Bekendtgørelse om borgerenergifællesskaber og forholdet mellem
borgerenergifællesskaber og elhandelsvirksomheder og kollektive
elforsyningsvirksomheder
(Borgerenergifællesskabsbekendtgørelsen)
I medfør af § 6 b, stk. 13 og § 9 stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 2 og 3 i lov om elforsyning, jf.
lovbekendtgørelse nr. … af … , fastsættes:
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1.
Bekendtgørelsen finder anvendelse på borgerenergifællesskabers,
elhandelsvirksomheders og kollektive elforsyningsvirksomheders opgaver og
forpligtelser i forbindelse med deling, forbrug eller produktion af elektricitet inden for et
borgerenergifællesskab.
§ 2.
Ved denne bekendtgørelse forstås ved:
1)
Næsten realtid: i forbindelse med elmåling, en kort tidsperiode, normalt ned til
sekunder eller op til tidsrammen for afregning af ubalancer.
Generelle bestemmelser
§ 3.
Deltagelse i et borgerenergifællesskab og ejerskab af kapitalandele i et
borgerenergifællesskab er åben og frivillig. Deltagelse i et borgerenergifællesskab og
ejerskab af kapitalandele i et borgerenergifællesskab kan dog begrænses af
borgerenergifællesskabets interessentskabskontrakt eller vedtægter.
Stk. 2. Deltagere og kapitalejere i et borgerenergifællesskab bevarer deres rettigheder og
forpligtelser som elforbrugere, herunder som husholdningsforbruger og aktiv kunde.
Stk. 3. Hvis en deltager eller kapitalejer i et borgerenergifællesskab trækker sig ud af
borgerenergifællesskabet finder de relevante selskabsretlige regler anvendelse
afhængig af selskabsformen. Retten til at trække sig ud af et borgerenergifællesskab
påvirker ikke eventuelle hæftelsesforpligtelser for deltageren eller kapitalejeren i
forhold til borgerenergifællesskabet eller forpligtelser indgået af
borgerenergifællesskabet.
Stk. 4. En deltager eller kapitalejer i et borgerenergifællesskab anvender sin ret til at vælge
elhandelsvirksomhed efter elforsyningsloven § 6, 2. pkt., når borgerenergifællesskabet
indgår en aftale om levering og deling af elektricitet med en elhandelsvirksomhed, jf.
§ 11. Dette påvirker dog ikke deltagerens eller kapitalejerens adgang til frit at aftale
levering af elektricitet med en anden elhandelsvirksomhed, forudsat at den krævede
tilslutning og de nødvendige målepunkter er etableret.