EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 285: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/2-21

Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del Bilag 285
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

5. februar 2021

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-718/19

Titel og kort sagsresumé

Ordre des barreaux francophones et germanophone

e.a. (ophør af opholdsret)

Emne:

Udsendelse af unionsborgere

Spørgsmål:

1) Skal EU-retten, og nærmere bestemt artikel 20 og 21 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af

29. april 2004 om […] fortolkes således, at den er til

hinder

for en national lovgivning, der på unionsborgere og deres

familiemedlemmer anvender bestemmelser, der svarer til

de bestemmelser, der for så vidt angår

tredjelandsstatsborgere udgør gennemførelsen af artikel 7,

stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/115/EF af 16. december 2008 »om fælles standarder

og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold«, dvs.

bestemmelser, der gør det muligt at pålægge

unionsborgeren eller et medlem af dennes familie

forebyggende foranstaltninger for at undgå enhver risiko

for, at den pågældende vil forsvinde inden for den frist til

at forlade området, som er blevet fastsat for

vedkommende, efter at der er truffet en afgørelse om at

bringe opholdsretten til ophør af hensyn til den offentlige

orden, eller under forlængelsen af denne frist?

2) Skal EU-retten, og nærmere bestemt artikel 20 og 21 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af

29. april 2004

om […] fortolkes således, at den er til hinder

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Proces-

skridt

Dato

10.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 285: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/2-21

for en national lovgivning, der på unionsborgere og deres

familiemedlemmer, som ikke har efterkommet en

afgørelse, hvorved opholdsretten er blevet bragt til ophør

af hensyn til den offentlige orden eller offentlige sikkerhed,

anvender en bestemmelse, der er identisk med den

bestemmelse, som anvendes på tredjelandsstatsborgere, der

befinder sig i den samme situation, med hensyn til den

maksimale varighed af den periode, hvori der kan ske

frihedsberøvelse med henblik på udsendelse, dvs. otte

måneder?

C-719/19

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

(udsendelse)

Emne:

Retsvirkningerne af en udsendelsesafgørelse

Spørgsmål:

Skal artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlaments og Rådets

direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres

og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde

sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af

forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv

64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF,

75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF

og 93/96/EØF (EUT L 158, som berigtiget i EUT 2004 L

229 og EUT 2007 L 204) fortolkes således, at en i henhold

til denne artikel truffet afgørelse om udsendelse af en

unionsborger fra værtslandets område er blevet

gennemført og ikke længere har retsvirkninger, når

unionsborgeren påviseligt er udrejst fra værtstatens område

inden for den i afgørelsen fastsatte frist for frivillig udrejse?

Spørgsmål 2:

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, har denne

unionsborger ved en umiddelbar tilbagevenden til

værtslandet den i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2004/38/EF

omhandlede ret til ophold i indtil tre måneder, eller kan

værtslandet træffe en ny afgørelse om udsendelse for at

forhindre, at unionsborgeren hver gang kommer ind i

værtslandet for en kort periode? Spørgsmål 3:

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, skal

unionsborgeren i dette tilfælde da opholde sig uden for

værtslandets område i et bestemt tidsrum, og hvor langt er

dette tidsrum?

Kommissionen mod Sverige (appel af sag T-837/16)

Emne:

REACH-forordningen (blykromater/særlige problematiske

stoffer)

Påstande:

- upphäver den dom som meddelades av tribunalen (femte

avdelningen) den 7 mars 2019, och som delgavs

Europeiska kommissionen den 8 mars 2019, i mål T-

837/16, Konungariket Sverige mot Europeiska

kommissionen, ogillar talan i första instans samtförpliktar

Konungariket Sverige att ersätta rättegångskostnaderna,

eller, alternativt,

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

10.02.21

C-389/19

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljøministeriet

Ministeriet for

Fødevarer, Landbrug

og Fiskeri

Miljøstyrelsen

Dom

25.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 285: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/2-21

- återförvisar målet till tribunalen för förnyad prövning och

låter beslutet omrättegångskostnader för förfarandet i

första instans och för överklagandet anstå;

och

- beslutar att verkningarna av det omtvistade beslutet ska

bestå

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

T-585/18

Titel og kort sagsresumé

Sanli mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse af 31. juli 2018 annulleres.

—

Sagsøgerens navn fjernes fra listen omhandlet i

forordning (EF) nr. 2580/2001.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Șanli

mod Rådet:

Påstande:

—Rådets

gennemførelsesforordning (EU)

2019/24 af 8. januar 2019 og Rådets afgørelse (FUSP)

2019/25 af 8. januar 2019 annulleres.

—Rådet

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

M.V. e.a.

1) Er en fortolkning af de nationale retsforskrifter, som

gennemfører rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset

ansættelse indgået den 18. marts 1999, der er indeholdt i

bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om

rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er

indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT [1999,] L 175, s.

43), hvorefter definitionen»flere på hinanden følgende«

tidsbegrænsede ansættelseskontrakter som omhandlet i

rammenaftalens § 1 og § 5, stk. 2, udelukker en automatisk

forlængelse af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter

inden for regional renovation i medfør af en udtrykkelig

retsforskrift i national ret, såsom artikel 167 i lov nr.

4099/2012, med den begrundelse, at den ikke udgør en

skriftlig aftale om ny tidsbegrænset ansættelse, men en

forlængelse af en allerede eksisterende ansættelseskontrakt, i

strid med formålet og den effektive virkning af

rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse?

2) Såfremt lovgivningen og en praksis inden for ansættelse

af arbejdstagere i den regionale renovation er i strid med

bestemmelserne om misbrug, der fastsatte en harmonisering

af national lovgivning med rammeaftalens § 5, stk. 1, som

følge af anvendelsen af flere på hinanden følgende

tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, omfatter en national

retsinstans’ forpligtelse til at fortolke national ret i

overensstemmelse med EU-retten da også anvendelsen af

en national lovbestemmelse såsom artikel 8, stk. 3, i lov nr.

2112/1920 som en allerede eksisterende og stadigt

gældende tilsvarende retsregel som omhandlet i

rammeaftalens § 5, stk. 1, der ville muliggøre den korrekte

retlige kvalificering af flere på hinanden følgende

tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som anvendtes til

Interessent

Udenrigsministeriet

Processkri

Dom

Dato

10.02.21

T-157/19

Udenrigsministeriet

Dom

10.02.21

C-760/18

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

11.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 285: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/2-21

C-407/19

og C-

471/19

dækning af regionale myndigheders faste og varige behov

inden for renovation, som tidsubegrænsede

ansættelseskontrakter?

3) Såfremt andet spørgsmål besvares bekræftende, udgør en

forfatningsmæssig bestemmelse såsom artikel 103, stk. 7 og

8, i den græske forfatning, som ændret i 2001, der

fuldstændig forbyder omdannelsen af tidsbegrænsede

ansættelseskontrakter, der er indgået, mens nævnte

bestemmelse var gældende, til tidsubegrænsede

ansættelseskontrakter inden for den offentlige sektor, da en

uforholdsmæssig begrænsning forpligtelsen til at fortolke

national ret i overensstemmelse med EU-retten, således at

det ikke er muligt at anvende en allerede eksisterende og

stadigt gældende tilsvarende retsregel som omhandlet i

rammeaftalens § 5, stk. 1, såsom artikel 8, stk. 3, i lov nr.

2112/1920, og der dermed ikke gives mulighed for under

en retssag ved en korrekt retlig kvalificering af retsforholdet

at anse flere på hinanden følgende tidsbegrænsede

ansættelseskontrakter, som anvendtes til dækning af

regionale myndigheders faste og varige behov inden for

renovation, for tidsubegrænsede ansættelseskontrakter, selv

om de dækker faste og varige behov?

Katoen Natie Bulk Terminals et General Services

Antwerp m.fl.

Sag C-471/19 vedrører:

1. Skal artikel 49 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, eventuelt sammenholdt med artikel 56

TEUF, med artikel 15 og 16 i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder og med

lighedsprincippet fortolkes således, at den er til hinder for

en national ordning, hvorefter personer eller virksomheder,

der på et belgisk havneområde ønsker at udføre

havnearbejde som omhandlet i lov af 8. juni 1972 om

havnearbejde

–herunder

aktiviteter, der ikke vedrører

lastning og losning af skibe i egentlig forstand

–

er forpligtet

til kun at benytte sig af anerkendte havnearbejdere?

2. Kan Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstolen), såfremt

det første spørgsmål besvares bekræftende, foreløbigt

opretholde retsvirkningerne af de i sagen omhandlede

artikler 1 og 2 i loven af 8. juni 1972 om havnearbejde for at

undgå retsusikkerhed og sociale spændinger og sætte

lovgiver i stand til at bringe dem i overensstemmelse med

de forpligtelser, der følger af EU-retten?

Sag C-407/19 vedrører (uddrag):

1. Skal artikel 49 TEUF, 56 TEUF, 45 TEUF, 34 TEUF, 35

TEUF, 101 TEUF eller 102 TEUF, eventuelt sammenholdt

med artikel 106, stk. 1, TEUF fortolkes således, at de er til

hinder for ordningen i henhold til artikel 1 i kongelige

bekendtgørelse af 5. juli 2004 »om anerkendelse af

havnearbejdere på de havneområder, der omfattes af

anvendelsesområdet for lov af 13. juli 2016 om

havnearbejde«, jf. artikel 2 i den nævnte bekendtgørelse af 5.

juli 2004, nemlig den ordning, at havnearbejdere som

omhandlet i artikel 1, § 1, stk. 1, i den kongelige

bekendtgørelse af 5. juli 2004, idet de anerkendes af den

administrative kommission, der er paritetisk sammensat,

dels af medlemmer udpeget af de arbejdsgiverforeninger,

der er repræsenteret i det pågældende paritetiske

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

11.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 285: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/2-21

C-487/19

underudvalg, dels af medlemmer udpeget af de

arbejdstagerorganisationer, der er repræsenteret i det

paritetiske underudvalg, bliver optaget i eller afvist fra

poolen af havnearbejdere, hvorved der ved anerkendelsen

med henblik på optagelsen tages hensyn til behovet for

arbejdskraft, når det samtidigt tages i betragtning, at der

ikke er fastsat nogen frist, inden for hvilken den

administrative kommission skal træffe afgørelse, og at det

kun er muligt at anfægte den administrative kommissions

anerkendelser ved at anlægge retssag?

[...]

7. Skal artikel 49 TEUF, 56 TEUF, 45 TEUF, 34 TEUF, 35

TEUF, 101 TEUF eller 102 TEUF, eventuelt sammenholdt

med artikel 106, stk. 1, TEUF fortolkes således, at de er til

hinder for den ordning, der blev indført ved artikel 1, § 3, i

kongelig bekendtgørelse af 5. juli 2016 som affattet ved

artikel 1, nr. 2, i kongelig bekendtgørelse af 10. juli 2016,

nemlig den ordning, hvorefter (logistiske) arbejdstagere, der

udfører arbejde som omhandlet i artikel 1 i kongelig

bekendtgørelse af 12. januar 1973 »om oprettelse af og

fastsættelse af betegnelse af det paritetiske udvalg for

havnedriften og dennes kompetence« på områder, hvor

gods med henblik på forberedelse af videredistribution eller

forsendelseundergår en forandring, der indirekte fører til en

konstaterbar merværdi, skal råde over et

sikkerhedscertifikat, hvorved dette sikkerhedscertifikat

gælder som anerkendelse som omhandlet i loven af 8. juni

1972 »om havnearbejde«, idet der tages hensyn til, at

ansøgning om certifikatet skal indgives af en arbejdsgiver,

der har indgået en arbejdsaftale med en arbejdstager om

udførelse af sådant arbejde, at udstedelsen af certifikatet

sker mod forevisning af arbejdsaftalen og et identitetskort,

og at de nærmere regler om den procedure, der skal følges,

er fastsat ved kollektiv arbejdsoverenskomst, uden at

lovgiver på dette punkt skaber klarhed?

W.Ż (Polen)

Skal artikel 2, artikel 6, stk. 1 og 3, samt artikel 19, stk. 1,

andet afsnit [TEU] sammenholdt med artikel 47 [i chartret

om grundlæggende rettigheder] samt artikel 267 [TEUF]

fortolkes således, at en ret, som er beklædt med

enenedommer, der er blevet udnævnt til dommer i åbenlys

modstrid med medlemsstatens retsforskrifter vedrørende

udnævnelse af dommere

–

navnlig eftersom den

pågældende person blev udnævnt til dommer, selv om der

forud var blevet anlagt søgsmål til prøvelse af afgørelsen

truffet af det nationale organ (Krajowa Rada Sądownictwa,

domstolsrådet), der indeholdt forslaget om at udnævne den

pågældende person til dommer, ved den kompetente

nationale ret (Naczelny Sąd Administracyjny, øverste

domstol i forvaltningsretlige sager, Polen), fuldbyrdelsen af

denne afgørelse var blevet udsat i overensstemmelse med

den nationale lovgivning og sagen ved den kompetente

nationale

ret [Naczelny Sąd Administracyjny (øverste

domstol i forvaltningsretlige sager)] endnu ikke var afsluttet,

da udnævnelsesdokumentet blev udleveret

–

ikke er en

uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet

ved lov, i EU-rettens forstand?

Udenrigsministeriet

11.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 285: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/2-21

C-508/19

Prokurator Generalny

1. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2, artikel 4, stk.

3, og artikel 6, stk. 3, TEU sammenholdt med artikel 47 i

chartret om grundlæggende rettigheder samt artikel 267, stk.

3, TEUF fortolkes således, at en domstol i sidste instans i

en medlemsstat i en sag vedrørende en påstand om at det

fastslås, at et tjenesteforhold ikke består, kan bestemme, at

en person, som er blevet meddelt en afgørelse om

udnævnelse til et dommerembede, der er vedtaget på

grundlag af bestemmelser, som er i strid med princippet om

effektiv retsbeskyttelse, eller på en måde, som ikke er i

overensstemmelse med dette princip, ikke skal anses for at

være dommer, når den pågældende domstol forsætligt er

blevet forhindret i at prøve dette spørgsmål forud for

meddelelsen af denne afgørelse?

2. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2 og artikel 4,

stk. 3, TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder sammenholdt med artikel 267 TEUF fortolkes

således, at princippet om effektiv retsbeskyttelse

tilsidesættes, når en afgørelse om udnævnelse til et

dommerembede meddeles, efter at en national ret har

forelagt et spørgsmål til præjudiciel afgørelse vedrørende

EU-rettens fortolkning, hvis besvarelse er afgørende for,

om de nationale bestemmelser, som har gjort det muligt at

vedtage denne afgørelse, kan anses for forenelige med EU-

retten?

3. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2, artikel 4, stk.

3, og artikel 6, stk. 3, TEU samt artikel 47 i chartret om

grundlæggende rettigheder fortolkes således, at princippet

om effektiv retsbeskyttelse tilsidesættes derved, at retten til

domstolsprøvelse ikke er sikret, når afgørelsen om

udnævnelse til et dommerembede ved en domstol i en

medlemsstat er blevet meddelt på grundlag af en

udnævnelsesprocedure, som er blevet gennemført under

tilsidesættelse af denne medlemsstats retsforskrifter?

4. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2 og artikel 4,

stk. 3, TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder sammenholdt med artikel 267, stk. 3, TEUF

fortolkes således, at princippet om effektiv retsbeskyttelse

tilsidesættes derved, at den nationale lovgiver har oprettet

en organisatorisk enhed inden for medlemsstatens domstol i

sidste instans, som ikke er en ret i EU-rettens forstand?

5. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2 og artikel 4,

stk. 3, TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder sammenholdt med artikel 267, stk. 3, TEUF

fortolkes således, at beslutningen om, hvorvidt en person,

der har fået meddelt en afgørelse om udnævnelse til et

dommerembede ved en medlemsstats domstol i sidste

instans, står i et tjenesteforhold som dommer og har status

af dommer, ikke kan træffes af en organisatorisk enhed, der

er kompetent efter national ret, hvilken enhed den

pågældende person er udnævnt til, og som udelukkende

består af personer, hvis udnævnelsesafgørelser er behæftet

med de i spørgsmål to til fire nævnte fejl, og som derfor

ikke udgør en ret i EU-rettens forstand, men skal træffes af

en anden organisatorisk enhed ved denne domstol, som

opfylder EU-rettens krav til en ret?

Udenrigsministeriet

11.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 285: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/2-21

C-535/19

C-579/19

1) Er offentlige sundhedsydelser omfattet af begrebet

»ydelser ved sygdom« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra

a), i forordning nr. 883/2004?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, kan

medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 4 i

forordning nr. 883/2004 og artikel 24 i direktiv 2004/38

–

med henblik på at undgå et uforholdsmæssigt stort antal

ansøgninger om sociale ydelser, der er fastlagt for at sikre

adgang til sundhedsydelser

–

da nægte unionsborgere, der

på det pågældende tidspunkt ikke har status som

arbejdstager, disse ydelser, som tildeles medlemsstaternes

statsborgere og familiemedlemmerne til en unionsborger,

som har status som arbejdstager, der befinder sig i samme

situation?

3) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, kan

medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 18 og

artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde og artikel 24 i direktiv 2004/38

–

med

henblik på at undgå et uforholdsmæssigt stort antal

ansøgninger om sociale ydelser, der er fastlagt for at sikre

adgang til sundhedsydelser

–

da nægte unionsborgere, der

på det pågældende tidspunkt ikke har status som

arbejdstager, disse ydelser, som tildeles medlemsstaternes

statsborgere og familiemedlemmerne til en unionsborger,

som har status som arbejdstager, der befinder sig i samme

situation?

4) Er en situation, hvor en unionsborger, som udøver sin

ret til fri bevægelighed, nægtes retten til at modtage

offentlige sundhedsydelser, der finansieres af staten, i alle de

berørte medlemsstater i hovedsagen, i overensstemmelse

med artikel 11, stk. 3, litra e), i forordning nr. 883/2004?

5) Er en situation, hvor en unionsborger, som udøver sin

ret til fri bevægelighed, nægtes retten til at modtage

offentlige sundhedsydelser, der finansieres af staten, i alle de

berørte medlemsstater i hovedsagen, i overensstemmelse

med artikel 18, artikel 20, stk. 1, og artikel 21 i traktaten om

Den Europæiske Unions funktionsmåde?

6) Skal den omstændighed, at et ophold er lovligt som

omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38,

fortolkes således, at den giver en person ret til adgang til

den sociale sikringsordning, og således, at den kan udgøre

en grund til at udelukke den pågældende fra den sociale

sikringsordning? Skal det i hovedsagen navnlig fastslås, at

den omstændighed, at ansøgeren har en fuld

sygeforsikringsdækning, som er en af betingelserne for et

lovligt ophold i henhold til direktiv 2004/38, kan ligge til

grund for et afslag på at optage den pågældende i det

sundhedssystem, der finansieres af staten?

1. Er forordning (EF) nr. 854 og 882 til hinder for en

procedure, hvorved en fredsdommer i henhold til section 9

i Food Safety Act 1990 (lov om fødevaresikkerhed af 1990)

og på baggrund af vidneforklaringer fra sagkyndige, der af

hver af sagens parter er begæret hørt, træffer afgørelse

vedrørende realiteten om, hvorvidt en slagtekrop ikke

opfylder kravene til fødevaresikkerheden?

2. Hjemler forordning (EF) nr. 882 en klageadgang i

forbindelse med en embedsdyrlæges afgørelse i henhold til

Beskæftigelses-

ministeriet

11.02.21

Miljøministeriet

Ministeriet for

Fødevarer, Landbrug

og Fiskeri

11.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 285: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/2-21

C-901/19

C-77/20

C-800/19

artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 854, hvorved en

slagtekrops kød findes uegnet til konsum, og hvordan skal

man i bekræftende fald foretage efterprøvelsen af det

materielle grundlag for embedsdyrlægens afgørelse, hvis der

indgives en klage i sagen?

CF et DN

1. Er artikel 15, litra c), og artikel 2, litra f), i direktiv

2011/95/EU til hinder for en fortolkning og anvendelse af

en bestemmelse i national ret, hvorefter en alvorlig og

individuel trussel mod en civilpersons liv eller fysiske

integritet som følge af vilkårlig vold i forbindelse med

væbnet konflikt (i den forstand, at en civilperson alene som

følge af sin tilstedeværelse i det berørte område vil løbe en

reel risiko for at være udsat for en sådan trussel) i de

tilfælde, hvor truslen ikke er specifikt rettet mod denne

person på grund af specielle omstændigheder ved den

pågældendes situation, kun kan foreligge, såfremt der

allerede er konstateret et minimum af civile ofre (døde og

sårede)?

2. Såfremt første spørgsmål besvares bekræftende: Skal

vurderingen af, om der vil indtræde en trussel i denne

forstand, foretages på grundlag af en helhedsbetragtning af

alle sagens omstændigheder? I benægtende fald: Hvilke

andre EU-retlige krav stilles der til denne vurdering?

K. M.

Er en bestemmelse i national lovgivning om, at der efter

tiltale og domfældelse ud over idømmelse af en bøde

obligatorisk skal ske beslaglæggelse af alle fisk og alle

fiskeredskaber, der findes om bord på den båd, som

overtrædelsen vedrører, inden for rammerne af

gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik og af

bestemmelserne i artikel 32 i Rådets forordning (EF) nr.

850/1998 og inden for rammerne af en strafferetlig

forfølgning, der er iværksat med henblik på håndhævelse af

bestemmelserne heri, forenelig med bestemmelserne i

Rådets forordning (EF) 1224/2009 og navnlig

forordningens artikel 89 og 90 og med

proportionalitetsprincippet i Den Europæiske Unions

traktater og artikel 49, stk. 3, i chartret om grundlæggende

rettigheder?

Mittelbayerischer Verlag

1. Skal artikel 7, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om

retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse

af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

(EUT 2012, L 351, s. 1) fortolkes således, at et kriterium for

retternes kompetence, som er baseret på centrum for

sagsøgerens interesse, finder anvendelse i en sag anlagt af en

fysisk person til beskyttelse af vedkommendes personlige

rettigheder, når den publikation på internettet, som hævdes

at udgøre en krænkelse af disse rettigheder, ikke indeholder

oplysninger, der direkte eller indirekte vedrører den

pågældende fysiske person, men indeholder oplysninger

eller angivelser, der antyder en kritisabel adfærd udvist af et

fællesskab, som vedkommende indgår i (under de konkrete

omstændigheder i denne sag: den nation, han tilhører), og

som sagsøgeren anser for at udgøre en krænkelse af hans

personlige rettigheder?

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

11.02.21

Justitsministeriet

Miljøministeriet

Ministeriet for

Fødevarer, Landbrug

og Fiskeri

Dom

11.02.21

Erhvervsstyrelsen

23.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 285: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/2-21

C-923/19

C-673/19

2. I en sag om beskyttelse af økonomiske og ikke-

økonomiske rettigheder mod krænkelser på internettet, er

det ved vurderingen af de kompetenceregler, der er

omhandlet i artikel 7, nr. 2), i forordning ([…]

nr.1215/2012 […]), dvs. ved bedømmelsen af, om den

nationale ret er retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er

foregået eller vil kunne foregå, nødvendigt at tage hensyn til

forhold som:

–

den modtagerkreds, som webstedet, hvorpå krænkelsen er

sket, henvender sig til,

–

det sprog, som det pågældende websted og den

omtvistede publikation er affattet på,

–

perioden, hvor den omtvistede publikation på internettet

var tilgængelig for offentligheden,

–

individuelle omstændigheder i forhold til sagsøgeren,

såsom hans liv under krigen og hans sociale aktiviteter, der

er blevet påberåbt i den foreliggende sag som begrundelse

for sagsøgerens særlige ret til ad rettens vej at modsætte sig

udbredelsen af påstande rettet mod det fællesskab, som

sagsøgeren er medlem af?

Van Ameyde España

Er artikel 3, sidste afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om

ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med

forsikringspligtens overholdelse, sammenholdt med det

nævnte direktivs artikel 1, til hinder for en fortolkning af en

national bestemmelse (artikel 5, stk. 2, i lov om

erstatningsansvar og forsikring for motorkøretøjer), ifølge

hvilken skade på en sættevogn, i tilfælde som det i

hovedsagen foreliggende, anses for at være undtaget fra

dækningen af en lovpligtig forsikring for motorforvognen

eller det trækkende køretøj, fordi sættevognen sidestilles

med de ting, der bliver transporteret i motorforvognen eller

det trækkende køretøj, eller endog fordi sættevognen, for så

vidt angår tingsskade, anses for at udgøre et enkelt køretøj

sammen med motorforvognen eller det trækkende køretøj?

M e.a.

Er Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF

af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i

medlemsstaterne for tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L

348), særligt artikel 3, 4, 6 og 15, til hinder for, at en

udlænding, der har international beskyttelse i en anden EU-

medlemsstat, i henhold til national lovgivning underkastes

frihedsberøvelse, såfremt frihedsberøvelsen sker med

henblik på udsendelse til den anden medlemsstat, og

såfremt der først blev udstedt et påbud om at udrejse til

denne medlemsstat, men der efterfølgende ikke er truffet

nogen afgørelse om tilbagesendelse?

Transport- og

Boligministeriet

23.02.21

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Dom

24.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 285: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/2-21

C-821/19

C-940/19

Europa-Kommissionen mod Ungarn

Påstande: a) Det fastslås, at

—Ungarn

har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel

33, stk. 2, i direktiv 2013/32/EU, idet det har indført en ny

afvisningsgrund for så vidt angår asylansøgninger, ud over

de afvisningsgrunde, der udtrykkeligt er fastsat i nævnte

direktiv

—Ungarn

har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel

8, stk. 2, artikel 12, stk. 1, litra c), og artikel 22, stk. 1, i

direktiv 2013/32/EU samt artikel 10, stk. 4, i direktiv

2013/33/EU, idet det har vedtaget foranstaltninger,

hvorefter det anses for strafbart at udøve enhver organiseret

aktivitet med henblik på at muliggøre iværksættelse af en

asylprocedure for personer, der ikke opfylder de kriterier,

som er fastsat i national ret på asylområdet, og som

foreskriver vedtagelse af restriktive foranstaltninger over for

personer, der tiltales eller dømmes for et sådant strafbart

forhold.

b) Ungarn tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Les Chirurgiens-Dentistes de France e.a.

Udelukker artikel 4f, stk. 6, i direktiv 2005/36/EF af 7.

september 2005, at en medlemsstat indfører mulighed for

en delvis adgang til et af de erhverv, som er omfattet af

mekanismen for automatisk anerkendelse af

erhvervsmæssige kvalifikationer i bestemmelserne i samme

direktivs kapitel III i afsnit III?

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

24.02.21

Miljøministeriet

Ministeriet for

Fødevarer, Landbrug

og Fiskeri

Uddannelses- og

Forskningsministeriet

Dom

24.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 285: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/2-21

C-341/19

C-458/19

MH Müller Handel

1. Kan en fastslået indirekte ulige behandling på grund af

religion som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv

2000/78/EF, baseret på en intern regel i en privat

virksomhed kun være hensigtsmæssig, hvis der ifølge denne

regel er forbud mod at bære enhver form for synlige

symboler af religiøs, politisk og anden ideologisk karakter,

og ikke kun mod at bære iøjnefaldende fladedækkende

symboler?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:

a) Skal artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78/EF

fortolkes således, at rettighederne i artikel 10 i [Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

(chartret)] og artikel 9 i [Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention (EMRK)] skal tages i

betragtning ved undersøgelsen af, om en fastslået indirekte

ulige behandling på grund af religion, baseret på en intern

regel i en privat virksomhed, er hensigtsmæssig, når den

indeholder et forbud mod at bære iøjnefaldende

fladedækkende symboler af religiøs, politisk og anden

ideologisk karakter?

b) Skal artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78/EF

fortolkes således, at der kan tages hensyn til nationale regler

med forfatningsrang, som beskytter religionsfriheden, som

værende gunstigere bestemmelser som omhandlet i artikel

8, stk. 1, i direktiv 2000/78/EF ved undersøgelsen af, om

en fastslået indirekte ulige behandling på grund af religion,

baseret på en intern regel i en privat virksomhed, er

hensigtsmæssig, når den indeholder et forbud mod at bære

iøjnefaldende fladedækkende symboler af religiøs, politisk

og anden ideologisk karakter?

3. Såfremt det andet spørgsmål, litra a) og litra b) besvares

benægtende:

Skal nationale regler med forfatningsrang, som beskytter

religionsfriheden, ved undersøgelsen af en instruks baseret

på en intern regel i en privat virksomhed, og som

indeholder et forbud mod at bære iøjnefaldende

fladedækkende symboler af religiøs, politisk og anden

ideologisk karakter, ikke finde anvendelse på grund af den

primære EU-ret, selv om den primære EU-ret, som f.eks.

chartrets artikel 16, anerkender national lovgivning og

praksis?

ClientEarth mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—Rettens

dom i sag T-108/17 ophæves.

—Sagen

hjemvises til Retten med henblik på fornyet

behandling, eller subsidiært:

—Rettens

dom i sag T-108/17 ophæves og

—Appellen

fremmes til realitetsbehandling og appellanten

gives medhold og følgelig annulleres den omtvistede

afgørelse, og under alle omstændigheder:

—Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne,

herunder de af intervenienterne afholdte omkostninger, i

sagen i første instans og i appelsagen.

Justitsministeriet

Miljøministeriet

Ministeriet for

Fødevarer, Landbrug

og Fiskeri

25.02.21

Miljøministeriet

Ministeriet for

Fødevarer, Landbrug

og Fiskeri

25.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 285: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/2-21

C-561/19

C-658/19

Consorzio Italian Management e Catania Multiservizi

et Catania Multiservizi

1) Er en national ret, hvis afgørelse ikke kan appelleres,

efter artikel 267 TEUF i princippet forpligtet til at foretage

en præjudiciel forelæggelse af et spørgsmål vedrørende

fortolkningen af EU-retten også i tilfælde, hvor en af sagens

parter fremsætter et sådant spørgsmål efter indlevering af

stævningen, eller efter at sagen er blevet voteret første gang,

eller efter at der er blevet foretaget en første præjudiciel

forelæggelse for Den Europæiske Unions Domstol?

2) Er artikel 115, 206 og 217 i lovdekret nr. 163/2006, som

fortolket i administrativ retspraksis, der udelukker

prisrevision i kontrakter vedrørende de såkaldte specielle

sektorer, i særdeleshed i kontrakter med anden genstand

end den, hvortil direktiv 2004/17 henviser, men som har en

instrumentel tilknytning til disse, i betragtning af det

ovenfor anførte i overensstemmelse med EU-retten (bl.a.

artikel 4 TEUF, stk. 2, 9 TEUF, 101 TEUF, stk. 1, litra e),

106 TEUF, 151 TEUF

–

den europæiske socialpagt

undertegnet i Torino den 18. oktober 1961 og

fællesskabspagten af 1989 om arbejdstagernes

grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale

rettigheder, som omhandlet heri

–

152 TEUF, 153 TEUF,

156 TEUF, artikel 2 TEU og 3 TEU samt artikel 28 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder)?

3) Er artikel 115, 206 og 217 i lovdekret nr. 163/2006, som

fortolket i administrativ retspraksis, der udelukker

prisrevision i kontrakter vedrørende de såkaldte specielle

sektorer, i særdeleshed i kontrakter med anden genstand

end den, hvortil direktiv 2004/17 henviser, men som har en

instrumentel tilknytning til disse, i betragtning af det

ovenfor anførte i overensstemmelse med EU-retten (bl.a.

artikel 28 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder, princippet om ligebehandling i

artikel 26 TEUF og 34 TEUF samt princippet om den frie

erhvervsudøvelse, som tillige er anerkendt i artikel 16 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder)?

Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien

Påstande:

—Det

fastslås, at Kongeriget Spanien har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 63, stk. 1, i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af

27. april 2016 om [beskyttelse af fysiske personer i

forbindelse med] kompetente myndigheders behandling af

personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske,

afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde

strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne

oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse

2008/977/RIA, idet det ikke inden den 6. maj 2018 har

vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er

nødvendige for at efterkomme dette direktiv, eller under

alle omstændigheder ikke har meddelt Kommissionen

sådanne bestemmelser.

—Kongeriget

Spanien pålægges i henhold til artikel 260,

stk. 3, TEUF at betale en daglig tvangsbøde på 89 548,20

EUR med virkning fra datoen for afsigelse af den dom,

hvorved det fastslås, at forpligtelsen til at vedtage eller

under alle omstændigheder meddele Kommissionen de

Miljøministeriet

Ministeriet for

Fødevarer, Landbrug

og Fiskeri

25.02.21

Miljøministeriet

Ministeriet for

Fødevarer, Landbrug

og Fiskeri

Dom

25.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 285: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/2-21

bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktiv

(EU) 2016/680, er blevet tilsidesat, hvilket beløb indbetales

på en af Kommissionen angivet konto.

—Kongeriget

Spanien pålægges i henhold til artikel 260,

stk. 3, TEUF at betale et fast beløb i form af et dagligt

beløb på 21 321,00EUR ganget med antallet af dage,

tilsidesættelsen vedvarer, forudsat at dette beløb overstiger

det faste minimumsbeløb på 5 290 000 EUR, idet beløbet

indbetales på en af Kommissionen angivet konto.

—Kongeriget

Spanien tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

C-12/20

DB Netz

1. Skal forordning nr. 913/2010, særligt for så vidt angår de

opgaver, som med denne forordnings artikel 13, stk. 1,

artikel 14, stk. 9, og artikel 18, litra c), er henlagt til

ledelsesudvalget for en godstogskorridor, fortolkes således,

at ledelsesudvalget for en godstogskorridor er bemyndiget

til selv at fastsætte proceduren for indgivelse af ansøgning

til den i forordningens artikel 13, stk. 1, omtalte one-stop-

shop om tildeling af infrastrukturkapacitet og

–

som i det

aktuelle tilfælde

–

i denne forbindelse kræve, at der skal

benyttes et elektronisk bookingsystem, eller er den

pågældende procedure omfattet af de generelle

bestemmelser i artikel 27, stk. 1 og 2, sammenholdt med

pkt. 3, litra a), i bilag IV til direktiv 2012/34/EU, således at

dette alene kan reguleres af de af en godstogskorridor

berørte infrastrukturforvaltere i deres respektive

netvejledninger?

2. Såfremt det første spørgsmål skal besvares med, at

regulering af den i pkt. 1 omtalte procedure alene skal

fremgå af den netvejledning, der udstedes af

infrastrukturforvaltere, som er berørt af en

godstogskorridor, skal et nationalt tilsynsorgans

undersøgelse af netvejledningen da foretages i medfør af

artikel 20 i forordning nr. 913/2010 eller udelukkende i

medfør af bestemmelserne i direktiv 2012/34/EU og de

med henblik på gennemførelse heraf udstedte nationale

retsforskrifter?

a) Kan det, såfremt en undersøgelse skal finde sted i medfør

af artikel 20 i forordning nr. 913/2010, anses for foreneligt

med bestemmelserne i denne artikel, at et nationalt

tilsynsorgan klager over en regulering i netvejledningen som

den i pkt. 1 omtalte uden herved at inddrage og nå til

enighed med tilsynsorganerne i de øvrige stater, som er

berørt af den pågældende godstogskorridor, eller uden i det

mindste først at høre disse med henblik på en fælles tilgang

til sagen?

b) Såfremt undersøgelsen skal finde sted i medfør af

bestemmelserne i direktiv 2012/34/EU og de med henblik

på gennemførelse heraf udstedte nationale retsforskrifter,

kan det da anses for foreneligt hermed

–

og særligt med den

i artikel 57, stk. 1, andet punktum, i dette direktiv fastlagte

generelle samordningspligt

–

at et nationalt tilsynsorgan

klager over en sådan regulering uden herved at inddrage og

nå til enighed med tilsynsorganerne i de øvrige stater, som

er berørt af den pågældende godstogskorridor, eller uden i

det mindste først at høre disse med henblik på en fælles

tilgang til sagen?

Transport- og

Boligministeriet

25.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 285: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 5/2-21

3. Såfremt det første spørgsmål skal besvares med, at

ledelsesudvalget for en godstogskorridor har kompetence til

selv at fastlægge den i pkt. 1 omtalte procedure, har et

nationalt tilsynsorgan da i medfør af artikel 20 i forordning

nr. 913/2010 eller i medfør af bestemmelserne i direktiv

2012/34/EU og de med henblik på gennemførelse heraf

udstedte nationale retsforskrifter ret til at undersøge en

infrastrukturforvalters netvejledning for mere end

vejledningens indholdsmæssige overensstemmelse med den

af ledelsesudvalget fastlagte procedure og til i givet fald at

klage over samme, når en infrastrukturforvalters

netvejledning indeholder regler om den nævnte procedure?

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, hvad er da

svaret på de under pkt. 2, litra a) og

b), anførte spørgsmål vedrørende denne kompetence for

tilsynsorganet?

4. Såfremt det

–

jf. de foregående spørgsmål

–

tilkommer de

nationale tilsynsorganer at undersøge den i pkt. 1 nævnte

procedure, skal artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 913/2010

da fortolkes således, at de efter denne bestemmelse af

bestyrelsen definerede rammer skal betragtes som EU-ret,

der gælder for de nationale tilsynsorganer og de nationale

domstole, som har forrang for national ret, og som skal

fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens seneste

bindende fortolkning?

5. Såfremt svaret på det fjerde spørgsmål er bekræftende, er

den forskrift, der er fastsat i medfør af artikel 14, stk. 1, i

forordning nr. 913/2010 af bestyrelserne i samtlige

godstogskorridorer, jf. de pågældende rammers artikel 8,

stk. 2, hvorefter korridorkapacitet skal offentliggøres og

tildeles via et internationalt ansøgningssystem, der så vidt

muligt er samordnet med de andre godstogskorridorer, da i

modstrid med en af en national myndighed truffet afgørelse,

hvorved der udstedes retningslinjer for den måde, hvorpå

en infrastrukturforvalter, der er berørt af en

godstogskorridor, i sin netvejledning skal udforme dette

ansøgningssystem, som ikke er samordnet med de øvrige

berørte staters nationale tilsynsorganer for

godstogskorridorerne?