GRU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 25: Lovudkast: ændring af kriminal-lov for Grønland og retsplejelov for Grønland (Indførelse af behandlings-pladser for seksualforbrydere i Anstalten i Nuuk, forhøjelse af foranstalt-ningsniveauet for voldtægt af mindreårige, tiltag mod indtagelse af alkohol og euforiserende stoffer i anstalterne, betinget offentlig påtale af grove ære-fornærmelser, kriminalisering af selvhvidvask, udvidelse af adgangen til at foretage udbyttekonfiskation og pålæg af psykologbehandling i forbindelse med afsigelse af domme til tilsyn), fra justitsministeren

Grønlandsudvalget 2020-21
GRU Alm.del Bilag 25
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

14. januar 2021

Nordatlantkontoret

Frederik Plesner

2019-490-0141

1795599

Udkast til

Forslag

til

Lov om ændring af kriminallov for Grønland og retsple-

jelov for Grønland

(Indførelse af behandlingspladser for seksualforbrydere i Anstalten i Nuuk,

forhøjelse af foranstaltningsniveauet for voldtægt af mindreårige, tiltag

mod indtagelse af alkohol og euforiserende stoffer i anstalterne, betinget

offentlig påtale af grove ærefornærmelser, kriminalisering af selvhvidvask,

udvidelse af adgangen til at foretage udbyttekonfiskation og pålæg af psy-

kologbehandling i forbindelse med afsigelse af domme til tilsyn)

§1

I kriminallov for Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 1045 af 7. septem-

ber 2017, som ændret ved § 2 i lov nr. 1718 af 27. december 2018, § 1 i lov

nr. 168 af 27. februar 2019 og § 1 i lov nr. 1056 af 30. juni 2020, foretages

følgende ændringer:

§ 20, stk. 2,

indsættes efter »påtale.«: »Efter forurettedes anmodning kan

offentlig påtale ske

1) i sager, hvor en alvorlig beskyldning er usand,

2) i sager, hvor en beskyldning er fremsat eller udbredt gennem indhol-

det af et massemedie, og beskyldningen er egnet til væsentligt at

skade den forurettede,

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 3392 3340

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/85

GRU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 25: Lovudkast: ændring af kriminal-lov for Grønland og retsplejelov for Grønland (Indførelse af behandlings-pladser for seksualforbrydere i Anstalten i Nuuk, forhøjelse af foranstalt-ningsniveauet for voldtægt af mindreårige, tiltag mod indtagelse af alkohol og euforiserende stoffer i anstalterne, betinget offentlig påtale af grove ære-fornærmelser, kriminalisering af selvhvidvask, udvidelse af adgangen til at foretage udbyttekonfiskation og pålæg af psykologbehandling i forbindelse med afsigelse af domme til tilsyn), fra justitsministeren

3) i sager, hvor en person beskyldes for et forhold, der kunne eller kan

medføre fortabelse af offentlig stilling eller hverv, eller

4) i sager, hvor en alvorlig beskyldning er udbredt anonymt.«

§ 77

indsættes som

stk. 3:

»Stk.

Ved fastsættelse af foranstaltning skal der lægges vægt på den sær-

lige krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen, når den er begået

mod en person under 18 år.«

§ 111, stk. 1,

indsættes efter »der kan medføre et kriminalretligt an-

svar,«: »medmindre forholdet er omfattet af § 111 a,«.

Efter

§ 111

indsættes:

»§

111 a.

For hvidvask dømmes den, der konverterer eller overfører

penge, som direkte eller indirekte er udbytte af en forbrydelse, for at skjule

eller tilsløre den ulovlige oprindelse.«

§ 120

udgår: » og konfiskation, jf. kapitel 37,«.

§ 135, stk. 1, nr. 3,

indsættes efter »undergiver sig«: »psykologisk eller«.

Kapitel 37

ophæves, og i stedet indsættes:

»Afsnit III

Andre retsfølger af en forbrydelse

Kapitel 37

Konfiskation

§ 166.

Udbyttet ved en forbrydelse eller et hertil svarende beløb kan helt

eller delvis konfiskeres. Savnes der tilstrækkeligt grundlag for at fastslå be-

løbets størrelse, kan der konfiskeres et beløb, som skønnes at svare til det

indvundne udbytte.

Stk. 2.

Hvis det må anses for påkrævet for at forebygge yderligere lov-

overtrædelser, eller særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor, kan der ske

konfiskation af

Side 2/85

1) genstande, der har været brugt eller bestemt til at bruges ved en forbry-

delse,

2) genstande, der er frembragt ved en forbrydelse, og

3) genstande, med hensyn til hvilke der i øvrigt er begået en forbrydelse.

Stk. 3.

Genstande, som er af væsentlig betydning for gerningsmandens

udøvelse af lovligt erhverv, må ikke konfiskeres, medmindre ganske særlige

omstændigheder taler derfor.

Stk. 4.

I stedet for konfiskation af de i stk. 2 nævnte genstande kan der

konfiskeres et beløb svarende til deres værdi eller en del heraf.

Stk. 5.

I stedet for konfiskation efter stk. 2 kan der træffes bestemmelse

om foranstaltninger vedrørende genstandene til forebyggelse af yderligere

lovovertrædelser.

Stk. 6.

Når en forening opløses ved dom, kan dens formue, arkiv, proto-

koller og lignende konfiskeres.

§ 167.

Konfiskation efter § 166, stk. 1, kan ske hos den, hvem udbyttet er

tilfaldet umiddelbart ved forbrydelsen.

Stk. 2.

Konfiskation af de i § 166, stk. 2 og 4, nævnte genstande og værdier

kan ske hos den, der er ansvarlig for lovovertrædelsen, og hos den, på hvis

vegne den pågældende har handlet.

Stk. 3.

Særligt sikrede rettigheder over genstande, der konfiskeres, bort-

falder kun efter rettens bestemmelse under betingelser svarende til de i stk.

2 anførte.

Stk. 4.

Har en af de i stk. 1 og 2 nævnte personer efter forbrydelsen fore-

taget dispositioner over udbytte eller genstande omfattet af § 166, stk. 2,

eller rettigheder herover, kan det overdragne eller dets værdi konfiskeres

hos erhververen, hvis denne var bekendt med det overdragnes forbindelse

med forbrydelsen eller har udvist grov uagtsomhed i denne henseende, eller

hvis overdragelsen er sket som gave.

Stk. 5.

Hvis en person, der har konfiskationsansvar efter stk. 1-4, dør, bort-

falder dennes ansvar. Dette gælder dog ikke konfiskation efter § 166, stk. 1.

§ 168.

Der kan foretages hel eller delvis konfiskation af formuegoder, der

tilhører en person, som findes skyldig i en forbrydelse, når

1) handlingen er af en sådan karakter, at den kan give betydeligt udbytte, og

2) der er tale om en særlig grov lovovertrædelse.

Stk. 2.

Under betingelser som nævnt i stk. 1 kan der foretages hel eller

delvis konfiskation af formuegoder, som den pågældendes ægtefælle eller

samlever har erhvervet, medmindre

Side 3/85

1) formuegodet er erhvervet mere end 5 år før den forbrydelse, som danner

grundlag for konfiskation efter stk. 1, eller

2) ægteskabet eller samlivsforholdet ikke bestod på tidspunktet for erhver-

velsen.

Stk. 3.

Under betingelser som nævnt i stk. 1 kan der foretages hel eller

delvis konfiskation af formuegoder overdraget til en juridisk person, som

den pågældende alene eller sammen med sine nærmeste har en bestem-

mende indflydelse på. Det samme gælder, hvis den pågældende oppebærer

en betydelig del af den juridiske persons indtægter. Konfiskation kan dog

ikke ske, hvis formuegodet er overdraget til den juridiske person mere end

5 år før den forbrydelse, som danner grundlag for konfiskation efter stk. 1.

Stk. 4.

Konfiskation efter stk. 1-3 kan ikke ske, hvis den pågældende sand-

synliggør, at et formuegode er erhvervet på lovlig måde eller for lovligt er-

hvervede midler.

Stk. 5.

I stedet for konfiskation af bestemte formuegoder efter stk. 1-3 kan

der konfiskeres et beløb svarende til deres værdi eller en del heraf.

§ 169.

Sker der konfiskation efter § 166, stk. 1, eller § 168, og har nogen

erstatningskrav i anledning af lovovertrædelsen, kan det konfiskerede an-

vendes til dækning af erstatningskravet.

Stk. 2.

Det samme gælder genstande og værdier konfiskeret efter § 166,

stk. 2 og 4, såfremt der ved dommen træffes bestemmelse derom.

Stk. 3.

Har den dømte i et af de i stk. 1 og 2 nævnte tilfælde betalt den

forurettede erstatning efter dommen, nedsættes konfiskationsbeløbet tilsva-

rende.

§ 170.

Genstande, som på grund af deres beskaffenhed i forbindelse med

andre foreliggende omstændigheder må befrygtes at ville blive brugt ved en

forbrydelse, kan konfiskeres, for så vidt det må anses for påkrævet for at

forebygge forbrydelsen. Der kan under samme betingelser ske konfiskation

af andre formuegoder, herunder penge. § 166, stk. 5, finder tilsvarende an-

vendelse.«

Afsnit III og IV bliver herefter afsnit IV og V.

§ 168, stk. 1, nr. 2,

indsættes efter »lovovertrædelse«: »eller en overtræ-

delse af lovgivningen om euforiserende stoffer«.

§ 196, stk. 2,

indsættes efter nr. 3 som nye numre:

Side 4/85

»4) for at yde den dømte pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand,

5) for at undgå, at den indsatte afsoner i en institution, hvor en af den

indsattes nærtstående gør tjeneste,

6) for at undgå, at den dømte afsoner i en institution i tilfælde, hvor den

dømte har begået en forbrydelse mod en ansat, der gør tjeneste i insti-

tutionen, eller dennes nærtstående,«.

Nr. 4 og 5 bliver herefter nr. 7 og 8.

10.

§ 215

indsættes som

stk. 3:

»Stk.

Institutionen kan bestemme, at de besøgende skal indhente forudgå-

ende tilladelse til at besøge den indsatte. Det kan gøres til et vilkår for en

besøgstilladelse, at den besøgende lader sig undersøge. Undersøgelsen kan

bestå i visitation af det tøj, som den besøgende er iført ved fremmødet, og

nærmere undersøgelse af den besøgendes yderbeklædning og medbragte ef-

fekter.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

11.

§ 215, stk. 3,

der bliver

stk. 4,

ændres: »efter stk. 1, 1. pkt.« til: »til

besøg«.

12.

Efter

§ 221

indsættes:

»§

221 a.

Institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, kan træffe

bestemmelse om, at en indsat skal afgive udåndingsprøve eller urinprøve

med henblik på at undersøge for eventuel indtagelse af alkohol, euforise-

rende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgiv-

ning.

Stk. 2.

§ 221, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Ledelsen af Kriminalforsorgen i Grønland fastsætter regler om gen-

nemførelsen af udåndingsprøvekontrol og urinprøvekontrol.«

13.

§ 226

indsættes efter nr. 3, som nye numre:

»4) ved nægtelse af afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve efter

§ 221 a,

5) ved indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der

er forbudt efter den almindelige lovgivning,«.

Side 5/85

Nr. 4-6 bliver herefter nr. 6-8.

14.

§ 227, stk. 2,

indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:

»3) nægtelse af afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve efter § 221 a,«

Nr. 3-5 bliver herefter nr. 4-6.

§2

I retsplejelov for Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 1581 af 13. decem-

ber 2016, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 1056 af 30. juni 2020, foretages

følgende ændringer:

§ 44, stk. 2,

indsættes efter »indgribende foranstaltning«: »eller rets-

følge«.

Efter

§ 311

indsættes:

»§

311 a.

Hvis offentlig påtale efter lovgivningen er betinget af en begæ-

ring, kan påtale kun ske, hvis begæring herom fremsættes af en, der efter

§ 302 er berettiget til at foretage privat påtale. En anmeldelse fra den beret-

tigede anses som en begæring om offentlig påtale, medmindre andet fremgår

af anmeldelsen. Er privat påtale begyndt, kan offentlig påtale ikke begæres.

Påtalemyndigheden kan nægte at efterkomme en begæring om offentlig på-

tale, der udelukker nogen medskyldig fra forfølgningen. Angår begæringen

kun nogle af de skyldige uden at udelukke mulige medskyldige, kan påtale-

myndigheden udstrække forfølgningen til disse, medmindre den berettigede

efter at have haft lejlighed til at udtale sig herom modsætter sig dette. I så

fald finder 4. pkt. anvendelse.

Stk. 2.

Statsadvokaten og politidirektøren kan uanset bestemmelserne i stk.

1 foretage uopsættelige handlinger, når forholdet må antages at være den,

der kan beslutte eller begære påtale, ubekendt, og omstændighederne gør

det antageligt, at påtale vil blive besluttet eller begæret. Tilbagekaldes en

begæring efter stk. 1, inden der er afsagt dom, standses forfølgningen, med-

mindre påtalemyndigheden skønner, at almene hensyn kræver, at forfølg-

ningen fortsættes.«.

§ 452, stk. 2,

indsættes efter »anden foranstaltning«: »eller retsfølge«.

§3

Side 6/85

Stk. 1.

Loven træder i kraft den [...]

Side 7/85

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning .............................................................................................. 9

2. Lovforslagets hovedpunkter ............................................................... 12

2.1. Påtale af ærefornærmelser .................................................................. 12

2.1.1. Gældende ret ........................................................................... 12

2.1.2.

Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

... 13

2.2. Skærpelse af foranstaltningsniveauet for voldtægt af børn ved samleje

og andet seksuelt forhold........................................................................... 16

2.2.1. Gældende ret

........................................................................... 16

2.2.2.

Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

... 18

2.3. Indførelse af selvstændig bestemmelse om selvhvidvask .................. 19

2.3.1. Gældende ret

........................................................................... 19

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

.... 21

2.4. Konfiskation ....................................................................................... 23

2.4.1. Gældende ret

........................................................................... 23

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

.... 26

2.5. Pålæg af psykologisk behandling i forbindelse med domme til tilsyn 28

2.5.1. Gældende ret

........................................................................... 28

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

.... 29

2.6. Valg af afsoningsinstitution ............................................................... 29

2.6.1. Gældende ret

........................................................................... 29

2.6.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

.... 30

2.7. Initiativer for at modvirke alkohol og narkotikamisbrug ................... 32

2.7.1. Undersøgelse af besøgende

..................................................... 32

2.7.1.1. Gældende ret

........................................................................ 32

2.7.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

. 34

2.7.2. Urin- og udåndingsprøve i anstalter

....................................... 35

Side 8/85

2.7.2.1. Gældende ret

........................................................................ 35

2.7.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

. 37

2.7.3. Undersøgelse af besøgende og indsatte ved anvendelse af

narkotikahund

.................................................................................... 41

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige ................................................................................................... 43

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

................................................................................................................... 43

5. Administrative konsekvenser for borgerne ...................................... 43

6. Miljømæssige konsekvenser ............................................................... 43

7. Forholdet til EU-retten ....................................................................... 43

8. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser ........................ 43

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v. ...................................... 45

10. Sammenfattende skema .................................................................... 45

Side 9/85

1. Indledning

Regeringen ønsker et ligeværdigt, positivt og styrket partnerskab med Grøn-

land i Rigsfællesskabet. I fællesskab med Grønland vil regeringen udvikle

danske ansvarsområder. Det vil regeringen blandt andet gøre ved at opdatere

lovgivningen for Grønland på områder, som Danmark har ansvaret for.

Som et led i dette arbejde har Justitsministeriet udarbejdet dette lovforslag.

Lovforslaget indeholder en række forskellige ændringer, som blandt andet

foretages på baggrund af ønsker fra Naalakkersuisut, Inatsisartut og efter

drøftelser i Rådet for Grønlands Retsvæsen.

Lovforslaget har for det første til formål at indføre betinget offentlig påtale

af de mest alvorlige sager om ærefornærmelser. Ændringen foretages på

baggrund af en anmodning fra Naalakkersuisut, der i forlængelse af en

Inatsisartutbeslutning har fremsat ønske om, at reglerne om ærefornærmel-

ser ændres, således at overtrædelser eller nærmere angivne alvorlige over-

trædelser vil være undergivet betinget offentlig påtale i stedet for privat på-

tale.

Lovforslaget har for det andet til formål at sætte ind over for seksuelt mis-

brug af børn. Dette sker ved at skærpe foranstaltningsniveauet for voldtægt

af en person under 18 år ved samleje eller andet seksuelt forhold. Det for-

udsættes i den forbindelse, at der sker en forhøjelse af foranstaltningsni-

veauet med 50 pct. i forhold til i dag, således at foranstaltningen i højere

grad afspejler den krænkelse af offeret, der er forbundet med gerningen.

Samtidig skabes hjemmel til at anbringe seksualforbrydere i Anstalten i

Nuuk, hvor der etableres behandlingspladser for at forebygge yderligere

seksuelle overgreb.

Disse dele af lovforslaget gennemfører anbefalinger fra en fælles grøn-

landsk-dansk arbejdsgruppe, der havde til formål at pege på konkrete anbe-

falinger til forbedring af forholdene for udsatte børn og unge i Grønland.

Arbejdsgruppens anbefalinger blev offentliggjort i rapporten ”Grønlandsk-

dansk tværgående arbejde for en styrket indsats for udsatte børn og unge i

Grønland” i august 2020.

Lovforslaget har for det tredje til formål at indføre et forbud mod selvhvid-

vask for at styrke indsatsen mod hvidvask. Dette sker efter anbefaling fra

Side 10/85

Rådet fra Grønlands Retsvæsen og det mellemstatslige organ Financial Ac-

tion Task Forces (FATF).

For det fjerde har lovforslaget til formål at sikre, dels at det bliver muligt at

foretage konfiskation hos børn under 15 år, og dels at foretage konfiskation

af formuegoder i sager vedrørende overtrædelse af lovgivningen om eufori-

serende stoffer. Denne ændring foretages efter ønske fra Naalakkersuisut og

Grønlands Politi, hvilket Rådet for Grønlands Retsvæsen blev præsenteret

for på mødet i 2019.

Lovforslaget har for det femte til formål at præcisere hjemlen i kriminallo-

ven om fastsættelse af vilkår i forbindelse med afsigelse af domme til tilsyn.

Med forslaget vil det fremgå udtrykkeligt af ordlyden af bestemmelsen, at

retten kan fastsætte vilkår om psykologbehandling i forbindelse med afsi-

gelse af domme til tilsyn.

Lovforslaget har for det sjette til formål at iværksætte initiativer for at mod-

virke alkohol- og narkotikamisbrug i anstalterne. Det sker ved at udvide mu-

lighederne for at foretage undersøgelse af besøgende til indsatte i anstal-

terne, og at sikre, at der

–

både stikprøvevis og ved konkret mistanke

–

kan

foretages udåndings- og urinprøvekontrol af indsatte i kriminalforsorgens

institutioner med henblik på at undersøge for eventuelt indtag af alkohol,

euforiserende stoffer m.v. Dette vil give Kriminalforsorgen i Grønland mu-

lighed for mere effektivt at gribe ind over for de indsattes indsmugling og

indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer m.v. Initiativerne suppleres af,

at der er afsat midler på finansloven for 2021 til anskaffelse af en narkoti-

kahund til Kriminalforsorgen i Grønland.

Lovforslaget har for det syvende til formål at udvide mulighederne for at

fravige nærhedsprincippet for at undgå, at den domfældte afsoner i en insti-

tution, hvor den domfældtes nærtstående arbejder, eller hvis den domfældte

har begået en forbrydelse mod en ansat i institutionen eller dennes nærtstå-

ende.

Side 11/85

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Påtale af ærefornærmelser

2.1.1.

Gældende

ret

Efter kriminallovens § 99, stk. 1, kan en person dømmes for ærefornærmel-

ser, når vedkommende krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller

handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelse for et forhold, der er

egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse eller i øvrigt

skade denne i forholdet til andre.

Det følger af kriminallovens § 99, stk. 2, at ingen kan dømmes for en sig-

telse, når dens sandhed bevises, eller den er fremsat i god tro og den pågæl-

dende har været forpligtet til at udtale sig eller har handlet til berettiget va-

retagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller andres tarv.

Den, der fremsætter en sigtelse, som der føres sandhedsbevis for, kan dog

dømmes, når sigtelsen ved sin form er utilbørligt fornærmende, eller ger-

ningsmanden ikke har haft rimelig anledning til at fremsætte den, jf. krimi-

nallovens § 99, stk. 3.

Et bevis må dog ikke føres for en ulovlig handling, for hvilken den, som

sigtes, ved endelig dom i ind- eller udland er frikendt for, jf. kriminallovens

§ 99, stk. 4.

Hvis en ærefornærmende sigtelse er ubeføjet, skal der efter den fornærme-

des påstand optages en bemærkning herom i domskonklusionen, jf. krimi-

nallovens § 99, stk. 5.

Efter kriminallovens § 99, stk. 6, kan den, der dømmes for en ærefornær-

mende sigtelse, efter den fornærmedes påstand tilpligtes at betale den for-

nærmede et af retten fastsat beløb til at dække omkostningerne ved offent-

liggørelse i en eller flere offentlige aviser enten af domskonklusionen alene

eller tillige af begrundelsen for dommen. Dette gælder, selv om dommen

kun lyder på mortifikation efter stk. 5.

Det følger af kriminallovens § 99, stk. 7, at for ærefornærmelse mod en af-

død dømmes den, som fremsætter eller udbreder ærefornærmende udtalelser

mod en afdød.

Side 12/85

Det følger af kriminallovens § 20, stk. 2, at overtrædelse af kriminallovens

§ 99 om ærefornærmelser er undergivet privat påtale, hvilket indebærer, at

de pågældende sager ikke påtales af anklagemyndigheden, men af foruret-

tede.

Det fremgår af § 302, stk. 1, i retsplejelov for Grønland, at kriminalsager,

der er undergivet privat påtale, behandles efter reglerne om civile sagers

behandling. Dette indebærer, at forurettede selv skal anlægge en privat kri-

minalsag i den borgerlige retsplejes former.

I medfør af § 317, stk. 1, kan offentlig påtale af en lovovertrædelse, der er

undergivet privat forfølgning, ske, hvis almene hensyn kræver det. Det gæl-

der dog ikke, hvis der er afsagt dom i en privat kriminalsag om overtrædel-

sen.

2.1.2.

Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Naalakkersuisut har på baggrund af en Inatsisartutbeslutning fremsat ønske

om, at reglerne om påtale af ærefornærmelser ændres, således at overtræ-

delser eller nærmere angivne alvorlige overtrædelser af kriminallovens § 99

vil være undergivet betinget offentlig påtale.

Ved lov nr. 1719 af 27. december 2018 om ændring af straffeloven (Freds-

og ærekrænkelser) blev den danske straffelovs § 275 om påtale af sager om

freds- og ærekrænkelser udvidet, således at en række nærmere bestemte ære-

krænkelser blev undergivet betinget offentlig påtale som supplement til pri-

vat påtale.

Ændringen byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 1563/2017 om

freds- og ærekrænkelser (herefter betænkningen). I betænkningen overve-

jede Straffelovrådet spørgsmålet om, i hvilket omfang det bør være statens

opgave at påtale sager om ærekrænkelser. Det fremgår således at en udvi-

delse af mulighederne for betinget offentlig påtale af ærekrænkelser generelt

vil påføre politiet og anklagemyndigheden arbejde med sager af ringe alvor

og strafværdighed, som der ikke bør føres (offentlige) straffesager om. Det

gælder, selv om betinget offentlig påtale ikke betyder, at forurettede har krav

på, at anklagemyndigheden rejser tiltale, men alene at en begæring om of-

fentlig påtale undergives sædvanlig sagsbehandling, med henblik på at af-

gøre om der er grundlag for at rejse tiltale. Anklagemyndigheden ville både

Side 13/85

få mere arbejde med at behandle sådanne begæringer og med at føre sagerne

for retten i de tilfælde, hvor der er grundlag for tiltale. Hertil kommer den

belastning for domstolene, som det øgede antal sager vil udgøre. Både under

hensyn til ressourceforbruget i sig selv og under hensyn til forholdenes ge-

nerelt ringe strafværdighed fandt Straffelovrådet, at det vil være betænkeligt

generelt at indføre betinget offentlig påtale af alle typer af ærekrænkelser.

Det var Straffelovrådets opfattelse, at ærekrænkelse efter straffelovens

§ 267, der i et vist omfang svarer til kriminallovens § 99, fortsat bør påtales

privat. Det var på den anden side Straffelovrådets opfattelse, at den form for

bagvaskelse, som omfattes af Straffelovrådets forslag til § 268 (straffelo-

vens § 268 er indeholdt i kriminallovens § 99) dvs. alvorlige beskyldninger,

der er fremsat eller udbredt mod bedre vidende, udgør den allergroveste

form for ærekrænkelse, og i sådanne tilfælde forekommer det derfor både

rimeligt og hensigtsmæssigt generelt at åbne for betinget offentlig påtale og

ikke kun, hvis beskyldningen har den karakter eller form, som fremgår af

den, på tidspunktet for afgivelse af betænkningen gældende § 275, stk. 2, 2.

pkt. Hertil kommer, at denne type sager egner sig til betinget offentlig på-

tale, idet der ikke som sådan skal føres sandhedsbevis. Rådet lagde herved

også vægt på, at der i sager om ærekrænkelse af en sådan karakter er mulig-

hed for og fortsat bør være mulighed for at idømme en forholdsvis streng

fængselsstraf.

Straffelovrådet overvejede også, om den teknologiske udvikling med inter-

nettets udbredelse og deraf større risiko for betydelige skadevirkninger ved

ærekrænkelser kan begrunde, at det er rimeligt og hensigtsmæssigt, at poli-

tiet og anklagemyndigheden også yder bistand til håndhævelse gennem be-

tinget offentlig påtale af andre grove ærekrænkelser efter straffelovens

§ 268. På den ene side var det Straffelovrådets opfattelse, at det er hensigts-

mæssigt med et effektivt værn mod de groveste ærekrænkelser, herunder

også med henblik på at give bestemmelserne en generalpræventiv virkning,

og at et sådant værn kan opnås ved at lade bestemmelserne være undergivet

betinget offentlig påtale. Et sådant værn ville efter Straffelovrådets umid-

delbare opfattelse være rimeligt

–

også set i forhold til andre lovovertrædel-

ser, der er undergivet (betinget) offentlig påtale

–

navnlig i tilfælde af f.eks.

beskyldninger (som ikke er mod bedre vidende) om alvorlige strafbare for-

hold og shitstorme bestående af bl.a. ærekrænkelser, der på grund af hen-

vendelsernes antal kan indebære en meget betydelig belastning for den, der

udsættes for dem. På den anden side var Straffelovrådet opmærksom på, at

Side 14/85

en sådan udvidelse af adgangen til betinget offentlig påtale vil belaste poli-

tiet og anklagemyndigheden med et større antal sager, herunder navnlig sa-

ger om shitstorme, hvor der potentielt kan være tale om flere tusinde kom-

mentarer, der skal vurderes, og hvor der typisk er mange gerningsmænd,

som skal strafforfølges. Hertil kommer, at sagerne ikke sjældent vil kunne

give anledning til væsentlige juridiske overvejelser og navnlig vanskelige

bevismæssige problemstillinger. Sidstnævnte vil f.eks. gøre sig gældende i

relation til shitstorme, hvor det ikke blot skal bevises, at det rent faktisk var

tiltalte, der udbredte en ærekrænkelse på internettet, men også at der var tale

om en shitstorm, og at tiltalte var klar over, at han eller hun fremsatte ære-

krænkelsen som led i denne shitstorm.

Straffelovrådet bemærkede på den baggrund, at det samlet set var rådets op-

fattelse, at de formentlig ikke ubetydelige ressourcer, som navnlig politiet

og anklagemyndigheden vil skulle anvende på at udskille, behandle og for-

følge grove ærekrænkelser, næppe i mange sager vil stå mål med sagernes

grovhed. Det bemærkedes i den forbindelse, at selv om der er tale om grove

ærekrænkelsessager, er der tale om forhold, hvis strafbarhed ikke er selvføl-

gelig.

I betænkningen bemærkede Straffelovrådet, at når rådet afstår fra i videre

omfang at anbefale betinget offentlig påtale af ærekrænkelser, sker det med

en anbefaling om, at anklagemyndigheden fremover i øget omfang vil have

opmærksomheden henledt på muligheden for efter retsplejelovens § 727,

stk. 2, som svarer til § 317, stk. 1, i den grønlandske retsplejelov, at rejse

tiltale i alvorlige ærekrænkelsessager efter straffelovens § 267, når almene

hensyn kræver det.

Straffelovrådet konkluderede herefter, at adgangen til betinget offentlig på-

tale af ærekrænkelser ikke bør udbredes videre end til bagvaskelsessager

efter den foreslåede § 268 om alvorlige beskyldninger, der er fremsat mod

bedre vidende. I sådanne sager vil anklagemyndigheden skulle bevise ger-

ningsmandens forsæt i relation til at fremsætte beskyldningen mod bedre

vidende, og EMRK artikel 10 vil som det klare udgangspunkt ikke være til

hinder for at straffe beskyldninger fremsat mod bedre vidende.

Justitsministeriet tilsluttede sig overordnet set Straffelovrådets overvejelser

og forslag om påtalekompetence, idet ministeriet fandt anledning til at ind-

føre betinget offentlig påtale i videre omfang end det, som Straffelovrådet

anbefalede, jf. pkt. 2.11 i lovforslag nr. L 20 fremsat den 3. oktober 2018.

Side 15/85

Det er Justitsministeriets opfattelse, at der er grundlag for at indføre adgang

til betinget offentlig påtale af ærefornærmelser i Grønland i samme omfang

som i Danmark, dvs. både for så vidt angår de sager, hvor der før lov nr.

1719 fra 2018 om ændring af straffeloven var adgang til betinget offentlig

påtale, og for så vidt angår sager, hvor hjemlen blev indført med den nævnte

lovændring, og det foreslås på den baggrund, at kriminallovens § 20 ændres

således, at der indføres betinget offentlig påtale i sager, hvor en alvorlig be-

skyldning er usand, sager, hvor en beskyldning er fremsat eller udbredt gen-

nem indholdet af et massemedie, og beskyldningen er egnet til væsentligt at

skade den forurettede, sager, hvor en person beskyldes for et forhold, der

kunne eller kan medføre fortabelse af offentlig stilling eller hverv, og sager,

hvor en alvorlig beskyldning er udbredt anonymt.

Som konsekvens af forslaget om ændringen af kriminalloven foreslås det at

indføre regler om begæring af offentlig påtale i retsplejeloven.

Det foreslås således, at for så vidt angår sager, der er undergivet betinget

offentlig påtale, kan en berettiget efter § 302 i retsplejelov for Grønland

fremsætte begæring om offentlig påtale af sagen. En anmeldelse til politiet

fra den berettigede vil i den sammenhæng blive anset som en begæring om

offentlig påtale, medmindre andet fremgår af anmeldelsen. Hvis privat på-

tale er begyndt, vil offentlig påtale ikke kunne begæres. Påtalemyndigheden

vil kunne nægte at efterkomme en begæring om offentlig påtale, der ude-

lukker nogen medskyldige fra forfølgning. Hvis en begæring kun angår

nogle af de skyldige uden at udelukke medskyldige foreslås det, at påtale-

myndigheden kan udstrække forfølgningen til disse personer, medmindre

den berettigede efter at have haft lejlighed til at udtale sig herom modsætter

sig dette.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og § 2, nr. 2, samt bemærkningerne

hertil.

2.2. Skærpelse af foranstaltningsniveauet for voldtægt af børn ved sam-

leje og andet seksuelt forhold

2.2.1. Gældende ret

Side 16/85

Det fremgår af kriminallovens § 77, stk. 1, nr. 1, at for voldtægt dømmes

den, der ved vold eller trussel om vold tiltvinger sig samleje eller andet sek-

suelt forhold med en person.

Samlejet skal være tiltvunget, og der skal være årsagssammenhæng mellem

voldsudøvelsen og samlejet. Dette krav indebærer, at samlejet er gennem-

ført mod den forurettedes vilje.

Ved andet seksuelt forhold forstås andet seksuelt forhold end vaginalt og

analt samleje, hvad enten der er tale om forhold mellem personer af forskel-

ligt eller samme køn.

Efter kriminallovens § 77, stk. 1, nr. 2, dømmes for voldtægt den, der skaffer

sig samleje eller andet seksuelt forhold til en person, der befinder sig i en

tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at mod-

sætte sig handlingen.

Efter kriminallovens § 77, stk. 1, nr. 3, dømmes for voldtægt den, der har

samleje eller andet seksuelt forhold til et barn under 12 år.

Kriminallovens § 77, stk. 1, nr. 1-3, omfatter en række forskellige forbry-

delser, herunder egentlige overfaldsvoldtægter samt andet seksuelt forhold

end samleje med et barn under 12 år, og forbrydelserne foranstaltes efter

gældende ret afhængig af forbrydelsens alvor med anstaltsanbringelse i

nogle få måneder til flere år.

Det fremgår af kriminallovens § 121, stk. 1, nr. 1 og 2, at der ved valget og

udmåling af foranstaltning skal tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed,

herunder samfundets interesse i at modvirke handlinger af den pågældende

art, og gerningsmandens personlige forhold, herunder hvad der skønnes

nødvendigt for at afholde den pågældende fra yderligere lovovertrædelser.

Kriminalloven bygger på Den Grønlandske Retsvæsenskommissions be-

tænkning nr. 1442/2004 om det grønlandske retsvæsen (herefter retsvæsens-

kommissionens betænkning), som den nuværende kriminallov bygger på.

Af retsvæsenskommissionens betænkning fremgår det, at en markant for-

skel mellem kriminalloven og den danske straffelovgivning er kriminallo-

vens anvendelse af begrebet »foranstaltninger« i stedet for begrebet

»straffe«. Den principielle baggrund for denne forskel i ordvalg er efter rets-

væsenskommissionens opfattelse, at man i Grønland i højere grad har lagt

Side 17/85

vægt på at se fremad og forebygge fremtidig kriminalitet, herunder ved re-

socialisering af den kriminelle, end at anlægge en bagudskuende (repressiv)

holdning til den kriminelle handling. Det illustreres navnlig af, at man

–

hvert fald i den oprindelige kriminallov fra 1954 - kun i forholdsvis begræn-

set omfang lagde op til anvendelse af frihedsberøvende foranstaltninger

over for kriminelle. Desuden indeholdt loven ikke strafferammer. Der hen-

vises til retsvæsenskommissionens betænkning, bind I, side 122.

Kriminalloven er således som udgangspunkt baseret på det såkaldte ger-

ningsmandsprincip, således at retten ved valget af foranstaltning i vid ud-

strækning skal tage hensyn til den enkelte gerningsmands personlige og so-

ciale forhold, herunder hvad der må antages at ville kunne afholde vedkom-

mende fra at begå ny kriminalitet. Der skal imidlertid også tages hensyn til

gerningens beskaffenhed og samfundets interesse i at modvirke kriminalitet

af den pågældende art (gerningsprincippet).

2.2.2.

Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det fremgår af Naalakkersuisuts strategi mod seksuelle overgreb

–

Killiliisa

–

at forskellige undersøgelser peger på, at over en tredjedel af befolkningen

har været udsat for seksuelle overgreb.

I 2019 blev der anmeldt 10 seksualforbrydelser pr. 1.000 indbyggere i Grøn-

land. Til sammenligning blev der i samme periode anmeldt 0,9 seksualfor-

brydelser pr. 1.000 indbyggere i Danmark.

Naalakkersuisut har over for Justitsministeriet de seneste år tilkendegivet et

ønske om at hæve foranstaltningsrammen i kriminallovens § 147 med det

formål at sikre længere anstaltsdomme i sager om alvorlige forbrydelser så-

som seksualforbrydelser, drab og grov vold.

Naalakkersuisut anmodede videre på baggrund af en Inatsisartutbeslutning

i juli 2019 den danske stat om hjælp til udsatte børn i Grønland. På den

baggrund nedsatte regeringerne i Grønland og i Danmark en fælles grøn-

landsk-dansk arbejdsgruppe, der havde til formål at komme med anbefalin-

ger til forbedring af forholdene for udsatte børn og unge. Arbejdsgruppens

anbefalinger blev offentliggjort i

rapporten ”Grønlandsk-dansk

tværgående

arbejde for en styrket indsats for udsatte børn og unge i Grønland” i

august

2020, og blandt dem var en anbefaling om at forhøje foranstaltningsniveauet

i sager om voldtægt af børn ved samleje og andet seksuelt forhold.

Side 18/85

Endelig rettede Naalakkersuisut i maj 2020 henvendelse til Justitsministeriet

på baggrund af en Inatsisartutbeslutning med en opfordring til, at anklage-

myndigheden i Grønland søger at skærpe foranstaltningsniveauet i sager om

seksuelle overgreb mod børn.

Det er vigtigt for regeringen at bakke op om Naalakkersuisuts ønske om at

sikre, at foranstaltningsniveauet er i tråd med den grønlandske befolknings

retsfølelse, ligesom det skal afspejle grovheden og karakteren af lovover-

trædelsen.

Det foreslås derfor, at der indsættes en ny bestemmelse i kriminallovens

§ 77 om voldtægt, hvor det angives, at der ved valg af foranstaltning skal

lægges vægt på den særlige krænkelse, der er forbundet med lovovertrædel-

sen, når den er begået mod en person under 18 år.

Med lovforslaget forudsættes det, at der foretages en forhøjelse på 50 pct.

af foranstaltningsniveauet for voldtægt af og andet seksuelt forhold til min-

dreårige, dvs. personer under 18 år.

Det bemærkes, at valget og udmålingen af foranstaltning fortsat vil bero på

domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstæn-

digheder i sagen, herunder hensynet til lovovertrædelsens grovhed og ger-

ningsmandens personlige forhold, jf. kriminallovens § 121.

Forslaget indebærer en nyskabelse i kriminalloven, idet der for første gang

lovgives med det formål at udstikke nærmere retningslinjer om det konkrete

foranstaltningsniveau for overtrædelse af en bestemmelse i kriminalloven

samt med den virkning, at foranstaltningsniveauet forhøjes i forhold til gæl-

dende ret.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.

2.3. Indførelse af selvstændig bestemmelse om selvhvidvask

2.3.1. Gældende ret

Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af ter-

rorisme (Hvidvaskloven), der er sat i kraft for Grønland ved anordning nr.

812 af 12. august 2019, indeholder regler om forebyggende foranstaltninger

Side 19/85

mod hvidvask og finansiering af terrorisme. Derimod er det ikke hvidvask-

loven, men kriminalloven, der kriminaliserer hvidvask.

Hvidvask forstås i hvidvaskloven som uberettiget at modtage eller skaffe sig

eller andre del i økonomisk udbytte, der er opnået ved en lovovertrædelse,

som kan foranstaltes, eller uberettiget at skjule, opbevare, transportere,

hjælpe til afhændelse eller på anden måde efterfølgende virke til at sikre det

økonomiske udbytte fra en forbrydelse eller forsøg på eller medvirken til

sådanne dispositioner.

Kriminallovens § 111 om hæleri omfatter den, som uberettiget modtager

eller skaffer sig eller andre del i udbytte, der er opnået ved en lovovertræ-

delse, der kan medføre et kriminalretligt ansvar, og den, der uberettiget ved

at skjule, opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse eller på lignende

måde efterfølgende virker til at sikre en anden udbyttet af en overtrædelse,

der kan medføre et kriminalretligt ansvar.

Den, som modtager udbytte til sædvanligt underhold fra familiemedlemmer

eller samlever, eller den, der modtager udbytte som normalt vederlag for

sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller tjenester, kan ikke pålægges et

kriminalretligt ansvar, jf. § 111, stk. 2.

Hvidvasklovens definition af hvidvask adskiller sig indholdsmæssigt fra kri-

minallovens definition af hæleri, fordi hvidvaskloven også omfatter såkaldt

selvhvidvask, hvor gerningsmanden til en lovovertrædelse, der kan medføre

et kriminalretligt ansvar, efterfølgende hvidvasker udbyttet fra den pågæl-

dende lovovertrædelse.

Når hæleri således ikke efter den gældende bestemmelse omfatter selvhvid-

vask, er det udtryk for den principielle tilgang, at når en gerningsmand ifal-

der et kriminalretligt ansvar for en lovovertrædelse, som har givet et udbytte,

omfatter det kriminalretlige ansvar også, at gerningsmanden har opnået det

pågældende udbytte. Når gerningsmanden derefter foretager handlinger, der

har til formål at realisere udbyttet, eksempelvis ved at sælge tyvekosterne,

begår gerningsmanden ikke efter de gældende regler en ny lovovertrædelse,

der medfører et kriminalretligt ansvar, medmindre der eksempelvis er tale

om dokumentfalsk eller bedrageri over for køberen.

Når hvidvaskloven også omfatter selvhvidvask, hænger det sammen med, at

hvidvaskloven angår forebyggende foranstaltninger mod hvidvask, hvor der

Side 20/85

er samme behov for eksempelvis at få underretninger til brug for kriminali-

tetsbekæmpelsen, hvad enten det er den oprindelige gerningsmand eller en

tredjemand, der hvidvasker jf. i den forbindelse de almindelige bemærknin-

ger til det danske lovforslag, pkt. 3.1, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L

41, som fremsat, side 84.

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den selvstændige kriminalisering af hvidvask i den danske straffelovs

§ 290 a blev gennemført ved lov nr. 711 af 8. juni 2018 om ændring af straf-

feloven (Selvstændig bestemmelse om hvidvask).

Hensynet bag indførelsen af den danske bestemmelse om hvidvask var at

sætte særligt fokus på de former for hvidvask, hvor der potentielt er større

risiko for, at udbytte af kriminalitet typisk via det finansielle system kanali-

seres ind i lovlig erhvervsvirksomhed med de deraf følgende negative kon-

sekvenser. Bestemmelsen kriminaliserede således såkaldt selvhvidvask.

Derudover var hensynet bag denne kriminalisering af handlinger, som ger-

ningsmanden til førforbrydelsen selv foretager (selvhvidvask) navnlig at ef-

terkomme det mellemstatslige organ Financial Action Task Force’s

(FATF’s) anbefaling i deres evaluering af Danmark fra juni 2017 om, at

Danmark kriminaliserer selvhvidvask. I den tekniske del af evalueringen

henvises bl.a. til, at hvidvask og modtagelse af stjålne koster ikke er den

samme type forbrydelse, og at hvidvask af udbytte fra et vidt spænd af før-

forbrydelser, som ofte kan ske flere gange og fjernt i tid og sted fra førfor-

brydelsen, er helt forskellig fra, at en kriminel sælger genstande, han eller

hun har stjålet, eller indbetaler stjålne kontanter på sin bankkonto. Det an-

føres også, at mange andre lande (inklusive lande med samme retstraditio-

ner) har været i stand til at kriminalisere selvhvidvask.

Rådet for Grønlands Retsvæsen har på rådets møde i 2018 drøftet behovet

for indførelse af en selvstændig bestemmelse om selvhvidvask, og rådet har

i den forbindelse anbefalet, at der indføres en selvstændig bestemmelse

herom i kriminalloven.

Justitsministeriet er enig i Rådet for Grønlands Retsvæsens anbefaling, og

det er ministeriets opfattelse, at de hensyn, der lå til grund for lovændringen

i Danmark i 2018, svarer til de hensyn, der gør sig gældende i forhold til

Side 21/85

Grønland, og det foreslås derfor at indføre en tilsvarende bestemmelse om

kriminalisering af hvidvask i den grønlandske kriminallov.

Det foreslås således at udskille en del af hæleribestemmelsen til en selv-

stændig bestemmelse om hvidvask, sådan at kriminalloven fremover vil in-

deholde en bestemmelse om hvidvask.

Den foreslåede hvidvaskbestemmelse tager sigte på hvidvask af penge, både

når det direkte udbytte af førforbrydelsen er penge, og når et udbytte i andet

end penge er blevet omsat til penge, som derefter hvidvaskes.

Den foreslåede hvidvaskbestemmelse tager derimod ikke sigte på den første

omsætning til penge eller håndtering i øvrigt af et udbytte, som består i andet

end penge. Det gælder eksempelvis køb og salg eller udlejning af genstande,

som er stjålet eller i øvrigt fravendt nogen ved en forbrydelse, såvel som

transport eller opbevaring af sådanne genstande. Bestemmelsen omfatter

heller ikke den blotte modtagelse, anvendelse, opbevaring eller transport af

penge, medmindre pengene også enten konverteres eller overføres til et an-

det land eller en anden person. Handlinger af denne karakter vil dermed

uændret være omfattet af den gældende hæleribestemmelse.

Der er som udgangspunkt ikke tale om, at nye forhold kriminaliseres. I mod-

sætning til den gældende hæleribestemmelse omfatter den foreslåede hvid-

vaskbestemmelse dog selvhvidvask. I forhold til gerningsmanden til førfor-

brydelsen er forslaget således udtryk for en vis nykriminalisering. I praksis

vil gerningsmanden til førforbrydelsen navnlig kunne foranstaltes efter den

foreslåede hvidvaskbestemmelse, hvis de hvidvaskhandlinger, den pågæl-

dende har foretaget, går væsentligt ud over sædvanlig håndtering af udbyttet

af en lovovertrædelse.

Med den foreslåede afgrænsning af hvidvaskbestemmelsen vil den således i

det væsentlige ramme handlinger, der har som sit centrale formål at skjule

den ulovlige oprindelse af udbyttet, men som ikke i princippet er nødven-

dige for at realisere dette udbytte. I modsætning til andet udbytte af krimi-

naliserede handlinger, der typisk vil skulle omsættes til penge for at generere

den vinding, som er tilsigtet med førforbrydelsen, er udbytte i form af penge

direkte anvendelige som betalingsmidler, og hvidvaskhandlinger er således

principielt ikke nødvendige for at realisere udbyttet af den forudgående kri-

minaliserede handling.

Side 22/85

Med den foreslåede afgrænsning af den selvstændige hvidvaskbestemmelse

vil kriminaliseringen kun omfatte konvertering eller overførsel af penge.

Gerningsmanden til førforbrydelsen vil derfor ikke begå en ny forbrydelse

ved at opbevare eller forbruge udbytte eller ved at afhænde eksempelvis

stjålne koster. Gerningsmanden til førforbrydelsens efterfølgende konverte-

ring eller overførsel af eksempelvis penge indvundet ved salg af stjålne ko-

ster vil imidlertid være omfattet af den foreslåede selvstændige hvidvaskbe-

stemmelse.

Lovforslaget har den konsekvens, at begrebet »hvidvask« fremover vil have

forskellig betydning i kriminalloven og hvidvaskloven. Hvidvasklovens an-

vendelsesområde vil således fremover omfatte såvel hvidvask som hæleri i

kriminallovens forstand.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til det danske lov-

forslag, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 147, s. 2 ff.

Der henvises derudover til lovforslagets § 1, nr. 3 og 4, samt bemærknin-

gerne hertil.

2.4. Konfiskation

2.4.1. Gældende ret

Reglerne om konfiskation i kriminalloven findes i §§ 166-170.

I medfør af kriminallovens § 166 kan udbyttet ved en forbrydelse eller et

hertil svarende beløb helt eller delvis konfiskeres. Savnes der tilstrækkeligt

grundlag for at fastslå beløbets størrelse, kan der konfiskeres et beløb, som

skønnes at svare til det indvundne udbytte.

Hvis det må anses for påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædel-

ser, eller særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor, kan der ske konfiska-

tion af genstande, der har været brugt eller bestemt til at bruges ved en for-

brydelse, genstande, der er frembragt ved en forbrydelse, og genstande, med

hensyn til hvilke der i øvrigt er begået en forbrydelse, jf. § 166, stk. 2.

Genstande, som er af væsentlig betydning for gerningsmandens udøvelse af

lovligt erhverv, må dog ikke konfiskeres, medmindre ganske særlige om-

stændigheder taler derfor, jf. § 166, stk. 3.

Side 23/85

I stedet for konfiskation af de i § 166, stk. 2, nævnte genstande kan der kon-

fiskeres et beløb svarende til deres værdi eller en del heraf, jf. § 166, stk. 4.

Derudover kan der i stedet for konfiskation efter § 166, stk. 2, træffes be-

stemmelse om foranstaltninger vedrørende genstandene til forebyggelse af

yderligere lovovertrædelser, jf. § 166, stk. 5.

Det fremgår af kriminallovens § 167, at konfiskation efter § 166, stk. 1, kan

ske hos den, hvem udbyttet er tilfaldet umiddelbart ved forbrydelsen.

Konfiskation af de i § 166, stk. 2 og 4, nævnte genstande og værdier kan ske

hos den, der er ansvarlig for lovovertrædelsen, og hos den, på hvis vegne

den pågældende har handlet, jf. § 167, stk. 2.

Særligt sikrede rettigheder over genstande, der konfiskeres, bortfalder kun

efter rettens bestemmelse under betingelser svarende til de i § 167, stk. 2

anførte, jf. § 167, stk. 3.

Har en af de i § 167, stk. 1 og 2, nævnte personer efter forbrydelsen foretaget

dispositioner over udbytte eller genstande omfattet af § 166, stk. 2, eller ret-

tigheder herover, kan det overdragne eller dets værdi konfiskeres hos er-

hververen, hvis denne var bekendt med det overdragnes forbindelse med

forbrydelsen eller har udvist grov uagtsomhed i denne henseende, eller hvis

overdragelsen er sket som gave, jf. § 167, stk. 4.

Det fremgår af § 167, stk. 5, at hvis en person, der har konfiskationsansvar

efter § 167, stk. 1-4, dør, bortfalder dennes ansvar. Dette gælder dog ikke

konfiskation efter § 166, stk. 1.

I medfør af kriminallovens § 168, stk. 1, kan der foretages hel eller delvis

konfiskation af formuegoder, der tilhører en person, som findes skyldig i en

forbrydelse, når handlingen er af en sådan karakter, at den kan give betyde-

ligt udbytte, og der er tale om en særlig grov lovovertrædelse.

Under disse betingelser kan der ligeledes foretages hel eller delvis konfiska-

tion af formuegoder, som den pågældendes ægtefælle eller samlever har er-

hvervet, medmindre formuegodet er erhvervet mere end 5 år før den forbry-

delse, som danner grundlag for konfiskation efter stk. 1, eller ægteskabet

Side 24/85

eller samlivsforholdet ikke bestod på tidspunktet for erhvervelsen, jf. § 168,

stk. 2.

Hvis betingelserne i § 168, stk. 1, er opfyldt, kan der desuden efter § 168,

stk. 3, foretages hel eller delvis konfiskation af formuegoder overdraget til

en juridisk person, som den pågældende alene eller sammen med sine nær-

meste har en bestemmende indflydelse på. Det samme gælder, hvis den på-

gældende oppebærer en betydelig del af den juridiske persons indtægter.

Konfiskation kan dog ikke ske, hvis formuegodet er overdraget til den juri-

diske person mere end 5 år før den forbrydelse, som danner grundlag for

konfiskation efter stk. 1.

Det fremgår af § 168, stk. 4, at konfiskation efter § 168, stk. 1-3, ikke kan

ske, hvis den pågældende sandsynliggør, at et formuegode er erhvervet på

lovlig måde eller for lovligt erhvervede midler.

Det fremgår af § 168, stk. 5, at der i stedet for konfiskation af bestemte for-

muegoder efter § 168, stk. 1-3, kan ske konfiskation af et beløb svarende til

deres værdi eller en del heraf.

Af § 169 fremgår, at sker der konfiskation efter § 166, stk. 1, eller § 168, og

har nogen erstatningskrav i anledning af lovovertrædelsen, kan det konfi-

skerede anvendes til dækning af erstatningskravet. Det samme gælder gen-

stande og værdier konfiskeret efter § 166, stk. 2 og 4, hvis der ved dommen

træffes bestemmelse derom, jf. § 169, stk. 2. Har den dømte i et af de i

§ 169, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde betalt den forurettede erstatning efter

dommen, nedsættes konfiskationsbeløbet tilsvarende, jf. § 169, stk. 3.

Af § 170 fremgår, at genstande, som på grund af deres beskaffenhed i for-

bindelse med andre foreliggende omstændigheder må befrygtes at ville blive

brugt ved en forbrydelse, kan konfiskeres, for så vidt det må anses for på-

krævet for at forebygge forbrydelsen. Der kan under samme betingelser ske

konfiskation af andre formuegoder, herunder penge. § 166, stk. 5, finder

tilsvarende anvendelse.

Det fremgår af kriminallovens § 118, at samtidig med, at retten ved dom

fastslår, at tiltalte har begået en forbrydelse, træffes der i dommen bestem-

melse om, hvilken af de i § 119 nævnte foranstaltninger der skal anvendes.

Af § 119 fremgår det, at retten kan træffe bestemmelse om bl.a. bøde og

anstaltsanbringelse. Det fremgår endvidere af § 120, at rettighedsfortabelse

Side 25/85

og konfiskation kan idømmes i forbindelse med enhver anden foranstalt-

ning.

Kriminallovens regler om konfiskation (kapitel 37) findes i kriminallovens

afsnit II, som har overskriften ”De enkelte foranstaltninger”.

Efter reglerne i retsplejelovens § 440, stk. 1, kan der ske udenretlig konfi-

skation, hvis den sigtede erkender sig skyldig og ønsker en sådan afgørelse.

Af kriminallovens § 16 fremgår det, at handlinger foretaget af børn under

15 år ikke kan medføre foranstaltninger efter kriminalloven.

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.4.2.1. Mulighed for konfiskation fra børn under 15 år

Grønlands Politi har fremsat ønske om, at der skabes en hjemmel til at fore-

tage konfiskation i medfør af kriminallovens §§ 166-170 hos børn under 15

år.

De grønlandske konfiskationsregler er næsten identiske med de danske, men

hvor konfiskation efter dansk ret er en ”anden

retsfølge af den strafbare

handling end straf”, og derfor kan anvendes over for børn under den krimi-

nelle lavalder, er konfiskation efter grønlandsk ret en foranstaltning på lige

fod med andre foranstaltninger og kan derfor ikke anvendes over for børn

under 15 år. Den danske retstilstand hvorefter konfiskation også kan foreta-

ges over for børn under 15 år, er slået fast i Østre Landsrets sag refereret i

Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 2547.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at den grønlandske retstilstand er uhen-

sigtsmæssig. Eksempelvis vil en pusher kunne overlade et udbytte, som må

antages at stamme fra hashhandel, til en 13-årig med den konsekvens, at

politiet efter omstændighederne ikke kan konfiskere udbyttet, da besiddelse

af penge ikke er ulovligt i sig selv. Det foreslås derfor at foretage en æn-

dring, så konfiskationsreglerne ikke længere anses som en foranstaltning,

hvilket vil have den virkning, at de kan anvendes over for børn under 15 år.

Med en sådan ændring vil politiet i Grønland eksempelvis kunne konfiskere

et udbytte hos en person på 13 år. Politiet vil eksempelvis også være i stand

Side 26/85

til at konfiskere fiskegarn hos et barn under 15 år, hvis det er brugt til ulov-

ligt fiskeri.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5 og 7, og § 2, nr. 1 og. 3, samt be-

mærkningerne hertil.

2.4.2.2. Udvidelse i adgangen til at foretage udbyttekonfiskation i sager ved-

rørende lovgivningen om euforiserende stoffer

Grønlands Politi har fremsat ønske om, at der indføres en mulighed for at

foretage udvidet udbyttekonfiskation i sager om overtrædelse af lovgivnin-

gen om euforiserende stoffer svarende til den danske ordning herom.

Efter kriminallovens § 168, stk. 1, kan udvidet udbyttekonfiskation ske, når

handlingen er af en sådan karakter, at den kan give betydeligt udbytte, og

der er tale om en særlig grov lovovertrædelse. Der er ikke på nuværende

tidspunkt mulighed for udvidet udbyttekonfiskation i tilfælde af en overtræ-

delse af lovgivningen om euforiserende stoffer, hvis ikke der også er tale

om en særlig grov lovovertrædelse.

I straffeloven findes en sådan hjemmel til at foretage udbyttekonfiskation i

sager om overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. Denne

hjemmel blev indført ved en udvidelse af straffelovens § 76 a ved lov nr.

436 af 10. juni 2003 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Bekæm-

pelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet).

Den udvidede udbyttekonfiskation efter straffelovens § 76 a giver mulighed

for at konfiskere større formueværdier, selv om den tiltalte er dømt for en

forbrydelse, der konkret har givet et meget lille eller intet udbytte, når det

efter oplysningerne om den dømtes indtægter forekommer usandsynligt, at

disse værdier er opnået på lovlig vis.

Ændringen af straffeloven skyldtes, at det dagældende kriminalitetskrav

udelukkede udvidet udbyttekonfiskation i sager om overtrædelse af lovgiv-

ningen om euforiserende stoffer, hvor der var tale om en stofmængde eller

-type, der bevirkede, at forholdet ikke var omfattet af straffelovens § 191,

selv om der i mange tilfælde var tale om kriminalitet af en type, som erfa-

ringsmæssigt kan give betydeligt udbytte, og hvor der på baggrund af denne

Side 27/85

kriminalitet og de store formuegoder, som den pågældende ejer, er en vel-

begrundet mistanke om, at den opklarede kriminalitet kun er en del af den

kriminalitet, som den pågældende har begået.

Ændringen i straffeloven betød, at hvis en person er dømt for overtrædelse

af lovgivningen om euforiserende stoffer ved for eksempel at besidde 8 kg

hash, vil der kunne ske konfiskation af større formuegoder, som den pågæl-

dende ejer, medmindre den pågældende kan sandsynliggøre, at formuego-

derne er erhvervet på lovlig vis. Tilsvarende vil større formuegoder, som en

person, der dømmes for indsmugling af særlig grov karakter, ejer, kunne

konfiskeres, medmindre den pågældende kan sandsynliggøre, at formuego-

derne er erhvervet på lovlig vis.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de hensyn, der lå til grund for lovæn-

dringen i Danmark i 2003, også gør sig gældende i forhold til Grønland, og

det foreslås derfor at indføre en tilsvarende mulighed i kriminalloven om

adgang til udvidet udbyttekonfiskation i sager om overtrædelse af lovgiv-

ningen om euforiserende stoffer.

Der henvises til de almindelige bemærkninger til det danske lovforslag, pkt.

5., jf. Folketingstidende 2002-03, A, L 218, som fremsat, s. 6737 ff.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 8, samt bemærkningerne hertil.

2.5. Pålæg af psykologisk behandling i forbindelse med domme til tilsyn

2.5.1. Gældende ret

Det fremgår af kriminallovens § 135, stk. 1, at retten i en dom kan fastsætte

et vilkår om, at den dømte undergives forskellige former for behandling ef-

ter bestemmelse af kriminalforsorgen.

Efter kriminallovens § 135, stk. 1, nr. 1, kan den dømte undergives afvæn-

ning for misbrug af alkohol, narkotika eller lignende stoffer, om nødvendigt

i særlig institution eller på hospital i Grønland.

Efter kriminallovens § 135, stk. 1, nr. 2, kan den dømte undergives lægelig

behandling, om nødvendigt på hospital i Grønland.

Side 28/85

Endelig fremgår det af kriminallovens § 135, stk. 1, nr. 3, at den dømte kan

undergives psykiatrisk/sexologisk behandling.

Hvis det findes formålstjeneligt, kan der ved dommen umiddelbart træffes

bestemmelse om de i stk. 1 nævnte foranstaltninger, jf. § 135, stk. 2.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende

2007-08, A, L 35, som fremsat, s. 1671, at bestemmelsen giver mulighed for

at fastsætte vilkår om forskellige former for behandling, herunder afvæn-

ning fra alkoholmisbrug, lægelig behandling eller psykiatrisk/sexologisk be-

handling. Efter lægelig vurdering vil den sexologiske behandling f.eks.

kunne ske med kønsdriftsdæmpende medicin. Der vil også kunne fastsættes

vilkår om, at den dømte undergiver sig psykologbehandling.

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Rådet for Grønlands Retsvæsen har på møder i 2018 og i 2019 drøftet kri-

minallovens § 135, og rådet har i den forbindelse anbefalet, at der foretages

en præcisering af kriminallovens § 135, stk. 1, nr. 3, der ifølge bemærknin-

gerne til bestemmelsen omfatter muligheden for at fastsætte vilkår om psy-

kologbehandling, således at det udtrykkeligt kommer til at fremgå, at retten

har mulighed for at fastsætte vilkår om psykologbehandling i forbindelse

med, at der afsiges dom til tilsyn.

Justitsministeriet er enig i Rådet for Grønlands Retsvæsens anbefaling, der

således ikke indebærer en ændring af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 6, samt bemærkningerne hertil.

2.6. Valg af afsoningsinstitution

2.6.1. Gældende ret

Det følger af kriminallovens § 196, stk. 1, at en foranstaltning med anstalts-

anbringelse, så vidt det er praktisk muligt, skal fuldbyrdes i nærheden af den

dømtes hjemsted (nærhedsprincippet). Ved afgørelsen af, i hvilken institu-

tion den dømte skal anbringes, skal der endvidere tages hensyn til den døm-

tes egne ønsker, navnlig vedrørende arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige,

familiemæssige eller helbredsmæssige forhold.

Side 29/85

Nærhedsprincippet kan fraviges i en række forskellige tilfælde, der er op-

regnet i kriminallovens § 196, stk. 2.

For det første kan nærhedsprincippet fraviges efter § 196, stk. 2, nr. 1, hvis

en sådan anbringelse kan træde i stedet for anbringelse efter kriminallovens

§ 197, stk. 2, om fuldbyrdelse af en foranstaltning i halvlukket regi, hvilket

efter den pågældende bestemmelse kan ske, hvis den pågældende er dømt

for grovere personfarlig kriminalitet, og hensynet taler imod anbringelse i

åbent regi.

For det andet kan nærhedsprincippet fraviges efter § 196, stk. 2, nr. 2, hvis

den dømte er dømt for kriminalitet, der har rettet sig mod betydelige sam-

fundsmæssige værdier, og hensynet til retshåndhævelsen taler imod anbrin-

gelse i nærheden af den dømtes hjemsted.

For det tredje kan nærhedsprincippet fraviges efter § 196, stk. 2, nr. 3, hvis

den dømte under seneste afsoning i institution nær hjemstedet har gjort sig

skyldig i en ny kriminalitet eller i grov overtrædelse af institutionens regler.

For det fjerde kan nærhedsprincippet fraviges efter § 196, stk. 2, nr. 4, hvis

det må anses for nødvendigt at beskytte den dømte mod overgreb.

For det femte kan nærhedsprincippet fraviges efter § 196, stk. 2, nr. 5, hvis

den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner gør

det nødvendigt.

Efter kriminallovens § 196, stk. 3, vil reglerne i § 196, stk. 1 og. 2, finde

tilsvarende anvendelse ved en afgørelse om overførsel efter § 198 om over-

førsel fra åben til lukket afdeling eller § 199 om overførsel fra lukket til åben

afdeling.

2.6.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den grønlandsk-danske arbejdsgruppe, der havde til formål at komme med

anbefalinger til forbedring af forholdene for udsatte børn og unge, har an-

befalet, at der etableres behandlingspladser til seksualforbrydere i anstalten

i Nuuk med henblik på at styrke de kriminalpræventive indsatser i Krimi-

nalforsorgen i Grønland. Som konsekvens af etablering af behandlingsplad-

serne i anstalten i Nuuk, er det nødvendigt at udvide mulighederne for at

fravige nærhedsprincippet.

Side 30/85

I Danmark fraviges nærhedsprincippet bl.a. i forbindelse med valg af afso-

ningssted for dømte seksualforbrydere, der som udgangspunkt placeres i

Herstedvester Fængsel, uanset bopæl, jf. straffuldbyrdelseslovens § 23, stk.

2, nr. 4, hvorefter nærhedsprincippet kan fraviges for at yde den dømte pæ-

dagogisk, lægelig eller anden særlig bistand.

Straffuldbyrdelseslovens § 23, stk. 2, nr. 4, finder endvidere anvendelse, når

kvinder placeres i særlige afdelinger for kvinder, 15-17-årige placeres på

ungeafdelinger, og dømte med behov for psykiatrisk bistand anbringes i

Herstedvester Fængsel.

Det forslås på den baggrund at indføre en tilsvarende bestemmelse i krimi-

nallovens § 196, stk. 2, nr. 4, således, at der indføres mulighed for fravigelse

af nærhedsprincippet for at yde den dømte pædagogisk, lægelig eller anden

særlig bistand, med henblik på at sikre at det f.eks. er muligt at fravige nær-

hedsprincippet for at anbringe dømte seksualforbrydere i Anstalten i Nuuk.

Samtidig præciseres det med ændringen, at det er muligt at fravige nærheds-

princippet for at anbringe f.eks. kvinder i særlige kvindeafdelinger, hvilket

er praksis i kriminalforsorgen i Grønland.

I relation til denne mulighed for fravigelse af nærhedsprincippet findes det

samtidig hensigtsmæssigt at indføre mulighed for at fravige nærhedsprin-

cippet i tilfælde, hvor fravigelsen sker for at undgå, at en domfældt afsoner

i en institution, hvor en af den dømtes nærtstående er ansat, eller at en dom-

fældt afsoner i en institution med en ansat, som den dømte har begået en

forbrydelse imod, eller en ansats nærtstående, og hvor hensynet til den an-

satte taler for en anden geografisk placering af den dømte.

I Danmark blev der ved lov nr. 432 af 31. maj 2000 om forslag til lov om

fuldbyrdelse af straf m.v. blandt andet indført hjemmel til at fravige nær-

hedsprincippet for at undgå, at den indsatte afsoner i en institution, hvor en

af den indsattes nærtstående gør tjeneste, jf. straffuldbyrdelseslovens § 23,

stk. 2, nr. 7.

Ved lov nr. 113 af 3. februar 2012 om ændring af straffuldbyrdelsesloven

og retsafgiftsloven (Revision af straffuldbyrdelsesloven m.v.) blev det mu-

ligt for kriminalforsorgens institutioner i Danmark at fravige nærhedsprin-

cippet for at undgå, at den dømte afsoner i en institution, hvor den dømte

Side 31/85

har begået et strafbart forhold mod en ansat, der gør tjeneste i institutionen,

eller dennes nærtstående, jf. straffuldbyrdelseslovens § 23, stk. 2, nr. 8.

Det foreslås at indføre en bestemmelse i kriminallovens § 196, stk. 2, nr. 5,

om, at nærhedsprincippet kan fraviges for at undgå, at den dømte afsoner i

en institution i tilfælde, hvor den dømte har begået en forbrydelse mod en

ansat i institutionen eller mod den ansattes nærtstående. Det er således

Justitsministeriets opfattelse, at hensynet til den ansatte i sådanne situationer

efter en konkret vurdering kan begrunde, at nærhedsprincippet fraviges.

Det foreslås endvidere at indføre en bestemmelse i kriminallovens § 196,

stk. 2, nr. 6, om, at nærhedsprincippet kan fraviges for at undgå, at den ind-

satte kommer til at afsone i en institution, hvor en af den indsattes nærtstå-

ende gør tjeneste.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 9, samt bemærkningerne hertil.

2.7. Initiativer for at modvirke alkohol og narkotikamisbrug

2.7.1. Undersøgelse af besøgende

2.7.1.1. Gældende ret

Det følger af kriminallovens § 215, stk. 1, at indsatte har ret til mindst ét

ugentligt besøg af mindst én times varighed og så vidt muligt af to timers

varighed. For indsatte, som ikke har tilladelse til udgang, bør der så vidt

muligt gives tilladelse til besøg i videre omfang.

I medfør af stk. 3 kan ledelsen af Kriminalforsorgen i Grønland ud fra or-

dens- eller sikkerhedsmæssige hensyn fastsætte regler om begrænsninger i

retten efter stk. 1, 1. pkt., om indsattes ret til besøg.

Kriminallovens § 215 blev indsat ved lov nr. 306 af 30. april 2008 om for-

slag til kriminallov for Grønland.

Loven byggede på retsvæsenskommissionens betænkning. Om § 215, stk.

3, anførte kommissionen, at ledelsen af kriminalforsorgen bemyndiges til at

fastsætte regler om begrænsninger i retten til besøg ud fra sikkerhedsmæs-

sige hensyn, herunder om adgang til at træffe bestemmelse om forbud mod

Side 32/85

besøg af bestemte personer og om overvåget besøg, til at fastsætte som vil-

kår for en besøgstilladelse, at den besøgende lader sin yderbeklædning og

medbragte effekter undersøge, og til at afbryde besøg. Der henvises til rets-

væsenskommissionens betænkning, bind III, side 1094-1095.

Nærmere regler om undersøgelse af besøgende er fastsat i bekendtgørelse

nr. 1174 af 7. december 2009 om adgangen til besøg til indsatte i kriminal-

forsorgens institutioner (besøgsbekendtgørelsen) i medfør af kriminallovens

§ 215, stk. 3.

I lukket afdeling er det ifølge besøgsbekendtgørelsens § 8, stk. 1, et obliga-

torisk vilkår for besøgstilladelse, at den besøgende lader medbragte gen-

stande undersøge.

Ifølge § 8, stk. 2, kan det i åbent eller halvlukket regi gøres til et vilkår for

besøgstilladelse, at den besøgende lader medbragte genstande undersøge.

Vilkåret er således ikke obligatorisk.

I lukket afdeling er det ifølge besøgsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, et obliga-

torisk vilkår for besøgstilladelse, at den besøgende lader sin yderbeklædning

undersøge.

Ifølge § 9, stk. 2, kan et sådant vilkår fastsættes i åbent og halvlukket regi

Heller ikke dette vilkår er obligatorisk.

Hvis undersøgelse af den besøgendes yderbeklædning skal finde sted, skal

det efter besøgsbekendtgørelsens § 11 forinden tilkendegives den besø-

gende, at undersøgelsen kun kan gennemføres med den besøgendes sam-

tykke, og at det kan medføre afvisning, hvis den pågældende nægter at lade

sig undersøge.

For både lukket afdeling samt halvlukket og åbent regi følger det af besøgs-

bekendtgørelsens § 10, stk. 1, at undersøgelse af yderbeklædningen foreta-

ges ved, at den besøgende opfordres til at fremvise genstande, som den be-

søgende har i lommer m.v. Undersøgelsen kan endvidere omfatte eftersyn

af den besøgendes yderbeklædning ved anvendelse af metaldetektor.

Besøgsbekendtgørelsen giver ikke mulighed for at foretage videregående

undersøgelse af besøgendes yderbeklædning i åbent eller halvlukket regi.

Side 33/85

Derimod kan der efter § 10, stk. 2, i lukket afdeling foretages videregående

undersøgelse af besøgendes yderbeklædning, hvis der i det enkelte tilfælde

er en begrundet mistanke om, at den besøgende vil foretage indsmugling.

Videregående undersøgelse af besøgendes yderbeklædning foretages ifølge

stk. 3 ved, at den besøgende opfordres til at aftage sin yderbeklædning, med

henblik på at institutionen kan foretage en nærmere undersøgelse af denne.

Det følger af besøgsbekendtgørelsens § 12, stk. 1, at videregående undersø-

gelse af den besøgendes yderbeklædning skal foregå i et særligt lokale og

ikke må foretages eller overværes af personer af andet køn end den, der skal

undersøges.

Den videregående undersøgelse må ifølge § 12, stk. 2, ikke overværes af

andre besøgende eller indsatte. Undersøgelsen skal desuden gennemføres på

en måde, der i størst muligt omfang er egnet til at mindske den besøgendes

oplevelse af at blive krænket, jf. § 12, stk. 3.

2.7.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Reglerne om undersøgelse af besøgende skal afspejle den rette balance mel-

lem hensynet til den besøgendes integritet og hensynet til at forhindre ind-

smuglinger i anstalterne.

Ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 om ændring af straffeloven, lov om fuld-

byrdelse af straf m.v. og lov om statens uddannelsesstøtte (Udvidet mulig-

hed for prøveløsladelse og fodlænkeafsoning, SU i skoleperioder under ud-

dannelse til fængselsbetjent m.v.) blev der gennemført en ændring af reg-

lerne om undersøgelse af besøgende i afsoningsinstitutionerne med henblik

på at styrke indsatsen mod indsmuglinger i Danmark.

Baggrunden for lovændringen var blandt andet, at kriminalforsorgens insti-

tutioner oplevede indsmuglinger i forbindelse med besøg, og det fandtes

derfor nødvendigt at udvide institutionernes muligheder for at sikre sig mod,

at besøgende smugler effekter, herunder euforiserende stoffer og ulovlige

genstande i øvrigt, ind i fængslerne.

Der henvises til de almindelige bemærkninger til det danske lovforslag pkt.

6.2, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 133, som fremsat, s. 22.

Side 34/85

Det er Justitsministeriets opfattelse, at der er behov for at styrke Kriminal-

forsorgen i Grønlands muligheder for at modvirke indsmugling i anstalterne

i Grønland, og det foreslås på den baggrund at indføre regler for Grønland

om udvidet muligheder for undersøgelse af besøgende.

På den baggrund foreslås det at skabe mulighed for, at anstalterne fremover

kan stille vilkår om, at besøgende lader sig undersøge i videre omfang, end

reglerne tillader i dag. Forslaget giver nærmere bestemt institutionerne mu-

lighed for at foretage visitation af det tøj, som den besøgende er iført ved

fremmødet, samt nærmere undersøgelse af den besøgendes yderbeklædning

og medbragte effekter.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.7.3 nedenfor om undersøgelse af besøgende

ved brug af narkohund.

Der henvises endvidere til lovforslagets § 1, nr. 11 Hvis forslaget vedtages,

vil der endvidere blive foretaget de nødvendige ændringer af besøgsbe-

kendtgørelsen.

2.7.2. Urin- og udåndingsprøve i anstalter

2.7.2.1. Gældende ret

Efter kriminallovens § 221, stk. 1, kan kriminalforsorgen undersøge, hvilke

effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin person

(besigtigelse), hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at or-

densbestemmelser overholdes, eller sikkerhedshensyn iagttages, herunder

når den indsatte indsættes i institutionen, før og efter besøg, før og efter

fravær fra institutionen eller opholdsafdelingen, eller hvis den indsatte mis-

tænkes for uretmæssig besiddelse af effekter.

Institutionens leder kan i medfør af § 221, stk. 2, af sikkerhedsmæssige hen-

syn træffe bestemmelse om en nærmere undersøgelse af den indsattes per-

son, hvis der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte er i uretmæssig

besiddelse af effekter. En sådan legemsundersøgelse må kun foretages under

medvirken af en læge. Lægen tager stilling til, om indgrebets gennemførelse

under hensyn til den hermed forbundne smerte og risiko samt den indsattes

tilstand er lægeligt forsvarligt. Undersøgelsen må ikke gennemføres, hvis

det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet

Side 35/85

må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb, jf. § 221,

stk. 3.

Undersøgelsen skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader.

Undersøgelser, der indebærer afklædning, må kun undtagelsesvis foretages

og overværes af personer af andet køn end den indsatte. Dette gælder dog

ikke for sundhedspersonale, jf. § 221, stk. 4.

Ledelsen af Kriminalforsorgen i Grønland fastsætter regler om gennemfø-

relsen af undersøgelser af den indsattes person og opholdsrum, jf. § 221, stk.

5. I medfør af denne bestemmelse er udstedt bekendtgørelse nr. 1175 af 7.

december 2009 om undersøgelse af indsattes person og opholdsrum i krimi-

nalforsorgens institutioner.

Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 306 af 20. april 2008 om kriminallov

for Grønland.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende

2007-08, A, L 35, som fremsat, s. 1693, at der med udtrykket »undersøge,

hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse på sin person« sigtes til indgreb,

der har karakter af legemsbesigtigelse, dvs. de former for indgreb, hvor der

ikke sker nogen indtrængen i det menneskelige legeme eller nogen egentlig

beføling af legemet i undersøgelsesøjemed.

Det fremgår endvidere, at det forudsættes, at adgangen til efter kriminallo-

vens § 221, stk. 2, at foretage en egentlig legemsundersøgelse kun anvendes

helt undtagelsesvist. Ved en legemsundersøgelse forstås indgreb, hvor be-

føling af legemet er et led i selve undersøgelsen, herunder undersøgelse af

legemets hulrum (f.eks. rektoskopi og gynækologisk undersøgelse), udta-

gelse af blodprøver m.v. Kun institutionens leder har kompetence til at

træffe afgørelse herom, og undersøgelsen kan kun foretages af en læge. Ved

den lægelige vurdering finder de lægeetiske regler anvendelse. Et element

heri er den indsattes accept af indgrebet.

Kriminallovens bestemmelser om undersøgelse af den indsattes person og

opholdsrum suppleres af bekendtgørelse nr. 1157 af 7. december 2009 om

udgang til indsatte i kriminalforsorgen i Grønlands institutioner (udgangs-

bekendtgørelsen). Det følger af udgangsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 10,

at tilladelse til udgang kan betinges af vilkår, som findes formålstjenlige for

at undgå misbrug af udgangstilladelsen eller for at imødekomme hensynet

Side 36/85

til retsfølelsen, herunder at den indsatte ved tilbagekomsten medvirker til en

alkoholtest, men ikke til en urinprøve.

Det fremgår endvidere af udgangsbekendtgørelsens § 3, stk. 3, 1. pkt., at

kriminalforsorgens institutioner, uanset at der ikke er fastsat vilkår om al-

koholtest, kan beslutte, at sådan undersøgelse skal foretages ved indsattes

tilbagekomst fra udgang, hvis omstændighederne i det enkelte tilfælde taler

derfor. Den undersøgelse, som i øvrigt kan foretages ved hjemkomsten, kan

også omfatte recto-vaginalundersøgelse, jf. kriminallovens § 221, stk. 2.

Herudover er der ikke hjemmel til, at kriminalforsorgens institutioner kan

foretage udåndings- eller urinprøve af de indsatte. Kriminalforsorgens insti-

tutioner har således efter gældende ret ikke mulighed for at kræve en udån-

dingsprøve fra en indsat i andre situationer end ved tilbagekomst fra udgang

og har i intet tilfælde hjemmel til at kræve en urinprøve fra en indsat. Den

indsatte kan således heller ikke ikendes en disciplinær foranstaltning for at

nægte at afgive urin- eller udåndingsprøve.

Det bemærkes, at Kriminalforsorgen i Grønland på nuværende tidspunkt

ikke har adgang til at foretage konfirmative test af urinprøver, hvilket skal

løses, for at det fremadrettet er muligt at sanktionere i overensstemmelse

med de foreslåede ændringer af kriminalloven jf. nærmere nedenfor. Krimi-

nalforsorgen er i dialog med sundhedsmyndighederne i Grønland med hen-

blik på at kunne indgå et samarbejde, hvorefter de konfirmative analyser vil

blive foretaget i sundhedsmyndighedernes laboratorium.

2.7.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.7.2.2.1. Udåndings- og urinprøver

Kriminalforsorgen i Grønland har oplyst, at man i flere tilfælde har fundet

alkohol hos de indsatte i anstalterne i Grønland. Kriminalforsorgen har, som

det fremgår ovenfor, ikke mulighed for at kræve en alkoholtest ved udån-

dingsprøve af en indsat i andre situationer end ved tilbagekomst fra udgang.

Kriminalforsorgen i Grønland har heller ikke, som det ligeledes fremgår

ovenfor, hjemmel til at gennemføre en urinprøvekontrol.

Ved lov nr. 445 af 9. juni 2004 om ændring af lov om euforiserende stoffer

og straffuldbyrdelsesloven (Skærpet indsats mod narko m.v.) blev der ind-

ført en ny bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 60 a, hvorefter det er

Side 37/85

muligt for kriminalforsorgens institutioner i Danmark at foretage en urin-

prøve af de indsatte med henblik på at undersøge for eventuelt misbrug af

ulovlige euforiserende stoffer og andre stoffer, der er forbudt efter den al-

mindelige lovgivning, f.eks. anabolske steroider m.v. Urinprøver kan efter

bestemmelsen kræves helt generelt, både ved konkret mistanke om stofmis-

brug og på stikprøvebasis.

Hensynet bag de danske regler var, at misbrug af ulovlige euforiserende

stoffer har en negativ indvirkning på det sociale klima i institutionerne og

er medvirkende årsag til, at der forekommer vold og trusler mod personale

og blandt indsatte. Endvidere påvirker misbrug af ulovlige euforiserende

stoffer efter kriminalforsorgens erfaringer de indsattes muligheder for reso-

cialisering og for at gennemføre skolegang, arbejde mv.

For at imødegå den ulovlige indsmugling af, handel med og misbrug af eu-

foriserende stoffer og andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lov-

givning, samt de uheldige følgevirkninger heraf, var der efter Justitsmini-

steriets opfattelse behov for en forstærket kontrol i kriminalforsorgens insti-

tutioner.

Der henvises til de almindelige bemærkninger til det danske lovforslag pkt.

3, jf. Folketingstidende 2003-04, A, L 175, som fremsat, s. 6316.

Ved lov nr. 713 af 8. juni 2018 om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf

m.v., lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., lov om åben uddannelse (er-

hvervsrettet voksenuddannelse) m.v. og retsplejeloven (udvidet besøgsaf-

skæring for bandemedlemmer m.v., tvungen opsparing, adgang til AMU-

kurser, alkoholkontrol, udvidet adgang til konfiskation m.v.) blev straffuld-

byrdelseslovens § 60 a udvidet til også at omfatte alkoholtest ved udåndings-

prøve af de indsatte på samme vilkår som urinprøver.

Hensynet bag udvidelsen var, at indtagelse af alkohol, ligesom euforise-

rende stoffer har en negativ indvirkning på det sociale klima i kriminalfor-

sorgens institutioner.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de hensyn, der lå til grund for lovæn-

dringerne i Danmark i 2004 og 2018, svarer til de hensyn, der gør sig gæl-

dende i forhold til Grønland, og det foreslås derfor at indføre regler for

Grønland om en generel ordning om urin- og udåndingsprøve af de indsatte

i kriminalforsorgens institutioner.

Side 38/85

Udåndingsprøver er en velegnet og gennemprøvet metode til at påvise ind-

tagelse af alkohol, ligesom analyser af urinprøver er det til at påvise misbrug

af ulovlige euforiserende stoffer mv., og en generel adgang til at foretage

stikprøvekontrol uden krav om forudgående mistanke vil efter Justitsmini-

steriets opfattelse give kriminalforsorgen i Grønlands institutioner mulighe-

der for effektivt at gribe ind over for de indsattes indsmugling, handel og

misbrug af alkohol og ulovlige euforiserende stoffer m.v., hvilket vurderes

at ville have en positiv effekt på det sociale klima i institutionerne og på de

indsattes muligheder for resocialisering. Samtidig vil stikprøvekontroller

kunne give kriminalforsorgen et overblik over misbrugets omfang og bi-

drage til at belyse omfanget af indsmuglingen af alkohol og ulovlige eufo-

riserende stoffer i institutionerne således, at det bliver muligt at målrette

indsatsen mod de ulovlige aktiviteter.

Der henvises til de almindelige bemærkninger til det danske lovforslags pkt.

2., jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 203, s. 18-19.

2.7.2.2.2. Gennemførelse af urin- eller udåndingsprøve

Afgivelse af urin- eller udåndingsprøve bør i lighed med øvrige indgreb mod

den indsatte være underlagt almindelige skånsomhedsprincipper. Det fore-

slås derfor, at § 221, stk. 4, tillige skal finde anvendelse på den foreslåede

bestemmelse. Dette betyder blandt andet, at der ved afgivelsen af udån-

dings- og urinprøver ikke bør være andre indsatte til stede.

Det følger endvidere af almindelige forvaltningsretlige principper, at udån-

dings- og urinprøve alene kan afkræves, hvis dette er rimeligt begrundet i

saglige hensyn.

Afgivelse af urinprøve forudsætter delvis afklædning. Efter Justitsministe-

riets opfattelse bør afgivelse af urinprøve derfor kun undtagelsesvis foreta-

ges eller overværes af personer af andet køn end den indsatte. Derimod har

denne del af bestemmelsen ingen betydning for udåndingsprøver, da der

ikke er et element af afklædning heri.

Afgivelse af urin- eller udåndingsprøve synes ikke at have en sådan indgri-

bende karakter, at det er nødvendigt at stille krav om medvirken af en læge.

Anvendelsesområdet for den nugældende § 221, stk. 2, bør derfor efter

Justitsministeriets opfattelse ikke udvides til at omfatte afgivelse af urin-

Side 39/85

eller udåndingsprøve. Det bemærkes herved, at der ikke bliver tale om efter

den foreslåede bestemmelse at udtage urinprøve ved anvendelse af fysisk

tvang (kateter), men at der alene er det tvangselement, at den indsatte kan

ikendes en disciplinær foranstaltning, jf. nedenfor, hvis den pågældende

nægter at afgive urinprøve.

Det foreslås, at de nærmere retningslinjer for gennemførelsen af rutinemæs-

sig urinprøvekontrol fastsættes i administrative forskrifter. Dette svarer til

den gældende ordning i medfør af § 221 i kriminalloven om undersøgelse

af den indsattes person og opholdsrum, jf. § 221, stk. 5.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 11, samt bemærkningerne her-

til.

2.7.2.2.3. Disciplinærsanktioner

Justitsministeriet finder under hensyntagen til formålet med den foreslåede

bestemmelse, at der er behov for at sikre effekten af den foreslåede nye kon-

trolmulighed ved, at institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil

–

ligesom er tilfældet efter de danske regler

–

får mulighed for at pålægge

sanktioner, hvis de indsatte nægter at medvirke til en urin- eller udåndings-

prøvekontrol. I modsat fald vil bestemmelsen formentlig kun få begrænset

effekt.

Det foreslås derfor, at det i kriminallovens § 226 om disciplinære overtræ-

delser tilføjes, at nægtelse af afgivelse af urin- eller udåndingsprøve efter

den foreslåede bestemmelse skal kunne medføre disciplinære foranstaltnin-

ger. Det foreslås endvidere, at der skabes hjemmel til at anvende anbringelse

i enerum som en disciplinær foranstaltning for nægtelse af afgivelse af urin-

eller udåndingsprøve. Formålet hermed er at sikre, at der kan anvendes den

samme sanktion ved nægtelse af afgivelse af urin- eller udåndingsprøve,

som den pågældende ville få ved afgivelse af en positiv urin- eller udån-

dingsprøve på baggrund af hvilken, der kan bevises indtagelse af alkohol,

ulovlige euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den

almindelige lovgivning. Det skal således ikke være muligt at undgå en di-

sciplinær foranstaltning i form af anbringelse i enerum ved at nægte at med-

virke til afgivelse af en urin- eller udåndingsprøve.

Det foreslås endvidere, at det udtrykkeligt af bestemmelsen i § 226 om di-

sciplinære overtrædelser fremgår, at indtagelse af alkohol, euforiserende

Side 40/85

stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning,

kan medføre en disciplinær foranstaltning.

Indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt

efter den almindelige lovgivning, er samtidig udtryk for, at den indsatte har

overtrådt de regler, der gælder for institutionen. En klar konsekvens heraf

bør derfor være, at den pågældende kan ikendes en disciplinær foranstalt-

ning. Der er også allerede efter den gældende kriminallov mulighed for at

anvende anbringelse i enerum over for indsatte, der har indtaget euforise-

rende stoffer eller andre ulovlige stoffer.

Det vil i den enkelte sag bero på en konkret vurdering af omstændighederne,

om en indsat må anses for at have indtaget alkohol, euforiserende stoffer

eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning. I praksis

vil en positiv urinprøve almindeligvis være udtryk for, at den pågældende

har indtaget euforiserende stoffer mv., ligesom en positiv udåndingsprøve

vil være det for alkohol. Også andre faktorer såsom snøvlende tale, sling-

rende gang m.v. kan indgå i den konkrete vurdering.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12 og 13, samt bemærkningerne hertil.

2.7.3. Undersøgelse af besøgende og indsatte ved anvendelse af narkotika-

hund

Regeringen har med finansloven for 2021 taget skridt til at sikre, at der efter

en gennemførelsesperiode vil kunne anvendes hunde til undersøgelse for

ulovlige stoffer i institutionerne i Kriminalforsorgen i Grønland.

For at minimere forekomsten af hash i anstalterne i Grønland iværksættes

der således et pilotprojekt med brug af en narkotikahund med fokus på de

store anstalter i Nuuk og Ilulissat, hvor der ses de største udfordringer med

hash. Narkotikahunden vil dog i begrænset omfang også kunne anvendes i

de øvrige anstalter i Grønland.

Som nævnt ovenfor under punkt 2.7.2.1 kan institutionen efter kriminallo-

vens § 221, stk. 1, undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i

sit opholdsrum eller på sin person (legemsbesigtigelse), hvis en sådan un-

dersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller

sikkerhedshensyn iagttages.

Side 41/85

Efter § 221, stk. 2, kan institutionens leder af ordens- eller sikkerhedsmæs-

sige hensyn endvidere træffe bestemmelse om en nærmere undersøgelse af

den indsattes person (legemsundersøgelse), hvis der er bestemte grunde til

at antage, at den indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter.

I medfør af § 221, stk. 5, kan ledelsen af Kriminalforsorgen i Grønland fast-

sætte regler om gennemførelse af undersøgelser af den indsattes person og

opholdsrum.

Kriminalforsorgen i Grønlands narkotikahunde vil således blive anvendt til

at foretage undersøgelse af indsatte inden for rammerne af de gældende reg-

ler om undersøgelse af indsatte i kriminallovens § 221, stk. 1, om legems-

besigtigelse.

I medfør af kriminallovens § 221, stk. 5, vil der administrativt blive fastsat

nærmere retningslinjer om undersøgelse af indsatte ved anvendelse af nar-

kotikahunde.

Nægter en indsat at lade sig undersøge af en narkotikahund, vil en sådan

undersøgelse ikke blive gennemført, dels af hensyn til narkotikahundene,

dels på grund af principperne om proportionalitet og skånsomhed i § 221,

stk. 3 og 4. I stedet vil undersøgelsen ske som hidtil i medfør af § 221, stk.

1, om legemsbesigtigelse og eventuelt efter § 221, stk. 2, om legemsunder-

søgelse, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Anvendelse af hunde til undersøgelse af besøgende vil ske inden for ram-

merne af kriminallovens § 215, som bestemmelsen er formuleret med dette

lovforslag, jf. ovenfor punkt 2.7.1.

Der vil i medfør af kriminallovens § 215, stk. 3, der med dette lovforslag

bliver stk. 4, administrativt blive fastsat regler om anvendelse af narkotika-

hunde til undersøgelse af besøgende.

Det vil i den forbindelse blive fastsat, at undersøgelse af en besøgende ved

hjælp af narkotikahund alene vil ske med den besøgendes samtykke. Det vil

endvidere blive fastsat, at det kan medføre afvisning, hvis den besøgende

afviser at lade sig undersøge af en narkotikahund. Det vil bero på en konkret

vurdering i hvert enkelt tilfælde, hvorvidt en besøgendes nægtelse af at lade

sig undersøge af en narkotikahund skal medføre afvisning. Det vil ved denne

Side 42/85

vurdering bl.a. skulle tillægges vægt, hvad baggrunden for den besøgendes

afvisning er.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Lovforslaget medfører merudgifter for det offentlige. Merudgifterne kan

særligt henføres til indførelsen af behandlingspladser for seksualforbrydere

i anstalten i Nuuk og forhøjelse af foranstaltningsniveauet for seksualfor-

brydelser mod mindreårige. Der forventes varige udgifter hertil i kriminal-

forsorgen på ca. 5,0 mio. kr. årligt fuldt indfaset.

Lovforslaget vil kunne medføre mindre merudgifter som følge af øvrige til-

tag.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for

erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

8. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

Urin- og udåndingsprøver i anstalter

Efter EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for bl.a. sit privatliv.

Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, med-

mindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demo-

Side 43/85

kratisk samfund (proportionalt) af hensyn til bl.a. at forebygge uro eller for-

brydelse eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk.

Efter praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol skal en for-

anstaltning, der retter sig mod privatlivet, have et vist minimum af intensitet

for at udgøre et indgreb i artikel 8.

Beskyttelsen af privatlivet omfatter bl.a. en persons fysiske integritet. At

være underlagt en pligt som indsat til at afgive urin- og udåndingsprøve og

i den forbindelse at kunne ifalde disciplinæransvar ved nægtelse af at med-

virke til prøven, herunder med mulighed for anvendelse af anbringelse i ene-

rum, udgør efter Justitsministeriets opfattelse et indgreb i retten til privatliv.

Formålet med den foreslåede indførelse af kriminallovens § 221 a er at for-

stærke kontrollen med ulovlig indsmugling og indtag af alkohol, ulovlige

euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige

lovgivning. Denne forstærkede kontrolindsats sigter mod at undgå en række

uhensigtsmæssige følgevirkninger af indtag af alkohol, der er uforenelige

med fuldbyrdelsen af foranstaltningen. Den foreslåede ændring varetager

således hensynene til at forebygge uro eller forbrydelse og til at beskytte

andres rettigheder og friheder.

Indgrebet er efter Justitsministeriets opfattelse proportionalt. Justitsministe-

riet har herved navnlig lagt vægt på, at det ikke er tilladt at indtage alkohol

eller ulovlige euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter

den almindelige lovgivning, som indsat. Ministeriet har endvidere lagt vægt

på, at ordningen har til formål at styrke kontrollen med ulovlig indsmugling

og indtagelse af alkohol, ulovlige euforiserende stoffer eller andre stoffer,

der er forbudt efter den almindelige lovgivning, der som nævnt ovenfor kan

have en række uheldige følgevirkninger. Brug af urin- og udåndingsprøver

må endvidere anses for et velegnet og effektivt middel til at konstatere, om

indsatte har indtaget alkohol, ulovlige euforiserende stoffer eller andre stof-

fer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning, og dermed til at vare-

tage hensynene bag ordningen.

Det er også tillagt vægt, at der er tale om et relativt begrænset indgreb i den

indsattes ret til privatliv, og at urin- og udåndingsprøven skal foretages efter

skånsomhedsprincippet i kriminallovens § 221, stk. 4, hvilket indebærer, at

der ved afgivelsen af urin- og udåndingsprøve ikke bør være andre indsatte

Side 44/85

til stede. Desuden kan urin- og udåndingsprøve efter almindelige forvalt-

ningsretlige principper alene afkræves, hvis dette er rimeligt begrundet i

saglige hensyn.

Justitsministeriet vurderer på den baggrund, at ordningen kan gennemføres

inden for rammerne af EMRK artikel 8.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag er i perioden fra den 14. januar 2021 til den 11. fe-

bruar 2021 sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Højesteret, Østre Landsret, Vestre Landsret, Grønlands Landsret, Retten i

Grønland, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet, Avannata Kommunia, Amne-

sty International, Børnerådet, Børns Vilkår, Børnetalsmanden

–

MIO, Bør-

nesagens Fællesråd, Danske Advokater, Det Grønlandske Hus, Det Krimi-

nalpræventive Råd, Den Danske Dommerforening, Den Uafhængige Politi-

klagemyndighed, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Dommerfuldmægtig-

foreningen, Faggruppen af Socialrådgivere i Kriminalforsorgen, Foreningen

af institutionschefer og områdechefer, Foreningen Grønlandske Børn, For-

eningen af Offentlige Anklagere, Finanstilsynet, Forsvarerforeningen i

Grønland, Fængselsforbundet, Grønlands Politiforening, Grønlandske Ad-

vokater, Grønlands Råd for Menneskerettigheder, Institut for Menneskeret-

tigheder, Justitia, Kommune Qeqertalik, Kommuneqarfik Sermersooq,

Kommune Kujalleq, Kredsdommerforeningen, Kriminalforsorgen i Grøn-

land, Kriminalforsorgsforeningen, Landsorganisationen mod seksuelle

overgreb, Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere,

Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen KRIM, Landsfor-

eningen SIND, Landsforsvareren for Grønland, Naalakkersuisut, Politifor-

bundet i Danmark, Politiklagenævnet i Grønland, Politimesteren i Grønland

Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigspolitiet og Qeqqata Kommunia.

Derudover har et udkast til lovforslag været forelagt Grønlands Selvstyre til

udtalelse.

10. Sammenfattende skema

Positive konsekven- Negative

konse-

ser/mindreudgifter

kvenser/merudgifter

Side 45/85

(hvis ja, angiv om-

fang/Hvis nej, anfør

»Ingen«)

Økonomiske konsekvenser Ingen

for stat, kommuner og regio-

ner

Implementeringskonse-

kvenser for stat, kommuner

og regioner

Økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative konsekven-

ser for erhvervslivet

Administrative konsekven-

ser for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Ingen

(hvis ja, angiv om-

fang/Hvis nej, anfør

»Ingen«)

Der forventes mer-

udgifter i kriminal-

forsorgen for ca. 5,0

mio. kr. årligt fuldt

indfaset. Der vil her-

til kunne være yder-

ligere begrænsede

merudgifter.

Ingen

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige

aspekter.

Forholdet til Danmarks in- Lovforslaget vurderes at være i overensstem-

ternationale forpligtelser

melse med Danmarks internationale forplig-

telser

Er i strid med de

fem principper for

Nej

implementering af

erhvervsrettet EU-regule-

ring

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

I medfør af kriminallovens § 20, stk. 2, er overtrædelse af kriminallovens

§ 99 om ærefornærmelser undergivet privat påtale.

Side 46/85

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der indføres betinget offentlig

påtale i en række nærmere angivne sager om ærefornærmelser.

Der foreslås således betinget offentlig påtale i sager, hvor en alvorlig be-

skyldning er usand, i sager hvor en beskyldning er fremsat eller udbredt

gennem indholdet af et massemedie, og hvor beskyldningen er egnet til væ-

sentligt at skade den forurettede, i sager hvor en person beskyldes for et

forhold, der kunne eller kan medføre fortabelse af offentlig stilling eller

hverv, og i sager, hvor en alvorlig beskyldning er udbredt anonymt.

Dette vil indebære, at disse sager i givet fald kan påtales af det offentlige,

hvis forurettede anmoder herom, f.eks. ved at indgive anmeldelse.

For alle de nævnte typer sager gælder, at det kun er ærefornærmelser i form

af beskyldninger, der er omfattet af forslaget, hvorimod ærefornærmelser i

form af ringagtsytringer som fornærmelig ord eller handlinger ikke omfattes

af muligheden for betinget offentlig påtale.

En »beskyldning« skal i overensstemmelse med Menneskerettighedsdom-

stolens praksis forstås som en påstand om fakta, der kan bevises eller mod-

bevises (statement of facts).

Den sammenhæng, som udtalelsen er fremkommet i, vil have betydning for,

om en udtalelse skal rubriceres som en beskyldning mod en anden person.

Således vil en beskyldning om, at en politiker er landsforræder, fordi den

pågældende efter den potentielle gerningsmands opfattelse har realiseret

gerningsindholdet i kriminallovens § 23, efter omstændighederne være en

alvorlig beskyldning omfattet af bestemmelsen, mens udtrykket landsforræ-

der ikke vil være en alvorlig beskyldning, hvis det i sammenhængen anven-

des som en (acceptabel) vurdering af en politiker, der fører en politik, som,

gerningsmanden mener, er skadelig for riget.

Der vil være tale om en beskyldning, hvis man påstår, at en anden person er

morder eller voldtægtsforbryder i den forståelse, at den pågældende har

overtrådt kriminallovens bestemmelser om drab eller voldtægt, mens mere

subjektivt ladede betegnelser som umoralsk eller racistisk ikke er en be-

skyldning i den foreslåede bestemmelses forstand.

Side 47/85

Det foreslås i

§ 20, stk. 2, nr. 1,

at der indføres betinget offentlig påtale i

sager, hvor en alvorlig beskyldning er usand. Dette indebærer for det første,

at det kun er ærefornærmelser i form af beskyldninger (i modsætning til rin-

geagtsytringer), der er omfattet af forslaget jf. lige ovenfor.

For det andet vil kun »alvorlige« beskyldninger være omfattet af den fore-

slåede bestemmelse. Alvorlige beskyldninger vil primært være beskyldnin-

ger om, at forurettede har begået grove forbrydelser, og det kan have betyd-

ning, i hvilken sammenhæng udtalelsen er fremkommet i, om den rubriceres

som alvorlig.

Den foreslåede bestemmelse vil for det tredje kun omfatte en beskyldning,

der er »usand«. Formuleringen »usand« indebærer i sammenhæng med kri-

minallovens § 11 om forsæt, at gerningsmanden skal have forsæt til, at be-

skyldningen er usand.

Det foreslås i

§ 20, stk. 2, nr. 2,

at der indføres betinget offentlig påtale i

sager, hvor en beskyldning er fremsat eller udbredt gennem indholdet af et

massemedie, og beskyldningen er egnet til væsentligt at skade den foruret-

tede.

Bestemmelsen omfatter kun beskyldninger jf. herom ovenfor. Enhver be-

skyldning vil i princippet være omfattet af den foreslåede bestemmelse, men

betingelsen om, at den skal være egnet til væsentligt at skade den foruret-

tede, vil i praksis indebære, at kun beskyldninger af en vis grovhed vil være

omfattet af bestemmelsen.

For det andet skal beskyldningen være udbredt gennem indholdet af et mas-

semedie. »Massemedie« skal forstås i overensstemmelse med § 1, nr. 1-3, i

landstingslov nr. 17 af 19. november 2007 om medieansvar. Dette indebæ-

rer, at ved et massemedie forstås efter nr. 1 indenlandske periodiske skrifter,

herunder billeder og lignende fremstillinger, der trykkes eller på anden måde

mangfoldiggøres, efter nr. 2 lyd- og billedprogrammer, der spredes eller for-

deles af Kalaallit Nunaata Radioa (KNR) og foretagender, der har tilladelse

til radio- eller tv-virksomhed efter landstingsforordning om radio- og tv-

virksomhed, og efter nr. 3 tekster og billeder og lydprogrammer, der perio-

disk udbredes til offentligheden, hvis de har karakter af nyhedsformidling,

som kan sidestilles med den formidling, der er omfattet af nr. 1 og 2, jf. dog

landstingslovens § 8, stk. 1.

Side 48/85

For det tredje vil bestemmelsen kun finde anvendelse, hvis den beskyldning,

som fremsættes, er egnet til væsentligt at skade den forurettede. Der skal

foretages en objektiveret bedømmelse af, om beskyldningen er egnet til at

kunne skade den forurettede. Med »væsentlig skade« menes en skade, som

går ud over den skade på omdømmet, som sædvanligvis kan ramme en per-

son, der beskyldes for noget tilsvarende. Der kan f.eks. være tale om, at for-

urettede indtager en særlig stilling, varetager en særlig post eller er i en sær-

lig position, som beskyldningen er egnet til at bringe i fare.

Eksempelvis kan der være tale om, at en person på et mangelfuldt grundlag

beskyldes for at have begået et forhold, der kan medføre en foranstaltning

af en mindre grovhed, herunder f.eks. visse overtrædelser af særlovgivnin-

gen, men hvor grovheden heraf forstærkes ved, at beskyldningen udbredes

gennem et landsdækkende medie, og forurettede er særligt udsat for at lide

skade på grund af beskyldningen.

Den skade, som den pågældende skal kunne lide, skal gå ud over den skade

på omdømmet, som sædvanligvis kan ramme en person, der beskyldes for

noget tilsvarende. Det er ikke et krav efter bestemmelsen, at beskyldningen

rent faktisk har ført skade med sig.

Det er

–

i modsætning til det foreslåede nr. 1

–

heller ikke et krav for anven-

delsen af bestemmelsen, at beskyldningen er fremsat mod bedre vidende.

Den foreslås i

§ 20, stk. 2, nr. 3,

at der indføres betinget offentlig påtale i

sager hvor en person beskyldes for et forhold, der kunne eller kan medføre

fortabelse af offentlig stilling eller hverv.

For det første indebærer bestemmelsen, at det kun er ærefornærmelser i form

af beskyldninger, der er omfattet af forslaget jf. ovenfor.

For det andet er det et krav, at beskyldningen kunne eller kan medføre for-

tabelse af offentlig stilling eller hverv.

Det foreslås i

§ 20, stk. 2, nr. 4,

at der indføres betinget offentlig påtale i

sager, hvor en alvorlig beskyldning er udbredt anonymt.

For det første er det kun beskyldninger, der er omfattet af bestemmelsen, jf.

nærmere ovenfor.

Side 49/85

For det andet er det kun »alvorlige« beskyldninger som vil være omfattet af

den foreslåede bestemmelse. Alvorlige beskyldninger vil primært omfatte

beskyldninger om, at forurettede har begået grove forbrydelser, og det kan

have betydning, i hvilken sammenhæng udtalelsen er fremkommet, om den

kan rubriceres som alvorlig, jf. nærmere ovenfor.

Bestemmelsen vil omfatte mundtligt udbredte beskyldninger, dvs. f.eks. en

video, der er udbredt på Facebook, hvor en maskeret person fremsætter en

alvorlig beskyldning mod nogen, ligesom bestemmelsen vil omfatte be-

skyldninger udbredt på skrift.

Den foreslåede bestemmelse omfatter for det tredje kun beskyldninger, der

er udbredt anonymt. Dette omfatter situationer, hvor forurettede ikke umid-

delbart kan identificere gerningsmanden, herunder også tilfælde, hvor be-

skyldningen er fremsat med urigtigt angivet navn. Det afgørende vil være,

at der er behov for en nærmere efterforskning med henblik på at fastlægge

gerningsmandens identitet.

Det bemærkes, at en beskyldning ikke anses for udbredt anonymt efter be-

stemmelsen, når udbredelsen er sket i et medie omfattet af landstingslov om

medieansvar. Det fastlægges heri, hvem der bærer det kriminalretlige ansvar

for udbredelsen i mediet, hvorfor der ikke er behov for nærmere efterforsk-

ning med henblik på at fastlægge gerningsmandens identitet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter kriminallovens § 77, stk. 1, nr. 1 og 2, er der tale om voldtægt, når en

person tiltvinger sig samleje eller andet seksuelt forhold med en person ved

anvendelse af vold eller trussel om vold, og når en person skaffer sig samleje

eller andet seksuelt forhold med en person, der befinder sig i en tilstand eller

situation, hvor personen er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Der

er ligeledes tale om voldtægt, når en person har samleje eller andet seksuelt

forhold til et barn under 12 år.

Efter kriminallovens § 121, stk. 1, nr. 1 og 2, skal der ved valget og udmå-

ling af foranstaltning tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed, herunder

samfundets interesse i at modvirke handlinger af den pågældende art, og

Side 50/85

gerningsmandens personlige forhold, herunder hvad der skønnes nødven-

digt for at afholde den pågældende fra yderligere lovovertrædelser.

Kriminalloven er således som udgangspunkt baseret på det såkaldte ger-

ningsmandsprincip, således at retten ved valget af foranstaltning i vid ud-

strækning skal tage hensyn til den enkelte gerningsmands personlige og so-

ciale forhold, herunder hvad der må antages at ville kunne afholde vedkom-

mende fra at begå ny kriminalitet. Der skal imidlertid også tages hensyn til

gerningens beskaffenhed og samfundets interesse i at modvirke kriminalitet

af den pågældende art (gerningsprincippet). Kriminalloven anvender derfor

ikke begrebet »straffe«, og loven indeholder heller ikke strafferammer.

Det foreslås i

§ 77, stk. 3,

at det angives, at der ved valg af foranstaltning for

overtrædelse af kriminallovens § 77 skal lægges vægt på den særlige kræn-

kelse, der er forbundet med lovovertrædelsen, når den er begået mod en per-

son under 18 år.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at der ved udmåling af foranstalt-

ning for overtrædelse af § 77, stk. 1, skal lægges vægt på den særlige kræn-

kelse, der er forbundet med lovovertrædelsen, når forurettede er under 18

år.

Det forudsættes, at der med den foreslåede ændring generelt sker en forhø-

jelse af foranstaltningsniveauet med 50 pct. for voldtægt af personer under

18 år ved samleje og andet seksuelt forhold, jf. kriminallovens § 77, stk. 1,

nr. 1-3. Ændringen har således ikke til formål at ændre foranstaltningsni-

veauet for overtrædelse af § 77, stk. 1, hvis forbrydelsen er begået mod per-

soner, der er 18 år eller ældre. Ændringen har endvidere ikke til formål at

forhøje foranstaltningsniveauet for overtrædelse af kriminallovens § 77, stk.

Forslaget indebærer en forhøjelse af foranstaltningsniveauet i sager, hvor

gerningsmanden ved brug af vold eller trussel om vold tiltvinger sig samleje

eller andet seksuelt forhold med en person under 18 år, jf. kriminallovens

§ 77, stk. 1, nr. 1.

Forslaget indebærer endvidere en forhøjelse af foranstaltningsniveauet i sa-

ger, hvor gerningsmanden skaffer sig samleje eller andet seksuelt forhold til

en person under 18 år, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken

Side 51/85

den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, jf. kriminal-

lovens § 77, stk. 1, nr. 2.

Forslaget vil endelig indebære en forhøjelse af foranstaltningsniveauet i sa-

ger, hvor gerningsmanden har samleje eller andet seksuelt forhold med et

barn under 12 år, jf. kriminallovens § 77, stk. 1, nr. 3.

Med ændringen forudsættes en forhøjelse af foranstaltningsniveauet på 50

pct., hvilket indebærer, at en sag, der efter gældende ret vil skulle afgøres

med anstaltsanbringelse i 1 år, efter de foreslåede regler skal afgøres med

anstaltsanbringelse i 1 år og 6 måneder. En sag, som efter gældende ret vil

skulle afgøres med anstaltsanbringelse i 2 år, skal efter de foreslåede regler

afgøres med anstaltsanbringelse i 3 år.

Som eksempler på det nuværende foranstaltningsniveau for voldtægt og an-

det seksuelt forhold af mindreårige efter kriminallovens § 77, stk. 1, nr. 1,

samt virkningen af en forhøjelse med 50 pct. følger nedenfor beskrivelser af

en enkeltstående voldtægt, hvor gerningsmanden ikke tidligere er idømt en

foranstaltning:

Eksempel 1: En sag, hvor en 17-årig voldtager en 16-årig, vil efter det nu-

værende foranstaltningsniveau og afhængig af de konkrete omstændigheder

i sagen blive afgjort med anstaltsanbringelse i mellem 1 år og 3 måneder og

2 år. Med forslaget lægges der op til, at en tilsvarende sag afgøres med an-

staltsanbringelse i mellem 2 år og indtil 3 år.

Eksempel 2: En sag, hvor en 35-årig voldtager en 10-årig, vil efter det nu-

værende foranstaltningsniveau og afhængig af de konkrete omstændigheder

i sagen blive afgjort med anstaltsanbringelse i mellem ca. 2 år og 6 måneder

og 3 år og 6 måneder. Med forslaget lægges der op til, at en tilsvarende sag

afgøres med anstaltsanbringelse i mellem 3 år og 6 måneder til 5 år.

Som et eksempel på det nuværende foranstaltningsniveau for voldtægt ved

andet seksuelt forhold til et barn under 12 år, jf. kriminallovens § 77, stk. 1,

nr. 3, samt virkningerne af en forhøjelse med 50 pct. følger neden for en

beskrivelse af en enkeltstående forbrydelse, hvor gerningsmanden ikke er

tidligere er idømt en foranstaltning:

Side 52/85

Eksempel 1: En sag, hvor en 10-årig bliver befølt af en 35-årig, mens de

sover i samme seng (og hvor befølingen har karakter af andet seksuelt for-

hold), vil efter det nuværende foranstaltningsniveau og afhængig af de kon-

krete omstændigheder i sagen blive afgjort med anstaltsanbringelse i mel-

lem 4 og 6 måneder. Med forslaget lægges der op til, at en tilsvarende sag

afgøres med anstaltsanbringelse i mellem 6 og 9 måneder.

Udmåling af foranstaltning vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurde-

ring i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, herunder lov-

overtrædelsens grovhed og gerningsmandens personlige forhold, jf. krimi-

nallovens § 121.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Kriminallovens § 111 kriminaliserer hæleri.

Det foreslås at indsætte en ny selvstændig bestemmelse om hvidvask i kri-

minallovens § 111 a (jf. lovforslagets § 1, nr. 4), som vil omfatte en del af

de handlinger, der i dag er dækket af hæleribestemmelsen i § 111.

I konsekvens heraf foreslås det, at kriminalloven § 111 om hæleri fremover

ikke skal omfatte forhold, der er omfattet af den foreslåede selvstændige

hvidvaskbestemmelse i § 111 a.

Forslaget indebærer, at handlinger, der er omfattet af den foreslåede § 111

a, fremover skal behandles efter denne bestemmelse og ikke efter § 111.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger

samt bemærkningerne til nr. 4 nedenfor.

Til nr. 4

I medfør af § 111 dømmes den, som uberettiget modtager eller skaffer sig

eller andre del i udbytte, der er opstået ved en lovovertrædelse, der kan med-

føre et kriminalretligt ansvar, og den, der uberettiget ved at skjule, opbevare,

transportere, hjælpe til afhændelse eller på lignende måde efterfølgende vir-

ker til at sikre en anden udbyttet af en overtrædelse, der kan medføre et kri-

minalretligt ansvar.

Side 53/85

Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås det, at udskille en del af hæleribestem-

melsen til en selvstændig bestemmelse om hvidvask, sådan at kriminalloven

fremover vil indeholde en selvstændig bestemmelse om hvidvask.

Den foreslåede bestemmelse kriminaliserer navnlig nogle af de handlinger,

som i dag er omfattet af kriminallovens § 111 om hæleri. Endvidere udvides

kriminaliseringen til også at omfatte hvidvask af udbytte af egne forhold,

der kan medføre et kriminalretligt ansvar (såkaldt selvhvidvask), jf. nær-

mere nedenfor.

Bestemmelsen kriminaliserer således visse handlinger med hensyn til ud-

bytte af en kriminaliseret lovovertrædelse (førforbrydelsen). Det er kun

handlinger, der foretages, efter at førforbrydelsen er begået, som er omfattet

af bestemmelsen. Handlinger foretaget før dette tidspunkt vil i stedet kunne

foranstaltes som medvirken til førforbrydelsen, hvis det fornødne forsæt er

til stede. Der vil også kunne foranstaltes for medvirken til førforbrydelsen,

hvis der før fuldbyrdelsen af førforbrydelsen er truffet aftale om, at den på-

gældende efterfølgende skal hvidvaske udbyttet. Der henvises i den forbin-

delse også til bemærkningerne nedenfor om forholdet mellem det kriminal-

retlige ansvar for førforbrydelsen og efter den foreslåede bestemmelse om

hvidvask.

Bestemmelsen omfatter hvidvask af penge, som direkte eller indirekte er

udbytte af enhver kriminaliseret lovovertrædelse.

Det kræves ikke, at nogen er dømt eller kan dømmes for førforbrydelsen.

Det er heller ikke et krav, at det påvises, hvilken førforbrydelse udbyttet

stammer fra. Det vil være tilstrækkeligt til at dømme for hvidvask, at det

bevises, at udbyttet stammer fra en eller flere ikke nærmere konkretiserede

kriminaliseret lovovertrædelser. Kan det ikke anses for bevist, at udbyttet

strammer fra en eller flere kriminaliserede lovovertrædelser, kan der døm-

mes for forsøg på hvidvask, hvis tiltalte havde forsæt til, at udbyttet stam-

mede fra en eller flere kriminaliserede lovovertrædelser.

Bestemmelsen omfatter også hvidvask af udbytte af en kriminaliseret lov-

overtrædelse, der er begået i udlandet, herunder tilfælde, hvor førforbrydel-

sen ikke er undergivet grønlandsk straffemyndighed. Det er i sådanne til-

fælde tilstrækkeligt, at førforbrydelsen ville have været kriminaliseret efter

grønlandsk ret, hvis en tilsvarende handling var foretaget i Grønland. Dette

Side 54/85

kan eksempelvis være relevant ved bestemmelser om kriminalretligt ansvar,

der efter grønlandsk ret er territorialt begrænsede.

Bestemmelsen omfatter ethvert udbytte af en kriminaliseret lovovertræ-

delse, herunder surrogater og frugter, f.eks. renter.

Bestemmelsen tager imidlertid sigte på hvidvask af penge. Dette gælder,

både når det direkte udbytte af førforbrydelsen er penge, og når et udbytte i

andet end penge er blevet omsat til penge, som derefter hvidvaskes. Penge

omfatter det, der er almindeligt accepteret som betalingsmiddel i en eller

flere stater. Penge omfatter både kontanter og kontoindeståender. De virtu-

elle valutaer, som kendes i dag (f.eks. bitcoin), har ikke en sådan funktion

som almindeligt betalingsmiddel, at de udgør penge i bestemmelsens for-

stand.

Bestemmelsen tager således ikke sigte på den første omsætning til penge

eller håndtering i øvrigt af et udbytte, som består i andet end penge. Det

gælder eksempelvis køb og salg eller udlejning af genstande, som er stjålet

eller i øvrigt fravendt nogen ved en kriminaliseret lovovertrædelse, såvel

som transport eller opbevaring af sådanne genstande. Handlinger af denne

karakter vil således uændret kunne foranstaltes som hæleri efter kriminallo-

vens 111, når handlingerne foretages af personer, der ikke har medvirket til

førforbrydelsen. For så vidt angår gerningsmandens egen umiddelbare ud-

nyttelse af et udbytte i andet end penge, eksempelvis gennem brug, salg eller

udlejning, gælder ligeledes uændret, at dette ikke er særskilt kriminaliseret,

idet foranstaltningen for førforbrydelsen fastsættes bl.a. under hensyn til

gerningsmandens mulighed for på denne måde at få nytte af udbyttet.

Det anførte gælder også i tilfælde, hvor genstande ændres for at skjule, at de

stammer fra kriminalitet. Som eksempler kan nævnes, at en stjålen motor-

cykel skilles ad og sælges som reservedele, at stelnummeret på en stjålen

cykel ændres, eller at en stjålen bil omlakeres eller forsynes med nye num-

merplader. Bistand hertil vil således uændret kunne foranstaltes som hæleri

efter kriminallovens § 111, mens gerningsmanden til førforbrydelsens egne

handlinger af denne karakter skal bedømmes efter lovgivningen i øvrigt. Det

er eksempelvis selvstændigt kriminaliseret at køre i en uindregistreret eller

afregistreret bil. Hertil kommer, at hvis gerningsmanden sælger stjålne gen-

stande til en godtroende erhverver, vil der ofte være tale om bedrageri efter

kriminallovens § 104.

Side 55/85

Bestemmelsen vil omfatte eventuelle efterfølgende hvidvaskhandlinger med

hensyn til penge, som er opnået ved eksempelvis salg eller udlejning af

stjålne genstande.

Det foreslås, at bestemmelsen skal omfatte den, der konverterer eller over-

fører penge, som direkte eller indirekte er udbytte af en kriminaliseret lov-

overtrædelse, for at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse. Som nævnt

betyder det, at den første konvertering til penge af udbytte i andet af penge

falder uden for bestemmelsen.

Bestemmelsen omfatter eksempelvis veksling af udbyttet til en anden valuta

og overførsel af udbyttet til en anden person, når det sker for at skjule eller

tilsløre udbyttets ulovlige oprindelse.

Den blotte indsættelse af udbyttet på en bankkonto eller overførsel mellem

to almindelige konti, eksempelvis lønkonto, budgetkonto eller opsparings-

konto, som tilhører samme person, er ikke omfattet af bestemmelsen. En

overførsel til en konto, som tilhører en anden person eller til en konto i et

andet land, vil imidlertid være omfattet, når det sker for at skjule eller tilsløre

udbyttets ulovlige oprindelse. Investering af pengene, være sig i værdipapi-

rer, fast ejendom eller andet, vil også være en konvertering, der er omfattet

af bestemmelsen, når det sker for at skjule eller tilsløre udbyttets ulovlige

oprindelse. Dette gælder også ved investering i (køb af) virtuel valuta (f.eks.

bitcoin).

Bestemmelsen vil i kraft af den almindelige medvirkensregel i kriminallo-

vens § 13 også omfatte den, der i forbindelse med eller med henblik på kon-

vertering eller overførsel af penge skjuler eller tilslører udbyttets karakter,

oprindelse, placering eller bevægelser, rådigheden eller rettigheder over det

eller ejendomsretten til det. Som eksempel kan nævnes fremstilling af do-

kumenter, der angiver en urigtig lovlig oprindelse til udbyttet, eksempelvis

i form af lån, tilbagebetaling af lån, salgssum eller overskud af erhvervs-

virksomhed.

Bestemmelsen omfatter ikke den blotte modtagelse eller opbevaring af ud-

bytte. Handlinger af denne karakter vil således uændret kunne foranstaltes

som hæleri efter kriminallovens § 111, når handlingerne foretages af perso-

ner, der ikke har medvirket til førforbrydelsen.

Side 56/85

Transport af kontante penge vil være omfattet af bestemmelsen, hvis trans-

porten indebærer, at udbyttet overføres fra en person til en anden eller til et

andet land. Transport, der alene går ud på for en anden at flytte kontante

penge fra et sted i landet til et andet, vil derimod uændret skulle henføres

under kriminallovens § 111. Det anførte gælder, både når det oprindelige

udbytte bestod i kontante penge, og når udbytte i anden form er blevet omsat

til kontante penge.

Bestemmelsen omfatter handlinger foretaget af personer, der ikke har med-

virket til førforbrydelsen, såvel som handlinger foretaget af personer, der

har medvirket til førforbrydelsen. Kriminalretligt ansvar i sammenstød fin-

der anvendelse, jf. nærmere nedenfor.

Gerningsmanden til førforbrydelsen falder uden for den foreslåede krimina-

lisering af hvidvask, så længe den pågældende alene håndterer udbytte i an-

det end penge. Dette skyldes, at den foreslåede bestemmelse som beskrevet

ovenfor i det hele taget ikke tager sigte på sådanne handlinger, heller ikke

når de foretages af andre end gerningsmanden til førforbrydelsen. Som ek-

sempler kan nævnes brug, salg, udlejning, udlån, opbevaring, transport eller

håndtering i øvrigt af stjålne genstande.

Gerningsmanden til førforbrydelsen falder også uden for den foreslåede kri-

minalisering af hvidvask, så længe den pågældende alene opbevarer penge,

transporterer penge inden for samme land, indsætter penge på sin egen bank-

konto i samme land eller anvender penge på forbrug. Dette gælder, hvad

enten pengene er det oprindelige udbytte, eller det oprindelige udbytte er

blevet omsat i penge, og skyldes, at sådanne handlinger ikke er omfattet af

den foreslåede bestemmelse.

Gerningsmanden til førforbrydelsen vil derimod være omfattet af den fore-

slåede bestemmelse, hvis den pågældende eksempelvis veksler penge enten

til en anden valuta eller til pengesedler i samme valuta, som er vanskeligere

at spore end det oprindelige udbytte. Det er efter den foreslåede bestem-

melse en forudsætning, at konverteringen sker for at skjule eller tilsløre ud-

byttets ulovlige oprindelse. Der kan være tilfælde, hvor en veksling ikke

sker helt eller delvis med dette formål, men eksempelvis alene med henblik

på almindeligt forbrug under en ferie i et andet land.

Gerningsmanden til førforbrydelsen vil ligeledes være omfattet af den fore-

slåede bestemmelse, hvis den pågældende eksempelvis investerer penge i

Side 57/85

værdipapirer, fast ejendom eller andet. Der kan være grænsetilfælde mellem

investering og forbrug, men hvis den købte genstand har en betydelig gen-

salgsværdi både absolut og relativt i forhold til anskaffelsesprisen, må an-

skaffelsen anses som en investering, selv om genstanden også har brugs-

værdi. Afhængig af de nærmere omstændigheder kan det eksempelvis gælde

biler, både, kostbare ure eller smykker, dyrt pelsværk, årgangsvine og kunst-

genstande.

De anførte eksempler illustrerer undergrænsen for hvidvask. Gerningsman-

den til førforbrydelsen vil også overtræde den foreslåede bestemmelse, hvis

den pågældende deltager i mere avancerede hvidvaskhandlinger, hvori ind-

går eksempelvis selskabskonstruktioner, proformatransaktioner, stråmænd,

spejlhandler eller andre konverteringer eller overførsler gennem flere led

og/eller flere lande.

Kriminalretligt ansvar i sammenstød vil finde anvendelse. Det betyder, at et

kriminalretligt ansvar for førforbrydelsen absorberer et kriminalretligt an-

svar efter den foreslåede hvidvaskbestemmelse for så vidt angår forhold, der

knytter sig accessorisk til førforbrydelsen som normalt forekommende bi-

omstændigheder. I praksis vil gerningsmanden til førforbrydelsen derfor

især kunne omfattes af den foreslåede hvidvaskbestemmelse, hvis de hvid-

vaskhandlinger, den pågældende har foretaget, går væsentligt ud over sæd-

vanlig håndtering af udbyttet af en lovovertrædelse.

I det omfang det kriminalretlige ansvar efter den foreslåede hvidvaskbe-

stemmelse ikke absorberes af kriminalretligt ansvar for førforbrydelsen,

skal spørgsmålet om forældelse af det kriminalretlige ansvar vurderes sær-

skilt for førforbrydelsen og den foreslåede hvidvaskbestemmelse. Der vil

således kunne være tilfælde, hvor det kriminalretlige ansvar for førforbry-

delsen er forældet, men hvor gerningsmanden til førforbrydelsen stadig kan

idømmes et kriminalretligt ansvar for hvidvask, enten på grund af en læn-

gere forældelsesfrist, eller fordi hvidvasken er foretaget på et senere tids-

punkt.

Bestemmelsen omfatter forsætlige forhold, jf. kriminallovens § 11. Forsæt

kan i overensstemmelse med almindelige kriminalretlige principper og af-

hængig af sagens nærmere omstændigheder bl.a. bevises på grundlag af ob-

jektive kendsgerninger.

Side 58/85

Juridiske personer kan idømmes et kriminalretligt ansvar for hvidvask, jf.

kriminallovens § 17 og kapitel 5. Både den juridiske person og de fysiske

personer, der inden for dens virksomhed har begået hvidvasken, kan således

dømmes for forbrydelsen.

Forsøg og medvirken til hvidvask kan foranstaltes efter de almindelige reg-

ler i kriminallovens §§ 12 og 13.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 og 7

Efter kriminalloven er konfiskation en foranstaltning, der ikke kan anvendes

over for et barn under 15 år.

Med lovforslagets § 1, nr. 5 og 7, foreslås det at ændre strukturen i forhold

til konfiskationsreglerne, således at der skabes mulighed for at foretage kon-

fiskation i medfør af kriminallovens §§ 166-170 hos børn under 15 år. Det

er af lovtekniske årsager nødvendigt at nyaffatte bestemmelserne om konfi-

skation, men der er ikke herved tilsigtet anden ændring af reglerne, end at

der gives mulighed for konfiskation i forhold til børn under 15 år.

Med de foreslåede ændringer vil politiet i Grønland f.eks. kunne konfiskere

et udbytte hos en person på 14 år. Politiet vil endvidere kunne konfiskere

fiskegarn hos et barn under 15 år, hvis det er brugt til ulovligt fiskeri.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

I medfør af kriminallovens § 135 kan retten i en dom fastsætte som vilkår,

at den dømte efter bestemmelse af kriminalforsorgen undergives forskellige

former for behandling, herunder misbrugsafvænning, lægelig behandling el-

ler psykiatrisk/sexologisk behandling.

Med lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås det, at der i kriminalloven § 135 om

dom til tilsyn præciseres, at der er hjemmel til at fastsætte vilkår om psyko-

logbehandling i forbindelse med afsigelse af domme til tilsyn. Ændringen

har navnlig til formål at tydeliggøre denne mulighed, når der afsiges domme

til tilsyn.

Side 59/85

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Efter kriminallovens § 168, stk. 1, kan der foretages hel eller delvis konfi-

skation af formuegoder, der tilhører en person, som findes skyldig i en for-

brydelse, når handlingen er af en sådan karakter, at den kan give betydeligt

udbytte, og der er tale om en særlig grov lovovertrædelse.

Med den nuværende formulering af kriminallovens § 168 er det muligt at

foretage udvidet konfiskation i en sag, hvor en person f.eks. dømmes for

besiddelse af 8 kg hash, idet foranstaltningen for besiddelse af 8 kg hash

efter retspraksis er omkring 2 års anstaltsanbringelse og således anses som

en grov lovovertrædelse, der falder ind under bestemmelsens anvendelses-

område. Grænsen for, hvornår bestemmelsen efter gældende ret anvendes i

tilfælde af overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, er omkring 3 kg

hash, hvor foranstaltningen ligger på omkring anstaltsanbringelse i et år.

Med lovforslagets § 1, nr. 8, foreslås det at udvide adgangen i kriminallo-

vens § 168 til at foretage udvidet udbyttekonfiskation i Grønland til at om-

fatte alle sager om overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. I

denne type sager er det således ikke længere nødvendigt, at der er tale om

en grov lovovertrædelse.

Ændringen vil betyde, at hvis en person er dømt for overtrædelse af lovgiv-

ningen om euforiserende stoffer ved for eksempel at besidde 2 kg. hash, vil

der kunne ske konfiskation af større formuegoder, som den pågældende ejer,

medmindre den pågældende kan sandsynliggøre, at formuegoderne er er-

hvervet på lovlig vis. Tilsvarende vil større formuegoder, som en person,

der dømmes for indsmugling af særlig grov karakter, ejer, kunne konfiske-

res, medmindre den pågældende kan sandsynliggøre, at formuegoderne er

erhvervet på lovlig vis.

Det skal fremhæves, at det fortsat er et krav for anvendelse af den udvidede

udbyttekonfiskation efter § 168 i kriminalloven, at den pågældende er dømt

for en lovovertrædelse, der kan give et betydeligt udbytte. Dømmes den på-

gældende således alene for besiddelse af en mindre mængde euforiserende

stof, der ikke ville kunne indbringe den pågældende et betydeligt udbytte,

Side 60/85

vil denne betingelse ikke være opfyldt. Dette betyder, at den foreslåede æn-

dring af bestemmelsen i § 168 navnlig vil få betydning for mere alvorlige

overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer og derved ramme

personer, som lever af eller har betydelige indtægter ved kriminalitet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

I medfør af kriminallovens § 196, stk. 1, skal en foranstaltning med anstalts-

anbringelse, så vidt det er muligt fuldbyrdes i nærheden af den dømtes hjem-

sted (nærhedsprincippet). Efter kriminallovens § 196, stk. 2, nr. 1-5, er det

muligt at fravige nærhedsprincippet i en række forskellige situationer.

Det forslås at tilføje en ny bestemmelse i kriminallovens § 196, stk. 2, nr. 4,

hvorefter nærhedsprincippet kan fraviges for at yde den dømte pædagogisk,

lægelig eller anden særlig bistand.

Den foreslåede bestemmelse vil gøre det muligt at fravige nærhedsprincip-

pet for f.eks. at placere en dømt med henblik på at yde denne pædagogisk,

lægelig eller anden særlig bistand, når den dømte skal afsone en foranstalt-

ning med anstaltsanbringelse.

Bestemmelsen vil således f.eks. kunne bruges til at anbringe seksualforbry-

dere i Anstalten i Nuuk. Samtidig præciseres muligheden for at anbringe

kvinder i særlige afdelinger til kvinder, hvilket er praksis i Kriminalforsor-

gen i Grønland.

Det foreslås i kriminallovens § 196, stk. 2, nr. 5, at nærhedsprincippet kan

fraviges for at undgå, at den indsatte afsoner i en institution, hvor en af den

indsattes nærtstående gør tjeneste. Bestemmelsen har til formål at undgå, at

der opstår mistanke om, at den ansatte ikke kan udføre tjenesten korrekt og

uafhængigt.

Bestemmelsen forudsættes anvendt mere restriktivt end den tilsvarende be-

stemmelse i den danske straffuldbyrdelseslov, idet fravigelse af nærheds-

princippet i Grønland pga. bl.a. de geografiske afstande typisk er mere ind-

gribende for den domfældte, end det typisk vil være i Danmark.

Side 61/85

Det foreslås i kriminallovens § 196, stk. 2, nr. 6, at nærhedsprincippet kan

fraviges for at undgå, at den dømte afsoner i en institution i tilfælde, hvor

den dømte har begået en forbrydelse mod en ansat, der gør tjeneste i insti-

tutionen, eller dennes nærtstående.

Bestemmelsen indebærer, at nærhedsprincippet kan fraviges for at undgå, at

den dømte afsoner i en institution i tilfælde, hvor den dømte har begået en

forbrydelse mod en ansat, der gør tjeneste i institutionen, eller dennes nært-

stående, idet hensynet til den ansatte i sådanne situationer efter en konkret

vurdering bør kunne begrunde, at nærhedsprincippet fraviges. Det er efter

lovforslaget ikke et krav, at den dom, der skal afsones, vedrører det forhold,

som den pågældende har begået mod en ansat i institutionen eller mod den

ansattes nærtstående.

Bestemmelsen forudsættes anvendt mere restriktivt end den tilsvarende be-

stemmelse i den danske straffuldbyrdelseslov, idet fravigelse af nærheds-

princippet i Grønland pga. bl.a. de geografiske afstande typisk er mere ind-

gribende for den domfældte, end det typisk vil være i Danmark. Anvendel-

sen af bestemmelsen skal dog ske med behørig hensyntagen til den ansatte

i institutionen.

De foreslåede bestemmelser i kriminallovens § 196, stk. 2, nr. 4-6, svarer til

den danske straffuldbyrdelseslovs § 23, stk. 2, nr. 4, 7og 8, jf. lovbekendt-

gørelse nr. 1333 af 12. december 2019.

De gældende bestemmelser i nr. 4 og 5 bliver herefter nr. 7 og 8.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

I medfør af kriminallovens § 215, stk. 1, har en indsat har ret til mindst ét

ugentligt besøg af mindst én times varighed og så vidt muligt af to timers

varighed. For indsatte, som ikke har tilladelse til udgang, bør der så vidt

muligt gives tilladelse til besøg i videre omfang. Efter stk. 3 kan ledelsen af

Kriminalforsorgen i Grønland ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hen-

syn fastsætte regler om begrænsninger i indsattes ret til besøg.

Det foreslås, at indføre en ny bestemmelse, hvoraf det fremgår udtrykkeligt,

at institutionen kan bestemme, at de besøgende skal indhente forudgående

Side 62/85

tilladelse til at besøge den indsatte. Det kan gøres til et vilkår for en besøgs-

tilladelse, at den besøgende lader sig undersøge. Undersøgelsen kan bestå i

visitation af det tøj, som den besøgende er iført ved fremmødet, og nærmere

undersøgelse af den besøgendes yderbeklædning og medbragte effekter.

Forslaget indebærer, at kriminalforsorgens institutioner i Grønland får mu-

lighed for fremover at stille vilkår om, at besøgende lader sig undersøge i

videre omfang, end reglerne tillader i dag.

Forslaget skal ses i sammenhæng med risikoen for indsmuglinger i forbin-

delse med besøg til de indsatte, og det findes nødvendigt at udvide instituti-

onernes muligheder for at sikre sig mod, at besøgende smugler effekter, her-

under euforiserende stoffer og ulovlige genstande i øvrigt, ind i institutio-

nerne.

Forslaget giver institutionerne mulighed for at foretage visitation af det tøj,

som den besøgende er iført ved fremmødet, samt nærmere undersøgelse af

den besøgendes yderbeklædning og medbragte effekter.

Det bemærkes, at forslaget ikke indebærer, at institutionerne vil kunne gen-

nemtvinge undersøgelserne uden den besøgendes medvirken. Den besø-

gende vil således fortsat kunne nægte at lade sig undersøge, hvilket kan have

den virkning, at besøget afvises. Endvidere vil undersøgelsernes omfang

fortsat blive afpasset efter en konkret risikovurdering.

Den foreslåede bestemmelse giver for det første adgang til at foretage visi-

tation af det tøj, som den besøgende er iført ved fremmødet. Dette kan ske

ved at klappe og beføle uden på tøjet af den besøgende. Herved indføres der

adgang til ved beføling gennem tøjet at undersøge, om den besøgende har

effekter gemt i tøjet, i lommerne eller på kroppen under tøjet.

Det forudsættes, at denne form for visitation af det tøj, som den besøgende

er iført ved fremmødet, i givet fald skal foretages af personale af samme køn

som den besøgende.

Begrebet ”visitation af det tøj, som den besøgende er iført ved fremmødet”,

omfatter endvidere de eksisterende undersøgelsesformer, som er nævnt i be-

søgsbekendtgørelsens § 10, stk. 1, jf. ovenfor under pkt. 2.7.1.1. Visitation

kan således også foretages ved, at den besøgende opfordres til at fremvise

Side 63/85

genstande, som den besøgende har i lommer mv., ligesom der kan ske efter-

syn af det tøj, som den besøgende er iført ved fremmødet, ved anvendelse

af metaldetektor. Endvidere vil visitation kunne ske ved, at den besøgende

efter kriminalforsorgens anmodning lader sig undersøge af kriminalforsor-

gens narkotikahunde.

Den foreslåede bestemmelse giver for det andet adgang til at foretage en

nærmere undersøgelse af den besøgendes yderbeklædning. Med udtrykket

yderbeklædning sigtes som hidtil til beklædningen indtil undertøjet. En nær-

mere undersøgelse af den besøgendes yderbeklædning vil som hidtil skulle

gennemføres ved, at den besøgende opfordres til at aftage sin yderbeklæd-

ning indtil undertøjet, med henblik på at institutionen kan foretage en nær-

mere undersøgelse af yderbeklædningen.

Der vil herudover kunne foretages en nærmere undersøgelse af den besø-

gendes medbragte effekter, herunder tøj, som den besøgende ikke er iført.

Den nærmere undersøgelse af den besøgendes yderbeklædning og med-

bragte effekter indebærer, at institutionen kan gennemse og undersøge lom-

mer, tasker mv., ligesom lommer og tasker m.v. kan tømmes med henblik

på eftersyn af indholdet. Undersøgelsen kan ske ved anvendelse af metalde-

tektor.

Der tilsigtes ingen ændringer i reglerne i besøgsbekendtgørelsens § 12 ved-

rørende gennemførelsen af den nærmere undersøgelse af besøgendes yder-

beklædning, jf. herom ovenfor under pkt. 2.7.1.1.

Det bemærkes, at det fortsat er hensigten, at nærmere undersøgelse af besø-

gendes yderbeklædning alene kan foretages, hvis der i det enkelte tilfælde

er en begrundet mistanke om, at de besøgende vil foretage indsmugling.

Derimod kan visitation af det tøj, som den besøgende er iført, samt nærmere

undersøgelse af den besøgendes medbragte effekter foretages, selv om der

ikke foreligger en sådan mistanke.

Det bemærkes, at der med den foreslåede bestemmelse (fortsat) vil være

lovhjemmel til, at undersøgelse af besøgende i åbne institutioner kan ske i

samme omfang som i lukkede institutioner. Nærmere regler om gennemfø-

relsen af de indsattes ret til besøg, herunder undersøgelse af de besøgende,

vil som hidtil blive fastsat administrativt, jf. kriminallovens § 215, stk. 3,

der med forslaget bliver stk. 4, og den foreslåede bestemmelse er ikke til

Side 64/85

hinder for, at der i den forbindelse efter behov kan skelnes mellem åbne og

lukkede institutioner.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1 i de almindelige bemærkninger til lov-

forslaget.

Til nr. 11

I medfør af § 215, stk. 3 kan ledelsen af Kriminalforsorgen i Grønland ud

fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn fastsætte regler om begrænsnin-

ger i retten til indsattes ret til besøg.

Efter bestemmelsen kan ledelsen af Kriminalforsorgen i Grønland fastsætte

regler om begrænsninger i retten til besøg ud fra ordens- eller sikkerheds-

mæssige hensyn, herunder om adgang til at træffe bestemmelse om forbud

mod besøg af bestemte personer og om overvåget besøg, og om adgang til

at fastsætte som vilkår for en besøgstilladelse, at den besøgende lader sin

yderbeklædning undersøge.

Med lovforslaget § 1, nr. 11, foretages en sproglig ændring af bestemmelsen

i lyset af forslaget om at indsætte et nyt stk. 3 i § 215.

Bestemmelsen vil kunne anvendes som hidtil, ligesom bestemmelsen vil

kunne anvendes til at fastsætte regler om de yderligere vilkår for en besøgs-

tilladelse, herunder de muligheder for at undersøge besøgende, der følger af

forslaget til § 215, stk. 3, i dette lovforslag. Der vil endvidere kunne fast-

sættes regler om undersøgelse af besøgende ved brug af narkotikahund.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1 og 2.7.3 i de almindelige bemærkninger

til lovforslaget.

Til nr. 12

Det fremgår af kriminallovens § 221, stk. 1, at kriminalforsorgen kan un-

dersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller

på sin person, hvis en række hensyn er opfyldt. Efter kriminallovens § 221,

stk. 2, kan institutionens leder træffe bestemmelse om en nærmere undersø-

gelse af den indsattes person, hvis der er bestemte grunde til at antage, at

den indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter. I kriminallovens § 221,

stk. 3 og 4, beskrives hvornår og hvordan undersøgelsen skal finde sted.

Side 65/85

Med lovforslagets § 1, nr. 12, foreslås det at indføre regler for Grønland om

en generel ordning om urin- og udåndingsprøve af de indsatte i kriminalfor-

sorgens institutioner både ved konkret mistanke og ved stikprøvekontrol.

Det foreslås således, at der kan træffes bestemmelse om, at en indsat skal

afgive udåndingsprøve eller urinprøve med henblik på at undersøge for

eventuel indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der

er forbudt efter den almindelige lovgivning.

Med den foreslåede bestemmelse gives der i

stk. 1

mulighed for at foretage

stikprøvevis urinprøvekontrol hos indsatte i kriminalforsorgens institutioner

med henblik på at undersøge for eventuelt misbrug af euforiserende stoffer

og andre stoffer, som er forbudt efter den almindelige lovgivning, f.eks. ana-

bolske steroider. Indsatte vil således på tilfældige tidspunkter og steder

kunne afkræves urinprøver med det formål at kontrollere, om de indsatte

misbruger euforiserende stoffer og andre ulovlige stoffer. Det foreslås her-

udover, at der gives mulighed for at foretage udåndingsprøvekontrol hos

indsatte i kriminalforsorgens institutioner med henblik på at undersøge for

eventuelt indtagelse af alkohol. Denne del af forslaget vil også indebære, at

indsatte på tilfældige tidspunkter og steder vil kunne afkræves udåndings-

prøve med det formål at kontrollere, om de indsatte indtager alkohol.

Iværksættelse af urinprøvekontrol og udåndingsprøvekontrol efter den fore-

slåede bestemmelse forudsætter ikke, at der kan påvises en konkret mistanke

mod den indsatte om misbrug af alkohol og euforiserende stoffer mv. Urin-

prøve og udåndingsprøve kan herefter afkræves indsatte rutinemæssigt og

stikprøvevis, når dette findes hensigtsmæssigt og ud fra en saglig vurdering,

herunder navnlig ud fra præventive hensyn. Det er ikke en betingelse, at det

konkret kan påvises, at kontrollen er afgørende for at sikre, at ordensbestem-

melser overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages.

Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes over for såvel en større

personkreds, f.eks. en eller flere institutioner eller afdelinger, som over for

enkelte indsatte.

Bestemmelse om gennemførelse af urinprøvekontrol og udåndingsprøve-

kontrol kan alene træffes af institutionens leder eller den, der bemyndiges

dertil.

stk. 2

angives det, at bestemmelsen i § 221, stk. 4, også finder anvendelse

på indgreb efter den foreslåede bestemmelse.

Side 66/85

Heraf følger, at indgrebet skal foretages så skånsomt, som omstændighe-

derne tillader. Dette indebærer blandt andet, at der ved afgivelsen af urin-

prøve og udåndingsprøve ikke bør være andre indsatte til stede.

Det forudsættes i øvrigt, at indgreb efter den foreslåede bestemmelse i § 221

a alene finder sted, hvis indgrebet er begrundet i saglige hensyn.

Hvis afgivelsen af urinprøve forudsætter hel eller delvis afklædning af den

indsatte, må indgrebet kun undtagelsesvis foretages eller overværes af andre

end personer af samme køn som den indsatte eller sundhedspersonale.

Det foreslås i stk.

at give ledelsen af Kriminalforsorgen i Grønland hjem-

mel til at udstede nærmere regler for gennemførelse af rutinemæssig urin-

prøvekontrol og udåndingsprøvekontrol. Dette svarer til den gældende ord-

ning i medfør af § 221 i kriminalloven om undersøgelse af den indsattes

person og opholdsrum, jf. § 221, stk. 5. Der er med hjemmel i § 221, stk. 5,

ved bekendtgørelse nr. 1175 af 9. december 2009 fastsat nærmere regler

herom.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13 og 14

I medfør af kriminallovens § 226 kan en indsat af institutionens leder eller

den, der er bemyndiget dertil, ikendes en disciplinær foranstaltning ved ikke

at efterkomme en anvisning efter § 202. Ved udeblivelse, undvigelse eller

forsøg herpå. Ved tilsidesættelse af beskæftigelsespligten efter § 210, stk. 1.

Ved overtrædelse af kriminallovgivningen, når overtrædelsen indebærer en

selvstændig krænkelse af orden eller sikkerhed i institutionen. Ved overtræ-

delse af regler fastsat af ledelsen af Kriminalforsorgen i Grønland, når det i

reglerne er bestemt, at overtrædelse kan medføre en disciplinær foranstalt-

ning. Og ved overtrædelse af regler fastsat af institutionens leder, når det i

reglerne er bestemt, at overtrædelse kan medføre en disciplinær foranstalt-

ning.

Med lovforslagets § 1, nr. 13 og 14, foreslås det, at det i kriminallovens

§ 226 om disciplinære overtrædelser tilføjes, at nægtelse af afgivelse af urin-

eller udåndingsprøve efter den foreslåede bestemmelse skal kunne medføre

Side 67/85

en disciplinær foranstaltning, idet ændringen i lovforslagets § 1, nr. 12, el-

lers kun må forventes at få meget begrænset effekt.

Det foreslås i kriminallovens

§ 226, nr. 4

at der skabes hjemmel til at

ikende en indsat en disciplinær foranstaltning, hvis den pågældende nægter

at afgive urinprøve eller udåndingsprøve efter den foreslåede § 221 a, eller

hvis den indsatte har indtaget alkohol, euforiserende stoffer eller andre stof-

fer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning.

Det foreslås i kriminallovens

§ 227, stk. 2, nr. 3,

at der skabes hjemmel til

at anvende anbringelse i enrum som disciplinær reaktion over for indsatte,

der nægter at afgive urinprøve eller udåndingsprøve. Efter gældende ret er

der bl.a. mulighed for at anvende enrum i tilfælde, hvor den indsatte har

indtaget ulovlige euforiserende stoffer. Forslaget indebærer, at enrum vil

kunne anvendes som disciplinær foranstaltning ved nægtelse af afgivelse af

urinprøve med henblik på kontrol for euforiserende stoffer mv. såvel som

ved nægtelse af afgivelse af udåndingsprøve med henblik på kontrol for ind-

tag af alkohol.

Med den foreslåede hjemmel i stk. 2, nr. 3, sikres det, at en indsat ikke for

at undgå en disciplinær foranstaltning i form af enrum kan nægte at med-

virke til afgivelse af urinprøve.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Til nr. 1 og 3

I medfør af § 44, stk. 2, i retsplejelov for Grønland skal der ikke medvirke

domsmænd i sager, hvor der, hvis tiltalte findes skyldig, ikke kan blive tale

om en mere indgribende foranstaltning end bøde, konfiskation, førerretsfra-

kendelse eller erstatning.

I medfør af § 452, stk. 2, i retsplejelov for Grønland fremgår, at hvis tiltalte

udebliver uden oplyst lovligt forfald, eller nægter at afgive forklaring, kan

retten i stedet for behandle sagen, som om tiltalte havde tilstået, og afgøre

sagen uden videre bevisførelse. Dette gælder dog kun, hvis der under sagen

Side 68/85

ikke er rejst spørgsmål om anden foranstaltning end bøde, konfiskation, fø-

rerretsfrakendelse og erstatning, og sagen ikke er af særlig indgribende be-

tydning for tiltalte.

Med lovforslagets § 2, nr. 1 og 3, foretages en ændring, der er en konsekvens

af, at det foreslås at indføre et afsnit III l i kriminalloven om andre retsfølger

af en forbrydelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse om begæring af offentlig påtale

i § 311 a i retsplejelov for Grønland.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der fastsættes regler for behand-

lingen af sager, hvor der er betinget offentlig påtale.

Bestemmelsen foreslås indført som konsekvens af indførelsen af betinget

offentlig påtale i kriminalloven af en række nærmere angivne sager om ære-

fornærmelser.

Det foreslås i § 311 a, stk. 1, at det fastsættes, at hvis offentlig påtale efter

lovgivningen er betinget af en begæring, kan påtale kun ske, hvis begæring

herom fremsættes af en, der efter § 302 er berettiget til at foretage privat

påtale. En anmeldelse fra den berettigede vil blive anset som en begæring

om offentlig påtale, medmindre andet fremgår af anmeldelsen. Er privat på-

tale begyndt, kan offentlig påtale ikke begæres. Påtalemyndigheden kan

nægte at efterkomme en begæring om offentlig påtale, der udelukker nogen

medskyldig fra forfølgningen. Angår begæringen kun nogle af de skyldige

uden at udelukke mulige medskyldige, kan påtalemyndigheden udstrække

forfølgningen til disse, medmindre den berettigede efter at have haft lejlig-

hed til at udtale sig herom modsætter sig dette. I så fald finder 4. pkt. anven-

delse.

Dette indebærer for det første, at offentlig påtale i sager, der er betinget af

en begæring kun kan ske, hvis begæringen fremsættes af en, der efter § 302

er berettiget til at foretage privat påtale. Det vil sige, at forurettede selv kan

fremsætte en begæring om påtale. Er forurettede umyndig, finder reglerne

Side 69/85

om umyndiges processuelle stilling tilsvarende anvendelse. Når den foruret-

tede er død, eller når en handling rettet mod en afdød er kriminel, tilkommer

retten til påtale den afdødes ægtefælle, samlever, forældre, børn eller sø-

skende.

For det andet vil en anmeldelse fra den berettigede anses for en begæring

om offentlig påtale, medmindre andet fremgår af anmeldelsen. Det indebæ-

rer, at en anmeldelse til politiet fra en person, der efter § 302 i retsplejelov

for Grønland er berettiget til at fremsætte begæring om offentlig påtale, skal

anses som en begæring om offentlig påtale, medmindre andet fremgår af

anmeldelsen.

For det tredje kan offentlig påtale ikke begæres, hvis privat påtale er be-

gyndt.

For det fjerde kan påtalemyndigheden nægte at efterkomme en begæring om

offentlig påtale, der udelukker nogen medskyldig fra forfølgningen.

For det femte kan påtalemyndigheden udstrække en begæring om offentlig

påtale til også at omfatte medskyldige, medmindre den berettigede efter at

have haft lejlighed til at udtale sig modsætter sig dette. Hvis dette er tilfæl-

det, finder 4. pkt. anvendelse, jf. beskrivelsen ovenfor om påtalemyndighe-

den.

Den forurettedes begæring er dog ikke nødvendig efter kriminallovens

§ 317, stk. 1, i sager, hvor almene hensyn kræver påtale.

Det foreslås i § 311 a, stk. 2, at statsadvokaten og politidirektøren uanset

bestemmelsens stk. 1 kan foretage uopsættelige handlinger, når forholdet

må antages at være, at den, der kan beslutte eller begære påtale, ubekendt,

og omstændighederne gør det antageligt, at påtale vil blive besluttet eller

begæret. Tilbagekaldes en begæring efter stk. 1, inden der er afsagt dom,

standses forfølgningen, medmindre påtalemyndigheden skønner, at almene

hensyn kræver, at forfølgningen fortsættes.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 720, stk. 1 og 2, jf. lov-

bekendtgørelse nr. 1145 af 29. september 2020.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Side 70/85

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft den XX.

Side 71/85

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I kriminallov for Grønland,

jf. lovbekendtgørelse nr. 1045

af 7. september 2017, som æn-

dret ved § 2 i lov nr. 1718 af 27.

december 2018, § 1 i lov nr. 168

af 27. februar 2019 og § 1 i lov

nr. 1056 af 30. juni 2020, fore-

tages følgende ændringer:

§ 20.

----

Stk. 2.

Overtrædelse af § 99 er

undergivet privat påtale.

§ 20, stk. 2,

indsættes efter

»påtale.«: »Efter forurettedes

anmodning kan offentlig påtale

ske

1) i sager, hvor en alvorlig

beskyldning er usand,

2) i sager, hvor en beskyld-

ning er fremsat eller ud-

bredt gennem indholdet af

et massemedie, og be-

skyldningen er egnet til

væsentligt at skade den

forurettede,

3) i sager, hvor en person be-

skyldes for et forhold, der

kunne eller kan medføre

fortabelse af offentlig stil-

ling eller hverv, eller

4) i sager, hvor en alvorlig

beskyldning er udbredt

anonymt.«.

Side 72/85

Gældende formulering

§ 77. ---

Stk. 2.

Det samme gælder den,

der, uden at forholdet falder ind

under stk. 1, skaffer sig samleje

eller andet seksuelt forhold ved

ulovlig tvang, jf. § 91.

Lovforslaget

§ 77

indsættes som

stk. 3:

»Stk. 3.

Ved fastsættelse af

foranstaltning skal der lægges

vægt på den særlige krænkelse,

der er forbundet med lovover-

trædelsen, når den er begået

mod en person under 18 år.«.

§ 111, stk. 1,

indsættes ef-

ter »der kan medføre et krimi-

nalretligt ansvar,«: »medmin-

dre forholdet er omfattet af

§ 111 a,«.

§ 111.

For hæleri dømmes

den, som uberettiget modtager el-

ler skaffer sig eller andre del i ud-

bytte, der er opnået ved en lov-

overtrædelse, der kan medføre et

kriminalretligt ansvar, og den,

der uberettiget ved at skjule, op-

bevare, transportere, hjælpe til

afhændelse eller på lignende

måde efterfølgende virker til at

sikre en anden u byttet af en over-

trædelse, der kan medføre et kri-

minalretligt ansvar.

Stk. 2. ---

Efter

§ 111

indsættes:

»§

111 a.

For hvidvask døm-

mes den, der konverterer eller

overfører penge, som direkte

eller indirekte er udbytte af en

forbrydelse, for at skjule eller

tilsløre den ulovlige oprin-

delse.«.

Side 73/85

Gældende formulering

§ 120.

Rettighedsfortabelse,

jf. kapitel 36, og konfiskation jf.

kapitel 37, kan idømmes i forbin-

delse med enhver anden foran-

staltning.

§ 135.

Retten kan i dommen

fastsætte som vilkår, at den

dømte efter bestemmelse af kri-

minalforsorgen

1-2) ---

3) undergiver sig psykia-

trisk/sexologisk behandling.

Stk. 2. ---

Lovforslaget

§ 120

udgår,:» og konfiska-

tion, jf. kapitel 37,«.

§ 135, stk. 1, nr. 3,

indsættes

efter »undergiver sig«: »psyko-

logisk eller«.

Side 74/85

Kapitel 37

Konfiskation

§ 166.

Udbyttet ved en forbry-

delse eller et hertil svarende be-

løb kan helt eller delvis konfiske-

res. Savnes der tilstrækkeligt

grundlag for at fastslå beløbets

størrelse, kan der konfiskeres et

beløb, som skønnes at svare til

det indvundne udbytte.

Stk. 2.

Såfremt det må anses

for påkrævet for at forebygge

yderligere lovovertrædelser, eller

særlige omstændigheder i øvrigt

taler derfor, kan der ske konfiska-

tion af

1) genstande, der har været

brugt eller bestemt til at bru-

ges ved en forbrydelse,

2) genstande, der er frembragt

ved en forbrydelse, og

3) genstande, med hensyn til

hvilke der i øvrigt er begået

en forbrydelse.

Stk. 3.

Genstande, som er af

væsentlig betydning for ger-

ningsmandens udøvelse af lovligt

erhverv, må ikke konfiskeres,

medmindre ganske særlige om-

stændigheder taler derfor.

Stk. 4.

I stedet for konfiskation

af de i stk. 2 nævnte genstande

kan der konfiskeres et beløb sva-

rende til deres værdi eller en del

heraf.

Kapitel 37 ophæves, og i ste-

det indsættes:

»Afsnit III

Andre retsfølger af en for-

brydelse

Kapitel 37

Konfiskation

§ 166.

Udbyttet ved en for-

brydelse eller et hertil svarende

beløb kan helt eller delvis kon-

fiskeres. Savnes der tilstrække-

ligt grundlag for at fastslå belø-

bets størrelse, kan der konfiske-

res et beløb, som skønnes at

svare til det indvundne udbytte.

Stk. 2.

Hvis det må anses for

påkrævet for at forebygge yder-

ligere lovovertrædelser, eller

særlige omstændigheder i øv-

rigt taler derfor, kan der ske

konfiskation af

1) genstande, der har været

brugt eller bestemt til at

bruges ved en forbrydelse,

2) genstande, der er frembragt

ved en forbrydelse, og

3) genstande, med hensyn til

hvilke der i øvrigt er be-

gået en forbrydelse.

Stk. 3.

Genstande, som er af

væsentlig betydning for ger-

ningsmandens udøvelse af lov-

ligt erhverv, må ikke konfiske-

res, medmindre ganske særlige

omstændigheder taler derfor.

Side 75/85

Stk. 5.

I stedet for konfiskation

efter stk. 2 kan der træffes be-

stemmelse om foranstaltninger

vedrørende genstandene til fore-

byggelse af yderligere lovover-

trædelser.

Stk. 6.

Når en forening opløses

ved dom, kan dens formue, arkiv,

protokoller og lignende konfiske-

res.

§ 167.

Konfiskation efter §

166, stk. 1, kan ske hos den,

hvem udbyttet er tilfaldet umid-

delbart ved forbrydelsen.

Stk. 2.

Konfiskation af de i

§ 166, stk. 2 og 4, nævnte gen-

stande og værdier kan ske hos

den, der er ansvarlig for lovover-

trædelsen, og hos den, på hvis

vegne den pågældende har hand-

let.

Stk. 3.

Særligt sikrede ret-

tigheder over genstande, der kon-

fiskeres, bortfalder kun efter ret-

tens bestemmelse under betingel-

ser svarende til de i stk. 2 anførte.

Stk. 4.

Har en af de i stk. 1 og

2 nævnte personer efter forbry-

delsen foretaget dispositioner

over udbytte eller genstande om-

fattet af § 166, stk. 2, eller ret-

tigheder herover, kan det over-

dragne eller dets værdi konfiske-

res hos erhververen, hvis denne

var bekendt med det overdragnes

forbindelse med forbrydelsen el-

ler har udvist grov uagtsomhed i

Stk. 4.

I stedet for konfiska-

tion af de i stk. 2 nævnte gen-

stande kan der konfiskeres et

beløb svarende til deres værdi

eller en del heraf.

Stk. 5.

I stedet for konfiska-

tion efter stk. 2 kan der træffes

bestemmelse om foranstaltnin-

ger vedrørende genstandene til

forebyggelse af yderligere lov-

overtrædelser.

Stk. 6.

Når en forening oplø-

ses ved dom, kan dens formue,

arkiv, protokoller og lignende

konfiskeres.

§ 167.

Konfiskation efter

§ 166, stk. 1, kan ske hos den,

hvem udbyttet er tilfaldet umid-

delbart ved forbrydelsen.

Stk. 2.

Konfiskation af de i

§ 166, stk. 2 og 4, nævnte gen-

stande og værdier kan ske hos

den, der er ansvarlig for lov-

overtrædelsen, og hos den, på

hvis vegne den pågældende har

handlet.

Stk. 3.

Særligt sikrede ret-

tigheder over genstande, der

konfiskeres, bortfalder kun efter

rettens bestemmelse under be-

tingelser svarende til de i stk. 2

anførte.

Stk. 4.

Har en af de i stk. 1 og

2 nævnte personer efter forbry-

delsen foretaget dispositioner

over udbytte eller genstande

omfattet af § 166, stk. 2, eller

rettigheder herover, kan det

overdragne eller dets værdi

Side 76/85

denne henseende, eller hvis over-

dragelsen er sket som gave.

Stk. 5.

Hvis en person, der har

konfiskationsansvar efter stk. 1-

4, dør, bortfalder dennes ansvar.

Dette gælder dog ikke konfiska-

tion efter § 166, stk. 1.

§ 168.

Der kan foretages hel

eller delvis konfiskation af for-

muegoder, der tilhører en person,

som findes skyldig i en forbry-

delse, når

1) handlingen er af en sådan ka-

rakter, at den kan give bety-

deligt udbytte, og

2) der er tale om en særlig grov

lovovertrædelse.

Stk. 2.

Under betingelser som

nævnt i stk. 1 kan der foretages

hel eller delvis konfiskation af

formuegoder, som den pågælden-

des ægtefælle eller samlever har

erhvervet, medmindre

1) formuegodet er erhvervet

mere end 5 år før den for-

brydelse,

som

danner

grundlag for konfiskation

efter stk. 1, eller

2) ægteskabet eller samlivsfor-

holdet ikke bestod på tids-

punktet for erhvervelsen.

Stk. 3.

Under betingelser som

nævnt i stk. 1 kan der foretages

hel eller delvis konfiskation af

formuegoder overdraget til en

juridisk person, som den pågæl-

dende alene eller sammen med

sine nærmeste har en bestem-

mende indflydelse på. Det

konfiskeres hos erhververen,

hvis denne var bekendt med det

overdragnes forbindelse med

forbrydelsen eller har udvist

grov uagtsomhed i denne hen-

seende, eller hvis overdragelsen

er sket som gave.

Stk. 5.

Hvis en person, der

har konfiskationsansvar efter

stk. 1-4, dør, bortfalder dennes

ansvar. Dette gælder dog ikke

konfiskation efter § 166, stk. 1.

§ 168.

Der kan foretages hel

eller delvis konfiskation af for-

muegoder, der tilhører en per-

son, som findes skyldig i en for-

brydelse, når

1) handlingen er af en sådan

karakter, at den kan give

betydeligt udbytte, og

2) der er tale om en særlig

grov lovovertrædelse.

Stk. 2.

Under betingelser som

nævnt i stk. 1 kan der foretages

hel eller delvis konfiskation af

formuegoder, som den pågæl-

dendes ægtefælle eller samlever

har erhvervet, medmindre

1) formuegodet er erhvervet

mere end 5 år før den for-

brydelse, som danner

grundlag for konfiskation

efter stk. 1, eller

2) ægteskabet eller samlivs-

forholdet ikke bestod på

tidspunktet for erhvervel-

sen.

Stk. 3.

Under betingelser som

nævnt i stk. 1 kan der foretages

hel eller delvis konfiskation af

Side 77/85

samme gælder, hvis den pågæl-

dende oppebærer en betydelig

del af den juridiske persons ind-

tægter. Konfiskation kan dog

ikke ske, hvis formuegodet er

overdraget til den juridiske per-

son mere end 5 år før den for-

brydelse, som danner grundlag

for konfiskation efter stk. 1.

Stk. 4.

Konfiskation efter stk. 1-

3 kan ikke ske, hvis den pågæl-

dende sandsynliggør, at et for-

muegode er erhvervet på lovlig

måde eller for lovligt erhvervede

midler.

Stk. 5.

I stedet for konfiskation

af bestemte formuegoder efter

stk. 1-3 kan der konfiskeres et be-

løb svarende til deres værdi eller

en del heraf.

§ 169.

Sker der konfiskation

efter § 166, stk. 1, eller § 168, og

har nogen erstatningskrav i an-

ledning af lovovertrædelsen, kan

det konfiskerede anvendes til

dækning af erstatningskravet.

Stk. 2.

Det samme gælder gen-

stande og værdier konfiskeret ef-

ter § 166, stk. 2 og 4, såfremt der

ved dommen træffes bestem-

melse derom.

Stk. 3.

Har den dømte i et af de

i stk. 1 og 2 nævnte tilfælde betalt

den forurettede erstatning efter

dommen, nedsættes konfiskati-

onsbeløbet tilsvarende.

formuegoder overdraget til en

juridisk person, som den pågæl-

dende alene eller sammen med

sine nærmeste har en bestem-

mende indflydelse på. Det

samme gælder, hvis den pågæl-

dende oppebærer en betydelig

del af den juridiske persons ind-

tægter. Konfiskation kan dog

ikke ske, hvis formuegodet er

overdraget til den juridiske per-

son mere end 5 år før den for-

brydelse, som danner grundlag

for konfiskation efter stk. 1.

Stk. 4.

Konfiskation efter stk.

1-3 kan ikke ske, hvis den på-

gældende sandsynliggør, at et

formuegode er erhvervet på lov-

lig måde eller for lovligt erhver-

vede midler.

Stk. 5.

I stedet for konfiska-

tion af bestemte formuegoder

efter stk. 1-3 kan der konfiske-

res et beløb svarende til deres

værdi eller en del heraf.

§ 169.

Sker der konfiskation

efter § 166, stk. 1, eller § 168,

og har nogen erstatningskrav i

anledning af lovovertrædelsen,

kan det konfiskerede anvendes

til dækning af erstatningskravet.

Stk. 2.

Det samme gælder

genstande og værdier konfiske-

ret efter § 166, stk. 2 og 4, så-

fremt der ved dommen træffes

bestemmelse derom.

Stk. 3.

Har den dømte i et af

de i stk. 1 og 2 nævnte tilfælde

betalt den forurettede erstatning

Side 78/85

Gældende formulering

§ 170.

Genstande, som på

grund af deres beskaffenhed i for-

bindelse med andre foreliggende

omstændigheder må befrygtes at

ville blive brugt ved en forbry-

delse, kan konfiskeres, for så vidt

det må anses for påkrævet for at

forebygge forbrydelsen. Der kan

under samme betingelser ske

konfiskation af andre formuego-

der, herunder penge. § 166, stk. 5,

finder tilsvarende anvendelse.

Lovforslaget

efter dommen, nedsættes konfi-

skationsbeløbet tilsvarende.

§ 170.

Genstande, som på

grund af deres beskaffenhed i

forbindelse med andre forelig-

gende omstændigheder må be-

frygtes at ville blive brugt ved

en forbrydelse, kan konfiskeres,

for så vidt det må anses for på-

krævet for at forebygge forbry-

delsen. Der kan under samme

betingelser ske konfiskation af

andre formuegoder, herunder

penge. § 166, stk. 5, finder til-

svarende anvendelse.«

Afsnit III og IV bliver herefter

afsnit IV og V.

§ 168.

Der kan foretages hel

eller delvis konfiskation af for-

muegoder, der tilhører en person,

som findes skyldig i en forbry-

delse, når

1) ---

2) der er tale om en særlig

grov lovovertrædelse.

Stk. 2-5.

---

§ 168, stk. 1, nr. 2,

indsæt-

tes efter »lovovertrædelse«:

»eller en overtrædelse af lov-

givningen om euforiserende

stoffer«.

Side 79/85

Gældende formulering

§ 196. ---

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1,

1. pkt., kan fraviges,

1-3) ---

4) hvis det må anses for nød-

vendigt for at beskytte den dømte

mod overgreb, eller

5) hvis den samlede udnyttelse

af pladserne i kriminalforsorgens

institutioner gør det nødvendigt.

Stk. 3. ---

Lovforslaget

§ 196, stk. 2,

indsættes efter

nr. 3

som nye numre:

»4) for at yde den dømte pæ-

dagogisk, lægelig eller anden

særlig bistand,

5) for at undgå, at den ind-

satte afsoner i en institution,

hvor en af den indsattes nærtstå-

ende gør tjeneste,

6) for at undgå, at den dømte

afsoner i en institution i til-

fælde, hvor den dømte har be-

gået en forbrydelse mod en an-

sat, der gør tjeneste i institutio-

nen, eller dennes nærtstående,«.

Nr. 4 og 5 bliver herefter nr. 7

og 8.

§ 215. ---

Stk. 2-3. ---

10.

§ 215

indsættes som

stk. 3:

»Stk.

Institutionen kan be-

stemme, at de besøgende skal

indhente forudgående tilladelse

til at besøge den indsatte. Det

kan gøres til et vilkår for en be-

søgstilladelse, at den besøgende

lader sig undersøge. Undersø-

gelsen kan bestå i visitation af

det tøj, som den besøgende er

iført ved fremmødet, og nær-

mere undersøgelse af den besø-

gendes yderbeklædning og

medbragte effekter.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Side 80/85

Gældende formulering

§ 215. ---

Stk. 2. ---

Stk. 3.

Ledelsen af Kriminal-

forsorgen i Grønland kan ud fra

ordens- eller sikkerhedsmæssige

hensyn fastsætte regler om be-

grænsninger i retten efter stk. 1,

1. pkt.

§ 221.

Lovforslaget

11.

§ 215, stk. 3,

der bliver

stk.

ændres: »efter stk. 1, 1. pkt.«

til: »til besøg«.

12.

Efter

§ 221

indsættes:

»§

221 a.

Institutionens leder

eller den, der bemyndiges dertil,

kan træffe bestemmelse om, at

en indsat skal afgive udåndings-

prøve eller urinprøve med hen-

blik på at undersøge for even-

tuel indtagelse af alkohol, eufo-

riserende stoffer eller andre

stoffer, der er forbudt efter den

almindelige lovgivning.

Stk. 2.

§ 221, stk. 4, finder til-

svarende anvendelse.

Stk. 3.

Ledelsen af Kriminal-

forsorgen i Grønland fastsætter

regler om gennemførelsen af

udåndingsprøvekontrol og urin-

prøvekontrol.«.

Side 81/85

Gældende formulering

§ 226.

En indsat kan af institu-

tionens leder eller den, der be-

myndiges dertil, ikendes discipli-

nær foranstaltning

1-3) ---

4) ved overtrædelse af krimi-

nallovgivningen, når overtrædel-

sen tillige indebærer en selvstæn-

dig krænkelse af orden eller sik-

kerhed i institutionen,

5) ved overtrædelse af regler,

fastsat af Ledelsen af Kriminal-

forsorgen i Grønland, når det i

reglerne er bestemt, at overtræ-

delse kan medføre disciplinær

foranstaltning, og

6) ved overtrædelse af regler,

fastsat af institutionens leder, når

det i reglerne er bestemt, at over-

trædelse kan medføre disciplinær

foranstaltning.

§ 227.

---

Stk. 2.

Anbringelse i enrum

kan dog kun anvendes for føl-

gende overtrædelser:

1-2) ---

3) vold eller trusler om vold

mod medindsatte eller personale

4) indsmugling, besiddelse el-

ler indtagelse af alkohol eller eu-

foriserende stoffer, og

5) andre grove eller oftere

gentagne overtrædelser.

Stk. 3-5.

---

Lovforslaget

13.

§ 226

indsættes efter nr. 3:

»4) ved nægtelse af afgivelse

af udåndingsprøve eller urin-

prøve efter § 221 a,

5) ved indtagelse af alkohol,

euforiserende stoffer eller andre

stoffer, der er forbudt efter den

almindelige lovgivning,«.

Nr. 4-6 bliver herefter nr. 6-8.

14.

§ 227, stk. 2,

indsættes ef-

ter nr. 2:

»3) nægtelse af afgivelse af

udåndingsprøve eller urinprøve

efter § 221 a,«

Nr. 3-5 bliver herefter nr. 4-6.

§2

Side 82/85

Gældende formulering

Lovforslaget

I retsplejelov for Grønland,

jf. lovbekendtgørelse nr. 1581

af 13. december 2016, som æn-

dret senest ved § 2 i lov nr. 1056

af 30. juni 2020, foretages føl-

gende ændringer:

§ 44. ---

Stk. 2.

Domsmænd medvirker

ikke i sager, hvor der, hvis tiltalte

findes skyldig, ikke kan blive tale

om en mere indgribende foran-

staltning end bøde, konfiskation,

førerretsfrakendelse eller erstat-

ning.

Stk. 3.

---

§ 44, stk. 2,

indsættes efter

»indgribende foranstaltning«:

»eller retsfølge«.

Side 83/85

§ 311. ---

Efter

§ 311

indsættes:

»§ 311 a.

Hvis offentlig på-

tale efter lovgivningen er betin-

get af en begæring, kan påtale

kun ske, hvis begæring herom

fremsættes af en der efter § 302

er berettiget til at foretage privat

påtale. En anmeldelse fra den

berettigede anses som en begæ-

ring om offentlig påtale, med-

mindre andet fremgår af anmel-

delsen. Er privat påtale begyndt,

kan offentlig påtale ikke begæ-

res. Påtalemyndigheden kan

nægte at efterkomme en begæ-

ring om offentlig påtale, der

udelukker nogen medskyldig

fra forfølgningen. Angår begæ-

ringen kun nogle af de skyldige

uden at udelukke mulige med-

skyldige, kan påtalemyndighe-

den udstrække forfølgningen til

disse, medmindre den beretti-

gede efter at have haft lejlighed

til at udtale sig herom modsæt-

ter sig dette. I så fald finder 4.

pkt. anvendelse.

Stk. 2.

Statsadvokaten og po-

litidirektøren kan uanset be-

stemmelserne i stk. 1 foretage

uopsættelige handlinger, når

forholdet må antages at være

den, der kan beslutte eller be-

gære påtale, ubekendt, og om-

stændighederne gør det antage-

ligt, at påtale vil blive besluttet

eller begæret. Tilbagekaldes en

begæring efter stk. 1, inden der

Side 84/85

Gældende formulering

Lovforslaget

er afsagt dom, standses forfølg-

ningen, medmindre påtalemyn-

digheden skønner, at almene

hensyn kræver, at forfølgningen

fortsættes.«.

§ 452. ---

Stk. 2.

Udebliver tiltalte uden

oplyst lovligt forfald, eller næg-

ter tiltalte at afgive forklaring,

kan retten i stedet behandle sa-

gen, som om tiltalte havde til-

stået, og afgøre sagen uden vi-

dere bevisførelse. Dette gælder

dog kun, hvis der under sagen

ikke er spørgsmål om anden for-

anstaltning end bøde, konfiska-

tion, førerretsfrakendelse og er-

statning, og sagen ikke er af sær-

lig indgribende betydning for til-

talte. Dommen kan udfærdiges

ved en påtegning på anklage-

skriftet.

Stk. 3-4. ---

§ 452, stk. 2,

indsættes efter

»anden foranstaltning«: »eller

retsfølge«.

Stk. 1.

Loven træder i kraft den

[...]

Side 85/85