15. marts 2021
MIM 027
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til en gennemførelsesretsakt om at forlænge
godkendelserne for sulfuryl fluorid i produkttype 8 og 18, i henhold til
forordning 528/2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af
biocidholdige produkter (komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen foreslår en udskydelse af udløbsdato for godkendelserne af aktivstoffet sulfuryl
fluorid (produkttype 8 og 18) i henhold til forordning 528/2012 om biocidholdige produkter
(komitesag). Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det betyde, at stoffet fortsat må indgå som aktivstof i
træbeskyttelsesmidler samt i insekticider, acaricider og produkter til bekæmpelse af andre leddyr.
Der er ingen væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet eller det
offentlige. Der er på nuværende tidspunkt ingen godkendte biocidmidler indeholdende sulfuryl
fluorid i Danmark. Samlet set påvirker forslaget miljøbeskyttelsesniveauet neutralt, da stoffet er
godkendt i EU i dag. Forslaget har været drøftet i den stående komité for biocidholdige produkter
den 12. marts 2021 med forventet efterfølgende skriftlig afstemning. Regeringen finder, at det på
grund af forhold, der ikke kan tilskrives ansøgeren, er nødvendigt at udskyde godkendelsernes
udløbsdato for sulfuryl fluorid i træbeskyttelsesmidler samt i insekticider, acaricider og produkter til
bekæmpelse af andre leddyr i en periode, der er tilstrækkelig til at give mulighed for at vurdere
ansøgningen om en eventuel fornyelse. Regeringen agter på den baggrund at støtte Kommissionens
forslag om forlængelse af udløbsdatoen for godkendelserne af aktivstoffet i produkttype 8 og 18.
Baggrund
Kommissionen forventes at fremsætte forslag til beslutning om at udskyde godkendelsernes
udløbsdato for sulfuryl fluorid (produkttype 8 og 18) i en periode på 2,5 år, hvilket er tilstrækkeligt til
at kunne vurdere ansøgningen om fornyet godkendelse. En sådan udskydelse vil medføre, at
udløbsdatoerne for godkendelserne udskydes til 31. december 2023. Udløbsdatoen for godkendelsen i
produkttype 8 er tidligere forlænget med 2,5 år fra 31. december 2018.
Forslaget har hjemmel i artikel 82 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 om
tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter.
Forslaget behandles i en rådgivningsprocedure i den stående komité for biocidholdige produkter. Når
rådgivningsproceduren finder anvendelse, afgiver Komitéen udtalelse, om nødvendigt ved afstemning.
Hvis Komitéen stemmer, afgives udtalelsen med simpelt flertal blandt Komitéens medlemmer.
Kommissionen træffer afgørelse om det udkast til retsakt, der skal vedtages under størst mulig
hensynstagen til konklusionerne af Komitéens drøftelser og Komitéens udtalelse.
Forslaget har været drøftet i den stående komité for biocidholdige produkter den 12. marts 2021 med
forventet efterfølgende skriftlig afstemning.