Bekendtgørelse om tilskud til projekter vedrørende udrulning af fjernvarmedistributionsnet
I medfør af tekstanmærkning nr. XX ad XX.XX.XX § 29 på finansloven for finansåret 2021 fastsættes:
Formål og anvendelsesområde
§ 1.
Energistyrelsen kan efter ansøgning fra fjernvarmevirksomheder yde tilskud til projekter vedrørende
udrulning af fjernvarmedistributionsnet med henblik på at konvertere varmeforbrugere til
fjernvarmeforsyning.
Stk. 2.
Tilskud kan ydes inden for den bevillingsmæssige ramme afsat på finansloven. Energistyrelsen
offentliggør den årlige beløbsmæssige ramme.
Stk. 3.
Tilskud til projekter vedrørende udrulning af fjernvarmedistributionsnet udgør statsstøtte i medfør
af artikel 107, stk. 1, i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Støtteordningen er anmeldt til
Europa-Kommissionen i henhold til Kommissionens forordning nr. 651/2014/EU af 17. juni 2014 om visse
kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 (den
generelle gruppefritagelsesforordning), EU-Tidende 2014, nr. L 187, s. 1, SA.XXXXX, og administreres i
overensstemmelse hermed.
Definitioner
§ 2.
I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) Arbejdets påbegyndelse: Enten påbegyndelsen af etablerings- eller anlægsarbejdet i forbindelse med
investeringsprojektet eller det første retligt bindende tilsagn om køb af udstyr eller indgåelse af andre
forpligtelser, som gør investeringen irreversibel, alt efter hvad der indtræffer først, jf. den generelle
gruppefritagelsesforordnings artikel 2, nr. 23.
2) Driftsoverskud: Forskellen mellem de diskonterede indtægter og de diskonterede driftsudgifter i
investeringens relevante levetid, hvis denne forskel er positiv. Driftsomkostningerne omfatter udgifter
til personale, materialer, udliciterede tjenester, kommunikation, energi, vedligeholdelse, husleje og
administration, men ikke afskrivninger og finansieringsomkostninger, hvis disse dækkes af
investeringsstøtte. Ved diskontering af indtægter og driftsudgifter med en passende diskonteringssats
åbnes der mulighed for et rimeligt overskud, jf. den generelle gruppefritagelsesforordnings artikel 2,
nr. 39.
3) Energieffektiv fjernvarme: Fjernvarmesystemer, som anvender mindst 50 % vedvarende energi, 50 %
spildvarme, 75 % kraftvarme eller 50 % af en kombination af sådan energi og varme, jf. direktiv
2012/27/EU, artikel 2, nr. 41). Definitionen omfatter varmeproduktionsanlæg og det net med
tilknyttede faciliteter, der er nødvendigt for at distribuere varme fra produktionsenhederne til kundens
lokaler.
4) Investeringens relevante levetid: Defineret som den maksimale afskrivningsperiode på 30 år, jf. § 4,
stk. 2 i BEK nr. 941 af 4. juli 2017 om indregning af driftsmæssige afskrivninger, henlæggelser til
nyinvesteringer og med Energitilsynets tiltræden, forrentning af indskudskapital.
5) Konvertering: Etableringen af en ny varmemåler og stikledning hos en varmeforbruger der overgår til
fjernvarmeforsyning.
6) Krav om tilbagebetaling af støtte: Støtte som Europa-Kommissionen ved en tidligere afgørelse eller
beslutning har erklæret ulovlig og uforenelig med det indre marked, og som derfor skal tilbagebetales.
7) Kriseramt: Som defineret i artikel 2, nr. 18 i den generelle gruppefritagelsesforordning.
8) Minimumstilslutning: Antal konverteringer i projektområdet der inklusiv tilskud fra fjernvarmepuljen
medfører balance i de tilbagediskonterede selskabsøkonomiske indtægter og udgifter over levetiden
på konverteringsprojektets investeringer.
9) Modtagergruppe: Hvilken type tilskudsmodtager fjernvarmevirksomheden er. Som defineret i
vejledning om effektiv tilskudsforvaltning. Fjernvarmevirksomheden kan være én af følgende:
a) Modtagergruppe 1: Stat.