ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 70: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, lov om investeringsforeninger m.v., hvidvaskloven og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Erhvervsudvalget 2020-21
ERU Alm.del Bilag 70
Offentligt

Forslag

til

Lov om ændring af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, lov om investe-

ringsforeninger m.v., hvidvaskloven og forskellige andre love

(Øget investorbeskyttelse ved grænseoverskridende markedsføring af investeringer samt styrket tilsyn med aktører på

det digitale marked for finansielle ydelser m.v.)

§1

I lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber jf. lovbekendtgørelse nr. 932 af 6. september

2019, som ændret ved lov nr. 1374 af 13. december 2019, foretages følgende ændringer:

§ 1, stk. 2,

affattes således:

»Stk.

Fonden skal yde dækning i henhold til § 5 i følgende tilfælde:

1) Et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at

drive forsikringsvirksomhed, eller som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelses-

virksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, bliver erklæret konkurs.

2) Et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at

drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, eller som via filial eller grænseoverskridende

tjenesteydelsesvirksomhed tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, får inddraget sin

tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og Finanstilsynet har truffet be-

slutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under administration af Fon-

den, jf. § 226, stk. 3, § 242 a eller § 243, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed.«

§ 1, stk. 4, 2. pkt.,

ændres »§ 1, stk. 2« til: »§ 3, stk. 1«.

§ 3, stk. 2, og § 4, stk. 1 og 2,

ændres »300 mio. kr.« til: »500 mio. kr.«.

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20.

juni 2019 om ændring af direktiv 2009/65/EF (UCITS-direktivet) og 2011/61/EU (FAIF-direktivet) for så vidt angår

grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2019/2177 af 18. december 2019 om ændring af direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og gen-

forsikringsvirksomhed (Solvens II), direktiv 2014/65/EU om markeder for finansielle instrumenter og af direktiv (EU)

2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finan-

siering af terrorisme (omnibusdirektivet), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig

afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/1148/EU-

NIS-direktivet i direktiv nr. 1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for

net- og informationssystemer i hele Unionen, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om

sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti

med basale funktioner

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 70: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, lov om investeringsforeninger m.v., hvidvaskloven og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

§ 3, stk. 2,

indsættes som 2. pkt.:

»Mindst 200 mio. kr. af fondens formue udgøres af biddrag fra forsikringsselskaber, som

tegner arbejdsulykkesforsikringer.«

§ 3, stk. 4, 2. pkt.,

ophæves.

§ 3, stk. 5, 1. pkt.,

udgår »pr. police«.

§ 3, stk. 5,

indsættes efter 1. pkt. som ny punktum:

»Finanstilsynet skal ved fastsættelse af beløbet tage højde for, at de forsikringsselskaber,

der tegner arbejdsulykkesforsikringer, i videst muligt omfang dækker de udgifter, som er

forbundet med Fondens administration af arbejdsulykkesforsikringer.«

§ 3, stk. 11,

indsættes efter »Fondens formue«: »uden at Finanstilsynet samtidig medde-

ler, at der skal opkræves bidrag til Fonden jf. stk. 5«.

§ 5, stk. 1,

udgår », der følger af et skadesforsikringsselskabs konkurs,«.

§ 5, stk. 1, nr. 4,

udgår »samt«.

§ 5, stk. 1, nr. 5,

ændres »sikrede.« til: »sikrede, «.

§ 5, stk. 1,

indsættes som

nr. 6

»6) sikrede i henhold til byggeskadeforsikringer, og

7) sikrede i henhold til arbejdsulykkesforsikringer.«

§ 5

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk.

Når Fonden tager et forsikringsselskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand under

administration, overtager Fonden de rettigheder og forpligtelser, som forsikringsselskabet

har i henhold til lov om arbejdsskadesikring.«

Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-8.

§ 5, stk. 2,

der bliver stk. 3, affattes således:

»Stk.

Fonden dækker erstatningskrav, der er opstået senest 4 uger efter, at enten kurator

eller Fonden, har givet meddelelse om forsikringsselskabets konkurs til fordringshaverne,

eller Finanstilsynet har offentliggjort en meddelelse om, at et forsikringsselskabs arbejds-

ulykkesforsikringsbestand tages under administration af Fonden.«

§ 5, stk. 3,

der bliver stk. 4, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.

§ 5, stk. 5,

der bliver stk. 6, ændres »stk. 4« til: »stk. 5«.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

§ 5, stk. 6,

der bliver stk. 7, ændres »og sælgeransvarsforsikringer, jf. stk. 3« til: », sæl-

geransvarsforsikringer og arbejdsulykkesforsikringer, jf. stk. 4.«.

Efter § 5 b indsættes:

»5

Fonden overtager de rettigheder og forpligtelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssik-

ring har overtaget fra forsikringsselskaber i forbindelse Finanstilsynets inddragelse af for-

sikringsselskabers tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og som et

selskab havde inddragelsen af tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed

efter lov om arbejdsskadesikring.

Stk. 2.

Fonden indtræder i de rettigheder, forpligtelser, aftaler og krav, som Arbejdsmarke-

det Erhvervssikring har over for de konkursboer, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

har varetaget administrationen af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand. Fonden ind-

træder på samme vis i og overtager udeståender, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

har med konkursboet eller øvrige parter som følge af varetagelse af administrationen af et

selskab.

Stk. 3.

Fonden anvender den dividende, som Fonden modtager fra konkursboerne, jf. stk. 2,

til at refundere de beløb, som forsikringsselskaber har betalt til Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring for administrationen af arbejdsulykkesforsikringsbestandene. Er dividenden

ikke tilstrækkelig til at dække forsikringsselskabernes fulde krav fordeler Fonden dividen-

den forholdsmæssigt år for år, så de beløb, der er betalt til Arbejdsmarkedets Erhvervssik-

ring det tidligste år inden bestandens overdragelse, dækkes først, indtil dividenden er for-

delt.«

§ 6, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »stk. 3 « til: »stk. 4«.

§ 6

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk.

For anmeldelse af erstatningskrav efter en arbejdsulykke finder reglerne i kapitel 7

i lov om arbejdsskadesikring anvendelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 6, stk. 2,

der bliver stk. 3, indsættes efter »stk. 1«: »og 2«.

I § 6 a, stk. 1, 3. pkt., ændres »§ 6, stk. 2« til: »§ 6, stk. 3«.

§ 7, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes efter »krav«: », jf. dog stk. 2«.

§ 7

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2.

Udbetalinger fra Fonden vedrørende arbejdsulykkesforsikringer sker efter reglerne

i lov om arbejdsskadesikring.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

§ 8, stk. 1, nr. 2,

ændres »§ 5, stk. 3« til: »§ 5, stk. 4«.

§ 8, stk. 1, nr. 4,

indsætte efter »stk. 1«: »og 2«.

§ 8, stk. 2, nr. 1,

ændres »§ 5, stk. 6« til: »§ 5, stk. 7«.

§ 8, stk. 2, nr. 3,

indsættes efter »§ 6, stk. 1, 1. og 2. pkt., »: »og stk. 2,«.

§ 8

indsættes som nyt stykke:

»Stk. 4

stk. 1 finder med de fornødne tilpasninger anvendelse ved beslutning om, at et for-

sikringsselskabs arbejdsulykkeforsikringsbestand skal tages under administration af Fon-

den.«

§ 12, stk. 1,

ændres »inden 3 måneder« til: »senest 4 måneder«.

§ 12, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»Fonden skal i regnskabet redegøre særskilt for administrationen af eventuelle arbejdsulyk-

kesforsikringsbestande«

§2

30.

31.

I lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020, foretages følgende

ændringer:

§ 33

indsættes som

stk. 3:

»Stk. 3.

Har Garantifonden for skadesforsikringsselskaber overtaget administrationen af en

bestand af arbejdsulykkesforsikringer i det forsikringsselskab, hvor der er tegnet forsikring,

jf. lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, skal anmeldelsen ske til Garanti-

fonden for skadesforsikringsselskaber.«

§ 46

ændres »§§ 52 og 54. « til: »§ 52. «.

§ 46

indsættes som

stk. 2:

»Stk.

Garantifonden for skadesforsikringsselskaber har ankeadgang som nævnt i § 44 i

sager om arbejdsulykker, som Garantifonden for skadesforsikringsselskaber administrerer

efter lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.«

§ 54

ophæves.

§ 60, stk. 1, 1. pkt.

udgår »54, stk. 5,«.

§ 88, 4. pkt.,

ændres »§ 48, stk. 6, §§ 52 og 54.« til: »§ 48, stk. 6, og § 52.«.

Efter § 89 indsættes:

»89 a.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring overdrager til Garantifonden for skadesforsik-

ringsselskaber alle aktiver og rettigheder, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring frem til

den 1. juli 2021 har erhvervet som følge af overtagelsen af en bestand af arbejdsulykkes-

forsikringer i medfør af § 54. Overdragelsen sker samtidig med tidspunktet for overdragel-

sen af opgaver fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. lov om en garantifond for skades-

forsikringsselskaber.

Stk. 2.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring overdrager til Garantifonden for skadesforsik-

ringsselskaber alle eksisterende og fremtidige forpligtelser, som Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring frem til den 1. juli 2021 har fået pålagt som følge af overtagelsen af en be-

stand af arbejdsulykkesforsikringer i medfør § 54. Overdragelsen sker samtidig med tids-

punktet for overdragelsen af opgaver fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. lov om en

garantifond for skadesforsikringsselskaber.«

§3

I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020, som ændret ved lov nr. 1554 af

27. december 2019, foretages følgende ændringer:

§ 68, stk. 1, nr. 3

udgår »og«.

§ 68, stk. 1, nr. 4

ændres ».« til », og«

§ 68, stk. 1,

indsættes som

nr. 5:

»5) Garantifonden for skadesforsikringsselskaber i de situationer, hvor Garantifonden har

overtaget administrationen af en bestand af arbejdsulykkesforsikringer i et forsikringssel-

skab, jf. lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.«

§4

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 937 af 6. september 2019, som senest æn-

dret ved lov nr. 554 af 7. maj 2019, lov nr. 1374 af 13. december 2019, lov nr. 1563 af 27. decem-

ber 2019, lov nr. 641 af 19. maj 2020, og lov nr. 801 af 9. juni 2020, foretages følgende ændringer:

fodnoten

til lovens titel ændres »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2017/828/EU af 17. maj 2017 om ændring af direktiv 2007/36/EF, for så vidt angår til-

skyndelse til langsigtet ejerskab, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1.« til: »dele af Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017 om ændring af direktiv

2007/36/EF, for så vidt angår tilskyndelse til langsigtet ejerskab, EU-Tidende 2017, nr. L

132, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni

2019 om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2011/61/EU for så vidt angår grænseoverskri-

dende distribution af kollektive investeringsinstitutter, EU-Tidende 2019, nr. L 188, s.

106.«.

§ 1, stk. 4, 2. pkt.,

indsættes efter »§ 152 a, stk. 2, 2. pkt., «: »og § 307 a, stk. 1, 1. pkt., «.

I 38, stk. 7,

indsættes som 5. pkt.:

»Finanstilsynet skal underrette investeringsforvaltningsselskabet inden 15 arbejdsdage ef-

ter modtagelsen af oplysningerne som nævnt i 1. pkt. om, at investeringsforvaltningssel-

skabet ikke må iværksætte ændringen af filialen, hvis investeringsforvaltningsselskabet ved

ændringen ikke længere overholder direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning

af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i vær-

dipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet).«.

§ 226, stk. 3,

indsættes som

3. pkt.:

»For forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan Finanstil-

synet beslutte, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garan-

tifonden for skadesforsikringsselskaber efter reglerne i § 230 a.«

§ 230

ændres »Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i henhold til § 54 i lov om arbejdsska-

desikring« til: »Garantifonden for skadesforsikringsselskaber efter reglerne i § 230 a«.

Efter § 230 indsættes før overskriften før § 231:

»§ 230 a.

Når et forsikringsselskab overdrager en arbejdsulykkeforsikringsbestand til Ga-

rantifonden for skadesforsikringsselskaber, jf. § 226, stk. 3, §§ 242 a eller 243, stk. 2, skal

forsikringsselskabet samtidig overdrage de forsikringsmæssige hensættelser, der knytter

sig til bestanden. Forsikringsselskabet skal endvidere overdrage aktiver, der modsvarer de

forsikringsmæssige hensættelser. Endelig skal forsikringsselskabet overdrage et beløb, der

svarer til den del af selskabets kapitalkrav, som vedrører de overførte aktiver og passiver.

Stk. 2.

Størrelsen af de beløb, som forsikringsselskabet skal overdrage til Garantifonden for

skadesforsikringsselskaber efter stk. 1, fastsættes på baggrund af en uvildig undersøgelse

af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand.

Stk. 3.

Den uvildige undersøgelse skal foretages af en eller flere sagkyndige personer. For-

sikringsselskabet udpeger de sagkyndige personer inden for en frit fastsat af Finanstilsynet,

og afholder udgifterne forbundet med undersøgelsen. Finanstilsynet skal dog godkende de

foreslåede sagkyndige personer.

Stk. 4.

Forsikringsselskabet skal give de sagkyndige personer de oplysninger, der er nød-

vendige for gennemførelsen af den uvildige undersøgelse.

Stk. 5.

Resultatet af den uvildige undersøgelse skal afgives i en skriftlig rapport, som skal

foreligge inden for en frist fastsat af Finanstilsynet. Finanstilsynet skal godkende den ende-

lige rapport.

Stk. 6.

Når Garantifonden for skadesforsikringsselskaber har taget arbejdsulykkesforsik-

ringsbestanden under administration og modtaget de beløb, som fastsættes ved den uvil-

dige undersøgelse, kan Garantifonden for skadesforsikringsselskaber ikke gøre krav gæl-

dende over for forsikringsselskabet for manglende beløb til dækning af de forsikringsmæs-

sige hensættelser. Tilsvarende kan forsikringsselskabet ikke gøre krav gældende over for

Garantifonden for skadesforsikringsselskaber for eventuelle overskydende beløb efter af-

viklingen af den overdragne bestand.

Stk. 7.

Stk. 1-6 finder ikke anvendelse, når et forsikringsselskab afvikles ved konkurs. «

§ 234, stk. 4,

indsættes som

2. pkt.:

»Har forsikringsselskabet tegnet arbejdsulykkesforsikringer, tages arbejdsulykkesforsik-

ringsbestanden uanset 1. pkt. under administration af Garantifonden for skadesforsikrings-

selskaber på tidspunktet for konkursdekretets afsigelse.«

Efter § 242 indsættes:

»§ 242 a.

Finanstilsynet kan beslutte, at en arbejdsulykkesforsikringsbestand i et forsik-

ringsselskab omfattet af § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, skal tages under administration af Ga-

rantifonden for skadesforsikringsselskaber, hvis tilsynsmyndigheden i forsikringsselska-

bets hjemland har inddraget selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirk-

somhed. § 230 a finder tilsvarende anvendelse.«

§ 243

indsættes som

stk. 2:

»Stk. 2.

Vedrører forbud udstedt efter stk. 1 et forsikringsselskab, som har tegnet arbejds-

ulykkesforsikringer her i landet, træffer Finanstilsynet beslutning om, hvorvidt selskabets

arbejdsulykkesforsikringsbestand skal tages under administration af Garantifonden for ska-

desforsikringsselskaber.«

§ 250, stk. 2, 2. pkt.

ophæves.

§ 307 a, stk. 1,

indsættes som 2. pkt.:

»Det samme gælder filialer af kreditinstitutter med hjemsted i et andet land inden for Den

Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle

område.«

§ 361, stk. 2, nr. 7,

affattes således:

»7) En godkendt offentliggørelsesordning (APA) og en godkendt indberetningsmekanisme

(ARM), der er meddelt tilladelse i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 600/2014 af

10.

11.

12.

15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og har en undtagelse i overensstem-

melse med forordningens artikel 2, stk. 3, betaler 725.000 kr. pr. type af APA eller ARM,

der udbydes.«

13.

§ 373, stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter »§ 206,«: »§ 230 a, stk. 1-4,«.

§5

I lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., jf. lovbekendtgørelse 1047 af 14. oktober

2019, som ændret ved § 4 i lov nr. 369 af 9. april 2019, § 9 i lov nr. 554 7. maj 2019, § 9 i lov nr.

1563 af 27. december 2019 og senest ved § 2 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages følgende æn-

dring:

fodnoten

til lovens titel ændres »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2017/828 af 17. maj 2017 om ændring af direktiv 2007/36/EF, for så vidt angår tilskyn-

delse til langsigtet aktivt ejerskab, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1.« til: »dele af Eu-

ropa-Parlamentets Rådets direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 om ændring af direktiv

2007/36/EF, for så vidt angår tilskyndelse til langsigtet aktivt ejerskab, EU-Tidende 2017,

nr. L 132, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20.

juni 2019 om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2011/61/EU for så vidt angår grænseover-

skridende distribution af kollektive investeringsinstitutter, EU-Tidende 2019, nr. L 188, s.

106. «

§ 3, stk. 1,

indsættes som

nr. 55:

»55) Præmarkedsføring: Udlevering af oplysninger eller meddelelser, direkte eller indi-

rekte, om investeringsstrategier eller -idéer fra en forvalter af alternative investeringsfonde,

der har sit vedtægtsmæssige hjemsted i Den Europæiske Union, i et land, som Unionen har

indgået aftale med på det finansielle område, eller på forvalterens vegne, til potentielle pro-

fessionelle investorer, som er hjemmehørende eller har deres vedtægtsmæssige hjemsted i

Unionen, for at afprøve investorers interesse i:

a) En alternativ investeringsfond, der endnu ikke er etableret,

b) en afdeling i alternativ investeringsfond, der endnu ikke er etableret,

c) en alternativ investeringsfond eller en afdeling i en alternativ investeringsfond, der er

etableret, men som endnu ikke har indgivet anmeldelse om markedsføring i overensstem-

melse med artikel 31 eller 32 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8.

juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde, i den pågældende medlemsstat,

hvor de potentielle investorer er hjemmehørende eller har deres vedtægtsmæssige hjem-

sted, og som i det enkelte tilfælde ikke udgør det samme som et udbud til eller en placering

hos investoren med henblik på at investere i andelene eller kapitalandelene i den pågæl-

dende alternative investeringsfond eller afdeling.«

§ 5, stk. 7,

udgår »samt«, og efter »markedsføringen vedrørende dette« indsættes: »og

regler for faciliteter til rådighed for detailinvestorer«.

§ 81, stk. 2,

indsættes efter som

nr. 9:

»9) Forvalterens adresse og de oplysninger, der er nødvendige for, at tilsynsmyndighe-

derne i værtslandet kan fakturere og meddele lovbestemte gebyrer eller afgifter.

§ 86, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2

Finanstilsynet skal inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle de oplysnin-

ger, der er omhandlet i stk.1, meddele forvalteren, at forvalteren ikke må iværksætte en

planlagt ændring, hvis forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond i hen-

hold til den planlagte ændring ikke længere vil være i overensstemmelse med denne lov

eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere ville over-

holde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.«

§ 86, stk. 3,

affattes således:

»Stk.

Finanstilsynet skal træffe de nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med

artikel 46 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forval-

tere af alternative investeringsfonde , herunder om nødvendigt et udtrykkeligt forbud mod

markedsføring af den alternative investeringsfond, hvis en planlagt ændring iværksættes på

trods af Finanstilsynets meddelelse, jf. stk. 2, eller hvis der har fundet en uforudset ændring

sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere vil

være i overensstemmelse med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis for-

valteren i øvrigt ikke længere opfylder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf «.

Efter §

indsættes før overskriften før § 88:

»Anmeldelse

af ophør af aftaler, der er indgået med henblik på markedsføring af andele

eller kapitalandele i nogle eller alle alternative investeringsfonde fra et land inden for

Unionen eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, i an-

dre medlemsstater end forvalterens hjemland.

§ 87 a.

En forvalter kan på vegne af en alternativ investeringsfond fra et land inden for Den

Europæiske Union eller fra et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle

område, indgive en anmeldelse om ophør af aftaler, der er indgået med henblik på mar-

kedsføring, for nogle eller alle sine andele eller kapitalandele i en medlemsstat, for hvilke

den har indgivet en anmeldelse i overensstemmelse med artikel 32, hvis følgende betingel-

ser er opfyldt, jf. dog stk. 2:

1) Der er fremsat et generelt tilbud om tilbagekøb eller indløsning

a) uden nogen gebyrer eller fradrag,

b) af alle sådanne andele eller kapitalandele i alternative investeringsfonde, der besiddes af

investorer i den pågældende medlemsstat,

c) som er offentligt tilgængeligt i mindst 30 arbejdsdage, og

d) der er stillet individuelt, enten direkte eller via finansielle formidlere, til alle investorer i

den pågældende medlemsstat, hvid identitet er kendt.

2) Hensigten til at opsige aftaler, der er indgået med henblik på markedsføring af andele

eller kapitalandele i nogle eller alle alternative investeringsfonde på den pågældende med-

lemsstats område, offentliggøres via et offentligt tilgængeligt medium, herunder ad elektro-

nisk vej, der sædvanligvis anvendes til markedsføring af alternative investeringsfonde og

er egnet for en typisk investor i en alternativ investeringsfond.

3) Eventuelle aftaler med finansielle formidlere eller den som markedsføringen er delege-

ret til ændres eller opsiges med virkning fra datoen for anmeldelsen af ophøret. En ændring

eller opsigelse skal have virkning fra datoen for anmeldelsen af ophøret med henblik på at

forhindre eventuel ny eller yderligere direkte eller indirekte udbud eller placering af de an-

dele eller kapitalandele, der er angivet i den i stk. 3 omhandlede anmeldelse. Fra og med

datoen for anmeldelsen af ophøret, skal forvalteren ophøre med ethvert nyt eller yderligere

direkte eller indirekte udbud eller placering af andele eller kapitalandele i den alternative

investeringsfond, som forvalteren forvalter i den medlemsstat, for hvilken forvalteren har

indgivet en anmeldelse, jf. stk. 3.

Stk. 2.

Stk. 1, nr. 1 gælder ikke for alternative investeringsfonde af den lukkede type og

fonde, der reguleres ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/760.

Stk. 3.

Forvalteren skal femsende en anmeldelse til Finanstilsynet, der indeholder de oplys-

ninger, der er omhandlet i stk. 1, nr. 1-3

Stk. 4.

Finanstilsynet skal kontrollere, om forvalterens anmeldelse, jf. stk. 3 er fuldstændig.

Stk. 5.

Finanstilsynet skal videresende anmeldelsen til tilsynsmyndighederne i den med-

lemsstat, der er angivet i anmeldelsen og til ESMA senest 15 arbejdsdage efter at have

modtaget en fuldstændig anmeldelse jf. stk. 3, skal. Efter at have videresendt anmeldelsen

skal Finanstilsynet straks underrette forvalteren herom.

Stk. 6.

I en periode på 36 måneder fra datoen for anmeldelsen af ophøret jf. stk. 1, nr. 3, 1.

pkt. må forvalteren ikke foretage præmarkedsføring af andele eller kapitalandele i de alter-

native investeringsfonde, der er angivet i anmeldelsen, eller i forbindelse med lignende in-

vesteringsstrategier eller investeringsidéer, i medlemsstaten, der er angivet i anmeldelsen

omhandlet i stk. 3.

Stk. 7.

Forvalteren skal give investorer, der vedbliver med at investere i den alternative in-

vesteringsfond, og Finanstilsynet de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 22 og 23 i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alter-

nativ investeringsfonde. Forvalteren kan anvende digital kommunikation eller andre midler

til fjernkommunikation til at sende oplysninger, jf. 1. pkt.«

Efter § 88 indsættes i kapitel 13:

»Præmarkedsføring i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen

har indgået aftale med på det finansielle område af andele i alternative investeringsfonde

fra et land inden for Den Europæiske Union, som foretages af en forvalter med registreret

hjemsted i Unionen.

§ 88 a.

En forvalter med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde kan foretage

præmarkedsføring inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har ind-

gået aftale med på det finansielle område jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

En forvalter med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde må ikke fore-

tage præmarkedsføring, hvis de oplysninger, der gives til potentielle professionelle investo-

rer

1) Er tilstrækkelige til at sætte investorerne i stand til at forpligte sig til at erhverve andele

eller kapitalandele i en bestemt alternativ investeringsfond,

2) udgør det samme som tegningsformularer eller lignende dokumenter, i udkast eller i en-

delig form, eller

3) udgør det samme som stiftelsesdokumenter, et prospekt eller udbudsdokumenter for en

endnu ikke etableret alternativ investeringsfond i endelig form.

Stk. 3.

Udleverede udkast til et prospekt eller udbudsdokumenter må ikke indeholde oplys-

ninger, der er tilstrækkelige til at udgøre grundlag for en investeringsbeslutning for inve-

storerne. Det skal fremgå tydeligt af udkastet til et prospekt eller udbudsdokumenter, at

1) De ikke udgør et tilbud om eller en invitation til at tegne andele eller kapitalandele i en

alternativ investeringsfond, og

2) oplysninger i udkastet ikke kan gøres gældende, da de er ufuldstændige og kan blive æn-

dret.

Stk. 4.

En forvalter har ikke pligt til at underrette Finanstilsynet om indholdet eller adressa-

terne for præmarkedsføring.

Stk. 5.

Forvalteren skal sikre, at investorer ikke erhverver andele eller kapitalandele i en

alternativ investeringsfond gennem præmarkedsføring, og at investorer, der kontaktes i for-

bindelse med præmarkedsføring, kun må erhverve andele eller kapitalandele i den pågæl-

dende alternative investeringsfond efter markedsføring, som er tilladt i henhold til artikel

31 og 32 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forval-

tere af alternative investeringsfonde.

Stk. 6.

Professionelle investorers eventuelle tegning inden for 18 måneder efter, at forvalte-

ren er begyndt at foretage præmarkedsføring, betragtes som værende et resultat af præmar-

kedsføring, og vil være underlagt anmeldelsesprocedurerne i artikel 31 og 32 i Europa-Par-

lamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative inve-

steringsfonde, hvis investorerne tegner:

1) andele eller kapitalandele i en alternativ investeringsfond, der henvises til i den informa-

tion, som udleveret i forbindelse med præmarkedsføringen, eller

2) i en alternativ investeringsfond, der er etableret som et resultat af præmarkedsføringen.

Stk. 7.

Forvalteren skal sende en uformel meddelelse, i papir- eller elektronisk form, til Fi-

nanstilsynet, inden for to uger efter at forvalteren har påbegyndt præmarkedsføring. I med-

delelsen skal angives, i hvilke medlemsstater og hvilke perioder der foregår eller er fore-

gået præmarkedsføring, en kort beskrivelse af præmarkedsføringen med oplysninger om de

fremlagte investeringsstrategier og, hvis det er relevant, en liste over de alternative investe-

ringsfonde og afdelinger af alternative investeringsfonde, der var genstand for præmar-

kedsføring.

Stk. 8.

En tredjepart må kun foretage præmarkedsføring på vegne af en forvalter med tilla-

delse, hvis den pågældende har tilladelse som investeringsselskab i overensstemmelse med

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU, som kreditinstitut i overensstem-

melse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU, som administrationssel-

skab for et investeringsinstitut i overensstemmelse med direktiv 2009/65/EF, som forvalter

i overensstemmelse med 2011/61/EU eller fungerer som tilknyttet agent i overensstem-

melse med direktiv 2014/65/EU. En sådan tredjepart er underlagt de betingelser, der er

fastsat i § 88a.

Stk. 9.

Forvalteren skal sikre, at den præmarkedsføring er tilstrækkeligt dokumenteret.«

§ 93, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

Finanstilsynet skal inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle de oplysnin-

ger, der er omhandlet i stk. 1, meddele forvalteren, at forvalteren ikke må iværksætte en

planlagt ændring, hvis forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfonde i hen-

hold til den planlagte ændring ikke længere ville være i overensstemmelse med denne lov

eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere ville opfylde

denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.«

10.

§ 93, stk. 3,

affattes således;

»Stk. 3.

Finanstilsynet træffer alle nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med

artikel 46 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011, hvis en

planlagt ændring iværksættes på trods af stk. 2 og 3, eller hvis en uforudset ændring har

fundet sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke læn-

gere vil være i overensstemmelse med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller

hvis forvalteren i øvrigt ikke længere vil opfylde denne lov eller regler udstedt i medfør

heraf.«

11.

§ 190, stk. 1,

indsættes efter »§ 86, stk. 1, «: »§ 87 a, stk. 6, «, og efter »88, stk. 1, « ind-

sættes: »§ 88 a, stk. 1-3, 5, 7, 1. pkt., og stk. 8 og 9.«

§6

I lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1046 af 14. oktober 2019, som ændret

ved lov nr. 532 af 29. april 2015, lov nr. 554 af 7. maj 2019, lov nr. 1374 af 13. december 2019, lov

nr. 1563 af 27. december 2019 og senest ved lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages følgende ændring:

fodnoten

til lovens titel ændres »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2017/828 af 17. maj 2017 om ændring af direktiv 2007/36/EF, for så vidt angår tilskyn-

delse til langsigtet aktivt ejerskab, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1.« til: »dele af Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 om ændring af direk-

tiv 2007/36/EF, for så vidt angår tilskyndelse til langsigtet aktivt ejerskab, EU-Tidende

2017, nr. L 132, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1160

af 20. juni 2019 om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2011/61/EU for så vidt angår græn-

seoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter, EU-Tidende 2019, nr. L

188, s. 106. «

§ 28, stk. 1,

indsættes som

4. pkt.:

»Anmeldelsen skal endvidere

indeholde de oplysninger, herunder den danske UCITS’

adresse, der er nødvendige for, at værtslandets tilsynsmyndigheder kan fremsende faktu-

raer og meddelelser om lovbestemte gebyrer, afgifter og oplysning om faciliteterne til at

udføre opgaver vedrørende behandling, tegnings-, tilbagekøbs- og indløsningsordrer og

fortage andre udbetalinger til investorerne i forbindelse med andele i den danske UCITS.«

§ 28, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

Den danske UCITS skal, mindst en måned før iværksættelse af en ændring af op-

lysningerne, som er angivet i anmeldelsen, jf. stk. 1, eller en ændringen vedrørende de an-

delsklasser, der skal markedsføres, give skriftlig meddelelse om ændring til Finanstilsynet

og til tilsynsmyndighederne i værtslandet. Finanstilsynet skal inden for 15 arbejdsdage ef-

ter modtagelsen af alle oplysningerne, jf. 1. pkt., underrette den danske UCITS om, at den

danske UCITS ikke må iværksætte en ændring, hvis ændringen medfører, at den danske

UCITS ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov.«

§ 28, stk. 3

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

Finanstilsynet træffer alle nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med

artikel 98 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009, hvis en

planlagt ændring iværksættes på trods af stk. 2, 2. pkt., hvorved den danske UCITS’ mar-

kedsføring ikke længere vil være i overensstemmelse med denne lov eller regler udstedt i

medfør heraf, eller hvis den danske UCITS i øvrigt ikke længere vil opfylde denne lov eller

regler udstedt i medfør heraf.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

Efter § 28 indsættes

i kapitel 14:

»§ 28 a.

En dansk UCITS kan indgive anmeldelse om ophør af aftaler, der er indgået med

henblik på markedsføring af andele, herunder eventuelt andelsklasser, i en medlemsstat el-

ler i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, for hvilken den

danske UCITS har indgivet en anmeldelse, jf. § 28, og hvor følgende betingelser er op-

fyldt:

1) Der er fremsat et generelt tilbud om tilbagekøb eller indløsning

a) uden nogen gebyrer eller fradrag,

b) af alle sådanne andele eller kapitalandele i alternative investeringsfonde, der besiddes af

investorer i den pågældende medlemsstat,

c) som offentligt tilgængeligt i mindst 30 arbejdsdage

d) er stillet individuelt, enten direkte eller via finansielle formidlere, til alle investorer i den

pågældende medlemsstat, hvis identitet.

2) Hensigten til at aftaler, der er indgået med henblik på markedsføring af sådanne andele i

den pågældende medlemsstat, offentliggøres via et offentligt tilgængeligt medium, herun-

der ved anvendelse af digital kommunikation, der sædvanligvis anvendes til markedsføring

af danske UCITS og er egnet for en typisk investor i danske UCITS.

3) Eventuelle aftaler med finansielle formidlere eller med den, som markedsføringen er de-

legeret til, ændres eller opsiges med virkning fra datoen for anmeldelsen af ophøret med

henblik på at forhindre eventuel ny eller yderligere direkte eller indirekte udbud eller pla-

cering af de andele, der er angivet i den i stk. 2 nævnte anmeldelse. Fra anmeldelsesdatoen

af ophøret skal den danske UCITS ophøre med ethvert nyt eller yderligere direkte eller in-

direkte udbud eller placering af andele, der var genstand for anmeldelse om ophør i nævnte

medlemsstat.

Stk. 2.

De i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte oplysninger skal klart beskrive, hvilke konsekvenser

det får for investorer, hvis de ikke accepterer tilbuddet om at indløse eller tilbagekøbe de-

res andele. De i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte oplysninger skal stilles til rådighed på det offici-

elle sprog eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvortil den danske UCITS har

indgivet en anmeldelse, jf. § 28, stk. 1, eller på et sprog, der er godkendt af tilsynsmyndig-

hederne i den pågældende medlemsstat.

Stk. 3.

Den danske UCITS skal fremsende en anmeldelse til Finanstilsynet, der indeholder

oplysningerne, som er nævnt i stk.1, nr. 1-3.

Stk. 4.

Finanstilsynet skal

sikre, at den danske UCITS’ anmeldelse er fuldstændig. Finans-

tilsynet skal underrette den danske UCITS straks, når anmeldelsen, jf. stk. 3, er videresendt

til tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, som er angivet i anmeldelsen, og til ESMA.

Stk. 5.

Den danske UCITS skal give investorer, der vedbliver med at investere i den danske

UCITS, og Finanstilsynet de oplysninger, som er nævnt i afsnit VII, eller som er nævnt i

regler som udstedt i medfør af bestemmelser i afsnit VII. Der kan anvendes digital kommu-

nikation eller andre midler til fjernkommunikation under forudsætning af at informations-

og kommunikationsmidlerne er tilgængelige for investorer på det officielle sprog eller et af

de officielle sprog i den medlemsstat, hvor investoren befinder sig, eller på et sprog, der er

godkendt af denne medlemsstats kompetente myndigheder.«

§ 190, stk. 1,

ændres »§ 28, stk. 1 og 3« til: »§ 28, stk. 1 og 4, § 28 a, stk. 3«.

§7

I hvidvaskloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 380 af 2. april 2020, foretages følgende ændringer:

§ 1, stk. 1,

indsættes som nr.

25-27:

»25) Udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta.

26) Udbydere af overførsel af virtuel valuta.

27) Udstedere af virtuel valuta.«.

§ 5,

ændres »50.000« til: »20.000«.

§ 7, stk. 2, 1. pkt.,

ændres », 23 og 24,« til: »og 23-27,«.

§ 10, nr. 2, litra c,

indsættes efter »valutaveksling,«: »herunder veksling mellem virtuel

valuta og fiatvaluta«.

§ 10, nr. 2,

indsættes som

litra d:

»d) 1000 euro eller derover ved veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, over-

førsel af virtuel valuta, udstedelse af virtuel valuta, hvad enten transaktionen sker på én

gang eller som flere transaktioner, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet,«

§ 38, stk. 3,

ændres », 23 eller 24,« til: »eller 23-27,«.

§ 38, stk. 6,

ændres », 23 og 24,« til: »og 23-27,«.

§ 47, stk. 1, 1. pkt., § 49, stk. 1, 1. pkt., § 51, § 51 a, stk. 1, § 51 b, stk. 1, 1. pkt., § 53 og §

54, stk. 1 og 2,

ændres », 23 og 24,« til: »og 23-27,«.

§ 47, stk. 3,

§ 50, stk. 2,

ændres: », 23 og 24,« til: »og 23-27,«.

§ 48, stk. 2,

ændres »23 og 24,« til: »23-27,«.

§ 52

ændres », 23 og 24, « til: »og 23-27,«.

§ 55, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »eller § 51« til: »§ 51 eller § 51 b«.

§ 55, stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter »i«: »mindst«.

I § 78, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »§ 49, stk. 1«: » og 2«.

10.

11.

12.

13.

14.

§8

I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 377 af 2. april 2020, som ændret ved i lov nr. 369

af 9. april 2019, lov nr. 641 af 19. maj 2020 og lov nr. 642 af 19. maj 2020, foretages følgende

ændringer:

fodnoten

til lovens titel indsættes efter »EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 349,«: »som

ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2177 af 18. december 2019,

EU-tidende 2019, nr. L 334, s. 155,« og efter »EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 84,« ind-

sættes: »som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2175 af 18.

december 2019, EU-tidende 2019, nr. L 334, s. 1.«

§ 1, stk. 7,

ophæves.

Stk. 8-11 bliver herefter stk. 7-10.

§ 3, nr. 12, 13

15,

ophæves.

Nr. 14 bliver herefter nr. 12, og nr. 16-35 bliver herefter nr. 13-32.

§ 3, nr. 14,

der bliver nr. 12, affattes således:

»12) Godkendt offentliggørelsesordning (APA): En godkendt offentliggørelsesordning

(APA) som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 34, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter.«

§ 3, nr. 16,

der bliver nr. 13, affattes således:

»13) Godkendt indberetningsmekaniske (ARM): En godkendt indberetningsmekanisme

(ARM) som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 36, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter.«

§ 3

indsættes som

nr. 36

37:

»36) Afregningskonto: En konto i en centralbank, et afregningsfirma eller et depot hos en

værdipapircentral (CSD) til anbringelse af midler eller værdipapirer samt til afregning af

transaktioner mellem deltagerne i et værdipapirafviklingssystem, et registreret betalingssy-

stem og interoperabelt system.

37) Forretningsdag: både dag- og natafvikling omfattende alle hændelser, der forekommer

i løbet af et systems forretningsmæssige cyklus.«

§ 56, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »udbydere af dataindberetningstjenester,« til: »godkendte of-

fentliggørelsesordninger (APA) eller godkendte indberetningsmekanismer (ARM), der er

undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og meddelt tilladelse og underlagt tilsyn fra Fi-

nanstilsynet,« og i

2. pkt.

ændres »en udbyder af dataindberetningstjenester« til: »en god-

kendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM),

der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og meddelt tilladelse og underlagt tilsyn

fra Finanstilsynet,«.

§ 56, stk. 2

ændres »en udbyder af dataindberetningstjenester,« til: »en godkendt of-

fentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er

undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsy-

net,«.

§ 57, stk. 1,

ændres »en udbyder af dataindberetningstjenester,« til: »en godkendt offent-

liggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undta-

get fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet,«.

overskriften

før § 57 a ændres »eller udbydere af en dataindberetningstjeneste« til: »,

godkendte offentliggørelsesordninger (APA) eller godkendte indberetningsmekanismer

(ARM)«.

§ 57 a, stk. 1,

ændres »eller en udbyder af en dataindberetningstjeneste« til: », en god-

kendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM),

der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Fi-

nanstilsynet,«.

10.

11.

12.

§ 57 a, stk. 1, nr. 1

ændres »eller udbyderen af en dataindberetningstjenestes« til: »,

den godkendte offentliggørelsesordnings (APA) eller den godkendte indberetningsmekanis-

mes (ARM),«.

§ 57 a, stk. 2,

ændres »eller udbyderen af en dataindberetningstjeneste« til: », med den

godkendte offentliggørelsesordning (APA) eller den godkendte indberetningsmekanisme

(ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn

fra Finanstilsynet«.

§ 58, stk. 1, 1. pkt., og stk.4,

ændres »en udbyder af dataindberetningstjenester« til: »en

godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme

(ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn

fra Finanstilsynet«, og i

§ 58, stk. 5, 1. pkt., ændres

»udbyderen af dataindberetningstjene-

ster« til: »den godkendte offentliggørelsesordning (APA) eller den godkendt indberetnings-

mekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse

og tilsyn fra Finanstilsynet«.

§ 58 a, stk. 1,

indsættes som 2. pkt.:

»Det samme gælder filialer af udenlandske operatører af markedspladser«.

Afsnit IX

ophæves.

Efter § 163 indsættes:

»§ 163 a.

Afsigelse af konkursdekret eller indledning af rekonstruktionsbehandling mod

en deltager er ikke til hinder for, at midler eller værdipapirer, der er disponible på deltage-

rens afregningskonto, kan anvendes på forretningsdagen, hvor konkursen indtræder eller

rekonstruktionsbehandlingen indledes, til at indfri deltagerens forpligtelser til at afvikle

13.

14.

15.

16.

17.

overførselsordrer, der er indgået i værdipapirafviklingssystemet, det registrerede betalings-

system eller det interoperable system, jf. § 166, jf. § 163, stk. 2.«

18.

19.

§ 176, nr. 4,

ændres »27« til: »24«.

§ 212, stk. 1,

ændres »udbydere af dataindberetningstjenester,« til: »godkendte offentlig-

gørelsesordninger (APA) og godkendte indberetningsmekanismer (ARM), der er meddelt

tilladelse i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om mar-

keder for finansielle instrumenter og har en undtagelse i overensstemmelse forordningens

med artikel 2, stk. 3,«.

§ 214, stk. 2, 1. pkt.,

ændres »og udbydere af dataindberetningstjenester« til: », godkendte

offentliggørelsesordninger (APA) og godkendte indberetningsmekanismer (ARM), der er

undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsy-

net,«.

§ 214, stk. 4,

ændres »udbydere af dataindberetningstjenester« til: », en godkendt offent-

liggørelsesordning (APA) og en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget

fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet,«.

§ 221, stk. 1, stk. 4, 1. pkt.,

stk. 9,

udgår »eller en udbyder af dataindberetningstjenester«.

§ 221, stk. 2,

stk. 4, 3. pkt.,

udgår »eller i en udbyder af dataindberetningstjenester«.

§ 221, stk. 1

ændres »§ 69, § 147, stk. 1, nr. 2-5, eller § 148« til: »eller § 69«.

§ 221, stk. 4, 1. pkt.,

udgår », eller § 147, stk. 1, nr. 3«.

§ 221, stk. 5,

ændres »§ 69, § 147, stk. 1, nr. 2, 4 eller 5, eller § 148« til: »eller § 69«.

§ 221, stk. 6, 1. pkt.,

udgår », udbyderen af dataindberetningstjenester«.

§ 221, stk. 8, 1. pkt.,

udgår »eller udbyderen af dataindberetningstjenester« og », og § 144,

stk. 1, nr. 5«, og i

2. pkt.

udgår »og § 144, stk. 1, nr. 5,«.

§ 224, stk. 4, § 225, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., og nr. 10

12, § 226, nr. 11,

§ 227, nr. 5,

ændres »en udbyder af dataindberetningstjenester« til: »en godkendt offentliggørelsesord-

ning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forord-

ning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet« og i

§ 226, nr. 6,

ændres »en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en udbyder af dataindbe-

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

retningstjenester« til: »en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt ind-

beretningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt

tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, en central modpart (CCP), en værdipapircentral

(CSD)«.

30.

§ 233, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »en udbyder af dataindberetningstjenester,« til: »en godkendt

offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er

undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsy-

net,«.

§ 242

ændres »en udbyder af dataindberetningstjenester,« til: »en godkendt offentliggørel-

sesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra

forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet,«.

§ 246, stk. 1, nr. 4,

affattes således:

»4) Godkendte offentliggørelsesordning (APA) og godkendte indberetningsmekanisme

(ARM), der er meddelt tilladelse i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 600/2014 af

15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og har en undtagelse i overensstem-

melse med forordningens artikel 2, stk. 3.«

247, stk. 1,

ændres »§ 140, § 140 a, § 142, stk. 1, § 145, § 146, stk. 1 og 2, § 147, stk. 2, jf.

stk. 1, nr. 3 og 4, § 147, stk. 4, jf. stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, §§ 149-162 og § 241« til: »§§

140, 140 a og 241«.«.

§ 248

indsættes efter »artikel 27, stk. 1,«: »artikel 27f, stk. 1- 3, artikel 27g, stk. 1-5, og

artikel 27i, stk. 1-4, når en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt ind-

beretningsmekanisme (ARM) har en undtagelse i overensstemmelse med artikel 2, stk. 3,«.

§ 254, stk. 1, 1. pkt.,

og stk.

ændres »en udbyder af dataindberetningstjenester,« til: »en

godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme

(ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn

fra Finanstilsynet,«.

§ 254, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2.

Med bøde straffes et bestyrelsesmedlem i en operatør af et reguleret marked, der

ikke efterkommer et påbud, der er givet efter § 221, stk. 2, og. 3 og stk. 4, 3. pkt.«

§ 255, stk. 5, 1. pkt.,

indsættes efter »dette kapitel«: »skal der«.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

§ 256, stk. 1,

ændres »en udbyder af dataindberetningstjenester,« til: »en godkendt offent-

liggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undta-

get fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet,«, og

stk. 3

udgår »eller en udbyder af dataindberetningstjenester« og »henholdsvis udbyderen af

dataindberetningstjenester«.

§9

I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1045 af 14. oktober 2019, som ændret

ved lov nr. 1374 af 13. december 2019 og lov nr. 1563 af 27. december 2019, foretages følgende

ændringer:

§ 3, stk. 1, nr. 3,

indsættes efter »§ 5,«» og«.

§ 3, stk. 1, nr. 4,

ændres »og« til: ».«.

§ 3, stk. 1, nr. 5,

ophæves.

§ 3

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2.

Et ejendomskreditselskab, der til forbrugere handler med pantebreve i fast ejen-

dom, skal udover at overholde kravene i stk. 1 dokumentere, at der er oprettet en særlig

konto, hvor det aftalte provenu skal indsættes, og at selskabet har etableret sikkerhed for

disse midler, jf. stk. 6.«

Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.

§ 3, stk. 2,

der bliver til stk. 3, udgår »nr. 1-5«.

§ 3, stk. 4

ændres »stk. 1, nr. 5« til: »stk. 2«.

§ 12, stk. 7,

ændres »§ 3, stk. 1, nr. 5, § 3, stk. 5« til: »§ 3, stk. 2 og 6«.

I § 22, stk. 1 ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3, stk. 6«.

§ 10

I lov om betalingskonti, jf. lovbekendtgørelse nr. 1805 af 12. december 2018, som ændret ved lov nr.

1563 af 27. december 2019, foretages følgende ændringer:

§ 9, stk. 1,

indsættes før nr. 1 som nyt nummer:

»1) Muligheden for at åbne, anvende og lukke en betalingskonto.«

Nr. 1-3 bliver herefter nr. 2-4.

§ 12

affattes således:

»§ 12.

Et pengeinstitut skal tilbyde de tjenesteydelser, der er nævnt i § 9, vederlagsfrit eller

mod betaling af et rimeligt gebyr.

Stk. 2.

Tjenesteydelser efter § 9, stk. 1, nr. 1-3, og nr. 4, litra b, må uanset antal gennem-

førte betalingstransaktioner ikke pålægges gebyrer udover eventuelle rimelige gebyrer.

Dette gælder dog ikke betalingstransaktioner med et kreditkort.

Stk. 3.

Et pengeinstitut kan pålægge en forbruger et rimeligt gebyr i tilfælde af manglende

overholdelse af forpligtelserne i henhold til en rammeaftale for en basal betalingskonto.

Stk. 4.

Ved fastlæggelsen af et rimeligt gebyr, jf. stk. 1-3, skal der tages hensyn til

1) indkomstniveauet i Danmark,

2) de gennemsnitlige gebyrer, der opkræves af pengeinstitutter i Danmark for tjenesteydel-

ser i forbindelse med betalingskonti, og

3) pengeinstituttets omkostninger og en rimelig fortjeneste ved at tilbyde en basal beta-

lingskonto til forbrugere.«

§ 11

I lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1024 af 3. oktober 2019, som ændret ved § 4 i lov nr.

641 af 19. maj 2020 og § 7 i lov nr. 1374 af 13. december 2019, foretages følgende ændringer:

§ 25, stk. 3,

ændres »jf. stk. 2,« til: »jf. stk. 1 og 2,«.

§ 148, stk. 1,

affattes således:

»Til dækning af omkostningerne ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens og Forbruger-

ombudsmandens tilsyn efter denne lov betaler følgende fysiske og juridiske personer om-

fattet af lov om betalinger årligt den nedenfor anførte afgift til Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen:

1) Betalingsinstitutter betaler følgende:

a. 8.460 kr., når instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2.

halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår

er mindre end 250 mio. kr.

b. 27.060 kr., når instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2.

halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår

er mellem 250 mio. kr. og 100 mia. kr.

c. 169.120 kr., når instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2.

halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår

er større end 100 mia. kr.

Betalingsinstitutter fra udlandet (filial i Danmark) betaler 8.940 kr.

E-pengeinstitutter betaler følgende:

a. 8.460 kr., når summen af pengeinstituttets gennemsnitlige udestående elektro-

niske penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2.

halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår

er mindre end 250 mio. kr.

b. 27.060 kr., når summen af pengeinstituttets gennemsnitlige udestående elek-

troniske penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2.

halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår

er mellem 250 mio. kr. og 100 mia. kr.

c. 169.120 kr., når summen af pengeinstituttets gennemsnitlige udestående elek-

troniske penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2.

halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår

er større end 100 mia. kr.

Virksomheder med begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge eller til at

udbyde betalingstjenester betaler 3.750 kr.

Virksomheder med tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester betaler 8.460 kr.«

§ 148, stk. 2

ændres »nr. 1-6« til: »nr. 1-5«.

§ 12

I lov nr. 116 af 7. april 1936 om Danmarks Nationalbank, som ændret ved lov nr. 166 af 13. april

1938, § 44 i lov nr. 88 af 15. marts 1939, lov nr. 67 af 15. marts 1967, § 90 i lov nr. 174 af 30. april

1969 og § 16 i lov nr. 579 af 1. juni 2010, foretages følgende ændring:

§ 14 a

affattes således:

»§ 14 a.

De virksomheder, der er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister, skal på

anmodning fra Danmarks Nationalbank give alle de oplysninger, der er nødvendige for va-

retagelsen af Danmarks Nationalbanks opgaver, jf. bankens formål § 1.

Stk.2.

Virksomheder, der har afgivet oplysninger efter stk. 1, har pligt til hurtigst muligt at

berigtige oplysningerne over for Danmarks Nationalbank, hvis det senere konstateres, at

oplysningerne ikke var korrekte på tidspunktet for afgivelsen, eller oplysningerne senere er

blevet misvisende.

Stk. 3.

Med bøde straffes de virksomheder, som er nævnt i stk. 1, der undlader rettidigt at

meddele de oplysninger, Danmarks Nationalbank anmoder om, som forsætligt eller ved grov

uagtsomhed afgiver urigtige oplysninger eller som ikke hurtigst muligt berigtiger oplysnin-

ger efter stk. 2. Virksomhederne kan pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.

kapitel. «

§ 20

affattes således:

»§ 20.

Ansatte i Danmarks Nationalbank samt medlemmer af repræsentantskab og besty-

relse har under ansvar efter straffelovens §§152-152 e tavshedspligt i forhold til de fortro-

lige oplysninger, som de får kendskab til gennem udøvelsen af bankens opgaver, jf. § 1.

Det samme gælder for personer, der udfører arbejde for Danmarks Nationalbank. Dette

gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.

Stk. 2.

Fortrolige oplysninger kan videregives til:

1) Den Kongelige Bankkommissær

2) Finansiel Stabilitet, under forudsætning af at oplysninger er nødvendige, for at Finansiel

Stabilitet kan udføre sine lovbestemte opgaver.

3) Finanstilsynet, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for at Finanstilsy-

net kan udføre sine lovbestemte opgaver.

4) Udvalg, grupper m.v. nedsat af Erhvervsministeren, der har til formål at drøfte og koor-

dinere indsatsen for at sikre den finansielle stabilitet

5) Den Europæiske System af Centralbanker samt centralbanker beliggende i et EØS-land,

under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for dem til opfyldelse af deres lov-

bestemte opgaver.

6) European Systemtic Risk Board, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige

for, at European Systemtic Risk Board kan udføre sine opgaver.

7) Danmarks Statistik

8) Europa-Kommissionens statistikkontor, Eurostat, under forudsætning af at oplysninger

er nødvendige for det statistiske samarbejde indenfor EU.

9) Bank for international Settlements, under forudsætning af at oplysningerne er nødven-

dige for det internationale statistiske samarbejde.

10) International Monetary Fund, under forudsætning af at oplysninger er nødvendige for

det internationale samarbejde.

Stk. 3.

Alle, der modtager fortrolige oplysninger fra Danmarks Nationalbank efter stk. 2, er

underlagt den i stk.1 omhandlende tavshedspligt for de videregivne oplysninger. Videregi-

velse efter stk. 2, nr. 9-19, kan alene ske på baggrund af en international samarbejdsaftale,

og under forudsætning af at modtagerne er underlagt en lovbestemt tavshedspligt, der sva-

rer til tavshedspligten i medfør af stk. 1, og har behov for oplysninger til varetagelse af de-

res opgaver.«

§ 13

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2021. jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

§ 8, nr. 1-5, 7-14 og 16-38, træder i kraft den 1. januar 2022.

Stk. 3.

I perioden fra den 1. juli 2021 til den 31. december 2021 overdrager Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring al materiale vedrørende forsikringsbestande, jf. § 89 a i lov om arbejdsskadesikring,

som affattet ved denne lovs § 2, nr. 7, til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, som Arbejds-

markedets Erhvervssikring er i besiddelse af, herunder personoplysninger, som vedrører konkrete

arbejdsulykkessager. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring yder i samme periode bistand til Garantifon-

den for skadesforsikringsselskaber ved behandlingen af konkrete arbejdsulykkessager, som overdra-

ges til Garantifonden.

Stk. 4.

Ved efterregulering af beløb efter § 54 i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr.

376 af d. 31 marts 2020, finder § 48, stk. 6, 3. og 4. pkt., i lov om arbejdsskadesikring jf. lovbekendt-

gørelse nr. 376 af d. 31 marts 2020 anvendelse i 2021, 2022 og 2023. Eventuelle overskydende beløb,

som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har opkrævet efter § 54, indgår i grundlaget for forhåndsop-

krævningen af øvrige beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opkræver efter § 48, stk. 6, 3.

pkt., for perioden 2021-2023.

Stk. 5.

Er en ansøgning om tilladelse som udbyder af dataindberetningstjeneste modtaget af Finans-

tilsynet før den 1. oktober 2021, træffes afgørelsen om registrering eller nægtelse af registrering af

Finanstilsynet.

Stk. 6.

Enhver tilladelse til en udbyder af dataindberetningstjeneste, som er meddelt af Finanstilsynet,

bevarer sin gyldighed efter overdragelsen af beføjelser til Den Europæiske Værdipapir- og Markeds-

tilsynsmyndighed.

§ 14

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

§§ 1 og 4-13 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de

ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 3.

§§ 1 og 4-13 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de

ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Overdragelse af administrationen af en arbejdsulykkesforsikringsbestand fra Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når et forsikringsselskab går kon-

kurs eller får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.2. Finanstilsynets underretningspligt i forbindelse med investeringsselskabers etablering af filialer

i et andet land

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.3. Definition af præmarkedsføring

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.4. Bemyndigelse til at fastsætte regler for faciliteter til rådighed for detailinvestorer

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.4.3. Den foreslåede ordning

2.5. Oplysninger i anmeldelse af markedsføring af alternative investeringsfonde

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.5.3. Den foreslåede ordning

2.6. Væsentlige ændringer af oplysninger vedrørende forvalteres grænseoverskridende markedsføring

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.6.3. Den foreslåede ordning

2.7. Forvaltere af alternative investeringsfondes anmeldelse om ophør af aftaler om markedsføring

2.7.1. Gældende ret

2.7.2 Erhvervsministeriets overvejelser

2.7.3 Den foreslåede ordning

2.8. Betingelser for præmarkedsføring af alternative investeringsfonde

2.8.1. Gældende ret

2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.8.3. Den foreslåede ordning

2.9. Væsentlige ændringer af oplysninger vedrørende grænseoverskridende forvaltning eller levering

af tjenesteydelser

2.9.1. Gældende ret

2.9.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.9.3 Den foreslåede ordning

2.10. Danske UCITS’ grænseoverskridende markedsføring

2.10.1. Gældende ret

2.10.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.10.3. Den foreslåede ordning

2.11. Danske UCITS anmeldelse af ophør af aftaler om grænseoverskridende markedsføring

2.11.1. Gældende ret

2.11.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.11.3. Den foreslåede ordning

2.12. Udbydere af tjenester med virtuel valuta

2.12.1. Gældende ret

2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.12.3. Den foreslåede ordning

2.13. Skærpelse af kontantforbuddet

2.13.1. Gældende ret

2.13.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.13.3. Den foreslåede ordning

2.14. Ophævelse af reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester

2.14.1. Gældende ret

2.14.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.14.3. Den foreslåede ordning

2.15. Ændringer som følger af finalitydirektivet

2.15.1. Gældende ret

2.15.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.15.3. Den foreslåede ordning

2.16. Anvendelse af administrative bødeforlæg på kapitalmarkedsområdet

2.16.1. Gældende ret

2.16.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.16.3. Gældende ret

2.17. Basal betalingskonti

2.17.1. Gældende ret

2.17.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.17.3. Den foreslåede ordning

2.18. Bemyndigelse til at fastsætte regler vedrørende ledelsen og styringen i e-pengeinstitutter og

betalingsinstitutter

2.18.1. Gældende ret

2.18.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.18.3. Den foreslåede ordning

2.19. Ændring af regler om afgifter for betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter

2.19.1. Gældende ret

2.19.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.19.3. Den foreslåede ordning

2.20. Ændring af datahjemmel

2.20.1. Gældende ret

2.20.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.20.3. Den foreslåede ordning

2.21. Gennemførelse af lovbestemt tavshedspligt

2.21.1. Gældende ret

2.21.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.21.3. Den foreslåede ordning

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

Indledning

Formålet med nærværende lovforslag er at gennemføre en række ændringer af den finansielle lovgiv-

ning, der har til formål at øge forbruger- og investorbeskyttelsen samt sikre et styrket og målrettet

tilsyn på det finansielle område.

Det foreslås, at det fremadrettet skal være Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, som vareta-

ger administrationen af en arbejdsulykkeforsikringsbestand i tilfælde af, at et forsikringsselskab får

trukket sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesvirksomhed. Ligeledes foreslås det, at Garantifonden

varetager administrationen af arbejdsulykkeforsikringsbestanden i tilfælde af et arbejdsulykkesfor-

sikringsselskabs konkurs. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil fortsat skulle behandle de sager om

arbejdsulykker, der efter gældende regler i henhold til lov om arbejdsskadesikring, skal anmeldes til

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Ændringen vil sikre en samlet og koordineret indsats til fordel

for forsikringstagere og sikrede, når et skadesforsikringsselskab går konkurs eller får inddraget sin

tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Herudover foreslås en række ændringer, som har til formål at sikre lige vilkår blandt kollektive inve-

steringsinstitutter og afskaffe restriktionerne for den fri bevægelighed for andele og aktier i kollektive

investeringsinstitutter i Unionen, samtidig med at der sikres en mere ensartet beskyttelse for investo-

rer. Endvidere foreslås en række bestemmelser, der skal sikre tilsynet med reglerne om markedsføring

og præmarkedsføring. Ændringerne følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU

af 20. juni 2019 om ændring af direktiv 2009/65/EF (UCITS-direktivet) og 2011/61/EU (FAIF-direk-

tivet) for så vidt angår grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter, herefter

cross border-direktivet.

Herudover foreslås en række ændringer til hvidvaskloven, der skal sikre at udbydere af tjenester med

virtuel valuta omfattes af kravene til kundekendskabsprocedure m.v. Ændringen gennemfører dele af

The Financial Action Taskforce (FATF) anbefaling nr. 15 om regulering af udbydere af tjenester med

virtuelle valutaer. Formålet med ændringerne er at styrke indsatsen mod bekæmpelse af hvidvask og

finansiering af terrorisme på det finansielle marked for virtuelle valutaer. Herudover foreslås der en

nedsættelse af forbuddet mod kontantbetaling for at imødekomme den høje risiko for hvidvask, der

er ved kontantbetalinger.

Herudover foretages der visse ændringer af lov om kapitalmarkeder, som er foranlediget af omnibus-

direktivet og omnibusforordningen. Det medfører, at reglerne i lov om kapitalmarkeder om udbydere

af dataindberetnings-tjenester ophæves, der blev indsat for at gennemføre reglerne i Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter

(MiFID II), og som nu bliver erstattet af bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter (MiFIR). Det medfører,

at dataindberetningstjenester fremadrettet, som udgangspunkt vil være under tilsyn af den Europæiske

Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA). MiFIR indeholder dog en undtagelse, der inde-

bærer, visse dataindberetningstjenester fortsat skal være under nationalt tilsyn. Ændringerne i nær-

værende lovforslag afspejler denne undtagelse.

Med henblik på at præcisere kredsen af indberetningspligtige virksomheder til Danmarks National-

bank, foreslås derudover en præcisering af Danmarks Nationalbanks hjemmel til at indhente oplys-

ninger og bruge dem til at løse opgaver inden for dens formål. For at beskytte oplysningerne fra de

indberetningspligtige virksomheder samt de særlige opgaver, som Danmarks Nationalbank skal løse

efter nationalbanklovens § 1foreslås herudover en særlig tavshedspligt for ansatte i Danmarks Natio-

nalbank samt medlemmer af repræsentantskab og bestyrelse. Endvidere foreslås en udvidelse af mu-

lighederne for, at Danmarks Nationalbank kan videregive fortrolige oplysninger til andre relevante

nationale myndigheder m.fl. Herved understreges vigtigheden af Danmarks Nationalbanks adgang til

fortrolige oplysninger til at understøtte dens formål. Samtidig hermed vil en lovbestemt tavshedspligt

bl.a. sikre de indberetningspligtiges fortrolige oplysninger, uden at det ændrer på Danmarks Natio-

nalbanks mulighed for at videregive fortrolige oplysninger til den kgl. bankkommissær eller andre

relevante myndigheder.

Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Overdragelse af administrationen af en arbejdsulykkesforsikringsbestand fra Arbejdsmarke-

dets Erhvervssikring til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når et forsikringssel-

skab går konkurs eller får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksom-

hed.

2.1.1.

Gældende ret

I tilfælde af, at et forsikringsselskab får inddraget sin tilladelse til at drive bestemte former for forsik-

ringsvirksomhed eller går konkurs, administreres den efterladte forsikringsbestand i dag af henholds-

vis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis der er tale om arbejdsulykkesforsikringer, eller Garanti-

fonden, hvis der er tale om andre forsikringstyper, der falder inden for Garantifondens dækningsom-

råde.

Det følger af den gældende § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at et forsikringsselskabs

arbejdsulykkesforsikringsbestand tages under administration af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i

henhold til § 54 i lov om arbejdsskadesikring, når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at

drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Tilsvarende følger af den gældende § 54, stk. 1, i lov om

arbejdsskadesikring.

Det følger endvidere af § 54 i lov om arbejdsskadesikring, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved

overtagelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden indtræder i alle de rettigheder og forpligtelser

vedrørende forsikringstagerne og de forsikrede arbejdstagere, som forsikringsselskabet havde forud

for overdragelsen, og dækker alle udækkede erstatningskrav vedrørende skader, der er sket før Fi-

nanstilsynets inddragelse af forsikringsselskabets tilladelse, og som sker indtil 4 uger efter, at forsik-

ringsselskabet, likvidator eller kurator har orienteret forsikringstagerne om, at forsikringsselskabet

ikke længere har tilladelse til at udbyde arbejdsulykkesforsikringer. Endelig følger det, af samme

bestemmelse, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring overtager forsikringsselskabets forpligtelser efter

lov om arbejdsskadesikring. Dette gælder både behandling af konkrete skadesager, herunder behand-

ling af anmeldelser og stillingtagen til spørgsmål om behandlingsudgifter og betaling for sagsoplys-

ning, erstatningsudgifter, hjælpemidler m.v.

Herudover følger det af § 54 i lov om arbejdsskadesikring, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fi-

nansierer udgifterne, der følger af overtagelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden, af aktiver,

herunder tilgodehavender fra genforsikringsaftaler, der overføres fra det overdragne forsikringssel-

skab eller boet efter dette selskab. Er der ikke overført aktiver, eller er der ikke overført tilstrækkelige

aktiver fra forsikringsselskabet eller boet efter dette selskab på det tidspunkt, hvor udgifterne skal

afholdes, udlægger Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udgifterne, indtil Arbejdsmarkedets Erhvervs-

sikring modtager de fornødne aktiver fra forsikringsselskabet eller boet efter selskabet. De udgifter,

som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afholder, finansieres af alle de forsikringsselskaber, der dri-

ver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Er forsikringsselskabet gået konkurs, skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anmelde sit krav i kon-

kursboet. Beløb, der indgår i boet fra dækning ved genforsikring vedrørende bestanden af arbejds-

ulykkesforsikringer, som er omfattet af lov om arbejdsskadesikring, anvendes forlods til dækning af

krav fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har betalt erstat-

ninger eller godtgørelser, som udløser betaling fra genforsikringsselskaber. Kravet viger dog for de

fordringer, der er nævnt i konkurslovens §§ 93 og 94, i det omfang disse fordringer ikke kan dækkes

af boets øvrige midler. Genforsikringskontrakter og registrerede aktiver, der udelukkende eller over-

vejende vedrører selskabets forpligtelser vedrørende arbejdsulykkesforsikringer, skal overføres til

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og forvaltes efter de principper, som følger af § 158 i lov om

finansiel virksomhed.

For bestemte typer af forbrugerforsikringer og forsikringer, der kan sammenlignes hermed, dækker

Garantifonden i tilfælde af et forsikringsselskabs konkurs. Garantifonden yder således dækning i hen-

hold til § 5 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, når et direkte tegnende skadesfor-

sikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, eller som via

filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark,

bliver erklæret konkurs, jf. § 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

I medfør af § 5, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber dækker Garantifonden

erstatningskrav, der følger af et skadesforsikringsselskabs konkurs, til forsikringstagere med privat-

forsikringer og de sikrede, tredjemænd, der er sikret mod person- eller tingsskade ifølge motoran-

svarsforsikringer, tredjemænd, der er sikret mod personskade ifølge øvrige ansvarsforsikringer, for-

sikringstagere og de sikrede under kollektive forsikringer, i det omfang en forsikring efter sin art

svarer til de omfattede individuelle forsikringer, samt forsikringstagere med bygningsbrandforsikrin-

ger uanset type af ejendom og de sikrede.

Garantifonden dækker erstatningskrav, der er opstået 4 uger efter, at kurator har givet meddelelse om

forsikringsselskabets konkurs til fordringshaverne, jf. § 5, stk. 2, i lov om en garantifond for skades-

forsikringsselskaber. Erstatningskrav i henhold til en ejerskifteforsikring, en byggeskadeforsikring

og en sælgeransvarsforsikring dækkes dog i hele forsikringens løbetid, jf. § 5, stk. 3, i lov om en

garantifond for skadesforsikringsselskaber. Endelig dækker Garantifonden præmier, som er indbetalt

før konkursdekretets afgivelse, dog med en selvrisiko på 1.000 kr. pr. police, jf. § 5, stk. 4, i lov om

en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Det følger af § 3, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden skal

have en formue på mindst 300 mio. kr. De direkte tegnende skadesforsikringsselskaber har pligt til at

yde bidrag til Garantifonden. Forsikringsselskabernes bidrag til Garantifonden udgøres af summen af

et af Finanstilsynet fastsat beløb pr. police for en række forbrugerforsikringer, jf. § 3, stk. 4, i lov om

en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Et forsikringsselskab, der tegner arbejdsskadeforsikring, skal efter lov om arbejdsmiljø (arbejdsmil-

jøloven) bidrage til parternes indsats til forbedring af arbejdsmiljøet. Det følger af § 68, stk. 1, i ar-

bejdsmiljøloven, at midlerne til arbejdsmarkedets parters indsats til forbedring af arbejdsmiljøet til-

vejebringes gennem bidrag fra staten, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for så vidt angår opgaveva-

retagelsen vedrørende finansiering af erhvervssygdomsområdet, forsikringsselskaber, der tegner ar-

bejdsskadeforsikring, og kommuner, regioner og andre selvforsikrede arbejdsgivere.

Det følger af § 68, stk. 2, i lov om arbejdsmiljø jf. lovebekendtgørelse nr. 672 af 25. maj 2020 (herefter

arbejdsmiljøloven), at bidraget efter stk. 1, består af et beløb på 45 mio. kr., der reguleres af beskæf-

tigelsesministeren efter indstilling fra Arbejdsmiljørådet. Videre følger det, at beløbet fordeles for-

holdsmæssigt på de bidragspligtige efter stk. 1, ud fra deres andele af de samlede godtgørelser og

erstatninger, som er tilkendt efter lov om arbejdsskadesikring i året før det år, hvor bidraget opkræves.

Ifølge arbejdsmiljølovens § 68, stk. 3, består bidraget efter stk. 1 endvidere af et beløb, som fastsættes

som gennemsnittet af to procent af de årlige godtgørelser og erstatninger, som er tilkendt i arbejds-

ulykkessager i en 10-årig periode. Beløbet opkræves hos de bidragspligtige efter stk. 1, bortset fra

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. stk. 1, nr. 2, ud fra deres andel af de samlede godtgørelser og

erstatninger som er tilkendt i arbejdsulykkessager i året før det år, hvor bidraget opkræves.

Efter § 68, stk. 6, i arbejdsmiljøloven yder staten, ud over sin andel af de i stk. 2 og 3 nævnte bidrag,

tillige et årligt bidrag, som fastsættes af beskæftigelsesministeren.

Ifølge arbejdsmiljølovens § 68, stk. 8, fastsætter beskæftigelsesministeren nærmere regler for bereg-

ning, opkrævningsperiode og indbetaling af bidrag efter stk. 2 og 3.

Arbejdsmiljøloven indeholder i dag ikke regler om, at andre skal bidrage til finansiering af parternes

arbejdsmiljøindsats, i de situationer, hvor Finanstilsynet har inddraget et forsikringsselskabs tilladelse

til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

2.1.2.

Erhvervsministeriets og Beskæftigelsesministeriets overvejelser

Det er Erhvervsministeriets og Beskæftigelsesministeriets vurdering, at det er hensigtsmæssigt at

samle indsatsen ved et skadesforsikringsselskabs konkurs og inddragelse af et forsikringsselskabs

tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed ét sted. Hermed sikres en samlet og koor-

dineret indsats over for forsikringstagere og sikrede, når et skadesforsikringsselskab går konkurs eller

får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, hvilket er til gavn for de

berørte forsikringstagere og sikrede.

Den nuværende pligt for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til efter § 54 i lov om arbejdsskadesikring

at overtage en bestand af arbejdsulykkesforsikringer, når Finanstilsynet inddrager et forsikringssel-

skabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, blev indsat i den dagældende ulyk-

kesforsikringslov i 1959.

Bestemmelsen blev første gang anvendt i forbindelse med forsikringsselskabet Alpha Insurance A/S’

konkurs i 2018. Alpha Insurance A/S havde i en årrække tegnet arbejdsulykkesforsikringer i Dan-

mark. Selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand blev taget under administration af Arbejdsmarke-

dets Erhvervssikring, da selskabet blev erklæret konkurs, og Finanstilsynet inddrog selskabets tilla-

delse til at drive forsikringsvirksomhed.

Efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings overtagelse af Alpha Insurance A/S’ arbejdsulykkesforsik-

ringsbestand blev der, for at tydeliggøre retsstillingen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og for-

sikringsselskaberne, af Beskæftigelsesministeriet ved lov nr. 550 af 7. maj 2019 foretaget en række

ændringer af § 54 i lov om arbejdsskadesikring for at opdatere og præcisere Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikrings og forsikringsselskabernes rettigheder og pligter, når et forsikringsselskab får inddra-

get tilladelsen til at drive forsikringsvirksomhed. I forbindelse med behandlingen af lovforslaget blev

der fra flere sider stillet forslag om, at det fremadrettet burde være Garantifonden for skadesforsik-

ringsselskaber, som dækkede erstatningskrav m.v. i henhold til en arbejdsulykkesforsikring, når et

forsikringsselskab, som havde drevet arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, fik inddraget sin tilla-

delse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Det blev i den forbindelse fremhævet, at Ar-

bejdsmarkedets Erhvervssikring ikke er indrettet til at drive forsikringsvirksomhed, og at Garantifon-

den allerede yder dækning ved et forsikringsselskabs konkurs og dermed har en organisation, der er

rustet til at håndtere administrationen af en forsikringsbestand.

Garantifonden blev etableret ved lov i 2003. Garantifonden har til formål at sikre forsikringstagere

og de, som er sikrede efter forsikringsaftalerne, en betryggende retsstilling ved et skadesforsikrings-

selskabs konkurs. Lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber er ændret flere gange for at

sikre forsikringstagerne og de sikrede den fornødne beskyttelse ved et skadesforsikringsselskabs kon-

kurs. I 2018 blev det eksempelvis vedtaget, at Garantifonden overtager administrationen af et skades-

forsikringsselskabs ejerskifteforsikringer, byggeskadeforsikringer og sælgeransvarsforsikringer og

dækker skader i henhold til forsikringerne i hele forsikringens løbetid.

Erhvervsministeriet og Beskæftigelsesministeriet vurderer, at pligten til at tage en arbejdsulykkesfor-

sikringsbestand under administration, når et skadesforsikringsselskab får inddraget sin tilladelse til at

drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, bør overgå fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til Ga-

rantifonden for skadesforsikringsselskaber. Garantifonden har opbygget erfaring med at håndtere for-

sikringstagere og sikrede ved et skadesforsikringsselskabs konkurs. Den erfaring har Arbejdsmarke-

dets Erhvervssikring ikke i samme omfang. Samtidig vil forslaget i forhold til Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring betyde, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke skal drive forsikringsvirksomhed,

men alene kan fokusere på kerneopgaven, som består i at træffe afgørelser om tilskadekomnes ret-

tigheder efter arbejdsskadesikringsloven.

I den forbindelse vurderer Erhvervsministeriet og Beskæftigelsesministeriet, at det er hensigtsmæs-

sigt, at de bestande af arbejdsulykkesforsikringer, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring allerede i

dag har under administration som følge af, at et skadesforsikringsselskab har fået inddraget tilladelsen

til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, overdrages til Garantifonden for skadesforsikrings-

selskaber.

Som led i overdragelsen af de arbejdsulykkesforsikringsbestande, som Arbejdsmarkedets Erhvervs-

sikring i dag har under administration, vurderer Erhvervsministeriet, at det er nødvendigt at øge kravet

til Garantifonden for skadesforsikringsselskabers formue for at sikre, at Garantifonden har de midler,

der er nødvendige for at foretage udbetalinger på de bestande af arbejdsulykkesforsikringer, som Ga-

rantifonden overtager fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Erhvervsministeriet vurderer i den for-

bindelse, at det fortsat bør være de forsikringsselskaber, som tegner arbejdsulykkesforsikringer i Dan-

mark, som skal finansiere Garantifondens administration af overtagne arbejdsulykkesforsikringsbe-

stande.

I forbindelse med forslaget om, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber fremover skal dække

erstatningskrav i henhold til en arbejdsulykkesforsikring, når et forsikringsselskab får inddraget sin

tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, findes det hensigtsmæssigt at se på, om

Garantifonden også skal indtræde i forsikringsselskabets forpligtelse til at bidrage til parternes ar-

bejdsmiljøindsats i henhold til lov om arbejdsmiljø.

Efter lov om arbejdsmiljø finansieres arbejdsmarkedets parters arbejdsmiljøindsats af staten, Arbejds-

markedets Erhvervssikring, forsikringsselskaber der tegner arbejdsskadeforsikring, samt arbejdsgi-

vere som kommuner og regioner og andre arbejdsgivere, som ikke har tegnet forsikring. Hermed er

det de aktører ud over staten, som har en væsentlig økonomisk interesse i at nedbringe antallet af

arbejdsskader, der medvirker til at finansiere arbejdsmiljøindsatsen. Via præmier til forsikringssel-

skaberne og bidragsbetaling til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der finansierer arbejdsskadesik-

ringen, bidrager arbejdsgiverne indirekte til at finansiere det forebyggende arbejdsmiljøarbejde.

Der er ikke i dag i lov om arbejdsmiljø taget højde for, hvordan et forsikringsselskabs bidrag til ar-

bejdsmiljøindsatsen skal opkræves i tilfælde af, at et forsikringsselskab går konkurs eller får inddraget

tilladelsen til at tegne arbejdsulykkesforsikringer. I forbindelse med konkursen i Alpha Insurance A/S

i 2018 er arbejdsmiljøbidraget ikke betalt, hvorfor staten har anmeldt krav i konkursboet uden at få

betaling. Den økonomiske ramme til partsindsatsen er således ikke påvirket af konkurs, men staten

har udlæg og bærer dermed også risikoen for, at der ikke er dividende til at dække bidraget til parts-

indsatsen. Dette betyder, at der ved et forsikringsselskabs konkurs de facto sker en forskydning af

fordelingen af finansieringen af arbejdsmiljøindsatsen mellem staten og de øvrige bidragsydere i sta-

tens disfavør. Dette har ikke været tilsigtet og er ikke i overensstemmelse med intentionerne bag

bidragsfordelingen i lov om arbejdsmiljø.

Det foreslås i § 4, nr. 6, at Garantifonden overtager alle rettigheder og forpligtelser, som forsikrings-

selskabet har i henhold til lov om arbejdsskadesikring for så vidt angår behandling af konkrete ska-

desager, herunder betaling af udgifter. Beskæftigelsesministeriet finder det derfor også naturligt, at

Garantifonden indtræder i arbejdsulykkesforsikringsselskabets afledte pligter i forhold til lov om ar-

bejdsmiljø og dermed også overtager forpligtelsen til at bidrage til finansieringen af arbejdsmiljøind-

satsen i henhold til lov om arbejdsmiljø. Derved indtræder Garantifonden generelt i alle de direkte og

afledte forpligtelser, som et forsikringsselskab har i forhold til administrationen af arbejdsulykkes-

forsikringer.

Hermed sikres det, at Garantifonden træder i forsikringsselskabets sted, og at der fortsat er den samme

kapitaltilførsel fra forsikringsbranchen og dermed indirekte fra arbejdsgiverne til arbejdsmiljøindsat-

sen, uanset om Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at tegne arbejdsulykkes-

forsikringer.

2.1.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at pligten til at tage en arbejdsulykkesforsikringsbestand under administration, når et

skadesforsikringsselskab får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed,

overgår fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Samtidig foreslås det, at Garantifonden overtager administrationen af de arbejdsulykkesforsikrings-

bestande, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring allerede i dag har under administration som følge

af, at forsikringsselskaber har fået inddraget tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksom-

hed.

For at sikre, at denne overdragelse gennemføres, foreslås en række ændringer i lov om finansiel virk-

somhed, lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, lov om arbejdsskadesikring og lov om

arbejdsmiljø.

Herunder foreslås det at foretage ændringer og tilføje bestemmelser i lov om finansiel virksomhed,

således at Finanstilsynet fremadrettet kan beslutte, at et forsikringsselskabs arbejdsulykkesforsik-

ringsbestand skal tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når

selskabet får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Ved selskabets

konkurs foreslås det, at selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand automatisk tages under admini-

stration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, jf. lovforslagets § 4, nr. 7.

For at sikre, at denne overdragelse gennemføres, foreslås en række ændringer i lov om finansiel virk-

somhed, lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, lov om arbejdsskadesikring og lov om

arbejdsmiljø.

Herunder foreslås det at foretage ændringer og tilføje bestemmelser i lov om finansiel virksomhed,

således at Finanstilsynet fremadrettet kan beslutte, at et forsikringsselskabs arbejdsulykkesforsik-

ringsbestand skal tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når

selskabet får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Ved selskabets

konkurs foreslås det, at selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand automatisk tages under admini-

stration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, jf. lovforslagets § 4, nr. 7.

Endvidere foreslås der indsat en ny bestemmelse i lov om finansiel virksomhed, der fastsætter, at det

forsikringsselskab, som skal overdrage en arbejdsulykkeforsikringsbestand til Garantifonden for ska-

desforsikringsselskaber, skal overdrage de forsikringsmæssige hensættelser, der knytter sig til bestan-

den. Forsikringsselskabet skal endvidere overdrage aktiver, der modsvarer de forsikringsmæssige

hensættelser, herunder de genforsikringsaktiver, der knytter sig til arbejdsulykkesforsikringsbestan-

den. Endelig skal forsikringsselskabet overdrage et beløb, der svarer til den del af selskabets kapital-

krav, som vedrører de overførte aktiver og passiver.

Det foreslås i den forbindelse, at de beløb, som forsikringsselskabet skal overdrage til Garantifonden

for skadesforsikringsselskaber, fastsættes på baggrund af en uvildig undersøgelse af selskabets ar-

bejdsulykkesforsikringsbestand. Undersøgelsen skal foretages af en eller flere sagkyndige personer,

som skal godkendes af Finanstilsynet. Det foreslås, at det er forsikringsselskabet, der udpeger de

sagkyndige personer, og som afholder udgifterne forbundet med undersøgelsen. Resultatet af den

uvildige undersøgelse skal afgives i en skriftlig rapport, som Finanstilsynet skal godkende.

Endelig foreslås det, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når den har taget en arbejds-

ulykkesforsikringsbestand under administration og modtaget de beløb, som følger af den uvildige

undersøgelse, ikke kan gøre krav gældende over for forsikringsselskabet for manglende beløb til dæk-

ning af de forsikringsmæssige hensættelser. Tilsvarende foreslås det, at forsikringsselskabet ikke kan

gøre krav gældende over for Garantifonden for eventuelle overskydende beløb efter afviklingen af

den overdragne bestand.

Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 6, samt bemærkningerne hertil.

Det foreslås, at foretage ændringer og tilføje bestemmelser i lov om en garantifond for skadesforsik-

ringsselskaber, således at Garantifonden fremadrettet skal yde dækning i henhold til loven, når et

direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive arbejds-

ulykkesforsikringsvirksomhed, eller som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirk-

somhed tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, får inddraget sin tilladelse til at drive arbejds-

ulykkesforsikringsvirksomhed, og Finanstilsynet i henhold til lov om finansiel virksomhed har truffet

beslutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under administration af Garantifon-

den.

Det foreslås i den forbindelse, at Garantifonden, når den tager et forsikringsselskabs arbejdsulykkes-

forsikringsbestand under administration, overtager de rettigheder og forpligtelser, som forsikrings-

selskabet har i henhold til lov om arbejdsskadesikring for så vidt angår behandling af konkrete ska-

desager, herunder behandling af anmeldelser og stillingtagen til spørgsmål efter § 15 i lov om ar-

bejdsskadesikring og betaling for udgifter efter § 11, § 35, stk. 7, og §§ 38 og 59 i lov om arbejds-

skadesikring.

Dækningsperioden foreslås fastsat til fire uger efter, at der er givet meddelelse til forsikringstagerne

og de sikrede om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden er taget under administration af Garantifon-

den, som svarer til den nuværende dækningsperiode.

Endvidere foreslås det, at Garantifonden overtager administrationen af de arbejdsulykkesforsikrings-

bestande, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved lovens ikrafttræden har under administration

som følge af, at forsikringsselskaber har fået inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsik-

ringsvirksomhed inden lovens ikrafttræden.

Det foreslås endvidere, at Garantifonden indtræder i alle rettigheder og forpligtelser samt krav, her-

under aftaler og retlige udeståender, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har i de konkursboer,

hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har varetaget administrationen af selskabets arbejdsulykkes-

forsikringsbestand. Dette vil indebære, at Garantifonden eksempelvis indtræder i aftaler om garanti-

stillelser eller overtager retlige tvister, som relaterer sig til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vare-

tagelse af administrationen af selskaber arbejdsulykkesforsikring.

Garantifonden anvender dividenden fra konkursboerne til at refundere de beløb, som forsikringssel-

skaber har betalt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for administrationen af arbejdsulykkesforsik-

ringsbestandene. Det foreslås i den forbindelse, at Garantifonden, i det omfang dividenden ikke er

tilstrækkelig til at dække forsikringsselskabernes fulde krav, fordeler dividenden forholdsmæssigt år

for år, så de beløb, der er betalt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring det tidligste år inden bestandens

overdragelse, dækkes først, indtil dividenden er fordelt.

Endelig foreslås det, at kravet til Garantifondens formue øges fra 300 mio. kr. til 500 mio. kr., hvoraf

mindst 200 mio. kr. af Garantifondens formue udgøres af bidrag fra forsikringsselskaber, som tegner

arbejdsulykkesforsikringer. I den forbindelse foreslås det, at Finanstilsynet ved fastsættelse af de be-

løb, som forsikringsselskaberne skal betale bidrag til Garantifonden på baggrund af, skal tage højde

for, at de forsikringsselskaber, der tegner arbejdsulykkesforsikringer, i videst muligt omfang dækker

de udgifter, som er forbundet med Garantifonden for skadesforsikringsselskabers administration af

arbejdsulykkesforsikringer.

Det foreslås også, at Garantifonden i sit årsregnskab skal redegøre for administrationen af de arbejds-

ulykkesforsikringsbestande, som Garantifonden har under administration.

Der henvises til lovforslagets § 1 samt bemærkningerne hertil.

Det foreslås at ophæve § 54 i lov om arbejdsskadesikring. § 54 fastsætter pligten for Arbejdsmarke-

dets Erhvervssikring til at overtage administrationen af en arbejdsulykkesforsikringsbestand, når Fi-

nanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksom-

hed. Ændringen er en konsekvens af, at det i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber

foreslås, at Garantifonden skal yde dækning, når et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der

har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, eller som via filial

eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark,

får inddraget denne tilladelse, og Finanstilsynet beslutter, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal

tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Endvidere foreslås der indsat en ny bestemmelse i lov om arbejdsskadesikring, som fastsætter, at alle

eksisterende rettigheder og forpligtelser vedrørende forsikringsbestande, som Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring administrerer efter den før 1. juli 2021 gældende § 54, skal overføres til Garantifonden

på tidspunktet for overdragelsen af disse bestande til Garantifonden. Ligeledes er der indsat en over-

gangsbestemmelse, som bl.a. sikrer, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har de nødvendige økono-

miske midler til at afslutte administrationen af en forsikringsbestand efter den før 1. juli 2021 gæl-

dende § 54 og til at overdrage administrationen til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 1-6, og § 12, stk. 2, samt bemærkningerne hertil.

I lov om arbejdsmiljø foreslås det, at den eksisterende bestemmelse i arbejdsmiljølovens § 68, stk. 1,

ændres, så Garantifonden kommer til at bidrage til parternes arbejdsmiljøindsats, når Garantifonden

har overtaget administrationen af en bestand af arbejdsulykkesforsikringer i et forsikringsselskab i

henhold til lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Det vil i praksis sige i de situationer,

hvor et forsikringsselskab bliver erklæret konkurs eller får inddraget sin tilladelse til at drive arbejds-

ulykkesforsikringsvirksomhed af Finanstilsynet.

Forslaget vil indebære, at Garantifonden vil komme til at bidrage både til beløbet på 45 mio. kr., der

reguleres af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra Arbejdsmiljørådet efter arbejdsmiljølovens

§ 68, stk. 2, og til beløbet, som fastsættes som gennemsnittet af to procent af de årlige godtgørelser

og erstatninger, som er tilkendt i arbejdsulykkessager i en 10-årig periode, jf. arbejdsmiljølovens §

68, stk. 3. Begge typer af beløb fordeles forholdsmæssigt på de bidragspligtige ud fra deres andele af

godtgørelser og erstatninger. Bidragsstørrelsen vil blive beregnet forholdsmæssigt i forhold til det

oprindelige forsikringsselskabs andel af godtgørelser og erstatninger.

Forslaget vil være med til at sikre, at beløbene til drift og udvikling af parternes arbejdsmiljøindsats

ikke bliver påvirket af, om et forsikringsselskab bliver erklæret konkurs eller får inddraget sin tilla-

delse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

For så vidt angår ændringerne i lov om arbejdsmiljø henvises der til lovforslagets § 3, nr. 1-3 samt

bemærkningerne hertil.

2.2. Finanstilsynets underretningspligt i forbindelse med investeringsforvaltningsselskabers etab-

leringer af filialer i et andet land

2.2.1.

Gældende ret

Bestemmelsen i § 38 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 937 af 6. september

2019, omhandler finansielle virksomheders etablering af filialer i et andet land.

Det følger af den gældende § 38, stk. 1, at en finansiel virksomhed, der ønsker at etablere en filial i

et andet land, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med en række oplysninger, herunder i

hvilket land filialen ønskes etableret, en beskrivelse af filialens virksomhed, samt oplysninger om

organisation, om de planlagte aktiviteter, filialens adresse og navnene på filialens ledelse.

Det fremgår af den gældende § 38, stk. 7, at den finansielle virksomhed skal meddele Finanstilsynet

enhver ændring i de oplysninger, som virksomheden har givet til Finanstilsynet i forbindelse med

oprettelse af filialen. Finanstilsynet skal have modtaget meddelelsen senest 1 måned før, ændringen

foretages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstilsynet ændringen senest 1 måned før, ændringen

foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virksomheden er forpligtet på samme måde over for

værtslandets tilsynsmyndigheder, hvis værtslandet er et andet land inden for Den Europæiske Union

eller et EØS-land. Værtslandet er det land, hvori filialen er etableret.

2.2.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019 om ændring af direktiv

2009/65/EF og 2011/61/EU for så vidt angår grænseoverskridende distribution af kollektive investe-

ringsinstitutter (cross border-direktivet) omhandler bl.a. regler om administrationsselskabers etable-

ring af en filial i et andet land. I Danmark er administrationsselskaber betegnet som investeringsfor-

valtningsselskaber.

Det fremgår af artikel 1, nr. 1, i cross border-direktivet, at der tilføjes to afsnit i UCITS-direktivets

artikel 17, stk. 8. Artikel 17, stk. 8, er implementeret i § 38, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed.

Ændringen skal sikre, at et investeringsforvaltningsselskab ikke foretager en ændring, der vil medføre

at selskabet ikke længere overholder UCITS-direktivet. Erhvervsministeriet finder det derfor hen-

sigtsmæssigt at indsætte en underretningspligt for Finanstilsynet i § 38, stk. 7, i lov om finansiel

virksomhed som 5. pkt.

2.2.3.

Den foreslåede ordning

Med lovforslaget foreslås at implementere cross border-direktivets artikel 1, nr. 1, 1. afsnit, 1. pkt. i

§ 38, stk. 7, 5. pkt., i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås, at det skal følge af § 38, stk. 7, 5. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet

skal underrette investeringsforvaltningsselskabet inden 15 arbejdsdage efter modtagelsen af oplys-

ningerne som nævnt i bestemmelsens 1. pkt., om, at investeringsforvaltningsselskabet ikke må iværk-

sætte ændringer af filialen, hvis investeringsforvaltningsselskabet ved ændringen af filialen i et andet

land ikke længere overholder UCITS-direktivet.

2.3. Definition af præmarkedsføring

2.3.1.

Gældende ret

Der findes ikke i dag regler om præmarkedsføring af kollektive investeringsinstitutter i dansk ret.

2.3.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Med cross border-direktivet indsættes en definition af præmarkedsføring i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om

ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr.

1095/2010 (FAIF-direktivet).

Præmarkedsføring er udlevering af oplysninger til professionelle investorer i Unionen for at afprøve

investors interesse i en alternativ investeringsfond.

Regler om præmarkedsføring skal sikre en harmoniseret definition af præmarkedsføring og betingel-

serne for, hvordan forvaltere i EU med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde kan fo-

retage præmarkedsføring.

Erhvervsministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt at indsætte definitionen af præmarkedsføring i

lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 1047 af d. 14 novem-

ber 2019.

2.3.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at cross border-direktivets definition af præmarkedsføring implementeres i § 3, stk. 1,

nr. 55 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Dermed foreslås præmarkedsføring defineret som en direkte eller indirekte udlevering af oplysninger

eller meddelelser om investeringsstrategier eller -idéer fra en forvalter af alternative investerings-

fonde, eller på forvalterens vegne, til potentielle professionelle investorer. De professionelle investo-

rer skal være hjemmehørende eller have deres vedtægtsmæssige hjemsted i Unionen. Udleveringen

af oplysninger eller meddelelser må ikke udgøre det samme som et udbud til eller en placering hos

investoren med henblik på at investere i andelene eller kapitalandelene i den pågældende alternative

investeringsfond eller afdeling. Udleveringen af oplysningerne eller meddelelser skal have til hensigt

at afprøve investorers interesse i en alternativ investeringsfond eller afdeling heri. Det kan både være

i alternative investeringsfonde eller afdelinger heri, som er etableret eller som endnu ikke er etableret.

Hvis den alternative investeringsfond eller afdeling heri er etableret, er det en betingelse, at der endnu

ikke er indgivet anmeldelse om markedsføring i overensstemmelse med artikel 31 og 32 i FAIF-

direktivet i den pågældende medlemsstat, hvor de potentielle investorer er hjemmehørende eller har

deres vedtægtsmæssige hjemsted.

Præmarkedsføring vil alene kunne foretages af forvaltere med tilladelse til at forvalte alternative in-

vesteringsfonde og kun over for professionelle investorer og dermed ikke over for detailinvestorer

eller semi-professionelle investorer. Præmarkedsføringen må ikke få karakter af et reelt udbud eller

tilbud, og det må ikke være muligt for investorerne at tegne andele eller kapitalandele i den pågæl-

dende fond i løbet af præmarkedsføringsperioden.

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

2.4. Bemyndigelse til at fastsætte regler for faciliteter til rådighed

2.4.1.

Gældende ret

Det fremgår af Efter § 5, stk. 7, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 1047 af d. 14 november 2019, at er erhvervsministeren er bemyndiget til at fastsætte

nærmere regler om, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at en forvalter med tilladelse må

markedsføre andele i alternative investeringsfonde over for detailinvestorer i Danmark, samt regler

for tilladelsen og markedsføringen vedrørende dette. Bemyndigelsesbestemmelsen gennemfører sam-

men med § 5, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. FAIF-direktivets artikel

43 i dansk ret.

Bemyndigelsen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 797 af 26. juni 2014 om tilladelse til

forvaltere af alternative investeringsfonde til markedsføring til detailinvestorer og bekendtgørelse nr.

941 af 28. juni 2013 om form og indhold af dokumenter indeholdende væsentlig investorinformation

for alternative investeringsfonde.

2.4.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Cross-border direktivet indeholder krav til, hvilke faciliteter der skal stilles til rådighed for detailin-

vestorer, når forvalteren har til hensigt at markedsføre andele eller kapitalandele i en alternativ inve-

steringsfond til detailinvestorer.

Da det har vist sig at være byrdefuldt at stille faciliteter til rådighed for detailinvestorer, og da de

lokale faciliteter sjældent benyttes af investorerne, er det Erhvervsministeriets vurdering, at kravene

til at stille faciliteter til rådighed for detailinvestorerne bør moderniseres og præciseres, så der sikres

en mere ensartet beskyttelse for investorerne, og der bør ikke længere være krav til lokal fysisk til-

stedeværelse. Dertil bør der sikres en konsekvent behandling af investorer, hvorfor reglerne om,

hvilke faciliteter der skal være til rådighed for detailinvestorer, skal være ens, uanset om de investerer

i en alternativ investeringsfond eller en dansk UCITS.

Erhvervsministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt at ændre erhvervsministerens bemyndigelse i

FAIF-lovens § 5, stk. 7, således at erhvervsministeren også bemyndiges til at kunne fastsætte regler

om, hvilke faciliteter der skal være til rådighed for detailinvestorer.

2.4.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at ændre § 5, stk. 7, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., så bemyn-

digelsen til erhvervsministeren udvides til også at omfatte fastsættelse af regler vedrørende, hvilke

faciliteter der skal være til rådighed for detailinvestorer.

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

2.5. Oplysninger i anmeldelse af markedsføring af alternative investeringsfonde

2.5.1.

Gældende ret

Forvaltere af alternative investeringsfonde har pligt til at anmelde markedsføring af alternative inve-

steringsfonde til professionelle investorer i en anden medlemsstat i EU eller et EØS-land til Finans-

tilsynet efter den gældende bestemmelse i § 81 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde

m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1047 af d. 14 november 2019. Bestemmelsen gennemfører bilag IV i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative in-

vesteringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning nr.

1060/2007/EF og nr. 1095/2010/EU (FAIF-direktivet).

Det følger af § 81, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at en dansk for-

valter af alternative investeringsfonde, der ønsker at markedsføre andele i alternative investerings-

fonde fra en medlemsstat eller et EØS-land, til professionelle investorer i en anden medlemsstat eller

et andet EØS-land, skal give Finanstilsynet meddelelse herom.

Det følger af § 81, stk. 2, at anmeldelsen, jf. stk.1, skal indeholde en række oplysninger og dokumen-

tation vedrørende fonden, som forvalteren ønsker at markedsføre, herunder driftsplan, vedtægter og

hvilke medlemsstater forvalteren vil markedsføre fondene i.

2.5.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Med cross border-direktivet indsættes et yderligere krav til den dokumentation og information, som

en forvalter af alternative investeringsfonde har pligt til at indsende til Finanstilsynet ved anmeldelse

af markedsføring af alternative investeringsfonde til professionelle investorer i en anden medlemsstat

eller et EØS-land. Kravet er indsat i bilag IV til FAIF-direktivet.

Det nye krav, som en forvalter skal opfylde ved anmeldelse om grænseoverskridende markedsføring

er afgivelse af oplysninger, der kan sikre bedre inddrivelse af lovbestemte gebyrer eller afgifter. Er-

hvervsministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt at indsætte oplysningskravet i FAIF-lovens § 81,

stk. 2.

2.5.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at det skal fremgå af § 81, stk. 2, nr. 9, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde

m.v., at anmeldelsen af markedsføring af alternative investeringsfonde til professionelle investorer i

en anden medlemsstat eller EØS-land skal indeholde den adresse og de oplysninger, der er nødven-

dige for, at tilsynsmyndighederne i værtslandet kan fakturere og meddele eventuelt gældende lovbe-

stemte gebyrer eller afgifter.

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

2.6. Væsentlige ændringer af oplysninger vedrørende forvalteres grænseoverskridende markedsfø-

ring

2.6.1.

Gældende ret

Det gældende kapitel 13 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. jf. lovbekendtgø-

relse nr. 1047 af 14. november 2019 indeholder regler om grænseoverskridende markedsføring og

forvaltning af alternative investeringsfonde.

Væsentlige ændringer i de oplysninger, som en forvalter af alternative investeringsfonde har givet til

Finanstilsynet i forbindelse med anmeldelse af grænseoverskridende markedsføring er reguleret i lo-

vens § 86.

Det følger af § 86, stk. 1, at forvalteren skriftligt skal underrette Finanstilsynet, hvis der sker væsent-

lige ændringer i de oplysninger, der er afgivet til tilsynet. For planlagte ændringer skal underretningen

ske, senest 1 måned inden ændringerne iværksættes. Uforudsete ændringer skal meddeles Finanstil-

synet, straks efter at ændringen har fundet sted.

Det følger endvidere af § 86, stk. 2, at hvis de planlagte ændringer medfører, at forvalterens forvalt-

ning af den alternative investeringsfond ikke længere vil være i overensstemmelse med lov om for-

valtere af alternative investeringsfonde m.v. eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren

i øvrigt ikke længere vil kunne overholde loven eller regler udstedt i medfør heraf, kan Finanstilsy-

net påbyde forvalteren, at denne ikke må iværksætte ændringerne. Finanstilsynet skal meddele for-

valteren dette straks efter modtagelse af meddelelsen i bestemmelsens stk. 1.

Hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets meddelelse efter stk. 2, eller hvis

der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative inve-

steringsfond ikke længere overholder loven eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren

på anden måde ikke længere overholder loven eller regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet

træffe de nødvendige foranstaltninger for at bringe aktiviteten til ophør, herunder om nødvendigt

forbyde markedsføring af den alternative investeringsfond eller inddrage forvalterens tilladelse til at

forvalte alternative investeringsfonde, jf. § 86, stk. 3.

Endeligt følger det af § 86, stk. 4, at hvis de meddelte ændringer ikke er i strid med reglerne i lov

om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. eller regler udstedt i medfør af loven, underretter

Finanstilsynet straks de kompetente myndigheder i forvalterens værtsland om ændringerne.

Værtslandet er det land, hvor forvalteren markedsfører den alternative investeringsfond.

2.6.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Reglerne om væsentlige ændringer af oplysninger vedrørende forvalters grænseoverskridende mar-

kedsføring er ved cross border-direktivet delvist affattet på ny.

Der er ved den nye affattelse af reglerne i cross border-direktivet blevet tilføjet krav om, at tilsyns-

myndigheden inden for 15 arbejdsdage efter modtagelse af alle de oplysninger, der er omhandlet i §

86, stk. 1, meddeler forvalteren, at forvalteren ikke må iværksætte en planlagt ændring, hvis forval-

terens forvaltning af den alternative investeringsfond i henhold til den planlagte ændring, eller hvis

forvalteren i øvrigt ikke længere ville overholde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.

Erhvervsministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt, at nyaffatte § 86, stk. 2 og 3 i lov om forvaltere

af alternative investeringsfonde m.v.

Cross border-direktivets artikel 2, nr. 3, afsnit 2-3 ændrer gældende § 86, stk. 2 og 3 i lov om forval-

tere af alternative investeringsfonde m.v., hvorfor Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt at

ophæve § 86, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

2.6.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at nyaffatte § 86, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., så det

fremgår, at Finanstilsynet inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle de oplysninger, der er

omhandlet i stk.1, skal meddele forvalteren, at forvalteren ikke må iværksætte en planlagt ændring,

hvis forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond i henhold til den planlagte ændring

ikke længere vil være i overensstemmelse med lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere ville overholdelov om

forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. eller regler udstedt i medfør heraf.

Det foreslås endvidere at nyaffatte § 86, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde

m.v., så det fremgår, at Finanstilsynet skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at bringe aktivi-

teten til ophør, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den alternative investeringsfond,

og straks underrette tilsynsmyndighederne i værtslandet herom, hvis en planlagt ændring iværksættes

på trods af Finanstilsynets meddelelse, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved

forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere vil være i overensstemmelse

med lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. eller regler udstedt i medfør heraf.

Endvidere foreslås det, at det skal fremgå, at Finanstilsynet skal træffe de nødvendige foranstaltnin-

ger, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den alternative investeringsfond, og straks

underrette tilsynsmyndighederne i værtslandet herom, hvis forvalteren i øvrigt ikke længere opfylder

loven eller regler udstedt i medfør heraf.

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 6, og bemærkningerne hertil.

2.7. Forvaltere af alternative investeringsfondes anmeldelse om ophør af aftaler om markedsføring

2.7.1.

Gældende ret

Kapitel 13 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 1047 af

d. 14 november 2019 indeholder bl.a. regler for danske forvalteres markedsføring af alternative inve-

steringsfonde fra en medlemsstat eller et EØS-land, men indeholder ikke regler om anmeldelse af

ophør af aftaler om markedsføring (markedsføringsaftaler).

Den gældende bekendtgørelse nr. 797 af 26. juni 2014 om tilladelse til forvaltere af alternative inve-

steringsfonde til markedsføring til detailinvestorer indeholder i §16 regler om ophør af markedsføring

til detailinvestorer. Det fremgår af bestemmelsen, at hvis en forvalter beslutter at ophøre med at mar-

kedsføre en alternativ investeringsfond eller afdeling heraf til detailinvestorer i Danmark, så skal for-

valteren senest 14 dage efter, at beslutningen er truffet, give meddelelse til alle danske investorer

herom, samt underrette Finanstilsynet.

2.7.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Cross border-direktivet indeholder nye regler vedrørende anmeldelse af ophør af markedsføringsaf-

taler., hvorefter der er krav til anmeldelse om ophør af markedsføringsaftaler og hvilke betingelser,

der skal være opfyldt for at ophøre med markedsføring.

Det er Erhvervsministeriets vurdering, at der er behov for klare og ensartede regler om ophør af mar-

kedsføringsaftaler for at undgå økonomisk og retlig usikkerhed for forvaltere. Det er vurdering, at

der bør indsættes betingelser for, hvornår der kan indgives en anmeldelse af ophør af de aftaler, der

er indgået med henblik på markedsføring af fonde. Disse betingelser skal sikre balance mellem på

den ene side de kollektive investeringsinstitutters eller deres forvalteres mulighed for at bringe deres

aftaler vedrørende markedsføring af andele eller aktier til ophør, når de fastsatte betingelser er op-

fyldt, og på den anden side investorernes interesser i sådanne fonde.

Der er ikke i dansk ret regler, der regulerer betingelser for ophør af markedsføringsaftaler, hvorfor

Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt at indsætte en ny bestemmelse i lov om forvaltere af

alternative investeringsfonde m.v., der regulerer anmeldelse af ophør af markedsføringsaftaler, her-

under hvilke betingelser der skal være opfyldt.

Erhvervsministeren finder det endvidere hensigtsmæssigt at straffe den forvalter, der efter anmeldelse

af ophør af markedsføring inden for 36 måneder herefter foretager præmarkedsføring af den anmeldte

ophørte fond.

2.7.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 87 a i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde

m.v. vedrørende anmeldelse af ophør af markedsføringsaftaler vedrørende andele eller kapitalandele

af alternative investeringsfonde i andre medlemsstater end forvalterens hjemland.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 87 a, stk. 1 og 2, at en alternativ investeringsfond kan indgive en

anmeldelse om ophør af markedsføringsaftaler, hvis en række betingelser er opfyldt.

Det følger af den første betingelse, at der skal være fremsat et generelt tilbud om tilbagekøb eller

indløsning, uden nogen gebyrer eller fradrag. Tilbuddet skal opfylde en række kriterier, som fremgår

af bestemmelsen. Der er ikke krav til lukkede alternative investeringsfonde om at opfylde første be-

tingelse.

Det følger af anden betingelse, at hensigten med at opsige markedsføringsaftaler skal offentliggøres

via et offentligt tilgængeligt medium. Det kunne for eksempel være forvalterens hjemmeside.

Det følger af tredje betingelse, at ændringer eller ophør af eventuelle aftaler med finansielle formid-

lere eller med den, markedsføringen er delegeret til, har virkning fra datoen for anmeldelsen af ophø-

ret.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 87 a, stk. 3, at forvalteren skal fremsende en anmeldelse

til Finanstilsynet, der indeholder de oplysninger, der er omhandlet i bestemmelsens stk. 1.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 87 a, stk. 4 og stk. 5, i lov om forvaltere af alternative investe-

ringsfonde m.v., at Finanstilsynet kontrollerer, om forvalterens anmeldelse er fuldstændig. Senest 15

hverdage efter at have modtaget en fuldstændig anmeldelse skal Finanstilsynet videresende anmel-

delsen til den relevante tilsynsmyndighed og til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyn-

dighed (ESMA). Efter at have videresendt anmeldelsen, skal Finanstilsynet straks underrette forval-

teren herom.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 87 a, stk. 6, at i en periode på 36 måneder fra anmeldelsesdatoen

af ophøret må forvalteren ikke foretage præmarkedsføring af de andele eller kapitalandele i de alter-

native investeringsfonde, der er angivet i anmeldelsen, i medlemsstaten.

Endeligt foreslås det, at det skal fremgå af § 87 a, stk. 7, at forvalteren skal give investorer, der ved-

bliver med at investere i den alternative investeringsfond, og Finanstilsynet de oplysninger, som for-

valteren er forpligtet til at give til investorerne i medfør af loven. Forvalteren kan anvende digital

kommunikation eller andre midler til fjernkommunikation til at sende oplysningerne.

Det foreslås i øvrigt at strafbelægge overtrædelse af den foreslåede § 87a, stk. 6, så overtrædelse

straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden

lovgivning.

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 7, og bemærkningerne hertil.

2.8. Betingelser for præmarkedsføring af alternative investeringsfonde

2.8.1.

Gældende ret

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. indeholder ikke regler for præmarkedsføring.

2.8.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Cross border-direktivet fastsætter betingelser for præmarkedsføring af alternative investeringsfond,

som indsættes i FAIF-direktivet. FAIF-direktivet er gennemført ved lov om forvaltere af alternative

investeringsfonde m.v.

Regulering af præmarkedsføring skal sikre harmoniserede betingelser for, hvordan forvaltere i Den

Europæiske Union med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde kan foretage præmar-

kedsføring. Hvis en forvalter af alternative investeringsfonde ønsker at afprøve investorinteressen for

en bestemt investeringsidé eller investeringsstrategi inden forvalteren etablerer en fond eller, hvis

fonden er etableret, inden den anmeldes til markedsføring, skal der være ensartede betingelser for

præmarkedsføringen i alle medlemsstater. Herved kan forvalteren undgå unødige omkostninger og

forvalteren kender betingelserne for præmarkedsføring i alle medlemslande.

På baggrund af dette finder Erhvervsministeriet det hensigtsmæssigt at indsætte § 88 a i lov om for-

valtere af alternative investeringsfonde m.v.

2.8.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at det fremgår af § 88 a, stk. 1., at det kun er en forvalter med tilladelse til at forvalte

alternative investeringsfonde, der kan foretage præmarkedsføring, og at præmarkedsføringen kan fo-

retages i en medlemsstat eller i et EØS-land.

Endvidere foreslås det i § 88 a, stk. 2 og 3, at forvalteren ikke må udlevere materiale m.v. i forbindelse

med præmarkedsføringen til investorer, som sætter investorerne i stand til at tegne andele i fonden

eller tage en investeringsbeslutning. Materialet må ikke være et reelt udbud eller tilbud af fonden.

Derfor skal det fremgå klart, at udbudsmaterialet ikke udgør et tilbud om at tegne fonden, og at op-

lysningerne ikke kan gøres gældende. Præmarkedsføring må kun foretages over for professionelle

investorer og dermed ikke overfor detailinvestorer.

Det foreslås videre, at det fremgår af § 88 a, stk. 4, at en forvalter ikke har pligt til at underrette Fi-

nanstilsynet om indholdet eller adressaterne for præmarkedsføring.

Det foreslås, at det fremgår af § 88 a, stk. 5, at forvalteren skal sikre, at investorer ikke erhverver

andele i en alternativ investeringsfond gennem præmarkedsføring. Erhvervelse af andele skal ske

efter reglerne om grænseoverskridende markedsføring og forvaltning i lov om forvaltere af alternative

investeringsfonde m.v.

Med § 88 a, stk. 6, foreslås det, at såfremt professionelle investorer erhverver andele i en alternativ

investeringsfond som følge af præmarkedsføring, og erhvervelsen sker inden for 18 måneder efter, at

forvalteren er begyndt at foretage præmarkedsføringen, så betragtes det som værende et resultat af

markedsføringen, og vil være underlagt anmeldelsesprocedurerne i lov om forvaltere af alternative

investeringsfonde m.v.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 88 a, stk. 7, at forvalteren skal sende en uformel

meddelelse til Finanstilsynet inden for to uger efter, at forvalteren har påbegyndt præmarkedsføring.

I meddelelsen angives en række oplysninger vedrørende præmarkedsføringen.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 88 a, stk. 8, at en tredjepart kun må foretage præmarkedsføring

på vegne af en forvalter med tilladelse, hvis den pågældende har tilladelse som fondsmæglersel-

skab, som kreditinstitut, som administrationsselskab for et investeringsinstitut (i Danmark som in-

vesteringsforvaltningsselskab), som forvalter af alternative investeringsfonde, eller fungerer som

tilknyttet agent. En sådan tredjepart er underlagt alle de betingelser, der er fastsat i § 88 a.

Bestemmelsen skal sikre, at delegation eller aftaler med en tredjepart vedrørende præmarkedsføring

ikke medfører en mulighed for omgåelse af reglerne om, at det kun er en forvalter med tilladelse, der

kan præmarkedsføre alternative investeringsfonde. Tredjeparter kan således kun være de oplistede

finansielle virksomheder med tilladelse og dermed under tilsyn.

Endelig foreslås det, at det skal fremgå af § 88 a, stk. 9, at forvalteren skal sikre, at dens præmarkeds-

føring er tilstrækkeligt dokumenteret.

Det betyder for eksempel, at forvalteren skal kunne dokumentere, at det materiale eller oplysninger,

der er udleveret i forbindelse med præmarkedsføringen ikke er tilstrækkeligt til at sætte professionelle

investorer i stand til at forpligte sig til at erhverve andele eller kapitalandele i en bestemt alternativ

investeringsfond, eller at forvalteren har overholdt 18 måneders-grænsen i § 88 a, stk. 6.

Med lovforslaget foreslås det i øvrigt at strafbelægge overtrædelse af § 88 a, stk. 1-3, 5, 7, 1. pkt., 8

og 9.

2.9. Væsentlige ændringer af oplysninger vedrørende grænseoverskridende forvaltning eller leve-

ring af tjenesteydelser

2.9.1.

Gældende ret

Det gældende kapitel 14 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. indeholder bl.a.

regler om anmeldelse af grænseoverskridende forvaltning af alternative investeringsfonde samt græn-

seoverskridende levering af tjenesteydelser.

Det følger af den gældende § 90 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at første

gang en dansk forvalter ønsker at forvalte alternative investeringsfonde, der er etableret i en anden

medlemsstat eller levere tjenesteydelser, så skal forvalteren indgive en række oplysninger til Finans-

tilsynet.

Den gældende § 93 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. omhandler væsentlige

ændringer i de oplysninger, som en forvalter af alternative investeringsfonde har givet til Finanstil-

synet i forbindelse med grænseoverskridende forvaltning eller grænseoverskridende levering af tje-

nesteydelser.

Det følger af den gældende § 93, stk. 1, at forvalteren skriftligt skal underrette Finanstilsynet, hvis

der sker væsentlige ændringer i de oplysningerne, der er indgivet til Finanstilsynet. For planlagte

ændringer skal underretningen ske, senest 1 måned inden ændringerne iværksættes. Uforudsete æn-

dringer skal meddeles Finanstilsynet, straks efter at ændringen har fundet sted.

I de tilfælde hvor de planlagte ændringer medfører, at forvalterens forvaltning af den alternative in-

vesteringsfond eller levering af tjenesteydelser ikke længere vil være i overensstemmelse med loven

eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere vil kunne overholde

loven eller regler udstedt i medfør heraf, kan Finanstilsynet påbyde forvalteren ikke at iværksætte

ændringerne.

Hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets påbud om ikke at iværksætte æn-

dringen, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den

alternative investeringsfond eller levering af tjenesteydelser, ikke længere overholder loven eller

regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden måde ikke længere overholder loven

eller regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet træffe de nødvendige foranstaltninger for at

bringe aktiviteten til ophør, herunder om nødvendigt forbyde forvaltningen af den alternative inve-

steringsfond, forbyde leveringen af tjenesteydelser, eller inddrage forvalterens tilladelse.

Hvis de meddelte ændringer ikke er i strid med reglerne i lov om forvaltere af alternative investe-

ringsfonde m.v. eller regler udstedt i medfør af loven, underretter Finanstilsynet straks de kompetente

myndigheder i forvalterens værtsland om ændringerne.

2.9.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Med cross border-direktivets artikel 2, nr. 5, stk. 1 og 2, nyaffattes artikel 33, stk. 6, 2. og 3. afsnit i

FAIF-direktivet, som omhandler krav om, at den kompetente tilsynsmyndighed inden for 15 arbejds-

dage efter modtagelse af alle de oplysninger, der er omhandlet i artiklens stk. 1, meddeler forvalteren,

at forvalteren ikke må iværksætte en planlagt ændring, hvis forvalterens forvaltning af den alternative

investeringsfond i henhold til den planlagte ændring, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere ville

overholde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf. Kravene skal sikre retssikkerhed, hvorfor det

er nødvendigt at ensrette anvendelsesdatoen for nationale love og administrative bestemmelser på

både UCITS- og FAIF-området.

Artikel 33 er implementeret i dansk ret ved § 93 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde

m.v.

Der er ved ændringerne af reglerne i cross border-direktivet blevet tilføjet

Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt at implementere de ændringer, der bliver foretaget i

cross border-direktivets artikel 2, nr. 5, stk.1, i § 93, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investe-

ringsfonde m.v.

2.9.3.

Den foreslåede ordning

Det foreslås, at det skal fremgå af § 93, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde

m.v., at Finanstilsynet inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle de oplysninger, som nævnt

i stk. 1, skal meddele forvalteren om, at forvalteren ikke må iværksætte en planlagt ændring, hvis

forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond i henhold til den planlagte ændring eller

i øvrigt ikke længere ville opfylde lov om forvaltere af alternative investeringsfonde eller regler ud-

stedt i medfør heraf.

Det foreslås endvidere, at nyaffatte § 93, stk. 3, så det fremgår af bestemmelsen, at Finanstilsynet

træffer alle nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 46 i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011, hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af stk.

2 og 3, eller hvis en uforudset ændring har fundet sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alter-

native investeringsfond ikke længere vil være i overensstemmelse med denne lov eller regler udstedt

i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere vil opfylde denne lov eller regler udstedt i

medfør heraf.

2.10.

Danske UCITS’ grænseoverskridende markedsføring

2.10.1. Gældende ret

Lov om investeringsforeninger m.v. indeholder bl.a. regler om danske UCITS’ grænseoverskridende

markedsføring.

Danske UCITS er investeringsforeninger, SIKAV’er (selskaber for investering med kapital, der er

variabel) og værdipapirfonde.

Det følger af § 28, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., at hvis den danske UCITS ønsker at

markedsføre sig i en anden medlemsstat eller i et EØS-land, skal dette anmeldes til Finanstilsynet.

Anmeldelsen skal indeholde oplysninger om, hvor de kompetente myndigheder i værtslandet elek-

tronisk kan gøre sig bekendt med de dokumenter, som den danske UCITS skal vedlægge ansøgnin-

gen, eventuelle oversættelser heraf og senere ændringer af dokumenterne.

Det følger af § 28, stk. 2, at Finanstilsynet skal fremsende den komplette dokumentation, som den

danske UCITS har indsendt sammen med anmeldelsen i stk. 1, til de kompetente myndigheder i det

land, hvor den danske UCITS agter at markedsføre sine andele. Finanstilsynet skal fremsende doku-

mentationen, senest 10 arbejdsdage efter, at Finanstilsynet har modtaget anmeldelsen og den kom-

plette dokumentation.

2.10.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Den gældende § 28 i lov om investeringsforeninger m.v. gennemfører artikel 93 i UCITS-direktivet

i dansk ret.

Med artikel 1, nr. 5, i cross border-direktivet ændres artikel 93 i UCITS-direktivet. Med ændringerne

indføres der krav om oplysninger til brug for opkrævning af gebyrer.

Der er endvidere indført krav om, at investeringsinstituttet skal meddele den kompetente myndighed,

hvis der sker ændringer i afgivne oplysninger i artikel 93, stk. 1 eller vedrørende de aktiekategorier,

der skal markedsføres. Ved ændringer skal investeringsinstituttet skriftligt meddele dette til de kom-

petente myndigheder i investeringsinstituttets hjemland og værtsland mindst en måned før ændringen

iværksættes.

Der er videre indført krav om, at den kompetente tilsynsmyndighed inden for 15 arbejdsdage efter

modtagelse af oplysninger om ændringer skal underrette investeringsinstituttet om, at investeringsin-

stituttet ikke må iværksætte en planlagt ændring, hvis investeringsinstituttet i henhold til den planlagte

ændring ikke længere ville overholde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.

Hvis en planlagt ændring iværksættes selvom investeringsinstituttet har fået forbud herimod, og in-

vesteringsinstituttet ikke længere overholder denne lov regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstil-

synet træffe de nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 98, herunder om nød-

vendigt et udtrykkeligt forbud mod markedsføring af investeringsinstituttet.

Erhvervsministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt at ændre § 28, stk. 1, og nyaffatte § 28, stk. 2

og 3, i lov om investeringsforeninger m.v., og dermed implementere cross border-direktivets æn-

dringer af artikel 93 i UCITS-direktivet i dansk ret.

Artikel 1, nr. 5, litra a i cross border-direktivet implementeres i § 28, stk. 1, artikel 5, litra b, 1. af-

snit, 2. afsnit, 1. pkt., implementeres ved en nyaffattelse af § 28, stk. 2 og artikel 5, litra b 3. afsnit

implementeres i ved en nyaffattelse af § 28, stk. 3 i lov om investeringsforeninger m.v.

2.10.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte et 4. pkt. i § 28, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., så det fremgår

af bestemmelsen, at anmeldelsen også skal indeholde de oplysninger, herunder den danske UCITS’

adresse, der er nødvendige for, at værtslandets tilsynsmyndigheder kan fremsende meddelelser om

lovbestemte gebyrer, afgifter og oplysning om faciliteterne til udførelse af opgaver vedrørende be-

handling, tegnings-, tilbagekøbs- og indløsningsordrer og fortage andre udbetalinger til investorerne

i forbindelse med andele i den danske UCITS.

Det foreslås endvidere at nyaffatte § 28, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v., så det fremgår,

at den danske UCITS, mindst en måned før iværksættelse af en ændring af oplysningerne, som er

angivet i anmeldelsen, jf. bestemmelsens stk. 1, skal give skriftlig meddelelse om ændringen til Fi-

nanstilsynet og til tilsynsmyndighederne i værtslandet. Dette gælder ligeledes for ændringer der ved-

rører de andelsklasser, der skal markedsføres.

Finanstilsynet skal underrette den danske UCITS, inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle

oplysninger, om, at den danske UCITS ikke må iværksætte en ændring, hvis den danske UCITS efter

ændringen ikke længere overholder loven eller regler udstedt i medfør af loven.

Det foreslås videre, at nyaffatte § 28, stk. 3, så det fremgår af bestemmelsen, at Finanstilsynet træffer

alle nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 98 i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009, hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af stk. 2, hvorved

investeringsinstituttets markedsføring ikke længere vil være i overensstemmelse med denne lov eller

regler udstedt i medfør heraf.

2.11. Danske UCITS’

anmeldelse af ophør af aftaler om markedsføring

2.11.1. Gældende ret

Lov om investeringsforeninger m.v. indeholder regler om danske UCITS’ grænseoverskridende mar-

kedsføring, herunder regler om anmeldelse til Finanstilsynet, hvis den danske UCITS ønsker at mar-

kedsføre sig i en anden medlemsstat eller i et EØS-land.

Lov om investeringsforeninger m.v. indeholder ikke regler om anmeldelse af ophør af aftaler om

markedsføring.

Bekendtgørelse nr. 786 af 17. juni 2014 om udenlandske UCITS’ markedsføring i Danmark indehol-

der regler, om at en udenlandsk UCITS eller en afdeling heraf, som ophører med at markedsføre sine

andele i Danmark, senest 14 dage efter, at beslutningen er truffet, skal give meddelelse til alle danske

investorer, samt underrette Finanstilsynet, om hvilke afdelinger der ophører og tidspunktet herfor.

2.11.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Cross border-direktivet indeholder bl.a. ændringer til UCITS-direktivets regler om anmeldelse af op-

hør af markedsføringsaftaler.

Der er behov for klare og ensartede regler om ophør af markedsføringsaftaler for at undgå økonomisk

og retlig usikkerhed. Erhvervsministeriet finder derfor, at der bør indsættes betingelser for, hvornår

en dansk UCITS kan indgive en anmeldelse af ophør af de aftaler, der er indgået med henblik på

markedsføring af fonden. Disse betingelser skal sikre balance mellem på den ene side de kollektive

investeringsinstitutters eller deres forvalteres mulighed for at bringe deres aftaler vedrørende mar-

kedsføring af andele eller aktier til ophør, når de fastsatte betingelser er opfyldt, og på den anden side

investorernes interesser i sådanne fonde.

Erhvervsministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt at indsætte § 28 a i lov om investeringsforenin-

ger m.v. i kapitel 4 i lov om investeringsforeninger m.v., der regulerer anmeldelse om ophør af mar-

kedsføringsaftaler. Den foreslåede § 28 a vil implementere artikel 93 a i UCITS-direktivet i dansk

ret. Kapitel 4 i lov om investeringsforeninger m.v. omhandler grænseoverskridende virksomhed.

2.11.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte § 28 a i lov om investeringsforeninger m.v.

Det foreslås, at det fremgå af § 28 a, at en dansk UCITS kan indgive anmeldelse om ophør af aftaler,

der er indgået med henblik på markedsføring af andele, herefter markedsføringsaftaler. Anmeldelsen

skal indgives i den eller de medlemsstater, hvor den danske UCITS har indgivet anmeldelse om mar-

kedsføring efter lovens § 28.

Der foreslås en række betingelser, som skal være opfyldt ved anmeldelse af ophør af markedsførings-

aftaler.

For

det første

skal der være fremsat et generelt tilbud om tilbagekøb eller indløsning af alle andele,

som besiddes af investorer i den pågældende medlemsstat. Tilbuddet skal være offentligt tilgængeligt

i mindst 30 arbejdsdage, og tilbuddet skal være stilet individuelt

–

enten direkte eller via finansielle

formidlere

–

til alle investorer i den pågældende medlemsstat.

For

det andet

skal hensigten om at opsige markedsføringsaftalen offentliggøres via et offentligt til-

gængeligt medium, herunder ved anvendelse af digital kommunikation, der sædvanligvis anvendes

til markedsføring af danske UCITS og er egnet for en typisk investor i danske UCITS.

For

det tredje

skal eventuelle aftaler med finansielle formidlere eller med den, som markedsføringen

er delegeret til, ændres eller opsiges med virkning fra datoen for anmeldelsen af ophøret. Eventuelle

aftaler skal opsiges med henblik på at forhindre eventuel ny eller yderligere direkte eller indirekte

udbud eller placering af andele. Fra anmeldelsesdatoen af ophøret skal den danske UCITS ophøre

med ethvert nyt eller yderligere direkte eller indirekte udbud eller placering af andele, der var gen-

stand for anmeldelsen om ophør i nævnte medlemsstat.

Det foreslås, at det skal fremgår af § 28 a, stk. 2, at oplysninger, der er nævnt i § 28, stk. 1, nr. 1 og

2, klart skal beskrives, hvilke konsekvenser det får for investorerne, hvis de ikke accepterer tilbuddet

om at indløse eller tilbagekøbe deres andele. Oplysningerne skal stilles til rådighed på det officielle

sprog eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvortil den danske UCITS har indgivet en

anmeldelse efter lovens § 28, eller på et sprog, der er godkendt af tilsynsmyndighederne i den pågæl-

dende medlemsstat

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 28 a, stk. 3, at en danske UCITS skal fremsende en

anmeldelse til Finanstilsynet, der indeholder de oplysninger, som er nævnt i § 28, stk. 1, nr. 1-3.

Med § 28 a, stk. 4, foreslås det, at Finanstilsynet

skal sikre, at den danske UCITS’ anmeldelse er

fuldstændig. Finanstilsynet skal underrette den danske UCITS straks, når anmeldelsen, jf. stk. 3, er

videresendt til tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, som er angivet i anmeldelsen, og til ESMA.

ESMA er det europæiske finanstilsyn for værdipapirer og finansielle markeder (European Securities

and Markets Authority).

Herudover foreslås det, at det skal fremgår af § 28 a, stk. 5, i lov om investeringsforeninger m.v., at

den danske UCITS skal give investorer, der vedbliver med at investere i den danske UCITS og Fi-

nanstilsynet de oplysninger, som er nævnt i afsnit VII i om lov investeringsforeninger m.v., eller

nævnt i regler som udstedt i medfør af bestemmelser i afsnit VII. Oplysninger kan gives til investo-

rerne ved anvendelse af digital kommunikation.

Afsnit VII i lov om investeringsforeninger m.v. indeholder regler om prospekter, central investor

information og oplysninger om andelsklasser.

Endeligt foreslås det, at manglende anmeldelse til Finanstilsynet efter § 28, stk. 3 skal kunne straffes

i medfør af § 190, stk. 1.

2.12. Udbydere af tjenester med virtuel valuta

2.12.1. Gældende ret

Udbydere af tjenester med virtuel valuta er i dag delvist regulerede i hvidvaskloven, jf. lovbekendt-

gørelse nr. 380 af 2. april 2020 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af

terrorisme. Det fremgår af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 23 og 24, at udbydere af veksling mellem

virtuel valuta og fiatvaluta samt udbydere af virtuelle tegnebøger er omfattet af hvidvasklovens an-

vendelsesområde.

Hvidvasklovens § 2, nr. 15, indeholder en definition af udbydere af virtuelle tegnebøger, mens § 2,

nr.16, definerer virtuel valuta.

Hvidvaskloven § 10, stk. 1, nr. 2, litra c, regulerer, at der skal gennemføres kundekendskabsprocedu-

rer ved valutaveksling på 500 euro eller derover, hvad enten transaktionen sker på én gang eller som

flere transaktioner, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet. Det følger af bemærkningerne

til § 1, nr. 5, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling. A, L 204, som fremsat, side 29, at § 10, stk.

1, nr. 2, litra c også gælder ved veksling mellem virtuel valuta og fiatvaluta.

Reguleringen af udbydere af veksling mellem virtuel valuta og fiatvaluta samt udbydere af virtuelle

tegnebøger i hvidvaskloven er et resultat af implementering af artikel 1, stk. 1, litra c i Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om

forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller

finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU (5. hvidvaskdirek-

tiv), som er en tilføjelse til artikel 2, stk. 1, nr. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2015/849/EU om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvid-

vask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU

(4. hvidvaskdirektiv).

2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser

FATF er er en international organisation, som Danmark er medlem af. Organisationen har til formål

at fastlægge fælles standarder og at fremme implementeringen af juridiske, lovgivningsmæssige og

operationelle foranstaltninger, der skal modvirke hvidvask, terrorfinansiering og andre trusler mod

integriteten i det internationale finansielle system. FATF har i den forbindelse udviklet en række

anbefalinger for bekæmpelse af hvidvask, terrorfinansiering og spredning af masseødelæggelsesvå-

ben. FATF monitorerer medlemsstaternes fremskridt i forhold til at implementere FATFs anbefalin-

ger.

Ifølge FATFs anbefaling nr. 15 bør medlemsstaterne for at styre og afbøde de risici, der opstår ved

virtuelle valutaer, sikre, at udbydere af tjenester med virtuelle valutaer er reguleret for at forebygge

hvidvask og finansiering af terrorisme, og at de er licenseret eller registreret og underlagt effektive

systemer til overvågning og sikring af overholdelse af de relevante foranstaltninger, der kræves i

FATFs anbefalinger. Med relevante foranstaltninger forstås bl.a. gennemførelse af kundekendskabs-

procedurer ved etablering af kundeforhold og enkeltstående transaktioner af en vis størrelse, løbende

overvågning af kundeforhold, undersøgelse af mistænkelige transaktioner og aktiviteter samt under-

retning til Hvidvasksekretariatet.

I FATF’s definition af udbydere af tjenester med virtuelle valutaer er der fem typer af aktiviteter:

veksling mellem virtuel valuta og fiatvaluta,

ii.

veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta,

iii.

overførsel af virtuel valuta,

iv.

virtuelle tegnebøger og

udstedelse af virtuel valuta.

På nuværende tidspunkt indeholder hvidvaskloven regler, der implementerer FATFs anbefaling nr.

15, for så vidt angår nr.

udbydere af veksling mellem virtuel valuta og fiatvaluta og nr.

iv.

udbydere

af virtuelle tegnebøger.

Erhvervsministeriet finder det afgørende i indsatsen mod hvidvask og finansiering af terrorisme, at

hvidvasklovens anvendelsesområde udvides til at omfatte samtlige af de udbydere af tjenester med

virtuelle valutaer, som FATF anbefaler reguleret i henhold til forebyggelse af hvidvask og finansie-

ring af terrorisme. Der er en væsentlig grad af anonymitet forbundet med tjenester med virtuel valuta.

Ændringen vil sikre en øget transparens, som vil være med til at mindske de risici for hvidvask og

terrorfinansiering, der er ved virtuel valuta. Udbyderne af tjenester med virtuel valuta vil med æn-

dringen blive pålagt krav om registrering i Finanstilsynets virksomhedsregister, og underlagt hvid-

vasklovens krav om gennemførelse af kundekendskabsprocedurer, løbende overvågning, undersø-

gelse af usædvanlige transaktioner, underretning til Hvidvasksekretariatet mv.

I FATFs vejledning til en risikobaseret tilgang for udbydere af tjenester med virtuel valuta anbefales

det, at udbydere af tjenester med virtuel valuta skal gennemføre kundekendskabsprocedurer på alle

enkeltstående transaktioner på 1000 euro eller derover, hvad enten transaktionen sker på én gang eller

som flere transaktioner, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet. Det er Erhvervsministeriets

opfattelse, at fastsættelse af tærskelværdien for hvornår, der skal gennemføres kundekendskabspro-

cedurer på enkeltstående transaktioner, skal følge FATFs vejledning. Tærskelværdien er udtryk for

en afvejning af, at virksomhederne skal have en effektiv transaktionsovervågning, samtidig med at

de administrative byrder for virksomhederne omfattet af loven og disses kunder skal være proportio-

nale.

2.12.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at udvide hvidvasklovens anvendelsesområde, så loven også finder anvendelse på udby-

dere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta

samt udstedere af virtuel valuta.

Den foreslåede ændring af hvidvasklovens § 1 vil medføre, at udbydere af veksling mellem en eller

flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta

fremover vil blive omfattet af de forpligtelser, der gælder i hvidvaskloven. Det vil blandt andet inde-

bære, at de skal udarbejde en risikovurdering med baggrund i virksomhedens konkrete forretnings-

model, gennemføre kundekendskabsprocedurer, ligesom at de bliver omfattet af pligten til løbende at

overvåge sine forretningsforbindelser og foretage undersøgelser samt underrette Hvidvasksekretari-

atet, som det fremgår af hvidvasklovens §§ 25 og 26.

Ligeledes foreslås det at tilpasse de almindelige krav til kundekendskabsprocedurer i § 10, så udby-

dere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta

samt udstedere af virtuel valuta skal gennemføre kundekendskabsprocedurer på enkeltstående trans-

aktioner på 1000 euro eller derover.

2.13. Skærpelse af kontantforbuddet

2.13.1. Gældende ret

Efter § 5 i hvidvaskloven må erhvervsdrivende, som ikke er omfattet af lovens anvendelsesområdet,

ikke modtage kontantbetalinger på 50.000 kr. eller derover, hvad enten betalingen sker på én gang

eller som flere betalinger, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet.

2.13.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at kontantforbuddet nedsættes som led i bekæmpelse

af hvidvask og finansiering af terrorisme. Risikoen for hvidvask er fortsat høj ved kontantbetalinger.

Det fremgår blandt andet af den supranationale risikovurdering 2019 SNRA II, som er udarbejdet af

Europa-Kommissionen, at kontantbetalinger udgør et meget betydeligt trusselsniveau for hvidvask

og finansiering af terrorisme. Henset til dette findes det afgørende for kampen mod hvidvask og fi-

nansiering af terrorisme, at muligheden for at betale med høje kontantbeløb indskrænkes. Samtidig

er det vurderingen, at den fortsatte teknologiske og digitale udvikling betyder, at omfanget af større

kontantbetalinger i almindelighed er begrænset, og at en nedsættelse af kontantforbuddet derfor har

begrænset forretningsmæssig betydning for de erhvervsdrivende og borgerne i øvrigt. Forbuddet vil

omvendt have virkning overfor kriminelle ved at begrænse adgangen til hvidvask af udbytte fra kri-

minelle handlinger.

Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at en nedsættelse af kontantforbuddet er i overensstemmelse

4. hvidvaskdirektiv, hvoraf det af betragtning nr. 6 i præamblen vedrørende større kontantbetalinger

følger, at EU- eller EØS-landene skal have mulighed for at indføre henholdsvis lavere tærskler og

yderligere generelle begrænsninger i brugen af kontanter og strengere bestemmelser. En række lande

har indført sådanne tærskler og yderligere generelle begrænsninger for brug af kontanter. Disse er

dog implementeret på forskellig vis i de enkelte nationale lovgivninger, men en række heraf må anses

for mere restriktive end det danske kontantforbud på 50.000 kr.

Kontanter omfatter pengesedler og mønter, der er udstedt af centralbanken, og er ifølge § 8, stk. 2, i

lov om Danmarks Nationalbank et lovligt betalingsmiddel. Hovedformålet med bestemmelsen er at

sikre, at betaling kan ske umiddelbart og med et betalingsmiddel, som den enkelte kan have tillid til.

En nedsættelse af beløbsgrænsen vil begrænse borgernes muligheder for kontantbetalinger, hvilket

kan være indgribende over for borgere, der ikke har mulighed for eller et ønske om at betale med

betalingskort eller digitalt.

Den gældende beløbsgrænse på 50.000 kr. giver imidlertid mulighed for, at betydelige beløb for-

holdsvis hurtigt kan hvidvaskes, eksempelvis ved kontantkøb af løsøregenstande, herunder (brugte)

biler op til 49.000 kr., hvis de enkelte køb ikke indbyrdes er forbundne, eller det ikke kan bevises, at

de indbyrdes er forbundne.

Forslaget til en ny beløbsgrænse er fastsat efter en samlet afvejning af de hensyn, der taler for hen-

holdsvis en lavere og en uændret beløbsgrænse.

Forslaget til en ny beløbsgrænse er således fastsat under hensyn til på den ene side, at borgerne i

videst muligt omfang bevarer adgangen til at benytte sig af kontantbetaling, hvis de ønsker det, og til

på den anden side den risiko for hvidvask, der er forbundet med store kontantbetalinger.

2.13.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at grænsen for kontantforbuddet i hvidvasklovens § 5 nedsættes fra 50.000 kr. til 20.000

kr., for erhvervsdrivende, som ikke er omfattet af hvidvaskloven.

Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 2 samt bemærkningerne hertil.

2.14. Ophævelse af reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester

2.14.1. Gældende ret

De gældende §§ 142-144 i lov om kapitalmarkeder stiller krav om tilladelse til drift af dataindberet-

ningstjenester og indeholder også regler om inddragelse af tilladelse. Der sondres mellem tre katego-

rier af dataindberetningstjenester. Den første kategori er en godkendt offentliggørelsesordning

(APA), hvis virksomhed består i at offentliggøre handelsindberetninger på vegne af værdipapirhand-

lere. Den anden kategori er en udbyder af konsolideret løbende handelsinformation (CTP), hvis virk-

somhed består i at indsamle handelsdata fra markedspladser og offentliggøre disse i konsolideret

form. Den sidste kategori er en godkendt indberetningsmekaniske (ARM), hvis virksomhed består i

at levere indberetningspligtige oplysninger til myndighederne.

De gældende §§ 145-149 i lov om kapitalmarkeder indeholder krav om, at medlemmer af ledelsen i

en udbyder af dataindberetningstjenester eller indehaveren af en udbyder af dataindberetningstjene-

ster, der er en enkeltmandsvirksomhed, til enhver tid skal være egnede og hæderlige og afsætte til-

strækkelig tid til at varetage deres hverv eller stilling i udbyderen. Derudover skal ledelsen henholds-

vis indehaveren besidde tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne for-

stå udbyderens aktiviteter og sikre en effektiv og forsigtig ledelse af virksomheden, herunder fore-

byggelse af interessekonflikter.

I de gældende §§ 150-153, §§ 154-159 og §§ 160-162 i lov om kapitalmarkeder fremgår særlige

regler om henholdsvis APA’er, CTP’er og ARM’er.

§ 142 fastlægger de betingelser, som skal være opfyldt, før tilladelse til levering af dataindberetnings-

tjenester kan gives i form af en APA, CTP eller ARM. Det er Finanstilsynet, der meddeler denne

tilladelse. Det er endvidere Finanstilsynet, der påser og fører tilsyn med, om de gældende regler bliver

overholdt.

Overtrædelse af de gældende § 142, stk. 1, § 145, § 146, stk. 1 og 2, § 147, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og

4, § 147, stk. 4, jf. stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, og §§ 149-162 er strafbelagt, jf. § 247, stk. 1, i lov om

kapitalmarkeder.

Reglerne om dataindberetningstjenester er en gennemførelse af afsnit V (artikel 59-66) i MiFID II,

som indeholder betingelserne for tilladelse som udbyder af en dataindberetningstjeneste, krav til ud-

bydernes ledelsesorganer samt de nærmere organisatoriske krav til hver enkelt type af dataindberet-

ningstjeneste, herunder krav om passende kontroller og sikkerhedsmekanismer.

Baggrunden for reglerne i MiFID II var ifølge betragtning nr. 1 i præamblen til Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv (EU) 2019/2177 af 18. december 2019 om ændring af direktiv 2009/138/EF om

adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), direktiv 2014/65/EU

om markeder for finansielle instrumenter og af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstalt-

ninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme

(omnibusdirektivet), at der blev indført reguleringsmæssige rammebestemmelser om udbydere af da-

taindberetningstjenester og krav om, at en udbyder af efterhandelsdataindberetningstjenester skal

være meddelt tilladelse som en godkendt offentliggørelsesordning (APA). Endvidere at en udbyder

af konsolideret løbende handelsinformation (CTP) skulle udbyde konsoliderede handelsdata om alle

handler med både aktieinstrumenter og andre instrumenter i hele EU samt, at transaktionsindberet-

ningskanaler til de kompetente myndigheder skulle formaliseres, idet der skulle stilles krav om, at en

tredjepart, som foretager indberetning på vegne af investeringsselskaber, skal være meddelt tilladelse

som en godkendt indberetningsmekanisme (ARM).

Den eneste danske virksomhed, som har tilladelse til en af ovenstående er BEC, som er en ARM. I

Danmark har ingen virksomheder tilladelse som APA eller CTP.

2.14.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester vil fremadrettet være reguleret i MiFIR, jf. arti-

kel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2175 af 18. december 2019 om ændring

af forordning (EU) nr. 1093/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske

Banktilsynsmyndighed), forordning (EU) nr. 1094/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyn-

dighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger),

forordning (EU) nr. 1095/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske

Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), forordning (EU) nr. 600/2014 om markeder for finan-

sielle instrumenter, forordning (EU) 2016/1011 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle

instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske

resultater, og forordning (EU) 2015/847 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler

(omnibusforordningen). Reglerne minder i høj grad om reglerne i afsnit V i MiFID II, som udgår, jf.

artikel 1, stk. 4, i omnibusdirektivet.

Af betragtning 47 i præamblen til omnibusforordningen fremgår det, at transaktionsdata er et vigtigt

værktøj til effektiv håndhævelse af de krav, der følger af MiFIR. Formålet med at lade udbydere af

dataindberetningstjenester være omfattet af MiFIR er et hensyn til den grænseoverskridende dimen-

sion af datahåndtering, datakvalitet og behovet for at opnå stordriftsfordele samt at undgå de skade-

lige virkninger af potentielle indbyrdes forskelle på såvel datakvaliteten som de opgaver, udbydere

af dataindberetningstjenester varetager. Derfor er det fundet hensigtsmæssigt, at meddelelse af tilla-

delse til og tilsyn med udbydere af dataindberetningstjenester samt beføjelser til at indsamle data bør

overdrages fra de kompetente nationale myndigheder til Den Europæiske Værdipapir- og Markeds-

tilsynsmyndighed (ESMA), med undtagelse af dem, der er omfattet af en undtagelsesbestemmelse.

ESMA’s beføjelser præciseres i MiFIR, så man samtidig muliggør konsolidering af de fordele, der

opstår ved at samle datarelaterede kompetencer i ESMA.

For at sikre en konsekvent overførsel af sådanne beføjelser, er det fundet hensigtsmæssigt, at bestem-

melserne vedrørende operationelle krav til udbydere af dataindberetningstjenester og de kompetente

myndigheders kompetencer i forhold til udbydere af dataindberetningstjenester i MiFID II udgår og

i stedet indføres i MiFIR.

Reglerne i MiFIR er umiddelbart gældende i Danmark. Reglerne i afsnit IX i lov om kapitalmarkeder

foreslås derfor ophævet.

Imidlertid fremgår det af artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen, at der vil komme til at gælde

en undtagelse i medfør af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, hvorefter nogle APA’er og ARM’er vil blive

undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, og derfor vil de

fortsat være underlagt tilladelse og tilsyn fra en kompetent myndighed i det enkelte medlemsland,

hvilket i Danmark er Finanstilsynet. Det er Kommissionen, som er bemyndiget til at vedtage den

delegerede retsakt, som skal fastsætte de nærmere kriterier for at identificere de APA’er og ARM’er,

der skal falde ind under den nævnte undtagelse. Kommissionens arbejde hermed er endnu ikke påbe-

gyndt og forventes først påbegyndt i 2021. Det forventes ikke, at kriterierne er endeligt fastsat på

tidspunktet for lovforslagets fremsættelse. Det er forventningen at undtagelsen vil gælde for mindre

virksomheder, for hvilke aktivitet som ARM eller APA ikke har et grænseoverskridende element.

Alle kompetencer og opgaver, der er forbundet med tilsyn og håndhævelse vedrørende udbydere af

dataindberetningstjenester overgår til ESMA den 1. januar 2022, bortset fra de kompetencer og op-

gaver, der vedrører APA’er og ARM’er, som fortsat skal være underlagt nationalt tilsyn.

ESMA på-

begynder udførelsen af de pågældende overførte beføjelser og opgaver den samme dato.

En ansøgning om tilladelse, som er blevet modtaget af kompetente myndigheder før den 1. oktober

2021, overføres dog ikke til ESMA, hvorfor afgørelse om registrering eller om afvisning skal beslut-

tes af den nationale tilsynsmyndighed.

Enhver tilladelse til en udbyder af dataindberetningstjenester, som er meddelt tilladelse af den natio-

nale myndighed bevarer sin gyldighed efter overdragelse af beføjelser til ESMA. Det vil sige, at har

en udbyder af en dataindberetningstjeneste i dag en tilladelse som APA, ARM eller CTP, så vil virk-

somheden bevare tilladelsen, selvom beføjelserne overgår til ESMA pr. 1. januar 2022.

2.14.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at ophæve reglerne i afsnit IX i lov om kapitalmarkeder om udbydere af dataindberet-

ningstjenester som konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR.

Der vil imidlertid

være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede

relevans for det indre marked. Disse vil fortsat skulle meddeles tilladelse af og være underlagt tilsyn

fra en kompetent myndighed i det enkelte medlemsland. Undtagelsen vil medføre ændringer i en

række tilsynsbestemmelser i lov om kapitalmarkeder. Disse bestemmelser regulerer i dag udbydere

af dataindberetningstjenester i alle tre kategorier, men vil fremover alene komme til at regulere

APA’er og ARM’er, som er omfattet af den nævnte undtagelse. Det vil foreslås ændret ved nærvæ-

rende lovforslag.

Den foreslåede ændring om at ophæve afsnittet om udbydere af dataindberetningstjenester i lov om

kapitalmarkeder vil desuden medføre en række konsekvensændringer i øvrige bestemmelser i lov om

kapitalmarkeder samt i afgiftsbestemmelsen i § 361, stk. 2, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed.

Desuden foreslås strafbestemmelserne tilpasset.

For nærmere om de ændrede regler for udbydere af dataindberetningstjenester henvises til lovforsla-

gets § 8, nr. 1-14 og 16-38, og § 4, nr. 12, og bemærkningerne hertil.

2.15. Ændringer som følge af nye processer i værdipapirafviklingen

2.15.1. Gældende ret

Efter § 163 i lov om kapitalmarkeder kan et betalingssystem og et værdipapirafviklingssystem gen-

nemføre afvikling af overførselsordrer ved at anvende de indkomne betalinger udelukkende til fyl-

destgørelse af systemets øvrige deltagere. Det gælder, selv om der indledes insolvensbehandling mod

en af deltagerne i systemet.

En overførselsordre er defineret i § 3, nr. 29, i lov om kapitalmarkeder som en instruks fra en deltager

i et værdipapirafviklingssystem eller et betalingssystem om at stille et beløb til rådighed for en mod-

tager eller overførsel af ejendomsretten til et værdipapir.

Endvidere følger det af § 3, nr. 28, i lov om kapitalmarkeder, at ved netting omregnes fordringer og

forpligtelser, der følger af overførselsordrer, til en nettofordring eller en nettoforpligtelse.

Efter § 166 i lov om kapitalmarkeder skal der fastsættes et tidspunkt for, hvornår der indtræder såkaldt

endelighed i afviklingen. Dette tidspunkt er afgørende for, hvornår overførselsordrer er bindende og

har retsvirkning over for tredjeparter. En overførselsordre kan ikke tilbagekaldes af en deltager i et

system og heller ikke af en tredjepart efter det tidspunkt, der er fastsat i systemets regler.

Hensynet til driftsstabiliteten af et værdipapirafviklingssystem eller et betalingssystem tilsiger, at sy-

stemerne bør kunne gennemføre overførselsordrer via netting, selv om der indledes insolvensbehand-

ling mod en af deltagerne i systemet. Det følger af artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

98/26/EF af 19. maj 1998 (finalitydirektivet), der er implementeret i § 163 i lov om kapitalmarkeder.

Finalitydirektivet har bl.a. til formål at beskytte afviklingen i betalingssystemer og værdipapirafvik-

lingssystemer mod den situation, at der indledes insolvensbehandling mod en deltager. Direktivet

definerer også de centrale begreber for afviklingen såsom overførselsordrer og netting.

2.15.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Afviklinger af værdipapirhandler på det danske værdipapirmarked er blevet en del af det fælleseuro-

pæiske system TARGET2-Securities (T2S), som drives af Den Europæiske Centralbank (ECB). T2S

er en platform, som en stor del af de europæiske værdipapircentraler (CSD’er) outsourcer afviklingen

af værdipapirhandler til. Formålet med platformen er at gøre det lettere at gennemføre grænseover-

skridende afvikling af værdipapirhandler.

Som følge af tilslutningen til T2S er der opstået tvivl om, hvorvidt den beskyttelse af afviklingen i

betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer mod en deltagers insolvens, som gælder efter ka-

pitalmarkedslovens § 163, også vil omfatte et indestående på den dedikerede afregningskonto i Nati-

onalbanken.

Tilslutningen til T2S har medført et behov for at tilpasse processerne på det danske marked til de nye

fælles processer for afviklingen af værdipapirhandler. Afvikling af værdipapirhandler på T2S sker i

høj grad som løbende afvikling hen over dagen. Deltagerne, f.eks. et pengeinstitut, har adgang til at

betale for værdipapirhandlerne via en dedikeret afregningskonto i Nationalbanken. Pengeinstituttet

har fuld rådighed over kontoen og kan gennem dagen tilbageføre kronebeløb til sin hovedkonto (fo-

liokontoen), der er til pengeinstituttets frie disposition. Det adskiller sig fra den tidligere værdipapir-

afvikling, hvor Nationalbanken stillede en kreditline (en garanti) til rådighed for det beløb, der skulle

anvendes til afviklingen, og hvor Nationalbanken fik sikkerhed for denne garanti i deltagerens afreg-

ningskonto. Denne kreditline og Nationalbankens sikkerhed i afregningskontoen kunne opretholdes

i tilfælde af et pengeinstituts konkurs.

Afviklingen før T2S er hovedsagelig foregået i såkaldte netto-afviklingsblokke, som opgøres på faste

tidspunkter i løbet af dagen.

Hvis der opstod en insolvenssituation i forhold til en deltager, ville deltageren kun være med i den

afviklingsblok, der var i gang, og hvor Nationalbanken havde afgivet en kreditline. Men herefter

kunne Nationalbanken ikke lade deltageren trække på likviditet til afviklingen.

I den danske værdipapircentral VP Securities A/S afvikles værdipapirhandler for private investorer

ligesom tidligere i realtid eller i afviklingsblokke i løbet af hver afviklingsdag. Her stiller National-

banken fortsat en kreditline til rådighed for deltagerne.

Efter de nye fælles processer på T2S er Nationalbanken forpligtet til at lade en deltagers indestående

på afregningskontoen forblive til rådighed for betalingen af værdipapirhandler resten af afviklings-

dagen, selv om der er opstået en insolvenssituation.

Ifølge T2S-procedurer fastsat af ECB for håndtering af en deltagers insolvens skal den insolvente

deltagers dedikerede afregningskonto i første omgang spærres. Når det er sikret, at yderligere likvi-

ditet ikke kan overføres til kontoen ved at spærre for stående ordrer mv., skal kontoen åbnes igen, og

der kan trækkes på den likviditet, der er på kontoen til at fortsætte dagens afvikling af den insolvente

deltagers handler.

Der er opstået tvivl om, hvorvidt den beskyttelse af afviklingen i betalingssystemer og værdipapiraf-

viklingssystemer mod en deltagers insolvens, som gælder efter kapitalmarkedslovens § 163, også vil

omfatte et indestående på den dedikerede afregningskonto i Nationalbanken. Det skyldes, at indestå-

endet er til pengeinstituttets frie disposition og ikke som tidligere er spærret som følge af National-

bankens pant til sikkerhed for den afgivne kreditline.

Det følger af artikel 4 i Europap-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig

afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer (finalitydirektivet), at medlemslan-

dene kan fastsætte, at indledning af insolvensbehandling mod en deltager ikke må være til hinder for,

at midler eller værdipapirer, der er disponible på den insolvente deltagers afregningskonto, anvendes

til at indfri deltagerens forpligtelser inden for systemet på forretningsdagen for insolvensbehandlin-

gens indledning.

Erhvervsministeriet vurderer, at der er behov for at regulere muligheden for at disponere over likvi-

diteten på en konkursramt deltagers afregningskonto eller beholdning af værdipapirer, da det vil sikre

værdipapirafvikling i systemet på dagen for konkursens indtræden. Foretages afviklingen ikke, er der

risiko for, at den manglende afvikling vil få en afsmittende virkning i systemet og skabe problemer

for øvrige deltagere i systemet, der mister tillid til, at ordrer kan gennemføres i systemet. Det er derfor

vigtigt at sikre, at afvikling kan ske i tilfælde af konkurs ved de midler, der er stillet til rådighed på et

pengeinstituts dedikerede konto for afviklingen af overførselsordrer. I yderste konsekvens kan mang-

lende afvikling grundet konkurs skabe mistillid til systemet.

Den foreslåede ændring er en fravigelse af konkurslovens almindelige principper (det konkursretlige

lighedsprincip). Fravigelsen er imidlertid begrundet i tunge samfundsøkonomiske hensyn, herunder

til en smidig afvikling i de omfattede systemer. Hertil kommer hensynet til den finansielle stabilitet i

markedet, hvilket er finalitydirektivets overordnede formål. Erhvervsministeriet finder det på den

baggrund hensigtsmæssigt, at der fastsættes nærmere regler om insolvensbehandling af deltagere.

2.15.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i lov om kapitalmarkeder indsættes en § 163 a, som fastsætter, at indledning af

insolvensbehandling mod en deltager ikke er til hinder for, at midler eller værdipapirer, der er dispo-

nible på den pågældende deltagers afregningskonto, anvendes til at indfri deltagerens forpligtelser

inden for systemet på forretningsdagen for insolvensbehandlingens indledning.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den løbende afvikling, som finder sted i en værdipapir-

central (CSD), vil være beskyttet mod en deltagers insolvens på den dag, hvor insolvensen indtræder.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 8, nr. 6 og 17, samt bemærkningerne hertil.

2.16. Anvendelse af administrative bødeforlæg på kapitalmarkedsområdet

2.16.1. Gældende ret

Bestemmelsen i § 257 i lov om kapitalmarkeder indeholder regler om Finanstilsynets mulighed for at

udstede administrative bødeforelæg.

Det fremgår af § 257, stk. 1, at erhvervsministeren efter forhandling med justitsministeren kan fast-

sætte regler om, at Finanstilsynet i nærmere angivne sager om overtrædelser af lov om kapitalmarke-

der, regler udstedt i medfør af lov om kapitalmarkeder og regler i den Europæiske Unions forordnin-

ger for de områder af lov om kapitalmarkeder, som Finanstilsynet fører tilsyn med, der ikke skønnes

at medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag,

hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til

inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at Rigsadvokaten og Statsadvokaten for Særlig Øko-

nomisk og International Kriminalitet er af den opfattelse, at en række bestemmelser er af en sådan

karakter, at overtrædelser generelt vil være ukomplicerede og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål, jf.

Folketingstidende 2016-17, A, L 155 som fremsat, side 384.

Lov om kapitalmarkeder indeholder i § 255 generelle bestemmelser om straf. Ved udmåling af bøder

lægges der vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold. For overtræ-

delser begået af juridiske personer lægges der ved vurderingen af gerningsmandens økonomiske for-

hold vægt på virksomhedens nettoårsomsætning på gerningstidspunktet, og for overtrædelser begået

af fysiske personer lægges der vægt på den pågældendes indtægtsforhold på gerningstidspunktet, jf.

§ 255, stk. 5. I forarbejderne til § 255 er der oplistet en række overtrædelser, som er vurderet generelt

egnede til udstedelse af administrative bødeforelæg, forudsat at der med vedtagelsen af lovforslaget

blev fastlagt retningslinjer for sanktionsfastsættelse. De oplistede bestemmelser var § 24, § 26, stk. 1

og 3, § 27, stk. 1 og 3, § 38, stk. 1, § 39, stk. 1, § 40, stk. 1, artikel 19 i markedsmisbrugsforordningen

og artikel 26, stk. 1, 1. afsnit, i MiFIR, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 155 som fremsat, side

379.

Den dagældende lov om værdipapirhandel m.v. indeholdt en bemyndigelse til at fastsætte regler om

administrative bødeforelæg, jf. § 93 a, stk. 1. Denne bemyndigelse blev udnyttet til at udstede be-

kendtgørelse nr. 186 af 8. marts 2011 om anvendelse af administrative bødeforelæg på det finansielle

område. De overtrædelser af den tidligere gældende lov om værdipapirhandel m.v., der efter bekendt-

gørelsen kan søges afgjort ved bødeforelæg, fremgår af bekendtgørelsens § 3. Bekendtgørelsen er

stadig gældende.

2.16.2. Erhvervsministeriets overvejelser

I bemærkningerne til § 255, stk. 5, i lov om kapitalmarkeder, er der tilvejebragt et normalstrafniveau

for overtrædelse af en række bestemmelser, herunder for en række af de bestemmelser, som fremad-

rettet skal kunne sanktioneres med et administrativt bødeforelæg, jf. Folketingstidende 2016-17, A,

L 155 som fremsat, side 380.

Et normalstrafniveau er en af forudsætningerne for, at overtrædelse af disse bestemmelser kan afslut-

tes med et administrativt bødeforelæg, medmindre der er en fast praksis for bødeniveauet for over-

trædelse af bestemmelserne, hvilket ikke er tilfældet for de to bestemmelser, som er beskrevet neden-

for.

Der er ikke fastlagt et normalstrafniveau for overtrædelse af § 25, 1. pkt., og § 30. På denne baggrund

finder Erhvervsministeriet det hensigtsmæssigt at fastlægge et sådant normalstrafniveau for § 25, 1.

pkt., og § 30 i bemærkningerne til § 255, stk. 5.

§ 25, 1. pkt., vedrører indberetning af oplysninger til Finanstilsynet, jf. § 24, stk. 1, hvoraf det følger,

at en udsteder skal offentliggøre og udbrede oplysninger efter kapitel 5 om oplysningspligter for ud-

stedere af omsættelige værdipapirer optaget til handel på regulerede markeder og artikel 17, stk. 1 og

7, i markedsmisbrugsforordningen som vedrører offentliggørelse af intern viden.

§ 30 indeholder en pligt til at offentligøre ændringer i storaktionærers besiddelser. Med den foreslåede

ændring, vil den nye bekendtgørelse komme til at indeholde en mulighed for anvendelse af et admi-

nistrativt bødeforelæg for overtrædelse af de to nævnte bestemmelser.

2.16.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås at ændre § 255, stk. 5, i lov om kapitalmarkeder, således at der i bemærkningerne til

bestemmelsen kan blive tilvejebragt et normalstrafniveau for overtrædelse af § 25, 1. pkt., og § 30.

Der henvises til lovforslagets § 8, nr. 37 samt bemærkninger hertil.

2.17. Basal betalingskonto

2.17.1. Gældende ret

Efter det gældende kapitel 4 i lov om betalingskonti, jf. lovbekendtgørelse nr. 1805 af 12. december

2018, er pengeinstitutter forpligtede til at tilbyde forbrugere en basal betalingskonto. Denne forplig-

telse gælder ikke, hvis åbning af en sådan konto vil føre til overtrædelse af lov om forebyggende

foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven).

Herudover er pengeinstitutter ikke forpligtet til, at åbne en basal betalingskonto, hvis forbrugeren

ikke kan påvise en reel interesse i at åbne en basal betalingskonto, hvis forbrugeren allerede har en

betalingskonto i Danmark, hvis forbrugeren har udøvet strafbare handlinger mod pengeinstituttet eller

forbrugeren har optrådt anstødeligt eller til gene for bankens øvrige kunder eller ansatte.

Reglerne i kapitel 4 gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014

om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og ad-

gang til betalingskonti med basale funktioner (»betalingskontodirektivet«).

Pengeinstitutter er i henhold til § 12 i lov om betalingskonti forpligtet til at stille en basal betalings-

konto til rådighed vederlagsfrit eller mod betaling af et rimeligt gebyr. Forbrugeren kan endvidere

pålægges et rimeligt gebyr for manglende efterlevelse af rammeaftalen om en basal betalingskonto.

En basal betalingskonto skal efter betalingskontodirektivet omfatte en række tjenesteydelser, som

forbrugeren i ubegrænset omfang skal kunne gøre brug af. Disse tjenesteydelser omfatter bl.a. retten

til at indsætte midler på kontoen, hæve kontanter fra betalingskontoen inden for EU/EØS, at foretage

betalingstransaktioner med et betalingskort m.v.

Betalingskontodirektivet anfører i artikel 18, stk. 1, i betalingskontodirektivet, at medlemsstaterne

skal sikre, at kreditinstitutterne tilbyder de til kontoen tilknyttede tjenesteydelser vederlagsfrit eller

mod betaling af et rimeligt gebyr.

2.17.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt at nyaffatte § 12 om gebyr for en betalingskonto. Det

vurderes, at forpligtelsen efter direktivet ikke klart er afspejlet i den gældende bestemmelse, idet di-

rektivet anfører, at de enkelte tjenesteydelser tilknyttet en basal betalingskonto skal være vederlags-

frie eller rimelige, hvor den gældende § 12 angiver, at den samlede pris for en basal betalingskonto

skal være vederlagsfri eller rimelig.

2.17.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at den gældende § 12 i lov om betalingskonti nyaffattes med henblik på en mere direk-

tivkonform implementering af reglerne om gebyr for en basal betalingskonto.

Det foreslås, at pengeinstitutterne skal sikre, at de til en basal betalingskonto tilknyttede tjenesteydel-

ser skal tilbydes vederlagsfrit eller mod betaling af et rimeligt gebyr. I overensstemmelse med den

gældende bestemmelse vil pengeinstituttet i tilfælde af forbrugerens manglende efterlevelse af ram-

meaftalen for en basal betalingskonto kunne pålægge forbrugeren et rimeligt gebyr. Ved fastlæggel-

sen af et rimeligt gebyr skal der tages hensyn til indkomstniveauet i Danmark, de gennemsnitlige

gebyrer, der opkræves i Danmark for en basal betalingskonto, og pengeinstituttets omkostninger ved

at tilbyde en basal betalingskonto til forbrugere.

Der henvises til lovforslagets § 10 nr. 1 og 2 samt bemærkningerne hertil.

2.18. Bemyndigelse til at fastsætte regler vedrørende ledelsen og styringen i e-pengeinstitutter og

betalingsinstitutter

2.18.1. Gældende ret

E-pengeinstitutter og betalingsinstitutter er i dag underlagt krav om, at virksomhederne skal have

effektive former for virksomhedsstyring i medfør af § 25, stk. 1, i lov om betalinger. I bestemmelsen

fastsættes en række krav til ledelse og indretning af virksomheden for e-pengeinstitutter og betalings-

institutter, som skal sikre, at virksomheden har effektive former for virksomhedsstyring.

Den gældende § 25 i lov om betalinger gennemfører dele af artikel 11, stk. 2 og 4, og artikel 5, stk.

1, litra e-l i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om beta-

lingstjenester i det indre marked (2. betalingstjenestedirektiv), jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg

A, L 157 som fremsat, s. 132.

Bestemmelsen skal læses i sammenhæng med § 10, stk. 1, nr. 7, i lov om betalinger, hvorefter e-

pengeinstitutter og betalingsinstitutter skal have forsvarlige og effektive organisatoriske strukturer,

forretningsgange og procedurer, samt § 11, stk. 1, nr. 10-17, om dokumentation for, at kravene er

opfyldt.

Det følger af de specielle bemærkninger til § 25, stk. 1, i lov om betalinger, at bestemmelsen har

samme ordlyd som § 71, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Sidstnævnte bestemmelse kan derfor

anses som vejledende, idet der dog tages hensyn til betalingsinstitutters særlige forhold, jf. Folke-

tingstidende 2016-17, tillæg A, L 157 som fremsat, s. 132.

Den gældende § 25 i lov om betalinger indeholder ikke en bemyndigelse for Finanstilsynet til at

fastsætte nærmere regler vedrørende ledelsen og styringen i e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter.

2.18.2. Erhvervsministeriets overvejelser

De nærmere krav til ledelse og styring i bl.a. pengeinstitutter omfattet af § 71 lov om finansiel virk-

somhed er i dag fastsat i bekendtgørelse nr. 1026 af 30. juni 2016 om ledelse og styring af pengein-

stitutter m.fl. (ledelsesbekendtgørelsen). Da § 71 i lov om finansiel virksomhed skal anses som vej-

ledende for anvendelsen af § 25 i lov om betalinger, vurderes det hensigtsmæssigt, at nærmere regler

omkring kravene i § 25, stk. 1, ligeledes fastsættes i en bekendtgørelse med henblik på at sikre, at

reglerne i § 25, stk. 1, i lov om betalinger så vidt muligt anvendes i overensstemmelse med kravene i

§ 71 i lov om finansiel virksomhed.

Erhvervsministeriet vurderer derfor, at det vil være hensigtsmæssigt at indsætte en hjemmel i § 25,

stk. 3, i lov om betalinger, som bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler vedrørende

krav til effektiv virksomhedsstyring i e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, jf. § 25, stk. 1, i lov

om betalinger. I forbindelse med fastsættelsen af de nærmere regler skal der tages hensyn til e-pen-

geinstitutters og betalingsinstitutters særlige forhold og karakteristika, herunder at e-pengeinstitutter

og betalingsinstitutter i visse tilfælde kan være ganske små virksomheder.

Den europæiske banktilsynsmyndighed (EBA) har udarbejdet retningslinjer for IKT- og sikkerheds-

risikostyring (EBA/GL/2019/04). Retningslinjerne gælder for både pengeinstitutter og e-pengeinsti-

tutter og betalingsinstitutter. For så vidt angår pengeinstitutter bliver retningslinjerne implementeret

i ledelsesbekendtgørelsen. For at sikre en konsistent implementering, der også sikrer lige konkurren-

cevilkår, vurderes det hensigtsmæssigt, at retningslinjerne ligeledes implementeres i en bekendtgø-

relse for e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter.

2.18.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Finanstilsynet fremadrettet får bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler vedrø-

rende de foranstaltninger, som e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter skal træffe med henblik på at

sikre effektiv virksomhedsstyring efter § 25, stk. 1, i lov om betalinger. Med den foreslåede bestem-

melse vil Finanstilsynet eksempelvis kunne fastsætte regler vedrørende opgave- og ansvarsfordeling

for bestyrelse og direktion i e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, regler for intern rapportering og

risikostyring og regler for håndtering af interessekonflikter og funktionsadskillelse.

Det forventes i praksis, at Finanstilsynet ved fastsættelse af regler efter § 25, stk. 3, vil tage hensyn

til de særlige forhold, der karakteriserer e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, herunder at der ta-

ges hensyn til deres størrelse og forretningsmodel.

2.19. Ændring af regler om afgifter for betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter

2.19.1. Gældende ret

Efter den gældende bestemmelse i § 148, stk. 1, nr. 1-6, i lov om betalinger betaler virksomheder med

tilladelse efter §§ 8, 9, 50 og 51 i lov om betalinger og udenlandske virksomheder med en filial i

Danmark en fast årlig afgift til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der dækker de omkostninger,

som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Forbrugerombudsmanden har ved at føre tilsyn med

virksomhederne efter lov om betalinger.

Virksomheder med tilladelse som betalingsinstitut efter § 9 i lov om betalinger betaler i henhold til §

148, stk. 1, nr. 1, i lov om betalinger årligt 26.820 kr. til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Udenlandske virksomheder med tilladelse som betalingsinstitut, der er meddelt i et andet EU- eller

EØS-land, med en filial i Danmark, der udbyder betalingstjenester i Danmark efter § 46 i lov om

betalinger, betaler i henhold til § 148, stk. 1, nr. 2, i lov om betalinger årligt 8.940 kr. til Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsen.

Virksomheder med tilladelse som e-pengeinstitut efter § 8 i lov om betalinger betaler i henhold til §

148, stk. 1, nr. 3, i lov om betalinger årligt 45.880 kr. til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester efter § 51 i lov om betalinger

betaler i henhold til § 148, stk. 1, nr. 4, i lov om betalinger årligt 3.150 kr. til Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen.

Virksomheder med begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge efter § 50 i lov om betalinger

betaler i henhold til § 148, stk. 1, nr. 5, i lov om betalinger årligt 4.450 kr. til Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen.

Virksomheder med tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester efter § 60 i lov om betalinger

betaler i henhold til § 148, stk. 1, nr. 6, i lov om betalinger årligt 8.560 kr. til Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen.

Beløbene i § 148, stk. 1, nr. 1-6, i lov om betalinger er angivet i 2020-niveau og reguleres årligt med

de satser for regulering af det generelle pris- og lønindeks med niveaukorrektion, der fastsættes i de

successivt offentliggjorte forslag til finanslov.

2.19.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Bestemmelsen i § 148, stk. 1, i lov om betalinger medfører, at alle e-pengeinstitutter, som har tilla-

delse efter § 8 i lov om betalinger, betaler den samme årlige afgift til Konkurrence- og Forbrugersty-

relsen uanset størrelse. Tilsvarende betaler alle betalingsinstitutter, som har tilladelse efter § 9 i lov

om betalinger, den samme årlige afgift til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen uanset størrelse. Af-

giften er højere for e-pengeinstitutter end for betalingsinstitutter, jf. ovenfor. Afgifterne har til formål

at dække de omkostninger, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Forbrugerombudsmanden

har ved at føre tilsyn med virksomhederne efter lov om betalinger.

Det følger i den forbindelse af forarbejderne til lov nr. 641 af 19. maj 2020, hvor afgiftsmodellen blev

indført, at

”for

det tredje, skal afgiftsmodellen tage afsæt i den afgiftsmodel, der finansierer Finans-

tilsynets tilsyn efter lov om betalinger”.

Da Finanstilsynets finansieringsmodel for tilsynet med lov om betalinger overgår til differentierede

satser for betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter som følge af i lov om ændring af lov om finansiel

virksomhed, lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og lov om kapital-

markeder og om ophævelse af lov om finansiel stabilitet, der forventes fremsat under høringsperioden

af nærværende lovforslag, findes det hensigtsmæssigt, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og For-

brugerombudsmandens finansieringsmodel tilsvarende overgår til differentierede satser for disse

virksomhedstyper. Forslaget til justering af afgiftssatserne for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens

og Forbrugerombudsmandens tilsyn med lov om betalinger indebærer ikke en stigning i den samlede

afgiftssum, men blot en justering i fordelingen inden for særligt betalingsinstitutter og e-pengeinsti-

tutter med henblik på at indføre proportionalitet.

Det er endvidere Erhvervsministeriets vurdering, at en ændring af afgiftsbestemmelsen kan bidrage

til at styrke innovationen på betalingsområdet, da nystartede virksomheder, der i deres opstart typisk

gennemfører meget få transaktioner, vil blive pålagt en mindre afgift, end tilfældet er i dag.

2.19.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at nyaffatte § 148, stk. 1, hvorefter modellen for opgørelsen af den afgift, som e-penge-

institutter og betalingsinstitutter betaler til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, baseres på den be-

løbsmæssige værdi af det enkelte instituts samlede gennemførte betalingstransaktioner og betalings-

initieringer tillagt de gennemsnitlige udestående elektroniske penge, hvis der er tale om et e-penge-

institut.

Forslaget medfører for betalingsinstitutter, at de betalingsinstitutter, der i 2. halvår af det foregående

kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår har gennemført betalingstransaktioner for min-

dre end 250 mio. kr., skal betale en afgift på 8.460 kr. Betalingsinstitutter, der i 2. halvår af det fore-

gående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår har gennemført betalingstransaktioner

for mellem 250 mio. kr. og 100 mia. kr., skal betale en afgift på 27.060 kr. Endelig skal betalingsin-

stitutter, der i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår har

gennemført betalingstransaktioner for mere end 100 mia. kr., betale en afgift på 169.120 kr.

Forslaget medfører for e-pengeinstitutter, at disse skal betale en afgift på 8.460 kr., når summen af e-

pengeinstituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og e-pengeinstituttets samlede gen-

nemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det indevæ-

rende kalenderår er mindre end 250 mio. kr. E-pengeinstituttet skal betale en afgift på 27.060 kr., når

summen af e-pengeinstituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og e-pengeinstituttets

samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af

det indeværende kalenderår er mellem 250 mio. kr. og 100 mia. kr. Endelig skal e-pengeinstitutter

betale en afgift på 169.120 kr., når summen af e-pengeinstituttets gennemsnitlige udestående elektro-

niske penge og e-pengeinstituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det fo-

regående kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår er større end 100 mia. kr.

Forslaget medfører endvidere, at virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjene-

ster og virksomheder med begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge fremover skal betale

en afgift på 3.750 kr.

Forslaget medfører endelig, at virksomheder med tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester

fremover skal betale en afgift på 8.460 kr.

Der er ikke med forslaget tilsigtet ændringer i den samlede afgiftssum, der betales til Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsen, men alene i fordelingen af afgiftssummen.

2.20. Ændring af datahjemmel

2.20.1. Gældende ret

Danmarks Nationalbank har i dag kompetence til at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske

oplysninger inden for dens kompetenceområde, som de indberetningspligtige fysiske og juridiske

personer indberetter til Danmarks Nationalbank. Hertil kommer, at Danmarks Nationalbank kan an-

vende de indsamlede oplysninger, når det er nødvendigt for udførelsen af dens opgaver. Dette gælder

dog ikke for oplysninger om fysiske personer, eftersom oplysningerne er indhentet til statistiske for-

mål.

2.20.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Danmarks Nationalbank har til opgave at medvirke til at sikre stabile priser, sikre betalinger og et

stabilt finansielt system samt varetage udarbejdelse af finansiel statistik indenfor dens kompetence-

område. For at kunne opfylde dens formål udarbejder Danmarks Nationalbank løbende analyser, vur-

deringer og anbefalinger af dansk økonomi, finansiel stabilitet samt forholdene på kapitalmarkedet

og valutamarkedet. Dette arbejde baserer sig i høj grad på oplysninger under den gældende bestem-

melse om dataindsamling, der har udarbejdelse af statistik som sit hovedformål. De fortrolige oplys-

ninger er centrale for løsningen af opgaverne i Danmarks Nationalbank, og indhentningen af oplys-

ningerne skal kunne understøtte alle dele af Danmarks Nationalbanks formål. Statistikbegrebet er

ikke nærmere defineret ved lov, og anvendelsen af oplysningerne til understøttelse af Danmarks Na-

tionalbanks opgaver, fx i relation til Danmarks Nationalbanks anvendelse af oplysninger om fysiske

personer, kan derfor give anledning til fortolkningstvivl.

Den del af arbejdet i Danmarks Nationalbank, der vedrører analyser, vurderinger og anbefalinger

anvender fortrolige oplysninger, herunder også oplysninger indhentet til statistiske formål, fra særligt

finansielle virksomheder, større ikke-finansielle virksomheder, og virksomheder, der enten forestår

handel med og/eller clearing og afvikling af finansielle produkter. Det gælder oplysninger om virk-

somhedernes finansielle forhold, transaktioner og modparter, herunder deres detaljerede balanceop-

lysninger og detaljerede oplysninger om de finansielle virksomheders kunder. For de finansielle virk-

somheder kan det fx være oplysninger om kunders indlån, udlån, pensionshensættelser og betalinger,

og for de ikke-finansielle virksomheder kan det fx være oplysninger om deres ejerstruktur, finansie-

ring, investeringer og finansielle modparter.

De fortrolige oplysninger er essentielle for udførelsen af opgaverne i Danmarks Nationalbank og

understøttelsen af formålet som centralbank og er et nødvendigt grundlag for de konklusioner og

beslutninger, som Danmarks Nationalbank træffer i relation til overvågningen af dansk økonomi, den

finansielle stabilitet, herunder kreditrisici, systemiske risici, kapitalmarkedet og valutamarkedet samt

udarbejdelsen af finansiel statistik.

Det er på den baggrund nødvendigt at sikre klarhed om, at Danmarks Nationalbank har en hjemmel

til at indsamle og anvende oplysninger, der til fulde kan understøtte løsningen af dens opgaver.

2.20.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at præcisere Danmarks Nationalbanks hjemmel til at indsamle fortrolige oplysninger fra

de for formålet relevante virksomheder således, at Danmarks Nationalbank kan indsamle de oplys-

ninger, der er nødvendige for at understøtte løsningen af Danmarks Nationalbanks opgaver.

Vurderingen af, hvilke oplysninger, der er nødvendige at indhente fra virksomhederne vil bero på

Danmarks Nationalbanks konkrete varetagelse af dens opgaver. Danmarks Nationalbank er tillagt et

betydeligt skøn og ansvar ved udøvelsen af dens opgaver.

Der henvises til lovforslagets § 12, nr. 1 samt bemærkninger hertil.

2.21. Gennemførelse af lovbestemt tavshedspligt

2.21.1. Gældende ret

For ansatte i Danmarks Nationalbank gælder den almindelige tavshedspligt for ansatte i den offentlige

forvaltning, der følger af forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014. Det bety-

der, at tavshedspligten for ansatte mv. i Danmarks Nationalbank følger den generelle lovgivning for

ansatte, der virker inden for den offentlige forvaltning. Danmarks Nationalbank har mulighed for at

videregive fortrolige statistiske oplysninger til Det Europæiske System af Centralbanker og European

Systemic Risk Board. Danmarks Nationalbank kan også videregive fortrolige oplysninger til en anden

forvaltningsmyndighed efter forvaltningslovens regler herom. Det gælder dog ikke for oplysninger,

der udelukkende er indsamlet til statistiske formål, der således ikke kan videregives til administrative

formål. For medlemmer af repræsentantskab og bestyrelse i Danmarks Nationalbank følger tavsheds-

pligten af Reglement for Danmarks Nationalbank.

2.21.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Danmarks Nationalbank er som følge af indsamlingen af fortrolige oplysninger fra bl.a. finansielle

virksomheder i besiddelse af fortrolige oplysninger om virksomhederne selv og deres modparter,

herunder de finansielle virksomheders kunder. Der kan i nogle tilfælde også være tale om endnu

ikke offentliggjorte oplysninger og oplysninger med drifts- og/eller forretningsmæssigt indhold af

væsentlig betydning for de enkelte virksomheder. Ligeledes vil der kunne være tale om oplysninger,

der er omfattet af bankhemmeligheden, der følger af lov om finansiel virksomhed.

Endvidere kommer Danmarks Nationalbank også i besiddelse af fortrolige oplysninger i forbindelse

med dens øvrige opgaver, herunder i relation til fremstillingen af sedler, mønter og kontantforsynin-

gen. Det gælder fx oplysninger om transport af sedler og mønter. Ligeledes gælder det oplysninger,

som vedrører fastsættelsen af pengepolitikken og ikke-offentliggjorte analyser og konklusioner i re-

lation til overvågningen af den finansielle stabilitet eller betalingssystemerne.

For at underbygge den tillid, som virksomhederne m.v. kan have til Danmark Nationalbanks behand-

ling af de fortrolige oplysninger bør ansatte i Danmarks Nationalbank samt medlemmer af repræsen-

tantskab og bestyrelse være underlagt en særlig tavshedspligt vedrørende de fortrolige oplysninger,

som Danmarks Nationalbank kommer i besiddelse af ved udførelsen af dens opgaver med bl.a. at

sikre stabile priser, sikre betalinger og et stabilt finansielt system samt udarbejdelse af finansiel sta-

tistik indenfor dens kompetenceområde. Herved sikres desuden en ensartethed mellem reglerne for

tavshedspligten for ansatte i Danmarks Nationalbank samt medlemmer af repræsentantskab og besty-

relse og Finanstilsynets ansatte.

Det er nødvendigt med et samarbejde mellem myndighederne på områderne for særligt overvågnin-

gen af den finansielle stabilitet, hvorfor tavshedspligten ikke bør forhindre, at Danmarks National-

bank kan videregive fortrolige oplysninger til relevante nationale myndigheder, når det vurderes nød-

vendigt. Herudover bør fortrolige oplysninger fra Danmarks Nationalbank også kunne videregives til

internationale myndigheder, som de fortrolige oplysningerne vurderes nødvendige for, forudsat at

disse myndigheder er underlagt en tilsvarende lovbestemt tavshedspligt.

Tavshedspligten bør heller ikke være til hinder for, at Danmarks Nationalbank fortsat kan varetage

opgaven med udarbejdelse af finansiel statistik i henhold til samarbejdsaftale med Danmarks Stati-

stik. Også Danmarks Nationalbanks varetagelse af opgaver vedrørende det internationale statistiske

samarbejde skal kunne varetages under tavshedspligten dels på baggrund af EU-forordninger eller

dels på baggrund af aftaler indgået med de pågældende institutioner.

Oplysninger relateret til administrationen af Danmarks Nationalbank og dennes interne forhold fo-

reslås ikke underlagt særlig tavshedspligt.

2.21.3. Den foreslåede ordning

Med lovforslaget foreslås det at indføre en lovbestemt tavshedspligt for ansatte og medlemmer af

repræsentantskab og bestyrelse i Danmarks Nationalbank for de fortrolige oplysninger, som de får

kendskab til gennem udførelsen af deres arbejde med at sikre stabile priser, sikre betalinger og et

stabilt finansielt system samt udarbejdelse af finansiel statistik indenfor dens kompetenceområde.

Bestemmelsen er ny og indfører en særlig tavshedspligt for ansatte og medlemmer af repræsentant-

skab og bestyrelse i Danmarks Nationalbank. Bestemmelsen skal dels beskytte de meget fortrolige

oplysninger, som Danmarks Nationalbank er i besiddelse af, herunder oplysninger om de finansielle

virksomheders kunder, men også sikre, at Danmarks Nationalbank kan udføre dens opgaver bl.a.

gennem tilrettelæggelsen af penge- og valutapolitikken og ved den løbende overvågning af den fi-

nansielle stabilitet.

Bestemmelsen ændrer ikke på gældende ret, der sikrer, at den kgl. bankkommissær kan føre tilsyn

mv. efter lovens § 7, og som følge heraf kan bede om samtlige oplysninger fra Danmarks National-

bank.

Forslaget medfører således, at aktindsigtssager på disse områder fremadrettet vil blive behandlet efter

offentlighedslovens § 35. Det gælder dog alene fortrolige oplysninger, og hvor de fleste oplysninger

allerede i dag er undtaget for aktindsigt efter konkrete bestemmelser i offentlighedsloven. Oplysnin-

ger relateret til administrationen af Danmarks Nationalbank og dennes interne forhold er ikke under-

lagt særlig tavshedspligt. Det samme gælder for oplysninger, der ikke er fortrolige eller allerede er

offentligt tilgængelige. Det har den konsekvens, at de almindelige regler om offentlighed derfor fort-

sat vil gælde i disse situationer. Tavshedspligten er heller ikke til hinder for, at Danmarks National-

bank kan videregive oplysninger, der ikke længere er fortrolige, når fx hverken den enkelte virksom-

hed, dens modparter eller dens kunder kan identificeres.

Danmarks Nationalbank skal kunne videregive fortrolige oplysninger til andre relevante nationale og

internationale myndigheder som et led i deres formål, og det foreslås i forlængelse heraf, at der ind-

sættes positiv hjemmel hertil. Der er tale om en udtømmende liste.

Der henvises til lovforslagets § 12, nr. 2 samt bemærkninger hertil.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Efter gældende ret er der to forskellige myndigheder, som skal håndtere udbetaling af erstatning i

tilfælde af, at et skadesforsikringsselskab, som både udbyder arbejdsulykkesforsikringer og andre

forsikringer, som er dækket efter lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, får trukket

sin tilladelse og går konkurs.

Forslaget om, at administrationen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden, når et skadesforsikringssel-

skab får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, overgår fra Arbejds-

markedets Erhvervssikring til Garantifonden, har administrative konsekvenser for Garantifonden.

Selvom Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fortsat behandler sager om arbejdsulykker, der efter gæl-

dende regler i henhold til lov om arbejdsskadesikring skal anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervs-

sikring, vil Garantifonden overtage den administration, som er knyttet til erstatningsudbetalingerne.

De administrative konsekvenser for Garantifonden modsvares af administrative lettelser for Arbejds-

markedets Erhvervssikring. Det må forventes, at der overordnet er administrative lettelser ved lov-

forslaget, da det fremadrettet kun vil være én myndighed, som skal forestå udbetalinger af erstatnin-

ger.

Lovforslagets § 4 om ændring af lov om finansiel virksomhed vurderes endvidere at have administra-

tive konsekvenser for Finanstilsynet, idet Finanstilsynet foreslås at føre tilsyn med Garantifonden og

Garantifondens formue. Konsekvenserne vurderes dog at være begrænsede, da Finanstilsynet i for-

vejen fører tilsyn med Garantifondens formue.

Fremadrettet vil Finanstilsynet således blandt andet skulle forholde sig til, hvordan administrationen

af arbejdsulykkesforsikringer skal finansieres ud over den eksisterende opgave med at fastsætte bi-

drag i forbindelse med Fondens overtagelse af bestande, der hidtil har været omfattet af lov om en

garantifond for skadesforsikringsselskaber. Med lovforslaget skal Finanstilsynet dermed forholde sig

til to forskellige finansieringsmodeller for bidragene til Fonden.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har på nuværende tidspunkt arbejdsulykkesforsikringsbestande

under administration, som konsekvens af, at skadesforsikringsselskaber har fået tilbagekaldt deres

tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Der må således forventes implemente-

ringsomkostninger i forbindelse med overdragelse af de rettigheder og forpligtelser, som følger af

arbejdsulykkesforsikringsbestandene.

Det forventes, at lovforslagets § 5, nr. 7, og § 6, nr. 4 vil have administrative konsekvenser for det

offentlige, da det med forslaget foreslås, at forvaltere af alternative investeringsfonde og danske

UCITS skal sende en meddelelse vedrørende præmarkedsføring og ophør af markedsføringsaftaler til

Finanstilsynet, som skal behandle meddelelsen. Endvidere skal Finanstilsynet underrette tilsynsmyn-

digheder i andre medlemsstater om præmarkedsføring og ophør af markedsføringsaftaler. Lovforsla-

get medfører dermed yderligere sagsbehandling for Finanstilsynet.

Lovforslaget medfører øgede ressourcer til Finanstilsynet tæt på ét årsværk.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget om overdragelse af forpligtelser i sager der er omfattet af arbejdsskadesikringslovens § 54

fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til Garantifonden forventes at medføre begrænsede udgifter

for private arbejdsgivere i forbindelse med selve overflytningen, samt en fremrykning af udgifter til

finansiering af udgifter i forbindelse med eventuelle fremtidige situationer, jf. nærmere i de følgende

afsnit. Udgifterne er alene begrænsede henset til, at det fortsat er de private arbejdsgivere, som i sidste

ende skal finansiere de mulige omkostninger, der kan følge af overtagelsen af en arbejdsulykkesfor-

sikringsbestand. Forskellen vil være, at Garantifonden delvist finansieres forskudsvist ved oparbej-

delsen af Garantifondens formue gennem indbetaling af de løbende bidrag.

Der vil være udgifter i forbindelse med overdragelse af området fra Arbejdsmarkedets Erhvervssik-

ring til Garantifonden i form af overdragelse af sager og aktuelle erstatningsforpligtelser, overdra-

gelse af data vedrørende verserende forsikringsforpligtelser samt systemintegration mellem Arbejds-

markedets Erhvervssikrings systemer og Garantifondens systemer. Dertil kommer udgifter i forbin-

delse med, at der skal afklares en række juridiske forhold i forbindelse med flytningen. Isoleret set

skønnes der at være en engangsudgift for private arbejdsgivere på mellem 1,5 og 2,5 mio. kr. i for-

bindelse med overdragelsen af opgaverne fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til Garantifonden for

skadesforsikringsselskaber. Denne omkostning dækkes af forsikringsselskaberne i tilknytning til den

forhåndsopkrævning og efterregulering af beløb til administration og erstatninger efter arbejdsskade-

sikringslovens §§ 48, 52 og 54, der pågår primo hvert år.

En overdragelse af opgaverne til Garantifonden vil betyde samlet varetagelse af alle udbetalinger af

krav fra forsikringstagere og tilskadekomne samt en samlet varetagelse i Garantifonden af alle krav

relateret til forsikringer mod konkursboet efter konkursramte forsikringsselskaber, som har haft ret

til at tegne forsikring efter arbejdsskadesikringsloven. Det er opgaver, som Garantifonden løser i dag

på andre forsikringsområder, og en samling vil forventeligt betyde stordriftsfordele og en ensartet

varetagelse af sådanne opgaver på tværs af forsikringsområder. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

har i 2018 og 2019 haft udgifter til administration af forsikringsforpligtelser efter konkursramte for-

sikringsselskaber på henholdsvis 4,6 og 3,0 mio. kr., og det må antages, at administrationsudgifterne

for Garantifonden i fremtidige sammenlignelige situationer vil blive mindre. Der kan således blive

tale om en mindre økonomisk reduktion i udgifterne til behandling af sager efter konkursramte for-

sikringsselskaber med arbejdsskadeforsikring. Det er imidlertid ikke muligt at beregne den præcise

økonomiske lettelse, som dog under alle omstændigheder vurderes at være begrænset.

Der vil desuden være tale om en delvis fremrykning af udgifter til dækning af fremtidige erstatnings-

forpligtelser for aktuelle forsikringsselskaber med ret til at tegne arbejdsskadeforsikring, og som se-

nere går konkurs. Ved gældende ret dækkes denne type udgifter, i takt med at de opstår, i forbindelse

med den forhåndsopkrævning og efterregulering af beløb til administration og erstatninger efter ar-

bejdsskadesikringslovens §§ 48, 52 og 54, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring foretager primo

hvert år. Udgifterne vil som følge af forslaget blive dækket ved at hæve Garantifondens formue fra

300 mio. kr. til 500 mio. kr. Det vil indebære, at der er en betalingsmæssig fremrykning, der med stor

usikkerhed kan anslås til i størrelsesordenen 200 mio. kr.

Herudover forventes det, at lovforslaget vil have økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet, da det med forslaget foreslås, at forvaltere af alternative investeringsfonde skal sende

en meddelelse vedrørende præmarkedsføring og ophør af markedsføringsaftaler til Finanstilsynet.

Endvidere skal investeringsforvaltningsselskaber indsende anmeldelse af ophør af markedsføringsaf-

taler.

Den foreslåede ændring til anvendelses område af hvidvaskloven forventes at medføre økonomiske

konsekvenser for de virksomheder, der foreslås omfattet af lovforslaget, da de skal leve op til hvid-

vasklovens krav om kundekendskabsprocedure m.v.

Lovforslagets § 12 der indeholder forslag til ændring af lov om Danmarks Nationalbank vurderes

ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet, da lovforslaget præciserer

en allerede eksisterende hjemmel til at indhente oplysninger fra relevante juridiske og fysiske perso-

ner. Relevante virksomheder indberetter således allerede i dag en række oplysninger til Danmarks

Nationalbank, og de indberetninger ændrer lovforslaget ikke ved. Målgruppen af indberetningsplig-

tige virksomheder udvides dog bl.a. til at omfatte forskellige virksomheder, der har en rolle i beta-

lingsinfrastrukturen. Med lovforslaget kan Danmarks Nationalbank indhente oplysninger fra virk-

somheder registreret i Det Centrale Virksomhedsregister om virksomhederne selv og relevante op-

lysninger, som de er i besiddelse af, hvis oplysningerne er nødvendige for varetagelsen af Danmarks

Nationalbanks opgaver. Det gælder særligt oplysninger om virksomhedernes finansielle forhold,

transaktioner og modparter, herunder virksomhedernes detaljerede balanceoplysninger og detaljerede

oplysninger om de finansielle virksomheders kunder.

4.1. Agil erhvervsrettet regulering

Lovforslaget som helhed vurderes at efterleve de fem principper for agil lovgivning. Lovforslaget

muliggør anvendelse af nye forretningsmodeller, idet lovforslaget ikke forventes at opstille hindringer

for f.eks. brug af nye teknologier mv. Lovforslaget er enkelt og formålsbestemt, idet lovforslaget ikke

forventes at opstille deltaljerede krav, der gør det vanskeligt for virksomhederne at anvende nye tek-

nologier og forretningsmodeller. Lovforslaget er helhedstænkende, idet virksomhederne forventes at

kunne anvende allerede eksisterende systemer. Princippet om brugervenlig digitalisering er ikke re-

levant for lovforslaget, da lovforslaget ikke retter sig mod det offentliges implementering af regule-

ring gennem erhvervsrettede digitale løsninger.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Det vurderes, at lovforslaget ikke medfører administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Det vurderes, at lovforslaget ikke medfører miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019

om ændring af direktiv 2009/65/EF (UCITS-direktivet) og 2011/61/EU (FAIF-direktivet) for så vidt

angår grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter.

Ved lov nr. 553 af 7. maj 2019, § 1, nr. 59, gennemførtes artikel 60, stk. 3, af Europa-Parlamentet og

Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af

det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv).

Der var tale om en direktivnær implementering, der er i overensstemmelse med regeringens fem prin-

cipper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering.

I nærværende lovforslag § 7, nr. 13 foretages en præcisering af bestemmelsen. Præciseringen er ikke

af materiel karakter.

Lovforslaget implementerer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2177 af 18.

december 2019 om ændring af direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og

genforsikringsvirksomhed (Solvens II), direktiv 2014/65/EU om markeder for finansielle instrumen-

ter og af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle

system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme (omnibusdirektivet).

Lovforslagets § 8, nr. 6 og 17 implementerer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

98/26/EF af 19. maj 1998, om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssyste-

mer.

Desuden bliver der med lovforslaget foretaget de ændringer som er foranlediget af Europa-Parlamen-

tets og Rådets forordning (EU) 2019/2175 af 18. december 2019 om ændring af forordning (EU) nr.

1093/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndig-

hed), forordning (EU) nr. 1094/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæ-

iske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), forordning (EU) nr.

1095/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Mar-

kedstilsynsmyndighed), forordning (EU) nr. 600/2014 om markeder for finansielle instrumenter, for-

ordning (EU) 2016/1011 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finan-

sielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater, og forord-

ning (EU) 2015/847 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler (omnibusforordnin-

gen).

Der foretages endvidere en ændring af § 9, stk. 1, i lov om betalingskonti, der implementerer artikel

17, stk. 1, litra b-d, og stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014

om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og ad-

gang til betalingskonti med basale funktioner. I samme forbindelse gennemføres direktivets artikel

17, stk. 1, litra a, da man ændrer på den nuværende model for gebyrer for en basal betalingskonto.

Endeligt implementere lovforslaget betragtning 21 i præamblen til Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2016/1148/EU af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsni-

veau for net- og informationssystemer i hele Unionen.

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

9. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekven-

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

ser/merudgifter

før »Ingen«)

(hvis ja, angiv om-

fang/Hvis nej, anfør

»Ingen«)

Økonomiske konsekvenser Garantifonden vil overtage en række Garantifonden vil over-

for stat, kommuner og regio- opgaver fra AES, hvilket vil medfører tage en række opgaver

ner

besparelser for AES.

fra AES, hvilket vil med-

fører udgifter for Garan-

tifonden.

Implementeringskonsekven-

ser for stat, kommuner og re-

gioner

Garantifonden vil over-

tage en række opgaver

fra AES, hvilket vil med-

fører udgifter for Garan-

tifonden.

Økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet

De virksomheder, der

som følge af lovforslaget

vil skulle investere i til-

strækkelig infrastruktur

til at kunne leve op til

hvidvasklovens krav om

kundekendskabsproce-

dure m.v.

Administrative konsekven-

ser for erhvervslivet

De virksomheder, der

som følge af lovforslaget

vil blive omfattet af

hvidvaskloven vil skulle

leve op til hvidvasklo-

vens krav om kunde-

kendskabsprocedure

m.v.

Reglerne om anmeldelse

af grænseoverskridende

markedsføring vil forår-

sage mindre økonomiske

konsekvenser i forbin-

delse med, at den græn-

seoverskridende

mar-

kedsføring eller ophør af

samme vil skulle anmel-

des til finanstilsynet.

Dette er ligeledes tilfæl-

det for præmarkedsfø-

ring.

Forslaget til justering af

afgiftssatserne for Kon-

kurrence- og Forbruger-

styrelsens og Forbruger-

ombudsmandens tilsyn

med lov om betalinger

indebærer ikke en stig-

ning i den samlede af-

giftssum, men blot en ju-

stering i fordelingen in-

den for særligt betalings-

institutter og e-pengein-

stitutter med henblik på

at indføre proportionali-

tet.

Administrative konsekven- Ingen

ser for borgerne

Miljømæssige konsekvenser Inge

Forholdet til EU-retten

Ingen

Igen

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2177 af 18.

december 2019 om ændring af direktiv 2009/138/EF om adgang

til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed

(Solvens II), direktiv 2014/65/EU om markeder for finansielle

instrumenter og af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende

foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til

hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2175 af

18. december 2019 om ændring af forordning (EU) nr.

1093/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed

(Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), forordning (EU) nr.

1094/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed

(Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Ar-

bejdsmarkedspensionsordninger), forordning (EU) nr.

1095/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed

(Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed),

forordning (EU) nr. 600/2014 om markeder for finansielle in-

strumenter, forordning (EU) 2016/1011 om indeks, der bruges

som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kon-

trakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økono-

miske resultater, og forordning (EU) 2015/847 om oplysninger,

der skal medsendes ved pengeoverførsler (omnibusforordnin-

gen).

Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019 om ændring af direktiv

2009/65/EF (UCITS-direktivet) og 2011/61/EU (FAIF-direkti-

vet) for så vidt angår grænseoverskridende distribution af kol-

lektive investeringsinstitutter.

Lovforslaget implementerer dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv (EU) 2019/2177 af 18. december 2019 om æn-

dring af direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af for-

sikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), direktiv

2014/65/EU om markeder for finansielle instrumenter og af di-

rektiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod

anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller

finansiering af terrorisme (omnibusdirektivet).

Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning (EU) 2019/2175 af 18. december 2019 om ændring af

forordning (EU) nr. 1093/2010 om oprettelse af en europæisk

tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed),

forordning (EU) nr. 1094/2010 om oprettelse af en europæisk

tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for For-

sikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), forordning

(EU) nr. 1095/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyn-

dighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyn-

dighed), forordning (EU) nr. 600/2014 om markeder for finan-

sielle instrumenter, forordning (EU) 2016/1011 om indeks, der

bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle

kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes øko-

nomiske resultater, og forordning (EU) 2015/847 om oplysnin-

ger, der skal medsendes ved pengeoverførsler (omnibusforord-

ningen).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli

2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med beta-

lingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalings-

konti med basale funktioner.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj

1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapir-

afviklingssystemer.

Er i strid med de principper

for implementering

af erhvervsrettet EU-regule-

ring/

Går videre end minimums-

krav i EU-regulering

(sæt X)

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 1, stk. 2 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at

Garantifonden skal yde dækning i henhold til loven, når et direkte tegnende skadesforsikringsselskab,

der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, eller som via filial eller græn-

seoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, bliver erklæret

konkurs.

Det følger af den gældende § 5, stk. 1, i lov om en garantifond for skadeforsikringsselskaber, at Ga-

rantifonden dækker erstatningskrav, der følger af et skadeforsikringsselskabs konkurs, til forsikrings-

tagere med privatforsikringer (forbrugerforsikringer) og de sikrede, tredjemænd, der er sikret mod

person- eller tingsskade ifølge motoransvarsforsikringer, tredjemænd, der er sikret mod personskade

ifølge øvrige ansvarsforsikringer, forsikringstagere og de sikrede under kollektive forsikringer, i det

omfang en forsikring efter sin art svarer til de omfattede individuelle forsikringer, samt forsikrings-

tagere med bygningsbrandforsikringer uanset type af ejendom og de sikrede.

Det foreslås, at

§ 1, stk. 2,

nyaffattes.

Efter det foreslåede § 1, stk. 2,

nr. 1,

skal Garantifonden yde dækning i henhold til lovens § 5, når et

direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsik-

ringsvirksomhed, eller som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver for-

sikringsvirksomhed i Danmark bliver erklæret konkurs.

Efter det foreslåede § 1, stk. 2,

nr. 2,

skal Garantifonden yde dækning i henhold til lovens § 5, når et

direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive arbejds-

ulykkesforsikringsvirksomhed, eller som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirk-

somhed tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, får inddraget sin tilladelse til at drive arbejds-

ulykkesforsikringsvirksomhed, og Finanstilsynet har truffet beslutning om, at arbejdsulykkesforsik-

ringsforsikringsbestanden skal tages under administration af Garantifonden, jf. § 226, stk. 3, §§ 242

a og 243 i lov om finansiel virksomhed.

Garantifondens dækning af erstatningskrav vil således fremover ikke forudsætte et forsikringssel-

skabs konkurs, men udvides til også at skulle yde dækning i henhold til lovens § 5, når et forsikrings-

selskab får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, hvad enten det

er et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse, eller et uden-

landsk forsikringsselskab, som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, teg-

ner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, og Finanstilsynet har truffet beslutning om, at arbejds-

ulykkesforsikringsforsikringsbestanden skal tages under administration af Garantifonden.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 4, nr. 4, hvor det foreslås, at Finanstilsynet for de

forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulyk-

kesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber,

når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Endvidere er ændringen en konsekvens af dette lovforslags § 4, nr. 8, hvor det foreslås, at Finanstil-

synet kan beslutte, at en arbejdsulykkesforsikringsbestand i et forsikringsselskab med hjemsted i et

andet EU/EØS-land, som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner ar-

bejdsulykkesforsikringer i Danmark, skal tages under administration af Garantifonden for skadesfor-

sikringsselskaber, hvis tilsynsmyndigheden i forsikringsselskabets hjemland har inddraget selskabets

tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Endelig er ændringen en konsekvens af dette lovforslags § 4, nr. 9, hvor det foreslås, at Finanstilsynet

kan beslutte, at Garantifonden skal overtage administrationen af en arbejdsulykkesforsikringsbestand

i et forsikringsselskab med hjemsted i et andet EU/EØS-land i forbindelse med, at Finanstilsynet

forbyder selskabet at tegne arbejdsulykkesforsikringer i Danmark.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 4, 2. pkt. i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 1, stk. 4, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at

erhvervsministeren ved ophør af Garantifonden med finansministerens godkendelse træffer beslut-

ning om anvendelse af Garantifondens formue. Beslutning om anvendelse af Garantifondens formue

træffes efter høring af de forsikringsselskaber, der er nævnt i § 1, stk. 2.

Det følger af den gældende § 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at

Garantifonden skal yde dækning i henhold til loven, når et direkte tegnende skadesforsikringsselskab,

der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, eller som via filial eller græn-

seoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed i Danmark, bliver erklæret

konkurs.

Det følger af den gældende § 3, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at

direkte tegnende skadesforsikringsselskaber, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsik-

ringsvirksomhed, filialer beliggende i Danmark af direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med

hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået

aftale med på det finansielle område, og direkte tegnende skadesforsikringsselskaber med hjemsted i

et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på

det finansielle område, der er anmeldt til at drive forsikringsvirksomhed i Danmark via grænseover-

skridende tjenesteydelsesvirksomhed, skal være medlem af og yde bidrag til Garantifonden.

Det foreslås, at henvisningen til § 1, stk. 2, i § 1, stk. 4,

2. pkt.,

ændres til § 3, stk. 1.

Efter gældende ret henvises der til, hvilke forsikringsselskaber Garantifonden skal yde dækning til i

tilfælde af konkurs, jf. § 1, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Det findes

hensigtsmæssigt, at der i stedet henvises til bestemmelsen om, hvilke selskaber der skal være medlem

af og yde bidrag til Garantifonden, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-3, i lov om en garantifond for skadesforsik-

ringsselskaber, da det findes rimeligt, at kun de selskaber, der har ydet bidrag til Garantifonden, skal

høres i forbindelse med beslutning om anvendelse af Garantifondens formue.

Med forslaget skabes der således sammenhæng mellem de forsikringsselskaber, der skal være med-

lem af og yde bidrag til Garantifonden og de forsikringsselskaber, som erhvervsministeren skal høre

i forbindelse med en beslutning om at nedlægge Garantifonden og anvendelse af Garantifondens for-

mue.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

(§

3, stk. 2 og § 4, stk. 1 og 2 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 3, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at

Garantifonden for skadesforsikringsselskabers formue skal udgøre mindst 300 mio. kr.

Det følger endvidere af den gældende § 4, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselska-

ber, at en forsikringstager, indtil Garantifondens formue udgør 300 mio. kr., ikke kan opsige en for-

sikringsaftale på grund af en forhøjelse af præmien, som alene anvendes til betaling af bidrag til

Garantifonden.

Endelig følger det af den gældende § 4, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber,

at hvis erhvervsministeren udnytter sin hjemmel i loven til at stille krav om en større formue i Garan-

tifonden end 300 mio. kr., finder stk. 1 tilsvarende anvendelse.

Med lov nr. 375 af 1. maj 2018 om ændring af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber

og lov om finansiel virksomhed blev der indført en pligt for forsikringsselskaber med hjemsted i et

andet EU/EØS-land, som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed driver for-

sikringsvirksomhed i Danmark, til at blive medlem af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

I den forbindelse blev der indført et krav om, at hvert nyt medlem af Garantifonden skulle betale et

engangsbidrag til Garantifonden på 100.000 kr. i § 3, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsik-

ringsselskaber.

Det følger af forarbejderne til loven, at erhvervsministeren vil foretage en vurdering af kravet til

størrelsen af Garantifondens formue, når de udenlandske forsikringsselskaber, som med loven bliver

medlemmer af Garantifonden, har indbetalt engangsbidraget til Garantifonden, jf. Folketingstidende

2017-18, tillæg A, L 176 som fremsat, side 5.

Det foreslås at ændre kravet til størrelsen af Garantifondens formue fra 300 mio. kr. til 500 mio. kr. I

den forbindelse foreslås det at ændre henvisningen til størrelsen af Garantifondens formue i

§ 3, stk.

§ 4, stk. 1 og 2,

fra 300 mio. kr. til 500 mio. kr.

Kravet til størrelsen af Garantifondens formue foreslås ændret, dels som følge af den øgede risiko for

potentielle tab, der følger af udvidelsen af Garantifondens medlemmer i lov nr. 375 af 1. maj 2018,

og dels som følge af de øgede omkostninger, der påføres Garantifonden med dette lovforslags § 1,

nr. 1, og § 2, nr. 12, hvor Garantifonden overtager de forpligtelser, som et forsikringsselskab har i

henhold til lov om arbejdsskadesikring for så vidt angår behandling af konkrete skadesager, herunder

behandling af anmeldelser, sagsoplysning og stillingtagen til spørgsmål om dækning af behandlings-

udgifter og udgifter til hjælpemidler samt udgifter i forbindelse med udbetaling af erstatning og godt-

gørelse m.v. Endvidere overtager Garantifonden med dette lovforslags § 1, nr. 17, de forpligtelser,

som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget fra forsikringsselskaber i forbindelse med deres

konkurser, og som forsikringsselskaberne havde inden deres konkurser efter lov om arbejdsskadesik-

ring for så vidt angår behandlingen af konkrete skadesager, herunder udgifter i forbindelse med ud-

betaling af erstatning og godtgørelse m.v., som tilsvarende vurderes at øge Garantifondens løbende

omkostninger.

Den øgede formue har til formål at sikre, at Garantifonden har tilstrækkelige midler til at kunne fore-

tage de udbetalinger, der er nødvendige som følge af forsikringsselskabers konkurser.

Til nr. 4 (§ 3, stk. 2 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 3, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at

Garantifonden for skadesforsikringsselskabers formue skal udgøre mindst 300 mio. kr.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 3, stk. 2,

2. pkt.,

at mindst 200 mio. kr. af Fondens formue udgøres

af bidrag fra forsikringsselskaber, som tegner arbejdsulykkesforsikringer.

Bestemmelsen skal sikre, at de forsikringsselskaber, der tegner arbejdsulykkesforsikringer dækker de

udgifter, som er forbundet med Garantifonden for skadesforsikringsselskabers administration af ar-

bejdsulykkesforsikringer.

Finanstilsynet fastsætter de nærmere regler om forsikringsselskabernes bidrag til Garantifonden og

om, hvilke typer af forsikringer der er omfattet af bidragspligten, jf. § 3, stk. 9, i lov om en garantifond

for skadesforsikringsselskaber. Finanstilsynet har benyttet bemyndigelsen til at udstede bekendtgø-

relse nr. 1437 af 5. december 2018 om bidrag til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Ændringen skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 2, nr. 3, hvor det foreslås at ændre kravet

til Garantifondens formue fra 300 mio. kr. til 500 mio. kr.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

(§

3, stk. 4, 2. pkt. i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber

Det følger af den gældende § 3, stk. 4, 2. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber,

at forsikringsselskabernes bidrag udgøres af summen af et af Finanstilsynet årligt fastsat beløb pr.

police inden for forbrugerforsikringer, jf. stk. 9.

Det foreslås, at

2. pkt. i § 3, stk. 4,

ophæves.

Ophævelsen er en konsekvens af dette lovforslags § 2, nr. 1, hvorefter Garantifonden også skal yde

dækning i tilfælde af, at et forsikringsselskab, som tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, får

inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og Finanstilsynet har truffet

beslutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under administration af Garantifon-

den.

Arbejdsulykkesforsikringer er ikke forbrugerforsikringer. Det følger af § 48 i lov om arbejdsskade-

sikring, at arbejdsgivere har sikringspligt efter loven. Flere personer (arbejdstagere) er derfor som

udgangspunkt sikrede under samme police. Eftersom der er et stort antal sikrede under én arbejds-

ulykkesforsikring, der som udgangspunkt indebærer væsentlig højere præmier end forbrugerforsik-

ringer, findes det hensigtsmæssigt at der skelnes på beregningsgrundlaget for bidraget til Garantifon-

den på henholdsvis arbejdsulykkesforsikringer og øvrige forsikringer dækket under Garantifonden.

Bestemmelsen foreslås derfor ophævet.

Finanstilsynet fastsætter de nærmere regler om forsikringsselskabernes bidrag til Garantifonden og

om, hvilke typer af forsikringer der er omfattet af bidragspligten, jf. § 3, stk. 9, i lov om en garantifond

for skadesforsikringsselskaber. Finanstilsynet har udnyttet bemyndigelsen til at udstede bekendtgø-

relse nr. 1437 af 5. december 2018 om bidrag til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Ophævelsen skal desuden ses i sammenhæng med dette lovforslags § 2, nr. 7, hvor det foreslås, at

Finanstilsynet ved fastsættelse af de beløb, som forsikringsselskaberne skal betale bidrag til Garanti-

fonden på baggrund af, skal tage højde for, at de forsikringsselskaber, der tegner arbejdsulykkesfor-

sikringer, i videst muligt omfang dækker de udgifter, som er forbundet med Garantifonden for ska-

desforsikringsselskabers administration af arbejdsulykkesforsikringer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

(§

3, stk. 5, 1. pkt. i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 3, stk. 5, 1. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber,

at Finanstilsynet meddeler en gang om året størrelsen af det beløb pr. police, som forsikringsselska-

berne skal anvende ved beregning af bidrag til Fonden.

Det foreslås i

§ 3, stk. 5, 1. pkt.,

at »pr. police« udgår.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 5, hvorefter 2. pkt. i § 3, stk. 4, i lov om en

garantifond for skadesforsikringsselskaber, foreslås ophævet, idet forsikringsselskabernes bidrag ikke

længere skal udgøres af summen af et af Finanstilsynet årligt fastsat beløb pr. police inden for for-

brugerforsikringer. Finanstilsynet skal i stedet tage højde for forskellen mellem arbejdsulykkesfor-

sikringspolicer og andre policer ved sin stillingtagen til beregning og opkrævning af de løbende bi-

drag, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

(§

3, stk. 5, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 3, stk. 5, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at

Finanstilsynet meddeler en gang om året størrelsen af det beløb pr. police, som forsikringsselskaberne

skal anvende ved beregning af bidrag til Garantifonden. Finanstilsynet skal offentliggøre meddelel-

sen, senest 6 måneder før at forsikringsselskaberne skal indbetale bidrag til Garantifonden.

Det foreslås, at der i

§ 3, stk. 5,

indsættes et nyt

2. pkt.,

hvorefter Finanstilsynet ved fastsættelse af

beløbet skal tage højde for, at de forsikringsselskaber, der tegner arbejdsulykkesforsikringer, i videst

muligt omfang dækker de udgifter, som er forbundet med Garantifondens administration af arbejds-

ulykkesforsikringer.

En arbejdsulykkesforsikring tegnes af arbejdsgiver til dækning af arbejdstagers ulykker. En arbejds-

ulykkesforsikringspolice kan have et stort antal sikrede, hvorfor præmien og eventuelle erstatnings-

udbetalinger er tilsvarende høje. Efter gældende ret ydes der bidrag til Garantifonden fra udvalgte

forbrugerforsikringer, hvor der som udgangspunkt maksimalt er op til én husstand dækket pr. police,

hvorfor præmierne og de eventuelle erstatningsudbetalinger som udgangspunkt er tilsvarende lavere

end for arbejdsulykkesforsikringspolicer. Samtidig findes det ikke rimeligt, hvis forbrugerforsikrin-

ger skal betale for en arbejdsulykkesforsikringsbestand, der er overtaget af Garantifonden. Dette ska-

ber behov for en adskillelse af formen for beregning og opkrævning af bidrag på henholdsvis arbejds-

ulykkesforsikringspolicer og andre policer, der skal betale til Garantifonden.

Med tilføjelsen af det nye 2. pkt. skal Finanstilsynet derfor i videst muligt omfang tage højde for

forskellen mellem arbejdsulykkesforsikringspolicer og andre policer, der skal betale til Garantifon-

den, ved sin stillingtagen til beregning og opkrævning af de løbende bidrag.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 2, nr. 1, hvorefter Garantifonden også skal yde

dækning i tilfælde af, at et forsikringsselskab, som tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, får

inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og Finanstilsynet har truffet

beslutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under administration af Garantifon-

den.

Ændringen skal desuden ses i sammenhæng med dette lovforslags § 1, nr. 3, hvor det foreslås at hæve

kravet til Garantifondens formue fra 300 mio. kr. til 500 mio. kr.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

(§

3, stk. 11 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 3, stk. 11, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at

Erhvervsministeren kan tillade, at Garantifonden i en periode ikke opfylder kravet i stk. 2 til størrelsen

af Garantifondens formue. Garantifonden skal i anmodningen til erhvervsministeren bl.a. redegøre

for grundene til, at Garantifonden enten ikke overholder kravet til størrelsen af Garantifondens for-

mue eller forventer ikke at kunne overholde kravet til størrelsen af Garantifondens formue. Garanti-

fonden skal i redegørelsen angive et begrundet skøn over, hvilket beløb Garantifondens formue for-

ventes at falde til, og i hvor lang en periode Garantifonden forventer, at formuen vil være under kravet

fastsat i loven. Garantifonden skal endvidere redegøre for eventuelle tabsreducerende foranstaltnin-

ger, som Garantifondens bestyrelse har iværksat for at sikre Garantifondens formue. Dette vil være

særlig relevant i en situation, hvor faldet i Garantifondens formue skyldes markedsudsving, der har

en negativ indvirkning på Fondens investeringsaktiver. Erhvervsministeren kan bede om alle de op-

lysninger, som vurderes relevante og nødvendige for behandlingen af Garantifondens anmodning.

Erhvervsministeren kan give tilladelse til, at Garantifonden i en periode ikke opfylder kravet til stør-

relsen af Garantifondens formue, hvis det f.eks. skyldes midlertidige likviditetsforskydninger, hvor

Garantifonden kan godtgøre nære fremtidige betalingsstrømme, der igen vil få Garantifondens for-

mue op på det niveau, som loven foreskriver. Det kan være en situation, hvor Garantifonden har

foretaget udbetaling af større erstatningsbeløb til forsikringstagere og sikrede i forbindelse med et

forsikringsselskabs konkurs, inden Garantifonden har fået udbetalt beløb fra forsikringsselskabets

konkursbo eller dettes genforsikringsselskaber. Det kan også være tilfældet, hvor Garantifonden har

anlagt en sag mod et forsikringsselskabs konkursbo for at få anerkendt krav for udbetalte erstatninger

i forbindelse med et forsikringsselskabs konkurs.

Tilladelsen kan meddeles for et halvt år med mulighed for forlængelse, hvis Garantifonden fortsat

kan sandsynliggøre fremtidige indtægter, der gør, at Garantifonden igen kan opfylde lovens krav til

størrelsen af Garantifondens formue. Tilladelsen bør samlet ikke udstrække sig til mere end to år,

medmindre særlige grunde taler herfor.

Endvidere kan tilladelsen som udgangspunkt være betinget af, at Garantifondens formue ikke falder

med mere end 50 mio. kr. i forhold til kravet til størrelsen af Garantifondens formue. I det tilfælde vil

Finanstilsynet iværksætte opkrævning af bidrag til Garantifonden med henblik på at genetablere Ga-

rantifondens formue.

Det foreslås i § 3, stk. 11, at tilføje efter »Fondens Formue« », uden at Finanstilsynet samtidig med-

deler, at der skal opkræves bidrag til Fonden, jf. stk. 5.«.

Ændringen er en præcisering af gældende ret, hvorefter Garantifonden ikke skal have Erhvervsmini-

sterens tilladelse til ikke at efterleve kravet til Garantifondens formue, såfremt Finanstilsynet har

iværksat opkrævning af bidrag til Garantifonden. Den gældende formulering har givet anledning til

tvivl om, hvorvidt Garantifonden i alle tilfælde, hvor den ikke lever op til kravet om formuens stør-

relse, skal have Erhvervsministerens tilladelse. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Bestemmelsen retter

sig mod situationer, hvor mindstekravet til formuens størrelse kan genetableres som følge af kapital-

indtægter hidrørende fra Garantifondens formue inden for en kort årrække, som udgangspunkt mak-

simum to år.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

(§

5, stk. 1 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 5, stk. 1, 1. pkt. i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber,

at Garantifonden dækker erstatningskrav, der følger af et skadesforsikringsselskabs konkurs, til et

antal nærmere angivne personer.

Det foreslås i

§ 5, stk. 1, 1. pkt.,

at »der følger af et skadesforsikringsselskabs konkurs« udgår.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 1, hvorefter Garantifonden også skal yde

dækning i tilfælde af, at et forsikringsselskab, som tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, får

inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og Finanstilsynet har truffet

beslutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under administration af Garantifon-

den. Garantifondens dækning af erstatningskrav vil således fremover ikke forudsætte et forsikrings-

selskabs konkurs.

Til nr. 10

(§

5, stk. 1, nr. 5 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 5, stk. 1, nr. 4, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber,

at Garantifonden dækker erstatningskrav, der følger af et skadesforsikringsselskabs konkurs, til for-

sikringstagere og de sikrede under kollektive forsikringer, i det omfang en forsikring efter sin art

svarer til de omfattede individuelle forsikringer, samt.

Det foreslås i

§ 5, stk. 1, nr. 4,

at »samt« udgår.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 12, hvorefter der indsættes nye numre.

Til nr. 11

(§

5, stk. 1, nr. 5 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 5, stk. 1, nr. 5, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber,

at Garantifonden dækker erstatningskrav, der følger af et skadesforsikringsselskabs konkurs, til for-

sikringstagere med bygningsbrandforsikringer uanset type af ejendom og de sikrede.

Det foreslås i

§ 5, stk. 1, nr. 5,

at ændre »sikrede.« til: »sikrede,«.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 12, hvorefter der indsættes nye numre.

Til nr. 12

(§

5, stk. 1 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 5, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at

Garantifonden dækker erstatningskrav, der følger af et skadesforsikringsselskabs konkurs, til forsik-

ringstagere med privatforsikringer (forbrugerforsikringer) og de sikrede, tredjemænd, der er sikret

mod person- eller tingsskade ifølge motoransvarsforsikringer, tredjemænd, der er sikret mod person-

skade ifølge øvrige ansvarsforsikringer, forsikringstagere og de sikrede under kollektive forsikringer,

i det omfang en forsikring efter sin art svarer til de omfattede individuelle forsikringer, samt forsik-

ringstagere med bygningsbrandforsikringer uanset type af ejendom og de sikrede.

Det foreslås i

§ 5, stk. 1,

at indsætte et nyt

nr. 6,

hvorefter sikrede i henhold til byggeskadeforsikringer

inkluderes i oplistningen af dækkede efter § 5, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i § 5, nr. 6 medfører at byggeskadeforsikringer vil være omfattet af

Garantifondens dækningsområde.

For byggeskadeforsikringer gør det sig særligt gældende, at det er den udførende entreprenør af ny-

byggeri eller væsentlig ombygning af eksisterende byggeri til beboelse, som skal tegne forsikringen,

hvorimod den sikrede under byggeskadeforsikringen er bygningsejeren. Der er således ikke tale om

en forbrugerforsikring efter den gældende bestemmelse i § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om en garantifond for

skadesforsikringsselskaber.

Det foreslås i § 5, stk. 1, at indsætte et nyt

nr. 7,

hvorefter sikrede i henhold til arbejdsulykkesforsik-

ringer inkluderes i oplistningen af dækkede efter § 5, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1 nr. 7 medfører, at arbejdsulykkesforsikringer vil være om-

fattet af Garantifondens dækningsområde.

Den foreslåede tilføjelse af § 5, stk. 1, nr. 7, er en konsekvens af dette lovforslags § 2, nr. 1, hvorefter

Garantifonden også skal yde dækning i tilfælde af, at et forsikringsselskab, som tegner arbejdsulyk-

kesforsikringer i Danmark, får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksom-

hed, og Finanstilsynet har truffet beslutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages

under administration af Garantifonden.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

(§

5 i lov om en garantifond for arbejdsskadeforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 54, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring, at Arbejdsmarkedets Erhvervs-

sikring overtager de forpligtelser, som det forsikringsselskab, der af Finanstilsynet har fået inddraget

sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikring efter § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed,

har efter denne lov, for så vidt angår behandling af konkrete skadesager, herunder behandling af an-

meldelser og stillingtagen til spørgsmål efter § 15 og betaling for udgifter efter § 11, § 35, stk. 7, og

§§ 38 og 59. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan overlade den behandling, der er nævnt i 1. pkt.,

til et forsikringsselskab, der har tilladelse til at udbyde arbejdsulykkesforsikring.

Det foreslås, at der i § 5 indsættes et nyt

stk. 2,

der fastslår, at når Garantifonden tager et forsikrings-

selskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand under administration, overtager Garantifonden de ret-

tigheder og forpligtelser, som forsikringsselskabet har i henhold til lov om arbejdsskadesikring.

Rettighederne og forpligtelserne omfatter behandling af konkrete skadesager, herunder behandling af

anmeldelser og stillingtagen til spørgsmål efter § 15 i lov om arbejdsskadesikring og betaling for

udgifter efter § 11, § 35, stk. 7, og §§ 38 og 59 i lov om arbejdsskadesikring.

Ændringen viderefører retstilstanden med den forskel, at de rettigheder og forpligtelser, som forsik-

ringsselskabet har i henhold til lov om arbejdsskadesikring for så vidt angår behandling af konkrete

skadesager, overgår til Garantifonden i stedet for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Ændringen er en konsekvens af, at det med lovforslaget foreslås, at pligten til at tage en arbejdsulyk-

kesforsikringsbestand under administration, når et skadesforsikringsselskab får inddraget sin tilla-

delse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, overgår fra Arbejdsmarkedets Erhvervssik-

ring til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14

(§

5, stk. 2 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 5, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at

Garantifonden dækker erstatningskrav, der er opstået senest 4 uger efter, at kurator eller Garantifon-

den har givet meddelelse om forsikringsselskabets konkurs til fordringshaverne.

Det foreslås, at

§ 5, stk. 2,

der bliver stk. 3, nyaffattes.

Det foreslås i

stk. 3,

at Garantifonden dækker erstatningskrav, der er opstået senest 4 uger efter, at

kurator eller Garantifonden har givet meddelelse om forsikringsselskabets konkurs til fordringsha-

verne, eller Finanstilsynet har offentliggjort en meddelelse om, at et forsikringsselskabs arbejdsulyk-

kesforsikringsbestand tages under administration af Garantifonden.

I forhold til arbejdsulykker anses et erstatningskrav for opstået på tidspunktet for arbejdsulykkens

indtræden. Det gælder uanset, om arbejdsulykken først anmeldes på et senere tidspunkt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den gældende 4 ugers frist for dækning af erstatnings-

krav efter meddelelse om et forsikringsselskabs konkurs ligeledes gælder i tilfælde af, at Finanstilsy-

net har afgivet meddelelse om, at et forsikringsselskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand tages under

administration af Garantifonden, jf. lovforslagets § 1, nr. 28. Bestemmelsen vil indebære, at der kan

være to forskellige begyndelsestidspunkter for fristen på 4 uger. I forhold til dækning af erstatnings-

krav under arbejdsulykkesforsikringsbestanden, vil det være det tidligste af disse to tidspunkter, som

gælder for beregningen af 4 ugers fristen.

Bestemmelsen er en konsekvens af, at dækning af erstatningskrav i forbindelse med overtagelse af

administrationen af arbejdsulykkesforsikringer, når et skadesforsikringsselskab får inddraget sin til-

ladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, overgår fra Arbejdsmarkedets Erhvervssik-

ring til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber. Hermed sikres en samlet og koordineret indsats

over for forsikringstagere og sikrede, når et skadesforsikringsselskab går konkurs eller får inddraget

sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Ændringen er således en konsekvens af dette lovforslags § 4, nr. 4, hvor det foreslås, at Finanstilsynet

for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejds-

ulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringssel-

skaber, når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirk-

somhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15

(§

5, stk. 3 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 5, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at

uanset stk. 2 dækker Garantifonden erstatningskrav i henhold til en ejerskifteforsikring, en byggeska-

deforsikring og en sælgeransvarsforsikring i hele forsikringens løbetid. Endvidere dækker Garanti-

fonden erstatningskrav i henhold til en forsikring, der er tegnet hos et forsikringsselskab, som Finans-

tilsynet har meddelt forbud efter § 14, stk. 3, når forsikringen var i kraft på tidspunktet for Finanstil-

synets afgørelse.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 2, i

§ 5, stk. 3,

som bliver stk. 4, ændres til stk. 3.

Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 13, om et nyt stykke efter stk. 2 og medfører

ikke materielle ændringer.

Til nr. 16

(§

5, stk. 5 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 5, stk. 5, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at

Forsikringstagere kan ikke gøre krav gældende mod et forsikringsselskabs konkursbo for selvrisikoen

på 1.000 kr., jf. stk. 4.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 4, i

§ 5, stk. 5,

som bliver stk. 6, ændres til stk. 5.

Ændringen er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 13, om et nyt stykke efter stk. 2 og medfører

ikke materielle ændringer.

Til nr. 17

(§

5, stk. 6 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 5, stk. 6, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at

Garantifonden ikke dækker præmier på ejerskifteforsikringer, byggeskadeforsikringer og sælgeran-

svarsforsikringer, jf. stk. 3.

Det foreslås i

§ 5, stk. 6,

der bliver stk. 7, at ændre »og sælgeransvarsforsikringer, jf. stk. 3« til: »,

sælgeransvarsforsikringer og arbejdsulykkesforsikringer, jf. stk. 4.«

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 1, hvorefter Garantifonden også skal yde

dækning i tilfælde af, at et forsikringsselskab, som tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, får

inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og Finanstilsynet har truffet

beslutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under administration af Garantifon-

den, og en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 13, om et nyt stykke efter stk. 2.

Til nr. 18

(§

5 b i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Efter den gældende bestemmelse i § 54, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring overtager Arbejdsmar-

kedets Erhvervssikring et forsikringsselskabs bestand af arbejdsulykkesforsikringer, når Finanstilsy-

net tilbagekalder forsikringsselskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikring efter § 250, stk.

2, i lov om finansiel virksomhed.

Når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring overtager en arbejdsulykkesforsikringsbestand efter den gæl-

dende § 54, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring, indtræder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i alle

de rettigheder og forpligtelser vedrørende forsikringstagerne og de forsikrede arbejdstagere, som det

konkursramte forsikringsselskab havde i tilknytning til arbejdsulykkesforsikringsbestanden. Arbejds-

markedets Erhvervssikring dækker alle udækkede erstatningskrav vedrørende skader, der er indtrådt

før Finanstilsynets tilbagekaldelse af tilladelsen, jf. § 250, stk. 2, 2. pkt. i lov om finansiel virksomhed,

og som sker indtil 4 uger efter, at forsikringsselskabet, likvidator eller kurator har orienteret forsik-

ringstagerne om, at forsikringsselskabet ikke længere har tilladelse til at udbyde arbejdsulykkesfor-

sikring.

Den foreslåede nye bestemmelse i § 5 c i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber inde-

holder regler om Garantifondens overtagelse af de rettigheder og forpligtelser, som Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring har overtaget fra forsikringsselskaber i forbindelse med Finanstilsynets inddragelse

af forsikringsselskabers tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Det foreslås i

stk. 1,

at Garantifonden overtager de rettigheder og forpligtelser, som Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring har overtaget fra forsikringsselskaber i forbindelse med Finanstilsynets inddragelse

af forsikringsselskabers tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og som et selskab

havde inden inddragelsen af tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed efter lov om

arbejdsskadesikring.

Rettighederne og forpligtelserne omfatter behandling af konkrete skadesager, herunder behandling af

anmeldelser og stillingtagen til spørgsmål efter § 15 i lov om arbejdsskadesikring og betaling for

udgifter efter § 11, § 35, stk. 7, og §§ 38 og 59 i lov om arbejdsskadesikring.

Bestemmelsen vil indebære, at Garantifonden overtager administrationen af de arbejdsulykkesforsik-

ringsbestande, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved lovens ikrafttræden har under administra-

tion som følge af, at Finanstilsynet har tilbagekaldt et forsikringsselskabs tilladelse til at drive ar-

bejdsulykkesforsikringsvirksomhed inden lovens ikrafttræden. Garantifonden indtræder således i de

rettigheder og forpligtelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget fra forsikringssel-

skaber i forbindelse med Finanstilsynets inddragelse af forsikringsselskabers tilladelse til at drive

arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Bestemmelsen er en konsekvens af, at det med lovforslaget foreslås, at pligten til at tage en arbejds-

ulykkesforsikringsbestand under administration, når et skadesforsikringsselskab får tilbagekaldt sin

tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, overgår fra Arbejdsmarkedets Erhvervs-

sikring til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Det foreslås i

stk. 2, 1. pkt.,

at Garantifonden indtræder i de rettigheder, forpligtelser, aftaler og krav,

som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har over for de konkursboer, hvor Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring har varetaget administrationen af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand.

Bestemmelsen vil indebære, at Garantifonden eksempelvis indtræder i aftaler om garantistillelser el-

ler overtager retlige tvister, som relaterer sig til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings varetagelse af

administrationen af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand.

Det foreslås i

stk. 2, 2. pkt.,

at Garantifonden indtræder på samme vis i og overtager udeståender, som

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har med konkursboet eller øvrige parter som følge af varetagelsen

af administrationen af et selskab.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at der ikke i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efterlades ude-

ståender, som knytter sig til de rettigheder, forpligtelser, aftaler og krav, som Garantifonden skal

overtage efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt. Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 2. pkt. omfatter lige-

ledes eventuelle udeståender med øvrige parter.

Det foreslås i

stk. 3, 1. pkt.,

at Garantifonden anvender den dividende, som Garantifonden modtager

fra konkursboerne, jf. stk. 2, til at refundere de beløb, som forsikringsselskaber har betalt til Arbejds-

markedets Erhvervssikring for administrationen af arbejdsulykkesforsikringsbestandene.

På tidspunktet for fremsættelse af lovforslaget, har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring flere arbejds-

ulykkesforsikringsbestande under administration. De konkursramte selskaber, som Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring har overtaget arbejdsulykkesforsikringsbestandene fra, er endnu ikke afsluttet på

tidspunktet for lovforslagets fremsættelse. Der må således forventes dividende på et senere tidspunkt.

Da gældende ret indebærer, at forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed,

har lagt ud for udgifterne forbundet med Arbejdsmarkedet Erhvervssikrings overtagelse af det kon-

kursramte selskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand, jf. § 54, stk. 5, jf. § 48, stk. 6, 3. og 4. pkt., i

lov om arbejdsskadesikring, skal Garantifonden anvende den dividende, som Garantifonden modta-

ger fra konkursboerne til at dække forsikringsselskabernes udlæg.

Det foreslås i

stk. 3, 2. pkt.,

at hvis dividenden ikke er tilstrækkelig til at dække forsikringsselskaber-

nes fulde krav, fordeler Garantifonden dividenden forholdsmæssigt år for år, så de beløb, der er betalt

til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring det tidligste år inden bestandens overdragelse, dækkes først,

indtil dividenden er fordelt.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at de forsikringsselskaber, der har bidraget mest til finansierin-

gen af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings administration af arbejdsulykkesforsikringsbestandene,

tildeles flest midler fra konkursboerne, når enten Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Garantifon-

den modtager dividende i forbindelse med afslutningen af konkursboerne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 19

(§

6, stk. 1, 2. pkt. i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Efter den gældende § 6, stk. 1, 2. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, skal

erstatningskrav i henhold til § 5, stk. 3, eller § 5 b anmeldes til Garantifonden senest 6 måneder efter

forsikringens ophør.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 3, i

§ 6, stk. 1, 2. pkt.,

ændres til stk. 4.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 13, hvorefter der indsættes et nyt stk. 2 i §

5 og medfører ikke materielle ændringer.

Til nr. 20

(§

6 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af § 6, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at krav, der ønskes

dækket af Garantifonden, og som ikke er anmeldt til det forsikringsselskab, der er erklæret konkurs,

skal anmeldes til Garantifonden snarest muligt og senest 6 måneder efter konkursdekretets afsigelse.

Krav, som er anmeldt til det selskab, der er erklæret konkurs, inden konkursdekretets afsigelse, anses

for anmeldt til Garantifonden.

Det foreslås, at der efter stk. 1 indsættes nyt

stk. 2,

hvorefter reglerne i kapitel 7 i lov om arbejdsska-

desikring om anmeldelse, sagsbehandling og forældelse finder anvendelse på anmeldelse af erstat-

ningskrav efter en arbejdsulykke.

Det vil således fortsat være Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der forestår behandlingen af sager om

arbejdsulykker, der efter de gældende regler i lov om arbejdsskadesikring, skal anmeldes til Arbejds-

markedets Erhvervssikring, selvom det med lovforslaget vil være Garantifonden, som skal betale er-

statningen i tilfælde af en arbejdsulykkesforsikringsvirksomheds konkurs.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 21

(§

6, stk. 2 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 6, stk. 1, 1.pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber,

at erstatningskrav i henhold til § 5, der ønskes dækket af Garantifonden, og som ikke er anmeldt til

det forsikringsselskab, der er erklæret konkurs, skal anmeldes til Garantifonden snarest muligt og

senest 6 måneder efter konkursdekretets afsigelse. Erstatningskrav i henhold til § 5, stk. 3, skal dog

anmeldes til Garantifonden senest 6 måneder efter forsikringens ophør. Erstatningskrav, som er an-

meldt til det selskab, der er erklæret konkurs, inden konkursdekretets afsigelse, anses for anmeldt til

Garantifonden.

Det følger af den gældende § 6, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at 6-

måneders fristen ikke gælder, hvis den dækningsberettigede har været ude af stand til at gøre sit krav

gældende. Det vil sige, hvis den dækningsberettigede uforskyldt ikke har kunnet påberåbe sig sin ret.

Dette kan for eksempel være tilfældet, hvis vedkommende på grund af alvorlig personskade ikke har

været i stand til at agere inden for tidsfristen. Manglende avislæsning eller længerevarende ferier i

udlandet vil ikke være tilstrækkeligt til at påberåbe sig bestemmelsen.

Dog finder forældelseslovens forældelsesregler anvendelse med de undtagelser, der følger af forsik-

ringsaftalelovens § 29, for forsikringer, der ikke er arbejdsskadeforsikringer.

Det foreslås i §

6, stk. 2,

der bliver til stk. 3, at indsætte »og 2 efter stk. 1«.

Den foreslåede bestemmelse medfører at reglerne i kapitel 7 i lov om arbejdsskadesikring om anmel-

delse, sagsbehandling og forældelse finder anvendelse på anmeldelse af erstatningskrav efter en ar-

bejdsulykke.

Ændringen skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 1, nr. 19, hvorefter der indsættes et nyt

stk. 2 i § 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 22(§ 6, stk. 1, 3. pkt. i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Efter den gældende § 6 a, stk. 1, 3. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, finder

§ 6, stk. 2, ikke anvendelse for anmeldelser i henhold til 1. og 2. pkt.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 2, i

§ 6 a, stk. 1, 3. pkt.,

ændres til stk. 3.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 20, hvorefter der indsættes et nyt stk. 2 i §

6, hvorefter stk. 2 bliver stk. 3, og medfører ikke materielle ændringer.

Til nr. 23

(§

7, stk. 1, 1. pkt. i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 7, stk. 1, 1. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber,

at udbetalinger fra Garantifonden skal finde sted snarest muligt og senest 3 måneder efter anmeldelse

af kravet. Garantifonden forudsættes således at være i stand til at foretage en vurdering af det an-

meldte krav indenfor maksimalt 3 måneder. Bestemmelsen skal sikre skadelidte personer hurtig be-

handling af anmeldte krav.

Efter gældende ret sker erstatningsudbetalinger under arbejdsulykkesforsikringer fra Arbejdsmarke-

dets Erhvervssikring i tilfælde af, at et forsikringsselskab, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirk-

somhed, får tilbagekaldt sin tilladelse, jf. § 54 i lov om arbejdsskadessikring.

Det foreslås i § 7,

stk. 1, 1. pkt.,

at indsætte »jf. dog stk. 2 efter »kravet«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med § 1, nr. 24, hvor der i § 7, stk. 2, bliver indført en undtagelse

til 3-måneders fristen for Garantifondens udbetaling af erstatning efter stk. 1, når et erstatningskrav

udspringer af en arbejdsulykkesforsikring. Udbetaling af erstatning under arbejdsulykkesforsikringer

vil fremadrettet ske fra Garantifonden under iagttagelse af reglerne i lov om arbejdsskadesikring.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 24

(§

7, stk. 2 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Efter gældende ret sker erstatningsudbetalinger under arbejdsulykkesforsikringer i tilfælde af en ar-

bejdsulykkesforsikringsvirksomheds tilbagekaldelse af tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsik-

ringsvirksomhed fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 54, stk. 1, i lov om arbejdsskadessik-

ring.

Det foreslås at indsætte

§ 7, stk. 2,

hvorefter at udbetalinger fra Garantifonden vedrørende arbejds-

ulykkesforsikringer sker efter reglerne i lov om arbejdsskadesikring.

Der er således tale om en delvis videreførelse af gældende ret, hvor ændringen vil indebære, at det

fremadrettet vil være Fonden, der udbetaler erstatningen i stedet for Arbejdsmarkedets Erhvervssik-

ring.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 25

(§

8, stk. 1, nr. 2 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 8, stk. 1, nr. 2, at Finanstilsynet straks efter afsigelse af konkursdekret

skal indrykke meddelelse om forsikringsdækningens ophør i dagspressen, jf. dog § 5, stk. 3.

Det følger af den gældende § 5, stk. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at

uanset stk. 2 dækker Garantifonden erstatningskrav i henhold til en ejerskifteforsikring, en bygge-

skadefor-sikring og en sælgeransvarsforsikring i hele forsikringens løbetid. Endvidere dækker Ga-

rantifonden erstatningskrav i henhold til en forsikring, der er tegnet hos et forsikringsselskab, som

Finanstilsynet har meddelt forbud efter § 14, stk. 3, når forsikringen var i kraft på tidspunktet for

Finanstilsynets afgørelse.

Det foreslås, at henvisningen til § 5, stk. 3, i

§ 8, stk. 1, nr. 2,

ændres til § 5, stk. 4.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 13, hvorefter der indsættes et nyt stk. 2 i §

5, hvilket bevirker, at stk. 2-7 herefter bliver stk. 3-8.

Ændringen er af lovteknisk karakter og medfører ikke materielle ændringer.

Til nr. 26

(§

8, stk. 1, nr. 4 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 8, stk. 1, nr. 4, at Finanstilsynet straks efter afsigelse af konkursdekret

skal indrykke meddelelse om anmeldelse af erstatningskrav, som er omfattet af den gældende § 5 i

lov om en garantifond, til Fonden, jf. § 6, stk. 1, og hvortil anmeldelse kan ske i dagspressen.

Det foreslås, at der i

§ 8, stk. 1, nr. 4,

også henvises til den foreslåede § 6, stk. 2, således at Finanstil-

synet straks efter konkursdekretets afsigelse ligeledes i dagspressen skal indrykke meddelelse om

anmeldelse af erstatningskrav under en arbejdsulykkesforsikring til Fonden.

100

Bestemmelsen medfører, at Finanstilsynet, i forbindelse med Finanstilsynets orientering til offentlig-

heden om tilbagekaldelsen af et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikrings-

virksomhed, skal gøre opmærksom på, at anmeldelse af arbejdsskader fortsat skal ske efter reglerne

i lov om arbejdsskadesikring.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 20, hvorefter der indsættes et nyt stk. 2, i §

Til nr. 27

(§

8, stk. 2, nr. 1 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 8, stk. 2, nr. 1, at kurator i den meddelelse, som sendes til fordringsha-

verne i henhold til konkurslovens § 124, stk. 1, skal oplyse forsikringstagere og skadelidte om, at

Garantifonden vil tilbagebetale præmie, undtagen i tilfælde, hvor der er tegnet ejerskifteforsikringer,

byggeskadeforsikringer og sælgeransvarsforsikringer, jf. § 5, stk. 6, i lov om en garantifond for ska-

desforsikringsselskaber.

Det foreslås i

§ 8, stk. 2, nr. 1,

at henvisningen til § 5, stk. 6, ændres til § 5, stk. 7.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 2, nr. 13, hvorefter der indsættes et nyt stk. 2 i §

5, hvorefter stk. 2-7 bliver til stk. 3-8.

Ændringen er af lovteknisk karakter og medfører ikke materielle ændringer.

Til nr. 28

(§

8, stk. 2, nr. 3 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 8, stk. 2, nr. 3, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber,

at kurator i den meddelelse, som sendes til fordringshaverne i henhold til konkurslovens § 124, stk.

1, skal oplyse forsikringstagere og skadelidte om, at anmeldelse af erstatningskrav skal ske i overens-

stemmelse med den gældende § 6, stk. 1, 1. og 2. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikrings-

selskaber.

Det følger af den gældende § 6, stk. 1, 1. og 2. pkt., i lov om en garantifond for skadesforsikringssel-

skaber, at krav, der ønskes dækket af Fonden, og som ikke er anmeldt til det forsikringsselskab, der

er erklæret konkurs, skal anmeldes til Garantifonden snarest muligt og senest 6 måneder efter kon-

kursdekretets afsigelse.

Det foreslås, at der i § 8, stk. 2, nr. 3 indsættes »og stk. 2« efter § 6, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Det forslåede medfører at kurator i den meddelelse, som sendes til fordringshaverne i henhold til

konkurslovens § 124, stk. 1, skal oplyse forsikringstagere og skadelidte om, at anmeldelse af erstat-

ningskrav under en arbejdsulykkesforsikring skal ske i overensstemmelse med reglerne i lov om en

arbejdsskadesikring.

101

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 20, hvorefter de gældende regler i ka-

pitel 7 i lov om arbejdsskadesikring om anmeldelse, sagsbehandling og forældelse også finder anven-

delse på anmeldelse af erstatningskrav efter en arbejdsulykke.

Til nr. 29

(§

8 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 8, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at

Finanstilsynet har pligt til straks efter afsigelse af konkursdekret at indrykke meddelelse i dagspressen

om forsikringsselskabets konkurs, forsikringsdækningens ophør, nytegning af lovpligtige forsikrin-

ger og forsikringer, der som bygningsbrandforsikringer kan sidestilles hermed samt om anmeldelse

af krav til garantiordningen.

Finanstilsynets pligt skal ses på baggrund af de særlige forhold, der gør sig gældende for skadesfor-

sikring. På den ene side er det ikke alle selskabets kunder, der kan tænkes at få krav mod Fonden, jf.

bestemmelsen i § 5. På den anden er det ikke alle, der kan tænkes at få et krav mod Fonden, der er

kunder i det konkursramte selskab, idet Garantifonden også dækker skadelidte tredjemænd. Det er

derfor nødvendigt, at der sker tydelig meddelelse til offentligheden om konkursen. Der vil for alle

lovpligtige forsikringer være pligt til at tegne en ny forsikring til erstatning for den, som oprindelig

var tegnet i det konkursramte selskab. Derfor pålægges Finanstilsynet at oplyse om nytegning af lov-

pligtige forsikringer og forsikringer, der kan sidestilles hermed. Som eksempel på sidstnævnte kan

anføres, at tegning af visse forsikringer kan være en forudsætning for at realkreditbelåne fast ejendom.

Finanstilsynet har endvidere pligt til samtidigt at offentliggøre, hvorledes krav skal anmeldes til Fon-

den.

Det foreslås i

§ 8, stk. 4,

at stk. 1 med de fornødne tilpasninger finder anvendelse ved beslutning om,

at et forsikringsselskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand skal tages under administration af Garan-

tifonden.

Bestemmelsen medfører, at den gældende regel i § 8, stk. 1, også vil gælde ved Finanstilsynets be-

slutning om, at et selskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand skal tages under administration med de

fornødne tilpasninger.

Det gør sig særligt gældende for arbejdsulykkesforsikringer, at bestanden af arbejdsulykkesforsikrin-

ger overtages på tidspunktet for Finanstilsynets tilbagekaldelse af tilladelsen til at drive arbejdsulyk-

kesforsikringsvirksomhed. Dette adskiller sig fra andre forsikringer, hvor forsikringsbestanden som

udgangspunkt tages under administration af Garantifonden på tidspunktet for selskabets konkurs.

Finanstilsynets pligt til indrykke meddelelse efter den gældende § 8, stk. 1, vil således, for så vidt

angår arbejdsulykkesforsikringer, allerede indtræde på tidspunktet for Finanstilsynets tilbagekaldelse

af tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Dette vil blandt andet lade sig afspejle

i § 8, stk. 1, nr. 1, hvorefter der ikke skal oplyses om forsikringsselskabets konkurs, men i stedet om,

102

at Finanstilsynet har tilbagekaldt forsikringsselskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsik-

ringsvirksomhed.

Bestemmelsen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 1, hvorefter Garantifonden også skal yde

dækning i tilfælde af, at et forsikringsselskab, som tegner arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, får

inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og Finanstilsynet har truffet

beslutning om, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal tages under administration af Fonden.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 30

(§

12, stk. 1 i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 12, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at

bestyrelsen antager fornøden medhjælp og inden 3 måneder efter et kalenderårs udløb afgiver regn-

skab for det forløbne år med beretning om Garantifondens virksomhed til Finanstilsynet.

Ved lovforslagets § 1, nr. 28, foreslås det at forlænge tidsfristen en måned for afgivelse af regnskab

til Finanstilsynet fra »inden 3 måneder« efter et kalenderårs udløb til »senest 4 måneder« efter et

kalenderårs udløb.

Det foreslås således i

§ 12, stk. 1,

at inden 3 måneder ændres til senest 4 måneder.

Dette medfører, at bestyrelsen senest afgiver beretning om Garantifondens virksomhed til Finanstil-

synet 4 måneder efter et kalenderårs udløb afgiver regnskab for det forløbne år.

Ændringen medfører, at afgivelse af Garantifondens regnskab følger fristen for finansielle virksom-

heders indsendelse af årsrapport til Finanstilsynet, jf. § 195, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 31

(§

12, stk. 1, 2. pkt. i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber)

Det følger af den gældende § 12, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at

bestyrelsen antager fornøden medhjælp og inden 3 måneder efter et kalenderårs udløb afgiver regn-

skab for det forløbne år med beretning om Fondens virksomhed til Finanstilsynet.

Ved lovforslagets § 1, nr. 31, foreslås det at indsætte et 2. pkt. i § 12, stk. 1.

Det foreslås i

§ 12, stk. 1, 2. pkt.,

at Garantifonden i regnskabet skal redegøre særskilt for administra-

tionen af eventuelle arbejdsulykkesforsikringsbestande.

Bestemmelsen vil indebære, at Garantifonden i årsregnskabets beretning skal redegøre for admini-

strationen af de arbejdsulykkesforsikringsbestande, som Garantifonden har under administration.

103

Finanstilsynet anvender allerede efter gældende ret Fondens årsregnskab til at fastsætte bidragssatsen

til indbetalinger til Fondens formue. Da lovforslagets § 1, nr., 7, vil indebære, at de forsikringssel-

skaber, der tegner arbejdsulykkesforsikringer, i videst muligt omfang skal dække de udgifter, som er

forbundet med Fondens administration af arbejdsulykkesforsikringer, vil det være nødvendigt, at Ga-

rantifonden i sit årsregnskab redegør særskilt for administrationen af eventuelle arbejdsulykkesfor-

sikringsbestande.

Bestemmelsen er en konsekvens af dette lovforslags § 4, nr. 4, som vil indebære, at administrationen

af arbejdsulykkesforsikringer overgår fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til Garantifonden for

skadesforsikringsselskaber.

Til § 2

Til nr. 1

(§ 33

i lov om arbejdsskadeforsikring)

Den gældende bestemmelse i § 33 i lov om arbejdsskadesikring regulerer, hvortil arbejdsskader skal

anmeldes. Det fremgår af bestemmelsen, at skader anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,

når sikringspligten ikke er opfyldt, jf. § 48, stk. 4, der ikke er sikringspligt, jf. § 48, stk. 5 og 6, eller

skaden er omfattet af § 4, stk. 2, nr. 4.

De nærmere regler om anmeldelse af arbejdsulykker til forsikringsselskaberne og om forsikringssel-

skabernes oversendelse af anmeldelserne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fremgår af lov om

arbejdsskadesikring kapitel 7 og bekendtgørelse nr. 1629 af 16. december 2016 om anmeldelse af

ulykker efter arbejdsskadesikringsloven.

Anmeldelse skal ske digitalt via Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fælles an-

meldelsessystem i medfør af § 3, stk. 5 i bekendtgørelse nr. 1629 af 16. december 2016 om anmeldelse

af ulykker efter arbejdsskadesikringsloven.

Såfremt skaden har medført eller må antages at ville medføre tilskadekomnes død, eller hvis skadens

følger kan begrunde godtgørelse eller erstatning ud over udgifter til sygebehandling og hjælpemidler

m.v., jf. lovens § 15, eller hvis skaden har medført, at den tilskadekomne senest på 5-ugers dagen

efter ulykkens indtræden, ikke har kunne genoptage sit sædvanlige arbejde i fuldt omfang, skal for-

sikringsselskabet anmelde skaden til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

I dette lovforslags § 4, nr. 5, foreslås det, at administrationen af et forsikringsselskabs bestand af

arbejdsulykkesforsikringer overføres fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til Garantifonden for

skadesforsikringsselskaber, når Finanstilsynet tilbagekalder forsikringsselskabets tilladelse til at

drive arbejdsulykkesforsikring efter § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Garantifonden vil

med forslaget indtræde i de samme rettigheder og forpligtelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssik-

ring har i dag efter § 54, herunder i forhold til reglerne om anmeldelse af ulykker. Da forslaget om at

104

overføre administrationen til Garantifonden er en nyskabelse, vurderes det at være hensigtsmæssigt

samtidigt at præcisere Garantifondens rolle i forhold til § 33.

Det foreslås derfor at indsætte

§ 33, stk. 3,

hvorefter det følger, at har Garantifonden overtaget admi-

nistrationen af en bestand af arbejdsulykkesforsikringer i det forsikringsselskab, hvor der er tegnet

forsikring, jf. lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, skal anmeldelsen ske til Garan-

tifonden for skadesforsikringsselskaber.

Forslaget vil indebære, at arbejdsgiveren vil skulle foretage anmeldelsen af en arbejdsulykke til Ga-

rantifonden i situationer, hvor Garantifonden har overtaget en bestand af arbejdsulykkesforsikringer,

som arbejdsgiveren er omfattet af.

De øvrige regler om anmeldelse af arbejdsulykker vil med forslaget gælde tilsvarende for ulykker

omfattet af den bestand af forsikringer, som Garantifonden har overtaget. Det samme gør sig gæl-

dende, hvis betingelserne for anerkendelse af ulykken som en arbejdsulykke efter Garantifondens

vurdering ikke er opfyldt, herunder at tilskadekomne ikke er sikret efter arbejdsskadesikringsloven,

eller når følgerne ikke skyldes arbejdsulykken, og når arbejdsgiverens forsikring ikke er i kraft.

Med forslaget sikres det, at arbejdsgivere og andre ikke er i tvivl om, hvor en arbejdsulykke skal

anmeldes i den periode, hvor Garantifonden skal modtage anmeldelserne. Dette vil medvirke til, at

behandlingen af ulykkessagen, herunder Garantifondens vurdering af tilskadekomnes ret til behand-

lingsudgifter mv. efter lovens § 15, ikke bliver unødigt forsinket.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.

Til nr. 2 og 3 (§ 46 og § 46, stk. 2 i lov om arbejdsskadesikring)

Opregningen af klageberettigede i arbejdsskadesager er udtømmende beskrevet i § 44 i lov om ar-

bejdsskadesikring. Opregningen af klageberettigede svarer i hovedsagen til det almindelige forvalt-

ningsretlige princip om, at det alene er sagens parter, der er klageberettigede. Hertil er arbejdsgiveren

uden at være part i sagen dog tillagt klagekompetence for så vidt angår spørgsmålet om anerkendelse

af arbejdsskaden.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 44, stk. 1, nr. 2, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings

afgørelser efter § 40 kan indbringes for Ankestyrelsen af forsikringsselskabet i sager om ulykker.

Det fremgår endvidere af den gældende bestemmelse i § 46 i lov om arbejdsskadesikring, at Forsik-

ring & Pension har ankeadgang som nævnt i § 44 i sager om arbejdsulykker, som af Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring henføres under § 48, stk. 6, §§ 52 og 54.

105

Baggrunden for forsikringsselskabets adgang til at klage i disse sager er, at forsikringsselskabet som

den, der finansierer udgifterne til erstatninger mv. i forbindelse med arbejdsulykker, er part i sagen

og har en væsentlig, retlig, individuel og direkte interesse i sagens afgørelse.

I tilfælde af, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelser om erstatning mv. til tilskade-

komne, som er kommet til skade hos en arbejdsgiver, som ikke har en arbejdsulykkesforsikring, eller

i sager, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget en forsikringsbestand efter lovens § 54,

fordi forsikringsselskabet fx er gået konkurs, er forsikringsselskabets klagekompetence overført til

Forsikring & Pension, som dermed varetager forsikringsselskabernes interesse i disse sager.

I dette lovforslags § 1, nr. 1, foreslås det, at administrationen af et forsikringsselskabs arbejdsulyk-

kespolicer overføres fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til Garantifonden for skadesforsikrings-

selskaber, når Finanstilsynet tilbagekalder forsikringsselskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkes-

forsikring efter § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Det betyder samtidig, at § 54 i lov om

arbejdsskadesikring foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

På den baggrund foreslås det i § 46, at §§ 52 og 54 ændres til § 52, således at henvisningen til § 54

udgår som en konsekvens af, at § 54 foreslås ophævet.

Med forslaget sikres det, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, som afholder udgifterne til

erstatninger mv. i ulykkessager efter overtagelse af en bestand af ulykkesforsikringer, får samme

mulighed som forsikringsselskabet for at klage over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser i

sager, som er omfattet af bestemmelsen.

Garantifonden vil indtræde i samme rettigheder og forpligtelser som forsikringsselskabet, herunder

gælder samme frister for at anke en afgørelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.

Til nr. 4

(§

54 i lov om arbejdsskadesikring)

Det fremgår af stk. 1 og 2 i den gældende § 54 i lov om arbejdsskadesikring, at Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring skal overtage et forsikringsselskabs bestand af arbejdsulykkesforsikringer, som er

omfattet af arbejdsskadesikringsloven, når Finanstilsynet tilbagekalder forsikringsselskabets tilla-

delse til at drive arbejdsulykkesforsikring efter § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Arbejds-

markedets Erhvervssikring indtræder i alle forsikringsselskabets rettigheder og forpligtelser vedrø-

rende forsikringstagerne og de forsikrede arbejdstagere i bestanden af arbejdsulykkesforsikringer,

som er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, og dækker alle udækkede erstatningskrav vedrørende

skader, der er sket før Finanstilsynets tilbagekaldelse af tilladelsen og som sker indtil 4 uger efter, at

forsikringsselskabet, likvidator eller kurator har orienteret forsikringstagerne om, at forsikringssel-

skabet ikke længere har tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikring.

106

Det følger endvidere af den gældende § 54, stk. 3, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring overtager de

forpligtelser, som forsikringsselskabet har efter arbejdsskadesikringsloven for så vidt angår behand-

ling af konkrete skadesager, herunder behandling af anmeldelser og stillingtagen til spørgsmål efter

loven. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan vælge at overlade denne behandling til et forsikrings-

selskab, der har tilladelse til at udbyde arbejdsulykkesforsikring.

Det fremgår af den gældende § 54, stk. 4 og 5, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring finansierer de

udgifter, der følger af overtagelsen af arbejdsulykkespolicer af de aktiver, herunder tilgodehavender

fra genforsikringsaftaler, der overføres fra forsikringsselskabet eller fra boet efter dette selskab. Ar-

bejdsmarkedets Erhvervssikring har pligt til at forvalte de modtagne aktiver efter de principper, som

følger af § 158 i lov om finansiel virksomhed. I det omfang de øvrige forsikringsselskaber har finan-

sieret udgifterne, fordeles aktiverne til de enkelte selskaber i overensstemmelse med selskabernes

bidrag til finansieringen. Dækker aktiverne ikke den fulde udgift, bliver aktiverne fordelt forholds-

mæssigt år for år, således at de udgifter, der er afholdt i det tidligste år efter bestandens overtagelse,

dækkes først, indtil alle midlerne er fordelt. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal udlægge udgif-

terne, indtil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring modtager de fornødne aktiver fra forsikringsselska-

bet, hvis der ikke er overført aktiver eller der ikke er overført tilstrækkelige aktiver fra forsikrings-

selskabet eller fra boet efter dette selskab på det tidspunkt, hvor udgifterne skal afholdes. Udgifter

afholdt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring finansieres af alle forsikringsselskaber, der driver ar-

bejdsulykkesforsikring, og efter fordelingen i arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 6, 3. og 4. pkt.

Endelig følger det af den gældende § 54, stk. 6, at ved forsikringsselskabets konkurs skal Arbejds-

markedets Erhvervssikring anmelde sit krav efter arbejdsskadesikringsloven i konkursboet. Beløb,

der indgår i boet fra dækning ved genforsikring vedrørende bestanden af arbejdsulykkesforsikringer,

som er omfattet af denne lov, anvendes forlods til dækning af krav fra Arbejdsmarkedets Erhvervs-

sikring, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har betalt erstatninger eller godtgørelser, som udløser

betaling fra genforsikringsselskaber. Kravet viger dog for de fordringer, der er nævnt i konkurslovens

§§ 93 og 94, i det omfang disse fordringer ikke kan dækkes af boets øvrige midler. Genforsikrings-

kontrakter og registrerede aktiver, der udelukkende eller overvejende vedrører selskabets forpligtelser

vedrørende arbejdsulykkesforsikringer skal overføres til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og for-

valtes efter de principper, som følger af § 158 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås at ophæve § 54.

Forslaget om at ophæve bestemmelsen er en konsekvens af, at overtagelsen af administrationen af

arbejdsulykkesforsikringsbestande, når Finanstilsynet tilbagekalder et forsikringsselskabs tilladelse

til at drive arbejdsulykkesforsikring efter § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, med dette

lovforslag foreslås overført fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til Garantifonden for skadesforsik-

ringsselskaber, jf. lovforslagets § 4, nr. 4.

107

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3. og bemærkningerne til lovforslagets § 4,

nr. 4.

Til nr. 5

(§

60, stk. 1, 1. pkt. i lov om arbejdsskadesikring)

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 60, stk. 1, 1. pkt. i lov om arbejdsskadesikring, at de

beløb, der forskudsvis er udlagt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter § 48, stk. 6, § 52, stk. 1

og 5, § 54, stk. 5, og § 57, forrentes med en årlig rente. De nærmere regler for fastsættelse af renten

fastsættes af beskæftigelsesministeren.

Bestemmelsen giver mulighed for, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte renteniveauet for bl.a.

de beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring forskudsvist har udlagt til erstatninger mv. og i

sager, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget et forsikringsselskabs bestand af ar-

bejdsulykkesforsikringer, som er omfattet af arbejdsskadesikringsloven efter § 54 eller til tilskade-

komne, som er kommet til skade under arbejde for en arbejdsgiver, som ikke har opfyldt sin pligt til

at tegne arbejdsulykkesforsikring.

I lovforslagets § 2, nr. 4, foreslås arbejdsskadesikringslovens § 54 ophævet. Henvisningen til § 54,

stk. 5, vil derfor være overflødig i § 60, stk. 1, 1. pkt.

Som konsekvens heraf foreslås det i lovforslagets § 2, nr. 5, at henvisningen til § 54 udgår af bestem-

melsen.

Til nr. 6

(§

88, 4. pkt. i lov om arbejdsskadesikring)

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 88, 4. pkt., at arbejdsgivernes bidrag efter § 48, stk. 6,

§ 52, stk. 1, og § 54, stk. 5, opgøres efter reglen i § 48, stk. 6, 3. pkt.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at arbejdsgivere, som efter den tidligere lov om forsikring mod

følger af ulykkestilfælde er fritaget for at skulle tegne lovpligtig arbejdsskadesikring, har samme rets-

stilling efter arbejdsskadesikringsloven som et forsikringsselskab. Disse arbejdsgivere skal således

på samme måde som forsikringsselskaberne bl.a. medvirke til at finansiere erstatninger mv., som

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afholder som følge af, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har

overtaget et forsikringsselskabs bestand af arbejdsulykkespolicer efter arbejdsskadesikringslovens §

54.

Det foreslås i

§ 88, 4. pkt.,

at ændre »§ 48, stk. 6, §§ 52 og 54. « til: »§ 48, stk. 6, og § 52.«.

Forslaget er en konsekvens af forslaget i lovforslagets § 2, nr. 4, om at ophæve arbejdsskadesikrings-

lovens § 54.

Til nr. 7

(§

89 a i lov om arbejdsskadesikring)

108

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 89 a i lov om arbejdsskadesikring, der indeholder

regler om, hvordan en eksisterende bestand af arbejdsulykkesforsikringer, som Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring før 1. juli 2021 har overtaget efter lovens § 54, overdrages til Garantifonden for ska-

desforsikringsselskaber, herunder hvilke rettigheder og forpligtelser som medfølger. Dette gælder i

forhold til forsikringsbestande, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget før og efter den

1. juli 2019.

stk. 1,

foreslås det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring overdrager alle aktiver og rettigheder, som

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring frem til den 1. juli 2021 har erhvervet som følge af overtagelsen

af en bestand af arbejdsulykkesforsikringer i medfør af § 54, til Garantifonden for skadesforsikrings-

selskaber. Overdragelsen sker fra tidspunktet for overdragelsen af opgaver fra Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring.

Dette betyder bl.a., at Garantifonden får sædvanlige forvaltningsretlige partsrettigheder, svarende til

et forsikringsselskab, i sager efter lov om arbejdsskadesikring, herunder i forhold til indsigtsret. Det

betyder endvidere bl.a., at Garantifonden indtræder i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings krav mod

genforsikringsselskaber og alle kreditorkrav i konkursboer efter forsikringsselskaber, hvor Arbejds-

markedets Erhvervssikring har overtaget forsikringsbestanden efter § 54, fordi et arbejdsulykkesfor-

sikringsselskab har fået inddraget tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, her-

under i tilfælde af konkurs.

Garantifonden indtræder endvidere i retten til beløb, der indgår i et konkursbo fra dækning ved gen-

forsikring vedrørende en bestand af arbejdsulykkesforsikringer, som er omfattet af § 54. Disse beløb

anvendes forlods til dækning af krav fra Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Arbejds-

markedets Erhvervssikring eller Garantifonden har betalt erstatninger eller godtgørelser, som udløser

betaling fra genforsikringsselskaber. Kravet viger dog for de fordringer, der er nævnt i konkurslovens

§§ 93 og 94, i det omfang disse fordringer ikke kan dækkes af boets øvrige midler. Genforsikrings-

kontrakter og registrerede aktiver, der udelukkende eller overvejende vedrører forpligtelser nævnt i §

54, stk. 2, overføres til Garantifonden og forvaltes efter de principper, som følger af § 158 i lov om

finansiel virksomhed.

Garantifonden indtræder også i retten til ikke-betalt præmie for arbejdsulykkesforsikring fra arbejds-

giveren for perioden før Finanstilsynets tilbagekaldelse af forsikringsselskabets tilladelse og indtil 4

uger efter, at forsikringstagerne har fået meddelelse om tilbagekaldelsen. Ligeledes vil Garantifonden

have ret til at hæve aftalen ved misligholdelse fra forsikringstagers side. Overdragelsen omfatter dog

ikke eventuelle overskydende beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har opkrævet efter lo-

vens § 48, stk. 6, 3. pkt., til dækning af udgifter efter § 54, jf. forslagets § 5, stk. 2.

I forslaget til

stk. 2,

foreslås det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring overdrager alle eksisterende

og fremtidige forpligtelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring frem til den 1. juli 2021 har fået

109

pålagt som følge af overtagelsen af en bestand af arbejdsulykkesforsikringer i medfør § 54, til Garan-

tifonden for skadesforsikringsselskaber. Overdragelsen sker fra tidspunktet for overdragelsen af op-

gaver fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. lov om en garantifond for skadesforsikringsselska-

ber.

Dette vil bl.a indebære, at Garantifonden overtager de forpligtelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervs-

sikring har fået pålagt efter § 54 for så vidt angår behandling af konkrete skadesager. Det drejer sig

om de opgaver, som påhviler forsikringsselskaber efter lov om arbejdsskadesikring, det vil sige be-

handling af anmeldelser, sagsoplysning og stillingtagen til spørgsmål om dækning af behandlingsud-

gifter og udgifter til hjælpemidler efter § 15 samt alle udgifter i forbindelse med udbetaling af erstat-

ning og godtgørelse m.v. efter § 11, § 35, stk. 7, og §§ 38 og 59. Garantifonden overtager ligeledes

de aftaler og forpligtelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har over for konkursboer som følge

af overtagelse af administrationen af et selskabs arbejdsulykkesforsikring.

Garantifonden overtager kun forpligtelser vedrørende de ydelser, der fremgår af lov om arbejdsska-

desikring. Medmindre Garantifonden i øvrigt er forpligtet hertil efter lov om en garantifond for ska-

desforsikringsselskaber, overtager Garantifonden således ikke forpligtelser efter anden lovgivning

eller andre forsikringer, uanset om forpligtelserne vedrører en arbejdsskade. Det gælder fx krav efter

erstatningsansvarsloven (differenceerstatning) og tillægsforsikringer.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.

Til § 3

Til nr. 1

(§

68, stk. 1, nr. 3 i arbejdsmiljøloven)

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsmiljølovens § 68, stk. 1, nr. 3, at bl.a. forsikrings-

selskaber, der tegner arbejdsskadesforsikring, bidrager til parternes arbejdsmiljøindsats.

Det foreslås i lovforslagets § 3, nr. 1, at »og« udgår af § 68, stk. 1, nr. 3.

Det foreslåede medfører, at oplistningen af de, der bidrager til parternes arbejdsmiljøindsats, kan ud-

vides til også at omfatte Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når garantifonden har overta-

get administrationen af en bestand af arbejdsulykkesforsikringer.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring i lovforslagets § 3, nr. 3, hvorefter

Garantifonden skal bidrage til parternes arbejdsmiljøindsats på samme vilkår som forsikringsselska-

ber, der tegner arbejdsulykkesforsikringer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

110

Til nr. 2

(§

68, stk. 1, nr. 4 i arbejdsmiljøloven)

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsmiljølovens § 68, stk. 1, nr. 4, at bl.a. kommuner,

regioner og andre selvforsikrede arbejdsgivere bidrager til parternes arbejdsmiljøindsats.

Det foreslås i

§ 4, nr. 2,

at ».« ændres til », og« i § 68, stk. 1, nr. 4.

Det medfører, at oplistningen af de, der bidrager til parternes arbejdsmiljøindsats, kan udvides.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring i lovforslagets § 4, nr. 3, hvorefter

Garantifonden skal bidrage til parternes arbejdsmiljøindsats.

Til nr. 3

(§

68, stk. 1, nr. 5 i arbejdsmiljøloven)

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsmiljølovens § 68, stk. 1, at midlerne til arbejds-

markedets parters indsats til forbedring af arbejdsmiljøet tilvejebringes gennem bidrag fra staten, Ar-

bejdsmarkedets Erhvervssikring for så vidt angår opgavevaretagelsen vedrørende finansiering af er-

hvervssygdomsområdet, forsikringsselskaber, der tegner arbejdsskadeforsikring, og kommuner, regi-

oner og andre selvforsikrede arbejdsgivere.

Det foreslås i

§ 3, nr. 3,

at der i § 68, stk. 1, som nr. 5 indsættes: »5) Garantifonden for skadesforsik-

ringsselskaber i de situationer, hvor Garantifonden har overtaget administrationen af en bestand af

arbejdsulykkesforsikringer i et forsikringsselskab, jf. lov om en garantifond for skadesforsikringssel-

skaber.«

Det foreslåede medfører, at midler til staten, jf. stk. 7, og til gennemførelse af Arbejdsmiljørådets

aktiviteter og indsatsen fra branchefællesskaberne for arbejdsmiljø til forbedring af arbejdsmiljøet

tilvejebringes ved bidrag, jf. stk. 2 og 3, fra Garantifonden for skadesforsikringsselskaber i de situa-

tioner, hvor garantifonden har overtaget administrationen af en bestand af arbejdsulykkesforsikringer

i et forsikringsselskab, jf. lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Det foreslåede medfører, at hvis garantifonden har overtaget administrationen af en bestand af ar-

bejdsulykkesforsikringer i et forsikringsselskab, fordi forsikringsselskabet bliver erklæret konkurs

eller får inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed af Finanstilsynet, vil

garantifonden overtage forpligtelsen til at bidrage til parternes arbejdsmiljøindsats. Forpligtelsen om-

fatter alle bidrag, som forfalder til betaling efter lovens ikrafttræden, uanset hvornår forsikringssel-

skabet har fået inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Det foreslåede medfører endvidere, at Garantifonden vil komme til at bidrage både til beløbet på 45

mio. kr., der reguleres af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra Arbejdsmiljørådet, og til belø-

bet, som fastsættes som gennemsnittet af to procent af de årlige godtgørelser og erstatninger, som er

tilkendt i arbejdsulykkessager i en 10-årig periode. Begge typer af beløb fordeles forholdsmæssigt på

de bidragspligtige ud fra deres andele af godtgørelser og erstatninger.

111

Dermed sikres det, at bidragene til parternes arbejdsmiljøindsats, dvs. Arbejdsmiljørådets aktiviteter

og indsatsen fra branchefællesskaberne for arbejdsmiljø, i tilfælde af, at et forsikringsselskab får ind-

draget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, fortsat dækkes af arbejdsulyk-

kesforsikringsselskaber, som har en væsentlig økonomisk fordel af parternes arbejdsmiljøindsats, via

deres bidrag til finansiering af Garantifonden.

Til § 4

Til nr. 1 (fodnoten i lov om finansiel virksomhed)

Lov om finansiel virksomhed indeholder en note, der oplister de direktiver og ændringsdirektiver,

som er implementeret helt eller delvist i loven. Endvidere er en række forordninger oplistet, hvori

indgår bestemmelser, som er medtaget i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres fra »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 2017/828/EU af 17. maj 2017 om ændring af direktiv 2007/36/EF, for så vidt angår tilskyn-

delse til langsigtet ejerskab, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1.« til: »dele af Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2017/828/EU af 17. maj 2017 om ændring af direktiv 2007/36/EF, for så vidt an-

går tilskyndelse til langsigtet ejerskab, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, og dele af Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019 om ændring af direktiv 2009/65/EF og

2011/61/EU for så vidt angår grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter,

EU-Tidende 2019, nr. L 188, s. 106.«.

Ændringen vil medføre, at det fremgår, at dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2019/1160/EU af 20. juni 2019 om ændring af direktiv 2009/65/EF og 2011/61/EU for så vidt angår

grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter, herefter cross border-direkti-

vet, er implementeret i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 4, 2. pkt. i lov om finansiel virksomhed)

§ 1 i lov om finansiel virksomhed indeholder regler om anvendelsesområdet for lov om finansiel

virksomhed. § 1, stk. 4, fastsætter nærmere, hvilke bestemmelser i loven, der finder anvendelse på

filialer af udenlandske virksomheder med tilladelse i lande indenfor EU/EØS.

Det fremgår af § 1, stk. 4, 2. pkt. i lov om finansiel virksomhed, at for filialer her i landet af kreditin-

stitutter finder § 152 a, stk. 2, 2. pkt., anvendelse.

Det foreslås i

stk. 4, 2. pkt.,

at indsætte § 307 a, stk. 1, 1. pkt., hvorefter § 307 a, stk. 1, 1. pkt., også

vil finde anvendelse på filialer af kreditinstitutter med tilladelse i et andet EU/EØS-land.

Det fremgår af § 307 a, stk. 1, at Finanstilsynet mindst hvert andet år udpeger de penge- og realkre-

ditinstitutter, der er operatører af væsentlige tjenester.

112

Lovforslaget er en konsekvens af, at det i medfør af § 4, nr. 11, i lovforslaget foreslås at indsætte et

nyt punktum i § 307, stk. 1, hvoraf det fremgår, at § 307, stk. 1, også gælder for filialer af kreditinsti-

tutter med hjemsted i et land indenfor EU/EØS.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11, i lovforslaget samt bemærkningerne hertil og afsnit 2.19 i

lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 38, stk. 7 i lov om finansiel virksomhed)

§ 38 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 457 af 24. april 2019, omhandler finan-

sielle virksomheders etablering af filialer i et andet land.

Det følger af § 38, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at en finansiel virksomhed, der ønsker at

etablere en filial i et andet land, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med en række oplys-

ninger om filialen.

Meddelelsen skal indeholde oplysninger om, i hvilket land filialen ønskes etableret, en beskrivelse

af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation, og de planlagte aktiviteter, filialens

adresse, navnene på filialens ledelse, for forsikringsselskaber navnet på filialens generalagent og for

fondsmæglerselskaber, pengeinstitutter og realkreditinstitutter, hvorvidt filialen har til hensigt at an-

vende tilknyttede agenter, samt identiteten på disse.

En finansiel virksomhed er en virksomhed, der er omfattet af § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel

virksomhed.

Det følger af § 38, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, at virksomheden skal meddele Finanstilsynet

enhver ændring i de i stk. 1 og 2 nævnte forhold. Finanstilsynet skal have modtaget meddelelsen

senest 1 måned før, ændringen foretages. Hvis det ikke er muligt at meddele Finanstilsynet ændringen

senest 1 måned før ændringen foretages, skal meddelelse ske snarest muligt. Virksomheden er for-

pligtet på samme måde over for værtslandets tilsynsmyndigheder, hvis værtslandet er et andet land

inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle

område.

Værtslandet er det land, hvori filialen er etableret.

§ 38, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed gennemfører artikel 17, stk. 8, i direktiv 2009/65/EF af 13.

juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv

investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), UCITS-direktivet.

§ 38 gennemfører delvist artikel 17, stk. 8 i UCITS-direktivet. Cross border-direktivets artikel 1, nr.

1, 1. og 2. afsnit ændrer i artikel 17, stk. 8 i UCITS-direktivet.

113

Det foreslås, at der tilføjes et

5. pkt.

til

§ 38, stk.

7, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter Finans-

tilsynet skal underrette investeringsforvaltningsselskabet inden 15 arbejdsdage efter modtagelsen af

oplysningerne som nævnt i 1. pkt., om, at investeringsforvaltningsselskabet ikke må iværksætte æn-

dringen af filialen, hvis investeringsforvaltningsselskabet ved ændringen ikke længere overholder di-

rektiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse

institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet).

Tilføjelsen af 5. pkt. vil medføre, at Finanstilsynet får en meddelelsespligt over for investeringsfor-

valtningsselskabet, hvis investeringsforvaltningsselskabet ikke længere overholder UCITS-direktivet

efter ændringen af en filial i et andet land. Meddelelsespligten skal iagttages inden 15 arbejdsdage fra

modtagelsen af oplysninger efter den gældende § 38, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Forslaget gennemfører cross border-direktivets artikel 1, nr. 1, 1. og 2. afsnit

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 226, stk. 3 i lov om finansiel virksomhed)

Det Det følger af den gældende § 226, stk. 3, i lovbekendtgørelse nr. 937 af 6. september 2019 om

finansiel virksomhed, at Finanstilsynet ved inddragelse af et forsikringsselskabs tilladelse til at drive

forsikringsvirksomhed træffer beslutning om, hvorvidt forsikringsselskabet skal søge sin forsikrings-

bestand overdraget til et eller flere forsikringsselskaber, der driver forsikringsvirksomhed her i landet,

eller om selskabet på anden måde skal søge forsikringsbestanden afviklet.

For forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, følger det af den gældende

§ 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at forsikringsbestanden tages under administration af

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i henhold til § 54 i lov om arbejdsskadesikring, når Finanstilsynet

inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Det foreslås, at der i

§ 226, stk. 3,

indsættes et nyt

3. pkt.,

hvorefter Finanstilsynet for de forsikrings-

selskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulykkesforsik-

ringsbestanden tages under administration af Garantifonden efter reglerne i § 230 a i lov om finansiel

virksomhed.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 230 a, der fastsætter de nærmere regler

for overdragelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden til Garantifonden, jf. lovforslagets § 4, nr.

Med forslaget overgår forpligtelsen til at tage en arbejdsulykkesforsikringsbestand under administra-

tion, når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse, fra Arbejdsmarkedets Erhvervssik-

ring til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

114

I dag overtager Arbejdsmarkedets Erhvervssikring administrationen af en arbejdsulykkesforsikrings-

bestand fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet træffer beslutning om at inddrage et forsikringsselskabs

tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.

Med forslaget kan Finanstilsynet træffe afgørelse om, at et forsikringsselskabs arbejdsulykkesforsik-

ringsbestand skal tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, når Fi-

nanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.

Forslaget har til formål at sikre, at en arbejdsulykkesforsikringsbestand ikke tages under administra-

tion af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, før det er undersøgt, om det er muligt at over-

drage arbejdsulykkesforsikringsbestanden til et andet forsikringsselskab.

I forbindelse med inddragelsen af et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsik-

ringsvirksomhed, eller i forbindelse med et forsikringsselskabs konkurs, kan arbejdsulykkesforsik-

ringsbestanden godt være likvid og være af interesse for øvrige forsikringsselskaber med tilladelse til

at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. I den sammenhæng vil det være hensigtsmæssigt, at

Finanstilsynet afklarer om andre forsikringsselskaber kan overtage arbejdsulykkesforsikringsbestan-

den. Finanstilsynet forventes således ikke at træffe afgørelse om, at Garantifonden overtager admini-

strationen af en arbejdsulykkesforsikringsbestand, indtil Finanstilsynet har undersøgt og konstateret,

at det ikke er muligt at overdrage bestanden til et andet forsikringsselskab. Det er således sidste udvej,

at bestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber. Udgangs-

punktet er, at arbejdsulykkesforsikringsbestanden skal søges overdraget til et andet forsikringssel-

skab, hvor forsikringerne kan videreføres. Viser det sig, at det ikke er muligt at overdrage arbejds-

ulykkesforsikringsbestanden til et andet forsikringsselskab, forventes Finanstilsynet at træffe afgø-

relse om, at forsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for at sikre, at de for-

sikrede arbejdstagere modtager de erstatninger og de løbende ydelser, som de er berettiget til i hen-

hold til arbejdsskadeforsikringerne og de regler, der følger af lov om arbejdsskadesikring.

Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse, når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs

tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, og hvor selskabet fortsætter med at drive

forsikringsvirksomhed inden for de øvrige forsikringsklasser, som forsikringsselskabet har tilladelse

til i henhold til bilag 7 i lov om finansiel virksomhed. Den foreslåede bestemmelse finder endvidere

anvendelse, når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at drive forsikringsvirk-

somhed i sin helhed, og hvor selskabets forsikringsvirksomhed afvikles ved likvidation. Den foreslå-

ede bestemmelse finder derimod ikke anvendelse i det tilfælde, hvor et forsikringsselskab, der har

tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, bliver erklæret konkurs. I sådan et tilfælde

tages forsikringsselskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand automatisk under administration af Ga-

rantifonden for skadesforsikringsselskaber, jf. dette lovforslags § 4, nr. 7, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 5 (§ 230 i lov om finansiel virksomhed)

115

Det følger af den gældende § 230 i lov om finansiel virksomhed, at et forsikringsselskab, der driver

arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, ikke kan opløses, medmindre det forinden har overdraget hele

sin arbejdsulykkesforsikringsbestand til et andet selskab i overensstemmelse med reglerne fastsat i §

204 i lov om finansiel virksomhed, eller dets arbejdsulykkesforsikringsbestand er taget under admi-

nistration af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i henhold til § 54 i lov om arbejdsskadesikring.

Det foreslås, at henvisningen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i henhold til § 54 i lov om ar-

bejdsskadesikring ændres til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber efter reglerne i § 230 a.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 1, hvor det foreslås, at Finanstilsynet for de

forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulyk-

kesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber,

når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikrings-

virksomhed.

Det foreslåede skal endvidere ses i sammenhænge med den foreslåede § 230 a, der fastsætter de nær-

mere regler for overdragelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden til Garantifonden, jf. lovforsla-

gets § 4, nr. 6.

Til nr. 6 (§ 230 a i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 234 a i lov om finansiel virksomhed, at kurator forlods anvender akti-

verne i et skadesforsikringsselskab til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de sikrede. Forsikrings-

tagerne og de sikrede viger dog fra de fordringer, der er nævnt i konkurslovens §§ 93 og 94.

Efter den gældende § 9, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, indtræder

Garantifonden i det omfang den har ydet dækning i forsikringstagerens eller den sikredes krav mod

det forsikringsselskab, der er gået konkurs.

Eftersom Garantifonden indtræder i forsikringstagerens eller den sikredes krav efter den gældende §

9, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, opnår Garantifonden samme for-

trinsstilling i konkursordenen som forsikringstageren eller den sikrede, jf. § 234 a i lov om finansiel

virksomhed.

Med dette lovforslags § 4, nr. 4, foreslås det, at Finanstilsynet kan beslutte, at et forsikringsselskabs

arbejdsulykkesforsikringsbestand tages under administration af Garantifonden, når Finanstilsynet

inddrager selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Det foreslås i den forbindelse, at der indsættes en ny bestemmelse i

§ 230 a,

der fastsætter de nærmere

regler for overdragelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden til Garantifonden.

116

Det foreslås i

stk. 1, 1. pkt.,

at når et forsikringsselskab overdrager en arbejdsulykkesforsikringsbe-

stand til Garantifonden for skadesforsikringsselskab, jf. § 226, stk. 3, § 242 a eller § 243, stk. 2, skal

forsikringsselskabet samtidig overdrage de forsikringsmæssige hensættelser, der knytter sig til be-

standen.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at der i forbindelse med overdragelsen af arbejdsulykkesfor-

sikringsbestanden skal fastslås, hvor stor en del af selskabets samlede hensættelser, der knytter sig til

arbejdsulykkesforsikringsbestanden, således at hensættelserne kan overdrages til Garantifonden i for-

bindelse med porteføljeoverdragelsen.

Det foreslås i

stk. 1, 2. pkt.,

at forsikringsselskabet endvidere skal overdrage aktiver, der modsvarer

de forsikringsmæssige hensættelser, herunder de genforsikringsaktiver, der knytter sig til arbejds-

ulykkesforsikringsbestanden.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at der i forbindelse med overdragelsen af arbejdsulykkesfor-

sikringsbestanden skal fastslås, hvor stor en del af selskabets samlede aktiver, herunder genforsik-

ringsaktiver, der knytter sig til arbejdsulykkesforsikringsbestanden, således aktiverne kan overdrages

til Garantifonden i forbindelse med porteføljeoverdragelsen.

Det foreslås i

stk. 1, 3. pkt.,

at forsikringsselskabet skal overdrage et beløb, der svarer til den del af

selskabets kapitalkrav, som vedrører de overførte aktiver og passiver.

Et skadesforsikringsselskab kan drive forsikringsvirksomhed inden for forskellige forsikringsklasser.

Ved inddragelse af en tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed skal overdragelsen

af arbejdsulykkesforsikringsbestanden kunne ske uafhængigt af den resterende forsikringsforretning.

Den foreslåede bestemmelse medfører således, at der ved udøvelse af skønnet over, hvor stor kapital

der skal overføres, tilstræbes ikke væsentligt at ændre selskabets solvensdækning. På denne måde

tilstræbes det, at den resterende forsikringsforretning kan drives videre i selskabet efter selskabet har

fået inddraget sin tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Modsat sikres det, at

selskabet ikke opnår en utilbørlig fordel ved inddragelsen af tilladelsen til at arbejdsulykkesforsik-

ringsvirksomhed. Dette er en følge af, at selskabets kapital indgår som en del af selskabets solvens-

dækning, som er en forudsætning for at selskabet kan fortsætte driften. På denne måde sikres en

balance mellem hensynet til at Garantifonden tilføres tilstrækkelige midler og at inddragelse af tilla-

delse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed ikke automatisk bevirker selskabets konkurs.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 medfører således, at samtlige af de rettigheder, der knytter sig til

en arbejdsulykkesforsikringsbestand, skal overdrages til Garantifonden samtidig med, at Finanstilsy-

net inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, jf.

lovforslagets § 1, nr. 6. Dette følger af den gældende § 54, stk. 2, i lov om arbejdsskadesikring, som

ved nærværende lovforslag foreslås ophævet.

117

Formålet med bestemmelsen er således at sikre, at Garantifonden, i forbindelse med overtagelse af

en arbejdsulykkesforsikringsbestand, bliver tilført tilstrækkelige midler til opfyldelse af de forplig-

telser, som følger af overtagelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden. Bestemmelsen skal samti-

dig sikre, at Garantifonden ved overtagelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden indtræder i for-

sikringstagernes rettigheder, herunder den fortrinsstilling, der følger af den gældende § 234 a i lov

om finansiel virksomhed.

Endvidere foreslås manglende overholdelse af pligten i stk. 1 strafbelagt i lovforslagets § 4, nr. 13.

Det strafbare vil bestå i, at selskabet ikke efterlever sine forpligtelser efter den foreslåede § 230 a,

stk. 1, til at overdrage hensættelser, aktiver, herunder genforsikringsaktiver, og et beløb, der svarer

til den del af selskabets kapitalkrav, som vedrører de overførte aktiver og passiver.

Det følger af det foreslåede

stk. 2,

at størrelsen af de beløb, som forsikringsselskabet skal overdrage

til Garantifonden efter det foreslåede stk. 1, fastsættes på baggrund af en uvildig undersøgelse af

selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at Garantifonden modtager et beløb, der mod-

svarer de forpligtelser, som Garantifonden overtager fra det pågældende forsikringsselskab.

Det følger af det foreslåede

stk. 3, 1. pkt.,

at den uvildige undersøgelse skal foretages af en eller flere

sagkyndige personer.

Bestemmelsen vil indebære, at Finanstilsynet anmoder forsikringsselskabet om at indstille en eller

flere sagkyndige personer til at forestå den uvildige undersøgelse.

Ved sagkyndige personer forstås eksempelvis aktuarer eller andre fagpersoner med kendskab til for-

sikringsmatematik.

Bestemmelsen har til hensigt at sikre, at den udpegede sagkyndige har de fornødne uddannelsesmæs-

sige forudsætninger for at kunne forestå undersøgelsen i § 230 a.

Det følger af det foreslåede

stk. 3, 2. pkt.,

at forsikringsselskabet udpeger de sagkyndige personer

inden for en frist fastsat af Finanstilsynet og afholder udgifterne forbundet med undersøgelsen.

Bestemmelsen vil indebære, at Finanstilsynet vil herefter vurdere, om den eller de foreslåede sagkyn-

dige personer kan anses for uvildige, samt er i besiddelse af de fornødne kompetencer og dermed kan

udpeges som sagkyndig. Såfremt de indstillede sagkyndige ikke vurderes egnede og uvildige, kan

Finanstilsynet udpege andre sagkyndige personer. Det centrale for Finanstilsynet afgørelse af, hvor-

vidt den eller de sagkyndige er uvildige, er, om de har tilknytning til virksomheden, eller om der i

118

øvrigt foreligger forhold, hvorved der efter Finanstilsynets vurdering kan rejses tvivl om de pågæl-

dendes uvildighed i forhold til denne. Ved vurderingen kan det bl.a. indgå, hvorvidt den sagkyndige

opfylder habilitetskrav, svarende til konkurslovens § 238 samt den relevante brancheorganisations

eventuelle egne habilitetskrav. Det vil ligeledes være Finanstilsynets bestyrelse, der samtidig med

afgørelsen om påbuddet tager stilling til, om den eller de sagkyndige personer, som forsikringssel-

skabet har indstillet, kan udpeges, eller om der skal vælges en anden.

Det følger endvidere af det foreslåede stk. 3, 2. pkt., at udgifterne til den eller de sagkyndige personer

afholdes af forsikringsselskabet.

Det følger af det foreslåede

stk. 3, 3. pkt.,

at Finanstilsynet skal godkende de udpegede sagkyndige

personer.

Bestemmelsen vil indebære, at Finanstilsynet kan afvise den eller de indstillede sagkyndige under

hensynstagen til eventuelle interessekonflikter eller frygt for manglende faglige kompetencer.

Endvidere foreslås manglende overholdelse af pligten i stk. 3 strafbelagt i lovforslagets § 4, nr. 13.

Den strafbare handling i stk. 3 består i, at selskabet ikke inden for den af Finanstilsynet fastsatte frist

udpeger den eller de sagkyndige personer, som skal foretage den uvildige undersøgelse af selskabets

arbejdsulykkesforsikringsbestand.

Det foreslås i

stk. 4,

at forsikringsselskabet skal give de sagkyndige personer de oplysninger, der er

nødvendige for gennemførelsen af den uvildige undersøgelse.

Da det er Finanstilsynet, der godkender den eller de sagkyndige personer, vil de i forhold til forsik-

ringsselskabet være at opfatte som repræsentanter for Finanstilsynet. Dette vil indebære, at den eller

de sagkyndige vil i vidt omfang have adgang til oplysninger i samme omfang, som hvis Finanstilsynet

selv forestod undersøgelsen.

Med den foreslåede bestemmelse sikres klarhed om, at den eller de sagkyndige personer kan få de

oplysninger til brug for undersøgelsen af det pågældende forsikringsselskab, som de finder nødven-

dige, på samme måde som hvis Finanstilsynet selv forestod undersøgelsen, jf. lov om finansiel virk-

somhed § 347, stk. 1.

Endvidere foreslås manglende overholdelse af pligten i stk. 4 strafbelagt i lovforslagets § 4, nr. 13.

Den strafbare handling i stk. 4 består i, at forsikringsselskabet ikke giver den eller de sagkyndige

personer de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af den uvildige undersøgelse. Hen-

sigten med at strafbelægge bestemmelsen er, at de sagkyndige personer rettidigt modtager de nød-

119

vendige oplysninger, således rapporten kan udarbejdes inden for fristen under hensyntagen til, at ak-

tiver og forsikringsmæssige hensættelser skal overdrages samtidig med de pligter, der følger af ar-

bejdsulykkesforsikringsbestanden, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.

Det følger af det foreslåede

stk. 5, 1. pkt.,

at resultatet af den uvildige undersøgelse skal afgives i en

skriftlig rapport, som skal foreligge inden for en frist fastsat af Finanstilsynet. Finanstilsynet skal

godkende den endelige rapport.

Finanstilsynet vil efter den foreslåede bestemmelse fastsætte en frist for den skriftlige rapport, når de

sagkyndige personer er udpeget. Finanstilsynet vil i samarbejde med de sagkyndige personer fastsætte

fristen og vil i den forbindelse inddrage de sagkyndige personers vurdering af omfanget af opgaven.

Ved fastlæggelse af fristen skal størrelsen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden og kvaliteten af for-

sikringsselskabets data indgå som forhold.

Det foreslås i

stk. 5, 2. pkt.,

at Finanstilsynet skal godkende den endelige rapport.

Formålet med rapporten er, at der dannes et retvisende billede af selskabets hensættelser, aktiver,

herunder genforsikringsaktiver, og det beløb, der svarer til den del af selskabets kapitalkrav, som

vedrører de overførte aktiver og passiver, jf. § 230 a, stk. 1, således at Garantifonden i forbindelse

med overtagelse af arbejdsulykkesforsikringsbestanden modtager de økonomiske rettigheder og for-

pligtelser, der knytter sig til arbejdsulykkesforsikringsbestanden.

I forbindelse med Finanstilsynets godkendelse af den endelige rapport, vil afgørelse herom træffes

inden for rimelig tid under hensynstagen til rapportens omfang og kompleksitet.

Det følger af den foreslåede

stk. 6, 1. pkt.,

at når Garantifonden har taget arbejdsulykkesforsikrings-

bestanden under administration og modtaget de beløb, som følger af den uvildige undersøgelse, kan

Garantifonden ikke gøre krav gældende over for forsikringsselskabet for manglende beløb til dækning

af de forsikringsmæssige hensættelser.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at overdragelsen til Garantifonden sker til fuld og endelig

opgørelse af arbejdsulykkesforsikringsbestanden.

Den foreslåede bestemmelse har dermed til formål at skabe forudsigelighed for forsikringsselskabet

om, hvad det skal overdrage til Garantifonden, når Garantifonden overtager administrationen af sel-

skabets arbejdsulykkesforsikringsbestand. Dette vil være relevant i de tilfælde, hvor bestanden ud-

vikler sig negativt i forhold til, hvad der blevet antaget ved den skriftlige rapport efter det foreslåede

stk. 4.

Det følger af den foreslåede

stk. 6, 2. pkt.,

at forsikringsselskabet ikke kan gøre krav gældende over

for Garantifonden for eventuelle overskydende beløb efter afviklingen af den overdragne bestand.

120

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at forsikringsselskabet ikke senere hen vil kunne gøre krav

gældende over for Garantifonden, hvis det viser sig, at bestanden udvikler sig mere positivt end an-

taget i den skriftlige rapport fra de sagkyndige personer.

Det følger af det foreslåede

stk. 7,

at de foreslåede stk. 1-6 ikke finder anvendelse, når et forsikrings-

selskab afvikles ved konkurs.

Forslaget betyder, at der ved et forsikringsselskabs konkurs ikke skal ske overdragelse af beløb til

Garantifonden samtidig med, at Garantifonden overtager administrationen af selskabets arbejdsulyk-

kesforsikringsbestand. Endvidere skal der ikke foretages en uvildig undersøgelse af den arbejdsulyk-

kesforsikringsbestand, som Garantifonden overtager. Garantifonden vil i stedet skulle anmelde sit

krav i konkursboet efter forsikringsselskabet.

I henhold til § 234 a i lov om finansiel virksomhed har alle forsikringstagere og sikrede i et skades-

forsikringsselskab en fortrinsret til at blive fyldestgjort i et forsikringsselskabs aktiver. Garantifonden

indtræder, i det omfang den har ydet dækning, i forsikringstagerens eller den sikredes krav mod det

forsikringsselskab, der er gået konkurs, jf. § 9, stk. 1, i lov om en garantifond for skadesforsikrings-

selskaber. Garantifonden opnår således samme fortrinsstilling i konkursboet, som forsikringsselska-

bets forsikringstagere og sikrede, jf. § 234 a i lov om finansiel virksomhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 (§ 234, stk. 4 i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 234, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at lovens § 252 finder tilsva-

rende anvendelse, når et forsikringsselskab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, erklæres kon-

kurs.

I henhold til § 252 i lov om finansiel virksomhed skal Finanstilsynet snarest mulig efter, at et forsik-

ringsselskab er trådt i likvidation, i samråd med likvidatorerne lade undersøge, om det vil være hen-

sigtsmæssigt at søge forsikringsbestanden helt eller delvis overdraget til et eller flere forsikringssel-

skaber. Indkommer der tilbud om en sådan overtagelse, skal Finanstilsynet, hvis det finder tilbuddet

antageligt, lade udarbejde en redegørelse om overdragelsen og et forslag til aftale med vedkommende

selskab. Det er erhvervsministeren, der træffer beslutning om, hvorvidt forsikringsbestanden kan

overdrages efter den gældende § 252, stk. 3.

Det foreslås, at der i

§ 234, stk. 4,

indsættes et nyt

2. pkt.,

der fastslår, at har forsikringsselskabet

tegnet arbejdsulykkesforsikringer, tages arbejdsulykkesforsikringsbestanden uanset 1. pkt. under ad-

ministration af Garantifonden på tidspunktet for konkursdekretets afsigelse.

121

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at de forsikrede arbejdstagere får udbetalt deres

tilkendte erstatninger og løbende ydelser, og at betalingerne ikke skal afvente Finanstilsynets og ku-

ratorernes undersøgelse af, om det er muligt at overdrage bestanden til et andet forsikringsselskab.

Garantifonden overtager således administrationen af arbejdsulykkesforsikringsbestanden på tids-

punktet for konkursdekretets afsigelse og sikrer udbetalingen af erstatninger og de løbende ydelser.

Den foreslåede bestemmelse sikrer endvidere, at behandlingen af anmeldte arbejdsskader ikke bliver

sat i bero i den periode, hvor Finanstilsynet sammen med kuratorerne undersøger mulighederne for,

at et andet forsikringsselskab overtager arbejdsulykkesforsikringsbestanden.

Ændringen skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 4, nr. 4, hvor det foreslås, at Finanstilsynet

for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejds-

ulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringssel-

skaber, når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirk-

somhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 242 a i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 30, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at et forsikringsselskab, der

er meddelt tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed i et andet land inden for Den Europæiske

Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på finansielle område, kan begynde at

udøve virksomhed her i landet gennem en filial 2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget med-

delelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.

Det følger endvidere af den gældende § 31, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at et forsikringssel-

skab, der er meddelt tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed i et andet land inden for Den Euro-

pæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan

begynde at yde tjenesteydelser her i landet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra

tilsynsmyndighederne i hjemlandet.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i

§ 242 a,

hvorefter Finanstilsynet kan beslutte, at

en arbejdsulykkesforsikringsbestand i et forsikringsselskab omfattet af lovens § 30, stk. 1, og § 31,

stk. 1, skal tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, hvis tilsyns-

myndigheden i forsikringsselskabets hjemland har inddraget selskabets tilladelse til at drive arbejds-

ulykkesforsikringsvirksomhed. § 230 a finder tilsvarende anvendelse.

Såfremt en arbejdsulykkeforsikringsbestand tages under administration af Garantifonden efter den

foreslåede § 242 a finder den foreslåede § 230 a anvendelse.

122

Ændringen skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 4, nr. 4, hvor det foreslås, at Finanstilsynet

for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejds-

ulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringssel-

skaber, når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirk-

somhed.

Forslaget har til formål at sikre, at Garantifonden kan overtage administrationen af en dansk arbejds-

ulykkesforsikringsbestand i et forsikringsselskab med hjemsted i et andet EU/EØS-land og dermed

sikre, at verserende sager om arbejdsulykker bliver behandlet og tilkendte erstatninger og løbende

ydelser bliver udbetalt.

Når Finanstilsynet modtager meddelelse fra en tilsynsmyndighed i et andet EU/EØS-land om, at til-

synsmyndigheden har inddraget et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsik-

ringsvirksomhed, og forsikringsselskabet har tegnet arbejdsulykkesforsikringer i Danmark, undersø-

ger Finanstilsynet med den pågældende tilsynsmyndighed, om tilsynsmyndighedens beslutning om

at inddrage tilladelsen tillige omfatter selskabets mulighed for at behandle skader på allerede tegnede

policer. I det omfang, at tilsynsmyndigheden i hjemlandet vurderer, at det er forsvarligt, at forsik-

ringsselskabet fortsætter med at behandle skader, og selskabet fortsat foretager udbetaling af erstat-

ninger og løbende ydelser, vil Finanstilsynet ikke foretage sig yderligere.

Såfremt tilsynsmyndigheden i hjemlandet vurderer, at forsikringsselskabet ikke skal fortsætte med at

behandle skader og udbetale erstatninger og løbende ydelser vil Finanstilsynet høre tilsynsmyndig-

heden i hjemlandet, om muligheden for at Garantifonden tager arbejdsulykkesforsikringsbestanden

under administration. I et sådant tilfælde foreslås det med det foreslåede 2. pkt., at den foreslåede §

230 a, jf. dette lovforslags § 4, nr. 6, finder anvendelse.

Det foreslåede 2. pkt. har til formål at sikre, at Garantifonden får overdraget beløb til dækning af de

forpligtelser, som Garantifonden overtager fra et forsikringsselskab med hjemsted i et andet EU/EØS-

land i forbindelse med, at Garantifonden overtager administrationen af selskabets danske arbejds-

ulykkesforsikringsbestand.

Det forhold, at selskabet har hjemsted i et andet EU/EØS-land kan vanskeliggøre den proces, der er

foreskrevet i den foreslåede § 230 a. Finanstilsynet vil i dialog med den relevante hjemlandsmyndig-

hed koordinere processen foreskrevet i den foreslåede § 230 a, som omfatter udpegning af sagkyndige

personer, som kan forestå en uvildig undersøgelse af forsikringsselskabets arbejdsulykkesforsikrings-

bestand med henblik på at kunne fastslå, hvilke beløb forsikringsselskabet skal overdrage til Garan-

tifonden i forbindelse med Garantifonden for skadesforsikringsselskabers overtagelse af administra-

tionen af selskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand.

123

I det tilfælde, hvor forsikringsselskabet ikke frivilligt overdrager de beløb, som det er pålagt i henhold

til den foreslåede § 230 a, og hjemlandsmyndigheden ikke kan påbyde selskabet at foretage de nød-

vendige betalinger til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, vil det være Garantifonden for

skadesforsikringsselskabet, som vil skulle tage de nødvendige juridiske skridt med henblik på at få

inddrevet de skyldige beløb. Det kan betyde, at Garantifonden vil skulle udtage stævning mod forsik-

ringsselskabet og anlægge sag ved retten i forsikringsselskabets hjemland.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (§ 243, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 243 i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet efter de procedurer,

der er fastsat i EU-retlige regler herom, kan forbyde et udenlandsk forsikringsselskab omfattet af §

30, stk. 1, og § 31, stk. 1, med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et

land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, at udøve virksomhed her i landet

gennem en filial eller ved at yde tjenesteydelser her i landet. Finanstilsynet kan forbyde de i 1. pkt.

nævnte virksomheder at udøve virksomhed som nævnt i 1. pkt., hvis virksomheden groft eller gen-

tagne gange har overtrådt bestemmelser i denne lov, regler udstedt i medfør af loven eller anden

lovgivning, der retter sig mod forsikringsselskabet, og det ikke ved påbud eller sanktioner efter denne

lov har været muligt at bringe overtrædelsen til ophør.

Det foreslås, at der i

§ 243

indsættes et nyt

stk. 2,

der fastslår, at vedrører forbuddet i stk. 1 et forsik-

ringsselskab, som har tegnet arbejdsulykkesforsikringer her i landet, træffer Finanstilsynet beslutning

om, hvorvidt selskabets danske arbejdsulykkesforsikringsbestand skal tages under administration af

Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

Finanstilsynet forventes at træffe afgørelse om, at forsikringsselskabets arbejdsulykkesforsikringsbe-

stand skal tages under administration af Garantifonden, hvis Finanstilsynets forbud gives på baggrund

af selskabets håndtering af danske kunder i forbindelse med behandlingen af anmeldte skader. Ved-

rører Finanstilsynets forbud derimod ikke selskabets skadesbehandling men f.eks. den måde, som

selskabet har markedsført sig på overfor danske kunder, forventes Finanstilsynet ikke at træffe afgø-

relse om, at forsikringsselskabets arbejdsulykkesforsikringsbestand tages under administration af Ga-

rantifonden, medmindre Finanstilsynet i øvrigt finder det uhensigtsmæssigt, at selskabet fortsætter

behandlingen af skader.

Finanstilsynets beslutning om, hvorvidt forsikringsselskabet fortsat skal have mulighed for at vare-

tage skadebehandlingen i det tilfælde, hvor Finanstilsynet forbyder selskabet at tegne forsikringer i

Danmark, vil blive truffet i tæt dialog med selskabets hjemlandsmyndighed, idet det er hjemlands-

myndigheden, som har ført tilsyn med selskabet, herunder selskabets skadesbehandling.

124

Ændringen skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 4, nr. 4, hvor det foreslås, at Finanstilsynet

for de forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejds-

ulykkesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringssel-

skaber, når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirk-

somhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 250, stk. 2, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 250, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet påbyder et

forsikringsselskab, der ikke driver livsforsikringsvirksomhed, inden for en af Finanstilsynet fastsat

frist at foretage de foranstaltninger, der er nødvendige, såfremt selskabet ikke har hensat tilstrække-

lige beløb til dækning af forsikringsmæssige forpligtelser, Finanstilsynet ikke finder den måde,

hvorpå selskabets midler er anbragt, betryggende, eller selskabet ikke overholder loven.

Endvidere følger det af den gældende § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at hvis de påbudte

foranstaltninger ikke er truffet inden for den fastsatte frist, og skønnes undladelsen at medføre fare

for de forsikrede, kan Finanstilsynet træffe bestemmelse om, at selskabet skal træde i likvidation.

Såfremt selskabet driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan Finanstilsynet tilbagekalde sel-

skabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, hvorefter forsikringsbestanden ta-

ges under administration af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i henhold til § 54 i lov om arbejdsska-

desikring, jf. 2. pkt.

Det foreslås, at

2. pkt.

§ 250, stk. 2,

ophæves.

Ændringen er en konsekvens af dette lovforslags § 4, nr. 4, hvor det foreslås, at Finanstilsynet for de

forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed, kan beslutte, at arbejdsulyk-

kesforsikringsbestanden tages under administration af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber,

når Finanstilsynet inddrager selskabets tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed.

Med forslaget skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke længere overtage administrationen af en

arbejdsulykkesforsikringsbestand, når Finanstilsynet inddrager et forsikringsselskabs tilladelse til at

drive arbejdsulykkesforsikringsvirksomhed. Denne opgave foreslås overført til Garantifonden i lov-

forslagets § 4, nr. 4. Bestemmelsen i § 250, stk. 2, 2. pkt., foreslås derfor ophævet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11 (§ 307 a, stk. 1 i lov om finansiel virksomhed)

Efter § 307 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed udpeger Finanstilsynet mindst hvert andet år de

penge- og realkreditinstitutter, der er operatører af væsentlige tjenester. I medfør af § 307 a, stk. 2,

125

skal Finanstilsynet i forbindelse med udpegningen lægge vægt på, at de tjenester, der leveres, er væ-

sentlige for opretholdelsen af kritiske samfundsmæssige eller økonomiske aktiviteter, leveringen af

tjenesten afhænger af net- og informationssystemer, og en hændelse vil få væsentlige forstyrrende

virkninger for leveringen af tjenesten.

Det foreslås, at indsætte et nyt punktum i

§ 307 a, stk. 1,

i lov om finansiel virksomhed, hvoraf frem-

går, at det samme gælder filialer af kreditinstitutter med hjemsted i et andet land inden for Den Euro-

pæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Lovforslaget implementerer betragtning 21 i præamblen til NIS-direktivet i direktiv nr. 1148 af 6. juli

2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssy-

stemer i hele Unionen.

Med lovforslaget vil Finanstilsynet kunne udpege filialer af kreditinstitutter med hjemsted i et andet

EU/EØS-land, som operatører af væsentlige tjenester, såfremt disse opfylder kriterierne herfor i med-

før af § 307 a, stk. 2. Bliver en filial udpeget som operatør af væsentlige tjenester, skal virksomheden

bl.a. underrette Finanstilsynet og Center for Cybersikkerhed om hændelser, der har væsentlige kon-

sekvenser for kontinuiteten af de væsentlige tjenester, som virksomheden leverer.

I forhold til filialer af kreditinstitutter med hjemsted udenfor EU/EØS, finder lov om finansiel virk-

somhed anvendelse på disse, jf. § 1, stk. 3, 1. pkt., i loven, herunder bestemmelsen i § 307 a i lov om

finansiel virksomhed om udpegelse af operatører af væsentlige tjenester.

Til nr. 12 (§ 361, stk. 2, nr. 7 i lov om finansiel virksomhed)

Udgifterne til Finanstilsynet dækkes af de finansielle virksomheder m.fl., som Finanstilsynet fører

tilsyn med. Den årlige afgift for de forskellige typer af virksomheder er fastsat i §§ 361-366 i lov om

finansiel virksomhed.

Det følger af § 361, stk. 2, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed, at udbydere af dataindberetningstje-

nester med tilladelse efter kapitel 26 i lov om kapitalmarkeder betaler 725.000 kr. pr. type af dataind-

beretningstjeneste, der udbydes. Afgiften er angivet i 2016-niveau og bliver reguleret årligt svarende

til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven, jf. § 361, stk. 10.

Afgiften blev indført ved lov nr. 665 af 8. juni 2017 i forbindelse med gennemførelsen af MiFID II,

da udbydere af dataindberetningstjenester blev underlagt tilsyn og pålagt en række forpligtelser i hen-

hold til MiFID II, hvilket øgede Finanstilsynets omkostninger på området. Afgiften blev fastsat med

udgangspunkt i det forventede ressourceforbrug og det forventede antal udbydere af dataindberet-

ningstjenester.

126

Det foreslås at affatte

§ 361, stk. 2, nr. 7,

således, at en godkendt offentliggørelsesordning (APA) og

en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er meddelt tilladelse i overensstemmelse med for-

ordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og har en und-

tagelse i overensstemmelse forordningens med artikel 2, stk. 3, betaler 725.000 kr. pr. type af APA

eller ARM, der udbydes.

Der skal således betales én afgift pr. type af dataindberetningstjeneste. Det vil sige, at en virksomhed,

der eksempelvis både driver en APA og en ARM, skal betale afgift to gange i henhold til bestemmel-

sen. I Danmark er der alene én virksomhed, som har tilladelse som ARM og ingen virksomheder med

tilladelse som APA eller CTP.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil ESMA som udgangspunkt være den kompetente tilsyns-

myndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid

være APA’er og ARM’er,

der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de

fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført

ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

Derfor foreslås det, at de APA’er eller ARM’er, der fremover vil være underlagt tilsyn af Finanstil-

synet skal betale afgift til Finanstilsynet. De udbydere af dataindberetningstjenester, som vil være

underlagt tilsyn af ESMA pålægges et gebyr herfor i medfør af artikel 38n i MiFIR, jf. artikel 4, stk.

6, i omnibusforordningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14. i lovforslagets almindelige bemærkninger og de specielle bemærk-

ninger til lovforslagets § 8, nr. 32.

Til nr. 13 (§ 373, stk. 2, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at overtrædelse af en række

nærmere angivne bestemmelser i loven og i forordninger straffes med bøde.

Ansvarssubjektet er finansielle virksomheder, hvorved forstås pengeinstitutter, realkreditinstitutter,

fondsmæglerselskaber og forsikringsselskaber, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Ved overtrædelse af en strafbelagt bestemmelse i lov om finansiel virksomhed vil Finanstilsynet ud

fra et proportionalitetshensyn vurdere den rette reaktionsform både i forhold til overtrædelsens ka-

rakter og i forhold til den overtrædende virksomhed. Konstaterer Finanstilsynet en overtrædelse af

loven, kan Finanstilsynet give en påtale, et påbud eller politianmelde virksomheden. Ved vurderingen

indgår bl.a. forhold vedrørende den konkrete overtrædelse, herunder om den er begået forsætligt eller

uagtsomt, om det er en førstegangsforseelse eller en gentagelsessituation, om virksomheden selv har

gjort opmærksom på forholdet eller forsøgt at skjule det, samt hvor klart indholdet af den pågældende

regel er.

127

Med lovforslagets § 4, nr. 6, foreslås det at indsætte § 230 a i lov om finansiel virksomhed. Det

foreslås i den forbindelse, at der indsættes en henvisning til § 230 a, stk. 1-4, i straffebestemmelsen i

§ 373, stk. 2, 1. pkt.,

i lov om finansiel virksomhed. Den foreslåede ændring vil betyde, at overtræ-

delser af § 230 a, stk. 1-4, vil kunne straffes med bøde.

Til § 5

Til nr. 1 (fodnoten i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. indeholder en note, der oplister de direktiver

og ændringsdirektiver, som er implementeret helt eller delvist i loven. Endvidere er en række forord-

ninger oplistet, hvori indgår bestemmelser, som er medtaget i lov om forvaltere af alternative inve-

steringsfonde m.v.

Det foreslås, at fodnoten til lovens titel affattes således, at det fremgår, at loven også gennemfører

dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/1160/EU af 20. juni 2019 om ændring af direk-

tiv 2009/65/EF og 2011/61/EU for så vidt angår grænseoverskridende distribution af kollektive inve-

steringsinstitutter, EU-Tidende 2019, nr. L 188, s. 106.

Ændringen vil medføre, at det fremgår af fodnoten til loven, at dele af cross border-direktivet er

implementeret i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Det er de dele af direktivet,

der omhandler forvaltere af alternative investeringsfondes præmarkedsføring af alternative investe-

ringsfonde, oplysninger eller ændringer i oplysninger, som forvalteren skal angive i anmeldelse om

markedsføring til Finanstilsynet og anmeldelse af ophør af markedsføringsaftaler.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (§ 3, stk. 1, nr. 55, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 3 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1166 af 19.

september 2018, indeholder definitioner af en række begreber, som finder anvendelse i loven.

Præmarkedsføring

fremgår ikke i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., da det er et

nyt begreb, som indføres med cross border-direktivet, hvorfor der ikke findes en definition af præ-

markedsføring i gældende ret.

Cross border-direktivets artikel 2, nr. 1, tilføjer enen definitionen af præmarkedsføring til FAIF-di-

rektivets artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om

forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt

forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 (FAIF-direktivet). Artikel 4, stk. 1, i FAIF-

direktivet er implementeret i § 3 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

128

Det foreslås at indsætte en definition på præmarkedsføring i lov om forvaltere af alternative investe-

ringsfonde m.v. i § 3, stk. 1,

nr. 55,

hvorefter præmarkedsføring foreslås defineret som, udlevering

af oplysninger eller meddelelser, direkte eller indirekte, om investeringsstrategier eller -idéer fra en

forvalter af alternative investeringsfonde, der har sit vedtægtsmæssige hjemsted i Unionen, i et land,

som Unionen har indgået aftale med på finansielle område. eller på forvalterens vegne, til potentielle

professionelle investorer, som er hjemmehørende eller har deres vedtægtsmæssige hjemsted i Unio-

nen, for at afprøve investorers interesse i en alternativ investeringsfond, der endnu ikke er etableret,

en afdeling i en endnu ikke etableret alternativ investeringsfond, en alternativ investeringsfond eller

en afdeling i en alternativ investeringsfond, der er etableret, men som endnu ikke har indgivet anmel-

delse om markedsføring i overensstemmelse med artikel 31 og 32 i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde, i den pågældende

medlemsstat, hvor de potentielle investorer er hjemmehørende eller har deres vedtægtsmæssige hjem-

sted, og som i det enkelte tilfælde ikke udgør det samme som et udbud til eller en placering hos

investoren med henblik på at investere i andelene eller kapitalandelene i den pågældende alternative

investeringsfond eller afdeling.

Præmarkedsføring vil kun kunne anvendes af forvaltere med tilladelse til at forvalte alternative inve-

steringsfonde og dermed ikke af registrerede forvaltere af alternative investeringsfonde.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 5, stk. 7, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Det følger af § 5, stk. 7, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at erhvervsministe-

ren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at en forvalter med

tilladelse må markedsføre andele i alternative investeringsfonde over for detailinvestorer i Danmark,

samt regler for tilladelsen og markedsføringen vedrørende dette.

Bemyndigelsesbestemmelsen i § 5, stk. 7, er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 797 af 26. juni

2014 om tilladelse til forvaltere af alternative investeringsfonde til markedsføring til detailinvestorer

og ved bekendtgørelse nr. 941 af 28. juni 2013 om form og indhold af dokumenter indeholdende

væsentlig investorinformation for alternative investeringsfonde, der delvist gennemfører artikel 43 i

FAIF-direktivet.

Cross border-direktivets artikel 2, nr. 6, tilføjeren ny artikel, artikel 43 a, til FAIF-direktivet vedrø-

rende, hvilke faciliteter der skal være til rådighed for detailinvestorer, når forvalteren har til hensigt

at markedsføre andele eller kapitalandele i en alternativ investeringsfond til detailinvestorer.

Reglerne om, hvilke faciliteter der skal være til rådighed for detailinvestorer, skal sikre en konsekvent

behandling af detailinvestorer, uanset om de investerer i en alternativ investeringsfond eller en dansk

UCITS. Der findes tilsvarende regler for udenlandske UCITS, der markedsføre sig i Danmark.

129

Det foreslås, at der i § 5,

stk. 7,

i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. efter »samt

regler for tilladelsen« indsættes », regler for faciliteter til rådighed for detailinvestorer«.

Ændringen vil medføre, at erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for de faci-

liteter, der skal være til rådighed for detailinvestorer. Med bemyndigelsen kan reglerne i bekendtgø-

relse nr. 797 af 26. juni 2014 om tilladelse til forvaltere af alternative investeringsfonde til markeds-

føring til detailinvestorer tilpasses.

Bemyndigelsen skal anvendes til at implementere cross border direktivets artikel 2, nr. 6, i bekendt-

gørelse om tilladelse til forvaltere af alternative investeringsfonde til markedsføring til detailinvesto-

rer. Artiklen regulerer, hvordan en forvalter af alternative investeringsfonde, der har til hensigt at

markedsføre andele i en alternativ investeringsfond direkte eller indirekte i Danmark, skal indrettes,

når forvalteren varetager en række opgaver.

Det foreslåede implementerer cross border-direktivets artikel 2, nr. 6 som ændrer i § 43 a i FAIF-

direktivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 81, stk. 2, nr. 9 og 10, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 81 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. fastsætter en pligt for danske forvaltere

af alternative investeringsfonde til, at anmelde markedsføring af alternative investeringsfonde til pro-

fessionelle investorer i en anden medlemsstat eller et EØS-land til Finanstilsynet. § 81 i lov om for-

valtere af alternative investeringsfonde m.v. gennemfører bilag IV i FAIF-direktivet i dansk ret.

Det følger af § 81, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at anmeldelsen

efter stk. 1 skal være skriftlig og omfatte bestemte former for dokumentation og oplysninger.

Cross-border direktivets artikel 2, nr. 8, litra i, ændrer i bilag IV i FAIF-direktivet.

Det foreslås derfor, at der i § 81,

stk. 2

i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. ind-

sættes et nyt

nr. 9,

hvoraf det fremgår, at forvalterens adresse og de oplysninger, der er nødvendige

for, at tilsynsmyndighederne i værtslandet kan fakturere og meddele lovbestemte gebyrer eller afgif-

ter, skal inkluderes i meddelesen til finanstilsynet efter § 81, stk. 1.

Ændringen vil medføre, at markedsføringsanmeldelsen, som en forvalter sender ind til Finanstilsy-

net, jf. § 81 stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde også skal indeholde forvalte-

rens adresse og de oplysninger, der er nødvendige for, at tilsynsmyndighederne i værtslandet kan

fakturere og meddele lovbestemte gebyrer eller afgifter.

130

Ændringen vil gennemføre cross border-direktivets artikel 2, nr. 8, litra i, som ændrer i bilag IV i

FAIF-direktivet i dansk ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5 (§ 86, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 81, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. omhandler den dokumentation

og de oplysninger, som skal indgå i en forvalters anmeldelse til Finanstilsynet om markedsføring

efter § 81 stk. 1.

Det følger af § 86, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvalteren

skriftligt skal underrette Finanstilsynet, hvis der sker væsentlige ændringer i de oplysninger, der er

afgivet i henhold til § 81, stk. 2. For planlagte ændringer skal underretningen ske senest 1 måned,

inden ændringerne iværksættes. Uforudsete ændringer skal meddeles Finanstilsynet straks efter, at

ændringen har fundet sted.

Det følger endvidere af § 86, stk. 2, i FAIF-loven, at hvis de planlagte ændringer medfører, at for-

valterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere vil være i overensstemmelse

med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere vil

kunne overholde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, kan Finanstilsynet påbyde forvalte-

ren, at denne ikke må iværksætte ændringerne. Finanstilsynet skal meddele forvalteren dette straks

efter modtagelse af meddelelsen i stk. 1.

Det følger af § 86, stk. 3, i FAIF-loven, at hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finans-

tilsynets meddelelse efter stk. 2, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forval-

terens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere overholder denne lov eller regler

udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden måde ikke længere overholder denne lov eller

regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder

om nødvendigt forbyde markedsføring af den alternative investeringsfond eller inddrage forvalte-

rens tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, jf. § 17.

§ 86 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. gennemfører artikel 32, stk. 7, i FAIF-

direktivet. Cross border-direktivet, artikel 2, nr. 3, 1. afsnit, ændrer artikel 32, stk. 7, i FAIF-direkti-

vet.

Det foreslås derfor, at nyaffatte

§ 86, stk. 2,

så det fremgår af bestemmelsen, at Finanstilsynet skal

meddele forvalteren inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle de oplysninger, der er om-

handlet i stk.1, om, at forvalteren ikke må iværksætte en planlagt ændring, hvis forvalterens forvalt-

ning af den alternative investeringsfond i henhold til den planlagte ændring eller hvis forvalteren i

øvrigt ikke længere ville overholde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.

131

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynets meddelelsespligt ændres, da Finanstilsynet nu

inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle de oplysninger, der er omhandlet i § 86, stk. 1, jf.

§ 81, stk. 2, skal meddele forvalteren, at ændringen ikke må iværksættes.

Nyaffattelsen gennemfører artikel 2, nr. 3, 1. afsnit, i cross border-direktivet, som ændrer i artikel 32,

stk. 7, i FAIF-direktivet i dansk ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 86, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 86 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. omhandler væsentlige ændringer i de

oplysninger, som en forvalter har angivet til Finanstilsynet i forbindelse med anmeldelse om mar-

kedsføring.

Det følger af § 86, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvalteren

skriftligt skal underrette Finanstilsynet, hvis der sker væsentlige ændringer i de oplysninger, der er

afgivet i henhold til § 81, stk. 2. For planlagte ændringer skal underretningen ske senest 1 måned,

inden ændringerne iværksættes. Uforudsete ændringer skal meddeles Finanstilsynet straks efter, at

ændringen har fundet sted.

§ 81, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. omhandler den dokumentation

og de oplysninger, som skal indgå i en forvalters anmeldelse til Finanstilsynet om markedsføring

efter § 81 stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Det følger endvidere af § 86, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at hvis

de planlagte ændringer medfører, at forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke

længere vil være i overensstemmelse med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis

forvalteren i øvrigt ikke længere vil kunne overholde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf,

kan Finanstilsynet påbyde forvalteren, at denne ikke må iværksætte ændringerne. Finanstilsynet

skal meddele forvalteren dette straks efter modtagelse af meddelelsen i stk. 1.

Det følger af § 86, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at hvis en plan-

lagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets meddelelse efter stk. 2, eller hvis der har fundet

en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke

længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden

måde ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet

træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den alter-

native investeringsfond eller inddrage forvalterens tilladelse til at forvalte alternative investerings-

fonde, jf. § 17.

132

Det foreslås at nyaffatte

§ 86, stk. 3,

så det fremgår af bestemmelsen, at Finanstilsynet skal træffe de

nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 46 i FAIF-direktivet, herunder om nød-

vendigt et udtrykkeligt forbud mod markedsføring af den alternative investeringsfond, og straks un-

derrette tilsynsmyndighederne i værtslandet herom, hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af

Finanstilsynets meddelelse, jf. stk. 2, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved

forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere vil være i overensstemmelse

med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere opfylder

denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.

Nyaffattelsen medfører, at Finanstilsynet får en underretningspligt til værtslandet, hvor den alterna-

tive investeringsfond markedsføres, hvis forvalteren iværksætter en ændring, trods Finanstilsynets

meddelelse om ikke at iværksætte ændringen. Finanstilsynet skal træffe nødvendige foranstaltninger,

så som undersøge eller foretage inspektioner hos forvalteren, give påbud og påtaler eller trække for-

valterens tilladelse, jf. § 4, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Det vil bero på en konkret vurdering, om Finanstilsynet vil give et udtrykkeligt forbud mod markeds-

føring, trække forvalterens tilladelse, undersøge eller foretage inspektion af forvalteren eller træffer

andre foranstaltninger.

Nyaffattelsen gennemfører en del af artikel 2, nr. 3, i cross border-direktivet, som ændrer i § 32, stk.7

i FAIF-direktivet i dansk ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7 (§ 87 a, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

De gældende regler kapitel 13 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. omhandler

grænseoverskridende markedsføring af alternative investeringsfonde. Loven indeholder ikke regler

om anmeldelse af ophør af aftaler om grænseoverskridende markedsføring, herefter markedsførings-

aftaler.

Med cross border-direktivets artikel 2, nr. 4, indføres en ny artikel 32 a i FAIF-direktivet vedrørende

anmeldelse af ophør af markedsføringsaftaler. Det foreslås, at artikel 32 a implementeres som en ny

§ 87 a i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Det foreslås, at der indsættes en ny overskrift i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

efter § 87, hvoraf det skal fremgå at:

Anmeldelse af ophør af aftaler, der er indgået med henblik på markedsføring af andele eller kapital-

andele i nogle eller alle alternative investeringsfonde fra et land inden for Unionen eller et land, som

Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, i andre medlemsstater end forvalterens

hjemland.

133

Det foreslås endvidere, at indsætte

§ 87 a

i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Det foreslås at bestemmelsen skal indeholde de betingelser, som forvalteren skal opfylde for at opsige

en aftale, der er indgået med henblik på markedsføring af andele i alternative investeringsfonde fra et

land inden for Den Europæiske Union, som foretages af en forvalter med registreret hjemsted i unio-

nen.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 87 a,

stk. 1,

i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde

m.v., at en forvalter på vegne af en alternativ investeringsfond fra et land inden for Den Europæiske

Union eller fra et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan indgive en

anmeldelse om ophør af aftaler, der er indgået med henblik på markedsføring, for nogle eller alle

andele eller kapitalandele i en medlemsstat, for hvilke den har indgivet en anmeldelse i overensstem-

melse med § 81, hvis alle betingelserne i § 87 a, stk. 1, nr. 1-3 opfyldt, jf. dog stk. 2.

Den foreslåede § 87 a, stk. 1 medfører, at den alternative investeringsfond kan indgive en anmel-

delse til Finanstilsynet ved ophør af en markedsføringsaftale, jf. § 81 i lov om forvaltere af alterna-

tive investeringsfonde m.v.

Det foreslås, at det skal fremgå af

nr. 1,

at der skal være fremsat et generelt tilbud om tilbagekøb

eller indløsning, og at dette tilbud skal opfylde alle betingelserne i nr. 1, litra a-d.

Det foreslås at det skal fremgå af

nr. 1, litra a-d,

at et generelt tilbud om tilbagekøb eller indløsning,

skal være fremsat uden nogen gebyrer eller fradrag, af alle sådanne andele eller kapitalandele i al-

ternative investeringsfonde, der besiddes af investorer i den pågældende medlemsstat, som er of-

fentlig tilgængeligt i mindst 30 arbejdsdage, og er stillet individuelt, enten direkte eller via finan-

sielle formidlere, til alle investorer i den pågældende medlemsstat, hvis identitet er kendt.

Det forslås at det skal fremgå af

nr. 2,

at hensigten til at opsige aftaler, der er indgået med henblik

på markedsføring af andele eller kapitalandele i nogle eller alle alternative investeringsfonde på den

pågældende medlemsstats område, offentliggøres via et offentligt tilgængeligt medium, herunder ad

elektronisk vej, der sædvanligvis anvendes til markedsføring af alternative investeringsfonde og er

egnet for en typisk investor i en alternativ investeringsfond.

Et offentligt tilgængeligt medium kan for eksempel være forvalterens hjemmeside.

Det foreslås, at det skal fremgå af

nr. 3, 1. pkt.,

at eventuelle aftaler med finansielle formidlere eller

den som markedsføringen er delegeret til ændres eller opsiges med virkning fra datoen for anmel-

delsen af ophøret.

Det foreslås, at det skal fremgå af

nr. 3, 2. pkt.,

at en ændring eller opsigelse skal have virkning fra

datoen for anmeldelsen af ophøret, jf. 1. pkt., med henblik på at forhindre eventuel ny eller yderli-

gere direkte eller indirekte udbud eller placering af de andele eller kapitalandele, der er angivet i

den i stk. 2 anmeldelse, der er nævnt i stk. 3.

Det foreslås at det skal fremgå af

nr. 3, 3. pkt.,

at fra og med datoen for anmeldelsen af ophøret, jf.

1. pkt., skal forvalteren ophøre med ethvert nyt eller yderligere direkte eller indirekte udbud eller

134

placering af andele eller kapitalandele i den alternative investeringsfond, som forvalteren forvalter i

den medlemsstat, for hvilken forvalteren har indgivet en anmeldelse, jf. stk. 2.

Den foreslåede § 87 a, stk. 1 implementerer cross border-direktivets artikel 2, nr. 4, stk. 1, 1. afsnit,

litra a-c, og 2. afsnit.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 87 a,

stk. 2

i FAIF-loven, at nr. 1 gælder ikke for al-

ternative investeringsfonde af den lukkede type og fonde, der reguleres ved Europa-Parlamentets og

Rådets Forordning (EU) 2015/760.

Med en lukket fond menes en ”AIF af den lukkede type”, jf. Kommissionens delegerede forordning

nr. 694/2014 af 17. december 2013 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direk-

tiv 2011/61/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder til bestemmelse af typer af

forvaltere af alternative investeringsfonde.

Fonde, der reguleres ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/760/EU er europæiske

langsigtede investeringsfonde.

Den foreslåede § 87 a, stk. 2 gennemfører delvist artikel 2, nr. 4, stk. 1, litra a i cross border-direkti-

vet, som tilføjer en ny artikel, artikel 32 a, i FAIF-direktivet.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 87 a,

stk. 3

i lov om forvaltere af alternative investe-

ringsfonde m.v., at forvalteren skal fremsende en anmeldelse til Finanstilsynet, der indeholder de

oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, nr. 1-3.

Den foreslåede § 87 a, stk. 3 medfører, at forvaltere af alternative investeringsfonde skal anmelde til

Finanstilsynet, hvis en markedsføringsaftale opsiges. Anmeldelsen skal inde holde de oplysninger,

som er oplistet i § 87 a, stk. 1.

Den foreslåede § 87 a, stk. 3, gennemfører delvist artikel 2, nr. 4, stk. 2 i cross border-direktivet,

som tilføjer en ny artikel, artikel 32 a, i FAIF-direktivet.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 87 a,

stk. 4,

i lov om forvaltere af alternative investe-

ringsfonde m.v., at Finanstilsynet kontrollerer, om forvalterens anmeldelse er fuldstændig.

Den foreslåede § 87 a, stk. 4, vil medføre, at Finanstilsynet skal kontrollere, at anmeldelsen indehol-

der alle nødvendige oplysninger.

Den foreslåede § 87 a, stk. 4 gennemfører en del af artikel 2, nr. 4, stk. 3, 1. afsnit., i cross border-

direktivet, som indfører en del af en ny artikel, artikel 32 a, i FAIF-direktivet.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 87 a,

stk. 5, 1. pkt.,

i lov om forvaltere af alternative investe-

ringsfonde m.v., at Finanstilsynet skal videresende anmeldelsen til tilsynsmyndighederne i den

medlemsstat, der er angivet i anmeldelsen og til ESMA senest 15 arbejdsdage efter at have modta-

get en fuldstændig anmeldelse jf. stk. 3.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 87 a,

stk. 5, 2. pkt.,

i lov om forvaltere af alternative investe-

ringsfonde m.v., at efter at have videresendt anmeldelsen skal Finanstilsynet straks underrette for-

valteren herom.

135

Den foreslåede § 87 a, stk. 5, 2. pkt., vil medføre, at Finanstilsynet får en underretningspligt over

for forvalteren. Finanstilsynet skal underrette forvalteren om, at anmeldelsen er sendt til relevante

tilsynsmyndighed og den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA).

Den foreslåede § 87 a, stk. 5 gennemfører delvist artikel 2, nr. 4, stk. 3, 2. afsnit., i cross border-di-

rektivet, som tilføjer en ny artikel, artikel 32 a, i FAIF-direktivet.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af

§ 87 a, stk. 6,

i lov om forvaltere af alternative investe-

ringsfonde m.v., at i en periode på 36 måneder fra datoen for anmeldelsen af ophøret jf. stk. 1, nr. 3,

1. pkt. må forvalteren ikke foretage præmarkedsføring af andele eller kapitalandele i de alternative

investeringsfonde, der er angivet i anmeldelsen, eller i forbindelse med lignende investeringsstrate-

gier eller investeringsidéer, i medlemsstaten, der er angivet i anmeldelsen.

Den foreslåede § 87 a, stk. 6, medfører, at fra datoen for anmeldelsen af ophøret og i en periode på

36 måneder frem må forvalteren ikke foretage præmarkedsføring af den eller de alternative investe-

ringsfonde, som er angivet i anmeldelsen af ophør af markedsføringsaftale.

Vedrørende definitionen af præmarkedsføring samt betingelserne for præmarkedsføring henvises i

øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 2 og § 2, nr. 8.

Den foreslåede § 87 a, stk. 6, gennemfører artikel 2, nr. 4, stk. 3, 3. afsnit i cross border-direktivet,

som indfører dele af en ny artikel 32 a i FAIF-direktivet.

Det foreslås, at det skal fremgår af § 87 a,

stk. 7,

i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde

m.v., at forvalteren skal give investorer, der vedbliver med at investere i den alternative investe-

ringsfond, og Finanstilsynet de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 22 og 23 i Europa-Par-

lamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investerings-

fonde. Forvalteren kan anvende digital kommunikation eller andre midler til fjernkommunikation til

at sende oplysninger.

Bestemmelsen medfører, at forvalteren skal overholde de oplysningsforpligtelser, som følger af arti-

kel 22 og 23 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af

alternative investeringsfonde til Finanstilsynet og til investorer, der vedbliver med at investere i fon-

den trods ophør af markedsføringsaftalen.

Oplysningsforpligtelserne i artikel 22 og 23 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU

af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde omhandler blandt andet krav til års-

rapporten og oplysninger til investorerne.

Den foreslåede § 87 a, stk. gennemfører artikel 2, nr. 4, stk. 4 og stk. 8. i cross border-direktivet,

som indfører dele af en ny artikel 32 a i FAIF-direktivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 88a i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

136

De gældende regler kapitel 13 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. omhandler

grænseoverskridende markedsføring af alternative investeringsfonde og levering af tjenesteydelser.

Loven indeholder ikke regler om præmarkedsføring.

Med cross border-direktivet artikel 2, nr. 2, indsættes en ny artikel 30 a i FAIF-direktivet vedrørende

præmarkedsføring. Det foreslås, at bestemmelsen implementeres som § 88 a, i lov om forvaltere af

alternative investeringsfonde m.v., i dansk ret. Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 2 vedrørende

definitionen af præmarkedsføring.

Det foreslås at indsætte en overskrift efter § 88 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde

m.v. Det foreslås, at følgende skal fremgå af overskriften:

Præmarkedsføring i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået

aftale med på det finansielle område af andele i alternative investeringsfonde fra et land inden for

Den Europæiske Union, som foretages af en forvalter med registreret hjemsted i Unionen.

Det foreslås endvidere at indsætte

§ 88 a

i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

efter overskriften. Det foreslås, at bestemmelsen skal indeholde de betingelser, som forvalteren skal

opfylde ved præmarkedsføring af alternative investeringsfonde. Forvalteren vil ikke have pligt til at

opfylde andre betingelser eller krav end dem, der fastsat i § 88 a.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 88 a,

stk. 1,

i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde

m.v., at en forvalter med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde kan foretage præmar-

kedsføring inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på

det finansielle område.

Den foreslåede § 88 a, stk. 1 medfører, at det kun er en forvalter med tilladelse til at forvalte alterna-

tive investeringsfonde, jf. § 11 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., der kan fo-

retage præmarkedsføring i andre medlemslande eller i et EØS-land. Forvaltere med registrering, jf. §

9 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. må således ikke foretage præmarkedsfø-

ring.

Den foreslåede § 88 a, stk. 1 gennemfører en del af artikel 2, nr. 2, stk.1, 1. afsnit, i cross border-

direktivet, som tilføjer dele af en ny artikel 30 a i FAIF-direktivet.

Endvidere foreslås bestemmelsen strafbelagt. Se lovforslagets § 5, nr. 11 og bemærkningerne hertil.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 88 a,

stk. 2, 1.pkt

i lov om forvaltere af alternative

investeringsfonde m.v., at en forvalter med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde ikke

137

må foretage præmarkedsføring, hvis de oplysninger, der gives til potentielle professionelle investorer

opfylder en eller flere af betingelserne i § 88 a, stk. 2, nr.1-3.

Den foreslåede § 88 a, stk. 2, 1. pkt. medfører, at præmarkedsføring kun må foretages over for pro-

fessionelle investorer og dermed ikke detailinvestorer.

Det foreslås at det skal fremgå af

nr.1,

at er oplysningerne tilstrækkelige til at sætte investorerne i

stand til at forpligte sig til at erhverve andele eller kapitalandele i en bestemt alternativ investerings-

fond må præmarkedsføring ikke foretages.

Den foreslåede nr.1 medfører, at oplysninger ikke må være så omfangsrige, at investorerne vil være

i stand til at forpligte sig til at erhverve andele.

Det foreslås, at det skal fremgå af

nr. 2,

at oplysningerne ikke må udgøre det samme som tegnings-

formularer eller lignende dokumenter, i udkast eller i endelig form.

Det foreslås at det skal fremgå af

nr. 3,

at oplysninger ikke må udgøre det samme som stiftelsesdo-

kumenter, et prospekt eller udbudsdokumenter for en endnu ikke etableret alternativ investeringsfond

i endelig form.

Præmarkedsføringsmaterialet må ikke være et reelt udbud eller tilbud af fonden.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører en del af artikel 2, nr. 2, stk.1, 1. afsnit, litra a-c, i cross

border-direktivet, som tilføjer dele af en ny artikel 30 a i FAIF-direktivet.

Endvidere foreslås bestemmelsen strafbelagt. Se lovforslagets § 5, nr. 11 og bemærkningerne hertil.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 88 a,

stk. 3,

i lov om forvaltere af alternative investe-

ringsfonde m.v., at udleveret udkast til prospekt eller udbudsdokumenter ikke må indeholde oplys-

ninger, der er tilstrækkelige til, at udgøre grundlag for en investeringsbeslutning. Det skal fremgå

tydeligt af udkastet til prospekt eller udbudsdokumenter, at de ikke udgør et tilbud om eller en invi-

tation til at tegne andele eller kapitalandele i en alternativ investeringsfond, og oplysningerne i ud-

kastet ikke kan gøres gældende, da de er ufuldstændige og kan blive ændret.

Det skal dermed være klart, at der ved præmarkedsføring skal være tale om et udkast, og at oplysnin-

gerne i dokumenterne derfor ikke er endelige, kan ændres og ikke kan gøres gældende.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 2, nr. 2, stk. 1, 2. afsnit, litra a-b, i cross border-

direktivet som tilføjer en del af en ny artikel 30 a i FAIF-direktivet.

Endvidere foreslås bestemmelsen strafbelagt. Se lovforslagets § 5, nr. 11 og bemærkningerne hertil.

138

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 88 a,

stk. 4,

i lov om forvaltere af alternative investe-

ringsfonde m.v., at en forvalter ikke har pligt til at underrette Finanstilsynet om indholdet eller adres-

saterne for præmarkedsføring.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 2, nr. 2, stk. 1, 3. afsnit, i cross border-direktivet,

som tilføjer dele af en ny artikel 30 a i FAIF-direktivet.

Endvidere foreslås bestemmelsen strafbelagt. Se lovforslagets § 5, nr. 11 og bemærkningerne hertil.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 88 a,

stk. 5,

i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde

m.v., at forvalteren skal sikre, at investorer ikke erhverver andele eller kapitalandele i en alternativ

investeringsfond gennem præmarkedsføring, og at investorer, der kontaktes i forbindelse med præ-

markedsføring, kun må erhverve andele eller kapitalandele i den pågældende alternative investerings-

fond efter markedsføring, som er tilladt i henhold til artikel 31 og 32 i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde .

Bestemmelsen medfører, at forvalteren er forpligtet til at sikre, at ingen investorer erhverver andele i

fonden gennem præmarkedsføring. Erhvervelse af andele i den alternative investeringsfond skal ske

efter regler om markedsføring i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Bestemmelsen gennemfører cross border-direktivets artikel 2, nr. 2, stk. 2, 1. afsnit, som tilføjer

dele af en ny artikel 30 a i FAIF-direktivet, i dansk ret.

Endvidere foreslås bestemmelsen strafbelagt. Se § 5, nr. 11 og bemærkningerne hertil.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 88 a,

stk. 6,

i lov om forvaltere af alternative investe-

ringsfonde m.v., at professionelle investorers eventuelle tegning inden for 18 måneder efter, at for-

valteren er begyndt at foretage præmarkedsføring, betragtes som værende et resultat af markedsføring

og vil være underlagt anmeldelsesprocedurerne i til artikel 31 og 32 i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde, hvis investorerne

tegner andele eller kapitalandele i en alternativ investeringsfond, der henvises til i den information,

som er udleveret i forbindelse med præmarkedsføringen, eller i en alternativ investeringsfond, der er

etableret som et resultat af præmarkedsføringen.

Hvis professionelle investorer investerer i en alternativ investeringsfond inden for 18 måneder efter,

at forvalteren har påbegyndt præmarkedsføring af den pågældende fond, og der i præmarkedsførings-

materialet er henvist til den pågældende fond, betragtes det som markedsføring. I dette tilfælde vil

forvalteren skulle opfylde anmeldelsesprocedurerne, som fremgår reglerne i FAIF-direktivet herom.

Det samme gør sig gældende, hvis professionelle investorer investerer i en alternativ investeringsfond

inden for 18 måneder efter, at forvalteren har påbegyndt præmarkedsføring af den pågældende fond,

og fonden er etableret som resultat af præmarkedsføringen.

139

Bestemmelsen gennemfører cross border-direktivets artikel 2, nr. 2, stk. 2, 2. afsnit som tilføjer dele

af en ny artikel 30 a i FAIF-direktivet, i dansk ret.

Endvidere foreslås bestemmelsen strafbelagt. Se lovforslagets § 5, nr. 11 og bemærkningerne hertil.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af § 88 a,

stk. 7,

i lov om forvaltere af alternative investe-

ringsfonde m.v., at forvalteren skal sende en uformel meddelelse, i papir- eller elektronisk form, til

Finanstilsynet, inden for to uger efter, at forvalteren har påbegyndt præmarkedsføring. I meddelel-

sen angives, i hvilke medlemsstater og hvilke perioder der foregår eller er foregået præmarkedsfø-

ring, en kort beskrivelse af præmarkedsføringen med oplysninger om de fremlagte investeringsstra-

tegier og, hvis det er relevant, en liste over de alternative investeringsfonde og afdelinger af alterna-

tive investeringsfonde, der var genstand for præmarkedsføringen.

Den foreslåede § 88 a stk. 7, 1. pkt. vil medføre, at forvalteren vil få en meddelelsespligt til Finans-

tilsynet. Med uformel meddelelse menes, at meddelelsen ikke skal godkendes af Finanstilsynet.

Meddelelsen skal sendes til Finanstilsynet inden for to uger efter, at forvalteren er påbegyndt præ-

markedsføringen. Meddelelsen skal indeholde de oplysninger, som er oplistet i bestemmelsens 2.

pkt.

Endvidere foreslås bestemmelsen strafbelagt. Se lovforslagets § 5, nr. 11 og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelsen gennemfører cross border-direktivets artikel 2, nr. 2, stk. 2, 3. afsnit,

som tilføjer dele af en ny artikel 30 a i FAIF-direktivet.

Det foreslås, at det skal fremgå af § 88 a,

stk. 8,

i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde

m.v., at en tredjepart kun må foretage præmarkedsføring på vegne af en forvalter med tilladelse,

hvis den pågældende har tilladelse som investeringsselskab i overensstemmelse med Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2014/65/EU, som kreditinstitut i overensstemmelse med Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2013/36/EU, som administrationsselskab for et investeringsinstitut i

overensstemmelse med direktiv 2009/65/EF, som forvalter i overensstemmelse med 2011/61/EU

eller fungerer som tilknyttet agent i overensstemmelse med direktiv 2014/65/EU. En sådan tredje-

part er underlagt alle de betingelser, der er fastsat i § 88a.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at en tredjepart kun må foretage præmarkedsføring på vegne

af forvalteren, hvis tredjeparten har tilladelse som investeringsselskab (i Danmark: fondsmæglersel-

skaber), som kreditinstitut, som administrationsselskab (i Danmark: investeringsforvaltningssel-

skab), som forvalter af alternative investeringsfonde eller fungerer som tilknytte agent. Tredjeparten

er underlagt reglerne, som fremgår af § 88 a i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde.

140

En tilknyttet agent er en fysisk eller juridisk person, som på kun ét investeringsselskabs fulde og be-

tingelsesløse ansvar, for hvis regning der handles over for kunder eller potentielle kunder markeds-

fører investeringsservice og accessoriske tjenesteydelser, modtager og formidler kundens instrukser

eller ordrer vedrørende investeringsservicer eller finansielle instrumenter, placerer finansielle in-

strumenter eller rådgiver kunder eller potentielle kunder om sådanne finansielle instrumenter eller

tjenesteydelser, jf. 4, stk. 1, nr. 29, i lov om finansiel virksomhed.

Den foreslåede bestemmelsen skal sikre, at delegation eller aftaler med en tredjepart vedrørende

præmarkedsføring ikke medfører en mulighed for omgåelse af reglerne om, at det kun er en forval-

ter med tilladelse, der kan præmarkedsføre alternative investeringsfonde. Tredjeparter kan således

kun være de oplistede finansielle virksomheder med tilladelse og dermed under tilsyn.

Bestemmelsen gennemfører artikel 2, nr. 2, stk. 3, i cross border-direktivet, som tilføjer dele af en

ny artikel 30 a i FAIF-direktivet.

Endvidere foreslås bestemmelsen strafbelagt. Se § 2, nr. 11 og bemærkningerne hertil.

Endeligt foreslås, at det skal fremgå af § 88 a,

stk. 9,

i lov om forvaltere af alternative investerings-

fonde m.v., at forvalteren skal sikre, at dens præmarkedsføring er tilstrækkeligt dokumenteret.

Bestemmelsen medfører, at forvalteren blandt andet skal kunne dokumentere, hvor og hvordan alle

alternative investeringsfonde er blevet præmarkedsført. Det skal kunne dokumenteres, at der ikke er

foretaget præmarkedsføring over for detailinvestorer, og præmarkedsføringsmaterialet ikke har in-

deholdt tilstrækkelige oplysninger til, at investorer kan tegne fondene.

§ 88 a foreslås strafbelagt, da det er vigtigt at præmarkedsføring ikke anvendes til omgåelse af

FAIF-direktivets bestemmelser om markedsføring og anmeldelses herom. Der henvises i øvrigt til

lovforslagets § 2, nr. 11 og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen gennemfører artikel 2, nr. 2, stk. 4, i cross border-direktivet som tilføjer dele af en ny

artikel 30 a i FAIF-direktivet, i dansk ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (§ 93, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Kapitel 14 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. indeholder regler om grænseover-

skridende forvaltning af alternative investeringsfonde samt grænseoverskridende levering af tjeneste-

ydelser.

Det følger den gældende § 93, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at

forvalteren skriftligt skal underrette Finanstilsynet, hvis der sker væsentlige ændringer i de oplys-

ninger, der er afgivet i henhold til § 90. For planlagte ændringer skal underretningen ske, senest 1

141

måned inden ændringerne iværksættes. Uforudsete ændringer skal meddeles Finanstilsynet, straks

efter at ændringen har fundet sted.

Endvidere følger det af den gældende § 93, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investerings-

fonde m.v., at hvis de planlagte ændringer medfører, at forvalterens forvaltning af den alternative

investeringsfond eller levering af tjenesteydelser omfattet af bilag 1, nr. 3, ikke længere vil være i

overensstemmelse med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt

ikke længere vil kunne overholde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, kan Finanstilsynet

påbyde forvalteren, at denne ikke må iværksætte ændringerne. Finanstilsynet skal meddele forvalte-

ren dette straks efter modtagelse af meddelelsen i stk. 1.

Det fremgår af den gældende § 93, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.,

at hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets meddelelse efter stk. 2, eller hvis

der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative inve-

steringsfond eller levering af tjenesteydelser omfattet af bilag 1, nr. 3, ikke længere overholder

denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden måde ikke længere

overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet træffe de nødvendige

foranstaltninger, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den alternative investerings-

fond, forbyde leveringen af tjenesteydelser omfattet af bilag 1, nr. 3, eller inddrage forvalterens til-

ladelse i medfør af § 11, jf. § 17.

Det følger endvidere af § 93, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at hvis

de meddelte ændringer ikke er i strid med reglerne i denne lov eller regler udstedt i medfør af loven,

underretter Finanstilsynet straks de kompetente myndigheder i forvalterens værtsland om ændrin-

gerne.

Det foreslås at nyaffatte

§ 93, stk. 2,

i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., så det

fremgår af bestemmelsen, at Finanstilsynet skal inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle

de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, meddele forvalteren, at forvalteren ikke må iværksætte en

planlagt ændring, hvis forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfonde i henhold til den

planlagte ændring ikke længere ville være i overensstemmelse med denne lov eller regler udstedt i

medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere ville opfylde denne lov eller regler udstedt

i medfør heraf.

Nyaffattelsen medfører, at Finanstilsynet har en meddelelsespligt over for forvalteren, hvis en plan-

lagt ændring eller oplyste forhold i øvrigt vil medføre, at forvalteren ikke længere overholder lov

om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. eller regler udstedt i medfør af loven. Finanstil-

synet skal inden for 15 arbejdsdage efter, at alle oplysninger er modtaget, underrette forvalteren om,

at ændringen ikke må iværksættes.

Bestemmelsen gennemfører artikel 2, nr. 5, 1. stk. 1, i cross border-direktivet, som ændrer i artikel

33, stk. 6, 2. afsnit i FAIF-direktivet.

142

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 93, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Kapitel 14 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. indeholder en række regler om

grænseoverskridende forvaltning af alternative investeringsfond samt grænseoverskridende levering

af tjenesteydelser.

§ 93 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. omhandler væsentlige ændringer i de

oplysninger, som en forvalter af alternative investeringsfonde har givet til Finanstilsynet i forbindelse

med grænseoverskridende forvaltning eller grænseoverskridende levering af tjenesteydelser.

Det følger af § 93, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvalteren

skriftligt skal underrette Finanstilsynet, hvis der sker væsentlige ændringer i de oplysningerne, der er

indgivet til Finanstilsynet. For planlagte ændringer skal underretningen ske, senest 1 måned inden

ændringerne iværksættes. Uforudsete ændringer skal meddeles Finanstilsynet, straks efter at ændrin-

gen har fundet sted.

Det følger af § 93, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at i tilfælde af, at

de planlagte ændringer medfører, at forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond eller

levering af tjenesteydelser ikke længere vil være i overensstemmelse med loven eller regler udstedt

i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere vil kunne overholde loven eller regler ud-

stedt i medfør heraf, kan Finanstilsynet påbyde forvalteren at iværksætte ændringerne.

Hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets påbud om ikke at iværksætte æn-

dringen, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den

alternative investeringsfond eller levering af tjenesteydelser, ikke længere overholder loven eller

regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden måde ikke længere overholder loven

eller regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet træffe de nødvendige foranstaltninger, herun-

der om nødvendigt forbyde markedsføring af den alternative investeringsfond, forbyde leveringen

af tjenesteydelser, eller inddrage forvalterens tilladelse, jf. § 93, stk. 3, i lov om forvaltere af alter-

native investeringsfonde m.v.

Hvis de meddelte ændringer ikke er i strid med reglerne i lov om forvaltere af alternative investe-

ringsfonde m.v. eller regler udstedt i medfør af loven, underretter Finanstilsynet straks de kompe-

tente myndigheder i forvalterens værtsland om ændringerne, jf. § 93, stk. 4, i lov om forvaltere af

alternative investeringsfonde m.v.

Værtslandet er den medlemsstat eller EØS-land, hvor den alternative investeringsfond forvaltes

grænseoverskridende eller hvor tjenesteydelsen leveres.

Det foreslås, at

§ 93, stk. 3,

i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. nyaffattes, hvor-

efter det fremgår, at Finanstilsynet træffer alle nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med

143

artikel 46 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011, hvis en planlagt

ændring iværksættes på trods af stk. 2 og 3, eller hvis en uforudset ændring har fundet sted, hvorved

forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere vil være i overensstemmelse

med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere vil

opfylde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf

Cross border-direktivets artikel 2, nr. 5, stk. 2, nyaffatter artikel 33, stk. 6, andet og tredje afsnit i

FAIF-direktivet. Artikel 33, stk. 6, i FAIF-direktivet er implementeret i § 93, stk. 3, i lov om forval-

tere af alternative investeringsfonde m.v., hvorfor gældende § 93, stk. 3, nyaffattes.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11 (§ 190, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 190 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. regulerer straf for overtrædelse af en

række bestemmelser i loven samt artikler i en række forordninger.

Det følger af § 190, stk. 1, at overtrædelse af de oplistede bestemmelser og forordninger straffes med

bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Med lovforslagets § 2, nr. 7 og 8, foreslås det at indsætte § 87 a og 88 a i lov om investeringsforenin-

ger.

Det foreslås i den forbindelse, at der indsættes henvisninger til § 88 a, stk. 1-3, 5, 7, 1. pkt., og stk. 8

og 9, i

§ 190, stk. 1,

i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Ændringen vil medføre, at overtrædelse af § 87 a, stk. 6 og § 88 a også kan straffes efter § 190, stk.

1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

§ 87 a, stk. 6, i lov om alternative investeringsfonde m.v. omhandler ophør af markedsføringsaftaler.

Den strafbare handling i § 87, stk. 6 består i, at en forvalter foretager præmarkedsføring i en periode

på 36 måneder fra datoen for anmeldelsen af ophøret, jf. § 87 a, stk. 1, nr. 3, i lov om forvaltere af

alternative investeringsfonde.

Ansvarssubjektet er bestyrelsen eller direktionen hos forvalteren, der præmarkedsfører en alternativ

investeringsfond i strid med § 87 a, stk. 6, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 7, samt bemærkningerne hertil.

§ 88 a i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., omhandler præmarkedsføring af al-

ternative investeringsfonde. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 8 samt bemærkningerne

144

hertil.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af de § 88 a, stk. 1-3 og 5, 7-9 er bestyrelsen eller direktionen i en

forvalter med tilladelse til at forvalte en alternativ investeringsfond.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 1 består i, at præmarkedsføring af en alternativ investeringsfond

foretages af en registreret forvalter, der alene er registeret ikke har tilladelse. Straffen er bøde eller

fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 2 består i, at præmarkedsføre overfor andre end professionelle

investorer, f.eks. detailinvestorer.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 2, nr. 1 består i, at give oplysningerne til professionelle investorer

i forbindelse med præmarkedsføring, som er tilstrækkelige til at forpligte investoren til at erhverve

andele eller kapitalandele i en bestemt alternativ investeringsfond.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 2, nr. 2 består i, at give oplysningerne til professionelle investorer

i forbindelse med præmarkedsføring, som udgør det samme som tegningsformularer eller lignende

dokumenter, i udkast eller i en endelig form.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 3, 1. pkt. består i, at et udkast til et prospekt eller udbudsdokument

indeholder oplysninger, der er tilstrækkelige til at udgøre grundlag for en investeringsbeslutning for

investorerne.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 3, nr. 1 består i, at et udkast til et prospekt eller udbudsdokument

udleveres uden, at det fremgår tydeligt, at prospektet eller udbudsdokumentet ikke udgør et tilbud om

eller en invitation til at tegne andele eller kapitalandele i en alternativ investeringsfond.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 3, nr. 2 består i, at et udkast til et prospekt eller udbudsdokument

udleveres uden, at tydeligt fremgår, at oplysninger i udkastet ikke kan gøres gældende, da de er ufuld-

stændige og kan blive ændret.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 5 består i, at en forvalter med tilladelse ikke sikrer sig, at inve-

storerne ikke kan erhverve andele i en alternativ investeringsfond, som forvalteren præmarkedsfører.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 7 består i, at en forvalter med tilladelse ikke opfylder meddelel-

sespligten i § 88 a, stk. 8.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 8 i, at en forvalter med tilladelse indgår aftale med en tredjepart

om præmarkedsføring af alternative investeringsfonde på vegne af forvalteren, og tredjeparten ikke

145

har tilladelse som investeringsselskab i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 2014/65/EU, som kreditinstitut i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direk-

tiv 2013/36/EU, som administrationsselskab for et investeringsinstitut i overensstemmelse med di-

rektiv 2009/65/EF, som forvalter i overensstemmelse med 2011/61/EU eller fungerer som tilknyttet

agent i overensstemmelse med direktiv 2014/65/EU.

Den strafbare handling i § 88 a, stk. 9 består i, at en forvalter med tilladelse ikke sørger for, at præ-

markedsføringen er tilstrækkeligt dokumenteret.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af de § 88 a, stk. 1-3 og 5, 7-9 er bestyrelsen eller direktionen i en

forvalter med tilladelse til at forvalte en alternativ investeringsfond.

Straf for overtrædelse af efter § 88 a, stk. 1-3, 5, 7, 1. pkt., og stk. 8 og 9 vil kunne straffes med bøde

eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Til § 6

Til nr. 1 (fodnoten i lov om investeringsforeninger m.v.)

Lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1154 af 19. september 2019 indeholder

en note, der oplister de direktiver og ændringsdirektiver, som er implementeret helt eller delvist i

loven. Endvidere er en række forordninger oplistet, hvori indgår bestemmelser, som er medtaget i lov

om investeringsforeninger m.v.

Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres således, at det fremgår, at loven også gennemfører

dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1160 af 20. juni 2019 om ændring af di-

rektiv 2009/65/EF og 2011/61/EU (cross border-direktivet) for så vidt angår grænseoverskridende

distribution af kollektive investeringsinstitutter, EU-Tidende 2019, nr. L 188, s. 106.

Ændringen vil medføre, at det fremgår af fodnoten til loven, at dele af cross border-direktivet er

implementeret i lov om investeringsfonde m.v. Det er de dele af direktivet, der omhandler, oplysnin-

ger eller ændringer i oplysninger, som den danske UCITS skal angive i anmeldelse om markedsføring

til Finanstilsynet og anmeldelse af ophør af markedsføringsaftaler.

Til nr. 2 (§ 28, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v.))

§ 28 i lov om investeringsforeninger m.v.

omhandler danske UCITS’ grænseoverskridende markeds-

føring.

Danske UCITS er investeringsforeninger, SIKAV’er (selskaber for investering med kapital, der er

variabel) og værdipapirfonde.

Det følger af § 28, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., at en dansk UCITS, der ønsker at

markedsføre sine andele i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen

146

har indgået aftale med på det finansielle område, skal sende en anmeldelse herom til Finanstilsynet.

Anmeldelsen skal opfylde kravene i Kommissionens forordning nr. 584/2010 om gennemførelse af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form og indhold af standard-

modellen til anmeldelsesskrivelse og erklæring om investeringsinstituttet, brug af elektronisk kom-

munikation mellem kompetente myndigheder i forbindelse med anmeldelser og procedurer ved kon-

troller og undersøgelser på stedet samt udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder.

Den danske UCITS skal i anmeldelsen oplyse, hvor de kompetente myndigheder i værtslandet elek-

tronisk kan gøre sig bekendt med de dokumenter, som den danske UCITS skal vedlægge ansøgnin-

gen, eventuelle oversættelser heraf og senere ændringer af dokumenterne.

Med cross border-direktivets artikel 1, nr. 5, 1. afsnit, ændres artikel 93 i UCITS-direktivet. Artikel

93 er implementeret i § 28 i lov om investeringsforeninger, hvorfor det foreslås at ændre § 28 i lov

om investeringsforeninger m.v. og dermed gennemfører cross border-direktivets artikel 1, nr. 5, 1.

afsnit, i dansk ret.

Det foreslås at indsætte et

4. pkt.

i § 28, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., hvoraf det frem-

går, at anmeldelsen også skal indeholde de oplysninger, herunder den danske UCITS adresse, der er

nødvendige for, at værtslandets tilsynsmyndigheder kan fremsende fakturaer og meddelelser om lov-

bestemte gebyrer, afgifter og oplysning om faciliteterne til at udføre opgaver vedrørende behandling,

tegnings-, tilbagekøbs- og indløsningsordrer og fortage andre udbetalinger til investorerne i forbin-

delse med andele i den danske UCITS.

Den foreslåede tilføjelse vil medføre, at en dansk UCITS, der ønsker at markedsføre sine andele i en

anden medlemsstat eller i et EØS-land, i anmeldelsen til Finanstilsynet også skal anføre oplysninger,

som er nødvendige for, at værtslandets tilsynsmyndigheder kan fremsende meddelelser til den danske

UCITS. I anmeldelsen skal den danske UCITS adresse fremgå.

§ 28, stk. 1, er ved den gældende § 190, stk. 1, strafbelagt med bøde, hvorfor den danske UCITS

ledelse kan straffes, hvis den danske UCITS markedsføres, uden at dette er anmeldt til Finanstilsynet.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 1, nr. 5, 1. afsnit, litra a, i cross border direktivet.

Til nr. 3 (§ 28, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v.)

§ 28 i lov om investeringsforeninger

m.v. omhandler danske UCITS’ grænseoverskridende markeds-

føring.

Det følger af § 28, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v., at Finanstilsynet fremsender den

komplette dokumentation, som den danske UCITS har indsendt sammen med anmeldelsen i stk. 1,

til de kompetente myndigheder i det land, hvor den danske UCITS agter at markedsføre sine andele.

Finanstilsynet skal fremsende dokumentationen, senest 10 arbejdsdage efter at Finanstilsynet har

modtaget anmeldelsen og den komplette dokumentation.

147

Med cross border-direktivets artikel 1, nr. 5, 1. afsnit, ændres artikel 93 i UCITS-direktivet. Artikel

93 er implementeret i § 28 i lov om investeringsforeninger, hvorfor det foreslås at ændre § 28 i lov

om investeringsforeninger m.v. og dermed gennemfører cross border-direktivets artikel 1, nr. 5, 1.

afsnit.

Det foreslås at nyaffatte

§ 28, stk. 2,

i lov om investeringsforeninger m.v., så det fremgår af bestem-

melsen, at den danske UCITS skal, mindst en måned før iværksættelse af en ændring af oplysnin-

gerne, som er angivet i anmeldelsen, jf. stk. 1, eller en ændring vedrørende de andelsklasser, der skal

markedsføres, give skriftlig meddelelse om ændringen til Finanstilsynet og til tilsynsmyndighederne

i værtslandet. Finanstilsynet skal inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle oplysningerne,

jf. 1. pkt., underrette den danske UCITS om, at den danske UCITS ikke må iværksætte en ændring,

hvis ændringen medfører, at den danske UCITS ikke længere overholder denne lov eller regler ud-

stedt i medfør af denne lov.

Nyaffattelsen medfører, at den danske UCITS har en meddelelsespligt til Finanstilsynet og tilsyns-

myndighederne i værtslandet, hvis de oplysninger, som er angivet i anmeldelsen om markedsføring,

jf. § 28, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v. eller oplysninger om andelsklasser ændres. Den

danske UCITS skal meddele Finanstilsynet om ændringen mindst en måned før ændringen iværksæt-

tes.

Nyaffattelsen medfører endvidere, at Finanstilsynet har en underretningspligt over for en dansk

UCITS, hvis en ændring medfører, at den danske UCITS ikke længere overholder UCITS-direktivet.

Finanstilsynet skal underrette den danske UCITS inden for 15 dage fra modtagelsen af alle oplysnin-

ger.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 1, nr. 5, 1. afsnit, litra b, 1. afsnit og 2. afsnit, 2.

pkt., i cross border direktivet.

Til nr. 4 (§ 28, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

§ 28 i lov om investeringsforeninger m.v. omhandler danske UCITS’ grænseoverskridende

markeds-

føring.

Med cross border-direktivets artikel 1, nr. 5, ændres artikel 93 i UCITS-direktivet. Artikel 93 er im-

plementeret i § 28 i lov om investeringsforeninger, hvorfor det foreslås at ændre § 28 i lov om inve-

steringsforeninger m.v. for, at implementere cross border-direktivets artikel 1, nr. 5 afsnit.

Det foreslås at indsætte

stk. 3

i § 28 i lov om investeringsforeninger m.v., så det fremgår af bestem-

melsen, at Finanstilsynet træffer alle nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 98

i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009, hvis en planlagt ændring

iværksættes, selvom Finanstilsynet i henhold til stk. 2, 2. pkt. har meddelt den danske UCITS, at

148

ændringen ikke må iværksættes, og hvorved den danske UCITS’

markedsføring ikke længere vil være

i overensstemmelse med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis den danske UCITS i

øvrigt ikke længere vil opfylde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.

Det foreslåede stk. 3 medfører, at Finanstilsynet kan træffe de nødvendige foranstaltninger i medfør

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009, hvis en planlagt ændring

iværksættes på trods af, at Finanstilsynet har afgivet meddelelse til den danske UCITS om, at den

ikke må iværksætte en ændring.

Bestemmelsen gennemfører artikel 1, nr. 5, 1. afsnit, litra b, 3. afsnit i cross border direktivet.

Til nr. 5 (§ 28 a, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Lov om investeringsforeninger

m.v. indeholder ikke regler for danske UCITS’ anmeldelse af ophør

af aftaler om markedsføring, herefter markedsføringsaftaler.

Med cross border-direktivet artikel 1, nr. 6, indsættes en ny artikel 93 a i UCITS-direktivet vedrørende

anmeldelse af ophør af markedsføringsaftaler. Det foreslås at indsætte § 28 a i lov om investerings-

foreninger m.v. i kapitel 4 i lov om investeringsforeninger m.v., for dermed at implementere artikel

93 a i UCITS-direktivet. Kapitel 4 i lov om investeringsforeninger m.v. omhandler grænseoverskri-

dende virksomhed.

Det foreslås, at det skal følge af

§ 28 a, stk. 1, 1. pkt.

i lov om investeringsforeninger m.v., at en dansk

UCITS kan indgive anmeldelse om ophør af aftaler, der er indgået med henblik på markedsføring af

andele, herunder eventuelt andelsklasser, i en medlemsstat eller i et land, som Den Europæiske Union

har indgået aftale med på det finansielle område, for hvilken den danske UCITS har indgivet en an-

meldelse, jf. § 28, og den danske UCITS har opfyldt følgende betingelser:

Den foreslåede § 28, stk. 1, 1. pkt., medfører, at en dansk UCITS kan indgive en anmeldelse til Fi-

nanstilsynet ved ophør af en markedsføringsaftale, som er anmeldt, jf. § 28, i lov om investerings-

foreninger m.v., hvis betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt.

Det foreslås med

nr. 1,

at en af betingelse for anvendelsen af stk. 1 vil være, at der er fremsat et ge-

nerelt tilbud om tilbagekøb eller indløsning, uden nogen gebyrer eller fradrag, af alle sådanne an-

dele, som besiddes af investorer i den pågældende medlemsstat, som er offentligt tilgængeligt i

mindst 30 arbejdsdage og det er stilet individuelt

–

enten direkte eller via finansielle formidlere

–

til

alle investorer i den pågældende medlemsstat, hvis identitet er kendt.

Det foreslås med

nr. 2,

at en af betingelserne for anvendelsen af stk. 1 vil være, at hensigten om at

opsige aftaler, der er indgået med henblik på markedsføring af sådanne andele i den pågældende

medlemsstat, offentliggøres via et offentligt tilgængeligt medium, herunder ved anvendelse af digi-

tal kommunikation, der sædvanligvis anvendes til markedsføring af danske UCITS og er egnet for

en typisk investor i danske UCITS.

149

Det foreslås med

nr. 3,

at en af betingelse for anvendelsen af stk. 1 vil være, at eventuelle aftaler

med finansielle formidlere eller med den, som markedsføringen er delegeret til, ændres eller opsiges

med virkning fra datoen for anmeldelsen af ophøret med henblik på at forhindre eventuel ny eller

yderligere direkte eller indirekte markedsføring eller placering af de andele, der er angivet i den i

stk. 2 nævnte anmeldelse. Fra anmeldelsesdatoen af ophøret skal den danske UCITS ophøre med

ethvert nyt eller yderligere direkte eller indirekte udbud eller placering af andele, der var genstand

for anmeldelsen om ophør i nævnte medlemsstat.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 1, nr. 6, stk. 1, 1. afsnit litra a-b samt litra c, 1. af-

snit og 3. afsnit, 2. pkt. i cross border-direktivet.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af

§ 28 a, stk. 2,

at de i stk. 1, nr. 1 og 2 nævnte oplysnin-

ger klart skal beskrive, hvilke konsekvenser det får for investorer, hvis de ikke accepterer tilbuddet

om at indløse eller tilbagekøbe deres andele. De i stk. 1, nr. 1 og 2 nævnte oplysninger skal stilles til

rådighed på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvortil den danske

UCITS har indgivet en anmeldelse, jf. § 28, eller på et sprog, der er godkendt af tilsynsmyndighe-

derne i den pågældende medlemsstat.

Bestemmelsen medfører, at det skal fremgå klart af anmeldelsen, hvilke konsekvenser det har for

investorerne, hvis de ikke accepterer at blive indløst. Endvidere skal oplysninger i anmeldelsen stil-

les til rådighed på det officielle sprog i den medlemsstat, hvor den danske UCITS bliver markeds-

ført eller et sprog, som tilsynsmyndighederne i den pågældende medlemsstat har godkendt. Hvis

medlemsstaten har flere officielle sprog, er det tilstrækkeligt at oplysningerne er til rådighed på et

enkelt et af sprogene.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 1, nr. 6, stk. 1, litra c. 2. afsnit og 3. afsnit, 1. pkt. i

cross border-direktivet.

Det foreslås, at det skal fremgå af

§ 28 a, stk. 3,

i lov investeringsforeninger m.v., at den danske

UCITS skal fremsende en anmeldelse til Finanstilsynet, der indeholder oplysningerne, som er

nævnt i stk.1, nr. 1-3.

Det foreslås endvidere ved lovforslagets § 3, nr. 5, at manglende anmeldelse efter § 28 a, stk. 3

straffes med bøde.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 1, nr. 6, stk. 2, i cross border-direktivet, som indfø-

rer en del af en ny § 93 a i UCITS-direktivet, i dansk ret.

Det foreslås, at i medfør af

§ 28 a, stk. 4,

i lov om investeringsforeninger m.v., skal Finanstilsynet

sikre, at den danske UCITS’ anmeldelse er fuldstændig. Finanstilsynet skal underrette

den danske

UCITS straks, når anmeldelsen, jf. stk. 3, er videresendt til tilsynsmyndighederne i den medlems-

stat, som er angivet i anmeldelsen, og til ESMA.

Bestemmelsen medfører, at Finanstilsynet skal sikre, at anmeldelsen, som modtages fra den danske

UCITS er fuldstændig.

150

Bestemmelsen medfører endvidere, at Finanstilsynet har en forpligtelse til at videresende den fuld-

stændige anmeldelse til tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor markedsføringen skal op-

høre med at finde sted samt til den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA).

Endeligt medfører bestemmelsen, at Finanstilsynet får en underretningspligt over for den danske

UCITS. Finanstilsynet skal underrette den danske UCITS, når anmeldelsen er videresendt.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 1, nr. 6, stk. 3, 1. afsnit, 1. pkt. og 2. afsnit, i cross

border-direktivet.

Det foreslås endvidere, at det skal fremgå af

§ 28 a, stk. 5,

i lov om investeringsforeninger m.v., at

den danske UCITS skal give investorer, der vedbliver med at investere i den danske UCITS, og Fi-

nanstilsynet de oplysninger, som er nævnt i afsnit VII, eller nævnt i regler som udstedt i medfør af

bestemmelser i afsnit VII. Der kan anvendes digital kommunikation eller andre midler til fjernkom-

munikation under forudsætning af at informations- og kommunikationsmidlerne er tilgængelige for

investorer på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor investoren

befinder sig, eller på et sprog, der er godkendt af denne medlemsstats kompetente myndigheder.

Bestemmelsen medfører, at den danske UCITS skal overholde de oplysningsforpligtelser, som føl-

ger af §§ 102-108 i lov om investeringsforeninger m.v. (afsnit VII i lov om investeringsforeninger)

over for Finanstilsynet og over for investorer, der vedbliver med at investere i fonden trods ophør af

markedsføringsaftalen.

Bestemmelsen medfører endvidere, at den danske UCITS kan anvende digital kommunikation eller

andre midler til fjernkommunikation, når den danske UCITS skal give investorer, der vedbliver med

at investere i den danske UCITS og Finanstilsynet de oplysninger, som er nævnt i afsnit VII i lov om

investeringsforeninger m.v., eller nævnt i regler som udstedt i medfør af bestemmelser i afsnit VII.

Den foreslåede bestemmelse i § 28 a, stk. 5, gennemfører artikel 1, nr. 6, stk. 4, og artikel 1, nr. 6,

stk. 7, i cross border-direktivet.

Til nr. 6 (§ 190, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 190 i lov om investeringsforeninger m.v. er en strafbestemmelsen, som regulerer

straf for overtrædelse af en række bestemmelser i loven.

Det følger af § 190, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., at overtrædelse af de oplistede be-

stemmelser straffes med bøde.

Det foreslås at

§ 190, stk. 1,

i lov om investeringsforeninger m.v., ændres således, § 28, stk. 1 og 4

og § 28 a, stk. 3 fremgår af oplistningen, i stedet for § 28, stk. 1 og 3.

151

Ændringen vil medføre, at bestyrelsesmedlemmerne i den danske UCITS kan straffes med bøde, hvis

den danske UCITS ikke fremsender en anmeldelse om ophør af aftaler om markedsføring til Finans-

tilsynet, jf. § 28 a, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.

Herudover er ændringen en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 4, hvorefter der bliver indsat et stk.

3 i § 28, hvorefter stk. 3 og 4 bliver til stk. 4 og 5.

Til § 7

Til nr. 1 (§ 1, stk. 1 i hvidvaskloven)

Efter den gældende § 1, stk. 1, nr. 23-24, i hvidvaskloven er udbydere af veksling mellem virtuel

valuta og fiatvaluta og udbydere af virtuelle tegnebøger omfattet af hvidvasklovens anvendelsesom-

råde. Hvidvasklovens § 2, nr. 15-17, omfatter definitioner af virtuelle tegnebøger, virtuel valuta og

fiatvaluta.

Ved virtuel valuta forstås efter § 2, stk. 1, nr. 16 et digitalt udtryk for værdi, som ikke er udstedt eller

garanteret af en centralbank eller en offentlig myndighed, ikke nødvendigvis er bundet til en lovligt

oprettet valuta og ikke har samme retsstatus som valuta eller penge, men som accepteres af fysiske

og juridiske personer som vekslingsmiddel, som kan overføres, lagres og handles elektronisk.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 10, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling. A,

L 204, som fremsat, side 36.

Det foreslås i

§ 1, stk. 1, nr. 25-27,

at indsætte tre nye numre.

Det foreslås i

nr. 25,

at udbydere af veksling mellem en eller flere virtuelle valutaer omfattes af hvid-

vaskloven.

Den foreslåede bestemmelse omfatter de virksomheder og personer, som foretager en veksling af

virtual valuta på vegne af en tredjemand.

Ved veksling af virtual valuta forstås alle former for veksling af virtuel valuta, både veksling til

samme type af virtuel valuta som veksling til en eller flere andre typer af virtuel valuta.

Et eksempel på en aktivitet, som er omfattet af begrebet veksling af virtuel valuta er, hvor en kunde,

som ønsker at veksle sin virtuelle valuta af en type til en anden type. Kunden overfører valutaen til

en udbyder af veksling mellem virtuelle valutaer, hvorefter udbyderen overfører den ønskede valuta

til kunden. I disse tilfælde modtager udbyderen kundens valuta, inden vekslingen er gennemført. Der

veksles ligeledes med virtuelle valuta i de tilfælde, hvor udbyderen ikke modtager valutaen fra kun-

den, før vekslingen er gennemført. Her sker udvekslingen simultant ved en automatiseret og typisk

mere decentral proces. Når en kunde vælger denne type tjeneste til at foretage en veksling, er det

152

typisk for at undgå unødig modpartsrisiko til udbyderen af tjenesten, idet udbyderen af tjenesten ikke

er i besiddelse af begge valutaer samtidig.

Der er ingen fiatvaluta involveret i vekslingen. Det er i øvrigt ikke nødvendigt for udbyderen af veks-

lingstjenesten at have en bankkonto for at gennemføre vekslingen.

Ved veksling mellem samme type af virtuel valuta forstås den situation, hvor en kunde veksler sin

virtuelle valuta af en vis værdi til samme type virtuel valuta. Denne veksling sker typisk til en lidt

mindre værdi, fordi der fratrukket et gebyr til udbyderen. Dette svarer til den situation, hvor en kunde

veksler f.eks. en 100 kr. seddel til 99 kroner.

Det kan imidlertid også svare til den situation, hvor en kunde veksler én 100 kr. seddel til en anden

100 kr. seddel. Her kan formålet med vekslingen være at øge anonymiteten og gøre det vanskeligere

at følge transaktionshistorikken. FATF betegner denne form for virksomhedsaktivitet ”mixers og

tumblers.”

For så vidt angår FATFs anbefalinger henvises nærmere til de almindelige bemærkninger,

afsnit 3.1.1.

Bestemmelsen omhandler endvidere situationer, hvor en kunde veksler én type af virtuel valuta til en

anden type af virtuel valuta. Dette svarer til den situation, hvor en kunde veksler f.eks. danske kroner

til Euro. Formålet med veksling mellem flere typer af virtuel valuta kan eksempelvis være, at kunden

har brug for en specifik type virtuel valuta til at betale med, fordi kunden ønsker at handle med en

virksomhed, som kun modtager den specifikke type virtuel valuta. Et andet eksempel kan være, at

kunden handler i spekulationsøjemed og derfor ønsker at investere i forskellige typer af virtuel valuta

ud fra et investeringsperspektiv. Baggrunden for dette er, at værdien på visse typer virtuelle valutaer

er defineret af udbud og efterspørgsel, mens værdien på andre typer virtuel valuta er kurssikret mod

eksempelvis den amerikanske dollar. Formålet med veksling mellem flere typer valutaer kan herud-

over være, at kunden ønsker at benytte sin virtuelle valuta som kollateral/pant/deponering for at opnå

en modydelse, eksempelvis ved at stille sikkerhed for at kunne optage et lån eller for at kunne udnytte

likviditet som det kendes med pantebreve. Kunden overgiver herved retten til at disponere over sine

virtuelle valuta og kan herved opfylde sin del af en aftale.

Den foreslåede ændring vil indebære, at udbydere af veksling mellem en eller flere virtuelle valutaer

bliver omfattet af hvidvaskloven, og at de dermed blandt andet skal overholde hvidvasklovens regler

om kundekendskabsprocedurer, overvågning af kundeforhold, undersøgelse af transaktioner mv. og

underretning af Hvidvasksekretariatet. Det betyder, at der skal gennemføres kundekendskabsproce-

durer, når der etableres en forretningsforbindelse. En forretningsforbindelse anses for at være etable-

ret, når der eksempelvis er blevet oprettet en bruger hos udbyderen eller i visse tilfælde først i forbin-

delse med at en transaktion skal gennemføres.

Ved dette lovforslags § 1, nr. 6, foreslås det, at der i § 10, stk. 1, nr. 2, tilføjes et

litra d,

hvorefter

virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven, skal gennemføre kundekendskabsprocedurer,

153

jf. §§ 10-21, når de udfører en enkeltstående transaktioner på 1000 euro eller derover ved veksling

mellem en eller flere typer af virtuel valuta, hvad enten transaktionen sker på én gang eller som flere

transaktioner, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet. Der henvises i øvrigt til de specielle

bemærkninger til lovforslagets § 7 nr. 5

Kravene til, hvornår kundekendskabsprocedurerne skal gennemføres, fremgår af hvidvasklovens §

10.

Det foreslås i

nr. 26,

at udbydere af overførsel af virtuel valuta omfattes af hvidvaskloven.

Bestemmelsen omfatter virksomheder og personer, som gennemfører transaktioner med virtuel va-

luta på vegne af tredjemand.

Ved overførsel af virtuel valuta forstås en centraliseret eller decentraliseret løsning, hvorefter en vir-

tuel valuta flyttes fra én virtuel valutaadresse til en anden eller hvis der sker skifte af ejerskab af den

adresse eller wallet hvor de virtuelle valutaer opbevares uden der er tale om en egentligt overførsel,

dette kan eksempelvis ske ved ajourføring af en centraliseret hovedbog (også kaldet en off-chain

transaktion).

Ved en centraliseret løsning vil beløbet, der sendes, være i virksomhedens besiddelse, mens det ved

den decentrale løsning sker ved brug af virksomheden system uden, at den virtuelle valuta kommer i

virksomhedens varetægt. Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, stk.

1, nr. 25.

Overførsel af virtuel valuta svarer til overførsel af fiatvalutaer fra én konto til en anden.

Den ydelse, som bestemmelsen regulerer, består i, at en kunde benytter en udbyders tjeneste til at

gennemføre overførslen af den virtuelle valuta. Kunden beskytter typisk selv sin private kryptografi-

ske nøgler, og udbyderen har dermed ikke mulighed for at disponere over de virtuelle valutaer (be-

tegnet normalt som non-custodial). Kunden benytter herved udbyderens tjeneste til at overføre den

virtuelle valuta til betalingsmodtageren. Et eksempel herpå kan være, at en person benytter sig af en

udbyders tjeneste til at gennemføre overførelser af virtuelle valuta på grund af en nemt tilgængelig

brugergrænseflade. Et andet eksempel kan være, at kunden benytter sig af en anden funktionalitet,

der er gjort tilgængelig i tilknytning til overførslen, eksempelvis generering af en faktura, der knytter

sig til overførslen af den virtuelle valuta.

Den foreslåede bestemmelse omfatter udbydere af overførsel af virtuel valuta. Indikatorer på at der

er tale om en udbyder omfattet af denne lov, kan være, at tjenesten direkte gøres tilgængelig eksem-

pelvis via en hjemmeside der administreres eller ejes af den pågældende, at den pågældende modtager

gebyr, i forbindelse med at tjenesten bruges, at den pågældende løbende leverer opdateringer af sy-

stemet, der bruges til at gennemføre overførsler, eller at den pågældende har bestemmende indflydelse

154

på beslutninger der vedrører tjenesten. En anden indikator er graden af centralisering, idet meget

decentrale tjenester kan anses for at være en del af infrastrukturen der som udgangspunkt ikke kan

eller bør omfattes.

Den foreslåede bestemmelse regulerer således selve udbyderen af tjenesten, mens bestemmelsen og

hvidvaskloven i øvrigt ikke regulerer den teknologi, hvorved overførslen sker.

Den foreslåede ændring vil indebære, at udbydere af overførsel af virtuelle valutaer bliver omfattet

af hvidvaskloven, og at de dermed blandt andet skal overholde hvidvasklovens regler om kundekend-

skabsprocedurer, overvågning af kundeforhold, undersøgelse af transaktioner mv. og underretning af

Hvidvasksekretariatet. Dette betyder, at udbyderen skal gennemføre kundekendskabsprocedurer, når

der etableres en forretningsforbindelse. Dette sker typisk, når kunden opretter sig som bruger hos

udbyderen eller i visse tilfælde først i forbindelse med at en transaktion skal gennemføres.

Ved dette lovforslags § 7, nr. 5, foreslås det, at der i § 10, stk. 1, nr. 2, tilføjes et

litra d,

hvorefter

virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven, skal gennemføre kundekendskabsprocedurer,

jf. §§ 10-21, når de udfører en enkeltstående transaktioner på 1000 euro eller derover ved overførsel

af virtuel valuta, hvad enten transaktionen sker på én gang eller som flere transaktioner, der er eller

ser ud til at være indbyrdes forbundet.

Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1 nr. 6.

Kravene til, hvornår kundekendskabsprocedurerne skal gennemføres, fremgår af hvidvasklovens §

10.

Det foreslås i

nr. 27,

at udstedere af virtuel valuta omfattes af hvidvaskloven.

Den foreslåede bestemmelse omfatter virksomheder og personer, som udsteder virtuel valuta med

henblik på overdragelse til tredjemand.

Virtuelle valutaer kan ud over at bruges som betalingsmiddel for varer og som spekulationsobjekt

repræsentere en rettighed for den, der har adgang til at disponere over dem. Denne ret kan eksempel-

vis bestå i en stemmeret og retten til et udbytte fra en virksomhed, som det kendes fra aktier.

Retten kan også være udtryk for et ejerskab af et individuelt identificerbart fysisk eller digitalt aktiv,

som det kendes fra tingsretten.

Ved udstedelse af virtuel valuta forstås den situation, hvor en virksomhed eller person udsteder virtuel

valuta, som kan overdrages til tredjemand, hvilket typisk sker mod betaling, som det kendes fra ka-

pitalselskabsretten når en kapitalejer erhverver udstedte kapitalandele i et selskab. Det kan f.eks. være

i form af en initial coin offering (ICO), som er en metode til at rejse kapital ved at udstede virtuelle

155

valutaer (der også betegnes tokens eller coins), som tredjemand modtager til gengæld for sit indskud.

Et eksempel herpå kan være en udsteder, som via en ICO ønsker at rejse kapital til sin virksomhed.

I nogle tilfælde sker udstedelsen af virtuelle valuta uden direkte involvering af en virksomhed eller

person. Dette er bl.a. tilfældet, når kunden deponerer kollateralt og til gengæld modtager ny udstedt

virtuel valuta. Ved en vurdering af om en virksomhed eller person omfattes af hvidvasklovens regler

som udsteder, indgår bl.a. graden af decentralisering i vurderingen.

De virksomheder og personer, som indskyder kapital i virksomheden, modtager virtuelle valutaer,

som repræsenterer en ret i virksomheden. Hvis den virtuelle valuta kan handles, repræsenterer den

også en økonomisk værdi. Dårlig omsættelighed eller manglende efterspørgsel på de markeder, hvor

den virtuelle valuta kan handles, ændrer ikke på, om det er en virtuel valuta. I forbindelse med gen-

nemførelsen af en ICO, kan der tidligt i forløbet være tale om, at den, der indskyder kapital, alene

modtager retten til at få virtuelle valutaer, som efterfølgende overdrages indskyderen, når udstedelsen

af de virtuelle valutaer teknisk er gennemført.

Den foreslåede ændring vil indebære, at udstedere af virtuelle valutaer bliver omfattet af hvidvasklo-

ven, og at de dermed blandt andet skal overholde hvidvasklovens regler om kundekendskabsproce-

durer, overvågning af kundeforhold, undersøgelse af transaktioner mv. og underretning af Hvidvask-

sekretariatet. Dette betyder, at udbyderen skal gennemføre kundekendskabsprocedurer, når der etab-

leres en forretningsforbindelse. Dette sker typisk, når kunden opretter sig som bruger hos udbyderen

eller i visse tilfælde først i forbindelse med at en transaktion skal gennemføres.

Ved lovforslagets § 7, nr. 5, foreslås det, at der i § 10, stk. 1, nr. 2, tilføjes et

litra d,

hvorefter virk-

somheder og personer omfattet af hvidvaskloven, skal gennemføre kundekendskabsprocedurer, jf. §§

10-21, når de udfører en enkeltstående transaktion på 1000 euro eller derover ved udstedelse af virtuel

valuta, hvad enten transaktionen sker på én gang eller som flere transaktioner, der er eller ser ud til at

være indbyrdes forbundet.

Kravene til, hvornår kundekendskabsprocedurerne skal gennemføres, fremgår af hvidvasklovens §

10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (§ 5 i hvidvaskloven)

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 5 medfører, at erhvervsdrivende, som ikke er omfattet

af hvidvaskloven § 1, stk. 1, ikke må modtage kontantbetalinger på 50.000 kr. eller derover, hvad

enten betalingen sker på én gang eller som flere betalinger, der er eller ser ud til at være indbydes

forbundet.

156

Det foreslås, at

§ 5

ændres, så erhvervsdrivende, som ikke er omfattet af hvidvaskloven § 1, stk. 1,

ikke må modtage kontantbetalinger på 20.000 kr. eller derover, hvad enten betalingen sker på én gang

eller som flere betalinger, der er eller ser ud til at være indbydes forbundet.

Anvendelsesområdet for bestemmelsen og fortolkningen af denne vil i øvrigt være det samme som i

den gældende lov. Det bemærkes, at det alene er beløbsgrænsen, der ændres.

Overtrædelse af bestemmelsen er strafbelagt, jf. § 78, stk. 1, 2. pkt. Ansvarssubjektet for overtrædelse

af § 5 er erhvervsdrivende, som ikke er omfattet af § 1, stk. 1, og den strafbare handling består i at

modtage en kontantbetaling, på 20.000 kr. eller derover.

Til nr. 3 (§ 7, stk. 2, 1. pkt. i hvidvaskloven)

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 7, stk. 2, medfører, at den daglige ledelse i de virk-

somheder, der er omfattet af lovens § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11,19, 23 og 24, skal udpege en ansat, der

har fuldmagt til at træffe beslutninger om virksomhedens risikoeksponering på vegne af virksomhe-

den, som virksomhedens hvidvaskansvarlige i henhold til § 8, stk. 2, § 17, stk. 2, nr. 5, § 18, stk. 3,

og § 19, stk. 1, nr. 3. Det fremgår af bestemmelsen, at personen kan være medlem af virksomhedens

daglige ledelse. Personen skal endvidere have tilstrækkeligt kendskab til virksomhedens risiko for

hvidvask og terrorfinansiering til at kunne træffe beslutninger, der kan påvirke virksomhedens risi-

koeksponering. Endelig skal personen have et tilstrækkeligt godt omdømme og må ikke have udvist

en adfærd, der giver grund til at antage, at personen ikke vil varetage stillingen på forsvarlig måde.

Det foreslås at udvide

§ 7, stk. 2, 1. pkt.,

således, at udbydere af veksling mellem en eller flere typer

af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta bliver omfattet

§ 7, stk. 2, da anvendelsesområdet for hvidvaskloven foreslås udvidet med dette lovforslags § 1, nr.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at udbydere af veksling mellem en eller flere typer af vir-

tuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta skal udpege en

hvidvaskansvarlig.

Overtrædelse af bestemmelsen er strafbelagt, jf. hvidvasklovens § 78, stk. 1, 2. pkt. Ansvarssubjek-

terne for overtrædelse af § 7, stk. 2, er virksomheder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1, stk.

1, og den strafbare handling består i ikke at have udpeget en person med fuldmagt til at træffe beslut-

ninger på vegne af virksomheden eller en person, der har tilstrækkeligt kendskab til virksomhedens

risiko for hvidvask og terrorfinansiering. Et eksempel på overtrædelse af bestemmelsen kan være,

hvor en virksomhed har udpeget en ansat, der ikke har indgående kendskab til virksomhedens risiko,

eller hvor en virksomhed ikke har givet personen fuldmagt til at tegne virksomheden

Til nr. 4 (§ 10 nr. 2, litra c i hvidvaskloven)

157

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 23, fastsætter, at udbydere af veksling

mellem virtuel valuta og fiatvaluta er omfattet af hvidvaskloven.

Den gældende bestemmelse i hvidvaskloven § 10, nr. 2, litra c, fastsætter, at virksomheder og perso-

ner omfattet af hvidvaskloven skal gennemføre kundekendskabsprocedurer, jf. §§ 10-21, når de ud-

fører en enkeltstående transaktion på 500 euro eller derover ved valutaveksling, hvad enten transak-

tionen sker på én gang eller som flere transaktioner, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet.

Det følger af bemærkningerne til § 1, nr. 5at § 10, nr. 2, litra c, også gælder ved veksling mellem

virtuel valuta og fiatvaluta, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling. A, L 204, som fremsat, side

29.

Det foreslås, at

§ 10, stk. 1, nr. 2, litra c,

ændres således, at det fremgår, at bestemmelsen også om-

fatter veksling mellem virtuel valuta og fiatvaluta.

Den foreslåede ændring har til formål at tydeliggøre, at udbydere af veksling mellem virtuel valuta

og fiatvaluta skal gennemføre kundekendskabsprocedurer på enkeltstående transaktioner på 500 euro

eller derover.

Til nr. 5 (§ 10, nr. 2, litra d, i hvidvaskloven)

Den gældende bestemmelse i hvidvaskloven § 10, stk. 1, nr. 2, litra a-c, fastsætter, at virksomheder

og personer omfattet af hvidvaskloven skal gennemføre kundekendskabsprocedurer, jf. §§ 10-21, når

de udfører en enkeltstående transaktion, hvad enten transaktionen sker på én gang eller som flere

transaktioner, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet, på mindst 15.000 euro, mere end

1.000 euro i form af en pengeoverførsel, og 500 euro eller derover ved valutaveksling.

I dette lovforslag § 7, nr. 1, foreslås det, at udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel

valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta omfattes af hvidvasklo-

vens anvendelsesområde. Det betyder, at de vil blive omfattet af hvidvasklovens §§ 10-21 om gen-

nemførelse af kundekendskabsprocedurer.

Det foreslås, at der i § 10, nr. 2, tilføjes et nyt

litra d,

hvorefter virksomheder og personer omfattet af

hvidvaskloven skal gennemføre kundekendskabsprocedurer, jf. §§ 10-21, når de udfører en enkelt-

stående transaktioner på 1000 euro eller derover ved veksling mellem en eller flere typer af virtuel

valuta, overførsel af virtuel valuta, og udstedelse af virtuel valuta, hvad enten transaktionen sker på

én gang eller som flere transaktioner, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.12 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 og 7 (§ 38, stk. 3 og 6 i hvidvaskloven)

158

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 38 omhandler tavshedspligt i forbindelse med under-

søgelser og underretninger i henhold til §§ 25 og 26. Bestemmelse omhandler endvidere, hvornår

virksomheder og personer kan udveksle sådanne oplysninger uden at bryde tavshedspligten.

Det fremgår af hvidvasklovens § 38, stk. 3, at oplysninger om, at der er givet underretning efter

hvidvasklovens § 26, stk. 1 og 2, eller at dette overvejes, eller at der er eller vil blive iværksat en

undersøgelse efter § 25, stk. 1, kan videregives mellem virksomheder i koncerner omfattet af § 1, stk.

1, nr. 1-13,19, 23 eller 24, og andre virksomheder i koncernen, der har hjemsted eller er hjemmehø-

rende i et EU- eller EØS-land.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7, nr. 1, vil medføre, at anvendelsesområdet for hvid-

vaskloven udvides til også at omfatte udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel va-

luta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta.

På den baggrund foreslås anvendelsesområdet for lovens

§ 38, stk. 3,

ændret således, at oplysninger

om, at der er givet underretning efter hvidvasklovens § 26, stk. 1 og 2, eller at dette overvejes, eller

at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse efter § 25, stk. 1, kan videregives mellem virksom-

heder i koncerner omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19 eller 23-27, og andre virksomheder i koncernen,

der har hjemsted eller er hjemmehørende i et EU- eller EØS-land.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 38, stk. 6, at oplysninger om, at der er

givet underretning efter § 26, stk. 1 og 2, eller at dette overvejes, eller at der er eller vil blive iværksat

en undersøgelse efter § 25, stk. 1, kan videregives mellem virksomheder og personer omfattet af § 1,

stk. 1, nr. 1-15, 17, 19, 21, 23 og 24, forudsat at oplysningerne vedrører samme kunde og samme

transaktion, at modtageren af oplysningerne er underlagt krav til bekæmpelse af hvidvask og finan-

siering af terrorisme, der svarer til kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af

20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask

af penge eller finansiering af terrorisme, og at modtageren er underlagt forpligtelser med hensyn til

tavshedspligt og beskyttelse af personoplysninger.

Som en konsekvens af, at hvidvasklovens anvendelsesområde foreslås udvidet med dette lovforslags

§ 7, nr. 1, foreslås

§ 38, stk. 6,

ændret, så oplysninger om, at der er givet underretning efter § 26, stk.

1 og 2, eller at dette overvejes, eller at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse efter § 25, stk.

1, kan videregives mellem virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-15, 17, 19, 21, 23

eller 24,, forudsat at oplysningerne vedrører samme kunde og samme transaktion, at modtageren af

oplysningerne er underlagt krav til bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, der svarer

til kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende

foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af

terrorisme, og at modtageren er underlagt forpligtelser med hensyn til tavshedspligt og beskyttelse af

personoplysninger, vil blive udvidet til også at omfatte udbydere af veksling mellem en eller flere

typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta.

159

Til nr. 8 (§ 47, stk. 1, 1. pkt., § 49, stk. 1, 1. pkt., § 51, § 51 a, stk. 1, § 51 b, stk. 1, 1.pkt., § 53 og §

54, stk. 1 og 2 i hvidvaskloven)

Den gældende bestemmelse i § 47, stk. 1, 1. pkt., fastsætter, at Finanstilsynet skal påse, at virksom-

heder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, overholder loven,

regler udstedt i medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU af 20. maj

2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, og forordninger indeholdende regler

om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Som en konsekvens af, at hvidvasklovens anvendelsesområde foreslås udvidet med dette lovforslags

§ 1, nr. 1, foreslås

§ 47, stk. 1,

så Finanstilsynet skal påse, at også virksomheder og personer omfattet

af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 25-27, overholder de i den gældende § 47, stk. 1, nævnte love og

regler udstedt i medfør heraf samt forordninger.

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 49, stk. 1, medfører, at virksomheder og personer, der

er nævnt i lovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, samt leverandører og underleverandører til disse

skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed.

Omfattet af bestemmelsen er således de virksomheder, der er underlagt tilsyn af Finanstilsynet.

Som en konsekvens af, at hvidvasklovens anvendelsesområde udvides med dette lovforslags § 7, nr.

1, foreslås det, at

§ 49, stk. 1, 1. pkt.,

så det fremgår, at det er virksomheder og personer som nævnt i

lovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19 og 23-27, samt leverandører og underleverandører til disse, der skal

give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed.

Det betyder, at med udvidelsen af § 49, stk. 1, hvorved udbydere af veksling mellem en eller flere

typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta omfattes,

vil de oplysninger, som Finanstilsynet kan hente direkte hos den underlagte virksomhed eller person

tilsvarende kunne indhentes hos leverandører eller underleverandører. Formålet med at omfatte leve-

randører og underleverandører er således, at Finanstilsynets indhentelse af oplysninger ikke kan hin-

dres eller omgås ved outsourcing.

Den gældende bestemmelse i § 51 fastsætter, at Finanstilsynet inden for en af Finanstilsynet fastsat

frist kan påbyde de virksomheder og personer, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, at

foretage de nødvendige foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af bestemmelser i hvidvaskloven,

regler udstedt i medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU af 20. maj

2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, eller forordninger indeholdende reg-

ler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

160

Som en konsekvens af, at hvidvasklovens anvendelsesområde udvides med dette lovforslags § 7, nr.

1, foreslås det, at ændre

§ 51,

så Finanstilsynet inden for en af Finanstilsynet fastsat frist også kan

påbyde de virksomheder og personer, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 25-27, at foretage de nødvendige

foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af bestemmelser i den gældende § 51, nævnte love, regler

udstedt i medfør heraf samt forordninger.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet kan udstede et påbud i de situationer, hvor

udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel

valuta og udstedere af virtuel valuta skal efterleve en bestemt adfærd eller handling fremover. Det

kan både skyldes, at en virksomhed eller person handler i strid med loven, eller at en virksomhed eller

person undlader at handle, hvor handling er påkrævet efter loven.

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 51 a, stk. 1, fastsætter, at Finanstilsynet inden for en

af Finanstilsynet fastsat frist kan påbyde de virksomheder og personer, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr.

1-13, 19, 23 og 24, at afsætte den person, der er udpeget i henhold til § 7, stk. 2, hvis personen ikke

har tilstrækkelig godt omdømme, eller personens adfærd giver grund til at antage, at personen ikke

vil varetage stillingen på forsvarlig måde, jf. § 7, stk. 2, 4. pkt.

Som en konsekvens af, at hvidvasklovens anvendelsesområde udvides med dette lovforslags § 1, nr.

1, foreslås det, at ændre

§ 51 a, stk. 1,

så Finanstilsynet inden for en af Finanstilsynet fastsat frist også

kan påbyde de virksomheder og personer, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1 25-27, at afsætte den person,

der er udpeget i henhold til § 7, stk. 2, hvis personen ikke har tilstrækkelig godt omdømme, eller

personens adfærd giver grund til at antage, at personen ikke vil varetage stillingen på forsvarlig måde,

jf. § 7, stk. 2, 4. pkt.

Den gældende bestemmelse i § 51 b, stk. 1, fastsætter, at Finanstilsynet kan påbyde virksomheder og

personer som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11, 19, 23 og 24, at virksomheden eller personen mid-

lertidigt ikke må optage nye kundeforhold, når der er konstateret en alvorlig overtrædelse af bestem-

melser i denne lov eller regler udstedt i medfør heraf. Er overtrædelsen foregået helt eller delvis i en

virksomheds udenlandske filial, kan påbuddet udstrækkes til at omfatte filialen.

Som en konsekvens af, at hvidvasklovens anvendelsesområde udvides med dette lovforslags § 1, nr.

1, foreslås det, at ændre

§ 51 b, stk. 1 1. pkt.,

således at Finanstilsynet også kan påbyde de virksom-

heder og personer, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1 25-27, at virksomheden eller personen midlertidigt

ikke må optage nye kundeforhold, når der er konstateret en alvorlig overtrædelse af bestemmelser i

denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 53 fastsætter, at for virksomheder, som nævnt i § 1,

stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, kan erhvervsministeren fastsætte regler om disse virksomheders pligt

til at offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets vurdering af virksomheden og om, at Finanstilsy-

net har mulighed for at offentliggøre oplysningerne før virksomheden.

161

Som en konsekvens af, at hvidvasklovens anvendelsesområde udvides med dette lovforslags § 1, nr.

1, foreslås det, at ændre

§ 53,

så bestemmelsen fastsætter, at for virksomheder, som nævnt i § 1, stk.

1, nr. 1-13, 19, 23-27, kan erhvervsministeren fastsætte regler om disse virksomheders pligt til at

offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets vurdering af virksomheden og om, at Finanstilsynet har

mulighed for at offentliggøre oplysningerne før virksomheden.

Forslaget vil indebære, at de virksomheder, der er omfattet af lovforslaget i henhold til § 55, stk. 1

skal offentliggøre de reaktioner, som Finanstilsynet giver efter § 47, stk. 1, og 2 eller § 51.

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 54, stk. 1, medfører, at har en virksomhed eller person

omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, videregivet oplysninger om virksomheden eller perso-

nen, og er disse kommet offentligheden til kendskab, kan Finanstilsynet påbyde virksomheden eller

personen at offentliggøre berigtigende oplysninger inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis

oplysningerne efter Finanstilsynets vurdering er misvisende, og hvis Finanstilsynet vurderer, at op-

lysningerne kan have skadevirkning for virksomhedens eller personens kunder, indskydere, øvrige

kreditorer, de finansielle markeder, hvorpå aktierne i virksomheden eller værdipapirer udstedt af virk-

somheden handles, eller den finansielle stabilitet generelt.

Som en konsekvens af, at hvidvasklovens anvendelsesområde udvides med dette lovforslags § 1, nr.

1, foreslås det, at ændre

§ 54, stk. 1,

så bestemmelsen omfatter virksomheder og personer, der er

omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19 og 23-27.

Det betyder, at udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af over-

førsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta omfattes af Finanstilsynets adgang til at påbyde

berigtigelse. Finanstilsynets adgang hertil er dog betinget af, at Finanstilsynet vurderer, at de af virk-

somheden eller personen offentliggjorte oplysninger kan have skadevirkning for virksomhedens eller

personens kunder, indskydere, øvrige kreditorer, de finansielle markeder, hvorpå aktierne i virksom-

heden eller værdipapirer udstedt af virksomheden handles, eller den finansielle stabilitet. Finanstil-

synet fastsætter en kort frist, inden for hvilken virksomheden eller personen skal offentliggøre de

berigtigende oplysninger.

Den gældende bestemmelse i § 54, stk. 2, fastsætter, at hvis en virksomhed eller person omfattet af

hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, ikke berigtiger oplysningerne i overensstemmelse

med Finanstilsynets påbud og inden for den af Finanstilsynet fastsatte frist, kan Finanstilsynet offent-

liggøre påbuddet, der er meddelt efter stk. 1.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med hvidvasklovens § 49, stk. 2, hvorefter Finanstilsynets

tavshedspligt ikke ophæves, selvom den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, giver samtykke til,

at Finanstilsynet kan videregive oplysninger. Finanstilsynets tavshedspligt er i høj grad baseret på et

ønske om at beskytte de omfattede virksomheders og personers kunder, det være sig privatpersoner

162

eller erhvervskunder. Hertil kommer et ønske om - af konkurrencemæssige grunde - at beskytte de

omfattede virksomheders og personers forretningsmæssige forhold. Med bestemmelsen åbnes dog op

for Finanstilsynets mulighed for offentliggørelse af tavshedsbelagte oplysninger i tilfælde, hvor en

virksomhed eller en person har videregivet fejlagtige oplysninger om virksomheden eller personen,

og hvor virksomheden eller personen ikke inden for en af Finanstilsynet fastsat frist har berigtiget de

fejlagtige oplysninger.

Som en konsekvens af, at hvidvasklovens anvendelsesområde foreslås udvidet med dette lovforslags

§ 1, nr. 1, foreslås det, at ændre

§ 54, stk. 2,

så den omfatter virksomheder eller personer, der er

omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19 og 23-27.

Dette betyder, at Finanstilsynets adgang til at offentliggøre påbuddet også vil omfatte udbydere af

veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og ud-

stedere af virtuel valuta. Længden af den af Finanstilsynet meddelte frist for virksomhedens eller

personens berigtigelse af de misvisende oplysninger vil afhænge af oplysningernes karakter. Efter

omstændighederne vil der kunne være tale om, at berigtigelse skal ske inden for samme dag som

meddelelsen af påbuddet.

Til nr. 9 (§ § 47, stk. 3, og § 50, stk. 2)

Den gældende bestemmelse i § 47, stk. 3, fastsætter, at Finanstilsynet skal samarbejde med de kom-

petente myndigheder i EU- eller EØS-lande om at medvirke ved tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet

eller inspektioner her i landet, når det gælder virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 9,

der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-land, eller en dansk virksomhed eller person omfattet af

§ 1, stk. 1, nr. 1-13, 23 og 24, der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i andre EU- eller EØS-

lande.

Som en konsekvens af, at hvidvasklovens anvendelsesområde foreslås udvidet med dette lovforslags

§ 1, nr. 1, foreslås det, at ændre

§ 47, stk. 3,

så forpligtelserne for Finanstilsynet, som følger af den

gældende § 47, stk. 3, udvides til også at omfatte virksomheder og personer omfattet af de i hvidvask-

loven foreslåede § 1 nr. 25-27.

Beføjelser til at meddele og inddrage tilladelser m.v. henhører under hjemlandsmyndighedens kom-

petence. Finanstilsynet skal samarbejde med de kompetente myndigheder i andre lande inden for

EU/EØS om at medvirke ved tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner her i landet, når

det gælder virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 9, og § 1, stk. 1, nr. 1-13 og 23-

27, der er under tilsyn i et andet land inden for EU/EØS. Samtidig skal Finanstilsynet samarbejde

med værtslandet ved tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner i værtslandet af en dansk

virksomhed.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 50, stk. 2, at Finanstilsynet kan anmode de kompetente

myndigheder i et EU- eller EØS-land om at medvirke til at påse overholdelsen af hvidvaskloven og

163

de regler, der er udstedt i medfør loven, vedrørende virksomheder og personer, som er omfattet af

hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 23 og 24, med hjemsted i et andet EU- eller EØS-land ved til-

synsaktioner, kontroller på stedet eller inspektioner på et andet EU- eller EØS-lands område.

Som en konsekvens af, at hvidvasklovens anvendelsesområde foreslås udvidet med dette lovforslags

§ 7, nr. 1, foreslås det, at ændre

§ 50, stk. 2,

så forpligtelserne for Finanstilsynet som følger af den

gældende § 50, stk. 2, udvides til også at omfatte virksomheder og personer omfattet af de i hvidvask-

loven foreslåede § 1 nr. 25-27.

De nævnte foreslåede ændringer af bestemmelserne i § 47, stk. 3, og § 50, stk. 2, er en konsekvens

af, at Finanstilsynet fremover skal føre tilsyn med udbydere af veksling mellem en eller flere typer af

virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta.

Til nr. 10 (§ 48, stk. 2 i hvidvaskloven)

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 48, stk. 2, medfører en registreringspligt hos Finans-

tilsynet for de virksomheder, der er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 23 og 24.

Som en konsekvens af, at hvidvasklovens anvendelsesområde foreslås udvidet med dette lovforslags

§ 1, nr. 1, foreslås

§ 48, stk. 2,

så virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 23-27, ligeledes

skal registreres hos Finanstilsynet for at kunne udøve deres aktiviteter. Anmeldelse skal ske, selvom

aktiviteten ikke er virksomhedens eller personens hovedaktivitet.

Anmeldelsespligten har til formål, at Finanstilsynet kan føre tilsyn med virksomheder og personer,

der udbyder henholdsvis veksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer, virtuelle tegnebøger, ud-

bydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta

og udstedere af virtuel valuta.

Overtrædelse af den gældende bestemmelse i § 48, stk. 2, er strafbelagt, jf. hvidvasklovens § 78, stk.

1, 2. pkt. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af hvidvasklovens § 48, stk. 2, er virksomheder og

personer, der udbyder tjenester med virtuelle valutaer, som angivet i § 1, stk. 1, nr. 23-27. Den straf-

bare handling består i ikke at foretage en registrering hos Finanstilsynet, inden aktiviteten udøves.

Til nr. 11 (§ 52 i hvidvaskloven)

Den gældende bestemmelse i hvidvasklovens § 52 medfører, at Finanstilsynet, for virksomheder og

personer som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 8, 23 og 24, kan fastsætte nærmere regler om anmeldelse, regi-

strering og offentliggørelse, herunder om, hvilke oplysninger der skal registreres, og hvilke forhold

anmeldere eller andre kan indsende og registrere elektronisk i Finanstilsynets it-system ved at benytte

digital eller tilsvarende elektronisk signatur, samt om brugen af dette system.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7, nr. 1, vil medføre, at udbydere af veksling mellem

en eller flere typer af virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel

164

valuta omfattes af hvidvaskloven. Det følger endvidere af lovforslagets § 1, nr. 9, at virksomheder og

personer, der er omfattet af lovens § 1, stk. 1, nr. 25-27, skal registreres hos Finanstilsynet for at

kunne udøve deres aktiviteter. Udbydere af veksling mellem en eller flere typer af virtuel valuta,

udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta bliver således omfattet af hvid-

vasklovens regler om registreringer.

Som en konsekvens af, at hvidvasklovens anvendelsesområde foreslås udvidet med dette lovforslags

§ 7, nr. 1, foreslås

§ 52

ændret, således at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om anmeldelse,

registrering og offentliggørelse, herunder om, hvilke oplysninger der skal registreres, og hvilke for-

hold anmeldere eller andre kan indsende og registrere elektronisk i Finanstilsynets it-system ved at

benytte digital eller tilsvarende elektronisk signatur, samt om brugen af dette system, for virksomhe-

der, der er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 8 og 23-24, ændret således, at virksomheder og

personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 25-27, ligeledes skal registreres hos Finanstilsynet for at kunne

udøve deres aktiviteter. Anmeldelse skal ske, selvom aktiviteten ikke er virksomhedens eller perso-

nens hovedaktivitet.

Der er således tale om en udvidelse af bemyndigelsesbestemmelsen som følge af dette lovforslags §

7, nr. 1. Dette vil medfører, at Finanstilsynet for udbydere af veksling mellem en eller flere typer af

virtuel valuta, udbydere af overførsel af virtuel valuta og udstedere af virtuel valuta kan fastsætte

regler om hvilke oplysninger, der skal registreres.

Finanstilsynet har med hjemmel i § 52 udstedt bekendtgørelse nr. 1346 af 9. december 2019 om

anmeldelse og registrering af virksomheder og personer i Finanstilsynets hvidvaskregister, Bekendt-

gørelsen fastsætter nærmere regler om, hvilke virksomheder og personer, der skal registreres hos

Finanstilsynet for at kunne udøve deres virksomhed, hvilke oplysninger der skal indsendes til Finans-

tilsynet til brug for registrering, samt hvordan disse skal indsendes. Finanstilsynet vil ændre bekendt-

gørelsen, således at den tillige omfatter virksomheder og personer nævnt i det foreslåede § 1, stk. 1,

nr. 25-27.

Til nr. 12 (§ 55, stk.1, 1.pkt. i hvidvaskloven)

Det følger af den gældende § 55, stk. 1, 1. pkt., at reaktioner givet efter § 47, stk. 1 og 2, eller § 51

eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse skal offentliggøres af Finanstil-

synet på Finanstilsynets hjemmeside.

Af § 51 b, som blev indført ved ændring af hvidvaskloven i 2019, jf. § 1 i lov nr. 1563 af 27. december

2019 om ændring af hvidvaskloven følger, at Finanstilsynet kan påbyde en virksomhed eller person

omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11, 19, 23 og 24, at virksomheden eller personen midlertidigt ikke

må optage nye kundeforhold, når der er konstateret en alvorlig overtrædelse af bestemmelser i denne

lov eller regler udstedt i medfør heraf.

Det foreslås, at

§ 55, stk. 1, 1. pkt.,

ændres, således at § 51 b indsættes i oplistningen. Det vil indebære,

at reaktioner givet efter § 51 b, skal offentliggøres af Finanstilsynet på Finanstilsynets hjemmeside.

165

Til nr. 13 (§ 55, stk. 2, 1. pkt. i hvidvaskloven)

Det følger af den gældende § 55, stk. 1, i hvidvaskloven, at reaktioner givet efter § 47, stk. 1 og 2,

eller § 51 eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse skal offentliggøres af

Finanstilsynet på Finanstilsynets hjemmeside, jf. dog stk. 6. Beslutninger om at overgive sager til

politimæssig efterforskning, jf. § 47, stk. 2, offentliggøres som resumé, jf. dog stk. 6. Offentliggørel-

sen skal omfatte den juridiske eller fysiske persons navn, jf. dog stk. 3.

Den gældende bestemmelse i § 55, stk. 2, i hvidvaskloven medfører, at offentliggjorte reaktioner

forbliver på Finanstilsynets hjemmeside i 5 år efter offentliggørelse. Personoplysninger indeholdt i

offentliggørelsen må dog kun forblive på Finanstilsynets hjemmeside i det nødvendige tidsrum, jf. 2.

pkt.

Bestemmelsen implementerer artikel 60, stk. 3 i 4. hvidvaskdirektiv. Der er tale om en tekstnær im-

plementering af artikel 60, stk. 3.

Det foreslås, at

§ 55, stk. 2, 1. pkt.,

præciseres, så det fremgår af bestemmelsen, at offentliggjorte

reaktioner forbliver på Finanstilsynets hjemmeside i

mindst

5 år efter offentliggørelse.

Den foreslåede ændring har til formål at tydeliggøre, at reaktioner offentliggjort af Finanstilsynet

efter § 55, stk. 2, skal forblive på Finanstilsynets hjemmeside i mindst 5 år efter offentliggørelsen.

Der er fortsat tale om en direktivnær implementering af artikel 60, stk. 3, i 4. hvidvaskdirektiv, som

ikke fastsætter en øvre grænse for, hvornår reaktionerne skal fjernes fra Finanstilsynets hjemmeside,

men derimod fastsætter en minimumsgrænse for, hvor længe reaktionerne skal forblive på hjemme-

siden.

Til nr. 14 (§ 55, stk. 2, 1. pkt. i hvidvaskloven)

Hvidvasklovens § 78, stk. 1, 2. pkt., indeholder hjemmel til at fastsætte bøde for bl.a. visse overtræ-

delser af hvidvaskloven. I stk. 2 er der fastsat en forhøjet strafferamme på fængsel i indtil 2 år for

særligt grove eller omfattende forsætlige overtrædelser af visse bestemmelser i hvidvaskloven.

Hvidvasklovens § 49, stk. 2, om pligt til at berigtige oplysninger over for Finanstilsynet trådte i kraft

den 10. januar 2020. Overtrædelse af berigtigelsespligten er omfattet af den forhøjede strafferamme

i hvidvasklovens § 78, stk. 2, og kan derfor efter omstændighederne sanktioneres med fængsel i indtil

2 år. Overtrædelse af bestemmelsen er imidlertid ved en fejl ikke tilføjet rækken af bestemmelser i

hvidvaskloven, hvor overtrædelse efter den almindelige strafferamme i bestemmelsens stk. 1, 2. pkt.

kan være forbundet med bødestraf.

166

Det foreslås på den baggrund i

§ 78, stk. 1, 2. pkt.,

at overtrædelse af bl.a. hvidvasklovens § 49, stk.

2, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens regler.

Forslaget har til hensigt at sikre, at overtrædelse af berigtigelsespligten i § 49, stk. 2, ikke kun vil

være strafbart, hvis der foreligger et groft eller omfattende forsætligt forhold af manglende berigti-

gelse.

Til § 8

Til nr. 1 (fodnoten i lov om kapitalmarkeder)

Det fremgår af fodnoten til lov om kapitalmarkeder, at loven indeholder bestemmelser der gennem-

fører dele af MiFID II. Det fremgår endvidere af fodnoten til lov om kapitalmarkeder, at der i loven

er medtaget visse bestemmelse fra MiFIR.

Det følger af den foreslåede ændring, at

fodnoten

til lov om kapitalmarkeder ændres, således at det

fremgår, at MiFID II er ændret ved omnibusdirektivet, og at MiFIR er ændret ved omnibusforordnin-

gen, således at det er klart, at disse EU-retsakter er indarbejdet i lov om kapitalmarkeder i det omfang,

det er relevant, herunder at dele af loven er ændret som følge af de ændrede EU-retsakter.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 7 i lov om kapitalmarkeder)

I medfør af den gældende § 1, stk. 7, i lov om kapitalmarkeder, gælder reglerne i kapitel 26-30 for

udbydere af dataindberetningstjenester, der for juridiske personer har hjemsted i Danmark, og som

for fysiske personer har hovedkontor i Danmark.

Bestemmelsen implementerer artikel 1, stk. 1, artikel 1, stk. 3, litra d, artikel 1, stk. 4, litra c, og artikel

1, stk. 6, i MiFID II. Artikel 1, stk. 1, i MiFID II ændres ved artikel 1, stk. 1, i omnibusdirektivet ved,

at udbydere af dataindberetningstjenester udgår af artikel 1, stk. 1 i omnibusforordningen.

Det foreslås, at

§ 1, stk. 7,

i lov om kapitalmarkeder ophæves.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyn-

dighed (ESMA) som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataind-

beretningstjenester. Der vil imidlertid

være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund

af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt

tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i

omnibusforordningen.

Forslaget skal sikre, at der ikke vil komme dobbeltregulering på området og er en konsekvens af, at

kapital 26-30 i lov om kapitalmarkeder foreslås ophævet. Herefter vil det ikke længere være relevant

at have § 1, stk. 7, i lov om kapitalmarkeder.

167

Ændringen implementerer artikel 4, stk. 1, i omnibusdirektivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 3, nr. 12, 13 og 15, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 3 i lov om kapitalmarkeder indeholder definitioner af en række begreber, som bruges

i loven.

Den gældende § 3, nr. 12, definerer levering af dataindberetningstjenester, og er en implementering

af bilag 1, afsnit D i MiFID II, som udgår af MiFID II, jf. artikel 1, stk. 11, i omnibusforordningen.

Den gældende § 3, nr. 13, definerer udbyder af dataindberetningstjenester, og er en implementering

af artikel 4, stk. 1, nr. 63, i MiFID II, som udgår af MiFID II, jf. artikel 1, stk. 2, litra b, i omnibusdi-

rektivet.

Den gældende § 3, nr. 15, definerer udbyder af konsolideret løbende handelsinformation (CTP), og

er en implementering af artikel 4, stk. 1, nr. 53, i MiFID II, som udgår af MiFID II, jf. artikel 1, stk.

2, litra b, i omnibusdirektivet.

Det foreslås, at

§ 3, nr. 12, 13

15,

i lov om kapitalmarkeder ophæves.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyn-

dighed (ESMA), som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataind-

beretningstjenester. Der vil imidlertid

være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund

af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt

tilsyn. Dette følger af § 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibus-

forordningen. Reglerne udgår derfor af MiFID II, herunder de tilhørende definitioner.

Fremover vil definitionen af udbydere af dataindberetningstjenester samt CTP’er fremgå af MiFIR,

jf. artikel 4, litra a, nr. iii) og iv), i omnibusforordningen, mens definitionen om levering af dataind-

beretningstjenester ikke overføres.

Der ses derfor ikke behov for, at disse fortsat fremgår af lov om kapitalmarkeder.

Ændringen er en gennemførelse af artikel 1, stk. 2, litra b, og artikel 1, stk. 11, i omnibusdirektivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 3, nr. 12, i lov om kapitalmarkeder)

168

Den gældende § 3 i lov om kapitalmarkeder indeholder definitioner af en række begreber, som bruges

i loven.

Den gældende § 3, nr. 14, definerer en godkendt offentliggørelsesordning (APA), som en fysisk eller

juridisk person, der efter denne lov har tilladelse til at udøve virksomhed med offentliggørelse af

efterhandelsdata på vegne af fondsmæglerselskaber i medfør af artikel 20 og 21 i Europa-Parlamen-

tets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumen-

ter.

Det foreslås, at

§ 3, nr. 14,

som bliver nr. 12, nyaffattes således, at en godkendt offentliggørelsesord-

ning (APA) defineres som, som en godkendt offentliggørelsesordning (APA) som defineret i artikel

2, stk. 1, nr. 34, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om

markeder for finansielle instrumenter.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyn-

dighed (ESMA), som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataind-

beretningstjenester. Der vil imidlertid

være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund

af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt

tilsyn. Dette følger af § 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibus-

forordningen. Reglerne udgår derfor af MiFID II, herunder de tilhørende definitioner.

Fremover vil definitionen af en godkendt offentliggørelsesordning (APA) være omfattet af MiFIR,

jf. artikel 4, litra a, nr. iii), i omnibusforordningen. Det foreslås derfor, at definitionen i lov om kapi-

talmarkeder indeholder en henvisning til definitionen i artikel 2, stk. 1, nr. 34, i MiFIR.

Artikel 2, stk. 1, nr. 34, i MiFIR kommer med omnibusforordningen til at definere en godkendt of-

fentliggørelsesordning eller APA som en person, der er godkendt efter denne forordning til at udøve

virksomhed, der består i at offentliggøre handelsindberetninger på vegne af investeringsselskaber i

medfør af artikel 20 og 21.

Årsagen til, at bestemmelsen ikke foreslås ophævet, er, at der efter overgangen af reglerne om udby-

dere af dataindberetningstjenester fra MiFID II til MiFIR fortsat vil være APA’er,

der vil være un-

derlagt nationalt tilsyn, hvis de har begrænset relevans for det indre marked. Dette følger af artikel 2,

stk. 3, i MiFIR, jf. artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen. Derfor vil disse stadig være omfattet

af regler i lov om kapitalmarkeder, hvorfor det er fundet hensigtsmæssigt fortsat at have en definition

af en APA.

Ændringen er en gennemførelse af artikel 1, stk. 2, litra b, i omnibusdirektivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

169

Til nr. 5 (§ 3, nr. 13, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 3 i lov om kapitalmarkeder indeholder definitioner af en række begreber, som bruges

i loven.

Den gældende § 3, nr. 16, definerer en godkendt indberetningsmekaniske (ARM), som en fysisk eller

juridisk person, der efter denne lov har tilladelse til på vegne af fondsmæglerselskaber at udøve virk-

somhed, der består i at levere data om transaktioner til Finanstilsynet og Den Europæiske Værdipapir

og Markedstilsynsmyndighed (ESMA).

Det foreslås, at

§ 3, nr. 16,

som bliver nr. 13, nyaffattes således, at en godkendt indberetningsmeka-

nisme (ARM) defineres, som en godkendt indberetningsmekanisme (ARM) som defineret i artikel 2,

stk. 1, nr. 36, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om

markeder for finansielle instrumenter.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil Den Europæiske Værdipapir og Markedstilsynsmyn-

dighed (ESMA), som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataind-

beretningstjenester. Der vil imidlertid

være APA’er og ARM’er, der er undtaget

fra MiFIR på grund

af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt

tilsyn. Dette følger af § 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibus-

forordningen. Reglerne udgår derfor af MiFID II, herunder de tilhørende definitioner. Reglerne udgår

derfor af MiFID II, herunder de tilhørende definitioner.

Fremover vil definitionen af en godkendt indberetningsmekaniske (ARM) være omfattet af MiFIR,

jf. artikel 4, litra a, nr. iii), i omnibusforordningen. Det foreslås derfor, at definitionen i lov om kapi-

talmarkeder indeholder en henvisning til definitionen, i artikel 2, stk. 1, nr. 36, i MiFIR.

Artikel 2, stk. 1, nr. 36, i MiFIR kommer med omnibusforordningen til at definere en godkendt ind-

beretningsmekanisme eller ARM som en person, der er godkendt efter denne forordning til på vegne

af investeringsselskaber at udøve virksomhed, der består i at levere indberetningsoplysninger om

transaktioner til de kompetente myndigheder eller Den Europæiske Værdipapir og Markedstilsyns-

myndighed (ESMA).

Årsagen til, at definitionen ikke foreslås ophævet, er, at der efter overgangen af reglerne om udbydere

af dataindberetningstjenester fra MiFID II til MiFIR fortsat vil være ARM’er, der vil være

underlagt

nationalt tilsyn, hvis de har begrænset relevans for det indre marked. Dette følger af artikel 2, stk. 3,

i MiFIR, jf. artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen. Derfor vil disse fortsat være omfattet af

regler i lov om kapitalmarkeder, hvorfor det er fundet hensigtsmæssigt fortsat at have en definition

af en ARM.

170

Ændringen er en gennemførelse af artikel 1, stk. 2, litra b, i omnibusdirektivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 3, nr. 36 og 37, i lov om kapitalmarkeder)

Bestemmelsen i § 3 i lov om kapitalmarkeder indeholder definitioner af en række begreber, som

bruges i loven.

Det foreslås, at der i § 3 indsættes et nyt

nr. 36,

hvorefter en afregningskonto skal forstås som en

konto i en centralbank, et afregningsfirma eller et depot hos en værdipapircentral (CSD) til anbrin-

gelse af midler eller værdipapirer samt til afregning af transaktioner mellem deltagerne i et værdipa-

pirafviklingssystem, et registreret betalingssystem eller et interoperabelt system.

Med den foreslåede definition vil en afregningskonto omfatte pengekonti i centralbanker, herunder

Nationalbanken, eller depoter til opbevaring af værdipapirer i en værdipapircentral.

Et afregningsfirma er defineret i artikel 2, litra d, i finalitydirektivet og er en enhed, som stiller afreg-

ningskonti til rådighed for institutter og/eller en central modpart, der deltager i systemer, som anven-

des til afregning af overførselsordrer inden for sådanne systemer, og som eventuelt yder kredit til

brug for afregningen.

Bestemmelsen gennemfører artikel 2, litra l, i finalitydirektivet.

Det foreslås, at der i § 3 indsættes et nyt

nr. 37,

hvorefter en forretningsdag skal forstås som både

dag- og natafvikling omfattende alle hændelser, der forekommer i et systems forretningsmæssige

cyklus.

Med den foreslåede definition vil en forretningsdag i et værdipapirafviklingssystem, et registreret

betalingssystem og et interoperabelt system omfatte både dag- og natafvikling i systemet.

Det er ikke ualmindeligt, at systemer arbejder med forretningsdøgn, der ikke følger kalenderdøgnet.

Et afviklingsdøgn kan eksempelvis begynde kl. 18.00 for handler, der skal gennemføres med effekt

pr. dagen efter.

Bestemmelsen gennemfører artikel 2, litra n, i finalitydirektivet.

Til nr. 7 (§ 56, stk. 1, 1.pkt., i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 56 indeholder reglerne om tavshedspligt for bestyrelsesmedlemmer, revisorer samt

direktører og øvrige ansatte hos operatører af et reguleret marked, udbydere af dataindberetningstje-

nester, CCP’er og CSD’er.

Det følger af den gældende § 56, stk. 1, 1. pkt., at bestyrelsesmedlemmer, revisorer samt direktører

og øvrige ansatte hos operatører af et reguleret marked, udbydere af dataindberetningstjenester,

171

CCP’er og CSD’er ikke uberettiget må røbe, hvad de under udøvelsen af deres stilling eller hverv har

fået kundskab om.

Det følger af den gældende § 56, stk. 1, 2. pkt., at hvis en udbyder af dataindberetningstjenester drives

som enkeltmandsvirksomhed, finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse på indehaveren.

Det foreslås at ændre

§ 56, stk. 1,

således, at udbydere af dataindberetningstjenester ændres til god-

kendte offentliggørelsesordninger (APA) eller godkendte indberetningsmekanismer (ARM), der er

undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og meddelt tilladelse og underlagt tilsyn fra Finanstilsynet.

En APA eller ARM kan få tilladelse og dermed være under tilsyn fra Finanstilsynet, når de kriterier,

der er fastsat for at identificere de ARM’er og APA’er, der som en undtagelse fra MiFIR på grund af

deres begrænsede relevans for det indre marked er underlagt tilladelse og tilsyn fra en kompetent

myndighed i et medlemsland, er opfyldt, jf. artikel 2, stk. 3, i MiFIR, jf. artikel 4, stk. 2, litra b, i

omnibusforordningen. Kommissionen er tillagt beføjelse til at vedtage deleregerede retsakter, som

skal fastsætte kriterierne. Det er endnu ikke sket, og kriterierne kendes derfor ikke på fremsættelses-

tidspunktet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyn-

dighed (ESMA), som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataind-

beretningstjenester.

Derfor er der nogle regler i lov om kapitalmarkeder, som bør gælde for de APA’er og ARM’er, der

fortsat er underlagt nationalt tilsyn. Det gælder bl.a. reglerne om tavshedspligt for bestyrelsesmed-

lemmer, revisorer samt direktører og øvrige ansatte i en APA eller en ARM, som er underlagt tilsyn

af Finanstilsynet, som således fortsat skal overholde reglerne om tavshedspligt som fastsat i § 56 i

lov om kapitalmarkeder. Der henvises til de oprindelige bemærkningerne til § 56, stk. 1, jf. Folke-

tingstidende 2016-17, tillæg A, L 155 som fremsat, side 154.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 56, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 56 indeholder reglerne om tavshedspligt for bestyrelsesmedlemmer, revisorer samt

direktører og øvrige ansatte hos operatører af et reguleret marked, udbydere af dataindberetningstje-

nester, CCP’er og CSD’er.

Det følger af den gældende stk. 1, at bestyrelsesmedlemmer og revisorer samt direktører og øvrige

ansatte hos operatører af et reguleret marked, udbydere af dataindberetningstjenester, centrale mod-

parter (CCP’er) og værdipapircentraler (CSD’er) ikke uberettiget

må røbe, hvad de under udøvelsen

172

af deres stilling eller hverv har fået kundskab om. Drives en udbyder af dataindberetningstjenester

som enkeltmandsvirksomhed, finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse på indehaveren.

Det følger af den gældende stk. 2, at tavshedspligten i stk. 1 ikke er til hinder for, at en virksomhed

omfattet af stk. 1 som led i et samarbejde med andre virksomheder omfattet af stk. 1, et reguleret

marked for finansielle instrumenter i et EU/EØS-land m.v. eller et af Finanstilsynet anerkendt uden-

landsk reguleret marked, udbyder af dataindberetningstjenester, CCP og CSD videregiver oplysnin-

ger til disse, hvis oplysningerne er undergivet tilsvarende tavshedspligt hos modtagerne.

Det følger af den gældende stk. 3, at tavshedspligten i stk. 1 tillige omfatter oplysninger, som en

virksomhed omfattet af stk. 1 modtager fra andre virksomheder omfattet af stk. 1 eller udenlandske

regulerede markeder, udbydere af dataindberetningstjenester, CCP’er og CSD’er med angivelse af,

at oplysningerne er hemmelige eller fortrolige, eller hvor dette følger af oplysningernes karakter.

Det foreslås at ændre

§ 56, stk. 2

således, at udbydere af dataindberetningstjenester ændres til

en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der

er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyn-

dighed (ESMA), som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataind-

beretningstjenester. Der vil imidlertid være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund

af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt

tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i

omnibusforordningen.

Derfor er der nogle regler i lov om kapitalmarkeder, som bør gælde for disse, herunder reglerne om

tavshedspligt. En APA eller en ARM som er underlagt tilsyn af Finanstilsynet, skal således fortsat

overholde reglerne om tavshedspligt i § 56 i lov om kapitalmarkeder. Der henvises til de oprindelige

bemærkningerne til § 56, stk. 2 og 3, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155, side 154.

Bestemmelsen har betydning i de situationer, hvor modtageren af fortrolige oplysninger ikke i forve-

jen er pålagt tavshedspligt i medfør af den finansielle lovgivning. Ligesom for stk. 1 kan videregivelse

af fortrolige oplysninger kun ske, hvis videregivelsen er berettiget.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (§ 57, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 57 i lov om kapitalmarkeder vedrører indsendelse af revisionsprotokollat og årsrap-

porter. Det følger af stk. 1, 1. pkt., at for en operatør af et reguleret marked, en udbyder af dataindbe-

173

retningstjenester, en CCP, en CSD eller et registreret betalingssystem skal revisors revisionsproto-

kollat vedrørende årsrapporten, samt for virksomheder med intern revision tillige den interne revisi-

onschefs revisionsprotokollat vedrørende årsrapporten, indsendes til Finanstilsynet senest samtidig

med indrapportering af årsrapporten til Erhvervsstyrelsen.

Det foreslås at ændre

§ 57, stk. 1 1. pkt.,

således, at en udbyder af dataindberetningstjenester ændres

til en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM),

der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyn-

dighed (ESMA), som udgangspunkt være den kompetente til-synsmyndighed for udbydere af data-

indberetningstjenester. Der vil imidlertid

være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på

grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt natio-

nalt tilsyn. Dette følger af § 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b i omni-

busforordningen.

Derfor er der fortsat nogle regler i lov om kapitalmarkeder, som bør gælde for disse, herunder reglerne

om indsendelse af revisionsprotokollater og årsrapporter.

Formålet med § 57 er at sikre, at Finanstilsynet får tilsendt relevante oplysninger om virksomheden i

form af revisionsprotokollater m.v. Ændringen sikrer, at en APA eller en ARM, som er underlagt

tilsyn af Finanstilsynet, fortsat skal overholde reglerne om at indsende revisionsprotokollater og års-

rapporter, som Finanstilsynet bruger i det løbende tilsyn med de pågældende virksomheder. Der hen-

vises til de oprindelige bemærkningerne til § 57, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155 som

fremsat, side 155.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10-13 (overskriften til § 57 a og § 57 a, stk. 1 og 2, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 57 a vedrører oplysningspligt for eksterne revisorer for operatører af et reguleret

marked og udbydere af dataindberetningstjenester.

Den gældende § 57 a, stk. 1, nr. 1, forpligter en ekstern revisor for en operatør af et reguleret marked

eller en udbyder af en dataindberetningstjeneste til straks at meddele Finanstilsynet om ethvert for-

hold og enhver afgørelse vedrørende virksomheden, som revisor bliver vidende om under udøvelsen

af hvervet som revisor, og som kan udgøre en væsentlig overtrædelse af lovbestemmelser eller for-

skrifter, som fastsætter betingelserne for meddelelse af tilladelse eller som særlig vedrører virksom-

heden.

174

Det følger af den gældende § 57 a, stk. 1, nr. 2, at oplysningspligten tillige indtræder ved forhold,

som påvirker virksomhedens fortsatte aktivitet.

Det følger af den gældende § 57 a, stk. 2, at meddelelsespligten omfatter ethvert forhold og enhver

afgørelse omfattet af stk. 1, som den eksterne revisor bliver vidende om som revisor for en virksom-

hed, der har snævre forbindelser med operatøren af et reguleret marked eller udbyderen af en data-

indberetningstjeneste.

Bestemmelsen er en implementering af artikel 77 i MiFID II.

Det foreslås at ændre

overskriften

før § 57 a således, at eller udbydere af en dataindberetningstjeneste

ændres til godkendte offentliggørelsesordninger (APA) eller godkendte indberetningsmekanismer

(ARM).

Det foreslås endvidere at ændre

§ 57 a, stk. 1,

således, at en udbyder af en dataindberetningstjeneste

ændres til godkendte offentliggørelsesordninger (APA) eller godkendte indberetningsmekanisme

(ARM). I

§ 57 a, stk. 1, nr. 1

foreslås at ændre udbyderen af en dataindberetningstjenestes til

den godkendte offentliggørelsesordnings (APA) eller den godkendte indberetningsmekanismes

(ARM). Endelig foreslås

§ 57, stk. 2,

ændret således, at udbydere af en dataindberetningstjeneste

ændres til med den godkendte offentliggørelsesordning (APA) eller den godkendte indberetningsme-

kanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn

fra Finanstilsynet.

Forslagene er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester fremover vil

være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed

(ESMA), som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberet-

ningstjenester. Der vil imidlertid

være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af

deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn.

Dette følger af § 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforord-

ningen.

Derfor er der nogle regler i lov om kapitalmarkeder, som bør gælde for disse, herunder reglerne om

den eksterne revisors meddelelsespligt. En ekstern revisor for en APA eller en ARM, som er underlagt

tilsyn af Finanstilsynet, skal således fortsat overholde reglerne om meddelelsespligten, som er fastsat

i § 57 a i lov om kapitalmarkeder.

I praksis vil der eksempelvis straks skulle gives meddelelse fra den eksterne revisor til Finanstilsynet,

hvis den eksterne revisor for en operatør af et reguleret marked eller en udbyder af en dataindberet-

ningstjeneste eksempelvis opdager alvorlige problemer med - eller væsentlig risiko for alvorlige pro-

blemer med - tekniske funktioner, IT-sikkerhed eller manglende styring af væsentlige processer, jf. §

57 a, stk. 1, nr. 1 og 2.

175

Ændringen er en gennemførelse af artikel 1, stk. 7, i omnibusdirektivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14 (§ 58, stk. 1, 4 og 5, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 58 i lov om kapitalmarkeder fastlægger reglerne for oprettelsen af en whistleblower-

ordning for operatører af et reguleret marked, udbydere af dataindberetningstjenester og værdipapir-

centraler (CSD).

Det følger af den gældende stk. 1, at en operatør af et reguleret marked, en udbyder af dataindberet-

ningstjenester og en værdipapircentral (CSD) skal have en ordning, hvorefter virksomhedens ansatte

gennem en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle over-

trædelser af denne lov eller regler fastsat i medfør heraf eller Den Europæiske Unions forordninger

for de områder af loven, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår

af § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5, begået af virksomheden, herunder af ansatte eller medlem-

mer af bestyrelsen i virksomheden. Indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt. Virk-

somheden skal følge op på indberetninger til ordningen og skriftligt kunne dokumentere, hvordan

virksomheden har fulgt op på indberetningerne.

Det følger af den gældende stk. 4, at hvis en ansat eller en tidligere ansat og en operatør af et reguleret

marked, en udbyder af dataindberetningstjenester eller en værdipapircentral (CSD) indgår en aftale

om en tavshedsklausul, skal det fremgå af aftalen, at den ansatte eller tidligere ansatte ikke er afskåret

fra at indberette oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af denne lov eller regler

fastsat i medfør heraf eller Den Europæiske Unions forordninger for de områder af loven, som Fi-

nanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-3, og § 213, stk.

1-3 og 5, til offentlige myndigheder.

Det følger af den gældende stk. 5, at uanset stk. 4 er den ansatte eller tidligere ansatte ikke afskåret

fra at indberette oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af lov om kapitalmar-

keder eller regler fastsat i medfør heraf eller Den Europæiske Unions forordninger for de områder af

loven, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der fremgår af § 211, stk. 1-

3, og § 213, stk. 1-3 og 5, til offentlige myndigheder, selv om et sådant forbud indgår i en aftale

mellem den ansatte eller tidligere ansatte og operatøren af et reguleret marked, udbyderen af dataind-

beretningstjenester eller værdipapircentralen (CSD).

Bestemmelsen er blandt andet en implementering af artikel 73, stk. 2, i MiFID II, som ikke ændres

ved omnibusdirektivet.

Det foreslås at ændre

§ 58, stk. 1, 1. pkt.

stk. 4,

således, at en udbyder af dataindberetningstjenester

ændres til en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme

176

(ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finans-

tilsynet. Derudover foreslås

§ 58, stk. 5, 1. pkt.,

ændret således, at udbyderen af dataindberetningstje-

nester ændres til den godkendte offentliggørelsesordning (APA) eller den godkendt indberetnings-

mekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn

fra Finanstilsynet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyn-

dighed (ESMA), som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataind-

beretningstjenester. Der vil imidlertid

være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund

af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt

tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i

omnibusforordningen.

Derfor er der fortsat nogle regler i lov om kapitalmarkeder, som bør gælde for disse, herunder reglerne

om virksomhedernes whistleblowerordning. En APA eller en ARM under tilsyn af Finanstilsynet,

skal således fortsat have en whistleblowerordning, som fastsat i § 58 i lov om kapitalmarkeder. Der

henvises til de oprindelige bemærkningerne til § 58, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155

som fremsat, side 155.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15 (§ 58, a, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

Efter § 58 a, stk.1, i lov om kapitalmarkeder udpeger Finanstilsynet mindst hvert andet år de opera-

tører af markedspladser og centrale modparter (CCP’er), der er operatører af væsentlige tjenester. I

medfør af § 58 a, stk. 2, skal Finanstilsynet i forbindelse med udpegningen lægge vægt på, at de

tjenester, der leveres, er væsentlige for opretholdelsen af kritiske samfundsmæssige eller økonomiske

aktiviteter, at leveringen af tjenesten afhænger af net- og informationssystemer, og at en hændelse vil

få væsentlige forstyrrende virkninger for leveringen af tjenesten.

Det foreslås, at indsætte et nyt punkt i

§ 58 a, stk. 1,

i lov om kapitalmarkeder, hvoraf fremgår, at

Finanstilsynets mulighed for at udpege operatører af markedspladser som operatører af væsentlige

tjenester også gælder for filialer af udenlandske operatører af markedspladser.

Lovforslaget implementerer betragtning 21 i præamblen til NIS-direktivet i direktiv nr. 1148 af 6. juli

2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssy-

stemer i hele Unionen (NIS-direktivet).

En operatør af en markedsplads kan enten være en operatør af et reguleret marked, en multilateral

handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF). Lov om kapitalmarkeder giver

ikke mulighed for, at en operatør af et reguleret marked, der er meddelt tilladelse hertil i et andet

177

EU/EØS-land eller et land udenfor EU/EØS kan få tilladelse til at drive en markedsplads her i landet

igennem en filial. Den udenlandske operatør skal have tilladelse som operatør af et reguleret marked

fra Finanstilsynet, på samme vis som en dansk virksomhed ville skulle, og opfylde de krav, der stilles

til en sådan tilladelse, jf. § 127 i lov om kapitalmarkeder.

Derimod kan et investeringsselskab eller et kreditinstitut med hjemsted i et andet land indenfor eller

udenfor EU/EØS få tilladelse til at drive en MHF eller OHF igennem en filial her i landet, jf. hen-

holdsvis § 30, stk. 1, 1. og 2. pkt., og § 33 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Med lovforslaget vil Finanstilsynet kunne udpege filialer af udenlandske operatører af markedsplad-

ser, som operatører af væsentlige tjenester, såfremt disse opfylder kriterierne herfor i medfør af § 58

a, stk. 2. Bliver en filial udpeget som operatør af væsentlige tjenester, skal virksomheden bl.a. under-

rette Finanstilsynet og Center for Cybersikkerhed om hændelser, der har væsentlige konsekvenser for

kontinuiteten af de væsentlige tjenester, som virksomheden leverer.

I forhold til centrale modparter (CCP’er) gælder en tilladelse hertil i hele EU, jf. artikel 14,

stk. 2, i

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, cen-

trale modparter og transaktionsregistre. Desuden fremgår det af artikel 25, stk. 1, i forordningen, at

en CCP, der er etableret i et tredjeland, kan levere clearingydelser til clearingmedlemmer eller han-

delspladser, der er etableret i Unionen, hvis CCP'en er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir og

Markedstilsynsmyndighed (ESMA). På baggrund heraf findes det ikke nødvendigt at tilføje filialer

af CCP’er

til bestemmelsen i § 58 a, stk. 1.

Til nr. 16 (§§ 142-162 i lov om kapitalmarkeder)

Afsnit IX i lov om kapitalmarkeder vedrører reglerne for udbydere af dataindberetningstjenester.

De gældende §§ 142-144 i lov om kapitalmarkeder stiller krav om tilladelse til drift af dataindberet-

ningstjenester og indeholder også regler om inddragelse af tilladelse. Der sondres mellem tre katego-

rier af dataindberetningstjenester. Den første kategori er godkendte offentliggørelsesordninger (her-

efter APA’er), hvis virksomhed består i at offentliggøre handelsindberetninger på vegne af værdipa-

pirhandlere. Den anden kategori er udbydere af konsolideret løbende handelsinformation (herefter

CTP’er), hvis virksomhed består i at indsamle

handelsdata fra markedspladser og offentliggøre disse

i konsolideret form. Den sidste kategori er godkendte indberetningsmekanismer (herefter ARM’er),

hvis virksomhed består i at levere indberetningspligtige oplysninger til myndighederne.

De gældende §§ 145-149 i lov om kapitalmarkeder indeholder krav om, at medlemmer af ledelsen i

en udbyder af dataindberetningstjenester eller indehaveren af en udbyder af dataindberetningstjene-

ster, der er en enkeltmandsvirksomhed, til enhver tid skal være egnede og hæderlige og afsætte til-

strækkelig tid til at varetage deres hverv eller stilling i udbyderen. Derudover skal ledelsen henholds-

178

vis indehaveren besidde tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne for-

stå udbyderens aktiviteter og sikre en effektiv og forsigtig ledelse af virksomheden, herunder fore-

byggelse af interessekonflikter.

I de gældende §§ 150-153, §§ 154-159 og §§ 160-162 i lov om kapitalmarkeder fremgår særlige

regler om henholdsvis APA’er, CTP’er og ARM’er.

Reglerne om dataindberetningstjenester er en gennemførelse af afsnit V (artikel 59-66) i MiFID II,

som indeholder betingelserne for tilladelse som udbyder af en dataindberetningstjeneste, krav til ud-

bydernes ledelsesorganer samt de nærmere organisatoriske krav til hver enkelt type af dataindberet-

ningstjeneste, herunder krav om passende kontroller og sikkerhedsmekanismer.

Det foreslås at ophæve

afsnit IX

i lov om kapitalmarkeder. Forslaget er en konsekvens af, at reglerne

om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar 2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil

Den Europæiske Værdipapir og Markedstilsynsmyndighed (ESMA), som udgangspunkt være den

kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester.

Overgangen til MiFIR medfører, at udbydere af dataindberetningstjenester fremover er reguleret i

afsnit IVa i MiFIR. Desuden indsættes i MiFIR et afsnit VIa om ESMA’s beføjelser og kompetence-

områder som også vil omfatte de beføjelser den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndig-

hed (ESMA) vil have i forhold til deres tilsyns- og håndhævelsesaktiviteter over for udbydere af

dataindberetningstjenester. Reglerne i MiFIR er umiddelbart gældende i Danmark.

Der vil imidlertid

være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres

begrænsede

relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn fra en kompetent

myndighed i det enkelte medlemsland. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført

ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

Kommissionen er bemyndiget til at vedtage den delegerede retsakt, som skal fastsætte de nærmere

kriterier for at identificere de APA’er og ARM’er, der skal falde ind under den nævnte undtagelse.

Det er forventningen, at undtagelsen vil gælde for mindre virksomheder, hvis aktivitet som APA eller

ARM ikke har et grænseoverskridende element, og som derfor er nationale virksomheder. Der vil

derfor på trods af forslaget om at ophæve afsnit IX i lov om kapitalmarkeder være en række tilsyns-

bestemmelser,

som fortsat vil gælde APA’er og ARM’er under tilsyn af Finanstilsynet.

Ændringen er en gennemførelse af artikel 1, stk. 4, i omnibusdirektivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 17 (§ 163 a, i lov om kapitalmarkeder)

179

§ 163 i lov om kapitalmarkeder regulerer beskyttelsen af overførselsordrer i tilfælde af en deltagers

konkurs. Bestemmelsen regulerer muligheden for, at et værdipapirafviklingssystem, et registreret be-

talingssystem, interoperable systemer eller Danmarks Nationalbank kan gennemføre afvikling af

overførselsordrer via netting. Netting indebærer, at de indkomne betalinger i systemets clearing ude-

lukkende anvendes til fyldestgørelse af systemets øvrige deltagere. Dette gælder også i tilfælde af

insolvensbehandling mod en deltager efter § 163.

Det følger af artikel 4 i finalitydirektivet, at medlemslandene kan fastsætte, at indledning af insol-

vensbehandling mod en deltager ikke må være til hinder for, at midler eller værdipapirer, der er di-

sponible på den insolvente deltagers afregningskonto, anvendes til at indfri deltagerens forpligtelser

inden for systemet på forretningsdagen for insolvensbehandlingens indledning.

Det foreslås på den baggrund at indsætte en

§ 163 a

i lov om kapitalmarkeder, hvorefter afsigelse af

konkursdekret eller indledning af rekonstruktionsbehandling mod en deltager ikke vil være til hinder

for, at midler eller værdipapirer, der er disponible på den pågældende deltagers afregningskonto, kan

anvendes på forretningsdagen, hvor konkursen indtræder eller rekonstruktionsbehandlingen indledes,

til at indfri deltagerens forpligtelser til at afvikle overførselsordrer, der er indgået i værdipapirafvik-

lingssystemet, det registrerede betalingssystem eller det interoperable system, jf. § 166, jf. 163, stk.

Det foreslås, at afregningskonto defineres i § 3, nr. 36, i lov om kapitalmarkeder, jf. lovforslagets §

8, nr. 6.

Ved afvikling af værdipapirhandler, hvor der leveres værdipapirer mod penge, stiller Nationalbanken

kroner til rådighed for afviklingen. Det gælder også, hvis afvikling sker på T2S-platformen, hvorpå

deltagerne har dedikerede afregningskonti, der stilles til rådighed af Nationalbanken.Det lægges til

grund, at deltagernes dedikerede afregningskonti er øremærket som afregningskonto og udelukkende

kan anvendes som afregningskonto ved deltagelse i værdipapirafviklingen.

For en deltager, der også er kontoførende institut, vil insolvens også have den konsekvens, at en

tilslutningsaftale ophører med omgående virkning, jf. § 193, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, hvilket

har den konsekvens, at det kontoførende institut ikke længere kan foretage indrapportering til regi-

strering i en værdipapircentral. Systemet vil dog fortsat være beskyttet mod deltagerens insolvens,

selv om tilslutningsaftalen som kontoførende institut er ophørt med omgående virkning.

En overførsel i Nationalbankens system til en T2S-konto, en såkaldt dedicated cash account (DCA),

er en intern overførsel og ikke en overførselsordre som defineret i § 3, nr. 30, i lov om kapitalmarke-

der. Denne overførsel til den dedikerede afregningskonto er derfor ikke beskyttet efter den gældende

§ 163, hvorfor en lovændring er nødvendig.

180

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at en værdipapirafvikling, der finder sted uden

afgivelse af garantistillelse, som det f.eks. er tilfældet på T2S, vil være beskyttet mod en deltagers

insolvens i løbet af den dag, hvor insolvensen indtræder. Forpligtelsen til at stille likviditet på en

afregningskonto til rådighed til brug for afviklingen indtil de respektive cut-offs, vil herefter kunne

efterleves uden risiko for, at dispositionerne efterfølgende bliver underkendt af den insolvente delta-

gers konkursbo.

Afviklingssystemer kan kun bruge afregningskontoen til at inddække ordrer, der er blevet endelige,

jf. § 166, hvorefter et system skal have fastsat et tidspunkt for, hvornår der indtræder endelighed i

afviklingen. Tidspunktet er afgørende for, hvornår overførselsordrer er bindende og har retsvirkning

over for tredjeparter. Efter § 163, stk. 2, kan en fordring blive uigenkaldelig i henhold til et tidspunkt

fastsat i henhold til § 166 efter, at der er afsagt konkursdekret eller indledt rekonstruktionsbehandling,

men på den dag, hvor konkursdekret er afsagt eller rekonstruktionsbehandling er indledt, hvis sy-

stemoperatøren, værdipapirafviklingssystemet, det registrerede betalingssystem, interoperable sy-

stem eller Danmarks Nationalbank hverken var eller burde have været vidende om konkursen eller

rekonstruktionsbehandlingen.

Det følger af § 163 a, at det er midler eller værdipapirer, der er disponible på deltagerens afregnings-

konto, som kan anvendes til at afvikle overførselsordrer, der er indgået i et system, jf. § 166, jf. § 163,

stk. 2.

Med den foreslåede bestemmelse vil et konkursbo skulle respektere, at der trækkes på en insolvent

deltagers afregningskonto i forbindelse med realtidsafvikling. En insolvent deltager vil således kunne

deltage i afviklingen resten af forretningsdagen, hvor konkursen indtræder, så længe der er dækning

på den dedikerede afregningskonto.

Den foreslåede ændring er en fravigelse af konkurslovens almindelige principper (det konkursretlige

lighedsprincip). En sådan fravigelse kan kun begrundes i tungtvejende samfundsøkonomiske hensyn

til den grundlæggende sikkerhed i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer. Det overord-

nede formål med finalitydirektivet er at sikre denne grundlæggende sikkerhed omkring afviklingen i

systemerne ved at eliminere de risici, som deltagerne (finansielle institutter) har, hvis afviklingen ikke

forløber smidigt og f.eks. bliver stoppet eller rullet tilbage pga. insolvens hos en deltager. Herved

sikres den samfundsmæssige interesse i, at betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer fun-

gerer sikkert og effektivt med henblik på at sikre den finansielle stabilitet i markedet.

Bestemmelsen gennemfører artikel 4 i finalitydirektivet.

Der henvises til punkt 2.15 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 18 (§ 176, nr. 4, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 176 fastlægger, hvilke aktører der kan være deltagere i et registreret betalingssystem.

181

Det foreslås at ændre

§ 176, nr. 4,

således, at henvisningen til § 3, nr. 27, i stedet bliver § 3, nr. 24.

Forslaget er alene en konsekvensændring af lovforslagets § 8, nr. 3, som ophæver en række numre i

§ 3 i lov om kapitalmarkeder, hvorefter nr. 27 bliver nr. 24. Forslaget indeholder ingen materielle

ændringer.

Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til § 8, nr. 3.

Til nr. 19 (§ 212, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 212 fastlægger, hvilke virksomheder Finanstilsynet i henhold til lov om kapitalmar-

keder fører tilsyn med. Tilsynsvirksomheden består bl.a. i udstedelse af tilladelser, løbende indberet-

ninger samt undersøgelser på stedet.

Det følger af den gældende § 212, stk. 1, at Finanstilsynet fører tilsyn med operatører af en markeds-

plads, udbydere af dataindberetningstjenester,

centrale modparter (CCP’er), værdipapircentraler

(CSD’er), kontoførende institutter, registrerede betalingssystemer samt administratorer af bench-

marks og stillere af data til brug for fastsættelse af benchmarks.

Det foreslås at ændre

§ 212, stk. 1,

således, at udbydere af dataindberetningstjenester ændres til god-

kendte offentliggørelsesordninger (APA) og godkendte indberetningsmekanismer (ARM), der er

meddelt tilladelse i overensstemmelse med MiFIR og har en undtagelse i overensstemmelse med

artikel 2, stk. 3, i MiFIR.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil ESMA som udgangspunkt være den kompetente tilsyns-

myndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid

være APA’er og ARM’er,

der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de

fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af § 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved

artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen. Derfor er der fortsat behov for, at Finanstilsynet har

adgang til at føre tilsyn med disse i medfør af § 212 i lov om kapitalmarkeder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 20 og 21 (§ 214, stk. 2, 1. pkt., og stk. 4, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 214 i lov om kapitalmarkeder fastlægger Finanstilsynets beføjelse til at kræve op-

lysninger, dokumenter eller andre former for data hos fysiske og juridiske personer til brug for Fi-

nanstilsynets tilsyn med de virksomheder, som er omtalt i § 212, og Finanstilsynets undersøgelse af

forhold vedrørende regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af.

Det følger af den gældende stk. 2, 1. pkt., at Finanstilsynet kan kræve at revisorer for fondsmægler-

selskaber, operatører af et reguleret marked og udbydere af dataindberetningstjenester samt revisorer,

182

der reviderer eller udfører andre revisionsopgaver for udstedere, udbydere af omsættelige værdipapi-

rer eller personer, der anmoder om optagelse til handel af et finansielt instrument på en markedsplads,

fremlægger oplysninger, der skønnes at være nødvendige for Finanstilsynets afgørelse af, om der er

sket en overtrædelse af regler, som Finanstilsynet påser overholdelsen af i medfør af de regler, der

fremgår af § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5, i lov om kapitalmarkeder. Finanstilsynet kan

endvidere kræve dokumenter udleveret fra revisor til brug for Finanstilsynets afgørelse af, om der er

sket en overtrædelse af reglerne i kapitel 5 og 7 og § 213 i lov om kapitalmarkeder.

Det følger af den gældende stk. 4, at Finanstilsynet endvidere uden retskendelse kan kræve udlevering

af eksisterende optagelser af telefonsamtaler, elektronisk kommunikation eller fortegnelser over da-

tatrafik hos et fondsmæglerselskab, operatører af en markedsplads, udbydere af dataindberetningstje-

nester samt administratorer af benchmarks og stillere af data til brug for fastsættelse af benchmarks.

Det foreslås at ændre

§ 214, stk. 2, 1. pkt.,

stk. 4,

således, at udbydere af dataindberetningstjenester

ændres til godkendte offentliggørelsesordninger (APA) og godkendte indberetningsmekanismer

(ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finans-

tilsynet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil Den Europæiske Værdipapir og Markedstilsynsmyn-

dighed (ESMA) som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataind-

beretningstjenester. Der vil imidlertid

være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra

MiFIR på grund

af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt

tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i

omnibusforordningen. Derfor er der fortsat nogle regler i lov om kapitalmarkeder, som bør gælde for

disse. Herunder de regler i § 214, hvormed Finanstilsynet har mulighed for at indhente relevante

oplysninger til brug for tilsynsvirksomheden hos de APA’er og ARM’er, der måtte være under tilsyn

af Finanstilsynet. Der henvises de oprindelige bemærkningerne til § 214, jf. Folketingstidende 2016-

17, tillæg A, L 155 som fremsat, side 306.

Forslaget implementerer artikel 1, stk. 3, i omnibusdirektivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 22-28 (§ 221 i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 147 i lov om kapitalmarkeder fastlægger reglerne om egnethed og hæderlighed for

ledelsen af udbyder i dataindberetningstjenester, og den gældende § 148 indeholder krav om, at le-

delsesmedlemmer i en udbyder af dataindberetningstjenester eller indehaveren af en udbyder af da-

taindberetningstjenester skal afsætte tilstrækkelig tid til varetagelsen af hvervet eller stillingen i den

pågældende udbyder.

183

Den gældende § 221 i lov om kapitalmarkeder fastlægger regler om Finanstilsynets muligheder for

at afsætte et ledelsesmedlem hos en operatør af et reguleret marked eller en udbyder af dataindberet-

ningstjenester. Derudover fastsætter § 221 en række beføjelser for Finanstilsynet til at kunne meddele

påbud over for en udbyder af dataindberetningstjenester eller et medlem af bestyrelsen i en udbyder

af dataindberetningstjenester, som ikke overholder reglerne i henholdsvis §§ 147 og 148.

Den gældende § 221 i lov om kapitalmarkeder implementerer artikel 45, stk. 7, 63, stk. 5, og 69, stk.

2, litra u, i MiFID II.

Det foreslås i

§ 221, stk. 1

2, stk. 4, 1.

3. pkt.,

samt

stk. 6, 8

at udbydere af dataindberet-

ningstjenester udgår. Det betyder, at begrebet vil udgå alle steder i § 221.

Det foreslås endvidere i

§ 221, stk. 1

at henvisningen til § 147, stk. 1, nr. 2-5, og § 148 udgår. I

§ 221, stk. 4, 1. pkt.,

foreslås det, at henvisningen til § 147, stk. 1, nr. 3, udgår.

§ 221, stk. 5

foreslås det, at henvisningen til § 147, stk. 1, nr. 2, 4 eller 5, og § 148 udgår, og i

§ 221,

stk. 8

foreslås det, at henvisningen til § 144 stk. 1, nr. 5, udgår.

De foreslåede ændringer medfører, at alle henvisninger til §§ 147 og 148 udgår af § 221. §§ 147 og

148 foreslås ophævet ved lovforslagets § 8, nr. 16.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester fremover vil

være reguleret i MiFIR. Reglerne i MiFIR er umiddelbart gældende i Danmark. De foreslåede æn-

dringer af § 221 skal derfor ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 14, hvor det foreslås at

ophæve reglerne i afsnit IX i lov om kapitalmarkeder.

I og med at reglerne i lov om kapitalmarkeder om, at udbydere af dataindberetningstjenester skal

egnetheds- og hæderlighedsvurderes ophæves, foreslås det som konsekvens heraf ligeledes at ophæve

reglerne om Finanstilsynets mulighed for at afsætte et ledelsesmedlem hos en udbyder af dataindbe-

retningstjenester, hvis ledelsesmedlemmet ikke lever op til de gældende regler.

Der vil

være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans

for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn fra en kompetent myndig-

hed i det enkelte medlemsland. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel

4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

For de APA’er og ARM’er som vil være underlagt tilsyn af

Finanstilsynet gælder kravene til ledelsesorganet hos en udbyder af dataindberetningstjenester i arti-

kel 27f i MiFIR, jf. artikel 4, stk. 6, i omnibusforordningen.

§ 211 i lov om kapitalmarkeder er den generelle hjemmel for Finanstilsynet til at give reaktioner

såsom påbud og påtaler. Bestemmelsen fastlægger, hvilke regler Finanstilsynet påser overholdelsen

184

af i medfør loven, regler fastsat i medfør af loven samt øvrig regulering, som Finanstilsynet påser

overholdelsen af. Det følger af § 211, stk. 2, nr. 6, at Finanstilsynet påser overholdelsen af MiFIR og

regler fastsat i medfør heraf. § 212 i lov om kapitalmarkeder fastlægger, hvilke virksomheder Finans-

tilsynet i henhold til loven skal føre tilsyn med. Tilsynsvirksomheden består i udstedelse af tilladelser,

løbende indberetninger m.v. samt undersøgelser på stedet. Det betyder, at Finanstilsynet kan anvende

de tillagte tilsynsbeføjelser i lov om kapitalmarkeder overfor de APA’er og ARM’er, som fremover

vil være omfattet af den omtalte undtagelse i MiFIR, og derfor vil skulle meddeles tilladelse og være

under tilsyn af Finanstilsynet.

Herudover kan Finanstilsynet i medfør af § 220, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder påbyde en fysisk

eller juridisk person at ændre en bestemt adfærd eller handling, hvis denne ikke opfylder sine forplig-

telser efter lov om kapitalmarkeder eller regler fastsat i medfør af loven og efter forordninger nævnt

i § 211, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder. Efterkommer en juridisk person ikke påbuddet, kan Finans-

tilsynet i særlige tilfælde benytte hjemlen i § 256 i lov om kapitalmarkeder til at udstede tvangsbøder

indtil personen efterkommer påbuddet. Kun i helt særlige tilfælde kan Finanstilsynet pålægge fysiske

personer tvangsbøder. Finanstilsynets anvendelse af tvangsbøder er underlagt de almindelige forvalt-

ningsretlige principper om proportionalitet. Der skal være særligt tungtvejende grunde til anvendelse

af reglerne om tvangsbøder. Manglende efterlevelse af et påbud kan endvidere medføre bøde i hen-

hold til § 254i lov om kapitalmarkeder. Ansvarssubjektet for overtrædelse heraf er den fysiske eller

juridiske person, som er modtager af påbuddet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 29 (§ 224, stk. 4, § 225, stk. 1, § 226, nr. 6 og 11, og § 227 i lov om kapitalmarkeder)

De gældende §§ 224-227 i lov om kapitalmarkeder vedrører alle tavshedspligt og undtagelser hertil i

form af videregivelse af fortrolige oplysninger i specifikt angivne tilfælde og til specifikt angivne

myndigheder m.v.

Den gældende § 224 i lov om kapitalmarkeder indeholder regler om tavshedspligt for Finanstilsynet,

Erhvervsstyrelsen og Danmarks Nationalbank. Det følger af stk. 4, at fortrolige oplysninger kan vi-

deregives under en civil retssag, når en operatør af en markedsplads, en udbyder af dataindberetnings-

tjenester, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), et registreret betalingssystem eller

andre omfattet af lov om kapitalmarkeder er erklæret konkurs eller er trådt i likvidation og oplysnin-

gerne ikke vedrører kundeforhold eller tredjemand, der er eller har været involveret i forsøg på at

redde de pågældende personer eller andre omfattet af denne lov.

Den gældende § 225 foreskriver, at § 224 ikke er til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives

til en række nationale myndigheder og domstole. Det gælder bl.a. Folketingets stående udvalg ved-

rørende generelle økonomiske forhold i bl.a. en udbyder af dataindberetningstjenester, for så vidt

angår krisehåndtering af virksomhederne, når der træffes beslutning om, hvorvidt staten skal yde

185

garanti eller stille midler til rådighed, jf. nr. 8. Det gælder desuden videregivelse af fortrolige oplys-

ninger til interessenter, herunder myndigheder, involveret i et forsøg på at redde bl.a. en nødlidende

udbyder af dataindberetningstjenester, når Finanstilsynet har modtaget et mandat fra erhvervsmini-

steren på betingelse af, at modtagerne af oplysningerne har behov herfor, jf. nr. 10. Ligeledes er det

muligt at videregive fortrolige oplysninger til personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision

af regnskaber for bl.a. en udbyder af dataindberetningstjenester på betingelse af, at modtagerne af

oplysningerne har behov herfor til varetagelse af deres opgaver, jf. nr. 12.

Den gældende § 226 foreskriver, at § 224 ikke er til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives

til en række institutioner, myndigheder og organer m.v. i et andet EU/EØS-land m.v. Det gælder bl.a.

for myndigheder, der fører tilsyn med personer i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i

lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der er ansvarlige for den lov-

pligtige revision af regnskaber for bl.a. en udbyder af dataindberetningstjenester og et registreret be-

talingssystem på betingelse af, at modtagerne af oplysningerne har behov herfor til varetagelsen af

deres opgaver. Det gælder også for ministre med ansvar for den finansielle lovgivning i et andet

EU/EØS-land m.v., i forbindelse med krisehåndtering af bl.a. en udbyder af dataindberetningstjene-

ster, hvis virksomhed har væsentlig betydning for den finansielle stabilitet i det pågældende land.

Den gældende § 227 foreskriver, at § 224 ikke er til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives

til en række institutioner, myndigheder og organer m.v. i et tredjeland. Det gælder bl.a. for myndig-

heder i et tredjeland, der fører tilsyn med personer i lande uden for Den Europæiske Union, som

Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, der er ansvarlige for den lovpligtige

revision af regnskaber for bl.a. en udbyder af dataindberetningstjenester.

Det foreslås at ændre

§ 224, stk. 4, § 225, stk. 1, nr. 8, 1. pkt., nr. 10

nr. 12, § 226, nr. 6

nr. 11,

§ 227, nr. 5,

således, at en udbyder af dataindberetningstjenester ændres til en godkendt offentlig-

gørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra for-

ordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil ESMA som udgangspunkt være den kompetente tilsyns-

myndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid

være APA’er og ARM’er,

der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de

fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført

ved artikel 4, stk. 2, litra b, omnibusforordningen.

Derfor er der fortsat er nogle regler i lov om kapitalmarkeder, som bør gælde for disse. Herunder

regler om tavshedspligt og undtagelser hertil vedrørende

de APA’er og ARM’er, der er underlagt

tilsyn af Finanstilsynet. Der henvises til de oprindelige bemærkningerne til § 224, stk. 4, § 225, stk.

1, nr. 8, 10 og 12, § 226, nr. 6 og 11, og § 227, nr. 5, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155

som fremsat, side 322 ff.

186

Som følge af det foreslåede vil rækkefølgende i § 226, nr. 6, ændres således, at rækkefølgen i bestem-

melsen bliver enslydende med rækkefølgen i de øvrige bestemmelser, som er nævnt. Der er alene tale

om en korrektion uden materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 30 (§ 233, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 233 fastlægger klageadgangen for personer, som en afgørelse retter sig mod, i det

tilfælde hvor afgørelsen er truffet af en operatør af et reguleret marked, en operatør af en MHF eller

en OHF, en udbyder af dataindberetningstjenester, en CCP, en CSD eller et kontoførende institut.

Det følger således af § 233, stk. 1, 1. pkt., at afgørelser truffet af bl.a. en udbyder af dataindberet-

ningstjenester kan indbringes for Finanstilsynet af den, som afgørelsen retter sig mod, senest 4 uger

efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Det foreslås at ændre

§ 233, stk. 1, 1. pkt.,

således, at en udbyder af dataindberetningstjenester ændres

til en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM),

der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil ESMA som udgangspunkt være den kompetente tilsyns-

myndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid

være APA’er og ARM’er,

der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de

fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført

ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

Derfor foreslås det, at der fortsat er nogle regler i lov om kapitalmarkeder, som gælder for disse.

Derfor bør der fortsat være klageadgang for den fysiske eller juridiske person, som en APA eller

ARM, der fremover vil være underlagt tilsyn, træffer imod personen eller virksomheden. Der henvi-

ses til de oprindelige bemærkningerne til § 233, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155 som

fremsat, side 338.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 31 (§ 242 i lov om kapitalmarkeder)

Det følger af den gældende § 242, at hvis en operatør af en markedsplads, en udbyder af dataindbe-

retningstjenester, en CCP eller en CSD videregiver oplysninger om virksomheden, og oplysningerne

er kommet offentligheden til kendskab, kan Finanstilsynet påbyde virksomheden at offentliggøre be-

rigtigende oplysninger inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis oplysningerne efter Finanstil-

synets vurdering er misvisende, og Finanstilsynet vurderer, at oplysningerne kan have skadevirkning

for virksomhedens kunder, øvrige kreditorer, de finansielle markeder, hvorpå finansielle instrumenter

187

udstedt af virksomheden handles, markedets ordentlige funktion eller den finansielle stabilitet gene-

relt.

Det foreslås at ændre

§ 242

således, at en udbyder af dataindberetningstjenester ændres til en god-

kendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er und-

taget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil ESMA som udgangspunkt være den kompetente tilsyns-

myndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid

være APA’er og ARM’er,

der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de

fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført

ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

Derfor foreslås det, at der fortsat er nogle regler i lov om kapitalmarkeder, som gælder for disse.

Derfor bør Finanstilsynet fortsat have beføjelse til påbyde en APA eller ARM, der fremover vil være

underlagt tilsyn af Finanstilsynet, at berigtige oplysninger, som er kommet offentligheden til kend-

skab, og som Finanstilsynet vurderer, er misvisende og kan have en skadevirkende effekt. Der hen-

vises til de oprindelige bemærkningerne til § 242, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155, side

350.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 32 (§ 246, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 246 fastlægger hvilke fysiske og juridiske personer, der skal betale afgift til Finans-

tilsynet. Af nr. 4 fremgår udbydere af dataindberetningstjenester.

Der foreslås at ændre

§ 246, stk. 1, nr. 4,

således, at udbydere af dataindberetningstjenester ændres

til en godkendt offentliggørelsesordning (APA) og en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der

er meddelt tilladelse i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om mar-

keder for finansielle instrumenter og har en undtagelse i overensstemmelse med artikel 2, stk. 3, i

nævnte forordning.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil ESMA som udgangspunkt være den kompetente tilsyns-

myndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid

være APA’er og ARM’er,

der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de

fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført

ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforordningen.

188

Derfor foreslås det, at de APA’er eller ARM’er, der fremover vil være underlagt tilsyn af Finanstil-

synet skal betale afgift til Finanstilsynet. Der henvises til de oprindelige bemærkningerne til § 246,

jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155 som fremsat, side 354.

Kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed omhandler finansieringen af Finanstilsynet, der primært

dækkes af opkrævning af afgifter. § 361, stk. 2, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed foreslås ligeledes

ændret ved nærværende lovforslag. Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 12.

Det grundbeløb, der skal betales i medfør af § 361 i lov om finansiel virksomhed, reguleres årligt

svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven. Afgifterne for det pågældende år

opkræves primo december med betalingsfrist ultimo året, jf. § 369 i lov om finansiel virksomhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 33 (§ 247, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder)

I medfør af den gældende § 247 i lov om kapitalmarkeder straffes overtrædelse af en række nærmere

angivne bestemmelser i loven med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgiv-

ning. Bestemmelsen implementerer bl.a. artikel 70, stk. 3, litra a, og artikel 70, stk. 4, litra a, i MIFID

II.

Det foreslås i oplistningen i

§ 247, stk. 1,

at henvisningerne til § 142, stk. 1, § 145, § 146, stk. 1 og 2,

§ 147, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 147, stk. 4, jf. stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, §§ 149-162 udgår.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR, og at de gældende regler om udbydere af dataindberetningstjenester

foreslås ophævet ved lovforslagets § 8, nr. 16. Henvisningerne til de bestemmelser, som foreslås op-

hævet, foreslås således at udgå af strafbestemmelsen.

Artikel 70, stk. 3, litra a, og artikel 70, stk. 4, litra a, i MIFID II ændres ved § 1, stk. 5, i omnibusdi-

rektivet. Ændringerne medfører, at henvisningerne til de bestemmelser, som vedrører udbydere af

dataindberetningstjenester, som udgår med artikel 1, stk. 4, i omnibusdirektivet, udgår af strafbestem-

melserne i MiFID II.

Ændringen er en gennemførelse af artikel 1, stk. 5, litra a, nr. i), og en delvis gennemførelse af artikel

1, stk. 5, litra b, i omnibusdirektivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 34 (§ 248 i lov om kapitalmarkeder)

189

Overtrædelse af reglerne for udbydere af dataindberetningstjenester straffes efter gældende ret med

bøde i henhold til § 247, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.

Den gældende § 248 i lov om kapitalmarkeder fastlægger hvilke overtrædelser af reglerne i MiFIR,

der straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyld efter den øvrige lovgivning. Bestemmelsen

implementerer artikel 70, stk. 3, litra b, og stk. 4, litra b, i MiFID II.

Det foreslås, at

§ 248

ændres således, at overtrædelse af artikel 27f, stk. 1- 3, artikel 27g, stk. 1-5, og

artikel 27i, stk. 1-4, hvis en APA eller ARM har en undtagelse i overensstemmelse med artikel 2, stk.

3, i MiFIR kan straffes med bøde medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR, og at de gældende regler om udbydere af dataindberetningstjenester

foreslås ophævet ved lovforslagets § 1, nr. 16. Herefter vil ESMA som udgangspunkt være den kom-

petente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberetningstjenester. Der vil imidlertid

være APA’er

og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af deres begrænsede relevans for det indre marked,

hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som

bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b.

Derfor bør Finanstilsynet have sanktionsmuligheder overfor disse, hvis de ikke overholder de speci-

fikt oplistede regler i MiFIR. For udbydere af dataindberetningstjenester, som vil være underlagt til-

syn af ESMA, har ESMA en række sanktionsbeføjelser overfor disse.

Ændringen er en gennemførelse af artikel 1, stk. 5, litra a, nr. ii), og en delvis gennemførelse af artikel

1, stk. 5, litra b, i omnibusdirektivet, som ændrer artikel 70, stk. 3, litra b, og stk. 4, litra b, i MiFID

II.

Det følger af § 255, stk. 3, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter

5. kapitel i straffeloven. Af § 27, stk. 1, 1. pkt., i straffeloven fremgår, at strafansvar for en juridisk

person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en

eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler pligter eller forbud for virksomheden, er

de mulige ansvarssubjekter virksomheden og/eller en eller flere personer med tilknytning til virksom-

heden, hvilket oftest er medlemmer af ledelsen. Ved valg af ansvarssubjekt er det udgangspunktet,

at tiltalen rejses mod den juridiske person. Der kan i en række tilfælde være anledning til - ud over

tiltalen mod den juridiske person - tillige at rejse tiltale mod en eller flere fysiske personer, såfremt

den eller de pågældende har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed.

Det følger endvidere af § 255, stk. 5, at der ved udmåling af bøder efter § 248 skal lægges vægt på

overtrædelsens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold.

190

Nedenfor vil det fremgå, hvis der skal lægges vægt på noget særligt ved vurderingen af overtrædel-

sens grovhed, eller hvis der skal indgå noget særligt som skærpende eller formildende omstændighe-

der. Hvor der ikke skal lægges vægt på noget særligt, vil det være de almindelige regler, herunder

særligt §§ 51 og 80-82 i straffeloven, der finder anvendelse.

Nedenfor anføres forpligtelserne vedrørende de enkelte artikler, der kan overtrædes:

Artikel 27f i MiFIR indeholder regler om krav til ledelsesorganet hos en udbyder af dataindberet-

ningstjenester.

I henhold til stk. 1 skal ledelsesorganet hos en udbyder af dataindberetningstjenester til enhver tid

have et tilstrækkeligt godt omdømme, have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring og

afsætte tilstrækkelig tid til at udføre sine opgaver. Ledelsesorganet skal besidde tilstrækkelig kollektiv

viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå de aktiviteter, der udføres af udbyderen af

dataindberetningstjenester. Hvert medlem af ledelsesorganet skal udvise hæderlighed, integritet og

uafhængighed for effektivt at kunne anfægte afgørelser truffet af den øverste ledelse, hvor det er

nødvendigt, og for effektivt at kunne føre tilsyn med og overvåge ledelsens beslutningstagning, hvor

dette er nødvendigt.

I henhold til stk. 2 skal en udbyder af dataindberetningstjenester underrette ESMA eller, hvor det er

relevant, den nationale kompetente myndighed om navnene på alle medlemmer af udbyderens ledel-

sesorgan og om samtlige ændringer af dets medlemskab sammen med alle oplysninger, der er nød-

vendige for at vurdere, om enheden opfylder bestemmelserne i stk. 1.

I henhold til stk. 3 skal ledelsesorganet hos en udbyder af dataindberetningstjenester fastlægge og

føre tilsyn med gennemførelsen af governanceordninger, som sikrer effektiv og forsigtig ledelse af

en organisation, herunder adskillelse af opgaver i organisationen og forebyggelse af interessekonflik-

ter, og på en sådan måde at markedets integritet fremmes og kundernes interesser tilgodeses.

Ifølge artikel 2, nr. 22, i MiFIR skal ledelsesorgan i MiFIR forstås i overensstemmelse med artikel 4,

stk. 1, nr. 36, i MiFID II. Det følger af artikel 4, stk. 1, nr. 36, i MiFID II, som ændret ved artikel 1,

stk. 2, litra a, at et ledelsesorgan er defineret som det eller de organer i et investeringsselskab, en

markedsoperatør, eller en udbyder af dataindberetningstjenester som defineret i artikel 2, stk. 1, nr.

36a), i forordning (EU) nr. 600/2014, som er udpeget i overensstemmelse med national lovgivning,

der har beføjelse til at fastlægge enhedens strategi, målsætninger og generelle ledelsesprincipper, og

som fører tilsyn med og overvåger ledelsens beslutningstagning og omfatter personer, som varetager

enhedens daglige ledelse. Når der i dette direktiv henvises til ledelsesorganet og hvor ledelsesorganers

ledelsesfunktion og tilsynsfunktion i henhold til national lovgivning overdrages til forskellige organer

eller forskellige medlemmer i et organ, foretager medlemsstaten en skelnen mellem de ansvarlige

191

organer eller medlemmer af ledelsesorganet i overensstemmelse med sin nationale lovgivning, med-

mindre andet er fastsat i dette direktiv.

Det mulige ansvarssubjekt for straf for overtrædelse af såvel artikel 27f, stk. 1 og 3, er herefter det

pågældende ledelsesmedlem, eller for en APA eller ARM, der er en enkeltmandsvirksomhed, inde-

haveren. Det mulige ansvarssubjekt for straf for overtrædelse af artikel 27f, stk. 2, er den eller de

ledelsesansvarlige for udbyderen af dataindberetningstjenester. Med den eller de ledelsesansvarlige

forstås den eller de personer, der er ansvarlige for den overordnede henholdsvis daglige ledelse af

APA’en eller ARM’en. Den formelle stillingsbetegnelse er ikke afgørende for, om en person anses

for at være den ledelsesansvarlige. Det afgørende for, hvilke personer der omfattes af egnetheds- og

hæderlighedskravene, er, om den eller de pågældende personer faktisk er ansvarlige for den overord-

nede og/eller den daglige ledelse af udbyderen.

Artikel 27g i MiFIR fastsætter de organisatoriske krav til APA’er. Stk. 1 og 2 omhandler offentlig-

gørelse af en række oplysninger, herunder at der skal være etableret egnede politikker og ordninger

til at kunne offentliggøre de pågældende oplysninger. Stk. 3 fastsætter, at en APA skal have og ved-

ligeholde effektive administrative ordninger med henblik på at forebygge interessekonflikter med

kunderne. Stk. 4 fastsætter, at en APA skal etablere forsvarlige sikkerhedsmekanismer med henblik

på at garantere sikre midler til overførsel af information, minimere risikoen for dataforveksling og

uautoriseret adgang og forhindre lækage af oplysninger før offentliggørelse. Stk. 5 fastsætter, at

APA’en skal etablere systemener, som gør det muligt effektivt at kontrollere, om handelsindberet-

ningerne er fuldstændige, identificere udeladelser og åbenbare fejl og anmode om fornyet fremsen-

delse af enhver fejlbehæftet indberetning.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 1-5 er den fysiske eller juridiske person, der har tilladelse

til at drive APA’en.

Artikel 27i fastsætter de organisatoriske krav til ARM’er.

Stk. 1 fastsætter at en ARM skal etablere

egnede politikker og ordninger til at kunne indberette nogle specifikt bestemte oplysninger. Stk. 2

fastsætter, at en ARM skal have og vedligeholde effektive administrative ordninger med henblik på

at forebygge interessekonflikter med kunderne. Stk. 3 fastsætter, at en ARM skal etablere forsvarlige

sikkerhedsmekanismer med henblik på at garantere sikkerheden og autentificering af midlerne til

overførsel af information, minimere risikoen for dataforvanskning og uautoriseret adgang og forhin-

dre lækage af oplysninger, således at datafortroligheden opretholdes til enhver tid. Stk. 4 fastsætter,

at ARM’en skal etablere systemener, som effektivt kan kontrollere, om transaktionsindberetningerne

er fuldstændige, identificere udeladelser og åbenbare fejl forårsaget af investeringsselskabet, og hvor

en sådan fejl eller udeladelse forekommer, meddele investeringsselskabet nærmere oplysninger om

fejlen eller udeladelsen og anmode om fornyet fremsendelse af enhver således fejlbehæftet indberet-

ning.

192

Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 1-4 er den fysiske eller juridiske person, der har tilladelse

til at drive ARM’en.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 35 (§ 254, stk. 1 og 3, i lov om kapitalmarkeder)

§ 254 i lov om kapitalmarkeder indeholder regler om straf for manglende efterlevelse af påbud og

afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger.

Det følger af § 254, stk. 1, at bl.a. en udbyder af dataindberetningstjenester, der undlader at efter-

komme et påbud fra Finanstilsynet givet i medfør af § 220 eller som afgiver urigtige eller vildledende

oplysninger til Finanstilsynet, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden

lovgivning.

Det følger af § 254, stk. 3, at hvis en person, der er knyttet til bl.a. en udbyder af dataindberetnings-

tjenester giver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen, Danmarks

Nationalbank eller anden offentlig myndighed, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil

4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås at ændre

§ 254, stk. 1

således, at en udbyder af dataindberetningstjenester ændres

til en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM),

der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyn-

dighed, som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataindberet-

ningstjenester. Der vil imidlertid

være APA’er og ARM’er, der er undtaget fra MiFIR på grund af

deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt tilsyn.

Dette følger af § 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i omnibusforord-

ningen.

Derfor bør de også være omfattet af de sanktionsmuligheder, der er i Danmark i de tilfælde, hvor en

ARM eller APA under nationalt tilsyn ikke efterlever et påbud eller giver urigtige eller vildledende

oplysninger til Finanstilsynet m.fl. Der henvises til de oprindelige bemærkningerne til § 254, jf. Fol-

ketingstidende 2016-17, tillæg A, L 155 som fremsat, side 378.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 36 (§ 254, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 254 i lov om kapitalmarkeder indeholder regler om straf for manglende efterlevelse

af påbud og afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger.

193

Det følger af § 254, stk. 2, at med bøde straffes et bestyrelsesmedlem i en operatør af et reguleret

marked eller i en udbyder af dataindberetningstjenester, der ikke efterkommer et påbud, der er givet

efter § 221, stk. 2 og stk. 4, 3. pkt. Med bøde straffes tillige et bestyrelsesmedlem i en operatør af et

reguleret marked, der ikke efterkommer et påbud, der er givet efter § 221, stk. 3.

Det foreslås at nyaffatte

§ 254, stk. 2,

således at bestemmelsen fastsætter, at med bøde straffes et

bestyrelsesmedlem i en operatør af et reguleret marked, der ikke efterkommer et påbud, der er givet

efter § 221, stk. 2, og 3, og stk. 4, 3. pkt. Ændringen er en konsekvens af de ændringer til § 221 i lov

om kapitalmarkeder, som foreslås i lovforslagets § 8, nr. 22. Som det fremgår af de specielle bemærk-

ninger til lovforslagets § 8, nr. 22 foreslås det, at udbydere af dataindberetningstjenester helt udgår af

§ 221 i lov om kapitalmarkeder. Derfor foreslås det ligeledes, at udbydere af dataindberetningstjene-

ster udgår af § 256, stk. 3, da disse ikke længere vil kunne få et påbud efter § 221, stk. 2 og stk. 4, 3.

pkt. Da udbydere af dataindberetningstjenester ikke længere bør indgå i § 254, stk. 2, vedrører be-

stemmelsen alene en operatør af et reguleret marked. Derfor foreslås det at nyaffatte § 254, stk. 2 ved

at sammenskrive 1. og 2. pkt.

§ 221, stk. 2 og 3, og stk. 4, 3. pkt., giver Finanstilsynet mulighed for at påbyde et bestyrelsesmedlem

i en operatør af et reguleret marked at nedlægge sit hverv, hvis denne ikke lever op til egnetheds og

Hæderligheds kravene, begrænsningen i antal af ledelsesposter og kravet om afsættelse af tilstrække-

lig tid. Et bestyrelsesmedlem i en operatør af et reguleret marked kan pålægges bøde, hvis den på-

gældende ikke efterkommer et påbud om at nedlægge sit hverv, som følge af at denne ikke længere

lever op til egnetheds- og hæderlighedskravene.

Egnetheds- og hæderlighedskravene for så vidt angår operatører af et reguleret marked fremgår af §

68 i lov om kapitalmarkeder.

Der henvises nærmere til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 8, nr. 22-28 og 35. Der hen-

vises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 37 (§ 255, stk. 5, 1.pkt., i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 255, stk. 5, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder fastlægger, at ved udmåling af bøder

efter kapitel 42 lægges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold.

Det foreslås i

§ 255, stk. 5, 1. pkt.

at indsætte »skal der« i bestemmelsen efter »dette kapitel«.

Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for i

bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om strafniveauet for § 25, 1. pkt., og § 30 i lov om

kapitalmarkeder.

194

§ 25, 1. pkt., vedrører indberetning af oplysninger til Finanstilsynet, og § 30 vedrører oplysningspligt

om ændringer i storaktionærers besiddelser.

Der findes allerede i dag i bemærkningerne til § 255 et vejledende bødeniveau for overtrædelse af en

række bestemmelser, som Finanstilsynet vil kunne få hjemmel til at udstede administrative bødefo-

relæg for, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 155 som fremsat, side 381.

I forbindelse med arbejdet på en ny bekendtgørelse om anvendelse af administrative bødeforelæg på

kapitalmarkedsområdet er det fundet hensigtsmæssigt at kunne udstede administrative bødeforelæg

for overtrædelse af § 25,1. pkt., og § 30 i lov om kapitalmarkeder. Der er imidlertid ikke et vejledende

bødeniveau for overtrædelse af disse bestemmelser i lovbemærkningerne, hvilket er en forudsætning

for at kunne udstede administrative bødeforelæg. Formålet med ændringen er derfor, at få tilvejebragt

et normalstrafniveau for overtrædelse af de pågældende bestemmelser.

Det følger af § 25, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder, at en udsteder samtidig med offentliggørelsen

af oplysninger, som nævnt i § 24, stk. 1, skal indsende oplysningerne til Finanstilsynet, som opbevarer

dem. Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af bestemmelsen er udstederen. Den strafbare hand-

ling består i at undlade at indsende offentliggjorte oplysninger til Finanstilsynet. Formålet med be-

stemmelsen er at give offentligheden mulighed for at kunne hente oplysninger om udstedere ét samlet

sted. De indsendte oplysninger indgår endvidere i Finanstilsynets generelle overvågning af kapital-

markederne.

Overtrædelse af bestemmelsen kan medføre, at offentligheden ikke har adgang til de oplysninger,

som de skal have i henhold til lov om kapitalmarkeder. Yderligere kan overtrædelser medvirke til at

skade tilsynet med kapitalmarkederne.

En strafbar handling kan bl.a. bestå i, at en udsteder forsætligt undlader at indsende oplysninger til

Finanstilsynet, eller at en udsteder på grund af uagtsomhed fejlagtigt sender offentliggørelse af intern

viden som en pressemeddelelse via deres nyhedsdistributør uden at sikre, at der samtidig sker indsen-

delse af oplysningerne til Finanstilsynet.

Finanstilsynet vurderer, at konstateringen af overtrædelser generelt vil være ukompliceret, og at fler-

tallet af sager ikke vil give anledning til bevismæssig tvivl.

Bødeniveauet for en overtrædelse forudsættes som udgangspunkt fastsat til en bøde på 10.000 kr. i

førstegangstilfælde. Der er herved lagt vægt på, at overtrædelse af bestemmelsen kan medføre, at

offentligheden ikke har adgang til de oplysninger, de skal have i henhold til lov om kapitalmarkeder,

og at overtrædelser kan medvirke til at skade tilsynet med kapitalmarkederne. Endvidere er der lagt

vægt på overtrædelsens sammenlignelighed med en overtrædelse af § 24, jf. Folketingstidende 2016-

17, tillæg A, L 155 som fremsat, side 381, hvoraf fremgår af bemærkninger til bestemmelsen, at

straffen for overtrædelse af reglerne om offentliggørelse af oplysninger, jf. § 24, som udgangspunkt

195

er en bøde på 10.000 kr. i førstegangstilfælde. Pendanten til den påtænkte bestemmelse i en ny be-

kendtgørelse om anvendelse af administrative bødeforelæg på kapitalmarkedsområdet findes i den

gældende § 3, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 186 af 8. marts 2011 om anvendelse af administrative bøde-

forelæg på det finansielle område.

Det følger af § 30 i lov om kapitalmarkeder, at en udsteder af aktier efter modtagelsen af en medde-

lelse om flagning af stemmerettigheder og aktiekapital, jf. §§ 38-40 i lov om kapitalmarkeder, skal

offentliggøre indholdet af meddelelsen, og at dette skal ske efter modtagelsen af meddelelsen, dog

senest tre hverdage herefter. §§ 38-40 omhandler storaktionærmeddelelser. Ansvarssubjektet i for-

hold til overtrædelse af § 30 er udstederen.

Oplysning om større aktiebesiddelser er af væsentlig betydning for kapitalmarkederne. En udsteders

manglende videreformidling af større aktiebesiddelser m.v. kan derfor medføre, at investorer mangler

væsentlig information om en udsteders ejerforhold.

Den strafbare handling kan bestå i, at udstederen undlader at offentliggøre indholdet af den medde-

lelse, som er modtaget efter §§ 38-40, senest tre hverdage efter modtagelsen. Et eksempel på over-

trædelse af bestemmelsen er bl.a., hvis en virksomhed forsætligt undlader at offentliggøre visse inve-

storers aktiebesiddelser, men offentliggør andre besiddelser. Der kan endvidere være tale om en over-

trædelse, hvis en udsteder ikke offentliggør informationerne særskilt efter at have modtaget disse. En

sådan situation kan eksempelvis opstå, hvor udsteder vælger at samle modtagne meddelelser og of-

fentliggøre i en samlet meddelelse.

Finanstilsynet vurderer, at konstateringen af overtrædelser generelt vil være ukompliceret, og at fler-

tallet af sager ikke vil give anledning til bevismæssig tvivl.

Bødeniveauet for en overtrædelse forudsættes som udgangspunkt fastsat til en bøde på 50.000 kr. i

førstegangstilfælde. Der er herved lagt vægt på, at en overtrædelse af bestemmelsen bør anses for en

grov overtrædelse af loven, og dermed bør bødeniveauet være betydeligt højere end udgangspunktet

for en overtrædelse af storaktionærens flagningspligt på 15.000 kr., jf. Folketingstidende 2016-17,

tillæg A, L 155 som fremsat, side 381, hvoraf det fremgår, at straffen for overtrædelse af flagnings-

regler for storaktionærer, jf. § 38, stk. 1, § 39, stk. 1, og § 40, stk. 1, som udgangspunkt er en bøde på

15.000 kr. i førstegangstilfælde. I dag er det muligt at anvende administrativt bødeforelæg ved mang-

lende, mangelfuld eller forkert meddelelse til selskabet og Finanstilsynet om besiddelse af aktier samt

manglende, mangelfuld eller forkert offentliggørelse af besiddelse af aktier, jf.

§ 3, nr. 5, i bekendtgørelse

nr. 186 af 8. marts 2011 om anvendelse af administrative bødeforelæg på det finansielle område.

Fremadrettet forventes bestemmelsen således videreført i en ny bekendtgørelse om anvendelse af

administrative bødeforelæg på kapitalmarkedsområdet.

196

Hvis en overtrædelse af de pågældende bestemmelser ikke kan anses for ukompliceret, uden bevis-

mæssige tvivlsspørgsmål eller overtrædelsen rejser tvivl om det rette sanktionsniveau, skal Finanstil-

synet overgive sagen til politiet og anklagemyndigheden til videre foranstaltning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.16 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 38 (§ 256, stk. 1 og 3, i lov om kapitalmarkeder)

Den gældende § 256, i lov om kapitalmarkeder fastlægger reglerne for tvangsbøder.

Det fremgår af stk. 1, at hvis en direktør, et bestyrelsesmedlem eller en revisor hos bl.a. en udbyder

af dataindberetningstjenester, undlader at efterkomme de pligter, der efter lov om kapitalmarkeder

eller regler fastsat i medfør heraf, forordninger nævnt i § 211, stk. 2, i lov om kapitalmarkeder eller

regler udstedt i medfør heraf påhviler dem eller pålægges dem af Finanstilsynet eller Erhvervsstyrel-

sen, kan Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige

eller ugentlige bøder.

Det følger af stk. 3, at hvis en operatør af et reguleret marked eller en udbyder af dataindberetnings-

tjenester undlader at efterkomme et påbud meddelt i medfør af § 221, stk. 1, og stk. 4, 1. pkt., kan

operatøren af det regulerede marked henholdsvis udbyderen af dataindberetningstjenester pålægges

daglige eller ugentlige tvangsbøder.

Det foreslås at ændre

§ 256, stk. 1,

således, at en udbyder af dataindberetningstjenester ændres til en

godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er

undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet.

Forslaget er en konsekvens af, at reglerne om udbydere af dataindberetningstjenester pr. 1. januar

2022 vil være reguleret i MiFIR. Herefter vil den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyn-

dighed (ESMA), som udgangspunkt være den kompetente tilsynsmyndighed for udbydere af dataind-

beretningstjenester. Der vil imidlertid

være APA’er og ARM’er,

der er undtaget fra MiFIR på grund

af deres begrænsede relevans for det indre marked, hvorfor de fortsat vil være underlagt nationalt

tilsyn. Dette følger af artikel 2, stk. 3, i MiFIR, som bliver indført ved artikel 4, stk. 2, litra b, i

omnibusforordningen.

Derfor bør de også være omfattet af de muligheder i lov om kapitalmarkeder, der er for at anvende

tvangsbøder. Der henvises til de oprindelige bemærkningerne til § 256, stk. 1, jf. Folketingstidende

2016-17, tillæg A, L 155 som fremsat, side 383.

Det foreslås desuden at ændre

§ 256, stk. 3,

således, at udbydere af dataindberetningstjenester udgår

af bestemmelsen. Ændringen er en konsekvens af de ændringer til § 221 i lov om kapitalmarkeder,

som foreslås i lovforslagets § 8, nr. 22. Som det fremgår af de specielle bemærkninger til lovforslagets

197

§ 8, nr. 22, foreslås det, at udbydere af dataindberetningstjenester helt udgår af § 221 i lov om kapi-

talmarkeder. Derfor foreslås det ligeledes, at udbydere af dataindberetningstjenester udgår af § 256,

stk. 3, da disse ikke længere vil kunne få et påbud efter § 221, stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 9

Til nr. 1 (§ 3, stk. 1, nr. 3, i lov om ejendomskreditselskaber)

Selskaber der har til formål erhvervsmæssigt at købe og sælge pantebreve i fast ejendom eller yde

boligkreditaftaler, skal efter § 3 i lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1045 af

14. oktober 2019, have tilladelse af Finanstilsynet til at udøve den pågældende virksomhed.

Det følger af § 3, stk. 1, nr. 3, at et selskab, der ønsker tilladelse som ejendomskreditselskab, i for-

bindelse med ansøgning til Finanstilsynet, skal dokumentere, at den person i selskabet, som er an-

svarlig for handel med pantebreve, når selskabet udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1, og

den, som er ansvarlig for kreditgivning, når selskabet udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 2, nr.

2, opfylder betingelserne i § 5.

Forslaget er en konsekvensrettelse som følge af den foreslåede ændring i lovforslagets § 9, nr. 3, hvor

den gældende § 3, stk. 1, nr. 5, foreslås ophævet. Som følge heraf foreslås det, at indsætte »og« i

nr.

så sætningskæden bliver korrekt.

Til nr. 2 (§ 3, stk. 1, nr. 4, i lov om ejendomskreditselskaber)

Efter § 3, stk. 1, nr. 4, i lov om ejendomskreditselskaber skal et selskab, der ønsker tilladelse til at

drive ejendomskreditselskab, dokumentere, at ejerne af kvalificerede andele i selskabet opfylder prin-

cipperne i §§ 61-62 om ejerforhold i lov om finansiel virksomhed.

Forslaget er en konsekvensrettelse som følge af den foreslåede ændring i lovforslagets § 9, nr. 3, hvor

den gældende § 3, stk. 1, nr. 5, foreslås ophævet. Med henblik på at sikre en korrekt sætningskæde

foreslås det i

nr.

4 at slette »og«.

Til nr. 3 (§ 3, stk. 1, nr. 5, i lov om ejendomskreditselskaber)

Selskaber der har til formål erhvervsmæssigt at købe og sælge pantebreve i fast ejendom eller yde

boligkreditaftaler, skal efter § 3 i lov om ejendomskreditselskaber, have tilladelse af Finanstilsynet

til at udøve den pågældende virksomhed.

Finanstilsynet giver på baggrund af en række krav et selskab tilladelse til at udøve virksomhed som

ejendomskreditselskab. Selskabet skal således drives i aktie- eller et anpartsselskabsform, have en

ledelse, der opfylder lovens § 4 m.fl. Efter stk. 1, nr. 5, skal selskabet endvidere dokumentere, at der

er oprettet en særlig konto, hvor det aftalte provenu indsættes. Selskabet skal endvidere sørge for, at

der er stillet passende sikkerhed for disse midler.

198

Det foreslås med lovforslagets § 9, nr. 4, at indsætte et nyt stk. 2 i § 3, der indeholder krav om opret-

telse af en særlig konto for ejendomskreditselskaber, der til forbrugere handler med pantebreve i fast

ejendom.

Som en konsekvens af den i § 9, nr. 4, foreslåede ændring, foreslås det at ophæve

§ 3, stk. 1, nr. 5,

idet bestemmelsens indhold videreføres i et nyt stk. 2. Der henvises i øvrigt nærmere til bemærknin-

gerne til forslagets § 9, nr. 4.

Til nr. 4 (§ 3 i lov om ejendomskreditselskaber)

Selskaber der har til formål erhvervsmæssigt at købe og sælge pantebreve i fast ejendom eller yde

boligkreditaftaler, skal efter § 3 i lov om ejendomskreditselskaber have tilladelse af Finanstilsynet til

at udøve den pågældende virksomhed.

Finanstilsynet giver et selskab tilladelse til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab, når sel-

skabet drives i aktie- eller et anpartsselskabsform, selskabet har en bestyrelse og en direktion og med-

lemmerne opfylder betingelserne i lovens § 4, den pantebrevsansvarlige opfylder betingelserne i § 5,

og ejerne af kvalificerede andele i selskabet opfylder principperne i §§ 61-62 om ejerforhold i lov om

finansiel virksomhed.

Efter den gældende stk. 1, nr. 5, skal selskabet dokumentere, at der er oprettet en særlig konto, hvor

det aftalte provenu indsættes. Selskabet skal endvidere sørge for, at der er stillet passende sikkerhed

for disse midler.

Det forslås, at indsætte et nyt

stk. 2

i § 3, hvorefter et ejendomskreditselskab, der til forbrugere handler

med pantebreve i fast ejendom, udover kravene i stk. 1 skal dokumentere, at der er oprettet en særlig

konto, hvor det aftalte provenu skal indsættes, og at selskabet har etableret sikkerhed for disse midler,

jf. stk. 6. Bestemmelsen svarer med mindre ændringer til den gældende §3, stk. 1, nr. 5, i lov om

ejendomskreditselskaber.

Når et ejendomskreditselskab køber et pantebrev af en forbruger skal selskabet, i perioden fra aftalen

er indgået til provenuet kan udbetales, overføre det omhandlede provenu til en særskilt konto i et

pengeinstitut, ofte kaldet en klientkonto. Et ejendomskreditselskab, der handler med forbrugere, skal

for at imødekomme kravet om sikkerhed tegne en garantiforsikring eller en garantistillelse fra et pen-

geinstitut for denne særskilte konto.

Bestemmelsen stiller krav om, at der foreligger sikkerhed for opfyldelsen af pengekrav, en forbruger

måtte få mod selskabet i tilknytning til pantebrevshandlen. Dette skal sikre, at forbrugere har sikker-

hed for at få udbetalt det aftalte provenu, når forbrugeren sælger et pantebrev til selskabet eller har

sikkerhed, hvis vedkommende forudbetaler købesummen på et pantebrev. På denne måde sikres det,

199

at forbrugeren ikke kommer i en situation, hvor provenuet ikke kommer til udbetaling, men at pante-

brevet til trods herfor sælges videre (negotiabilitet).

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det fremover alene vil være ejendomskreditselskaber,

der handler pantebreve med forbrugere, som i forbindelse med en ansøgning til Finanstilsynet skal

dokumentere, at der er oprettet en klientkonto. Ejendomskreditselskaber, der ikke som led i deres

virksomhed køber eller sælger pantebreve til forbrugere, vil således være undtaget fra at skulle oprette

–

og dokumentere

–

en klientkonto. Disse selskaber skal i forbindelse med ansøgningen over for

Finanstilsynet erklære, at selskabet ikke handler med pantebreve til forbrugere.

Til nr. 5 (§ 3, stk. 2, i lov om ejendomskreditselskaber)

Den gældende § 3, stk. 2, anfører, at kravene i § 3, stk. 1, nr. 1-5, skal være opfyldt ved indgivelse af

ansøgning samt til enhver tid, efter at tilladelse er givet.

I lovforslagets § 9, nr. 3, foreslås det at ophæve stk. 1, nr. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber, der

til forbrugere handler med pantebreve i fast ejendom, skal dokumentere, at der er oprettet en særlig

konto til brug for det aftalte provenu. Indholdet af bestemmelsen foreslås i lovforslagets § 9, nr. 4,

indsat som et nyt stk. 2. Der henvises nærmere til bemærkningerne til § 9, nr. 3 og 4.

Med forslaget foreslås det at slette henvisningen til nr. 1-5 i

§ 3, stk. 2,

idet en henvisning til stk. 1 vil

være tilstrækkeligt.

Forslaget er en konsekvens af ændringerne i lovforslagets § 9, nr. 3 og 4.

Til nr. 6 (§ 3, stk. 4 og 5, i lov om ejendomskreditselskaber)

Den gældende § 3, stk. 4, indeholder hjemmel til at fastsætte nærmere regler om omfang, art og den

tidsmæssige udstrækning af sikkerheden nævnt i stk. 1, nr. 5.

Af § 3, stk. 5, fremgår, at ejendomskreditselskaber årligt skal indsende en erklæring fra en godkendt

revisor om sikkerheden nævnt i stk. 1, nr. 5.

I lovforslagets § 9, nr. 3, foreslås det at ophæve stk. 1, nr. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber, der

til forbrugere handler med pantebreve i fast ejendom, skal dokumentere, at der er oprettet en særlig

konto til brug for det aftalte provenu. Indholdet af bestemmelsen foreslås i lovforslagets § 9, nr. 4,

indsat som et nyt stk. 2. Der henvises nærmere til bemærkningerne til § 9, nr. 3 og 4.

Med forslaget ændres henvisningen til stk. 1, nr. 5, i

§ 3, stk. 4 og 5,

til stk. 2.

Forslaget er en konsekvens af ændringerne i lovforslagets § 9, nr. 3 og 4.

Til nr. 7 (§ 12, stk. 7, i lov om ejendomskreditselskaber)

200

Den gældende § 12, stk. 7, anfører at Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold, der er

i strid med en række bestemmelser i loven, herunder § 3, stk. 1, nr. 5.

I lovforslagets § 9, nr. 3, foreslås det at ophæve stk. 1, nr. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber, der

til forbrugere handler med pantebreve i fast ejendom, skal dokumentere, at der er oprettet en særlig

konto til brug for det aftalte provenu. Indholdet af bestemmelsen foreslås i lovforslagets § 9, nr. 4,

indsat som et nyt stk. 2, hvorefter stk. 2-6 bliver til stk. 3-7. Der henvises nærmere til bemærkningerne

til § 9, nr. 3 og 4.

Med forslaget ændres henvisningen til § 3, stk. 1, nr. 5, i

§ 12, stk. 7

til § 3, stk. 2. Endvidere ændres

henvisningen til § 3, stk. 5, til § 3, stk. 6.

Forslaget er en konsekvens af ændringerne i lovforslagets § 9, nr. 3 og 4.

Til nr. 8 (§ 22, stk. 1, i lov om ejendomskreditselskaber)

Den gældende § 22, stk. 1, anfører at overtrædelse af en række bestemmelser i loven, herunder § 3,

stk. 5, kan straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter øvrig lovgivning.

I lovforslagets § 9, nr. 3, foreslås det at ophæve stk. 1, nr. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber, der

til forbrugere handler med pantebreve i fast ejendom, skal dokumentere, at der er oprettet en særlig

konto til brug for det aftalte provenu. Indholdet af bestemmelsen foreslås i lovforslagets § 9, nr. 4,

indsat som et nyt stk. 2, hvorefter stk. 2-6 bliver til stk. 3-7. Der henvises nærmere til bemærkningerne

til § 9, nr. 3 og 4.

Med forslaget ændres henvisningen til § 3, stk. 5, i

§ 22, stk. 7,

til § 3, stk. 6.

Forslaget er en konsekvens af ændringerne i lovforslagets § 9, nr. 3 og 4.

Til § 10

Til nr. 1 (§ 9, stk. 1, i lov om betalingskonti)

Efter den gældende § 11 i lov om betalingskonti, jf. lovbekendtgørelse nr. 1805 af 12. december 2018,

er et pengeinstitut forpligtet til at tilbyde en forbruger en basal betalingskonto, medmindre oprettelsen

heraf vil stride mod reglerne i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af

terrorisme. I en række angivne tilfælde kan oprettelse af en basal betalingskonto nægtes, jf. stk. 3.

Af den gældende § 9 i lov om betalingskonti følger det, at en basal betalingskonto skal indeholde

muligheden for en række tjenesteydelser, som forbrugeren i et ubegrænset omfang skal kunne benytte

sig af. Det omfatter muligheden for at kunne indsætte midler, hæve kontanter i et EU/EØS-land,

direkte debiteringer og betalingstransaktioner med betalingskort eller onlinebetaling samt kredittrans-

aktioner, herunder stående ordrer, ved, såfremt de forefindes, terminaler, henvendelse i pengeinsti-

tuttets forretningslokale og via onlinefaciliteter.

201

Den gældende § 9, stk. 1, implementerer artikel 17, stk. 1, litra b-d, og stk. 4, i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med

betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner (»beta-

lingskontodirektivet«).

Artikel 17, stk. 1, litra a, i betalingskontodirektivet anfører, at medlemsstaterne skal sikre, at en basal

betalingskonto omfatter muligheden for at åbne, anvende og lukke en betalingskonto. I forbindelse

med implementeringen af betalingskontodirektivet i 2016 valgte man ikke at implementere artikel 17,

stk. 1, litra a, da man i dansk ret havde valgt at operere med en samlet pris for en basal betalingskonto.

Den gældende § 12 indeholder en forpligtelse for pengeinstitutter til at tilbyde forbrugere en basal

betalingskonto vederlagsfrit eller mod betaling af et rimeligt gebyr. Bestemmelsen foreslås ændret

ved lovforslagets § 10, nr. 2. Der henvises nærmere til de almindelige bemærkninger pkt. 2.16.

Som led i den foreslåede ændring i lovforslagets § 10, nr. 2, vurderes det relevant at implementere

artikel 17, stk. 1, litra a, idet man ikke længere opererer med en samlet pris for en basal betalings-

konto. I forslagets § 10, nr. 2, foreslås en tilpasning af den nuværende model, idet det fremover vil

være den enkelte tjenesteydelse, der skal være rimelig i pris. Som en konsekvens heraf vurderes det

således relevant at implementere artikel 17, stk. 1, litra a, om tjenesteydelser der gør det muligt at

åbne, anvende og lukke en betalingskonto.

Det følger af den foreslåede

§ 9, stk. 1, nr. 1,

at tjenesteydelser efter § 9 endvidere omfatter mulighe-

den for at åbne, anvende og lukke en betalingskonto.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at et pengeinstitut skal sikre, at en basal betalingskonto i det

pågældende pengeinstitut indeholder muligheden for at åbne, anvende og lukke en betalingskonto.

Denne mulighed skal forbrugeren have ubegrænset mulighed for at anvende. Det følger dog af stk. 2,

at pengeinstituttet kun er forpligtet til at tilbyde de i stk. 1 nævnte tjenesteydelser, i det omfang tje-

nesteydelserne i forvejen udbydes til forbrugere, som har andre betalingskonti end en basal betalings-

konto.

For pengeinstituttets adgang til at opkræve et gebyr henvises til bemærkningerne til forslagets §10,

nr. 2.

Til nr. 2 (§ 12 i lov om betalingskonti)

Den gældende § 12 i lov om betalingskonti medfører, at et pengeinstitut skal tilbyde en forbruger en

basal betalingskonti vederlagsfrit eller mod betaling af et rimeligt gebyr. Pengeinstituttet kan pålægge

forbrugeren et rimeligt gebyr ved manglende efterlevelse af forpligtelserne i en rammeaftale for en

basal betalingskonto. Ved fastlæggelsen af et rimeligt gebyr skal der tages udgangspunkt i indkomst-

202

niveauet i Danmark, de gennemsnitlige gebyrer, der opkræves af danske pengeinstitutter for en beta-

lingskonto samt pengeinstituttets omkostninger og en rimelig fortjeneste ved at tilbyde en betalings-

konto. Gebyret for en basal betalingskonto må ikke være afhængig af antal gennemførte tjenesteydel-

ser efter den gældende § 9, stk. 1, nr. 1 og 2, og nr. 3, litra b.

Det foreslås at nyaffatte

§ 12

i lov om betalingskonti. Den foreslåede bestemmelse implementerer

artikel 18 i betalingskontodirektivet vedrørende det gebyr, et pengeinstitut kan opkræve i relation til

de tjenesteydelser, der skal tilbydes en indehaver af en basal betalingskonto enten for at tilbyde en

basal betalingskonto eller i tilfælde af, at en forbruger ikke overholder sine forpligtelser i henhold til

en rammeaftale for en basal betalingskonto. Endvidere implementerer bestemmelsen artikel 17, stk.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at fastlægge de forpligtelser, der følger af direktivet. Be-

stemmelsen skal sikre forbrugere, der har benyttet sig af retten til en basal betalingskonto og de til-

knyttede tjenesteydelser forbundet hermed, får tilbudt dette vederlagsfrit eller mod betaling af et ri-

meligt gebyr. Endvidere skal bestemmelsen sikre, at udbydere af betalingskonti skal kunne opkræve

de gebyrer, der er nødvendige for at kunne tilbyde betalingskonti og sikre sig en indtjening på de

tilknyttede tjenesteydelser.

Det følger af den foreslåede

stk. 1,

at et pengeinstitut skal tilbyde de tjenesteydelser, der er nævnt i §

9, til forbrugere vederlagsfrit eller mod betaling af et rimeligt gebyr. Bestemmelsen implementerer

artikel 18, stk. 1, i betalingskontodirektivet.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger det overordnede princip om, at de tjenesteydelser, der er

knyttet til det at have en betalingskonto, enten skal være gratis eller alene være underlagt et rimeligt

gebyr. Hvad der forstås ved et rimeligt gebyr, er reguleret i forslaget til § 12, stk. 4.

Efter

stk. 2

må tjenesteydelser efter § 9, stk. 1, nr. 1-3, og nr. 4, litra b, uanset antallet af gennemførte

betalingstransaktioner ikke pålægges gebyrer ud over et eventuelt rimeligt gebyr. Denne begrænsning

gælder ikke betalingstransaktioner med kreditkort. Bestemmelsen gennemfører artikel 17, stk. 5, i

betalingskontodirektivet.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at gebyrer for tjenesteydelser efter § 9, stk. 1, nr. 1-3, og nr.

4, litra b, ikke må fastsættes på baggrund af antal gennemførte transaktioner. Begrænsningen gælder

dog ikke direkte debiteringer og kredittransaktioner, jf. § 9, stk. 1, nr. 4, litra a og c. Endvidere gælder

begrænsningen ikke transaktioner foretaget ved brug af kreditkort.

For transaktioner med direkte debiteringer, kredittransaktioner og kreditkort vil et pengeinstitut såle-

des kunne opkræve et gebyr, der er baseret på antallet af gennemførte transaktioner. Disse gebyrer

skal dog være rimelige, jf. stk. 1, jf. kriterierne i stk. 4. Hvis pengeinstituttet vælger at tage særskilt

203

betaling for disse tjenesteydelser, kan omkostningerne hertil ikke indgå i vurderingen af, hvad der er

et rimeligt gebyr.

Efter

stk. 3

kan et pengeinstitut pålægge forbrugere et rimeligt gebyr i tilfælde af manglende overhol-

delse af forpligtelserne i en rammeaftale for en basal betalingskonto. Bestemmelsen implementerer

artikel 18, stk. 2, i betalingskontodirektivet.

Definitionen på en rammeaftale følger af § 2, nr. 15, i lov om betalingskonti. Ved en rammeaftale

forstås en aftale om betalingstjenester, der regulerer den fremtidige udførelse af individuelle og suc-

cessive betalingstransaktioner, og som kan indeholde forpligtelser og betingelser for oprettelse af en

betalingskonto.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at et pengeinstitut kan pålægge en forbruger et rimeligt gebyr

i tilfælde af forbrugerens manglende efterlevelse af aftalevilkårene i rammeaftalen for en basal beta-

lingskonto, eksempelvis ved forbrugerens manglende iagttagelse af sikkerhedsforanstaltninger ved

brug af netbank, brug af betalingskort eller overholdelse af betingelserne for gennemførelse af direkte

debiteringer. Kriterierne for hvornår et gebyr er rimeligt følger af det foreslåede stk. 4.

Det følger af det foreslåede

stk. 4,

at der ved fastlæggelsen af et rimeligt gebyr skal tages hensyn til

indkomstniveauet i Danmark, de gennemsnitlige gebyrer, der opkræves af pengeinstitutter i Danmark

for tjenesteydelser i forbindelse med betalingskonti, pengeinstituttets omkostninger og muligheden

for, at pengeinstituttet kan opnå en rimelig fortjeneste ved at tilbyde en basal betalingskonto til for-

brugere. Bestemmelsen implementerer artikel 18, stk. 3, i betalingskontodirektivet.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at et rimeligt gebyr er et dynamisk begreb, der skal afspejle

forbrugernes købekraft, det gennemsnitlige gebyrniveau og pengeinstituttets omkostninger. Opreg-

ningen er udtømmende, og et pengeinstitut kan derfor ikke vælge at fastlægge et gebyr på baggrund

af en kreditvurdering af den enkelte kunde.

Ved fastlæggelsen af gebyrets størrelse vil der skulle tages hensyn til indkomstniveauet i Danmark,

jf.

stk. 4, nr. 1.

Dette skal sikre, at gebyrets størrelse ikke afholder forbrugere fra at oprette en basal

betalingskonto. Ved fastlæggelsen af indkomstniveauet i Danmark vil der blive taget udgangspunkt i

oplysninger fra Danmarks Statistik.

Der skal endvidere, jf. forslaget til

stk. 4, nr. 2,

tages hensyn til de gennemsnitlige gebyrer, der op-

kræves af pengeinstitutter i Danmark for tjenesteydelser i forbindelse med betalingskonti. Bestem-

melsen forbyder ikke gebyrer over det gennemsnitlige niveau, men hvis et gebyr bliver fastsat over

dette niveau vil dette kunne indgå som moment i, at et gebyr ikke vil bliver anset som værende rime-

ligt. Bestemmelsen henviser til de gennemsnitlige gebyrer for betalingskonti. Dermed skal pengein-

stitutterne tage højde for det generelle gebyrniveau for betalingskonti og ikke kun niveauet af gebyrer

for basale betalingskonti ved fastlæggelsen af, hvad der er et rimeligt gebyr.

204

For at øge gennemsigtigheden for forbrugerne og dermed gøre det lettere at træffe beslutning om valg

af udbyder af basal betalingskonto, er der i regi af Finans Danmark etableret en portal www.basalbe-

talingskonti.dk, hvor en lang række pengeinstitutters gebyrer for en basal betalingskonto er offentlig

tilgængelige. En gennemgang heraf viser, at den årlige pris for en basal betalingskonto ligger mellem

0 og 1000 kr.

Endelig foreslås det ved

stk. 4, nr. 3,

at pengeinstituttets omkostninger og en rimelig fortjeneste ved

at tilbyde en basal betalingskonto til forbrugere vil indgå i vurderingen af, om et gebyr er rimeligt.

Omkostninger omfatter både direkte og indirekte omkostninger. Ved direkte omkostninger forstås

omkostninger, som direkte kan henføres til at udbyde en basal betalingskonto, herunder drift af de

tekniske systemer, der håndterer en basal betalingskonto. Indirekte omkostninger omfatter eksempel-

vis omkostninger til husleje og andre omkostninger, der afholdes af pengeinstituttet, men som ikke

direkte kan henføres til udbuddet af en basal betalingskonto.

En evaluering af loven viser, at det årlige gebyr, som pengeinstitutterne tager for drift af en basal

betalingskonto, ligger på mellem 0 og 700 kr.

Alle kriterierne i § 12, stk. 4, skal indgå i vurderingen af, om et gebyr er rimeligt. Hvis et pengeinstitut

har meget høje omkostninger, og dette medfører, at gebyret ligger over det gennemsnitligt opkrævede

gebyr, jf. stk. 4, nr. 2, eller ikke står i et rimeligt forhold til indkomstniveauet i Danmark, vil dette

kunne medføre, at gebyret ikke anses for at være et rimeligt gebyr. Hvis det derimod viser sig, at et

gebyr svarer til det gennemsnitligt opkrævede gebyr for tjenesteydelser i forbindelse med betalings-

konti, vil dette som udgangspunkt blive anset som rimeligt.

Kriterierne medfører tilsammen, at begrebet rimeligt gebyr er dynamisk, da det skal afspejle den

økonomiske situation i Danmark. Opregningen af kriterier er udtømmende, og et pengeinstitut kan

derfor ikke vælge at fastlægge gebyrer individuelt på baggrund af en kreditvurdering af den enkelte

kunde. Bestemmelsen er dog ikke til hinder for, at gebyret for en basal betalingskonto kan differen-

tieres i forhold til et pengeinstituts kundeprogrammer, så længe gebyret er rimeligt.

Det påhviler det enkelte pengeinstitut at fastsætte størrelsen for et rimeligt gebyr i henhold til de

opregnede kriterier. Da Finanstilsynet fører tilsyn med institutternes efterlevelse af denne lov, vil

Finanstilsynet som led i sin virksomhed have til opgave at overvåge, at pengeinstitutterne ikke op-

kræver et urimeligt gebyr for en basal betalingskonto.

Hvis et gebyr ikke er rimeligt, vil Finanstilsynet kunne påbyde pengeinstituttet at nedsætte gebyret.

Finanstilsynet vil derimod ikke kunne pålægge pengeinstituttet at tilbagebetale gebyrer, der er i strid

med stk. 1 og 3. I denne situation vil Finanstilsynet kunne underrette Forbrugerombudsmanden, der

herefter vil kunne anlægge sag om tilbagesøgning af det uretmæssigt opkrævede beløb.

205

Til § 11

Til nr. 1 (§ 25, stk. 1, i lov om betalinger)

Det følger af § 25, stk. 1, i lov om betalinger, at e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter skal have

effektive former for virksomhedsstyring. I bestemmelsens fastsættes en række krav til ledelse og ind-

retningen af virksomheden for e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, som skal sikre, at virksom-

heden har effektive former for virksomhedsstyring.

Bestemmelsen har samme ordlyd som § 71, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, der kan anses som

vejledende, idet der dog tages hensyn til betalingsinstitutters særlige forhold. Derudover skal § 25,

stk. 1, læses i sammenhæng med § 10, stk. 1, nr. 7 i lov om betalinger, hvorefter e-pengeinstitutter og

betalingsinstitutter skal have forsvarlige og effektive organisatoriske strukturer, forretningsgange og

procedurer, samt § 11, stk. 1, nr. 10-17, i lov om betalinger om dokumentation for, at kravene er

opfyldt.

Detaljerede regler angående ledelse og styring i finansielle virksomheder gælder i dag for bl.a. pen-

geinstitutter, jf. bekendtgørelse nr. 1026 af 30. juni 2016 om ledelse og styring af pengeinstitutter

m.fl.

§ 25, stk. 3, i lov om betalinger indeholder i dag alene hjemmel til, at Finanstilsynet kan fastsætte

nærmere regler om de foranstaltninger, som e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter skal træffe i

medfør af § 25, stk. 2, der vedrører effektive procedurer for produktgodkendelse.

Det foreslås i

§ 25, stk. 3,

jf. stk. 2

ændres til

jf. stk. 1 og 2

Ændringen vil medføre, at Finanstilsynet bemyndiges til at udstede nærmere regler i bekendtgørel-

sesform om de foranstaltninger, som e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter skal træffe med henblik

på at sikre, at virksomheden har effektive former for virksomhedsstyring efter § 25, stk. 1.

Med ændringen af § 25, stk. 3, er det således hensigten, at Finanstilsynet i bekendtgørelsesform kan

fastsætte nærmere regler vedrørende de enkelte krav, der følger af § 25, stk. 1, i lov om betalinger.

Med den foreslåede bestemmelse vil Finanstilsynet eksempelvis kunne fastsætte regler vedrørende

opgave- og ansvarsfordeling for bestyrelse og direktion i e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter,

regler for intern rapportering og risikostyring og regler for håndtering af interessekonflikter og funk-

tionsadskillelse.

Det forventes i praksis, at Finanstilsynet vil fastsætte regler i lighed med de regler, der følger af

bekendtgørelse nr. 1026 af 30. juni 2016 om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. Det forudsæt-

tes dog, at Finanstilsynet, i forbindelse med fastsættelse af nærmere regler om ledelse og styring i e-

206

pengeinstitutter og betalingsinstitutter, tager hensyn til e-pengeinstitutter og betalingsinstitutters sær-

lige forhold og karakteristika, herunder at e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter i visse tilfælde kan

være ganske små virksomheder

Bemyndigelsen vil blandt andet blive anvendt til at implementere retningslinjer fra den Europæiske

banktilsynsmyndighed (EBA) for IKT- og sikkerhedsrisikostyring. Retningslinjerne fra EBA gælder

for både pengeinstitutter og e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter. På pengeinstitutområdet vil ret-

ningslinjerne blive implementeret i bekendtgørelsen om ledelse og styring af pengeinstitutter. Det er

således hensigten med den foreslåede ordning, at EBAs regler skal finde ens anvendelse, når penge-

institutter og e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter udfører de samme aktiviteter, såsom udbud af

betalingskort eller internetbaserede betalingstjenester.

Til nr. 2 (§ 148, stk. 1, i lov om betalinger)

I medfør af § 148, stk. 1, i lov om betalinger skal virksomheder, til dækning af Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsens og Forbrugerombudsmandens tilsyn efter loven, årligt betale en afgift.

Efter § 148, stk. 1, nr. 1, i lov om betalinger skal betalingsinstitutter årligt betale 26.820 kr. Efter §

148, stk. 1, nr. 2, i lov om betalinger skal udenlandske betalingsinstitutter med en filial i Danmark

årligt betale 8.940 kr. Efter § 148, stk. 1, nr. 3, i lov om betalinger skal e-pengeinstitutter årligt betale

45.880 kr. Efter § 148, stk. 1, nr. 4, i lov om betalinger skal virksomheder med begrænset tilladelse

til at udbyde betalingstjenester årligt betale 3.150 kr. Efter § 148, stk. 1, nr. 5, i lov om betalinger skal

virksomheder med begrænset tilladelse til udstedelse af e-penge årligt betale 4.450 kr. Efter § 148,

stk. 1, nr. 6, i lov om betalinger skal virksomheder med tilladelse til at udbyde kontooplysningstjene-

ster årligt betale 8.560 kr.

Det foreslås at nyaffatte § 148, stk. 1, hvorefter fysiske og juridiske personer omfattet af lov om

betalinger årligt betaler et grundbeløb til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Det foreslås i

§ 148, stk. 1, nr. 1,

at fastsætte en ny model for opkrævning af afgifter for betalingsin-

stitutter. Det foreslås i

litra a,

at betalingsinstitutter betaler en afgift på 8.460 kr., når instituttets sam-

lede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det

indeværende kalenderår er mindre end 250 mio. kr.

Herved skal betalingsinstitutter, der gennemfører betalingstransaktioner for mindre end 250 mio. kr.,

årligt betale en afgift på 8.460 kr., fremfor 26.820 kr.

Det foreslås i

litra b,

at betalingsinstitutter betaler en afgift på 27.060 kr., når instituttets samlede

gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det inde-

værende kalenderår er mellem 250 mio. kr. og 100 mia. kr.

207

Herved skal betalingsinstitutter, der gennemfører betalingstransaktioner for mellem 250 mio. kr. og

100 mia. kr. årligt betale en afgift på 27.060 kr., fremfor 26.820 kr.

Det foreslås i

litra c,

at betalingsinstitutter betaler en afgift på 169.120 kr., når instituttets samlede

gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det inde-

værende kalenderår er større end 100 mia. kr.

Herved skal betalingsinstitutter, der gennemfører betalingstransaktioner for mere end 100 mia. kr.,

årligt betale en afgift på 169.120 kr., fremfor 26.820 kr.

Forslaget svarer til den tilsigtede ændring af Finanstilsynets afgiftsmodel i lov om ændring af lov om

finansiel virksomhed, lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og lov

om kapitalmarkeder og om ophævelse af lov om finansiel stabilitet, der forventes fremsat under hø-

ringsperioden af nærværende lovforslag.

Det foreslås, at afgiften efter § 148, stk. 1, nr. 1, fastsættes på baggrund af betalingsinstituttets sam-

lede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af det

indeværende kalenderår.

Det foreslås, at de samlede gennemførte betalingstransaktioner opgøres ud fra den samlede beløbs-

mæssige værdi af de betalingstransaktioner, som betalingsinstituttet har gennemført i perioden. Hvis

et betalingsinstitut udbyder betalingsinitieringstjenester, jf. bilag 1, nr. 7, til lov om betalinger, indgår

den beløbsmæssige værdi af de initierede betalingstransaktioner i beregningen af instituttets samlede

gennemførte betalingstransaktioner på samme måde, som hvis instituttet selv havde gennemført be-

talingstransaktionen.

Forslaget om opgørelse af de samlede betalingstransaktioner pr. 1. oktober begrundes i, at betalings-

institutter allerede i dag har en indberetningsforpligtelse over for Finanstilsynet vedrørende driften af

de betalingstjenester, som betalingsinstituttet udbyder, hvormed fristen for indberetning falder den 1.

april og den 1. oktober. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtager i den forbindelse oplysninger

fra Finanstilsynet vedrørende de opgjorte betalingstransaktioner til brug for styrelsens administration

af § 148, stk. 1, i lov om betalinger. Det følger således af § 127, stk. 3, i lov om betalinger, at et

betalingsinstitut skal indrapportere statistik om drift af de betalingstjenester, som denne udbyder i

medfør af § 127, stk. 3, til Finanstilsynet. I medfør af § 127, stk. 4, i lov om betalinger har Finanstil-

synet fastsat nærmere regler for denne indberetning ved bekendtgørelse nr. 1259 af 28. november

2019 om udbydere af betalingstjenesters indberetning af statistik om drift og misbrug af betalingstje-

nester. I medfør af denne bekendtgørelse er betalingsinstituttet pålagt at indberette oplysninger om

virksomhedens samlede betalingstransaktioner til Finanstilsynet henholdsvis den 1. april, som omfat-

ter 2. halvår af det foregående kalenderår og den 1. oktober, som omfatter 1. halvår af det indeværende

kalenderår. Det indebærer, at Finanstilsynet pr. 1. oktober vil være i besiddelse af oplysninger om et

208

betalingsinstituts samlede betalingstransaktioner for 12 måneder opgjort over 2. halvår af det foregå-

ende kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår. Forslaget indebærer derfor ikke en ny

indberetningsforpligtelse for virksomhederne.

Forslaget svarer til den tilsigtede ændring af Finanstilsynets afgiftsmodel i lov om ændring af lov om

finansiel virksomhed, lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og lov

om kapitalmarkeder og om ophævelse af lov om finansiel stabilitet, der forventes fremsat under hø-

ringsperioden af nærværende lovforslag.

Det foreslåede

§ 148, stk. 1, nr. 2,

er en videreførelse af den gældende § 148, stk. 1, nr. 2. Bestem-

melsen blev indsat i § 148, stk. 1, i lov om betalinger ved lov nr. 641 af 19. maj 2020. Lovforslaget

medfører ingen materiel ændring af denne bestemmelse, og afgiftsniveauet foreslås videreført.

Det foreslås i

§ 148, stk. 1, nr. 3,

at fastsætte en ny model for opkrævning af afgifter af e-pengeinsti-

tutter.

Det foreslås i

nr. 3, litra a,

at e-pengeinstitutter fra udlandet med en filial i Danmark betaler en afgift

på 8.460 kr., når summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og instituttets

samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af

det indeværende kalenderår er mindre end 250 mio. kr.

Herved skal e-pengeinstitutter, hvor summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske

penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner er mindre end 250 mio. kr., årligt

betale en afgift på 8.460 kr., fremfor 45.880 kr.

Det foreslås i

nr. 3, litra b,

at e-pengeinstitutter fra udlandet med en filial i Danmark betaler en afgift

på 27.060 kr., når summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og instituttets

samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår af

det indeværende kalenderår er mellem 250 mio. kr. og 100 mia. kr.

Herved skal e-pengeinstitutter, hvor summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske

penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner for mellem 250 mio. kr., og 100

mia. kr., årligt betale en afgift på 27.060 kr., fremfor 45.880 kr.

Det foreslås i

nr. 3, litra c,

at e-pengeinstitutter fra udlandet med en filial i Danmark betaler en afgift

på 169.120 kr., når summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og institut-

tets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalenderår og 1. halvår

af det indeværende kalenderår er større end 100 mia. kr.

209

Herved skal e-pengeinstitutter, hvor summen af instituttets gennemsnitlige udestående elektroniske

penge og instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner for mere end 100 mia. kr., årligt

betale en afgift på 169.120 kr., fremfor 45.880 kr.

Forslaget svarer til den tilsigtede ændring af Finanstilsynets afgiftsmodel i lov om ændring af lov om

finansiel virksomhed, lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og lov

om kapitalmarkeder og om ophævelse af lov om finansiel stabilitet, der forventes fremsat under hø-

ringsperioden af nærværende lovforslag.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det grundbeløb, der betales af e-pengeinstitutter, bliver juste-

ret, så e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter betaler det samme grundbeløb til Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen, dog afhængig af størrelse, jf. ovenfor. Dette er anderledes end de gældende regler,

hvor e-pengeinstitutter betaler et højere beløb end betalingsinstitutter. Det foreslås dog, at afgiften

for e-pengeinstitutter efter § 148, stk. 1, nr. 3, fastsættes på baggrund af summen af e-pengeinstituttets

gennemsnitlige udestående elektroniske penge og e-pengeinstituttets samlede gennemførte betalings-

transaktioner, således at beregningen fortsat afspejler e-pengeinstituttets udvidede virksomhedsom-

råde.

Forslaget svarer til den tilsigtede ændring af Finanstilsynets afgiftsmodel i lov om ændring af lov om

finansiel virksomhed, lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og lov

om kapitalmarkeder og om ophævelse af lov om finansiel stabilitet, der forventes fremsat under hø-

ringsperioden af nærværende lovforslag.

E-pengeinstituttets gennemsnitlige udestående elektroniske penge beregnes i overensstemmelse med

§ 31, stk. 3, i lov om betalinger som de samlede krav på udstederen, der hidrører fra udestående

elektroniske penge opgjort på baggrund af det daglige udestående ved udgangen af hver dag i de

foregående 6 måneder. Opgørelsen foretages den første dag i hver måned. Hvis virksomheden ikke

har gennemført 6 måneders drift på datoen for beregningen, anvendes de eventuelt gennemførte må-

neder med drift og virksomhedens estimater for de gennemsnitlige udestående elektroniske penge for

det kommende år som grundlag for beregningen.

E-pengeinstituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner i 2. halvår af det foregående kalen-

derår og 1. halvår af det indeværende kalenderår opgøres pr. 1. oktober, da e-pengeinstitutter, som

udbydere af betalingstjenester, allerede i dag har en indberetningsforpligtelse over for Finanstilsynet

om e-pengeinstituttets drift af de betalingstjenester, som instituttet udbyder, hvormed fristen for ind-

beretning falder den 1. oktober. Det følger således af § 127, stk. 3, i lov om betalinger, at et e-penge-

institut skal indrapportere statistik om drift af de betalingstjenester, som denne udbyder i medfør af §

127, stk. 3, til Finanstilsynet. I medfør af § 127, stk. 4, i lov om betalinger har Finanstilsynet fastsat

nærmere regler for denne indberetning ved bekendtgørelse nr. 1259 af 28. november 2019 om udby-

dere af betalingstjenesters indberetning af statistik om drift og misbrug af betalingstjenester. I medfør

af denne bekendtgørelse er e-pengeinstituttet pålagt at indberette oplysninger om virksomhedens

210

samlede betalingstransaktioner til Finanstilsynet henholdsvis den 1. april, som omfatter 2. halvår af

det forudgående kalenderår og den 1. oktober, som omfatter 1. halvår af det indeværende kalenderår.

Det indebærer, at Finanstilsynet pr. 1. oktober samlet set vil være i besiddelse af oplysninger om et

e-pengeinstituts samlede betalingstransaktioner for 12 måneder opgjort over 2. halvår af det foregå-

ende kalenderår og 1. halvår af det indeværende kalenderår. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

modtager i den forbindelse tal fra Finanstilsynet til brug for styrelsens afgiftsopkrævning. Forslaget

indebærer således ikke en ny indberetningsforpligtelse for virksomhederne.

Tilladelsen som e-pengeinstitut giver mulighed for både at udstede elektroniske penge og udbyde

betalingstjenester. Det vurderes derfor mest hensigtsmæssigt at anvende summen af e-pengeinstitut-

tets gennemsnitlige udestående elektroniske penge og værdien af e-pengeinstituttets samlede gen-

nemførte betalingstransaktioner, da dette kriterium bedst muligt afspejler det enkelte e-pengeinstituts

størrelse og aktiviteter. Såfremt der alene anvendes et af de to beløb med henblik på at fastsætte

afgiftens størrelse, vil dette medføre, at afgiften ikke i praksis reelt afspejler omfanget af e-pengein-

stituttets samlede tilladelsespligtige aktiviteter. Hvis et e-pengeinstitut udbyder betalingsinitierings-

tjenester, jf. bilag 1, nr. 7, til lov om betalinger, indgår den beløbsmæssige værdi af de initierede

betalingstransaktioner i beregningen af instituttets samlede gennemførte betalingstransaktioner på

samme måde, som hvis instituttet selv havde gennemført betalingstransaktionen.

Forslaget svarer til den tilsigtede ændring af Finanstilsynets afgiftsmodel i lov om ændring af lov om

finansiel virksomhed, lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og lov

om kapitalmarkeder og om ophævelse af lov om finansiel stabilitet, der forventes fremsat under hø-

ringsperioden af nærværende lovforslag.

Det følger i dag af § 148, stk. 1, nr. 4, i lov om betalinger, at virksomheder med begrænset tilladelse

til at udbyde betalingstjenester årligt betaler en afgift på 3.150 kr., til Konkurrence- og Forbrugersty-

relsen, mens virksomheder med begrænset tilladelse til at udstede e-penge i henhold til § 148, stk. 1,

nr. 5, i lov om betalinger betaler en årlig afgift på 4.450 kr. til styrelsen.

Det foreslås i

stk. 1, nr. 4,

at indføre en ny afgiftsmodel, hvor virksomheder med begrænset tilladelse

til at udbyde betalingstjenester eller til at udstede elektroniske penge årligt betaler 3.750 kr. i afgift.

Herved skal virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester årligt betale en

afgift på 3.750 kr., fremfor 3.150 kr., og virksomheder med begrænset tilladelse til udstedelse af e-

penge skal årligt betale en afgift på 3.750 kr., fremfor 4.450 kr.

i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om restrukturering og afvikling af visse finan-

sielle virksomheder og lov om kapitalmarkeder og om ophævelse af lov om finansiel stabilitet, der

forventes fremsat under høringsperioden af nærværende lovforslag.

211

Den gældende § 148, stk. 1, nr. 4, i lov om betalinger blev indsat ved lov nr. 641 af 19. maj 2020 i

lov om betalinger. Afgiften foreslås fastsat som et tilnærmet gennemsnit af den afgiftssats, der efter

de gældende regler årligt betales af virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstje-

nester og den afgiftssats, der efter de gældende regler betales af virksomheder med begrænset tilla-

delse til at udstede elektroniske penge. Forslaget vil medføre, at virksomheder med begrænset tilla-

delse til at udbyde betalingstjenester vil betale en større afgift, end de hidtil har gjort, mens virksom-

heder med begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge vil betale en afgift, der er lavere.

Den foreslåede

stk. 1, nr. 5,

er en videreførelse af den gældende § 148, stk. 1, nr. 6, i lov om betalinger.

Bestemmelsen blev indsat i § 148, stk. 1, nr. 6, i lov om betalinger ved lov nr. 641 af 19. maj 2020.

Det foreslås i den forbindelse, at afgiftssatsen for virksomheder med tilladelse til at udbyde kontoop-

lysningstjenester reduceres til 8.460 kr. fra 8.560 kr., så afgiftssatsen også for denne virksomhedstype

forholdsmæssigt svarer til den tilsigtede ændring af Finanstilsynets afgiftsmodel i lov om ændring af

lov om finansiel virksomhed, lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder

og lov om kapitalmarkeder og om ophævelse af lov om finansiel stabilitet, der forventes fremsat

under høringsperioden af nærværende lovforslag.

Der er ikke med forslaget tilsigtet ændringer i den samlede afgiftssum, som virksomhederne betaler

til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, men alene fordelingen af afgiftssummen.

Til nr. 3 (§ 148, stk. 2 og 4, i lov om betalinger)

Det foreslås at ændre § 148, stk. 2 og 4, i lov om betalinger, så bestemmelserne henviser til de korrekte

numre i § 148, stk. 1, i lov om betalinger.

Med dette lovforslag er der alene tale om en lovteknisk ændring af bestemmelsen som følge af den

foreslåede model i § 148, stk. 1.

Der er således ikke tale om en materiel ændring af bestemmelsen.

Til § 12

Til nr. 1 (§ 14 a i lov om Danmarks Nationalbank)

Den gældende § 14 a, stk. 1, i lov om Danmarks Nationalbank fastsætter, at Danmarks Nationalbank

har kompetence til at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger inden for dens kom-

petenceområde. Hertil kommer, at Danmarks Nationalbank kan anvende de indsamlede oplysninger,

når det er nødvendigt for udførelsen af dens opgaver, hvilket dog ikke gælder for oplysninger om

fysiske personer.

Det følger af den gældende § 14 a, stk. 2, i lov om Danmarks Nationalbank, at de indberetningsplig-

tige fysiske og juridiske personer med hjemsted i Danmark er personer, som udøver finansiel virk-

212

somhed, som har økonomiske mellemværender med udlandet, som har udstedt eller ejer værdipapi-

rer eller som forestår handel med eller clearing og afvikling af finansielle produkter. Her til kommer

filialer eller lignende i Danmark, der ikke betragtes som juridiske eller fysiske personer, men som i

øvrigt udøver den ovenfor beskrevne virksomhed.

Herudover følger det af den gældende § 14 a, stk. 3, at de indberetningspligtige personer, der undla-

der at meddele de oplysninger, som Danmarks Nationalbank anmoder om, eller som forsætligt eller

ved grov uagtsomhed afgiver urigtige oplysninger, straffes med bøde.

Endelig følger det af den gældende § 14 a, stk. 4 og 5, at Danmarks Nationalbank kan videregive

fortrolige statistiske oplysninger på individ niveau til Det Europæiske System af Centralbanker og

European Systemic Risk Board.

Det foreslås i

stk. 1,

at virksomheder registreret i Erhvervsstyrelsens virksomhedsregister skal give

Danmarks Nationalbank de oplysninger, der er nødvendige for at kunne understøtte Danmarks Nati-

onalbanks formål.

Det foreslåede stk. 1 er en delvis videreførelse af den gældende § 14 a, stk. 1 og 2. Der er ikke tilsigtet

ændringer i den formelle og praktiske proces omkring virksomhedernes indberetning til Danmarks

Nationalbank.

Bestemmelsen vil indebære, at Danmarks Nationalbank får adgang til at kræve alle de oplysninger,

der er relevante for Danmarks Nationalbanks formål fra de virksomheder, der er registreret i Det

Centrale Virksomhedsregister. Bestemmelsen er tilsigtet at præcisere kredsen af de indberetnings-

pligtige personer, idet Danmarks Nationalbank fortsat kun kan indhente de oplysninger, der er nød-

vendige for Danmarks Nationalbanks formål. Med ændringen ophæves muligheden for, at Danmarks

Nationalbank kan indhente oplysninger fra fysiske personer, der ikke er registreret i Det Centrale

Virksomhedsregister.

Indberetningspligtige virksomheder til Danmarks Nationalbank vil derfor også fremover være her-

værende finansielle virksomheder, ikke-finansielle virksomheder, filialer og lignende i Danmark af

udenlandske virksomheder, udenlandske filialer af danske virksomheder mv., virksomheder, der fo-

restår enten handel med og/eller clearing, afvikling og opbevaring af finansielle produkter, virksom-

heder, som udsteder eller ejer værdipapirer, virksomheder, der har udenlandske mellemværender, så-

som f.eks. lån ydet til eller optaget hos udlændinge, eller som har erhvervet udenlandske værdipapirer

mv., samt øvrige virksomheder registreret i CVR, som Danmarks Nationalbank vurderer det nødven-

digt at indsamle oplysninger fra. Som noget nyt vil også virksomheder, der har en rolle i betalingsin-

frastrukturen blive indberetningspligtig til Danmarks Nationalbank. Baseret på den konkrete vareta-

gelse af Danmarks Nationalbanks opgaver, kan det ikke udelukkes at andre typer af virksomheder

registreret i Det Centrale Virksomhedsregister, kan blive indberetningspligtige til Danmarks Natio-

nalbank.

213

Som det er gældende i dag kan Danmarks Nationalbank med bestemmelsen indsamle alle de oplys-

ninger, som skønnes nødvendige for, at Danmarks Nationalbank kan medvirke til at sikre stabile pri-

ser, sikre betalinger, et stabilit finansielt system samt udarbejdelsen af finansiel statistik inden for

dens kompetenceområde. Hjemmelen omfatter dermed også muligheden for at indsamle oplysninger

om fysiske personer fra finansielle virksomheder, som fx oplysninger om kundernes indlån, udlån,

pensionshensættelser, investeringer og betalinger. For de ikke-finansielle virksomheder omfatter det

f.eks. oplysninger om ejerstruktur, finansielle transaktioner og modparter for at kunne kortlægge og

overvåge det finansielle kredsløb. For virksomheder, der har en rolle i betalingsinfrastrukturen, drejer

det sig om f.eks. oplysninger om indløsning af elektroniske betalinger, clearing og afvikling og op-

bevaring af finansielle instrumenter.

Eftersom der er tale om en eksplicit hjemmel for Danmarks Nationalbank til at indhente oplysninger

om betalinger fra virksomheder, der har en rolle i betalingsinfrastrukturen, finansielle virksomheder

og ikke-finansielle virksomheder, forudsat oplysningerne er nødvendige for Danmarks Nationalbanks

formål, kan videregivelsen ske i overensstemmelse med betalingslovens § 125, stk. 6.

Netop fordi der også indsamles oplysninger om fysiske personer, kan Danmarks Nationalbank be-

handle de indberettede oplysninger om fysiske personer til at understøtte dens formål og dermed fx

undersøge, om fysiske personers finansielle transaktioner kan skade den finansielle stabilitet ved at

flere finansielle virksomheder har stor risiko for tab på samme fysiske person. Som en følge af Dan-

marks Nationalbanks formål er det ikke identifikationen af fysiske personer, der er væsentlig, men

derimod hensynet til de finansielle virksomheder, og den ustabilitet eller koncentrationsrisiko, som

fysiske personers ageren kan medføre i finansielle virksomheder. Danmarks Nationalbanks behand-

ling af personoplysninger skal ske i henhold til gældende regler for persondatabeskyttelse.

Eftersom der er tale om en eksplicit pligt for blandt andre finansielle virksomheder til at give Dan-

marks Nationalbank de oplysninger, der er nødvendige for dens formål, vil de finansielle virksomhe-

ders videregivelse af oplysninger til Danmarks Nationalbank skulle betragtes som berettiget på lige

fod med videregivelse af oplysninger til Finanstilsynet, jf. lov om finansiel virksomhed § 117.

Ud fra et hensyn om ikke at pålægge de indberetningspligtige virksomheder unødige indberetnings-

byrder skal Danmarks Nationalbank tilrettelægge indberetningen af oplysningerne mest effektivt.

Danmarks Nationalbank skal derfor tilrettelægge sin dataindsamling i samarbejde med andre myn-

digheder, som indsamler tilsvarende oplysninger fra virksomhederne. Det drejer sig fx om Dan-

marks Statistik og Finanstilsynet. Herudover skal Danmarks Nationalbank ikke indsamle oplysnin-

ger fra de indberettende virksomheder, som Danmarks Nationalbank allerede er i besiddelse af, som

følge af udførelsen af dele af dens opgaver. Det gør sig fx gældende i den situation, hvor Danmarks

Nationalbank er i besiddelse af en række oplysninger om finansielle virksomheders betalinger og

overførsler som følge af Danmarks Nationalbanks rolle i betalingsinfrastrukturen.

214

Det foreslås i

stk. 2,

at virksomheder, der har afgivet oplysninger efter stk.1, har pligt til hurtigst

muligt at berigtige oplysningerne over for Danmarks Nationalbank, hvis virksomheden eller Dan-

marks Nationalbank efterfølgende konstaterer, at oplysningerne ikke var korrekte på tidspunktet for

afgivelsen, eller oplysningerne senere er blevet misvisende.

En tilsvarende bestemmelse gælder i § 347, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed. At berigtigelsen

skal ske hurtigst muligt betyder, at det normalt ikke vil være muligt at afvente en bestyrelsesbehand-

ling af, om berigtigelse skal ske.

Det foreslåede

stk. 3

er en videreførelse af den gældende § 14 a, stk. 3.

Til nr. 2 (§ 20 i lov om Danmarks Nationalbank)

Ansatte i Danmarks Nationalbank er underlagt forvaltningslovens almindelige regler om en strafbe-

lagt tavshedspligt. Det gælder f.eks. fsva. enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold, tek-

niske indretninger eller om drifts- eller forretningsforhold mv. For medlemmer af bestyrelse og re-

præsentantskabet i Danmarks Nationalbank gælder en tavshedspligt efter Reglementet for Danmarks

Nationalbank.

Som følge af forvaltningslovens regler kan Danmarks Nationalbank efter gældende regler videregive

fortrolige oplysninger til andre myndigheder, f.eks. når det må antages, at oplysningen vil være af

væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.

Det foreslås i

stk. 1, 1. pkt.,

at ansatte i Danmarks Nationalbank samt repræsentantskab og besty-

relse, omfattes af en særlig tavshedspligt. Tavshedspligten vil også gælde efter ansættelses- eller

kontraktforholdets ophør. Bestemmelsen om en lovbestemt tavshedspligt skal ses i lyset af hensynet

til at beskytte oplysningerne fra de indberetningspligtige virksomheder samt de særlige opgaver,

som Danmarks Nationalbank skal løse efter lov om Danmarks Nationalbank § 1.

Danmarks Nationalbank kommer i besiddelse af fortrolige oplysninger, der relaterer sig til oplysnin-

ger, der vedrører fastsættelsen af pengepolitikken og ikke-offentliggjorte analyser og konklusioner i

relation til overvågningen af den finansielle stabilitet eller betalingssystemerne, hvor Danmarks Na-

tionalbank bl.a. agerer bank for de pengepolitiske modparter. Nærmere bestemt kan det eksempelvis

være oplysninger, som Danmarks Nationalbank får om virksomhedernes konkrete forhold. Omfattet

af tavshedspligten er også oplysninger, som

–

hvis de kom til offentlighedens kendskab

–

kunne

frembringe en finansiel ustabilitet. Herunder falder således oplysninger relateret til f.eks. navngivne

finansielle virksomheder, og oplysninger vedrørende Danmarks Nationalbanks vurdering af potenti-

elle risikoscenarier af væsentlig betydning for både de enkelte institutter og den finansielle stabilitet.

Der kan i nogle tilfælde også være tale om endnu ikke offentliggjorte oplysninger eller oplysninger

med drifts- eller forretningsmæssigt indhold af væsentlig betydning for de enkelte virksomheder.

Endvidere vil der også kunne være tale om oplysninger, der ville være omfattet af bankhemmelighe-

den i lov om finansiel virksomhed.

215

Det er ligeledes vigtigt at kunne beskytte oplysninger om de indberettende virksomheders kunder og

finansielle modparter. Derudover er der konkurrencemæssige hensyn at tage til de indberetningsplig-

tige virksomheder, deres kunder og finansielle modparter. Hertil kommer, at disses oplysninger også

vil være underlagt særlig fortrolighed, hvis de på tilsvarende vis indberettes til Finanstilsynet, og det

er væsentligt, at virksomhederne og deres kunder kan nære tillid til, at Danmarks Nationalbank ikke

videregiver fortrolige oplysninger, og behandler oplysningerne efter en tilsvarende lovbestemt for-

trolighed, som virksomhederne er bekendte med via Finanstilsynet. Det samme gælder i forhold til

ikke-finansielle indberettende virksomheder og de oplysninger, som relaterer sig til deres finansielle

forhold.

Derudover kan fortrolige oplysninger være oplysninger i relation til kontantforsyningen og fremstil-

lingen af sedler og mønter, eller fortrolige oplysninger relateret til Danmarks Nationalbanks beslut-

ninger relateret til pengepolitikken.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at sager om indsigt i Danmarks Nationalbank behandles efter

offentlighedslovens § 35. Tavshedspligten gælder dog alene for fortrolige oplysninger, der i vid ud-

trækning er undtaget fra offentlighed efter offentlighedslovens undtagelsesregler fra retten til aktind-

sigt.

Det er således alene i forhold til fortrolige oplysninger, som Danmarks Nationalbank er i besiddelse

af i forbindelse med udførelsen af sine opgaver, der ved aktindsigt kan behandles efter offentligheds-

lovens § 35. Oplysninger om f.eks. Danmarks Nationalbanks administration og interne forhold eller

anvendelse af ekstern bistand vil fortsat være underlagt offentlighedslovens almindelige regler om

offentlighed. Det samme gælder for aggregerede oplysninger, hvorimod selve oplysningerne indbe-

rettet af virksomhederne vil blive undtaget fra offentlighed, som også vil være tilfældet i dag under

offentlighedslovens regler.

Forslaget ændrer ikke på gældende ret, der sikrer, at den kgl. bankkommissær kan føre tilsyn med, at

Danmarks Nationalbank opfylder sine forpligtelser efter loven. Erhvervsministeren vil således fortsat

kunne modtage samtlige oplysninger fra Danmarks Nationalbank, hvis det er nødvendigt til brug for

ministerens tilsyn med Danmarks Nationalbank.

Med forslagets stk.

1, 2. pkt.,

foreslås det, at den særlige tavshedspligt også skal gælde personer, der

udfører arbejde for Danmarks Nationalbank. Det kan være personer, der er ansat i virksomheder, som

Danmarks Nationalbank har indgået kontrakt med om udførelsen af serviceopgaver som led i udfø-

relsen af Danmarks Nationalbanks opgaver. Serviceopgaver som led i udførelsen af Danmarks Nati-

onalbanks opgaver kan f.eks. være IT-leverandører eller konsulentbistand. Derudover gælder den

særlige tavshedspligt også for personer, der modtager oplysninger efter stk. 2.

216

Endvidere foreslås det i

stk. 1, 3. pkt.,

at den særlige tavshedspligt også gælder for personer, som er

omfattet af 2. pkt, efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.

§ 20, stk. 1 ændrer ikke på Danmarks Nationalbanks praksis for udarbejdelse af finansiel statistik.

Den særlige tavshedspligt er derfor ikke til hinder for, at Danmarks Nationalbank fortsat kan udar-

bejde statistiske opgørelser, analyser og prognoser. Samarbejdet med Danmarks Statistik om indsam-

ling og udarbejdelse af statistik reguleres i en rammeaftale med Danmarks Statistik, mens der tilsva-

rende er udarbejdet en aftale med Finanstilsynet om samarbejdet vedrørende datagrundlaget for fi-

nansiel statistik og tilsyn. Aftalerne er et udtryk for, at Danmarks Nationalbank er forpligtet til videst

muligt at minimere indberetningsbyrden i samarbejde med andre offentlige myndigheder, herunder

især Danmarks Statistik og Finanstilsynet.

Det foreslåede

stk. 2

indeholder en opregning af kernetilfælde, hvor der inden for rammerne af stk. 1

kan videregives fortrolige oplysninger. Herudover kan der være ganske særlige tilfælde, hvor videre-

givelse også kan ske inden for rammerne af stk. 1. Det kan fx være videregivelse til myndigheder

inden for EU, der driver tilsyns eller afviklingsvirksomhed af finansielle virksomheder i de tilfælde,

hvor nationale tilsyns- eller afviklingsmyndigheder ikke har mulighed for at videregive oplysnin-

gerne. En sådan videregivelse vil i så fald ske i medfør af straffelovens § 152 e.

Det foreslåede stk. 2 er opbygget på den måde, at fortrolige oplysninger, der kan videregives til dan-

ske myndigheder m.fl., opregnes i nr. 1 - 4.

Fortrolige oplysninger, der kan videregives til Det Europæiske System af Centralbanker, herunder

Den Europæiske Centralbank og centralbanker i lande, der har indgået aftale om Det Europæiske

Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) følger af nr. 5.

Nr. 6 er en videreførelse af gældende ret og medfører, at Danmarks Nationalbank fortsat kan videre-

give fortrolige oplysninger til European Systemic Risk Board.

Fortrolige oplysninger, der stilles til rådighed for opgaver vedrørende nationalt og internationalt sta-

tistisk samarbejde videregives efter nr. 7-9. Endelig kan Danmarks Nationalbank videregive fortro-

lige oplysningert til International Monetary Fund (IMF), hvis det er nødvendigt som følge af IMF's

opgaver.

Danmarks Nationalbank kan videregive fortrolige oplysninger til den kgl. bankkommissær efter for-

slagets

stk. 2, nr. 1.

Bestemmelsen skal sikre, at Danmarks Nationalbank kan videregive oplysninger

til erhvervsministeren som kgl. Bankkommissær, bl.a. som led i dennes tilsyn med Danmarks Natio-

nalbanks forpligtelser efter loven § 7.

217

Med forslaget til stk.

2, nr. 2

kan Danmarks Nationalbank videregive fortrolige oplysninger til Finan-

siel Stabilitet som et led i arbejdet med at håndtere eller forberede afviklingen af nødlidende finan-

sielle virksomheder, som Finansiel Stabilitet er pålagt ved lov om restrukturering og afvikling. Be-

stemmelsen muliggør, at Danmarks Nationalbank fx kan videregive oplysninger til Finansiel Stabili-

tet i en situation, hvor en enkelt eller en flerhed af finansielle virksomheder får finansielle vanske-

ligheder, eller hvor Danmarks Nationalbank er i besiddelse af oplysninger, som er nødvendige for

Finansiel Stabilitets udførelse af sine opgaver

Med det foreslåede

stk. 2, nr. 3

kan fortrolige oplysninger videregives til Finanstilsynet under for-

udsætning af, at oplysningerne er nødvendige for at udførelsen af Finanstilsynets lovbestemte opga-

ver. Særligt i forbindelse med overvågningen og vurderingen af den finansielle stabilitet i Danmark

er Danmarks Nationalbank i besiddelse af fortrolige oplysninger, der kan have væsentlig betydning

for Finanstilsynets udøvelse af tilsynsvirksomhed. Dette kan både gøre sig gældende i relation til

oplysninger om enkelt virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet eller fysiske personers finan-

sielle transaktioner, som Danmarks Nationalbank vurderer, kan skade den finansielle stabilitet ved

at flere finansielle virksomheder har stor risiko for tab på samme fysiske person. Som en følge af

Danmarks Nationalbanks formål er det ikke identifikationen af fysiske personer, der er væsentlig,

men derimod hensynet til de finansielle virksomheder, og den ustabilitet eller koncentrationsrisiko,

som fysiske personers ageren kan medføre i finansielle virksomheder. Danmarks Nationalbanks be-

handling af oplysninger om fysiske personer skal ske i henhold til gældende regler for persondata-

beskyttelse.

Efter

stk. 2 nr. 4

kan fortrolige oplysninger også videregives til udvalg, grupper m.v. nedsat af er-

hvervsministeren, der har til formål at drøfte og koordinere indsatsen for at sikre den finansielle sta-

bilitet. Herunder falder særligt Koordinationsudvalget for Finansiel Stabilitet (KFS), der koordine-

rer indsatsen mellem de relevante myndigheder i forhold til nødlidende finansielle virksomheder.

Danmarks Nationalbank kan efter det foreslåede

stk. 2, nr. 5

videregive fortrolige oplysninger til Det

Europæiske System af Centralbanker, herunder Den Europæiske Centralbank, samt centralbanker i

lande, der har indgået aftale om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), under for-

udsætning af, at oplysningerne er nødvendige for dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver.

Bestemmelsen viderefører i overvejende grad den gældende bestemmelse i lov om Danmarks Natio-

nalbank § 14 a, stk. 4, nr. 1 vedrørende videregivelsen til Det Europæiske System af Centralbanker.

Danmarks Nationalbank deltager i væsentlige dele af det europæiske centralbanksamarbejde i ESCB.

ESCB består af Den Europæiske Centralbank, ECB, og centralbankerne fra alle EU-landene. Med

forslaget udvides videregivelsen til også at gælde for centralbanker i lande, der har indgået aftale om

Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Eftersom Det Europæiske Økonomiske Sa-

marbejdsområde betyder, at de deltagende lande er med i EU’s indre marked, der bl.a.

tillader fri

218

bevægelighed for kapital, vurderes det hensigtsmæssigt, at der kan udveksles oplysninger med cen-

tralbanker beliggende i et EØS land, på samme vis, som hvis der var tale om Det Europæiske System

af Centralbanker.

Med det foreslåede

stk. 2, nr. 6

videreføres den gældende bestemmelse i § 14 a, stk. 4, nr. 2, hvorefter

Danmarks Nationalbank kan videregive fortrolige oplysninger til European Systemic Risk Board (Det

Europæiske Udvalg for Systemiske Risici), såfremt oplysningerne er nødvendige for, at European

Systemic Risk Board kan udføre sine opgaver. Der er ikke tilsigtet nogle ændringer af den gældende

bestemmelse.

Efter det foreslåede

stk. 2, nr. 7

kan fortrolige oplysninger videregives til Danmarks Statistik. Stk. 1

ændrer således ikke på Danmarks Nationalbanks praksis med udarbejdelse af finansiel statistik. Vi-

deregivelsen til Danmarks Statistik reguleres i rammeaftalen om samarbejdet mellem Danmarks Na-

tionalbank og Danmarks Statistik.

Danmarks Nationalbanks videregivelse af personoplysninger skal ske i henhold til gældende databe-

skyttelses regler.

Videregivelsen medfører, at de fortrolige oplysninger til Danmarks Statistik bl.a. kan indgå i de op-

lysninger, som Danmarks Statistik stiller til rådighed for videnskabelige formål via dens forskerord-

ning.

Bestemmelsen viderefører gældende praksis.

Det følger således af

nr. 8,

at Danmarks Nationalbank kan videregive fortrolige oplysninger til Eu-

ropa-Kommissionens statistikkontor, Eurostat, under forudsætning af at oplysninger er nødvendige

for det statistiske samarbejde indenfor EU. Eurostat konsoliderer data indsamlet af nationale myndig-

heder, og Danmarks Nationalbank er, efter en række forordninger om særligt betalingsbalance, nati-

onalregnskab og erhvervsstatistik, forpligtet til at videregive fortrolige oplysninger til Eurostat.

Bestemmelsen viderefører gældende praksis.

Derudover kan Danmarks Nationalbank efter

nr. 9

videregive oplysninger til Bank for International

Settlements (BIS), der bl.a. anvender oplysningerne til

udarbejdelse af international finansiel statistik.

Dette sker som følge af internationalt statistisk samarbejde er af stigende betydning og har til formål

at øge sammenlignelighed af statistikker på tværs af lande og danner grundlag for statistisk belysning

over grænserne.

Endelig kan Danmarks Nationalbank efter

nr. 10

også videregive oplysninger til IMF, hvis det er

nødvendigt for at IMF kan løse sine opgaver i det internationale samarbejde, herunder også udarbej-

delse af international finansiel statistik. Det er Danmarks Nationalbank, der varetager de finansielle

219

forhold mellem Danmark og IMF og koordinerer i det daglige arbejde Danmarks forhold til IMF

sammen med Finansministeriet.

Med det foreslåede

stk. 3

bliver alle, der modtager fortrolige oplysninger fra Danmarks Nationalbank

efter stk. 2, underlagt den i stk.1 omhandlende tavshedspligt for de videregivne oplysninger. Videre-

givelse efter stk. 2, nr. 9-10, kan alene ske på baggrund af en international samarbejdsaftale, og under

forudsætning af at modtagerne er underlagt en lovbestemt tavshedspligt, der svarer til tavshedspligten

i medfør af stk. 1, og har behov for oplysninger til varetagelse af deres opgaver.

Til § 13

Det foreslås i

stk. 1,

at loven træder i kraft den 1. juli 2021, jf. dog stk.2

Det foreslås i

stk. 2,

at § 8, nr. 1-5, 7-14 og 16-38, træder i kraft den 1. januar 2022.

Det foreslås i stk.

3.,

at i perioden 1. juli 2021 til 31. december 2021 overdrager Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring alt materiale vedrørende forsikringsbestande, jf. § 89 a i lov om arbejdsskadesikring,

som affattet ved denne lovs § 3, nr. 6, til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, som Arbejds-

markedets Erhvervssikring er i besiddelse af, herunder personoplysninger, som vedrører konkrete

arbejdsulykkessager. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring yder i samme periode bistand til Garantifon-

den ved behandlingen af konkrete arbejdsulykkessager, som overdrages til Garantifonden.

Forslaget vil indebære, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Garantifonden får tid til i fællesskab

at gennemføre overdragelsesforretningen på en betryggende måde, som sikrer, at de tilskadekomne

ikke bliver påvirket af overdragelsen. Forslaget betyder, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i peri-

oden 1. juli 2021 til 31. december 2021 får mulighed for at overdrage og afvikle alle forpligtelser og

rettigheder, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har haft i medfør af § 54 i lov om arbejdsskade-

sikring før den 1. juli 2021, herunder kan nå at overføre beholdningen af konkrete arbejdsulykkessa-

ger, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring måtte have fået pligt til at administrere som følge af

overtagelsen af en forsikringsbestand efter § 54. Det betyder også, at Garantifonden får tid til at til-

passe it-systemer og tilrettelægge de fornødne processer for sagsbehandlingen mv.

Forslaget vil indebære endvidere, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i perioden 1. juli 2021 til 31.

december 2021 får pligt til i fornødent omfang at bistå Garantifonden med at sikre, at konkrete ar-

bejdsulykkessager, som omfattes af overdragelsen, fortsat bliver behandlet, indtil Garantifonden har

fået etableret egne sagsbehandlingsprocesser mv.

Det forudsættes, at ovedragelsen af personoplysninger sker under iagttagelse af reglerne i lov om

supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med be-

handling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og Europarlamentets og

220

Rådets Forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse

med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse

af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse).

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Garantifonden aftaler den endelige overdragelsesdato inden

for perioden 1. juli 2021 til 31. december 2021.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har ingen egenkapital. Efter § 54, stk. 4 og 5, i lov om arbejdsska-

desikring finansierer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i dag de udgifter, der følger af overtagelsen

af arbejdsulykkespolicer efter § 54, af aktiver, herunder tilgodehavender fra genforsikringsaftaler, der

overføres fra det forsikringsselskab eller fra boet efter det selskab, hvis bestand af arbejdsulykkespo-

licer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget. Er der ikke overført aktiver eller er der ikke

overført tilstrækkelige aktiver fra forsikringsselskabet eller fra boet efter dette selskab på det tids-

punkt, hvor udgifterne afholdes, udlægger Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udgifterne, indtil Ar-

bejdsmarkedets Erhvervssikring modtager de fornødne aktiver fra forsikringsselskabet. Udgifter af-

holdt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter § 54 i lov om arbejdsskadesikring finansieres af alle

forsikringsselskaber, der driver arbejdsulykkesforsikring, og efter fordelingen i § 48, stk. 6, 3. og 4.

pkt.

Efter § 48, stk. 6, 3. pkt., i lov om arbejdsskadesikring sker finansieringen ved, at Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring opkræver udgiften aconto primo det år, hvor udgifterne afholdes, hos alle forsik-

ringsselskaber, som driver arbejdsulykkesforsikring, med regulering i det efterfølgende år. Efter § 48,

stk. 6, 4. pkt., i lov om arbejdsskadesikring har beskæftigelsesministeren fastsat nærmere regler om

finansieringsmodellen i bekendtgørelse nr. 645 af 28. juni 2019 om finansiering af visse erstatninger

m.v., der udbetales af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter lov om arbejdsskadesikring og lov om

sikring mod følger af arbejdsskade. Det følger af bekendtgørelsen, at Arbejdsmarkedets Erhvervssik-

ring opkræver senest i februar måned hvert år hos alle betalingspligtige et acontobeløb. Samtidig med

aconto-opkrævningen efterregulerer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring foregående års difference i

forhold til det betalte acontobeløb på baggrund af de faktiske udgifter og den betalingspligtiges fak-

tiske andel i udgiftsåret.

Forpligtelserne for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til at overtage administrationen af et forsik-

ringsselskabs arbejdsulykkesforsikringsbestand blev for første gang anvendt i forbindelse med kon-

kursen i forsikringsselskabet Alpha Insurance A/S i 2018, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

overtog selskabets bestand af arbejdsskadeforsikringer. Konkursboet efter Alpha Insurance A/S for-

ventes ikke at være færdigbehandlet i 2021 og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forventes ligeledes

ikke at have fået tilført midler fra boet på dette tidspunkt. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har

derfor finansieret udgifterne som følge af overtagelsen af forsikringsbestanden ved at opkræve acon-

tobeløb hos forsikringsselskaberne efter ovennævnte finansieringsmodel. I marts 2020 erklærede den

irske nationalbank forsikringsselskabet CBL konkurs efter, at nationalbanken i 2019 havde tilbage-

221

kaldt selskabets tilladelse til at udbyde arbejdsulykkesforsikring. CBL har også udbudt arbejdsulyk-

kesforsikringer i Danmark, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har også overtaget administratio-

nen, herunder udbetaling af erstatninger mv. i disse sager efter lovens § 54. Det er usikkert, hvornår

konkursboet vil blive afsluttet. Udgifterne hertil er afholdt efter ovennævnte model. Tilsvarende vil

gælde, hvis andre forsikringsselskaber i perioden indtil 1. juli 2021 skulle få inddraget deres tilladelse

til at sælge arbejdsulykkesforsikringer i Danmark.

Finansieringsmodellen vil indebære, at den endelige afregning for udgifter, som Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring har afholdt efter § 54 vedrørende Alpha Insurance A/S og CBL i første halvdel af

2021 først skal ske primo 2022. Det er derfor nødvendigt at sikre, at Arbejdsmarkedets Erhvervssik-

ring i 2022 endeligt kan afslutte regnskabet efter § 54 vedrørende 2021. Ligeledes må det påregnes,

at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil have visse afledte udgifter i andet halvår 2021 eller efterføl-

gende, som relaterer sig til overdragelsen af forsikringsbestanden til Garantifonden for skadesforsik-

ringsselskaber, herunder omkostninger i forbindelse med den praktiske flytning af bestanden og til

regnskabsafslutning. Disse udgifter vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring også have behov for at få

dækket.

Det foreslås i

stk. 4,

at ved efterregulering af beløb efter § 54 i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 376 af d. 31 marts 2020, finder § 48, stk. 6, 3. og 4. pkt., i lov om arbejdsskadesikring

jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af d. 31 marts 2020 anvendelse i 2021, 2022 og 2023. Eventuelle over-

skydende beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har opkrævet efter § 54, indgår i grundlaget

for forhåndsopkrævningen af øvrige beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opkræver efter §

48, stk. 6, 3. pkt., for perioden 2021-2023.

Det foreslåede stk. 4 vil indebære, at finansieringsmodellen i § 48, stk. 6, 3. og 4. pkt., finder anven-

delse i 2021, 2022 og 2023 ved efterregulering af alle beløb i henhold til § 54 i lov om arbejdsskade-

sikring jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af d. 31 marts 2020. Dette gælder også afledte udgifter, som

relaterer sig til overdragelsen af forsikringsbestanden til Garantifonden for skadesforsikringsselska-

ber. Da det ikke kan udelukkes, at der vil kunne komme afledte udgifter vedrørende § 54 og overdra-

gelsen til Garantifonden efter efterreguleringen i 2021 foreslås det, at Arbejdsmarkedets Erhvervs-

sikring også kan medtage sådanne udgifter i efterreguleringerne i 2022 og 2023. Samtidig foreslås

det, at eventuelle overskydende beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har opkrævet efter §

54, indgår i grundlaget for acontoopkrævningen af øvrige beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervssik-

ring opkræver efter § 48, stk. 6, 3. pkt., i 2021, 2022 og 2023. Formålet med dette er at sikre en enkel

afvikling af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opgaver efter § 54.

Med forslaget sikres det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har de nødvendige økonomiske midler

til at afslutte administrationen af forsikringsbestande efter § 54 og til at overdrage administrationen

til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

222

Det foreslås i

stk. 5,

at Finanstilsynet træffer afgørelse om registrering eller nægtelse af registrering,

for så vidt angår ansøgninger om tilladelser, som er modtaget af Finanstilsynet før 1. oktober 2021,

jf. artikel 54a, stk. 2, andet led, i MiFIR, jf. artikel 4, stk. 12, i omnibusforordningen.

Det foreslås i

stk. 6,

at enhver tilladelse til en udbyder af dataindberetningstjenester, som er meddelt

af Finanstilsynet, bevarer sin gyldighed efter overdragelsen af beføjelser til ESMA, jf. artikel 54a,

stk. 5, i MiFIR, jf. artikel 4, stk. 12, i omnibusforordningen.

Alle kompetencer og opgaver, der er forbundet med tilsyns- og håndhævelsesaktiviteter vedrørende

udbydere af dataindberetningstjenester, overføres til ESMA den 1. januar 2022, bortset fra de kom-

petencer og opgaver, der vedrører godkendte offentliggørelsesanordninger

(APA’er) og godkendte

indberetningsmekanismer (ARM’er), der er omfattet af den i artikel 2, stk. 3, omhandlede undtagelse.

ESMA påbegynder udførelsen af de pågældende overførte beføjelser og opgaver den samme dato.

Det fremgår af artikel 54a, stk. 1, i MIFIR, jf. artikel 4, stk. 12, i omnibusforordningen.

Til § 14

Lovforslagets § 14 angiver lovforslagets territoriale gyldighedsområde.

Det foreslås i

stk. 1,

at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland jf. dog de foreslåede stk. 2

og 3.

Det foreslås i

stk. 2,

at lovforslagets §§ 1 og 4-13 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis

i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslås i

stk. 3,

at lovforslagets §§ 1 og 4-13 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis

i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det følger af lovene på det finansielle område, at lovene ikke gælder for Færøerne og Grønland, men

at lovene ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med

de ændringer, som henholdsvis de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020, og lov om arbejdsmiljø,

jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020, som ændret ved lov nr. 1554 af 27. december 2019,

gælder ikke i Grønland, der har sine egne love på disse områder.

223