EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del Bilag 586
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

4. juni 2021

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-71/20

Titel og kort sagsresumé

Anklagemyndigheden mod VAS Shipping ApS

(forelagt af Østre Landsret)

Emne:

Arbejdstilladelse for tredjelandsbesætningsmedlemmer på

et skib, indflaget i medlemsstaten og ejet af en skibsreder,

der er statsborger i en anden EU-medlemsstat

Spørgsmål:

Er artikel 49 TEUF til hinder for en medlemsstats

lovgivning om, at tredjelandsbesætningsmedlemmer på et

skib, der er indflaget i medlemsstaten og ejet af en

skibsreder, der er statsborger i en anden EU-medlemsstat,

skal have arbejdstilladelse, medmindre skibet højst anløber

medlemsstatens havne 25 gange løbende regnet et år bagud

i tid?

Landespolizeidirektion Steiermark m.fl.

(grænsekontrol)

Emne:

Nationale regler om forlængelse af grænsekontrol og

forholdet til EU-retten.

Spørgsmål:

Sag C-368/20 vedrører:

1) Er EU-retten til hinder for nationale retsregler, der

gennem sammenkædning af nationale bekendtgørelser

skaber en kumulation af perioder med forlængelse af

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Rigsadvokaten

Til orientering:

Søfartsstyrelsen

Proces-

skridt

Dato

10.06.21

C-368/20

C-369/20

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

15.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

grænsekontrol, hvorved det er muligt at foretage en

grænsekontrol, som overskrider toårsfristen i artikel 25 og

29 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for

personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks), uden at

Rådet har truffet en gennemførelsesafgørelse herom i

henhold til artikel 29 i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-

kodeks for personers grænsepassage

(Schengengrænsekodeks)?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Skal

princippet om unionsborgernes ret til fri bevægelighed,

som fastsat i artikel 21, stk. 1, TEUF og artikel 45, stk. 1, i

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder, navnlig set i lyset af princippet i artikel 22 i

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399

af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers

grænsepassage (Schengengrænsekodeks), hvorefter der ikke

foretages personkontrol ved de indre grænser, fortolkes

således, at retten til fri bevægelighed også omfatter en ret til

ikke at lade sig underkaste personkontrol ved de indre

grænser, med forbehold af de i traktaterne og herudover

navnlig de i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for

personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) fastsatte

betingelser og undtagelser?

Sag C-369/20 vedrører:

1) Er EU-retten til hinder for nationale retsregler, der

gennem sammenkædning af nationale bekendtgørelser

skaber en kumulation af perioder med forlængelse af

grænsekontrol, hvorved det er muligt at foretage en

grænsekontrol, som overskrider toårsfristen i artikel 25 og

29 i Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for

personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks), uden at

Rådet har truffet en gennemførelsesafgørelse herom i

henhold til artikel 29 i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-

kodeks for personers grænsepassage

(Schengengrænsekodeks)?

2) Skal princippet om unionsborgernes ret til fri

bevægelighed, som fastsat i artikel 21, stk. 1, TEUF og

artikel 45, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder, navnlig set i lyset af princippet i

artikel 22 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om en EU-kodeks for

personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks),

hvorefter der ikke foretages personkontrol ved de indre

grænser, fortolkes således, at retten til fri bevægelighed

også omfatter en ret til ikke at lade sig underkaste

personkontrol ved de indre grænser, med forbehold af de i

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

traktaterne og herudover navnlig de i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om

en EU-kodeks for personers grænsepassage

(Schengengrænsekodeks) fastsatte betingelser og

undtagelser?

3) Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal

artikel 21, stk. 1, TEUF og artikel 45, stk. 1, i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

set i lyset af, at retten til fri bevægelighed skal have effektiv

virkning, fortolkes således, at de er til hinder for

anvendelsen af nationale regler, hvorefter en person under

varsel om en administrativ sanktion er forpligtet til at

forevise pas eller identitetskort ved indrejse via en indre

grænse i EU, selv om den specifikke kontrol ved de indre

grænser er i strid med EU-rettens bestemmelser?

C-23/20

Simonsen & Weel

Emne:

De udbudsretlige krav til oplysninger i

udbudsbekendtgørelser vedr. rammeaftaler

Spørgsmål:

1) Skal ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincippet i

udbudsdirektivets artikel 18, stk. 1, og bestemmelsen i

udbudsdirektivets artikel 49, sammenholdt med direktivets

bilag V, afsnit C, punkt 7 og 10 a, fortolkes således, at

udbudsbekendtgørelsen i en sag som den foreliggende skal

indeholde oplysning om den anslåede mængde og/eller den

anslåede værdi af de varer, der skal leveres i henhold til den

udbudte rammeaftale? Såfremt spørgsmålet besvares

bekræftende, anmodes Domstolen om tillige at oplyse, om

de nævnte bestemmelser da skal fortolkes således, at

oplysningerne skal angives for rammeaftalen a) samlet

og/eller

b) for den oprindelige ordregivende myndighed, der har

tilkendegivet, at den ønsker at indgå en aftale på grundlag

af udbuddet (her: Region Nordjylland) og/eller c) for den

oprindelige ordregivende myndighed, som alene har

tilkendegivet, at den deltager på en option (her: Region

Syddanmark).

2) Skal ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincippet i

udbudsdirektivets artikel 18, stk. 1, og bestemmelserne i

udbudsdirektivets artikel 33 og 49 sammenholdt med

direktivets bilag V, afsnit C, punkt 7 og 10 a, fortolkes

således, at der i enten udbudsbekendtgørelsen eller

udbudsbetingelserne skal fastsættes en maksimal mængde

og/eller en maksimal værdi af de varer, der skal leveres i

henhold til den udbudte rammeaftale, således at den

pågældende rammeaftale vil have udtømt sine virkninger,

når denne grænse er nået? Såfremt spørgsmålet besvares

bekræftende, anmodes Domstolen om tillige at oplyse, om

de nævnte bestemmelser skal fortolkes således, at den

nævnte maksimale grænse da skal angives for rammeaftalen

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Erhvervsministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Forsvarsministeriet

Økonomistyrelsen

Dom

17.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

a) samlet og/eller b) for den oprindelige ordregivende

myndighed, der har tilkendegivet, at den ønsker at indgå en

aftale på grundlag af udbuddet (her: Region Nordjylland)

og/eller c) for den oprindelige ordregivende myndighed,

som alene har tilkendegivet, at den deltager på en option

(her: Region Syddanmark). Såfremt spørgsmål 1 og/eller

spørgsmål 2 er besvaret bekræftende, anmodes Domstolen

endvidere om - i det omfang det efter indholdet af de

nævnte besvarelser er aktuelt - at besvare følgende

spørgsmål:

3) Skal artikel 2 d, stk. 1, litra a, i kontroldirektivet læst i

sammenhæng med udbudsdirektivets artikel 33 og 49

sammenholdt med direktivets bilag V, afsnit C, punkt 7 og

10 a, fortolkes således, at betingelsen om, at den

"ordregivende enhed har tildelt en kontrakt uden

forudgående offentliggørelse af en bekendtgørelse i Den

Europæiske Unions Tidende”,

omfatter et tilfælde som det

foreliggende, hvor ordregiven har offentliggjort en

udbudsbekendtgørelse i Den Europæiske Unions Tidende

om den påtænkte rammeaftale, men

a) hvor udbudsbekendtgørelsen ikke lever op til kravet om

at oplyse den anslåede mængde og/eller den anslåede værdi

af de varer, der skal leveres i henhold til den udbudte

rammeaftale, idet der dog af udbudsbetingelserne fremgår

et estimat herom, og

b) hvor ordregiveren har tilsidesat pligten til i

udbudsbekendtgørelsen eller udbudsbetingelserne at

fastsætte en maksimal mængde og/eller en maksimal værdi

af de varer, der skal leveres i henhold til den udbudte

rammeaftale?

C-718/19

Ordre des barreaux francophones et germanophone

e.a. (ophør af opholdsret)

Emne:

Udsendelse af unionsborgere

Spørgsmål:

1) Skal EU-retten, og nærmere bestemt artikel 20 og 21 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af

29. april 2004 om […] fortolkes således, at den er til hinder

for en national lovgivning, der på unionsborgere og deres

familiemedlemmer anvender bestemmelser, der svarer til

de bestemmelser, der for så vidt angår

tredjelandsstatsborgere udgør gennemførelsen af artikel 7,

stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/115/EF af 16. december 2008 »om fælles standarder

og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold«, dvs.

bestemmelser, der gør det muligt at pålægge

unionsborgeren eller et medlem af dennes familie

forebyggende foranstaltninger for at undgå enhver risiko

for, at den pågældende vil forsvinde inden for den frist til

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Dom

22.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

at forlade området, som er blevet fastsat for

vedkommende, efter at der er truffet en afgørelse om at

bringe opholdsretten til ophør af hensyn til den offentlige

orden, eller under forlængelsen af denne frist?

2) Skal EU-retten, og nærmere bestemt artikel 20 og 21 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af

29. april 2004 om […] fortolkes således, at den er

til hinder

for en national lovgivning, der på unionsborgere og deres

familiemedlemmer, som ikke har efterkommet en

afgørelse, hvorved opholdsretten er blevet bragt til ophør

af hensyn til den offentlige orden eller offentlige sikkerhed,

anvender en bestemmelse, der er identisk med den

bestemmelse, som anvendes på tredjelandsstatsborgere, der

befinder sig i den samme situation, med hensyn til den

maksimale varighed af den periode, hvori der kan ske

frihedsberøvelse med henblik på udsendelse, dvs. otte

måneder?

C-719/19

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

(udsendelse)

Emne:

Retsvirkningerne af en udsendelsesafgørelse

Spørgsmål:

Skal artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlaments og Rådets

direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres

og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde

sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af

forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv

64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF,

75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF

og 93/96/EØF (EUT L 158, som berigtiget i EUT 2004 L

229 og EUT 2007 L 204) fortolkes således, at en i henhold

til denne artikel truffet afgørelse om udsendelse af en

unionsborger fra værtslandets område er blevet

gennemført og ikke længere har retsvirkninger, når

unionsborgeren påviseligt er udrejst fra værtstatens område

inden for den i afgørelsen fastsatte frist for frivillig udrejse?

Spørgsmål 2:

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, har denne

unionsborger ved en umiddelbar tilbagevenden til

værtslandet den i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2004/38/EF

omhandlede ret til ophold i indtil tre måneder, eller kan

værtslandet træffe en ny afgørelse om udsendelse for at

forhindre, at unionsborgeren hver gang kommer ind i

værtslandet for en kort periode? Spørgsmål 3:

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, skal

unionsborgeren i dette tilfælde da opholde sig uden for

værtslandets område i et bestemt tidsrum, og hvor langt er

dette tidsrum?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Dom

22.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

C-793/19

C-794/19

SpaceNet m.fl. (logning)

Emne:

De EU-retlige rammer for at pålægge teleudbydere at lagre

trafik- og lokaliseringsdata til brug for bl.a. bekæmpelse af

kriminalitet (logning)

Spørgsmål:

Skal artikel 15 i direktiv 2002/58/EF i lyset af artikel 7, 8

og 11 samt artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder på den ene side og

artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder og artikel 4 i traktaten om Den

Europæiske Union på den anden side fortolkes således, at

den er til hinder for en national bestemmelse, som

forpligter udbyderne af offentligt tilgængelige elektroniske

kommunikationstjenester til at lagre trafik og

lokaliseringsdata for slutbrugerne af disse tjenester, når

–

denne forpligtelse ikke forudsætter nogen specifik

anledning i lokal, tidsmæssig eller geografisk henseende

–

genstanden for pligten til at lagre data i forbindelse med

levering af offentligt tilgængelige telefontjenester

–

herunder formidling af sms-, multimedie- eller lignende

beskeder samt ubesvarede eller forgæves opkald

–

er følgende data:

–

telefonnummeret eller en anden identitet for den, der

ringer op, og den forbindelse, der ringes til, samt ved om-

og viderestilling enhver anden involveret forbindelse

–

dato og klokkeslæt for begyndelse og afslutning af

forbindelsen henholdsvis

–

i forbindelse med formidling af

sms-, multimedie- eller lignende beskeder

–

tidspunkterne

for afsendelse og modtagelse af beskeden med angivelse af

den anvendte tidszone […]

–

der er sikret en effektiv beskyttelse af de lagrede data

mod risici for misbrug samt mod enhver uberettiget

adgang, og

–

de lagrede data kun må anvendes til at forfølge særligt

grove straffelovsovertrædelser og til at afværge en konkret

fare for en persons liv og helbred eller frihed eller for

forbundsstatens eller en delstats beståen, med undtagelse af

den internetprotokoladresse, som er tildelt abonnenten til

en internetbenyttelse, og som det er tilladt at anvende i

forbindelse med en stamdataoplysning

(»Bestandsdatenauskunft«) med henblik på forfølgelse af

enhver form for strafbare handlinger, for at afværge en fare

for den offentlige sikkerhed og orden samt for at opfylde

efterretningstjenesternes opgaver?

Commissioner of the Garda Síochána m.fl.

Emne:

Generel/universel ordning for lagring af data og

foreneligheden heraf med artikel 15, stk. 1, i direktiv

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

24.06.21

C-140/20

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

24.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

2002/58/EF samt Chartret

Spørgsmål:

(1) Er en generel/universel ordning for lagring af data

–

selv om den er undergivet strenge begrænsninger med

hensyn til lagring og adgang

–

i sig selv i strid med artikel

15 i direktiv 2002/58/EF som fortolket i lyset af chartret?

(2) Kan den nationale ret i forbindelse med undersøgelsen

af, om en national foranstaltning, der er gennemført i

henhold til direktiv 2006/24/EF, og som fastsætter en

generel ordning for lagring af data (med forbehold af den

nødvendige strenge kontrol med hensyn til lagring og/eller

adgang), skal anses for uforenelig med EU-retten, og

navnlig ved vurderingen af, om en sådan ordning er

forholdsmæssig, tage hensyn til den omstændighed, at

tjenesteudbydere lovligt kan lagre data til deres egne

kommercielle formål, og kan det kræves, at de lagrer data

af hensyn til den nationale sikkerhed, som ikke er omfattet

af bestemmelserne i direktiv 2002/58/EF?

(3) Hvilke kriterier skal den nationale ret anvende i

forbindelse med vurderingen af, om en national

foranstaltning om adgang til lagrede data er forenelig med

EU-retten, og navnlig chartret, når den undersøger, om en

sådan adgangsordning sikrer den krævede forudgående og

uafhængige kontrol, som Domstolen har fastlagt i sin

praksis? Kan en national ret i denne sammenhæng ved en

sådan bedømmelse tage hensyn til, om der foreligger en

efterfølgende eller uafhængig domstolsprøvelse?

[…]

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

Sagsnr.

T-47/19

Titel og kort sagsresumé

Dansk Erhverv mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens afgørelse C(2018) 6315 final af 4.

oktober 2018 i statsstøttesag SA.44865 (2016/FC)

—

Tyskland

—

påstået statsstøtte til grænsenære nordtyske drikkevareforhandlere,

annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Exxonmobil Petroleum & Chemical mod ECHA

Påstande:

—Sagen

antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren

gives medhold.

—ECHA’s

afgørelse nr. ED/88/2018 om optagelse af særligt

problematiske stoffer på kandidatlisten for mulig optagelse i bilag

XIV, offentliggjort den 15. januar 2019, annulleres for så vidt som

den vedrører phenanthren.

—Det

Europæiske Kemikalieagentur tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Yanukovych mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/354 annulleres, for så

vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/352 annulleres,

for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Yanukovych mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/354 annulleres, for så

vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/352 annulleres,

for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Borborudi mod Rådet

Påstande:

—Rådets

afgørelse af 27. maj 2019 truffet i medfør af

gennemførelsesforordning (EU) 2019/855 om at opretholde

sagsøgeren i bilag IX til forordning (EU) nr. 267/2012 annulleres.

—Rådet

tilpligtes at fjerne sagsøgeren fra bilag IX til forordning

(EU) nr. 267/2012.

—Rådet

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Ryanair mod Kommissionen

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse (EU) af 26. april

2020 om statsstøtte SA.56867 COVID 19

––

Tyskland

Kompensation til Condor Flugdienst GmbH for tab forårsaget af

COVID-19-epidemien annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Sagsøgeren har ligeledes fremsat anmodning om, at der træffes

afgørelse efter en fremskyndet procedure i henhold til artikel 23a i

statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

Interessent

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Erhvervsministeriet

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

Skatteministeriet

Sags-

type

O-sag

Proces

-skridt

Dom

Dato

09.06.21

T-177/19

Miljøministeriet

O-sag

Dom

09.06.21

T-302/19

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

09.06.21

T-303/19

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

09.06.21

T-580/19

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

09.06.21

T-665/20

Transport- og

Boligministeriet

O-sag

Dom

09.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

C-177/19 P

C-178/19 P

C-179/19 P

Ville de Paris, Ville de Bruxelles og Ayuntamiento de

Madrid mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—Principalt

ophæves Rettens dom af 13. december

2018 i de forenede sager T-339/16, T-352/16 og T-391/16, Ville

de Paris, Ville de Bruxelles og Ayuntamiento de Madrid mod

Kommissionen, og de søgsmål, som er anlagt af Ville de Paris,

Ville de Bruxelles og Ayuntamiento de Madrid, afvises.

—Subsidiært

ophæves domskonklusionen delvist, for så vidt som

der fastsættes en frist på 12 måneder beregnet fra tidspunktet,

hvor dommen får retsvirkning, inden for hvilken virkningerne af

den ved dommen annullerede bestemmelse opretholdes, og det

fastslås samtidig, at virkningerne af den annullerede bestemmelse

opretholdes indtil vedtagelsen af den nye forordning, der skal

erstatte disse bestemmelser.

—Sagsøgerne

i sagen for Retten tilpligtes under alle

omstændigheder at betale sagsomkostningerne i appelsagen.

Commissioners for Her Majesty's Revenue and Customs

1. Hæfter en person (herefter »P«), som er i fysisk besiddelse af

punktafgiftspligtige varer på et tidspunkt, hvor disse varer bliver

punktafgiftspligtige i medlemsstat B, for punktafgiften i medfør af

artikel 33, stk. 3, i direktiv 2008/118/EF (herefter »direktivet«)

under omstændigheder, hvor personen:

a. ikke har nogen retlig interesse eller interesse som den egentlige

ejer i de punktafgiftspligtige varer

b. transporterede de punktafgiftspligtige varer mod et vederlag på

andres vegne mellem medlemsstat A og medlemsstat B, og

c. vidste, at de varer, som han var i besiddelse af, var

punktafgiftspligtige varer, men ikke vidste og havde ikke grund til

at have mistanke om, at varerne var blevet punktafgiftspligtige i

medlemsstat B på eller før det tidspunkt, hvor de blev

afgiftspligtige?

2. Er svaret på spørgsmål 1 et andet, hvis P ikke vidste, at de

varer, som han var i besiddelse af, var punktafgiftspligtige varer?

CF et DN

1. Er artikel 15, litra c), og artikel 2, litra f), i direktiv 2011/95/EU

til hinder for en fortolkning og anvendelse af en bestemmelse i

national ret, hvorefter en alvorlig og individuel trussel mod en

civilpersons liv eller fysiske integritet som følge af vilkårlig vold i

forbindelse med væbnet konflikt (i den forstand, at en civilperson

alene som følge af sin tilstedeværelse i det berørte område vil løbe

en reel risiko for at være udsat for en sådan trussel) i de tilfælde,

hvor truslen ikke er specifikt rettet mod denne person på grund af

specielle omstændigheder ved den pågældendes situation, kun kan

foreligge, såfremt der allerede er konstateret et minimum af civile

ofre (døde og sårede)?

2. Såfremt første spørgsmål besvares bekræftende: Skal

vurderingen af, om der vil indtræde en trussel i denne forstand,

foretages på grundlag af en helhedsbetragtning af alle sagens

omstændigheder? I benægtende fald: Hvilke andre EU-retlige krav

stilles der til denne vurdering?

Van Ameyde España

Er artikel 3, sidste afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om

ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med

forsikringspligtens overholdelse, sammenholdt med det nævnte

direktivs artikel 1, til hinder for en fortolkning af en national

bestemmelse (artikel 5, stk. 2, i lov om erstatningsansvar og

forsikring for motorkøretøjer), ifølge hvilken skade på en

sættevogn, i tilfælde som det i hovedsagen foreliggende, anses for

at være undtaget fra dækningen af en lovpligtig forsikring for

motorforvognen eller det trækkende køretøj, fordi sættevognen

Miljøministeriet

O-sag

10.06.21

C-279/19

Skatteministeriet

O-sag

Dom

10.06.21

C-901/19

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

Dom

10.06.21

C-923/19

Transport- og

Boligministeriet

O-sag

Dom

10.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

sidestilles med de ting, der bliver transporteret i motorforvognen

eller det trækkende køretøj, eller endog fordi sættevognen, for så

vidt angår tingsskade, anses for at udgøre et enkelt køretøj

sammen med motorforvognen eller det trækkende køretøj?

C-94/20

Land Oberösterreich

1) Skal artikel 11 i direktiv 2003/109/EF fortolkes således, at den

er til hinder for en national bestemmelse som § 6, stk. 9 og 11, i

oberösterreichisches Wohnbauförderungsgesetz (Oberösterreichs

lov om boligstøtte, oöWFG), som giver EU-borgere, statsborgere

i en EØS-stat og familiemedlemmer som defineret i direktiv

2004/38/EF mulighed for en social ydelse i form af boligstøtte

uden dokumentation af sprogkundskaber, men for

tredjelandsstatsborgere med status som fastboende udlænding

som defineret i direktiv 2003/109/EF kræver grundlæggende

tyskkundskaber, som skal dokumenteres på en bestemt måde, når

denne boligstøtte har til formål at afbøde urimelige belastninger

som følge af boligudgifter, men et eksistensminimum (herunder

boligbehov) også skal sikres gennem yderligere en social ydelse

(behovsorienteret minimumssikring i henhold til

oberösterreichisches Mindestsicherungsgesetz (Oberösterreichs

lov om minimumssikring) for personer i social nød?

2) Skal forbuddet mod »direkte eller indirekte forskelsbehandling

på grund af race eller etnisk oprindelse« i henhold til artikel 2 i

direktiv 2000/43/EF fortolkes således, at det er til hinder for en

national bestemmelse som oöWFG’s § 6, stk. 9 og 11, som giver

EU-borgere, statsborgere i en EØSstat og familiemedlemmer som

defineret i direktiv 2004/38/EF mulighed for en social ydelse

(boligstøtte i henhold til oöWFG) uden dokumentation af

sprogkundskaber, men for tredjelandsstatsborgere (herunder

tredjelandsstatsborgere med status som fastboende udlænding

som defineret i direktiv 2003/109/EF) kræver grundlæggende

tyskkundskaber, som skal dokumenteres på en bestemt måde?

3) Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende: Skal

forbuddet mod forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i

henhold til artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder fortolkes således, at det er til hinder

for en national bestemmelse som oöWFG’s § 6, stk. 9 og 11, som

giver EU-borgere, statsborgere i en EØS-stat og

familiemedlemmer som defineret i direktiv 2004/38/EF mulighed

for en social ydelse (boligstøtte i henhold til oöWFG) uden

dokumentation af sprogkundskaber, men for

tredjelandsstatsborgere (herunder tredjelandsstatsborgere med

status som fastboende udlænding som defineret i direktiv

2003/109/EF) kræver grundlæggende tyskkundskaber, som skal

dokumenteres på en bestemt måde?

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

Dom

10.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

C-192/20

Prima banka Slovensko

1. Skal direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i

forbrugeraftaler (herefter »direktiv 93/13«), og særligt artikel 6,

stk. 1, og artikel 7, stk. 1, sammenholdt med fortolkningen anlagt

af Den Europæiske Unions Domstol i de forenede sager C-96/16

og C-94/17, fortolkes således, at det er til hinder for lovgivning,

såsom den beskyttende rammebestemmelse i § 54, stk. 1, i

Občiansky zákonník (den civile lovbog), der ikke tillader, at

forbrugeren stilles ringere ved aftale end stillingen efter de

lovbestemmelser, der fastlægger følgende rettigheder for långiver i

tilfælde af forbrugerens misligholdelse af tilbagebetaling af lån:

–

långivers ret til morarenter, hvis størrelse er begrænset ved lov;

–

långivers ret til andre sanktioner, som långiveren kan kræve

iværksat i forhold til forbrugeren, og som med tillæg af

morarenter størrelsesmæssigt er begrænset til det udestående

lånebeløb;

–

långivers ret til erstatning i det tilfælde, at det tab, som

långiveren har lidt, overstiger morarenterne, og dette under

hensynstagen til det reelle tab?

2. I tilfælde af et bekræftende svar på det første spørgsmål: er det

høje forbrugerbeskyttelsesniveau i henhold til artikel 38 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

(herefter »chartret«) samt artikel 4, stk. 2, og artikel 169, stk. 1,

TEUF til hinder for, at forbrugeren ved betaling for forsinkelse

[org. s. 2] med opfyldelsen af sine kontraktlige forpligtelser betaler

långiveren et fast beløb, og ikke erstatning, som modsvarer

værdien af det faktiske tab, som långiveren har lidt, selv hvis det

faktiske tab er mindre end det faste beløb?

Facebook Ireland e.a.

1) Skal artikel 55, stk. 1, artikel 56-58 og artikel 60-66 i forordning

(EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske

personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og

om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af

direktiv 95/46/EF i forbindelse med artikel 7, 8 og 47 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

fortolkes således, at en tilsynsmyndighed i henhold til nationale

regler vedtaget til gennemførelse af denne forordnings artikel 58,

stk. 5 har kompetence til at indlede en retssag ved en ret i denne

myndigheds medlemsstat, ikke må udøve denne kompetence i

forbindelse med en grænseoverskridende behandling, hvis den

ikke er den ledende tilsynsmyndighed ved den

grænseoverskridende behandling?

2) Har det herved nogen betydning, hvis den

behandlingsansvarlige for den grænseoverskridende behandling

ikke har sin hovedvirksomhed i denne medlemsstat men dog et

andet etableringssted?

3) Har det herved nogen betydning, hvis den nationale

tilsynsmyndighed indleder retssagen mod den

behandlingsansvarliges hovedvirksomhed eller mod

etableringsstedet i myndighedens egen medlemsstat?

4) Har det herved nogen betydning, hvis den nationale

tilsynsmyndighed allerede har indledt retssagen før den dato, fra

hvilken forordningen fandt anvendelse (25. maj 2018)?

5) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, har artikel

58, stk. 5, i forordning 2016/679 da direkte virkning, således at en

national tilsynsmyndighed kan støtte ret på denne artikel for at

indlede eller fortsætte en retssag mod enkelte parter, uanset denne

forordnings artikel 58, stk. 5 ikke specifikt er blevet gennemført i

medlemsstatens lovgivning, selv om der var pligt hertil?

6) Såfremt de foregående spørgsmål besvares bekræftende, ville

udfaldet af sådanne retssager kunne være til hinder for, at den

ledende tilsynsmyndighed drager den modsatte konklusion i det

tilfælde, at den ledende tilsynsmyndighed undersøger de samme

Justitsministeriet

O-sag

Dom

10.06.21

C-645/19

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Datatilsynet

O-sag

Dom

15.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

eller lignende grænseoverskridende behandlingsaktiviteter i

overensstemmelse med den mekanisme, der er fastsat i artikel 56

og 60 i forordning 2016/679?

T-126/19

Krajowa Izba Gospodarcza Chłodnictwa

i Klimatyzacji mod

Kommissionen

Påstande:

—Artikel

16 i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 517/2014 af 16. april 2014 om fluorholdige

drivhusgasser, som udgør retsgrundlaget for den anfægtede

afgørelse, erklæres ugyldig, og det fastslås følgelig, at den

anfægtede afgørelse for så vidt er fejlagtig.

—Europa-Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Cypern mod EUIPO

—

Filotas Bellas & Yios AE (Halloumi

Vermion grillcheese M BELAS PREMIUM GREEK DAIRY

SINCE 1927)

Påstande:

—Den

anfægtede afgørelse annulleres.

—EUIPO

tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale

omkostningerne afholdt af den part, der har fremsat

ugyldighedsbegæringen.

M.I.C.M. Mircom International Content Management &

Consulting

1.a) Kan downloading via et peer-to-peernnetværk af en fil med

tilhørende underdele (»pieces«) (nogle gange meget fragmentarisk

i forhold til hele filen) med henblik på at uploade til

tilrådighedsstillelse (»seede«), betragtes som en overføring til

almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29,

til trods for, at disse individuelle pieces i sig selv er uanvendelige?

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende,

b) gælder der en bagatelgrænse for, hvornår seeding af disse pieces

udgør en overførsel til almenheden?

c) er det en relevant omstændighed, at seeding’en (som en følge af

indstillingerne i kundens BitTorrent-program) kan ske automatisk

og således uden brugerens viden?

2.a) Kan en person, der i henhold til aftale er indehaver af

ophavsrettigheder (eller beslægtede rettigheder), men som ikke

selv udnytter disse rettigheder men blot kræver skadeserstatning

af formentlige krænkere

–

og hvis økonomiske model for

indtjening således er afhængig af piratvirksomhed i stedet for at

bekæmpe den

–

nyde de samme rettigheder, som efter kapitel II i

direktiv 2004/48 tilkommer ophavsmænd eller licenshavere, som

udnytter ophavsrettigheder på normal vis?

b) Hvorledes kan disse licenshavere i dette tilfælde have lidt et

»tab« som følge af krænkelsen (som omhandlet i artikel 13 i

direktiv 2004/48)?

3. Er de konkrete omstændigheder, der er beskrevet i spørgsmål 1

og 2 relevante ved bedømmelsen af afvejningen af den korrekte

ligevægt mellem på den ene side håndhævelsen af intellektuelle

ejendomsrettigheder og på den anden side de rettigheder og

friheder, der sikres af grundrettighedschartret så som beskyttelse

af privatlivet og personoplysninger, særligt i forbindelse med

proportionalitetsbedømmelsen?

4. Er systematisk registrering og påfølgende generel behandling af

IP-adresser på en swarm af seeders (foretaget af licenshaver selv

eller af tredjemand på opdrag af licenshaver) under disse

omstændigheder lovlig efter den generelle forordning om

databeskyttelse, nærmere bestemt artikel 6, stk. 1, litra f), i denne

forodning?

Miljøministeriet

O-sag

Dom

16.06.21

T-281/19

T-351/19

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

16.06.21

C-597/19

Kulturministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

O-sag

Dom

17.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

C-800/19

Mittelbayerischer Verlag

1. Skal artikel 7, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om

retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L

351, s. 1) fortolkes således, at et kriterium for retternes

kompetence, som er baseret på centrum for sagsøgerens interesse,

finder anvendelse i en sag anlagt af en fysisk person til beskyttelse

af vedkommendes personlige rettigheder, når den publikation på

internettet, som hævdes at udgøre en krænkelse af disse

rettigheder, ikke indeholder oplysninger, der direkte eller indirekte

vedrører den pågældende fysiske person, men indeholder

oplysninger eller angivelser, der antyder en kritisabel adfærd udvist

af et fællesskab, som vedkommende indgår i (under de konkrete

omstændigheder i denne sag: den nation, han tilhører), og som

sagsøgeren anser for at udgøre en krænkelse af hans personlige

rettigheder?

2. I en sag om beskyttelse af økonomiske og ikke-økonomiske

rettigheder mod krænkelser på internettet, er det ved vurderingen

af de kompetenceregler, der er omhandlet i artikel 7, nr. 2), i

forordning ([…] nr.1215/2012 […]), dvs. ved bedømmelsen af,

om den nationale ret er retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er

foregået eller vil kunne foregå, nødvendigt at tage hensyn til

forhold som:

–

den modtagerkreds, som webstedet, hvorpå krænkelsen er sket,

henvender sig til,

–

det sprog, som det pågældende websted og den omtvistede

publikation er affattet på,

–

perioden, hvor den omtvistede publikation på internettet var

tilgængelig for offentligheden,

–

individuelle omstændigheder i forhold til sagsøgeren, såsom

hans liv under krigen og hans sociale aktiviteter, der er blevet

påberåbt i den foreliggende sag som begrundelse for sagsøgerens

særlige ret til ad rettens vej at modsætte sig udbredelsen af

påstande rettet mod det fællesskab, som sagsøgeren er medlem af?

Ministerstwo Sprawiedliwości

1) Finder bestemmelserne i kapitel III i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december om tjenesteydelser

i det indre marked (herefter: »tjenesteydelsesdirektivet«), herunder

artikel 10, stk. 6, anvendelse på undersøgelser af

disciplinæransvaret for adwokaci (advokater) og udenlandske

advokater, som er optaget i advokatsamfundet, hvorunder

advokater kan idømmes bøde, få suspenderet deres

erhvervsvirksomhed eller blive ekskluderet fra advokatsamfundet,

og hvor udenlandske advokater særligt kan idømmes bøde, blive

suspenderet fra at yde juridisk bistand i Republikken Polen eller få

et forbud mod at yde juridisk bistand i Republikken Polen?

Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende, finder Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

(herefter: »chartret«), herunder artikel 47, da anvendelse på

sådanne sager, som føres ved advokatnævnet, hvis afgørelser ikke

kan appelleres til de nationale domstole eller hvor sådanne

afgørelser kun undtagelsesvis kan appelleres, hvilket vil være i

form en kassationsanke til Sąd Najwyższy (den øverste domstol),

herunder i tilfælde, hvor samtlige relevante forhold vedrører en

enkelt medlemsstat?

2) I sager som den, der er nævnt i det første spørgsmål, hvor det

organ, der i henhold til national ret har kompetence til at tage

stilling til en kassationsanke iværksat til prøvelse af afgørelser eller

kendelser truffet af advokatnævnet eller appel til prøvelse afslag

på iværksættelse af en sådan kassationsanke, ikke er en uafhængig

og upartisk domstol, som omhandlet i chartrets artikel 47, som

følge af Sąd Najwyższys (øverste domstol) afgørelse af 5.

Erhvervsstyrelsen

O-sag

Dom

17.06.21

C-55/20

Udenrigsministeriet

O-sag

17.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

december 2019, sagsnummer III PO 7/18, er det da nødvendigt

at se bort fra de nationale bestemmelser, der fastlægger

kompetencen for et sådant organ, og har advokatnævnet pligt til

at henvise en sådan kassationsanke vedrørende et retsspørgsmål til

den retsinstans, som ville være kompetent, hvis de førnævnte

bestemmelser ikke forhindrede det?

M.fl.

C-181/20

VYSOČINA WIND

1. Skal artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2012/19/EU af 4. juli 2020 om affald af elektrisk og elektronisk

udstyr (WEEE) fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder

for, at en medlemsstat pålægger brugerne forpligtelsen til at

finansiere omkostningerne ved indsamling, behandling,

nyttiggørelse og miljørigtig bortskaffelse af WEEE, som stammer

fra fotovoltaiske paneler, der er bragt i omsætning før den 1.

januar 2013, og ikke producenterne?

2. I tilfælde af et bekræftende svar på det første spørgsmål er det

–

med henblik på vurderingen af betingelserne for en medlemsstats

ansvar for den skade, som forvoldes borgere ved en tilsidesættelse

af EU-retten

–

relevant, sådan som det er tilfældet i hovedsagen,

at en medlemsstat selv har fastsat regler for finansiering af affald

fra fotovoltaiske paneler før vedtagelsen af et direktiv, hvilket

direktiv medførte, at fotovoltaiske paneler blev omfattet af EU-

rettens anvendelsesområde og at producenterne herved blev

pålagt forpligtelsen til at afholde omkostningerne forbundet

hermed, herunder for så vidt angår paneler, der var blevet bragt i

omsætning før udløbet af fristen for gennemførelsen af direktivet

(og selve vedtagelsen af retsakten på EU-retligt niveau)?

AB e.a.

1) Er princippet »ne bis in idem« til hinder for udstedelsen af en

europæisk arrestordre som omhandlet i Rådets rammeafgørelse

2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og

om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne og

under hensyn til artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder, i den situation, hvor en straffesag er

endeligt afsluttet ved en retsafgørelse om frifindelse eller om

afbrydelse af sagen, når disse afgørelser er truffet på grundlag af

en amnesti, som lovgiver har ophævet, efter at disse afgørelser er

blevet endelige, og den nationale retsorden foreskriver, at

ophævelse af denne amnesti har den virkning, at offentlige

myndigheders afgørelser annulleres, for så vidt som de er truffet

og begrundet med henvisning til amnesti eller benådning, og at de

retlige hindringer for at gennemføre strafforfølgning, der følger af

en således ophævet amnesti, fjernes, uden at dette sker ved en

retsafgørelse eller en særlig retslig procedure?

2) Er en national lovbestemmelse, der uden videre og uden en

afgørelse fra en national ret medfører ophævelse af den afgørelse,

som en national ret har truffet om at afbryde straffesagen, og som

i henhold til national ret har karakter af en endelig afgørelse, der

medfører frifindelse, og på grundlag af hvilken straffesagener

blevet endeligt afbrudt som følge af amnesti, der er indrømmet i

henhold til en national lov, i overensstemmelse med retten til en

upartisk domstol, der er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder, og retten til ikke at

blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme

lovovertrædelse, der er sikret ved artikel 50 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder samt artikel 82 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde?

3) Er en national lovbestemmelse, der begrænser

forfatningsdomstolens mulighed for at foretage prøvelse af en

resolution om ophævelse af amnesti eller individuelle

benådninger, som Národná rada Slovenskej republiky (Den

Miljøministeriet

O-sag

17.06.21

C-203/20

Justitsministeriet

O-sag

17.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

Slovakiske Republiks Nationalråd) har vedtaget i henhold til § 86,

litra i), i Den Slovakiske Republiks forfatning, til kun at omfatte

en prøvelse af resolutionens forfatningsmæssighed, uden at der

tages hensyn til de bindende retsakter, der er vedtaget af Den

Europæiske Union, og navnlig Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder, traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde og traktaten om Den Europæiske Union, i

overensstemmelse med loyalitetsprincippet som omhandlet i

artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union, artikel 267

i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, artikel 82

i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, retten til

en upartisk domstol, der er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder, og retten til ikke at

blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme

lovovertrædelse, der er sikret ved artikel 50 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder?

C-315/20

Regione Veneto

»Domstolen anmodes om at klarlægge, med hensyn til en

situation, hvor blandet kommunalt affald, som ikke indeholder

farligt affald, er blevet mekanisk behandlet på et anlæg med

henblik på energigenvinding (operation R1/R12 i bilag C til

miljøloven), og hvor det efter afslutningen af denne behandling

fremgår, i teorien, at behandlingen ikke grundlæggende har ændret

de oprindelige egenskaber af dette blandede kommunale affald,

men hvor affaldet bliver klassificeret med EAK-kode 19 12 12,

hvilket parterne er enige om, med henblik på at vurdere

lovligheden af indsigelser, som oprindelseslandets kompetente

myndighed har rejst på grundlag af principperne i direktiv

2008/98/EF mod en anmodning om forudgående samtykke til

overførsel af det behandlede affald til et andet europæisk land for

brug til kraftvarmeproduktion eller under alle omstændigheder til

energiproduktion på et produktionsanlæg, navnlig indsigelser som

de i hovedsagen omhandlede, som er baseret

–

på princippet om

beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet (artikel 13);

–

på

principperne om tilstrækkelig egenkapacitet og nærhed fastsat i

artikel 16, stk. 1, hvorefter »[medlemsstaterne], hvis det er

nødvendigt eller hensigtsmæssigt i samarbejde med andre

medlemsstater, [skal træffe] passende foranstaltninger til at oprette

et integreret og tilstrækkeligt net af bortskaffelsesanlæg og anlæg

til nyttiggørelse af blandet kommunalt affald, indsamlet fra private

husholdninger, herunder i tilfælde, hvor denne indsamling også

omfatter sådant affald fra andre producenter, idet der tages

hensyn til den bedste tilgængelige teknik«;

–

på princippet fastsat i

samme artikel 16, [stk. 1], andet afsnit, sidste punktum, ifølge

hvilken »[m]edlemsstaterne [også kan] begrænse udgående

overførsler af affald af miljøhensyn, jf. forordning (EF) nr.

1013/2006«;

–

på 33. betragtning til direktiv 2008/98, hvoraf det

fremgår, at »[i] forbindelse med anvendelsen af Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 […] om

overførsel af affald forbliver blandet kommunalt affald som

omhandlet i denne forordnings artikel 3, stk. 5, blandet

kommunalt affald, selv når det har gennemgået en

affaldsbehandling, der ikke grundlæggende har ændret dets

egenskaber«, hvorvidt Det Europæiske Affaldskatalog og de

respektive klassificeringer (i den foreliggende situation EAK-kode

19 12 12, affald fra mekanisk behandling af affald gennem

behandlingsoperation R1/R12 på et anlæg) påvirker

–

og i så fald i

hvilket omfang

–

[EU]-lovgivningen om overførsel af affald, der

inden den mekaniske behandling er blandet kommunalt affald, og

navnlig hvorvidt bestemmelserne i artikel 16 i ovennævnte

direktiv 2008/98 og 33. betragtning hertil, der udtrykkeligt

vedrører overførsel af affald, med hensyn til overførsel af affald,

der stammer fra behandling af blandet kommunalt affald, har

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

Miljøministeriet

O-sag

17.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

forrang for klassificeringen i Det Europæiske Affaldskatalog eller

ej, idet Domstolen, såfremt den anser dette for hensigtsmæssigt

og nyttigt, præciserer, om det nævnte katalog har lovmæssig

karakter eller derimod udgør en simpel teknisk vejledning, som er

egnet til ensartet sporing af alt affald.«

C-340/20

Bank Sepah

1) Skal artikel 1, litra h) og j), og artikel 7, stk. 1, i forordning nr.

423/2007 (EF), artikel 1, litra i) og h), og artikel 16, stk. 1, i

forordning (EU) nr. 961/2010 samt artikel 1, litra k) og j), og

artikel 23, stk. 1. i forordning (EU) nr. 267/2012 fortolkes således,

at disse bestemmelser er til hinder for, at der uden forudgående

tilladelse fra den kompetente nationale myndighed iværksættes en

foranstaltning uden tillæggende virkning, såsom retslig

sikkerhedsstillelse eller en sikringsforanstaltning som fastsat i den

franske lov om civilretlige fuldbyrdelsesprocedurer, på indefrosne

aktiver?

2) Er den omstændighed, at grundlaget for den fordring, som skal

inddrives hos den person eller enhed, hvis aktiver indefryses, er et

andet end Irans nukleare aktiviteter og aktiviteter vedrørende

ballistiske missiler, og som ligger forud for De Forenede

Nationers Sikkerhedsråds resolution 1737 (2006) af 23. december

2006, relevant med henblik på besvarelsen af det første

spørgsmål?«

YouTube, Cyando

1. a) Foretager en operatør af en shared hosting tjeneste, gennem

hvilken brugere stiller filer med ophavsretligt beskyttet indhold til

rådighed for almenheden uden rettighedshavernes samtykke, en

overføringshandling som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv

2001/29/EF, når

–

uploadingen foregår automatisk og uden at operatøren ser eller

kontrollerer den,

–

operatøren i brugsbetingelserne henviser til, at der ikke må

lægges indhold ind, der krænker ophavsretten,

–

driften af tjenesten giver operatøren indtægter,

–

tjenesten anvendes til lovligt brug, men operatøren har

kendskab til, at også en betydelig mængde ophavsretskrænkende

indhold, er tilgængelig (over 9 500 værker),

–

operatøren ikke leverer nogen indholdsfortegnelse og ingen

søgefunktion, men de ubegrænsede download-links, som

operatøren stiller til rådighed, af tredjemænd lægges ind i

linksamlinger på internettet, som indeholder oplysninger om

filernes indhold og gør det muligt at søge efter bestemte indhold,

–

operatøren ved udformningen af det vederlag for downloading,

som han betaler afhængigt af efterspørgslen, skaber et incitament

til at uploade ophavsretligt beskyttet indhold, som brugere ellers

kun kan få adgang til mod betaling og

–

indrømmelsen af muligheden for at uploade filer anonymt øger

sandsynligheden for, at brugere ikke bliver stillet til regnskab for

krænkelser af ophavsretten?

b) Ændrer denne vurdering sig, hvis der via shared hosting

tjenesten gives adgang til materiale, der krænker ophavsretten, i et

omfang svarende til 90-96% af den samlede anvendelse?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Falder den

aktivitet, som operatøren af en shared hosting tjeneste udøver,

under de i det første spørgsmål beskrevne omstændigheder ind

under anvendelsesområdet for artikel 14, stk. 1, i direktiv

2000/31/EF?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal det

konkrete kendskab til den ulovlige aktivitet eller information og

kendskabet til forhold eller omstændigheder, hvoraf den ulovlige

aktivitet eller information fremgår, i henhold til artikel 14, stk. 1, i

Erhvervsstyrelsen

O-sag

17.06.21

C-682/18

C-683/18

Forbrugeromdbudsmanden

Kulturministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

Dom

22.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

direktiv 2000/31/EF vedrøre specifikke ulovlige aktiviteter eller

informationer?

C-439/19

Latvijas Republikas Saeima

1) Bør begrebet »behandling af personoplysninger vedrørende

straffedomme og lovovertrædelser eller tilknyttede

sikkerhedsforanstaltninger« i artikel 10 i forordning 2016/679,

fortolkes således, at det omfatter behandling af oplysninger om de

point, som førere pålægges for færdselsforseelser i henhold til den

omtvistede bestemmelse?

2) Uanset svaret på det første spørgsmål, kan bestemmelserne i

forordning 2016/679, navnlig princippet om »integritet og

fortrolighed«, jf. nævnte forordnings artikel 5, stk. 1, litra f),

fortolkes som et forbud mod, at medlemsstaterne fastsætter, at

oplysninger om de point, der pålægges førere for

færdselsforseelser, er tilgængelige for offentligheden, og at de

pågældende oplysninger kan behandles ved at videregives?

3) Bør 50. og 154. betragtning til, artikel 5, stk. 1, litra b), og

artikel 10 i direktiv 2003/98/EF samt artikel 1, stk. 2, litra cc), i

forordning 2016/679 fortolkes således, at de er til hinder for en

ordning i en medlemsstat, der tillader videregivelse af oplysninger

om de point, der pålægges førere for trafikforseelser, med henblik

på videreanvendelse?

4) Såfremt nogen af de ovennævnte spørgsmål besvares

bekræftende, skal princippet om EU-rettens forrang og

retssikkerhedsprincippet da fortolkes således, at det kan være

tilladt at anvende den omtvistede bestemmelse og opretholde

dens retsvirkninger, indtil forfatningsdomstolens endelige

afgørelse bliver retskraftig?

Obras y Servicios Públicos et Acciona Agua

–

Det første spørgsmål: Skal § 4, stk. 1, i rammeaftalen

vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS,

UNICE og CEEP, som blev indarbejdet i fællesskabsretten ved

Rådets direktiv 1999/70 og direktiv 2001/23, fortolkes således, at

artikel 24, stk. 2, i den kollektive overenskomst i byggebranchen

bestemmer, at bestemmelserne i artikel 15, stk. 1, litra a), første

afsnit, i lov om arbejdstageres rettigheder ikke finder anvendelse

uanset varigheden af den generelle kontrakt i forbindelse med et

enkelt byggeri, idet arbejdstagerne bevarer deres status som »faste

byggearbejdere« såvel i disse tilfælde som i tilfælde af

virksomhedsoverdragelse som omhandlet i artikel 44 i lov om

arbejdstageres rettigheder eller subrogation som omhandlet i

artikel 27 i den omhandlede generelle overenskomst, idet der ikke

foreligger nogen objektiv begrundelse for at tilsidesætte den

nationale lovgivning, hvor artikel 15, stk. 1, litra a), i lov om

arbejdstageres rettigheder bestemmer, at »disse kontrakter [...] ikke

[kan] have en varighed på over tre år, der kan forlænges med tolv

måneder ved en national kollektiv brancheoverenskomst eller ved

en kollektiv brancheoverenskomst på et lavere niveau; efter disse

forlængelser opnår arbejdstagerne status af fastansatte

arbejdstagere i virksomheden«?

–

Det andet spørgsmål: Skal § 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende

tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og

CEEP, som blev indarbejdet i fællesskabsretten ved Rådets

direktiv 1999/70 og direktiv 2001/23, fortolkes således, at artikel

24, stk. 5, i den kollektive overenskomst i byggebranchen

bestemmer, at forskellige stillinger i medfør af to eller flere faste

byggekontrakter med den samme virksomhed eller en gruppe af

virksomheder inden for den i artikel 15, stk. 5, i lov om

arbejdstageres rettigheder fastsatte periode eller frist ikke

resulterer i, at den i den nævnte bestemmelse omhandlede status

opnås i disse tilfælde såvel som i tilfælde af

virksomhedsoverdragelse som omhandlet i artikel 44 i lov om

Justitsministeriet

Transport- og

Boligministeriet

Ministeriet for Landbrug,

Fødevarer og Fiskeri

Miljøministeriet

O-sag

Dom

22.06.21

C-550/19

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

24.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

arbejdstageres rettigheder eller subrogation som omhandlet i

artikel 27 i førnævnte kollektive overenskomst, idet der ikke

foreligger nogen objektiv begrundelse for at tilsidesætte den

nationale lovgivning, hvor artikel 15, stk. 5, i lov om

arbejdstageres rettigheder bestemmer, at »arbejdstagere, der med

eller uden afbrydelse i en periode på 30 måneder har været ansat i

mere end 24 måneder i den samme eller i forskellige stillinger

inden for samme virksomhed eller samme koncern, og som har

indgået mindst to tidsbegrænsede kontrakter, uanset om der er

tale om direkte ansættelse eller ansættelse gennem et vikarbureau,

og uansetom samme eller forskellige kontraktvilkår for midlertidig

ansættelse har fundet anvendelse, skal anses for at være fastansat,

medmindre andet er foreskrevet i denne artikels stk. 1, litra a), og

stk. 2 og 3. Bestemmelserne i det foregående afsnit finder også

anvendelse ved virksomhedsoverdragelse eller subrogation på de

ved lov eller kollektiv overenskomst fastsatte betingelser«?

–

Det tredje spørgsmål: Skal artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/23

fortolkes således, at den er til hinder for den omstændighed, at det

i henhold til den kollektive overenskomst i byggebranchen

udelukkes, at de rettigheder og forpligtelser, som den nye

virksomhed eller enhed, der skal udføre den af

entreprisekontrakten omhandlede aktivitet, skal overholde,

begrænses til udelukkende de rettigheder og forpligtelser, der

følger af den sidste kontrakt, som arbejdstageren har indgået med

den virksomhed, som udtræder af kontrakten, hvilket ikke udgør

en objektiv begrundelse for at tilsidesætte den nationale

lovgivning, hvor artikel 44 i lov om arbejdstageres rettigheder

bestemmer, at subrogation omfatter alle rettigheder og

forpligtelser, hvilke ikke er begrænset til den sidste kontrakt?

C-559/19

Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien

Påstande:

—Det

fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000

om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske

foranstaltninger, sammenholdt med direktivets artikel 1, litra a),

og punkt 2.1.2 i bilag V hertil, direktivets artikel 5, sammenholdt

med punkt 2.2 i bilag II hertil, samt direktivets artikel 11, stk. 1,

artikel 11, stk. 3, litra a), c) og e), og artikel 11, stk. 4, idet det ikke

har truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge

forringelsen af tilstanden af grundvandsforekomsterne i området

Doñana, da det ikke foretog en yderligere karakterisering af de

forekomster, som udgør en risiko, ligesom det ikke fastlagde de

nødvendte foranstaltninger, og idet det i indsatsprogrammet for

vandområdeplanen for vandområdet Guadalquivir ikke indførte

de grundlæggende og supplerende, passende foranstaltninger.

—Det

fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 6, stk. 2, sammenholdt med

artikel 7, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om

bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, idet det ikke har

vedtaget de foranstaltninger, der er egnede til at undgå

forringelsen af de naturtyper og de levestederne for arter, for

hvilke de her omtalte områder blev udpeget (ZEPA/LIC

ES0000024 Doñana, ZEPA/LIC ES6150009 Doñana Norte y

Oeste og ZEPA ES6150012 Dehesa del Estero og Montes de

Moguer).

—Kongeriget

Spanien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

DB Netz

1. Skal forordning nr. 913/2010, særligt for så vidt angår de

opgaver, som med denne forordnings artikel 13, stk. 1, artikel 14,

stk. 9, og artikel 18, litra c), er henlagt til ledelsesudvalget for en

godstogskorridor, fortolkes således, at ledelsesudvalget for en

godstogskorridor er bemyndiget til selv at fastsætte proceduren

for indgivelse af ansøgning til den i forordningens artikel 13, stk.

1, omtalte one-stop-shop om tildeling af infrastrukturkapacitet og

–

som i det aktuelle tilfælde

–

i denne forbindelse kræve, at der

skal benyttes et elektronisk bookingsystem, eller er den

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

Miljøministeriet

Ministeriet for Landbrug,

Fødevarer og Fiskeri

O-sag

Dom

24.06.21

C-12/20

Transport- og

Boligministeriet

O-sag

Dom

24.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

pågældende procedure omfattet af de generelle bestemmelser i

artikel 27, stk. 1 og 2, sammenholdt med pkt. 3, litra a), i bilag IV

til direktiv 2012/34/EU, således at dette alene kan reguleres af de

af en godstogskorridor berørte infrastrukturforvaltere i deres

respektive netvejledninger?

m.fl.

C-102/20

StWL Städtische Werke Lauf a.d. Pegnitz

1. Er begrebet »sendes« som omhandlet i artikel 2, andet

punktum, litra h), i direktiv 2002/58/EF opfyldt, når en

meddelelse ikke sendes fra en bruger af en elektronisk

kommunikationstjeneste til en anden bruger gennem en

tjenesteudbyder til den anden brugers elektroniske »adresse«, men

som følge af åbning af en kodeordsbeskyttet internetside for en e-

mailkonto automatisk vises af adservere på bestemte, hertil

beregnede felter i e-mail-indbakken tilhørende en bruger, som

udvælges efter et tilfældighedsprincip (indbakkereklame)?

2. Forudsætter hentning af en meddelelse som omhandlet i artikel

2, andet punktum, litra h), i direktiv 2002/58/EF, at modtageren,

efter at have opnået kendskab til, at der foreligger en meddelelse,

gennem en bevidst hentningskommando udløser en

programteknisk indstillet overføring af meddelelsesdata, eller er

det tilstrækkeligt, hvis meddelelsens visning i en emailkontos

indbakke udløses ved, at brugeren åbner den kodeordsbeskyttede

internetside for sin e-mailkonto?

3. Foreligger der også elektronisk post som omhandlet i artikel 13,

stk. 1, i direktiv 2002/58/EF, når en meddelelse ikke sendes til en

konkret individuel modtager, som er fastlagt allerede før

overføringen, men vises i indbakken tilhørende en bruger, som er

udvalgt ud fra et tilfældighedsprincip?

4. Foreligger der kun anvendelse af elektronisk post til direkte

markedsføring som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i direktiv

2002/58/EF, når der konstateres en byrde for brugeren, som er

mere vidtgående end en gene?

5. Foreligger der kun individuel markedsføring, som opfylder

kriterierne for en »henvendelse« som omhandlet i bilag I, nr. 26),

første punktum, til direktiv 2005/29/EF, hvis en kunde kontaktes

ved hjælp af et medium, der normalt anvendes til individuel

kommunikation mellem en afsender og en modtager, eller er det

tilstrækkeligt, hvis

–

som det er tilfældet for den markedsføring,

der er genstanden for hovedsagen

–

en individuel relation

etableres ved, at reklamen vises i indbakken for en privat e-

mailkonto og dermed i et område, hvor kunden forventer

meddelelser, der er rettet individuelt til ham?

Regione Puglia

Skal Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/22/EF af 30.

maj 1994 fortolkes således, at det er til hinder for en national

lovgivning som den omhandlede, der på den ene side fastsætter, at

tildeling af en tilladelse til efterforskning af kulbrinter i et område

af en bestemt størrelse og i en bestemt periode

–

i den

foreliggende situation et område på 750 kvadratkilometer i seks år

–

udgør den optimale løsning, og på den anden side tillader, at

disse grænser kan overskrides ved, at en og samme aktør kan

meddeles flere efterforskningstilladelser i tilstødende områder,

forudsat at tildelingen er resultatet af adskilte administrative

procedurer?

Forbrugerombudsmanden

O-sag

24.06.21

C-110/20

Energistyrelsen

O-sag

24.06.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 586: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 4/6-21

C-123/20

Ferrari

1. Kan der som følge af en offentliggørelse af et helhedsbillede af

et produkt i henhold til artikel 11, stk. 1, og stk. 2, første

punktum, i forordning (EF) nr. 6/2002 opstå ikke-registrerede

EFdesignrettigheder til enkelte dele af produktet?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvilket

retligt kriterium skal der anvendes inden for rammerne af

vurderingen af den individuelle karakter i henhold til artikel 4, stk.

2, litra b), og artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 6/2002 ved

fastlæggelsen af helhedsindtrykket for så vidt angår en

komponent, der

–

som eksempelvis en del af et køretøjskarosseri

–

inkorporeres i et sammensat produkt? Kan der navnlig lægges

vægt på, om komponentens udseende, således som det opfattes af

en informeret bruger, ikke udviskes fuldstændig i det sammensatte

produkts udseende, men har en vis formmæssig selvstændighed

og enhed, som gør det muligt at identificere et æstetisk

helhedsindtryk, der er uafhængigt af den overordnede

udformning?

Aurubis

1. Er betingelserne i artikel 3, litra d), i Kommissionens afgørelse

2011/278/EU for gratistildeling af emissionskvoter opfyldt på

grundlag af en delinstallation med varmeemissionsværdi, når der i

et anlæg til produktion af nonferrometaller i henhold til bilag I til

direktiv 2003/87/EF i en flammesmelteovn til produktion af

primærkobber anvendes et svovlholdigt kobberkoncentrat og den

ikkemålelige varme, der er nødvendig til smeltning af

kobbermalmen i koncentratet, i det væsentlige genereres ved

oxidering af svovlet i koncentratet, idet kobberkoncentratet både

anvendes som råstofkilde og som brændbart materiale til

varmeproduktionen? 2. Såfremt det første spørgsmål besvares

bekræftende: Kan en ret til mertildeling af gratis emissionskvoter

for tredje handelsperiode efter udløbet af tredje handelsperiode

opfyldes med en ret til tildeling for fjerde handelsperiode, hvis

eksistensen af en sådan ret til tildeling først fastslås retsligt efter

udløbet af tredje handelsperiode, eller bortfalder en ret til

tildeling, som endnu ikke er opfyldt, med udløbet af tredje

handelsperiode?

Patent- og

Varemærkestyrelsen

O-sag

24.06.21

C-271/20

Klima-, Energi- og

Forsyningsministeriet

Energistyrelsen

O-sag

24.06.21