Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del Bilag 494
Offentligt
2376278_0001.png
Dato
Side
19. april 2021
1 af 1
Folketingets Miljø- og fødevareudvalg (MOF)
Fællesskrivelse om de kommende naturnationalparker
Landbrug & Fødevarer, Den Danske Dyrlægeforening og Dyrenes Beskyttelse har valgt at rette en
fælles henvendelse til MOF ifm. med behandling af lovforslag om etablering af naturnationalparker
(NNP). Vi bakker op om, at der af hensyn til en styrkelse af natur og biodiversitet etableres NNP på
statslige arealer. Der er dog et par ting, som ligger os særligt på sinde i forbindelse med etablering
af NNP.
Det er vigtigt for os at bemærke, at når dyr holdes bag hegn, så har vi mennesker det fulde ansvar
for deres trivsel og helbred. Hvis bestanden er for stor ift. fødegrundlaget eller lign., skal bestanden
reguleres eller suppleres med foder. Det er vigtigt, at det er kvalificeret personale, der tilser dyrene.
De skal kunne vurdere, hvornår der evt. skal ske en tilpasning af bestanden eller supplerende
fodring, og de udsatte heste og kreaturer bør tilses efter gældende veterinære regler.
I den forbindelse skal vi appellere til, at der ikke bliver forskelsbehandlet med forskellige
dyrevelfærdsregler hhv. indenfor og udenfor hegnet i NNP, som er, hvad der lægges op til i det
aktuelle forslag til nyt lovgrundlag for NNP. Heri foreslås en mulighed for, at NNP kan
undtages/dispenseres fra bestemmelser i Dyrevelfærdsloven for så vidt angår dyrehold i NNP.
Vores holdning er, at der skal gælde de samme dyrevelfærdsregler for dyrene indenfor hegnet i
NNP som udenfor. Vi mener ikke, at det er rimeligt, at staten påtænker at tillade sig selv at efterleve
lavere standarder, end der kræves for private dyreejere. Derfor undrer det os, at Regeringen
påtænker at undtage NNP fra regler omkring dyrevelfærd. Regler, hvis formål er at sikre forsvarlig
og omsorgsfuld pasning af og tilsyn med dyr i ens varetægt.
Vi mener ikke det kan retfærdiggøres, at dyr, der plejer naturen i NNP skal tilses mindre og på et
andet niveau end dyr, der plejer naturen på andre arealer udenfor NNP. Vi har alle medlemmer,
som er oprigtigt engagerede i forholdene for dyrene i NNP – og med god ret stiller sig helt
uforstående overfor det forhold, at staten vil tillade sig selv lempeligere vilkår for dyrevelfærd, end
det der stilles den private dyre-/lodsejer i en tilsvarende situation.
Vi opfordrer derfor til, at forslaget om at give mulighed for at undtage NNP fra dele af
Dyrevelfærdsloven trækkes tilbage, og at der sikres forsvarlig pasning og tilsyn med dyr i NNP
indenfor rammerne af den nuværende lovgivning (Dyrevelfærdsloven). Vi stiller os i den forbindelse
konstruktivt og positivt til rådighed for en dialog om konkrete løsninger på de særlige udfordringer,
der knytter sig til denne type dyrehold.
Med venlig hilsen
Lone Andersen
Viceformand
Landbrug & Fødevarer
Britta Riis
Direktør
Dyrenes Beskyttelse
Hanne Knude Palshof
Formand
Den Danske Dyrlægeforening