AFTALE OM ET STYRKET CYBERFORSVAR
24. juni 2021
Der er mellem regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folke-
parti og Liberal Alliance indgået en aftale om styrkelse af Danmarks cyberforsvar. Aftalen udmønter
cyberreserven på 500 mio. kr. fra aftalen på forsvarsområdet 2018-2023,
jf. bilag 1.
Cybertruslen mod Danmark er på et markant og vedvarende niveau. Vores virksomheder, myndighe-
der og borgere er dagligt udsat for cyberangreb fra kriminelle, stater og organisationer. Spionage, in-
filtrering af vores digitale netværk og mulige fjendtlige angreb er daglige trusler. Det danske samfund
er gennemdigitaliseret. Vi er et oplagt mål for cyberangreb, der kan have store konsekvenser for
Danmarks stabilitet, økonomi og levevis.
Partierne er enige om, at truslens alvor og udvikling kræver, at vi tager konkrete skridt for at styrke
vores cyberforsvar. Derfor afsættes i årene 2021-2023 midler for at forbedre vores varslings- og for-
svarssystemer og til øget rådgivning og støtte. Der er enighed om at styrke vores responsmuligheder,
sanktioner samt kriseberedskab, herunder med prioritet til samarbejde med NATO og EU.
Forsvarets systemer har behov for øget beskyttelse, herunder ved styrket beskyttelse af forsvarets føl-
somme data samt af udsatte operative systemer. Samtidig skal forsvarets evne til at udføre militære
cyberoperationer styrkes yderligere.
Partierne noterer sig, at cyberværnepligten har været en succes, og at ordningen gøres permanent som
led i en bredere styrkelse af uddannelse og forskning indenfor cyberområdet. Herved øges andelen af
cybertalenter og –kompetencer i Danmark til gavn for både virksomheder og myndigheder. Der etab-
leres samtidig et cyberhjemmeværn, der kan styrke beredskabet og trække på borgere og civilsamfun-
dets it-kompetencer ved etablering af et kompetent og stærkt cybernetværk.
Det er partiernes ønske, at cyberkompetencer udvikles i hele Danmark. Partierne prioriterer, at der er
uddannelsesmuligheder og cyberarbejdspladser både i det østlige og vestlige Danmark, ligesom vars-
lings- og forsvarssystemer og rådgivningsteams tilbydes til hele rigsfælleskabet. Dette samtidigt med
fokus på, at sikre et højt fagligt niveau.
Partierne er særligt opmærksomme på, at investeringerne skal have både civil og forsvarsmæssig nytte.
De noterer sig, at der foregår et vigtigt arbejde for at styrke små og mellemstore virksomheders cyber-
sikkerhed gennem en række øvrige indsatser, herunder via den nationale cyberstrategi. Center for Cy-
bersikkerhed (CFCS) skal yderligere styrke det gensidige samarbejde og partnerskab med den private
sektors brancheforeninger, virksomheder og faglige fora, ikke mindst på energi- og teleområdet.
For at kunne evaluere og styrke CFCS’ virke med særligt fokus på at øge den samlede indsats over for
den private sektor igangsættes en analyse af CFCS’ forankring under FE, herunder fordele og ulemper
ved at lægge en del af virksomhedsindsatsen i en civil enhed på Forsvarsministeriets område. Analysen
skal foreligge inden sommeren 2022, idet en delrapport om rådgivning og uddannelse skal foreligge i
efteråret 2021.