Færøudvalget
Til:
Dato:
Erhvervsministeren
6. januar 2021
Udvalget udbeder sig ministerens besvarelse af følgende spørgsmål:
FÆU alm. del
Spørgsmål 14
Færøske banker har af danske rigsmyndigheder fået tilladelse til at drive bankvirksomhed
i Kongeriget Danmark i henhold til færøsk finansiel lovgivning. Da denne tilladelse ikke
er begrænset til kun at gælde på Færøerne, må færøske banker antages at have fået
tilladelse til at drive bankvirksomhed i hele rigsfællesskabet under de forudsætninger, der
gælder af færøsk finansiel lovgivning.
Det forekommer derfor tvivlsomt, om der på nuværende tidspunkt er lovhjemmel til at
antage, at en færøsk bank kan underlægges regler i den danske finansielle lovgivning
– heller ikke for så vidt angår den færøske banks bankvirksomhed i en filial i Danmark.
Umiddelbart synes både dansk finansiel lovgivning og det færøske hjemmestyre nemlig
at tale imod, at en færøsk bank kan underlægges dansk finansiel lovgivning. Dette skyl-
des for det første, at dansk finansiel lovgivning udtrykkeligt fremhæver, at lovgivningen
ikke finder anvendelse for færøske banker. For det andet kan færøske bankfilialer heller
ikke antages at være omfattet af reglerne om udenlandske bankfilialer i Danmark, da
hensynet med disse regler ifølge forarbejderne ikke synes at have været, at disse også
skulle omfatte færøske bankfilialer i Danmark. Endvidere ville det stride med den generel-
le opfattelse i rigsfællesskabet at antage, at færøske bankfilialer skulle være udenlandske
i Danmark. Endelig må gældende ret vedrørende det færøske hjemmestyre antages at
tale imod, at en færøsk bank i nogle tilfælde kan underlægges dansk finansiel lovgivning
for så vidt angår bankvirksomhed, der udøves i filialer i Danmark, da rigsmyndighederne
ved at fastholde, at en færøsk bank er underlagt dansk finansiel lovgivning, underforstået
sætter en lov i kraft for færøske retssubjekter uden anvendelse af kongelig anordning,
hvilket er i strid med både dansk og færøsk ret, overenskomster mellem Danmark og
Færøerne og praksis i øvrigt.
Vil ministeren derfor, som opfølgning på svar på FÆU alm. del – spm. 13, oplyse, af
hvilken lovhjemmel det følger, at en færøsk bank kan være underlagt regler i den danske
finansielle lovgivning, for så vidt angår den færøske banks bankvirksomhed i en filial i
Danmark?
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Sjúrður Skaale (JF).
På udvalgets vegne
Edmund Joensen
formand
1/1