København 04.03.2021
Kære Ligestillingsordfører/medlem af Ligestillingsudvalget,
Foreningen af Danske Sygeplejersker ønsker et opgør med tjenestemandsreformen fra
1969. En forældet lovgivning, som diskriminerer sygeplejersker og andre
kvindedominerede fag.
Foreningen af Danske Sygeplejersker ønsker en debat omkring løsningen på
ovenstående.
På hjemmesiden www.danskesygeplejersker.dk vil du om kort tid kunne følge et
partivæddeløb.
Her illustreres indsatsen fra partierne som et væddeløb, hvor hestene
flytter sig i takt med en aktiv stillingtagen til et opgør med en uligelønsskabene reform fra
1969. Herfra orienteres facebookgruppen "sygeplejersker
er mere værd"
som på
nuværende tidspunkt tæller ca.19.000 medlemmer. Et livligt debatforum hvor
sygeplejersker debatterer løn- og arbejdsvilkår.
I samarbejde med pædagoger, jordemødre og socialrådgivere er et borgerforslag på vej,
som opfordrer til en nødvendig reformering af tjenestemandsreformen.
Sygeplejersker har en 14-20 % lavere grundløn sammenlignet med uddannelser af samme
længde. Den europæiske kvalifikationsramme (EQF) placerer sygeplejersker på niveau 6
hvorimod en politibetjent, som er højere lønnet, ligger på niveau 5 grundet en kortere
uddannelse.
Et politisk bestemt lønhierarki
I 1969 blev kvindedominerede fag placeret nederst i lønhierarkiet blandt offentligt ansatte.
Årsagen hertil var, at kvinder ikke ansås som hovedforsørgere. Traditionelle kvindefag
blev værdisat lavere end traditionelle mandefag allerede tilbage i den oprindelige
lovgivning fra 1919, - vel at mærke fire år efter at kvinder fik stemmeret.
Skiftende regeringer og Folketing har ikke fundet anledning eller opbakning til at få
tjenestemandsreformen ændret. I 1969 blev sygeplejen som fag opfattet som et kald og
lønnen indplaceret lavt, da man efter datidens normer ikke ønskede kvinder på
arbejdsmarkedet. Tjenestemandsreformen blev vedtaget af et Folketing, som siden har
fastholdt, at lønforhandling sker med arbejdsgiverne, ikke ved politisk indgriben.
Det kan ikke udelukkes, at nogle sygeplejersker i 1969 så fag og funktion alene som et
guddommeligt kald og betalingen som lommepenge. Det kan nok heller ikke udelukkes, at
der allerede dengang, var flere sygeplejersker som anså deres virke som et reelt arbejde
med et stort ansvarsområde. I dag rimer sygeplejerskens virksomhedsområde under alle
omstændigheder dårligt på bijob og lommepenge. Ingen er uenige i, at kompleksiteten i
sundhedsvæsenet stiger proportionelt med en højere levealder og multisyge patienter og
borgere.