Spørgsmål til besvarelse
Kære Fødevareminister Mogens Jensen
Den nuværende dyretilskudsordning, der blev notificeret ved Europa-Kommissionen i
2015, udløber pr. 31.12. 2020. Som medlem af Det rådgivende Bevaringsudvalg for
Danske Husdyrgenetiske Ressourcer hos oprindelige danske husdyrracer, og valgt for
kvæg, får det mig til at stille en række spørgsmål, som jeg gerne vil have ministeren til at
besvare i god tid inden mødet i udvalget d. 5. 11.
Spørgsmålene er følgende:
1) Er ministeren bekendt med, at førende forskere i avl og genetik er bekymrede for den
generelt set negative udvikling med de udryddelsestruede gamle danske husdyrracer,
hvor bevaringsavlere opgiver fordi de ikke får dækket ydelsestabene ind mellem gammel
og moderne race med de nuværende dyretilskud, og fordi der generelt set ikke er mejerier
og slagterier der er parat til at udbetale den nødvendige ekstrapris for mælk og kød?
2) Har ministeren kendskab til, at Danmark langt fra lever op til forventningerne i
forbindelse med DEN GLOBALE HANDLINGSPLAN FOR HUSDYRGENETISKE
RESSOURCER og INTERLAKEN-DEKLARATIONEN, og at Danmark meget langt fra
opfylder FAO´s normer på 1.000 hundyr for at en race er reddet, og at eksempelvis det
tidligere verdensberømte hvide danske baconsvin er helt nede på kun ca. 20 - 30 søer?
3) Har ministeren foretaget sig noget i forhold til notifikation af en ny dyretilskudsordning,
og i så fald hvilket?
4) Vil ministeren medgive, at EUROPA-KOMMISSIONEN forlanger, at der i forbindelse
med en ny notifikationsproces skal foreligge beregninger af ydelsestabet mellem gammel
og moderne race, og byggende på valide opdateredede ydelsestal for begge kategorier?
5) Da Danmark hører til de mest omkostningsrige lande at drive landbrug i, så er der
behov for særligt store dyretilskud, som overstiger EU´s normale tilskudslofter. Hvilke
tiltag agter ministeren at tage for at få EUROPA-KOMMISSIONEN til at give dispensation
til at Danmark kan udbetale dyretilskud til gamle racer, der dækker de reelle underskud
hos bevaringsavlerne pr. dyr af gammel race i forhold til hold af moderne race?
6) Er ministeren orienteret om, at hos de danske landmænd, der opretholder de gamle
danske malkekvægracer som aktivt malkende, så deres vigtige genetiske egenskaber
som malkekvæg bevares, er der særligt store økonomiske udfordringer? - Og er
ministeren indstillet på i fremtiden at differentiere dyretilskuddet ud fra, om dyrene malkes
eller alene anvendes som ammekvæg, og lade sagen notificere ud fra dette?
7) Er ministeren bekendt med, at da tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen i 2007
underskrev DEN GLOBALE HANDLINGSPLAN FOR HUSDYRGENETISKE RESSOURCER
og INTERLAKEN-DEKLARATIONEN forpligtede hun dermed Den Danske Stat og
Fødevareministeriet som ressortministerium til at det er en statsopgave at udvise
vedholdende politisk vilje og mobilisere de betydelige ressourcer, der er nødvendige for at
kunne gennemføre DEN GLOBALE HANDLINGSPLAN med succes?
Med venlig hilsen
Holger Jessen