Kulturudvalget 2020-21
KUU Alm.del Bilag 65
Offentligt
12. december 2020
Kære Margrethe,
Du har ofte adresseret vigtigheden af diversitet. Vi er meget enige i, at diversitet er et afgørende
konkurrenceparameter i en digital verden. Det gælder også kulturel og sproglig diversitet.
Danmark er et lille sprogområde, men har alligevel et stort og stærkt udvalg af private medier, der lever
og ånder for folkeoplysning. Frie og private medier, som med stor lokal viden og faglighed konstant
bestræber sig på at levere dansk indhold af høj kvalitet til danskerne. Dansk indhold skaber
sammenhængskraft, er kulturbærende og et afgørende element i det danske demokrati.
Du har tidligere talt om, at dansk mediepolitik skal tænkes globalt, fordi vi bliver nødt til at bekæmpe de
internationale aktørers konkurrenceforvridende fremfærd. Verdens største gatekeepers skal tage mere
ansvar, så europæerne kan opleve en sikker, fair og troværdig digital verden. De største gatekeepers truer
vores frihed, vores muligheder, ja endda vores demokrati, sagde du i din tale 29. oktober 2020 om de
kommende Digital Services Act og Digital Market Act initiativer.
Vi er enige med dig i, at EU og myndigheder må kunne arbejde mere effektivt sammen, og at håndhævelse
af regler over for særligt de største gatekeepers og platforme er nødvendigt både nationalt og på europæisk
plan, så vi skaber et fair digitalt marked, hvor de største gatekeepers ikke truer vores frihed, muligheder
- ja i sidste ende vores lokale demokrati. Og derfor forventer vi os meget af de kommende Digital Services
Act og Digital Market Act, som præsenteres tirsdag i næste uge.
Det er os dog magtpåliggende at slå et slag for, at vi samtidig sikrer og bevarer muligheden for national
regulering, der kan øge effektiviteten lokalt, i de lande, hvor det er relevant. Vi skriver således til dig, fordi
vi er meget bekymrede over at erfare, at Europa-Kommissionen overvejer en fuldstændig harmonisering
af de kommende regler for digitale gatekeepers. Det bekymrer os, da det kan betyde, at de enkelte
medlemsstater ikke længere får lov til at opretholde eller vedtage regler, der adskiller sig fra den fremtidige
EU-regulering. Nationale lovgivere vil blive nødt til at tilpasse den nationale lovgivning og risikere at miste
kompetencen til at tilpasse og indføre yderligere regler, der afspejler lokale/regionale og nationale forhold.
Vi mener, det vil være en forkert og skadelig vej at gå. Det er afgørende, at regelsættet fortsat beror på
en vis national selvbestemmelse. Hvis den kommende EU-regulering om det digitale marked ikke i
tilstrækkelig grad tager højde for de lokale/regionale og nationale forskelle i EU, vil man ved at udelukke
national regulering risikere at styrke de største gatekeepers fremfor at begrænse dem; herunder bl.a. i
forhold til nationale konkurrenceregler og myndigheders muligheder for effektiv håndhævelse heraf.
Vi befinder os i en tid, hvor behovet for dansk folkeoplysning ikke har været større, og hvor vigtigheden af
sikring af de rette regulatoriske rammer for fortsat lokal og national investering i og skabelse af dansk
indhold er afgørende for et fortsat mangfoldigt udbud af høj kvalitet til danskerne. Vi er netop i Danmark
ved at tage hul på at regulere de digitale gatekeepers åbenlyst uretfærdige vilkår og betingelser, i form af
håndhævelsen af udgivernes naboret. Vi må ikke risikere at ende med EU-regler, der er på dette område,
er langt mindre konkrete og effektive end regler/tiltag, der længe har været drøftet i flere medlemslande,
og som nu endelig også drøftes i Danmark.
Digital Market Act skulle gerne bringe de forventede fremskridt, ikke det modsatte til skade for danskerne,
udgiverne og hele den europæiske digitale økonomi.
Vi håber og forventer, at Digital Market Act effektivt vil regulere de store gatekeepere og fortsat vil give
plads til yderligere national regulering, hvor lokale parlamenter vurderer det nødvendigt i forhold til
nationale forhold til glæde for europæerne og den frie, uafhængige presse.
Med venlig hilsen
Stig Kirk Ørskov
Jesper Rosener
Anders Krab-Johansen
Kopi af brevet er sendt til Kulturminister Joy Mogensen, Udenrigsminister Jeppe Kofod, Erhvervsminister
Simon Kollerup, Kulturudvalget, Erhvervsudvalget, Europaudvalget samt de danske medlemmer af
Europa Parlamentet.
1