Den 14. januar 2021
MIM 005
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag om ændring og rettelse af bilag II,
og ændrings forslag af bilag III, IV og VI til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1223/2009 om kosmetiske produkter (komitésag).
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om ændring og rettelse af bilag II, samt forslag til ændring af bilag
III, IV og VI til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1223/2009 om kosmetiske
produkter herefter kosmetikforordningen. Formålet med forslaget er at tilføje i alt 12 stoffer på
kosmetikforordningens liste over forbudte stoffer (bilag II), fordi stofferne er blevet klassificeret som
kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske (CMR-stoffer) ved Kommissionens
delegerede forordning (EU) 2020/217 af 4. oktober 2019 om ændring, med henblik på tilpasning til
den tekniske og videnskabelige udvikling, og om berigtigelse af CLP-forordningen. Forslaget
indeholder derudover opførelse af begrænsning for stoffet titaniumdioxid på kosmetikforordningen
liste over begrænsede stoffer (bilag III), samt en ændring af den eksisterende begrænsning i bilag III
for salicylsyre. Begge disse ændringer er ligeledes afledt af CMR-klassificeringer.
EU's Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed (VKF) har vurderet anvendelsen af
titaniumdioxid, da stoffet i pulverform er blevet klassificeret som kræftfremkaldende, og derved skal
vurderes som sikkert, i specifikke anvendelser, hvis det skal tillades i kosmetiske produkter. VKF har
vurderet titaniumdioxid i pulverform indeholdende 1 % eller mere af partikler med aerodynamisk
diameter
≤ 10
mikrometer i ansigtsprodukter i løs pulverform i koncentrationer op til 25 % og i
hårprodukter på spray til forbrugere i koncentrationer op til 1,4 % og i koncentrationer op til 1,1 % til
erhvervsmæssig brug som sikkert. Disse begrænsninger foreslås indsat i bilag III (liste over
begrænsede stoffer). Titaniumdioxid findes allerede på listen over tilladte farvestoffer (bilag IV) og
listen over tilladte UV-filtre (bilag VI), og det foreslås derfor også, at der i disse bilag indsættes en
beskrivelse af den specifikke pulverform samt en henvisning til den nye begrænsning i bilag III.
Herudover foreslås, at stoffet salicylsyre (2-hydroxybenzoesyre) tillades til andre funktioner end som
konserveringsmiddel i bodylotion, øjenskygge, mascara, eyeliner, læbestift og roll-on deodoranter i
koncentrationer på højst 0,5 %. Det vil sige en udvidet anvendelse af salicylsyre.
Overordnet set er regeringen positivt indstillet over for forslaget, idet forslaget forbyder 12 CMR-
stoffer samt begrænser anvendelsen af titaniumdioxid i pulverform, hvilket medfører et højere
beskyttelsesniveau. Regeringen bemærker, at forbuddet vil finde anvendelse fra samme tidspunkt som
for den klassificering, der følger af CMR-klassificeringen ved den delegerede forordning (EU)
2020/217, hvilket er sammenligneligt med dansk fortolkning af det automatiske forbud mod CMR-
stoffer. Regeringen accepterer derfor, at implementeringen af forbuddet sker ved opførelse af stofferne