Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020 - 14357
Den 16. marts 2021
Som opfølgning på orienteringsbrev af 17. juli 2020 og 28. september 2020 orienteres udvalget
hermed om, at Miljøministeriet den 12. februar 2021 har modtaget seneste status fra Miljøstyrelsen
vedrørende fejl i it-ansøgningssystemet husdyrgodkendelse.dk.
Miljøstyrelsen oplyser, at man har afsluttet gennemgangen af 2007-versionen af
husdyrgodkendelse.dk. Man har i den forbindelse identificeret 248 potentielt berørte afgørelser fordelt
på 50 kommuner. Miljøstyrelsen vurderer, at ca. 175 afgørelser ud af de i alt 248, er relevante ift.
fejlene.
Gennemgangen har imidlertid vist, at det kun er teknisk muligt at gå tilbage til januar 2015 og ikke,
som først antaget, til 2011, hvor fejlene formodes at være startet. Det skyldes, at der i perioden op til
januar 2015 er sket en række ændringer af systemets kode og beregningsmetode bl.a. forårsaget af en
praksisændring i starten af 2015. Miljøstyrelsen vurderer, at der kan være i størrelsesordenen 100
afgørelser fra perioden april 2011 til januar 2015, der kan være påvirket af fejlene, og som ikke har
kunnet identificeres, heller ikke manuelt.
I forhold til de ca. 175 relevante afgørelser, som Miljøstyrelsen har fundet, vurderer styrelsen, at op
mod 28 husdyrbrug har fået en for restriktiv afgørelse. De resterende husdyrbrug har fået
godkendelser, der har tilladt kvælstof over husdyrreguleringens grænser for kategori 1-3 natur. Fejlene
har på størstedelen af de berørte naturpunkter medført en fejlberegning på mellem 0, 1 og 1,0 kg
N/ha/år.
Miljøstyrelsen vil snarest udsende lister til kommunerne om de afgørelser i 2007-versionen af
husdyrgodkendelse.dk, der kan være påvirket af fejlene i systemet. Som tidligere beskrevet er det
kommunen, der skal vurdere, hvad der skal ske i de konkrete sager, da kun kommunen kan svare på,
om fejlen har haft indvirkning på afgørelsen, og hvis den har, om fejlen så har haft betydning for
naturen.
Det bemærkes, at der pågår en løbende dialog med KL vedrørende sagsbehandlingen og eventuelle
økonomiske konsekvenser. Udvalget vil blive orienteret om forløbet af de nærmere undersøgelser af
sagerne, når arbejdet er afsluttet i kommunerne.
Lea Wermelin
/
Nina Møller Porst
Miljøministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk