Naturnationalparker - bør give anledning til overvejelser
inden gennemførelse af det fremsatte store lovkompleks.
Indsatsen for mere og vildere natur fortjener en mere åben og langt bredere debat,
end den hidtil forelagte forskrift. Det er ikke målet, der skal diskuteres, det er
metoderne.
(Fremsendes til Miljø- og Fødevarudvalget på baggrund af opfordringer, mange tilbagemeldinger
og fortsat debat efter undertegnedes kronik i Frederiksborg Amts Avis 13. feb. 2021, jvnf. fil 2)
Inden folketinget giver sig i kast med miljøministeriets omfattende lovudkast med henblik på at
lovliggøre etableringen af 15 såkaldte naturnationalparker, anbefales det, at hele konceptet og det
faglige grundlag herfor, genovervejes nøje.
Den foreliggende overordnede opskrift på en Naturnationalpark (NNP) er den samme for alle 15
lokaliteter og indebærer, at der skal etableres en bestand af hjorte, heste, kvæg og evt bison, elge
eller vildsvin, der skal leve 'vildt', omsluttet af et højt, kraftigt hegn, der kan fastholde så stor en
bestand af disse 'store græssere', at de kan holde den urørte skov (som ellers vil vokse sig tæt og
mørk) varieret, lysåben og bidrage til biodiversitet. Samtidig hegnes vore frie, naturlige store
græssere, kron- og dåvildt, enten inde eller ude.
Selvom ønsket om vild natur og større artsrigdom er værd at støtte, må man undres over, hvorfor
man entydigt peger på, at de gode intentioner kun kan fremmes med så kunstige tiltag som at
indhegne store græssere, der aldrig i vort landskabs historie har været naturlige i et antal, der kan
holde en urørt skovbund lysåben og artsrig i naturens egen dynamik. Overvejer man de enkelte
elementer i NNP-konceptet, betegnet ”rewilding”, er det som om, der er gået for meget
ildsjæl
og
for lidt faglighed i lanceringen af denne vej til større artsrigdom.
Et vildttæt hegn – set fra begge sider af hegnet – er indiskutabelt en voldsom barriere i naturen,
særligt for de indsatte store græssere, som i fri natur færdes over langt større områder alt efter
årstid, fred og fødegrundlag. Mest grelt kommer det til udtryk efter store events (f.eks. Hubertusjagt
i Dyrehaven), hvor skytten må rundt og aflive vildt, der under stor lidelse hænger fast i hegnet.
Desuden er der biologiske betænkeligheder f.eks. omkring populationernes parasitære
sundhedstilstand og naturlige fluktuationer, når de færdes indelukket uden rovdyr og ingen
vinterfodring i et for dem helt unaturligt fængsel.
Endelig kan der sættes et kæmpe spørgsmålstegn ved, i hvilken udstrækning de store græssere
overhovedet er i stand til at løse deres tiltænkte opgave med at holde eksisterende skov varierende
og lysåben. For det første opereres med et teknisk beregnet
naturligt græsningstryk,
der resulterer i
en dyretæthed, der aldrig har været naturlig i danske skovområder, og for det andet er der ingen af
de bemeldte store græssere, der er i stand til - på den tålelige side af sultegrænsen – at angribe en
etableret skovbevoksning så hårdt, at de kan lysåbne en tæt bevoksning med andet end et par
enkelte træer og småpletter. Så er det meget mere virkningsfuldt at sætte sin lid til barkbiller,
stormfald mv - og det kræver som bekendt ikke hegn. Det er således ikke et spørgsmål
om,
men
hvornår
menneskelige indgreb bliver nødvendige for at holde en NNP varierende, lysåben og
artsrig. Vi har allerede set forberedende tiltag som skovrydninger, kraftige tyndingshugster
(præsenteret som
strukturhugster)
samt ringning af barken og fældning af enkelttræer
inden
de
urørte parkers etablering. Der skal altså kunstgreb til at fremme biodiversiteten i begrænsede
områder, og derfor vil det være mere retvisende at kalde dem
biodiversitetsparker
i stedet for
naturnationalparker -
for så holdes der fokus på det, der er målet, og ikke på et forløjet billede af,