Grønlandsudvalget 2020-21
GRU Alm.del Bilag 52
Offentligt
2391667_0001.png
R
IGSOMBUDSMANDEN I
G
RØNLAND
Samtlige ministerier mv.
Dato: 10. maj 2021
Indberetning fra rigsombudsmanden i Grønland
Råstoffer
Som meddelt i indberetning af 28. april 2021 fremgår det af Naalakkersuisuts
koalitionsaftale, at man agter at stoppe mineprojektet ved Kvanefjeldet, og at koalitionen er
enig om,
at der ikke skal udvindes uran i Grønland. Det fremgår samtidig, at ”koalitionen
ser mineraludvinding som en mulighed for at udvikle økonomien”.
Dette har givet
anledning til spørgsmål i de grønlandske medier, som siden koalitionens tiltræden har
efterlyst svar på, hvordan koalitionen agter at udmønte sin råstofpolitik. Særligt vedrørende
Kvanefjeldet har der været spekuleret i, om projektet vil kunne stoppes, eller om
Greenland Minerals ville kunne gøre erstatningskrav gældende. Grønlands Erhverv (GE)
og aktører i minebranchen har udtalt bekymring for de fremtidige perspektiver for
minedrift i Grønland i lyset af skiftende politiske holdninger og krav.
Som reaktion herpå har naalakkersuisoq for råstoffer Naaja Nathanielsen i en
pressemeddelelse af 7. maj 2021 redegjort for Naalakkersuisuts overordnede holdning til
minedrift:
”Vi siger ja til minedrift og nej til uran. Vi hilser investorer velkommen og vil
udvikle projekter, der gavner befolkningen og samfundet. Vi arbejder inden for de rammer,
der er aftalt og har aldrig haft andet i tankerne. Og hver dag glæder vi os over de mange
spændende projekter, der er spredt ud i hele landet, uden indhold af radioaktive
grundstoffer.”
Naalakkersuisoq peger på, at koalitionen ønsker at fremme minedrift, men
at en stor del af befolkningen har tilkendegivet modtand mod uran-udvinding. På den
baggrund vil Naalakkersuisut fremlægge forslag til nul-tolerancepolitik i indeværende år.
Coronasituationen
På pressemøde 29. april 2021 oplyste formand for Naalakkersuisut Múte B. Egede, at
Naalakkersuisut har besluttet en gradvis lempelse af corona-restriktioner, dog under den
klare forudsætning, at situationen kan håndteres. Hvis udviklingen viser sig at løbe den
forkerte vej efter lempelser, vil der være mulighed for tilbagerulning.
Med virkning fra 3. maj 2021 tillades almindelig passagerbefordring mellem Danmark og
Grønland, dog således, at max. 600 passagerer kan indrejse pr. uge. Bestemmelsen gælder
indtil 31. maj 2021, hvor situationen vil blive revurderet. På nuværende tidspunkt forudses
karantænebestemmelser og testkrav for alle indrejsende, også for færdigvaccinerede,
opretholdt til ultimo august eller primo september, men dette vil være afhængigt af udbredt
vaccination og smittetrykket i andre lande, herunder Danmark.
Rigsombudsmanden i Grønland
Indaleeqqap Aqqutaa 3
Postboks 1030
3900 Nuuk
Kalaallit Nunaanni Rigsombudsmandi
Telefon: (+299) 32 10 01
Telefax: (+299) 32 41 71
E-mail: [email protected]
www.rigsombudsmanden.gl
GRU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Indberetning fra rigsombudsmanden i Grønland fra Rigsombudsmanden i Grønland
2391667_0002.png
2
Landslæge Henrik L. Hansen konstaterede på pressemødet, at de iværksatte restriktioner
indtil videre har skærmet Grønland godt. Han medgav, at indrejsekontrollen er forbundet
med besvær og omkostninger, men fandt, at det har været prisen værd, idet
coronapandemien ikke har medført nogen videre påvirkning af det grønlandske samfund.
Landslægen understregede samtidig, at situationen fortsat er kritisk og advarede om, at den
upåvirkede hverdag i Grønland ikke må give anledning til, at paraderne sænkes.
Vaccineprogrammet er under udrulning. Pr. 7. maj 2021 er 7,4 pct. af befolkningen
færdigvaccineret, mens 12,7 pct. har modtaget første vaccine. Der er i Grønland kun
anvendt vacciner af typen Pfizer/BioNTech og Moderna. Der er registreret en vis tøven for
at lade sig vaccinere, hvilket såvel formanden for Naalakkersuisut som landslægen har
beklaget. Det er anført, at alle trygt kan lade sig vaccinere og bør tage dette skridt, såvel af
hensyn til sig selv som til samfundet.
Naalakkersuisut ønsker samtykkelovgivning
I et interview med avisen Sermitsiaq har Naalakkersuisoq for Boliger, Infrastruktur og
Ligestilling Naaja Nathanielsen oplyst, at Naalakkersuisut ønsker at indføre en
samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse i Grønland, i parallel med den ændring af
straffeloven, som blev vedtaget af Folketinget i december 2020. Naalakkersuisut lægger op
til, at det samme princip overføres til kriminalloven for Grønland. Begge de grønlandske
folketingsmedlemmer bakkede op om loven ved dens vedtagelse og udtrykte ønske om en
tilsvarende bestemmelse for Grønland.
Royal Greenland A/S: Årsregnskab præget af coronapandemien
Grønlands største selskab
det selvstyreejede aktieselskab Royal Greenland A/S (RG)
offentliggjorde den 6. maj 2021 årsregnskab for 2020. Selskabets ordinære resultat før skat
var et underskud på 44 mio. kr. i 2020. Faldende verdensmarkedspriser på RGs
kerneprodukter, rejer og hellefisk, medførte et fald i omsætningen på 9 pct., især inden for
food service. RG peger på, at man i de senere år har fokuseret på food service-markedet i
Europa og Asien, især Kina, som udgør 20 pct. af selskabets samlede salg. Eksporten til
Kina blev imidlertid hårdt ramt af skærpede importprocedurer i forbindelse med
pandemien, hvilket skabte forbrugerskepsis overfor importerede fødevarer.
Det anføres i årsrapporten, at RG, trods negative forventninger til 2020, opretholdt det
sædvanlige niveau for fiskeri, produktion og indhandling. Som baggrund herfor anføres, at
virksomheden har ønsket
(..) ”at leve op til sit
udbredte samfundsansvar som en vigtig og
ofte den eneste virksomhed i det enkelte lokalsamfund inden for fiskeri. Royal Greenland
har på den måde fungeret som stødpude mellem reducerede verdensmarkeder og en
normal forsyningskæde.
RG har behersket positive forventninger til 2021. Der er gennemført en række
omkostningsbesparelser, og der er fokus på nye tiltag, herunder nye markeder og
produkter. RG forudser et resultat for 2021 på godt 100 mio. kr.
Mikaela Engell