Vi minder om armslængdeprincippet
Vi minder hermed om at armslængdeprincippet altid bør være helt centralt for forholdet
mellem Kulturministeriet og Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.
Diskussionen om, hvad Billedkunstskolerne kan eller bør forske og undervise i, og hvordan
disse aktiviteter kan tage form, må alene være en fagligt funderet diskussion.
Billedkunstskolerne som institution bør altid være solidt forankret i et stærkt, fagligt
fundament, med transparent sikring af uddannelsens kvalitet. Billedkunstskolernes
rekrutterings- og ansættelsesprocedurer bør ligeledes altid sikre det højest muligt faglige
niveau hos ledere, undervisere og andre ansatte, uafhængigt af politisk indflydelse. Kun
således kan undervisningens og forskningens form og indhold ligeledes altid være sikret
fra direkte politisk indflydelse.
En kunstuddannelse er noget andet end et kunstværk
Billedkunst er til for at blive set, for at sætte følelser i gang og skabe refleksion, debat og
gerne også erkendelse. Vi er enige om, at et kunstværk bør kunne tage en offentlig storm.
Men en kunstuddannelse er noget helt andet end et kunstværk. En uddannelsesinstitution
for billedkunstnere bør kunne skærme de studerende, så de får fred til at eksperimentere
og lave fejl, prøve holdninger og vinkler af, processer, materialer og formater for forskellige
måder at arbejde på.
Til forskel fra de fleste andre studerende på videregående uddannelser forventes
billedkunst-studerende at opbygge deres helt egen særlige praksis, som på paradoksal vis
både skal være i kontakt med kunsthistorien og dens traditioner og samtidig bryde væk og
være helt sit egen. At uddanne billedkunstnere er derfor forbundet med en særlig
udfordring: Man skal undervise i noget, man hverken kan eller bør styre, og samtidig skabe
et stærkt fagligt rum for at forskellighed kan testes og udvikle sig. En underviser skal kunne
skabe trygge rammer, hvor de studerende kan og tør eksperimentere, men også hele tiden
bliver udfordret. At undersøge grænserne for hvad et kunstværk kan være i praksis, at
opbygge modet til at fejle i udformningen af værker, samt ikke at fordømme fejl, men bruge
dem til videre læring, er helt centrale aspekter af en kvalitetsuddannelse som
billedkunstner.
Et meget bredt spektrum af færdigheder
Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskolers opgave er at uddanne unge
billedkunstnere til at kunne arbejde professionelt både nationalt og internationalt på
højeste niveau efter endt uddannelse. Det er dermed skolernes, værkstedernes og
undervisernes opgave at undervise en ganske lille gruppe studerende i et meget bredt
spektrum af færdigheder; fra håndværksmæssige kompetencer, over viden om og
refleksion knyttet til materialer, processer og billedkunstneriske metoder, til kritisk og
teoretisk indsigt i de forskellige ideer, der har betydning for billedkunstfaget og dets
omgivende samfund på et givent tidspunkt. Det er ganske enkelt undervisernes pligt at
sørge for, at de studerende kan navigere i de forskellige diskurser og metoder, der præger
de professionelle arbejdssituationer, som unge billedkunstnere kommer ud i efter endt
uddannelse.
Vi må på det kraftigste minde om vigtige traditioner for armslængdeprincip
”Støtte, ikke styre”, som Julius Bomholt beskrev det i 1964, hvor han grundlagde Statens
Kunstfond, stærkt inspireret af briternes British Arts Council, der blev skabt netop for at