Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2020-21
KEF Alm.del Bilag 163
Offentligt
2324415_0001.png
Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
Dato
26. januar 2021
J nr.
2020-5284
Orientering om at bekendtgørelse sendes i høring
Til Klima-, Energi- og Forsyningsudvalgets orientering fremsendes høringsbrev og
udkast til bekendtgørelse om tilskud til investeringer i eldrevne varmepumper til
produktion af fjernvarme (etableringsstøtten).
Bekendtgørelsen om tilskud til investeringer i eldrevne varmepumper til produktion
af fjernvarme (etableringsstøtten) udstedes som led i udmøntningen af indsatsen
målrettet grundbeløbsværkerne. Tilskuddet skulle afbøde eventuelle virkninger af
grundbeløbets ophør fra Energiaftale 2018, som er indgået mellem partierne
Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk
Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.
Det er siden afdækket, at det ikke er muligt under de gældende statsstøtteregler at
udmønte puljen alene til grundbeløbsværker, hvorfor puljens målgruppe er udvidet
til alle fjernvarmeselskaber.
Puljen udmøntes som direkte støtte til fjernvarmeselskaber. Formålet med støtten
er at yde tilskud til investeringer i eldrevne varmepumper til produktion af
fjernvarme, med henblik på at fremme fortrængningen af den eksisterende fossile
varmeproduktion i fjernvarmesektoren.
Støtteordningen udformes som en tilsagnsordning. Konkret ydes der støtte til delvis
dækning af fjernvarmeselskabernes omkostninger ved investering i og etablering af
en kollektiv eldreven varmepumpe. Alle fjernvarmeselskaber forventes at kunne
søge støtten. Herunder også grundbeløbsværker i decentrale områder. Det er en
forudsætning, at den eldrevne varmepumpe producerer fjernvarme, og at der
primært fortrænges (minimum 50 pct.) eksisterende fjernvarmeproduktion baseret
på fossile brændsler. Det betyder, at den installerede varmepumpe skal fortrænge
mindst 50 pct. fossil produktion af fjernvarmeselskabets samlede varmeproduktion,
før der kan gives tilsagn og efterfølgende tilskud.
Når et fjernvarmeselskab står over for at skulle investere i en ny produktionsenhed,
kan værket søge om tilsagn om tilskud hos Energistyrelsen, inden projektet
påbegyndes. Ansøgerne kan modtage op til 15 pct. af de støtteberettigede
Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T: +45 3392 2800
E: [email protected]
Side 1/2
www.kefm.dk
KEF, Alm.del - 2020-21 - Bilag 163: Udkast til bekendtgørelse om tilskud til investeringer i eldrevne varmepumper til produktion af fjernvarme (etableringsstøtten)
omkostninger i tilskud, dog maksimalt 5 mio. kr. pr. fjernvarmeselskab. Når
Energistyrelsen har meddelt tilsagn om tilskud, kan ansøger herefter påbegynde
projektet.
Bekendtgørelsen sendes i ekstern høring d. 25. januar 2021 med frist for afgivelse
af høringssvar d. 22. februar 2021. Der gøres opmærksom på, at bekendtgørelsens
ikrafttræden er med forbehold for Finansudvalgets endelige godkendelse af
aktstykke om udmøntning om tilskudsordningen.
Jeg vil ved udstedelsen af bekendtgørelsen oversende den endelige
bekendtgørelse samt høringsnotater til forligskredsen.
Med venlig hilsen
Dan Jørgensen
Side 2/2