I indeværende forsvarsforligstekst fremgår følgende:
”Partierne genbekræfter vigtigheden af Wales-erklæringen fra NATO-topmødet i 2014 om at øge forsvarsudgifterne, styrke materielinvesteringer i relevante og efterspurgte kapaciteter samt bidrage til operationer.” og i afsnittet ”Missilforsvar (BMD)” hedder det ”Erklæringen fra NATO-topmødet i 2014 i Wales om, at Danmark vil bidrage til NATO’s forsvar mod ballistiske missiler med en sensorkapacitet, genbekræftes. Den endelig beslutning om udmøntning afventer yderligere studier, der skal afdække alternative, fleksible løsningsmodeller, herunder evt. landbaserede bidrag.”
I den forbindelse bedes ministeren oplyse:
a. Hvad er status for studiet eller studierne omkring fregatterne og dansk bidrag til BMD, og særligt hvornår studierne forventes færdig?
b. I forsvarsforliget blev det aftalt at styrke fregatterne med områdeforsvar for derved at leve op til NATO’s styrkemål på området. I forliget er specifikt nævnt anskaffelse af SM-2 og forarbejder til anskaffelse af SM-6-missiler. Hvilke forarbejder til anskaffelse af SM-6 missiler er konkret iværksat og hvilke forarbejder planlægges iværksat og hvornår?
c. Hvad kan ministeren oplyse om sammenhængen mellem studiet af en BMD-sensorkapacitet og forberedelsesarbejder til anskaffelse af SM-6, herunder hvornår det forventes, at den aftalte SM-6-anskaffelse vil kunne gennemføres?
d. I forliget blev det desuden aftalt, at behovet for længererækkende præcisionsmissiler (strike kapacitet) skulle undersøges gennem et indledende analysearbejde med henblik på en vurdering af en eventuel anskaffelse i 2023-2026. Kan ministeren oplyse, hvor langt dette analysearbejde er kommet?
e. I forsvarsforliget fremgår det, at ”der bør iværksættes analyser af kapaciteterne rednings- og troppetransporthelikoptere (EH101) og panserinfanteri (infanterikampkøretøj CV90). Analyserne skal afdække, hvorvidt der er mulighed for omkostningsoptimering af kapaciteterne. Såfremt dette ikke er tilfældet i tilstrækkeligt omfang, skal det undersøges, hvorvidt opgaveløsningen helt eller delvist bør sikres på anden vis. Partierne er enige om at igangsætte yderligere analyser af disse kapaciteter.” Kan ministeren give en status på de analyser, og særligt belyse, hvad planen er m.h.t. IKK-flåden og den deployerbare brigade, da antallet af IKK er meget lille i forhold til behov?
Dato: 07-05-2021
Status: Endeligt besvaret
Emne:
NATO, forsvaret