Hver fjerde dansker spiller næsten dagligt digitale spil
– men særligt unge gør det for ofte uden for fællesskaberne
Flere end 730.000 danske børn og unge gamer jævnligt, og det samme gør flere end 550.000 seniorer
(55+). De tal vil blot stige, som de har gjort konstant siden internettets
opfindelse og udbredelse verden over.
Hvem er Esport Danmark (ESD)
Hos Esport Danmark definerer vi esport som spil, der finder sted via
internettet eller over LAN og altså på mobil, konsol eller computer. Vi
dækker alt fra Wordfeud til Counter-Strike og de mange forskellige
mennesker, der spiller disse spil. Esport er derfor også meget andet
end de kommercielle elitehold og de store turneringer, der de seneste
år har fået stor medie- og fanopmærksomhed verden over.
For Esport Danmark handler esport både om de børn og unge, der
måske drømmer om at spille for Astralis, men som lige nu sidder alene
og spiller på deres værelser. Det handler om de personer med
handicap, der gennem esport konkurrerer på lige fod med alle andre.
Og om de forældre og bedsteforældre, der bekymrer sig om deres
børn og unges spilvaner eller ikke selv kan følge med.
ESD skaber kvalitet og fremdrift hos
folkeoplysende esportsforeninger og
andre esportsaktører gennem sparring,
rådgivning, uddannelse og sikring af
bæredygtige strukturer.
De seneste tre år er der opstået mere end
250 foreninger med lokale frivillige og
medarbejdere.
ESD’s vision er at varetage og sikre, at
esporten udvikler sig bæredygtigt både
socialt, sportsligt og økonomisk. Fra
børn og unge til voksne, seniorer,
semiprofessionelle og den danske
verdenselite.
Esport Danmark har til formål at skabe fællesskaber i hele landet, hvor
man både bliver dygtigere til at spille Counter-Strike, Fortnite eller Fifa, samtidig med at man får den
dannelse, der er så essentiel en del af det danske foreningsliv. Et foreningsliv, hvor man får viden om
kost og motion, der gavner både spilleren, spillet og samfundet, og hvor man finder sunde
fællesskaber med nye venner, der ikke nødvendigvis ligner en selv.
Esport har en helt særlig fordel i forhold til inkluderende fællesskaber. Man kan sige, at esport i sin
digitale natur er demokratisk, fordi den åbner muligheder for dem, der har det svært i de traditionelle
idrætsforeninger; personer med handikap, socialt udsatte og minoriteter af alle slags. Når man dyrker
esport, betyder det intet, hvem man er, hvad man er – eller hvor man er. Det er pludselig ikke en
barriere at sidde i kørestol eller at have svært ved at passe ind i folkeskolen.
Livet bag skærmen, esportens hastige vækst og til tider umodne væsen har desværre også medført
en række udfordringer. Respektløs adfærd og nedladende sprogbrug, fysisk inaktivitet, barrierer
mellem børn/unge og voksne, underrepræsentation af piger og kvinder samt manglende struktur i det
sportslige og organisatoriske arbejde. Alle disse udfordringer ønsker Esport Danmark at bekæmpe via
en øget og forbedret uddannelse og organisering.
I 2020 fik Esport Danmark støtte til at starte et nationalt forbund for esport fra Slagelse Kommune.
Året efter modtog Esport Danmark yderligere midler fra 1. oktober 2020 til udgangen af 2021 fra pulje
3 i udlodningsmidlerne.
Esport Danmarks arbejde er bredt, men kun lige gået i gang. Foreningsopbygningen, det inkluderende
sociale arbejde, arbejdet med at uddanne i esport og bruge esport i uddannelse er i sin spæde, men
vigtige begyndelse for sporten.
Derfor anmoder Esport Danmark om tilskud fra Kulturministeriet. Se venligst en detaljeret vision for de
konkrete aktiviteter og indsatsområder i vedlagte ansøgning.