Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del Bilag 142
Offentligt
2298369_0001.png
Notat
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og
Integrationsudvalg om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-
Domstolen C-379/20, B
Indledning
Østre Landsret har ved kendelse af 3. juli 2020 forelagt EU-Domstolen et
præjudicielt spørgsmål om fortolkningen af stand still-klausulen i artikel 13 i
afgørelse nr. 1/80 til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet.
Spørgsmålet er stillet til brug for landsrettens behandling af en retssag, der er
anlagt mod Udlændingenævnet. Sagen vedrører et afslag på familiesammenføring
til en mindreårig tyrkisk statsborger i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1.
pkt., sammenholdt med udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Reglerne indebærer, at
opholdstilladelse til et mindreårigt barn over 15 år som familiesammenført til en
herboende forælder forudsætter, at ganske særlige grunde, herunder hensynet til
familiens enhed og barnets tarv, taler derfor.
Med spørgsmålet ønskes det oplyst, om 15-årskravet er i strid med stand still-
klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80.
Sagens faktiske omstændigheder
Retssagen ved Østre Landsret vedrører et afslag til den mindreårige tyrkiske
statsborger, [B], på at blive familiesammenført med sin far, [F], der også er tyrkisk
statsborger. F blev den 13. oktober 2003 meddelt opholdstilladelse i Danmark og
har siden den 2. december 2013 haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
F er som økonomisk aktiv tyrkisk statsborger med lovligt ophold i Danmark omfattet
af anvendelsesområdet for Associeringsaftalen.
B er født i Tyrkiet den 5. august 1994 og boede fra 1994 til 2003 sammen med F i
Tyrkiet. I 2003 rejste F
til Da ark efter at være blevet skilt fra B’s or.
Den 31.
januar 2012 indgav B ansøgning til Udlændingestyrelsen om familiesammenføring i
Danmark med F. Det fremgår af sagen, at B på ansøgningstidspunktet var ca. 17�½
år, og at han boede hos sin farfar og sin mor i Tyrkiet, hvor han også havde to
søskende. B havde forud for ansøgningen om familiesammenføring haft et kortere
visumophold i Danmark i 2010.
Den 6. november 2012 meddelte Udlændingestyrelsen B afslag på ansøgningen om
familiesammenføring. Afslaget var begrundet med, at der ikke var oplyst sådanne
ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og barnets tarv, som
talte for at give B opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1.
pkt. Da B på ansøgningstidspunktet var ca. 17�½ år, var han ikke omfattet af
udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, hvorefter der alene meddeles opholdstilladelse
til børn under 15 år. Den 5. januar 2017 blev afslaget påklaget til Udlændinge- og
Integrationsministeriet, der den 30. januar 2017 videresendte klagen til
Side
1/3
2. december 2020
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
EU-opholdskontoret
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel.
Mail
Web
CVR-nr.
6198 4000
[email protected]
www.uim.dk
36977191
Sagsbehandler
Line Godrum
Sags nr.
2020 - 19283
EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 142: Notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolssagen C-379/20, Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet
2298369_0002.png
Udlændingestyrelsen med anmodning om en vurdering af, om B havde ret til
ophold på grundlag af Associeringsaftalen, som fortolket i EU-Domstolens praksis.
Ved afgørelse af 5. juli 2017 meddelte Udlændingestyrelsen B, at styrelsen ikke
fandt grundlag for at genoptage sagen.
Den 15. januar 2018 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens
afgørelse om ikke at genoptage sagen. Udlændingenævnet lagde i afgørelsen bl.a.
vægt på, at Udlændingestyrelsen allerede i den oprindelige afgørelse af 6.
november 2012 havde foretaget en afvejning og en vurdering af, om der forelå
ganske særlige grunde, der kunne tale for at meddele B opholdstilladelse i
Danmark, og at B ikke i forbindelse med anmodningen om genoptagelse, eller
klagen til Udlændingenævnet havde anført forhold, der kunne understøtte, at der
forelå sådanne ganske særlige grunde, som ikke allerede var indgået i grundlaget
for Udlændingestyrelsens afgørelse.
Den 5. januar 2017 lagde B sag an ved Københavns Byret. Sagen blev ved kendelse
af 15. december 2017 henvist til behandling ved Østre Landsret, som den 30. juni
2020 har forelagt EU-Domstolen et præjudicielt spørgsmål.
Landsretten begrunder sin forelæggelse for EU-Domstolen med, at det er uklart,
om artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 er til hinder for en regel som den danske
udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, der skal sammenholdes med udlændingelovens §
9 c, stk. 1, 1. pkt., og hvorefter familiesammenføring mellem en økonomisk aktiv
tyrkisk statsborger, som opholder sig lovligt i den pågældende medlemsstat, og
dennes barn, som er fyldt 15 år, forudsætter, at ganske særlige grunde, herunder
hensynet til familiens enhed og hensynet til barnets tarv, taler derfor.
Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at landsretten navnlig er i tvivl om, efter
hvilke kriterier det skal bedømmes, om et krav som 15-årskravet, der angives at
have til formål at opnå en vellykket integration, er egnet til at opnå dette mål og
ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå formålet.
Regeringens interesse i sagen
Stand still-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 indebærer,
at Tyrkiet og
EU’s
medlemsstater
ikke
efter ikrafttrædelsen af afgørelse nr. 1/80
den 1. december 1980 må indføre nye begrænsninger vedrørende vilkårene for
adgang til beskæftigelse for arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som har
opnået opholds- og arbejdstilladelse i en værtsstat efter værtsstatens nationale
regler herom.
Det følger dog samtidig af EU-Domstolens praksis
1
, at en ny begrænsning i stand
still-klausulernes forstand
kan
være begrundet,
hvis
den pågældende nationale
mere restriktive betingelse er begrundet i et
tvingende alment hensyn
og er
proportional,
dvs. at den er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige
Genc-dommen (C-561/14, EU:C:2016:247), A-dommen (C-89/18, EU:C:2019:580) og Dogan-
dommen (C-138/13, EU:C:2014:2066).
Side
2/3
1
EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 142: Notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolssagen C-379/20, Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet
2298369_0003.png
formål og ikke går videre end nødvendigt for at nå formålet. Domstolen har
endvidere fastslået, at hensynet til at sikre en vellykket integration af udlændinge
kan
udgøre et tvingende alment hensyn.
Den gældende aldersgrænse på 15 år i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, blev
indført ved lov nr. 427 af 9. juni 2004, hvorved den tidligere gældende aldersgrænse
på 18 år blev nedsat.
Det er regeringens opfattelse, at 15-årskravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2,
der skal anvendes sammen med § 9 c, stk. 1, 1. pkt., er begrundet i et tvingende
alment hensyn, og at det er egnet til at opnå dette mål, uden at det går videre end,
hvad der er nødvendigt. Kravet vurderes derfor ikke at være i strid med stand still-
klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80.
Den danske regering vil på den baggrund afgive indlæg i sagen.
Der vil i indlægget blive argumenteret for, at 15-årskravet er begrundet i hensynet
til at sikre en vellykket integration, som ifølge Domstolens faste praksis
kan
udgøre
et
tvingende alment hensyn.
Herudover vil regeringen argumentere for, at 15-
årskravet er
egnet
til at varetage hensynet til en vellykket integration, idet det som
udgangspunkt antages, at hensynet til en vellykket integration i Danmark vil blive
fremmet, hvis et barn kommer til landet i en så tidlig alder som muligt, og dermed
får så stor en del af sin opvækst, herunder skolegang og uddannelse, som muligt
her i landet.
Endelig vil regeringen argumentere for, at 15-årskravet i udlændingelovens § 9, stk.
1, nr. 2, sammenholdt med § 9 c, stk. 1, 1. pkt.,
ikke går videre end nødvendigt
for
at varetage det nævnte hensyn til at sikre barnets vellykkede integration. Navnlig
er kravet ikke absolut, da der netop er mulighed for at meddele opholdstilladelse
til børn over 15 år efter lovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., hvis ganske særlige grunde,
herunder hensynet til familiens enhed og barnets tarv, taler derfor.
Side
3/3