Bekendtgørelse om undtagelse af anlæg og
sideordnede aktiviteter fra elforsyningsloven
1
I medfør af § 2, stk. 4, § 47, stk. 5, og § 85, stk. 3, i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr.
119 af 6. februar 2019, som ændret ved lov nr…., fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 4,
stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1068 af 25. oktober 2019 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser:
§ 1.
Kommuner kan drive kraftvarmeanlæg med en eleffekt på 25 megawatt eller derunder, som er
godkendt i henhold til lov om varmeforsyning, uden opfyldelse af selskabskravet i
elforsyningslovens § 4, stk. 1.
§ 2.
Netvirksomheder, der alene eller sammen med andre netvirksomheder inden for samme
vertikalt integreret virksomhed har mindre end 100.000 tilsluttede elforbrugere er undtaget fra
kravet i § 47, stk. 4, i lov om elforsyning om, at mindre omfattende tilknyttede aktiviteter, som
ligger uden for bevillingen til netvirksomhed, skal udøves i selvstændige selskaber med begrænset
ansvar.
Stk. 2.
De samlede indtægter fra de tilknyttede aktiviteter efter stk. 1, skal udgøre mindre end 5 %
af omsætningen i netvirksomheden alene eller sammen med andre netvirksomheder inden for
samme vertikalt integreret virksomhed.
§ 3.
Aktiviteterne efter § 2 skal holdes regnskabsmæssigt adskilt fra netvirksomhedens øvrige
aktiviteter, jf. § 47, stk. 5.
Stk. 2.
Regnskaberne skal udarbejdes efter reglerne i § 85, stk. 2, i lov om elforsyning, hvorefter
elektricitetsvirksomheder skal føre konsoliderede regnskaber for ikkeelektricitetsrelaterede
aktiviteter, som de ville skulle gøre, såfremt de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte
selskaber.
Stk. 3.
Regnskaberne skal omfatte en særskilt balance og en særskilt resultatopgørelse for hver
aktivitet.
Stk. 4.
Under revisionen skal det navnlig undersøges, om forpligtelsen til at undgå
forskelsbehandling og krydssubsidiering overholdes.
§ 4.
Følgende aktiviteter udført af personale ansat i en netvirksomhed er undtaget fra
elforsyningslovens § 47:
1) Aflæsning af varmemålere for varmekunder i netvirksomhedens forsyningsområde.
2) Udarbejdelse af datagrundlag for varmeafregning i netvirksomhedens forsyningsområde.
§ 4.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. december 2020, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
§ 3, stk. 2-4, finder anvendelse fra regnskabsåret 2021.
1
Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/944/EU af
5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU (omarbejdning), EU-
Tidende 2019, nr. L 158, side 125.