København, Nyholm
10/9-2021
Til medlemmerne af Grønlandsudvalget
Stiftelsen Georg Stages Minde vil gerne gøre udvalget opmærksom på, at det nuværende
finanslovsforslag for 2022 har negative konsekvenser for Grønland.
Som det fremgår af vedhæftede artikel fra Sermitsiaq fredag 10/9, indebærer
finanslovsforslaget at Skoleskibet Georg Stage fremover kun kan sejle et togt om året i stedet
for to togter, som det har været tilfældet de seneste tre år.
Da Georg Stage reserverer 10% af sine dækspladser til grønlandske elever, betyder det at
antallet af pladser til grønlændere også halveres. Vi har haft grønlandske elever på skibet uden
afbrydelser siden 1964, og vi er kede af at vores bidrag til samarbejdet inden for
Rigsfællesskabet på denne måde reduceres.
De grønlandske elever er meget efterspurgte til funktioner i især fiskeriet og hos Royal Arctic
Line, og generelt kommer Georg Stages elever stort set alle i job efter endt uddannelse.
Beskæftigelsen er 99,5 procent ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriets tal.
Det vil koste yderligere 8 millioner kroner på finansloven at opretholde to togter årligt for Georg
Stage, og i betragtning af det bidrag, de unge yder til samfundet efter de har taget
uddannelsen, mener vi at det er en god investering samfundsmæssigt, både menneskeligt og
økonomisk. Særligt for de mindre lokalsamfund i Grønland gør antallet af faguddannede unge
en betydelig forskel.
Vi håber derfor at udvalgets medlemmer vil overveje at ændre udkastet til finansloven, så
Georg Stage får mulighed for at fortsætte med to togter om året.
Ønsker I yderligere information står vi gerne til rådighed, og når skibet kommer til København i
oktober, inviterer vi Folketingest medlemmer om bord til at blive elever for en dag. Så vil I få
mulighed for at se skibet og møde eleverne – også de grønlandske.
Med venlig hilsen
Asser Amdisen
Direktør