EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 648: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse 18/6-21

Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del Bilag 648
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

18. juni 2021

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-718/19

Titel og kort sagsresumé

Ordre des barreaux francophones et germanophone

e.a. (ophør af opholdsret)

Emne:

Udsendelse af unionsborgere

Spørgsmål:

1) Skal EU-retten, og nærmere bestemt artikel 20 og 21 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af

29. april 2004 om […] fortolkes således, at den er til

hinder

for en national lovgivning, der på unionsborgere og deres

familiemedlemmer anvender bestemmelser, der svarer til

de bestemmelser, der for så vidt angår

tredjelandsstatsborgere udgør gennemførelsen af artikel 7,

stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/115/EF af 16. december 2008 »om fælles standarder

og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold«, dvs.

bestemmelser, der gør det muligt at pålægge

unionsborgeren eller et medlem af dennes familie

forebyggende foranstaltninger for at undgå enhver risiko

for, at den pågældende vil forsvinde inden for den frist til

at forlade området, som er blevet fastsat for

vedkommende, efter at der er truffet en afgørelse om at

bringe opholdsretten til ophør af hensyn til den offentlige

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Proces-

skridt

Dom

Dato

22.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 648: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse 18/6-21

orden, eller under forlængelsen af denne frist?

2) Skal EU-retten, og nærmere bestemt artikel 20 og 21 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af

29. april 2004

om […] fortolkes således, at den er til hinder

for en national lovgivning, der på unionsborgere og deres

familiemedlemmer, som ikke har efterkommet en

afgørelse, hvorved opholdsretten er blevet bragt til ophør

af hensyn til den offentlige orden eller offentlige sikkerhed,

anvender en bestemmelse, der er identisk med den

bestemmelse, som anvendes på tredjelandsstatsborgere, der

befinder sig i den samme situation, med hensyn til den

maksimale varighed af den periode, hvori der kan ske

frihedsberøvelse med henblik på udsendelse, dvs. otte

måneder?

C-719/19

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

(udsendelse)

Emne:

Retsvirkningerne af en udsendelsesafgørelse

Spørgsmål:

Skal artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlaments og Rådets

direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres

og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde

sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af

forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv

64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF,

75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF

og 93/96/EØF (EUT L 158, som berigtiget i EUT 2004 L

229 og EUT 2007 L 204) fortolkes således, at en i henhold

til denne artikel truffet afgørelse om udsendelse af en

unionsborger fra værtslandets område er blevet

gennemført og ikke længere har retsvirkninger, når

unionsborgeren påviseligt er udrejst fra værtstatens område

inden for den i afgørelsen fastsatte frist for frivillig udrejse?

Spørgsmål 2:

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, har denne

unionsborger ved en umiddelbar tilbagevenden til

værtslandet den i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2004/38/EF

omhandlede ret til ophold i indtil tre måneder, eller kan

værtslandet træffe en ny afgørelse om udsendelse for at

forhindre, at unionsborgeren hver gang kommer ind i

værtslandet for en kort periode? Spørgsmål 3:

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, skal

unionsborgeren i dette tilfælde da opholde sig uden for

værtslandets område i et bestemt tidsrum, og hvor langt er

dette tidsrum?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Dom

22.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 648: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse 18/6-21

C-793/19

C-794/19

SpaceNet m.fl. (logning)

Emne:

De EU-retlige rammer for at pålægge teleudbydere at lagre

trafik- og lokaliseringsdata til brug for bl.a. bekæmpelse af

kriminalitet (logning)

Spørgsmål:

Skal artikel 15 i direktiv 2002/58/EF i lyset af artikel 7, 8

og 11 samt artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder på den ene side og

artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder og artikel 4 i traktaten om Den

Europæiske Union på den anden side fortolkes således, at

den er til hinder for en national bestemmelse, som

forpligter udbyderne af offentligt tilgængelige elektroniske

kommunikationstjenester til at lagre trafik og

lokaliseringsdata for slutbrugerne af disse tjenester, når

–

denne forpligtelse ikke forudsætter nogen specifik

anledning i lokal, tidsmæssig eller geografisk henseende

–

genstanden for pligten til at lagre data i forbindelse med

levering af offentligt tilgængelige telefontjenester

–

herunder formidling af sms-, multimedie- eller lignende

beskeder samt ubesvarede eller forgæves opkald

–

er følgende data:

–

telefonnummeret eller en anden identitet for den, der

ringer op, og den forbindelse, der ringes til, samt ved om-

og viderestilling enhver anden involveret forbindelse

–

dato og klokkeslæt for begyndelse og afslutning af

forbindelsen henholdsvis

–

i forbindelse med formidling af

sms-, multimedie- eller lignende beskeder

–

tidspunkterne

for afsendelse og modtagelse af beskeden med angivelse af

den anvendte tidszone […]

–

der er sikret en effektiv beskyttelse af de lagrede data

mod risici for misbrug samt mod enhver uberettiget

adgang, og

–

de lagrede data kun må anvendes til at forfølge særligt

grove straffelovsovertrædelser og til at afværge en konkret

fare for en persons liv og helbred eller frihed eller for

forbundsstatens eller en delstats beståen, med undtagelse af

den internetprotokoladresse, som er tildelt abonnenten til

en internetbenyttelse, og som det er tilladt at anvende i

forbindelse med en stamdataoplysning

(»Bestandsdatenauskunft«) med henblik på forfølgelse af

enhver form for strafbare handlinger, for at afværge en fare

for den offentlige sikkerhed og orden samt for at opfylde

efterretningstjenesternes opgaver?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

24.06.21

C-140/20

Commissioner of the Garda Síochána m.fl.

Emne:

Generel/universel ordning for lagring af data og

foreneligheden heraf med artikel 15, stk. 1, i direktiv

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

24.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 648: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse 18/6-21

C-433/20

2002/58/EF samt Chartret

Spørgsmål:

(1) Er en generel/universel ordning for lagring af data

–

selv om den er undergivet strenge begrænsninger med

hensyn til lagring og adgang

–

i sig selv i strid med artikel

15 i direktiv 2002/58/EF som fortolket i lyset af chartret?

(2) Kan den nationale ret i forbindelse med undersøgelsen

af, om en national foranstaltning, der er gennemført i

henhold til direktiv 2006/24/EF, og som fastsætter en

generel ordning for lagring af data (med forbehold af den

nødvendige strenge kontrol med hensyn til lagring og/eller

adgang), skal anses for uforenelig med EU-retten, og

navnlig ved vurderingen af, om en sådan ordning er

forholdsmæssig, tage hensyn til den omstændighed, at

tjenesteudbydere lovligt kan lagre data til deres egne

kommercielle formål, og kan det kræves, at de lagrer data

af hensyn til den nationale sikkerhed, som ikke er omfattet

af bestemmelserne i direktiv 2002/58/EF?

(3) Hvilke kriterier skal den nationale ret anvende i

forbindelse med vurderingen af, om en national

foranstaltning om adgang til lagrede data er forenelig med

EU-retten, og navnlig chartret, når den undersøger, om en

sådan adgangsordning sikrer den krævede forudgående og

uafhængige kontrol, som Domstolen har fastlagt i sin

praksis? Kan en national ret i denne sammenhæng ved en

sådan bedømmelse tage hensyn til, om der foreligger en

efterfølgende eller uafhængig domstolsprøvelse?

[…]

Austro-Mechana

Emne:

Adgang til lagringsmedie-vederlag for trejdemænd, som

besidder servere, der stiller lagerplads til rådighed for

cloud-computing for ikke-kommercielle formål.

Spørgsmål:

Spørgsmål 1: Skal udtrykket »på ethvert medium« i artikel

5, stk 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse

aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i

informationssamfundet fortolkes således, at det også

omfatter servere, som besiddes af tredjemænd, der (til

formål, der hverken direkte eller indirekte er kommercielle)

stiller lagerplads på disse servere til rådighed for fysiske

personer (kunder) til privat brug, [org. s. 2] som kunderne

anvender til reproduktion ved arkivering (»cloud

computing«)?

Spørgsmål 2: Såfremt dette spørgsmål besvares

bekræftende: Skal den i spørgsmål 1 nævnte bestemmelse

fortolkes således, at den finder anvendelse på en national

lovgivning, hvorefter ophavsmanden har ret til et rimeligt

vederlag (lagringsmedie-vederlag), såfremt:

–

det for så vidt

angår et værk (der er blevet udsendt i radioen, stillet til

rådighed for almenheden eller optaget på et i kommercielt

øjemed fremstillet lagringsmedium) vedrørende hvilket det

på grundlag af dets karakter må påregnes, at det til egen

eller privat brug vil blive reproduceret, idet det arkiveres på

et »lagringsmedium af enhver art, der er egnet til en sådan

reproduktion og markedsføres i indlandet i

forretningsmæssigt øjemed mod vederlag«,

–

og den i

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kulturministeriet

07.07.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 648: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse 18/6-21

spørgsmål 1 beskrevne arkiveringsmetode anvendes med

henblik herpå?

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 648: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse 18/6-21

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

Sagsnr.

C-682/18

C-683/18

Titel og kort sagsresumé

YouTube, Cyando

1. a) Foretager en operatør af en shared hosting tjeneste, gennem

hvilken brugere stiller filer med ophavsretligt beskyttet indhold til

rådighed for almenheden uden rettighedshavernes samtykke, en

overføringshandling som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv

2001/29/EF, når

–

uploadingen foregår automatisk og uden at operatøren ser eller

kontrollerer den,

–

operatøren i brugsbetingelserne henviser til, at der ikke må

lægges indhold ind, der krænker ophavsretten,

–

driften af tjenesten giver operatøren indtægter,

–

tjenesten anvendes til lovligt brug, men operatøren har

kendskab til, at også en betydelig mængde ophavsretskrænkende

indhold, er tilgængelig (over 9 500 værker),

–

operatøren ikke leverer nogen indholdsfortegnelse og ingen

søgefunktion, men de ubegrænsede download-links, som

operatøren stiller til rådighed, af tredjemænd lægges ind i

linksamlinger på internettet, som indeholder oplysninger om

filernes indhold og gør det muligt at søge efter bestemte indhold,

–

operatøren ved udformningen af det vederlag for downloading,

som han betaler afhængigt af efterspørgslen, skaber et incitament

til at uploade ophavsretligt beskyttet indhold, som brugere ellers

kun kan få adgang til mod betaling og

–

indrømmelsen af muligheden for at uploade filer anonymt øger

sandsynligheden for, at brugere ikke bliver stillet til regnskab for

krænkelser af ophavsretten?

b) Ændrer denne vurdering sig, hvis der via shared hosting

tjenesten gives adgang til materiale, der krænker ophavsretten, i et

omfang svarende til 90-96% af den samlede anvendelse?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Falder den

aktivitet, som operatøren af en shared hosting tjeneste udøver,

under de i det første spørgsmål beskrevne omstændigheder ind

under anvendelsesområdet for artikel 14, stk. 1, i direktiv

2000/31/EF?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal det

konkrete kendskab til den ulovlige aktivitet eller information og

kendskabet til forhold eller omstændigheder, hvoraf den ulovlige

aktivitet eller information fremgår, i henhold til artikel 14, stk. 1, i

direktiv 2000/31/EF vedrøre specifikke ulovlige aktiviteter eller

informationer?

Latvijas Republikas Saeima

1) Bør begrebet »behandling af personoplysninger vedrørende

straffedomme og lovovertrædelser eller tilknyttede

sikkerhedsforanstaltninger« i artikel 10 i forordning 2016/679,

fortolkes således, at det omfatter behandling af oplysninger om de

point, som førere pålægges for færdselsforseelser i henhold til den

omtvistede bestemmelse?

2) Uanset svaret på det første spørgsmål, kan bestemmelserne i

forordning 2016/679, navnlig princippet om »integritet og

fortrolighed«, jf. nævnte forordnings artikel 5, stk. 1, litra f),

fortolkes som et forbud mod, at medlemsstaterne fastsætter, at

oplysninger om de point, der pålægges førere for

færdselsforseelser, er tilgængelige for offentligheden, og at de

pågældende oplysninger kan behandles ved at videregives?

3) Bør 50. og 154. betragtning til, artikel 5, stk. 1, litra b), og

Interessent

Forbrugeromdbudsmanden

Kulturministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Sags-

type

O-sag

Proces

-skridt

Dom

Dato

22.06.21

C-439/19

Justitsministeriet

Transport- og

Boligministeriet

Ministeriet for Landbrug,

Fødevarer og Fiskeri

Miljøministeriet

O-sag

Dom

22.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 648: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse 18/6-21

artikel 10 i direktiv 2003/98/EF samt artikel 1, stk. 2, litra cc), i

forordning 2016/679 fortolkes således, at de er til hinder for en

ordning i en medlemsstat, der tillader videregivelse af oplysninger

om de point, der pålægges førere for trafikforseelser, med henblik

på videreanvendelse?

4) Såfremt nogen af de ovennævnte spørgsmål besvares

bekræftende, skal princippet om EU-rettens forrang og

retssikkerhedsprincippet da fortolkes således, at det kan være

tilladt at anvende den omtvistede bestemmelse og opretholde

dens retsvirkninger, indtil forfatningsdomstolens endelige

afgørelse bliver retskraftig?

C-550/19

Obras y Servicios Públicos et Acciona Agua

–

Det første spørgsmål: Skal § 4, stk. 1, i rammeaftalen

vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS,

UNICE og CEEP, som blev indarbejdet i fællesskabsretten ved

Rådets direktiv 1999/70 og direktiv 2001/23, fortolkes således, at

artikel 24, stk. 2, i den kollektive overenskomst i byggebranchen

bestemmer, at bestemmelserne i artikel 15, stk. 1, litra a), første

afsnit, i lov om arbejdstageres rettigheder ikke finder anvendelse

uanset varigheden af den generelle kontrakt i forbindelse med et

enkelt byggeri, idet arbejdstagerne bevarer deres status som »faste

byggearbejdere« såvel i disse tilfælde som i tilfælde af

virksomhedsoverdragelse som omhandlet i artikel 44 i lov om

arbejdstageres rettigheder eller subrogation som omhandlet i

artikel 27 i den omhandlede generelle overenskomst, idet der ikke

foreligger nogen objektiv begrundelse for at tilsidesætte den

nationale lovgivning, hvor artikel 15, stk. 1, litra a), i lov om

arbejdstageres rettigheder bestemmer, at »disse kontrakter [...] ikke

[kan] have en varighed på over tre år, der kan forlænges med tolv

måneder ved en national kollektiv brancheoverenskomst eller ved

en kollektiv brancheoverenskomst på et lavere niveau; efter disse

forlængelser opnår arbejdstagerne status af fastansatte

arbejdstagere i virksomheden«?

–

Det andet spørgsmål: Skal § 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende

tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og

CEEP, som blev indarbejdet i fællesskabsretten ved Rådets

direktiv 1999/70 og direktiv 2001/23, fortolkes således, at artikel

24, stk. 5, i den kollektive overenskomst i byggebranchen

bestemmer, at forskellige stillinger i medfør af to eller flere faste

byggekontrakter med den samme virksomhed eller en gruppe af

virksomheder inden for den i artikel 15, stk. 5, i lov om

arbejdstageres rettigheder fastsatte periode eller frist ikke

resulterer i, at den i den nævnte bestemmelse omhandlede status

opnås i disse tilfælde såvel som i tilfælde af

virksomhedsoverdragelse som omhandlet i artikel 44 i lov om

arbejdstageres rettigheder eller subrogation som omhandlet i

artikel 27 i førnævnte kollektive overenskomst, idet der ikke

foreligger nogen objektiv begrundelse for at tilsidesætte den

nationale lovgivning, hvor artikel 15, stk. 5, i lov om

arbejdstageres rettigheder bestemmer, at »arbejdstagere, der med

eller uden afbrydelse i en periode på 30 måneder har været ansat i

mere end 24 måneder i den samme eller i forskellige stillinger

inden for samme virksomhed eller samme koncern, og som har

indgået mindst to tidsbegrænsede kontrakter, uanset om der er

tale om direkte ansættelse eller ansættelse gennem et vikarbureau,

og uansetom samme eller forskellige kontraktvilkår for midlertidig

ansættelse har fundet anvendelse, skal anses for at være fastansat,

medmindre andet er foreskrevet i denne artikels stk. 1, litra a), og

stk. 2 og 3. Bestemmelserne i det foregående afsnit finder også

anvendelse ved virksomhedsoverdragelse eller subrogation på de

ved lov eller kollektiv overenskomst fastsatte betingelser«?

–

Det tredje spørgsmål: Skal artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/23

fortolkes således, at den er til hinder for den omstændighed, at det

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

24.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 648: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse 18/6-21

i henhold til den kollektive overenskomst i byggebranchen

udelukkes, at de rettigheder og forpligtelser, som den nye

virksomhed eller enhed, der skal udføre den af

entreprisekontrakten omhandlede aktivitet, skal overholde,

begrænses til udelukkende de rettigheder og forpligtelser, der

følger af den sidste kontrakt, som arbejdstageren har indgået med

den virksomhed, som udtræder af kontrakten, hvilket ikke udgør

en objektiv begrundelse for at tilsidesætte den nationale

lovgivning, hvor artikel 44 i lov om arbejdstageres rettigheder

bestemmer, at subrogation omfatter alle rettigheder og

forpligtelser, hvilke ikke er begrænset til den sidste kontrakt?

C-559/19

Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien

Påstande:

—Det

fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000

om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske

foranstaltninger, sammenholdt med direktivets artikel 1, litra a),

og punkt 2.1.2 i bilag V hertil, direktivets artikel 5, sammenholdt

med punkt 2.2 i bilag II hertil, samt direktivets artikel 11, stk. 1,

artikel 11, stk. 3, litra a), c) og e), og artikel 11, stk. 4, idet det ikke

har truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge

forringelsen af tilstanden af grundvandsforekomsterne i området

Doñana, da det ikke foretog en yderligere karakterisering af de

forekomster, som udgør en risiko, ligesom det ikke fastlagde de

nødvendte foranstaltninger, og idet det i indsatsprogrammet for

vandområdeplanen for vandområdet Guadalquivir ikke indførte

de grundlæggende og supplerende, passende foranstaltninger.

—Det

fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 6, stk. 2, sammenholdt med

artikel 7, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om

bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, idet det ikke har

vedtaget de foranstaltninger, der er egnede til at undgå

forringelsen af de naturtyper og de levestederne for arter, for

hvilke de her omtalte områder blev udpeget (ZEPA/LIC

ES0000024 Doñana, ZEPA/LIC ES6150009 Doñana Norte y

Oeste og ZEPA ES6150012 Dehesa del Estero og Montes de

Moguer).

—Kongeriget

Spanien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

DB Netz

1. Skal forordning nr. 913/2010, særligt for så vidt angår de

opgaver, som med denne forordnings artikel 13, stk. 1, artikel 14,

stk. 9, og artikel 18, litra c), er henlagt til ledelsesudvalget for en

godstogskorridor, fortolkes således, at ledelsesudvalget for en

godstogskorridor er bemyndiget til selv at fastsætte proceduren

for indgivelse af ansøgning til den i forordningens artikel 13, stk.

1, omtalte one-stop-shop om tildeling af infrastrukturkapacitet og

–

som i det aktuelle tilfælde

–

i denne forbindelse kræve, at der

skal benyttes et elektronisk bookingsystem, eller er den

pågældende procedure omfattet af de generelle bestemmelser i

artikel 27, stk. 1 og 2, sammenholdt med pkt. 3, litra a), i bilag IV

til direktiv 2012/34/EU, således at dette alene kan reguleres af de

af en godstogskorridor berørte infrastrukturforvaltere i deres

respektive netvejledninger?

m.fl.

StWL Städtische Werke Lauf a.d. Pegnitz

1. Er begrebet »sendes« som omhandlet i artikel 2, andet

punktum, litra h), i direktiv 2002/58/EF opfyldt, når en

meddelelse ikke sendes fra en bruger af en elektronisk

kommunikationstjeneste til en anden bruger gennem en

tjenesteudbyder til den anden brugers elektroniske »adresse«, men

som følge af åbning af en kodeordsbeskyttet internetside for en e-

mailkonto automatisk vises af adservere på bestemte, hertil

beregnede felter i e-mail-indbakken tilhørende en bruger, som

udvælges efter et tilfældighedsprincip (indbakkereklame)?

2. Forudsætter hentning af en meddelelse som omhandlet i artikel

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

Miljøministeriet

Ministeriet for Landbrug,

Fødevarer og Fiskeri

O-sag

Dom

24.06.21

C-12/20

Transport- og

Boligministeriet

O-sag

Dom

24.06.21

C-102/20

Forbrugerombudsmanden

O-sag

24.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 648: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse 18/6-21

2, andet punktum, litra h), i direktiv 2002/58/EF, at modtageren,

efter at have opnået kendskab til, at der foreligger en meddelelse,

gennem en bevidst hentningskommando udløser en

programteknisk indstillet overføring af meddelelsesdata, eller er

det tilstrækkeligt, hvis meddelelsens visning i en emailkontos

indbakke udløses ved, at brugeren åbner den kodeordsbeskyttede

internetside for sin e-mailkonto?

3. Foreligger der også elektronisk post som omhandlet i artikel 13,

stk. 1, i direktiv 2002/58/EF, når en meddelelse ikke sendes til en

konkret individuel modtager, som er fastlagt allerede før

overføringen, men vises i indbakken tilhørende en bruger, som er

udvalgt ud fra et tilfældighedsprincip?

4. Foreligger der kun anvendelse af elektronisk post til direkte

markedsføring som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i direktiv

2002/58/EF, når der konstateres en byrde for brugeren, som er

mere vidtgående end en gene?

5. Foreligger der kun individuel markedsføring, som opfylder

kriterierne for en »henvendelse« som omhandlet i bilag I, nr. 26),

første punktum, til direktiv 2005/29/EF, hvis en kunde kontaktes

ved hjælp af et medium, der normalt anvendes til individuel

kommunikation mellem en afsender og en modtager, eller er det

tilstrækkeligt, hvis

–

som det er tilfældet for den markedsføring,

der er genstanden for hovedsagen

–

en individuel relation

etableres ved, at reklamen vises i indbakken for en privat e-

mailkonto og dermed i et område, hvor kunden forventer

meddelelser, der er rettet individuelt til ham?

C-110/20

Regione Puglia

Skal Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/22/EF af 30.

maj 1994 fortolkes således, at det er til hinder for en national

lovgivning som den omhandlede, der på den ene side fastsætter, at

tildeling af en tilladelse til efterforskning af kulbrinter i et område

af en bestemt størrelse og i en bestemt periode

–

i den

foreliggende situation et område på 750 kvadratkilometer i seks år

–

udgør den optimale løsning, og på den anden side tillader, at

disse grænser kan overskrides ved, at en og samme aktør kan

meddeles flere efterforskningstilladelser i tilstødende områder,

forudsat at tildelingen er resultatet af adskilte administrative

procedurer?

Aurubis

1. Er betingelserne i artikel 3, litra d), i Kommissionens afgørelse

2011/278/EU for gratistildeling af emissionskvoter opfyldt på

grundlag af en delinstallation med varmeemissionsværdi, når der i

et anlæg til produktion af nonferrometaller i henhold til bilag I til

direktiv 2003/87/EF i en flammesmelteovn til produktion af

primærkobber anvendes et svovlholdigt kobberkoncentrat og den

ikkemålelige varme, der er nødvendig til smeltning af

kobbermalmen i koncentratet, i det væsentlige genereres ved

oxidering af svovlet i koncentratet, idet kobberkoncentratet både

anvendes som råstofkilde og som brændbart materiale til

varmeproduktionen? 2. Såfremt det første spørgsmål besvares

bekræftende: Kan en ret til mertildeling af gratis emissionskvoter

for tredje handelsperiode efter udløbet af tredje handelsperiode

opfyldes med en ret til tildeling for fjerde handelsperiode, hvis

eksistensen af en sådan ret til tildeling først fastslås retsligt efter

udløbet af tredje handelsperiode, eller bortfalder en ret til

tildeling, som endnu ikke er opfyldt, med udløbet af tredje

handelsperiode?

Global Silicones Council m.fl. mod Kommissionen

Påstande:

—

Den anfægtede retsakt annulleres i henhold til artikel

263 TEUF.

—

Det fastslås, at bilag XIII til REACH-

forordningen og/eller relevante bestemmelser i dette bilag (særligt

punkt 1.1.2 og/ eller 1.2.2) er ulovlige og uanvendelige i det

foreliggende tilfælde i henhold til artikel 277 TEUF, for så vidt

som de hindrer eller fordrejer en gyldig bedømmelse af og/eller

konklusion vedrørende egenskaberne ved D4 og D5;

—

I tilfælde

af, at: a) Det Europæiske Kemikalieagenturs (»ECHA«)

Energistyrelsen

O-sag

24.06.21

C-271/20

Klima-, Energi- og

Forsyningsministeriet

Energistyrelsen

O-sag

24.06.21

T-226/18

Miljøministeriet

O-sag

Dom

30.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 648: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse 18/6-21

T-519/18

T-265/19

T-635/19

Medlemsstatsudvalgs

udtalelse af april 2015; b) ECHA’s Udvalg

for Risikovurderings udtalelse af marts 2016; c) ECHA’s Udvalg

for Socioøkonomisk Analyses udtalelse af juni 2016; d) ECHA’s

PBT- ekspertgruppes konklusioner/afgørelser af november 2012;

og/eller relevant ECHA-vejledning ikke anses for forberedende

retsakter, der førte til vedtagelsen af den anfægtede retsakt,

fastslås, at disse retsakter er ulovlige og uanvendelige i henhold til

artikel 277 TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

—

Der træffes sådanne andre foranstaltninger, som findes

påkrævet.

Global Silicones Council m.fl. mod ECHA

Påstande:

—

Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren

gives medhold.

—

Den anfægtede afgørelse (1) annulleres, for så vidt som de tre

stoffer Octamethylcyclotetrasiloxan (»D4«),

Decamethylcyclopentasiloxan (»D5«) and

Dodecamethylcyclohexasiloxan (»D6«) er opført på kandidatlisten

over særligt problematiske stoffer.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse med hensyn til

opførelsen af et eller to af disse stoffer på kandidatlisten.

—

Det Europæiske Kemikalieagentur tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

—

Der træffes sådanne andre eller yderligere foranstaltninger,

som findes påkrævet.

Italien mod Kommissionen

Påstande: Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 12. februar

2019 C(2019) 869, meddelt den 13. februar 2019, om udelukkelse

fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har

afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for

Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for

Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), annulleres.

Fondazione Cassa di Risparmio di Pesaro m.fl. mod

Kommissionen

Påstande:

—Det

fastslås og konstateres, at Europa-

Kommissionen er ifaldet erstatningsansvar uden for kontrakt, idet

den gennem ulovlige instrukser, som blev meddelt de italienske

nationale myndigheder, hindrede, at Fondo interbancario italiano

per tutela dei depositi rekapitaliserede Banca delle Marche.

—Europa-Kommissionen

tilpligtes at betale erstatning for det af

sagsøgerne lidte tab, som opgøres i henhold til de nedenfor

nævnte kriterier eller fastsættes med et beløb, som Retten finder

rimeligt.

—Europa-Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Kommissionen mod European Food m.fl. (appel)

Påstande:

—Dom

afsagt af Retten (Anden udvidede Afdeling)

den 18. juni 2019 i de forenede sager T-624/15, T-694/15 og T-

704/15, European Food m.fl. mod Kommissionen, ophæves.

—Det

første anbringendes første led og det andet anbringendes

første led, der er fremsat i sag T-704/15, forkastes.

—Det

andet anbringendes første og andet led, der er fremsat i sag

T-624/15 og sag T-694/15, forkastes.

—De

forenede sager T-624/15, T-694/15 og T-704/15 hjemvises

til Retten med henblik på stillingtagen til de anbringender, der

ikke allerede er blevet vurderet.

—Afgørelsen

om sagsomkostningerne i første instans og under

appelsagen udsættes.

Wiener Landesregierung (Révocation d'une assurance

denaturalisation)

1. Er en situation, hvor en fysisk person, der, som

revisionsappellanten i hovedsagen, har givet afkald på sit

statsborgerskab i en medlemsstat i Den Europæiske Union

–

dermed på sit unionsborgerskab

–

for at opnå statsborgerskab i en

anden medlemsstat i overensstemmelse med et tilsagn om

tildeling af statsborgerskab i den anden medlemsstat, som denne

person har ansøgt om, og hvor den pågældendes mulighed for at

generhverve unionsborgerskabet efterfølgende bortfalder som

følge af, at dette tilsagn tilbagekaldes, efter sin natur og sine

konsekvenser omfattet af EU-retten, således at EU-retten skal

overholdes ved tilbagekaldelsen af tilsagnet om tildeling?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

2. Er de kompetente nationale myndigheder, herunder i givet fald

de nationale domstole, i forbindelse med afgørelsen om

Miljøministeriet

O-sag

Dom

30.06.21

Ministeriet for Landbrug,

Fødevarer og Fiskeri

O-sag

Dom

30.06.21

Energistyrelsen

O-sag

Dom

30.06.21

C-638/19 P

Miljøministeriet

O-sag

01.07.21

C-118/20

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

01.07.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 648: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse 18/6-21

T-267/20

T-268/20

T-269/20

C-428/19

tilbagekaldelsen af tilsagnet om tildeling af statsborgerskab i

medlemsstaten forpligtet til at fastslå, om tilbagekaldelsen af

tilsagnet, hvorved muligheden for generhvervelse af

unionsborgerskabet bortfalder, henset til følgerne for den berørte

person ud fra et EU-retligt synspunkt er forenelig med

proportionalitetsprincippet?

Arbuzov mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2020/373 af 5. marts 2020

om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive

foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på

baggrund af situationen i Ukraine og Rådets

gennemførelsesforordning (EU) nr. 2020/370 af 5. marts 2020

om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om

restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og

organer på baggrund af situationen i Ukraine annulleres, for så

vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at bære sine egne

omkostninger og betale sagsøgerens omkostninger.

Pšonka mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2020/373 af 5. marts 2020

om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive

foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på

baggrund af situationen i Ukraine og Rådets

gennemførelsesforordning (EU) 2020/370 af 5. marts 2020 om

gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive

foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på

baggrund af situationen i Ukraine annulleres, for så vidt som disse

retsakter vedrører sagsøgeren.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at bære sine egne

omkostninger og betale sagsøgerens omkostninger.

Pšonka mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2020/373 af 5. marts 2020

om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive

foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på

baggrund af situationen i Ukraine og Rådets

gennemførelsesforordning (EU) nr. 2020/370 af 5. marts 2020

om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om

restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og

organer på baggrund af situationen i Ukraine annulleres, for så

vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at bære sine egne

omkostninger og betale sagsøgerens omkostninger.

Rapidsped

1) Skal artikel 1, stk. 1, i direktiv 96/71/EF, sammenholdt med

artikel 3 og 5 i samme direktiv og arbejdslovens § 285 og § 299,

fortolkes således, at ungarske arbejdstagere kan indlede en sag

mod deres ungarske arbejdsgivere ved de ungarske domstole med

påstand om overtrædelse af direktivet og af den franske

lovgivning om mindsteløn?

2) Skal diæter, som er bestemt til at dække udgifter i forbindelse

med en arbejdstagers udstationering til udlandet, anses for at

udgøre en del af lønnen?

3) Er en praksis, hvorefter arbejdsgiveren, når der er opnået en

besparelse beregnet ud fra den tilbagelagte strækning og

brændstofforbruget, i henhold til et skema betaler føreren af en

transportvogn et tillæg, som ikke er en del af den løn, der er

fastsat i den pågældendes ansættelseskontrakt, og af hvilket der

ikke betales skat eller sociale bidrag, i strid med artikel 10 i

forordning nr. 561/2006/EF? Brændstofbesparelsen tilskynder

imidlertid førere af transportvogne til at køre på en måde, som

kan bringe færdselssikkerheden i fare (f.eks. ved at køre i frigear så

længe som muligt i nedadgående retning).

4) Finder direktiv 96/71/EF anvendelse på international

godstransport, navnlig henset til at Europa-Kommissionen har

indledt en traktatbrudsprocedure mod Frankrig og Tyskland for

anvendelse af lovgivningen om mindsteløn på

vejtransportsektoren?

5) Såfremt et direktiv ikke er blevet gennemført i den nationale

lovgivning, kan det da i sig selv skabe forpligtelser for

privatpersoner og dermed i sig selv udgøre grundlaget for et

søgsmål mod en privatperson i en tvist, som er anlagt ved en

national domstol?

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

07.07.21

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

07.07.21

Udenrigsministeriet

Transport- og

Boligministeriet

O-sag

Dom

07.07.21

Udenrigsministeriet

Transport- og

Boligministeriet

O-sag

Dom

08.07.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 648: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse 18/6-21

C-973/19

C-120/20

C-32/20

C-166/20

Staatsanwaltschaft Köln et Bundesamt für Güterverkehr

Skal artikel 8, stk. 2, første punktum, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009 af 21. oktober 2009

fortolkes således, at der også foreligger en international transport i

den nævnte bestemmelses forstand, når denne transport finder

sted inden for rammerne af en transport i henhold til artikel 1, stk.

5, litra d), i forordning (EF) nr. 1072/2009?

Koleje Mazowieckie

1) Skal bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2001/14 EF af 26. februar 2001, navnlig direktivets artikel 4, stk.

5 og artikel 30, stk. 1, 3, 5 og 6, fortolkes således, at disse

bestemmelser er til hinder for, at en jernbanevirksomhed kan

fremsætte et erstatningskrav over for en medlemsstat med

henvisning til en fejlagtig gennemførelse af direktivet i en

situation, hvor en del af erstatningskravet udgøres af for meget

betalt afgift for brug af jernbaneinfrastrukturen, uden at

tilsynsorganets afgørelse først har været genstand for retslig

prøvelse?

2) Er princippet om, at retten til erstatning i henhold til EU-retten

for fejlagtig anvendelse af EU-retten, og især for en mangelfuld

eller manglende gennemførelse af et direktiv, er betinget af, at den

tilsidesatte retsnorm tillægger borgerne rettigheder, at

tilsidesættelsen er tilstrækkeligt kvalificeret (i form af en åbenbar

og alvorlig tilsidesættelse af en medlemsstats skønsbeføjelse ved

gennemførelse af direktivet), og at der er en direkte

årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen og den lidte skade, til

hinder for, at en medlemsstat indfører bestemmelser i national ret,

der i sådanne tilfælde giver ret til erstatning under mindre

restriktive betingelser?

Getin Noble Bank (Polen)

1. Skal artikel 2, artikel 4, stk. 3, artikel 6, stk. 1 og 3, og artikel 19,

stk. 1, andet afsnit, i Traktaten om Den Europæiske (herefter

»TEU«), sammenholdt med artikel 47, stk. 1 og 2, i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

(herefter »chartret«), artikel 267, stk. 3, TEUF, chartrets artikel 38

og artikel 7, stk. 1 og 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april

1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L

95, s. 29) fortolkes således, at et organ, hvori en person har sæde

–

når denne person for første gang eller ved et efterfølgende tilfælde

er udpeget til dommer (ved en højere retsinstans) af et politisk

organ under den udøvende magt i en stat, som er karakteriseret

ved en totalitær, udemokratisk og kommunistisk styreform (Rada

Państwa Polskiej Rzeczypospolitej Ludowej) (Folkerepublikken

Polens statsråd) efter anmodning fra justitsministeren i denne stat

–

er en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, i

henhold til EU-retten, navnlig når henses til

1) manglen på gennemsigtighed med hensyn til

udnævnelseskriterierne,

2) muligheden for at afskedige en dommer til enhver tid,

3) dommerstandens manglende deltagelse i

udnævnelsesproceduren, eller

4) [manglen på] relevante offentlige myndigheder oprettet ved

demokratiske valg, hvilket kan skade den tillid, som domstolene

skal indgyde i et demokratisk samfund?

2. Har den omstændighed, at udpegelsen til dommer i

efterfølgende stillinger (ved en højere retsinstans) kunne finde

sted som følge af anerkendelsen af en rimelig tjenesteperiode

(anciennitet) samt på grundlag af en vurdering af arbejdet udført i

den stilling, som denne person var blevet udnævnt til

–

i hvert

fald første gang

–

af et politisk organ, sådan som beskrevet i det

første spørgsmål og på baggrund af proceduren beskrevet i dette

spørgsmål, hvilket kan skade den tillid, som domstolene skal

indgyde i et demokratisk samfund, betydning for besvarelsen af

det første spørgsmål? M.fl.

Lietuvos Respublikos sveikatos apsaugos ministerija

1) Skal artikel 10, litra b), i direktiv 2005/36/EF, når

bestemmelsen fortolkes i lyset af direktivets formål som beskrevet

i artikel 1, fortolkes således, at den finder anvendelse, når en

person ikke har opnået et uddannelsesbevis, fordi den pågældende

muligvis har opfyldt de krav, der stilles for at opnå de

erhvervsmæssige kvalifikationer, i flere EU-medlemsstater i stedet

Transport- og

Boligministeriet

O-sag

Dom

08.07.21

Transport- og

Boligministeriet

O-sag

Dom

08.07.21

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

O-sag

08.07.21

Miljøministeriet

Ministeriet for Landbrug,

Fødevarer, og Fiskeri

Søfartsstyrelsen

O-sag

Dom

08.07.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 648: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse 18/6-21

for i en enkelt medlemsstat? I en sådan situation, hvor en person

ikke har erhvervet et uddannelsesbevis, fordi den pågældende

muligvis har opfyldt de krav, der stilles for at opnå de

erhvervsmæssige kvalifikationer, i flere EUmedlemsstater i stedet

for i en enkelt medlemsstat, skal kapitel I (Generel ordning for

anerkendelse af uddannelsesbeviser) i afsnit III i direktiv

2005/36/EF da fortolkes således, at den institution, der

anerkender kvalifikationer, er forpligtet til at vurdere indholdet af

alle de dokumenter, som dem pågældende har fremlagt, og som

kan dokumentere erhvervsmæssige kvalifikationer, samt vurdere,

om de opfylder de krav, der i værtsmedlemsstaten er fastsat for

opnåelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, og om nødvendigt

anvende udligningsforanstaltninger?

2) I en situation som i den foreliggende sag, hvor appellanten

muligvis har opfyldt de fornødne krav til opnåelse af de

erhvervsmæssige kvalifikationer som farmaceut som omhandlet i

artikel 44 i afsnit 7 i kapitel III i direktiv 2005/36/EF, men hvor

disse krav er blevet opfyldt i flere EU-medlemsstater i stedet for i

en enkelt medlemsstat, og hvor appellanten derfor ikke er i

besiddelse af et uddannelsesbevis, der dokumenterer

erhvervsmæssige kvalifikationer som fastsat i punkt 5.6.2 i bilag V

til direktiv 2005/36/EF, skal artikel 45 TEUF og 49 TEUF og

chartrets artikel 15 da fortolkes således, at de forpligter de

kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten til at vurdere

appellantens erhvervskompetencegivende uddannelse og til at

sammenligne den med den erhvervsuddannelse, der kræves i

værtsstaten, og ligeledes til at vurdere indholdet af de fremlagte

dokumenter, der kan dokumentere erhvervsmæssige

kvalifikationer, samt vurdere, om de opfylder de krav, der i

værtsmedlemsstaten er fastsat for opnåelse af de erhvervsmæssige

kvalifikationer, og om nødvendigt anvende

udligningsforanstaltninger?

C-178/20

Pharma Expressz

1. Følger det af artikel 70-73 i direktiv 2001/83, at et lægemiddel,

der kan udleveres uden recept i en medlemsstat, også skal anses

for et lægemiddel, der kan udleveres uden recept i en anden

medlemsstat, selv om det pågældende lægemiddel hverken er

omfattet af en markedsføringstilladelse eller er blevet klassificeret

i denne anden medlemsstat?

2. Kan en kvantitativ restriktion, der gør muligheden for bestilling

og udlevering af et lægemiddel, som ikke er omfattet af en

markedsføringstilladelse i en medlemsstat, men er omfattet af en

sådan tilladelse i en anden [EØS-medlemsstat], betinget af, at der

foreligger en recept og en erklæring fra lægemiddelmyndigheden,

selv om lægemidlet er registreret som ikke-receptpligtigt

lægemiddel i den anden medlemsstat, begrundes i hensynet til

beskyttelsen af menneskers liv og sundhed som omhandlet i

artikel 36 TEUF?

Når det som i det foreliggende tilfælde af de faktiske

omstændigheder fremgår, at en af ægtefællerne tilbringer sit liv i to

medlemsstater, kan den pågældende da anses for at have sit

sædvanlige opholdssted, som omhandlet i artikel 3 i forordning

nr. 2201/2003 og i forbindelse med anvendelsen af denne artikel,

i to medlemsstater, således at retterne i begge medlemsstater har

kompetence til at træffe afgørelse om skilsmissen, hvis

betingelserne i denne artikel er opfyldt i disse to medlemsstater?

Sanresa

1) Skal artikel 18, stk. 2, artikel 56, stk. 1, første afsnit, litra b), og

artikel 56, stk. 1, andet afsnit, artikel 58, stk. 1, første afsnit, litra

a), samt artikel 58, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2014/24 og artikel

3 og 6 samt andre bestemmelser i forordning nr. 1013/2006

(sammen eller hver for sig, men uden begrænsning) fortolkes

Lægemiddelstyrelsen

O-sag

Dom

08.07.21

C-289/20

Social- og Ældreministeriet

O-sag

08.07.21

C-295/20

Miljøministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

Dom

08.07.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 648: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse 18/6-21

således, at et samtykke givet til en erhvervsdrivende, hvilket er

nødvendigt for at overføre affald fra en medlemsstat i Den

Europæiske Union til en anden, skal kvalificeres som et krav til en

tjenesteydelseskontrakts gennemførelse og ikke som et krav

vedrørende retten til at udøve en aktivitet?

2) Hvis det nævnte samtykke til overførsel af affald skal anses for

et udvælgelseskriterium for leverandører (egnethed til at udøve det

pågældende erhverv), skal gennemsigtighedsprincippet og

princippet om fair konkurrence i artikel 18, stk. 1, første og andet

afsnit, i direktiv 2014/24, artikel 58, stk. 1, første afsnit, litra a), og

artikel 58, stk. 2, andet afsnit, i samme direktiv, den frie

bevægelighed for personer, varer og tjenesteydelser, således som

anført i artikel 26, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, samt artikel 7 og 9 i forordning nr. 1013/2006

(sammen eller hver for sig, men uden begrænsning), da fortolkes

og anvendes på en sådan måde, at betingelserne for det offentlige

udbud vedrørende affaldshåndteringsydelser, navnlig hvad angår

frister for indgivelse af bud, skal indeholde betingelser for

nationale og udenlandske leverandører, der ønsker at transportere

affald på tværs af EUmedlemsstaternes grænser, som giver

mulighed for ubegrænset deltagelse i sådanne udbudsprocedurer,

og de skal bl.a. have ret til at fremlægge det nævnte samtykke, hvis

det er givet på en dato, der ligger efter fristen for indgivelse af

bud? M.fl.

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet