DA
E-004797/2020
Svar afgivet på Europa-Kommissionens vegne
af Ylva Johansson
(18.2.2021)
I henhold til artikel 4, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, forbliver den nationale
sikkerhed den enkelte medlemsstats eneansvar. Kommissionen har således intet kendskab til
eventuelle aftaler mellem medlemsstaternes efterretningstjenester og andre lande eller til den
sag, som de ærede medlemmer henviser til.
Privatlivets fred, herunder kommunikationshemmelighed og databeskyttelse, beskyttes på
europæisk og nationalt plan. Ethvert indgreb i sådanne rettigheder foretaget af
retshåndhævende
myndigheder
og
sikkerhedsmyndigheder
skal
overholde
proportionalitetsprincippet og nødvendighedsprincippet. Navnlig giver artikel 15 i e-
datadirektivet
1
medlemsstaterne mulighed for at vedtage retsforskrifter med henblik på at
indskrænke rækkevidden af de rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i direktivet, herunder
kommunikationshemmeligheden (artikel 5), hvis en sådan indskrænkning er nødvendig,
passende og forholdsmæssig i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed,
forsvaret, den offentlige sikkerhed, eller forebyggelse, efterforskning, afsløring og
retsforfølgning i straffesager. I alle tilfælde skal retsforskrifter overholde artikel 7 og 8 i EU's
charter om grundlæggende rettigheder samt den europæiske menneskerettighedskonvention
2
som fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Uden at det berører
Kommissionens beføjelser som traktaternes vogter, henhører overvågning og håndhævelse af
e-datadirektivet primært under de nationale myndigheders og domstoles kompetence.
1
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og
beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Direktiv om databeskyttelse inden for
elektronisk kommunikation) (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37).
2
https://www.echr.coe.int/Documents/Convention_DAN.pdf