Til Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Danske Regioner, Concito og DI Infrastruktur, vil gerne i samarbejde med den hollandske ambassade invitere
dig til at deltage i vores digitale konference om klimatilpasning
torsdag den 11. februar 2021, kl. 15.00-17.30
Konferencen tager udgangspunkt i hollandske nøgleaktørers erfaringer med klimatilpasning, og det
debatteres blandt danske politikere og organisationer, hvad vi kan bruge erfaringerne til i Danmark.
Holland er skabt på den præmis, at oversvømmelser er noget man må indrette sig efter. Alle klimascenarier
peger på, at situationen i Danmark i løbet af de kommende år kan blive ganske hollandsk. Regeringen og et
stort flertal af Folketingets partier er da også enige om at udfærdige en klimatilpasningsplan for hele
Danmark, herunder en mere sammenhængende kystsikring. Miljøminister Lea Wermelin vil indledningsvist
på konferencen give sit og regeringens perspektiv på klimatilpasning. I debatten vil du møde centrale
ordførere, regionsrådsformænd, borgmestre og virksomheder.
På konferencen får vi indsigt i:
Hvordan man i Holland finansierer sin klimatilpasning
Fordelingen af ansvar mellem den enkelte grundejer og samfundet
Hvilke myndigheder og aktører, der løser hvilke opgaver
Hvorledes tværgående myndighedssamarbejder fungerer
Konferencen bliver digital og streames. Konferencen afholdes på dansk og engelsk. Der oversættes fra
dansk til engelsk, men ikke fra engelsk til dansk.
Du tilmelder dig konferencen her:
https://www.conferencemanager.dk/vandetkommer
Konferencen er gratis. Du bedes tilmelde dig inden onsdag den 3. februar 2021. Der udsendes et link til
konferencen en uge inden den afholdes, og konferencen streames også til Danske Regioners hjemmeside.
På vegne af
Danske Regioner, Concito og DI Infrastruktur