FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Finansudvalget 2020-21
FIU Alm.del Bilag 52
Offentligt

GBREDDE PÅ STANDARDSIDE

Uligheds-

redegørelsen

December 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Uligheds-

redegørelsen

December 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Ulighedsredegørelsen

2020

I tabeller kan afrunding medføre, at tallene

ikke summer til totalen.

Denne publikationen er udarbejdet af

Finansministeriet

Christiansborg Slotsplads 1

1218 København K

Omslag:

Tryk:

Oplag:

Pris:

ISBN:

BGRAPHIC

Rosendahls

1.000

150 kr. inkl. moms

978-87-93531-71-0

Elektronisk publikation

ISBN: 978-87-93531-72-7

Publikationen kan hentes på

Finansministeriets

hjemmeside fm.dk

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Forord

Danmark er et af de mest lige lande i verden. Men det betyder ikke, at der er lige mulig-

heder for alle.

Der er børn, som har dårlige opvækstvilkår. Der er unge, som ikke får en uddannelse.

Der er sociale problemer, som sætter sig dybe spor i et menneske.

Hvis vi skal have problemerne løst, kræver det, at vi tør se dem i øjnene. At vi tager dem

seriøst.

Regeringen vil bekæmpe ulighed og styrke den samfundsmodel, der har gjort Danmark

til et trygt og tillidsfuldt land. Vi vil have lige muligheder for alle og stærkere social mo-

bilitet. Børn af ufaglærte forældre skal have bedre muligheder for at få en uddannelse.

Danmark har et godt udgangspunkt, men i tråd med ånden i FN’s verdensmål skal vi gø-

re det endnu bedre.

Jeg er glad for, at jeg kan præsentere Danmarks første Ulighedsredegørelse.

Den kaster med dybdegående analyser nyt lys over ulighed i Danmark. Formålet er at

gøre os klogere, følge udviklingen og skabe overblik over ulighed og barrierer for social

mobilitet på tværs af generationer.

Årets redegørelse viser blandt andet, at langt flere end tidligere får en ungdomsuddan-

nelse. Det er glædeligt. Men der er stadig en alt for stor gruppe af unge mennesker, som

ikke får en uddannelse. Mange har store eller små udfordringer, der kan spænde ben for

at få et svendebrev, en studentereksamen eller en kandidatgrad. Svage faglige forudsæt-

ninger fra folkeskolen, psykisk sårbarhed og en barndom med mange bump på vejen er

udbredte, og der er tegn på, at disse problemer kan blive værre over tid. Derfor skal vi i

Danmark blive bedre til, at skabe reelt lige muligheder for uddannelse.

Med Ulighedsredegørelsen 2020 tager vi første skridt. Regeringen ser frem til med de

kommende udgaver af publikationen at kunne sætte endnu mere fokus på ulighed og

barrierer for social mobilitet. Samtidig har regeringen sat gang i arbejdet med at udvikle

en ny økonomisk fattigdomsgrænse, så vi bedre kan følge udviklingen.

Morten Bødskov

Fungerende finansminister

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Indhold

Sammenfatning .............................................................................................................

1.1 Lighed i et internationalt perspektiv ....................................................................

1.2 Ulighed i muligheder ...........................................................................................

1.3 Muligheder for ungdomsuddannelse ..................................................................

1.4 Forskelle i levetid ................................................................................................

Indkomstudvikling og -forskelle ....................................................................................

2.1 Udvikling i indkomstforskellene ..........................................................................

2.2 Hvorfor er indkomstforskellene steget? ..............................................................

2.3 Betydning af den demografiske udvikling fremadrettet ......................................

2.4 Øvre og nedre del af indkomstfordelingen .........................................................

2.5 Lavindkomstgruppen ..........................................................................................

Bilag 2.1 Dekomponering af Gini-koefficienten, koncentrationskoefficienter

og andele i 1994 og 2018 .............................................................................

Bilag 2.2 Betydning af demografiske og strukturelle faktorer ......................................

Bilag 2.3 Indkomstdefinition .........................................................................................

Bilag 2.4 Indkomstudvikling, indkomstforskelle og lavindkomstgruppe.......................

Fordelingen af danskernes formuer..............................................................................

3.1 Danskernes formuer ...........................................................................................

3.2 Formuefordelingen i Danmark ............................................................................

3.3 Unoterede aktiers betydning for formuen ...........................................................

Bilag 3.1 Betydning af familieækvivalering for formueforskelle ...................................

Bilag 3.2 Formueforskelle ved andre fordelingsmål ....................................................

Ulighed i bredere forstand ............................................................................................

4.1 Sammenfatning...................................................................................................

4.2 Forskelle i Livskvalitet .........................................................................................

4.3 Forskel i levealder...............................................................................................

4.4 Ulighed i muligheder ...........................................................................................

4.5 Opgørelse af ulighed i muligheder......................................................................

Bilag 4.1 Litteratur ........................................................................................................

Bilag 4.2 Beregninger af middellevetid ........................................................................

Bilag 4.3 Middellevetid og indkomstmobilitet ...............................................................

Bilag 4.4 Variable for omstændigheder .......................................................................

Bilag 4.5 Følsomhedsanalyser ....................................................................................

Unge uden ungdomsuddannelse ..................................................................................

5.1 Restgruppen uden uddannelse ..........................................................................

5.2 Restgruppens baggrund og udfordringer ...........................................................

5.3 Forskydninger over tid ........................................................................................

5.4 Første møde med de unge i restgruppen ...........................................................

Bilag 5.1 Udfordringer for unge i restgruppen og alle unge.........................................

101

116

120

131

135

137

139

143

147

149

153

163

166

171

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen ...........................................................

6.1 Børn som oplever relativ lavindkomst i barndommen ........................................

6.2 Hvordan måles effekten af relativ lavindkomst? .................................................

6.3 Betydningen af relativ lavindkomst i barndommen .............................................

Bilag 6.1 Definition af relativ lavindkomst ....................................................................

Bilag 6.2 Deskriptiv statistik .........................................................................................

Bilag 6.3 Dokumentation af variable ............................................................................

Bilag 6.4 Regressionsresultater ...................................................................................

Bilag 6.5 Resultater fra følsomhedsanalyser ...............................................................

Fleksibelt arbejdsliv ......................................................................................................

7.1 Arbejdstid over livet ............................................................................................

7.2 Arbejdstid, børn og sektor ..................................................................................

7.3 Arbejdstid og arbejdsfunktion for seniorer ..........................................................

7.4 Fleksibilitet i hverdagen ......................................................................................

Bilag 7.1 Løse ansættelser mv. ...................................................................................

Tilskyndelse til beskæftigelse .......................................................................................

8.1 Internationalt blik på beskæftigelse og incitamenter ..........................................

8.2 Økonomiske incitamenter til at yde en ekstra indsats ........................................

8.3 Det økonomiske incitament til at være i beskæftigelse ......................................

Bilag 8.1 Beregning af nettokompensationsgrader .....................................................

Bilag 8.2 Initiativer med betydning for opgørelsen af forskelsbeløb og

nettokompensationsgrader ...........................................................................

Bilag 8.3 Karakteristika for personer med relativt svage økonomiske

Incitamenter ..................................................................................................

Bilag 8.4 Transportudgifter i beskæftigelsesalternativet..............................................

173

175

178

182

191

195

199

203

207

211

212

221

225

232

241

251

252

254

258

265

269

271

275

Redaktionen er afsluttet 18. december 2020.

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Kapitel 1

Sammenfatning

Både internationalt og i Danmark har der været stigende fokus på ulighed i de senere år.

Bagtæppet har været højere målte indkomstforskelle i mange velstående lande, og især i

USA peger en række økonomer på, at der er tegn på stigende formueforskelle. FN’s ver-

densmål sætter også fokus på lighed i forskellige dimensioner.

Menneskerne i en befolkning er forskellige. De har forskellig indkomst, formue, uddan-

nelse, bolig, sundhed og familiesituation. En del af disse forskelle – men ikke alle – kan

tilskrives ulighed.

Ulighed er en kompliceret størrelse, som i mange år har været genstand for debat. Der

mangler fortsat fuld forståelse af de mange mekanismer, der fører til ulighed, men de se-

neste årtiers økonomiske forskning i ulighed har givet fornyet indsigt. En afgørende po-

inte er vigtigheden af at skelne mellem

omstændigheder

uden for individets kontrol og

individuelle

valg og indsatser,

hvilket er det centrale omdrejningspunkt i teorierne om

lighed i muligheder,

jf. boks 1.1.

Forskelle, der kan tilskrives, at de enkelte individer i befolkningen frivilligt har truffet

forskellige valg regnes normalt ikke som værende ulighed. De enkelte individer kan fx

have truffet forskellige valg med hensyn til arbejdstid og uddannelse, hvilket resulterer i

indkomstforskelle. Det kan ikke umiddelbart siges at afspejle ulighed, i det omfang der

er tale om frivillige valg. Eksempelvis hvis en person værdisætter fritid lavt og vælger at

arbejde meget, mens en anden værdisætter fritid højt og derfor vælger at arbejde min-

dre.

Omvendt er der også forskelle, som udspringer af omstændigheder uden for individets

kontrol. Denne form for forskelle kan siges at være et udtryk for ulighed.

Omstændigheder uden for individets kontrol kan omfatte medfødte karakteristika (fx

køn, talent, funktionsnedsættelse), opvækstforhold, arv fra forældre mv. Hertil kommer

omstændigheder, der har karakter af held eller uheld, fx en ulykke eller sygdomme.

Der vil også være grå zoner, hvor man både kan argumenterer for, at der er tale om for-

skelle, der afspejler ulighed og frivillige valg.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.1

Omstændigheder kontra valg og indsats

I den økonomiske litteratur om ulighed i muligheder skelnes mellem forhold, som personen selv har ansvar

for, og forhold, hvor personen ikke har et ansvar. Førstnævnte omtales typisk som

valg eller indsats.

Det kan

fx være valg af arbejdstid, arbejdsindsats på jobbet, valg af partner mv. Forhold, hvor individet ikke har et

ansvar, omtales typisk som

omstændigheder.

Ud over oplagte karakteristika som køn og etnicitet, kan det

være opvækstvilkår, herunder forældres uddannelsesniveau, tilknytning til arbejdsmarkedet samt deres (re-

lative) indkomstniveau. Det kan også være medfødt talent, funktionsnedsættelser mv.

Skelnen mellem valg og omstændigheder er centrum for litteraturen omkring ulighed i muligheder. Der eksi-

sterer imidlertid ikke en entydig kategorisering, idet der ikke enighed om, hvor skillelinjen går. Nogle filosof-

fer er fortalere for, at valg, der er truffet i kraft af personlige præferencer, er et personligt ansvar. For andre

går skillelinjen derimod ved, om forholdet er noget, som individet selv har kontrol over. Der vil således være

en betydelig gråzone, hvor nogle vil mene, at der er tale om et personligt valg, mens andre vil mene, at der er

tale om en omstændighed.

Eksempelvis er uddannelse vanskeligt at kategorisere. Uddannelse vil i mange tilfælde være et personligt valg

truffet ud fra personlige præferencer. Men uddannelse – eller mangel på samme – kan også være en konse-

kvens af omstændigheder, som medfødt talent, opvækstvilkår (herunder forældres økonomiske formåen),

funktionsnedsættelser mv.

Held og uheld har også betydning for forskelle i udfald. Der skelnes typisk mellem pludselig opstået

held/uheld og held/uheld, der er opsøgt. Førstnævnte type bliver typisk betragtet som en omstændighed

uden for individets kontrol. Det kan fx være, at man pludselig bliver blind på grund af en genetisk fejl, eller

arver en formue fra en fjern slægtning. Held, der er opsøgt, er typisk en kombination af personlige valg og

omstændigheder. Det er fx et personligt valg, om man køber en lotteriseddel, men uden for individets kontrol

om lotterisedlen giver gevinst.

Der kan ikke skabes komplet lighed. Mennesker har forskellige talenter, der kan afspejle

medfødte egenskaber. Der er også mennesker, der har en sygdom eller kommer ud for

en ulykke, der betyder, at de ikke kan det samme som andre. Her kan der kompenseres,

men det er ikke muligt at stille folk helt lige.

Ulighed kan opleves som uretfærdig, fx hvis nogle personer i mindre grad end andre har

mulighed for at skabe sig det liv, som de drømmer om for sig selv og deres familie. Det

er en politisk og filosofisk diskussion, i hvilket omfang der skal kompenseres for ulighed.

Offentlig velfærd sigter blandt andet på at korrigere for denne type af ulighed. I Dan-

mark er der fx generelt fri og lige adgang til undervisning, uddannelse og sundhedsydel-

ser. I andre lande er der i højere grad lagt vægt på private forsikringer, der også til dels,

men ikke i samme omfang, kan udligne ulighed.

Der er dog også samfundsøkonomiske grunde til at beskæftige sig med ulighed. Ulighed

kan have stor betydning for borgernes livstilfredshed, og en høj grad af ulighed kan virke

destabiliserende. Der kan også være andre samfundsøkonomiske tab forbundet med

ulighed. Mangel på lige muligheder kan blandt andet betyde lavere velstand, hvis res-

sourcerne i samfundet ikke udnyttes optimalt.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Hvis nogle personer eksempelvis ikke har mulighed for at udnytte deres evner i uddan-

nelsessystemet og på arbejdsmarkedet, mister samfundet som helhed velstand. Om-

vendt kan indsatser målrettet mindre ulighed også indrettes på en måde, så der er en ne-

gativ virkning på samfundets evne til at skabe velstand. Gunstige offentlige ydelser kan

fx bidrage til større lighed, men vil svække velstanden, hvis det ikke sikres, at modta-

gerne står til rådighed for arbejdsmarkedet i det omfang, det er muligt.

Ideelt set ville man gerne kunne analysere egentlige uligheder, det vil sige isolere dem

fra forskelle, der afspejler frivillige valg. Det er imidlertid en svær øvelse, og i de fleste

analyser er det ikke muligt at skelne. Det gør sig også gældende for analyserne i denne

redegørelse, hvorfor der i mange tilfælde belyses

forskelle

og ikke

uligheder.

Der er dog

også analyser, hvor man kommer tættere på egentlige uligheder og betydningen heraf.

1.1 Lighed i et internationalt perspektiv

Danmark er ligesom de øvrige nordiske lande et velstående land med små indkomstfor-

skelle i en international sammenligning. Og der er også tegn på, at Danmark er et rela-

tivt lige land, når der fokuseres på en række andre indikatorer på lighed, som social mo-

bilitet, sundhed og uddannelse.

Indkomstforskellene er ligesom i en lang række andre lande steget i Danmark siden

midten af 199o’erne. Stigningen i indkomstforskellene skyldes blandt andet udviklingen

i en række demografiske og strukturelle faktorer, ændringer i skatte- og overførselssy-

stemet mv. Indkomstforskellene er imidlertid fortsat relativt små i Danmark og Sverige,

mens indkomstforskellene er større i OECD- og især BRIKS-landene,

jf. figur 1.1.

Stor mobilitet i indkomst mellem generationer er udtryk for, at der er lille sammenhæng

mellem personens egen indkomst som voksen og forældrenes indkomst. Det kan fortol-

kes som en høj grad af lige muligheder for at udnytte sit potentiale i uddannelsessyste-

met og på arbejdsmarkedet uanset baggrund. En stor mobilitet mellem generationer kan

derfor isoleret set bidrage til at reducere indkomstforskellene i befolkningen.

Danmark har en høj grad af mobilitet i indkomst mellem generationer sammenlignet

med de øvrige lande i OECD. Det kan tyde på, at der i Danmark er gode muligheder for

at udnytte sit potentiale og dermed i relativ høj grad at opnå en indkomst, der afspejler

ens valg og indsats,

jf. figur 1.2.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.1

I Danmark er få personer i

lavindkomstgruppen …

Figur 1.2

… og den sociale mobilitet mellem

generationer er høj

BRIKS

OECD

Sverige

Danmark

OECD

Sverige

Danmark

Figur 1.3

Forskellene i uddannelsesniveau er små …

Figur 1.4

… og forskellene i levealder er på niveau

med forskellene i OECD

BRIKS

OECD

Sverige

Danmark

BRIKS

OECD

Sverige

Danmark

Anm.: Indeks, OECD = 100.

OECD

omfatter de tilgængelige OECD-lande for den konkrete indikator.

BRIKS

omfat-

ter Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika.

Indkomst:

Andelen af befolkningen, som ikke er i lavind-

komstgruppen i 2017 eller seneste tilgængelige år.

Social mobilitet

er målt ved 1 fratrukket elasticiteten mel-

lem fars og søns indkomst, jf.

Fordeling og incitamenter 2017,

Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Sundhed:

Indeks baseret på forskelle i fordelingen af forventet levetid, jf,

Inequality-adjusted Human Development Index

2020,

FN's Udviklingsprogram.

Uddannelse:

Indeks baseret på forskelle i antal år under uddannelse,

jf. Inequ-

ality-adjusted Human Development Index 2020,

FN's Udviklingsprogram.

Kilde: OECD, FN's Udviklingsprogram (Inequality-adjusted Human Development Index, IHDI) og egne beregninger.

Danmark er kendetegnet ved relativt små forskelle i antal år i uddannelse i en internati-

onal sammenligning. De fleste opnår en kompetencegivende uddannelse i løbet af deres

liv, hvilket skal ses i sammenhæng med fri og lige adgang til undervisning og uddannelse

i Danmark. Til sammenligning er der væsentligt mindre lighed i antal år i uddannelse i

BRIKS-landene,

jf. figur 1.3.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Et godt helbred har stor betydning for livskvaliteten og muligheden for at opnå sine mål

på en række områder, herunder uddannelse og på arbejdsmarkedet, men også i privatli-

vet. Forskelle i helbred og sundhed har derfor væsentlig betydning for forskellene i livs-

kvalitet i befolkningen.

Forskelle i forventet levetid kan indikere, hvor stor forskel der er i helbred i befolknin-

gen. I Danmark er forskellene i levealder reduceret siden 2000. Forskellene i levealder

er i dag på niveau med forskellene i Sverige og de øvrige OECD-lande. I BRIKS-landene

er der væsentlig større forskelle i levealderen,

jf. figur 1.4.

Lige muligheder har betydning for, at individerne kan udfolde sit potentiale uanset bag-

grund og for samfundsøkonomien ad en række kanaler.

Undervisning og uddannelse er med til at øge individernes produktivitet på arbejdsmar-

kedet og dermed den økonomiske vækst, som medfører større velstand i form af højere

indkomster og større grundlag for offentlig velfærd. Fri og lige adgang til undervisning

og uddannelse giver også mulighed for, at alle kan få en kompetencegivende uddannelse

og bidrager således til den sociale mobilitet og små indkomstforskelle,

jf. figur 1.5.

Figur 1.5

Eksempler på gevinster ved et samfund med lige muligheder

Fri uddannelse giver den enkelte borger gode muligheder for at

udnytte sit potentiale og bidrager dermed til højere produktivitet og

økonomisk vækst samt små indkomstforskelle og social mobilitet

mellem generationer.

Gratis sundhedsydelser bidrager til godt helbred for alle, og giver

mange mulighed for at deltage på arbejdsmarkedet, hvilket øger

arbejdsstyrken og velstanden.

Et fintmasket socialt sikkerhedsnet, lighed for loven og

velfungerende institutioner bidrager bl.a. til personlig frihed og

tryghed blandt borgerne, hvilket fx kan understøtte beslutningen

om at starte egen virksomhed.

Kilde: Egen tilvirkning.

Et godt helbred har ikke kun betydning for personernes velbefindende og generelle

livstilfredshed. Et liv med sygdom kan gøre det svært eller umuligt at arbejde. Et godt

helbred øger derimod muligheden for at deltage aktivt på arbejdsmarkedet.

Fri og lige adgang til sundhedsydelser sikrer, at flere har et godt helbred og bidrager til,

at en større del af befolkningen kan gå på arbejde og forsørge sig selv og sin familie. En

stor arbejdsstyrke og høj beskæftigelse øger velstanden og velfærden i samfundet.

Lighed i andre dimensioner kan også have betydning for samfundsøkonomien. Det gæl-

der eksempelvis lighed for loven, velfungerende institutioner samt et fintmasket socialt

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

sikkerhedsnet. Politi og retsvæsen reducerer kriminalitet og korruption, der kan øge om-

kostningerne ved at drive virksomhed. Og muligheden for at modtage indkomsterstat-

tende ydelser fungerer som en forsikring for personer, der springer ud i nye udfordrin-

ger, herunder i forbindelse med opstart af egen virksomhed.

En høj grad af lighed i

muligheder

har således en række gunstige virkninger for samfun-

det.

1.2 Ulighed i muligheder

Historisk har grundlaget for debatten om ulighed ofte været koblet op på udviklingen i

indkomstforskellene. Det skyldes blandt andet, at der i mange lande, fx i Danmark, har

været adgang til omfattende oplysninger om befolkningens indkomster.

Indkomstforskelle er imidlertid langt fra udelukkende et udtryk for forskelle i mulighe-

der. Indkomstforskelle kan afspejle forskelle i omstændigheder, man ikke selv er herre

over, men vil i høj grad også afspejle individuelle valg og indsatser.

I de senere år er der kommet større fokus på formueforskelle blandt andet inspireret af

den internationale debat. Fortolkningerne af formueforskelle kan også være forbundet

med faldgruber. Man skal fx være forsigtig med at lave direkte sammenligninger af ind-

komst- og formueforskelle,

jf. boks 1.2.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.2

Formuen varierer over livet

Formueforskelle er generelt større end indkomstforskelle. Det skyldes bl.a., at formuerne i højere grad end

indkomsterne varierer gennem livet.

Nettoformuen er mindst og ikke sjældent negativ for unge voksne, men stiger igennem hele den erhvervsak-

tive del af livet frem mod pensionstidspunktet. Nettoformuen er dermed typisk størst lige inden tilbagetræk-

ning fra arbejdsmarkedet. Personer, der er på de alderstrin, hvor langt hovedparten har trukket sig tilbage fra

arbejdsmarkedet, har typisk en lavere nettoformue, hvilket blandt andet skyldes nedsparing.

Formueforskellene er knapt dobbelt så store som indkomstforskellene for alle voksne,

jf. figur a.

Figur a

Formue- og indkomstforskelle

Indeks (100=indkomstforskelle, hele befolkningen)

250

Indeks (100=indkomstforskelle, hele befolkningen)

250

200

150

100

Formueforskelle

Indkomstforskelle

Formueforskelle indenfor

aldersgrupper, 30-65-årige

Indkomstforskelle indenfor

aldersgrupper, 30-65-årige

Anm.: 18+-årige. Se også Kapitel 3 Fordeling af danskernes formuer.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Formueforskellene er betydeligt mindre blandt personer på samme alderstrin end blandt alle voksne i befolk-

ningen. Formue- og indkomstforskellene er dermed mere ens, når man tager højde for, at alder har større

betydning for formuen end for indkomsten.

Man bør dog ikke uden videre sammenligne formueforskellene og indkomstforskellene. Formueforskellene

er resultatet af forskelle i valg og omstændigheder med betydning for forbrug og opsparing gennem hele per-

sonens liv, mens indkomstforskellene i højere grad er udtryk for forskelle i valg og omstændigheder med be-

tydning for arbejdsindsats og uddannelsesniveau i dag.

Et snævert fokus på indkomst- og formueforskellene kan derfor være med til at fjerne

fokus fra områder med mangel på reelt lige muligheder. Der findes ikke tilgængelige op-

lysninger om alle relevante omstændigheder, herunder vedrørende personlige egenska-

ber, familieforhold i barndommen, sociale forhold, held og uheld mv., der gør det muligt

fuldt ud at afgøre, hvilke omstændigheder der har betydning for indkomstdannelsen.

Det er derfor ikke muligt præcist at opgøre, hvor stor en del af de faktiske indkomstfor-

skelle, der afspejler omstændigheder, man ikke selv har ansvar for eller kontrol over.

Analyserne i denne redegørelse viser, at en forholdsvis lille del af de observerede ind-

komstforskelle i befolkningen kan henføres til forskelle i omstændigheder, dvs. ulighed i

muligheder, når der tages højde for nogle af de omstændigheder, som man véd kan have

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

betydning for mulighederne for at opnå en uddannelse og få fodfæste på arbejdsmarke-

det.

Hvis der tages udgangspunkt i de omstændigheder, som der findes oplysninger for til-

bage i tid, kan der med nogen usikkerhed skønnes, at 8 pct. af indkomstforskellene kan

henføres til ulighed i muligheder,

jf. figur 1.6.

Figur 1.6

Betydning af ulighed i muligheder for

indkomstforskellene

Andel af indkomstforskelle,

der kan henføres til ulighed i muligheder

Figur 1.7

Udvalgte faktorer med betydning for ulighed

i muligheder

Sociale problemer

i opvæksten

8 pct.

Øvrige

omstændigheder

24 pct.

30 pct.

11 pct.

92 pct.

20 pct.

15 pct.

Forældres

beskæftigelse

Forældre i 10. decil

Øvrige indkomstforskelle

Forældres uddannelse

Anm.: Se kapitel 4 Ulighed i bredere forstand.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Det betyder ikke, at de resterende 92 pct. alene skyldes frivillige valg og individuel ind-

sats, idet nogle omstændigheder uden for individets kontrol må formodes ikke at være

observerbare. Men der er tegn på, at forklaringen på en stor del af indkomstforskellene

skal findes i de valg, man tager gennem livet, samt de personlige egenskaber og indsat-

ser, der ikke kan observeres i data.

De omstændigheder, som indgår i analysen, har i forskellig grad betydning for ind-

komstforskellene. Sociale problemer i opvæksten samt forældres arbejdsmarkedstilknyt-

ning og uddannelsesniveau er de omstændigheder, hvor bidraget til ulighed i mulighe-

der er størst,

jf. figur 1.7.

Omstændigheder uden for individets kontrol har imidlertid langt fra kun betydning for

indkomstforskellene i befolkningen. Det har også konsekvenser for en lang række andre

udfald i livet. Det omfatter eksempelvis forskelle i udfald inden for uddannelse, sociale

forhold og sundhed.

Personer, der er vokset op i familier med mindre ressourcestærke forældre, kan opleve

at mangle opbakning og faglig støtte. Det kan gøre det vanskelligere at opnå en kompe-

tencegivende uddannelse. Mindre ressourcestærke forældre kan også mangle den nød-

vendige viden og overskud, som kan understøtte sund adfærd og et godt helbred.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Hvis man ser på 35-45-årige med forældre, der ikke var i beskæftigelse og ikke havde en

kompetencegivende uddannelse, så er gruppen oftere end aldersgruppen som helhed

fraskilte, har oftere modtaget behandling for alkohol- eller stofmisbrug og oplever også

oftere dårligt helbred,

jf. figur 1.8.

Figur 1.8

Mange konsekvenser af opvækstforhold, 2018

Indeks (100=alle i aldersgruppen)

300

250

200

150

100

Ikke i beskæftigelse

Lavt uddannelsesniveau

Fraskilt

Behandlet for misbrug

Dårligt helbred

Indeks (100=alle i aldersgruppen)

300

250

200

150

100

Indikation på ressourcestærke forældre

Indikation på mindre ressourcestærke forældre

Anm.: 35-45-årige.

Mindre ressourcestærke forældre

omfatter personer med begge forældre uden kompetencegi-

vende uddannelse og uden beskæftigelse, da personen var 15 år gammel.

Ikke i beskæftigelse

omfatter per-

soner, der ikke var helårsbeskæftigede eller selvstændige i året.

Lav uddannelse

omfatter personer, som

højst har færdiggjort grundskole.

Er blevet skilt

omfatter fraskilte som andel af fraskilte og gifte.

Behandling for

misbrug

omfatter personer, der har været i behandling for alkohol- eller for stofmisbrug.

Dårligt helbred

omfat-

ter personer, som har vurderet eget helbred som ’Meget dårligt’.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Desuden er 35-45-årige med mindre ressourcestærke forældre oftere ikke i beskæftigelse

og har mere end dobbelt så ofte som alle 35-45-årige ikke opnået en uddannelse ud over

grundskolen.

1.3 Muligheder for ungdomsuddannelse

Der kan være mange grunde til, at man vælger en konkret uddannelse. For nogen hand-

ler det især om interesser og jobindhold. For andre spiller ønsker til fremtidig indkomst

eller karrieremuligheder en større rolle. Men for nogen kan omstændigheder sætte na-

turlige grænser for mulighederne for at opnå en uddannelse.

Ved 22-årsalderen har de fleste unge færdiggjort en kompetencegivende uddannelse.

Andre er måske stadig i gang med hovedforløbet på en erhvervsuddannelse, men har

færdiggjort grundforløbet, og der er også unge, som i 22-årsalderen mangler den sidste

del af en gymnasial uddannelse.

Der er dog også en mindre gruppe, som på statustidspunktet endnu ikke har færdiggjort

en kompetencegivende uddannelse og heller ikke er i gang med en uddannelse.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Der er indikationer på, at mange personer i denne gruppe har en eller flere udfordringer,

som kan have betydning for deres muligheder for at opnå en uddannelse. Eksempelvis

har 46 pct. af restgruppen svage faglige forudsætninger fra folkeskolens afgangseksa-

men,

jf. figur 1.9.

Figur 1.9

Sociale udfordringer kan dæmme op for uddannelse og beskæftigelse

Pct. af gruppe uden ungdomsuddannelse

Svage faglige

forudsætninger

Anbringelse og/eller

foranstaltning

Psykisk sårbarhed

Stof- og/eller

alkoholmisbrug

Dømt for kriminalitet

Indikationer på

alvorligt handicap

Anm.: Se kapitel 5 Unge uden ungdomsuddannelse.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Den næstmest udbredte indikation på en udfordring er anbringelser og/eller brugen af

personrettede eller familierettede foranstaltninger (med sidstnævnte som det mest ud-

bredte). Personrettede og familierettede foranstaltninger er støtte, som blandt andet sig-

ter på at forebygge anbringelser ved at forbedre situationen i hjemmet, eksempelvis gen-

nem et familiebehandlingsforløb eller en aflastningsordning. 31 pct. af unge i restgrup-

pen har været anbragt som barn eller har modtaget forebyggende foranstaltninger. En

anden udbredt udfordring ser ud til at være psykisk sårbarhed, som 28 pct. af gruppen

uden uddannelse har indikationer på. Det er personer, som inden 22-årsalderen har væ-

ret i behandling for en psykisk diagnose.

Familiernes økonomiske forhold kan også have betydning for børnenes muligheder for

at opnå en uddannelse. I den internationale litteratur er der bred enighed om, at foræl-

drenes investeringer i deres børns udvikling kan påvirke børnenes færdigheder og der-

igennem deres mulighed for at få en uddannelse. Børn, der har oplevet relativt lav ind-

komst i barndommen, er da også væsentlig mindre tilbøjelige til at få en ungdomsud-

dannelse end andre børn.

Lav indkomst i barndommen hænger imidlertid tæt sammen med en række andre op-

vækstvilkår, som kan have betydning for barnets sandsynlighed for at få en uddannelse.

Det gælder fx risikofaktorer som opbrud i familien og forældres ledighed, psykiske syg-

dom eller stofmisbrug, som alle optræder markant hyppigere blandt børn, som har ople-

vet relativ lav indkomst i barndommen.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Det gør det vanskeligt at isolere betydningen af lavindkomst og andre forhold, der har

betydning for sandsynligheden for at få en uddannelse. I redegørelsen præsenteres en

analyse, der forsøger at isolere effekten af lavindkomst. Analysen indikerer, at relativ

lavindkomst i barndommen kan have en negativ effekt på uddannelsestilbøjeligheden,

jf.

figur 1.10.

Et barns opvækst og uddannelsestilbøjelighed er påvirket af mange indre og ydre om-

stændigheder. Derfor skal betydningen af at have oplevet relativ lavindkomst i barn-

dommen ses i sammenhæng med andre faktorer, som kan påvirke sandsynligheden for

at fuldføre en ungdomsuddannelse.

Sammenlignet med effekten af relativ lavindkomst ser det ud til at være markant mere

negativt for uddannelsestilbøjeligheden at være født som dreng. Drenge har alt andet

lige ca. 9 pct.-point mindre sandsynlighed for at fuldføre en ungdomsuddannelse end

deres søstre, når man tager højde for andre individuelle karakteristika, en række lø-

bende forandringer i familierne og det at opleve relativ lavindkomst.

Figur 1.10

Estimeret effekt af udvalgte faktorer på sandsynligheden for at fuldføre en

ungdomsuddannelse

0,00

-0,02

-0,04

-0,06

-0,08

-0,10

Relativ lavindkomst på et

tidspunkt i barndommen

Dreng

Opbrud i familien i

13-15-årsalderen

Opbrud i familien i

16-18-årsalderen

Lavere karakter-

gennemsnit i 9. klasse

-0,10

Anm.: Se kapitel 6 Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Bortset fra barnets køn er karaktergennemsnittet i 9. klasse den mest betydningsfulde

faktor for sandsynligheden for at få en ungdomsuddannelse. For et barn, som har én ka-

rakter lavere karaktergennemsnit end sin søster eller sin bror, er sandsynligheden for at

fuldføre en ungdomsuddannelse senest 5 år efter 9. klasse alt andet lige ca. 8 pct.-point

mindre.

Der er således tegn på, at andre faktorer end relativt lavindkomst har større betydning

for sandsynligheden for at fuldføre en ungdomsuddannelse.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.4 Forskelle i levetid

Sundhed bliver opfattet forskelligt. For nogle handler det om kost-, motions- og rygeva-

ner. For andre om man føler sig frisk, glad og sjældent er syg. Andre igen lægger især

vægt på følelseslivet. Uanset hvad man forstår ved sundhed, så vil et liv med dårligt hel-

bred typisk være forbundet med kortere levetid. Forskelle i levealder kan med andre ord

ses som en af flere mulige indikatorer på forskelle i sundhed.

Der har været to generelle tendenser, hvis man ser på udviklingen i levealderen over de

seneste to årtier. Befolkningen i Danmark lever længere. Og der er blevet mindre forskel

på, hvor længe vi lever. Der er således flere, der kan forvente et langt liv.

Befolkningen som helhed har de seneste to-tre årtier oplevet en stor fremgang i middel-

levetiden. Middellevetiden er den levealder, en nyfødt kan forvente med de aktuelle dø-

deligheder på hvert alderstrin. Siden 2000 er middellevetiden steget med knap 5 år for

mænd, mens den for kvinder er steget med 4 år.

Middellevetiden er i sagens natur en gennemsnitsbetragtning, som dækker over, at der

er forskel på, hvor længe vi lever. Nogle vil leve kortere og andre længere,

jf. figur 1.11.

Figur 1.11

40-årige fordelt på forventet levealder, 2018

Pct.

Figur 1.12

40-årige der kan forvente at blive over 80 år,

2000 og 2018

Pct.

2000

Mænd

Kvinder

Pct.

2018

Kvinder

40 45 50 55 60 65 70 75 80 85 90 95 100 105 110

Anm.: Se kapitel 4 Ulighed i bredere forstand.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

De fleste – både mænd og kvinder – kan se frem til at blive over 80 år. Og i dag er der

væsentlig flere, der kan forvente at få et langt liv end for bare 20 år siden. For 40-årige

mænd er andelen, der kan se frem til at blive over 80 år, steget fra 42 til 58 pct. siden år-

tusindskiftet. For kvinder er andelen steget fra 56 til 68 pct.,

jf. figur 1.12.

Den mindre forskel i levealder indikerer, at befolkningens helbred og muligheder for et

langt liv – generelt set – er blevet bedre. En udvikling der formentligt kan tilskrives flere

faktorer, herunder medicinteknologiske fremskridt og ændringer i livsstil.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Det udelukker imidlertid ikke, at der er grupper i samfundet, som har et dårligere hel-

bred end befolkningen som helhed. Og som derfor i højere grad er i risiko for at dø tid-

ligt. Tidligt døde er her afgrænset til de 5 pct. blandt 65-årige, der dør først.

Forskel i tidlig død kan blandt andet belyses ved at se på sammenhængen mellem tidlig

død og indkomst for personer i alderen 55-59 år. Andelen, der dør tidligt, er tydeligvis

aftagende med indkomsten. Personer i de nederste indkomstdeciler er således klart

overrepræsenteret i gruppen af tidligt døde, mens det modsatte gør sig gældende for

personer i de øverste indkomstdeciler. Samtidig er forskellen i tidlig død efter indkomst

blevet større fra 2000 til 2015. Der er således tendens til, at tidlig død i højere grad kon-

centreres i bunden af indkomstfordelingen,

jf. figur 1.13.

Figur 1.13

Tidligt døde opgjort på indkomstdeciler,

2000 og 2015

Pct. af gruppen, som dør tidligt

2000

Indkomstdecil

2015

10.

Pct.

5 pct. for alle

Figur 1.14

Gennemsnitlig levealder for tidligt døde,

2000 og 2015

Leveår

2000

Indkomstdecil

2015

10.

Anm.: Kapitel 4 Ulighed i bredere forstand.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Samtidig er den gennemsnitlige levealder blandt tidligt døde personer steget for alle ind-

komstgrupper siden 2000,

jf. figur 1.14.

Forskellen i tidlig død efter indkomst skyldes til dels, at førtidspensionister udgør en

stor del af personerne i de nederste indkomstdeciler. Men selv hvis der fokuseres på de

beskæftigede, så er personer i de nederste indkomstdeciler overrepræsenteret i gruppen

af tidligt døde.

Tallene for tidlig død peger på, at der er socioøkonomiske forskelle i tidlig død, og at for-

skellene er blevet større i løbet af de seneste to årtier. Årsagerne hertil kan være mange

og komplekse. Det kan hænge sammen med trækket på sundhedsydelser. Det kan også

bunde i forskelle i levevis, herunder vedrørende kost, rygning, alkohol og motion, som i

sig selv kan være socialt betinget og trække tråde tilbage til opvæksten.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Analyser af dødsårsager peger på, at en stor del af overdødeligheden blandt kortuddan-

nede kan tilskrives rygning og alkohol. En bedre forståelse af de sociale forskelle i tidlig

død forudsætter en mere dybdegående analyse af de bagvedliggende årsager og meka-

nismer.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Indkomstforskellene er steget i mange lande siden midten af 1990’erne. Det er også til-

fældet i de nordiske lande. Danmark er dog stadig blandt de lande i verden, hvor ind-

komstforskellene og antallet af personer i den såkaldte lavindkomstgruppe er mindst.

Der er mange årsager til, at indkomstforskellene er steget. Udviklingen i kapitalindkom-

sterne, herunder aktieindkomst og afkast af egen bolig, har blandt andet bidraget til ud-

viklingen. Det har også haft betydning, at der er gennemført en række reformer af

skatte- og overførselssystemet med henblik på at øge tilskyndelsen til at arbejde. Ligele-

des har forskydninger i demografiske og strukturelle faktorer i befolkningen, som sti-

gende uddannelsesniveau og ændret sammensætning på herkomst, bidraget til at øge

indkomstforskellene.

Forskellige fordelingsmål giver forskellige muligheder for at kortlægge baggrunden for

udviklingen i indkomstforskellene. Dette kapitel ser nærmere på baggrundene for udvik-

lingen i indkomstforskellene, herunder hvordan udviklingen i forskellige indkomstele-

menter har påvirket de samlede forskelle i disponibel indkomst. Der gives ligeledes et

bud på, hvad udviklingen i en række demografiske og strukturelle faktorer har betydet.

Hovedbudskaberne i kapitlet er:



Indkomstforskellene i Danmark er steget siden midten af 1990’erne, uanset hvilket

fordelingsmål der benyttes. Indkomstforskellene målt ved Gini-koefficienten er ste-

get med ca. 8 pct.-point fra 20 pct. i 1994 til godt 28 pct. i 2018.

Der er tegn på, at udviklingen i en række demografiske og strukturelle faktorer iso-

leret set har bidraget til at øge indkomstforskellene med ca. 2 pct.-point, svarende

til ¼ af den samlede stigning siden 1994.

Især højere uddannelsesniveau samt den stigende andel af personer med anden et-

nisk herkomst end dansk har bidraget til at øge indkomstforskellene i perioden.

Udviklingen i aktieindkomster, afkast af egen bolig, offentlige overførsler og skat af

personlig indkomst har isoleret set bidraget til at øge indkomstforskellene, mens

udviklingen i skat på kapitalindkomst modsat har bidraget til at reducere indkomst-

forskellene.



Erhvervsindkomsterne, som omfatter løn og virksomhedsindkomst, har ikke bidra-

get til at øge indkomstforskellene, når der tages højde for udviklingen i demografi-

ske og strukturelle faktorer. Det kan pege på, at det danske arbejdsmarked ikke er

blevet mere

www.oim.dk

polariseret.



Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle



Lavindkomstgruppen omfatter personer med en relativt lav disponibel indkomst

sammenlignet med befolkningen som helhed. Andelen af befolkningen i lavind-

komstgruppen er vokset fra ca. 3,8 pct. i 1994 til ca. 8,2 pct. i 2018.

Udviklingen i lavindkomstgruppen skal blandt andet ses i sammenhæng med, at der

i dag er markant flere studerende og en stigende andel af befolkningen med anden

herkomst end dansk.

Der er væsentlig færre personer, der befinder sig i lavindkomstgruppen i flere år i

træk. Andelen af befolkningen, der tre år i træk er i lavindkomstgruppen, udgør ca.

1,6 pct. i 2018.



2.1 Udvikling i indkomstforskellene

Velstandsudviklingen har betydet, at de disponible indkomster er steget siden midten af

1990’erne.

Danmark er generelt kendetegnet ved små indkomstforskelle set i et internationalt per-

spektiv. Det gælder både, når man ser på lønforskellene mellem lavt- og højtuddannede,

lønforskellen mellem mænd og kvinder og forskellene i de disponible indkomster.

Indkomstforskellene målt ved Gini-koefficienten er dog steget markant siden midten af

1990’erne. Fra ca. 20 pct. i 1994 til godt 28 pct. i 2018,

jf. figur 2.1.

Figur 2.1

Indkomstforskelle målt ved Gini-koefficienten, 1994-2018

Gini-koefficient, pct.

Anm.: Familieækvivalerede disponible indkomster.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Stigningen i indkomstforskellene skal ses i lyset af, at niveauet i 1980’erne samt i starten

af 1990’erne var exceptionelt lave set i et internationalt perspektiv. Kun tre OECD-lande

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

med markedsøkonomi har haft indkomstforskelle under 22 pct. målt ved Gini-koeffici-

enten. Det drejer sig om Danmark, Finland og Sverige.

Fordelingsmål benyttes til at måle indkomstforskellene i befolkningen, typisk opgjort i

et enkelt år. Fordelingsmål kan derfor benyttes til at følge den overordnede udvikling i

indkomstforskellene over tid og i internationale sammenligninger.

Gini-koefficienten er et af de mest benyttede mål for de samlede indkomstforskelle i en

befolkning eller befolkningsgruppe. Det gælder både, når omfanget af og udviklingen i

indkomstforskellene belyses.

Gini-koefficienten blev første gang beskrevet af en italiensk statistiker for mere end

hundrede år siden, som et mål til at beskrive graden af forskelle i en fordeling, fx ind-

komster. Men der findes også en række andre mål. Fællestrækket for de forskellige for-

delingsmål er, at de samlede indkomstforskelle koges ned til ét tal. Det betyder, at nuan-

cer går tabt. Hvis indkomstforskellene målt ved Gini-koefficienten stiger, kan det ek-

sempelvis både skyldes, at indkomsterne er reduceret i den nedre del af indkomstforde-

lingen eller øget i den øvre del.

For alle fordelingsmål gælder der desuden, at de typisk ikke kan sige noget håndfast om

årsagerne til de målte indkomstforskelle. Det er derfor vigtigt med en nuanceret tilgang,

hvor det overordnede fordelingsmål suppleres med analyser, som går bag om tallene og

kortlægger forklaringerne. Det er nødvendigt for at forstå om en stigning i indkomstfor-

skellene afspejler en udfordring eller ej, og i bekræftende fald udfordringens karakter.

Fordelingsmålene lægger forskellig vægt på indkomstforskelle i toppen, midten, eller

bunden af indkomstfordelingen. Nogle fordelingsmål giver mulighed for at rette fokus

mod indkomstforskellene enten i toppen eller bunden af indkomstfordelingen, mens

indkomstforskelle som udgangspunkt vægter ens i såvel toppen som bunden, når ind-

komstforskellene måles med Gini-koefficienten.

OECD er begyndt at vise Palma-ratioen i de senere år. Palma-ratioen opgør, hvor stor en

andel af de samlede indkomster de 10 pct. af befolkningen med de højeste indkomster

har i forhold til de 40 pct. med de laveste indkomster. Palma-ratioen er derfor forholds-

vist nem at fortolke og relativt simpel at beregne.

Til trods for at Palma-ratioen ikke udnytter al information om indkomstfordelingen, så

tegner målet overordnet set samme billede af udviklingen i indkomstforskellene som

Gini-koefficienten fra 1994 til 2018,

jf. figur 2.2.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Figur 2.2

Forskelle i disponibel indkomst, 1994-2018

Gini-koefficient, pct.

Palma-ratio

1,6

1,2

0,8

0,4

Gini-koeffcient

Palma-ratio (h.akse)

0,0

Anm.: Palma-ratioen er defineret som forholdet mellem summen af de 10 pct. højeste indkomster og summen af de

40 pct. laveste indkomster i befolkningen. Figuren illustrerer alene udviklingen af hhv. Gini-koefficient og

Palma-ration og kan således ikke benyttes til at sammenligne niveauerne for de to fordelingsmål.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

De to mål viser næsten samme udvikling fra 1994 til 2018, på trods af at der ved opgø-

relse af Palma-ratioen ses bort fra information om indkomsterne for 50 pct. af befolk-

ningen. Den tætte sammenhæng stemmer overens med den underliggende tese bag

Palma-ratioen, at andelen af den samlede indkomst, som tilfalder personer i ”midten” af

indkomstfordelingen, er forholdsvis konstant både mellem lande og over tid.

Palma-ratioen har den fordel, at det tilsyneladende er muligt at beskrive omtrent samme

udvikling i indkomstforskellene med et relativt simpelt mål som ved brug af den mere

komplicerede Gini-koefficient. Med Palma-ratioen er det imidlertid ikke muligt at de-

komponere indkomstforskellene fuldstændigt på bidrag fra de indkomstelementer, der

udgør den disponible indkomst. Det medfører, at mulighederne for videre analyse af

Palma-ratioen er mere begrænsede end for Gini-koefficienten.

Boks 2.1 beskriver nogle af de mest brugte mål for indkomstforskelle.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Boks 2.1

Oversigt over udvalgte fordelingsmål

Gini-koefficienten

Gini-koefficienten er det mest brugte mål for indkomstforskelle og derfor genkendeligt for mange. Gini-koef-

ficienten er et forholdsvis kompliceret mål og svær at fortolke. Målet giver mulighed for at dekomponere ud-

viklingen i indkomstforskellene på indkomstelementer. Se fx

Fordeling og incitamenter 2017,

Økonomi- og

Indenrigsministeriet, bilag 4.2 for en teknisk beskrivelse af Gini-koefficienten.

Palma-ratioen

Palma-ratioen er et forholdsvist nyt mål for indkomstforskelle, som opgør forholdet mellem indkomstmassen

blandt de 10 pct. med de højeste indkomster i forhold til indkomstmassen for 40 pct. med de laveste indkom-

ster. Målet udnytter, at 50 pct. af den samlede indkomst i et land typisk er koncentreret på de resterende 50

pct. af befolkningen på tværs af lande og over tid, se fx

Is It All About the Tails? The Palma Measure of In-

come

Inequality, 2013, Cobham & Sumner. Palma-ratioen er simpel og let at fortolke. Målet udnytter dog

ikke al information om indkomstforskellene i befolkningen, og gør det heller ikke muligt hverken at dekom-

ponere udviklingen i indkomstforskellene på indkomstelementer eller delgrupper af befolkningen.

Theil-indekset og Mean log deviation

Både Theil-indekset og den gennemsnitlige logaritmiske afvigelse (MLD) er specialtilfælde af de generalise-

rede entropi-indeks, der stammer fra informationsteori. Entropi-indeksene giver mulighed for at vægte ind-

komstforskelle forskellige steder i indkomstfordelingen højere end andre. Theil-indekset er forholdsvist føl-

somt over for tilstedeværelsen af høje indkomster, hvorimod MLD er forholdsvist følsomt over for tilstedevæ-

relsen af lave indkomster. Målene er relativt komplekse og svære at fortolke, men har den store fordel, at de

gør det muligt at opdele indkomstforskellene på bidrag mellem og inden for delgrupper i befolkningen.

��ℎ��

��

∗ ��

��. ��

��

��. ��

Udviklingen i indkomstforskellene målt ved Palma-ratioen, Theil-indekset og MLD fremgår af figur a.

��

Figur a

Indkomstforskelle målt ved Palma-ratioen og Theil-indekset, 1994-2018

Indeks (2010 = 100)

140

Indeks (2010 = 100)

140

120

100

MLD

Gini-koeffcient

Palma-ratio

Theil indeks

Anm.: Ved beregning af Theil indekset samt MLD ses bort fra alle med ingen eller negativ indkomst.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Boks 2.1 (fortsat)

Udvalgte fordelingsmål

Percentil-ratioer

Percentil-ratioer angiver forholdet mellem indkomsterne to forskellige steder i indkomstfordelingen. Ved

opdeling af befolkningen på percentiler rangeres alle personer i 100 grupper efter indkomst, hvor 1. percentil

består af den ene procent af befolkningen, der har de laveste indkomster, og 100. percentil består af den ene

procent af befolkningen med de højeste indkomster. Eksempelvis angiver P90/P10-ratioen forholdet mellem

indkomsten for den person med den laveste indkomst i 90. percentil (percentilgrænsen) og percentilgrænsen

for 10. percentil. Percentil-ratioer er simple mål for indkomstforskelle, der er nemme at fortolke. Percentil-

ratioer udnytter en forholdsvis lille del af den samlede information i indkomstfordelingen men kan bidrage

med information om indkomstforskellene bestemte steder i indkomstfordelingen.

Udviklingen i indkomstforskellene målt ved udvalgte percentil-ratioer fremgår af figur b.

Figur b

Indkomstforskellene målt ved udvalgte percentil-ratioer, 1994-2018

Indeks (2010 = 100)

140

Indeks (2010 = 100)

140

120

100

Gini-koeffcient

P90/P10

percentil-ratio

P90/P50

percentil-ratio

P50/P10

percentil-ratio

Anm: Ved opdeling på percentiler er personerne i befolkningen rangeret efter familieækvivaleret disponibel ind-

komst.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Uanset om indkomstforskellene opgøres ved brug af Gini-koefficienten, Palma-ratioen

eller et af de øvrige tilgængelige fordelingsmål, så peger opgørelserne på, at indkomst-

forskellene i Danmark er steget siden midten af 1990’erne.

De forskellige fordelingsmål giver imidlertid forskellige bud på, hvor meget indkomst-

forskellene er steget. Forskellene skyldes grundlæggende, at målene måler noget forskel-

ligt, på trods af at de alle forsørger at beskrive udviklingen i indkomstforskellene. Man

skal derfor være forsigtig med at fortolke den samlede udvikling i indkomstforskellene

på baggrund af ét enkelt fordelingsmål. Samtidig kan der være mange årsager til udvik-

lingen i indkomstforskellene.

Den disponible indkomst er sammensat af mange forskellige indkomstelementer, herun-

der erhvervsindkomster, overførselsindkomster, kapitalindkomster samt skatter.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

I den internationale litteratur er der stor fokus på fordelingen af erhvervsindkomsterne.

Der er blandt andet fokus på, at den teknologiske udvikling og globaliseringen kan bi-

drage til større lønforskelle. Der er ikke tegn på, at det har været tilfældet i Danmark.

Forskellene i

erhvervsindkomsterne,

der er sammensat af lønindkomst og virksomheds-

indkomst, har været omtrent uændrede fra 1994 til 2018,

jf. figur 2.3.

Der er således

ikke tegn på, at udviklingen i erhvervsindkomsterne har bidraget væsentlig til stigningen

i indkomstforskellene.

Figur 2.3

Indkomstforskelle målt ved Gini-koefficienten ved forskellige indkomstbegreber

Gini-koefficient, pct.

+ kapitalindkomst

Erhvervsindkomst mv.

Markedsindkomst

1994

Bruttoindkomst

2018

Disponibel indkomst

+ overførsler

÷ skat

Gini-koefficient, pct.

Anm.: Erhvervsindkomst mv. omfatter løn- og virksomhedsindkomst samt anden privat indkomst, herunder udbeta-

linger fra private pensionsordninger.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Forskellene i

bruttoindkomsterne

(markedsindkomst tillagt overførselsindkomst) og di-

sponibel indkomst er derimod steget i perioden. Det skyldes blandt andet, at den omfor-

delende virkning af skatter og overførselsindkomst er reduceret fra 1994 til 2018 gen-

nem en række reformer af skatte- og overførselssystemet, der har haft til formål at øge

de økonomiske incitamenter til beskæftigelse.

Når overførselsindkomsterne i mindre omfang bidrager til omfordeling, kan det imidler-

tid også afspejle, at befolkningssammensætningen har ændret sig. Eksempelvis er der

blevet flere studerende i perioden, og denne gruppe får en relativt lav overførselsind-

komst sammenlignet med fx dagpengemodtagere og pensionister.

Det understreger behovet for, at der foretages grundige og nuancerede analyser af ud-

viklingen i indkomstforskellene, før udviklingen fortolkes.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

2.2 Hvorfor er indkomstforskellene steget?

Det er muligt at dekomponere udviklingen i indkomstforskellene målt ved Gini-koeffici-

enten i bidrag fra hvert af de indkomstelementer, som den disponible indkomst er sam-

mensat af. Dekomponeringen giver et indblik i, i hvor høj grad indkomstelementerne

har bidraget til stigningen i indkomstforskellene siden midten af 1990’ern.

Det er desværre ikke trivielt at foretage en sådan dekomponering, og resultaterne kan

være vanskelige at fortolke. Dette afsnit beskriver to metoder til at dekomponere Gini-

koefficienten. For nogle indkomstelementer giver de to metoder anledning til samme

vurdering af, om elementet har bidraget til at øge eller reducere Gini-koefficienten siden

midten af 1990’erne, mens de to metoder i andre tilfælde giver anledning til modsatret-

tede resultater.

Begge metoder er korrekte, men adskiller sig konkret ved, at vurderingen af bidraget fra

udviklingen i indkomstelementets andel af de disponible indkomster, størrelseseffekten,

enten tager udgangspunkt i en helt lige fordeling, dvs. en Gini-koefficient på 0 (metode

eller den faktiske fordeling af den disponible indkomst (metode

2), jf. boks 2.2.

Begge metoder viser eksempelvis, at udviklingen i overførselsindkomsterne og udviklin-

gen i kapitalindkomsterne, herunder aktieindkomst og imputeret afkast af egen bolig,

har bidraget til at øge indkomstforskellene.

For andre indkomstelementer peger de to metoder i hver sin retning: Den ene metode

peger på, at indkomstelementet har bidraget til at øge indkomstforskellene, mens den

anden metode tilsiger, at indkomstelementet har reduceret indkomstforskellene. Det gør

sig fx gældende for befolkningens erhvervsindkomst og skat af personlig indkomst.

Som et gennemgående eksempel i afsnittet benyttes erhvervsindkomsten til at forklare

de to metoder. Det er et centralt spørgsmål, om befolkningens erhvervsindkomster i lø-

bet af perioden har bidraget til større indkomstforskelle eller ej. Hvis forskellene i er-

hvervsindkomster er steget, kan det pege i retning af et mere polariseret arbejdsmarked.

Når udviklingen i Gini-koefficienten dekomponeres, opdeles bidraget fra det enkelte

indkomstelement i et bidrag fra størrelseseffekten og et bidrag fra fordelingseffekten.

Størrelseseffekten

angiver, om et indkomstelement udgør en større eller mindre andel af

den disponible indkomst i løbet af den betragtede periode. Erhvervsindkomsterne udgør

i 2018 en mindre andel af befolkningens disponible indkomster end i 1994, idet andre

indkomstelementer er vokset hurtigere end erhvervsindkomsterne. Da erhvervsindkom-

sterne er mere ulige fordelt end de disponible indkomster – og erhvervsindkomsterne

nu fylder mindre – betyder det, at størrelseseffekten isoleret trækker i retning af, at ud-

viklingen i erhvervsindkomsterne har reduceret Gini-koefficienten.

Fordelingseffekten

angiver, om et indkomstelement isoleret set er blevet mere eller min-

dre ulige fordelt. Førstnævnte gør sig gældende for erhvervsindkomsterne, hvormed for-

delingseffekten for erhvervsindkomsterne har bidraget til at øge Gini-koefficienten. Det

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

afspejler blandt andet, at der er blevet flere studerende og pensionister, der typisk har

en lav eller ingen erhvervsindkomst.

For erhvervsindkomsterne har størrelseseffekten og fordelingseffekten med andre ord

modsatrettet fortegn. De to metoder til at dekomponere Gini-koefficienten har den

samme vurdering af fordelingseffekten, men tillægger størrelseseffekten forskellig be-

tydning.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Boks 2.2

Dekomponering af udviklingen i Gini-koefficienten

Der findes to metoder til dekomponering af udviklingen i indkomstforskellene målt ved Gini-koefficienten.

Begge metoder bygger på Rao’s dekomponering af Gini-koefficienten, se fx

Sharing the national cake in post

reform New Zealand: income inequality trends in terms of income sources,

2002, Podder & Chatterjee, for

metode 1, og

How to measure the progressivity of an income component,

2013, Hoffmann, for metode 2.

Gini-koefficienten kan opdeles på bidrag fra hvert af de k indkomstelementer, der til sammen udgør den di-

sponible indkomst, fx markedsindkomster, overførselsindkomster, skatter og indbetalinger til pensionsord-

ninger.

Gini-koefficienten kan dermed angives som summen af de enkelte elementers (k) koncentrationskoefficient

høj grad elementet er koncentreret blandt personer placeret i den øvre (eller nedre) del af fordelingen af de

disponible indkomster.

C S

Udviklingen i Gini-koefficienten (mellem 2 år) kan dermed udtrykkes i 2 led

. Det ene led angiver bidraget

fra udviklingen i indkomstelementets andel af den samlede indkomst (størrelseseffekt), og det andet led an-

giver bidraget fra udviklingen i indkomstelementets koncentrationskoefficient (fordelingseffekt).

C S

Med begge metoder evalueres fordelingseffekten i forhold til den relative størrelse af indkomstelementet.

Metode 1

evaluerer størrelseseffekten i forhold til, hvor meget indkomstelementets fordeling adskiller sig fra

en helt lige (indkomst-) fordeling, se fx

Fordeling og incitamenter 2018,

Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Udviklingen i Gini-koefficienten kan omskrives ved at udnytte, at indkomstelementernes andele af den di-

sponible indkomst altid summer til 1, og at summen af ændringerne i elementerne således er 0.



C S

G S

Metode 2

evaluerer således størrelseseffekten i forhold til, hvor meget indkomstelementets fordeling adskil-

ler sig fra fordelingen af de disponible indkomster (Gini-koefficienten), se fx

Dansk Økonomi, efterår 2016,

De Økonomiske Råds sekretariat.

I praksis evaluerer analysen to forskellige år, dvs. en diskretionær ændring i tid. Analysen evaluerer ændringerne

i hhv. andelen og koncentrationskoefficienterne i det arimetiske gennemsnit.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Boks 2.2 (fortsat)

Størrelseseffekterne angiver som nævnt ovenfor effekten på udviklingen i Gini-koefficienten, som følge af at

indkomstelementets andel af den disponible indkomst er ændret. Hvis indkomstelementet i størst omfang

tilfalder personer i den øvre del af indkomstfordelingen, og elementets andel af den disponible indkomst er

vokset, så er elementets størrelseseffekt positiv. Det gælder blandt andet for aktieindkomst, hvorimod stør-

relseseffekten for erhvervsindkomsten er reduceret, idet andelen af den disponible indkomst er faldet fra

1994 til 2018,

jf. figur a.

Forskellen mellem de to metoders vurdering af størrelseseffekten består, som nævnt, i om størrelsesændrin-

gen bliver evalueret i forhold til, i hvor høj grad elementet er koncentreret hos personer i den øvre del af ind-

komstfordelingen (Metode

1),

eller i hvor høj grad elementet er koncentreret hos personer i den øvre del af

indkomstfordelingen

relativt

til fordelingen af de disponible indkomster (Metode

2).

Figur a

Størrelseseffektens bidrag til udviklingen i

Gini-koefficienten, 1994-2018

Pct.

Figur b

Fordelingseffektens bidrag til udviklingen i

Gini-koefficienten, 1994-2018

Pct.-point

-5

-2

-4

Overførsels-

indkomst

Overførsels-

indkomst

Erhvervs-

indkomst

Øvrige indkomst

elementer

Skat af personlig

indkomst

Metode 1

Metode 2

Anm.:

Øvrige indkomst elementer

består af

Anden private indkomster, anden kapitalindkomst

samt

fradrag for pensi-

onsindbetalinger til kapitalpension.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordelingseffekterne er de samme i begge metoder og angiver, om elementet i stigende grad er koncentreret

hos personer i den øvre del af indkomstfordelingen. Det er eksempelvis tilfældet for erhvervsindkomster,

hvorimod det modsatte er tilfældet for aktieindkomst,

jf. figur b.

Andele og koncentrationskoefficienter, der indgår i dekomponeringen fremgår af bilag 2.1.

For både erhvervsindkomst og skat på personlig indkomst viser de to metoder samlet set

modsatrettede effekter og forudsiger således, at skatten har henholdsvis bidraget til

større og mindre indkomstforskelle i perioden siden 1994. For overførselsindkomsterne

og aktieindkomsterne har størrelseseffekten og fordelingseffekten ligeledes modsatret-

tede fortegn, men her dominerer størrelseseffekten for begge metoder.

De to metoder giver således samlet set anledning til modsatrettede bidrag til indkomst-

forskellene målt ved Gini-koefficienten fra erhvervsindkomst, skat af personlig indkomst

og nettorenteudgifter,

jf. figur 2.4.

For nettorenteudgifterne er forskellen dog samlet set

beskeden.

Skat af personlig

indkomst

Øvrige indkomst

elementer

Aktieindkomst

Imputeret

afkast af

egen bolig

Imputeret

afkast af

egen bolig

Skat af kapital-

indkomst

Skat af kapital-

indkomst

Nettorente-

udgift

Nettorente-

udgift

Erhvervs-

indkomst

-10

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Figur 2.4

Bidrag til udviklingen i indkomstforskellene målt ved Gini-koefficienten, 1994-2018

Pct.-point

-2

-4

Erhvervs-

indkomst

Overførsels-

indkomst

Skat af

personlig

indkomst

Metode 1

Nettorente-

udgift

Aktieindkomst

Imputeret

afkast af

egen bolig

Metode 2

Skat af kapital-

indkomst

Øvrige

indkomst

elementer

-4

Anm.: Samlet virkning af størrelses- og fordelingseffekt.

Øvrige indkomst elementer omfatter anden privat indkomst,

anden kapitalindkomst samt fradrag for pensionsindbetalinger til kapitalpension. Personlig indkomst

omfatter

erhvervsindkomst

overførselsindkomst.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Begge metoder til dekomponering af Gini-koefficienten peger på, at især udviklingen i

kapitalindkomsterne, herunder aktieindkomst og afkast af egen bolig, har bidraget til at

øge indkomstforskellene siden 1994, mens skat af kapitalindkomst modsat har bidraget

til at reducere indkomstforskellene. Tilsvarende peger begge metoder på, at udviklingen

i overførselsindkomsterne har bidraget til at øge indkomstforskellene.

Hvis man korrigerer for nogle af de dybe underliggende forklaringer, der har været med

til at drive udviklingen i indkomstforskellene kan man få et mere entydigt svar fra de to

metoder. Nogle af de dybe forklaringer er ændringer i befolkningens adfærd og sam-

mensætningen af befolkningen.

Når udviklingen i indkomstforskellene betragtes, særligt over længere perioder, er det

således nødvendigt at være opmærksom på udviklingen i demografiske og andre struk-

turelle faktorer. Disse faktorer kan i betydeligt omfang påvirke de målte indkomstfor-

skelle uden, at det er udtryk for, at samfundets evne til at skabe lige muligheder er kom-

met under pres. Eksempelvis er antallet af ældre og personer med anden etnisk her-

komst end dansk øget siden 1994. Samtidig er andelen af højtuddannede i befolkningen

steget, og flere er i beskæftigelse.

Der er derfor skønnet over betydningen af en række demografiske og andre strukturelle

faktorer ved at korrigere Gini-koefficienten for ændringer i befolkningssammensætnin-

gen.

Konkret er befolkningssammensætningen i 1994 med hensyn til alder, herkomst, studie-

tilbøjelighed, uddannelsesniveau, familiesammensætning og pardannelse fastholdt for

befolkningen i 2018,

jf. boks 2.3.

Det skønnes på den baggrund, at udviklingen i sam-

mensætningen af befolkningen har bidraget til at øge indkomstforskellene målt ved

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Gini-koefficienten med ca. 2 pct.-point, svarende til ¼ af den samlede stigning på godt 8

pct.-point fra 1994 til 2018. Det skal bemærkes, at udviklingen i andre demografiske og

strukturelle faktorer også kan have betydning for udviklingen i indkomstforskellene.

Boks 2.3

Betydning af demografiske og strukturelle faktorer for udviklingen i indkomstforskellene

Det er ikke umiddelbart muligt at dekomponere udviklingen i indkomstforskellene målt ved Gini-koefficien-

ten på udviklingen i indkomstforskelle mellem og indenfor udvalgte undergrupper i befolkningen.

Metoden i dette afsnit følger

Labor Market Institutions and the Distribution of Wages, 1973-1992: A Semi-

parametric Approach, 1996,

DiNardo m.fl. og vægter grupper af observationer, alt efter om de er over- eller

underrepræsenterede i slutåret (2018) i forhold til det kontrafaktiske scenarie, hvor grupperne udgør samme

andel af befolkningen som i startåret (1994).

DiNardo m.fl. benytter en semiparametrisk tilgang til at beregne den kontrafaktiske indkomstfordeling. Såle-

des estimeres først vægte for hvert individ, hvorefter disse bruges til at estimere den kontrafaktiske ind-

komstfordeling med en kernel tæthedsestimering. Denne fremgangsmåde er besværlig at implementere,

hvorfor den videre analyse følger

Measuring the Effects of Socio-Economic Variables on the Income Distri-

bution: An Application to the East German Transition Process,

2001, Biewen. Biewen anvender de estime-

rede vægte direkte på stikprøven, hvilket især er relevant i tilfælde som her, hvor der tages udgangspunkt i

oplysninger om en tredjedel af befolkningen, dvs. et bredt udsnit af befolkningen.

Fremgangsmetoden tager ikke højde for, at de evaluerede variable er indbyrdes afhængige,

jf. Demographic

Change and Inequality Trends in the Nordic Countries, 2018,

Pareliussen & Robling. Det betyder, at det ikke

er muligt at evaluere den samlede effekt ved at tilføje en dimension af gangen og herefter summe de individu-

elle bidrag. Faktorerne introduceres derfor i alle mulige sekvenser, og bidraget fra hver enkelt faktor opgøres

som det gennemsnitlige bidrag fra hver af beregningssekvenserne,

jf. Decomposition procedures for distri-

butional analysis: a unified framework based on the Shapley value,

2013, Shorrocks.

Metoden forudsætter, at der ikke er ligevægtseffekter af ændringer i faktorerne. Eksempelvis må den sti-

gende andel af personer med en lang videregående uddannelse ikke have betydning for indkomsten i grup-

pen. Antagelsen kan ikke forventes fuldstændig opfyldt, hvorfor resultaterne skal fortolkes med forsigtighed.

I analysen er foretaget en række metodiske valg af demografiske og strukturelle faktorer:



Alder:

0-18-årige, 18-29-årige, 30-59-årige, 60-64-årige, 65-74-årige og 75+- årige



Herkomst:

Dansk, vestlige lande og ikke-vestlige lande



Studerende:

Studerende og ikke-studerende



Uddannelsesniveau:

Ufaglært (inkl. uoplyst), gymnasial, faglært, KVU, MVU og LVU



Familiesammensætning:

Enlig u. børn, enlig m. børn, par u. børn og par m. børn



Pardannelse:

Forskel i personlig indkomst målt i kvintiler.

Det skal bemærkes, at udviklingen i andre demografiske og strukturelle faktorer også kan have betydning for

udviklingen i indkomstforskellene målt ved Gini-koefficienten. Tilsvarende kan den konkrete opdeling af de

udvalgte faktorer have betydning for den skønnede virkning på indkomstforskellene. Den konkrete opgjorte

virkning skal derfor fortolkes med forsigtighed. For en nærmere gennemgang af metoden se bilag 2.2.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Boks 2.3 (forsat)

Betydning af demografiske og strukturelle faktorer for udviklingen i indkomstforskellene

Samlet set skønnes de udvalgte demografiske faktorer at kunne forklare ca. 2 pct.-point eller ca. 25 pct. af den

samlede udvikling i Gini-koefficienten fra 1994 til 2018. Især udviklingen i herkomst og uddannelsesniveau

har bidraget til at øge Gini-koefficienten med henholdsvis ca. 0,6 pct.-point og 0,9 pct.-point,

jf. figur a.

Figur a

Demografiske forholds betydning for udviklingen i Gini-koefficienten, 1994-2018

Pct.-point

1,0

0,8

0,6

0,4

0,2

0,0

-0,2

Alder

Herkomst

Uddannelse

Studerende

Familiestruktur

Pardannelse

Pct.-point

1,0

0,8

0,6

0,4

0,2

0,0

-0,2

Anm.:

Familiestruktur

dækker over familiernes sammensætning på antal voksne og børn.

Pardannelse

dækker over

indkomstforskellen målt i kvintiler mellem personer i par.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Theil-indekset kan, i modsætning til Gini-koefficienten, dekomponeres på befolkningsgrupper. Det er således

muligt at vurdere, hvor stor en del af indkomstforskellene, der kan tilskrives forskelle henholdsvis inden for

og mellem de valgte befolkningsgrupper. De samlede indkomstforskelle består af forskellene mellem grup-

perne plus en vægtet sum af forskellene indenfor de enkelte grupper.

Da metoden tager højde for gruppernes størrelse, kan der laves et kontrafaktisk scenarie i 2018, hvor ind-

komstforskellene inden for og mellem grupper er som observeret i 2018, mens størrelserne af grupperne er

som i 1994.

En dekomponering af indkomstforskellene målt ved Theil-indekset peger overordnet set også på, at uddan-

nelse og herkomst har betydet mest for stigningen i indkomstforskellene fra 1994 til 2018,

jf. bilag 2.2.

Udviklingen i demografiske og strukturelle faktorer har ikke alene betydning for forde-

lingen af den disponible indkomst, men påvirker også fordelingen af de bagvedliggende

indkomstelementer. Eksempelvis har stigningen i antallet af studerende siden 1994 bi-

draget til, at færre unge har fuldtidsbeskæftigelse, og flere har deltidsbeskæftigelse (stu-

diejob). Flere studerende bidrager dermed til at øge forskellene i erhvervsindkomsterne

fra 1994 til 2018.

Når man tager højde for udviklingen i demografi mv., giver metode 1 og metode 2 i hø-

jere grad samme svar. Således er metoderne enige om, at erhvervsindkomsterne ikke har

bidraget til at øge forskellene i befolkningens disponible indkomst fra 1994 til 2018,

jf.

figur 2.5.

Metode 1 angiver dog stadig et markant negativt bidrag, mens metode 2 peger

på, at erhvervsindkomsterne har haft en neutral betydning.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Figur 2.5

Erhvervsindkomsters bidrag til udviklingen i

Gini-koefficienten, 1994-2018

Pct.-point

-2

-4

-6

Metode 1

Simpel dekomponering

Metode 2

Fastholdt 1994 demografi

Pct.-point

-2

-4

-6

Figur 2.6

Bidrag fra skat af personlig indkomst til

udviklingen i Gini-koefficienten, 1994-2018

Pct.-point

-2

-4

-6

Metode 1

Simpel dekomponering

Metode 2

Fastholdt 1994 demografi

Pct.-point

-2

-4

-6

Anm.: Den simple dekomponering svarer til den i figur 2.4 udførte dekomponering, hvorimod dekomponeringen med

fasthold 1994 demografi er foretaget med beregnede vægte som beskrevet i boks 2.3

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Tilsvarende medfører korrektionen for udviklingen i demografiske og strukturelle fakto-

rer, at begge metoder til dekomponering peger på, at skatter af personlig indkomst isole-

ret set har bidraget til at øge indkomstforskellene målt ved Gini-koefficienten fra 1994 til

2018,

jf. figur 2.6.

Det gælder for både erhvervsindkomsten og skat af personlig indkomst, at bidragene fra

både størrelses- og fordelingseffekterne reduceres ved at kontrollere for den demografi-

ske udvikling. Især fordelingseffekterne reduceres, og størrelseseffekten dominerer der-

med ved begge metoder.

Bidragene fra overførselsindkomst, aktieindkomst og imputeret afkast af egen bolig

skønnes fortsat at have bidraget til at øge indkomstforskellene med begge metoder til

dekomponering. Indkomstelementernes bidrag til udviklingen i indkomstforskellen re-

duceres dog.

Eksempelvis falder bidraget fra imputeret afkast af egen bolig fra ca. 3,6 pct.-point til ca.

2,9 pct.-point, når metode 1 benyttes,

jf. figur 2.7.

Det kan hænge sammen med, at en

større andel af befolkningen i 2018 har nået en alder, hvor relativt mange er boligejere.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Figur 2.7

Metode 1: Bidrag til udviklingen i indkomstforskellene målt ved Gini-koefficienten, 1994-2018

Pct.-point

-2

-4

-6

-8

Demografi

Erhvervs-

indkomst

Overførsels-

indkomst

Skat af

personlig

indkomst

Nettorente-

udgift

Aktieindkomst

Imputeret

afkast af

egen bolig

Skat af kapital-

indkomst

Øvrige

indkomst

elementer

Pct.-point

-2

-4

-6

-8

Ikke korrigeret for demografi

Korrigeret med fastholdt 1994 demografi

Anm.: Søjlerne viser elementers bidrag, hvor individer er vægtet til den demografiske sammensætning i 1994.

Øv-

rige indkomst elementer

består af

Anden private indkomster, anden kapitalindkomst

samt

fradrag for pensi-

onsindbetalinger til kapitalpension.

Prikkerne for

ikke korrigeret for demografi

svarer til søjlerne i figur 2.4.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Billedet er det samme med metode 2. Her bliver indkomstelementernes bidrag til udvik-

lingen i indkomstforskellene også typisk reduceret en smule, når man tager højde for

den demografiske udvikling mv.,

jf. figur 2.8.

Figur 2.8

Metode 2: Bidrag til udviklingen i indkomstforskellene målt ved Gini-koefficienten, 1994-2018

Pct.-point

-2

-4

-6

-8

Demografi

Erhvervs-

indkomst

Overførsels-

indkomst

Skat af

personlig

indkomst

Nettorente-

udgift

Aktieindkomst

Imputeret

afkast af

egen bolig

Skat af kapital-

indkomst

Øvrige

indkomst

elementer

Pct.-point

-2

-4

-6

-8

Ikke korrigeret for demografi

Korrigeret med fastholdt 1994 demografi

Anm.: Søjlerne viser elementers bidrag, hvor individer er vægtet til den demografiske sammensætning i 1994.

Øv-

rige indkomst elementer

består af

Anden private indkomster, anden kapitalindkomst

samt

fradrag for pensi-

onsindbetalinger til kapitalpension.

Prikkerne for

ikke korrigeret for demografi

svarer til søjlerne i figur 2.4.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Uanset hvilken af metoderne der benyttes, så peger dekomponeringen af Gini-koeffici-

enten på, at udviklingen i demografiske og strukturelle faktorer har haft betydning for

størrelsen og i nogle tilfælde fortegnet på indkomstelementernes bidrag til udviklingen i

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

indkomstforskellene. Det er derfor nødvendigt at have øje for udviklingen i demografi-

ske og strukturelle faktorer, når udviklingen i indkomstforskellene fortolkes.

2.3 Betydning af den demografiske udvikling fremadrettet

Som det fremgår af det forrige afsnit, er der sket væsentlige forskydninger i en række de-

mografiske og strukturelle faktorer med betydning for de målte indkomstforskelle siden

midten af 1990’erne. I de kommende år kan der ligeledes forventes forskydninger i de-

mografiske og strukturelle faktorer, som vil kunne bidrage til udviklingen i de målte ind-

komstforskelle.

Der er udviklet en model, der kan fremskrive indkomstfordelingen i Danmark. Frem-

skrivningen af indkomstfordelingen tager primært højde for, hvordan den demografiske

udvikling, stigende uddannelsesniveau og vedtagne regelændringer påvirker indkomst-

fordelingen. Det er forhold, hvor der foreligger dokumenteret viden om udviklingen i

årene, der kommer, og hvor en fremskrivning af indkomstfordelingen kan baseres på

veldefinerede beregningstekniske antagelser. For en nærmere gennemgang af fremskriv-

ningen af indkomstfordelingen se

Fordeling og incitamenter 2018.

De personlige indkomster stiger naturligt gennem den erhvervsaktive alder og reduceres

efter tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Indkomster i form af løn og overførselsind-

komst øges i takt med, at uddannelse afsluttes, og personerne opnår fast fodfæste på ar-

bejdsmarkedet. Blandt unge voksne er kapitalindkomsten typisk lav eller negativ som

følge af studie- og boliggæld, men øges siden hen i takt med nedbringelse af eventuel

gæld og opbygning af formue.

Andelen af 18-29-årige og 30-59-årige er reduceret med henholdsvis ca. 2 pct.-point og

2,5 pct.-point, mens andelen af befolkningen, som er over 60 år, er øget med ca. 5 pct.-

point siden 1994,

jf. figur 2.9.

Ændringen i alderssammensætning vil fortsætte frem

mod 2040, således at andelen af 18-59-årige vil blive reduceres yderligere, og andelen af

personer over 75 år vil stige markant.

Færre 18-29-årige bidrager til at reducere indkomstforskellene, mens færre 30-59-årige

trækker i retning af at øge indkomstforskellene en smule. Stigningen i andelen af over

60-årige bidrager til en marginal reduktion i indkomstforskellene. Den samlede virkning

af ændringerne i alderssammensætningen er således ikke entydig.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Figur 2.9

Alderssammensætning, 1994, 2018 og 2040

Pct. af befolkningen

Figur 2.10

Sammensætning på herkomst, 1994, 2018 og

2040

Pct. af befolkningen

100

Pct. af befolkningen

100

0-17 år 18-29 år 30-59 år 60-64 år 65 -74 år >75 år

1994

2018

2040

Dansk

1994

Vestlig

2018

Ikke-vestlig

2040

Anm.: Hele befolkningen.

Kilde: Danmark Statistiks Statistikbank og egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

En større andel af befolkningen har en anden etnisk herkomst end dansk. Det bidrager

isoleret set til at øge indkomstforskellene, idet personer med anden etnisk herkomst set

under ét har en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet og dermed en relativt lav ind-

komst.

Andelen af befolkningen med anden etnisk baggrund end dansk er steget fra ca. 5 pct. i

1994 til ca. 13 pct. i 2018, svarende til en stigning på ca. 8 pct.-point,

jf. figur 2.10.

Ind-

vandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande udgør ca. 9 pct. af befolkningen i 2018.

Der er tegn på, at andelen af personer med anden etnisk herkomst end dansk fortsat vil

stige, men i et aftagende tempo frem mod 2040, således at gruppen udgør ca. 18 pct. af

befolkningen i 2040.

På trods af stigningen i andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande,

som typisk har et lavere uddannelsesniveau end danskere, er uddannelsesniveauet i be-

folkningen øget. Andelen af ufaglærte voksne i befolkningen er reduceret med godt 19

pct.-point fra 51,8 pct. i 1994 til 32,6pct. i 2018,

jf. figur 2.11.

Frem mod 2040 forventes

andelen af ufaglærte i befolkningen at blive reduceret yderligere med ca. 5 pct.-point.

Personer med en kompetencegivende uddannelse har typisk en højere løn og en stær-

kere arbejdsmarkedstilknytning end ufaglærte. Når flere får en uddannelse, reduceres

andelen af personer med relativt lave disponible indkomster i befolkningen. Det sti-

gende uddannelsesniveau i befolkningen betyder også, at flere får en lang videregående

uddannelse, hvilket øger andelen af personer med de højeste indkomster.

Stigningen i uddannelsesniveauet kan derudover også påvirke løndannelsen på forskel-

lig vis. Når der bliver flere højtuddannede, kan det dæmpe lønudviklingen for gruppen.

Tilsvarende kan færre ufaglærte bidrage til at øge lønudviklingen for gruppen. Endelig

kan efterspørgslen efter forskellige typer af arbejdskraft ændre sig over tid, i takt med at

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

fx den teknologiske udvikling ændrer behovet for arbejdskraft. I de senere årtier er der

dog ikke tegn på væsentlige forskydninger i lønfordelingen på tværs af uddannelsesni-

veauer, se fx

Ikke tegn på øget lønspredning i Danmark,

Økonomi- og Indenrigsmini-

steriet, 2018.

Figur 2.11

Uddannelsessammensætning, 1994, 2018 og

2040

Pct. af voksne

Figur 2.12

Studerende, 1994, 2018 og 2040

Pct. af voksne

Ufaglærte Faglærte

1994

KVU

2018

MVU

LVU

2040

1994

2018

2040

Anm.: Voksne i familien. Stigningen i uddannelsesniveauet skal også ses i sammenhæng med, at en stigende andel

ældre har en registreret højst fuldført uddannelse. Se

Fordeling og incitamenter 2018,

Økonomi- og Indenrigs-

ministeriet 2018 for en gennemgang af fremskrivningen af indkomstfordelingen.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det stigende uddannelsesniveau i befolkningen skal ses i sammenhæng med, at flere

vælger at uddanne sig eller uddanne sig i flere år. Det betyder, at en større andel af be-

folkningen er studerende i et givet år og dermed også har en relativt lav indkomst. Ande-

len af studerende blandt de voksne personer i befolkningen er således steget fra ca. 5

pct. i 1994 til 7,2 pct. i 2018,

jf. figur 2.12.

Den øgede andel af studerende bidrager dermed isoleret set til at øge de målte ind-

komstforskelle i et enkelt år. Det skal ses i sammenhæng med, at et højere uddannelses-

niveau øger indkomsten og arbejdsmarkedstilknytningen efter endt uddannelse.

Udviklingen i demografiske og strukturelle faktorer frem mod 2040 skønnes isoleret set

at bidrage til, at indkomstforskellene vil stige en smule frem mod 2040,

jf. boks 2.4.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Boks 2.4

Udvikling i indkomstforskellene frem mod 2040

Fordeling og Incitamenter 2018

præsenteredes resultaterne fra en model til fremskrivning af indkomstfor-

delingen. I fremskrivningen indregnes den kendte udvikling i demografiske og strukturelle faktorer samt ind-

fasning af aftalte lovændringer. Det skønnes, at indkomstforskellene vil stige en smule og udgøre ca. 30 pct.

målt ved Gini-koefficienten i 2040 som følge af strukturelle ændringer, herunder i befolkningens alders- og

uddannelsessammensætning.

Figur a

Indkomstforskelle målt ved Gini-koefficienten, 1983-2040

Pct.

82 84 86 88 90 92 94 96 98 00 02 04 06 08 10 12 14 16 18 20 22 24 26 28 30 32 34 36 38 40

Historiske tal

Fremskrivningen

Anm.: Se Fordeling og incitamenter 2018.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Der vil blive arbejdet videre med at udvikle og konsolidere fremskrivningen. Der er blandt andet behov for at

konsolidere fremskrivningen, herunder ved at gennemføre følsomhedsanalyser, der kan belyse, hvor robust

resultaterne af fremskrivningen er for ændrede beregningsforudsætninger. Det kan fx omfatte forudsætnin-

ger om udviklingen i studietilbøjelighed, folkepensionsalder, renteniveau, indvandring mv.

2.4 Øvre og nedre del af indkomstfordelingen

Når indkomstforskellene i Danmark er steget, skyldes det i høj grad udviklingen i den

øvre og nedre del af indkomstfordelingen.

Indkomstforskellene er steget med godt 8 pct.-point siden 1994. Hvis der ses bort fra de

5 pct. af befolkningen, som har henholdsvis de højeste og laveste indkomst, er stignin-

gen i indkomstforskellene 5,7 pct.-point fra 1994 til 2018,

jf. figur 2.13.

OECD fandt i en analyse af middelklassens udvikling i OECD-landene, at Danmark var

et af de få lande, hvor middelklassen er vokset de seneste 30 år,

jf. Under Pressure: The

squeezed Middle Class,

2019, OECD. OECD definerer middelklassen som personer med

indkomster, der ligger mellem 75 og 200 pct. af medianindkomsten i befolkningen.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Figur 2.13

Udvikling i indkomstforskelle for hhv. alle og for de midterste 90 pct. af befolkningen,

1994-2018

Gini-koefficient, pct.

Alle

Ekskl. top og bund

Anm.: Familieækvivalerede disponible indkomster.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Indkomsterne udvikler sig naturligt gennem livet. Ser man bort fra de laveste og højeste

indkomster, ser man også bort fra en del af den naturlige indkomstdynamik gennem li-

vet, hvor mange starter med at uddanne sig, søge arbejde og efterfølgende oparbejde an-

ciennitet på arbejdsmarkedet.

Eksempelvis er unge mellem 19 og 29 år markant overrepræsenterede blandt perso-

nerne i 1. decil, idet mange er under uddannelse og endnu ikke har opnået en stærk til-

knytning til arbejdsmarkedet. De 19-29-årige udgør ca. 44 pct. af personerne i 1. decil i

2018,

jf. figur 2.14.

Andelen af 19-29-årige i 1. decil er vokset siden 1994, hvor unge ud-

gjorde ca. 33 pct.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Figur 2.14

Alderssammensætning i 1. decil

Pct.

100

Pct.

100

Figur 2.15

Alderssammensætning i 10. decil

Pct.

100

Pct.

100

1994

0-18 år

19-29 år

2018

30-65 år

66+ år

1994

0-18 år

19-29 år

2018

30-65 år

66+ år

Anm.: Personerne i befolkningen er rangeret efter familieækvivaleret disponibel indkomst.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Omvendt er 30-65-årige, der typisk har en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet, mar-

kant overrepræsenterede i 10. decil,

jf. figur 2.15.

Personer over 65 år, som ofte modtager folkepension, er i mindre grad at finde i 1. decil

og i højere grad at finde i 10. decil i 2018 end i 1994. Det skal blandt andet ses i lyset af

den fortsatte modning af arbejdsmarkedspensionerne. For børn under 18 år er placerin-

gen i indkomstfordelingen i høj grad bestemt af forældrenes indkomst og dermed deres

placering i indkomstfordelingen.

Indkomstforskellene er således også udtryk for, at personerne er forskellige steder i li-

vet, hvilket afspejler sig i arbejdsmarkedstilknytningen. Personerne i 1. decil omfatter

relativt mange studerende og ledige, og modsat relativt få beskæftigede,

jf. figur 2.16.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Figur 2.16

Tilknytning til arbejdsmarkedet i 1. decil

Pct.

100

Pct.

100

Figur 2.17

Tilknytning til arbejdsmarkedet i 10. decil

Pct.

100

Pct.

100

1994

Studerende

Selvstændige

2018

Beskæftigede

Ledige

Andre

1994

Studerende

Selvstændige

2018

Beskæftigede

Ledige

Andre

Anm.:

Andre

omfatter personer uden for arbejdsstyrken, herunder børn, personer med ukendt forsørgelsesgrundlag,

folkepensionister, førtidspensionister og efterlønnere. Personerne i befolkningen er rangeret efter familieækvi-

valeret disponibel indkomst.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

På trods af at den gennemsnitlige alder er steget blandt personer placeret i 10. decil si-

den 1994, udgør fuldt beskæftigede fortsat størstedelen af gruppen i 2018,

jf. figur 2.17.

Personerne i 10. decil omfatter i højere grad øvrige uden for arbejdsmarkedet (”andre”),

som blandt andet omfatter pensionister, i 2018.

Selvstændige udgør en mindre andel af både 1. og 10. decil i 2018 end i 1994. Det skal

ses i lyset af, at selvstændiges indkomster i særlig høj grad er påvirket af konjunkturud-

viklingen. Desuden har det betydning, at det opgjorte antal selvstændige er reduceret si-

den 1994, idet flere selvstændige er hovedaktionærer, der opgøres som lønmodtagere.

Der er således stor indkomstmobilitet over livet. Mobiliteten afspejler sig i, at nogle per-

soner opnår en højere indkomst og rykker op i indkomstfordelingen, fx ved beskæfti-

gelse efter endt studie eller midlertidig ledighed samt ved lønstigninger som følge af hø-

jere anciennitet eller mere ansvar. Modsat bevæger nogle personer sig ned i indkomst-

fordelingen. Det kan blandt andet være ved midlertidig ledighed, eller ved tilbagetræk-

ning fra arbejdsmarkedet.

Indkomstmobiliteten har været størst blandt personer, der var placeret i 1. decil i 1994,

fra 1994 til 2018. Personer, der var placeret i 1. decil i 1994, flytter sig gennemsnitligt 53

percentiler mellem 1994-2018,

jf. figur 2.18.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Figur 2.18

Mobilitet i indkomstfordelingen, 1994-2018

Gns. absolut ændring, percentiler

10.

Indkomstdecil i udgangsåret

Gns. absolut ændring, percentiler

Anm.: Personer over 18 år. Deciler og percentiler er opgjort ud fra personernes egne (ikke-ækvivalerede) disponible

indkomster.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det peger på, at indkomstudviklingen har været markant højere for personer, der i ud-

gangspunktet var placeret i den nedre del af indkomstfordelingen, end for personer i den

øvre del af indkomstfordelingen. For personer i 1. decil i 1994 er den reale disponible

indkomst vokset med ca. 5,4 pct. årligt fra 1994 til 2018, mens indkomsten er vokset

med ca. 0,7 pct. årligt blandt personer placeret i 10. decil i 1994,

jf. figur 2.19.

Figur 2.19

Indkomstudvikling givet placering i indkomstfordelingen i udgangsåret, 1994-2018

Pct. pr. år

Alle

10.

Indkomstdecil i udgangsåret

Ekskl. studerende og pensionister

Anm.: Der ses bort fra studerende over 18 år og personer i familie med studerende i 1994 samt pensionister og per-

soner i familie med pensionister i 2018.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Forskellene i indkomstudviklingen på tværs af indkomstfordelingen skyldes blandt an-

det, at lønnen for mange stiger hurtigst i de første år som beskæftiget. Det skal imidler-

tid også ses i sammenhæng med, at indkomsten typisk er relativt høj for personer i be-

skæftigelse. Personer, der opnår eller forlader beskæftigelse, oplever derfor ofte en mar-

kant ændring i indkomsten, herunder ved færdiggørelse af studie, overgang til folkepen-

sion og ved ledighed.

Forskellene i indkomstudviklingen på tværs af indkomstfordelingen i udgangsåret redu-

ceres, når der ses bort fra personer, der studerer i startåret eller er gået på pension i pe-

rioden. For personer i 1. decil i 1994 reduceres indkomstudviklingen fra ca. 5,4 pct. om

året til ca. 4,4 pct., mens indkomstudviklingen blandt personer i 10. decil øges en smule

fra ca. 0,7 pct. om året til ca. 1,3 pct.

2.5 Lavindkomstgruppen

Et centralt mål for indkomstforskellene er lavindkomstgruppen. Lavindkomstgruppen

omfatter personer med en disponibel indkomst under 50 pct. af medianindkomsten i be-

folkningen. Personer i lavindkomstgruppen kan således siges at have en relativt lav ind-

komst i forhold til befolkningen generelt.

Lavindkomstgruppen er vokset fra ca. 3,6 pct. af befolkningen i 1994 til ca. 8,2 pct. i

2018,

jf. figur 2.20.

En stor del af stigningen i lavindkomstgruppen skyldes, at flere i dag får en uddannelse.

Studerende har typisk en relativt lav indkomst under uddannelse sammenlignet med be-

folkningen som helhed. Omvendt kan studerende se frem til relativt høj indkomst efter

endt studie. Hvis man ser bort fra studerende, reduceres lavindkomstgruppen betragte-

ligt, og stigningen siden 1994 er væsentlig mindre.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Figur 2.20

Personer i lavindkomstgruppen, 1994-2018

Pct.

Alle

Eksklusive studerende

Eksklusive studerende, 3 år i træk

Anm.: Lavindkomstgruppen omfatter personer med en ækvivaleret disponibel indkomst under 50 pct. af medianind-

komsten i befolkningen. Der ses bort fra studerende over 18 år og personer i familie med studerende.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Der er generelt stor mobilitet ud af lavindkomstgruppen. Det gælder fx for mange ledige,

der kommer i job, eller for selvstændige, der begynder at tjene penge i deres egen virk-

somhed. Der er derfor væsentligt færre, der befinder sig i lavindkomstgruppen 3 år i

træk. Andelen af befolkningen, der har været i lavindkomstgruppen 3 år i træk, har ud-

gjort godt 1 pct. af befolkningen i de senere år og udgør ca. 1,6 pct. af befolkningen i

2018.

Velstandsudviklingen har blandt andet betydet, at medianindkomsten i befolkningen er

vokset støt i de senere år, og det samme gælder lavindkomstgrænsen, som er defineret

som 50 pct. af medianindkomsten.

Alle befolkningsgrupper har fået del i den generelle velstandsudvikling. Stigningen i de

disponible indkomster har imidlertid været større for nogle grupper. Indkomstfremgan-

gen for personer i beskæftigelse og folkepensionister har eksempelvis været større end

for personer, der modtager kontanthjælp eller dagpenge.

I takt med at der er kommet flere i lavindkomstgruppen, har flere personer i lavind-

komstgruppen en disponibel indkomst, der ligger tæt på lavindkomstgrænsen. Godt

halvdelen af lavindkomstgruppen havde således en disponibel indkomst, der lå maksi-

malt 20 pct. under lavindkomstgrænsen i 2018, mens det var tilfældet for ca. 44 pct. af

lavindkomstgruppen i 1995,

jf. figur 2.21.

Desuden er andelen af personer, der har ingen

eller negativ disponibel indkomst, faldet stødt de seneste 8-9 år, hvormed andelen i

2018 er på sit laveste siden 1994.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Figur 2.21

Afstand til lavindkomstgrænsen, 1994-2018

Pct. af lavindkomstgruppen

0-10 pct. fra grænsen

10-20 pct. fra grænsen

Ingen eller negativ indkomst

Anm.: Lavindkomstgrænsen fratrukket den disponible indkomst for personer i lavindkomstgruppen. Der ses bort fra

studerende over 18 år og personer i familie med studerende.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Udviklingen i befolkningssammensætningen på herkomst har også bidraget til at øge an-

tallet af personer i lavindkomstgruppen fra 1994 til 2018. Det hænger blandt andet sam-

men med, at indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande har en svagere tilknyt-

ning til arbejdsmarkedet end danskere. Samtidig modtager personer, der ikke opfylder

opholdskravet i kontanthjælpssystemet, den relativt lave integrationsydelse (selvforsør-

gelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse fra 1. januar 2020) ved ledighed. Ind-

vandringen fra ikke-vestlige lande i de seneste år har øget andelen af personer med ikke-

vestlig oprindelse i befolkningen fra 6,9 pct. i 2012 til 8,5 pct. i 2018. I samme periode er

andelen af personer med ikke-vestlig oprindelse i lavindkomstgruppen steget væsentligt

mere fra ca. 23 pct. til ca. 32 pct.

Personer med anden etnisk herkomst end dansk er således i stigende grad overrepræ-

senterede i lavindkomstgruppen (ekskl. studerende). Således er knap hver femte person

med ikke-vestlig baggrund i lavindkomstgruppen i 2018 mod hver ottende i 2012,

jf. fi-

gur 2.22.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Figur 2.22

Personer i lavindkomstgruppen (ekskl. studerende) opdelt på herkomst, 1994-2018

Pct. af befolkningsgruppe

Dansk oprindelse

Vestlig oprindelse

Ikke-vestlig oprindelse

Anm.: Personer i lavindkomstgruppen som andel af alle i befolkningen.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Opholdsgrundlaget har markant betydning for arbejdsmarkedstilknytning og indkomst.

Nogle indvandrere er kommet til Danmark for at arbejde. Det gør sig fx gældende for

mange EU-borgere samt udlændige, der har fået opholds- og arbejdstilladelse via be-

løbsordningen. Andre er kommet til landet, hvor opholdsgrundlaget ikke direkte er

knyttet op på beskæftigelse. Det gør sig fx gældende for flygtninge eller familiesammen-

førte.

Der er få personder, som er kommet til Danmark for at arbejde, der i lavindkomstgrup-

pen. Det afspejler, at beskæftigelse i Danmark for langt de fleste er sikkerhed for ikke at

havne i lavindkomstgruppen,

jf. figur 2.23.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 2

Indkomstudvikling og -forskelle

Figur 2.23

Opholdsgrundlag for personer i lavindkomstgruppen med anden etnisk baggrund end dansk,

2018

1.000 personer

Asyl

Øvrige

opholdsområde

Erhverv

EU / EØS

tilladelser

Familie-

sammenføring

Studie

Ukendt

Anm.: Overordnet opdeling af opholdsgrundlag.

Ukendt

omfatter personer indvandret før 1997 og en mindre gruppe

personer med anden nordisk oprindelse end dansk.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Omvendt er der relativt mange flygtninge og familiesammenførte i lavindkomstgruppen.

Det afspejler, at integrationen på arbejdsmarkedet ikke er lykkedes for en ikke ubetyde-

lig gruppe med dette opholdsgrundlag.

Internationalt set er lavindkomstgruppen meget lille i DK. I OECD-landene er andelen

af befolkningen i lavindkomstgruppen kun mindre i Island,

jf. figur 2.24.

Figur 2.24

Lavindkomstgruppen i OECD-landene

Pct. af befolkningen

POL

ISL

AUT

PRT

ITA

MEX

GBR

NOR

GRC

SWE

KOR

DEU

CAN

DNK

CHE

SVN

USA

AUS

LUX

FIN

LTU

NLD

BEL

JPN

SVK

CZE

FRA

CHL

ESP

EST

ISR

IRL

TUR

LVA

HUN

Anm.: Data er fra seneste år (2016, 2017 eller 2018). For Danmark er det 2017.

Kilde: OECD

Income Distribution Database.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 2.1

Dekomponering af Gini-koefficienten,

koncentrationskoefficienter og andele i 1994 og 2018

Tabel 1

Dekomponering af Gini-koefficient på Indkomstelementer, 1994 og 2018

Andel af disp. indk.

1994

Indkomstkomponent

Erhvervsindkomst

Overførselsindkomst

Anden privat indkomst

Personlig indkomst

Skat af pers.indk.

Pers.indk. efter skat

Renteindtægter

Renteudgifter

Udbytteindkomst

Afkast af egen bolig

Anden kapitalindkomst

Kapitalindkomst

Skat af kapitalindkomst

Kap.indk. efter skat

Fradrag - pens. indb.

Disponibel indkomst

123

166

-60

105

-15

-4

-2

-4

100

104

136

-45

-5

-2

100

2018

Pct.

36,8

-21,9

39,2

24,3

32,5

19,5

38,6

23,5

195,7

26,8

266,6

-23,4

-0,5

-56,4

39,4

20,0

40,3

-26,8

27,7

28,2

36,2

24,2

42,9

30,4

85,6

46,4

106,6

69,5

92,3

64,8

39,8

28,1

-3,4

1,7

-0,2

-1,8

3,4

1,5

-1,2

2,0

3,1

3,6

0,2

7,8

-2,0

5,8

0,8

8,2

Koncentrationskoefficient

1994

2018

Bidrag til udvikling i

Gini-koefficienten

Metode A

Metode B

Pct.-point

1,2

4,8

-0,8

5,3

-0,4

4,9

-0,4

2,1

2,4

0,1

3,8

-0,9

3,0

0,3

8,2

Anm.: Pga. afrunding summer tallene i tabellen ikke nødvendigvis.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

www.oim.dk

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 2.1

Dekomponering af Gini-koefficienten, koncentrationskoefficienter og andele i 1994 og 2018

Tabel 2

Dekomponering af Gini-koefficient på Indkomstelementer korrigeret for demografisk udvikling,

1994 og 2018

Andel af disp. indk.

1994

Indkomstkomponent

Erhvervsindkomst

Overførselsindkomst

Anden privat indkomst

Personlig indkomst

Skat af pers. indk.

Pers.indk. efter skat

Renteindtægter

Renteudgifter

Udbytteindkomst

Afkast af egen bolig

Anden kapitalindkomst

Kapitalindkomst

Skat af kapitalindkomst

Kap.indk. efter skat

Fradrag - pens. indb.

Disponibel indkomst

2018

Procent

123

166

-60

105

-15

-4

-2

-4

100

108

138

-45

-5

-2

100

36,8

-21,9

39,2

24,3

32,5

19,5

38,6

23,5

195,7

26,8

266,6

-23,4

-0,5

-56,4

39,4

20,0

38,0

-28,6

21,3

26,1

33,5

22,5

41,1

27,7

87,0

44,1

111,4

71,9

97,9

66,6

37,3

26,1

Koncentrationskoefficient

1994

2018

Bidrag til udvikling i Gini-

koefficienten, pct. point

Metode A

Metode B

Procentpoint

-3,9

1,2

-1,5

-4,2

4,5

0,3

-1,2

2,1

2,9

0,1

6,8

-1,8

5,0

0,9

6,2

-0,6

4,1

-1,3

2,2

1,0

3,2

-0,5

-0,2

2,0

0,0

3,4

-0,8

2,6

0,4

6,2

Anm.: Pga. afrunding summer tallene i tabellen ikke nødvendigvis.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 2.2

Betydning af demografiske og strukturelle faktorer

Der findes forskellige metoder til dekomponering af udviklingen i indkomstforskellene

målt ved Gini-koefficienten. I analysen benyttes metoden beskrevet af DiNardo, Fortin

& Lemiueux.

Metode til dekomponering af Gini-koefficienten

Dekomponeringen af Gini-koefficienten følger metoden beskrevet i

Labor Market Insti-

tutions and the Distribution of Wages, 1973-1992: A Semiparametric Approach, 1996,

DiNardo m.fl. Metoden vægter grupper af observationer, alt efter hvorvidt de er over-

eller underrepræsenterede i 2018 ift. det kontrafaktiske scenarie, hvor fordelingen af de

benyttede komponenter følger udgangsåret.

DiNardo m.fl. benytter en semiparametrisk tilgang til at beregne den kontrafaktiske ind-

komstfordeling. Således estimeres først vægte for hvert individ, hvorefter disse bruges til

at estimere den kontrafaktiske indkomstfordeling med en kernel tæthedsestimering.

Denne fremgangsmåde er besværlig at implementere, hvorfor den videre analyse følger

Measuring the Effects of Socio-Economic Variables on the Income Distribution: An Ap-

plication to the East German Transition Process,

2001, Biewen. Biewen anvender de

estimerede vægte direkte på stikprøven, hvilket især er relevant i tilfælde som her, hvor

der tages udgangspunkt i oplysninger om en tredjedel af befolkningen, det vil sige et

bredt udsnit af befolkningen.

Fremgangsmetoden tager ikke højde for, at de evaluerede variable er indbyrdes af-

hængige,

jf. Demographic Change and Inequality Trends in the Nordic Countries, 2018,

Pareliussen & Robling. Det betyder, at det ikke er muligt at evaluere den samlede effekt

ved at tilføje en dimension af gangen og herefter summe de individuelle bidrag. Fakto-

rerne introduceres i alle mulige sekvenser, og bidraget fra hver enkelt faktor opgøres

som det gennemsnitlige bidrag fra hver af beregningssekvenserne,

jf. Decomposition

procedures for distributional analysis: a unified framework based on the Shapley

value,

2013, Shorrocks.

Metoden forudsætter, at der ikke er ligevægtseffekter af ændringer i faktorerne. Eksem-

pelvis må den stigende andel af personer med en lang videregående uddannelse ikke

have betydning for indkomsten i gruppen. Antagelsen kan ikke forventes fuldstændig

opfyldt, hvorfor resultaterne skal fortolkes med forsigtighed.

www.oim.dk

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 2.2

Betydning af demografiske og strukturelle faktorer

I analysen er foretaget en række metodiske valg af faktorer samt opdelingen af disse,

som kan have betydning for de beregnede bidrag:



Alder:

0-18-årige, 18-29-årige, 30-59-årige, 60-64-årige, 65-74-årige og 75+- årige

Herkomst:

Dansk, vestlige lande og ikke-vestlige lande

Studerende:

Studerende og ikke-studerende

Uddannelsesniveau:

Ufaglært (inkl. uoplyst), gymnasial, faglært, KVU, MVU og

LVU

Familiesammensætning:

Enlig u. børn, enlig m. børn, par u. børn og par m. børn

Pardannelse:

Kvintil-afstand mellem personer i par

Metode til dekomponering af Theil-indeks

Metoden er inspireret af

Dansk Økonomi, efterår 2016, kapitel V, 2016,

De Økonomiske

Råds Sekretariat, men adskiller sig ved, at herkomst kun består af 3 kategorier, samt at

uddannelsessøgende samt familiestatus indgår i grupperingen. De isolerede bidrag fra

de udvalgte demografiske faktorer summer ikke præcis til den samlede virkning, når alle

dimensioner medregnes. Rækkefølgen for introduktionen af faktorerne har imidlertid

ikke betydning.

Dekomponeringen af den observerede udvikling i indkomstforskellene med udgangs-

punkt i Theil-indekset tegner omtrent samme billede, som ved dekomponeringen af

Gini-koefficienten. Ligeledes er den samlede relative virkning på de målte indkomstfor-

skelle af udviklingen i de demografiske faktorer omtrent den samme med de to metoder

jf. figur a og b.

Det skal bemærkes, at dekomponeringerne er følsomme over for den benyttede specifi-

kation. En anden opdeling af befolkningen på alder vil eksempelvis kunne have betyd-

ning for den skønnede isolerede virkning af ændret alderssammensætning fra 1994 til

2018.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 2.2

Betydning af demografiske og strukturelle faktorer

Figur 1

Demografiske forholds andel af samlede

udvikling i indkomstforskelle, 1994-2018

Pct.

100

Gini-koefficient

Theil-indeks

Pct.

100

Figur 2

Bidrag til stigning i indkomstforskellene i

pct., 1994-2018

Pct.

-20

Studerende

Familiestruktur

Pardannelse

Herkomst

Alder

Uddannelse

Pct.

-20

Resterende stigning

Demografiske forhold

Gini-koefficient

Theil-indeks

Anm.: Elementerne i dekomponeringen af Theil-indekset summer ikke til den samlede virkning (100 pct.), idet der

ikke tages højde for interaktionseffekter.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 2.3

Indkomstdefinition

Boks 1

Indkomstkomponenter anvendt i beregningen af disponibel indkomst

Indkomstkomponent

Lønindkomst

Beskrivelse

Omfatter honorarer, sygedagpenge og udenlandske

personlige indkomster mv. Lønindkomsten er opgjort ekskl.

arbejdsgiveradministrerede pensionsindbetalinger, herun-

der ATP.

Virksomhedsindkomst

Erhvervsindkomst

Overførselsindkomst(*)

Anden privat indkomst

Personlig indkomst (1)

Renteindtægter

Omfatter bl.a. førtids- og folkepension, dagpenge, SU, kon-

tanthjælp, boligstøtte, børne- og ungeydelse mv.

Herunder udbetalinger fra private pensionsordninger.

Renteudgifter

Aktieindkomst

Stort set alle udbytter og kursgevinster fra noterede aktier

indberettes automatisk fra 2006. Gevinst ved salg af

aktier registreres som indkomst i ét enkelt år, uagtet at ge-

vinsten reelt er optjent over en længere periode.

Til og med 2004 er afkast af egen bolig beregnet som 4 pct.

af den offentlige ejendomsvurdering i året. Fra og med 2005

tages udgangspunkt i Danmarks Statistiks estimerede mar-

kedsværdier. For blandede ejendomme, fx landbrugsejen-

domme, indgår alene boligens skønnede andel af ejendoms-

værdien.

Omfatter afkast af andre typer af værdipapirer end aktier og

obligationer, fx investeringsforeninger, skibsanparter, finan-

sielle kontrakter, samt kapitalindkomst fra udlandet, dog

ekskl. udenlandsk aktieindkomst.

Imputeret afkast af egen

bolig

Anden kapitalindkomst

Kapitalindkomst (2)

(1) + (2) - (*) Markedsindkomst

(1) + (2)

Bruttoindkomst

Personlige skatter

Pensionsindbetalinger

Disponibel indkomst

www.oim.dk

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

www.oim.dk

Indkomstudvikling, indkomstforskelle og lavindkomstgruppe

Bilag 2.4

Tabel 1

Indkomstforskelle og lavindkomstgruppe

1995

2000

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

2018

Indkomstforskelle

Gini-koefficient, pct.

19,9

22,6

23,8

24,6

25,5

26,0

24,9

26,4

26,0

26,6

27,1

27,9

27,8

28,1

Lavindkomstgruppe

Antal 1.000 personer

Alle

Heraf børn

Andel af befolkningen, pct.

Alle

Børn

3,3

2,6

4,0

3,0

5,1

4,3

5,4

4,6

5,8

5,5

6,2

5,9

6,2

5,6

6,4

5,4

6,5

5,3

6,2

4,4

6,5

4,5

6,9

4,8

7,1

5,0

7,6

6,1

8,1

7,5

8,2

7,5

172

209

274

288

314

333

338

345

357

343

361

382

399

427

460

465

Medianindkomst

2018-niveau, kr.

167.502

182.764

205.921

211.692

215.022

213.451

211.879

220.189

215.928

213.336

216.474

219.998

223.270

227.067

230.103

235.396

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 3

Fordelingen af danskernes formuer

Kapitel 3

Fordelingen af danskernes formuer

Forbrugsmulighederne på et givent tidspunkt i livet afhænger ikke alene af den dispo-

nible indkomst, men potentielt også af størrelsen på eventuel opsparing og gæld.

Hovedformålet med opsparing og gæld er at udjævne forbrugsmulighederne over livet.

Der kan dog også være andre hensyn, fx et ønske om at videregive en arv til de efter-

ladte. På kort sigt kan formue og gæld medvirke til at finansiere forbrug i perioder med

uforudset bortfald af indkomst såsom ledighed eller længerevarende sygdom.

Størrelsen på formuen er i almindelighed tæt knyttet til bestemte faser i livet. Nettofor-

mue opbygges typisk gennem arbejdslivet og tjener netop det formål at udjævne for-

brugsmulighederne hen over livet. Yngre voksne har typisk små og ikke sjældent nega-

tive nettoformuer. Herefter vokser nettoformuerne frem mod pensionstidspunktet i takt

med blandt andet opbygningen af pensionsformue samt afvikling af boliggæld og even-

tuel studiegæld. Efter pensionstidspunktet aftager nettoformuerne gradvist, efterhånden

som den opsparede formue forbruges.

Indkomst fra formue i form af afkast af aktier, renter fra obligationer, renteindtægter og

-udgifter mv. indgår i opgørelsen af den disponible indkomst. Værdistigninger (eller -

fald) i bolig, pensionsformuen eller aktiebeholdning samt forbrugslån mv. indgår imid-

lertid ikke i den disponible indkomst, men kan også have betydning for forbrugsmulig-

hederne.

For at opnå et mere nuanceret billede af den økonomiske situation for personer i befolk-

ningen kan indkomstoplysningerne suppleres med oplysninger om personernes formue

og gæld. Personer med samme indkomst og alder, men forskellige nettoformuer, kan si-

ges at være i forskellige økonomiske situationer.

Dette kapitel ser nærmere på fordelingen af danskernes nettoformue på tværs af alder,

indkomst og formuetype, herunder betydningen af at inddrage værdien af unoterede ak-

tier.

Formuestatistikken i Danmark er af høj kvalitet set i en international sammenhæng. Der

er imidlertid fortsat dele af den personlige formue, der ikke indgår i den officielle for-

muestatistik. Det drejer sig blandt andet om værdien af indbo og kunst, kontanter og

unoterede aktier, dvs. ejerskab af ikke-børsnoterede virksomheder.

Der er til brug for denne redegørelse indhentet nye detaljerede oplysninger vedrørende

virksomheders reelle ejere, som giver mulighed for nye indsigter i formuefordelingen.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 3

Fordelingen af danskernes formuer

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:



Ved en direkte rå sammenligning er formueforskellene i befolkningen ca. dobbelt så

store som indkomstforskellene. Det er imidlertid ikke meningsfuldt at sammenligne

niveauerne for formue- og indkomstforskelle, idet formueforskellene som nævnt i høj

grad afspejler en naturlig udvikling gennem livet.



Formueforskellene er således betydelig mindre blandt personer på samme alderstrin

end blandt alle voksne i befolkningen. Analyserne viser, at formue- og indkomstfor-

skelle er mere ens, når man tager højde for, at alder har større gennemslag på for-

muen end indkomsten.



I de senere år har der været en debat om udviklingen i formueforskellene i Danmark.

Debatten har blandt andet taget sit udspring i økonomen Thomas Pikettys konklusio-

ner om stigende formueforskelle i bl.a. USA og Frankrig. Stigende formueforskelle

kan dog ikke påvises for Danmark, hvilket har medført en diskussion om kvaliteten af

formueopgørelsen.



Danmark fremhæves dog ofte i en international sammenhæng for at have gode og

dækkende formueoplysninger. I den officielle formuestatistik indgår for hele befolk-

ningen de største formuekomponenter, såsom bolig-, pensions- og finansiel formue.

Der er imidlertid også formueelementer, som ikke indgår, herunder værdien af ikke-

børsnoterede virksomheder.



Til brug for analyserne i dette kapitel er oplysninger om ejere af ikke-børsnoterede

virksomheder indhentet. Det er et formueelement, der ikke indgår i den officielle sta-

tistik, og som potentielt kan have stor betydning, fordi man må formode, at denne del

af formuerne er skævt fordelt i befolkningen. Der indgår således en skønnet værdi af

unoterede aktier svarende til ca. 690 mia. kr. eller ca. 8,0 pct. af den samlede brutto-

formue (inkl. unoterede aktier).



De forholdsvis få ejere af unoterede aktier er kendetegnet ved at være relativt velstå-

ende sammenlignet med resten af befolkningen. De har en gennemsnitlig nettofor-

mue (inkl. værdien af unoterede aktier) på ca. 9,8 mio. kr. sammenlignet med 1,4

mio. kr. for hele befolkningen.



Det skønnes, at unoterede aktier bidrager til at øge formueforskellene en smule for

befolkningen som helhed og inden for hvert alderstrin. Effekten er relativt begrænset

på de aggregerede mål, da den samlede værdi af unoterede aktier udgør en mindre del

af den samlede formue. Det skal ses i lyset af, at der er en betydelig usikkerhed for-

bundet med at vurdere værdien af unoterede aktier.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 3

Fordelingen af danskernes formuer

3.1 Danskernes formuer

Nettoformuen

består af værdien af de samlede aktiver (formue) fratrukket værdien af de

samlede passiver (gæld). Aktiverne omfatter de

reale aktiver

(52 pct.) og

finansielle ak-

tiver inkl. pension

(48 pct.). De reale aktiver består primært af

ejendomme,

herunder

helårsboliger, som er ejerboliger, hvor ejeren har bopælsadresse, fritidsboliger (som-

merhuse), andelsboliger og anden fast ejendom, hvor sidstnævnte bl.a. dækker over for-

ældrekøb, værdien af udlejningsejendomme og sommerhuse til udlejning. De finansielle

aktiver opdeles som udgangspunkt i

pensionsformuer, indestående under virksomheds-

ordningen

og (andre)

finansielle aktiver,

som består af bankindestående, aktie- og obli-

gationsbeholdning og andele i investeringsfonde. Passiverne består af

prioritetsgæld

(80 pct.), herunder især kreditforeningsgæld, og

andre lån

(20 pct.), som blandt andet

omfatter forbrugslån, kassekredit og SU-lån.

Den samlede personlige nettoformue udgør knap 6.000 mia. kr. i 2018, svarende til

knap 1,3 mio. kr. pr. voksen dansker,

jf. figur 3.1.

Reale aktiver udgør ca. 1,0 mio. kr.,

pension ca. 0,6 mio. kr. og finansielle aktiver ca. 0,3 mio. kr. Passiverne udgør ca. 0,6

mio. kr., som hovedsagligt består af realkreditgæld.

Figur 3.1

Gennemsnitlig formue opdelt på formuetype,

2018

Mio. kr.

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

-0,5

-1,0

Reale aktiver

Virk. Opsp.

Mio. kr.

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

-0,5

0,0

18 23 28 33 38 43 48 53 58 63 68 73 78

Alder, år

Gennemsnit

Median

Figur 3.2

Median- og gennemsnitsnettoformue opdelt

på alder, 2018

Mio. kr.

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

Mio. kr.

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

Finansielle aktiver

Gæld i alt

-1,0

Pensionsformuer

Nettoformue

Anm.: 18+-årige. Fordelingen i figur 3.2 kan være påvirket af forskelle mellem generationer. De stiplede vandrette

linjer viser nettoformuen for alle 18+-årige i befolkningen.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Nettoformuen for dén person, der er placeret præcis i midten af formuefordelingen (me-

dianen), er lavere end den gennemsnitlige nettoformue i alle aldersgrupper. Det skyldes,

at nogle personer har relativt store formuer, hvilket bidrager til at trække gennemsnittet

op. Nettoformuen for medianen udgør ca. 0,6 mio. kr. i 2018, altså knap halvdelen af

gennemsnitsnettoformuen. I den resterende del af kapitlet anvendes medianformuen

som det gennemgående mål for den typiske formue i befolkningen.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 3

Fordelingen af danskernes formuer

Nettoformuen afhænger i høj grad af alderen. Nettoformuen er lavest og meget beske-

den for 18-årige, men stiger igennem livet efter 25-årsalderen frem mod pensionstids-

punktet. Nettoformuen er dermed størst for de 65-årige, hvor medianen udgør 1,7 mio.

kr. (mens den tilsvarende gennemsnitlige formue er 2,7 mio. kr.). For 45-årige er media-

nen og den gennemsnitlige nettoformuen knap det halve af de 65-åriges. Personer, der

er i de alderstrin, hvor langt hovedparten har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet,

har typisk en lavere nettoformue. Det skyldes blandt andet nedsparing,

jf. figur 3.2.

Nettoformuen øges ved opsparing, afbetaling af gæld, værdistigninger på aktiver eller

ved overtagelse af andres formuer, fx i form af arv eller gaver. Modsat reduceres netto-

formuen, når formuen forbruges, ved optagelse af gæld eller fald i værdien på eksiste-

rende formue.

Unge voksne under 30 år har typisk relativt små indkomster og små eller negative netto-

formuer. Det kan fx skyldes supplering af indkomsten i form af fx SU-lån, som muliggør

større forbrug under uddannelse. Desuden kan køb af bolig eller bil være forbundet med

lån ud over værdien af aktivet, fx som følge af omkostninger ved handlen.

Nettoformuen øges typisk i hele den erhvervsaktive alder og frem til pensionstidspunk-

tet. Det skal blandt andet ses i sammenhæng med opbygning af pensionsformue og sti-

gende friværdi for boligejere som følge af afbetaling af boliglån.

Efter tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet reduceres lønindkomsten markant, hvilket

falder sammen med udbetalingen af den opsparede pensionsformue samt brug af frivær-

dien i boligen, hvilket medfører et fald i nettoformuen.

De reale aktiver er i højere grad end de finansielle aktiver og pensionsformuerne koblet

sammen med gæld, fx realkreditlån til boligkøb eller forbrugslån til køb af bil. Dette ses

blandt andet ved, at værdien af de reale aktiver stiger med alderen frem til i slutningen

af 30'erne, hvor gælden også når sit højeste niveau,

jf. figur 3.3.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 3

Fordelingen af danskernes formuer

Figur 3.3

Nettoformue opdelt på alder og formuetype,

2018

Mio. kr.

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

-0,5

-1,0

Reale aktiver

Pensionsformuer

Nettoformue

53 60 67

Alder, år

Finansielle aktiver

Gæld i alt

Mio. kr.

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

-0,5

-1,0

Figur 3.4

Nettoformue opdelt på indkomst for

55-60-årige, 2018

Formuedecil

10.

Indkomstdecil

Formuedecil

Anm.: 18+-årige. I figur 3.3 indgår opsparing i egen virksomhed ikke i nettoformuen, da medianen for alle alders-

grupper er ca. 0 kr. Figur 3.4 viser hvilken formuedecil, som personerne i et givent indkomstdecil er placeret

illustreret ved gennemsnit, første kvartil og tredje kvartil. Ækvivaleret disponibel indkomst.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

En relativt høj disponibel indkomst kan isoleret set give mulighed for at spare mere op.

Der ses således også en sammenhæng mellem nettoformue og disponibel indkomst for

personer i samme aldersgruppe. Personer i aldersgruppen 55-60 år med en disponibel

indkomst, der placerer dem i 1. og 2. indkomstdecil, har i gennemsnit en nettoformue i

3. formuedecil i 2018. Tilsvarende har personer med en disponibel indkomst, der place-

rer dem i 9. indkomstdecil, en formue i 7. og 8. formuedecil,

jf. figur 3.4.

Der er imidlertid stor variation i nettoformuerne blandt personer inden for hvert ind-

komstdecil. Det skyldes blandt andet, at formuen afhænger af opsparingsadfærd og ind-

komstforhold gennem hele livet.

Der er taget udgangspunkt i fordelingen af nettoformuerne for de 55-60-årige, som ikke

i særlig høj grad kan forventes at være påvirket af forskellige valg af fx tidspunkt for ud-

dannelse og køb af bolig. Desuden nærmer de 55-60-årige sig tidspunktet for tilbage-

trækning fra arbejdsmarkedet og har derfor opbygget en betydelig del af den endelige

(pensions)formue.

3.2 Formuefordelingen i Danmark

Der findes detaljerede oplysninger om dele af danskernes formuerne siden 1997, herun-

der ejendomsaktiver samt finansielle aktiver (eksklusive pensioner) og passiver. Det er

imidlertid først fra 2014, at der er oplysninger om blandt andet værdien af biler og pen-

sioner. Sidstnævnte udgør en betydelig del, knap en tredjedel, af den samlede bruttofor-

mue.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 3

Fordelingen af danskernes formuer

Formueforskellene siger noget om, hvordan formuerne er fordelt i befolkningen. Lige-

som det gør sig gældende for indkomstforskellene, kan formueforskellene måles med

udgangspunkt i en lang række fordelingsmål. Formueforskellene eksklusive pensionsfor-

mue mv. er omtrent uændrede gennem de seneste godt 20 år målt ved andelen af den

samlede formue, der er ejet af dén procent af befolkningen med de største formuer (top

1 pct.).

Top 1 pct.’s andel af den samlede formue steg fra ca. 17 pct. i 1997 til 20 pct. i 2009. Ef-

ter finanskrisen faldt top 1 pct.’s andel af formuen igen og udgjorde knap 18 pct. i 2018,

jf. figur 3.5.

Ved at inddrage værdien af pensionsformue mv. i opgørelsen reduceres top 1 pct.’s andel

af formuen med godt 3 pct.-point. Det skyldes blandt andet, at pensionsformue udgør en

relativt stor del af formuen for personerne i den nederste del af formuefordelingen.

Samtidig bekræftes billedet af, at formueforskellene ikke vokser.

Figur 3.5

Top 1 pct.'s andel af samlede aktiver, 1997-2018

Pct. af samlede aktiver

1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018

Ejendomsaktiver

Finansielle aktiver

Alle aktiver (Inkl. pensioner mv)

Anm.: 18+-årige. Personer med en formue, som er blandt de 1 pct. højeste i befolkningen. Der er ikke tilgængelige

oplysninger på individniveau om pensionsformuer mv. før 2014, hvor Danmarks Statistiks første registerbase-

rede opgørelse blev offentliggjort.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det er ikke oplagt, hvilket fordelingsmål der bedst belyser formueforskellene. Indkomst-

forskelle måles ofte med Gini-koefficienten. Omkring hver tiende af de over 18-årige i

befolkningen har imidlertid en negativ nettoformue. Det er derfor ikke meningsfuldt at

måle formueforskellene ved Gini-koefficienten, der er følsom over for negative værdier.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 3

Fordelingen af danskernes formuer

I det følgende tages der derfor udgangspunkt i forholdet mellem gennemsnits- og medi-

anformuen i befolkningen (ratio

between mean and median,

RMM

). Hvis RMM er

større end én, har mere end 50 pct. af befolkningen en nettoformue

under

gennemsnit-

tet, altså er fordelingen "højre-skæv". Det er dog ikke muligt entydigt at fortolke årsa-

gerne til forskelle i niveauet for RMM. Et givent niveau for RMM over 1 kan både skyl-

des, at der er relativt mange formuer, der er

lige under

medianen, eller at der er for-

muer, der er relativt

meget større

end medianen. Det er derfor relevant at nuancere bil-

ledet med andre fordelingsmål,

jf. bilag 3.2.

Formueforskellene for hele befolkningen er større end indkomstforskellene. Dette skyl-

des i høj grad, at formueforskellene varierer naturligt med alderen.

Formueforskellene målt ved RMM er knapt dobbelt så store som indkomstforskellene

for befolkningen under ét (de stiplede linjer på tværs af alderstrin),

jf. figur 3.6.

Figur 3.6

Formue- og indkomstforskelle målt ved RMM opdelt på alder, 2018

RMM

De stiplede vandrette linjer viser hhv. formue- og

indkomstforskellene for alle voksne

18 20 22 24 26 28 30 32 34 36 38 40 42 44 46 48 50 52 54 56 58 60 62 64 66 68 70 72 74 76 78 80

Alder, år

Indkomst

Formue

Anm.: 18+-årige. På baggrund af nettoformuer og disponible indkomster. RMM angiver forholdet mellem gennem-

snittet og medianen. Hvis der ses bort fra værdien af pensionsformuerne, så er formueforskellene godt fire

gange så store som indkomstforskellene,

jf. tabel 1 i bilag 3.2.

Ækvivaleres nettoformuerne stiger formuefor-

skellene blandt unge under 25 år, men er stort set uændret for resten af befolkningen,

jf. figur 1 i bilag 3.1.

Måles indkomstforskellene på tværs af aldersfordelingen ved Gini-koefficienten er billedet omtrent det

samme.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Formueforskellene er generelt væsentligt mindre for personer inden for samme alders-

trin end for befolkningen under ét. Det gælder dog ikke blandt 18-29-årige, hvor for-

mueforskellene er markant større end for hele befolkningen. Det skal ses i lyset af, at

Se fx In It Together: Why Less Inequality Benefits all,

OECD (2015).

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 3

Fordelingen af danskernes formuer

gennemsnits- og medianformuen er betydeligt mindre blandt de yngre voksne end i be-

folkningen som helhed. Det betyder, at enkelte store formuer vil have betydelig virkning

på gennemsnittet, mens medianen typisk ikke påvirkes tilsvarende.

Formueforskellene er generelt mere aldersbetingede end indkomstforskellene. Det frem-

går således, at formueforskellene minder mere om indkomstforskellene, når man ser på

konkrete alderstrin. For personer i aldersgrupperne over 35 år er formueforskellene så-

ledes markant mindre end for hele befolkningen i 2018. Til sammenligning er indkomst-

forskellene for personer i aldersgrupperne over 35 år kun en smule mindre end for be-

folkningen som helhed, mens indkomstforskellene modsat er større for personer over 65

år,

jf. figur 3.7.

Figur 3.7

Formue- og indkomstforskellene målt ved RMM efter alder ift. hele befolkningen, 2018

Indeks (100 = alle voksne)

200

180

160

100↑ = større formue- og indkomstforskelle end for alle voksne

140

120

100

18 20 22 24 26 28 30 32 34 36 38 40 42 44 46 48 50 52 54 56 58 60 62 64 66 68 70 72 74 76 78 80

Alder, år

Formue (RMM)

Indkomst (RMM)

100↓ = mindre formue- og indkomstforskelle end for alle voksne

140

120

100

Indeks (100 = alle voksne)

200

180

160

Anm.: 18+-årige. RMM angiver forholdet mellem gennemsnittet og medianen. På baggrund af nettoformuer og di-

sponible indkomster.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Egenskaberne ved henholdsvis indkomst- og formueforskellene betyder, at man bør

undlade råt at sammenligne forskelsmål for de to økonomiske begreber og på den bag-

grund konkludere noget om, hvor forskellene er størst.

Opgørelser af formuefordelingen i Danmark er desuden behæftet med nogen usikker-

hed. Det skyldes, at der ikke findes fuldt dækkende oplysninger om alle de formueele-

menter, der kan være relevante for formuefordelingen i befolkningen. Det gælder blandt

andet for unoterede aktier i virksomheder.

3.3 Unoterede aktiers betydning for formuen

Der har historisk ikke været adgang til dækkende oplysninger om ejere af unoterede ak-

tier. I 2017 indførtes imidlertid pligt til at indberette de såkaldte

reelle ejere

af virksom-

heder. Det har skabt mulighed for at identificere en stor del af de reelle ejere af ikke-

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 3

Fordelingen af danskernes formuer

børsnoterede selskaber. Der foreligger ikke konsolideret formuestatistik inklusive unote-

rede aktier, men til brug for denne analyse er oplysninger om reelle ejere indhentet med

henblik på at opnå en mere dækkende beskrivelse af danskernes formuer.

Unoterede aktier repræsenterer ejerskabet af mange virksomheder i Danmark og angi-

ver ejerskabet af virksomheder, som ikke er børsnoterede og dermed ikke bliver handlet

frit på et organiseret marked. I praksis er det derfor ikke muligt at observere den fakti-

ske værdi af denne type aktier modsat noterede aktier, hvor markedet løbende giver in-

formation om værdien (aktiekursen).

For at vurdere de unoterede aktiers betydning for formuefordelingen er det nødvendigt

at skønne over værdien. De unoterede aktier er i det følgende værdisat med afsæt i virk-

somhedernes egenkapital,

jf. boks 1.1.

Værdiansættelsen af unoterede aktier er behæftet

med væsentlig usikkerhed og afspejler ikke nødvendigvis den faktiske værdi ved et even-

tuelt salg.

Inddragelsen af unoterede aktier i formueopgørelsen har en beskeden betydning for den

gennemsnitlige nettoformue for hele befolkningen og ingen væsentlig betydning for me-

dianformuen. Værdien af unoterede aktier skønnes at udgøre ca. 142.000 kr. blandt alle

voksne i befolkningen i 2018. Til sammenligning skønnes værdien af unoterede aktier i

gennemsnit at udgøre ca. 6,4 mio. kr. blandt de godt 100.000 personer, der er registret

som ejere af en unoteret virksomhed i 2018,

jf. figur 3.8.

Figur 3.8

Gennemsnitlig formue opdelt på formuetype, 2018

Mio. kr.

-3

Alle voksne

Reale aktiver

Finansielle aktiver

Ejere af noterede aktier

Pensionsformuer

Virk. Opsp.

Gæld i alt

Ejere af unoterede aktier

Unoterede aktier

Nettoformue

Mio. kr.

-3

Anm.: 18+-årige. Værdiansættelsen af unoterede aktier er baseret på virksomhedens egenkapital ultimo året.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Personer, der ejer unoterede aktier, har i gennemsnit også en betydeligt større nettofor-

mue end resten af befolkningen. Den gennemsnitlige nettoformue inklusive den skøn-

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 3

Fordelingen af danskernes formuer

nede værdi af unoterede aktier er knap syv gange så stor som for hele befolkningen, sva-

rende til 10,4 mio. kr. i 2018, mens den gennemsnitlige nettoformue udgør ca. 1,4 mio.

kr. i befolkningen som helhed.

Næsten hele den danske befolkning har en konto i et pengeinstitut med indestående

midler, og næsten ligeså mange har en pensionsformue. Det er en noget mindre gruppe,

knap en femtedel, der ejer noterede aktier, mens kun 2,2 pct. af befolkningen ejer unote-

rede aktier i eget navn,

jf. figur 3.9.

En stor del af befolkningen ejer dog i praksis både

noterede og unoterede aktier indirekte gennem deres pensionsformue, men det er ikke

muligt at spore det individuelle ejerskab heraf.

Figur 3.9

Ejere af forskellige typer formue

Figur 3.10

Værdien af unoterede aktier opdelt på

brancher, 2017

Indestående i

pengeinstitutter

Pension

Gæld

Reale aktiver

Not. aktier

Unot. aktier

Virk. Opsp.

97,9

95,8

70,9

Ejend. og udlej.

Industri mv.

Handel, transp., mv

65,3

Erhvervsservice

19,3

Bygge og anlæg

2,2

Info. og komm.

1,5

Pct. af befolkningen

100

Pct. af samlet værdi

Anm.: Figur 3.9 viser, hvor stor en andel af over 18-årige, der har finansielle aktiver, pensionsformue, mv. Figur 3.10

viser hver branches andel af den samlede formue af unoterede aktier. Brancherne kultur, fritid mv. udgør un-

der 0,5 pct. af den samlede formue og er ikke vist i figuren. Det er ikke alle brancher, der er repræsenteret, da

Regnskabsstatistikken ikke omfatter alle brancher. Virksomhedsopsparing omfatter indestående under virk-

somhedsordningen.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Værdien af unoterede aktier kan opdeles på brancher. Størstedelen af værdien er i bran-

cherne 'ejendomme og udlejning', 'industri mv.', 'handel, transport, mv.' og 'erhvervsser-

vice', som udgør godt 90 pct. af den samlede formue i unoterede aktier.

jf. figur 3.10.

Det er dog ikke alle brancher, der indgår, idet der i opgørelsen ikke findes tilgængelige

regnskabsoplysninger for brancherne ’landbrug og fiskeri mv.’, ’pengeinstitutter’ og ’for-

sikring’,

jf. boks 3.1.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 3

Fordelingen af danskernes formuer

Boks 3.1

Udvidelse af formueopgørelsen med værdien af unoterede aktier

Den individbaserede formuestatistik er beriget med nye oplysninger om ejere af ikke-børsnoterede virksom-

heder, som følger af loven om indførelse af register over reelle ejere fra 2017. Reelle ejere er af Erhvervssty-

relsen defineret som fysiske personer, der enten ejer mere end 25 pct. af virksomheden, har mere end 25 pct.

af stemmerettighederne eller udøver anden kontrol over virksomheden. I 2018 findes oplysninger om ejer-

skab af ca. 335.000 virksomheder med knap 230.000 unikke ejere. Personer, der ejer mindre aktieoptioner

indgår nødvendigvis ikke.

Der findes ikke oplysninger om den faktiske værdi af unoterede aktier. I opgørelserne i dette kapitel er de

unoterede aktier beregningsteknisk værdisat med afsæt i Nationalregnskabets metode,

jf. nedenfor.

For at

værdiansætte virksomhederne kobles oplysninger om ejerskab med oplysninger fra Regnskabsstatistikken.

Der findes imidlertid kun regnskabsoplysninger for godt en tredjedel af virksomhederne. Manglende regn-

skabsoplysninger kan bl.a. skyldes følgende tre ting:



Virksomheden er blandt de brancher, der ikke indgår i Regnskabsstatistikken (landbrug og fiskeri mv.,

pengeinstitutter, almene boligselskaber, offentlig administration, mv.)

Virksomheden har ikke pligt til at indberette årsrapporter, fordi virksomheden er af en særlig selskabs-

form, fx enkeltmandsvirksomheder og personligt ejede virksomheder, eller er undtaget på grund af an-

dre særlige forhold, fx konkurs

Udenlandske virksomheder med danske ejere



For godt 85 pct. af de virksomheder, hvor der både er regnskabs- og ejeroplysninger, er der oplysninger om

hele ejerkredsen. For nogle virksomheder overstiger summen af ejerandelene dog 100 pct. I disse tilfælde

sættes ejerandelene til 0 pct. Det omfatter bl.a. virksomheder, der er helt eller delvist ejet af en eller flere

børsnoterede virksomheder, og hvor ledelsen eller bestyrelsen er indsat som ejere med en registreret ejeran-

del på hver 100 pct.

I tilfælde hvor virksomheden er helt eller delvist ejet af en anden virksomhed, kan ejerne af moderselskabet

også fremgå som ejere af datterselskabet. I det omfang værdien af datterselskabet fremgår af moderselska-

bets aktiver (og dermed egenkapital), kan værdien af datterselskabet i nogle tilfælde indgå flere gange i for-

mueopgørelsen af unoterede aktier.

Unoterede aktier handles ikke på et organiseret marked og har derfor heller ikke en handelsværdi. Det er

dermed nødvendigt at skønne over værdien af disse virksomheder, så ejerne kan tildeles formue svarende til

personens ejerandel ganget med virksomhedens værdi. Der er en række forskellige metoder til værdiansæt-

telser af virksomheder.

Danmarks Statistik udarbejder sammen med Danmarks Nationalbank et skøn for den samlede værdi af uno-

terede aktier. Til nationalregnskabsformål benyttes flere kilder med henblik på at opnå et skøn for den sam-

lede værdi på makroniveau. Metoden tager afsæt i EUROSTATs anbefalinger om at benytte forholdet mellem

aktiernes markedsværdi og egenkapitalen per aktie for børsnoterede virksomheder:

��æ��

��/�� ∙ �� ℎ��

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 3

Fordelingen af danskernes formuer

Boks 3.1 (fortsat)

Udvidelse af formueopgørelsen med værdien af unoterede aktier

Værdien af noterede aktier er givet ved kursindreværdi (K/I) som er markedskursen på aktierne delt med

virksomhedens indre værdi. Den indre værdi angiver egenkapitalen delt med antal aktier. K/I udgør 1,2 i den

nyeste beregning for 4. kvartal 2018. Dette ganges med en faktor på 0,9, som afspejler likviditetsforskellen

mellem noterede og unoterede aktier. Metoden er som udgangspunkt

ikke

retvisende på virksomhedsniveau,

og der vil således være stor usikkerhed forbundet med at benytte metoden på mikroniveau. Hvis virksomhe-

den har negativ egenkapital, sættes værdien af virksomheden til 0 kr. i opgørelsen.

Metoden tager således ikke højde for tidligere års resultater eller forventninger til virksomhedens fremtidige

indtjening. Fx kan en nystartet virksomhed med kraftig vækst have en meget lille og måske negativ egenkapi-

tal, mens en virksomhed med stagnerende eller aftagende vækst og underskud kan have en stor, positiv egen-

kapital. Det er ikke entydigt, at sidstnævnte virksomhed kan sælges til en højere pris end førstnævnte. Værdi-

ansættelsen med denne metode er derfor et skøn forbundet med stor usikkerhed.

Værdiansættelse med SKATs hjælperegel

I forbindelse med skattefastsættelsen ved generationsskift værdiansættes virksomhederne. Handelsværdien

fastsættes som udgangspunkt ud fra de skematiske retningslinjer i de såkaldte aktie- og goodwillcirkulærer

(hjælperegel), som dog alene er vejledende.

I de to cirkulærer tages udgangspunkt i virksomhedens historiske resultater, hvortil der kan foretages en ju-

stering med tillæg eller fradrag for en eventuel udviklingstendens, som har været konstant over de seneste tre

år. Der foretages således ikke en egentlig vurdering af virksomhedens fremtidige indtjening i form af budget-

ter mv. Derfor afspejler den estimerede handelsværdi ikke nødvendigvis markedets forventninger til virk-

somheden. Det vil fx ikke være tilfældet ved værdiansættelse af en virksomhed, hvor udsigten til dens fremti-

dige vækst og afkast afviger betydeligt fra dens historiske resultater. I disse tilfælde benytter SKAT andre og

mere sofistikerede metoder.

Der er tegn på, at værdien af unoterede aktier i høj grad er placeret hos personer, der i

forvejen har en relativt stor nettoformue. Dermed bidrager unoterede aktier til at

øge

formueforskellene målt ved RMM,

jf. figur 3.11.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 3

Fordelingen af danskernes formuer

Figur 3.11

Forskelle i nettoformue målt ved RMM med og uden unoterede aktier efter alder, 2018

RMM

18 20 22 24 26 28 30 32 34 36 38 40 42 44 46 48 50 52 54 56 58 60 62 64 66 68 70 72 74 76 78 80

Alder, år

Eksklusive unoterede aktier

Inklusive unoterede aktier

Anm.: 18+-årige. RMM angiver forholdet mellem gennemsnittet og medianen.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Den skønnede værdi af de unoterede aktier øger nettoformuen relativt meget for perso-

ner i starten af 20’erne, hvilket kan skyldes, at nettoformuerne for denne gruppe i ud-

gangspunktet er relativt små. Herudover har unoterede aktier størst betydning for netto-

formuen blandt personer i alderen 45-55 år, hvilket skyldes, at de fleste personer med

unoterede aktier befinder sig i denne aldersgruppe.

Virksomheder med unoterede aktier bliver i mange tilfælde solgt, lukket eller givet vi-

dere til næste generation, når ejerne er omkring 60-65 år. Det er ikke muligt entydigt at

afgøre, hvordan virksomheden bliver solgt eller videregivet. Det er imidlertid tegn på, at

en relativt stor del af generationsskift af virksomheder sker fra forældre med relativt

høje indkomster til børn, som også i udgangspunktet har relativt høje indkomster,

jf.

boks 3.2.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 3

Fordelingen af danskernes formuer

Boks 3.2

Generationsskift i ikke-børsnoterede virksomheder

Formue, som videregives som arv eller gave, beskattes, når værdien overstiger et vist beløb. Der findes imid-

lertid ikke central indsamlede oplysninger om modtagere af bo og gaver. Med udgangspunkt i oplysninger

om ejere af ikke-børsnoterede virksomheder er det dog muligt at skønne over antallet af generationsskift i

ikke-børsnoterede virksomheder.

Da det ikke er muligt entydigt at identificere de enkelte generationsskift, tages der her udgangspunkt i oplys-

ninger om ændringer i ejerskabet af virksomheden samt familierelation mellem ejerene. Her defineres et ge-

nerationsskift som det tilfælde, hvor en persons ejerandel i en unoteret virksomhed falder med mere end 50

pct.-point, og vedkommendes barns ejerandel i samme virksomhed stiger med mere end en fjerdel heraf in-

den for en måned.

Afgrænsningen omfatter udelukkende generationsskift fra forældre til børn, men kunne i princippet også om-

fatte generationsskift blandt ægtepar eller andre nære familierelationer. Opgørelserne skal ses som et første

bud på, hvordan der kan skønnes over omfanget af generationsskift. Det vurderes derfor, at der er nogen

usikkerhed forbundet med opgørelsen.

I 2018 er der i opgørelsen 684 virksomheder, hvor der er indikation på generationsskift, hvilket berør 720

modtagere. I forbindelse med det lovforberedende arbejde ved nedsættelsen af bo- og gaveafgiften ved over-

dragelse af en erhvervsvirksomhed i 2017 vurderede Morten Bennedsen, Københavns Universitet, baseret på

en rundspørge blandt virksomhedsejere omkring pensionsalderen, at der kan forventes ca. 600 generations-

skift pr. år. Bennedsens skøn var baseret på personer over 55 år, hvilket kan forklare, at opgørelsen i kapitlet

finder tegn på flere generationsskift.

Der er tegn på, at generationsskift fra forældre til børn primært foregår mellem personer, der har relativt

høje indkomster. Det er således godt halvdelen af overdragerne, der er placeret i det øverste indkomstdecil,

mens ca. halvdelen af modtagerne er placeret i de tre øverste indkomstdeciler,

jf. figur a.

Figur a

Forældre og børn i generationsskift opdelt på indkomst ultimo året for overdragelse, 2018

Antal personer

300

250

200

Top 1 pct.

150

100

Indkomstdecil ultimo året for overdragelse

Børn

150

100

Antal personer

Top 1 pct.

300

250

200

Forældre

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Betydning af familieækvivalering for formueforskelle

Bilag 3.1

Betydning af familieækvivalering for formueforskelle

Analysen i kapitlet er baseret på en opgørelse af de personlige ikke-ækvivalerede netto-

formuer. Alternativt kan der tages udgangspunkt i nettoformuer ækvivaleret på familie-

niveau. Det er uklart, om og i hvilket omfang formuer reelt kan siges at indgå i de fælles

forbrugsmulighederne for en familie, og dermed om formuerne mest oplagt bør ækviva-

leres eller ej. Eksempelvis anses pensionsopsparing almindeligvis som en personlig for-

mue, som først udnyttes sent i livet, hvor familiesituationen kan have skiftet.

Valget mellem at lade analysen tage udgangspunkt i personlige eller familieækvivalerede

nettoformuer har overordnet set ikke stor betydning for de beregnede formueforskelle,

når der ses bort fra personer under 25 år,

jf. figur 1.

Figur 1

Formueforskelle målt ved RMM opdelt efter alder, 2018

RMM

18 20 22 24 26 28 30 32 34 36 38 40 42 44 46 48 50 52 54 56 58 60 62 64 66 68 70 72 74 76 78 80

Alder, år

Ækvivaleret

Ikke-ækvivaleret

De stiplede vandrette linjer viser formueforskellene for

alle voksne

Anm.: 18+-årige. RMM angiver forholdet mellem gennemsnittet og medianen. Nettoformuerne er hhv. ikke-ækvivale-

ret i figur 3 og ækvivaleret i figur 4. Ækvivaleringsmetoden fremgår af bilag 4.1 i

Fordeling og incitamenter

2017,

Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Formueforskellene blandt personer under 25 år er væsentligt større, når der tages ud-

gangspunkt i ækvivalerede formuer end i personlige formuer,

jf. figur 2 og 3.

Det skal

ses i lyset af, at hjemmeboende børn under 25 år ved ækvivalering får tildelt en andel af

deres forældres formuer, mens øvrige personer under 25 år (udeboende) typisk har be-

skedne formuer.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 3.1

Betydning af familieækvivalering for formueforskelle

Figur 2

Ikke-ækvivaleret nettoformue opdelt på

alder, 2018

Mio. kr.

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

18 22 26 30 34 38 42 46 50 54 58 62 66 70 74 78

Alder, år

Gennemsnit

Median

Mio. kr.

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Figur 3

Ækvivaleret nettoformue opdelt på alder,

2018

Mio. kr.

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

18 22 26 30 34 38 42 46 50 54 58 62 66 70 74 78

Alder, år

Gennemsnit

Median

Mio. kr.

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Anm.: Ækvivaleringsmetoden fremgår af bilag 4.1 i

Fordeling og incitamenter 2017,

Økonomi- og Indenrigsministe-

riet.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Figur 4

Ikke-ækvivaleret disponibel indkomst opdelt

på alder, 2018

1.000 kroner

400

350

300

250

200

150

100

18 22 26 30 34 38 42 46 50 54 58 62 66 70 74 78

Alder, år

Gennemsnit

Median

1.000 kroner

400

350

300

250

200

150

100

Figur 5

Ækvivaleret disponibel indkomst opdelt på

alder, 2018

1.000 kroner

400

350

300

250

200

150

100

18 22 26 30 34 38 42 46 50 54 58 62 66 70 74 78

Alder, år

Gennemsnit

Median

1.000 kroner

400

350

300

250

200

150

100

Anm.: De disponible Indkomster er hhv. ikke-ækvivaleret i figur 4 og ækvivaleret i figur 5. Definitionen af den dispo-

nible indkomst fremgår af bilag 3.1 i

Fordeling og incitamenter 2018,

Økonomi- og Indenrigsministeriet. Ækvi-

valeringsmetoden fremgår af bilag 4.1 i

Fordeling og incitamenter 2017,

Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Formueforskelle ved andre fordelingsmål

Bilag 3.2

Formueforskelle ved andre fordelingsmål

Der findes ikke fordelingsmål, som med ét tal fuldstændigt kan beskrive en samlet for-

deling. For at nuancere beskrivelsen af formuefordelingen kan der derfor være behov for

at supplere med andre fordelingsmål,

jf. tabel 1 og 2.

Se kapitel 2 for en videre diskus-

sion af forskellige fordelingsmål.

Der er i denne analyse taget udgangspunkt i formueforskellene målt ved RMM, som

blandt andet benyttes af OECD. RMM beskriver forholdet mellem gennemsnittet og me-

dianen. Det gælder for formueforskellene målt ved RMM, som ved de øvrige fordelings-

mål, at det ikke er muligt entydigt at fortolke ændringer i målet.

En fordel ved RMM er, at hele formuefordelingen indgår i målet. Det er ikke tilfældet

ved det også ofte benyttede fordelingsmål P90/P50, som eksempelvis næsten ikke op-

fanger en virkning på formueforskellene, når værdien af unoterede aktier inkluderes,

jf.

figur 1.

Tabel 1

Forskellige mål for formueforskelle

Nettoformue

RMM

P90/P50

P70/P30

2,2

5,5

9,1

Ekskl. pension

4,7

12,6

46,2

Ekskl. helårsbolig

3,6

11,9

66,2

Ekskl. Not. aktier

2,2

5,5

9,2

Nettoformue

Andel af samlet nettofor-

mue

Top 1-pct.

Top 5-pct.

Top 10-pct.

16,1

35,4

50,2

Ekskl. pension

Ekskl. helårsbolig

Pct.

Ekskl. Not. aktier

24,6

48,4

64,9

27,2

54,9

75,0

14,3

33,7

48,8

Anm.: 18+-årige.

Pension

indbefatter samtlige typer af pensionsformuer.

Helårsbolig

er defineret som den bolig,

hvor ejeren har bopæl.

Noterede aktier

er direkte ejede aktier og dermed ikke aktier ejet igennem investe-

rings-, pensionsfonde eller lignende. P70/P30 angiver forholdet mellem 70 pct.-fraktilen og 30 pct.-fraktilen.

P90/P50 angiver forholdet mellem90 pct.-fraktilen og 50 pct.-fraktilen (medianen).

RMM angiver forholdet mellem gennemsnittet og medianen.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 3.2

Formueforskelle ved andre fordelingsmål

Tabel 2

Nettoformuer opdelt på formue, 2018

Gennemsnits-

formue

1.000 kr.

1.decil

2.decil

3.decil

4.decil

5.decil

6.decil

7.decil

8.decil

9.decil

10.decil

-342,9

20,4

92,8

231,6

455,2

742,6

1.115,2

1.646,5

2.540,8

6.550,2

Andel af sam-

let formue

Pct.

-3

18-29-årige

50-65-årige

75+-årige

Pct. af personer i formuedecil

40,5

66,9

41,8

21,0

10,8

6,4

3,4

1,5

0,7

0,3

12,2

5,3

11,2

17,1

22,7

29,5

35,3

40,7

44,4

3,5

4,9

12,3

11,2

9,8

10,4

11,7

13,0

14,1

15,6

Anm.: 18+-årige. Personerne er rangeret efter personlig nettoformue.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Figur 1

Formueforskelle målt ved P90/P50 opdelt på alder, 2018

P90/P50

De stiplede linjer viser formueforskellene for alle voksne

18 20 22 24 26 28 30 32 34 36 38 40 42 44 46 48 50 52 54 56 58 60 62 64 66 68 70 72 74 76 78 80

Alder, år

Eksklusive unoterede aktier

Inklusive unoterede aktier

Anm.: 18+-årige. P90/P50 angiver forholdet mellem hhv. 90-pct.-fraktilen og 50-pct.-fraktilen (medianen).

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

4.1 Sammenfatning

Forskelle i indkomst og formue har ofte været genstand for debatten om ulighed. Dels

fordi indkomst- og formueforhold afspejler den enkeltes forbrugsmuligheder. Dels fordi

der er relativt gode data for indkomst og formue, som gør det nemt at rangordne befolk-

ningen og præcist at opgøre forskelle. Men forskelle i indkomst og formue er grundlæg-

gende en for snæver tilgang til ulighed.

For det første er der mange andre områder end indkomst og formue, der har betydning

for den enkeltes livskvalitet. Det gælder blandt andet helbred, sociale relationer, ar-

bejdsmarkedstilknytning og personlig frihed. I de senere år er der således kommet et

bredere perspektiv på levevilkår og livskvalitet. Det gælder eksempelvis FNs verdens-

mål, OECD’s målesystem ”How’s Life?” og Eurostats ditto ”Quality of Life Indicators”.

For det andet kan forskelle i udfald, fx i indkomst, i mange tilfælde tilskrives, at de en-

kelte individer i befolkningen har truffet forskellige valg. Det kan være forskellige valg

med hensyn til arbejdstid og uddannelse, hvilket resulterer i indkomstforskelle. Men det

kan ikke siges at afspejle ulighed, i det omfang der er tale om et helt frivilligt valg. Om-

vendt er der også forskelle, som udspringer af omstændigheder uden for individets kon-

trol. Det kan fx være opvækstvilkår. Denne form for forskelle kan siges at være et udtryk

for ulighed. I litteraturen omtales det som ulighed i muligheder. Der vil også være grå

zoner, hvor man både kan argumentere for, at der er tale om forskelle, der afspejler ulig-

hed og frivillige valg.

Med et ensidigt fokus på indkomst- og formueforskelle løber man altså en stor risiko for

at overse andre områder og dimensioner, hvor forskelle reelt er udtryk for ulighed i be-

folkningens livskvalitet og muligheder.

Det er uden for rammerne af den første udgave af Ulighedsredegørelsen at komme om-

kring alle forhold med betydning for ulighed. I stedet ses her nærmere på to emner,

nemlig befolkningens helbred med fokus på forskel i levealder og betydningen af ulighed

i muligheder for de samlede indkomstforskelle. Analyserne peger på følgende hovedre-

sultater:



Livskvaliteten stiger med indkomsten. Men der er mange andre faktorer, som også

har betydning for livskvaliteten. Personer med godt helbred, gode sociale relationer

og følelsen af personlig frihed, har – i gennemsnit – stort set samme livskvalitet,

uanset om de befinder sig i bunden eller toppen af indkomstfordelingen.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand



Ulighed i muligheder har betydning for indkomstforskellene. Det vurderes, at om-

kring 8 pct. af de samlede indkomstforskellene kan henføres til ulighed i mulighe-

der. Skønnet må dog betragtes som et underkantsskøn, idet der vil være personlige

egenskaber og omstændigheder, som ikke kan observeres i data.

Især opvækstvilkår, herunder sociale problemer i barn- og ungdommen samt foræl-

dres uddannelsesniveau og arbejdsmarkedstilknytning, bidrager til uligheder i mu-

ligheder.

Temaanalysen af forskelle i levetid viser, at befolkningens helbred generelt set er

blevet bedre i løbet af de seneste to til tre årtier. Siden 2000 er middellevetiden ste-

get markant, og forskellen i levealder er blevet mindre. Hovedparten af 40-årige i

dag– både mænd og kvinder – kan således se frem til et langt liv, hvor de bliver

mindst 80 år.

Selvom befolkningen som helhed har fået bedre muligheder for et langt liv, er der

tegn på forskel i levealder efter indkomst. 65-årige, der lå i bunden af indkomstfor-

delingen i alderen 55-59 år, har således en væsentlig større sandsynlighed for at dø

tidligt end 65-årige, der lå i toppen af indkomstfordelingen. Forskellen i tidlig død

efter indkomst ses både for personer med og uden beskæftigelse som 59-årige, her-

under især mænd.

Samtidig har der over de seneste to årtier været en tendens til, at tidlig død i højere

grad koncentreres i bunden af indkomstfordelingen.



4.2 Forskelle i Livskvalitet

Personlig indkomst og formue har betydning for de forbrugsmuligheder, vi har som in-

divider, mens den samlede velstand i samfundet er afgørende for de forbrugsmulighe-

der, vi har som befolkning i fællesskab og kan fordele imellem os. Det gælder både for-

brugsmuligheder som bolig, ernæring, påklædning, transport, fritidsoplevelser mv. Men

også offentlige velfærdsgoder som uddannelse, sundhed, ældrepleje, tryghed og miljø.

Den enkeltes livskvalitet må derfor antages i betydeligt omfang at være knyttet til de for-

brugsmuligheder, som indkomst og velstand giver os. Både individuelt og som samfund.

Når man spørger ind til tilfredsheden med livet, er det derfor ikke overraskende, at be-

folkningerne i de rigeste lande er mere tilfredse med livet end i de fattigste,

jf. figur 4.1.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.1

Tilfredshed med livet og velstandsniveau på tværs af verdens lande

Tilfredshed med livet

Danmark

Tilfredshed med livet

10.000

20.000

Ikke-OECD

30.000

40.000

50.000

60.000

BNP pr. indbygger, USD

OECD

70.000

80.000

Danmark

90.000

100.000

Anm.: 153 lande. Data om tilfredshed med livet kommer fra Gallup World Poll. Svarpersonerne bliver bedt om at

vurdere tilfredsheden med deres liv på en skala fra 0 til 10. (“All things considered, how satisfied are you with

your life these days? Use a 0 to 10 scale, where 0 is dissatisfied and 10 is satisfied”).

Kilde: World Happiness Report 2020.

Retter man blikket mod Danmark, så er tilfredsheden med livet relativt høj. Langt de fle-

ste danskere har et komfortabelt liv sammenlignet med befolkningerne i mange andre

lande, herunder mange OECD-lande. Det er de færreste i Danmark, der skal bekymre sig

om tag over hovedet og mad på bordet. Men det er stadig sådan, at tilfredsheden med

livet varierer med indkomsten. Befolkningen i bunden af indkomstfordelingen er i gen-

nemsnit mindre tilfredse med livet end befolkningen i toppen af indkomstfordelingen,

jf. figur 4.2.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.2

Tilfredshed med livet efter indkomstpercentil

Tilfredshed med livet

OECD-gennemsnit

Figur 4.3

Variation i tilfredshed med livet inden for

indkomstdeciler

Tilfredshed med livet

Indkomstdeciler

Gns. nederste halvdel

Gns.

10.

Tilfredshed med livet

20.

40.

60.

80.

100.

Indkomstpercentiler

Gns. øverste halvdel

Anm.: Figurerne er alene udtryk for korrelation og ikke kausalitet. Ækvivaleret disponibel indkomst. Data om tilfreds-

hed med livet kommer fra Livskvalitetsundersøgelsen 2015 gennemført af Danmarks Statistik. Ca. 42.500

personer har besvaret undersøgelsen. Data er opregnet til befolkningsniveau ved hjælp af vægte. Tilfredshed

med livet knytter sig til følgende spørgsmål i undersøgelsen: ”Alt i alt hvor tilfreds er du med dit liv for tiden?”

Svaret angives på en skala mellem 0 og 10, jf. anmærkning til figur 4.1.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det er ikke kun en tendens, man ser i Danmark, men et internationalt fænomen

. Det gi-

ver derfor god mening, at forskelle i indkomst er en udbredt og ofte anvendt målestok

for ulighed i befolkningen.

Ulighed i et bredere perspektiv

Forskelle i indkomst kan imidlertid ikke stå alene som mål for ulighed. I bunden af ind-

komstfordelingen angiver en stor del af befolkningen, at de i høj grad er tilfredse med

livet. De er endda væsentligt mere tilfredse med livet end den halvdel i toppen af ind-

komstfordelingen, som er mindst tilfredse med livet. Og ser man på personer med om-

kring samme indkomst (i samme indkomstdecil), er der stor variation i, hvor tilfredse de

er med livet,

jf. figur 4.3 ovenfor.

Det tyder på, at andre faktorer end indkomst har væ-

sentlig betydning for livskvaliteten. Og dermed også, at det er relevant at betragte ulig-

hed i et bredere perspektiv.

Tilfredsheden med livet varierer blandt andet med helbredet. Det kan afspejle, at et dår-

ligt helbred kan sætte begrænsninger og besværliggøre tilværelsen. Det gælder både i

forhold til mulighederne på arbejdsmarkedet, men også i fritiden og i samværet med an-

dre. Personer, der vurderer deres helbred til at være meget dårligt, er således kun halvt

så tilfredse med livet som personer, der vurderer deres helbred til at være meget godt,

jf.

figur 4.4.

Jf. Layard et al (2012).

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.4

Tilfredshed med livet og selvvurderet

helbred

Tilfredshed med livet

Figur 4.5

Tilfredshed med livet og

arbejdsmarkedsstatus

Tilfredshed med livet

Førtids- Uddan- Beskæf- Pension

pension nelse

tigelse

Øvrige

Ledig

uden for

arbejdsstyrken

Meget dårligt

Dårligt

Godt

Meget godt

Selvvurderet helbred

Anm.: Data om selvvurderet helbred kommer fra Livskvalitetsundersøgelsen 2015 og vedrører følgende spørgsmål i

undersøgelsen: ”Hvordan synes du dit helbred er alt i alt?”. Se også anmærkning til figur 4.2 og 4.3. Gruppen

”Pension” i figur 4.5 omfatter folkepensionister, efterlønsmodtagere, modtagere af fleksydelse samt personer

med tjenestemandspension mv.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Tilfredsheden med livet varierer også med tilknytningen til arbejdsmarkedet. For mange

mennesker kan det have stor betydning at have et arbejde at stå op til. Det at kunne bi-

drage aktivt, fx på arbejdsmarkedet, kan bidrage til selvværdet, ligesom også socialt

samvær og fællesskab med blandt andet kollegaer kan give stor livskvalitet. Personer,

der er i arbejde, er således mere tilfredse med livet end personer, der er uden arbejde.

Det gælder såvel ledige som førtidspensionister og øvrige uden for arbejdsstyrken, jf. fi-

gur 4.5.

Personer, der har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, er til gengæld mere tilfredse

med livet sammenlignet med andre grupper. Det er med til at understøtte, at andre for-

hold end indkomst kan have betydning for livskvaliteten. Det kan fx afspejle, at pensi-

onstilværelsen giver mulighed for at nyde livet på en ny måde med færre forpligtelser.

En række private forhold kan også være med til at definere livskvaliteten for mange

mennesker. Personer, som har gode sociale relationer, er markant mere tilfredse med

livet end personer, hvor det modsatte gør sig gældende. Tilfredsheden med livet varierer

også med følelsen af personlig frihed. Personer, der i høj grad har mulighed for at styre

deres liv i den retning, de ønsker, er klart mere tilfredse med livet end de, som ikke føler

samme frihed,

jf. figur 4.6 og 4.7.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.6

Tilfredshed med livet og sociale relationer

Tilfredshed med livet

Figur 4.7

Tilfredshed med livet og personlig frihed

Tilfredshed med livet

Laveste score

Tilfredshed med sociale relationer

Højeste score

Laveste score

Personlig frihed

Højeste score

Anm.: I Livskvalitetsundersøgelsen stilles der en bred vifte spørgsmål, herunder om sociale relationer og personlig

frihed. Data i figuren vedr. følgende to spørgsmål: ”Hvor tilfreds er du med dine sociale relationer?” og ”I hvil-

ken grad føler du, at du har mulighed for at styre dit liv i den retning, du selv ønsker?”. Svarene angives på en

skala fra 0 til 10, hvor 0 er det laveste og 10 er det højeste.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ved at fokusere på afgrænsede grupper i befolkningen kan man – på en simpel måde –

illustrere, at indkomsten ikke indtager en altdominerende rolle for tilfredsheden med

livet og dermed uligheden i befolkningen.

Hvis man alene sammenligner personer, der vurderer deres helbred til at være godt eller

meget godt, bliver variationen mellem indkomst og tilfredshed med livet således mindre.

Og afgrænses gruppen til personer, der både vurderer deres helbred til at være godt/me-

get godt, har gode sociale relationer og følelsen af personlig frihed, er der stort set ingen

variation i tilfredsheden med livet på tværs af indkomstdeciler. Denne gruppe udgør

over halvdelen af svarpersonerne i undersøgelsen (opregnet til befolkningsniveau),

jf.

figur 4.8.

Der er selvfølgelig kun tale om simple illustrationer, som ikke tager højde for kausalite-

ten, herunder sammenhængen mellem indkomst og andre faktorer, der varierer med til-

fredsheden med livet. Eksempelvis kan stor tilfredshed med livet være selvforstærkende

i forhold til helbredet og arbejdsglæden. Det er også tænkeligt, at indkomsten har betyd-

ning for helbredet, fx gennem kosten, og dermed indirekte påvirker sammenhængen

mellem helbred og tilfredshed med livet.

Det er også nærliggende at tro, at følelsen af personlig frihed er stærkere, jo bedre ens

økonomiske situation er. Ligeledes kan variationen mellem arbejdsmarkedsstatus og til-

fredshed med livet også være delvist afspejlet i, at arbejdsmarkedsstatus har betydning

for indkomsten.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.8

Tilfredshed med livet for forskellige grupper efter indkomstdecil

Tilfredshed med livet

1. decil

Alle

2. decil

3. decil

4. decil

5. decil

6. decil

7. decil

8. decil

9. decil

10. decil

Indkomstdeciler

Alle med godt helbred

Alle med godt helbred, gode sociale relationer og stor personlig frihed

Anm.: Data om tilfredshed med livet er baseret på Livskvalitetsundersøgelsen 2015. Se anmærkning til figur 4.2 og

4.3. Opregnet til befolkningsniveau vurderer 84 pct. af svarpersonerne, at de har et godt eller meget godt hel-

bred. 76 pct. svarer, at de har gode sociale relationer (7-10 på skalaen fra 0-10), mens 71 pct. svarer, at de i

høj grad føler personlig frihed (7-10 på skalaen fra 0-10). 56 pct. af svarpersonerne indgår i alle tre grupper.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det kan altså være svært at adskille betydningen af de forskellige faktorer og afgøre kau-

saliteten. Flere internationale studier bekræfter imidlertid billedet af, at mange andre

faktorer end indkomst er med til at bestemme livskvaliteten. Studierne viser, at foruden

indkomst har især helbred (såvel psykisk som fysisk), sociale relationer og familiefor-

hold, arbejdsmarkedsstatus og personlig frihed betydning for tilfredsheden med livet,

jf.

boks 4.1.

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Boks 4.1

Faktorer med betydning for livskvalitet

Livskvalitet er et omfattende forskningsfelt, der både beskæftiger sig med, hvad livskvalitet er og hvilke fak-

torer, der har betydning for livskvalitet. Målinger af livskvalitet bygger typisk på data fra spørgeskemaunder-

søgelse, hvor der både bliver spurgt til tilfredsheden med livet samt positive og negative tanker/følelser. De

forskellige mål bliver i litteraturen omtalt ”subjective well-being” (SWB).

Gennemgangen nedenfor bygger på tre kilder

, der ser på, hvilke faktorer der har betydning for tilfredsheden

med livet. Der kan være flere analytiske udfordringer forbundet med at isolere betydningen af de enkelte fak-

torer. Det gælder blandt andet kausalitet. For eksempel kan stor tilfredshed med livet bidrage til bedre hel-

bred, ligesom det kan bidrage til større arbejdsglæde og dermed større indkomst. En anden udfordring kan

være ikke-observerbar heterogenitet. Personer, der objektivt set har samme helbred, kan vurdere deres hel-

bred forskelligt. Udfordringerne kan adresseres med forskellige statistiske metoder, herunder brug af panel-

data og lag af forklarende variable. I alle tre kilder indgår selvstændige analyser, ligesom kilderne har et stort

antal referencer til andre studier. Alle tre kilder kommer frem til, at mange faktorer har betydning for til-

fredsheden med livet, og at indkomst ikke er den faktor, der betyder mest. Nedenfor gennemgås kort de væ-

sentligste faktorer.

Indkomst:

Personer med lav indkomst er i gennemsnit mindre tilfredse med livet end personer med høj ind-

komst. Det gælder både nationalt og på tværs af lande. Studier af velstående lande peger på, at det i højere

grad er den relative indkomst end den absolutte indkomst, der har betydning for livskvaliteten. En implika-

tion kunne være, at befolkningen – i gennemsnit – ikke bliver mere tilfreds med livet ved stigende velstand

(Easterlins paradoks). Det kan imidlertid også afspejle, at andre faktorer med betydning for livskvaliteten har

ændret sig i takt med stigende velstand.

Helbred:

Både psykisk og fysisk dårligt helbred er forbundet med mindre livskvalitet. Ifølge Clark et al (2017)

har det psykisk helbred størst betydning. Helbredet påvirker livskvaliteten direkte, men der kan også være

indirekte effekter. Studier viser således, at voksne, der har haft psykiske problemer i ungdommen, har større

risiko for ledighed, lav indkomst, kriminalitet, tidlig graviditet mv. end resten af befolkningen.

Ledighed:

Når man mister sit arbejde, bliver tilfredsheden med livet mindre, mens den stiger igen, når man

kommer i arbejde. Effekten af ledighed følger ikke kun af lavere indkomst, men i højere grad af tab af status,

identitet, selvværd og kollegialt fællesskab.

Sociale relationer:

Det at have gode venner, et stærkt netværk og et godt naboskab styrker livskvaliteten. So-

ciale relationer er med til at opbygge tillid, ligesom bevidstheden om, at der er nogen til at hjælpe en, er af

stor betydning for tilfredsheden med livet.

Personlig frihed:

Friheden til at bestemme over sit eget liv, og hvad man ønsker sig af livet, styrker livskvali-

teten. Det bekræftes både af analyserne i Layard et al (2012) og OECD (2012). Det er ligeledes værd at be-

mærke, at befolkningerne i den tidligere østblok var blandt de mindst lykkelige på daværende tidspunkt (i

tiden omkring jerntæppets fald).

Familie:

Et godt ægteskab er med til at øge tilfredsheden med livet, og især hvis begge parter har omtrent

samme livskvalitet. Derimod er der ikke tegn på, at børn i familien øger tilfredsheden med i livet.

Studierne finder også en række andre faktorer med signifikant betydning for livskvaliteten. Det gælder blandt

andet opvækstvilkår i barndommen, tryghed i lokalområdet, miljøforhold, jobsikkerhed, arbejdsmiljø, tillid

til myndigheder mv. Derudover kan en væsentlig del af variationen i tilfredshed med livet forklares af gene-

tisk bestemt personlighed. Det bekræftes af studier af en- og tveæggede tvillinger.

Layard et al (2012), Boarini et al (2012) & Clark et al (2017).

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Resultaterne er med til at understrege, at ulighed ikke blot er et spørgsmål om forskelle i

indkomst. Man er nødt til at kigge bredere end indkomst, hvis man vil have et mere nu-

anceret billede af livskvalitet og ulighed.

I de senere år er der kommet et stigende fokus på livskvalitet i bred forstand. Både

OECD og EU har udviklet et omfattende sæt af indikatorer for livskvalitet. De omfatter

både traditionelle økonomiske indikatorer, men også indikatorer for helbred, uddan-

nelse, jobsituation, sociale relationer, tryghed og miljø

. Politisk har FN’s verdensmål

være med til at sætte fokus på levevilkår. Ikke bare i økonomisk forstand, men inden for

et bredt udsnit af politikområder.

Det er uden for rammerne af dette kapitel at komme hele vejen rundt om de mange om-

råder med betydning for livskvalitet og ulighed. I stedet er det valgt at se nærmere på be-

folkningens helbred med særlig fokus på forskel i levealder, jf. afsnit 4.3 nedenfor.

Individuelle valg og omstændigheder

En anden meget væsentlig diskussion i forhold til ulighed er skelnen mellem individuelle

valg og omstændigheder. I løbet af livet træffer man en lang række valg, der har betyd-

ning for forskelle i udfald, herunder indkomst. Det gælder blandt andet valg af arbejds-

tid, men også uddannelse som i mange tilfælde vil bero på et personligt valg.

Valg af arbejdstid har som hovedregel indvirkning på indkomsten. Jo mere man arbej-

der, jo mere tjener man. Det er imidlertid ikke sådan, at beskæftigede på fuld tid i gen-

nemsnit er mere tilfredse med livet end beskæftigede med lavere arbejdstid,

jf. figur 4.9.

Det kan der være mange forklaringer på. For det første kan der være forskel på, hvordan

man vægter fritid i forhold til arbejdstid. Nogle vægter fritid højt, fordi de gerne vil

dyrke andre interesser og finder glæde ved det. Andre vægter arbejdet højt, blandt andet

fordi indkomsten giver større forbrugsmuligheder, fx til bolig, bil, rejser mv., eller fordi

identiteten eller personlige interesser i høj grad er knyttet op på jobbet.

Forskel i arbejdstid kan også afspejle, at man er forskellige steder i livet,

jf. kapitel 8.

Man kan fx være i gang med en uddannelse eller gradvist ved at trække sig tilbage fra ar-

bejdsmarkedet, hvorfor man ikke ønsker et fuldtidsarbejde. Det kan også være, at man

har små børn og derfor vælger et deltidsarbejde i en periode. Den lavere arbejdstid – og

dermed den lavere indkomst – er imidlertid ikke nødvendigvis ensbetydende med, at

man er mindre tilfreds med livet.

OECD (2020) og Eurostat (2017).

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.9

Beskæftigedes indkomst og tilfredshed med

livet efter ugentlig arbejdstid

Indeks (under 10 timer=100)

150

140

130

120

110

100

150

140

130

120

110

100

under 10 t. 10-25 t. 25-32 t. 32-36 t.

Fuld tid

Ugentlig arbejdstid

Ækvivaleret disponibel indkomst

Tilfredshed med livet

Figur 4.10

Beskæftigedes indkomst og tilfredshed med

livet efter uddannelsesniveau

Indeks (grundskole=100)

150

140

130

120

110

100

Grundskole

EUD

KVU

MVU

Uddannelsesniveau

LVU

150

140

130

120

110

100

Ækvivaleret disponibel indkomst

Tilfredshed med livet

Anm.: Figurerne tager udgangspunkt i svarpersonerne i Livskvalitetsundersøgelsen 2015, der var i beskæftigelse

ultimo november i 2015. Figur 4.10 er dog ekskl. beskæftigede, der samtidig var i gang med en uddannelse.

Opgørelse af ugentlig arbejdstid følger metoden i kapitel 8, se boks 8.1.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det er også velkendt, at indkomsten stiger med uddannelsesniveauet. Der er dog ikke

tegn på, at beskæftigede med en lang videregående uddannelse generelt er mere tilfredse

med livet end beskæftigede med en kortere uddannelse

jf. figur 4.10.

Det kan være et

udtryk for, at faginteresser spiller en vigtig rolle f0r valget af uddannelse. Men det kan

også være et udtryk for, at andre faktorer end uddannelse (og indkomst) varierer med

livskvaliteten. Faktorer, som er uafhængige af valg af uddannelse, herunder familieliv og

sociale relationer.

Eksemplerne med valg af arbejdstid og uddannelse er med til at illustrere, at indkomst-

forskelle ikke uden videre kan betragtes som ulighed. I mange tilfælde kan indkomstfor-

skelle knyttes sammen med individuelle valg, hvorfor uligheden, der afstedkommer

heraf, ikke kan betragtes som uetisk eller uretfærdig.

Der er imidlertid også ulighed, som knytter sig til omstændigheder, der er uden for indi-

videts kontrol. Det kan blandt andet være de omstændigheder, man er vokset op med i

barndommen.

Figuren udelukker ikke, at uddannelsesniveauet – isoleret set – har en betydning for livskvaliteten. Resultaterne

fra forskellige studier er dog blandede, jf. kilderne til boks 4.1. Nogle peger på, at tilfredsheden med livet – alt

andet lige – stiger med uddannelsesniveauet, mens andre ikke viser en sammenhæng. Under alle omstændigheder

viser studierne, at uddannelse ikke er blandt de faktorer, hvor korrelationen med tilfredsheden med livet er stær-

kest.

100

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Omstændighederne kan have forskellige indvirkning på den enkeltes muligheder, af-

hængig af hvordan samfundet er indrettet. Eksempelvis kan fri og lige adgang til uddan-

nelsessystemet betyde, at forældres indkomst ikke bliver afgørende for uddannelsesmu-

lighederne, hvilket kan være med til at fremme den sociale mobilitet i samfundet.

Til gengæld kan en opvækst med omsorgsvigt, misbrug i hjemmet eller i et socialt bela-

stet miljø betyde, at man klarer sig dårligt i skolen og selv løber ind i sociale problemer

som voksen. Problemerne kan føre til, at man aldrig får en uddannelse, et familieliv og

en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

Forskellige typer af funktionsnedsættelser kan også begrænse de muligheder, man har i

livet. Det kan både være i forhold til at få en uddannelse og et arbejde, men også mulig-

hederne for at stifte familie og indgå i sociale relationer.

Skelnen mellem individuelle valg og omstændigheder er således også helt centralt for at

få et mere nuanceret perspektiv på ulighed. Afsnit 4.4 ser nærmere på ulighed i mulighe-

der, herunder en analyse af hvor meget ulighed i muligheder betyder for indkomstfor-

skellene i Danmark.

4.3 Forskel i levealder

Sundhed bliver opfattet forskelligt. For nogle handler sundhed om kost- og motionsva-

ner. For andre handler det om, at man føler sig frisk, glad og sjældent er syg. Andre igen

tillægger måske følelseslivet stor betydning for det at have et sundt liv. Men uanset hvad

man forstår ved sundhed, så vil et liv med dårligt helbred typisk være forbundet med

mindre livskvalitet og kortere levetid.

Helbredstilstanden kan opgøres på mange måder. Det kan være objektive målinger som

vægt og konditionstal, forbrug af sundhedsydelser og medicin, sygdomstegn og diagno-

ser. Eller livsstilsfaktorer som kost-, ryge-, alkohol- og motionsvaner (de såkaldte

KRAM-faktorer). Man kan også benytte subjektive målinger, hvor den enkelte selv vur-

derer helbredet.

I hovedparten af landets kommuner vurderer mellem 80 og 85 pct. af borgerne over 15

år, at de har et godt, vældig godt eller fremragende helbred. Ser man på tværs af alle lan-

dets kommuner, er der et noget større spænd. I Dragør Kommune vurderer næsten 90

pct. af borgerne, at de har et godt, vældig godt eller fremragende helbred, mens det er

lidt under 75 pct. på Læsø, der svarer det samme,

jf. figur 4.11.

Ulighedsredegørelsen 2020

101

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.11

Selvvurderet helbred på kommuneniveau

Pct.

Anm.: Selvvurderet helbred viser andelen i befolkningen over 15 år, der vurderer, at deres helbred er fremragende,

vældig godt eller godt.

Kilde: Den Nationale Sundhedsprofil 2017 (danskernessundhed.dk).

Den forventede middellevetid varierer med selvvurderet helbred. Kommuner med en

høj andel af borgere, der har et godt, meget godt eller fremragende selvvurderet helbred,

har typisk en højere middellevetid end kommuner, hvor det selvvurderede helbred er

dårligere,

jf. figur 4.12.

Variationen ses også på individniveau. Personer, der i 2015 vur-

derede deres helbred til at være meget dårligt eller dårligt, havde i de efterfølgende fire

år en dødelighed, der var ca. 3 gange så høj som de, der vurderede deres helbred til at

være godt eller meget godt,

jf. figur 4.13.

102

Ulighedsredegørelsen 2020

Læsø

Odsherred

Langeland

Lolland

Bornholm

Esbjerg

Kalundborg

Halsnæs

Slagelse

Nyborg

Ærø

Ishøj

Kerteminde

Brøndby

Aabenraa

Guldborgsund

Jammerbugt

Nordfyns

Assens

Holbæk

Albertslund

Morsø

Thisted

Fanø

Fredericia

Herlev

Vordingborg

Sønderborg

Vejle

Vesthimmerlands

Vejen

Kolding

Faaborg-Midtfyn

Haderslev

Hjørring

Mariagerfjord

Tårnby

Glostrup

Brønderslev

Høje-Taastrup

Odense

Sorø

Syddjurs

Tønder

Varde

Frederikshavn

Middelfart

Ringsted

Stevns

Faxe

Skive

Billund

Helsingør

Ringkøbing-Skjern

Struer

Køge

Herning

Samsø

Ballerup

Hedensted

Viborg

Gladsaxe

Randers

Rebild

Aalborg

Ikast-Brande

Horsens

Fredensborg

Frederikssund

Gribskov

Svendborg

Rødovre

Hvidovre

Norddjurs

Næstved

Roskilde

Greve

Lejre

Lemvig

Silkeborg

Solrød

Hillerød

Odder

Holstebro

Vallensbæk

Egedal

Skanderborg

Favrskov

Lyngby-Taarbæk

Aarhus

Furesø

København

Allerød

Frederiksberg

Rudersdal

Hørsholm

Gentofte

Dragør

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.12

Selvvurderet helbred og middellevetid på

tværs af kommuner

Middellevetid, år

Figur 4.13

Selvvurderet helbred i 2015 og dødelighed

de efterfølgende fire år

Andel døde, pct.

Selvvurderet helbred, pct.

Meget dårligt

Dårligt

Godt

Meget godt

Over 60-årige

Alle i undersøgelsen

Anm.: Middellevetid for 40-årige i figur 4.12. Fanø, Læsø, Samsø og Ærø er udeladt på grund af for få observatio-

ner. Selvvurderet helbred i figur 4.12 viser andelen i befolkningen over 15 år, der vurderer, at deres helbred er

fremragende, vældig godt eller godt, jf. Den Nationale Sundhedsprofil. Selvvurderet helbred i figur 4.13 kom-

mer fra Livskvalitetsundersøgelsen, se anmærkning til figur 4.2-4.4.

Kilde: Den Nationale Sundhedsprofil 2017 (danskernessundhed.dk), Livskvalitetsundersøgelsen (Danmarks Stati-

stik) samt egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det danske sundhedsvæsen arbejder ud fra otte overordnede nationale mål, hvoraf de

fleste har en forbindelse til levetid. Det gælder mål for hurtig udredning og behandling,

forbedret overlevelse og patientsikkerhed, behandling af høj kvalitet og flere sunde le-

veår. Andre af de nationale mål er i mindre grad knyttet til levetid, herunder mål for

øget patientinddragelse,

jf. boks 4.2.

Ulighedsredegørelsen 2020

103

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Boks 4.2

Nationale mål i sundhedsvæsenet

Det danske sundhedsvæsen arbejder ud fra otte overordnede nationale mål, der skal sikre bedre kvalitet,

sammenhæng og geografisk lighed i sundhedsvæsenet. Til hvert mål er en række indikatorer, som har til for-

mål at kunne følge udviklingen inden for målet. Indikatorerne følges på landsplan og for hver enkel region og

kommune i en årlig statusrapport.

De otte overordnede mål er:



Bedre sammenhængende patientforløb



Styrket indsats for kronikere og ældre patienter



Forbedret overlevelse og patientsikkerhed



Behandling af høj kvalitet



Hurtig udredning og behandling



Øget patientinddragelse



Flere sunde leveår



Mere effektivt sundhedsvæsen

Under målet for flere sunde leveår følges middellevetid og andelen i befolkningen, der ryger dagligt. Oplys-

ninger om rygning kommer fra Den Nationale Sundhedsprofil, som senest er opdateret i 2017.

Kilde: Nationale mål for sundhedsvæsenet, oktober 2019.

Middellevetid efter køn og uddannelse

Det er velkendt, at kvinder har en højere middellevetid end mænd. Det gælder ikke bare

i Danmark, men generelt i hele verden. Forskellen skyldes til dels livsstilsfaktorer.

Mænd lever generelt mere usundt, går mindre til lægen og tager større risici end kvin-

der. Forskningen peger imidlertid også på, at biologiske faktorer spiller ind.

I 2018 var den forventede middellevetid 80,3 år for en 40-årig dansk mand, mens den

var 83,9 år for en 40-årig kvinde,

jf. figur 4.14.

I løbet af de seneste 20 år er middelleve-

tiden for 40-årige steget med omkring 4 år. Stigningen har været lidt større for mænd

end kvinder,

jf. figur 4.15.

104

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.14

Middellevetid for 40-årige, 2018

År

Mænd

Kvinder

År

Figur 4.15

Udvikling i middellevetid for 40-årige

År

1990

1994

1998

Mænd

2002

2006

2010

2014

2018

Kvinder

År

Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken.

Den forventede middellevetid er en gennemsnitsbetragtning baseret på sandsynligheden

for at dø på hvert alderstrin. Nogle vil leve kortere, mens andre vil leve længere. Den for-

ventede middellevetid dækker med andre ord over en fordeling af levealdre. Omkring 70

pct. af alle 40-årige kan således forvente en levealder mellem 75 og 95 år.

I takt med at den forventede middellevetid er steget, har fordelingen af levealdre også

ændret sig. Dels er aldersgrænserne for den typiske levealder steget i løbet af de sidste

20 år (fordelingen er forskudt til højre). Dels er intervallet for den typiske leveralder

indsnævret (fordelingen er blevet smallere). Det er en udvikling, som både er sket for

mænd og kvinder,

jf. figur 4.16 og 4.17.

Ulighedsredegørelsen 2020

105

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.16

40-årige mænd fordelt på levealder,

2000 og 2018

Pct.

Figur 4.17

40-årige kvinder fordelt på levealder,

2000 og 2018

Pct.

40 45 50 55 60 65 70 75 80 85 90 95 100 105 110

Alder, år

2000

2018

40 45 50 55 60 65 70 75 80 85 90 95 100 105 110

Alder, år

2000

2018

Anm.: Fordelingerne er baseret på dødshyppighederne i henholdsvis 2000 og 2018 på 1-års alderstrin for alders-

gruppen 40 til 110 år. Fremgangsmetoden følger Murtin et al (2017).

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Indsnævringen af fordelingerne er tegn på, at forskellen i levealder er mindre i dag end

for 20 år siden. Således er fordelingernes standardafvigelse reduceret fra 2000 til 2018.

Det samme gælder fordelingernes forskel mellem 0,25- og 0,75-fraktilen. Forskellen i

levealder er reduceret mest for kvinder,

jf. figur 4.18 og 4.19.

Figur 4.18

Mål for forskel i levealder, 40-årige mænd

Indeks (2000=100)

105

Indeks (2000=100)

105

Figur 4.19

Mål for forskel i levetid, 40-årige kvinder

Indeks (2000=100)

105

Indeks (2000=100)

105

100

2000

P25-P75

2010

2018

Standardafvigelse

2000

P25-P75

2010

2018

Standardafvigelse

Anm.: De to mål vedrører fordelingen for levealder for 40-årige i hhv. 2000, 2010 og 2018. Det ene mål angiver for-

delingens standardafvigelse. Det andet mål angiver forskellen mellem 25 pct.- og 75 pct.-fraktilen i fordelin-

gen. Målene for fordelingen i 2000 er sat til indeks 100.

Kilde: Lovmodellens datagrundlag og egne beregninger.

106

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Den forventede middellevetid varierer også med uddannelsesniveauet. 40-årige med en

videregående uddannelse har en højere forventet middellevetid sammenlignet med per-

soner med en erhvervsfaglig uddannelse eller grundskolen som højeste fuldførte uddan-

nelse. Forskellen ses for begge køn,

jf. figur 4.20 og 4.21.

Figur 4.20

Middellevetid for 40-årige efter uddannelse,

mænd

År

Grundskole

Erhvervsfaglig

Videregående

År

Figur 4.21

Middellevetid for 40-årige efter uddannelse,

kvinder

År

Grundskole

Erhvervsfaglig

Videregående

År

Anm.: 2018. Se bilag 4.2 for beskrivelse af beregningsmetode.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Opgørelse af middellevetid for afgrænsede grupper – fx uddannelsesgrupper – kan

imidlertid være forbundet med faldgruber, hvorfor man skal være påpasselig med at

tolke meget håndfast på tallene.

Beregning af middellevetid forudsætter, at 40-årige om ti år vil have den samme døde-

lighed som 50-årige i dag, om tyve år som 60-årige i dag osv. Forudsætningen kan være

problematisk, når man beregner middellevetiden efter karakteristika, hvor der er sket et

skift i sammensætningen over tid.

Eksempelvis udgør 40-årige med højst en grundskoleuddannelse en mindre del af be-

folkningen i dag end for 20 år siden. Samtidig er gruppen mindre ressourcestærk sam-

menlignet med 40-årige med en grundskoleuddannelse for 20 år siden. Det viser sig

blandt andet ved, at andelen af førtidspensionister blandt 40-årige med en grundskole-

uddannelse er steget over tid, hvilket – isoleret set – trækker i retning af en højere for-

ventet dødelighed i gruppen.

Den effekt ser man bort fra i beregningen af middellevetid. Det indebærer en risiko for,

at man introducerer en fejlvurdering, når man beregner middellevetiden efter uddannel-

sesniveau, ligesom fejlvurderingen ikke nødvendigvis er den samme for alle uddannel-

sesniveauer. Det rykker dog ikke ved, at der er væsentlig forskel i middellevetid efter ud-

dannelsesniveau, men der er grund til at være påpasselig med at bruge begrebet til at

tolke meget håndfast på forskel i levealder på tværs af socioøkonomiske grupper, herun-

der om forskellen ændrer sig over tid.

Ulighedsredegørelsen 2020

107

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Der er ligeledes grund til at være påpasselig, hvis man opgør middellevetiden efter ind-

komst. Det er således de færreste, der befinder sig samme sted i indkomstfordelingen

hele livet. Derfor kan det også give anledning til en fejlvurdering i beregningen af mid-

dellevetid, hvis man forudsætter, at 40-årige om ti år har samme dødelighed som 50-

årige, der i dag befinder sig samme sted i indkomstfordelingen. Et dansk studie viser så-

ledes, at forskellen i middellevetid efter indkomst reduceres markant, hvis man tager

højde for indkomstmobilitet over livet,

jf. bilag 4.3.

Et alternativ til middellevetid er at se på, hvem der dør tidligt. Derved følger man de

samme personer i en periode, i stedet for at sammensætte dødelighederne for personer

på forskellige alderstrin.

Tidlig død

Den mindre variation i levealdre for både mænd og kvinder tyder på, at forskellene i be-

folkningens helbred og muligheder for et langt liv – generelt set – er blevet mindre i lø-

bet af de sidste 20 år. En udvikling der formentligt kan tilskrives flere faktorer, herunder

såvel medicinteknologiske fremskridt som ændret livsstil.

Det udelukker imidlertid ikke, at der er grupper i samfundet, som har dårligere helbred

og er mere syge end befolkningen som helhed. Og som derfor i højere grad er i risiko for

at dø tidligt. Dette afsnit ser derfor nærmere på personer, der dør i en tidlig alder. Tid-

ligt døde er i analysen afgrænset til de 5 pct. blandt 65-årige, der dør først.

Mænd er overrepræsenteret i gruppen af tidligt døde. Blandt 65-årige mænd i 2015 ind-

gik 6,3 pct. i gruppen af tidligt døde, mens det kun var 3,8 pct. af 65-årige kvinder. Sam-

tidig viser tallene, at overrepræsentationen af mænd blandt tidligt døde er steget fra

2000 til 2015,

jf. figur 4.22.

108

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.22

Sandsynlighed for at være blandt de 65-årige, der døde tidligt

Pct.

5 pct. for alle

Mænd

2000

2015

Kvinder

Anm.: Tidligt døde er defineret som de 5 pct. af 65-årige i henholdsvis 2000 og 2015, der døde først.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Forskel i tidlig død kan blandt andet belyses ved at tage udgangspunkt i indkomstforde-

lingen

. Det er valgt at tage udgangspunkt i den gennemsnitlige indkomst i alderen 55-

59 år. Dels fordi de fleste stadig er erhvervsaktive, når de er mellem 55 og 59 år, og ind-

komsten derfor i mindre grad afspejler forskelle i tilbagetrækningsadfærd. Dels fordi et

5-årigt gennemsnit begrænser betydningen af indkomstudsving fra år til år.

Sandsynligheden for at dø tidligt er aftagende med indkomsten. 65-årige i de nederste

indkomstdeciler er således klart overrepræsenteret i gruppen af tidligt døde, mens det

modsatte gør sig gældende for 65-årige i de øverste indkomstdeciler.

Blandt 65-årige mænd i 1. og 2. indkomstdecil indgår 12-13 pct. i gruppen af tidligt døde,

mens det kun er ca. 3 pct. af 65-årige mænd i 9. og 10. indkomstdecil,

jf. figur 4.23.

Fordelen ved at benytte indkomst er, at man kan belyse tidlig død for faste andele af befolkningen (fx i ind-

komstdeciler) over tid. Det kan man ikke med uddannelse, idet andelen af befolkningen med højst en grundskole-

uddannelse gradvist er blevet mindre de seneste mange år.

Ulighedsredegørelsen 2020

109

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.23

Sandsynlighed for at være blandt tidligt

døde efter indkomstdecil, mænd

Pct.

2000

2015

10.

Indkomstdeciler

5 pct. for alle

Figur 4.24

Sandsynlighed for at være blandt tidligt

døde efter indkomstdecil, kvinder

Pct.

2000

Indkomstdeciler

2015

10.

5 pct. for alle

Pct.

Anm.: Tidligt døde er defineret som de 5 pct. af 65-årige i henholdsvis 2000 og 2015, der døde først. Indkomstforde-

lingen vedrører ækvivaleret disponibel indkomst i alderen 55-59 år.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Variationen mellem indkomst og tidlig død ses i mindre grad også for kvinder. Blandt

65-årige kvinder i de to nederste indkomstdeciler indgår 6-7 pct. i gruppen af tidligt

døde, mens det kun er 1�½-2 pct. af kvinderne i de to øverste indkomstdeciler,

jf. figur

4.24.

Den større sandsynlighed for tidlig død i de nederste indkomstdeciler skal blandt andet

ses i sammenhæng med, at førtidspensionister – som i gennemsnit har en højere sand-

synlighed for tidlig død – udgør en stor del af gruppen i de nederste indkomstdeciler.

Beskæftigede i de nederste indkomstdeciler, herunder især mænd, har imidlertid også

en større sandsynlighed for at dø tidligt end beskæftigede højere oppe i indkomstforde-

lingen.

Fra 2000 til 2015 er forskellen i tidlig død efter indkomst blevet større. Tidlig død er så-

ledes blevet mere koncentreret i bunden af indkomstdelingen, mens den er aftaget i top-

pen af indkomstfordelingen. Der er ikke tegn på, at udviklingen er drevet af demografi-

ske ændringer, herunder flere indvandrere. Udviklingen skal blandt andet ses i lyset af,

at personer uden beskæftigelse, herunder førtidspensionister, i højere grad er i de neder-

ste indkomstdeciler i 2015 sammenlignet med 2000, samt at sandsynligheden for tidlig

død er steget mest for personer uden beskæftigelse. Sandsynligheden for tidlig død er

imidlertid også steget for beskæftigede i de nederste indkomstdeciler og aftaget i de

øverste indkomstdeciler,

jf. figur 4.25 og 4.26.

110

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.25

Sandsynlighed for at være blandt tidligt

døde efter indkomstdecil, beskæftigede

mænd

Pct.

Indkomstdeciler

2000

2015

10.

Pct.

Figur 4.26

Sandsynlighed for at være blandt tidligt

døde efter indkomstdecil, beskæftigede

kvinder

Pct.

Indkomstdeciler

2000

2015

10.

Pct.

Anm.: Tidligt døde er defineret som de 5 pct. af 65-årige i henholdsvis 2000 og 2015, der døde først. Indkomstforde-

lingen vedrører ækvivaleret disponibel indkomst i alderen 55-59 år. Arbejdsmarkedsstatus som 59-årig.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Tallene for tidlig død peger således på, at forskel i tidlig død efter indkomst både gælder

personer med og uden beskæftigelse, og at forskellen er blevet større i løbet af de seneste

to årtier. Flere studier finder også, at der er forskelle i sundhed på tværs af socioøkono-

miske grupper. Årsagerne hertil kan være mange og komplekse. Det kan blandt andet

hænge sammen med brug af og adgang til sundhedsydelser. Det kan også bunde i for-

skelle i levevis, herunder kost, rygning, alkohol og motion, som i sig selv kan være socialt

betinget og trække tråde tilbage til opvæksten. Analyser af dødsårsager peger på, at en

stor del af overdødeligheden blandt kortuddannede kan tilskrives rygning og alkohol,

jf.

boks 4.3.

Ulighedsredegørelsen 2020

111

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Boks 4.3

Hovedresultater fra forskellige analyser af sociale forskelle i sundhed

Sundhedsstyrelsen har i rapporten

Social ulighed i sundhed og sygdom (2020)

undersøgt forskelle i sundhed

på en række områder, herunder middellevetid, på tværs af socioøkonomiske grupper. De finder, at personer

med lav indkomst og personer med kort uddannelse har en lavere middellevetid sammenlignet med middel-

levetiden for personer med høj indkomst eller en lang uddannelse.

Et lavt uddannelsesniveau er også forbundet med lavere selvvurderet helbred, ligesom der ses en højere bør-

nedødelighed og flere dødsfødsler for børn, hvis mor har en grundskoleuddannelse sammenlignet med

mødre med en videregående uddannelse. Moderens uddannelsesniveau er også forbundet med forskelle i de

tidlige vilkår for sundhed og sygdom, såsom for tidlig fødsel, lav fødselsvægt, hvorvidt barnet fuldammes, om

man følger børnevaccinationsprogrammet mv. På nogle områder er der tegn på, at forskellene er reduceret.

Dårligt mentalt helbred, stress, ensomhed og skizofreni er også mere udbredt blandt personer med en grund-

skoleuddannelse sammenlignet med personer med en videregående uddannelse. Ligesom personer med en

grundskoleuddannelse i højere grad har diabetes, KOL og multisygdomme. Derudover har personer med en

grundskoleuddannelse en højere dødelighed inden for en række sygdomme, såsom hjertesygdomme og for-

skellige cancersygdomme, ligesom flere mister tilknytningen til arbejdsmarkedet efter et sygeforløb sammen-

lignet med personer med en videregående uddannelse.

En del af forklaringen er en forskel i sundhedsadfærd (risikofaktorer). En større andel blandt personer med

en kort uddannelse ryger, har et stort alkoholforbrug, er fysisk inaktive eller svært overvægtige. Og andelen

med to eller flere af risikofaktorerne er større sammenlignet med personer med en længere uddannelse.

Juel og Koch (2013)

har undersøgt, i hvilket omfang alkoholforbrug og rygning blandt forskellige uddannel-

sesgrupper har betydning for forskellen i dødelighed. De ser på, hvor mange med kort uddannelse, der dør af

sygdomme, der relaterer sig til rygning og alkoholforbrug, sammenlignet med personer med en længere ud-

dannelse. De finder, at dødsårsager forbundet med rygning og alkohol i høj grad kan forklare forskellen i dø-

deligheden mellem højt- og lavtuddannede.

I rapporten

Indsatser mod ulighed i sundhed

fra 2020 gennemgår Sundhedsstyrelsen blandt andet evidens

for hvilke faktorer, der ser ud til at have betydning for sociale forskelle i sundhed. Rapporten peger på, at der

kan være forhold, der både påvirker social position og helbred, fx opvækstvilkår. Social position kan også på-

virke helbredet, fx gennem livsstil. Og helbredet kan påvirke den social position, fx gennem arbejdsevne. Det

kan derfor være komplekse mekanismer, der er på spil. Rapporten peger på, at forskel i kostvaner, rygning,

alkoholforbrug og motion (KRAM-faktorer) spiller en stor rolle for sociale forskelle i sundhed. Forskellen i

KRAM-faktorerne kan være drevet af underliggende mekanismer, herunder social kapital i familien mv.

Middellevetid i regioner og kommuner

Forskel i levealder kan også vise sig ved geografiske forskelle. Det kan blandt andet være

på grund af forskelle i befolkningssammensætning, livsstil, miljø mv.

Der er forskel i middellevetiden på tværs af Danmarks fem regioner, men den er for-

holdsvis begrænset. 0,9 år for kvinder og 1,2 år for mænd. Inden for regioner, derimod,

er forskellen betydeligt større. Det gælder især på tværs af kommunerne i Region Sjæl-

land og Region Hovedstaden, hvor forskellen mellem top og bund er 5�½ år for mænd og

4 år for kvinder,

jf. figur 4.27 og 4.28.

112

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.27

Middellevetid på tværs af regioner og

kommuner, 40-årige mænd

År

Sjæl-

land

Hoved-

staden

Nord-

jylland

Syd-

danmark

Midt-

jylland

Top (kommune)

År

Figur 4.28

Middellevetid på tværs af regioner og

kommuner, 40-årige kvinder

År

Sjæl-

land

Hoved-

staden

Nord-

jylland

Syd-

danmark

Midt-

jylland

Top (kommune)

År

Bund (kommune)

Gennemsnit

Bund (kommune)

Gennemsnit

Anm.: Se bilag 1 for beregningsmetode af middellevetid på kommuneniveau. Fanø, Læsø, Samsø og Ærø er ude-

ladt på grund af for få observationer.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Der er tegn på, at forskellen i middellevetid på tværs af kommuner blandt andet skal ses

i sammenhæng med forskelle i livsstil. I kommuner med en høj middellevetid er der så-

ledes færre, der ryger dagligt. Der er også færre med svær overvægt. Det ses også, at der

mellem kommunerne i Region Sjælland og Region Hovedstaden er stor variation i ande-

len, der ryger dagligt, og i andelen med svær overvægt. Den store variation i risikofakto-

rerne kan være en del af forklaringen på, at der i de to regioner på Sjælland er større va-

riation i middellevetiden end i landets øvrige regioner,

jf. figur 4.29 og 4.30.

Ulighedsredegørelsen 2020

113

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.29

Middellevetid og daglig rygning i kommuner

Middellevetid, år

Figur 4.30

Middellevetid og svær overvægt i kommuner

Middellevetid, år

Hovedstaden

Daglig rygning, pct.

Sjæll.

Syddanm.

Midtjyll.

Hovedstaden

Svær overvægt, pct.

Sjæll.

Syddanm.

Midtjyll.

Nordjyll.

Anm.: Middellevetid for 40-årige. Se bilag 1 for beregningsmetode af middellevetid på kommuneniveau. Fanø,

Læsø, Samsø og Ærø er udeladt på grund af for få observationer. Oplysninger om rygning og svær overvægt

vedrører befolkningen over 15 år i 2017, jf. Den Nationale Sundhedsprofil.

Kilde: Den Nationale Sundhedsprofil (danskernessundhed.dk) og egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Forskelle i risikofaktorer, herunder rygning og overvægt, knytter sig blandt andet til ud-

dannelsesniveauet. Personer med en grundskoleuddannelse er i højere grad rygere og

svært overvægtige end personer med en højere uddannelse

. En del af forskellen i mid-

dellevetiden på tværs af kommuner vil formentlig derfor kunne kædes sammen med

kommunale forskelle i uddannelsesniveauet.

Der er imidlertid også meget store kommunale forskelle i middellevetiden blandt perso-

ner på samme uddannelsesniveau. Eksempelvis er forskellen i den forventede middelle-

vetid 8 år, når man sammenligner kommunen med den højeste henholdsvis laveste mid-

dellevetid for 40-årige mænd med en grundskoleuddannelse. For kvinder med en grund-

skoleuddannelse er forskellen i middellevetid 6�½ år mellem top- og bundkommune.

Også for personer med erhvervsfaglige og videregående uddannelser er der store kom-

munale forskelle i den forventede middellevetid,

jf. figur 4.31 og 4.32.

Se Den Nationale Sundhedsprofil (danskernessundhed.dk).

114

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.31

Middellevetid efter uddannelse, 40-årige

mænd

Middellevetid, år

Figur 4.32

Middellevetid efter uddannelse, 40-årige

kvinder

Middellevetid, år

Grundskole

Erhvervsfaglig

Gns.

Videregående

Bund (kommune)

Top (kommune)

Grundskole

Erhvervsfaglig

Gns.

Videregående

Bund (kommune)

Top (kommune)

Anm.: Se bilag 1 for beregningsmetode af middellevetid på kommuneniveau samt efter uddannelsesniveau. En

række kommuner er udeladt på grund af for få observationer. Ud over de små ø-kommuner (Fanø, Læsø,

Samsø og Ærø) er der tale om Egedal, Ishøj, Lemvig, Solrød og Vallensbæk.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

De kommunale forskelle i middellevetiden blandt personer med samme uddannelsesni-

veau bidrager i stort omfang til de samlede kommunale forskelle i middellevetiden. Det

kan illustreres med et regneeksempel. Hvis man beregningsteknisk antager, at alle med

samme uddannelsesniveau har samme forventede middellevetid – uanset hvilken kom-

mune de bor i – indsnævres de kommunale forskelle i middellevetiden med ca. to tredje-

dele. For mænd reduceres forskellen mellem top- og bundkommune fra 6,5 til 2,1 år,

mens forskellen for kvinder reduceres fra 5,0 til 1,5 år,

jf. figur 4.33 og 4.34.

Ulighedsredegørelsen 2020

115

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.33

Forskel i middellevetid mellem kommuner,

40-årige mænd

Middellevetid, år

Faktisk forskel

Top (kommune)

Ingen variation inden for

uddannelsesgrupper

Bund (kommune)

Middellevetid, år

Figur 4.34

Forskel i middellevetid mellem kommuner,

40-årige kvinder

Middellevetid, år

Faktisk forskel

Top (kommune)

Ingen variation inden for

uddannelsesgrupper

Bund (kommune)

Middellevetid, år

Anm.: Se bilag 1 for beregningsmetode af middellevetid på kommuneniveau. Fanø, Læsø, Samsø og Ærø er ude-

ladt på grund af for få observationer. I den kontrafaktiske beregning er det antaget, at alle med samme ud-

dannelsesniveau på et givet alderstrin har samme dødshyppighed, uanset hvilken kommune de bor i. Der

skelnes mellem fire uddannelsesniveauer: grundskole, gymnasial, erhvervsfaglig og videregående.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Regneeksemplet peger på, at kommunale forskelle i levealder handler om meget andet

end befolkningssammensætning, herunder forskelle i uddannelsesniveau. En bedre for-

ståelse af de kommunale forskelle i middellevetid forudsætter en mere dybdegående

analyse af årsagerne, herunder at der for befolkningsgrupper på samme uddannelsesni-

veau er meget stor variation i den forventede middellevetid imellem landets kommuner.

4.4 Ulighed i muligheder

Traditionelle fordelingsanalyser tager udgangspunkt i forskelle i udfald og som oftest

forskelle i disponible indkomster. Forskelle i indkomst er en enkel og letforståelig til-

gang, hvor både ændringer i offentlige ydelser, skattesatser og beregningsgrundlag kan

vurderes i en fordelingsmæssig kontekst.

I de senere år er der dog kommet et større fokus på selve indkomstdannelsen, herunder

betydning af egne valg og præferencer på den ene side og omstændigheder uden for in-

dividets kontrol på den anden side.

Forskelle i udfald, der er et resultat af egne valg, regnes normalt ikke som værende ulig-

hed. Den enkelte kan fx have truffet forskellige valg med hensyn til arbejdstid og uddan-

nelse, hvilket resulterer i indkomstforskelle. Men det kan ikke siges at afspejle ulighed i

det omfang, der er tale om et frivilligt valg.

Omvendt er der også forskelle, som udspringer af omstændigheder uden for individets

kontrol. Det gælder blandt andet medfødte karakteristika (fx køn, talent, funktionsned-

sættelse), opvækstforhold, arv fra forældre mv. Hertil kommer omstændigheder, der har

116

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

karakter af held eller uheld, fx en ulykke eller sygdomme. Forskelle i udfald, der ud-

springer af omstændigheder, kan siges at være et udtryk for ulighed i muligheder.

Med introduktionen af begrebet ulighed i muligheder har forskningen i ulighed således

etableret et nyt tankesæt, der kredser om skillelinjen mellem individets omstændigheder

og valg,

jf. boks 4.4.

Ulighedsredegørelsen 2020

117

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Boks 4.4

Fra ulighed i udfald til ulighed i muligheder

I løbet af 1970’erne og 1980’erne kom der et opgør med den tilgang til ulighed, der fokuserer på rene for-

skelle i udfald, fx indkomst. I en række banebrydende bidrag af politiske filosoffer

, startende med Rawls

(1971) og efterfulgt af Sen (1980), Dworkin (1981), Cohen (1989) og Arneson (1989) fik begrebet ulighed i

muligheder gradvist fodfæste. Filosoffernes bidrag adskiller sig på flere punkter, men de kredser alle om

samme diskussion; nemlig at forskelle i udfald, der er en konsekvens af personlig valg, ikke er uetiske eller

uretfærdige. Derfor er forskellige mål for forskelle i udfald som sådan ikke særligt brugbare, med mindre

man finder enhver form for ulighed uretfærdigt.

I den økonomiske litteratur om ulighed i muligheder skelner man således mellem forhold, som individet har

ansvar for, og forhold, hvor individet ikke har et ansvar. Førstnævnte omtales typisk som

valg eller indsats.

Det kan fx være valg af arbejdstid, arbejdsindsats på jobbet, valg af partner mv. Forhold, hvor individet ikke

har et ansvar, omtales typisk som

omstændigheder.

Ud over oplagte karakteristika som køn og etnicitet, kan

det være opvækstvilkår, herunder forældres uddannelsesniveau, tilknytning til arbejdsmarkedet samt deres

(relative) indkomstniveau. Det kan også være medfødt talent, funktionsnedsættelser mv.

Skelnen mellem valg og omstændigheder er centrum for litteraturen om ulighed i muligheder. Der eksisterer

imidlertid ikke en entydig kategorisering, idet der ikke er enighed om, hvor skillelinjen går. Nogle filosoffer

er fortalere for, at valg, der er truffet i kraft af personlige præferencer, er et personligt ansvar. For andre går

skillelinjen derimod ved, om forholdet er noget, som individet selv har kontrol over. Der vil således være en

betydelig gråzone, hvor nogle vil mene, at der er tale om et personligt valg, mens andre vil mene, at der er

tale om en omstændighed. Og andre igen vil måske mene, at der kan være tale om begge dele. Et par eksem-

pler kan være med til at underbygge problemstillingen.

Eksempelvis er uddannelse vanskeligt at kategorisere, når man belyser indkomstforskelle. Uddannelse vil i

mange tilfælde være et valg truffet ud fra personlige præferencer. Men uddannelse – eller mangel på samme

– kan også være en konsekvens af medfødt talent, opvækstvilkår (herunder forældres økonomiske formåen),

funktionsnedsættelser mv.

Et andet eksempel kunne være ryge- og alkoholvaner. Nogle vil sikkert mene, at det er et personligt valg, om

man ryger og drikker. Andre vil mene, at vanerne kan hænge sammen med ens sociale baggrund og opvækst,

og derfor i højere grad bør betragtes som en omstændighed. Kategoriseringen vil være afgørende for, om for-

skelle i helbred, der knytter sig til rygning og alkohol, betragtes som ulighed eller ej.

Held og uheld har også betydning for forskelle i udfald. Der skelnes typisk mellem pludselig opstået

held/uheld og held/uheld, der er opsøgt. Førstnævnte type bliver typisk betragtet som en omstændighed

uden for individets kontrol. Det kan fx være, at man pludselig bliver blind på grund af en genetisk fejl eller

arver en formue fra en fjern slægtning. Held, der er opsøgt, er typisk en kombination af personlige valg og

omstændigheder. Det er fx et personligt valg, om man køber en lotteriseddel, men uden for individets kontrol

om lotterisedlen giver gevinst.

Sammenfattende kan man sige, at enhver opgørelse af ulighed i muligheder afhænger af kategoriseringen af

henholdsvis valg og omstændigheder, hvorfor opgørelserne også må anses som indikative.

Teorierne om ulighed i muligheder har været med til at kaste nyt lys og givet en fornyet indsigt i spørgsmålet

om ulighed. Det er imidlertid et åbent spørgsmål, hvorvidt man nogensinde vil opnå en fuld forståelse af de

mekanismer, der fører til ulighed. Fx er indkomstdannelsen en meget dynamisk proces, hvor det både forstå-

elsesmæssigt, men også rent metodisk, kan være vanskeligt at isolere effekterne af henholdsvis valg og om-

stændigheder.

Se Fleurbaey (2008) for en gennemgang.

118

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Det kan eksempelvis være en afgørende omstændighed for mulighederne i livet, hvis op-

væksten har været præget af omsorgssvigt, misbrug i hjemmet eller lignende. Det kan fx

komme til udtryk ved anbringelse uden for hjemmet eller forebyggende sociale foran-

staltninger, herunder fast kontaktperson og aflastningsophold. Blandt 35-årige, der er

opvokset i Danmark, har omkring 9 pct.

været omfattet af en anbringelse eller en per-

sonrettet forebyggende foranstaltning på et tidspunkt i barn- eller ungdommen (udsat

som barn/ung). Omvendt kan ressourcestærke forældre være med til at give gunstige

opvækstvilkår, fx hvis forældrene har været placeret i toppen af indkomstfordelingen,

mens man var barn. Eksempler på omstændigheder fremgår af

figur 4.35.

Figur 4.35

Eksempler på omstændigheder, 2018

Pct. af 35-årige

Forældre med grundskole som

højest fuldførte uddannelse

Opvækst i almen bolig

Udsat som barn/ung

Forældre i 10. indkomstdecil

Anm.: Opgjort på baggrund af populationen af 35-årige i 2018, jf. boks 4.5. Se endvidere bilag 4.4 for opgørelsen af

de fire variable.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det er et velkendt resultat fra analyser af social mobilitet, at udfald i voksenlivet er kor-

releret med forældres uddannelse og indkomst. Det danske samfund er generelt præget

af en høj grad af social mobilitet (lille korrelation). Det kan eksempelvis ses ved analyser

af, i hvor høj grad individers indkomst er sammenfaldende med forældrenes indkomst.

Et lille sammenfald er udtryk for høj social mobilitet. Børn af forældre i bunden af ind-

komstfordelingen er i høj grad spredt ud på hele indkomstfordelingen som voksne. Det

samme er tilfældet for børn af forældre i toppen indkomstfordelingen,

jf. figur 4.36 og

4.37.

Forebyggende sociale foranstaltninger består af såvel person- som familierettede foranstaltninger. Der er ikke

registerdata for de familierettede foranstaltninger før 2014. De 9 pct. er derfor en undervurdering af, hvor stor en

andel af de 35-årige i 2018, som har været omfattet af sociale indsatser i løbet af deres opvækst.

Ulighedsredegørelsen 2020

119

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.36

Placering i indkomstfordelingen for børn af

forældre i 1. kvintil (laveste 20 pct.),

2015-2018

5. kvintil

Figur 4.37

Placering i indkomstfordelingen for børn af

forældre i 5. kvintil (øverste 20 pct.),

2015-2018

1. kvintil

11 pct.

4. kvintil

14 pct.

34 pct.

1. kvintil

5. kvintil

33 pct.

13 pct.

2. kvintil

14 pct.

18 pct.

3. kvintil

23 pct.

17 pct.

3. kvintil

2. kvintil

4. kvintil

Anm.: Børn fra årgang 1974-1977. Se desuden anmærkning til figur 6.10 i

Fordeling og Incitamenter, 2017.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Høj social mobilitet peger i retning af lav ulighed i muligheder. Forældres indkomstni-

veau kan dog næppe stå alene som udtryk for et individs omstændigheder. De fleste vil

nok mene, at omstændigheder og særligt opvækstvilkår har flere facetter.

4.5 Opgørelse af ulighed i muligheder

I dette afsnit præsenteres en måling af, hvor stor en del af de samlede indkomstforskelle,

der kan henføres til ulighed i muligheder. Målingen må betragtes som et underkants-

skøn, blandt andet fordi registerdata ikke giver mulighed for en komplet afdækning af

alle faktorer med relevans for indkomstdannelsen, herunder en klar skelnen mellem

omstændigheder og valg, jf. boks 4.4 ovenfor.

I den økonomiske litteratur om ulighed i muligheder er der forskellige tilgange til at op-

gøre uligheden. Der skelnes typisk mellem to tilgange:

ex-ante

ex-post.

I ex-ante-til-

gangen er der fuld lighed i muligheder, når mulighederne for udfald – fx indkomst – er

uafhængig af dit udgangspunkt i livet (dine omstændigheder). Udfaldet kan sagtens va-

riere fra person til person, men det må ikke kunne henføres til forskelle i omstændighe-

der. I ex-post-tilgangen er der fuld lighed i muligheder, når personer med samme ind-

sats og valg opnår samme udfald. Der kan altså godt være variation i udfaldet, men det

må kun være mellem personer med forskellige indsatser og valg.

Der er forskel på den metodiske tilgang til at kvantificere de to tilgange til ulighed i mu-

ligheder. Ex-post-tilgangen forudsætter variable for indsats og valg, som kan måles og

opgøres på personniveau. Det er selvsagt vanskeligt. Ex-ante-tilgangen kan lettere kvan-

120

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

tificeres, idet der her benyttes mere objektive oplysninger om individet som fx køn, etni-

citet, familiebaggrund og andre opvækstvilkår. I opgørelsen af ulighed i muligheder er

det derfor valgt at benytte ex-ante-tilgangen, jf. boks 4.5.

Boks 4.5

Metode og data

Ulighed i muligheder opgøres i denne analyse ved ex-ante tilgangen. Metodisk indebærer det, at analysepopu-

lationen opdeles i grupper med samme observerbare omstændigheder. Analysegrundlaget er baseret på år-

gange af 35-årige mellem 2010-2018 og deres disponible indkomster i året. 35-årige er valgt for at kunne have

adgang til data om personernes opvækstvilkår. Målgruppens omstændigheder opgøres som udgangspunkt,

når de er 15 år. Det er dermed en forudsætning, at personen var i befolkningen både som 15-årig og 35-årig.

Det ekskluderer personer, der er indvandret til Danmark, efter de er fyldt 15 år og personer, der er udvandret

eller døde, inden de er fyldt 35 år. Personer med negative disponible indkomster som 35-årige indgår ikke.

I hovedanalysen indgår følgende omstændighederne:



Køn (0/1)



Geografi (1/2/3)



Bor i almen bolig (0/1)



Dansk oprindelse (0/1)



Opbrud i familien (0/1)



Udsat som barn/ung (0/1)



Begge forældre i beskæftigelse el. uddannelse (0/1)



Forældres uddannelsesniveau (1/2/3)



Forældre i 10. decil (0/1)

Omstændighederne er yderligere uddybet i bilag 4.4. I bilag 4.5 er endvidere foretaget en række følsomheds-

beregninger. Både i forhold til omstændigheder, aldersafgrænsning af analysepopulation og periodeafgræns-

ning af indkomst.

Ud fra kombinationen af de forskellige omstændigheder, bliver gruppen af 35-årige opdelt i 1.152 forskellige

”typer”: (2^7) x 3^2 = 1.152. Godt 40 pct. af kombinationerne forekommer dog ikke i data. Et eksempel på en

type er 35-årige kvinder, hvis forældre var faglærte og i beskæftigelse, men ikke placeret i 10. indkomstdecil,

da kvinderne var 15 år. De har haft en stabil opvækst i den forstand, at de ikke er vokset op i en opbrudt fami-

lie, og de har aldrig været omfattet af en social indsats (anbragt eller modtaget personrettede forebyggende

foranstaltninger). De er opvokset i et tyndtbefolket område, men ikke i en almen bolig, og de har dansk oprin-

delse.

Ved hjælp af OLS-estimation over alle 35-årige, kan der dannes prædikterede indkomster for hver type ud fra

baggrundsvariablene (omstændighederne). Det vil sige, at alle, der har identiske omstændigheder (samme

type), får samme (forventede) indkomst. Dermed dannes en kontrafaktisk indkomstfordeling, der alene af-

spejler indkomstforskelle mellem typerne. Hvis der ingen indkomstforskel er mellem typerne, svarer det til

fuld lighed i muligheder efter ex-ante-tilgangen. Se Juárez & Soloaga (2014) for estimationsmetode.

Indkomstforskelle, der kan henføres til ulighed i muligheder, kan opgøres ved at sætte indkomstforskellene i

den kontrafaktiske indkomstfordeling i forhold til indkomstforskellene i den faktisk indkomstfordeling. Til at

opgøre indkomstforskellene i begge fordelinger anvendes variationsmålet ”mean log deviation” (MLD), hvil-

ket er et af standardmålene i den empiriske litteratur om ulighed i muligheder. MLD har den fordel, at det

kan dekomponeres fuldt ud, ligesom det tager højde for typernes relative størrelse. Se evt. boks 2.1 i kapitel 2

for en gennemgang af forskellige variationsmål.

Ulighedsredegørelsen 2020

121

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

I den empiriske metode til ex-ante-tilgangen bliver alle med samme observerede om-

stændigheder karakteriseret som samme ”type” og får den samme indkomst

. Herved

fremkommer en kontrafaktisk indkomstfordeling. Den eneste variation i den kontrafak-

tiske indkomstfordeling er derfor

mellem

typerne, fordi alle personer, der er samme type

(har de samme omstændigheder), har samme kontrafaktiske indkomst.

Variation

inden for

typerne neutraliseres, fordi denne variation ikke er i fokus i ex-ante-

tilgangen. Variationen inden for typerne repræsenterer forskelle i alt det, der ikke er ob-

serverbare omstændigheder, fx valg af uddannelse, arbejdstid, branche, indsats mv. Va-

riationen inden for typerne kan også dække over elementer af fx held og tilfælde.

Hvis den kontrafaktisk indkomstfordeling er helt lige, vil der ikke være indkomstfor-

skelle mellem typerne, hvilket vil svare til en situation med fuld lighed i muligheder. De

faktiske indkomstforskelle vil dermed alene kunne henføres til andre faktorer end de ob-

serverbare omstændigheder. I den modsatte situation med fuld ulighed i muligheder, vil

de kontrafaktiske indkomster ligge oven i de faktiske indkomster. Det vil svare til, at de

faktiske indkomstforskelle alene kan henføres til de observerbare omstændigheder.

For analysepopulationen af 35-årige med de angivne omstændigheder er den kontrafak-

tiske indkomstfordeling placeret imellem de to ekstremer, men er dog relativt lige. Ana-

lysen peger altså på et vist – om end begrænset – niveau for ulighed i muligheder i Dan-

mark,

jf. figur 4.38.

Se boks 4.5 for et eksempel på en type.

122

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.38

Faktiske vs. estimerede disponible indkomster, 2018

1.000 kroner

1.200

1.000

800

600

400

200

1. 4. 7. 10. 13. 16. 19. 22. 25. 28. 31. 34. 37. 40. 43. 46. 49. 52. 55. 58. 61. 64. 67. 70. 73. 76. 79. 82. 85. 88. 91. 94. 97.100.

Indkomstpercentiler

Faktiske indkomster

Estimerede indkomster

1.000 kroner

1.200

1.000

800

600

400

200

Anm.: Opgjort på baggrund af populationen af 35-årige i 2018, jf. boks 4.5.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Sættes variationsmålet for den kontrafaktiske indkomstfordeling i forhold til variations-

målet for den faktiske indkomstfordeling, viser analysen, at ca. 8 pct. af de samlede ind-

komstforskelle i 2018 kan henføres til ulighed i muligheder,

jf. figur 4.39.

Figur 4.39

Indkomstforskelle og ulighed i muligheder

Andel af indkomstforskelle,

der kan henføres til ulighed i muligheder

Figur 4.40

Indkomstforskelle der kan henføres til

ulighed i muligheder, 2010-2018

Andel af indkomstforskelle, pct.

8 pct.

92 pct.

2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018

Øvrige indkomstforskelle

Anm.: Opgjort på baggrund af populationen af 35-årige, jf boks 4.5.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det peger på, at en stor del af indkomstforskellene er drevet af de forskellige valg, man

tager gennem livet samt de personlige egenskaber og indsatser, der ikke kan observeres i

data. Derfor bør de 8 pct. også ses som et underkantsskøn for den faktiske ulighed i mu-

Ulighedsredegørelsen 2020

123

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

ligheder. Analysen er gentaget for 35-årige hvert år tilbage til 2010, som viser, at ni-

veauet for ulighed i muligheder kun har mindre udsving. Resultatet synes dermed at

være robust over tid,

jf. figur 4.40.

Visse databegrænsninger gør, at alternative afgrænsninger og omstændigheder kun kan

observeres i enkelte år og ikke over tid. Der er derfor foretaget følsomhedsanalyser ved

hhv. at inkludere folkeskolekarakterer (proxy for evner), undersøge en større kohorte

(35-45-årige), anvende treårigt gennemsnit af indkomster mv. Resultatet er også robust

i forhold til disse følsomheder,

jf. bilag 4.5.

Robustheden understøtter, at indkomstforskellene mellem typerne ligger relativt fast.

Det ses også ved, at særligt de hyppigst forekommende typer er vanskelige at opdele

yderligere, hvormed en stor del af variationen forbliver inden for typerne,

jf. boks 4.6.

124

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Boks 4.6

Typernes størrelse og indkomstforskelle mellem typer

Analysen peger på, at omkring 8 pct. af indkomstforskellene blandt 35-årige kan henføres til ulighed i mulig-

heder baseret på forskelle i observerbare omstændigheder. For bedre at forstå det målte niveau for ulighed i

muligheder, kan man se nærmere på de forskellige typer, der følger af kombinationerne af omstændigheder

(en type er en gruppe af personer med de samme omstændigheder). I den sammenhæng er det værd at hæfte

sig ved interaktionen mellem to forhold. For det

første

typernes størrelse (andel af populationen). Jo større

typerne er, jo mere vil de – alt andet lige – bidrag til den målte ulighed. For det

andet

variationen i indkom-

sten mellem typer. Jo større variationen er, jo større vil den målte ulighed i muligheder være.

Det generelle billede er, at indkomstforskellene mellem typer især er stor mellem de typer, der udgør en me-

get lille del af populationen, mens indkomstforskellene mellem typer, der fylder meget, er beskeden,

jf. figur

Begge forhold trækker – isoleret set – i retning af, at indkomstforskellene mellem typer – og dermed det

målte niveau for ulighed i muligheder – udgør en begrænset del af de samlede indkomstforskelle.

De to typer, der udgør den største del af analysepopulationen, er 35-årige mænd og kvinder, hvis forældre var

faglærte og i beskæftigelse, men som ikke var placeret i 10. indkomstdecil, da mændene og kvinderne var 15

år. De har haft en stabil opvækst i den forstand, at de ikke er vokset op i en opbrudt familie, og de har aldrig

været omfattet af en social indsats (anbragt eller modtaget personrettede forebyggende foranstaltninger). De

er opvokset i et tyndtbefolket område, men ikke i en almen bolig, og de har dansk oprindelse. Den tredje- og

fjerdehyppigste type har de samme omstændigheder, på nær at de er opvokset i middelstore byer.

De fire typer udgør tilsammen en femtedel af hele gruppen af 35-årige, og deres gennemsnitlige (faktiske)

indkomster ligger relativt tæt på hinanden. Indkomstforskellene mellem de fire typer er således begrænset og

bidrager derfor ikke i væsentlig omfang til ulighed i muligheder. Det kan naturligvis være udtryk for, at der er

væsentlige omstændigheder, som ikke indgår i analysen. Omvendt er det er vanskeligt at identificere obser-

verbare omstændigheder, som kan opdele en stor gruppe mennesker, der i store træk minder om hinanden.

Mellem de mindre hyppige typer finder man større forskel i de gennemsnitlige indkomster, hvilket kan anses

som ulighed i muligheder. Men fordi disse typer ikke forekommer særlig hyppigt, betyder det, at indkomst-

forskellene mellem typerne udgør en relativt lille del af de samlede indkomstforskelle.

Figur a

Typernes populationsstørrelse og gennemsnitlige faktiske indkomst

Gns. disponibel indkomst (1.000 kr.)

450

400

350

300

250

200

150

Pct. af gruppen

Gns. disponibel indkomst (1.000 kr.)

450

400

350

300

250

200

150

Anm.: Gruppen er her de 35-årige i 2018, jf. boks 4.5. Af illustrative grunde indeholder figuren kun de typer, hvor

populationen for typen er større end 100 personer. Datapunktet er centrum af cirklen. Cirklernes størrelse

repræsenterer typernes relative størrelse til hinanden (svarende til værdien på x-aksen).

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ulighedsredegørelsen 2020

125

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Bidrag til ulighed i muligheder

De forskellige omstændigheder, som indgår i analysen, har ikke samme betydning for

uligheden i muligheder. Ulighedsmålet i den kontrafaktiske indkomstfordeling kan de-

komponeres på de enkelte omstændigheders bidrag. Dekomponeringen viser alene kor-

relationen i data. De kausale sammenhænge skal derfor tolkes med varsomhed.

Sociale problemer i opvæksten (udsat som barn/ung) samt forældres arbejdsmarkedstil-

knytning og uddannelse er de omstændigheder, hvor bidraget til ulighed i muligheder er

størst,

jf. figur 4.41.

Figur 4.41

Bidrag til ulighed i muligheder

Pct.

100

Pct.

100

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

Køn

2018

Herkomst

Forældres uddannelse

Forældres beskæftigelse

Udsat som barn/ung

Forældre i 10. decil

Almen bolig

Andet

Anm.: Figuren viser en dekomponering af den andel af indkomstforskellene, der kan henføres til ulighed i mulighe-

der, jf. figur 4.40 ovenfor. ”Udsat som barn/ung” er en markør for de personer, der på et tidspunkt i barndoms-

eller ungdomsårene har været anbragt uden for hjemmet eller modtaget en personrettet forebyggende foran-

staltning. Personer, der har oplevet opbrud i familien i barndommen samt geografiske indikatorer, er lagt sam-

men i ”Andet”. Se uddybning af omstændigheder i bilag 4.4.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

At opvækstvilkårene er de omstændigheder, der bidrager mest til ulighed i muligheder,

falder fint i tråd med, at der ikke er fuldkommen social mobilitet i Danmark.

Dekomponeringen peger også på, at køn bidrager til ulighed i muligheder. Det skal dog

tolkes med varsomhed, idet analysepopulationen er 35-årige. På det tidspunkt har

mænd typisk noget længere anciennitet på arbejdsmarkedet end kvinder, hvilket kan

være en del af forklaringen.

Arbejdsmarkedstilknytning og uddannelse

Det foregående afsnit går i dybden med indkomstforskellene mellem typer, som udtryk

for ulighed i muligheder. Analysen peger på, at ulighed i muligheder spiller en rolle for

indkomstforskellene. Men langt størstedelen af de samlede indkomstforskelle er inden

126

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

for typerne – det vil sige indkomstforskelle mellem personer med de samme observe-

rede omstændigheder,

jf. figur 4.39 ovenfor.

En del af disse indkomstforskelle vil kunne

henføres til forskellige valg og indsatser, men det er svært at gøre entydigt.

Som nævnt er det vanskeligt at konstruere mål for individers indsatser og valg. Det kan

være på grund af databegrænsninger. Men også fordi det kan være vanskeligt at foretage

en skarp skelnen mellem omstændigheder og valg.

Eksempelvis kan man observere, hvilket uddannelsesniveau og hvilken tilknytning til ar-

bejdsmarkedet analysepopulationen har som 35-årige. Lægges dette ind i analysen, bli-

ver typerne opdelt yderligere i seks uddannelsesgrupper og tre grader af arbejdsmar-

kedstilknytning.

Tilknytningen til arbejdsmarkedet vil i stor udstrækning være baseret på individuelle

valg, herunder i forhold til arbejdstid. Omvendt vil arbejdsløshed i de fleste tilfælde være

ufrivillig. Tilsvarende har vi bred og lige adgang til uddannelse i Danmark og dermed en

stor grad af frihed til selv at vælge uddannelse. Men vejen igennem uddannelsessyste-

met vil for nogle være påvirket af opvækstvilkår og øvrige omstændigheder.

I de resterende indkomstforskelle kan der altså være forskelle, som kan henføres til valg,

og herunder valg, der er korreleret med omstændigheder. Men det kan være svært at

skelne entydigt. Inkluderes uddannelsesniveau og arbejdsmarkedstilknytning i opdelin-

gen af typer, kan – samlet set – godt 40 pct. af indkomstforskellene henføres til arbejds-

markedstilknytning og uddannelsesniveau samt de observerede omstændigheder i ana-

lysen,

jf. figur 4.42.

Ulighedsredegørelsen 2020

127

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Figur 4.42

Betydningen af beskæftigelsesgrad og valg af uddannelse for indkomstforskelle

Ulighed i muligheder, pct. af indkomstforskelle

Omstændigheder

+ arbejdsmarkedstilknytning

og valg af uddannelse

Anm.: Arbejdsmarkedstilknytning opdeles i tre grupper; 1) Fuldtidsbeskæftigede, 2) Deltids- og delårsbeskæftigede

samt selvstændige, 3) Resten. Højest fuldførte uddannelse som 35-årig er opdelt i hhv. 1) Grundskole eller

uoplyst, 2) Ungdomsuddannelse, 3) Faglærte, 4) KVU, 5) MVU og 6) LVU.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Hovedparten af de knap 40 pct. vil formentlig afspejle personlige valg og indsatser, der

knytter sig til uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning. Men det er vanskeligt at sætte

et præcist tal, fordi uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning er korreleret med de ob-

serverede omstændigheder, der indgår i analysen. Og derfor må det også antages, at ind-

komstforskelle, der følger af uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning, i nogle tilfælde

vil afspejle ulighed i muligheder.

Ulighed i muligheder internationalt

Danmarks niveau for ulighed i muligheder er også relativt lavt i en international sam-

menhæng. Internationale sammenligninger af indkomstforskelle har traditionelt set væ-

ret ét af de værktøjer, som interesserede har kunne pejle efter for at forstå og nuancere

samfundsudviklingen. To lande med omtrent ens niveauer for indkomstforskelle, men

med vidt forskellige niveauer for ulighed i muligheder, har dog ikke nødvendigvis behov

for de samme interventioner. Derfor kan der være grund til at sammenholde de overord-

nede indkomstforskelle med ulighed i muligheder, når der foretages internationale sam-

menligninger,

jf. boks 4.7.

128

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 4

Ulighed i bredere forstand

Boks 4.7

Ulighed i muligheder i internationalt perspektiv

Den relativt lave ulighed i muligheder i Danmark er også lav i sammenligning med andre lande. Det viser

Brunori et al (2013), der er et opsamlingsstudie af flere forskellige studier af ulighed i muligheder. Her ligger

Danmark lavt i forhold til de overordnede indkomstforskelle, mens niveauet for ulighed i muligheder er på

niveau med resten af Europa.

Chetti et al (2010), som de specifikke resultater for Danmark og resten af Europa er baseret på, er foretaget

på SILC-data fra 2005. SILC er en spørgeskemaundersøgelse, som udarbejdes til brug for EU’s statistiske

arbejde, og i den danske SILC indgår der normalt ca. 6.000 husstande. I det pågældende studie er resulta-

terne for Danmark dog baseret på ca. 2.600 personer. Resultaterne skal derfor tolkes med varsomhed, da der

er tale om en meget begrænset stikprøve af befolkningen.

Studiet peger desuden på, at landene i de enkelte verdensdele typisk opnår sammenlignelige niveauer for

både indkomstforskelle og ulighed i muligheder. Herudover er der en tendens til, at jo større indkomstfor-

skelle der er i et land, jo større vil uligheden i muligheder også være,

jf. figur a.

Figur a

Ulighed i muligheder og indkomstforskelle

Ulighed i muligheder, pct. af indkomstforskelle

0,00

DEN

(2018)

CYP

TUR

LUX IRE

AUS

ESP

NTL

BEL

USA

GER GRE

LTH

SLK FRA

ITA LTV

POR

CZE

SWE

EST

FIN

POL

HUN

SLV

NOR

0,10

Europa

0,20

0,30

0,40

Indkomstforskelle (MLD)

0,50

0,60

0,70

Andre

0,80

MDG

IND

IVC

GHA

GUI

EGT

UGA

PERU

ECU

COL

Ulighed i muligheder, pct. af indkomstforskelle

GUA

PAN

SAF

BRZ

Afrika

Latinamerika

Anm.: Ulighed i muligheder er illustreret vha. ex-ante-tilgangen. Den røde prik er det opdaterede tal for Danmarks ulig-

hed i muligheder baseret på registerdata i 2018, jf. figur 4.39. Den røde prik er derfor ikke direkte sammenlignelig

med de øvrige lande.

Kilde: Brunori et al (2013), Checchi et al (2010) samt egne beregninger.

Ulighedsredegørelsen 2020

129

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 4.1

Litteratur

Boarini, R., M. Comola, C. Smith, R. Manchin & F. De Keulenaer (2012).

What makes

for a better life? The determinants of subjective well-being in OECD-countries: Evi-

dence from the Gallup World Poll. OECD.

Statistics Directorate Working Paper No. 47

Brunori, P., F.H.G. Ferreira & V. Peragine (2013).

Inequality of opportunity, income in-

equality, and economic mobility: Some international comparisons. Getting develop-

ment right.

Palgrave Macmillan, New York, 2013. 85-115

Checchi, D., V. Peragine & L. Serlenga (2010).

Fair and Unfair Income Inequalities in

Europe.

IZA DP No. 5025

Clark, A.E., S. Flèche, R. Layard, N. Powdthawee & G. Ward (2017).

The Key Determi-

nants of Happiness and Misery.

Ch. 5 in World Happiness Report 2017

Eurostat (2017).

Final report of the expert group on quality of life indicators.

Statistical

reports

Ferreira, F.H.G. & V. Peragine (2015).

Equality of Opportunity: Theory and evidence.

IZA DP No. 8994

Fleurbaey, M. (2008).

Fairness, Responsibility and Welfare,

Oxford University Express,

Oxford

Juárez, F.W.C. & I. Soloaga (2014). iop:

Estimating ex-ante inequality of opportunity.

The Stata Journal (2014) 14, Number 4, pp. 830-846

Juel, K. & M. B. Koch (2013).

Social ulighed i dødelighed i Danmark gennem 25 år. Be-

tydningen af rygning og alkohol.

Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universi-

tet

Layard, R., A. Clark & C. Senik (2012).

The Causes of Happiness and Misery.

Ch. 3 in

World Happiness Report 2012

Murtin, F., J. Mackenbach, D. Jasilionis & M. Miro d’Ercole (2017).

Inequalities in lon-

gevity by education in OECD countries: Insights from new OECD estimates.

OECD Sta-

tistics Working Papers 2017/02

OECD (2020).

How’s life? Measuring well-being.

OECD Publishing, Paris,

https://doi.org/10.1787/9870c393-en

Ramos, X. & D. Van de gaer (2012).

Empirical Approaches to Inequality of Oppor-

tunity: Principles, Measures, and Evidence.

IZA DP No. 6672

Roemer, J.E. (1993).

A pragmatic theory of responsibility for the egalitarian planner.

Philosophy and Public Affairs 22, 146-166

www.oim.dk

Ulighedsredegørelsen 2020

131

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 4.1

Litteratur

Roemer, J.E. (1998).

Equality of Opportunity.

Harvard University Press, Cambridge,

M.A.

Roemer, John E., and Alain Trannoy. 2016.

Equality of Opportunity: Theory and Meas-

urement. Journal of Economic Literature,

54 (4):1288-1332.

Sundhedsstyrelsen (2020).

Indsatser mod ulighed i sundhed.

København.

Sundhedsstyrelsen (2020).

Social ulighed i sundhed og sygdom.

Udarbejdet for Sund-

hedsstyrelsen af Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

132

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 4.2

Beregninger af middellevetid

Middellevetid er et statistisk begreb, der benyttes til at estimere en forventet levetid ud

fra dødshyppigheden på hvert alderstrin i befolkningen. Der tages således ikke højde for

sund aldring, medicinteknologiske fremskridt mv.

Til beregning af middellevetid benyttes Danmarks Statistiks metode, som er beskrevet i

notatet

Beregning af middellevetid

(https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/befolk-

ning-og-valg/doedsfald-og-middellevetid/middellevetid).

Normalt vises middellevetid for 0-årige, men kan også beregnes for senere aldre. Her

angiver middellevetiden den forventede levetid givet, at personen har opnået den givne

alder. I analysen er det valgt at vise middellevetiden for 40-årige af følgende tre grunde.

For det første bliver de fleste 40 år. For det andet har de fleste færdiggjort deres uddan-

nelse på dette tidspunkt i livet. Og endelig er dødsfald før 40-årsalderen formentlig i

mindre grad socialt betinget.

Ved beregninger på kommuneniveau samles oplysninger for fire år om personer, der har

bopæl i kommunen ved årsskiftet. Det vil sige, at dødshyppigheden for en given alder i

en given kommune beregnes ud fra dødeligheden blandt personer med den givne alder,

der har boet i kommunen i mindst et af de fire år. Fx er dødshyppigheden for 50-årige i

Københavns Kommune i perioden 2015-2018 beregnet for alle personer, som boede i

kommunen 31. december i 2015, 2016, 2017 eller 2018, mens de var 50 år, sammenholdt

med oplysninger om, hvorvidt de døde før 31. december året efter.

Ved beregninger af middellevetid for personer med forskelligt uddannelsesniveau tages

der højde for, at der ikke er oplysninger om uddannelsesniveau for personer født før

1921. Det antages, at dødshyppigheden for den enkelte uddannelsesgruppe følger ten-

densen i hele befolkningen for de alderstrin, der ikke er oplysninger for. Der er med an-

dre ord tale om en ekstrapolation af de uddannelsesspecifikke dødshyppigheder.

www.oim.dk

Ulighedsredegørelsen 2020

135

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 4.3

Middellevetid og indkomstmobilitet

Den forventede levealder er stigende med indkomsten. Personer i den øvre del af ind-

komstfordelingen kan se frem til en længere restlevetid end personer med relativt lave

indkomster.

Den forventede levealder for en bestemt indkomstgruppe beregnes ofte ved at akkumu-

lere dødeligheden for ældre kohorter inden for samme indkomstgruppe. Heri ligger den

bagvedliggende antagelse, at personer bliver i den samme indkomstgruppe hele livet.

Der er imidlertid stor indkomstmobilitet over livet i Danmark, som følge af fx overgang

fra uddannelse til beskæftigelse, tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet mv.

Forskere fra Økonomisk Institut, Københavns Universitet viser med danske data, hvor

stor betydning det har for forskellene i levealder, at indkomstmobilitet inkluderes i be-

regningerne af den forventede restlevealder. I stedet for at antage, at personer beholder

den samme placering i indkomstfordelingen fra 40-årsalderen og frem, anvender for-

skerne en såkaldt ”mover-stayer-model”, der skønner over personernes forventede ind-

komstudvikling.

Overordnet set halveres forskellene i levealder for både mænd og kvinder, når der korri-

geres for indkomstmobilitet. Forskelle i levealder for 80. percentil i forhold til 20. per-

centil er 4,6 år for mænd og 4,1 år for kvinder. Når der tages højde for indkomstmobili-

tet, reduceres forskellene til henholdsvis 2,4 år og 2,2 år,

jf. figur 1 og figur 2.

Figur 1

Forventet levealder for 40-årige, mænd

År

Figur 2

Forventet levealder for 40-årige, kvinder

År

40 50 60 70 80

Indkomstpercentiler

Korrigeret for indkomstmobilitet

100

40 50 60 70 80

Indkomstpercentiler

Korrigeret for indkomstmobilitet

100

www.oim.dk

Anm.: Forventet levealder er opgjort på baggrund af akkumuleret dødelighed opdelt på indkomst.

Kilde: Kreiner, C.T. et al:

Role of income mobility for the measurement of inequality in life expectancy, 2018.

Ulighedsredegørelsen 2020

137

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 4.4

Variable for omstændigheder

Tabel 1

Omstændighed

Forklaring

Angiver den geografiske placering af bopæl, base-

ret på oplysninger i BBR-registret (geokode)

i) Hovedstadsregionen

ii) Bykommuner, hvis største by har mindst

10.000 indbyggere

iii) Øvrige kommuner

Opdeles i hhv. dansk oprindelse og ikke-dansk op-

rindelse. Baseret på oplysninger om oprindelses-

land i befolkningsregistret

Angiver, om bopæl er del af en almen bolig. Base-

ret på oplysninger i BBR-registret (EJERFOR-

HOLD = 20)

Angiver, hvorvidt personen var i forskellige D-fami-

lier i befolkningsregistret ved hhv. 15 år og 8 år.

Forældres højest fuldførte uddannelse i UDDA

i) begge grundskole

ii) minimum én forælder m. gymnasial el. EUD

iii) minimum én forælder m. KVU/MVU/LVU

Forældres socioøkonomiske status i RAS (novem-

ber måned), begge forældre var i beskæfti-

gelse/uddannelse eller ej

Minimum én forælders ækvivalerede disponible

indkomst i top 10 pct. (INDFORD-register)

Proxy for svære opvækstvilkår. Optræder man på

noget tidspunkt i enten BUA (anbringelser) eller

BUFO (personrettede forebyggende foranstaltnin-

ger).

Tidspunkt

Geografi

Nedslag ved 15 år

Herkomst

Ingen aldersbegrænsning

Almen bolig

Opbrudt familie

Nedslag ved 15 år

Nedslag ved 15 og 8 år

Forældres uddannelse

Nedslag ved 15 år

Forældres beskæftigelse

Forældre i 10. decil

Nedslag ved 15 år

Udsat som barn/ung

Ingen aldersbegrænsning

Anm.: Forældre er i denne henseende de biologiske forældre (CPR-forældre). Forebyggende sociale foranstaltnin-

ger består af såvel person- som familierettede foranstaltninger. Der er ikke registerdata for de familierettede

foranstaltninger før 2014.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

www.oim.dk

Ulighedsredegørelsen 2020

139

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 4.4

Variable for omstændigheder

Tabel 2

Deskriptiv statistik, omstændigheder, 2018

Køn

Geografi

Herkomst

Almen bolig

Opbrudt familie

51 pct.

af de 35-årige er mænd

28 pct.

af de 35-årige boede i Hovedstadsområdet, da de var 15 år,

mens

33 pct.

boede i større bykommuner, og

39 pct.

boede i mere

tyndtbefolkede områder

7 pct.

af de 35-årige har ikke dansk oprindelse

17 pct.

af de 35-årige var bosat i en almen bolig som 15-årige

5 pct.

af de 35-årige indgik i forskellige familier

som hhv. 8- og 15-årige

Forældrene til

18 pct.

af de 35-årige havde højest

grundskoleuddannelse, mens

46 pct.

havde mindst én forældre,

der var faglært, og

36 pct.

havde mindst én forælder med højere

uddannelse

72 pct.

af de 35-årige havde forældre, der enten var i

beskæftigelse eller uddannelse, da personen selv var 15 år

9 pct.

af de 35-årige havde minimum én forælder, der var placeret i

10. indkomstdecil, da personen selv var 15 år

9 pct.

af de 35-årige var udsat som barn/ung i form af, at de enten

modtog en forebyggende foranstaltning eller var anbragt uden for

hjemmet i barndoms- eller ungdomsårene

Forældres uddannelse

Forældres beskæftigelse

Forældre i 10. decil

Udsat som barn/ung

Anm.: Forebyggende sociale foranstaltninger består af såvel person- som familierettede foranstaltninger. Der er ikke

registerdata for de familierettede foranstaltninger før 2014. De 9 pct. er derfor en undervurdering af, hvor stor

en andel af de 35-årige i 2018, som har været omfattet af sociale indsatser i løbet af deres opvækst.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

140

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 4.5

Følsomhedsanalyser

Større kohorte (35-45-årige i 2018)

Frem for kun at observere 35-årige, analyseres en større kohorte af 35-45-årige i 2018.

Den relative ulighed i muligheder stiger en smule til ca. 9 pct.,

jf. figur 1.

Indkomster +/- 1 år (35-årige i 2017, indkomster 2016-2018)

For at tage højde for tilfældige udsving i indkomster inden for ét år, tages der i stedet

udgangspunkt i 35-årige i 2017 og deres indkomster i 2016-2017-2018, hvor den gen-

nemsnitlige indkomst lægges til grund.

Den relative ulighed i muligheder stiger en smule til ca. 9,2 pct.,

jf. figur 1.

Omstændigheder opgjort ved 10 år frem for 15 år (35-årige i 2018)

Følsomheden omkring nedslagstidspunkt for omstændigheder testes.

Den relative ulighed i muligheder stiger en smule til ca. 8,7 pct.,

jf. figur 1.

Kun fuldtidsbeskæftigede (35-årige i 2018)

Som sammenligningsgrundlag foretages analysen for 35-årige

fuldtidsbeskæftigede.

Den relative ulighed i muligheder er her 11,1 pct.,

jf. figur 1.

Figur 1

Relativ ulighed i muligheder, udvalgte følsomhedsanalyser

Ulighed i muligheder, pct. af indkomstforskelle

Uændret

(Figur 4.39)

Større kohorte

(35-45-årige)

Indkomster +/- 1 år

Omstændigheder

ved 10 år

Fuldtidsbeskæftigede

Ulighed i muligheder, pct. af indkomstforskelle

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Inkludere folkeskolekarakterer (proxy for evner) (32-34-årige i 2018)

Folkeskolekarakterer er noget af det tætteste vi kan komme på at observere evner og

www.oim.dk

personlige egenskaber, som ellers er vanskelige at kvantificere. Folkeskolekarakterer er

Ulighedsredegørelsen 2020

143

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 4.5

Følsomhedsanalyser

langt fra et perfekt mål for dette. Men ved at dele de 32-34-årige op i yderligere 5 typer

afhængig af folkeskolekarakterer, kan vi alligevel tilføje lidt ekstra forklaringsgrad til

analysen. Den relative ulighed i muligheder stiger med ca. 2,4 pct.-point ved inkludering

af folkeskolekarakterer,

jf. figur 2.

Figur 2

Ulighed i muligheder, med og uden folkeskolekarakterer

Ulighed i muligheder, pct. af indkomstforskelle

Ekskl. folkeskolekarakterer

Inkl. folkeskolekarakterer

Ulighed i muligheder, pct. af indkomstforskelle

Anm.: 32-34-årige i 2018. De øvrige omstændigheder er uændrede, jf. boks 4.5.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Data for folkeskolekarakterer findes kun tilbage til 2002. Analysepopulationen ændres

dermed til 32-34-årige i 2018. De øvrige omstændigheder er uændrede. Fordi analyse-

populationen er ændret, er den relative ændring hhv. med og uden folkeskolekarakterer

lagt ind i figuren.

144

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

Danmark er kendetegnet ved, at der er fri og lige adgang til uddannelse. Alligevel er der

en gruppe af unge, restgruppen, som ikke får en uddannelse efter grundskolen. Det er en

gruppe, som af forskellige årsager og på trods af formelt fri og lige adgang til uddannelse

ikke får de samme muligheder som andre unge. Restgruppen er blevet mindre i løbet af

det seneste årti og udgjorde i 2018 godt 18 pct. af de 22-årige.

Der er tale om en sammensat gruppe bestående af unge med forskellige grader af fag-

lige, sundhedsmæssige og sociale udfordringer. Nogle er uafklarede unge med svage fag-

lige forudsætninger fra folkeskolen. Andre kan opleve skoletræthed, og andre igen har

indikationer på psykisk sårbarhed i form af en psykisk diagnose. Der er unge med be-

handlingskrævende stofmisbrug eller kriminalitetshistorik og også en mindre gruppe

unge med alvorlige handicap som fx udviklingshæmning. Der er unge, som har været

anbragt som barn. Og unge som tager en længere pause efter grundskolen, uden at der

er andre tegn på udfordringer end fraværet af uddannelse.

De fleste unge i restgruppen har forsøgt at gennemføre en kompetencegivende uddan-

nelse. En stor del har fx været i gang med en ungdomsuddannelse, men er faldet fra, og

andre har gennemført et erhvervsfagligt grundforløb uden at komme videre på hoved-

forløbet. Mange har flere afbrudte uddannelser bag sig.

En stor del af restgruppen oplever barrierer, som i sig selv kan være medvirkende til, at

de unge fastholdes i restgruppen. For eksempel har knap 5 ud af 10 unge i restgruppen

svage faglige forudsætninger fra folkeskolen, ligesom 3 ud af 10 unge i restgruppen har

været anbragt som barn eller har modtaget forebyggende foranstaltninger. Dertil kom-

mer, at flere end 1 ud af 4 unge i restgruppen er psykisk sårbare med en psykisk diag-

nose, og såvel kriminalitet som stof- eller alkoholmisbrug optræder hos 1 ud af 10 unge i

restgruppen.

Den udbredte tilstedeværelse af indikationer på udfordringer i restgruppen betyder, at

flere end hver tredje i restgruppen kan siges at have komplekse problemer, dvs. indikati-

oner på flere forskellige udfordringer på samme tid. Det er fx unge, som både har indi-

kationer på svage faglige forudsætninger fra folkeskolen og psykisk sårbarhed. I løbet af

det seneste årti er der kommet flere unge med komplekse problemer i restgruppen – an-

delen er vokset fra 28 pct. i 2008 til 38 pct. i 2018 – til trods for at andelen blandt alle

22-årige har været stort set konstant.

Der er således tegn på, at restgruppen – også relativt til andre unge – er blevet svagere

over tid, i takt med at en større del af ungdomsårgangene får en uddannelse.

www.oim.dk

Ulighedsredegørelsen 2020

147

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

Hovedbudskaberne i kapitlet er:

•

Restgruppen er blevet mindre over tid. I 2008 var det 23 pct. af de 22-årige, som

hverken havde eller var i gang med en kompetencegivende uddannelse. I 2018 var

restgruppen reduceret til godt 18 pct.

Mange unge i restgruppen har erfaringer fra uddannelsessystemet. Faktisk har langt

hovedparten af unge i restgruppen forsøgt at få en uddannelse uden at lykkes med

det. Samlet set udgør gruppen af unge med nogen uddannelseserfaring 84 pct. af

restgruppen i 2018.

Restgruppen kan i grove træk deles op i tre næsten lige store grupper baseret på de

målbare udfordringer, som identificeres inden for dette kapitels analytiske ramme:

For det første har 31 pct. ikke umiddelbart nogen udfordringer, der kan identificeres

med data, bortset fra fraværet af uddannelse. Denne gruppe har hverken et decide-

ret svagt fagligt fundament fra grundskolen eller tegn på sociale eller sundheds-

mæssige udfordringer.

Dernæst er der en gruppe på 32 pct., som har indikationer på en enkeltstående ud-

fordring i form af (først og fremmest) enten svage faglige forudsætninger fra folke-

skolen eller psykisk sårbarhed. De fleste i denne gruppe har indikationer på én af

disse to udfordringer, men har i øvrigt ikke tegn på sociale udfordringer som fx mis-

brug eller en belastet opvækst. Der er dog også et mindretal af unge i restgruppen,

som har et tilsyneladende enkeltstående tegn på social udfordring.

Endelig har 37 pct. af de unge i restgruppen flere – og i mange tilfælde komplekse –

udfordringer på samme tid. Det er fx unge, som har svage faglige forudsætninger, og

som samtidig har indikationer på psykisk sårbarhed, men det kan også være unge

med indikationer på flere sociale udfordringer på samme tid, fx både kriminalitet og

misbrug.

Efterhånden som en større del af ungdomsårgangene har fået en uddannelse, er de,

som er tilbage i restgruppen, blevet svagere målt på en række indikatorer. Andelen

af unge i restgruppen med komplekse problemer er vokset fra 28 pct. i 2008 til 38

pct. i 2018, til trods for at der ikke generelt er kommet flere unge med komplekse

problemer.

Ligeledes er der også kommet relativt flere i restgruppen, som alene har indikatio-

ner på psykisk sårbarhed, men denne andel har været voksende blandt alle unge,

både i og uden for restgruppen.

•

148

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

5.1 Restgruppen uden uddannelse

Restgruppen er i denne analyse defineret som personer, der ikke har en studie- eller er-

hvervskompetencegivende uddannelse – dvs. enten en gymnasial uddannelse, en er-

hvervsuddannelse eller en videregående uddannelse – og som heller ikke er i gang med

en uddannelse.

Det er personer, som typisk har grundskolen som højest fuldførte uddannelse. Nogle har

taget andre ikke-kompetencegivende uddannelser, fx et erhvervsfagligt grundforløb, og

mange har afbrudt en eller flere ungdomsuddannelser.

For at få så aktuelt et billede af restgruppen som muligt opgøres restgruppen blandt 22-

årige.

Ved 22-årsalderen har de fleste unge færdiggjort en kompetencegivende uddannelse.

Andre er måske stadig i gang med hovedforløbet på en erhvervsuddannelse, men har

færdiggjort grundforløbet, og der er også unge, som i 22-års alderen mangler den sidste

del af en gymnasial uddannelse.

Der er dog også en mindre gruppe, som på statustidspunktet endnu ikke har færdiggjort

en kompetencegivende uddannelse og heller ikke er i gang med en uddannelse. Det er

denne gruppe, som i analysen betegnes restgruppen,

jf. boks 5.1.

Det bemærkes, at nærværende definition af restgruppen adskiller sig fra den gruppe af

unge, som indgår i de nye uddannelsespolitiske målsætninger vedtaget i forbindelse med

Aftale om bedre veje til uddannelse og job

fra oktober 2017. Den pågældende målsæt-

ning vedrører unge i alderen 15-24 år, som hverken har en uddannelse, er i gang med en

uddannelse eller er i beskæftigelse. Målsætningen er, at alle 25-årige skal have gen-

nemørt en uddannelse, være i uddannelse eller være i beskæftigelse.

Ulighedsredegørelsen 2020

149

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

Boks 5.1

Afgrænsning af restgruppen uden uddannelse

Restgruppen udgøres af 22-årige, som ikke har og heller ikke er i gang med en kompetencegivende uddan-

nelse. Personer, som på statustidspunktet er i gang med en kompetencegivende uddannelse, indgår

ikke

restgruppen. Kompetencegivende uddannelser er gymnasiale, erhvervsfaglige eller videregående uddannel-

ser, og populationen omfatter alene personer med dansk oprindelse og efterkommere. Der er set bort fra ind-

vandrere, fordi de i hovedreglen ikke har været i det danske skolesystem i hele deres barndom og ungdom.

Nogle i restgruppen vil senere i livet få en kompetencegivende uddannelse. Når det i analysen er valgt at ob-

servere 22-årige, skyldes det hensynet til at få så aktuelt et billede af restgruppen som muligt samtidig med,

at personerne skal være gamle nok til at kunne have fuldført en uddannelse. Hensynet til at give et aktuelt

billede af restgruppen skyldes blandt andet ønsket om at belyse aktuelle og nuværende udfordringer i et ud-

dannelsessystem, som i de senere år løbende er blevet reformeret.

Andre opgørelser af befolkningen efter højest fuldførte uddannelse gør status over befolkningen som 30-34-

årige, fordi langt størstedelen af befolkningen ved denne alder vil have færdiggjort sin endelige uddannelse.

Blandt de 30-34-årige er det ca. 16 pct., som tilhører restgruppen uden en kompetencegivende uddannelse,

jf. figur a.

Figur a

Restgruppen blandt 30-34-årige, 2018

Figur b

Unge uden en kompetencegivende

uddannelse, årgang 1990-1993

Pct. af årgang

Restgruppen

16 pct.

84 pct.

1990

Alder

1992

1993

Kompetencegivende

uddannelser

1991

Anm.: Figuren til venstre beror på de 30-34-åriges højest fuldførte uddannelse. Her er restgruppen defineret som

alle, der ikke har gennemført enten en gymnasial uddannelse, en erhvervsuddannelse eller en videregående

uddannelse. I figuren til højre opgøres andelen af unge i årgangene 1990-1993, som ikke har opnået en kom-

petencegivende uddannelse ved forskellige aldre. Alene personer med dansk oprindelse og efterkommere.

Kilde: Danmarks Statistik, Statistiskbanken og egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Der er tegn på, at de fleste unge, som ved 22-årsalderen ikke har opnået nogen uddannelse ud over grund-

skolen, med en vis sandsynlighed heller ikke senere opnår en kompetencegivende uddannelse. Efter 22-årsal-

deren er der fortsat nogle unge i restgruppen, som formår at fuldføre en kompetencegivende uddannelse og

dermed forlader restgruppen, men afgangen er lavere end i 20- og 21-årsalderen,

jf. figur b.

Nogenlunde samme tilgang har været benyttet af Ekspertgruppen om bedre veje til en ungdomsuddannelse.

Her tog man udgangspunkt i gruppen af unge ved udgangen af det kalenderår, hvor de fyldte 23 år.

Ekspertgruppen om bedre veje til en ungdomsuddannelse (2017),

Bedre veje til en ungdomsuddannelse – anbe-

falinger til regeringen.

150

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

I 2018 var 18 pct. af de 22-årige en del af restgruppen, svarende til 12.000 personer,

jf.

figur 5.1.

Figur 5.1

Unge i restgruppen, 2008-2018

Pct. af 22-årige

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

2018

Anm.: Årgang 1986-1996. Alene personer med dansk oprindelse og efterkommere. Restgruppen omfatter alle, som

på statustidspunktet hverken har gennemført eller er i gang med en gymnasial uddannelse, en erhvervsud-

dannelse eller en videregående uddannelse. Statustidspunktet er personernes 22-års fødselsdag.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Over de seneste 10 år er restgruppen blevet reduceret med godt en fjerdedel målt på an-

delen, især i perioden fra 2010 til 2014. For ti år siden var 23 pct. af de 22-årige en del af

restgruppen. Da årgangene som helhed er vokset over den betragtede periode, har antal-

let af 22-årige i restgruppen ligget nogenlunde stabilt på 11-12.000 personer årligt fra

2008 til 2018.

Selvom restgruppen udgøres af unge, som hverken har fuldført eller er i gang med en

uddannelse på statustidspunktet, har de fleste i restgruppen

nogen

uddannelseserfaring.

Mere end en femtedel har eksempelvis fuldført et erhvervsfagligt grundforløb – uden at

komme videre – og endnu flere har afbrudt en gymnasial uddannelse, en erhvervsud-

dannelse eller en videregående uddannelse.

Samlet set udgør gruppen med nogen uddannelseserfaring ca. 80 pct. af restgruppen i

begyndelsen af den undersøgte periode og ca. 85 pct. i de senere år,

jf. figur 5.2.

Ulighedsredegørelsen 2020

151

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

Figur 5.2

Uddannelseserfaring blandt unge i restgruppen, 2008-2018

Pct. af restgruppen

100

Pct. af restgruppen

100

2008

2009

Ingen skolegang

2010

2011

2012

2013

2014

Ingen uddannelse udover grundskole

Gennemført erhvervsfagligt grundforløb

2015

2016

2017

2018

Forberedende uddannelse mv.

Afbrudt gym. udd. eller erhv. grundforløb

Afbrudt erhv.udd. eller videregående udd.

Anm.: Årgang 1986-1996. Alene personer med dansk oprindelse og efterkommere i restgruppen.

Gennemført er-

hvervsfagligt grundforløb

er personer, som har gennemført et erhvervsfagligt grundforløb uden at fortsætte på

det erhvervsfaglige hovedforløb. Disse personer har reelt afbrudt en erhvervsuddannelse (i overgangen mel-

lem grundforløb og hovedforløb). Statustidspunktet er personernes 22-års fødselsdag. Se desuden anmærk-

ning til figur 5.1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Der bliver således færre unge i restgruppen, som ikke har uddannelseserfaring ud over

grundskolen, og som siden har været inaktive i forhold til uddannelsessystemet. Derud-

over sker der en forskydning mellem grupperne med nogen uddannelseserfaring. Blandt

de yngre årgange er der færre med enten en afbrudt ungdomsuddannelse eller et afbrudt

grundforløb. Der er også færre, som alene har gennemført et grundforløb. Til gengæld er

der flere med en forberedende uddannelse i bagagen.

Forberedende uddannelse dækker over en række initiativer og tilbud til unge uden ud-

dannelse og beskæftigelse. Det er blandt andet produktionsskoler, almen voksenuddan-

nelse (avu), forberedende voksenundervisning (FVU), ordblindeundervisning for voksne

(OBU), kombineret ungdomsuddannelse (KUU) og erhvervsgrunduddannelsen (egu).

Disse blev med

Aftale om bedre veje til uddannelse og job

i 2017 (for personer under 25

år) samlet i den Forberedende Grunduddannelse, FGU, blandt andet på grund af et øn-

ske om at reducere kompleksiteten på det forberedende område. Den nye FGU trådte i

kraft 5. august 2019 og retter sig mod unge under 25 år uden uddannelse eller beskæfti-

gelse.

For restgruppen som helhed er det kendetegnende, at de ikke får de samme muligheder

som andre unge. Når man undersøger deres forsørgelsesgrundlag på statustidspunktet,

er hver anden i ordinær beskæftigelse eller i gang med en (ikke-kompetencegivende) ud-

dannelse, men der er også en stor gruppe ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælps-

modtagere (15 pct.) og øvrige uden for arbejdsstyrken (28 pct.). Sidstnævnte omfatter

blandt andet kursister og unge, som modtager vejledning og opkvalificering i form af af-

152

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

klaringsforløb, forberedende uddannelse eller danskundervisning med henblik på at ud-

vikle vedkommendes kompetencer, så de på sigt kan komme i arbejde. Dertil kommer

bruttoledige (6 pct.) og førtidspensionister (5 pct.),

jf. figur 5.3.

Figur 5.3

Forsørgelsesgrundlag på statustidspunktet

blandt unge i restgruppen

Førtidspension

Bruttoledige

Ikke-arbejds-

markeds-

parate kontant-

hjælps-

modtagere

15 pct.

46 pct.

Figur 5.4

Forsørgelsesgrundlag på statustidspunktet

blandt øvrige unge

Ikke-arbejdsmarkedsparate

kontanthjælpsmodtagere Bruttoledige

Øvrige uden for arbejds-

styrken

28 pct.

92 pct.

Øvrige uden for

arbejdsstyrken

Ordinær beskæftigelse

og uddannelse

Ordinær beskæftigelse

og uddannelse

Anm.: Årgang 1986-1994 i alt. Alene personer med dansk oprindelse og efterkommere. Statustidspunktet er perso-

nernes 22-års fødselsdag.

Ordinær beskæftigelse og uddannelse

er beskæftigede inkl. selvstændige og per-

soner under uddannelse.

Bruttoledige

er forsikrede ledige og arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere

samt aktiverede.

Øvrige uden for arbejdsstyrken

omfatter bl.a. personer, som modtager vejledning og opkvali-

ficering, kursister og personer som forsørges af en ægtefælle/familie.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Forsørgelsesgrundlaget blandt de unge i restgruppen står i skarp kontrast til billedet

blandt øvrige 22-årige. Her er 9 ud af 10 beskæftigede eller under uddannelse. Kun 5

pct. betegnes som øvrige uden for arbejdsstyrken, forsvindende få er ikke-arbejdsmar-

kedsparate kontanthjælpsmodtagere eller ledige, og der er ingen på førtidspension,

jf.

figur 5.4.

Unge, som ikke får en uddannelse, kan også få færre muligheder i resten af deres ar-

bejdsliv. En god ungdomsuddannelse er således et godt fundament for resten af livet.

5.2 Restgruppens baggrund og udfordringer

Manglende kompetencer i form af uddannelse kan være en reel barriere for at finde so-

lidt fodfæste på arbejdsmarkedet. Men de unge i restgruppen har også andre – og i

mange tilfælde komplekse – udfordringer, som skal ses i sammenhæng med fraværet af

uddannelse. Dertil kommer, at restgruppen målt på en række baggrundskarakteristika

adskiller sig fra øvrige unge.

Skaksen, J. R. (2018),

Afkast af uddannelse: Det samfundsmæssige og individuelle rationale,

1. udgave,

Odense, Syddansk Universitetsforlag.

Ulighedsredegørelsen 2020

153

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

I den videre analyse undersøges det, hvilke faglige, sundhedsmæssige og sociale udfor-

dringer der kendetegner en del af disse unge, som i 22-årsalderen ikke har færdiggjort

eller er i gang med en kompetencegivende uddannelse.

Er der eksempelvis indikationer på problemer, sygdom eller adfærd, som er mere ud-

bredt i restgruppen, og som kan være medvirkende til, at disse unge i modsætning til de-

res jævnaldrende ikke har opnået en kompetencegivende uddannelse?

For at få så aktuelt et billede af restgruppen som muligt tages der i det følgende ud-

gangspunkt i årgang 1992-1996, som fyldte 22 år i 2014-2018.

Restgruppen er kendetegnet ved en overrepræsentation af mænd og unge med uden-

landsk oprindelse. 59 pct. af de unge i restgruppen er mænd mod kun halvdelen af de

øvrige unge,

jf. figur 5.5.

Tilsvarende har hver tiende i restgruppen udenlandsk oprin-

delse, mens det blandt de øvrige unge kun er hver tyvende,

jf. figur 5.6.

Figur 5.5

Køn blandt unge i restgruppen og øvrige

unge

Pct. af gruppe

100

Pct. af gruppe

100

Figur 5.6

Oprindelse blandt unge i restgruppen og

øvrige unge

Pct. af gruppe

100

Pct. af gruppe

100

Restgruppe

Mænd

Øvrige

Kvinder

Restgruppe

Dansk oprindelse

Øvrige

Udenlandsk oprindelse

Anm.: Årgang 1992-1996 i alt. Alene personer med dansk oprindelse og efterkommere,

jf.

også

boks 5.1.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

For at kunne følge de unges uddannelsesbeslutninger frem til statustidspunktet fokuse-

rer nærværende analyse alene på personer med dansk oprindelse og efterkommere. Der-

for består personer med udenlandsk oprindelse i opgørelsen reelt alene af efterkom-

mere, som er børn født i Danmark af udenlandske forældre uden dansk statsborgerskab.

Unge i restgruppen har forældre med relativt lavt uddannelsesniveau og mindre tilknyt-

ning til arbejdsmarkedet end øvrige unge, men forskellen mellem grupperne er mere be-

skeden målt på uddannelse end på arbejdsmarkedstilknytning. Blandt de unge i rest-

gruppen har 41 pct. ufaglærte forældre, mens tallet er lavere blandt øvrige unge (30

pct.). Til gengæld er der flere af de øvrige unge, som har forældre med en videregående

uddannelse, i alt godt 35 pct., mens tallet er 20 pct. blandt unge i restgruppen. Der er

154

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

omtrent lige mange i restgruppen og blandt øvrige unge, som har faglærte forældre,

jf.

figur 5.7.

Figur 5.7

Forældrenes højest fuldførte uddannelse

Pct. af gruppe

Figur 5.8

Forældrenes arbejdsmarkedstilknytning

Pct. af gruppe

Ufaglært

Faglært

Videregående

uddannelse

Øvrige

Begge forældre i Den ene forælder i Ingen forælder i

beskæftigelse

Restgruppe

Øvrige

Restgruppe

Anm.: Årgang 1992-1996 i alt. Alene personer med dansk oprindelse og efterkommere. Forældrenes uddannelses-

status og arbejdsmarkedstilknytning er opgjort i det år, hvor barnet fyldte 15 år.

Ufaglært

omfatter grundskole,

førskoleuddannelser, forberedende uddannelser, danskundervisning ved sprogcentre, ikke-kompetencegi-

vende erhvervsfaglige grundforløb, gymnasiale uddannelser samt observationer, hvor moren/faren er kendt,

men hvor deres uddannelse er uoplyst. Personer, hvor moren og faren er ukendt, indgår ikke. I figuren til

højre indgår alene personer, hvor der er oplysninger om begge forældre og deres arbejdsmarkedstilknytning.

Personer i beskæftigelse omfatter fuldt beskæftigede, selvstændige, deltidsbeskæftigede og delårsbeskæfti-

gede.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

I forhold til forældrenes arbejdsmarkedstilknytning er der en tydelig tendens til, at unge

i restgruppen sjældnere end andre unge vokser op med forældre, som begge er i beskæf-

tigelse. Sammenlignet med øvrige unge er der også flere i restgruppen, som oplever, at

ingen af deres forældre er i beskæftigelse, når der gøres status i det år, hvor børnene fyl-

der 15 år,

jf. figur 5.8.

Den ret betydelige restgruppe er en sammensat størrelse, både når man ser på deres

mange forskelligartede forløb efter afslutningen på grundskolen og i forhold til den ba-

gage, de bærer med sig.

I det følgende benytter vi tilgængelige registerdata til at identificere tegn på faglige,

sundhedsmæssige og sociale udfordringer, som kendetegner en del af de unge i rest-

gruppen. Målet er at indkredse et samlet udfordringsbillede, som kan være med til at be-

lyse, hvordan restgruppen adskiller sig fra andre unge, og hvad de slås med – udover

fraværet af uddannelse.

Med det tilgængelige datagrundlag er det ikke muligt at konstatere, om

indikationer

på

udfordringer – fx svage faglige forudsætninger eller psykisk sårbarhed – reelt bør be-

tragtes som en udfordring, der hæmmer den unges mulighed for at gennemføre en kom-

petencegivende uddannelse. Tilsvarende er det ikke alle udfordringer, der kan identifi-

ceres med data. De indikationer på udfordringer, som opgøres i nærværende kapitel,

Ulighedsredegørelsen 2020

155

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

skal derfor ses som en forsimplet optegning af det samlede udfordringsbillede, som reelt

findes i restgruppen og blandt øvrige unge.

Et eksempel er indikationer på svage faglige forudsætninger, som i nærværende analyse

defineres som unge, der ved folkeskolens afslutning får et karaktergennemsnit i prø-

verne i dansk og matematik på mindre end 3. Elever, som ikke aflægger nogen prøver i

de pågældende fag, tælles med blandt de fagligt svageste i en given årgang.

Målt på denne måde har 46 pct. af restgruppen svage faglige forudsætninger fra folke-

skolens afgangseksamen. Til sammenligning er det 7 pct. blandt øvrige 22-årige, som

har svage faglige forudsætninger,

jf. figur 5.9.

Figur 5.9

Indikationer på udfordringer for unge i restgruppen og øvrige unge

Pct. af gruppe

Svage faglige

forudsætninger

Anbringelse og/eller

foranstaltning

Psykisk sårbarhed

Stof- og/eller

alkoholmisbrug

Dømt for kriminalitet

Øvrige

Indikationer på

alvorligt handicap

Restgruppe

Anm.: Årgang 1992-1996 i alt. Alene personer med dansk oprindelse og efterkommere.

Svage faglige forudsætnin-

ger

er unge med et karaktergennemsnit på mindre end 3 fra prøverne i dansk og matematik ved folkeskolens

afslutning. For elever, som har afsluttet både 9. og 10. klasse, benyttes det højeste af de to karaktergennem-

snit. Elever, som ikke aflægger nogen prøver i de pågældende fag, tælles med blandt de fagligt svageste.

Anbringelse og/eller foranstaltning

omfatter udover anbringelser både personrettede og familierettede foran-

staltninger.

Psykisk sårbarhed

er personer, som inden statustidspunktet er registreret med en psykisk diag-

nose enten i Det Psykiatriske Centrale Forskningsregister eller i Landspatientregistret.

Stof- eller alkoholmis-

brug

omfatter unge, som har modtaget en stof- eller alkoholmisbrugsrelateret diagnose eller har været i stof-

eller alkoholmisbrugsbehandling inden statustidspunktet.

Dømt for kriminalitet

omfatter unge, som har modta-

get en betinget eller ubetinget fængselsdom eller en foranstaltningsdom.

Indikationer på alvorligt handicap

omfatter de personer, som på statustidspunktet er tilkendt førtidspension og/eller aldrig har gået i skole. Søj-

lerne summer til mere end 100 pct. for restgruppen, fordi en stor del har mere end én udfordring.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Den næstmest udbredte indikation på en udfordring i restgruppen er anbringelser og

brugen af personrettede eller familierettede foranstaltninger – med brugen af foranstalt-

ninger som det mest udbredte. Personrettede og familierettede foranstaltninger er

Alt afhængig af den unges årgang og hvorvidt der er tale om en prøve i 9. eller i 10. klasse, er der samlet set 3-4

mundtlige og skriftlige delprøver i dansk og én mundtlig og én skriftlig delprøve i matematik. I nærværende ana-

lyse inddrages et beregnet karaktergennemsnit for alle unge, som har mindst én registreret karakter i enten dansk

eller matematik med sig fra prøverne i enten 9. eller 10. klasse. Andelen af unge med svage faglige forudsætninger

kan være undervurderet, da elever, som ikke aflægger alle prøver, i reglen vælger at aflægge prøve i de fag, som de

er stærkest i.

156

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

støtte, som blandt andet sigter på at forebygge anbringelser ved at forbedre situationen i

hjemmet, eksempelvis gennem et familiebehandlingsforløb eller en aflastningsordning.

31 pct. af unge i restgruppen har været anbragt som barn eller har modtaget forebyg-

gende foranstaltninger inden statustidspunktet, mens tallet blandt øvrige unge er 4 pct.

En anden udbredt udfordring ser ud til at være psykisk sårbarhed, som 28 pct. af rest-

gruppen har indikationer på. Det er personer, som inden statustidspunktet får en psy-

kisk diagnose. Blandt øvrige unge er der 7 pct. med indikationer på psykisk sårbarhed.

Dertil kommer en række andre indikationer på udfordringer for de unge i restgruppen:

12 pct. har eller har haft et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug og 11 pct. er dømt for kri-

minalitet og har modtaget enten en betinget eller ubetinget fængselsstraf eller en foran-

staltningsdom. Der er også en mindre gruppe på ca. 7 pct., som har indikationer på et

alvorligt handicap. Det er unge, som aldrig har gået i skole, eller unge som begynder at

modtage førtidspension, når de bliver myndige.

Kvinder og mænd har forskellige udfordringsbilleder. Overordnet er der færre kvinder i

restgruppen, som har indikationer på svage faglige forudsætninger, og i forhold til

dømte kriminelle er udbredelsen langt mindre blandt kvinder end blandt mænd. Der er

også færre kvinder end mænd med et konstateret stof- eller alkoholmisbrug. Til gengæld

er der

flere

kvinder end mænd, som har indikationer på psykisk sårbarhed,

jf. figur 5.10.

Figur 5.10

Indikationer på udfordringer for unge i restgruppen opdelt på køn

Pct. af gruppe

Svage faglige

forudsætninger

Anbringelse og/eller

foranstaltning

Mænd

Psykisk sårbarhed

Stof- og/eller

alkoholmisbrug

Dømt for kriminalitet

Kvinder

Indikationer på

alvorligt handicap

Anm.: Årgang 1992-1996 i alt. Alene personer med dansk oprindelse og efterkommere i restgruppen. Se desuden

anmærkning til figur 5.9.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Også personer med dansk oprindelse og efterkommere i restgruppen har forskellige in-

dikationer på udfordringer. Der er fx langt flere efterkommere i restgruppen med indi-

kationer på svage faglige forudsætninger: 59 pct. mod 45 pct. blandt unge med dansk

oprindelse i restgruppen,

jf. figur 5.11.

Ulighedsredegørelsen 2020

157

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

Figur 5.11

Indikationer på udfordringer for unge i restgruppen opdelt på oprindelse

Pct. af gruppe

Svage faglige

forudsætninger

Anbringelse og/eller

foranstaltning

Psykisk sårbarhed

Stof- og/eller

alkoholmisbrug

Dømt for kriminalitet

Efterkommere

Indikationer på

alvorligt handicap

Dansk oprindelse

Anm.: Årgang 1992-1996 i alt. Alene personer med dansk oprindelse og efterkommere i restgruppen. Se desuden

anmærkning til figur 5.9.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Dertil kommer, at 23 pct. af de unge efterkommere i restgruppen er dømt for kriminali-

tet, mens tallet blandt unge med dansk oprindelse er 10 pct.

Til gengæld er der langt færre efterkommere end personer med dansk oprindelse med

indikationer på psykisk sårbarhed. Kun 11 pct. har fået en psykisk diagnose inden status-

tidspunktet, mens det blandt personer med dansk oprindelse er 30 pct. Der er også

færre efterkommere, som har været anbragt som barn eller har modtaget forebyggende

foranstaltninger, og der er færre, som har eller har haft et konstateret stof- eller alkohol-

misbrug.

Uanset om man ser på den samlede restgruppe eller på udvalgte undergrupper af unge,

giver udbredelsen af de oven for nævnte indikationer på udfordringer indtryk af, at en

del af de unge i restgruppen må kæmpe med flere ting. Det bekræftes, når man ser på,

hvordan de unge i restgruppen fordeler sig på tværs af indikationer på udfordringer kor-

rigeret for overlap. Det vil sige, at de unge i restgruppen opdeles i grupper, som ser ud til

at slås med flere ting – komplekse problemer – og i grupper, hvor der kun er indikatio-

ner på én af de beskrevne udfordringer, fx alene svage faglige forudsætninger. Der er

også en gruppe, som ikke har nogen indikationer på udfordringer.

Der er tegn på, at flere end hver tredje har komplekse problemer, det vil sige flere udfor-

dringer på samme tid,

jf. figur 5.12.

158

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

Figur 5.12

Fordeling af unge i restgruppen på tværs af indikationer på udfordringer korrigeret for overlap

Pct. af gruppe

Komplekse

problemer

Alene svage

faglige

forudsætninger

Alene psykisk

sårbarhed

Alene anbringelse

eller foranstaltning

Alene

kriminalitet

Alene stof- eller

alkoholmisbrug

Uden indikation

på udfordring

Anm.: Årgang 1992-1996 i alt. Alene personer med dansk oprindelse og efterkommere i restgruppen.

Komplekse

problemer

omfatter de unge, som har flere udfordringer i form af mindst to af følgende: Svage faglige forud-

sætninger fra folkeskolens afgangseksamen, psykisk sårbarhed, anbringelse som barn, personrettet eller fa-

milierettet foranstaltning, dom for kriminalitet, stof- eller alkoholmisbrugsdiagnose samt stof- eller alkoholmis-

brugsbehandling.

Uden indikation på udfordring

er beregnet residualt, således at søjlerne summer til 100 pct.

Se desuden anmærkning til figur 5.9.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Unge med komplekse problemer er fx unge, som både har indikationer på svage faglige

forudsætninger fra folkeskolen og psykisk sårbarhed. Det kan også være unge, som har

været anbragt som barn, og som har været i behandling for stof- eller alkoholmisbrug.

Overordnet har størstedelen af de unge med komplekse problemer en kombination af

indikationer på svage faglige forudsætninger og/eller anbringelse som barn eller fore-

byggende foranstaltninger og/eller psykisk sårbarhed. Men der er også en mindre

gruppe, svarende til knap 15 pct. af restgruppen, som har både 3, 4 og 5 forskellige indi-

kationer på udfordringer på samme tid.

Omvendt er der også en betydelig del af de unge i restgruppen, som alene har indikatio-

ner på svage faglige forudsætninger som en kendt udfordring. Denne gruppe udgør lidt

mindre end en femtedel af alle unge i restgruppen og omfatter de unge, som ved folke-

skolens afsluttende prøver i 9. eller 10. klasse fik et karaktergennemsnit på mindre end 3

i dansk og matematik (eller slet ikke aflagde prøve), og som samtidig ikke har andre in-

dikationer på udfordringer.

De udfordringer, som sjældent står alene, og som derfor ofte er en del af en kompleks

problemstilling for unge med flere udfordringer, er blandt andet anbringelse som barn

og foranstaltninger, kriminalitetshistorik og stof- og alkoholmisbrug. Der er meget få i

restgruppen, som alene har en anbringelse eller en foranstaltning som en kendt udfor-

dring, eller som alene har begået kriminalitet. Det illustreres blandt andet ved, at 31 pct.

af de unge i restgruppen – som nævnt tidligere – har været anbragt som barn eller har

modtaget en forebyggende foranstaltning, men kun 4 pct. har dette som deres eneste

Ulighedsredegørelsen 2020

159

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

kendte indikation på en udfordring. Tilsvarende er der samlet set 11 pct. dømte krimi-

nelle blandt de unge i restgruppen, men mindre end 2 pct. er kriminelle uden andre in-

dikationer på udfordringer.

I boks 5.2 tegnes et samlet udfordringsbillede alene for unge i restgruppen med kom-

plekse problemer.

Boks 5.2

Udfordringsbillede blandt unge i restgruppen med komplekse problemer

De forskellige indikationer på udfordringer er langt mere udbredte blandt unge i restgruppen med komplekse

problemer end i restgruppen som helhed. Det skyldes blandt andet, at gruppen med komplekse problemer

netop er defineret ved tilstedeværelsen af flere indikationer på udfordringer.

Den mest udbredte udfordring er svage faglige forudsætninger, som optræder hos 3 ud af 4 unge i restgrup-

pen med komplekse problemer. Derefter følger tilstedeværelsen af en anbringelse eller en forebyggende for-

anstaltning, som optræder hos 7 ud af 10. Begge disse udfordringer er også blandt de mest hyppige i rest-

gruppen som helhed,

jf. figur a.

Figur a

Indikationer på udfordringer for unge i restgruppen med komplekse problemer

Pct. af gruppe

100

Pct. af gruppe

100

Svage faglige

forudsætninger

Anbringelse og/eller

foranstaltning

Psykisk sårbarhed

Stof- og/eller

alkoholmisbrug

Dømt for kriminalitet

Restgruppe

Indikationer på

alvorligt handicap

Alene restgruppe med komplekse problemer

Anm.: Årgang 1992-1996 i alt. Alene personer med dansk oprindelse og efterkommere i restgruppen. Se i øvrigt

anmærkning til figur 5.9.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Også indikationer på psykisk sårbarhed optræder langt oftere blandt unge med komplekse problemer end i

restgruppen som helhed. Således har over halvdelen af de unge med komplekse problemer indikationer på

psykisk sårbarhed. Dertil kommer, at både indikationer på misbrug og kriminalitet optræder hos flere end

hver femte med komplekse problemer i restgruppen.

Ligesom der er en stor gruppe med komplekse problemer, er der også en betydelig

gruppe af unge, som indgår i restgruppen, men som ikke har nogen indikationer på ud-

fordringer. Denne gruppe udgør 31 pct. af restgruppen.

160

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

Men selvom en tredjedel ikke ser ud til at have udfordringer i form af fx psykisk sårbar-

hed eller et konstateret misbrug, udelukker det ikke, at disse unge faktisk har udfordrin-

ger. De kan blot ikke identificeres inden for den analytiske ramme, som ligger til grund

for analysen.

Der er dog ting, som tyder på, at unge uden kendt udfordring generelt har mindre at slås

med end unge med komplekse problemer. Ser man på de unges forsørgelsesgrundlag på

statustidspunktet, er der således langt flere unge uden en kendt udfordring, som er i or-

dinær beskæftigelse eller i gang med en (ikke-kompetencegivende) uddannelse. Der er

også langt færre ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere end blandt unge

med komplekse problemer. Dertil kommer, at ingen af de unge uden kendt udfordring

modtager førtidspension mod 12 pct. blandt unge med komplekse problemer,

jf. figur

5.13

5.14.

Figur 5.13

Forsørgelsesgrundlag blandt unge i

restgruppen uden indikation på udfordring

Bruttoledige

Ikke-arbejdsmarkedsparate

kontanthjælpsmodtagere

Øvrige uden for

arbejdsstyrken

Ordinær beskæftigelse

og uddannelse

Figur 5.14

Forsørgelsesgrundlag blandt unge i

restgruppen med komplekse problemer

Førtidspension

Bruttoledige

12 pct.

Ordinær beskæftigelse

og uddannelse

27 pct.

25 pct.

26 pct.

64 pct.

Ikke-arbejds-

markedsparate

kontanthjælps-

modtagere

31 pct.

Øvrige uden for arbejdsstyrken

Anm.: Årgang 1986-1994 i alt. Alene personer med dansk oprindelse og efterkommere i restgruppen. Statustids-

punktet er personernes 22-års fødselsdag.

Ordinær beskæftigelse og uddannelse

er beskæftigede inkl. selv-

stændige og personer under uddannelse.

Bruttoledige

er forsikrede ledige og arbejdsmarkedsparate kontant-

hjælpsmodtagere samt aktiverede.

Øvrige uden for arbejdsstyrken

omfatter bl.a. personer, som modtager

vejledning og opkvalificering, kursister og personer, som forsørges af en ægtefælle/familie.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Langt hovedparten, svarende til 9 ud af 10, af de unge i restgruppen uden kendt udfor-

dring har inden statustidspunktet forsøgt at gennemføre en kompetencegivende uddan-

nelse i form af enten en erhvervsuddannelse, en gymnasial uddannelse eller en videregå-

ende uddannelse. Disse unge er således som 22-årige en del af restgruppen, fordi de er

faldet fra en eller flere uddannelser og aldrig har formået at fuldføre,

jf. figur 5.15.

Ulighedsredegørelsen 2020

161

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

Figur 5.15

Uddannelseserfaring blandt unge i restgruppen med og uden indikation på udfordring

Pct. af gruppe

100

Pct. af gruppe

100

Uden indikation på udfordring

Ingen skolegang

Afbrudt gym. udd. eller erhv. grundforløb

Med indikation på udfordring

Ingen uddannelse udover grundskole

Gennemført erhvervsfagligt grundforløb

Forberedende uddannelse mv.

Afbrudt erhv.udd. eller videregående udd.

Anm.: Årgang 1986-1996 i alt. Alene personer med dansk oprindelse og efterkommere i restgruppen. Se desuden

anmærkning til figur 5.2 og 5.12.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Kun 9 pct. af unge i restgruppen uden kendt udfordring står uden uddannelseserfaring

udover grundskolen, og næsten ingen har et forberedende uddannelsesforløb som det

højest fuldførte.

Til sammenligning er det 36 pct. af de unge i restgruppen, som har en eller flere indika-

tioner på udfordringer, som på statustidspunktet enten står uden uddannelseserfaring

udover grundskolen eller alene har gennemført et forberedende (ikke-kompetencegi-

vende) uddannelsesforløb.

Forskellen i gruppernes uddannelseserfaring afspejles i deres frafaldshistorik på kompe-

tencegivende uddannelser. Godt halvdelen af gruppen uden indikationer på udfordrin-

ger har gentagne gange afbrudt et kompetencegivende uddannelsesforløb. For gruppen

med indikationer på udfordringer er det kun hver tredje, som har gentagne afbrudte ud-

dannelsesforløb med i bagagen,

jf. figur 5.16.

162

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

Figur 5.16

Antal afbrudte kompetencegivende

uddannelsesforløb for unge i restgruppen

Pct. af gruppe

Figur 5.17

Antal afbrudte kompetencegivende

uddannelsesforløb for øvrige unge

Pct. af gruppe

Antal afbrudte uddannelsesforløb

Uden indikation på udfordring Med indikation på udfordring

Antal afbrudte uddannelsesforløb

Anm.: Årgang 1986-1996 i alt. Alene personer med dansk oprindelse og efterkommere. Antallet af afbrudte kompe-

tencegivende uddannelsesforløb er opgjort på personernes 22-års fødselsdag.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Til sammenligning er det lidt over 8 pct. af de øvrige unge, som har gentagne afbrudte

uddannelsesforløb bag sig i 22-årsalderen,

jf. figur 5.17.

5.3 Forskydninger over tid

Over de seneste ti år er restgruppen som nævnt blevet reduceret med knap en fjerdedel

målt på andelen af 22-årige. Derfor er det nærliggende at tro, at sammensætningen af

restgruppen også kan være ændret. Tesen er, at efterhånden som en større del af ung-

domsårgangene får en uddannelse, bliver de, som er tilbage i restgruppen, svagere målt

på en række indikatorer.

Dette bekræftes tilsyneladende, når man undersøger udviklingen i gruppen uden indika-

tioner på udfordringer. Hvor 38 pct. af restgruppen i 2008 stod uden en målbar indika-

tion på en udfordring, var andelen kun 30 pct. i 2018. Således er der i dag færre unge i

restgruppen, som ikke har nogen målbare indikationer på udfordringer bortset fra fra-

været af uddannelse udover grundskolen,

jf. figur 5.18.

Ulighedsredegørelsen 2020

163

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

Figur 5.18

Unge i restgruppen uden indikation på udfordring, 2008-2018

Pct. af restgruppe

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

2018

Anm.: Årgang 1986-1996. Alene personer med dansk oprindelse og efterkommere i restgruppen. Unge, som ikke

har kendte problemer, herunder: Svage faglige forudsætninger, psykisk sårbarhed, har været anbragt som

barn eller modtaget personrettet eller familierettet foranstaltning, er dømt for kriminalitet, har et kendt stof-

eller alkoholmisbrug. Se i øvrigt anmærkning til figur 5.9.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det er dog værd at bemærke, at selvom der er blevet færre uden indikationer på udfor-

dringer, så udgør denne gruppe fortsat en tredjedel af alle unge i restgruppen. Andelen

er stabiliseret siden 2015. Samtidig er det ikke alle unge med udfordringer, som kan

identificeres med data. For eksempel er det ikke alle psykisk sårbare, som er diagnosti-

ceret.

Sideløbende med at der er kommet færre i restgruppen, som ikke har indikationer på

udfordringer, er der kommet en større andel unge med komplekse problemer. Det er fx

unge, som både har indikationer på svage faglige forudsætninger, og som har en psykisk

diagnose, eller unge, som har været anbragt som barn, og som er dømt for kriminalitet

eller har (eller har haft) et konstateret stof- eller alkoholmisbrug. Denne gruppe er vok-

set betydeligt over tid fra godt 28 pct. i 2008 til 38 pct. i 2018,

jf. figur 5.19.

164

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

Figur 5.19

Unge i restgruppen med komplekse

problemer

Pct. af restgruppe

Figur 5.20

Unge i restgruppen, som alene har svage

faglige forudsætninger

Pct. af restgruppe

2008

2010

2012

2014

2016

2018

2008

2010

2012

2014

2016

2018

Figur 5.21

Unge i restgruppen, som alene er psykisk

sårbare

Pct. af restgruppe

Figur 5.22

Unge i restgruppen, som alene har været

anbragt eller har modtaget foranstaltning

Pct. af restgruppe

2008

2010

2012

2014

2016

2018

2008

2010

2012

2014

2016

2018

Anm.: Alene personer med dansk oprindelse og efterkommere i restgruppen.

Unge i restgruppen med komplekse

problemer

omfatter de, som har flere udfordringer i form af mindst to af følgende: Svage faglige forudsætnin-

ger fra folkeskolens afgangseksamen, psykisk sårbarhed, anbringelse som barn, personrettet eller familieret-

tet foranstaltning, dom for kriminalitet, stof- eller alkoholmisbrugsdiagnose samt stof- eller alkoholmisbrugsbe-

handling. Se i øvrigt anmærkning til figur 5.9 og 5.12.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Det er desuden værd at bemærke, at mens der er kommet flere unge i restgruppen med

komplekse problemer, har andelen blandt alle 22-årige været stort set konstant,

jf. bilag

5.1.

Det indikerer, at den voksende andel unge i restgruppen med komplekse problemer

ikke

skyldes, at der generelt er kommet flere 22-årige med komplekse problemer, men

snarere, at restgruppen – også relativt til andre unge – er blevet svagere over tid, i takt

med at en større del af ungdomsårgangene får en uddannelse.

Ulighedsredegørelsen 2020

165

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

Den betydelige andel unge i restgruppen, som alene har indikationer på svage faglige

forudsætninger, har i størstedelen af perioden ligget konstant på ca. 18 pct., men i de se-

neste to år er andelen faldet og udgør i dag knap 16 pct. af restgruppen,

jf. figur 5.20.

Andelen af unge i restgruppen, som alene er psykisk sårbare – dvs. unge med en psykisk

diagnose, som ikke samtidig har andre kendte udfordringer – har været stigende og ud-

gør i dag 9 pct. mod 4 pct. i 2008,

jf. figur 5.25.

Endelig er der unge, som alene har en anbringelse eller en forebyggende foranstaltning

som indikation på en udfordring. Denne gruppe er relativt beskeden, svarende til ca. 5

pct. af restgruppen, og der er kun små variationer fra år til år,

jf. figur 5.22.

For de tre grupper af unge, som alene har svage faglige forudsætninger, alene er psykisk

sårbare eller alene har været anbragt eller har modtaget forebyggende foranstaltninger

er tendensen, at udviklingen blandt unge i restgruppen er næsten helt parallel til udvik-

lingen blandt alle 22-årige,

jf. bilag 5.1.

Det indikerer, at fx stigningen i andelen blandt

unge i restgruppen, som alene er psykisk sårbare, er en del af en generel stigning i ande-

len af unge med psykiske diagnoser – og dermed ikke et udtryk for, at restgruppen målt

på denne parameter er blevet svagere relativt til andre unge.

5.4 Første møde med de unge i restgruppen

Den udbredte tilstedeværelse af udfordringer blandt unge i restgruppen giver anledning

til overvejelser om, hvornår unge, der i 22-årsalderen endnu ikke har fået en uddan-

nelse, optræder med udfordringer første gang.

Derfor opgøres alderen ved den første indikation på en udfordring. Det er eksempelvis

tidspunktet for første anbringelse uden for hjemmet, iværksættelse af personrettede el-

ler familierettede foranstaltninger, første kontakt med det psykiatriske system samt tids-

punktet for første iværksatte misbrugsbehandling.

Da mange unge i restgruppen har indikationer på svage faglige forudsætninger som

følge af, at de ikke gik op til folkeskolens afgangseksamen, opgøres for disse unge også

tidspunktet, hvor de

ikke

aflagde prøve i dansk og matematik ved folkeskolens afslut-

ning i enten 9. eller 10. klasse. Det bemærkes hertil, at en stor del af disse unge må anta-

ges at have haft tidligere indikationer på udfordringer, fx i form af iværksat specialun-

dervisning, men sådanne tiltag kan i hovedreglen ikke identificeres med data så langt til-

bage i tid.

Med de nævnte forbehold er det overordnede billede, at kun en lille del af de unge med

indikationer på udfordringer er registreret første gang inden teenageårene. Først i 13-

årsalderen er en tredjedel af alle med en registreret udfordring blevet identificeret med

data første gang.

Tværtimod er de fleste unge i restgruppen med indikationer på en eller flere udfordrin-

ger 15 eller 16 år gamle, når de første gang registreres med en udfordring. Puklen af før-

166

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

stegangsregistreringer omkring 15-16-årsalderen skyldes, at en ganske stor del af rest-

gruppen ikke har tidligere (registrerede) tegn på udfordringer end det tidspunkt, hvor de

burde have aflagt prøve i dansk og matematik i folkeskolen, men af ukendte årsager ikke

gjorde det. I 15-årsalderen er 60 pct. af unge med en indikation på en udfordring regi-

streret første gang, og i 16-årsalderen er andelen 75 pct. Hyppigheden af registrerede in-

dikationer på udfordringer er dog også relativt stor i 13- og 14-årsalderen og i de sene

teenageår,

jf. figur 5.23.

Figur 5.23

Alder ved første registrerede udfordring for unge i restgruppen, akkumuleret fordeling

Pct. af gruppe

100

Pct. af gruppe

100

10 11

Alder

Alle med indikation på udfordring

Unge med komplekse problemer

Unge som alene er psykisk sårbare

Anm.: Årgang 1992-1996 i alt. Alene personer med dansk oprindelse og efterkommere i restgruppen. Der medreg-

nes registreringer for psykisk diagnose, anbringelse, personrettede og familierettede foranstaltninger, dom for

kriminalitet, stof- eller alkoholmisbrugsdiagnose, stof- eller alkoholmisbrugsbehandling samt tidspunkt, hvor et

individ undlader at gå op til folkeskolens afsluttende prøver i dansk og matematik i enten 9. klasse eller 10.

klasse. Af hensyn til at sikre anonymiteten for individer, som alene er psykisk sårbare, vises kun den første

registrerede udfordring fra 3-årsalderen og opefter.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ser man i stedet på unge i restgruppen med komplekse problemer, er tendensen, at flere

registreres med et første tegn på en udfordring tidligere i livet. Således er knap 50 pct. af

de unge med komplekse problemer første gang registreret med en udfordring i 13-årsal-

deren. Puklen af registreringer er dog – ligesom blandt alle unge med udfordringer –

størst i 15- og 16-årsalderen.

Helt anderledes ser det ud for unge i restgruppen, som alene har indikationer på psykisk

sårbarhed. Her er fordelingen skubbet langt til højre, og de fleste får en første psykisk

diagnose i de sene teenageår. Dermed spottes unge med psykisk sårbarhed senere end

andre unge med indikationer på udfordringer. Meget få af de, som alene har indikatio-

ner på psykisk sårbarhed, er i kontakt med det psykiatriske system før 10-årsalderen.

For de unge, som har flere indikationer på udfordringer, dvs. gruppen med komplekse

problemer, giver det desuden mening at undersøge, hvilken udfordring man først ser in-

dikationer på.

Ulighedsredegørelsen 2020

167

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 5

Unge uden ungdomsuddannelse

Over en tredjedel af unge med komplekse problemer optræder første gang i registrene

på det tidspunkt, hvor der iværksættes en personrettet eller familierettet foranstaltning.

Det er på sin vis naturligt, idet foranstaltninger har som formål at forebygge mere ind-

gribende og omfattende tiltag som eksempelvis en anbringelse uden for hjemmet.

Det næstmest udbredte er, at unge med komplekse problemer første gang registreres

med en psykisk diagnose. Derefter følger anbringelser, manglende aflæggelse af folke-

skolens afgangseksamen, dom for kriminalitet og iværksættelse af stof- eller alkoholmis-

brugsbehandling eller modtagelse af en misbrugsdiagnose,

jf. figur 5.24.

Figur 5.24

Første registrerede udfordring for unge i restgruppen med komplekse problemer

Dømt for kriminalitet

Stof- eller alkoholmisbrugs-

diagnose- eller behandling

6 pct.

Går ikke op til folkeskolens afgangsprøve

10 pct.

37 pct.

6 pct.

Foranstaltning

18 pct.

Anbringelse

23 pct.

Psykisk diagnose

Anm.: Årgang 1992-1996 i alt. Alene personer med dansk oprindelse eller efterkommere. Der medregnes registre-

ringer for psykisk diagnose, anbringelse, personrettede og familierettede foranstaltninger, dom for kriminalitet,

stof- eller alkoholmisbrugsdiagnose, stof- eller alkoholmisbrugsbehandling samt tidspunkt, hvor et individ und-

lader at gå op til folkeskolens afsluttende prøver i dansk og matematik i enten 9. klasse eller 10. klasse.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

168

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 5.1

Udfordringer for unge i restgruppen og alle unge

Figur 1

Unge med komplekse problemer

Pct. af 22-årige

Figur 2

Unge som alene har svage faglige

forudsætninger

Pct. af 22-årige

2008

2010

2012

2014

2016

Alle

2018

Restgruppe

2008

2010

2012

2014

2016

Alle

2018

Restgruppe

Figur 3

Unge som alene er psykisk sårbare

Pct. af 22-årige

Figur 4

Unge som alene har været anbragt eller har

modtaget foranstaltning

Pct. af 22-årige

2008

2010

2012

2014

2016

Alle

2018

Restgruppe

2008

2010

2012

2014

2016

Alle

2018

Restgruppe

Anm.: Alene personer med dansk oprindelse og efterkommere.

Unge med komplekse problemer

omfatter de, som

har flere udfordringer i form af mindst to af følgende: Svage faglige forudsætninger fra folkeskolens afgangs-

eksamen, psykisk sårbarhed, anbringelse som barn, personrettet eller familierettet foranstaltning, dom for

kriminalitet, stof- eller alkoholmisbrugsdiagnose samt stof- eller alkoholmisbrugsbehandling. Se i øvrigt an-

mærkning til figur 5.9 og 5.12.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

www.oim.dk

Ulighedsredegørelsen 2020

171

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 6

Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen

Kapitel 6

Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen

I Danmark er levestandarden høj, og der er generelt gode levevilkår. Indkomstforskel-

lene er små, og lavindkomstgruppen er lille i en international sammenhæng. Det til

trods er der familier og børn, som oplever relativt lav indkomst. Sådan vil det være i et-

hvert samfund, uanset hvor små indkomstforskellene måtte være.

Der er begrænset viden om, hvad det betyder for børn – og i særdeleshed for danske

børn – at vokse op i en familie, som i en periode oplever relativt lav indkomst. I littera-

turen peges der på, at lav indkomst eller fattigdom i barndommen mindsker forældrenes

mulighed for at investere i deres børns udvikling, hvilket kan påvirke børnenes kognitive

og ikke-kognitive dannelse og derigennem deres mulighed for at få en uddannelse.

Om-

vendt er Danmark og andre skandinaviske lande kendetegnet ved store offentlige inve-

steringer i børns udvikling gennem udbredelsen af skattefinansieret dagtilbud og folke-

skole mv. Det er ikke oplagt, om disse velfærdstilbud kan kompensere for mulige afsavn

i familien, som følger af perioder med relativt lav indkomst.

Dette kapitel ser nærmere på børn i familier med relativt lav indkomst, og hvordan det

påvirker tilbøjeligheden til at fuldføre en ungdomsuddannelse. En ungdomsuddannelse

er en afgørende forudsætning for at få en erhvervskompetencegivende uddannelse, som

gør det lettere at finde fodfæste på arbejdsmarkedet og giver bedre beskæftigelsesmulig-

heder gennem et langt arbejdsliv. Hvis børn, som oplever relativt lav indkomst i barn-

dommen, klarer sig dårligere i ungdomsuddannelsessystemet, kan det altså have langva-

rige konsekvenser i forhold til deres beskæftigelsesmuligheder og indkomst.

Det er metodemæssigt vanskeligt at identificere betydningen af relativ lavindkomst i for-

hold til uddannelsestilbøjeligheden. Det skyldes, at uddannelsestilbøjeligheden også på-

virkes af andre familiespecifikke forhold end forældrenes indkomst. Det udgør i den for-

bindelse en særskilt udfordring, at en række opvækstvilkår med stor betydning for ud-

dannelsestilbøjeligheden er korreleret med familiens indkomst.

For eksempel kan sygdom, psykisk sårbarhed, langvarig ledighed eller andre problemer i

familien have stor betydning for opvækstvilkårene og børnegenerationens evne til at

gøre brug af de uddannelsesmuligheder, som samfundet stiller til rådighed. Det er van-

skeligt at adskille betydningen af disse ikke-monetære forhold fra betydningen af relativ

lavindkomst.

Cunha, F. og J. Heckman (2008). Formulating, identifying and estimating the technology of cognitive and non-

cognitive skill formation.

Journal of Human Ressources,

43(4): 738-782.

Ulighedsredegørelsen 2020

173

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 6

Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen

Den centrale problemstilling er derfor at undersøge, i hvor stort omfang forskellen i ud-

dannelsestilbøjelighed kan tilskrives henholdsvis relativ lavindkomst i barndommen og

andre faktorer.

I analysen forsøges det at tage højde for, at det ikke er tilfældigt, hvilke familier som op-

lever relativ lavindkomst i barndommen. Idéen er at sammenligne søskende i samme fa-

milie, som ikke alle oplever lavindkomst i barndommen (eller oplever lavindkomst på

forskellige alderstrin). Derudover lægges der vægt på at skelne mellem, om børn berørt

af relativ lavindkomst i barndommen påvirkes negativt af manglen på økonomiske res-

sourcer i sig selv (monetær effekt) eller af samtidige bagvedliggende forandringer i fami-

lierne, som kan påvirke både familiens indkomst og barnets opvækstvilkår (ikke-mone-

tær effekt).

Analysen tager udgangspunkt i børn født mellem 1990 og 1997 og gør status på, om de

har opnået en ungdomsuddannelse 5 år efter afslutningen på 9. klasse.

Hovedkonklusionerne i analysen er:



Blandt alle børnene i de betragtede årgange er det 67 pct., som har fået en ung-

domsuddannelse 5 år efter afslutningen på 9. klasse. Blandt børn, som har oplevet

relativ lavindkomst i løbet af barndommen, er andelen 55 pct.

Opvækstvilkårene for unge, der har oplevet relativt lav indkomst i barndommen, ad-

skiller sig på mange måder fra opvækstvilkårene for andre unge. Blandt de berørte

børn er der således en langt større forekomst af risikofaktorer, som både kan føre til

relativt lav indkomst og påvirke børnenes uddannelsestilbøjelighed, fx opbrud i fa-

milien, psykisk sygdom og misbrugshistorik blandt forældrene.

Resultaterne indikerer, at børn, som oplever relativ lavindkomst i barndommen, har

2,6 pct.-point mindre sandsynlighed for at fuldføre en ungdomsuddannelse end sø-

skende, der ikke oplever relativ lavindkomst. Der er her forsøgt korrigeret for en

lang række individspecifikke karakteristika og samtidige (ikke-monetære) foran-

dringer i familierne.

Der er stor statistisk usikkerhed forbundet med estimatet, men resultaterne indike-

rer, at der kan være en signifikant negativ effekt af at opleve relativ lav indkomst i

barndommen på uddannelsestilbøjeligheden.

Resultaterne peger desuden på, at der primært er en signifikant negativ effekt af at

have oplevet relativ lavindkomst i de sene teenageår.



174

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 6

Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen



Analysen viser også, at andre faktorer har væsentlig større betydning for børnenes

uddannelsestilbøjelighed end relativ lavindkomst. For eksempel har drenge alt an-

det lige ca. 9 pct.-point mindre sandsynlighed for at fuldføre en ungdomsuddan-

nelse end deres søstre. Også karaktergennemsnit i 9. klasse og opbrud i familien ser

ud til at have stor betydning.

Det skal understreges, at analysen alene formår at tilnærme den kausale effekt af relativ

lavindkomst i barndommen for en specifik og lille gruppe af søskende født i begyndelsen

af 1990’erne, som har været forskelligt ramt af lavindkomst i barndommen. Resultaterne

kan ikke uden videre generaliseres til nutidens familier og børn, ej heller til den samlede

børnegruppe født i begyndelsen af 1990’erne. Derudover er der usikkerheder forbundet

med metoden. Nogle usikkerheder trækker i retning af, at effekten af relativ lavindkomst

kan være overvurderet, og andre trækker i retning af, at effekten kan være undervurde-

ret.

6.1 Børn som oplever relativ lavindkomst i barndommen

Gruppen, som oplever relativ lavindkomst, defineres som personer, der to ud af tre år i

træk har en ækvivaleret disponibel hustandsindkomst under 50 pct. af medianindkom-

sten i befolkningen i et givent år,

jf. bilag 6.1

Målt på denne måde udgør børn, som oplever relativ lavindkomst i barndommen (fra 0

til 18 år), omkring 10 pct. af en årgang i de undersøgte år,

jf. figur 6.1.

Ulighedsredegørelsen 2020

175

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 6

Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen

Figur 6.1

Børn som har oplevet relativ lavindkomst i

barndommen

Pct. af årgang

1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997

Pct. af årgang

Figur 6.2

Fuldført ungdomsuddannelse 5 år efter

afslutningen på 9. klasse

Pct. af børnegruppe

Har aldrig oplevet relativ

lavindkomst

Har oplevet relativ

lavindkomst

Anm.: Populationen følger afgrænsningen i boks 2. Børn, som har oplevet relativ lavindkomst i barndommen, er

børn, som på et tidspunkt i 0-18-årsalderen har været en del af lavindkomstgruppen mindst 2 ud af 3 år i

træk. Lavindkomstgruppen omfatter personer i familier med en ækvivaleret disponibel hustandsindkomst un-

der 50 pct. af medianindkomsten i befolkningen i et givent år, ekskl. familier med voksne studerende i hus-

standen. I figuren til højre betragtes gruppen af børn i årgang 1990-1997 samlet set. Hvorvidt børnene fuldfø-

rer en ungdomsuddannelse, opgøres 5 år efter afslutningen på 9. klasse. Ungdomsuddannelser er gymnasi-

ale uddannelser og erhvervsuddannelser.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Børn, som oplever relativ lavindkomst i barndommen, får sjældnere en ungdomsuddan-

nelse. Cirka 68 pct. af børnene, som aldrig oplever relativ lavindkomst, fuldfører en ung-

domsuddannelse senest 5 år efter afslutningen på 9. klasse. For børn, som oplever perio-

der med relativt lav indkomst i familien, er andelen kun 55 pct.,

jf. figur 6.2.

Genstandsfeltet for denne analyse er, i hvor stort omfang denne forskel kan henføres til

relativt lav indkomst eller andre forhold. De berørte børns familier er nemlig også i hø-

jere grad end andre kendetegnet ved risikofaktorer, som både kan føre til relativt lav

indkomst og påvirke børnenes tilbøjelighed til at få en ungdomsuddannelse. Det gælder

fx opbrud i familien såsom skilsmisse og nye familiedannelser samt forekomst af ledig-

hed, psykisk sygdom og misbrugshistorik blandt forældrene, som hver især optræder

langt oftere blandt børn, der har oplevet relativ lavindkomst i barndommen, end blandt

andre børn,

jf. figur 6.3.

176

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 6

Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen

Figur 6.3

Risikofaktorer fordelt efter om børnene har oplevet relativ lavindkomst i barndommen

Pct. af børnegruppe

Pr. 1.000 børn i gruppen

Opbrud i familien

Ledighed

blandt forældre

Alvorlig sygdom

blandt forældre

Psykisk sygdom

blandt forældre

Stofmisbrug blandt

forældre (h.akse)

Har aldrig oplevet relativ lavindkomst

Har oplevet relativ lavindkomst

Anm.: Årgang 1990-1997 i alt. Populationen følger afgrænsningen i boks 2. Opbrud i familien er for det enkelte barn

defineret ved et skift i familie-id i løbet af barndommen. Det er fx situationer, hvor forældrene flytter fra hinan-

den, en enlig forælder flytter sammen med en anden voksen, eller barnet flytter for sig selv. Ledighed blandt

forældre omfatter biologiske forældre eller stedforældre i til enhver tid gældende familiekonstellationer, som

på et tidspunkt i løbet af barnets barndomsår (dvs. i 0-18-årsalderen) har haft en årsledighedsgrad på mindst

50 pct. Alvorlig sygdom blandt forældre omfatter biologiske forældre eller stedforældre, som på et tidspunkt i

løbet af barnets barndomsår har været i behandling for moderat-svær somatisk sygdom. Psykisk sygdom

blandt forældre omfatter biologiske forældre eller stedforældre, som i forbindelse med indlæggelse, ambulant

behandling eller skadestue-kontakt er registreret med en psykisk diagnose i løbet af barnets barndomsår.

Stofmisbrug blandt forældre omfatter biologiske forældre og stedforældre, som er registreret med en stofmis-

brugsrelateret diagnose eller har været i stofmisbrugsbehandling i løbet af barnets barndomsår. Se desuden

bilag 6.2 for yderligere deskriptiv statistik og bilag 6.3 for dokumentation af variable.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

De mest almindelige af de undersøgte risikofaktorer – både for børn, der oplever relativ

lavindkomst, og de, som ikke gør – er opbrud i familien og ledighed blandt forældre eller

stedforældre på et tidspunkt i løbet af barndommen. Begge karakteristika optræder dog

oftere – svarende til en overrepræsentation på ca. 40 pct. – blandt børn, som oplever re-

lativ lavindkomst i barndommen.

Risikofaktorer som psykisk sygdom og i særdeleshed indikationer på stofmisbrug blandt

forældre eller stedforældre er mindre udbredte i det hele taget, men optræder markant

oftere blandt børn, som oplever relativ lavindkomst i barndommen. Forældre eller sted-

forældre med psykisk sygdom optræder mere end 70 pct. oftere blandt børn, som ople-

ver relativ lavindkomst i barndommen, end blandt andre børn, mens indikationer på

stofmisbrug blandt forældre eller stedforældre er mere end dobbelt så udbredt blandt

børn, som oplever relativ lavindkomst i barndommen.

Børnegrupperne er også forskellige målt på børnenes egne karakteristika. For eksempel

har næsten hver fjerde barn, som oplever relativ lavindkomst i barndommen, uden-

landsk oprindelse. Blandt de, som aldrig har oplevet relativ lavindkomst, er andelen

med udenlandsk oprindelse knap 5 pct.,

jf. figur 6.4.

Ulighedsredegørelsen 2020

177

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 6

Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen

Figur 6.4

Udenlandsk oprindelse

Pct. af børnegruppe

Figur 6.5

Karaktergennemsnit i 9. klasse

Karaktergennemsnit

Har aldrig oplevet relativ

lavindkomst

Har oplevet relativ

lavindkomst

Har aldrig oplevet relativ

lavindkomst

Har oplevet relativ

lavindkomst

Anm.: Årgang 1990-1997 i alt. Populationen følger afgrænsningen i boks 2. Udenlandsk oprindelse er indvandrere

og efterkommere. Karaktergennemsnit i 9. klasse baseres på gennemsnittet af resultaterne i de aflagte

mundtlige og skriftlige prøver ved afgangseksamen i 9. klasse (uanset antallet af aflagte prøver).

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Dertil kommer, at børn, som oplever relativ lavindkomst i barndommen, generelt har sva-

gere faglige forudsætninger med sig fra folkeskolen end andre børn. De, som har oplevet

relativ lavindkomst, får i gennemsnit et karaktergennemsnit i 9. klasse på 5,8, mens tallet

for andre børn er 6,7,

jf. figur 6.5.

De store målbare forskelle på børnegrupperne indikerer, at det ikke er tilfældigt, hvilke

børn som oplever relativ lavindkomst i barndommen. Af samme grund er det nærlig-

gende at tro, at de to børnegrupper også kan være forskellige i forhold til ikke-målbare

karakteristika med betydning for børnenes opvækst. Det kunne fx være forældrenes ind-

levelse og empati, intelligens, opdragelse, generel forældreevne eller uobserverede ka-

rakteristika blandt børnene.

Det skal der tages højde for, hvis man skal komme tættere på

årsagssammenhængen

mellem det at have oplevet relativ lavindkomst i barndommen og barnets uddannelses-

tilbøjelighed.

6.2 Hvordan måles effekten af relativ lavindkomst?

I det omfang ikke-målbare familieforskelle påvirker både sandsynligheden for at have

lav indkomst og børnenes sandsynlighed for at få en ungdomsuddannelse, vil en simpel

sammenligning af de to børnegrupper være utilstrækkelig i forhold til at tilnærme sig

den kausale effekt af at have oplevet relativ lavindkomst i barndommen.

Idéen er i stedet at sammenligne søskende i samme familie, som ikke alle oplever lavind-

komst i barndommen (eller oplever lavindkomst på forskellige alderstrin). Det kan fx

være søskende, hvor kun det ældste barn har oplevet relativ lav indkomst, fordi den

yngre søskende endnu ikke var født i de år, hvor forældrenes indkomst var meget lav.

178

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 6

Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen

Dermed kontrolleres der for (konstante) målbare og ikke-målbare familieforskelle, som

både kan føre til relativt lav indkomst og påvirke børnenes opvækst. Det gør det muligt

at tilnærme den

kausale

effekt af relativ lavindkomst i barndommen.

Undersøgelsen er inspireret af og bygger videre på Lesner (2018),

jf. boks 6.1.

Boks 6.1

Studiet

The long-term effect of childhood poverty

(2018)

Forskningsartiklen

The long-term effect of childhood poverty

af Rune V. Lesner fra Aarhus Universitet blev i

2018 omtalt i pressen. I studiet undersøges de langsigtede effekter af lavindkomst i barndommen ved hjælp

af danske data. For eksempel undersøges effekterne på disponibel indkomst, uddannelse, arbejdsmarkedstil-

knytning og familiestatus i voksenlivet.

Studiet er nyskabende, fordi den anvendte metode gør det muligt at komme tættere på årsagssammenhæn-

gen mellem lavindkomst i barndommen og indkomst i voksenlivet. Strategien er at sammenligne søskende i

samme familie, som ikke alle oplever lavindkomst i barndommen eller oplever lav indkomst på forskellige

alderstrin. Dermed forsøges det i studiet at isolere effekten af lavindkomst (omtalt som fattigdom i studiet)

ved at se, hvor godt søskende i samme familie klarer sig senere i livet.

Det konkluderes, at de effekter, der tilsyneladende er af fattigdom, alene optræder, hvis fattigdommen ople-

ves på bestemte alderstrin. For eksempel måles der en (signifikant) negativ effekt, hvis et barn har oplevet

relativ lav indkomst som 7-9-årig eller som 13-15-årig, men effekten er der ikke, hvis der opleves relativ lav

indkomst i 10-12-årsalderen eller i 16-18-årsalderen. Den negative effekt af relativ lav indkomst er størst i 13-

15-årsalderen, hvor et ekstra år med relativ lavindkomst resulterer i 6,4 pct. lavere disponibel indkomst se-

nere i livet. Dertil konkluderes det blandt andet, at et ekstra år med relativ lavindkomst resulterer i 2,1 pct.

mindre sandsynlighed for at have gennemført en gymnasial uddannelse som 22-årig.

Studiet adskiller sig på en række punkter fra nærværende analyse. For det første tages der i studiet udgangs-

punkt i et etårigt mål med en grænse på 50 pct. af medianindkomsten blandt 18-55-årige. For det andet kob-

les søskende og forældre ved hjælp af informationer om de biologiske familier frem for de til enhver tid gæl-

dende familiekonstellationer. For det tredje tages der ikke højde for, at en stor del af de børn, som oplever lav

indkomst, har forældre, som er selvstændigt erhvervsdrivende, og som derfor mere eller mindre frivilligt le-

ver med en lav indkomst i en kortere eller længere periode. For det fjerde kontrolleres der kun for relativt få

ikke-monetære hændelser, dvs. løbende forandringer i familierne, som kommer og går fra år til år, og som

potentielt optræder samtidig med år med relativt lav indkomst.

Der kontrolleres således blandt andet for familiestruktur, om den biologiske far mister sit job, og om den bio-

logiske mor flytter bopæl, men oplysninger om forældres (og stedforældres) psykiske og somatiske sygdom

og misbrug, mødres ledighed mv. indgår ikke. Dermed skal den påviste effekt af lavindkomst i barndommen

potentielt fortolkes som en samlet effekt af at have oplevet år med lavindkomst (monetær effekt) og samti-

dige (ikke-økonomiske) forandringer i familien, fx fars eller mors misbrugsbehandling eller indlæggelse på

en psykiatrisk afdeling (ikke-monetære effekter). Studiet kan ikke skelne mellem disse effekter.

Anm.: Lesner, Rune V. (2018). The long-term effect of childhood poverty.

Journal of Population Economics,

31(3):

969-1004.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Børn i søskendegrupper, hvor

alle

eller

ingen

af børnene har oplevet relativ lavind-

komst, bidrager dermed ikke til identifikationen af den kausale effekt af relativ lavind-

komst. Det indskrænker populationen i de pågældende estimationer markant til godt

5.800 børn,

jf. bilag 6.2.

Ulighedsredegørelsen 2020

179

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 6

Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen

Når det er valgt at sammenligne børn, som oplever relativ lavindkomst i barndommen,

med egne søskende, som

ikke

har oplevet relativ lavindkomst, er børnegrupperne mere

ens. Det er stadig sådan, at de søskende, som har oplevet relativ lavindkomst i barndom-

men, sjældnere fuldfører en ungdomsuddannelse, men forskellen i forhold til ikke-be-

rørte søskende er mere beskeden. Således er det 50 pct. ikke-berørte søskende, som

fuldfører en ungdomsuddannelse senest 5 år efter afslutningen på 9. klasse, mens tallet

blandt berørte søskende er 47 pct.,

jf. figur 6.6.

Figur 6.6

Fuldført ungdomsuddannelse og betydning af valg af population

Pct. af børnegruppe

Alle børn i populationen

Har aldrig oplevet relativ lavindkomst

Alene søskendepar som har været forskelligt ramt af lavindkomst

Har oplevet relativ lavindkomst

Anm.:

Alle børn i populationen

er årgang 1990-1997 i alt og svarer til illustrationen i figur 2.

Alene søskendepar som

har været forskelligt ramt af lavindkomst

er de søskendegrupper, hvor mindst én – men ikke alle – børn, har

oplevet relativ lavindkomst i barndommen (dvs. i 0-18-årsalderen). Se desuden bilag 6.2 en større deskriptiv

statistik om de to børnegrupper.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det er imidlertid væsentligt også at tage højde for

løbende

forandringer i familierne,

som kommer og går fra år til år, og som potentielt optræder samtidig med år med relativ

lav indkomst for de berørte børn.

Det grundlæggende spørgsmål er, om børn berørt af relativ lavindkomst i barndommen

påvirkes negativt af manglen på økonomiske ressourcer i sig selv eller af samtidige for-

andringer i familierne, som kan påvirke både familiens indkomst og barnets opvækstvil-

kår. Det kunne være en forælders pludseligt opståede sygdom, psykisk sårbarhed, mis-

brug eller andre begivenheder, som på et givent tidspunkt i et barns liv påvirker det på-

gældende barn, men ikke fx en søster eller bror, som først senere kommer til verden.

Ved at inddrage målbare forandringer i familierne forsøges det i nærværende analyse at

skelne mellem effekten af at have oplevet relativ lavindkomst (monetær effekt) og samti-

dige bagvedliggende forandringer i familien (ikke-monetær effekt).

Udvælgelse af stikprøve og variable er opsummeret i

boks 6.2.

180

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 6

Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen

Boks 6.2

Population og forklarende variable i analysen

Analysens population omfatter som udgangspunkt alle familier med mindst to børn født i årene fra 1990 til

1997. Det kræves dog, at børnene og deres familier kan observeres gennem hele barndommen (dvs. i 0-18-

årsalderen), at børnene afslutter 9. klasse i 15-16-årsalderen, samt at der findes oplysninger om børnenes

højest fuldførte uddannelse i statusåret, som er 5 år efter afslutningen på 9. klasse,

jf. tabel a.

Tabel a

Udvælgelse af population

1.000 børn

Alene flerbørnsfamilier med mindst to børn født i 1990-1997

Alene børn som observeres alle år fra 0 til 18 år

Alene børn som afslutter 9. klasse i 15-16-årsalderen

Alene børn med uddannelsesoplysninger i statusåret, dvs. 5 år efter 9. klasse

Resterende flerbørnsfamilier, hvor mindst to børn opfylder ovenstående

Det omfatter børn, som ifølge Elevregistret afgår fra 9. klasse med eller uden almen kompetence.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

266

254

240

237

224

Udfaldsvariablen er sandsynligheden for at have fuldført en ungdomsuddannelse på statustidspunktet den 1.

oktober 5 år efter afslutningen på 9. klasse. Udfaldet forsøges forklaret ved at inddrage tre typer forklarende

variable.

For det første konstrueres nøglebegrebet relativ lavindkomst. Analysens hovedformål er at estimere den kau-

sale effekt af at have oplevet relativ lavindkomst på sandsynligheden for at få en ungdomsuddannelse. I nogle

specifikationer estimeres desuden effekten af at have oplevet relativ lavindkomst på forskellige alderstrin,

dvs. i 0-3, 4-6, 7-9, 10-12, 13-15 og 16-18-årsalderen. Børn, som har oplevet relativ lavindkomst i barndom-

men, er de, som på et tidspunkt i 0-18-årsalderen har været en del af lavindkomstgruppen mindst 2 ud af 3 år

i træk. Lavindkomstgruppen omfatter personer i familier med en ækvivaleret disponibel hustandsindkomst

under 50 pct. af medianindkomsten i befolkningen i et givent år. Familier, hvor en eller begge voksne er stu-

derende, anses ikke som en del af lavindkomstgruppen.

Det bemærkes, at hustandsindkomsten – i modsæt-

ning til i Lesner (2018) – knytter sig til de til enhver tid gældende familiekonstellationer (e-familier) frem for

de biologiske forældre. Årsagen til dette er, at det vurderes, at indkomsten i den til enhver tid gældende fami-

lie bedst afspejler de reelle forbrugsmuligheder, som er tæt på barnet. Derudover er det pågældende ind-

komstbegreb centralt og veldefineret i indkomststatistikken.

For det andet kontrolleres der for individuelle karakteristika, som knytter sig til det enkelte barn: Barnets

køn, oprindelse, søskenderækkefølge og karaktergennemsnit i 9. klasse samt morens alder ved fødslen.

For det tredje kontrolleres for løbende forandringer i familierne, som rammer børnene i forskellige aldre og

potentielt samtidig med barndomsår med relativ lavindkomst. Det gælder opbrud i familien (såsom skils-

misse), dødsfald blandt biologiske forældre samt indikationer på psykisk sygdom, somatisk sygdom, stofmis-

brug eller ledighed blandt biologiske forældre eller stedforældre i de til enhver tid gældende familiekonstella-

tioner. Der kontrolleres også for, om forældrene er selvstændige. Samtlige forandringer i familierne inklude-

res separat på seks aldersintervaller for barnet (0-3, 4-6, 7-9, 10-12, 13-15 og 16-18-årsalderen).

Se desuden bilag 6.3 for en fuld dokumentation af variable.

Familier, hvor en eller begge voksne er studerende, frasorteres i definitionen af lavindkomstgruppen af hen-

syn til at indkredse en mere homogen gruppe af familier, som (i højere grad end studerende) rammes ufrivil-

ligt af relativ lavindkomst i perioder af børnenes barndom.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ulighedsredegørelsen 2020

181

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 6

Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen

6.3 Betydningen af relativ lavindkomst i barndommen

Betydningen af relativ lavindkomst i barndommen er undersøgt i fire forskellige estima-

tionsmodeller.

Årsagssammenhængen mellem relativ lavindkomst i barndommen og sandsynligheden

for at fuldføre en ungdomsuddannelse tilnærmes bedst i den fulde model, som sammen-

ligner berørte og ikke-berørte søskende i samme familie, og hvor der kontrolleres for in-

dividspecifikke karakteristika og løbende forandringer i familierne. Resultaterne tyder

på, at børn, som oplever relativ lavindkomst i barndommen, har 2,6 pct.-point mindre

sandsynlighed for at fuldføre en ungdomsuddannelse end ikke-berørte søskende,

jf. fi-

gur 6.7.

Figur 6.7

Estimeret effekt af at have oplevet relativ lavindkomst i barndommen på sandsynligheden for

at fuldføre en ungdomsuddannelse

0,00

-0,02

-0,04

-0,06

-0,08

-0,10

-0,12

-0,14

Uden korrektion

Model 1

Model 2

Model 3

Model 4

0,00

-0,02

-0,04

-0,06

-0,08

-0,10

-0,12

-0,14

Individuelle karakteristika

√

Familieforhold

Forandringer i familierne ÷

Individuelle karakteristika

√

Familieforhold

√

Forandringer i familierne

Individuelle karakteristika

√

Familieforhold

Forandringer i familierne

√

Anm.: Alle modeller estimerer effekten af at have oplevet relativ lavindkomst i barndommen (dvs. i 0-18-årsalderen)

på sandsynligheden for at fuldføre en ungdomsuddannelse senest 5 år efter afslutningen på 9. klasse. Søj-

lerne angiver punktestimatet for relativ lavindkomst, mens de lodrette streger angiver 95 pct. konfidensinter-

valler beregnet på baggrund af robuste standardfejl (clustered på familieniveau).

Uden korrektion

vil sige, at

relativ lavindkomst inddrages som eneste forklarende variabel.

Individuelle karakteristika

er baggrundsvari-

able, som knytter sig til det enkelte barn, fx køn.

Familieforhold

er (konstante) målbare og ikke-målbare karak-

teristika, som knytter sig til den enkelte gruppe af søskende (dvs.

fixed effects).

Der kontrolleres herfor ved at

sammenligne søskende i samme familie, som ikke alle oplever relativ lavindkomst i barndommen.

Forandrin-

ger i familierne

er løbende hændelser, som rammer søskende i samme familie i forskellige aldre og potentielt

samtidig med barndomsår med relativ lavindkomst, fx opbrud i familien. Se bilag 6.4 for samtlige regressions-

resultater.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Den estimerede effekt skal – i et samfundsøkonomisk perspektiv – ses i sammenhæng

med størrelsen af børnegruppen, som på et tidspunkt i barndommen oplever relativ lav-

indkomst, dvs. i mindst to ud af tre år i træk er en del af lavindkomstgruppen. Det gæl-

der for ca. 10 pct. af børnene i de relevante årgange, og for denne gruppe kan man såle-

des hypotetisk forestille sig, at uddannelsestilbøjeligheden vil kunne løftes med ca. 2,6

pct., hvis ingen oplevede relativ lav indkomst.

182

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 6

Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen

Estimatet er signifikant negativt, hvilket vil sige, at effekten med stor sandsynlighed er

forskellig fra nul. Derudover giver forholdet mellem resultaterne i de forskellige model-

ler indikationer på, at:



En simpel sammenligning af børn, som oplever relativ lavindkomst, og alle andre

børn overvurderer effekten af relativ lavindkomst markant.

Det skyldes, at børnegrupperne er meget forskellige i forhold til en række målbare

karakteristika, som i sig selv kan påvirke børnenes uddannelsestilbøjelighed, fx op-

rindelse og faglig formåen målt ved karaktergennemsnittet i 9. klasse. Når man ta-

ger højde for børnenes målbare karakteristika, mindskes den estimerede effekt af

relativ lavindkomst fra ca. -12,9 pct.-point til -4,2 pct.-point,

jf. forskellen mellem

model 1 og 2.

Når man sammenligner børn, som oplever relativ lavindkomst i barndommen, med

egne søskende, som ikke har oplevet relativ lavindkomst, mindskes den estimerede

effekt yderligere til -3,5 pct.-point,

jf. model 3.

Det tyder på, at modellen, hvor vi

sammenligner søskende i samme familie, i højere grad er i stand til at tage højde for

målbare og ikke-målbare forskelle mellem familierne, som ellers kunne resultere i

en overvurdering af effekten af relativ lavindkomst.

Endelig inkluderes løbende forandringer i familierne, som rammer søskende i

samme familie forskelligt, fx opbrud i familien, psykisk sygdom og ledighed blandt

forældre eller andre voksne (stedforældre) i eventuelle nye familiekonstellationer.

Dette mindsker den estimerede effekt af relativ lavindkomst yderligere til -2,6 pct.-

point,

jf. model 4.

Det tyder på, at en del af den umiddelbare effekt af relativ lavind-

komst skal tilskrives andre bagvedliggende forandringer i familierne, som både kan

føre til lav indkomst og påvirke barnets opvækst og uddannelsestilbøjelighed (ikke-

monetær effekt). Estimatet er robust over for en række ændringer i definitioner og

populationsafgrænsninger,

jf. bilag 6.5.



På den ene side kan effekten i den fulde model (model 4) fortolkes som et potentielt

maksimum for den

monetære

effekt af at have oplevet relativ lavindkomst i barndom-

men, idet der er bagvedliggende (ikke-monetære) forandringer i familierne, som kan

tænkes både at føre til lav indkomst og påvirke barnets uddannelsestilbøjelighed nega-

tivt, og som det ikke er muligt at kontrollere for. Det kunne fx være, hvis en forælder el-

ler en anden voksen i familien oplever psykisk sygdom, som ikke diagnosticeres.

På den anden side er der en række grunde til, at effekten af at have oplevet relativ lav-

indkomst i barndommen kan være undervurderet. For det første kan der være

spillovers

mellem søskende, hvilket vil sige, at ikke-berørte børn indirekte berøres af, at andre sø-

skende har oplevet relativ lavindkomst. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis sø-

skende, som har oplevet relativ lavindkomst, eller forældrene, er påvirket af dette på en

måde, som influerer relationen til ikke-berørte søskende.

Ulighedsredegørelsen 2020

183

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 6

Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen

For det andet er en del af de løbende forandringer i familierne ikke prædeterminerede i

forhold til det at opleve relativ lavindkomst i et givent år. For en given familie kan der

således være tale om, at det at opleve lav indkomst på et tidspunkt i livet medvirker til,

at familien senere må bryde op, eller at en forælder oplever psykisk sygdom. Problemet

opstår, hvis der systematisk er en sammenhæng mellem først manglen på økonomiske

ressourcer, som senere er en direkte årsag til forandringer i familierne, fx skilsmisse. I så

fald kan det ikke afvises, at en del af effekten af en række løbende (ikke-monetære) for-

andringer i familierne må fortolkes som en indirekte (men monetær) effekt af relativ lav-

indkomst på børnenes uddannelsestilbøjelighed,

jf. bilag 6.5.

For det tredje bidrager søskendegrupper, hvor

alle

børn har oplevet relativ lavindkomst

i barndommen, definitorisk ikke til estimationen. Sidstnævnte vurderes dog ikke at bi-

drage til en undervurdering af effekten af relativ lavindkomst,

jf. boks 6.3.

Boks 6.3

Betydning af at udelade søskendegrupper som oplever langvarig relativ lavindkomst

Den empiriske strategi er grundlæggende at sammenligne børn, som oplever relativ lavindkomst i barndom-

men, med egne søskende, som ikke har oplevet relativ lavindkomst. Børn i søskendegrupper, hvor alle (eller

ingen) af børnene har oplevet relativ lavindkomst, bidrager dermed ikke til effekten af relativ lavindkomst.

Der er 19.500 børn i søskendegrupper, hvor alle har oplevet relativ lavindkomst på et tidspunkt i barndom-

men, svarende til knap 9 pct. af den samlede population i årgang 1990-1997. Det, at alle søskende i en familie

har oplevet relativ lavindkomst, kan indikere, at den pågældende familie har haft relativt lav indkomst igen-

nem en længere periode. Derfor kan det at udelade de pågældende børn – som i nærværende analyse – isole-

ret set føre til en undervurdering af effekten af relativ lavindkomst i barndommen.

Det viser sig dog kun at være en mindre del af de pågældende familier, som har oplevet langvarig lav ind-

komst. Ca. hver fjerde barn i søskendegrupper, hvor alle børn har oplevet relativ lavindkomst, har oplevet

mindst fem år med relativt lav indkomst. Den mest almindelige årsag til, at begge søskende har oplevet rela-

tiv lavindkomst i løbet af barndommen (og dermed ikke kan bidrage til identifikationen af den kausale effekt

af relativ lavindkomst), er således, at begge børn var født i den korte periode, hvor forældrene havde en rela-

tivt lav indkomst.

Derudover bemærkes det, at søskendegrupper, som oplever relativ lavindkomst igennem en længere periode,

hovedsageligt er børn af selvstændigt erhvervsdrivende. Ser man alene på børn i søskendegrupper, hvor alle

har oplevet mindst 5 år med relativ lavindkomst, er 82 pct. børn af selvstændigt erhvervsdrivende. Det er

markant flere end blandt søskende, som er forskelligt ramt af lavindkomst, og som dermed bidrager til iden-

tifikationen af den kausale effekt af relativ lavindkomst på sandsynligheden for at fuldføre en ungdomsud-

dannelse,

jf. tabel a.

184

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 6

Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen

Boks 6.3 (fortsat)

Betydning af at udelade søskendegrupper som oplever langvarig relativ lavindkomst

Selvstændigt erhvervsdrivende er i Danmark typisk ressourcestærke personer, som selv har valgt at starte og

drive egen virksomhed. Det er formentlig en del af årsagen til, at 62 pct. af de børn, som indgår i søskendepar

med selvstændige forældre, hvor begge har oplevet relativ lavindkomst i mindst fem år, formår at fuldføre en

ungdomsuddannelse. Det er markant flere end blandt søskendepar, som har været forskelligt ramt af lavind-

komst, og som dermed bidrager til identifikationen af den kausale effekt af relativ lavindkomst.

Der er dog en lille gruppe søskende, hvor alle børn oplever langvarig relativ lavindkomst, og som ikke har

selvstændige forældre. Den pågældende børnegruppe ligner dog de børn, som inkluderes i estimationen, når

man ser på andelen med en fuldført ungdomsuddannelse (knap 48 pct.). Målt på risikofaktorer som foræl-

dres ledighed, psykiske sygdom, misbrug og opbrud i familien er den pågældende børnegruppe lidt mere ud-

sat, men forskellen til de børn, som indgår i estimationen, er beskeden. Det taler samlet set for, at det at ude-

lade børn i søskendegrupper, hvor alle har oplevet relativ lavindkomst i barndommen, ikke isoleret set fører

til en undervurdering af effekten.

Tabel a

Fuldført ungdomsuddannelse og andel med selvstændige forældre på tværs af børnegrupper

Antal

børn

Fuldført ungdoms- Selvstændige

uddannelse

forældre

Andel i pct.

Søskendepar som har været forskelligt ramt af

lavindkomst

- Som aldrig har oplevet relativ lavindkomst

- Som har oplevet relativ lavindkomst

5.843

2.903

2.940

48,2

49,9

46,5

50,3

46,9

53,6

Søskendepar hvor alle har oplevet relativ lavindkomst

19.583

56,4

75,8

Søskendepar hvor alle har oplevet relativ lavindkomst i

mindst 5 år

- Heraf alene børn med selvstændige forældre

- Heraf alene børn uden selvstændige forældre

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

5.354

4.389

985

59,4

62,0

47,5

82,0

100,0

0,0

Endelig skal man holde sig for øje, at nærværende analyse – med de nævnte forbehold –

formår at tilnærme den kausale effekt af relativ lavindkomst i barndommen, men alene

for en lille gruppe af søskende, som har været forskelligt ramt af lavindkomst i barn-

dommen. Resultaterne kan ikke uden videre generaliseres, hverken til den samlede bør-

negruppe født i 1990-1997 eller til de børn, som vokser op i dag. Det skyldes blandt an-

det, at grundskolen, ungdomsuddannelserne og socialpolitikken løbende er blevet refor-

meret siden 1990’erne, samt at nutidens lavindkomstgruppe i langt højere grad end tid-

ligere udgøres af indvandrere på integrationsydelse og kontanthjælp.

Ulighedsredegørelsen 2020

185

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 6

Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen

Betydningen af relativ lavindkomst på forskellige alderstrin

Effekten af at have oplevet relativ lavindkomst i barndommen kan dekomponeres i for-

hold til den alder, som barnet har, når han eller hun oplever relativ lavindkomst i sin fa-

milie.

Resultaterne tyder på, at der er en signifikant negativ effekt af at have oplevet relativ lav-

indkomst i de sene teenageår. Børn, som oplever relativ lavindkomst i 16-18-årsalderen,

har således 2,7 pct.-point mindre sandsynlighed for at fuldføre en ungdomsuddannelse

end ikke-berørte søskende, og effekten er signifikant,

jf. figur 6.8.

Der er også en signifikant effekt af at have oplevet relativ lavindkomst i 0-3-årsalderen,

men denne effekt er mere usikker. På alle andre alderstrin er usikkerheden så stor, at

der ikke kan påvises en signifikant effekt af relativ lavindkomst.

Figur 6.8

Estimeret effekt af at have oplevet relativ lavindkomst i barndommen på sandsynligheden for

at fuldføre en ungdomsuddannelse efter barnets alder

0,04

0,02

0,00

-0,02

-0,04

-0,06

0-3-årsalderen

4-6-årsalderen

7-9-årsalderen

10-12-årsalderen

13-15-årsalderen

16-18-årsalderen

Alder hvor barnet oplever relativ lavindkomst

-0,06

Anm.: Model 4 med kontrol for individuelle karakteristika, familieforhold (fixed

effects)

og forandringer i familierne.

Søjlerne angiver punktestimater, mens de lodrette streger angiver 95 pct. konfidensintervaller beregnet på

baggrund af robuste standardfejl (clustered på familieniveau).

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

De aldersspecifikke resultater kan indikere, at det at opleve relativ lavindkomst i de sene

teenageår kan påvirke barnets beslutning om enten at påbegynde (og gennemføre) en

ungdomsuddannelse eller at træde ind på arbejdsmarkedet.

Resultaterne indikerer et mønster, der er på linje med Lesner (2018), som finder, at re-

lativ lavindkomst i 13-15- og 16-18-årsalderen har en signifikant negativ effekt på sand-

synligheden for at have fuldført en ungdomsuddannelse i 22-årsalderen.

186

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 6

Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen

Andre faktorer som påvirker uddannelsestilbøjeligheden

Et barns opvækst og uddannelsestilbøjelighed er påvirket af mange indre og ydre om-

stændigheder. Derfor skal betydningen af at have oplevet relativ lavindkomst i barn-

dommen ses i sammenhæng med andre faktorer, som påvirke sandsynligheden for at

fuldføre en ungdomsuddannelse.

Effekten af andre betydningsfulde faktorer estimeres samtidig med effekten af relativ

lavindkomst i den fulde model (model 4). Det gælder både individspecifikke karakteri-

stika såsom køn og karaktergennemsnit i 9. klasse, men også løbende forandringer i fa-

milierne, som beskrevet tidligere.

Sammenlignet med effekten af relativ lavindkomst ser det ud til at være markant mere

negativt for uddannelsestilbøjeligheden at være født som dreng. Drenge har alt andet

lige ca. 9 pct.-point mindre sandsynlighed for at fuldføre en ungdomsuddannelse end

deres søstre, når vi tager højde for andre individuelle karakteristika, en række løbende

forandringer i familierne og det at opleve relativ lavindkomst,

jf. figur 6.9.

Figur 6.9

Estimeret effekt af udvalgte faktorer på sandsynligheden for at fuldføre en

ungdomsuddannelse

0,00

-0,02

-0,04

-0,06

-0,08

-0,10

Relativ lavindkomst på et

tidspunkt i barndommen

Dreng

Opbrud i familien i

13-15-årsalderen

Opbrud i familien i

16-18-årsalderen

Lavere karakter-

gennemsnit i 9. klasse

-0,10

Anm.: Model 4 med kontrol for individuelle karakteristika, familieforhold (fixed

effects)

og forandringer i familierne.

Søjlerne angiver punktestimater, mens de lodrette streger angiver 95 pct. konfidensintervaller beregnet på

baggrund af robuste standardfejl (clustered på familieniveau). Der er udvalgt faktorer, hvor fortegnet for de

tilhørende estimerede effekter på uddannelsestilbøjeligheden er negativt og signifikant på tværs af modelspe-

cifikationer.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Bortset fra barnets køn er karaktergennemsnittet i 9. klasse den mest betydningsfulde

faktor for sandsynligheden for at få en ungdomsuddannelse, som kan identificeres med

data. For et barn, som har én karakter lavere karaktergennemsnit end sin søster eller sin

bror, er sandsynligheden for at fuldføre en ungdomsuddannelse senest 5 år efter 9.

klasse alt andet lige ca. 8 pct.-point mindre.

Ulighedsredegørelsen 2020

187

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 6

Langsigtet effekt af lavindkomst i barndommen

Der er ikke tegn på, at en del af betydningen af karaktergennemsnittet for børnenes ud-

dannelsestilbøjelighed skal tilskrives indirekte effekter fra oplevelser med relativ lavind-

komst på børnenes præstation ved afgangsprøven i 9. klasse. Således er effekten af ka-

raktergennemsnit i 9. klasse robust i specifikationer, hvor populationen afgrænses til

kun at omfatte søskende, hvor alle hhv. ingen af børnene har oplevet relativ lavindkomst

i barndommen.

Endelig ser også opbrud i familien ud til at have en signifikant negativ og relativt større

effekt på uddannelsestilbøjeligheden end det at opleve relativ lavindkomst i barndom-

men. Et barn, som oplever opbrud i familien i de sene teenageår, har således ca. 6 pct.-

point mindre sandsynlighed for at fuldføre en ungdomsuddannelse end ikke-berørte sø-

skende, fx søskende som var voksne på tidspunktet for opbruddet. Også dette resultat er

robust i specifikationer, hvor der tages højde for, at opbrud i familien kan være delvist

drevet af oplevelser med relativ lavindkomst.

188

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Definition af relativ lavindkomst

Bilag 6.1

Definition af relativ lavindkomst

Analysens forklarende nøglevariabel er, hvorvidt et barn har oplevet relativ lavindkomst

i løbet af barndommen (eller på specifikke alderstrin i barndommen).

Relativ lavindkomst er imidlertid ikke et præcist defineret begreb. Den daværende

SRSF-regerings Ekspertudvalg om fattigdom definerede dog økonomisk fattigdom som

en situation, hvor en person eller familie ufrivilligt har væsentlig dårligere livsvilkår

sammenlignet med den øvrige befolkning, og hvor denne situation:



skyldes mangel på ressourcer, herunder særligt økonomiske

er vedvarende, og hvor personen eller familien ikke har eller kun i begrænset om-

fang har mulighed for ved egen drift at ændre situationen.

Nærværende definition af relativ lavindkomst er valgt under hensyntagen til Ekspertud-

valgets anbefaling om et flerårigt fattigdomsmål, men samtidig er der lagt vægt på, at

målet ikke må være så restriktivt, at stikprøven bliver for lille til analytisk brug.

Personer ramt af relativ lavindkomst defineres derfor som personer, der to ud af tre år i

træk har en ækvivaleret disponibel hustandsindkomst under 50 pct. af medianindkom-

sten i befolkningen i et givent år. Familier, hvor en eller begge voksne er studerende i det

pågældende år, anses ikke som en del af lavindkomstgruppen.

Figur 1

sammenligner andelen af børn, som oplever relativ lavindkomst, målt med for-

skellige definitioner.

Ulighedsredegørelsen 2020

191

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 6.1

Definition af relativ lavindkomst

Figur 1

Børn som har oplevet relativ lavindkomst i barndommen med forskellige definitioner og efter

fødeår

Pct. af årgang

1 år i lavindkomstgruppe

1990

1991

2 ud af 3 år i lavindkomstgruppe

Definition af mål for relativ lavindkomst

1992

1993

1994

1995

1996

3 år i lavindkomstgruppe

Anm.: Lavindkomstgruppen omfatter personer i familier med en ækvivaleret disponibel hustandsindkomst under 50

pct. af medianindkomsten i befolkningen i et givent år. Familier, hvor en eller begge voksne er studerende,

indgår ikke som en del af lavindkomstgruppen. Hustandsindkomsten knytter sig til de til enhver tid gældende

familiekonstellationer (e-familier).

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

192

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Deskriptiv statistik

Bilag 6.2

Deskriptiv statistik

Tabel 1

Deskriptiv statistik – alle børn i populationen

Har aldrig oplevet

relativ lavindkomst

Individuelle karakteristika

Dreng

Udenlandsk oprindelse

Førstefødt

Karaktergennemsnit i 9. klasse

Manglende karaktergennemsnit i 9. klasse

Mors alder ved fødslen

Fuldført ungdomsuddannelse senest 5 år efter 9. klasse

51,2

4,6

47,3

6,7

5,0

29,0

68,1

49,9

23,0

44,2

5,8

8,2

28,0

55,1

Har oplevet relativ

lavindkomst

Karakteristika for forældre og stedforældre i barndommen

Psykisk sygdom, forældre eller stedforældre

Alvorlig somatisk sygdom, forældre eller stedforældre

Stofmisbrug, forældre eller stedforældre

Ledighed, forældre eller stedforældre

Opbrud i familien

Selvstændig, forældre eller stedforældre

9,1

11,2

1,0

44,5

40,2

23,4

15,8

12,3

2,4

62,5

55,6

69,8

Antal observationer

201.444

22.522

Anm.: Stikprøven omfatter som udgangspunkt alle familier med mindst to børn født i årene fra 1990 til 1997. Det kræ-

ves dog, at børnene og deres familier kan observeres gennem hele barndommen (dvs. i 0-18-årsalderen), at

børnene afslutter 9. klasse i 15-16-årsalderen, samt at der findes oplysninger om børnenes højest fuldførte ud-

dannelse i statusåret, som er 5 år efter afslutningen på 9. klasse. Se desuden bilag 6.3 for en fuld dokumenta-

tion af variable.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ulighedsredegørelsen 2020

195

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 6.2

Deskriptiv statistik

Tabel 2

Deskriptiv statistik – alene søskendepar som har været forskelligt ramt af lavindkomst

Har aldrig oplevet

relativ lavindkomst

Individuelle karakteristika

Dreng

Udenlandsk oprindelse

Førstefødt

Karaktergennemsnit i 9. klasse

Manglende karaktergennemsnit i 9. klasse

Mors alder ved fødslen

Fuldført ungdomsuddannelse senest 5 år efter 9. klasse

49,6

14,0

45,3

5,7

10,6

27,9

49,9

45,3

14,7

44,3

5,7

12,0

27,9

46,5

Har oplevet relativ

lavindkomst

Karakteristika for forældre og stedforældre i barndommen

Psykisk sygdom, forældre eller stedforældre

Alvorlig somatisk sygdom, forældre eller stedforældre

Stofmisbrug, forældre eller stedforældre

Ledighed, forældre eller stedforældre

Opbrud i familien

Selvstændig, forældre eller stedforældre

17,5

12,2

3,6

66,3

68,6

46,9

17,4

12,8

3,4

66,8

70,8

53,7

Antal observationer

2.903

2.940

Anm.: Alene søskendepar, hvor mindst én – men ikke alle – børn har oplevet relativ lavindkomst i barndommen

(dvs. i 0-18-årsalderen). Se desuden bilag 6.3 for en fuld dokumentation af variable.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

196

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 6.3

Dokumentation af variable

Bilag 6.3

Dokumentation af variable

1.1 Familier

Der tages udgangspunkt i flerbørnsfamilier, hvor mindst to børn er født mellem 1990 og

1997. Søskende er børn, som fødes ind i samme familie (e-familie), og knytter sig således

ikke direkte til oplysninger om de biologiske forældre. Børnenes familier ændres lø-

bende over tid, fx hvis forældrene flytter fra hinanden, eller hvis en enlig forælder flytter

sammen med en ny partner.

Hvorvidt et barn oplever relativ lavindkomst i et givent år, måles på baggrund af den

ækvivalerede hustandsindkomst i den e-familie, som barnet er en del af på det pågæl-

dende tidspunkt.

1.2 Definition af forandringer i familierne

I forhold til løbende forandringer i familierne er det omvendt valgt at sidestille biologi-

ske forældre og andre voksne (stedforældre) i til enhver tid gældende familiekonstellati-

oner. Derfor registreres løbende forandringer i familierne såsom psykisk sygdom, soma-

tisk sygdom, ledighed mv. både for biologiske forældre og stedforældre i eventuelle nye

familier.

I den forbindelse antages det, at der er tale om voksne ”stedforældre”, når aldersforskel-

len mellem barnet og den pågældende voksen i en given e-familie er mindst 15 år.

Psykisk sygdom

Forældre eller stedforældre optræder med psykisk sygdom, såfremt de i forbindelse med

indlæggelse, ambulant behandling eller skadestuekontakt er registreret med en psykisk

diagnose enten i Landspatientregistret eller i Det Psykiatriske Centrale Forskningsregi-

ster i løbet af barnets barndomsår. Både registreringer i forbindelse med indlæggelses-

datoer og udskrivningsdatoer tælles med.

I Landspatientregistret er der oplysninger om psykiatriske diagnoser fra og med 1995.

Fra 1990 til 1994 er der alene registreret indlæggelser i Det Centrale Psykiatriske Forsk-

ningsregister, men fra 1995 registreres også i skadestuebesøg og ambulante behandlin-

ger.

Ulighedsredegørelsen 2020

199

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 6.3

Dokumentation af variable

Alvorlig somatisk sygdom

Forældre eller stedforældre optræder med alvorlig somatisk sygdom, såfremt de på et

tidspunkt i løbet af barnets barndomsår har været i behandling for moderat-svær soma-

tisk sygdom i Landspatientregistret. Både registreringer i forbindelse med indlæggelses-

datoer og udskrivningsdatoer tælles med.

Moderat-svær somatisk sygdom er kategoriseret på baggrund af Charlsons komorbidi-

tetsindeks. Charlsons komorbiditetsindeks (CCI) bruges til at estimere sygelighed. CCI

inkluderer 19 forskellige kroniske tilstande, som har vist sig at have stor prognostisk be-

tydning for overlevelse, og som på den baggrund tildeles værdierne 1, 2, 3 eller 6. Til-

stande med størst prognostisk betydning tildeles de højeste værdier. Ved at lægge værdi-

erne sammen opnås en samlet score, CCI, som bruges til at vurdere en persons sygelig-

hed.

CCI benyttes sædvanligvis til inddeling i fire sygdomsgrupper fra ingen sygelighed (CCI

= 0) til svær sygelighed (CCI => 3). På den baggrund er det i nærværende analyse valgt

at kategorisere personer med moderat-svær sygelighed (CCI >= 2) som alvorligt soma-

tisk syge.

Gruppen med alvorlig somatisk sygdom omfatter personer, som i et givent år er registre-

ret med en sygdom, som har relativt stor prognostisk betydning for overlevelse. Det er fx

kræft uden spredning (CCI = 2), kræft med spredning (CCI = 6), moderat-svær nyresyg-

dom (CCI = 2), moderat-svær leversygdom (CCI = 3) og AIDS (CCI = 6). Der er også al-

vorligt somatisk syge patienter, som kategoriseres som sådan, fordi de optræder med

flere samtidige diagnoser med lille CCI-vægt, hvilket resulterer i en samlet relativt høj

CCI. Det er fx personer, som både har diabetes uden komplikationer og mavesår.

Stofmisbrug

Forældre eller stedforældre optræder med indikationer på stofmisbrug, såfremt de i for-

bindelse med indlæggelse, ambulant behandling eller skadestuekontakt er registreret

med en stofmisbrugsrelateret diagnose enten i Landspatientregistret eller i Det Psykia-

triske Centrale Forskningsregister i løbet af barnets barndomsår. Både registreringer i

forbindelse med indlæggelsesdatoer og udskrivningsdatoer tælles med. Stofmisbrugsre-

laterede diagnoser er kategoriseret på baggrund af SFI (2015):

Familiebaggrund og so-

cial marginalisering i Danmark.

Derudover medregnes personer, som er registreret i

stofmisbrugsbehandling. Register over Stofmisbrugere i Behandling går tilbage til 1996.

Ledighed

Forældre eller stedforældre registreres som ledige, hvis de i et givent år er ledige i stør-

stedelen af året, svarende til en årsledighedsgrad på mindst 50 pct. Årsledighedsgraden

identificeres ved hjælp af Den Integrerede Database for Arbejdsmarkedsforskning.

200

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 6.3

Dokumentation af variable

Opbrud i familien

Opbrud i familien er for det enkelte barn defineret ved et skift i familie-id fra ét år til et

andet. Det er situationer, hvor forældrene flytter hinanden, en enlig forælder flytter

sammen med en anden voksen, en voksen i familien dør eller barnet flytter for sig selv.

Hvis samlevende bliver til ægtepar, eller hvis ægtepar bliver skilt, men bliver ved med at

bo sammen, er der ikke tale om et opbrud.

Selvstændigt erhvervsdrivende

Forældre eller stedforældre registreres som selvstændigt erhvervsdrivende i et givent år

på baggrund af deres socioøkonomiske klassifikation i Arbejdsklassifikationsmodulet.

Selvstændigt erhvervsdrivende er inklusive medarbejdende ægtefæller.

Ulighedsredegørelsen 2020

201

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Regressionsresultater

Bilag 6.4

Regressionsresultater

Tabel 1

Estimeret effekt af relativ lavindkomst i barndommen på sandsynligheden for at fuldføre en

ungdomsuddannelse senest 5 år efter 9. klasse

Model 1

Relativ lavindkomst i

barndommen

-0.129***

Model 2

Model 3

Model 4

(0.010)

(0.003) -0.042***

(0.003) -0.035***

(0.010) -0.026**

Individuelle karakteristika

Dreng

Udenlandsk oprindelse

Førstefødt

Karaktergennemsnit i 9.

klasse

Manglende karaktergen-

nemsnit

Mors alder ved fødslen

-0.072***

-0.090***

0.002

0.096***

0.142***

0.006***

(0.002) -0.088***

(0.004)

(0.002) -0.001

(0.000) 0.081***

(0.004) 0.119***

(0.000) 0.004***

(0.003) -0.002

(0.001) 0.081***

(0.006) 0.120***

(0.001) 0.004***

(0.003)

(0.001)

(0.006)

(0.001)

(0.002) -0.090***

(0.002)

Forældre og stedforæl-

dre

Somatisk sygdom i år 0-3

Somatisk sygdom i år 4-6

Alvorlig somatisk sygdom

i år 7-9

Alvorlig somatisk sygdom

i år 10-12

Alvorlig somatisk sygdom

i år 13-15

Alvorlig somatisk sygdom

i år 16-18

Psykisk sygdom i år 0-3

Psykisk sygdom i år 4-6

Psykisk sygdom i år 7-9

Psykisk sygdom i år

10-12

Psykisk sygdom i år

13-15

Psykisk sygdom i år

16-18

Stofmisbrug i år 0-3

-0.021

-0.012

0.005

-0.004

-0.005

-0.004

0.035**

0.019

0.006

-0.008

0.004

0.014

-0.059

(0.016)

(0.012)

(0.011)

(0.010)

(0.008)

(0.007)

(0.016)

(0.013)

(0.012)

(0.011)

(0.010)

(0.009)

(0.043)

Ulighedsredegørelsen 2020

203

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 6.4

Regressionsresultater

Stofmisbrug i år 4-6

Stofmisbrug i år 7-9

Stofmisbrug i år 10-12

Stofmisbrug i år 13-15

Stofmisbrug i år 16-18

Ledighed i år 0-3

Ledighed i år 4-6

Ledighed i år 7-9

Ledighed i år 10-12

Ledighed i år 13-15

Ledighed i år 16-18

Opbrud i familien i år 0-3

Opbrud i familien i år 4-6

Opbrud i familien i år 7-9

Opbrud i familien i år

10-12

Opbrud i familien i år

13-15

Opbrud i familien i år

16-18

Dødsfald i år 0-3

Dødsfald i år 4-6

Dødsfald i år 7-9

Dødsfald i år 10-12

Dødsfald i år 13-15

Dødsfald i år 16-18

Selvstændig i år 0-3

Selvstændig i år 4-6

Selvstændig i år 7-9

Selvstændig i år 10-12

Selvstændig i år 13-15

Selvstændig i år 16-18

Konstant

0.681***

(0.001) 0.010

(0.007) 0.080***

-0.050

0.025

0.015

0.023

-0.003

-0.005

-0.002

-0.001

-0.004

0.001

-0.000

-0.012*

-0.011*

-0.011**

-0.016***

-0.023***

-0.060***

0.087*

0.057

0.032

0.030

-0.019

0.004

0.008

0.002

-0.001

-0.004

0.010*

-0.030***

(0.030) 0.120***

(0.035)

(0.033)

(0.027)

(0.024)

(0.025)

(0.004)

(0.005)

(0.006)

(0.005)

(0.007)

(0.006)

(0.005)

(0.003)

(0.045)

(0.038)

(0.032)

(0.026)

(0.022)

(0.016)

(0.006)

(0.005)

(0.006)

(0.031)

Model

OLS

Anm.: *, ** og *** indikerer signifikansniveau på hhv. 10, 5 og 1 pct. Robuste standardfejl (clustered på familieniveau) i

parenteser.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

204

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Resultater fra følsomhedsanalyser

Bilag 6.5

Resultater fra følsomhedsanalyser

Resultaterne i nærværende analyse er undersøgt i en række følsomhedsanalyser, hvor

der dels ændres på centrale variabeldefinitioner og dels ses nærmere på spørgsmålet om

prædeterminerede løbende forandringer i familierne, fx opbrud. Resultaterne fra føl-

somhedsanalyserne er opsummeret i tabel 1.

Ændret definition af lavindkomstgruppen

Relativ lavindkomst er ikke entydigt defineret i litteraturen. Fx vælges det i Lesner

(2018) at estimere effekter af relativ lavindkomst målt ved et etårigt lavindkomstmål,

hvorimod nærværende analyse definerer oplevelser med relativ lavindkomst som til-

fælde, hvor familier to ud af tre år i træk er en del af lavindkomstgruppen.

Resultaterne i nærværende analyse er robuste over for en ændring af definitionen af re-

lativ lavindkomst. Sammenlignes børn, der berøres af relativ lavindkomst i mindst ét år,

med ikke-berørte søskende (med korrektioner svarende til i den fulde model 4), estime-

res effekten til -2,3 pct.-point i forhold til sandsynligheden for at få en ungdomsuddan-

nelse senest 5 år efter afslutningen på 9. klasse.

Senere status for fuldført uddannelse

Resultaterne er ligeledes robuste over for ændringer i udfaldsvariablen, som generelt er

defineret som sandsynligheden for at fuldføre en ungdomsuddannelse senest 5 år efter

afslutningen på 9. klasse. Gøres der i stedet status 6 år efter afslutningen på 9. klasse

(for årgang 1990-1996), estimeres effekten af at opleve relativ lavindkomst i barndom-

men til -2,9 pct.-point på de berørte børns uddannelsestilbøjelighed.

Betydning af prædeterminerede forandringer i familierne

Endelig er der spørgsmålet om, hvorvidt den monetære effekt af relativ lavindkomst kan

være undervurderet som følge af, at en række løbende forandringer i familierne, fx op-

brud, ikke per definition er prædeterminerede i forhold til oplevelser med relativ lavind-

komst. En del af formålet med nærværende analyse har således været at adskille den

rent monetære effekt af relativ lavindkomst fra effekten af andre vilkår i familien, som

på et givent tidspunkt i et barns liv kan påvirke både familiens indkomst og opvækstvil-

Forskellen på definitioner af centrale variable i Lesner (2018) og nærværende analyse går langt videre end

spørgsmålet om et etårigt eller flerårigt lavindkomstmål. Se boks 6.1.

Ulighedsredegørelsen 2020

207

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 6.5

Resultater fra følsomhedsanalyser

kårene for den del af søskendeflokken, som er en del af familien på det pågældende tids-

punkt. Der kan imidlertid argumenteres for, at tilfælde, hvor selve oplevelsen med lav

indkomst fører til fx en families opbrud eller en forælders psykiske sygdom eller mis-

brug, skal medregnes som en

indirekte

monetær effekt af relativ lavindkomst på børne-

nes uddannelsestilbøjelighed.

For at undersøge betydningen af dette forhold er effekten af relativ lavindkomst i en al-

ternativ specifikation estimeret ved at sammenligne berørte søskende med ikke-berørte

søskende i familier, som aldrig rammes af perioder med psykisk sygdom eller misbrug

blandt forældre eller stedforældre. Resultatet for denne del af populationen er en signifi-

kant effekt af relativ lavindkomst på -2,4 pct.-point, hvilket ikke er meget forskelligt fra

resultatet, som beror på den fulde population. Det tyder umiddelbart på, at effekten af

relativ lavindkomst ikke er undervurderet som følge af indirekte effekter fra relativ lav-

indkomst på forekomst af psykisk sygdom og misbrug.

Til sammenligning er det vanskeligt estimere effekten af relativ lavindkomst kun ved at

sammenligne udfaldet for børn i søskendegrupper, hvor ingen af børnene oplever op-

brud i løbet af barndommen. Det skyldes, at opbrud i familien er så relativt almindeligt,

især blandt børn som oplever relativ lavindkomst på et tidspunkt i barndommen. Derfor

bliver den identificerende variation inden for søskendegrupper (i forhold til børnenes

oplevelser med relativ lavindkomst) beskeden med usikre estimater til følge.

I stedet undersøges effekten af relativ lavindkomst for familier, hvor

alle

søskende har

oplevet opbrud i løbet af barndommen. Resultatet er en signifikant negativ effekt af rela-

tiv lavindkomst på -3,2 pct.-point på sandsynligheden for at fuldføre en ungdomsuddan-

nelse senest 5 år efter afslutningen på 9. klasse. Resultatet er ikke signifikant forskelligt

fra resultatet fra estimationen for den fulde population.

Tabel 1

Følsomhedsanalyser: Estimeret effekt af relativ lavindkomst i barndommen på sandsynligheden

for at fuldføre en ungdomsuddannelse

Estimeret effekt af

relativ lavindkomst

Relativ lavindkomst målt etårigt

Status for fuldført ungdomsuddannelse 6 år efter afslutningen på 9. klasse

-0.023***

-0.029**

(0.007)

(0.012)

(0.020)

(0.013)

Subsample: Ingen i søskendeflokken oplever forældres psykiske sygdom eller misbrug -0.024**

Subsample: Ingen i søskendeflokken oplever opbrud

Subsample: Hele søskendeflokken oplever opbrud

-0.017

-0.032**

Anm.: *, ** og *** indikerer signifikansniveau på hhv. 10, 5 og 1 pct. Robuste standardfejl (clustered på familieniveau) i

parenteser. Alle modeller er estimeret med kontrol for individuelle karakteristika, familieforhold (fixed

effects)

forandringer i familierne, svarende til model 4.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

208

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Arbejdslivet udgør en stor del af voksenlivet for de fleste mennesker. Arbejdet er med til

at definere det enkelte menneske, ligesom mange mennesker knytter varige venskaber

og relationer gennem deres arbejde.

Ønskerne til og mulighederne for at arbejde varierer i løbet af livet. Det er de færreste,

der har et fuldtidsarbejde fra første til sidste dag på arbejdsmarkedet. De fleste har et

fleksibelt arbejdsliv, hvor man i perioder af livet arbejder på deltid. For eksempel når

man er studerende, har hjemmeboende børn eller gradvist trækker sig tilbage fra ar-

bejdsmarkedet.

Hjemmearbejde og fleksibel arbejdstid kan også være med til at skabe fleksibilitet i en

travl hverdag. Der er også mange, som skifter arbejdsfunktion i løbet af arbejdslivet. Det

kan være et ønske om nye udfordringer, et mindre krævende job eller noget helt tredje.

Hovedbudskaberne i kapitlet er:



Knap 4 ud af 10 lønmodtagere arbejder mindre end fuld tid (mindst 36 timer om

ugen). Der er især mange unge og ældre, der arbejder på deltid. I midten af arbejds-

livet – mellem 30 og 50 år – er 3 ud af 10 lønmodtagere ansat på deltid.

8 pct. af alle lønmodtagere ønsker at arbejde flere timer. Deltidsansatte ønsker of-

tere at gå op i tid end fuldtidsansatte. Blandt lønmodtagere, der arbejder mindre

end 30 timer om ugen, ønsker godt 20 pct. en højere arbejdstid. Mange deltidsan-

satte er studerende og hver sjette, der ønsker at arbejde flere timer, er studerende.

Analyserne indikerer, at børn i familien kan have betydning for, hvor meget man ar-

bejder. Mænd arbejder typisk mere, når de har hjemmeboende børn, mens kvinder

arbejder mindre. Endvidere varierer arbejdstiden med antallet af hjemmeboende

børn. Analyserne viser også, at kvinder med hjemmeboende børn i højere grad ar-

bejder i den offentlige sektor end kvinder uden hjemmeboende børn.

Seniorer fylder mere og mere på det danske arbejdsmarked. Af de fuldtidsansatte

seniorer, der bliver på arbejdsmarkedet, efter de er fyldt 63 år, er 17 pct. gået ned i

arbejdstid, 17 pct. har skiftet arbejdsfunktion og 7 pct. begge dele sammenlignet

med deres job som 55-årige.



www.oim.dk

Ulighedsredegørelsen 2020

211

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv



Nogle faggrupper blandt seniorer, der bliver på arbejdsmarkedet, efter de er fyldt 63

år, er væsentlig mere tilbøjelige til at gå ned i arbejdstid end at skifte arbejdsfunk-

tion. Det gælder især faggrupper indenfor sundhed, undervisning og omsorg, fx sy-

geplejersker, læger, lærere og pædagoger.

Knap 3 ud 10 af lønmodtagere lægger en del af arbejdstiden hjemme. Hjemmear-

bejde er mest udbredt blandt fuldtidsbeskæftigede og varierer i høj grad med typen

af arbejdsopgaver. For eksempel er det under 20 pct. af lønmodtagerne i byggeriet,

hotel- og restaurationsbranchen samt sundhedsvæsenet, der til tider arbejder

hjemme, mens det er mere end halvdelen indenfor undervisning og informations-

og kommunikationsteknologi.

Omkring 8�½ pct. af lønmodtagerne har flere job på samme tid. Andelen har været

omtrent uændret de seneste ti år. Hvis man ser bort fra studerende i gruppen, har

lønmodtagere med flere job omtrent samme indkomstfordeling som lønmodtagere

med ét job.



7.1 Arbejdstid over livet

For de fleste i den erhvervsaktive alder fylder arbejdslivet meget i hverdagen. Men løn-

modtagere er en meget sammensat gruppe. Der er personer i forskellige livssituationer,

som ikke ønsker eller har mulighed for at varetage et arbejde på fuld tid.

Af alle lønmodtagere i alderen 15-70 år har knap 4 ud af 10 en arbejdstid, der er mindre

end fuld tid (mindst 36 timer om ugen). I aldersgruppen 30-50 år gælder det 3 ud af 10

lønmodtagere, mens der er væsentlig flere deltidsansatte blandt yngre og ældre lønmod-

tagere, jf. figur 7.1 og 7.2.

212

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.1

Lønmodtagere i alderen 15-70 år fordelt på

ugentlig arbejdstid, 2018

Figur 7.2

Lønmodtagere på deltid efter alder, 2018

Pct. af lønmodtagere på alderstrin

100

17 pct.

12 pct.

61 pct.

10 pct.

40 45

Alder

Under 20 timer

20-32 timer

32-36 timer

Fuld tid

Anm.: Ultimo november. Opgørelsen af lønmodtagere og deres arbejdstid er foretaget med baggrund i Danmarks

Statistiks arbejdsmarkedsregnskab. Se boks 7.1 for en nærmere beskrivelse.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

For eksempel har mange unge, der er under uddannelse, et job ved siden af studierne.

Der er også lønmodtagere med nedsat arbejdsevne, der ikke er i stand til at varetage et

fuldtidsjob. Det gælder en stor del af lønmodtagerne i støttet beskæftigelse, herunder i

fleksjob. Og blandt ældre er der en del, som bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet,

selvom de modtager pension, jf. figur 7.3.

Ulighedsredegørelsen 2020

213

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.3

Lønmodtagere opdelt på fire undergrupper efter alder, 2018

Pct. af alderstrin

100

Pct. af alderstrin

100

Alder

Øvrige lønmodtagere

Lønmodtagere i støttet beskæftigelse

Lønmodtagere i uddannelse

Lønmodtagere med pension

Anm.: Ultimo november. Lønmodtagere med pension er personer med lønmodtagerbeskæftigelse, som samtidig

modtager pension. Det gælder modtagere af førtidspension, efterløn og folkepension. Hertil kommer modta-

gere af anden pension, som dækker over tjenestemandspension, pensionsudbetalinger fra pensionskasse,

pengeinstitut, forsikringsselskab, privat pensionsordning inkl. arbejdsgiveradministrerede, pension fra udlan-

det eller pension fra en tidligere arbejdsgiver.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

De forskellige livssituationer afspejler sig også i arbejdstiden for de forskellige grupper

af lønmodtagere. For eksempel har ca. 70 pct. af lønmodtagerne, der samtidig er i gang

med en uddannelse, en ugentlig arbejdstid på højst 20 timer. Og blandt lønmodtagerne,

der samtidig modtager pension, er det halvdelen, der højst arbejder 20 timer om ugen.

Til sammenligning gælder det kun for 4 pct. af lønmodtagerne, som hverken er i uddan-

nelse, modtager pension eller er i støttet beskæftigelse, jf. figur 7.4.

214

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.4

Lønmodtagergrupper fordelt på ugentlig arbejdstid, 2018

Pct. af gruppe

100

Pct. af gruppe

100

Øvrige lønmodtagere

Under 20 timer

Lønmodtagere i støttet

beskæftigelse

20-32 timer

Lønmodtagere i uddannelse

32-36 timer

Lønmodtagere med pension

Fuld tid

Anm.: Se anmærkning til figur 7.3.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Boks 7.1

Lønmodtagere og ugentlig arbejdstid

Opgørelsen af såvel lønmodtagere som deres arbejdstid baserer sig på Danmarks Statistiks arbejdsmarkeds-

regnskab. Opgørelsen vedrører ultimo november 2018 (sidste arbejdsdag i november). Personer, hvis pri-

mære status er lønmodtagerbeskæftigelse på sidste arbejdsdag i november, henregnes som lønmodtagere i

opgørelsen af arbejdstiden. Det er personer, som har mindst 1 times lønmodtagerbeskæftigelse pr. uge (be-

talte timer). Afgrænsningen af lønmodtagere er den samme som i Danmarks Statistiks registerbaserede ar-

bejdsstyrkestatistik.

I arbejdsmarkedsregnskabet kan en person være registreret med flere tilstande på samme tid. For eksempel

kan en person være på barsel fra beskæftigelse, hvorfor personen både registreres som lønmodtager og fra-

værende fra beskæftigelse på grund af barsel. For hver tilstand angives en tilstandsgrad, hvor en tilstands-

grad på én svarer til, at tilstanden udgør 37 timer pr. uge i den periode tilstanden varer. Summen af tilstands-

grader kan overstige 37 timer i det unormerede arbejdsmarkedsregnskab.

Tilstandsgraden i perioder med lønmodtagerbeskæftigelse afspejler de betalte timer ifølge e-indkomstregi-

steret. Den ugentlige arbejdstid i analysen er med andre ord baseret på betalte timer i den eller de tilstande,

som omfatter sidste arbejdsdag i november. Opgørelsen af arbejdstiden er ikke velegnet til at vurdere omfan-

get af overtidsarbejde, idet kun nogle fastlønnede får overtidsbetaling. Det bemærkes, at ferietimer for time-

lønnede ikke indgår i opgørelsen af betalte timer i arbejdsmarkedsregnskabet.

I de dele af kapitlet, hvor arbejdstiden er opgjort på baggrund af registerdata for betalte timer, er det valgt at

definere fuld tid ved mindst 36 betalte timer pr. uge. Med den definition er 61 pct. af lønmodtagerne i alde-

ren 15-70 år på fuld tid (ultimo november 2018). Der findes ingen entydig definition af deltid versus fuld tid.

Hvis grænsen mellem deltid og fuld tid fx blev sat ved 32 betalte timer pr. uge, ville andelen på fuld tid være

72 pct. Følsomheden varierer mellem brancher, hvilket blandt andet kan afspejle, at ferietimer for timeløn-

nede ikke indgår. Følsomheden er således størst i byggeriet.

Ulighedsredegørelsen 2020

215

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Familiesituationen kan også have betydning for, hvor mange timer den enkelte ønsker at

arbejde. Det kan fx spille en rolle, om man har hjemmeboende børn. Lønmodtagere med

hjemmeboende børn er især koncentreret i aldersgruppen 30-50 år, jf. figur 7.5.

Figur 7.5

Lønmodtagere fordelt efter hjemmeboende børn, 2018

Pct. af alderstrin

100

Pct. af alderstrin

100

Alder

Hjemmeboende børn under 25 år

Har ingen hjemmeboende børn

Har hjemmeboende børn

Anm.: Ultimo november. Hjemmeboende børn er personer under 25 år, der har samme adresse som mindst en af

sine forældre, aldrig har været gift eller indgået i registreret partnerskab, ikke selv har børn og ikke er part i et

samboende par.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Med børn i familien følger en række opgaver, som familier uden børn ikke har. For fami-

lier med børn kan lavere arbejdstid være en mulighed for at få enderne til at mødes i

hverdagen. Omvendt kan børn i familien betyde, at familiens samlede forbrugsbehov sti-

ger, hvorfor nogle vælger at gå op i arbejdstid.

Sammenhængen mellem arbejdstid og hjemmeboende børn er forskellig for mænd og

kvinder. Mandlige lønmodtagere – uanset om de er enlige eller i par – arbejder typisk

lidt mere, hvis de har hjemmeboende børn, jf. figur 7.6.

Kvinder arbejder derimod typisk mindre, hvis de har hjemmeboende børn. For eksem-

pel har omkring 70 pct. af kvindelige lønmodtagere i alderen 30-50 år et fuldtidsarbejde,

hvis de ikke har hjemmeboende børn, mens det gælder omkring 60 pct. af kvindelige

lønmodtagere i samme aldersgruppe med hjemmeboende børn, jf. figur 7.7.

216

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.6

Mandlige lønmodtagere i alderen 30-50 år,

der arbejder på fuld tid, efter familietype

Pct. af lønmodtagere i gruppen

100

Figur 7.7

Kvindelige lønmodtagere i alderen 30-50 år,

der arbejder på fuld tid, efter familietype

Pct. af lønmodtagere i gruppen

100

Enlig

Har ingen hjemmeboende børn

Par

Har hjemmeboende børn

Enlig

Har ingen hjemmeboende børn

Par

Har hjemmeboende børn

Anm.: Ultimo november 2018. Se anmærkning til figur 7.5 omkring hjemmeboende børn. I figurerne er der set bort

fra lønmodtagere i aldersgruppen, der er på barsel, under uddannelse, i støttet beskæftigelse eller modtager

pension.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ovenstående gennemgang giver et klart indtryk af, at de forskellige faser i livet har be-

tydning for arbejdstiden, herunder at mange lønmodtagere er deltidsansatte.

Når nogle arbejder mindre end fuld tid, kan det også skyldes, at de ikke kan få et fuld-

tidsjob. Generelt set er det imidlertid få lønmodtagere, som ønsker at arbejde flere ti-

mer. Ifølge AKU (Arbejdskraftundersøgelsen) ønsker 8 pct. af lønmodtagerne en højere

arbejdstid. Heraf er en sjettedel studerende, jf. figur 7.8.

Blandt lønmodtagere, der ønsker at arbejde flere timer, er der forskellige ønsker til,

hvordan det skal ske. Flest ønsker at arbejde flere timer i deres nuværende job, men der

er også mange, der ønsker et nyt job med flere timer. En mindre del ønsker et ekstra job,

jf. figur 7.9.

Ulighedsredegørelsen 2020

217

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.8

Lønmodtagere med ønske om flere

arbejdstimer, 2019

1,3 pct.

6,2 pct.

Figur 7.9

Ønsker til at øge arbejdstiden, 2019

12 pct.

13 pct.

28 pct.

47 pct.

92,5 pct.

Nej

Ja, studerende

Ja, øvrige

Ekstra job

Flere timer i nuværende job

Nyt job med flere timer

En af de tre muligheder

Anm.: Lønmodtagere i alderen 18-64 år, der har et job i referenceugen. Opgørelsen er baseret på arbejdskraftun-

dersøgelserne (AKU) i 2019. To faste spørgsmål i undersøgelsen er, om lønmodtagere ønsker at arbejde

flere timer end det nuværende antal, og hvordan pågældende ønsker at arbejde flere timer. Se AKU-undersø-

gelsens kodifikationer på: https://www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/metode/aku-arbejdskraftundersoegel-

sen.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Andelen af lønmodtagere, der ønsker højere arbejdstid, er størst blandt unge. I alders-

gruppen 18-29 år er det 15 pct. af lønmodtagerne, der ønsker at arbejde flere timer. Til

sammenligning er det 5 pct. i aldersgruppen 40-54 år, jf. figur 7.10.

Figur 7.10

Lønmodtagere med ønske om højere

arbejdstid efter alder, 2019

Pct. af lønmodtagere i aldersgruppen

Figur 7.11

Lønmodtagere med ønske om højere

arbejdstid, efter arbejdsmarkedsstatus, 2019

Pct. af lønmodtagere i gruppen

18-29 år

30-39 år

40-54 år

55-64 år

Lønmodtagere i uddannelse

Øvrige lønmodtagere

Anm.: Se anmærkning til figur 7.8 og 7.9.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

218

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Variationen mellem alder og andelen, der ønsker at arbejde flere timer, afspejler blandt

andet, at andelen er næsten tre gange så høj blandt lønmodtagere i uddannelse som

blandt øvrige lønmodtagere, jf. figur 7.11.

Den høje andel blandt studerende skal ses i sammenhæng med, at de fleste studerende

er deltidsansatte. Andelen, der ønsker flere arbejdstimer, er således godt 20 pct. blandt

lønmodtagere, der arbejder mindre end 30 timer om ugen. Blandt lønmodtagere, der

har fuldtidsarbejde, er det omkring 3 pct., der ønsker at arbejde flere timer, jf. figur 7.12.

Figur 7.12

Lønmodtagere, der ønsker flere arbejdstimer, efter arbejdstid

Pct. af lønmodtagere i gruppen

Under 10 timer

10-19 timer

20-29 timer

30-36 timer

37 timer

Over 37 timer

Anm.: Se anmærkning til figur 7.8 og 7.9.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

På tværs af brancher er der forskelle i andelen af lønmodtagere, der ønsker højere ar-

bejdstid. Andelen er størst blandt lønmodtagere inden for hotel- og restaurationsbran-

chen, hvor knap 18 pct. ønsker flere arbejdstimer. Andelen er mindst inden for bygge og

anlæg, hvor det gælder knap 3 pct. af lønmodtagerne, jf. figur 7.13.

Hvis man ser bort fra lønmodtagere, der er under uddannelse, reduceres andelen i alle

brancher. Den reduceres dog mest inden for servicebrancherne, fx detailhandlen, hvor

der er relativt mange deltidsansatte, herunder studerende.

Ulighedsredegørelsen 2020

219

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.13

Lønmodtagere med ønske om højere arbejdstid, udvalgte brancher

Pct. af lønmodtagere i branchen

Bygge og Finansielle

anlæg

erhverv

Liberale

erhverv

Industri

Offentlig

forvaltning

IKT

Under-

visning

Transport

Handel

Sundhed og Hotel og

sociale restauration

foranstaltninger

18-64-årige lønmodtagere

18-64-årige lønmodtagere, ekskl. studerende

Anm.: Se anmærkning til figur 7.8 og 7.9.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

En mulighed for højere arbejdstid er at tage flere job. I de senere år har der således væ-

ret en international debat om lønmodtagere i løse og usikre ansættelser, herunder løn-

modtagere som tager flere job for at opnå en indkomst, de kan leve af. Lønmodtagere på

det danske arbejdsmarked, der har flere job, adskiller sig imidlertid ikke nævneværdigt

fra lønmodtagere med ét job. Grupperne har stort set samme indkomstfordeling, når

man ser bortset fra studerende, jf. boks 7.2.

Det har været fremført i debatten, at gruppen af lønmodtagere i løse og usikre ansættel-

ser er et tiltagende problem. En udvikling, der kædes sammen med globaliseringen

. Det

er ikke et billede, der tegner sig på det danske arbejdsmarked. I Danmark udgør løn-

modtagere i løse ansættelser mv. kun en lille og konstant del af arbejdsmarkedet. For ek-

sempel har lønmodtagere i midlertidige ansættelser, der ikke kan finde fast arbejde, ud-

gjort omkring 3-4 pct. af lønmodtagerne de seneste ti år. En omtrent tilsvarende andel

er deltidsbeskæftigede lønmodtagere, der ikke kan finde fuldtidsarbejde. Og lønmodta-

gere, der har væsentlige indtægter fra honorarlønnet arbejde (over 5.000 kr. og mindst

20 pct. af den personlige indkomst), udgør 0,2 pct. af lønmodtagerne, jf. bilag 7.1.

Guy Standing, ”The Precariat: Today’s Transformative Class?”

Great Transition Initiative

(October 2018).

220

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Boks 7.2

Lønmodtagere med flere job og deres indkomst

I 2018 havde ca. 213.000 lønmodtagere i alderen 18-64 år mindst to job på samme tid (ultimo november).

Det svarer til ca. 8,6 pct. af alle lønmodtagere i aldersgruppen. Andelen har været omtrent uændret de sene-

ste ti år, jf. bilag 7.1. Generelt er lønmodtagere overrepræsenteret i den øverste halvdel af indkomstfordelin-

gen. Det gælder både lønmodtagere med ét og flere job, jf. figur a. Lønmodtagere med flere job er dog overre-

præsenteret i de to nederste deciler sammenlignet med lønmodtagere med ét job. Det skyldes i høj grad, at

lønmodtagere, der samtidig er i gang med en uddannelse, er overrepræsenteret i gruppen af lønmodtagere

med flere job. Ser man bort fra lønmodtagere i uddannelse, er der således ikke stor forskel på indkomstforde-

lingen for lønmodtagere med hhv. ét og flere job, jf. figur b.

Figur a

Indkomstfordeling for lønmodtagere efter antal

job, 2018

Pct.

Figur b

Indkomstfordeling for lønmodtagere efter antal

job, ekskl. studerende, 2018

Pct.

Indkomstdeciler

10.

Indkomstdeciler

10.

Et job

Flere job

Et job

Flere job

Anm.: Ækvivaleret disponibel indkomst. Lønmodtagernes placering i indkomstfordelingen vedrører indkomstfordelin-

gen for hele befolkningen. Se bilag 7.1 for mere om lønmodtagere med flere job.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

7.2 Arbejdstid, børn og sektor

Hjemmeboende børn kan som nævnt spille en rolle for lønmodtageres arbejdstid. Blandt

lønmodtagere i aldersgruppen 30-50 år har kvinder med hjemmeboende børn en lavere

arbejdstid end kvinder uden hjemmeboende børn, mens det er omvendt for mænd.

Hertil kommer, at arbejdstiden varierer med antallet af hjemmeboende børn. For kvin-

delige lønmodtagere i alderen 30-50 år er arbejdstiden aftagende med antallet af børn.

Blandt kvindelige lønmodtagere med ét hjemmeboende barn har to ud af tre et fuldtids-

arbejde. I gruppen af kvindelige lønmodtagere med mindst fire hjemmeboende børn har

kun hver anden et fuldtidsarbejde, jf. figur 7.14.

Arbejdstiden for mænd varierer mindre med antallet af børn og her er sammenhængen

ikke entydig. Mandlige lønmodtagere i alderen 30-50 år med 2 til 3 hjemmeboende børn

arbejder mest. I denne gruppe har 86 pct. et fuldtidsarbejde. Er der færre eller flere

hjemmeboende børn i familien, er arbejdstiden lidt lavere. I gruppen af mandlige løn-

modtagere med mindst fire hjemmeboende børn arbejder 80 pct. på fuld tid, jf. figur

7.15.

Ulighedsredegørelsen 2020

221

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.14

Arbejdstid for lønmodtagere efter antal

hjemmeboende børn, 30-50-årige kvinder

Pct. af lønmodtagere i gruppen

100

Ingen børn

1 barn

2 børn

3 børn

Mindst 4

børn

Fuld tid

100

Figur 7.15

Arbejdstid for lønmodtagere efter antal

hjemmeboende børn, 30-50-årige mænd

Pct. af lønmodtagere i gruppen

100

Ingen børn

1 barn

2 børn

3 børn

Mindst 4

børn

Fuld tid

100

Under 20 timer

20-32 timer

32-36 timer

Under 20 timer

20-32 timer

32-36 timer

Anm.: Ultimo november 2018. Se anmærkning til figur 7.5 vedr. afgrænsning af hjemmeboende børn samt figur 7.6

vedr. afgrænsning af lønmodtagere.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Endvidere er der tegn på, at lønmodtagere med små børn arbejder en smule mindre end

lønmodtagere med store børn. Andelen, der arbejder på fuld tid, er således lidt lavere,

hvis de hjemmeboende børn er under 10 år, end hvis de er mindst 10 år. Sammenhæn-

gen gælder både for kvinder og mænd, jf. figur 7.16 og 7.17.

Figur 7.16

Lønmodtagere på fuld tid givet antal børn og

børnenes alder – 30-50-årige kvinder

Pct. af lønmodtagere i gruppen

100

Figur 7.17

Lønmodtagere på fuld tid givet antal børn og

børnenes alder – 30-50-årige mænd

Pct. af lønmodagere i gruppen

100

1 barn

2 børn

3 børn

Mindst 4 børn

1 barn

2 børn

3 børn

Mindst 4 børn

Børnene er under 10 år

Børnene er mindst 10 år

Børnene er under 10 år

Børnene er mindst 10 år

Anm.: Ultimo november 2018. Der er tale om alderen på alle børnene i familien. Lønmodtagere, der har hjemmebo-

ende børn både under og over 10 år, indgår således ikke i sammenligningen. Se anmærkning til figur 7.5

vedr. afgrænsning af hjemmeboende børn samt figur 7.6 vedr. afgrænsning af lønmodtagere.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Et andet forhold, der varierer med antallet af hjemmeboende børn, er lønmodtagernes

sektortilknytning. Generelt er kvinder i højere grad ansat i den offentlige sektor end

222

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

mænd. I aldersgruppen 30-50 år er halvdelen af kvindelige lønmodtagere ansat i den of-

fentlige sektor, mens det kun er tilfældet for hver femte af de mandlige lønmodtagere.

For mænd er andelen ansat i den offentlige sektor den samme uanset antallet af hjem-

meboende børn. Derimod er andelen stigende for kvinder, jf. figur 7.18. Sammenhængen

gælder både for kvinder på nedsat tid og fuld tid, jf. figur 7.19.

Figur 7.18

Lønmodtagere ansat i den offentlige sektor

efter køn og antal hjemmeboende børn

Pct. af lønmodagere i gruppen

100

Ingen børn

1 barn

2 børn

3 børn

Mindst 4

børn

100

Figur 7.19

Kvindelige lønmodtagere ansat i den

offentlige sektor efter arbejdstid og antal

hjemmeboende børn

Pct. af lønmodtagere i gruppen

100

Ingen børn

1 barn

2 børn

3 børn

Mindst 4

børn

100

Kvinder

Mænd

Nedsat tid

Fuld tid

Anm.: Ultimo november 2018. 30-50-årige. I figur 7.19 svarer nedsat tid til en ugentlig arbejdstid på 20-36 timer. Se

anmærkning til figur 7.5 vedr. afgrænsning af hjemmeboende børn samt figur 7.6 vedr. afgrænsning af løn-

modtagere.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Kvindelige lønmodtagere i den offentlige sektor, der har flere hjemmeboende børn, er i

højere grad ansat i sundhedsvæsenet og i grundskolen end offentligt ansatte kvinder

med få eller ingen hjemmeboende børn.

Der kan være flere forklaringer på, at kvinder i højere grad er ansat i den offentlige sek-

tor end mænd. En er, at mange i den offentlige sektor beskæftiger sig med pasning og

pleje af børn, ældre og syge, som traditionelt har været kvindefag. Når kvinder med

hjemmeboende børn i højere grad søger offentlig ansættelse, kan det også være et udtryk

for, at mulighederne for fleksible arbejdsvilkår og nedsat tid er bedre end i den private

sektor.

Der er således flere deltidsansatte i den offentlige sektor end i den private sektor, når

man ser isoleret på kvindelige lønmodtagere i alderen 30-50 år. Forskellen dækker pri-

mært over, at der blandt offentligt ansatte er mange med en arbejdstid på 20-36 timer.

Det gør sig gældende for 36 pct. af de offentligt ansatte kvinder i aldersgruppen, mens

den tilsvarende andel er på 25 pct. for privatansatte kvinder, jf. figur 7.20.

Ulighedsredegørelsen 2020

223

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.20

Kvindelige lønmodtagere i alderen 30-50 år

fordelt på arbejdstid efter sektor

Pct.

100

Under 20

timer

20-32 timer

32-36 timer

Fuld tid

Pct.

100

Figur 7.21

Kvindelige lønmodtagere i alderen 15-70 år

fordelt på arbejdstid efter sektor

Pct.

100

Under 20

timer

20-32 timer

32-36 timer

Fuld tid

Pct.

100

Private sektor

Offentlige sektor

Private sektor

Offentlige sektor

Anm.: Ultimo november 2018.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Når det kommer til mulighederne for nedsat tid, er der dog ikke tegn på, at deltidsan-

sættelser generelt er mere udbredt i den offentlige sektor.

Ser man på alle kvindelige lønmodtagere, udgør deltidsansatte omtrent den samme an-

del blandt ansatte i henholdsvis den private og offentlige sektor. I den offentlige sektor

er der relativt flere med en arbejdstid på mellem 20 og 36 timer, mens der er relativt

flere med en arbejdstid under 20 timer i den private sektor, jf. figur 7.21.

Blandt mandlige lønmodtagere, der er ansat i den offentlige sektor, er lidt færre på ned-

sat tid end blandt mandlige lønmodtagere i den private sektor, jf. figur 7.22 og 7.23.

224

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.22

Mandlige lønmodtagere i alderen 15-70 år

fordelt på arbejdstid efter sektor

Pct.

100

Under 20

timer

20-32 timer

32-36 timer

Fuld tid

Pct.

100

Figur 7.23

Mandlige lønmodtagere i alderen 30-50 år

fordelt på arbejdstid efter sektor

Pct.

100

Under 20

timer

20-32 timer

32-36 timer

Fuld tid

Pct.

100

Private sektor

Offentlige sektor

Private sektor

Offentlige sektor

Anm.: Ultimo november 2018.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

7.3 Arbejdstid og arbejdsfunktion for seniorer

Arbejdsmarkedstilknytningen for seniorer er øget markant gennem de senere år. Stadig

flere seniorer bidrager aktivt på arbejdsmarkedet. Dette afsnit sætter fokus på gruppens

arbejdsindhold og -omfang samt skift heri.

Tilknytningen til arbejdsmarkedet aftager gradvist fra 55-årsalderen. Dels aftager ande-

len af befolkningen, der er i arbejde. Dels begynder arbejdstiden gradvist at aftage

blandt de, der fortsætter på arbejdsmarkedet, jf. figur 7.24 og 7.25.

Figur 7.24

Lønmodtagerfrekvens for seniorer opdelt på

arbejdstid efter alderstrin, 2018

Pct. af alderstrin

100

Pct. af alderstrin

100

Figur 7.25

Lønmodtagere i alderen 55-70 år fordelt på

arbejdstid efter alderstrin, 2018

Pct. af lønmodtagere

100

Pct. af lønmodtagere

100

55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70

Under 20 timer

20-32 timer

32-36 timer

55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70

Under 20 timer

20-32 timer

32-36 timer

Fuld tid

Anm.: Ultimo november. Se boks 7.1 for afgrænsningen af lønmodtagere og opgørelsen af arbejdstid.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ulighedsredegørelsen 2020

225

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Fra omkring 60-årsalderen sker der en tiltagende tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet,

men der er også mange seniorer, som fortsætter et aktivt arbejdsliv. Fleksible arbejdsvil-

kår kan være med til at understøtte, at seniorer fortsætter på arbejdsmarkedet.

Analysen af arbejdsmarkedet for seniorer tager udgangspunkt i 55-årige lønmodtagere i

2010 og følger gruppen til 63-årsalderen i 2018, jf. boks 7.3.

Boks 7.3

Arbejdstid og arbejdsfunktion for seniorer

Analysen tager udgangspunkt i 55-årige lønmodtagere i 2010 (ultimo november) og følger dem otte år frem

til 2018 (ultimo november), hvor de er 63 år. Deres efterlønsalder er enten 61, 61�½ eller 62 år afhængig af

fødselsdato. Status som lønmodtager og opgørelsen af arbejdstid følger metoden i afsnit 7.1, jf. boks 7.1. Det

vil sige personer, der ultimo november er lønmodtagere ifølge Danmarks Statistiks registerbaserede arbejds-

styrkestatistik. Arbejdstiden vedrører betalte arbejdstimer i det eller de job, som lønmodtageren har ultimo

november. Det er antaget i analysen, at arbejdstiden ændrer sig, hvis arbejdstiden ændrer sig med mindst 10

pct. (fx mindst 3,7 timer for lønmodtagere med 37 timer) i forhold til arbejdstiden i 2010 som 55-årig.

Opgørelse af arbejdsfunktion tager udgangspunkt i DISCO-08, som er en sekscifret klassifikation med fem

niveauer. DISCO-08 opdeler det danske arbejdsmarked i 563 faggrupper, som hver indeholder en række

nært beslægtede arbejdsfunktioner. DISCO er den officielle danske version af den internationale fagklassifi-

kation, International Standard Classification of Occupations (ISCO). På det mest aggregerede niveau skelnes

mellem ti hovedgrupper, jf. figur 7.33. Hovedgrupperne er i grove træk inddelt efter kompetenceniveau.

Det er antaget i analysen, at arbejdsfunktionen ændrer sig, hvis der sker skift i arbejdsfunktion mellem de ti

hovedgrupper. Skift af arbejdsfunktion indenfor hovedgrupperne tæller altså ikke som skift i arbejdsfunktion

i analysen. For eksempel skifter man arbejdsfunktion, hvis man skifter fra et job med ledelsesansvar til et job

uden ledelsesansvar. Derimod skifter man ikke arbejdsfunktion, hvis man skifter fra et håndværksfag til et

andet. Hvis skift af arbejdsfunktion blev opgjort på det mest detaljerede niveau (de 563 faggrupper), ville

omfanget af skift omtrent fordobles i analysen.

Der er ikke oplysninger om arbejdsfunktion for alle lønmodtagere, hvilket bl.a. skyldes, at virksomheder med

færre end 10 ansatte ikke har indberetningspligt til lønstatistikken. I analysen af skift af arbejdsfunktion er

der set bort fra lønmodtagere, hvor der ikke er oplysning om arbejdsfunktion. Det drejer sig om ca. 7 pct. af

de 55-årige lønmodtagere i 2010.

Ca. 44 pct. af de 55-årige lønmodtagere i 2010 havde otte år senere trukket sig tilbage fra

arbejdsmarkedet mv., jf. figur 7.26.

226

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.26

Tilbagetrækning og ændring i arbejdstid

blandt seniorer

Figur 7.27

Tilbagetrækning og ændring i arbejdstid

blandt seniorer efter arbejdstid som 55-årig

Pct. af lønmodtagere i gruppen

100

Deltid

Tilbagetrukket mv.

Ned i tid

Fuld tid

Op i tid

Uændret arbejdstid

37 pct.

44 pct.

5 pct.

14 pct.

Tilbagetrukket mv.

Ned i tid

Op i tid

Uændret arbejdstid

Anm.: Figurerne tager udgangspunkt i 55-årige lønmodtagere i 2010 (ultimo november) og viser, hvorvidt de som

63-årige i 2018 (ultimo november) er tilbagetrukket mv., har ændret deres arbejdstid eller har uændret ar-

bejdstid. Se boks 7.3 for opgørelsesmetode. ”Tilbagetrukket mv.” dækker over lønmodtagere som ikke læn-

gere arbejder, er blevet selvstændige, er døde eller udvandret.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet varierer med arbejdstiden som 55-årig. Fuld-

tidsbeskæftigede seniorer trækker sig langsommere tilbage end deltidsbeskæftigede. 39

pct. af de fuldtidsbeskæftigede seniorer i 2010 havde trukket sig tilbage fra arbejdsmar-

kedet mv. i 2018. Blandt deltidsbeskæftigede seniorer var det 55 pct., jf. figur 7.27.

Der er også mange seniorer, der ændrer arbejdstid, når de er mellem 55 og 63 år. Ud af

de 55-årige lønmodtagere i 2010 havde 19 pct. en anden arbejdstid i 2018 som 63-årige.

14 pct. var gået ned i arbejdstid i den mellemliggende periode, mens 5 pct. var gået op i

arbejdstid.

Blandt fuldtidsbeskæftigede seniorer, der ændrer arbejdstid, går hovedparten ned i ar-

bejdstid. I gruppen af deltidsbeskæftigede seniorer, der ændrer arbejdstid, er billedet

mere fifty-fifty, idet halvdelen er gået op i tid.

Der er også en del seniorer, der skifter arbejdsfunktion. Det kan for eksempel være, at

man i midten af 50’erne har et lederjob, men i de efterfølgende år skifter til et job uden

ledelsesansvar.

12 pct. af de 55-årige lønmodtagere i 2010 havde fået en ny arbejdsfunktion i 2018, jf.

figur 7.28. Fuldtidsbeskæftigede seniorer skifter lidt oftere arbejdsfunktion end deltids-

beskæftigede, jf. figur 7.29.

Ulighedsredegørelsen 2020

227

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.28

Tilbagetrækning og skift af arbejdsfunktion

blandt seniorer

Figur 7.29

Tilbagetrækning og skift af arbejdsfunktion

blandt seniorer efter arbejdstid som 55-årig

Pct. af lønmodtagere i gruppen

100

Deltid

Tilbagetrukket mv.

Ny arbejdsfunkt.

Fuld tid

Samme arbejdsfunkt.

43 pct.

45 pct.

12 pct.

Tilbagetrukket mv.

Ny arbejdsfunkt.

Samme arbejdsfunkt.

Anm.: Figurerne tager udgangspunkt i 55-årige lønmodtagere i 2010 (ultimo november) og viser, hvorvidt de som

63-årige i 2018 (ultimo november) er tilbagetrukket mv., har skiftet arbejdsfunktion eller har samme arbejds-

funktion. Se boks 7.3 for opgørelsesmetode. ”Tilbagetrukket mv.” dækker over lønmodtagere som ikke læn-

gere arbejder, er blevet selvstændige, er døde eller udvandret.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Den resterende del af afsnittet fokuserer på 55-årige lønmodtagere i 2010 på fuld tid,

der stadig var lønmodtagere i 2018. I den gruppe havde knap 6 ud af 10 stadig et fuld-

tidsarbejde og samme arbejdsfunktion (på hovedgruppeniveau) som 63-årige i 2018. De

resterende godt 40 pct. var enten gået ned i arbejdstid (17 pct.), havde skiftet arbejds-

funktion (17 pct.) eller begge dele (7 pct.), jf. figur 7.30.

Figur 7.30

Forløb for 55-årige lønmodtagere på fuld tid, der stadig er lønmodtagere som 63-årige

Pct.

100

Pct.

100

55 år

Ned i tid

56 år

57 år

Skift af arbejdsfunktion

58 år

59 år

60 år

61 år

62 år

Samme som 55-årig

63 år

Både ned i tid og skift af arbejdsfunktion

Anm.: Figuren vedrører 55-årige lønmodtagere i 2010 på fuld tid, der stadig var lønmodtagere som 63-årige i 2018.

Lønmodtagere, der går op i arbejdstid i perioden, indgår i grupperne med uændret arbejdstid. Forløbet er op-

gjort med tilbagelægning.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

228

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Overordnet set er fuldtidsbeskæftigede seniorer i den private sektor mere tilbøjelige til

at ændre arbejdsindhold end fuldtidsbeskæftigede seniorer i den offentlige sektor. For-

skellen afspejler især, at seniorer ansat i den private sektor er mere tilbøjelige til at skifte

arbejdsfunktion, jf. figur 7.31.

Figur 7.31

Kortere arbejdstid og ny arbejdsfunktion

efter sektortilknytning som 55-årig

Pct.

Privat ansat

Ned i tid

Offentligt ansat

Begge dele

Sektortilknytning i 2010

Ny arbejdsfunktion

Ned i tid

Ny arbejdsfunktion

Begge dele

Pct.

Figur 7.32

Kortere arbejdstid og ny arbejdsfunktion

efter køn

Pct.

Mænd

Kvinder

Pct.

Anm.: Status i 2018 for 55-årige lønmodtagere i 2010 på fuld tid, der stadig var lønmodtagere i 2018 som 63-årige.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Sammenligner man fuldtidsbeskæftigede kvinder og mænd, er kvindelige seniorer lidt

mere tilbøjelige til at gå ned i arbejdstid. Omvendt er mænd lidt mere tilbøjelige til at

skifte arbejdsfunktion, jf. figur 7.32. Ovenstående sammenhængene gør sig også gæl-

dende, hvis man sammenligner kvinder og mænd ansat i henholdsvis den private og of-

fentlige sektor.

Mange seniorer på tværs af arbejdsfunktioner skifter arbejdsindhold og/eller -omfang.

Det gør sig typisk gældende for mellem 30 og 50 pct. i de fleste af hovedgrupperne, jf.

figur 7.33.

Ulighedsredegørelsen 2020

229

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.33

Kortere arbejdstid og ny arbejdsfunktion for seniorer efter hovedgruppe som 55-årig

Pct. af lønmodtagere i gruppen

Ledelses-

arbejde

Arbejde, der

forudsætter

viden på

højeste niveau

Arbejde, der

forudsætter

viden på

mellemniveau

Almindeligt

kontor- og

kundeservice-

arbejde

Service- og

salgsarbejde

Håndværks-

Operatør- og Andet manuelt

præget

monteringsarbejde

arbejde

arbejde samt transportarbejde

Pct. af lønmodtagere i gruppen

Ned i arbejdstid

Ny arbejdsfunktion

Begge dele

Anm.: Se anmærkning til figur 7.31 og 7.32. Hovedgrupperne ”Militært arbejde” samt ”Arbejde inden for landbrug,

skovbrug og fiskeri ekskl. medhjælp” er udeladt på grund af få observationer.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

55-årige lønmodtagere, der har et arbejde, som forudsætter viden på højeste niveau,

skiller sig lidt ud, idet kun 30 pct. ændrer arbejdsindhold og/eller -omfang. Det skyldes

især, at relativt få i gruppen skifter arbejdsfunktion.

I nogle hovedgrupper er seniorerne mere tilbøjelige til at gå ned i tid end at skifte ar-

bejdsfunktion. Det gælder lønmodtagere inden for service- og salgsarbejde samt opera-

tør-, monterings- og transportarbejde. Det er blandt andet faggrupper som pædagog-

medhjælpere, social- og sundhedsassistenter samt bus- og lastbilschauffører.

I andre hovedgrupper er seniorerne mere tilbøjelige til at skifte arbejdsfunktion end at

gå ned i tid. Det gælder især lønmodtagere med ledelsesansvar

og lønmodtagere med et

arbejde, der forudsætter viden på mellemniveau. Sidstnævnte omfatter for eksempel

faggrupper som sekretærer, regnskabsmedarbejdere, teknikere og sælgere.

Et mere detaljeret niveau for arbejdsfunktioner understøtter, at der formentlig er en vis

grad af substitution mellem kortere arbejdstid og skift af arbejdsfunktion. Seniorer i fag-

grupper, hvor relativt mange går ned i tid, er således mindre tilbøjelige til at skifte ar-

bejdsfunktion og omvendt. For eksempel er faggrupper inden for sundhed, omsorg og

undervisning mere tilbøjelige til at gå ned i arbejdstid end at skifte arbejdsfunktion. Det

gælder blandt andet læger, sygeplejersker, lærere, pædagoger samt social- og sundheds-

assistenter, jf. figur 7.34.

Ledere, der skifter til et job uden ledelsesansvar, gør det måske også for at gå ned i arbejdstid. Idet opgørelsen af

arbejdstiden er baseret på betalte løntimer, vil en nedgang i arbejdstiden, der ligger ud over fuld tid, ikke blive

afdækket, såfremt lederen er fastlønnet og ikke modtager overtidsbetaling.

230

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.34

Kortere arbejdstid og ny arbejdsfunktion for seniorer efter faggruppe som 55-årig

Skift af arbejdsfunktion, pct.

Socialrådgivere mv.

Ledelse, administration

Kontorassistenter

Øverste ledelse

Rengøringsassistenter

Mekanikere

IT-udviklere

Ingeniører

Smede

Lærere og pædagoger

Læger

Gymnasielærere

Sygeplejersker

Murere og tømrere

Pædagogmedhjælpere og dagplejere

Bus- og lastbilchauffører

SOSU-assistenter

Politibetjente mv.

Skift af arbejdsfunktion, pct.

Sekretærer

Ledelse, servicefag

Bankrådgivere mv.

Ledelse, marketing

Ned i arbejdstid, pct.

Anm.: Se anmærkning til figur 7.31 og 7.32. Tallene omfatter også de lønmodtagere, der både går ned i arbejdstid

og skifter arbejdsfunktion. Faggrupperne i figuren er baseret på det trecifrede niveau i DISCO-08 (126 grup-

per). Faggrupper med færre end 200 fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere på 55 år i 2010 er dog udeladt. End-

videre er ganske få faggrupper udeladt, fordi de ikke er veldefineret.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Der er samtidig en tendens til, at seniorer, der skifter arbejdsfunktion, er lidt mere tilbø-

jelige til at gå ned i arbejdstid, end seniorer som ikke skifter arbejdsfunktion. Tendensen

gælder for seniorer i alle hovedgrupper, jf. figur 7.35.

Der kan være flere forklaringer på dette mønster, herunder at seniorer i nogle faggrup-

per kan have mindre gode muligheder for at gå ned i tid og derfor skifter arbejdsfunk-

tion for at få lavere arbejdstid.

Figur 7.35

Seniorer som går ned i arbejdstid

Pct. af lønmodtagere i gruppen

Ledelses-

arbejde

Arbejde, der

forudsætter

viden på

højeste niveau

Arbejde, der

forudsætter

viden på

mellemniveau

Almindeligt

kontor- og

kundeservice-

arbejde

Service- og

salgsarbejde

Håndværks-

Operatør- og Andet manuelt

præget

monteringsarbejde

arbejde

arbejde samt transportarbejde

Pct. af lønmodtagere i gruppen

Samme arbejdsfunktion

Ny arbejdsfunktion

Anm.: Se anmærkning til figur 7.31, 7.32 og 7.33.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ulighedsredegørelsen 2020

231

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Seniorer, som skifter arbejdsfunktion, skifter i de fleste tilfælde til en arbejdsfunktion på

samme eller lavere kompetenceniveau. I gruppen af seniorer, som skifter arbejdsfunk-

tion fra et arbejde, der forudsætter viden på mellemniveau, skifter knap 60 pct. til et ar-

bejde, der forudsætter viden på grundniveau. Og i gruppen af seniorer, der skifter ar-

bejdsfunktion fra manuelt arbejde, skifter 80 pct. til en anden arbejdsfunktion, der for-

udsætter viden på grundniveau, jf. figur 7.36.

Figur 7.36

Seniorer, som skifter arbejdsfunktion, fordelt på ny arbejdsfunktion

Pct. af lønmodtagere i gruppen

100

Ledelses-

arbejde

Arbejde, der

forudsætter

viden på

højeste niveau mellemniveau

Almindeligt

kontor- og

kundeservice-

arbejde

Service- og

salgsarbejde

Håndværks-

Operatør- og Andet manuelt

præget

monteringsarbejde arbejde

arbejde samt transportarbejde

Pct. af lønmodtagere i gruppen

100

Ledelsesarbejde

Arbejde, der forudsætter viden på mellemniveau

Arbejde, der forudsætter viden på højeste niveau

Arbejde, der forudsætter viden på grundniveau

Anm.: Se anmærkning til figur 7.31, 7.32 og 7.33. Arbejdsfunktionerne, der ikke forudsætter ledelsesansvar, viden

på højeste eller mellemniveau, er samlet i gruppen ”Arbejde, der forudsætter viden på grundniveau”.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Der er også nogle seniorer, der skifter til en arbejdsfunktion, der forudsætter et højere

kompetenceniveau. I gruppen af seniorer, der skifter arbejdsfunktion fra et almindeligt

kontor- eller kundeservicearbejde, skifter 60 pct. til et arbejde på et højere kompetence-

niveau.

7.4 Fleksibilitet i hverdagen

Fleksibilitet i arbejdslivet handler ikke kun om den samlede arbejdstid, men også om ar-

bejdstiden kan tilrettelægges fleksibelt. Hvis en del af arbejdstiden kan lægges hjemme,

kan det være med til at give fleksibilitet i hverdagen.

Ifølge Arbejdskraftundersøgelsen arbejder over en fjerdedel af lønmodtagerne hjemme i

løbet af en fire ugers periode. 6 pct. arbejder hjemme i mindst halvdelen af tiden, mens

22 pct. arbejder hjemme mindst én dag i løbet af fire uger, jf. figur 7.37.

232

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.37

Lønmodtagere, der arbejder hjemme, 2019

6 pct.

22 pct.

72 pct.

I høj grad

I mindre grad

Arbejder ikke hjemme

Anm.: ”I høj grad” svarer til, at personen har arbejdet hjemme mindst halvdelen af arbejdsdagene i løbet af en 4

ugers periode. ”I mindre grad” svarer til, at personen har arbejdet hjemme mindst én dag i løbet af en 4 ugers

periode, men mindre end halvdelen.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Andelen af lønmodtagere, der til tider arbejder hjemme, stiger med den ugentlige ar-

bejdstid. Hjemmearbejde er især udbredt blandt lønmodtagere med en arbejdstid på 37

timer eller derover. Blandt lønmodtagere på fuld tid (37 timer) arbejder 31 pct. hjemme i

større eller mindre grad. Blandt lønmodtagere med en arbejdstid ud over 37 timer er det

hver anden, jf. figur 7.38.

Figur 7.38

Lønmodtagere, der til tider arbejder hjemme, efter ugentlig arbejdstid, 2019

Pct. af lønmodtagere i gruppen

Under 10 timer

10-19 timer

I høj grad

20-29 timer

30-36 timer

37 timer

I mindre grad

Over 37 timer

Pct. af lønmodtagere i gruppen

Anm.: Se anmærkning til figur 7.37. Arbejdstiden vedrører den normale ugentlige arbejdstid i hovedbeskæftigelsen.

Den normale arbejdstid kan adskille sig fra arbejdstiden i referenceugen.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Variationen mellem arbejdstid og hjemmearbejde gælder både kvindelige og mandlige

lønmodtagere. Kvindelige lønmodtagere med fuldtidsjob er lidt mere tilbøjelige til at ar-

bejde hjemme end mænd, der har fuldtidsjob, jf. figur 7.39.

Ulighedsredegørelsen 2020

233

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.39

Hjemmearbejde efter arbejdstid og køn

Pct. af lønmodtagere i gruppen

Under 20

timer

20-36 timer

37 timer

Over 37 timer

Figur 7.40

Hjemmearbejde efter arbejdstid og alder

Pct. af lønmodtagere i gruppen

Under 20

timer

20-36 timer

37 timer

Over 37 timer

Mænd

Kvinder

Under 25 år

25-49 år

Over 50 år

Anm.: 2019. Se anmærkning til figur 7.38.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Omfanget af hjemmearbejde varierer også med alderen. Særligt blandt unge lønmodta-

gere er der relativt få, som arbejder hjemme. Det gælder både for unge lønmodtagere,

som er deltids- og fuldtidsbeskæftigede, jf. figur 7.40.

Den resterende del af afsnittet fokuserer på lønmodtagere med en ugentlig arbejdstid på

mindst 30 timer, medmindre andet er nævnt.

Andelen af lønmodtagere, der til tider arbejder hjemme, stiger med uddannelsesni-

veauet. Blandt lønmodtagere med en lang videregående uddannelse (LVU) er det 62

pct., som lægger en del af arbejdstiden hjemme. Til sammenligning er det kun 12 pct. af

lønmodtagere, der højst har en grundskoleuddannelse, jf. figur 7.41.

234

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.41

Hjemmearbejde efter uddannelse

Pct. af lønmodtagere i gruppen

Grundskole inkl.

uoplyst

Gymnasial

Erhvervsfaglig

KVU

MVU

LVU

Pct. af lønmodtagere i gruppen

I høj grad

I mindre grad

Anm.: 2019. Lønmodtagere med en ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer. Se endvidere anmærkning til figur 7.37.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Muligheden for at arbejde hjemme afhænger også af arbejdsindholdet. I gruppen af løn-

modtagere, hvis arbejde forudsætter viden på højeste niveau, er det omkring halvdelen,

som lægger en del af arbejdstiden hjemme. Blandt lønmodtagere med håndværkspræget

arbejde er andelen kun 3 pct., jf. figur 7.42.

Figur 7.42

Hjemmearbejde efter arbejdsfunktion

Pct. af lønmodagere i gruppen

Ledelses-

arbejde

Arbejde, der

forudsætter

viden på

højeste niveau

I høj grad

Arbejde, der

forudsætter

viden på

mellemniveau

Almindeligt

kontor- og

kundeservice-

arbejde

Service- og

salgsarbejde

Håndværks-

præget og

andet manuelt

arbejde mv.

I mindre grad

Anm.: 2019. Lønmodtagere med en ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer. Hovedgrupperne ”Militært arbejde” samt

”Arbejde inden for landbrug, skovbrug og fiskeri ekskl. medhjælp” er udeladt på grund af få observationer. Se

endvidere anmærkning til figur 7.37.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Kombinerer man arbejdsfunktion med uddannelsesniveau, er det tydeligt, at omfanget

af hjemmearbejde primært varierer med arbejdsfunktion. For eksempel arbejder de fle-

ste lønmodtagere med ledelsesansvar til tider hjemme uanset uddannelsesniveau. Om-

vendt er det de færreste lønmodtagere med håndværkspræget og manuelt arbejde mv.,

der lægger en del af deres arbejdstid hjemme uanset uddannelsesniveau, jf. figur 7.43.

Ulighedsredegørelsen 2020

235

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.43

Hjemmearbejde efter arbejdsfunktion og uddannelse

Pct. af lønmodtagere i gruppen

Ledelses-

arbejde

Arbejde, der

forudsætter

viden på

højeste niveau

Grundskole, inkl. uoplyst

Arbejde, der

forudsætter

viden på

mellemniveau

Almindeligt

kontor- og

kundeservice-

arbejde

Erhvervsfaglig

Service- og

salgsarbejde

Håndværks-

præget og

andet manuelt

arbejde mv.

Videregående

Anm.: 2019. Lønmodtagere med en ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens grundlag.

Det giver god mening, at mulighederne for hjemmearbejde varierer med arbejdsfunk-

tion, idet langt fra alle arbejdsopgaver kan udføres hjemme. Der er således mange ar-

bejdsopgaver, som forudsætter, at man er fysisk til stede på arbejdspladsen. Det er for

eksempel tilfældet for mange af de arbejdsopgaver, der udføres i restaurationsbranchen,

byggeriet og sundhedsvæsenet.

Det giver derfor også god mening, at der på tværs af brancher er stor variation i, om løn-

modtagerne lægger en del af arbejdstiden hjemme. I brancher som hotel og restauration,

bygge og anlæg, transport samt sundhed og sociale foranstaltninger er det kun mellem

10 og 20 pct. af lønmodtagerne, der til tider arbejder hjemme. Indenfor informations- og

kommunikationsteknologi samt undervisning er det derimod godt halvdelen af lønmod-

tagerne, der lægger en del af arbejdstiden hjemme, jf. figur 7.44.

236

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.44

Hjemmearbejde efter branche

Pct. af lønmodtagere i branchen

Hotel og Bygge og

restauration anlæg

Transport Sundhed og Industri

sociale

foranstaltninger

I høj grad

Handel

Offentlig Finansielle

forvaltning erhverv

Liberale Undervisning

erhverv

IKT

Pct. af lønmodtagere i branchen

I mindre grad

Anm.: 2019. Lønmodtagere med en ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer. Se endvidere anmærkning til figur 7.37.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Børnefamilier kan særlig have behov for at tilrettelægge arbejdstiden fleksibelt. Flere

lønmodtagere i alderen 30-50 år, der har hjemmeboende børn, arbejder til tider hjemme

sammenlignet med lønmodtagere i samme aldersgruppe uden hjemmeboende børn, jf.

figur 7.45. Der er endvidere tegn på, at lidt flere lønmodtagere med kun små børn arbej-

der hjemme end lønmodtagere med kun store børn i hjemmet, jf. figur 7.46.

Ulighedsredegørelsen 2020

237

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.45

Lønmodtagere, der til tider arbejder hjemme,

efter antal hjemmeboende børn

Pct. af lønmodtagere i gruppen

Ingen børn

1 barn

2 børn

3 børn

Mindst 4

børn

Figur 7.46

Lønmodtagere, der til tider arbejder hjemme,

efter hjemmeboende børns alder

Pct. af lønmodtagere i gruppen

Børnene er under ti år

I høj grad

Børnene er mindst 10 år

I mindre grad

I høj grad

I mindre grad

Anm.: 2019. Lønmodtagere i alderen 30-50 år med en ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer. I figur 7.46 er der tale

om alderen på alle børn i familien. Lønmodtagere, der har hjemmeboende børn både under og over 10 år,

indgår således ikke i sammenligningen. Se endvidere anmærkning til figur 7.37.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Flekstid – for eksempel at man ikke skal møde ind eller gå hjem på faste tidspunkter –

er også en mulighed for at kunne tilrettelægge arbejdstiden fleksibelt. I arbejdskraftsun-

dersøgelsen bliver lønmodtagerne spurgt, om de har faste tider eller flekstid. Der er altså

ikke tale om flekstid i kontraktmæssig forstand, men om lønmodtagerne oplever, at de

kan tilrettelægge møde- og gå-hjemtider fleksibelt.

40 pct. af alle lønmodtagere oplever, at de har fleksible møde- og gå-hjemtider. Der er et

betydeligt overlap med lønmodtagere, der til tider arbejder hjemme. Samlet set peger ar-

bejdskraftundersøgelsen på, at 47 pct. af lønmodtagerne i større eller mindre grad har

mulighed for at tilrettelægge arbejdstiden fleksibelt. Enten som hjemmearbejde, oplevet

flekstid eller begge dele, jf. figur 7.47.

238

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 7

Fleksibelt arbejdsliv

Figur 7.47

Hjemmearbejde og oplevet flekstid blandt lønmodtagere, 2019

19 pct.

53 pct.

7 pct.

20 pct.

Oplevet flekstid

Hjemmearbejde

Hjemmearbejde og oplevet flekstid

Hverken hjemmearbejde eller flekstid

Anm.: Opgørelsen er baseret på arbejdskraftundersøgelserne i 2019 og vedrører lønmodtagere, der arbejdede i

referenceugen. Lønmodtagere med hjemmearbejde har arbejdet hjemme mindst én dag i løbet af en 4 ugers

periode. På grund af afrunding summer tallene ikke til 100.

Kilde: Egen beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ulighedsredegørelsen 2020

239

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 7.1

Løse ansættelser mv.

Den typiske lønmodtager på det danske arbejdsmarked er fastansat, arbejder på fuld tid

og har kun ét job. Der er dog også mindre grupper af lønmodtagere, som adskiller sig fra

det typiske billede. Deres jobsituation er som hovedregel frivillig af forskellige årsager.

Det kan være familiemæssige årsager, uddannelse, ønske om biindtægter mv. Bilaget ser

nærmere på fire grupper af lønmodtagere, der adskiller fra det typiske billede. Afgræns-

ning og kilder er nærmere beskrevet i boks nederst i bilaget.

Personer med indtægter fra honorarer

I 2018 havde godt 140.000 18-64-årige indtægter fra honorarer. For hovedparten var

der tale om en begrænset indtægt. 69.000 havde indtægter fra honorarer på mindst

5.000 kr. Og kun for ca. 14.000 personer i denne gruppe udgjorde honorarerne mere

end 20 pct. af deres personlige indkomst, jf. figur 1.

Figur 1

Personer med indtægter fra honorarer, 2018

1.000 personer

200

1.000 personer

200

150

100

Alle honorarlønnede

Lønmodtagere

> 5.000 kr.

Selvstændige

> 5.000 kr. og 20 pct. af indkomst

Studerende

Øvrige

Anm.: Aldersgruppen 18-64 år.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Selvstændige er den gruppe, hvor relativ flest har indtægter fra honorarer. Godt 8 pct. af

alle selvstændige i alderen 18-64 år havde indtægter fra honorarer i 2018. Og for 3�½

pct. af de selvstændige udgjorde honorarerne over 5.000 kr. og mindst 20 pct. af deres

personlige indkomst. Til sammenligning gælder det kun 0,2 pct. af lønmodtagerne i al-

dersgruppen, jf. figur 2.

www.oim.dk

Ulighedsredegørelsen 2020

241

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 7.1

Løse ansættelser mv.

Figur 2

Personer med honorarindtægter i forskellige grupper, 2018

Pct. af gruppen

Selvstændige

Alle honorarlønnede

Lønmodtagere

> 5.000 kr.

Studerende

Øvrige

> 5.000 kr. og 20 pct. af indkomst

Anm.: Aldersgruppen 18-64 år.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Andelen af beskæftigede, der har indtægter fra honorarlønnet arbejde, varierer kun lidt

på tværs af aldersgrupper. Det gælder både alle med honorarindtægter og de, hvor hono-

rarerne udgør en væsentlig indtægtskilde, jf. figur 3.

Figur 3

Beskæftigede med indtægter fra honorarer, 2018

Pct. af beskæftigede i aldersgruppen

18-24 år

25-29 år

30-34 år

35-39 år

40-44 år

> 5.000 kr.

45-49 år

50-54 år

55-59 år

60-64 år

Pct. af beskæftigede i aldersgruppen

Alle honorarlønnede

> 5.000 kr. og 20 pct. af indkomst

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Andelen af beskæftigede, der har indtægter fra honorarlønnet arbejde, er steget lidt i lø-

bet af perioden fra 2007 til 2018. Gruppen af beskæftigede, hvor honorarlønnet arbejde

udgør en væsentlig indtægtskilde, er dog stadig meget lille. Fra 2007 til 2018 er grup-

pens andel af beskæftigede blot steget fra 0,2 til 0,4 pct., jf. figur 4.

242

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 7.1

Løse ansættelser mv.

Figur 4

Beskæftigede med indtægter fra honorarer, 2007-2018

Pct. af beskæftigede

2007

2008

2009

2010

2011

2012

> 5.000 kr.

2013

2014

2015

2016

2017

2018

Alle honorarlønnede

> 5.000 kr. og 20 pct. af indkomst

Anm.: Beskæftigede i alderen 18-64 år.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag

Lønmodtagere med midlertidig ansættelse

Knap 200.000 lønmodtagere, ekskl. studerende, er ansat midlertidigt ifølge Arbejds-

kraftundersøgelsen. Der er forskellige årsager til midlertidige ansættelser. For en stor

del er der tale om et uddannelsesforløb som lærling eller praktikant. Der er også en stor

del, som ikke ønsker fast arbejde. For knap 69.000 lønmodtagere afspejler den midlerti-

dige ansættelse, at de ikke kunne finde fast arbejde, jf. figur 5.

Figur 5

Lønmodtagere med midlertidig ansættelse og årsagerne hertil, 2019

Kontrakten vedrører en

prøvetid, inkl. uoplyst

Ønskede ikke fast arbejde

68.500

Kunne ikke finde fast

arbejde

Kontrakten vedrører et

uddannelsesforløb (lærling,

praktikant mv.)

187.400 lønmodtagere

Anm.: Aldersgruppen 18-64 år, ekskl. studerende. Hvis studerende medtages, stiger gruppen af lønmodtagere med

midlertidig ansættelse til 250.000, hvoraf ca. 87.500 ikke kunne finde fast arbejde.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ulighedsredegørelsen 2020

243

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 7.1

Løse ansættelser mv.

I alle aldersgrupper udgør midlertidigt ansatte, der ikke kan finde fast arbejde, kun en

lille del af lønmodtagerne. Midlertidige ansættelser er mest udbredt blandt unge løn-

modtagere. I aldersgruppen 25-29 år er godt 5 pct. af lønmodtagerne midlertidigt ansat,

mens det gælder 1�½ pct. af lønmodtagerne i aldersgruppen 45-49 år, jf. figur 6.

Figur 6

Lønmodtagere med midlertidig ansættelse

efter alder, 2019

Pct. af lønmodtagere i aldersgruppen

Figur 7

Lønmodtagere med midlertidig ansættelse i

perioden 2008-2019

Pct. af lønmodtagere

18-24 25-29 30-34 35-39 40-44 45-49 50-54 55-59 60-64

Alder, år

2008

2010

2012

2014

2016

2018

Anm.: Aldersgruppen 18-64 år, ekskl. studerende. Tallene i de to figurer vedrører kun lønmodtagere med midlertidig

ansættelse, som har angivet, at de ikke kunne finde fast arbejde. De stiplede linjer angiver, at der kan være

databrud i AKU for nogle dataserier, jf. boks 1.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

I perioden 2008 til 2019 har lønmodtagere med midlertidig ansættelse, der ikke kan

finde fast arbejde, typisk udgjort mellem 3 og 4 pct. af alle lønmodtagere (ekskl. stude-

rende), jf. figur 7.

Deltidsbeskæftigede, der ikke kan finde fuldtidsarbejde

Ifølge Arbejdskraftsundersøgelsen angiver godt 560.000 lønmodtagere, at de er beskæf-

tigede på deltid

. Der kan være mange årsager til, at lønmodtagere er deltidsbeskæfti-

gede. En stor del er under uddannelse. Andre kan ikke passe et fuldtidsarbejde, fordi de

har nedsat arbejdsevne, passer børn mv. Det er kun knap 70.000 af de deltidsbeskæfti-

gede, som ikke kan finde et fuldtidsarbejde, jf. figur 8.

En del lønmodtagere med en normal ugentlig arbejdstid på mellem 30 og 36 timer angiver, at de er fuldtidsbe-

skæftigede. Antallet af deltidsbeskæftigede i dette afsnit kan derfor afgive fra andre opgørelser i kapitlet.

244

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 7.1

Løse ansættelser mv.

Figur 8

Lønmodtagere på deltid og årsagerne hertil, 2019

Kunne ikke finde

fuldtidsarbejde

68.300

Andre grunde, herunder

personlige eller

familiemæssige

Uddannelse

Passer børn eller voksne

handicappede

Egen sygdom eller

uarbejdsdygtighed

561.600 lønmodtagere

Anm.: Aldersgruppen 18-64 år.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag

Andelen af lønmodtagere, der er deltidsbeskæftigede og ikke kan finde et fuldtidsar-

bejde, er højest blandt unge lønmodtagere. I alderen 18-24 år udgør gruppen 6 pct. af

lønmodtagerne. Blandt lønmodtagere i alderen 50-54 år udgør gruppen 2 pct., jf. figur 9.

Figur 9

Deltidsansatte, der ikke kan finde

fuldtidsarbejde, efter alder

Pct. af lønmodtagere i aldersgruppen

Figur 10

Deltidsansatte, der ikke kan finde

fuldtidsarbejde, 2007-2019

Pct. af lønmodtagere

18-24 25-29 30-34 35-39 40-44 45-49 50-54 55-59 60-64

Alder, år

2008

2010

2012

2014

2016

2018

Anm.: De stiplede linjer angiver, at der for nogle dataserier kan være databrud i AKU, se boks 1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Deltidsbeskæftigede, der ikke kan finde fuldtidsarbejde, har udgjort mellem 2�½ og 4�½

pct. af alle 18-64-årige lønmodtagere siden 2008. Andelen steg fa 2008 til 2013, hvilket

formentlig skal ses i lyset af de svage konjunkturer i perioden. Siden 2013 har andelen

været faldende. Der har dog været databrud i Arbejdskraftundersøgelsen mellem 2015

og 2017, hvorfor udviklingen skal fortolkes med forsigtighed, jf. figur 10.

Ulighedsredegørelsen 2020

245

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 7.1

Løse ansættelser mv.

Lønmodtagere med flere job

I 2018 havde ca. 213.000 lønmodtagere flere lønmodtagerjob på samme tid (ultimo no-

vember). Antallet er steget en smule de seneste par år, jf. figur 11.

Figur 11

Lønmodtagere med flere job

1.000 personer

250

1.000 personer

250

Figur 12

Lønmodtagere fordelt på ugentlig arbejdstid

efter antal job

Pct.

100

Pct.

100

200

150

100

2008

2010

2012

2014

2016

2018

Et job

Under 20 timer

20-32 timer

Flere job

32-36 timer

Fuld tid

Anm.: Aldersgruppen 18-64 år. Lønmodtagere, der ultimo november i året, havde mindst to job som lønmodtager.

Opgørelsen er baseret på Danmarks Statistiks arbejdsmarkedsregnskab, jf. boks 1. Se boks 4.1 for opgørelse

af arbejdstid.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Arbejdstiden for lønmodtagere, der har flere job på samme tid, adskiller sig ikke mar-

kant fra lønmodtagere med ét job. Blandt lønmodtagere med ét job arbejder 64 pct. på

fuld tid, mens det er 62 pct. i gruppen med flere job. Lønmodtagere med flere job er

overrepræsenteret i gruppen med en ugentlig arbejdstid på under 2o timer, jf. figur 12.

Lønmodtagere, der har mere end ét job, svarer til ca. 8,6 pct. af alle lønmodtagere. An-

delen har ligget mellem 8,2 og 8,8 pct. i perioden fra 2008 til 2018, jf. figur 13. I grup-

pen af lønmodtagere med en ugentlig arbejdstid på under 20 timer udgør lønmodtagere

med flere job omkring 11 pct., jf. figur 14.

246

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 7.1

Løse ansættelser mv.

Figur 13

Lønmodtagere med flere job

Pct. af lønmodtagere

Figur 14

Lønmodtagere med flere job efter ugentlig

arbejdstid

Pct. af lønmodtagere i gruppen

2008

2010

2012

2014

2016

2018

2008

2010

2012

2014

2016

32-36 timer

2018

Under 20 timer

20-32 timer

Fuld tid

Anm.: Ultimo november. Aldersgruppen 18-64 år.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ulighedsredegørelsen 2020

247

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 7.1

Løse ansættelser mv.

Boks 1

Afgrænsning og kilder

Opgørelsen af de fire grupper af lønmodtagere tager alle udgangspunkt i aldersgruppen 18-64 år.

Personer med indtægter fra honorarer

Indtægter fra honorarer vedrører arbejdsopgaver, hvor der er modtaget et vederlag uden for ansættelsesfor-

hold og hvor der ikke er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. Honorarer kan fx være indtægter fra afhol-

delse af foredrag, bestyrelsesarbejde, freelanceopgaver mv. Opgørelsen af personer med indtægter fra hono-

rarer er baseret på Danmarks Statistiks indkomstregister, hvor oplysninger om indtægter fra honorarer kom-

mer fra SKAT.

Lønmodtagere ansat på midlertidige kontrakter

Opgørelsen af lønmodtagere, der er midlertidig ansat, er baseret på Arbejdskraftundersøgelsen (AKU) og ta-

ger udgangspunkt i personer, der er beskæftigede som lønmodtagere i referenceugen. AKU er en kontinuerlig

interviewundersøgelse foretaget af Danmarks Statistik, som har til formål at belyse befolkningens relation til

arbejdsmarkedet. AKU er kvartalsvis og baseres på en stikprøve af den danske befolkning. Individuelle op-

regningsvægte anvendes til at opregne stikprøven til befolkningsniveau. Der kan være databrud i nogle data-

serier i AKU mellem 4. kvartal 2015 og 1. kvartal 2016 samt mellem 4. kvartal 2016 og 1. kvartal 2017. Begge

perioder som følge af ny dataindsamler. I forbindelse med at der blev indført en ny opregning i 2019 (som er

ført tilbage til 2008) blev databruddene i hovedserierne korrigeret, men ikke i underserier. Konklusioner hen

over databruddene skal derfor drages med forsigtighed. Læs mere her: https://www.dst.dk/da/Statistik/em-

ner/arbejde-indkomst-og-formue/tilknytning-til-arbejdsmarkedet/arbejdskraftundersoegelsen-arbejdsmar-

kedstilknytning

Et fast spørgsmål i arbejdskraftundersøgelsen er, om lønmodtagere har en fast eller midlertidig ansættelse.

Med midlertidig ansættelse menes, at ansættelsesforholdet er defineret som tidsbegrænset i arbejdskontrak-

ten. Endvidere bliver lønmodtagere, der er midlertidig ansat, spurgt til grunden til, at jobbet er midlertidigt,

herunder om vedkommende ikke kunne få fast beskæftigelse. AKU-spørgeskemaet kan ses her:

https://www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/metode/aku-arbejdskraftundersoegelsen

Deltidsbeskæftigede, der ikke kan finde fuldtidsarbejde

Opgørelsen af deltidsbeskæftigede, der ikke kan finde fuldtidsarbejde, er ligeledes baseret på AKU og tager

også udgangspunkt i personer, der er beskæftigede som lønmodtagere i referenceugen. Et fast spørgsmål i

arbejdskraftundersøgelsen er, om personen er beskæftiget på fuld tid eller deltid. Deltidsbeskæftigede svarer

endvidere på, hvad årsagen er til, at de arbejder på deltid, herunder at de ikke kan finde job på fuld tid.

Lønmodtagere med flere job

Nogle lønmodtagere har mere end ét lønmodtagerjob på samme tid. Opgørelsen af lønmodtagere med flere

job tager udgangspunkt i Danmarks Statistiks arbejdsmarkedsregnskab. I arbejdsmarkedsregnskabet kan en

person indgå i flere tilstande samtidig. Det kan være lønmodtagere, som samtidig er i gang med en uddan-

nelse, førtidspensionister som har et skånejob, lønmodtagere med flere job osv.

I arbejdsmarkedsregnskabet har hver tilstand en startdato og slutdato i en given måned. Opgørelsen tager

udgangspunkt i personer, hvis primære status er lønmodtager på sidste arbejdsdag i november. Antallet af

job svarer således til antallet af tilstande, som omfatter en lønudbetaling, hvor sidste arbejdsdag i november

indgår.

248

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 8

Tilskyndelse til beskæftigelse

Ved indgangen til coronakrisen stod dansk økonomi under ét med et godt udgangs-

punkt. Dette skyldes blandt andet, at Danmark er blandt de lande i verden, hvor flest er

aktive på arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedsdeltagelsen er høj blandt både lavt- og højt-

uddannede, blandt kvinder og mænd, på de fleste alderstrin og på tværs af landsdele.

Der er en række forhold, som har betydning for et velfungerende arbejdsmarked med

høj beskæftigelse. En fleksibel arbejdsstyrke og omstillingsparate virksomheder. Mulig-

hed for at dygtiggøre og efteruddanne sig, en aktiv arbejdsmarkedspolitik og regler, der

sikrer, at arbejdsstyrken står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det spiller også en rolle,

hvor stor den økonomiske tilskyndelse er til at deltage aktivt på arbejdsmarkedet og yde

en ekstra indsats.

Den økonomiske tilskyndelse afhænger blandt andet af indretningen af skattesystemet.

Skatten på arbejdsindkomst har både betydning for den økonomiske tilskyndelse til at

være i beskæftigelse og til at yde en ekstra indsats. Indkomstafhængige ydelser, som fx

boligstøtte og økonomisk friplads i daginstitutioner, kan ligeledes påvirke de økonomi-

ske incitamenter.

Indretningen af skattesystemet og indkomstaftrapningen af ydelser afspejler vægtningen

af forskellige hensyn: Tilskyndelsen til at arbejde, målretningen af ydelser mod familier

med relativ lav indkomst og forskellige gruppers bidrag til finansiering af de offentlige

udgifter.

Hovedbudskaberne i kapitlet er:



Gennem de seneste årtier er skatten på arbejde sænket. Det har styrket tilskyndelsen

til at deltage aktivt på arbejdsmarkedet i stedet for at være på passiv forsørgelse og

styrket tilskyndelsen til at yde en ekstra indsats.

Skatten på arbejdsindkomst i Danmark skiller sig ikke længere ud som værende høj i

en international sammenligning. Faktisk er den direkte gennemsnitsskat på arbejde

for en beskæftiget med en gennemsnitlig løn relativt lav i Danmark, når man sam-

menligner med OECD-landene under et.

Skatten på den sidst tjente krone, dvs. marginalskatten, er desuden gennemsnitlig

for laverelønnede og mellemindkomster, mens den for højere lønnede er relativt høj

i en international sammenligning.



www.oim.dk

Ulighedsredegørelsen 2020

251

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 8

Tilskyndelse til beskæftigelse



Størstedelen af de beskæftigede har en marginalskat på under 45 pct. For knap en

femtedel gælder dog, at marginalskatten er over 50 pct. (typisk 55-56 pct.).

For ca. 82.300 beskæftigede betyder aftrapning af indkomstafhængige ydelser, at de

har en relativ høj sammensat marginalskat. Den sammensatte marginalskat tager

både højde for indkomstskat og overførsler.

Tilskyndelsen til at arbejde øges fortsat i de kommende år. I 2021 har omkring en ¼

mio. personer en nettokompensationsgrad over 80 pct. Antallet skønnes nedbragt

med knap 10.000 personer frem mod 2025.



8.1 Internationalt blik på beskæftigelse og incitamenter

Et samfund med en veludbygget offentlig velfærdsservice forudsætter en høj erhvervs-

frekvens for at skaffe robust finansiering. Dansk økonomi er kendetegnet ved, at mange

deltager aktivt på arbejdsmarkedet. Langt de fleste i den erhvervsaktive alder er i job,

hvilket blandt andet afspejler, at både mænd og kvinder i høj grad deltager på arbejds-

markedet.

Erhvervsfrekvensen angiver, hvor mange personer i den erhvervsaktive alder, der indgår

i arbejdsstyrken. Danmark er kendetegnet ved en høj erhvervsfrekvens set i et internati-

onalt perspektiv,

jf. figur 8.1.

Figur 8.1

Erhvervsfrekvens i udvalgte OECD-lande, 2019

Pct.

100

Gennemsnit

Pct.

100

ISL

SWE

POL

EST

AUT

PRT

IRL

CHE

DNK

NOR

FRA

ESP

SVK

CZE

LVA

FIN

ITA

Anm.: 15-64-årige. Gennemsnit er for de viste lande i figuren.

Kilde: OECD på baggrund af Arbejdskraftsundersøgelsen (Labor Force Survey).

Der er dog også befolkningsgrupper, som har en relativ lav erhvervsfrekvens. Det gør sig

fx gældende for indvandrere fra ikke-vestlige lande. For kvinderne i denne befolknings-

gruppe er erhvervsfrekvensen under 60 pct.

252

Ulighedsredegørelsen 2020

GRC

DEU

SVN

HUN

TUR

NLD

LTU

BEL

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 8

Tilskyndelse til beskæftigelse

Gennemsnitsskatten

på arbejdsindkomst har betydning for deltagelsen på arbejdsmar-

kedet. I Danmark er skatten for en beskæftiget med en gennemsnitindkomst på omkring

35,4 pct. Det er relativt lavt i en international sammenligning, idet det er lavere end i de

fleste andre OECD-lande,

jf. figur 8.2.

Figur 8.2

Skat på arbejde for en beskæftiget med en gennemsnitsløn i udvalgte OECD-lande, 2019

Pct.

Gennemsnit

POL

LTU

IRL

ISL

EST

PRT

AUT

ESP

SVK

SWE

CHE

DNK

TUR

SVN

FRA

CZE

NOR

GRC

HUN

DEU

NLD

BEL

LVA

FIN

ITA

Pct.

Anm.: Gennemsnitsskat er samlet skat som andel af samlet indkomst. Gennemsnitsskat for enlige uden børn, med

en løn svarende til gennemsnitslønnen for fuldtidsbeskæftigede. Gennemsnitsskatten er opgjort inklusive so-

ciale bidrag mv. Der er ikke taget højde for indirekte skatter i sammenligningen. Gennemsnit er for de viste

lande i figuren.

Kilde: OECD.stat Average tax wedge.

Skatten på den sidst tjente krone kan have betydning for, hvor mange timer den enkelte

arbejder.

Marginalskatten

for en beskæftiget med en gennemsnitlig lønindkomst i Dan-

mark er ca. 42 pct., hvilket omtrent er på niveau med OECD-landene set under ét. Det

samme gælder for en lavere lønnet. For en højere lønnet er marginalskatten 56 pct. Det

er lavt i et historisk perspektiv, men højere end i OECD-landene set under ét,

jf. figur

8.3.

Ulighedsredegørelsen 2020

253

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 8

Tilskyndelse til beskæftigelse

Figur 8.3

Marginalskat på arbejdsindkomst i Danmark og OECD, 2019

Pct.

Lavere lønnet

Danmark

Gennemsnitslønnet

OECD

Højere lønnet

Pct.

Anm.: Gennemsnitlig marginalskat for en enlig person uden børn. En lavere lønnet tjener 67 pct. af gennemsnitsløn-

nen for fuldtidsbeskæftigede, mens en højere lønnet tjener 167 pct. af gennemsnitslønnen for fuldtidsbeskæf-

tigede. Der er ikke taget højde for indirekte skatter i sammenligningen.

Kilde: OECD.stat Marginal tax wedge.

8.2 Økonomiske incitamenter til at yde en ekstra indsats

Der er en række forhold, der har betydning for, hvor mange timer den enkelte vælger at

arbejde. For mange vil familiesituationen spille en rolle, herunder hvor meget ens part-

ner arbejder, og om der er gode muligheder for at få passet sine børn. Det kan også spille

en rolle, om man synes, at arbejdet er interessant, om man oplever at gøre en forskel,

fællesskab med kollegaer, og om en ekstra indsats bliver værdsat.

Skattesystemet kan også have betydning for den indsats, den enkelte lægger på arbejds-

pladsen. Jo højere skatten på den sidst tjente krone er, desto mindre vil tilskyndelsen

være til at yde en ekstra arbejdsindsats. En høj skat på den sidst tjente krone, dvs. mar-

ginalskatten, kan altså reducere tilskyndelsen til at yde en ekstra indsats.

I Danmark betaler langt de fleste en marginalskat på under 45 pct. Personer med de hø-

jeste indkomster betaler også topskat, hvormed marginalskatten kan komme op på 56

pct.,

jf. figur 8.4.

254

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 8

Tilskyndelse til beskæftigelse

Figur 8.4

Beskæftigede fordelt efter marginalskatter, 2021

Pct. af de beskæftigede

<35 36

59 60+

Anm.: 18-64-årige fuldt beskæftigede lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende. Beregninger er foretaget for

2021-regler med udgangspunkt i befolkningssammensætning og arbejdsmarkedsstatus i 2017. Marginalskat-

terne i dette kapitel tager alene højde for indkomstskattebetalingen og tager således ikke højde for den margi-

nale afgiftsbetaling. Hvis man tog højde for afgiftsbetalingen, ville marginalskatterne være højere.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Der er betydelig forskel på uddannelsessammensætningen blandt personer med margi-

nalskatter under og over 50 pct. Hvor omkring 63 pct. med marginalskatter under 50

pct. er enten ufaglærte eller faglærte, er andelen omkring 35 pct. for personer med mar-

ginalskatter over 50 pct. Omvendt er andelen med en videregående uddannelse betyde-

ligt højere blandt personer med marginalskatter over 50 pct.,

jf. figur 8.5.

Figur 8.5

Beskæftigede med marginalskatter hhv. under og over 50 pct. opdelt på uddannelse, 2021

Pct. af gruppen

Ufaglært

Faglært

Korte og mellemlange

videregående

uddannelser

Marginalskat over 50 pct.

Lange

videregående

uddannelser

Pct. af gruppen

Marginalskat under 50 pct.

Anm.: Se anmærkning til figur 8.4. Højest fuldførte uddannelse. Ufaglært omfatter grundskole, gymnasium og uop-

lyst.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Personer med mellemindkomster kan opleve at stå over for lige så høj en sammensat

marginalskat som personer, der betaler topskat. Det gælder fx nogle af de personer, der

Ulighedsredegørelsen 2020

255

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 8

Tilskyndelse til beskæftigelse

modtager boligstøtte og fripladstilskud til daginstitution og har et indkomstniveau, der

betyder, at ydelsen er under aftrapning. Når der både tages højde for virkningen af

skatte- og overførselssystemet, taler man om den sammensatte marginalskat.

For nogle betyder aftrapningen af ydelser en svækkelse af den økonomiske tilskyndelse

til at yde en ekstra indsats. De kan opleve, at den sammensatte marginalskat er over 50

pct., selv om bidraget fra skattesystemet er under 45 pct.

Omkring 4 pct. af de beskæftigede oplever de facto at betale over 50 pct. af den sidst

tjente krone som følge af, at en eller flere ydelser indkomstaftrappes. Således har om-

kring 82.000 beskæftigede med marginalskatter under 50 pct. en sammensat marginal-

skat på over 50 pct.,

jf. figur 8.6.

Figur 8.6

Beskæftigede med marginalskatter og sammensatte marginalskatter over 50 pct., 2021

Sammensatte marginal-

skatter over 50 pct.

(82.000)

Marginalskatter

over 50 pct.

(378.000)

19 pct.

77 pct.

Øvrige

(1.557.000)

I alt 2.018.000 personer

Anm.: Se desuden anmærkning til figur 8.4.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Enlige forsørgere udgør omkring 34 pct. af de beskæftigede med høje sammensatte mar-

ginalskatter. Enlige forsørgere udgør derved en betydelig større andel end blandt alle be-

skæftigede, hvor andelen er under 5 pct.,

jf. figur 8.7.

256

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 8

Tilskyndelse til beskæftigelse

Figur 8.7

Beskæftigede og beskæftigede med høje sammensatte marginalskatter opdelt efter

familiekategori, 2021

Pct. af gruppen

Enlige uden børn

Alle beskæftigede

Enlige med børn

Par uden børn

Par med

børn

Beskæftigede med høje sammensatte marginalskatter

Anm.: Opgørelsen omfatter personer med relativ høje sammensat marginalskat (ikke-topskattebetalere). Se desu-

den anmærkning til figur 8.4.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det er især aftrapningen af boligstøtte, som bidrager til relativt høje sammensatte mar-

ginalskatter blandt enlige og personer med børn,

jf. figur 8.8.

Enlige uden børn vil oftere

være berettigede til at modtage boligstøtte end par uden børn, idet enlige alt andet lige

har en lavere husstandsindkomst end personer i par.

Figur 8.8

Bidrag til høje sammensatte marginalskater efter familiekategori

Pct.

Enlige uden

børn

Skat

Enlige med børn

Boligstøtte

Par uden børn

Daginstitution

Par med

børn

Social pension

Anm.: Se anmærkning til figur 8.4.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Boligstøtte bidrager imidlertid også til at øge de sammensatte marginalskatter for par

med børn, hvilket hænger sammen med, at boligstøtte til forsørgere tildeles efter mere

gunstige regler end til personer uden børn.

Ulighedsredegørelsen 2020

257

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 8

Tilskyndelse til beskæftigelse

For forsørgere bidrager aftrapning af fripladstilskud til daginstitution også i et vist om-

fang til at øge de sammensatte marginalskatter. Når bidraget er mindre end for bolig-

støtte, skal det blandt andet ses i lyset af, at ikke alle forsørgere har børn i en alders-

gruppe, der gør brug af daginstitutioner. For personer i par uden børn er det primært af-

trapning af socialpension hos en samlever eller ægtefælle, som kan bidrage til en relativ

høj sammensat marginalskat.

Indkomstaftrapningen af ydelserne afspejler grundlæggende et ønske om målretning

mod familier med et behov. Hvis ydelserne aftrappes over et kort indkomstinterval, vil

det typisk betyde, at forholdsvis få oplever meget høje aftrapningsprocenter. Hvis ydel-

serne aftrappes over et langt indkomstinterval, vil det omvendt betyde, at forholdsvis

mange bliver berørt og dermed får reduceret deres incitament til at gøre en ekstra ar-

bejdsindsats.

Det er kun muligt helt at undgå de negative virkninger ved aftrapning af indkomstaf-

hængige ydelser, hvis ydelserne afskaffes, eller hvis ydelserne er uafhængige af indkom-

sten (det vil sige ingen målretning).

8.3 Det økonomiske incitament til at være i beskæftigelse

Det økonomiske incitament til at være i beskæftigelse – frem for at modtage overførsels-

indkomst – kan opgøres med udgangspunkt i to beslægtede begreber: Forskelsbeløbet

og nettokompensationsgraden.

Forskelsbeløbet er et absolut begreb, der opgøres i kroner, og angiver forskellen i den di-

sponible indkomst i henholdsvis en situation med beskæftigelse (beskæftigelsesalterna-

tivet) og en situation, hvor forsørgelsesgrundlaget alene er overførselsindkomst (over-

førselsalternativet). Et lavt forskelsbeløb indebærer et lavt økonomisk incitament til be-

skæftigelse.

Nettokompensationsgraden er et relativt begreb, der opgøres i pct., og angiver forholdet

mellem den disponible indkomst i overførselsalternativet og den disponible indkomst i

beskæftigelsesalternativet. En høj kompensationsgrad indebærer et svagt økonomisk in-

citament til at være i beskæftigelse.

Den disponible indkomst i de to alternativer –beskæftigelsesalternativet og overførsels-

alternativet – beregnes ved at antage, at den enkelte person er beskæftiget henholdsvis

overførselsindkomstsmodtager i et helt kalenderår. Beregningen tager blandt andet

højde for transportudgifter til og fra arbejde og aftrapning af indkomstafhængige ydelser

som boligstøtte, daginstitutionsbetaling og ægtefælles eller samlevers sociale pension.

Et svagt økonomisk incitament til beskæftigelse svækker isoleret set tilknytningen til ar-

bejdsmarkedet. Man skal være opmærksom på, at andre forhold end økonomiske incita-

menter har betydning for, om den enkelte er i beskæftigelse eller ej. Der kan fx ligge en

For en nærmere beskrivelse af de to begreber henvises til bilag 8.1, hvor der er opstillet et illustrativt regneek-

sempel. Herudover indeholder bilag 8.3 opgørelser af hhv. forskelsbeløb og nettokompensationsgrader opdelt på

forskellige grupper og karakteristika.

258

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 8

Tilskyndelse til beskæftigelse

stærk tilfredsstillelse i at bidrage aktivt på arbejdsmarkedet, ligesom samværet med kol-

legaer kan have stor betydning. Andre kan eksempelvis opleve sociale problemer eller

sygdom, som holder dem væk fra arbejdsmarkedet i en periode.

Der kan ikke objektivt fastlægges et bestemt niveau, der entydigt repræsenterer en svag

økonomisk tilskyndelse til beskæftigelse. Derfor er personer med relativt svag økono-

misk tilskyndelse indkredset ved at se på personer, som har en nettokompensationsgrad

over 80 pct. Det skal dog bemærkes, at der også i denne gruppe er personer, som kan

føle, at de har en betydelig økonomisk gevinst ved at deltage aktivt på arbejdsmarkedet.

De fleste personer har i 2021 nettokompensationsgrader mellem 40 og 80 pct. Der er

dog også en relativ stor gruppe på omkring 225.200 personer (10 pct.) med nettokom-

pensationsgrader over 80 pct.,

jf. figur 8.9.

Figur 8.9

Personer opdelt på nettokompensationsgrader, 2021

1.000 personer

600

500

400

300

200

100

0-10

10-19

20-29

30-39

40-49

50-59

60-69

70-79

80-89

90+

Nettokompensationsgrad, pct.

1.000 personer

10 pct.

225.200 personer

600

500

400

300

200

100

Anm.: 18-64-årige beskæftigede lønmodtagere, fuldt ledige m.fl. samt efterlønsmodtagere. Beregningerne er foreta-

get for 2021-regler med udgangspunkt i befolkningssammensætningen i 2017.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordelingen af nettokompensationsgrader varierer betydeligt på tværs af personernes

arbejdsmarkedstilknytning. Fordelingen for fuldt beskæftigede ligner i høj grad fordelin-

gen for alle 18-64-årige – idet de fleste har nettokompensationsgrader mellem 40-80

pct., og omkring 9 pct. har nettokompensationsgrader over 80 pct.,

jf. figur 8.10.

Ulighedsredegørelsen 2020

259

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 8

Tilskyndelse til beskæftigelse

Figur 8.10

Fuldt beskæftigede opdelt på

nettokompensationsgrader, 2021

Pct. af gruppen

0-10 10-

20-

30-

40-

50-

60-

70-

80- 90+

9 pct.

155.700 pers.

Figur 8.11

Delårsbeskæftigede opdelt på

nettokompensationsgrader, 2021

Pct. af gruppen

24 pct.

55.300 pers.

Pct. af gruppen

0-10 10-

20-

30-

40-

50-

60-

70-

80- 90+

Nettokompensationsgrad, pct.

Anm.: Se anmærkning til figur 8.9.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Delårsbeskæftigede er personer, som har oplevet ledighed i løbet af året. Knap hver

fjerde af de delårsbeskæftigede har nettokompensationsgrader over 80 pct. – og andelen

med relativt svage økonomiske incitamenter til beskæftigelse ligger derved højere end

for fuldt beskæftigede, som ikke har oplevet ledighed i løbet af året,

jf. figur 8.11.

Langt de fleste, der er forsikret mod ledighed, har et stærkt økonomisk incitament til be-

skæftigelse. Men personer, der er ledighedsforsikret – og dermed kan modtage dag-

penge i tilfælde af ledighed – har et svagere incitament til beskæftigelse end ikke-forsik-

rede, som typisk vil kunne modtage en kontanthjælpsydelse i tilfælde af ledighed.

Andelen af ikke-forsikrede ledige med en nettokompensationsgrad over 80 pct. er rela-

tivt beskeden og udgør kun 3 pct. af gruppen,

jf. figur 8.12.

Blandt forsikrede ledige er

det 15 pct., der har en nettokompensationsgrad over 80 pct.,

jf. figur 8.13.

260

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 8

Tilskyndelse til beskæftigelse

Figur 8.12

Ikke-forsikrede fuldt ledige m.fl. opdelt på

nettokompensationsgrader, 2021

Pct. af gruppen

3 pct.

4.000 pers.

Figur 8.13

Forsikrede fuldt ledige m.fl. opdelt på

nettokompensationsgrader, 2021

Pct. af gruppen

15 pct.

8.100 pers.

Pct. af gruppen

0-10 10-

20-

30-

40-

50-

60-

70-

80- 90+

0-10 10-

20-

30-

40-

50-

60-

70-

80- 90+

Nettokompensationsgrad, pct.

Anm.: Se anmærkning til figur 8.9.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det kendetegner næsten hele gruppen med nettokompensationsgrader over 80 pct., at

de er forsikret mod ledighed. Det skyldes, at dagpenge som udgangspunkt medfører en

højere indkomsterstattende ydelse ved ledighed end kontanthjælp. Det højere ydelsesni-

veau skal blandt andet ses i lyset af, at arbejdsløshedsforsikring er en frivillig forsikring

mod tab af arbejdsindtægter, at udbetaling af dagpenge i hovedreglen forudsætter forud-

gående beskæftigelse og medlemskab af en a-kasse, samt at dagpengeretten er tidsbe-

grænset. En høj forsikringsgrad understøtter den danske flexicurity-model, som ofte bli-

ver tilskrevet at skabe et dynamisk arbejdsmarked med en høj jobomsætning, som også

giver sig udslag i lav strukturel ledighed og relativt få langtidsledige.

Der er i de senere år gennemført initiativer, der påvirker de økonomiske incitamenter til

beskæftigelse. Det gør sig blandt andet gældende for skattereformerne fra 2012 og 2018,

reduktion af integrationsydelsen med 3 pct., beskæftigelseskrav for kontanthjælp samt

obligatorisk opsparing af visse overførsler. Initiativerne har samlet set nedbragt antallet

med relativt svage økonomiske incitamenter til beskæftigelse, og i 2025 vil initiativerne

have fuldt gennemslag,

jf. figur 8.14.

Ulighedsredegørelsen 2020

261

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 8

Tilskyndelse til beskæftigelse

Figur 8.14

Udvikling i personer med nettokompensationsgrader over 80 pct.

1.000 personer

500

1.000 personer

500

400

300

200

100

2005

2009

2012

2013

2014

2015

2016

2017

2021

2025

Anm.: Beregningerne for 2021 tager udgangspunkt i oplysninger om befolkningen i 2017, som fremskrives til 2021

pris- og lønniveau. Beregningerne for 2025 medtager vedtagne initiativer, der indfases frem mod 2025. Ind-

førslen af et nyt midlertidigt børnetilskud forventes alene at have fuld virkning i 2020 og indgår ikke i opgørel-

sen. Befolkningens sammensætning på arbejdsmarkedstilknytning, lønforskelle mv. fastholdes således uæn-

dret. Beregningerne kan derfor ikke betragtes som egentlige prognoser, men som regeltekniske fremskrivnin-

ger. Se desuden bilag 8.2 for en nærmere beskrivelse af initiativerne.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

I skattereformen fra 2012 indgår en række elementer, der gradvist bliver indfaset frem

mod 2023. Det gælder blandt andet forhøjelse af beskæftigelsesfradraget, forhøjelse af

topskattegrænsen og afdæmpet regulering af vise overførselsindkomster. Alle elementer

der over tid bidrager til at øge de økonomiske incitamenter til beskæftigelse.

Det er særligt den afdæmpede regulering, der har betydning for antallet af personer med

relativt svage økonomiske incitamenter til beskæftigelse. Den afdæmpede regulering

står for størstedelen af reduktionen på 18.900 personer i gruppen af personer med net-

tokompensationsgrader over 80 pct.,

jf. tabel 8.1.

262

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel 8

Tilskyndelse til beskæftigelse

Tabel 8.1

Personer med nettokompensationsgrader over 80 pct.

Personer

2021

Udhuling af grøn check mv. samt færre personer med nedslag i ejendomsværdiskatten

Afdæmpet regulering af overførsler (Fuldt indfaset i 2023)

Indfasning af visse skatteændringer (Fuldt indfaset i 2022)

Obligatorisk opsparing for overførselsmodtagere (Fuldt indfaset i 2030)

2025

225.200

-500

-18.700

-900

+11.200

216.200

Anm.: ”Indfasningen af visse skatteændringer” indeholder en reduktion af personfradraget samt en forhøjelse af

bundskattesatsen, skatteloftet for personlig indkomst, beskæftigelsesfradragsprocenten, topskattegrænsen,

samt det maksimale beskæftigelsesfradrag mellem 2021 og 2022. Se herudover anmærkningen til figur 8.14.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Som en del af Finanslovsaftalen 2019 blev der indført en obligatorisk opsparingsordning

for hovedparten af de personer, der modtager indkomsterstattende ydelser. Den obliga-

toriske pensionsindbetaling vil i 2025 udgøre 1,8 pct. af den ydelse som overførselsmod-

tageren er berørt af.

Efter gældende regneprincipper indgår nettopensionsindbetalingen

i opgørelsen af net-

tokompensationsgrader på trods af, at forbrugsmulighederne ikke forbedres her og nu.

Når nettopensionsindbetalinger alligevel indregnes i opgørelserne, så skyldes det, at

pensionsopsparing på længere sigt udgør et ikke ubetydeligt bidrag til den økonomiske

fordel forbundet med beskæftigelse.

Obligatorisk opsparing øger nettopensionsindbetalingerne i overførselsalternativet, hvil-

ket isoleret set reducerer incitamenterne til beskæftigelse, og antallet af personer med

kompensationsgrad over 80 pct. øges med 11.400

Pensionsindbetalingerne indgår med værdien efter den skønnede fremtidige sammensatte beskatning ved udbe-

talingen.

Virkningen på pensionsfradraget af obligatorisk opsparing indgår ikke i opgørelsen.

Ulighedsredegørelsen 2020

263

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Kapitel

Fejl!

Ingen tekst

med den

anførte

typografi i

dokumentet.

Fejl! Ingen tekst med den anførte typografi i dokumentet.

Aftaler om den kommunale og

regionale økonomi

ꞏ

September 2019

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 8.1

Beregning af nettokompensationsgrader

Beregningen af nettokompensationsgrader kan illustreres med et eksempel: En enlig

forsørger, der bor til leje og har to børn i daginstitutionsalderen,

jf. tabel 1.

Eksemplet er baseret på følgende forudsætninger: Årlig lønindkomst som beskæftiget på

ca. 372.000 kr., lejlighed på 100 kvadratmeter med en månedlig husleje på 6.700 kr., to

børn i hhv. børnehave og SFO samt kontingent til a-kasse, efterløn og fagforening på ca.

18.500 kr. om året.

Forskellen på den disponible indkomst med pensionsindbetalinger fratrukket daginsti-

tutions- og nettotransportudgifter i de to alternativer – forskelsbeløbet – er i dette ek-

sempel på ca. 6.000 kr. om måneden. Nettokompensationsgraden opgjort i procent kan

beregnes som 1 minus forholdet mellem forskelsbeløbet og den disponible indkomst i

beskæftigelsesalternativet. Det svarer omtrent til forholdet mellem den disponible ind-

komst som ledig og den disponible indkomst som beskæftiget.

Nettokompensationsgra-

den

bliver i dette eksempel 80 pct.

Bruttokompensationsgraden

beregnes som forholdet mellem den skattepligtige løn- og

overførselsindkomst før skat i de to alternativer, og bliver – opgjort i procent – 61 pct.

www.oim.dk

Ulighedsredegørelsen 2020

265

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 8.1

Beregning af nettokompensationsgrader

Tabel 1

Eksempel på beregning af nettokompensationsgrad, 2021

Personen som

beskæftiget

Lønindkomst

Dagpenge

Boligstøtte

Børne- og ungeydelse

Børnetilskud og normalbidrag

Personlig indkomst

Arbejdsmarkedsbidrag

Skat

Disponible indkomst

Pensionsindbetalinger

Daginstitutionsbetaling

Transportudgift

Disponible indkomst med pensionsindbetalinger

fratrukket daginstitutions- og nettotransportudgifter

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Personen som

ledig

18.910

3.440

2.190

4.390

28.930

-5.200

23.720

570

24.290

Forskels-

beløb

31.020

-18.910

-1.740

10.370

-2.480

-2.140

5.750

1.470

-650

-600

5.970

31.020

1.700

2.190

4.390

39.300

-2.480

-7.340

29.470

2.030

-650

-600

30.260

266

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 8.2

Initiativer med betydning for opgørelsen af

forskelsbeløb og nettokompensationsgrader

Beregningerne af den økonomiske tilskyndelse til beskæftigelse bygger på en lang række

til dels hypotetiske forudsætninger og giver ikke nødvendigvis et fuldstændigt billede af

de økonomiske incitamenter, den enkelte person står overfor. Beregningerne er derimod

egnede til at vise, hvordan de beregnede økonomiske incitamenter har udviklet sig over

tid, samt hvilke faktorer, herunder ændringer i skattelovgivning mv., der påvirker udvik-

lingen.

Ved beregning af nettokompensationsgrader og forskelsbeløb tages udgangspunkt i regi-

steroplysninger for 18-64-årige opdelt på arbejdsmarkedsstatus. Seneste år med fuld-

stændige registeroplysninger er 2017. For så vidt angår opgørelser for 2021 og 2025 ta-

ger udgangspunkt i befolkningssammensætning og arbejdsmarkedsstatus i 2017.

Skattereform 2012 (medtaget fra 2013)

De centrale skatteelementer i reformen fik virkning fra 2013, hvor en række af elemen-

terne gradvis indfases frem mod 2023. Reformen omfattede blandt andet en gradvis for-

højelse af beskæftigelsesfradraget, indførelse af et særligt beskæftigelsesfradrag for en-

lige forsørgere, forhøjelse af indkomstgrænsen for topskat, indførelse af aftrapning af

børne- og ungeydelsen for familier med høje indkomster samt afdæmpet regulering af

overførselsindkomster i perioden 2016-23.

Skatteaftale 2018 (medtaget fra 2018)

Fra

Aftale om lavere skat på arbejdsindkomst og større fradrag for pensionsindbeta-

linger

indgår følgende initiativer: Udvidelse af grundlag for beskæftigelsesfradrag, for-

højelse af loftet over beskæftigelsesfradrag, nyt pensionsfradrag, nyt jobfradrag, reduk-

tion af bunskattesatsen, strammere opholdskrav og beskæftigelseskrav for ret til uddan-

nelses- og kontanthjælp samt opholdskrav for ret til dagpenge.

Reduktion af integrationsydelse (medtaget fra 2019)

Som følge af

Flere år på arbejdsmarkedet

reduceres integrationsydelsen med 3 pct. med

virkning fra 2019.

Finanslovsaftale 2019 (medtaget fra 2019)

Med Finanslovsaftalen for 2019 indføres en forhøjelse af fradragsbeløbet for ikke-pensi-

oneret ægtefælles/samlevers indkomst, reduktion af bundskattesatsen og indførelse af

obligatorisk opsparing for overførselsmodtagere.

www.oim.dk

Ulighedsredegørelsen 2020

269

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 8.3

Karakteristika for personer med relativt svage

økonomiske incitamenter

Tabel 1

Personer med nettokompensationsgrader over hhv. 80 og 90 pct. fordelt efter karakteristika

2016

> 80 pct.

Antal

Pct.

Uddannelse

Grundskole, gym-

nasial og uoplyst

Erhvervsudd.

KVU

MVU

LVU

Familietype

Enlig uden børn

Enlig med børn

Par uden børn

Par med børn

Alder

18-29-årige

30-49-årige

50-64-årige

Herkomst

Dansk

Indvandrere fra

vestlige lande

Indvandrere fra

ikke-vestlige lande

Forsikret mod

ledighed

Forsikret

Ikke-forsikret

336.600

> 90 pct.

100.500

2017

> 80 pct.

306.600

> 90 pct.

88.600

2021

> 80 pct.

225.200

> 90 pct.

58.200

2025

> 80 pct.

216.200

> 90 pct.

54.600

www.oim.dk

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ulighedsredegørelsen 2020

271

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 8.3

Karakteristika for personer med relativt svage økonomiske incitamenter

Tabel 2

Personer med forskelsbeløb under hhv. 2.000 og 3.000 kr. fordelt efter karakteristika

2016

< 2.000

Antal

Pct.

Uddannelse

Grundskole, gym-

nasial og uoplyst

Erhvervsudd.

KVU

MVU

LVU

Familietype

Enlig uden børn

Enlig med børn

Par uden børn

Par med børn

Alder

18-29-årige

30-49-årige

50-64-årige

Herkomst

Dansk

Indvandrere fra

vestlige lande

Indvandrere fra

ikke-vestlige lande

Forsikret mod

Ledighed

Forsikret

Ikke-forsikret

136.400

< 3.000

251.400

2017

< 2.000

118.700

< 3.000

220.600

2021

< 2.000

68.900

< 3.000

139.100

2025

< 2.000

64.800

< 3.000

134.200

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

272

Ulighedsredegørelsen 2020

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

Bilag 8.4

Transportudgifter i beskæftigelsesalternativet

Udgifter til transport til og fra arbejde reducerer den disponible indkomst for personer i

beskæftigelse, hvilket isoleret set øger kompensationsgraden og reducerer det økonomi-

ske incitament til at være i beskæftigelse.

Transportudgifterne, der indgår i beregning af nettokompensationsgrader i forskelsbe-

løbsmodellen, opgøres ud fra oplysninger om transportafstande, transportform og trans-

portudgifter pr. km. Transportafstandene er baseret på Danmarks Statistiks register om-

kring pendlingsafstande (PEND), der angiver den korteste kørselsafstand mellem bopæl

og arbejdssted (opgjort ultimo november i året).

Det faktiske individuelle valg af transportform mellem bopæl og arbejdssted er ikke op-

lyst i datagrundlaget. I stedet foretages et skøn baseret på Transportvaneundersøgelsen

samt oplysninger om bilejerskab, hvor der tages hensyn til forskelle i valg af transport-

form ved forskellige transportafstande og forskelle mellem geografiske regioner. Skøn-

net for transportudgifter er behæftet med usikkerhed. I tilfælde, hvor adresser ikke er

korrekt registreret, fx pga. flytning eller jobskifte, kan det påvirke beregningen.

Transportudgifterne for personer med en kompensationsgrad under 60 pct. (ca. 55 pct.

af populationen) udgør omkring 12.300 kr. årligt (2021-niveau). For personer med net-

tokompensationsgrader over 90 pct. (ca. 3 pct. af populationen) er transportudgifterne

markant højere, svarende til ca. 37.300 kr. pr. år,

jf. tabel 1.

Tabel 1

Transportudgifter opdelt på nettokompensationsgrader, 2021

Nettokompensationsgrader

Andel af populationen

Pct.

Under 60 pct.

60-69 pct.

70-79 pct.

80-89 pct.

90+ pct.

Samlet

100

Gns. transportudgift

Kr.

12.300

14.400

16.700

19.000

37.300

14.500

Anm.: 2021-niveau på baggrund af oplysninger om befolkningen i 2017.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

www.oim.dk

Ulighedsredegørelsen 2020

275

FIU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 52: Ulighedsredegørelsen 2020, fra finansministeren

RET RYGBREDDE PÅ STANDA

fm.dk