Fyn, Juni 2020
Til Landsforeningen mod Svinefabrikker
Jeg bor sammen med mine forældre på vores gård. Jeg er skribent og udvikler
undervisningsmateriale om Søren Kierkegaards eksistensfilosofi til børn og unge. Det var svært at
leve af i København, så som en anden Karen Blixen blev jeg nødt til at flytte hjem for at få enderne
til at mødes. Det betyder også, at jeg har set, hvordan et godt naboskab over 44 år kan udvikle sig
til fjendtlighed og give en masse bekymringer. Vi har endda modtaget trusselsbreve, fordi vi fik
medhold i vores første klage. Men lettelsen varede kort, for naboen og hans konsulenter ændrede
blot nogle tal og ansøgte igen, så det opnåede vi ikke særlig meget ved. Vi er selv en del af
landbruget og ikke ude på at sparke vores nabo ned, men vi er bekymret for udviklingen og de
konsekvenser, den får.
Jeg hjælper min far i landbruget og særligt i høst. Mine forældre har boet det samme sted i 44 år.
Jeg elsker mit barndomshjem og vores lille plet på denne jord, men i skrivende stund så holdes der
rejsegilde for naboen nye stald. De har sat krans op og det hele. For dem er det en fest, og for os
er det en enorm psykisk belastning at være vidne til. Vi er i den grad blevet tromlet over. Selvom vi
stadig har en klagesag kørende inde ved Nævnenes Hus, og naboen ikke har fået brugsretten til
stalden, så må de åbenbart godt opføre den alligevel.
Vi kan klage alt det, vi vil. Vi kan dokumentere og finde huller i ansøgningen, men det hjælper os
ikke i sidste ende. De bygger alligevel. Vi ved jo godt, at de får den godkendelse, Det er set før. Vi
kæmper en kamp, som vi ikke kan vinde, og vi føler os til grin. Det gør særligt ondt, når min far,
der selv er gammel landmand og stadig dyrker jorden på fritidsbasis, altid har opdraget min bror
og mig til, at landbruget har en særlig forpligtelse til at vise samfundssind.
I min families konkrete tilfælde, så føler vi, at miljøet, vores liv, livsvilkår og livskvalitet er mindre
værd end prisen på en pakke bacon. Familien på nabogården og min familie har levet side om side
i 44 og har igennem tiden hjulpet hinanden, og det har nu udviklet sig til, at naboen nu blot
betragter os som nogle ubetydelige tal i et regneark, som der ikke skal tages hensyn til. Det er
enormt frustrerende og gik for alvor galt, da sønnen overtog, og det blev en decideret svinefabrik.
Jeg vil gerne gøre noget, jeg skal bare have fundet ud af, hvordan.
Min mor er den, der lider mest psykisk under det her, og jeg vil gerne passe på hende. Hun elskede
ellers at gå i haven, men gør det ikke mere. Det bliver alligevel bare pløjet op. Når min far vil male
vinduer, siger hun, hvad nytter det, de river alligevel huset ned. Hun har dage, hvor hun slet ikke
står op og bare har lyst til at opgive det hele. Men min far nægter at flytte, så har svinefabrikken
vundet, og den glæde vil han ikke give dem. Jeg har sagt, at det måske kunne være løsningen for
min mor, hvis hun flytter i et lille byhus, væk fra det hele, men hun vil bo sammen med min far, og
det skal jo heller ikke være naboerne, der har indflydelse på, om to der elsker hinanden skal bo
sammen eller ej.
Jeg har i mange år sagt, at hvis jeg havde modet så ville jeg skrive om miljø og bæredygtigt
landbrug, men situationen er den, at vi er omgivet af en håndfuld store svinebønder, derudover er
mine fætre også svinebønder, og min bror arbejder i en bank, hvor han rådgiver de større
landbrug. Selvom jeg både har min brors og mine forældres opbakning, så er jeg bange for, hvad
1