballageforbruget og fremme brugen af genanvendte emballagematerialer og
genanvendelsen af emballagen efter brug, fx: Der må kun anvendes sekundær emballage ved salg af
flere enheder sammen. Produkter med pumpe er tilladt, hvis produktet sælges med mulighed for
refill.
Emballagen skal designes så indholdet nemt kan komme ud, og der er krav om en maksimal
emballagemængde i forhold til indholdsmængden for at begrænse materialebrug.
Der er specifikke begrænsninger i brugen af visse kombinationer af plastmaterialer (for emballage,
labels og låg), hvis sådanne begrænser genanvendelsen af emballagematerialet.
Væsentligste ændringsforslag:
Undtagelser.
Kommissionen foreslår at undtage følgende nye stoffer fra ovenstående "basiskrav":
Zink, der kan klassificeres som H410 (meget giftig for vandlevende organismer, med langvarige
virkninger). Undtagelsen gælder kun i zinkpræparater, fx zinksalve, med zinkindhold på max. 25
%.
Titaniumdioxid (TiO2) på
nanoform,
der kan klassificeres som H351 (mistænkt for at fremkalde
kræft). Undtagelsen gælder kun TiO2 anvendt som UV-filter i solcremer. TiO2 må ikke anvendes i
solcremeprodukter på pulverform- eller sprayform. Anbefalinger fra EU's videnskabelige komite
for forbrugersikkerhed (SCCS/1516/13, SCCS/1580/16 og SCCS/1583/17) skal følges.
2
https://www.rspo.org/certification/supply-chains
3
MOF, Alm.del - 2020-21 - Bilag 520: Grundnotat om EU-miljømærkekriterier for kosmetiske produkter, komitésag
2384680_0005.png
Zink undtages i zinksalve, der har en lindrende effekt ved irriteret hud. Der findes ikke alternativer.
Svanemærket har samme undtagelse for zink i zinksalve.
TiO2 undtages i solcremer med visse begrænsninger, da TiO2 er et effektivt alternativ til andre UV-
filtre med sundhedsmæssigt værre egenskaber. Brug af solcreme anbefales generelt i sommersæsonen.
Svanemærket har samme undtagelse for TiO2 i solcremee.
Med det kommende forslag strammes kriterierne samtidigt ved at fjerne
undtagelser
for brugen af
miljøfareklassificerede parfumestoffer og konserveringsmidler, der i de nuværende kriterier er
undtaget fra
ovenstående ”basiskrav”.
Parfume og parfumestoffer.
Kravet om, at EU-miljømærkede kosmetiske produkter markedsført til
børn under 12 år skal være parfumefri, udvides til også at gælde produkter markedsført "til
familiebrug" eller produkter med anprisningen "mild/sensitiv". Anvendelsesbegrænsningen af 26
deklarationspligtige parfumestoffer udvides til at omfatte i alt 82 specifikke allergifremkaldende
parfumestoffer, som EU's videnskabelige komite for forbrugersikkerhed har udpeget (inkl. de 26
deklarationspligtige parfumestoffer). De 82 parfumestoffer foreslås begrænset i EU-miljømærkede
kosmetikprodukter til maksimalt 0,010 % for rinse-off produkter og 0,0010 % for leave-on produkter.
Hormonforstyrrende stoffer.
Begrænsningen af indholdsstoffer med en dokumenteret
hormonforstyrrende effekt foreslås udvidet til også at omfatte stoffer dokumenteret via
Biocidproduktforordningen og Pesticidforordningen. Dertil foreslås det at udelukke yderligere 28
specifikke stoffer, som vurderes at være potentielt hormonforstyrrende. De 28 stoffer er en del af DG
Indre Markeds undersøgelse (Call
for data)
af potentielt hormonforstyrrende stoffer, eller stoffer som
EU's videnskabelige komite for forbrugersikkerhed har udpeget. En del af stofferne var, eller er,
allerede udelukket pga. andre miljømærkekrav. Bl.a. UV-filteret 4-methylbenzylidenecamphor (4-
MBC) er udelukket.
Udelukkede stoffer.
Til listen over udelukkede indholdsstoffer foreslås bl.a. tilføjet: isothiazolinoner,
resorcinol, nanomaterialer generelt (medmindre EU har evalueret og godkendt anvendelsen),
parfumestofferne benzyl salicylat, butylphenyl metylpropional, tetramethyl
acetyloctahydranophthalener (OTNE), perfluorinerede og polyfluorinerede stoffer (PFAS'er),
fthalater, samt følgende UV-filtre: benzopehenoner (inkl. BP 1-5), ethylhexyl methoxycinnamat,
homosalate, octocrylen.
Test af produktet.
UV-solcremer skal testes for virkning jf. Kommissionens anbefaling fra 2006 om
solcremers effektivitet. Miljømærkede kosmetiske produkter skal testes for effektivitet eller funktion,
jf. den europæiske kosmetikbranches
Retningslinjer for vurdering af kosmetiske produkters
effektivitet
ved enten laboratorietest eller forbrugertest, hvori der indgår minimum 20 personer.
Palmeolie
(sporbarhed). Kravet til palmeolie og derivater strammes, så
book & claim
certifikater ikke
længere kan bruges for derivater. Fra 1. januar 2025 accepteres kun palmeolie, der er certificeret på
niveauet
adskillelse
eller
identitetsbevarelse.
Emballage.
Emballagekravet til forbrugt mængde emballage pr. produktmængde foreslås reduceret
med ca. 30 % fra 0,28 g til 0,20 g emballage pr. gram produkt. Består emballage af minimum 80 %
genanvendt materiale undtages produktet fra dette krav for at stimulere anvendelsen af genanvendte
materialer. Designkravet til emballagen for rinse-off produkter foreslås strammet til, at mindst 95 % af
4
MOF, Alm.del - 2020-21 - Bilag 520: Grundnotat om EU-miljømærkekriterier for kosmetiske produkter, komitésag
2384680_0006.png
indholdet i rinse-off produkter kan tømmes ud og anvendes. Tidligere var det 90 %. For leave-on
produkter foreslås kravet sat til mindst 90 %, medmindre emballagen har låg eller let kan åbnes.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet vil få forelagt sagen som et led i forskriftsproceduren med kontrol med henblik på
legalitetskontrol.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor
regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Miljømærkeordningen er frivillig. Beslutninger om miljømærkekriterier i medfør af EU’s miljømærke-
forordning er direkte gældende i EU-medlemsstaterne.
Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
En vedtagelse af forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser.
Økonomiske konsekvenser
Forslaget har ingen væsentlige statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige eller
konsekvenser for EU’s budget,
og heller ikke væsentlige samfundsøkonomiske konsekvenser eller
nævneværdige erhvervsøkonomiske konsekvenser.
Beskyttelsesniveauet og andre konsekvenser
Nærværende forslag skønnes at have positiv effekt på beskyttelsesniveauet i Danmark og EU, idet der
vedtages frivillige miljømærkekrav, der ligger over krav i den almindelige nationale og EU-regulering.
Høring
Forslaget er den 8. april 2021 sendt til orientering i Danmarks Miljømærkenævn med henblik på
medlemmernes senere stillingtagen. Der er ingen høringsvar kommet til høringen i
Miljøspecialudvalget.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i andre
medlemsstater. På baggrund af tidligere afstemninger om lignende forslag forventes der at være et
kvalificeret flertal for forslaget blandt medlemsstaterne.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen støtter udvidelsen af produktgruppen, så miljømærkekriterierne også omfatter leave-on
produkter og rinse-off produkter til dyr. Regeringen støtter, at kriterierne har et miljø- og
sundhedsmæssigt højt beskyttelsesniveau, herunder begrænser anvendelsen af parfumestoffer og
konserveringsmidler. Regeringen lægger vægt på et fortsat højt miljøbeskyttelsesniveau, og især at
kravene ikke slækkes mht. til begrænsninger i anvendelsen af parfume og parfumestoffer, herunder 82
udvalgte parfumestoffer og isothiazolinon-konserveringsmidler.
Regeringen lægger vægt på at skærpe kravet til certificeret palmeolie og derivater, der indgår i et EU-
miljømærket kosmetisk produkt, og støtter, at kravet strammes fra 1. januar 2025 for palmeolie.
5
MOF, Alm.del - 2020-21 - Bilag 520: Grundnotat om EU-miljømærkekriterier for kosmetiske produkter, komitésag
2384680_0007.png
Regeringen støtter, at stoffer med dokumenteret hormonforstyrrende effekt udelukkes, men vil
arbejde for, at miljømærkekravene også omfatter de potentielt hormonforstyrrende stoffer, fx ved at
udelukke alle stoffer, der fremgår af de tre lister på den dansk-initierede hjemmeside EDlists.org.
Listen er et samarbejde mellem danske, belgiske, nederlandske, franske, spanske og svenske
myndigheder, og omfatter pt. 110 stoffer opdelt på tre lister: 1) Stoffer, der er identificeret som
hormonforstyrrende i EU-regi, 2) stoffer der pt. undersøges for hormonforstyrrende egenskaber i EU-
regi, og 3) stoffer, der anses for hormonforstyrrende af en af de nationale myndigheder, der støtter
hjemmesiden.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
6