Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del EU-note E 38
Offentligt
2411088_0001.png
EU-note
Til orientering af Europaudvalget
Konferencen om EU’s fremtid –
status over udvalgte institutionelle og
proceduremæssige spørgsmål
7. juni 2021
Sammenfatning
Den 9. maj 2021 startede konferencen om EU’s fremtid. Konferencen vil
senest i foråret 2022 under det franske formandskab for Rådet skulle af-
levere sin rapport.
Konferencen om EU’s fremtid vil skulle beskæftige sig med et bredt ud-
snit af emner, og det er forventningen, at også mere principielle spørgs-
mål vil blive omfattet. I nærværende note sættes der fokus på netop de
spørgsmål af institutionel eller proceduremæssig karakter, som kan for-
ventes taget op, og der redegøres for, hvilke grænser de eksisterende
traktatmæssige rammer sætter
hvad kan gøres med de nuværende
rammer, og hvad vil kræve en traktatændring?
Det Internationale
Sekretariat
Folketingets EU-
konsulenter og
repræsentant i
Bruxelles.
Kontakt:
Mathias Grønbek
Lydholm (5907)
EU-chefkonsulent
Indledning .......................................................................................................2
Konferencens mandat og centrale spørgsmål ..............................................2
Institutionelle og proceduremæssige sager, der kan blive centrale i
drøftelserne .....................................................................................................3
Spidskandidatprocessen ..............................................................................3
Transeuropæiske valglister til Europa-Parlamentet .....................................4
Håndhævelse af EU’s grundlæggende værdier
...........................................6
Øget brug af flertalsafgørelser inden for udenrigs-, skatte- og socialpolitik .7
Nationale parlamenters indflydelse ..............................................................8
EU’s kompetencer på sundhedsområdet
...................................................10
Side 1 | 11
EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål
2411088_0002.png
Indledning
Den 9. maj 2021 startede konferencen om EU’s fremtid.
Løftet om at ned-
sætte en konference
om EU’s fremtid
blev givet af Europa-Kommissionens
formand, Ursula von der Leyen, da hun tiltrådte i juli 2019. Konferencen byg-
ger på
en fælles erklæring
fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen.
Ifølge den fælles erklæring skal konferencen senest i foråret 2022 vedtage en
rapport om Europas fremtid.
Konferencens mandat og centrale spørgsmål
Konferencens mandat er ikke klart defineret på forhånd, og det må forventes,
at konferencens deltagere vil trække i mange forskellige retninger
1
. Et ømtå-
leligt spørgsmål er, om konferencen kun skal beskæftige sig med forslag,
som ligger inden for de gældende traktater, eller den også skal lægge op til
traktatændringer
2
.
Ifølge EU-institutionernes fælles erklæring
kan konferencen drøfte et bredt spektrum
af emner, som afspejler Det Europæiske
Råds strategiske dagsorden såsom sund-
hed, klimaændringer, miljø, økonomi, social
retfærdighed, lighed og solidaritet mellem
generationerne, digital omstilling, europæi-
ske rettigheder og værdier, herunder rets-
statsprincippet, migrationsudfordringer, sik-
kerhed, EU's rolle i verden og styrkelse af
EU’s
demokratiske fundament.
Konferencens anbefalinger
Konferencens anbefalinger er
ikke bindende for de delta-
gende regeringer og parla-
menter. Men ifølge den fælles
erklæring har de tre EU-insti-
tutioner forpligtet sig til hurtigt
at undersøge, hvordan de ef-
fektivt kan følge op på rappor-
ten inden for deres respektive
kompetenceområder og i
overensstemmelse med trak-
taterne.
I forhold til spørgsmålet om EU’s demokratiske fundament
hører en række in-
stitutionelle spørgsmål, som kan forventes at komme op. F.eks. hvordan for-
manden for Europa-Kommissionen skal vælges
herunder brugen af den
såkaldte spidskandidatprocedure
samt muligheden for at opstille på trans-
nationale lister til Europaparlamentsvalget. Hertil kommer spørgsmålet om
EU-institutionernes beslutningsprocedurer, nationale parlamenters rolle i EU,
bedre regulering i EU, gennemførelse og håndhævelse af gældende EU-ret
og gennemsigtighed.
1
Kampen om konferencens dagsorden er for længst i fuld gang. Bl.a. har den danske regering
sammen med ligesindede lande peget på et udvalg af emner, som man særligt gerne ser, at
konferencen skal omhandle (her).
Som det tvetydigt udtrykkes i den fælles erklæring: ”Konferencens rammer bør afspejle de om-
råder, hvor Den Europæiske Union har kompetence til at handle, eller hvor Den Europæiske
Unions indsats vil være til gavn for EU-borgerne”.
2
Side 2 | 11
EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål
2411088_0003.png
Nogle af disse emner kan gøre det nødvendigt at revidere traktaterne, hvilket
som hovedregel vil betyde indkaldelse til en regeringskonference. Men trakta-
ten indeholder også en række såkaldte passereller, som gør det muligt at
ændre på traktatens beslutningsprocedurer uden en regeringskonference.
Også anvendelsen af disse passereller kan komme til debat.
I denne EU-note vil vi forsøge at kaste lys over nogle af ovennævnte instituti-
onelle emner, som kan komme op på fremtidskonferencen, samt hvilke ideer
som er på bordet.
Institutionelle og proceduremæssige sager, der kan blive centrale i
drøftelserne
Spidskandidatprocessen
Europa-Parlamentets største politiske grupper lancerede forud for europapar-
lamentsvalget i 2014 den såkaldte spidskandidatproces som led i udnævnel-
sen af Kommissionens formand
3
. Ideen med denne procedure var at koble
valget til Europa-Parlamentet sammen med nomineringen af Kommissionens
formand for at styrke dennes demokratiske legitimitet. Fremgangsmåden blev
fulgt, da Jean-Claude Juncker i 2014 var spidskandidat for de europæiske
konservative (EPP). I Europa-Parlamentet blev udnævnelsen af Juncker som
kommissionsformand derfor set som en anerkendelse af spidskandidatpro-
cessen.
Det vakte derfor betydelig furore i Europa-Parlamentet, da Det Europæiske
Råd i juli 2019 valgte at indstille Ursula von der Leyen til posten, selv om hun
ikke var blandt de europæiske partiers spidskandidater. Efter en kort magt-
kamp med Det Europæiske Råd accepterede Europa-Parlamentet von der
Leyen som kommissionsformand.
Ifølge EU-traktaten
4
er det Det Europæiske Råd, som har ansvaret for at
no-
minere
en kandidat til posten som kommissionsformand, men det skal ske
”under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet”. Til gengæld er det Eu-
ropa-Parlamentet, som har ansvaret for at
godkende
denne med et flertal af
sine medlemmer. Europa-Parlamentet kan dog også beslutte ikke at god-
kende Det Europæiske Råds kandidat. Det Europæiske Råd vil i et sådant til-
fælde være forpligtet til at fremsætte et nyt forslag til kommissionsformand.
3
Der har været nuanceforskelle internt i Europa-Parlamentet i forhold til, hvorledes spidskandi-
datprocessen konkret skal fortolkes. I EPP har man peget på, at kommissionsformanden bør
være spidskandidaten fra det parti, der har fået flest mandater ved valget (hvilket typisk er
EPP), mens S&D og Renew i højere grad har peget på, at det er den spidskandidat, der kan
samle et flertal i Europa-Parlamentet, der bør vælges som kommissionsformand.
Se
EU-traktatens art. 17,
stk. 7.
4
Side 3 | 11
EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål
2411088_0004.png
Spidskandidatprocessen er således ikke beskrevet i traktaten, men bygger
på henvisningen i denne til, at Det Europæiske Råd skal foreslå en kandidat
”under hensyntagen til europaparlamentsvalget”. Essensen i de europæiske
politiske partiers forslag om en spidskandidatprocedure er, at de hver især
skal udpege én spidskandidat til posten som kommissionsformand, som væl-
gerne har mulighed for at stemme på til parlamentsvalget. Alt efter den kon-
krete fortolkning af spidskandidatprocessen vil Det Europæiske Råd så være
forpligtet til enten at indstille spidskandidaten fra det største europæiske parti
til kommissionsformand eller indstille den spidskandidat, der kan samle den
bredeste koalition bag sig. Til slut godkendes den pågældende spidskandidat
af et flertal i Europa-Parlamentet til posten som formand for Kommissionen.
Hvis en sådan spidskandidatproces skal indføres som et fast element i fremti-
dige udnævnelser af kommissionsformanden, kan det umiddelbart ske på i
hvert fald to måder
gennem en uformel løsning eller en traktatændring.
Såfremt Det Europæiske Råd ønsker at medvirke til en uformel løsning for
indførelsen af spidskandidatprocessen, kan det gøres ved, at Det Europæi-
ske Råd politisk forpligter sig til at pege på den af europæiske politiske parti-
ers spidskandidater, som vinder den nødvendige opbakning ved valget. Dette
vil så skulle hvile på en politisk forståelse i Det Europæiske Råd og ikke ud-
gøre en nødvendigvis varig løsning.
Hvis man ønsker en mere solid juridisk løsning, der sikrer, at en af spidskan-
didaterne
automatisk
vælges som kommissionsformand, vil det formentlig
kræve en traktatændring. I denne traktatændring vil Det Europæiske Råds
rolle i udnævnelsen af kommissionsformanden skulle reduceres eller helt fjer-
nes, idet spidskandidatprocessen i sin natur indebærer, at hovedansvaret for
beslutningen om, hvem der skal være kommissionsformand, ligger i Europa-
Parlamentet som repræsentant for EU’s borgere.
Transeuropæiske valglister til Europa-Parlamentet
Transeuropæiske valglister til valget til Europa-Parlamentet er af fortalerne
ofte blevet udpeget som en måde, hvorpå man kan fremme en reel europæ-
isk offentlighed. Forslaget går ud på, at en del af Europa-Parlamentets med-
lemmer vælges i en enkel valgkreds på tværs af Europa og ikke i det enkelte
medlemsland. Alle vælgere ville således skulle sætte to krydser, når der
stemmes til valg til Europa-Parlamentet: Ét ved den nationale liste med kan-
didater til Europa-Parlamentet (som i dag) og ét ved en fælles europæisk li-
ste. Spidskandidaterne til posten som kommissionsformand (se ovenfor) ville
stå øverst på listen på de transeuropæiske lister.
Side 4 | 11
EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål
2411088_0005.png
Transeuropæiske valglister ses som et centralt element i at øge Europa-Par-
lamentets demokratiske legitimitet ikke mindst i lyset af spidskandidatproces-
sen (se nedenfor). Modstanderne mener derimod, at det vil favorisere kandi-
dater fra store lande, og at det vil skabe afstand mellem vælgerne og
MEP’erne, når MEP’erne ikke står til ansvar over for deres lokale eller natio-
nale valgkreds.
Forslaget har i forskellige udformninger været fremme siden 1990’erne
og
var
også i spil forud for valget til Europa-Parlamentet i 2019. Her blev det konkret
foreslået, at nogle af de pladser, som blev ledige i Europa-Parlamentet som
følge af den britiske udtræden af EU, blev fordelt via en transeuropæisk liste i
stedet for at blive fordelt mellem de enkelte medlemslande. Der var dog ikke
flertal for det i Europa-Parlamentet.
En transeuropæisk valgliste kræver ikke ændringer af Traktaten.
TEU art. 14
sætter dog visse grænser herfor. Medlemsstaterne skal således være repræ-
senteret degressivt proportionalt, hvor de mindste medlemsstater har seks
medlemmer og de største 96 medlemmer. Det betyder, at der kun kan være
transeuropæisk valg til en del af pladserne i Europa-Parlamentet. I Parlamen-
tets forskellige vedtagelser gennem tiden har det været foreslået, at 25-46 ud
af Europa-Parlamentet 705 medlemmer skulle vælges via disse lister.
Forslaget kræver en ændring af den europæiske valglov fra 1976
5
. En æn-
dring skal ske på initiativ af Europa-Parlamentet, vedtages med enstemmig-
hed i Rådet og ratificeres i alle 27 medlemslande. I tre lande er den seneste
ændring af valgloven fra 2018 endnu ikke ratificeret.
Det bør bemærkes, at transeuropæiske lister også vil kræve en række æn-
dringer i national lovgivning i medlemslandene. I Danmark vil det kræve en
ændring af loven om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet,
mens det f.eks. i Østrig vil kræve en egentlig forfatningsændring.
6
Europa-Parlamentet er holdningsmæssigt delt i to næsten lige store halvdele.
Blandt fortalerne for transnationale lister i Europa-Parlamentet er særlig den
grønne gruppe og Renew Europe (de liberale), mens også den socialdemo-
kratiske gruppe, S&D, støtter. Den største gruppe, de kristen-konservative i
EPP, er imod idéen, ligesom de to EU-skeptiske grupper ECR og ID er det.
Venstrefløjsgruppen GUE er delt i spørgsmålet. I et forslag fra 2015 fik et
snævert flertal i Europa-Parlamentet indført en artikel om transnationale li-
ster, men i 2018 i forbindelse med fordelingen af Storbritanniens pladser i
5
6
Se Rådets afgørelse 76/787/EKSF, EØF om akten om almindelige valg til Europa-Parlamentet.
Se rapporten ”Transnational
electoral lists”
fra Europa-Parlamentets
Research Service (en-
gelsk) for yderligere detaljer.
Side 5 | 11
EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål
2411088_0006.png
Parlamentet efter den britiske udtræden af EU var der et snævert flertal imod.
Det er blevet bekræftet ved afstemninger efter 2019-valget.
I Rådet støttede en stor gruppe sydeuropæiske lande, herunder Irland og
særligt Frankrig, forslaget om, at nogle af de frie pladser efter den britiske ud-
træden af EU skulle besættes med kandidater fra en transeuropæisk liste.
Bl.a. Visegradlandene og Danmark var imod.
Håndhævelse af EU’s grundlæggende værdier
De begrænsede fremskridt i Rådets behandling af situationen vedrørende
overholdelse af
EU’s grundlæggende værdier
7
i Polen og Ungarn har medført
en stigende utilfredshed særligt i Europa-Parlamentet og blandt nordvesteu-
ropæiske lande med de begrænsede muligheder for at håndhæve EU’s
grundlæggende værdier. De eksisterende redskaber har vist sig at have be-
grænset virkning, og tiltroen til nye redskaber
som retsstatsmekanismen
knyttet til de trusler mod retsstatsprincippet, som kan have indvirkning på EU-
budgettet
er ikke stor (se
EU-note E 4 (2019-2020)
for en gennemgang af
EU’s instrumenter).
Håndhævelsen af EU’s grundlæggende
værdier fremhæves derfor som et
oplagt område at drøfte i forbindelse med konferencen om EU’s fremtid. Om-
rådet nævnes således som det første emne i det non-paper om fremtidskon-
ferencen, som den danske regering er medunderskriver af (se
her).
Inden for de eksisterende traktatmæssige rammer er der dog begrænset flek-
sibilitet i rammerne for
at fremme håndhævelsen af EU’s grundlæggende
værdier. Rammerne for Rådets håndhævelse fastlægges i
TEU art. 7,
hvor
vedtagelse af
sanktioner (”suspension af rettigheder”)
kræver enstemmighed
med undtagelse af den omfattede medlemsland.
8
Således vil det kræve en
traktatændring, såfremt man ønsker at gøre op med kravet om enstemmig-
hed for at pålægge et medlemsland sanktioner som følge af grove og vedva-
rende krænkelser af EU’s grundlæggende rettigheder.
Dette vil, som be-
kendt, kræve enstemmighed og må forventes svært at gennemføre.
7
TEU art. 2:
”Unionen
bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, de-
mokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for
personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund
præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling
mellem kvinder og mænd.”
Kommissionen har ligeledes, som ”traktatens vogter”, en
vigtig rolle at spille ved at indlede trak-
tatkrænkelsessager. Der har dog endnu ikke været tilfælde, hvor Kommissionen har indledt
traktatkrænkelsessager alene med udgangspunkt i TEU art. 2 om EU’s grundlæggende vær-
dier. Således har tidligere traktatkrænkelsessager med fokus på spørgsmål, der f.eks. vedrører
grundlæggende værdier som retsstatsprincippet eller ikke-diskrimination, taget udgangspunkt i
mere specifikke artikler i traktaten.
8
Side 6 | 11
EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål
2411088_0007.png
Tilsvarende er der begrænsede muligheder inden for de eksisterende traktat-
mæssige rammer for at styrke muligheden for at tilbageholde EU-midler til
lande, der krænker EU’s grundlæggende værdier, herunder retsstatsprincip-
pet.
Den nyetablerede mekanisme,
der skal sikre, at udbetalinger kan su-
spenderes som følge af at brud på retsstatsprincippet truer EU’s
budget,
sy-
nes at gå så langt som muligt inden for de eksisterende traktatmæssige ram-
mer. En bredere suspension af udbetalinger
til lande, der krænker EU’s
grundlæggende værdier (uden en direkte kobling til ”trusler mod EU’s bud-
get”), vil sandsynligvis falde ind under procedurerne i TEU art. 7 (se ovenfor)
og dermed kræve enstemmighed (med undtagelse af det pågældende med-
lemsland).
Såfremt konferencen om EU’s fremtid skal levere konkrete resultater i forhold
til håndhævelsen af EU’s grundlæggende værdier, er det således vurderin-
gen, at der vil være behov for en traktatændring, der som bekendt vil kræve
enstemmighed
og altså også skal støttes af de lande, der aktuelt er under
undersøgelse for at krænke EU’s grundlæggende værdier.
Øget brug af flertalsafgørelser inden for udenrigs-, skatte- og so-
cialpolitik
Med Lissabontraktaten blev brugen af den almindelige lovgivningsprocedure
og kvalificeret flertal i Rådet udvidet til at omfatte flere områder end tidligere.
Man valgte dog at fastholde, at visse områder fortsat skulle være omfattet af
enstemmighed i Rådet og/eller særlige beslutningsprocedurer, hvor Parla-
mentet ikke er ligestillet med Rådet.
Det gælder eksempelvis for EU’s udenrigs-
og sikkerhedspolitik, harmonise-
ringen af punktafgifter og indirekte skatter, dele af social- og arbejdsmarkeds-
politikken samt den flerårige finansielle ramme. Man gjorde det dog muligt at
ændre i beslutningsprocedurerne på bl.a. disse områder uden at skulle bruge
den almindelige traktatrevisionsprocedure (indkaldelse af et konvent og en
regeringskonference samt efterfølgende national ratifikation). Ved hjælp af en
række forenklede procedurer (såkaldte passerellebestemmelser) i traktaten
kan EU indføre kvalificeret flertal i Rådet til lovgivningsområder, hvor der i
dag er enstemmighed, og/eller gøre Parlamentet til Rådets medlovgiver på
områder, hvor det kun er Rådet, der træffer beslutningerne. En anvendelse af
de forskellige passerellebestemmelser kræver
alt efter hvilken passerelle,
der anvendes
dog enstemmighed i Det Europæiske Råd eller Rådet og i
visse tilfælde også involvering af Europa-Parlamentet og de nationale parla-
menter. Det forventes primært at være enstemmigheden i Rådet, der vil være
svær at opnå. For en grundig gennemgang af passerellebestemmelserne se
EU-note 14
(2018) samt Europa-Parlamentets Research Services
gennem-
gang
(engelsk).
Side 7 | 11
EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål
2411088_0008.png
I sin tale om Unionens tilstand i 2018 lancerede den daværende kommissi-
onsformand Jean-Claude Juncker et opgør med brugen af enstemmigheden i
Rådet på en række områder. Konkret opfordrede Kommissionen Det Euro-
pæiske Råd til at gøre brug af passerellerne inden for dele af udenrigspolitik-
ken (se
her),
områder inden for social- og arbejdsmarkedspolitikken, herun-
der særligt ikke-diskrimination (se
her),
samt områder inden for skattepolitik-
ken (se
her),
herunder visse spørgsmål om f.eks. energibeskatning (se
her).
Det Europæiske Råd fulgte i realiteten ikke op på opfordringen og havde al-
drig en egentlig debat herom. Overvejelserne bringes dog jævnligt op i for-
skellig sammenhæng. Det gælder særligt i forhold til udenrigspolitikken, hvor
der over de senere år har været en stigende tendens til, at forskellige udtalel-
ser og sanktioner er blevet blokeret af enkeltlande. Men det gælder også i
forhold til f.eks. skattepolitik, hvor der er en frustration over enkeltlandes age-
ren i forhold til eksempelvis beskatning af multinationale virksomheder.
I Danmark vil en anvendelse af passerellebestemmelserne kræve en folke-
tingsbeslutning. Spørgsmålet er behandlet i den fortsat gældende
europapoli-
tisk aftale fra 2008.
9
Af aftalen fremgår blandt andet: ”Vi ser gerne denne mu-
lighed [for ved enstemmighed at overgå til flertalsafgørelser] udnyttet til at
overgå til flertalsafgørelser på flere områder, f.eks.
Minimumssatser for miljøafgifter, EUF-traktaten artikel 175, stk. 2 (art.
192),
Minimumssatser for energiafgifter, EUF-traktaten artikel 176A, stk. 3 (art.
194),
Bekæmpelse af forskellige former for diskrimination, EUF-traktaten artikel
16E, stk. 1 (art. 19), og
Beslutninger om EU’s flerårige finansielle ramme, EUF-traktaten
art.
270a, stk. 2 (art. 312).”
Nationale parlamenters indflydelse
Ambitionen om at styrke nationale parlamenters rolle i EU har siden midten af
1980’erne
været et tilbagevendende spørgsmål på den europæiske dagsor-
den. Det egentlige gennembrud kom dog først i 2009, da de nationale parla-
menter fik en traktatfæstet ret til at sørge for, at EU-institutionerne overholder
nærhedsprincippet i EU. Siden da har de nationale parlamenter og EU-insti-
tutionerne arbejdet på at få denne kontrol til at fungere. Juncker-Kommissio-
nen nedsatte en særlig taskforce under ledelse af næstformand Timmer-
9
Den europapolitiske aftale har karakter af et politisk forlig og fremgår af betænkningen til L 53
(2007-2008). Aftalen er indgået af Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Kon-
servative Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance (i dag Liberal Alliance). Af
forståel-
sespapiret
mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten
fremgår det, at man ønsker at forhandle en ny europapolitisk aftale.
Side 8 | 11
EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål
2411088_0009.png
mans, der skulle forbedre de nationale parlamenters kontrol med nærheds-
princippet og proportionalitetsprincippet. Kommissionen og de nationale par-
lamenter skulle indgå en helt ny pagt, som det hed fra Juncker. Resultaterne
af Timmermans-taskforcens arbejde var dog yderst sparsomme. Men der
kom flere ideer på bordet under arbejdet i taskforcen, som kort skal gennem-
gås i det følgende.
Flere af forslagene har handlet om, hvordan man kan at forbedre de natio-
nale parlamenters kontrol med nærhedsprincippet. F.eks. har det været for-
slået at sænke antallet af nationale parlamenter, der skal til for at udløse et
gult kort,
når parlamenterne finder, at et forslag fra Kommissionen ikke over-
holder nærhedsprincippet
10
. Et andet tilbagevendende forslag handler om at
udvide den gældende frist på 8 uger for at give de nationale parlamenter
mere tid til at foretage et nærhedstjek.
Det er også blevet foreslået, at de nationale parlamenter helt skal kunne
bremse et EU-forslag, hvis et tilstrækkeligt antal nationale parlamenter finder
forslaget i strid med nærhedsprincippet. Dette forslag er kendt som det
røde
kort.
Forslaget har også været fremført i forskellige variationer. Da den briti-
ske premierminister David Cameron forhandlede en aftale på plads med EU
forud for Brexit-afstemningen i 2016, aftalte EU-landenes stats- og regerings-
chefer en model for et rødt kort. Da briterne efterfølgende valgte at stemme
for at forlade EU, faldt aftalen og dermed det røde kort til jorden.
Endelig er det blevet foreslået at give de nationale parlamenter en slags initi-
ativret på det europæiske niveau, kendt som det
grønne kort.
Også denne
ide har været fremsat i forskellige versioner. Den skulle give de nationale par-
lamenter mulighed for at fremsætte idéer eller forslag, som Kommissionen så
politisk kan forpligte sig til at gå videre med, såfremt en idé samler opbakning
fra et vist antal nationale parlamenter. En tilsvarende initiativret har både Eu-
ropa-Parlamentet, Rådet og de europæiske borgere allerede
11
. Hvis Kommis-
sionen skulle forpligtes juridisk til dette, ville det kræve en traktatændring og
bryde med et grundlæggende træk ved EU-samarbejdet, nemlig Kommissio-
10
I dag er kravet, at mindst 1/3 af de nationale parlamenter finder, at et EU-forslag strider mod
nærhedsprincippet. Kommissionen vil så være forpligtet til tage sit forslag op til fornyet overve-
jelse. Kommissionen kan dog vælge at opretholde sit forslag, men kan også beslutte enten at
revidere forslaget eller helt trække det tilbage. Kommissionen er forpligtet til at begrunde sin af-
gørelse.
11
I dag har Rådet (TEIUF art. 241), Europa-Parlamentet (TEUF art. 225) mulighed for at bede
Kommissionen om at fremlægge EU-lovforslag eller andre initiativer. Også 1. million EU-bor-
gere (TEU art. 11) kan bede Kommissionen om at fremsætte et forslag.
Side 9 | 11
EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål
2411088_0010.png
nens eneret på et fremlægge EU-forslag (kendt som Kommissionens initiativ-
ret.
12
I årene 2015-17 fremsatte fem nationale parlamenter
13
sådanne grønne
forslag, samlede opbakning og sendte dem til Kommissionen, der har været
åben over for konceptet.
EU’s kompetencer på sundhedsområdet
EU har begrænsede kompetencer på sund-
hedsområdet. Ansvaret for finansiering og
organisering af sundhedssektoren ligger
hos de enkelte medlemslande.
EU’s indsats
skal
”være et supplement til de nationale
politikker”
(se
TEUF art. 168).
”For mig står det krystalklart:
Vi skal opbygge en stærkere
europæisk sundhedsunion.
[…] Og vi er nødt til at styrke
vores kriseberedskab og -sty-
ring i forbindelse med græn-
seoverskridende sundheds-
trusler. […] [V]i er nødt til at
drøfte spørgsmålet om sund-
hedskompetencer. Jeg me-
ner, at dette er en vigtig og
hastende opgave for konfe-
rencen om Europas fremtid.”
EU-samarbejdet på sundhedsområdet
handler bl.a. om udveksling af erfaring og
bedste praksis, samarbejde om forskning
og sjældne sygdomme. Der er også sund-
hedsaspekter i flere EU-politikområder med
hjemmel i andre traktatbestemmelser:
- Kommissionsformand Ursula
F.eks. patientrettigheder og godkendelse af
von der Leyen
lægemidler (TEUF, art. 114 om det indre
marked), kræftfremkaldende stoffer på ar-
bejdspladsen (TEUF, art. 153 om beskæftigelse), forskningsprogrammet Ho-
risont Europa og landespecifikke anbefalinger om reformer under det Euro-
pæiske Semester. Desuden kan EU træffe beslutninger om bekæmpelse af
større
grænseoverskridende sundhedstrusler (TEUF, art. 168).
Allerede inden covid-19-pandemien havde den von der Leyen-Kommissionen
et styrket fokus på sundhed med løfter om bl.a. en kræfthandlingsplan, initia-
tiv for at begrænse antibiotikaresistens samt at fremme vacciner og tilgænge-
lighed af medicin til overkommelige priser.
14
Covid-19-krisen har vist, at EU ikke havde instrumenter til effektiv deling af
data (ECDC agenturet måtte få deres data fra avisartikler) eller til solidariske
foranstaltninger med medlemslande, hvis sundhedsvæsen var i knæ.
12
En tilsvarende diskussion har fundet sted vedrørende initiativret til Europa-Parlamentet. I ste-
det for at ændre ved den grundlæggende opbygning i Traktaten
Kommissionens initiativret
har Kommissionen politisk forpligtet sig til at lytte til Europa-Parlamentet og fremsætte forslag,
såfremt der er et bredt ønske herom i Europa-Parlamentet, og det kan holdes inden for de trak-
tatmæssige rammer.
Danmark, Storbritannien, Frankrig, Litauen og Portugal.
Se von der Leyens
Mission letter
til sundhedskommissær Kyriakides, december 2019
13
14
Side 10 | 11
EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål
2411088_0011.png
Kommissionsformand von der Leyen gjorde i september 2020 klart, at hun
ønsker, at EU’s kompetencer på sundhedsområdet skulle være ét af em-
nerne i forbindelse med fremtidskonferencen.
15
Både Angela Merkel og Em-
manuel Macron har udtalt sig positivt om yderligere kompetencer til EU på
sundhedsområdet.
16
Imidlertid er der ikke mange konkrete forslag til, hvilke
nye kompetencer EU skal have på området.
Hovedparten af de forslag, der hidtil er præsenteret, ligger umiddelbart inden
for EU’s nuværende kompetencer.
17
Men der er også rejst forslag, der i hø-
jere grad vedrører den nationale indsats og dermed kan give anledning til
overvejelser i forhold til EU’s kompetence på sundhedsområdet. Eksempelvis
har den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet, S&D, som en del
af et
positionspapir
fra maj 2020 om en europæisk sundhedsunion og udvi-
delse af EU-kompetencer på sundhedsområdet fremført ønske om, at Kom-
missionen foreslår et direktiv med minimumsstandarder for sundhedssyste-
merne. Det skal blandt andet fremme patientsikkerhed og arbejdsforholdene
for sundhedsarbejdere.
Et andet eksempel er en appel underskrevet af 11.000 borgere (bl.a. tidligere
kommissionsformand Romano Prodi og den tidligere italienske premiermini-
ster Enrico Letta), der indeholder et forslag om at inkludere sundhed som et
område med delt kompetence i traktaten (TEUF art. 4).
18
Dette dokument er udarbejdet af Folketingets Administration til brug for med-
lemmer af Folketinget. Efter ønske fra Folketingets Præsidium understøtter
Folketingets Administration det parlamentariske arbejde i Folketinget, herun-
der lovgivningsarbejdet og den parlamentariske kontrol med regeringen ved at
yde upartisk faglig bistand til medlemmerne. Faglige noter udarbejdet af Fol-
ketingets Administration er i udgangspunktet offentligt tilgængelige.
15
16
17
Von der Leyens
tale om unionens tilstand,
september 2020
Se artikel i
Reuters,
20. marts 2020 og
Politico.eu,
22. april 2021
Det gælder eksempelvis de forslag, Kommissionen præsenterede i november 2020 vedrø-
rende grænseoverskridende sundhedsspørgsmål: meddelelse om
en europæisk sundheds-
union,
styrkede mandater for det europæiske lægemiddelagentur
(EMA)
og det europæiske
center for kontrol med og overvågning af sygdomme
(ECDC)
og varsling af et forslag om opret-
telse af en ny
EU-myndighed for kriseberedskab og -indsats (HERA).
Se
A European answer to the coronovirus threat
18
Side 11 | 11