Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
Dato
12. oktober 2020
J nr.
2020 - 4467
Orientering om udstedelse af bekendtgørelse
Til udvalgets orientering fremsendes bekendtgørelse om Bygningspuljen, som
udstedes til ikrafttrædelse 15. oktober 2020.
Formålet med bekendtgørelsen er at fremme energibesparelser og
energieffektiviseringer i bygninger til helårsbeboelse samt reduktioner i
anvendelsen af fossile brændsler i forbindelse hermed.
Bekendtgørelsen udstedes som led i udmøntningen af initiativer i Klimaaftale for
energi og industri mv. 2020 indgået d. 22. juni mellem regeringen, Venstre, Dansk
Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det
Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet. Bygningspuljen er tilført
flere midler samt justeret, og ligeledes er der blevet truffet politisk beslutning om at
fremrykke ordningen til 2020. Aftalekredsen har dog endnu ikke taget endelig
stilling til udmøntningen af Bygningspuljen fra 2021 og frem.
Bekendtgørelsen har desuden hjemmel i energispareloven, jf. lov nr. 739 af 30. maj
2020. Finansudvalget tiltrådte aktstykket, som godkender bevillingen for ordningen
og fremrykningen til start i 2020 d. 11. september. Lovforslaget til opfølgning af
aktstykket forventes fremsat februar 2021 med henblik på ikrafttrædelse den 1. juli
2021.
Bekendtgørelsen var i høring fra den 27. august 2020 til den 17. september 2020.
Der fremsendes til udvalgets orientering høringsnotat, der sammenfatter
høringssvarene, som er modtaget i forbindelse med høringen. Der er ikke foretaget
væsentlige justeringer i bekendtgørelsen. Jeg vil dog fremhæve, at der frem til 1.
april 2021 undtages for kravet om, at virksomheder skal være VE-godkendte for at
få tilsagn om tilskud. Det skyldes en tilbagemelding fra branchen om, at
fremrykningen af puljen og Covid-19 betyder, der vil være virksomheder, som ikke
kan nå at blive VE-godkendte i 2020.
Med venlig hilsen
Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T: +45 3392 2800
Side 1/2
www.kefm.dk