Færøudvalget 2020-21
FÆU Alm.del Bilag 20
Offentligt
2389011_0001.png
Oversættelse
Rigsombudsmanden på Færøerne
/lmj
FG-004/2020
Udenrigspolitiske redegørelse, april 2021, s.6-11
De juridiske rammer: Større råderum
Færøernes deltagelse i det internationale samfund forankrer sig juridisk i to aftaler mellem
landsstyret og den danske regering – hjemmestyreloven af 1948 og den udenrigspolitiske
fuldmagtslov af 2005 (fuldmagtsloven) – samt i historisk praksis på området.
Færøernes udenrigspolitiske spillerum afhænger af, om det pågældende sagsområde er
overtaget eller ej. Hvor der er tale om overtagne områder, er det fuldmagtsloven som sammen
med den historiske praksis på området, definerer rammerne for Færøernes deltagelse i det
internationale samfund. Eksempler på direkte mellemstatslige forhandlinger er bilaterale
handelsforhandlinger og mellemstatsligt fiskerisamarbejde. Når der derimod er tale om
områder, der ikke er overtagne, men som har betydning for Færøerne, skal landsstyret ifølge
Fámjin-erklæringen tages med på råd med henblik på at få reel medindflydelse.
Ifølge fuldmagtsloven kan landsstyret forhandle og indgå aftaler med andre lande og
organisationer, når disse aftaler eksplicit vedrører områder, der falder under færøsk
kompetence. Når Færøerne indgår retlige internationale aftaler i henhold til denne lov,
benævnes Færøerne sædvanligvis ”Kongeriget Danmark for så vidt angår Færøerne.”
Forudsætningen er dog, at disse aftaler ikke angår Grønland, og at de heller ikke skal gælde for
Danmark eller blive indgået med en mellemstatslig organisation, som Kongeriget Danmark er
medlem af. Færøerne kan dog i medfør af § 4 i fuldmagtsloven, blive medlem af
mellemstatslige organisationer i eget navn så længe dette er i overensstemmelse med
organisationens egne regler og med Færøernes forfatningsmæssige status.
Uagtet bestemmelserne i fuldmagtsloven agerer Færøerne i henhold til en langvarig historisk
praksis, som en selvstændig aftalepart på flere mellemstatslige samarbejdsområder. Færøerne
er eksempelvis en selvstændig part i aftaler, som vedrører fælles forvaltning af migrerende
fiskebestande.
Fuldmagtsloven har en uheldig begrænsning, når det kommer til internationale retlige aftaler
på de overtagne sagsområder, som vedrører både Færøerne og Grønland. Her kan landsstyret
ikke forhandle alene. Landsstyret skal derimod forhandle sammen med Grønland under
betegnelsen
”Kongeriget Danmark for så vidt angår Færøerne og Grønland”,
forkortet DFG.
Betingelsen er, at der er tale om aftaler eller fællesskaber, hvor Danmark ikke i sig selv er
aftalepart.
Eksempler på dette er NEAFC, NAFO og NASCO, som er organisationer for
fiskeriforvaltningssamarbejde i internationalt farvand, hvor Danmark aftalemæssigt er
repræsenteret via EU. I disse fællesskaber deltager Færøerne og Grønland sammen under DFG-
 FÆU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 20: Indberetning nr. 5/2021 fra Rigsombudsmanden på Færøerne
betegnelsen. I SPRFMO deltager Færøerne dog alene under betegnelsen
”Kongeriget Danmark
for så vidt angår Færøerne.”
DFG har som medlemsland én stemme lige som organisationens øvrige medlemslande.
Færøerne og Grønland skal således være enige om, hvordan der skal stemmes, f.eks. om
hvordan fiskeri af en bestemt fiskeart skal forvaltes.
Færøerne og Grønland har i samarbejdet bestræbt sig på, at såfremt kun ét af landene har
konkrete interesser i et fiskeri, afgør dette land, hvordan der skal stemmes. Hvis interesserne
kolliderer i en sag, undlader DFG at stemme. Denne stemmepraksis medfører, at Færøerne og
Grønland bliver sat uden for indflydelse, når landene har forskellige interesser. Det er uheldigt
og kan gøre det vanskeligt dels at indgå strategiske aftaler med lande, som vi deler interesser
med, dels at opnå vedtagelse af aftalerne i NEAFC. Et eksempel herpå er makrelaftalen, som
Færøerne indgik med Norge og EU, men som vi (DFG) ikke kunne støtte i NEAFC.
Efter den danske regerings opfattelse er det danske rige et enhedsrige. Opfattelsen forhindrer
ifølge den danske regering, at Færøerne kan indgå aftaler i eget navn og være en selvstændig
part i aftaler, som Danmark også er part i. Et og samme rige kan ikke have dobbelt, endsige
tredobbelt, medlemskab af samme organisation, og ej heller stå som særskilte parter i den
samme mellemstatslige aftale. Opfattelse forhindrer Færøerne og Grønland i at kunne varetage
udenrigspolitiske interesser hver for sig, når de vil indgå folkeretlige aftaler, der har interesse
for begge lande. Det forhindrer også Færøerne og Grønland i at have hver sit medlemskab i
mellemstatslige organisationer som f.eks. NEAFC.
Skiftende landsstyrer har i årevis arbejdet for at øge Færøernes udenrigspolitiske indflydelse,
bl.a. fordi de bemyndigelser, som fuldmagtsloven udstikker, ikke er tilstrækkelige. Man har
med afsæt i erfaringer fra almindelige overtagelsessager – herunder sagen om råstoffer i
undergrunden – forsøgt at overbevise danskerne om, at det kan lade sig gøre at tolke grundloven
anderledes, end de relevante danske ministerier gør.
Den danske regering har dog den opfattelse, at netop bestemmelsen om udenrigsanliggender,
dvs. § 19 i den danske grundlov, er anderledes end de områder, som Færøerne hidtil har fået
råderet over, selv om de danske myndigheder indledningsvis har været afvisende.
Grundlovens § 19 foreskriver, at regeringen
(kongen)
handler på rigets vegne i mellemfolkelige
anliggender. Det siges, at denne hjemmel ikke kan overdrages generelt til de færøske
myndigheder til trods for, at fuldmagtsloven giver de færøske myndigheder
”… fuldmagt til at
handle på rigest vegne i visse udenrigspolitiske anliggender.”
Situationen er derfor, at mens de færøske myndigheder efterlyser en pragmatisk forståelse af
grundloven, siger de danske myndigheder, at de af principielle grunde ikke kan imødekomme
de færøske ønsker.
Hovedparten af det politiske system på Færøerne finder det naturligt med en fortsat forbindelse
og et fortsat samarbejde med Danmark om visse områder.
Spørgsmålet er derfor, om det er muligt at evaluere og modernisere fællesskabet eller
samarbejdet med Danmark på en måde som både rummer den udvikling, der har været i de
senere år, og som skaber en rummelig ramme omkring den fremtidige, naturlige udvikling, som
vi ser for os.
 FÆU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 20: Indberetning nr. 5/2021 fra Rigsombudsmanden på Færøerne
Det handler ikke om et spørgsmål om løsrivelse eller fællesskab. Det handler om at undersøge
muligheden for at gøre samarbejdet med Danmark tidssvarende og komme videre. Væk fra den
skillevej, vi synes at stå ved. Forudsætningen for det er en bred politisk enighed på Færøerne.
Med pligter følger rettigheder
Fuldmagtsloven bemyndiger Færøerne til at blive optaget i mellemstatslige organisationer og
indgå aftaler med andre nationer under betegnelsen
”Kongeriget Danmark for så vidt angår
Færøerne”.
Den danske regering har den opfattelse, at Danmark, Færøerne og Grønland er en
og samme demokratiske part (subjekt), nemlig
Kongeriget Danmark.
Ifølge den danske
regering forhindrer den danske grundlov, at Færøerne opnår selvstændigt medlemskab af
mellemstatslige organisationer og indgår aftaler i eget navn for at varetage egne interesser.
I henhold til international ret regnes Færøerne for et retligt subjekt med ret til at blive
selvstændig aftalepart. Det er et folkeretligt princip, grundfæstet i det internationale retssystem,
at mellemstatslige aftaler indgås mellem folkeretlige parter. Det er folkeretten, som definerer
principperne for, hvordan lande og internationale organisationer regulerer deres indbyrdes
forhold.
Landstyre vurderer ikke, at den danske regerings begrundelser for ikke at anerkende, at
Færøerne er en selvstændig mellemstatslig part, er folkeretligt holdbare.
Der er flere eksempler på, at Færøerne, Danmark og Grønland har modstridende
mellemstatslige interesser. Det hedder sig, at Danmark skal varetage færøske interesser på
vegne af Færøerne. Men dette lader sig ikke gøre, når Færøerne har haft tvister med EU, og
Danmark som EU-medlemsland deltager i tiltag, der har til formål at begrænse erhvervede
færøske rettigheder.
Færøerne har som nævnt også i mange år kørt med selvstændige aftalerettigheder og har blandt
andet gennem årtier indgået fiskeriaftaler med andre lande i eget navn. Spørgsmålet er derfor,
hvad der forhindrer, at Færøerne bliver anerkendt som en selvstændig aftalepart.
EU´s tiltag i sildestriden er eksempler på, at Færøerne regnes for en selvstændig part på den
internationale arena. Havde Færøerne ikke selvstændige aftalerettigheder, burde det have
betydet, at Færøerne ikke kunne anklages for brud på folkeretlige forpligtelser. Ikke desto
mindre var det præcis det, Færøerne blev beskyldt for i sildestriden. Det var selveste
forudsætningen for de tiltag, som Europarådet iværksatte imod Færøerne. Ifølge EU havde
Færøerne nemlig ikke overholdt sine forpligtelser i forvaltningen af fiskebestandene i henhold
til FN’s havretskonvention. Færøerne skulle derved have brudt sine folkeretlige forpligtelser.
At Færøerne havde status som en selvstændig folkeretlig part med direkte forpligtelser i
henhold til international lov, indvendte den danske regering ikke imod. Det må også
understreges, at EU’s sagsanlæg havde været ugyldigt, hvis Færøerne ikke havde haft
selvstændige aftalerettigheder.
 FÆU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 20: Indberetning nr. 5/2021 fra Rigsombudsmanden på Færøerne
Sikkerhedsanliggender
Hverken udenrigs- eller sikkerhedsanliggender er færøske sagsområder, og de kan ikke
overtages inden for de nuværende rammer. Sikkerheds- og forsvarsanliggender sorterer derfor
under rigsmyndighederne i København. Det betyder imidlertid ikke, at spørgsmål vedrørende
sikkerhed og forsvar ikke har interesse for færøske myndigheder.
Færøske myndigheder har som minimum et medansvar i at sørge for, at der tages hånd om
færingernes sikkerhed og Færøernes sikkerhedsinteresser. Som nation og mellemstatslig
aftalepart på flere områder, er Færøerne en del af verdenssamfundet med egne interesser,
forpligtelser og rettigheder. Derfor bør vi forholde os til sikkerheds- og forsvarspolitiske
forhold. Hvis vi ikke markerer vores interesser og arbejder for at fremme dem, er der – som
verdenspolitikken normalt foregår – fare for, at andre gør det for os. Så er der ingen garanti for,
at tingene foregår på færøske præmisser eller kommer Færøerne og færingerne til gavn.
Desuden overlapper sikkerheds- og forsvarsanliggender også ofte med andre sagsområder.
Foruden beredskab er dette spørgsmål blevet særligt aktuelt, nu hvor flere lande har indført
lovgivning på f.eks. telekommunikationsområdet og om forundersøgelser af erhvervsmæssig
virksomhed, som er overtagne sagsområder, og som varetages af færøske myndigheder og som
Lagtinget lovgiver om.
Når lande vil handle på sikkerhedspolitiske mål, drejer det sig ikke længere kun om våben,
militær osv., som det i højere grad var tilfældet, dengang magtbalancen i verden var mere
entydig.
Færøerne støtter og vil arbejde for, at der hersker fred og lavspænding. Som et lille land uden
formel beslutningsret i sikkerheds- og forsvarsanliggender – og som del af det danske rige i en
stor forsvarsalliance – bliver disse forhold ofte taget som en selvfølge. Men tryghed, sikkerhed
og fred er ikke en selvfølge i verdenspolitik eller i forholdene mellem landene. De er derimod
forudsætningerne for den frie tilværelse og den udvikling og velfærd, vi har i dag. Derfor
samarbejder de fleste lande i vores område om sikkerhed. Både i form af konkrete tiltag og et
bredt økonomisk, erhvervsmæssigt og kulturelt samarbejde.
I 2004 vedtog Lagtinget dels, at landsstyret skulle orienteres om sikkerhedspolitiske og
forsvarsmæssige forhold, som vedrører Færøerne, dels at landsstyret skulle inddrages i
behandlingen af sådanne sager. I 2005 blev Fámjin-erklæringen underskrevet. Formålet med
den er at sikre færøske myndigheder en reel indflydelse på fællesanliggender, blandt andet
sikkerheds- og forsvarspolitik. Fámjin-erklæringen fastslår, at den danske regering skal rådføre
sig med landsstyret i sager, der vedrører Færøerne eller vigtige færøske interesser.
Efter den kolde krigs afslutning ændredes sikkerhedsforholdene mellem øst og vest
fundamentalt. Den ideologiske krig, som sammen med en dobbeltpolariseret magtbalance var
grunden til de langvarige spændinger mellem USA og Sovjetunionen, endte. Færøerne var en
del af begge parters strategiske bevidsthed under den kolde krig. Ved den kolde krigs afslutning
blev blandt andet Mellemøsten, Afghanistan, krigen mod terror og senere spørgsmålet om
cybersikkerhed brændpunkterne på den sikkerheds- og forsvarspolitiske verdensscene.
Nu har spændingen i nogle år igen været stigende mellem øst og vest. Den militære aktivitet i
vores område er taget til, og flere af verdens stormagter viser en stadig stigende interesse for
Arktis og de nordlige have. I denne forbindelse kan Færøernes strategiske placering midt i
Nordatlanten være interessant.
 FÆU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 20: Indberetning nr. 5/2021 fra Rigsombudsmanden på Færøerne
Med henvisning både til lagtingsbeslutningen af 2004 og Fámjin-erklæringen har det været et
færøsk ønske, at blive bedre informeret om sikkerheds- og forsvarspolitiske anliggender. Som
et resultat heraf, bliver sidste hånd nu lagt på forordninger og procedurer, der kan sikre, at
færøske myndigheder bliver orienteret og taget med på råd om sikkerheds- og forsvarspolitiske
spørgsmål, som er af interesse for Færøerne.
Meget tyder lige nu på, at der har udviklet sig en verdenspolitisk hovedtendens med USA og
Rusland og Kina som modpoler, der sikkert vil fortsætte i et stykke tid. Spørgsmålet er derfor,
om tiden er moden til at påbegynde en reevaluering af lagtingsbeslutningen af 2004 om
sikkerhedsforhold. Reevalueringen, som også vil skulle tage afsæt i tidligere
lagtingsbeslutninger, skal i så fald munde ud i en organiseret og tilbundsgående behandling i
Lagtinget af en færøsk sikkerhedspolitik. Afgørende for en sådan behandling vil være, at den
inddrager den verdenspolitiske situation, men tager afsæt i de færøske betingelser.
Nu hvor spændingen igen tager til, er det afgørende ikke at male verden sort-hvid eller gøre
tingene til et spørgsmål om enten-eller. Det er et faktum, at den sikkerhedspolitiske situation
er under forandring og flere stormagter viser interesse for vores nærområder og ønsker
samarbejde. Men dette bør næppe give anledning til bekymring. Mellemstatsligt samarbejde,
der fremmer målet om lavspænding skal fortsat have første prioritet, men Færøerne bør ikke
vige fra de folkeretlige grundprincipper i det mellemstatslige samarbejde. Derfor bør Færøerne,
som de fleste lande omkring os, prioritere et åbent og transparent samarbejde med bl.a. Rusland
og Kina om aktuelle sager, der har fælles interesse. Udgangspunktet er, at et åbent samarbejde
er en fordel for alle parter og en forudsætning for stabilitet og vækst i verdenssamfundet.
Der er ingen grund til at lægge skjul på, at spørgsmålet om sikkerheds- og forsvarspolitik er
blevet særligt aktuelt, nu hvor det danske forsvar har påpeget, at der er behov for en radar til
overvågning af luftrummet på Færøerne. NATO og USA ser også behov herfor. Der har ikke
været denne form for overvågning af det færøske luftrum, siden den gamle radar på Sornfelli
blev taget ned i 2007-09. Der har efterfølgende været et såkaldt hul i overvågningen af
luftrummet, som strækker sig i en kile nordøst for Færøerne mellem Island og Norge i en
sydvestlig retning mod Storbritannien.
Den radar, der er tale om, har til formål at registrere al luftfart, også ukendte fly og fly, som
ikke ønskes at blive set. Den kan ikke registrere færdsel eller aktivitet på havet. Den danske
regerings såkaldte kapacitetspakke indeholder også andre investeringer ud over radaren. Planen
om at udstyre de danske inspektionsskibe med fjernstyrede droner, som sikrer en bedre
søfartsinspektion, er af særlig interesse for Færøerne.
Eftersom det vurderes, at der er behov for en radar til overvågning af det færøske luftrum,
opstår spørgsmålet, om det ikke er rimeligt, at vi som en del af NATO kan bidrage med den
fælles sikkerhed, som NATO står for i vores område. Udenrigs- og sikkerhedspolitik handler
lige så meget om at tage ansvar som at kræve rettigheder og fordele. Derfor bør Færøerne
bestræbe sig på at deltage og være med. Det kan også åbne for endnu flere
samarbejdsmuligheder, som kan gavne os.
Som et bidrag til forsvaret i vores område kan en luftinspektionsradar også være med til at
styrke samarbejdet med f.eks. nabolandene Norge, Storbritannien og Island, foruden USA og
NATO som helhed, som alle har en interesse i den bedst mulige luftrumssikkerhed i området.
Der er tale om parter, som landsstyret i dag bestræber sig på at styrke samarbejdet med.
 FÆU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 20: Indberetning nr. 5/2021 fra Rigsombudsmanden på Færøerne
Den militære interesse for det nordlige hav og Arktis øges, og i NATO-regi diskuterer man,
hvordan spændingsmønstret er under forandring. Beslutter Færøerne at give tilsagn om en ny
luftovervågningsradar, øges mulighederne for at skaffe oplysninger om aktiviteter i vores
område. Det vil give Færøerne et bedre indblik i forholdene og mulighed for at deltage og gøre
sin indflydelse gældende. Den viden og det indblik, som både radaren og andre dele af
kapacitetspakken har til formål at tilvejebringe, er forudsætningen for indflydelse.
Nogle har argumenteret for, at en ny radar kan gøre Færøerne til et militært mål. I fredstid er
der dog ingen indikationer på, at sikkerhedsrisikoen øges, hvis radaren sættes op. Formålet med
den er tværtimod at sikre, at fremmede fly ikke nærmer sig Færøerne – og at registrere dem,
hvis de gør. I krigstid er situationen naturligvis en anden, men spørgsmålet er, om en radar
(forholdsvis langt fra bebygget område) indebærer en større risiko end andre installationer på
Færøerne.
Spørgsmålet om, hvorvidt en ny luftovervågningsradar kan påvirke Færøernes forhold til andre
lande, har også været rejst. Især spørgsmålet om mulige konsekvenser for handels- og
fiskerisamarbejde.
Kigger man ud over landets grænser, er der intet, der tyder på, at lande sætter tiltag i værk som
modsvar på ubevæbnede luftovervågningsradarer, der styrker sikkerhedskapaciteten frem for
angrebskapaciteten. Der er tale om overvågning, som de fleste lande – og alle lande i vores
egne – i forvejen har, og som ikke generer andre landes suverænitet. Når vi ser på
luftovervågningsplanen, er der derfor næppe nogen grund til at tage højde for mulige
konsekvenser for det fortsatte samarbejde inden for bl.a. handel og fiskeri med andre lande.
Desuden har analytikere officielt vurderet, at andre nationer næppe vil betragte en
luftovervågningsradar på Færøerne som offensiv eller som en trussel.
En ny luftovervågningsradar kan indebære visse samfundsmæssige fordele. Flysikkerheden og
luftfartberedskabet styrkes. Der er mulighed for, at færøske virksomheder og leverandører kan
blive en del af projektet og løse opgaver i relation til radaren. Indtil videre har Vagar Lufthavn
og Net vist interesse for henholdsvis at få adgang til radarbilledet og mulighed for at levere
tjenester til driften.
Sagen har med rette fået offentlig omtale i medierne og er blevet behandlet i landsstyret og
Udlandsudvalget. Inden projektet kan påbegyndes, skal landsstyret vedtage det og give tilsagn
til den danske regering. Landsstyret og den danske regering behandler nu sagen og forhandler
den. Udgangspunktet for landsstyret har fra starten været, at Færøerne som et vestligt demokrati
bør bidrage til NATOS fælles forsvar, når det er nødvendigt. I tråd med det tilbagevendende
ønske om, at Færøerne skal have indblik i og indflydelse på relevante sikkerheds- og
forsvarspolitiske sager, vil landsstyret bl.a. sikre sig adgang til de oplysninger, som en
luftovervågningsradar opfanger. Landsstyret vil også sikre, at færøske ønsker og hensyn i
øvrigt tænkes ind i planen.