ARF-Multimedier
(Arbejdernes Radio- og Fjernsynsklub)
Lea Rosfort
Landsformand
Præstevænget 12, 2750 Ballerup
01-11-2020
Resume over forhold der ønskes kommenteret under samrådet med Kulturudvalget.
En ny medieaftale er på trapperne, i den anledning ser ARF Multimedier (Arbejdernes Radio- og
Fjernsynsforbund) frem til, på foretrædet for Kulturudvalget, at kunne uddybe forbundets synspunkter og
ønsker vedr.:
Medielicensen:
Vores overordnede synspunkt er, at medielicensen med fordel kan opkræves via skattebilletten, men den
bør adskilles fra Finansloven, så der bevares en armslængde til medieindholdet og medielicensen bliver
synliggjort for befolkningen.
Besparelserne vedr. produceret indhold. DR:
Vi ønsker, at DR tilføres yderligere midler, idet vi anser DR for den eneste uafhængige Public service station
i Danmark. Danmark er et lille kultur- og sprogområde. Lad os derfor udvikle, bevare og styrke DR i
konkurrencen med de udenlandske medier, til gavn for dansk uafhængig og væsentlig samfundsinformation
og debat. Kun DR når ud til alle borgere, når der skal informeres eller styres.
Reklamer:
Vi finder, at DR bør friholdes for reklamer, og at man vedr. TV2 fastholder princippet om ingen
reklameafbrydelser i udsendelserne.
Vi finder det vanskeligt at fastholde et public service-princip ved en hel eller delvis reklamefinansiering.
Public service contra publicisme
Vi ønsker at fremføre nogle generelle betragtninger og vore holdninger til begreberne.
Public service-puljen
Vi mener, at film der støttes med public-service midler skal være frit tilgængelige for seerne, da de jo
allerede har betalt herfor én gang via medielicensen. Public service støttede film skal ikke leveres bag en
betalingsmur.
Herudover finder vi, at også DR skal have mulighed for at ansøge om støtte fra Public service-puljen.
Public service og TV2
Vi finder, at public service er programmer, der er frit og ligeligt tilgængelig for befolkningen, således alle
borgere har adgang hertil. TV2 kan i dag kun modtages af ca. 78 % af befolkningen, på grund af
abonnementsbetaling. Vi mener, at grænsen for abonnementsopkrævningen er nået, i perioden 2011-2020
er abonnementet steget med ca. 80 % (fra 10
–
18 kr.).