Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del Bilag 33
Offentligt
2262697_0001.png
Miljø- og Fødevareudvalget samt Sundheds- og Ældreudvalget
Christiansborg
DK-1240 København K
14. oktober 2020
D20-401177
Henvendelse om minkfarme i Danmark
Dyrenes Beskyttelse har med stigende bekymring fulgt udviklingen omkring Covid-19 på danske
minkfarme.
Situationen er kritisk for både dyr, avlere og samfund. Dyrenes Beskyttelse ønsker på
nedenstående baggrund at opfordre til, at der nu igangsættes en værdig afvikling af
minkindustrien.
COVID-19
COVID-19 virus breder sig som bekendt ukontrolleret på de danske minkfarme. Farmene fungerer
som reservoirs, hvor virus opretholdes over længere tid, og hvorfra virus spredes til samfundet.
Med en af verdens største minkproduktioner er dette i sig selv et skræmmende perspektiv.
Endnu værre er det dog, at der på de store farme med over 150.000 dyr på de største af dem, er
optimale forhold for, at COVID-19 virus muterer. Dette kan gøre virus mere smittefarlig for
mennesker og andre dyr. Ligeledes kan de vacciner, der i øjeblikket er under udvikling, vise sig
ikke at virke, fordi virus har ændret sig for meget. Ligeledes kan det øge risikoen for re-infektioner
med nye varianter af virus efter, at der blandt befolkningen er opnået immunitet over for andre
varianter efter overstået infektion.
Opretholdelsen af en af verdens største minkproduktioner er på den baggrund stærkt
uhensigtsmæssig både ud fra en nationalt og internationalt folkesundhedsmæssigt hensyn.
Det har været fremført i debatten, at mink, der har overlevet Covid-19, har immunitet og derfor
ikke bør aflives, men derimod indgå den i fortsatte produktion. Dyrenes Beskyttelse finder, at der
skal anlægges et forsigtighedsprincip. Der er således ikke er viden om, hvor godt beskyttet
minkene er mod re-infektion, og hvor længe denne vil være dækkende. Dette gør sig i særlig grad
gældende, når virus i høj grad muterer i minkpopulationen, hvorved det ikke kan udelukkes, at
nye varianter med tiden vil kunne smitte mink, der har antistoffer mod de ældre varianter.
Herudover skal det betænkes, at selvom avlsdyrene har opnået immunitet, så har afkommet det
ikke. Det er uvist, i hvilket omfang de beskyttes af mælk fra tæven.
Dyrenes Beskyttelse
Buddingevej 308
2860 Søborg
Tlf. +45 3328 7000
[email protected]
dyrenesbeskyttelse.dk
MOF, Alm.del - 2020-21 - Bilag 33: Henvendelse af 14/10-20 fra Dyrenes Beskyttelse om minkfarme i Danmark
2262697_0002.png
Dyrevelfærd
Mink er aktive, solitære og territoriale rovdyr. Det vil sige, at de er udviklet til at leve alene og
opretholde store territorier på flere km2, ofte i nærheden af vand, hvor de ofte jager. I industrien
holdes de i ganske små bure to eller flere mink sammen. Dyrene har ingen mulighed for at udføre
deres naturlige adfærd og få opfyldt deres behov i de golde trådbure, hvilket fører til stress og
mistrivsel.
På denne baggrund har mange europæiske lande enten forbudt eller udfaset minkproduktionen,
og derudover er debatten i fuld gang i flere andre lande. Lande, der har forbudt eller på anden
måde udfaser minkproduktionen, er Norge, Storbritannien, Holland, Belgien, Frankrig, Luxemburg,
Schweiz, Tyskland, Spanien, Tjekkiet, Slovakiet, Østrig, Slovenien, Kroatien, Serbien, Bosnien-
Herzegovina og Nordmakedonien. Også i Polen, som har over 700 pelsfarme, har regeringspartiet
for nylig foreslået en hurtig afvikling af produktionen.
Danmark bør følge udviklingen i Europa i stedet for at underbyde de anførte lande og opsamle
den forældede produktionsform hos os.
Danmark bryster sig ofte af at være helt fremme, når det gælder dyrevelfærd, men dette klinger
endog meget hult, når det gælder minkproduktion. Det skal her bemærkes, at bursystemerne til
mink er så godt som ens i hele verden, hvorfor der ikke er tale om, at Danmark har en særlig
minkproduktion med højere dyrevelfærd end den, de andre lande har eller har haft.
Økonomi og ressourcer
Minkproduktionen har været tabsgivende de seneste fem år. Endvidere bruges der nu store
summer på at kompensere minkavlerne i forbindelse med, at besætningerne slås ned. Foreløbig
har inddæmningsstrategien ikke været tilstrækkelig, idet antallet af inficerede farme fortsat er
kraftigt stigende. Der er således udsigt til meget store udgifter for staten med den aktuelle
strategi, hvis smitten fortsætter med at brede sig til stadig flere farme.
Der er for nuværende ingen bedre forklaring på, hvordan smitten kommer ind på farmene end, at
den bringes ind af mennesker. Dette har længe været forklaringen uden, at det er lykkedes at
nedbringe smitten på minkfarme. På den baggrund er det svært at være optimistisk i forhold til
beskyttelse af de farme, der endnu ikke er smittet.
Ligeledes er det svært at være optimistisk i forhold til at genopstarte med nye dyr på de farme,
der nu er slået ned, uden at dette fører til udbredt smitte.
Dyrenes Beskyttelse ser tillige med bekymring på, at den aktuelle aflivning på farmene trækker
store dele af Fødevarestyrelsens ressourcer. Ligeledes trækkes der ressourcer fra andre
2
MOF, Alm.del - 2020-21 - Bilag 33: Henvendelse af 14/10-20 fra Dyrenes Beskyttelse om minkfarme i Danmark
2262697_0003.png
myndigheder. Mens arbejdet pågår, må det forventes, at andre væsentlige opgaver hos
Fødevarestyrelsen er nedprioriteret, herunder sikringen af dyrevelfærd hos andre dyr.
Den aktuelle situation, hvor COVID-19 bekæmpelsen i minkindustrien trækker myndighedernes
ressourcer, er således bekostelig, og også af den grund bør dette ikke trækkes i langdrag eller
skulle gentages i flere omgange fremover.
Dyrenes Beskyttelses appel:
Dyrenes Beskyttelses appel til Miljø- og Fødevareministeren og medlemmer af Miljø- og
fødevareudvalget samt Sundheds- og Ældreudvalget er på ovenstående baggrund:
Minkindustrien forbydes og afvikling sker så hurtigt som muligt
Både nu og i den kommende afvikling sikres det, at minkene behandles bedst muligt både,
når det gælder den daglige pasning og aflivning
Der bør under ingen omstændigheder avles nye hvalpe til foråret, da det vil mangedoble
den danske minkpopulation
Der ydes kompensation til avlerne, og hvis ønsket af disse bør der ske omskoling til andet
arbejde
Med venlig hilsen
Dyrenes Beskyttelse
Britta Riis
Direktør
3