Kulturudvalget 2020-21
KUU Alm.del Bilag 225
Offentligt
Kære Folketingets Kulturudvalg
I forlængelse af vores digitale foretræde med jer d. 28.4. vedr. Dansk Digital Kulturarv På Danske
Hænder, fremsender vi - foreningen Digital Musik Danmark DMD - hermed vigtige updates til jer:
Vi har haft et rigtigt godt møde med kulturminister Joy Mogensen om vores initiativ vedr. oprettelse
af en dansk kontrolleret digital platform til formidling af audio-visuelt musikindhold, som et
supplerende alternativ til YouTube. Et initiativ, som ikke mindst Det Kongelige Bibliotek og resten
af vores biblioteksverden i den grad bakker op om.
Joy Mogensen mødte oplægget med positiv opbakning, men bad os om at følge vores oplæg op
på to punkter:
Dels at opsøge juridisk ekspertise i EU-lovgivning for at sikre, at projektet kan udformes således, at
det ville blive godkendt i EU. Dette har vi nu fået bekræftet af førende juridiske eksperter.
Dels at indhente bekræftelser fra de førende aktører i musikbranchen i Danmark, for at sikre
adgang til mindst 80% af det eksisterende nationale repertoire. Disse tilkendegivelser har vi nu
indhentet fra branchen, endda med meget positiv opbakning.
Derfor har vi nu bedt kulturministeriet om et møde med vores nye kulturminister Ane Halsboe-
Jørgensen for at sætte hende ind i sagen.
I forlængelse heraf håber vi på, at vi alle sammen kan få etableret en konkret finansieringsplan af
opstartsfasen af vores nye danske digitale platform.
Med venlig hilsen på vegne af Digital Musik Danmark
Arne Würgler
Formand.
KORT RESUMÉ:
DANSK DIGITAL KULTURARV PÅ DANSKE HÆNDER
Vi lever i dag i en digital verden, hvor ganske få udenlandske tech-giganter har opnået et monopol,
som har givet dem en ubetinget og ubegrænset magt og kontrol. Hele vores danske, musiske
kulturarv ligger i dag næsten udelukkende på platforme, som ejes og kontrolleres 100% af disse
tech-giganter.
I 2020 fjernede YouTube alt dansk musikindhold fra den ene dag til den anden, fordi KODA ikke
ville acceptere en yderligere reduktion på 70% af vederlaget til de danske komponister og
sangskrivere, som i forvejen kun var en meget lille brøkdel af KODAs normalt gældende tariffer og
overenskomster. KODA måtte så kort efter indgå en ny aftale med YouTube, som en kritisk masse
af danske ophavsmænd føler er dybt problematisk på mange niveauer.
Vi kan ikke konkurrere med tech-giganterne efter deres spilleregler, men der er behov for at et
parallelt alternativ til at huse vores danske kulturarv, i form af en 100% dansk kontrolleret digital
platform, som drives efter danske moralske og etiske normer, og er underlagt dansk lovgivning.
KUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 225: Henvendelse af 26/8-21 fra foreningen Digital Musik Danmark (DMD) vedr. finansieringsplan for den nye danske digitale platform
Arne Würgler, Henrik Strube, Jules Wolfson og Niels Lan Doky er stiftere af foreningen Digital
Musik Danmark, som i øjeblikket er ude og etablere politisk opbakning - ligesom, at foreningen og
Det Kongelige Bibliotek og Biblioteksvæsenet har udtrykt et gensidigt ønske om at samarbejde
omkring dette tiltag.
Der er behov for DKK 5 mio til finansiering af opstart af en ny public service anlagt dansk
musikplatform, som forventes at blive selvfinansierende efter lancering.
UDDYBNING OG PROBLEMSTILLING:
AMERIKANSKE TECHGIGANTERS DOMINANS
Hele vores danske musiske kulturarv ligger i dag næsten udelukkende på platforme, som ejes og
kontrolleres 100% af amerikanske tech-giganter, med bl.a. YouTube og Facebook i spidsen
(eksempelvis bruger 69% af alle danskere YouTube til at lytte til gratis musik).
Uafhængigt af indtjeningsparametrene er alle danske musikere i dag blevet dybt afhængige af
YouTube, som det eneste eksisterende medie af sin slags til at promovere og eksponere deres
musik.
YOUTUBEs MAGT OVER MUSIK- OG KULTURLIVET
I 2020 viste YouTube os, hvordan de på skrupelløs vis fjernede ALT dansk musikindhold fra den
ene dag til den anden. Årsagen var vederlag som YouTube i forvejen - grundet dets monopol -
havde dikteret til kun en meget lille brøkdel af KODAs gældende tariffer og overenskomster.
KODA blev efterfølgende tvunget til at indgå en ny ufordelagtig aftale med YouTube, som konkret
bl.a. betyder, at vederlaget for en musikvideoafspilning er reduceret til ca. 0,001 kr. og at YouTube
kan udnytte musikken uden at afregne vederlag til komponisterne, hvis ikke der er en reklame
tilknyttet.
DEN KUNSTNERISKE FRIHED
Derudover er vores kunstneriske ytringsfrihed i Danmark kommet under direkte angreb udefra, idet
at tech-giganterne Facebook, Twitter, Youtube og mange andre platforme hyppigt og regelmæssigt
udøver censur i Danmark. Eksempelvis blev en Trine Gadeberg video for nyligt bortcensureret
fordi YouTube mente at hendes figur ”Pelle” havde opfordret til vold, hvilket er helt absurd.
Men først og fremmest er det grotesk at en amerikansk tech-gigant kan udøve censur i Danmark,
henover hovedet på lokale regeringer og myndigheder.
GOOGLE TJENER 4 MIA I DANMARK
YouTubes moderselskab Google rundede i foråret 2020 - alene i Danmark - en omsætning på over
4 milliarder kroner. Primært fra reklameindtægter, som for størstedelens vedkommende ikke er
skattepligtige i Danmark, grundet internationale selskabskonstruktioner (ifølge en undersøgelse
foretaget af Berlingske betalte Google i 2020 en skat i Danmark, som svarer til under 0.1% af årets
omsætning).
Google er en ren kommerciel forretning, som tydeligt har påvist at de ikke føler nogen moralske
forpligtelser over for den danske kulturarv, som ligger på deres platforme. Dette kan og vil vi ikke
leve med.
ENSRETNING I KUNSTEN
KUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 225: Henvendelse af 26/8-21 fra foreningen Digital Musik Danmark (DMD) vedr. finansieringsplan for den nye danske digitale platform
Musikindustrien er i dag blevet hyper-kommerciel og rettet direkte mod salg for enhver pris. Denne
udvikling lægger yderligere pres på musikproduktionen for at underordne sig kommercielle krav om
lave omkostninger og hurtig salgbarhed.
Det er vores påstand, at det ensretter de musikalske udtryk og genrer og giver stadigt mindre plads
til kunstneriske eksperimenter, forskelligartede udtryk og ånderum for den kreativitet, som dansk
musikliv sprudler af i alle mulige former.
DET KUNSTNERISKE GRUNDSTOF
Det kunstneriske grundstof, er en forudsætning for udvikling og plads for talenter i alle aldre og
genrer. Ligesom man i dag taler om den manglende ligevægt mellem kønnene i musikbranchen,
og diskuterer muligheder for målrettet at rette op på det, ved at give kvindelige kunstnere mere
plads i koncertlivet og spilletid i medierne, forestiller vi os at den nye platform kunne blive en
effektiv platform for forskelligartet musik, ikke mindst ved en bedre afregning til kunstnerne.
LØSNINGEN:
Vi ønsker en dansk ejet og 100% dansk kontrolleret digital platform til at huse vores danske,
musiske kulturarv. Platformen skal drives efter danske moralske og etiske normer, og være
fuldstændig underlagt dansk lovgivning.
Platformen skal være 100% Public Service baseret og har til hovedformål at sikre vilkårene for
professionelle danske musikere og komponister ved digital udnyttelse af deres værker. Den skal
rumme hele bredden af den danske, musikalske kulturarv, i hele sin mangfoldighed, baseret på
den kunstneriske kvalitet alene.
De danske rettighedshavere er hovedfokus, men vi vil selvfølgelig være åbne for alle.
Platformen opererer med fuld gennemsigtighed og betaler som udgangspunkt minimum 500%
mere til rettighedshaverne end YouTube gør.
ALTERNATIV - IKKE KONKURRENT
Vi vil ikke være konkurrenter til YouTube (det kan vi ikke) - men et alternativ. Vores undersøgelser
peger tydeligt på, at der i den danske befolkning BÅDE er modvilje overfor tech-giganterne OG
sympati for de danske musikere og kunstnere, som lider under corona-nedlukning og tech-
giganternes monopol.
ET MUSIKØKOLOGISK ALTERNATIV
Vi tror på, at et stigende antal danskere vil udvise et lignende mønster over for musikmarkedet,
som de har udvist overfor markedet for økologiske fødevarer, fairtrade varer og madvarer
anbefalet af Dyrenes Beskyttelse, etc. - hvor de gerne betaler en smule ekstra for at handle etisk
korrekt og støtte bæredygtige producenter. Man kunne kalde os for det “økologiske” alternativ til
YouTube.
PLATFORMEN ER ALLEREDE KLAR
Vi har allerede en dansk state-of-the-art digital platform parat, som teknisk set er næsten færdig og
kan blive køreklar relativt hurtigt, så snart en plan foreligger, herunder valg af
samarbejdspartner(e), finansiering af færdigudvikling, opstart og lancering - samt finansieringsplan
for den efterfølgende løbende drift.
SAMARBEJDE MED BIBLIOTEKSVÆSENET
Det Kongelige Bibliotek og Biblioteksvæsenet har tilsammen udmeldt et stærkt ønske om at være
vores samarbejdspartner. Der ligger naturligvis et gunstigt perspektiv for bibliotekerne, der jo i den
KUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 225: Henvendelse af 26/8-21 fra foreningen Digital Musik Danmark (DMD) vedr. finansieringsplan for den nye danske digitale platform
grad har brug for at gå mere digitalt i forhold til musikken, der ikke længere i samme udstrækning
som tidligere udlånes fysisk.
Vi har allerede udkast til flere forskellige driftsmodeller, både med abonnementsordning og
brugerbetaling. Disse udkast skal færdigudvikles i forbindelse med opstarten. Omend at vores
ærinde her kun omhandler digital musik i Danmark, så mener vi også, at regeringen på højeste
niveau parallelt bør tage den bredere generelle problemstilling om monopol og ytringsfrihed op, på
lige fod med andre vestlige regeringer.
Man kunne håbe på en stærk international koalition af lande, der tager kampen op for den
kunstneriske ytringsfrihed. . (Man kunne eksempelvis begynde med et nordisk samarbejde)
PLAN FOR OPSTART:
HVAD ER DEN NYE DANSKE PLATFORM:
● IKKE en ny social media platform à la Facebook
eller lign. Ikke et modefænomen.
● Et bedre alternativ til YouTube, designet, målrettet og optimeret til musik (hvilket YouTube ikke
er). Kan det samme som YouTube, men er kun til professionelt indhold.
● Et parallelt “økologisk” alternativ
- ikke konkurrent - til YouTube og tech-giganternes
musiktjenester.
HVORFOR SKAL BRUGERNE GÅ TIL OS?
● FORDI: Platformen ligesom YouTube også kan (spille musik, musikvideoer, poste kommentarer,
lave playlister)
● FORDI: Vi tilbyder en merværdi i form af artwork (som siden
LP og CDernes bortgang desværre
er en forsvunden kunstart),
● FORDI: Platformen giver plads til en detaljeret kreditering (på Facebook bliver ingen musikere
eller producere m.fl.nævnt, hvilket er direkte negativt, både for udvekslingen mellem musikere og
sammenhænge, men især også for den musikinteresserede lytter) OG et fuldt integreret
musikunivers (links til kunstnerens hjemmeside, koncerter, anmeldelser, presseomtale, m.v.).
● FORDI: Vi er det etiske, moralske og kulturelt rigtige valg.Vores forretningsmodel
er radikalt
bedre for kunstnerne og understøtter skabelsen af kunst og udviklingen af ny musik. De
eksisterende rammer for dette er p.t. under hurtig afvikling i vores hyper-kommercielle tidsalder.
● FORDI udenlandsk repertoire distribueret/licenseret
i Danmark af danske pladeselskaber, forlag,
m.v.også kommer med. Men platformens primære funktion er at varetage/huse dansk musik.
HVORDAN NÅR VI DEN NØDVENDIGE KRITISKE MASSE:
Q: Vil det ikke kræve vildt meget markedsføring eller være en giga udfordring at få trafik flyttet
over?
A: Nej - fordi:
● FORDI: Vi forventer, at kunne samle HELE musiklivet i Danmark omkring dette. Samtlige
interessenter, lige fra de kommercielle pladeselskaber, den udøvende kunstnere, musikere, musik-
managers, musikforlag og den enkelte sangskriver vil nyde fordel af dette initiativ. De har alle det
tilfælles, at deres indtjening på audio-visuelt materiale er blevet minimeret og uetisk håndteret.
Derfor har hele branchen i årevis udtrykt ønske om en forbedring af forholdene.
● FORDI: Alle vil det her. Alle har behov for det her. Men der har manglet en samlende kraft på
tværs af musikbranchen til at skabe en løsning.
● FORDI: Vores forening er skabt på tværs af generationer, genrer og roller i musikbranchen kan
vi favne alles interesser.
● FORDI Når alle disse kræfter slås sammen, har vi et stærkt udgangspunkt for at begynde at
flytte trafik til et bæredygtigt alternativ
● FORDI: Pladeselskaberne vil gennem deres løbende marketing af musikudgivelser henvise til
vores alternativ frem for YouTube.
KUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 225: Henvendelse af 26/8-21 fra foreningen Digital Musik Danmark (DMD) vedr. finansieringsplan for den nye danske digitale platform
● FORDI: Kunstnerne vil gennem deres social media profiler henvise vores alternativ frem for
YouTube.
● FORDI: Sangskriver-organisationen
Koda vil hjælpe med at oplyse deres medlemmer om vores
bæredygtige alternativ (de vil nu også stå stærkere i deres fremtidige forhandlinger med YouTube).
(Og vi ønsker selvfølgelig at styrke og bakke op om vores rettighedsorganisation bedst muligt)
● FORDI: Koncertarrangører vil tage imod platformen med kyshånd, da de nu har optimerede
muligheder for at oplyse om relevante koncerter.
● FORDI: Brugerne vil opleve en optimeret musikplatform, der med tiden vil skabe en bedre
økonomi for produktion af danske musikvideoer.
APPENDIX:
● Der er i dag ikke noget værdigt alternativ til YouTube. Vi er afhængige
af YouTube for at komme
publikum i møde og gøde jorden for vores livekoncerter. Musikbranchen lægger selv sit indhold
derop, fordi de har et ufravigeligt behov og ikke har andre muligheder. YouTube er den eneste
musikvideo tjeneste på nettet. Det er ikke bæredygtigt på sigt. Der eksisterer et reelt behov for et
alternativ i hele branchen.
● Vi VED at det kan lade sig gøre, fordi vi har faktisk allerede både gjort det, og bevist det:
I 2016 blev en dansk alternativ musikvideo-platform lanceret under navnet PopTube. Efter aftale
med de danske afdelinger af de to største pladeselskaber Sony og Universal, (samlet 80%
markedsandel), husede denne platform over 125.000 danske og internationale musikvideoer til
visning i Danmark. Herefter blev nye musikvideoer ikke lagt på YouTube, hvilket på få uger skabte
over 100.000 glade og aktive brugere af den nye platform.
● Årsag til nedlukning: PopTubes forretningsmodel var baseret på en indgået aftale med
Universal/Sony om at de ville udfase deres brug af YouTube inden for en aftalt tidshorisont. Da de
pludseligt ikke måtte det alligevel for deres amerikanske moderselskaber så var PopTube nødt til
at lukke, da det ikke var muligt for nogen at konkurrere inden for rammerne af YouTubes fortsatte
monopol på markedet. Den nye platform som vi taler om er ikke en konkurrent til YouTube men et
parallelt alternativ, etc. og som følge heraf baseret på en helt anden forretningsmodel (forklaring
følger i budget afsnit).
● Over 50% af dansk produceret musik, målt på markedsandele,
er på dansk og er der ved i
forvejen skabt udelukkende til et dansk marked. Men platformen er i sin online natur ikke
begrænset til Danmark. Det op til rettighedshaverne selv at beslutte, hvilke lande deres musik skal
være tilgængelig i. Det står ligeledes kunstnerne frit for, om de vil have deres musik simultant
liggende på YouTube, såfremt de føler, at det er gunstigt for en eventuel udenlandsk eksponering.
HVAD ER STRATEGIEN OG STRUKTUREN:
Vi nogle musikere fra den danske elite, på tværs af genrer og generationer, som har dannet
foreningen DMD, som har til formål at beskytte og forsvare den danske musikalske kulturarv i den
digitale tidsalder, bl.a. via oprettelsen af en dansk kontrolleret digital platform til formidling af
musikindhold. Vi agter at være det centraliserede organ, som skal samle og koordinere hele den
danske musikbranche omkring den nye danske platform.
Vores strategi er entydigt Public Service og non-profit forening i samarbejde med en eller flere
offentlige institutioner som Biblioteksvæsenet og Det Kgl. Bibliotek.
Omend at platformen ikke vil være fokuseret på profit forventes den at blive bæredygtig i sig selv
efter en udviklings og opstartsfase af en omkostninger i størrelsesordenen DKK 5 mio.
Vi søger således en offentlig bevilling på DKK 5 mio.
● Pengene skal udelukkende bruges til udvikling og opstart.
● Vi har Ingen ambition om løbende støtte til drift.
Vores forretningsmodel kan være baseret på brugerbetaling eller abonnementsordning, eller en
blanding. Skulle man overveje reklamefinansiering, ville man i givet fald skulle finde frem til en
model som er forenelig med Public Service rammerne, jvf. eksempelvis TV2 og deres regionale
stationer.
KUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 225: Henvendelse af 26/8-21 fra foreningen Digital Musik Danmark (DMD) vedr. finansieringsplan for den nye danske digitale platform
Hvis vi vælger at bruge annoncører, foreslår vi at kuratere valget af annoncører efter etiske
principper, således at de er “værdige” til at indgå i den kulturelle sammenhæng. I udlandet har
eksempelvis den franske radiostation TSF haft stor succes med et lignende koncept, deres
reklamer er kun kultur reklamer.
Det kunne være interessant at være first movers på dette i Danmark. Hvis vi samler hele det
danske musikliv, så er det jo også interessant for musiklivet og andre kulturudbydere at annoncere
her.
Vores medsendte budget tager udgangspunkt i varianterne, brugerbetaling og
abonnementsordning. Hybridløsningerne derimellem er for talrige til at beskrive dækkende på
nuværende tidspunkt. Det skal dog bemærkes, at brugerbetalingsmodellen er budgetmæssigt
identisk med en reklamfinaniseringsmodel, hvor betalingen blot kommer fra annoncører frem for
brugere.
Hvad vil vi præcis have politikerne hjælpe os med?
Umiddelbart tegner der sig to muligheder for finansiering af opstart:
1. Revision af medieforliget
2. Finansloven 2023
Er det medier eller kulturpolitik? Eller er det på tværs?
(Efter nærmere undersøgelser og overvejelser forekommer genopretning af kulturlivet puljen ikke
at være relevant, på trods af at genopretningsteamets kommisorium efterlyser “løsninger inden for
digitale og andre formidlingsformer”).
BUDGET OG FINANSIERINGSPLAN VEDLAGT
De bedste hilsener,
Arne Würgler Niels Lan Doky Henrik Strube & Jules Wolfson
FORENINGEN DIGITAL MUSIK DANMARK
KORT OM OS:
Arne Würgler, musiker, sangskriver og komponist. Tidligere formand for KODA i flere perioder,
samt tidligere formand for Copydan KulturPlus og medstifter af Danske Sangskrivere og
Komponister DJBFA, hvor han siden 1973 har været formand i mange år.
Henrik Strube har en lang karriere som sangskriver og professionel musiker, forfatter til tre
skønlitterære romaner, indehaver af Æresgrammy med orkestret Røde Mor, medlem af
Kunstrådets Musikudvalg 2002-05 og i 25 år redaktør for Dansk Musiker Forbunds fagblad,
MUSIKEREN, det professionelle musiklivs talerør.
Niels Lan Doky var medlem af Kunstrådets Musikudvalg 2003-2007, udpeget som international
repræsentant af den daværende kulturminister. Var bosat i udlandet 1981-2013 og var i USA
medlem af The Recording Academy, som uddeler de amerikanske Grammy Awards, og har også i
Frankrig også arbejdet som konsulent for det franske kulturministerium. Har udgivet 43 plader
siden 1986.
Jules Wolfson har en lang karriere som sangskriver og producer, hvor han blandt andet har opnået
stor succes ved at blandt andet producere og lancere Burhan G, Nik & Jay, Joey Moe og prisvinder
af Årets Hit, Cisilia. Han er blandt andet modtager af IFPIs Ærespris sammen med Nik & Jay ved
Danish Music Awards. Han bor og arbejder som producer i Los Angeles, som har affødt hitliste-
placeringer på den amerikanske Billboard Chart.
KUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 225: Henvendelse af 26/8-21 fra foreningen Digital Musik Danmark (DMD) vedr. finansieringsplan for den nye danske digitale platform