EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 248: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/1-21

Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del Bilag 248
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

22. januar 2021

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-361/19

Titel og kort sagsresumé

De Ruiter vof

Emne:

Manglende overholdelse af krydsoverensstemmelseskrav.

Spørgsmål:

Er artikel 99, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om

finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles

landbrugspolitik og artikel 73, stk. 4, litra a), i

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr.

809/2014 af 17. juli 2014 om gennemførelsesbestemmelser

til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings-

og kontrolsystem, foranstaltninger til udvikling af

landdistrikterne og krydsoverensstemmelse gyldige, for så

vidt som det herved bestemmes, at det er året for

konstateringen, der er afgørende ved fastlæggelsen af det

år, for hvilket krydsoverensstemmelsesnedsættelsen skal

beregnes, i en situation, hvor året for den manglende

overholdelse af krydsoverensstemmelsesreglerne ikke er

det samme som året for konstateringen heraf?

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Ministeriet for

Fødevarer, Landbrug

og Fiskeri

(Repræsenteret ved

Kammeradvokaten)

Landbrugsstyrelsen

Proces-

skridt

Dom

Dato

27.01.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 248: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/1-21

C-718/19

Ordre des barreaux francophones et germanophone

e.a. (ophør af opholdsret)

Emne:

Udsendelse af unionsborgere

Spørgsmål:

1) Skal EU-retten, og nærmere bestemt artikel 20 og 21 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af

29. april 2004 om […] fortolkes således, at den er til hinder

for en national lovgivning, der på unionsborgere og deres

familiemedlemmer anvender bestemmelser, der svarer til

de bestemmelser, der for så vidt angår

tredjelandsstatsborgere udgør gennemførelsen af artikel 7,

stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/115/EF af 16. december 2008 »om fælles standarder

og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold«, dvs.

bestemmelser, der gør det muligt at pålægge

unionsborgeren eller et medlem af dennes familie

forebyggende foranstaltninger for at undgå enhver risiko

for, at den pågældende vil forsvinde inden for den frist til

at forlade området, som er blevet fastsat for

vedkommende, efter at der er truffet en afgørelse om at

bringe opholdsretten til ophør af hensyn til den offentlige

orden, eller under forlængelsen af denne frist?

2) Skal EU-retten, og nærmere bestemt artikel 20 og 21 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af

29. april 2004 om […] fortolkes således, at den er

til hinder

for en national lovgivning, der på unionsborgere og deres

familiemedlemmer, som ikke har efterkommet en

afgørelse, hvorved opholdsretten er blevet bragt til ophør

af hensyn til den offentlige orden eller offentlige sikkerhed,

anvender en bestemmelse, der er identisk med den

bestemmelse, som anvendes på tredjelandsstatsborgere, der

befinder sig i den samme situation, med hensyn til den

maksimale varighed af den periode, hvori der kan ske

frihedsberøvelse med henblik på udsendelse, dvs. otte

måneder?

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

(udsendelse)

Emne:

Retsvirkningerne af en udsendelsesafgørelse

Spørgsmål:

Skal artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlaments og Rådets

direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres

og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde

sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af

forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv

64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF,

75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF

og 93/96/EØF (EUT L 158, som berigtiget i EUT 2004 L

229 og EUT 2007 L 204) fortolkes således, at en i henhold

til denne artikel truffet afgørelse om udsendelse af en

unionsborger fra værtslandets område er blevet

gennemført og ikke længere har retsvirkninger, når

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

10.02.21

C-719/19

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

10.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 248: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/1-21

unionsborgeren påviseligt er udrejst fra værtstatens område

inden for den i afgørelsen fastsatte frist for frivillig udrejse?

Spørgsmål 2:

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, har denne

unionsborger ved en umiddelbar tilbagevenden til

værtslandet den i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2004/38/EF

omhandlede ret til ophold i indtil tre måneder, eller kan

værtslandet træffe en ny afgørelse om udsendelse for at

forhindre, at unionsborgeren hver gang kommer ind i

værtslandet for en kort periode? Spørgsmål 3:

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, skal

unionsborgeren i dette tilfælde da opholde sig uden for

værtslandets område i et bestemt tidsrum, og hvor langt er

dette tidsrum?

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-16/19

Titel og kort sagsresumé

Szpital Kliniczny im. dra J. Babińskiego Samodzielny

Publiczny Zakład Opieki Zdrowotnej e.a.

Skal artikel 2 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november

2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling

med hensyn til beskæftigelse og erhverv fortolkes således, at

en differentiering af situationen for enkelte personer, som

hører til en gruppe, der er kendetegnet ved en beskyttet

egenskab (handicap), udgør en form for tilsidesættelse af

ligebehandlingsprincippet, når den af arbejdsgiveren

foretagne differentiering inden for gruppen sker på

grundlag af et tilsyneladende neutralt kriterium, dette

kriterium ikke kan begrundes objektivt med et legitimt mål,

og midlerne til at nå dette mål ikke er forholdsmæssige og

nødvendige?

Polen mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse

(EU) 2017/1442 af 31. juli 2017 om fastsættelse af BAT

(bedste tilgængelige teknik) -konklusioner i henhold til

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU for

så vidt angår store fyringsanlæg, meddelt under nummer

C(2017) 5225, annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

ClientEarth mod EIB

Påstande:

— EIB’s afslag på at foretage en intern prøvelse

på grundlag af Århusforordningens artikel 10 annulleres.

—

EIB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Spørgsmål 1A: Skal artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/68/EF

(EUT L 260) om indlandstransport af farligt gods fortolkes

således, at den er til hinder for et vilkår i en tilladelse til en

LPG-tankstation, hvori det bestemmes, at den pågældende

LPG-tankstation udelukkende må forsynes fra LPG-

tankvogne med en varmebeskyttende beklædning, mens

Interessent

Medarbejder- og

Kompetencestyrelsen

Processkri

Dom

Dato

26.01.21

T-699/17

Ministeriet for

Fødevarer, Landbrug

og Fiskeri

Miljøministeriet

Klima-, Energi- og

Forsyningsministeriet

Dom

27.01.21

T-9/19

C-120/19

Ministeriet for

Fødevarer, Landbrug

og Fiskeri

Miljøministeriet

Transport- og

Boligministeriet

Dom

27.01.21

28.01.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 248: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/1-21

C-649/19

denne forpligtelse ikke er pålagt en eller flere af de for

LPGtankvogne ansvarlige?

Spørgsmål 1B: Har det for besvarelsen af de første

spørgsmål nogen betydning, at medlemsstaten har indgået

en aftale i form af »Safety Deal varmebeskyttende

beklædning på LPG-tankvogne« med markedsaktører i

LPG-branchen (blandet andet ansvarlige for LPG-

tankstationer, producenter, sælgere og transportører af

LPG), hvor aktørerne har forpligtet sig til at anvende

varmebeskyttende beklædning, og at medlemsstaten i

tilslutning hertil har udstedt cirkulæret »Circulaire

effectafstanden externe veiligheid LPG-tankstations voor

besluiten met gevolgen voor de effecten van een ongeval«

(cirkulære om sikkerhedsafstande på LPGtankstationer af

hensyn til den ydre sikkerhed med henblik på afgørelser

vedrørende følgerne af en ulykke), hvori der er fastsat

supplerende sikkerhedsbestemmelser, hvorefter LPG-

tankstationer skal forsynes fra tankvogne, der har en

varmebeskyttende beklædning?

Spørgsmål 2A: Hvis en national retsinstans skal bedømme

lovligheden af en afgørelse om håndhævelse, der har til

formål at sikre opfyldelsen af et vilkår i en afgørelse om

tilladelse, som er blevet endelig, og hvilket vilkår er i strid

med EU-retten:

–

tillader EU-retten, nærmere bestemt Domstolens praksis

vedrørende national procesautonomi, at den nationale

retsinstans i princippet lægger til grund, at et sådant vilkår i

en sådan afgørelse om tilladelse er lovligt, medmindre

vilkåret åbenlyst er i strid med trinhøjere ret, herunder EU-

retten? Og i bekræftende fald, stiller EU-retten da

(supplerende) betingelser for denne undtagelse?

–

eller følger det af EU-retten, herunder Domstolens dom,

Ciola (sag C-224/97, ECLI:EU:C:1999:212), og dom Man

Sugar (sag 274/04, ECLI:EU:C:2006:233), at den nationale

retsinstans ikke skal anvende et sådant vilkår for tilladelsen

på grund af modstriden med EU-retten?

Spørgsmål 2B: Har det for besvarelsen af spørgsmål 2A

nogen betydning, om afgørelsen om håndhævelse er udtryk

for en sanktion med henblik på genopretning (remedy) eller

en strafferetlig sanktion (criminal charge)?

Spetsializirana prokuratura

1) Gælder tiltaltes rettigheder i henhold til artikel 4 (navnlig

retten i henhold til artikel 4, stk. 3), i henhold til artikel 6,

stk. 2, og i henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 2012/13 for

en tiltalt, der er blevet anholdt på grundlag af en europæisk

arrestordre?

2) I bekræftende fald: Skal artikel 8 i rammeafgørelse

2002/584 fortolkes således, at den tillader en ændring i

indholdet af den europæiske arrestordre med hensyn til

formularen i bilaget, herunder tilføjelse af en ny tekst til

denne formular, vedrørende en eftersøgt persons

rettigheder i forhold til denjudicielle myndighed i den

udstedende medlemsstat med hensyn til at anfægte den

nationale arrestordre og den europæiske arrestordre?

3) Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende: Er

det i overensstemmelse med 12. betragtning til

rammeafgørelse 2002/584/RIA, med samme

rammeafgørelses artikel 1, stk. 3, artikel 4, artikel 6, stk. 2,

og artikel 7, stk. 1, og med chartrets artikel 6 og 47, når en

Justitsministeriet

Dom

28.01.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 248: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/1-21

C-6/20

europæisk arrestordre udstedes i fuldstændig

overensstemmelse med formularen i henhold til bilaget

(dvs. uden at den eftersøgte person informeres om dennes

rettigheder ved den udstedende judicielle myndighed) og

den udstedende judicielle myndighed straks, efter at den får

kendskab til anholdelsen af den pågældende, informerer den

pågældende om dennes rettigheder og tilsender

vedkommende det relevante materiale?

4) Såfremt der ikke findes noget andet retligt middel til at

sikre de rettigheder, der tilkommer en person, der er blevet

anholdt på grundlag af en europæisk arrestordre, i henhold

til artikel 4, navnlig retten i henhold til artikel 4, stk. 3, i

henhold til artikel 6, stk. 2, og i henhold til artikel 7, stk. 1, i

direktiv 2012/13/ЕU, er rammeafgørelse 2002/584 da

gyldig?

Innove

1. Skal artikel 2 og 46 i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv nr. 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning

af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige

vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter

og offentlige bygge- og anlægskontrakter fortolkes således,

at de er til hinder for nationale bestemmelser

–

som § 41,

stk. 3, i Riigihangete seadus (lov om offentlige indkøb,

herefter »RHS«)

–

hvorefter den ordregivende myndighed,

når der ved lov er fastlagt specifikke krav for de aktiviteter,

der skal udføres på grundlag af en offentlig kontrakt, skal

oplyse i udbudsmaterialet, hvilke registreringer eller

autorisationer der er nødvendige for tilbudsgiverens

kvalifikation, med henblik på kontrollen af, om de særlige

lovbestemte krav er opfyldt i udbudsbekendtgørelsen, skal

forlange forelæggelse af dokumentation for autorisationen

eller registreringen og afvise tilbudsgiveren som ikke

kvalificeret, hvis den pågældende ikke har den relevante

autorisation eller registrering?

2. Skal artikel 2 og 46 i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv nr. 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning

af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige

vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter

og offentlige bygge- og anlægskontrakter fortolkes således,

at de er til hinder for, at den ordregivende myndighed i

forbindelse med en kontrakt om indkøb af fødevarehjælp,

som overstiger den internationale grænseværdi, fastlægger et

udvælgelseskriterium for tilbudsgiverne, hvorefter alle

tilbudsgivere uanset deres tidligere aktivitetssted allerede

ved afgivelsen af tilbuddene skal råde over en autorisation

eller registrering i det land, hvor fødevarehjælpen ydes, selv

om tilbudsgiveren ikke tidligere har været aktiv i den

pågældende medlemsstat?

3. Såfremt det ovenstående spørgsmål besvares

bekræftende:

3.1. Skal artikel 2 og 46 i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv nr. 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning

af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige

vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter

og offentlige bygge- og anlægskontrakter anses for

bestemmelser, som er så klare, at princippet om den

berettigede forventning ikke kan gøres gældende

heroverfor?

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

28.01.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 248: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/1-21

C-481/19

C-637/18

3.2. Skal artikel 2 og 46 i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv nr. 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning

af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige

vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter

og offentlige bygge- og anlægskontrakter fortolkes således,

at en situation, hvor den ordregivende myndighed i

forbindelse med et offentligt udbud vedrørende

fødevarehjælp i overensstemmelse med fødevareloven

forlanger af tilbudsgiverne, at de allerede på tidspunktet for

afgivelsen af tilbuddet råder over en autorisation, kan anses

for en åbenbar tilsidesættelse af de gældende bestemmelser,

forsømmelighed eller misbrug, som er til hinder for, at

princippet om den berettigede forventning kan gøres

gældende?

Consob

a) Skal artikel 14, stk. 3, i direktiv 2003/6/EF, der stadig

finder anvendelse ratione temporis, og artikel 30, stk. 1, litra

b), i forordning (EU) nr. 596/2014, fortolkes således, at de

tillader medlemsstaterne ikke at sanktionere en person, som

nægter at besvare spørgsmål fra den kompetente

myndighed, hvoraf der kan udledes et ansvar for denne

person for en overtrædelse, for hvilken der kan pålægges

strafferetlige sanktioner eller administrative sanktioner af

»strafferetlig« karakter?

b) Såfremt dette første spørgsmål besvares benægtende,

ønskes oplyst, om artikel 14, stk. 3, i direktiv 2003/6/EF,

der stadig finder anvendelse ratione temporis, og artikel 30,

stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 596/2014 er forenelige

med artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder, også henset til praksis fra

Menneskerettighedsdomstolen i relation til EMRK’s artikel

6 og medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, for så

vidt som disse bestemmelser kræver, at en person, som

nægter at besvare spørgsmål fra den kompetente

myndighed, hvoraf der kan udledes et ansvar for denne

person for en overtrædelse, for hvilken der kan pålægges

administrative sanktioner af »strafferetlig« karakter, ligeledes

pålægges sanktioner?

Europa-Kommissionen mod Ungarn

Påstande:

—

Det fastslås, at Ungarn har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 13, stk. 1, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50/EF af 21. maj

2008 om luftkvaliteten og renere luft i Europa (1),

sammenholdt med bilag XI dertil, idet denne ikke fra den 1.

januar 2005 hvert år systematisk og vedvarende har

overholdt den daglige grænseværdi for PM10-

koncentrationer i områderne Budapest (HU0001) og Sajo-

dalen (HU0008).

—

Det fastslås, at Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser i

henhold til artikel 13, stk. 1, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2008/50/EF af 21. maj 2008 om

luftkvaliteten og renere luft i Europa, sammenholdt med

bilag XI dertil, idet denne ikke hvert år fra den 11. juni

2011, bortset fra 2014, systematisk og vedvarende har

overholdt de daglige grænseværdier for PM10-

koncentrationer i området Pécs (HU0006).

—

Det fastslås, at Ungarn siden den 11. juni 2010 har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 23, stk. 1,

herunder navnlig andet afsnit, i Europa-Parlamentets og

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

02.02.21

Ministeriet for

Fødevarer, Landbrug

og Fiskeri

Miljøministeriet

Dom

03.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 248: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/1-21

Rådets direktiv 2008/50/EF af 21. maj 2008 om

luftkvaliteten og renere luft i Europa, sammenholdt med

bilag XV dertil, til at sørge for, at overskridelsesperioden

bliver kortest mulig.

—

Ungarn tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

C-194/19

État belge

Skal artikel 27 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af

kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat

der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om

international beskyttelse, der er indgivet af en

tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af

medlemsstaterne (omarbejdning) i sig selv og sammenholdt

med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder fortolkes således, at den for at

sikre retten til effektive retsmidler pålægger den nationale

ret i givet fald at tage hensyn til omstændigheder, der ligger

senere end en afgørelse om »Dublinoverførsel«?

Stichting Waternet

1. Skal artikel 9 i direktivet om fjernsalg og artikel 27 i

direktivet om forbrugerrettigheder, sammenholdt med

artikel 5, stk. 5, i direktivet om urimelig handelspraksis og

nr. 29 i bilag I til sidstnævnte direktiv, fortolkes således, at

der er tale om en levering uden forudgående anmodning i

disse bestemmelsers forstand, såfremt

drikkevandsvirksomhedens handelspraksis består i følgende:

(i) drikkevandsvirksomheden er ved lov

(a) inden for det distributionsområde, der er tildelt den,

enebeføjet og forpligtet til at levere drikkevand ved hjælp af

ledninger og

(b) forpligtet til på anmodning at afgive tilbud om

tilslutning til den offentlige drikkevandsforsyning og afgive

et tilbud om levering af drikkevand,

(ii) drikkevandsvirksomheden anvender den offentlige

drikkevandsforsynings tilslutning til forbrugerens bolig,

således som den fandtes, før forbrugeren flyttede ind,

hvorved der er tryk på vandledningerne i forbrugerens

bolig, og hvorved forbrugeren ved en aktiv og bevidst

handling

–

der består i at dreje hanen op eller en hertil

svarende handling

–

efter ønske kan aftage drikkevand, også

efter at forbrugeren har tilkendegivet, at han ikke ønsker at

indgå en aftale om levering af drikkevand, og

(iii) drikkevandsvirksomheden kræver betaling af

omkostninger, for så vidt forbrugeren ved en aktiv og

bevidst handling faktisk har aftaget drikkevand, hvorved de

anvendte tariffer er omkostningsdækkende, transparente og

ikkediskriminerende og desuden kontrolleres af

myndighederne?

2. Er artikel 9 i direktivet om fjernsalg og artikel 27 i

direktivet om forbrugerrettigheder, sammenholdt med

artikel 5, stk. 5, i direktivet om urimelig handelspraksis og

nr. 29 i bilag I til sidstnævnte direktiv, til hinder for, at det

antages, at der mellem drikkevandsvirksomheden og

forbrugeren kommer en aftale om levering af drikkevand i

stand, såfremt

(i) forbrugeren som gennemsnitsforbrugeren i

Nederlandene ved, at der er omkostninger forbundet med

levering af drikkevand,

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

03.02.21

C-922/19

Justitsministeriet

Klima-, Energi- og

Forsyningsministeriet

Energistyrelsen

Dom

03.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 248: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/1-21

T-258/20

C-324/19

(ii) forbrugeren over en lang periode ikke desto mindre

regelmæssigt forbruger drikkevand,

(iii) forbrugeren, også efter at have modtaget et

velkomstbrev fra drikkevandsvirksomheden, fået tilsendt

regninger og rykkerskrivelser fortsætter med at bruge vand,

(iv) forbrugeren, efter at en ret har givet tilladelse til at

afbryde drikkevandstilslutningen til boligen, tilkendegiver, at

han faktisk ønsker at indgå en aftale med

drikkevandsvirksomheden?

Klymenko mod Rådet

Påstande:

—

Det af Oleksandr Viktorovytch Klymenko

anlagte søgsmål antages til realitetsbehandling.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2020/373 af 5. marts 2020 om

ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive

foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer

på baggrund af situationen i Ukraine annulleres, for så vidt

som den vedrører sagsøgeren.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2020/370 af 5.

marts 2020 om gennemførelse af forordning (EU) nr.

208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse

personer, enheder og organer på baggrund af situationen i

Ukraine annulleres, for så vidt som den vedrører

sagsøgeren.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale

sagsomkostningerne i henhold til artikel 87 og 91 i Rettens

procesreglement.

eurocylinder systems

Er Rådets forordning (EF) nr. 926/2009 af 24. september

2009 om indførelse af en endelig antidumpingtold og

endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af

visse sømløse rør af jern eller stål med oprindelse i

Folkerepublikken Kina gyldig?

Azienda Agricola Ambrosi Nicola Giuseppe e.a.

1) Skal artikel 1, 2 og 3 i forordning (EØF) nr. 856/84,

artikel 1 og 2, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 3950/92, artikel

1, stk. 1, og artikel 5 i forordning (EF) nr. 1788/2003,

artikel 55, 64 og 65 i forordning (EF) nr. 1234/2007 samt

dens bilag, der sigter mod at opnå ligevægt mellem udbud

og efterspørgsel af mælk og mejeriprodukter inden for EU,

fortolkes således, at der i forbindelse med beregning af

»mælkekvoter« ikke skal tages højde for den produktion af

BOB oste, som er beregnet på eksport til tredjelande, på

linje med formålene om beskyttelse af disse produkter i

henhold til artikel 13 i forordning (EØF) nr. 2081/92, som

bekræftet i forordning (EF) nr. 510/2006, samt artikel 4 og

13 i forordning (EU) nr. 1151/2012, ved anvendelse af

principperne i artikel 32 TEUF (tidligere artikel 27 EF), 39

TEUF (tidligere artikel 33 EF), 40 TEUF (tidligere artikel

34 EF) og 41 TEUF (tidligere artikel 35 EF)?

2) Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende,

er ovenstående ordning, som således fortolket, da til hinder

for, at mælkekvoter for den produktion af BOB-oste, som

er beregnet på eksport til tredjelande, inkluderes i de

individuelle referencemængder, sådan som det følger af

artikel 2 i lovdekret nr. 49 af 28. marts 2003, som ændret og

ophøjet til lov nr. 119 af 30. maj 2003, og artikel 2 i lov nr.

468 af 26. november 1992, hvad angår den del, hvortil

ovennævnte artikel 2 i lovdekret nr. 49/2003 henviser?

Udenrigsministeriet

Dom

03.02.21

Toldstyrelsen

Dom

04.02.21

C-640/19

Ministeriet for

Fødevarer, Landbrug

og Fiskeri

Miljøministeriet

Dom

04.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 248: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/1-21

C-760/19

C-903/19

Subsidiært, for det tilfælde, at ovennævnte fortolkning ikke

anses for at være korrekt, stilles følgende spørgsmål:

3) Er artikel 1, 2 og 3 i forordning (EØF) nr. 856/84, artikel

1 og 2, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 3950/92, artikel 1, stk.

1, og artikel 5 i forordning (EF) nr. 1788/2003, artikel 55,

64 og 65 i forordning (EF) nr. 1234/2007 samt dens bilag

(og de respektive italienske nationale

gennemførelsesbestemmelser i artikel 2 i lovdekret nr. 49 af

28.3.2003, som ændret og ophøjet til lov nr. 119 af

30.5.2003, og artikel 2 i lov nr. 468 af 26.11.1992, hvad

angår den del, hvortil ovennævnte artikel 2 i lovdekret nr.

49/2003 henviser), hvorefter mælk beregnet på fremstilling

af BOB-oste, som eksporteres til tredjelande eller skal

markedsføres der, og inden for grænserne for den

pågældende eksport, inkluderes i og ikke ekskluderes fra

beregningen af de til de enkelte medlemsstater tildelte

mængder, i strid med formålene om beskyttelse i henhold til

forordning (EØF) nr. 2081/92, som beskytter BOB-

produkter, især med hensyn til artikel 13, som bekræftet i

forordning (EF) nr. 510/2006 og forordning (EU) nr.

1151/2012, samt med hensyn til formålene om beskyttelse i

henhold til den nævnte forordnings artikel 4, og er

ovennævnte artikler endvidere i strid med artikel 32 TEUF

(tidligere artikel 27 EF), artikel 39 TEUF (tidligere artikel 33

EF), artikel 40 TEUF (tidligere artikel 34 EF) og artikel 41

TEUF (tidligere artikel 35 EF) samt

retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den

berettigede forventning, proportionalitetsprincippet,

princippet om forbud mod forskelsbehandling samt

friheden til at oprette og drive egen virksomhed hvad angår

eksport til tredjelande?

JCM Europe

1) Er [forordning 2016/1760] ugyldig, for så vidt som den

tariferer den i [forordning 2016/1760] specificerede

mekanisme til kontrol af pengesedler og seddelkasser i KN-

kode 8472 90 70 snarere end i KN-kode 9031 49 90?

2) Er [forordning 2016/2760] nærmere bestemt ugyldig, for

så vidt som den:

(1) uretmæssigt begrænser anvendelsesområdet for pos.

9031

(2) uretmæssigt udvider anvendelsesområdet for pos. 8472

(3) tager hensyn til ulovlige faktorer

(4) ikke ved tariferingen af produktet tager passende hensyn

til de forklarende bemærkninger, KN-positionerne og/eller

de almindelige tariferingsbestemmelser som beskrevet i

forordningen?

Ministre de la transition écologique et solidaire et

Ministre de l'Action et des Comptes publics

Er anvendelsen af bestemmelserne i artikel 11, stk. 1, i bilag

VIII til forordningen om fastsættelse af vedtægten for

tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber samt de

ansættelsesvilkår, der finder anvendelse på de øvrige ansatte,

som ændret ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr.

723/2004 af 22. marts 2004 forbeholdt de tjenestemænd og

kontraktansatte, som for første gang ansættes i en national

administration efter at have været ansat som tjenestemænd,

kontraktansatte eller midlertidigt ansatte i en institution i

Den Europæiske Union, eller kan disse bestemmelser

ligeledes anvendes af tjenestemænd og kontraktansatte, som

Toldstyrelsen

Dom

04.02.21

Medarbejder- og

Kompetencestyrelsen

Dom

04.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 248: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/1-21

T-585/18

T-157/19

C-760/18

vender tilbage til tjenesten i en national administration efter

at have været ansat i en institution i Den Europæiske Union

og efter, i denne periode, at have været placeret på

ventepenge eller på orlov af personlige årsager?

Sanli mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse af 31. juli 2018 annulleres.

—

Sagsøgerens navn fjernes fra listen omhandlet i

forordning (EF) nr. 2580/2001.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Șanli

mod Rådet:

Påstande:

—Rådets

gennemførelsesforordning (EU)

2019/24 af 8. januar 2019 og Rådets afgørelse (FUSP)

2019/25 af 8. januar 2019 annulleres.

—Rådet

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

M.V. e.a.

1) Er en fortolkning af de nationale retsforskrifter, som

gennemfører rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset

ansættelse indgået den 18. marts 1999, der er indeholdt i

bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om

rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er

indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT [1999,] L 175, s.

43), hvorefter definitionen»flere på hinanden følgende«

tidsbegrænsede ansættelseskontrakter som omhandlet i

rammenaftalens § 1 og § 5, stk. 2, udelukker en automatisk

forlængelse af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter

inden for regional renovation i medfør af en udtrykkelig

retsforskrift i national ret, såsom artikel 167 i lov nr.

4099/2012, med den begrundelse, at den ikke udgør en

skriftlig aftale om ny tidsbegrænset ansættelse, men en

forlængelse af en allerede eksisterende ansættelseskontrakt, i

strid med formålet og den effektive virkning af

rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse?

2) Såfremt lovgivningen og en praksis inden for ansættelse

af arbejdstagere i den regionale renovation er i strid med

bestemmelserne om misbrug, der fastsatte en harmonisering

af national lovgivning med rammeaftalens § 5, stk. 1, som

følge af anvendelsen af flere på hinanden følgende

tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, omfatter en national

retsinstans’ forpligtelse til at fortolke national ret i

overensstemmelse med EU-retten da også anvendelsen af

en national lovbestemmelse såsom artikel 8, stk. 3, i lov nr.

2112/1920 som en allerede eksisterende og stadigt

gældende tilsvarende retsregel som omhandlet i

rammeaftalens § 5, stk. 1, der ville muliggøre den korrekte

retlige kvalificering af flere på hinanden følgende

tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som anvendtes til

dækning af regionale myndigheders faste og varige behov

inden for renovation, som tidsubegrænsede

ansættelseskontrakter?

3) Såfremt andet spørgsmål besvares bekræftende, udgør en

forfatningsmæssig bestemmelse såsom artikel 103, stk. 7 og

8, i den græske forfatning, som ændret i 2001, der

fuldstændig forbyder omdannelsen af tidsbegrænsede

ansættelseskontrakter, der er indgået, mens nævnte

bestemmelse var gældende, til tidsubegrænsede

ansættelseskontrakter inden for den offentlige sektor, da en

uforholdsmæssig begrænsning forpligtelsen til at fortolke

national ret i overensstemmelse med EU-retten, således at

det ikke er muligt at anvende en allerede eksisterende og

Udenrigsministeriet

Dom

10.02.21

Udenrigsministeriet

Dom

10.02.21

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

11.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 248: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/1-21

C-282/19

stadigt gældende tilsvarende retsregel som omhandlet i

rammeaftalens § 5, stk. 1, såsom artikel 8, stk. 3, i lov nr.

2112/1920, og der dermed ikke gives mulighed for under

en retssag ved en korrekt retlig kvalificering af retsforholdet

at anse flere på hinanden følgende tidsbegrænsede

ansættelseskontrakter, som anvendtes til dækning af

regionale myndigheders faste og varige behov inden for

renovation, for tidsubegrænsede ansættelseskontrakter, selv

om de dækker faste og varige behov?

GILDA-UNAMS e.a.

1) Udgør den forskellige behandling udelukkende af

undervisere i den katolske religion, såsom sagsøgerne,

forskelsbehandling på grund af religion som omhandlet i

[chartrets] artikel 21 og direktiv 2000/78/EF, eller udgør

den omstændighed, at arbejdstageren kan fratages sit

egnethedsbevis, en gyldig grund til, at undervisere i den

katolske religion, såsom sagsøgerne, behandles forskelligt i

forhold til de øvrige lærere, idet de førstnævnte ikke kan

påberåbe sig nogen af de hindrende foranstaltninger i

henhold til § 5 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset

ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999 og er opført

som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999

om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der

er indgået af EFS, UNICE og CEEP?

2) Såfremt det antages, at der foreligger direkte

forskelsbehandling som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra a),

i direktiv 2000/78/EF på grund af religion (artikel 1) og

som omhandlet i [chartret], hvilke midler kan den nationale

ret da anvende for at ophæve konsekvenserne heraf, når der

tages højde for, at alle andre lærere end undervisere i den

katolske religion er blevet omfattet af det ekstraordinære

ansættelsesprogram i lov nr. 107/15 og således har opnået

fastansættelse på grundlag af tidsubegrænsede kontrakter,

og skal den nationale ret navnlig fastslå, at der foreligger et

tidsubegrænset ansættelsesforhold mellem sagsøgerne og

det sagsøgte ministerium?

3) Skal § 5 i den rammeaftale, som er opført som bilag til

direktiv 1999/70/EF, fortolkes således, at den er til hinder

for en national lovgivning som den omhandlede, i henhold

til hvilken de almindelige retsregler, der regulerer

ansættelsesforhold og sanktionerer misbrug hidrørende fra

flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter ved

automatisk ændring af den tidsbegrænsede kontrakt til en

tidsubegrænset kontrakt, hvis ansættelsesforholdet

fortsætter ud over en nærmere bestemt dato, ikke finder

anvendelse inden for skolesektoren, med særlig henvisning

til undervisere i den katolske religion, således at det er tilladt

at gøre brug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede

kontrakter på ubestemt tid, og kan især behovet for aftale

med stiftsbiskoppen udgøre en gyldig grund som omhandlet

i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), eller skal den

omhandlede situation derimod opfattes som

forskelsbehandling, som er forbudt i henhold til [chartrets]

artikel 21?

4) Såfremt spørgsmål 3 besvares bekræftende, er det da i

medfør af [chartrets] artikel 21, § 4 i den rammeaftale, som

er opført som bilag til direktiv 1999/70/EF, og/eller artikel

1 i direktiv 2000/78/EF tilladt at se bort fra bestemmelser,

som er til hinder for automatisk ændring af den

Beskæftigelses-

ministeriet

Økonomistyrelsen

11.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 248: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/1-21

tidsbegrænsede kontrakt til entidsubegrænset kontrakt, hvis

ansættelsesforholdet fortsætter ud over en nærmere bestemt

dato?

C-407/19

og C-

471/19

Katoen Natie Bulk Terminals et General Services

Antwerp m.fl.

Sag C-471/19 vedrører:

1. Skal artikel 49 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, eventuelt sammenholdt med artikel 56

TEUF, med artikel 15 og 16 i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder og med

lighedsprincippet fortolkes således, at den er til hinder for

en national ordning, hvorefter personer eller virksomheder,

der på et belgisk havneområde ønsker at udføre

havnearbejde som omhandlet i lov af 8. juni 1972 om

havnearbejde

–herunder

aktiviteter, der ikke vedrører

lastning og losning af skibe i egentlig forstand

–

er forpligtet

til kun at benytte sig af anerkendte havnearbejdere?

2. Kan Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstolen), såfremt

det første spørgsmål besvares bekræftende, foreløbigt

opretholde retsvirkningerne af de i sagen omhandlede

artikler 1 og 2 i loven af 8. juni 1972 om havnearbejde for at

undgå retsusikkerhed og sociale spændinger og sætte

lovgiver i stand til at bringe dem i overensstemmelse med

de forpligtelser, der følger af EU-retten?

Sag C-407/19 vedrører (uddrag):

1. Skal artikel 49 TEUF, 56 TEUF, 45 TEUF, 34 TEUF, 35

TEUF, 101 TEUF eller 102 TEUF, eventuelt sammenholdt

med artikel 106, stk. 1, TEUF fortolkes således, at de er til

hinder for ordningen i henhold til artikel 1 i kongelige

bekendtgørelse af 5. juli 2004 »om anerkendelse af

havnearbejdere på de havneområder, der omfattes af

anvendelsesområdet for lov af 13. juli 2016 om

havnearbejde«, jf. artikel 2 i den nævnte bekendtgørelse af 5.

juli 2004, nemlig den ordning, at havnearbejdere som

omhandlet i artikel 1, § 1, stk. 1, i den kongelige

bekendtgørelse af 5. juli 2004, idet de anerkendes af den

administrative kommission, der er paritetisk sammensat,

dels af medlemmer udpeget af de arbejdsgiverforeninger,

der er repræsenteret i det pågældende paritetiske

underudvalg, dels af medlemmer udpeget af de

arbejdstagerorganisationer, der er repræsenteret i det

paritetiske underudvalg, bliver optaget i eller afvist fra

poolen af havnearbejdere, hvorved der ved anerkendelsen

med henblik på optagelsen tages hensyn til behovet for

arbejdskraft, når det samtidigt tages i betragtning, at der

ikke er fastsat nogen frist, inden for hvilken den

administrative kommission skal træffe afgørelse, og at det

kun er muligt at anfægte den administrative kommissions

anerkendelser ved at anlægge retssag?

[...]

7. Skal artikel 49 TEUF, 56 TEUF, 45 TEUF, 34 TEUF, 35

TEUF, 101 TEUF eller 102 TEUF, eventuelt sammenholdt

med artikel 106, stk. 1, TEUF fortolkes således, at de er til

hinder for den ordning, der blev indført ved artikel 1, § 3, i

kongelig bekendtgørelse af 5. juli 2016 som affattet ved

artikel 1, nr. 2, i kongelig bekendtgørelse af 10. juli 2016,

nemlig den ordning, hvorefter (logistiske) arbejdstagere, der

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

11.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 248: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/1-21

C-487/19

C-508/19

udfører arbejde som omhandlet i artikel 1 i kongelig

bekendtgørelse af 12. januar 1973 »om oprettelse af og

fastsættelse af betegnelse af det paritetiske udvalg for

havnedriften og dennes kompetence« på områder, hvor

gods med henblik på forberedelse af videredistribution eller

forsendelseundergår en forandring, der indirekte fører til en

konstaterbar merværdi, skal råde over et

sikkerhedscertifikat, hvorved dette sikkerhedscertifikat

gælder som anerkendelse som omhandlet i loven af 8. juni

1972 »om havnearbejde«, idet der tages hensyn til, at

ansøgning om certifikatet skal indgives af en arbejdsgiver,

der har indgået en arbejdsaftale med en arbejdstager om

udførelse af sådant arbejde, at udstedelsen af certifikatet

sker mod forevisning af arbejdsaftalen og et identitetskort,

og at de nærmere regler om den procedure, der skal følges,

er fastsat ved kollektiv arbejdsoverenskomst, uden at

lovgiver på dette punkt skaber klarhed?

W.Ż (Polen)

Skal artikel 2, artikel 6, stk. 1 og 3, samt artikel 19, stk. 1,

andet afsnit [TEU] sammenholdt med artikel 47 [i chartret

om grundlæggende rettigheder] samt artikel 267 [TEUF]

fortolkes således, at en ret, som er beklædt med

enenedommer, der er blevet udnævnt til dommer i åbenlys

modstrid med medlemsstatens retsforskrifter vedrørende

udnævnelse af dommere

–

navnlig eftersom den

pågældende person blev udnævnt til dommer, selv om der

forud var blevet anlagt søgsmål til prøvelse af afgørelsen

truffet af det nationale

organ (Krajowa Rada Sądownictwa,

domstolsrådet), der indeholdt forslaget om at udnævne den

pågældende person til dommer, ved den kompetente

nationale ret (Naczelny Sąd Administracyjny, øverste

domstol i forvaltningsretlige sager, Polen), fuldbyrdelsen af

denne afgørelse var blevet udsat i overensstemmelse med

den nationale lovgivning og sagen ved den kompetente

nationale ret [Naczelny Sąd Administracyjny (øverste

domstol i forvaltningsretlige sager)] endnu ikke var afsluttet,

da udnævnelsesdokumentet blev udleveret

–

ikke er en

uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet

ved lov, i EU-rettens forstand?

Prokurator Generalny

1. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2, artikel 4, stk.

3, og artikel 6, stk. 3, TEU sammenholdt med artikel 47 i

chartret om grundlæggende rettigheder samt artikel 267, stk.

3, TEUF fortolkes således, at en domstol i sidste instans i

en medlemsstat i en sag vedrørende en påstand om at det

fastslås, at et tjenesteforhold ikke består, kan bestemme, at

en person, som er blevet meddelt en afgørelse om

udnævnelse til et dommerembede, der er vedtaget på

grundlag af bestemmelser, som er i strid med princippet om

effektiv retsbeskyttelse, eller på en måde, som ikke er i

overensstemmelse med dette princip, ikke skal anses for at

være dommer, når den pågældende domstol forsætligt er

blevet forhindret i at prøve dette spørgsmål forud for

meddelelsen af denne afgørelse?

2. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2 og artikel 4,

stk. 3, TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder sammenholdt med artikel 267 TEUF fortolkes

således, at princippet om effektiv retsbeskyttelse

tilsidesættes, når en afgørelse om udnævnelse til et

Udenrigsministeriet

11.02.21

Udenrigsministeriet

11.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 248: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/1-21

C-535/19

dommerembede meddeles, efter at en national ret har

forelagt et spørgsmål til præjudiciel afgørelse vedrørende

EU-rettens fortolkning, hvis besvarelse er afgørende for,

om de nationale bestemmelser, som har gjort det muligt at

vedtage denne afgørelse, kan anses for forenelige med EU-

retten?

3. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2, artikel 4, stk.

3, og artikel 6, stk. 3, TEU samt artikel 47 i chartret om

grundlæggende rettigheder fortolkes således, at princippet

om effektiv retsbeskyttelse tilsidesættes derved, at retten til

domstolsprøvelse ikke er sikret, når afgørelsen om

udnævnelse til et dommerembede ved en domstol i en

medlemsstat er blevet meddelt på grundlag af en

udnævnelsesprocedure, som er blevet gennemført under

tilsidesættelse af denne medlemsstats retsforskrifter?

4. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2 og artikel 4,

stk. 3, TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder sammenholdt med artikel 267, stk. 3, TEUF

fortolkes således, at princippet om effektiv retsbeskyttelse

tilsidesættes derved, at den nationale lovgiver har oprettet

en organisatorisk enhed inden for medlemsstatens domstol i

sidste instans, som ikke er en ret i EU-rettens forstand?

5. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2 og artikel 4,

stk. 3, TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder sammenholdt med artikel 267, stk. 3, TEUF

fortolkes således, at beslutningen om, hvorvidt en person,

der har fået meddelt en afgørelse om udnævnelse til et

dommerembede ved en medlemsstats domstol i sidste

instans, står i et tjenesteforhold som dommer og har status

af dommer, ikke kan træffes af en organisatorisk enhed, der

er kompetent efter national ret, hvilken enhed den

pågældende person er udnævnt til, og som udelukkende

består af personer, hvis udnævnelsesafgørelser er behæftet

med de i spørgsmål to til fire nævnte fejl, og som derfor

ikke udgør en ret i EU-rettens forstand, men skal træffes af

en anden organisatorisk enhed ved denne domstol, som

opfylder EU-rettens krav til en ret?

1) Er offentlige sundhedsydelser omfattet af begrebet

»ydelser ved sygdom« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra

a), i forordning nr. 883/2004?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, kan

medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 4 i

forordning nr. 883/2004 og artikel 24 i direktiv 2004/38

–

med henblik på at undgå et uforholdsmæssigt stort antal

ansøgninger om sociale ydelser, der er fastlagt for at sikre

adgang til sundhedsydelser

–

da nægte unionsborgere, der

på det pågældende tidspunkt ikke har status som

arbejdstager, disse ydelser, som tildeles medlemsstaternes

statsborgere og familiemedlemmerne til en unionsborger,

som har status som arbejdstager, der befinder sig i samme

situation?

3) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, kan

medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 18 og

artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde og artikel 24 i direktiv 2004/38

–

med

henblik på at undgå et uforholdsmæssigt stort antal

ansøgninger om sociale ydelser, der er fastlagt for at sikre

adgang til sundhedsydelser

–

da nægte unionsborgere, der

Beskæftigelses-

ministeriet

11.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 248: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/1-21

C-579/19

C-901/19

på det pågældende tidspunkt ikke har status som

arbejdstager, disse ydelser, som tildeles medlemsstaternes

statsborgere og familiemedlemmerne til en unionsborger,

som har status som arbejdstager, der befinder sig i samme

situation?

4) Er en situation, hvor en unionsborger, som udøver sin

ret til fri bevægelighed, nægtes retten til at modtage

offentlige sundhedsydelser, der finansieres af staten, i alle de

berørte medlemsstater i hovedsagen, i overensstemmelse

med artikel 11, stk. 3, litra e), i forordning nr. 883/2004?

5) Er en situation, hvor en unionsborger, som udøver sin

ret til fri bevægelighed, nægtes retten til at modtage

offentlige sundhedsydelser, der finansieres af staten, i alle de

berørte medlemsstater i hovedsagen, i overensstemmelse

med artikel 18, artikel 20, stk. 1, og artikel 21 i traktaten om

Den Europæiske Unions funktionsmåde?

6) Skal den omstændighed, at et ophold er lovligt som

omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38,

fortolkes således, at den giver en person ret til adgang til

den sociale sikringsordning, og således, at den kan udgøre

en grund til at udelukke den pågældende fra den sociale

sikringsordning? Skal det i hovedsagen navnlig fastslås, at

den omstændighed, at ansøgeren har en fuld

sygeforsikringsdækning, som er en af betingelserne for et

lovligt ophold i henhold til direktiv 2004/38, kan ligge til

grund for et afslag på at optage den pågældende i det

sundhedssystem, der finansieres af staten?

1. Er forordning (EF) nr. 854 og 882 til hinder for en

procedure, hvorved en fredsdommer i henhold til section 9

i Food Safety Act 1990 (lov om fødevaresikkerhed af 1990)

og på baggrund af vidneforklaringer fra sagkyndige, der af

hver af sagens parter er begæret hørt, træffer afgørelse

vedrørende realiteten om, hvorvidt en slagtekrop ikke

opfylder kravene til fødevaresikkerheden?

2. Hjemler forordning (EF) nr. 882 en klageadgang i

forbindelse med en embedsdyrlæges afgørelse i henhold til

artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 854, hvorved en

slagtekrops kød findes uegnet til konsum, og hvordan skal

man i bekræftende fald foretage efterprøvelsen af det

materielle grundlag for embedsdyrlægens afgørelse, hvis der

indgives en klage i sagen?

CF et DN

1. Er artikel 15, litra c), og artikel 2, litra f), i direktiv

2011/95/EU til hinder for en fortolkning og anvendelse af

en bestemmelse i national ret, hvorefter en alvorlig og

individuel trussel mod en civilpersons liv eller fysiske

integritet som følge af vilkårlig vold i forbindelse med

væbnet konflikt (i den forstand, at en civilperson alene som

følge af sin tilstedeværelse i det berørte område vil løbe en

reel risiko for at være udsat for en sådan trussel) i de

tilfælde, hvor truslen ikke er specifikt rettet mod denne

person på grund af specielle omstændigheder ved den

pågældendes situation, kun kan foreligge, såfremt der

allerede er konstateret et minimum af civile ofre (døde og

sårede)?

2. Såfremt første spørgsmål besvares bekræftende: Skal

vurderingen af, om der vil indtræde en trussel i denne

forstand, foretages på grundlag af en helhedsbetragtning af

Miljøministeriet

Ministeriet for

Fødevarer, Landbrug

og Fiskeri

11.02.21

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

11.02.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 248: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 22/1-21

C-77/20

alle sagens omstændigheder? I benægtende fald: Hvilke

andre EU-retlige krav stilles der til denne vurdering?

K. M.

Er en bestemmelse i national lovgivning om, at der efter

tiltale og domfældelse ud over idømmelse af en bøde

obligatorisk skal ske beslaglæggelse af alle fisk og alle

fiskeredskaber, der findes om bord på den båd, som

overtrædelsen vedrører, inden for rammerne af

gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik og af

bestemmelserne i artikel 32 i Rådets forordning (EF) nr.

850/1998 og inden for rammerne af en strafferetlig

forfølgning, der er iværksat med henblik på håndhævelse af

bestemmelserne heri, forenelig med bestemmelserne i

Rådets forordning (EF) 1224/2009 og navnlig

forordningens artikel 89 og 90 og med

proportionalitetsprincippet i Den Europæiske Unions

traktater og artikel 49, stk. 3, i chartret om grundlæggende

rettigheder?

Justitsministeriet

Miljøministeriet

Ministeriet for

Fødevarer, Landbrug

og Fiskeri

Dom

11.02.21