ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

Erhvervsudvalget 2020-21
ERU Alm.del Bilag 428
Offentligt

Indhold

Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen

........................................................................................................................2

1. Baggrund.....................................................................................................2

1.1 Sammenfatning og anbefalinger........................................................................... 3

1.2 Arbejdsgruppens formål, opgaver, proces og sammensætning ..................... 10

2. Mulige initiativer vedr. udelukkelse og pålidelighedsvurdering ............. 11

2.1

Domstolsfastsat udelukkelsesperiode (initiativ 1a) ..................................... 11

2.1. Forlængelse af udelukkelsesperioden (initiativ 1b) ..................................... 17

2.2. Administrativ forenkling mv. (initiativ 1c) ................................................... 19

2.3. Reglerne om ophør af kontrakter (initiativ 2a) ............................................ 24

2.4. Øvrige initiativer .............................................................................................. 27

2.5. Initiativer til en kommende revision af EU-udbudsdirektivet .................. 32

Kommissorium for afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-

sagen ............................................................................................................. 34

Baggrund ...................................................................................................................... 34

Arbejdsgruppens formål ............................................................................................ 35

Arbejdsgruppens opgaver ......................................................................................... 35

Spor 1

...................................................................................................................... 35

Spor 2

..................................................................................................................... 36

Øvrige initiativer

................................................................................................. 36

Organisering og proces

.................................................................................... 36

Spørgsmål til og svar fra EU-Kommissionen ............................................... 37

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på

baggrund af Atea-sagen

10. september 2021

1. Baggrund

Atea A/S (Atea) blev ved en dom i juni 2018 fundet skyldig i bl.a. aktiv bestikkelse, jf. straffelovens §

122., og idømt en bøde på 10 mio. kr. Dommen blev endelig d. 11. juli 2018. Den 12. juli 2018 vedtog

Atea et bødeforlæg på 3 mio. kr., der også omfattede bestikkelse.

Atea var på den baggrund som udgangspunkt udelukket fra at deltage i offentlige udbudsprocedurer i fire

år fra hhv. tidspunktet for endelig dom og tidspunktet for vedtagelsen af bødeforlægget. Atea er dermed

som udgangspunkt udelukket fra offentlige udbudsprocedurer til og med den 11. juli 2022, jf.

udbudslovens § 135, stk. 1, nr. 2, jf. § 138, stk. 6.

Ifølge udbudslovens § 138 har ansøgere og tilbudsgivere (herefter tilbudsgivere), der er omfattet af

udelukkelsesbestemmelserne i udbudslovens §§ 135-137, krav på at fremlægge dokumentation for deres

pålidelighed, og de kan ikke udelukkes fra en udbudsprocedure, hvis dokumentationen vurderes

tilstrækkelig. Det er den enkelte ordregiver, der i forbindelse med de konkrete udbudsprocedurer skal

vurdere, om dette

er tilfældet. Denne proces kaldes i daglig tale ”selfcleaning”

Økonomistyrelsen og Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S (SKI) havde begge på tidspunktet

for dommen og bødeforlægget indgået en række fællesoffentlige rammeaftaler med Atea.

Økonomistyrelsen og SKI iværksatte umiddelbart efter dommen og bødeforlægget overvejelser om,

hvorvidt Atea efter deres opfattelse kunne anses for pålidelig, jf. udbudslovens § 138, og om hvorvidt

deres allerede indgåede aftaler med Atea kunne ophæves.

Baggrunden for

Økonomistyrelsen og SKI’s initiativ var dels et hensyn til styrelsens og SKI’s egne

fremtidige aftaleindgåelser, dels et ønske om at lette de pålidelighedsvurderinger, som i den fireårige

udelukkelsesperiode skal gennemføres af bl.a. kunderne på Økonomistyrelsens

og SKI’s fællesoffentlige

rammeaftaler.

Økonomistyrelsen og SKI meddelte den 7. september 2018 i fællesskab, at Atea efter deres opfattelse på

det pågældende tidspunkt opfyldte betingelserne efter udbudslovens § 138 for at kunne deltage i

udbudsprocedurer, og at Atea derfor efter deres opfattelse fortsat kunne være leverandør, selvom Atea

var omfattet af udelukkelsesbestemmelsen i § 135, stk. 1, nr. 2. Økonomistyrelsen og SKI meddelte

samtidig, at de ville revurdere spørgsmålet mindst én gang årligt i den fireårige udelukkelsesperiode.

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

Økonomistyrelsen og SKI meddelte samme dag hver især, at de ikke fandt, at der var grundlag for at

bringe allerede gældende aftaler med Atea til ophør.

Den første revurdering af Ateas pålidelighed blev fortaget i juni 2019 og opdateret i september 2019.

Revurderingerne med tilhørende materiale blev offentliggjort på Økonomistyrelsens og SKI’s

hjemmesider, således at der i udelukkelsesperioden altid vil være et forholdsvist aktuelt materiale til

rådighed for bl.a. pålidelighedsvurderinger, der skal foretages af kunderne på de fællesoffentlige

rammeaftaler.

Der var så vidt vides tale om de første vurderinger af sådanne spørgsmål efter ikrafttrædelsen af

udbudsloven i forbindelse med sager af denne karakter.

I forlængelse af bl.a. Atea-sagen har der været offentlig og politisk debat om konsekvenserne, herunder

straffen, for tilbudsgivere, der overtræder lovgivningen og omfattes af udelukkelsesbestemmelserne, og

om tilliden til offentlige myndigheder.

Dette er baggrunden for nedsættelsen af arbejdsgruppen om eventuelle regelændringer på baggrund af

Atea-sagen.

1.1 Sammenfatning og anbefalinger

Arbejdsgruppen bemærker indledningsvis, at Atea-sagen er en usædvanlig sag. Der er tale om en sag af

meget alvorlig karakter, og det må samtidig antages, at der er en meget lille sandsynlighed for, at en

tilsvarende sag vil opstå i fremtiden i Danmark.

Arbejdsgruppen finder, at dette skal tages i betragtning i forbindelse med arbejdsgruppens vurderinger af

behovet for regelændringer.

Uanset Atea-sagens særlige karakter finder arbejdsgruppen, at der på baggrund af de indhøstede erfaringer

kan være grundlag for at ændre gældende ret på visse punkter.

Arbejdsgruppen har drøftet følgende forslag:

Domstolsfastsat udelukkelsesperiode (initiativ 1a)

Forlængelse af udelukkelsesperiode (initiativ 1b)

Administrativ forenkling (initiativ 1c)

Ophør af kontrakt (initiativ 2a)

Øvrige initiativer

Forslag 1: Forudgående pålidelighedsvurdering betales af tilbudsgiverne

Forslag 2: Alle frivillige udelukkelsesgrunde gøres obligatoriske

Forslag 3: Klare retningslinjer for pålidelighedsvurdering

6) EU-initiativer

A) At fjerne kravet om pålidelighedsvurderinger i udbudsdirektivet.

B) At give medlemslandene kompetence til selv at afgøre,

pålidelighedsvurderinger.

der

ønskes

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

C) At skærpe af kravene fx ved at der i udbudsdirektivet indføres en karensperiode på fx 6-12

måneder, hvori tilbudsgivere i praksis skal dokumentere deres pålidelighed for derefter at

opnå adgang til at afgive tilbud. I karensperioden skal det fx kunne dokumenteres, at de trufne

pålidelighedsforanstaltninger er implementeret og overholdes i praksis.

Arbejdsgruppen anbefaler sammenfattende følgende:

Enhed for pålidelighedsvurdering

Det anbefales at oprette en enhed, der får til opgave at vurdere virksomheders pålidelighed i

forbindelse med gennemførelsen af offentlige udbudsprocedurer, jf. initiativ 1c.

En tilbudsgiver, som er omfattet af en udelukkelsesgrund (såvel obligatorisk som frivillig), kan forelægge

dokumentation for de foranstaltninger, som tilbudsgiveren har truffet, med henblik på ordregiverens

vurdering af, om disse foranstaltninger er tilstrækkelige til, at tilbudsgiveren kan anses for pålidelig til

trods for de forhold, der begrunder udelukkelse.

Det er overladt til medlemsstaterne at fastlægge de nærmere proceduremæssige og indholdsmæssige

betingelser, der skal finde anvendelse for tilbudsgivernes muligheder for at dokumentere deres

pålidelighed. Det er navnlig muligt at tillade de enkelte ordregivende myndigheder at udføre de relevante

vurderinger af tilbudsgivernes dokumentation af pålidelighed eller overdrage denne opgave til andre

myndigheder. I Danmark er det (indtil videre) valgt, at vurderingen skal foretages af de enkelte

ordregivende myndigheder.

Arbejdsgruppen anbefaler, at der oprettes en enhed, der får til opgave at vurdere virksomheders

pålidelighed i forbindelse med gennemførelsen af offentlige udbudsprocedurer, således at vurderingen af

pålidelighed kan ske uafhængigt af ordregivernes interesser, og så vurderingen sker så ens som muligt på

tværs af den offentlige sektor. Endvidere vil oprettelsen af enheden sikre, at de ressourcer, der anvendes

på at vurdere pålidelighed, reduceres gennem realisering af stordriftsfordele, da det fremover kun er

enheden, der vurderer pålideligheden, hvor det i dag er hver enkelt ordregiver, der konkret skal vurdere

i hvert enkelt udbud, som den pågældende virksomhed deltager i.

Der vil i forbindelse med vurderingen være fokus på, at virksomheder reelt kan dokumentere, at de har

foretaget en række relevante foranstaltninger, hvis de vil vurderes pålidelige. Det foreslås bl.a.

understøttet af nogle klare retningslinjer for pålidelighedsvurderinger, jf. nedenstående forslag.

Arbejdsgruppen anbefaler, at den enkelte ordregivende myndighed skal være forpligtet til at lægge

enhedens vurdering til grund, således at de enkelte ordregivere helt fritages for denne opgave. Det

vurderes, at det vil være mere effektivt for de enkelte ordregivende myndigheder og tilbudsgiver i forhold

til både tid, økonomi og ressourcer. Samtidig vil det blive sikret, at de, der foretager en

pålidelighedsvurdering, altid vil have den fornødne viden, erfaring og ressourceadgang.

Arbejdsgruppen vurderer, at opgaven mest hensigtsmæssigt kan placeres under Erhvervsministeriet i

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, da Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den udbudsfaglige

indsigt og derudover har volumen til at prioritere ressourcer og dermed opnå fleksibilitet til

pålidelighedsvurderinger efter behov.

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

Det bemærkes i den forbindelse, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen allerede på nuværende tidspunkt

varetager opgaver, der har varierende ressourcebehov. Desuden har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

allerede erfaring med funktionsadskillelse mellem styrelsens myndighedsopgaver og rådgivning ifm.

Rådgivningsenheden

–

Statens indkøb, der rådgiver og hjælper statslige institutioner med udbud og

kontrakter. Enheden drives i samarbejde mellem Økonomistyrelsen og Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen. Arbejdsgruppen anser, at det også for enheden for pålidelighedsvurdering vil være

væsentlig for at sikre en saglig og forsvarlig administration, at der er en funktionsadskillelse.

Af hensyn til retssikkerheden og vurderingernes sammenhæng med det øvrige udbudsretlige område

vurderer arbejdsgruppen, at enhedens vurderinger skal kunne indbringes for Klagenævnet for Udbud.

Endelig er det arbejdsgruppens vurdering med udgangspunkt i det i kommissoriet stillede spørgsmål, at

indkøbscentraler og andre udbydere af rammeaftaler ikke bør have kompetencen til at foretage en

pålidelighedsvurdering på alle tilsluttede brugeres vegne. Det skyldes bl.a., at en sådan løsning kun vil

dække en begrænset andel af alle udbudte kontrakter i Danmark, hvorfor ressource-, tid- og

kompetenceproblemet derved ikke synes at blive løst, og at indkøbscentraler ikke nødvendigvis er

offentlige myndigheder, og dermed ikke er underlagt de forvaltnings- og offentlighedsretlige forpligtelser,

som efter arbejdsgruppens vurdering er hensigtsmæssig for varetagelse af opgaven med at foretage

generelt gældende pålidelighedsvurderinger.

Klare retningslinjer for vurderingen af pålidelighed

Det anbefales, at der udarbejdes klare retningslinjer for vurderingen af pålidelighed, hvori det

understreges, at udelukkelse må betragtes som hovedreglen, når en tilbudsgiver er omfattet af

en udelukkelsesgrund, således at det kun er helt undtagelsesvist, at en sådan tilbudsgiver kan

tildeles en kontrakt, idet sådanne klare retningslinjer kan øge retssikkerheden og gøre det lettere

og mindre byrdefuldt for den, der foretager vurderingen af pålidelighed,

jf. de øvrige initiativer

Arbejdsgruppen anbefaler, at der udarbejdes klare retningslinjer for den pålidelighedsvurdering, der skal

foretages af enheden. De klare retningslinjer skal bl.a. understrege, at udelukkelse må betragtes som

hovedreglen, når en tilbudsgiver er omfattet af en udelukkelsesgrund, og at det kun er helt undtagelsesvist,

at en sådan tilbudsgiver kan tildeles en kontrakt. Klare retningslinjer kan øge retssikkerheden og gøre det

lettere og mindre byrdefuldt for den, der foretager vurderingen af pålidelighed.

De klare retningslinjer kan fastsættes som egentlige regler i en bekendtgørelse eller i en vejledning eller

et administrationsgrundlag for den enhed, der skal foretage vurderingerne. Dette vil der blive taget stilling

til i forbindelse med en eventuel udarbejdelse af et lovforslag om etablering af en sådan enhed.

Af de klare retningslinjer kan det fx fremgå, hvilken form for dokumentation for gennemførte

foranstaltninger, som enheden kan lægge vægt på, og hvad der bl.a. kan udgøre dokumentation for de

forskellige foranstaltninger.

Derudover kan det af retningslinjerne fremgå, hvordan enheden skal forholde sig til foranstaltninger fra

tilbudsgiverens side, som først kan få effekt på et senere tidspunkt.

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

Af retningslinjerne skal det endvidere fremgå, hvorledes der skal tages hensyn til oplysninger, der

fremkommer, efter at enheden har foretaget en vurdering af en tilbudsgivers pålidelighed, og om en

tilbudsgivers mulighed for at få genoptaget en sag om pålidelighedsvurdering.

Sådanne retningslinjer bør efter arbejdsgruppens vurdering ikke være så detaljerede, at de fratager

enheden skønsmulighed. Det skyldes, at om end meget specifikke retningslinjer vil kunne øge

retssikkerheden hos de udelukkede virksomheden, så vil de også kunne have den negative effekt, da det

i højere grad bliver muligt for tilbudsgiverne at spekulere i at opnå en positiv pålidelighedsvurdering med

et minimum af foranstaltninger ved at tilpasse ansøgningen og dokumentationen nøjagtigt til kravene i

retningslinjerne

–

og ikke nødvendigvis efter, hvad der skønnes nødvendigt for at skabe pålidelighed i

den konkrete virksomhed.

Forlængelse af udelukkelsesperiode

Det anbefales at forlænge udelukkelsesperioden i forbindelse med de såkaldt obligatoriske og

frivillige udelukkelsesgrunde fra henholdsvis to og fire år til det maksimum på henholdsvis tre

og fem år, der følger af udbudsdirektivet,

jf. initiativ 1b

En forlængelse kan potentielt have en forebyggende, præventiv effekt og i hvert fald sende et politisk

signal om, at det ikke er ønskeligt, at offentlige myndigheder handler med virksomheder, som agerer i

strid med loven.

Derudover vil en længere udelukkelsesperiode indebære, at udelukkede tilbudsgivere i længere tid skal

overveje, om allerede iværksatte foranstaltninger er tilstrækkelige, hvilket kan bidrage positivt til at undgå,

at virksomheder bringer sig i en udelukkelsesposition.

Det bemærkes, at en forlængelse af udelukkelsesperioden vil kunne begrænse konkurrencen i det

forlængede tidsrum, idet den udelukkede virksomhed ikke vil have mulighed for at byde på offentlige

kontrakter i dette tidsrum, medmindre virksomheden anses for pålidelig.

Regler om ophør af indgået kontrakt

Det anbefales, at der fastsættes regler om mulighed for, at ordregiver kan anvende

kontraktbestemmelser, hvorefter ordregiver har mulighed for at kræve kontraktophør, hvis en

leverandør i en kontrakts løbetid bliver omfattet af en obligatorisk udelukkelsesgrund eller en

frivillig udelukkelsesgrund, der er anvendt i den pågældende udbudte kontrakt, med henblik på

at skabe parallelitet mellem forholdene før og efter kontraktindgåelsen,

jf. initiativ 2a

Arbejdsgruppen anbefaler, at der i udbudsloven udtrykkeligt åbnes mulighed for, at ordregiver kan

indsætte en klausul, hvorefter ordregiver kan kræve kontraktophør, hvis en leverandør i en kontrakts

løbetid bliver omfattet af en obligatorisk udelukkelsesgrund eller en frivillig udelukkelsesgrund, som fandt

anvendelse i forbindelse med det pågældende udbud. Et eventuelt konkret kontraktophør skal ske i

overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og de øvrige EU-udbudsretlige principper.

En sådan bestemmelse skal ledsages af en bestemmelse om pligt for leverandører til det offentlige til at

underrette den offentlige kontraktpart, hvis de omfattes af en relevant udelukkelsesgrund i

udelukkelsesperioden.

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

Arbejdsgruppen finder, at hensynet til parallelitet mellem forholdene før og efter kontraktindgåelsen taler

for, at offentlige ordregivere har mulighed for at bringe indgåede kontrakter til ophør, hvis leverandøren

bliver omfattet af en relevant udelukkelsesbestemmelse i kontraktens løbetid.

Arbejdsgruppens finder, at hensynet til parallelitet endvidere taler for, at en beslutning om kontraktophør

forudsætter, at der forinden gennemføres en pålidelighedsvurdering svarende til den, der skal

gennemføres efter udbudslovens § 138.

Frivillig udelukkelsesgrund gøres obligatorisk

Det anbefales, at udbudslovens nuværende frivillige udelukkelsesgrund i § 137, stk. 1, nr. 3, gøres

obligatorisk. Det vil betyde, at ordregivere som udgangspunkt skal udelukke enhver ansøger

eller tilbudsgiver, hvis ordregiveren kan påvise, at ansøgeren eller tilbudsgiveren i forbindelse

med udøvelsen af sit erhverv har begået alvorlige forsømmelser, der sår tvivl om ansøgerens eller

tilbudsgiverens integritet.

Arbejdsgruppen anbefaler, at udbudslovens frivillige udelukkelsesgrund i § 137, stk. 1, nr. 3, gøres

obligatorisk- Det vil betyde, at ordregivere som udgangspunkt skal udelukke enhver ansøger eller

tilbudsgiver, hvis ordregiveren kan påvise, at ansøgeren eller tilbudsgiveren i forbindelse med udøvelsen

af sit erhverv har begået alvorlige forsømmelser, der sår tvivl om ansøgerens eller tilbudsgiverens

integritet.

Den pågældende udelukkelsesgrund er udformet som en opsamlingsbestemmelse i udbudsdirektivet og

kan derfor omfatte en lang række situationer, som påvirker tilbudsgiveres integritet.

Arbejdsgruppen finder på baggrund af en indgående undersøgelse, at det er uhensigtsmæssigt at gøre de

øvrige frivillige udelukkelsesgrunde obligatoriske, selvom der ikke er noget juridisk til hinder for dette.

Det skyldes, at udbudslovens § 137, stk. 1, nr. 3, formentlig vil ”fange” en række relevante

situationer,

samtidig med, at der bevares en vis fleksibilitet for ordregiver til selv at vurdere, om der er grundlag for

at ”aktivere” de øvrige frivillige udelukkelsesgrunde. Derved opnås en god balance mellem, at det

offentlige undgår at handle med virksomheder, som ikke opfører sig som det må forventes af dem,

gennemsigtighed for alle parter og minimering af yderligere administrative omkostninger.

I lyset heraf vil det efter arbejdsgruppens vurdering medføre et uforholdsmæssigt stort ressourcebehov

og for høje transaktionsomkostninger også at gøre de øvrige frivillige udelukkelsesgrunde obligatoriske.

Arbejdsgruppen anbefaler på den baggrund, at de øvrige frivillige udelukkelsesgrunde forbliver frivillige

og således kan vælges til af ordregiver, hvis det findes hensigtsmæssigt i det konkrete udbud.

Forudgående pålidelighedsvurdering, der betales af tilbudsgiver

Det anbefales, at der om 1-2 år

–

når enheden for pålidelighedsvurdering forventeligt har

fungeret et stykke tid

–

mod betaling tilbydes forudgående pålidelighedsvurderinger, som

ordregiver ellers ikke er forpligtet til at foretage, såfremt virksomhederne vurderes at efterspørge

dette,

jf. de øvrige initiativers forslag 1

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

Arbejdsgruppen anbefaler, at der til en start etableres en enhed for pålidelighedsvurdering, som alene

skal foretage aktuelle pålidelighedsvurderinger, jf. initiativ 1c ovenfor.

Arbejdsgruppen finder, at når enheden forventeligt er etableret og i drift, bør enheden også

–

mod

betaling

–

tilbyde forudgående pålidelighedsvurderinger, som ordregiver ellers ikke er forpligtet til at

foretage, såfremt virksomhederne vurderes at efterspørge dette.

Følgende anbefales ikke:

Domstolsbestemt udelukkelse

Det anbefales, at der ikke indføres en særregel om, at domstolene i forbindelse med visse

strafbare forhold kan udelukke tilbudsgivere fra deltagelse i udbudsforretninger i en af retten

fastsat periode, da det med den gældende lovgivning allerede er muligt, dog kan retstilstanden

på andre punkter strammes op, fx gennem initiativer vedrørende udelukkelse og

pålidelighedsvurdering,

jf. initiativ 1a

Det er arbejdsgruppens vurdering, at straffelovens § 79 allerede i dag giver domstolene mulighed for

under en straffesag at bestemme, at den dømte ikke må deltage i offentlige udbudsprocedurer i en i

dommen fastsat periode. En frakendelse af retten til at deltage offentlige udbudsprocedurer indebærer,

at den dømte ikke gives mulighed for at dokumentere sin pålidelighed i denne periode, ligesom en

offentlig ordregiver ikke vil kunne lade den dømte deltage.

Arbejdsgruppen finder, at den gældende retstilstand vedrørende domstolsbestemt frakendelse af retten

til fortsat at udøve virksomhed må anses for tilstrækkelig, dog kan retstilstanden på andre punkter

strammes op, jf. arbejdsgruppens øvrige anbefalinger.

Fx anbefales det at oprette en enhed for pålidelighedsvurdering, der på baggrund af nogle klare

retningslinjer foretager pålidelighedsvurderinger af de virksomheder, som måtte være omfattet af en

udelukkelsesgrund. Der vil i forbindelse med vurderingen

–

i henhold til retningslinjerne

–

være fokus

på, at virksomheder reelt kan dokumentere, at de har foretaget en række relevante foranstaltninger, hvis

de vil vurderes pålidelige.

Det tillægges vægt, at en særregel om rettighedsfrakendelse efter arbejdsgruppens opfattelse vil være

problematisk ud fra et proportionalitetsmæssigt synspunkt, idet reglen vil kunne have alvorlige og

uforholdsmæssige konsekvenser for den offentlige opgaveløsning, for de offentlige udgifter, den enkelte

virksomhed og for konkurrencen på markedet.

EU-initiativer

Arbejdsgruppen har desuden drøftet følgende forslag, som arbejdsgruppen dog ikke anbefaler at bringe

videre på EU-niveau:

Fjerne kravet om pålidelighedsvurderinger i udbudsdirektivet.

Arbejdsgruppen anbefaler ikke at gå videre med dette forslag på EU-niveau, da det vil være

meget vidtgående og en klar forringelse af virksomhedernes rettigheder.

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

Argumenterne for er, at virksomhederne er blevet udelukket, fordi de har handlet i strid med de gældende

regler, herunder eksempelvis bestikkelse eller hvidvaskning, og derfor bør sanktioneres efter

udbudsreglerne som følge heraf. Virksomhederne vil ikke få en reel udbudsretlig sanktion, hvis de straks

derefter bliver vurderet pålidelige. Desuden vil det nedbringe offentlige ordregiveres ressourceforbrug,

idet der ikke vil skulle afsættes ressourcer til pålidelighedsvurderinger.

Argumenterne imod er, at virksomhederne ved at fjerne kravet om pålidelighedsvurdering i

udbudsdirektivet ikke har nogen mulighed for at deltage i offentlige udbud

–

uanset hvad de foretager

sig - i den periode, de er udelukket. Det vil kunne begrænse konkurrencen set i forhold til den nuværende

retstilstand. Desuden vil det ikke give virksomhederne ligeså meget incitament til at forbedre sig i den

periode, de er udelukket, som hvis de havde mulighed for at blive pålidelighedsvurderet.

Arbejdsgruppen anbefaler, at der ikke gås videre med dette forslag på EU-niveau, da det vil være meget

vidtgående og en klar forringelse af virksomhedernes rettigheder.

Give medlemslandene kompetence til selv at afgøre, om der ønskes pålidelighedsvurderinger.

Arbejdsgruppen anbefaler, at dette forslag ikke bliver videreført på EU-niveau, da det vil

medføre en uens praksis i EU og dermed usikkerhed blandt EU-medlemslandenes

virksomheder.

Argumenterne for er, at medlemslandende får mest mulig fleksibilitet ved selv at kunne vælge, om de

ønsker at give mulighed for pålidelighedsvurdering eller ej. Derved kan de enkelte medlemslande selv

bestemme, om de vil sanktionere virksomhederne hårdt rent udbudsretligt ved fuldstændig at udelukke

dem i en given periode, hvis de overtræder en række regler, eller om virksomhederne skal kunne have

adgang til at dokumentere deres pålidelighed.

Argumentet imod er, at der derved vil kunne opstå en uens retstilstand EU-medlemslandene imellem i

forhold til pålidelighedsvurderinger. Dette vil medføre tvivl og usikkerhed blandt virksomhederne,

hvilket er i strid med hele formålet bag EU-udbudsretten (og EU-retten generelt).

Arbejdsgruppen anbefaler, at dette forslag ikke bliver videreført på EU-niveau, da det vil medføre en

uens praksis i EU og dermed usikkerhed blandt EU-medlemslandenes virksomheder.

Skærpelse af kravene fx ved at der i udbudsdirektivet indføres en karensperiode på fx 6-12

måneder, hvori tilbudsgivere i praksis skal dokumentere deres pålidelighed.

Arbejdsgruppen anbefaler, at der ikke gås videre med dette forslag på EU-niveau, da

udbudsretten derved bliver en form for ekstra sanktion ud over straffereglerne, hvilket indebærer,

at selv tilbudsgivere, der har foretaget tilstrækkelige foranstaltninger med virkning med det

samme, ikke kan blive anset for pålidelige før efter et halvt år. I stedet foreslås det at lave nogle

klare retningslinjer for, hvordan pålidelighedsvurderingen skal foretages, jf. initiativet herom

ovenfor.

Argumenterne for er, at virksomhederne derved

–

uanset hvad

–

vil opnå en vis sanktion ved at blive

udelukket for en (kortere) periode fra offentlige udbud. Dette kan også tilgodese retsfølelsen hos

ordregivere og andre eksterne aktører. Desuden vil en karensperiode

–

i modsætning til helt at fjerne

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

pålidelighedsvurderinger

–

fortsat give virksomheder et incitament til at forbedre sig og dermed undgå at

overtræde regler fremover.

Argumenterne imod er dog, at tilbudsgivernes retsstilling forringes i forhold til den nuværende, hvor en

virksomhed kan blive pålidelighedsvurderet straks efter de er udelukket fra offentlige udbud. Endelig vil

det bevirke, at selv tilbudsgivere, der har foretaget tilstrækkelige foranstaltninger med det samme, ikke

kan anses for pålidelige.

Arbejdsgruppen anbefaler, at dette forslag ikke bliver videreført på EU-niveau, da tilbudsgivernes

retsstilling forringes i forhold til den nuværende, og idet forslaget vil bevirke, at selv tilbudsgivere, der

har foretaget tilstrækkelige foranstaltninger med det samme, ikke kan anses for pålidelige.

1.2 Arbejdsgruppens formål, opgaver, proces og sammensætning

Arbejdsgruppen om eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen blev nedsat i februar 2019.

Kommissoriet er i forbindelse med regeringsskiftet i juni 2019 blevet revideret og udvidet således, at det

nu også omfatter overvejelser om initiativer, der bør inddrages i forbindelse med en eventuel fremtidig

revision af EU’s udbudsdirektiv.

1.2.1. Arbejdsgruppens formål

Arbejdsgruppens formål er at beskrive de erfaringer, som er opnået i forbindelse med den første reelle

anvendelse af reglerne om udelukkelse og pålidelighedsvurdering i sager af den nævnte karakter, og de

erfaringer, som er opnået i forbindelse med overvejelserne om at bringe allerede indgåede kontrakter til

ophør.

På den baggrund skal arbejdsgruppen generelt vurdere, om det er muligt og hensigtsmæssigt at foretage

ændringer af de gældende regler og/eller gennemføre øvrige initiativer i relation til udelukkelse og

pålidelighedsvurdering og i relation til at bringe allerede indgåede kontrakter til ophør.

1.2.2. Arbejdsgruppens opgaver

Arbejdsgruppen skal på baggrund af Atea-sagen beskæftige sig med to hovedspor og beskrive:

Reglerne om udelukkelse og pålidelighedsvurdering

Reglerne om ophør af kontrakter

Arbejdsgruppen skal i relation til

spor 1

se på følgende emner:

Initiativ 1a: Domstolsfastsat udelukkelsesperiode

Initiativ 1b: Forlængelse af udelukkelsesperioden

Initiativ 1c: Administrativ forenkling mv.

Arbejdsgruppen skal i relation til

spor 2

se på følgende:

Initiativ 2a: Fastsættelse af betingelser for kontrakters gennemførelse

Arbejdsgruppen skal derudover overveje, om der er behov for at gennemføre øvrige initiativer.

Arbejdsgruppen skal også overveje, om der er initiativer, der bør inddrages i forbindelse med en

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

kommende revision af EU’s udbudsdirektiv, fx initiativer, som begrænser muligheden for at anse

udelukkede tilbudsgivere for pålidelige.

Det fulde kommissorium er vedlagt som

bilag 3

til denne rapport.

1.2.3. Arbejdsgruppens organisation og proces

Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra Erhvervsministeriet (formand), Finansministeriet og

Justitsministeriet. Derudover inddrages relevante myndigheder efter behov.

Arbejdsgruppen skal afrapportere, således at eventuelle forslag til ændringer af udbudsloven eller anden

relevant lovgivning kan indgå i et eventuelt lovforslag, der følger op på den igangsatte evaluering af

udbudsloven.

1.2.4. Arbejdsgruppens sammensætning

Arbejdsgruppen havde ved afrapporteringen følgende sammensætning:



Kontorchef Katrine Bagge Thorball, Erhvervsministeriet (formand)

Specialkonsulent Sofie Fischermann, Erhvervsministeriet

Specialkonsulent Anja Gade Andersen, Erhvervsministeriet

Souschef Mads Møller Langtved, Justitsministeriet

Kontorchef Kenneth Skov Jensen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Chefkonsulent Jesper Halvorsen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Kontorchef Thomas Gloy, Økonomistyrelsen

Derudover har følgende personer deltaget i arbejdsgruppen tidligere i forløbet:



Kontorchef Sigrid Dahlerup, Erhvervsministeriet

Julia Castro Christiansen, tidligere specialkonsulent i Erhvervsministeriet

Specialkonsulent Malene Lynggaard, Justitsministeriet

Anders Peter Tuxen, tidligere kontorchef i Økonomistyrelsen

Chefkonsulent Hans Christian Holdt, Økonomistyrelsen

Det bemærkes, at Økonomistyrelsen undervejs i arbejdet med Atea-rapporten har skiftet navn fra

Moderniseringsstyrelsen til sit nuværende navn.

2. Mulige initiativer vedr. udelukkelse og pålidelighedsvurdering

Som nævnt ovenfor skal Atea-arbejdsgruppen beskæftige sig med en række initiativer i relation til

udelukkelse og pålidelighedsvurdering.

I det følgende behandles de konkrete initiativer enkeltvis.

2.1 Domstolsfastsat udelukkelsesperiode (initiativ 1a)

2.1.1 Indledning

Ifølge straffelovens § 79 kan den, som udøver visse former for virksomhed, ved dom for et strafbart

forhold, frakendes retten til fortsat at udøve den pågældende virksomhed. Bestemmelsen blev ikke

anvendt i Atea-sagen.

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

Arbejdsgruppen skal vurdere rækkevidden af denne bestemmelse i udbudsretlig sammenhæng og på den

baggrund overveje, om der kan være grundlag for at indføre en særlig hjemmel til, at domstolene i

forbindelse med visse strafbare forhold kan udelukke tilbudsgivere fra deltagelse i udbudsforretninger i

en af retten fastsat periode.

En sådan domstolsbestemt udelukkelse vil betyde, at der ikke vil kunne gennemføres en vurdering af den

pågældendes pålidelighed i den i dommen fastsatte udelukkelsesperiode. Udelukkelsen vil med andre ord

være ubetinget.

2.1.1 Relevante regler

Udbudsdirektivet og udbudsloven

De obligatoriske og frivillige udelukkelsesgrunde, som fastslår, hvornår en ansøger eller tilbudsgiver skal

eller kan udelukkes fra en udbudsforretning, følger af EU’s udbudsdirektiv

(herefter udbudsdirektivet).

Udbudsdirektivet er implementeret i dansk ret ved udbudsloven.

Direktivets art. 57 indeholder de obligatoriske og frivillige udelukkelsesgrunde, som fastslår, hvornår og

hvor længe en tilbudsgiver skal eller kan udelukkes fra deltagelse i udbudsprocedurer.

Direktivets udelukkelsesgrunde er implementeret ved udbudslovens §§ 135-137.

Udelukkelsesgrundene i §§ 135 og 136 er obligatoriske og finder derfor anvendelse i forbindelse med alle

udbud af offentlige kontrakter, der er omfattet af udbudslovens afsnit II. Udelukkelsesgrundene i § 137

er frivillige og finder kun anvendelse, i det omfang ordregiveren i udbudsmaterialet har fastsat dette i

udbudsmaterialet.

I udelukkelsesperioden har en udelukket tilbudsgiver efter udbudslovens § 138, stk. 1-4, krav på i

forbindelse med konkrete udbudsprocedurer at få adgang til at fremlægge dokumentation for, at

tilbudsgiveren er pålidelig. Vurderer ordregiveren, at dokumentationen for pålidelighed er tilstrækkelig,

kan ordregiveren ikke udelukke tilbudsgiveren fra den konkrete udbudsprocedure.

Reglerne om pålidelighedsvurdering gennemgås nærmere i afsnit 2.3.2. nedenfor.

Efter udbudslovens § 135, stk. 1, er offentlige ordregivere forpligtede til at udelukke en tilbudsgiver fra

deltagelse i en udbudsprocedure, hvis tilbudsgiveren ved endelig dom er dømt eller har vedtaget

bødeforlæg for en række nærmere angivne strafbare handlinger, herunder bestikkelse (stk. 1, nr. 2) og

hvidvask (stk. 1, nr. 5). Efter bestemmelsens stk. 2 er der også pligt til at udelukke en tilbudsgiver, hvis

en person, der er medlem af tilbudsgiverens bestyrelse, direktion eller tilsynsråd mv., er endeligt dømt

eller har vedtaget bødeforlæg for de pågældende forhold.

Efter udbudslovens § 136 er offentlige ordregivere, når nærmere fastsatte betingelser er opfyldt,

forpligtede til at udelukke en tilbudsgiver i forbindelse med interessekonflikter, konkurrencefordrejning

og afgivelse af urigtige oplysninger mv.

Efter udbudslovens § 137 kan en ordregiver anføre i udbudsmaterialet, at en tilbudsgiver vil blive

udelukket, hvis én eller flere af de i bestemmelsen nævnte frivillige udelukkelsesgrunde er til stede.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv

2004/18/EF.

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

Udelukkelsesgrundene omfatter blandt andet tilsidesættelse af gældende forpligtelser inden for det miljø-

, social- eller arbejdsretlige område (nr. 1), alvorlige forsømmelser, som tilbudsgiveren har begået i

forbindelse med udøvelsen af sit erhverv, og som sår tvivl om tilbudsgiverens integritet (nr. 3), og

indgåelse af en aftale med andre tilbudsgivere med henblik på konkurrencefordrejning (nr. 4).

Udelukkelse efter de obligatoriske udelukkelsesgrunde i §§ 135 og 136 gælder i fire år fra datoen for

endelig dom eller datoen for vedtagelsen af et bødeforlæg, mens udelukkelse efter de frivillige

udelukkelsesgrunde i § 137 gælder i op til to år fra den pågældende hændelse eller handling, jf. § 138, stk.

6 og 7.

Det er i udbudslovens § 138, stk. 4, 6 og 7, forudsat at en tilbudsgiver ved dom kan være udelukket fra

deltagelse i udbudsprocedurer i en i dommen fastsat periode. En tilbudsgiver, der er udelukket ved dom,

har ikke krav på, at der gennemføres en pålidelighedsvurdering i den i dommen fastsatte

udelukkelsesperiode, jf. § 138, stk. 4, og en offentlig ordregiver vil i øvrigt ikke være berettiget til at

tilsidesætte en domstolsfastsat udelukkelse. Efter udløbet af den domstolsfastsatte udelukkelsesperiode

gælder udbudslovens almindelige regler om udelukkelse og pålidelighedsvurdering.

Straffeloven

Strafbare forhold medfører som udgangspunkt ikke tab af borgerlige rettigheder, jf. straffelovens § 78,

stk. 1.

En undtagelse fra dette princip følger af straffelovens § 79.

Efter straffelovens § 79, stk. 1, kan den, som udøver en af § 78, stk. 2, omhandlet virksomhed

–

dvs.

virksomhed, som kræver særlig offentlig autorisation eller godkendelse

–

frakendes retten til fortsat at

udøve den pågældende virksomhed eller til at udøve den under visse former, såfremt det udviste forhold

begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet ved dom for strafbart forhold.

Udtrykket ”særlig offentlig autorisation” er meget omfattende, men det kræves, at der er tale om forhold

af mere betroet karakter. Således er bl.a. autoriserede revisorer, læger, tandlæger, apotekere, jordemødre

og sygeplejersker omfattet af bestemmelsen. Uden for bestemmelsen falder visse fagligt-tekniske

”autorisationer”, f.eks. ”autorisationer” til gas-

og vandmestre og el-installatører. Det kræver ikke særlig

offentlig autorisation at deltage i offentlige udbudsprocedurer.

Efter straffelovens § 79, stk. 2, kan der også ved dom ske frakendelse af retten til fortsat at udøve

virksomhed, som ikke kræver særlig offentlig autorisation eller godkendelse, når betingelsen om

nærliggende fare for misbrug i stk. 1 er opfyldt,

når særlige omstændigheder taler derfor.

Rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79 kan ske på tid fra 1 til 5 år eller indtil videre, jf. stk. 3.

Ofte vil det strafbare forhold, som påberåbes som grundlag for frakendelse af en stilling, være begået i

forbindelse med varetagelse af stillingen, men det er ikke en betingelse.

Højesteret har ved dommen refereret i U 2014.1540 H fastslået, at straffelovens bestemmelser om

rettighedsfrakendelse også finder anvendelse på juridiske personer. Der skal således også i straffesager

mod juridiske personer nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse, når betingelserne herfor er opfyldt.

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

Hvilke strafbare forhold, som begrunder en nærliggende fare for misbrug af stilling eller hverv, afhænger

af stillingens eller hvervets karakter, herunder hvilke særlige interesser, der søges beskyttet mod kriminelt

misbrug.

Ved vurderingen af, om faren er ”nærliggende”, må der tages hensyn til den begåede

kriminalitets art og forhold til netop den pågældende virksomhed, til kriminalitetens grovhed, herunder

gentagelse, og den tid, der er forløbet, siden kriminaliteten blev begået.

Domstolsfastsat rettighedsfrakendelse forudsætter, at anklagemyndigheden under straffesagen nedlægger

påstand herom.

Det er Justitsministeriets umiddelbare vurdering, at straffelovens § 79, forudsat at betingelserne er

opfyldt, vil kunne anvendes til at udelukke potentielle tilbudsgivere fra at deltage i udbudsprocedurer. I

den forbindelse bemærkes, at der skal meget til, før kravet om nærliggende fare for misbrug kan anses

for at være opfyldt.

Eksempel på særlovsbestemmelse

Der findes i særlovgivningen eksempler på særlige bestemmelser om rettighedsfrakendelse.

Efter miljøbeskyttelseslovens § 110 b kan retten til at udøve virksomhed omfattet af lovens kapitel 5 bl.a.

frakendes ved dom for strafbart forhold, hvis den tiltalte er dømt for overtrædelse af straffelovens § 196,

eller den pågældende gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder har overtrådt

bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven eller forskrifter udstedt i medfør denne lov eller bestemmelser i

lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug eller forskrifter udstedt i medfør heraf.

Betingelserne for rettighedsfrakendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 110 b er forskellige fra

betingelserne efter straffelovens § 79,

idet der ikke stilles krav om ”en nærliggende fare for misbrug af

stillingen”, og at der i øvrigt ”er særlige omstændigheder, der taler for” frakendelsen.

Bedømmelsen af, om der skal ske rettighedsfrakendelse, skal i stedet for ske efter en

”miljøforsvarlighedsvurdering”. Den eller de ansvarlige personer, der har drevet en forurenende

virksomhed uforsvarligt og derved overtrådt miljølovgivningen gentagne gange eller i øvrigt under så

skærpende omstændigheder, at den/de pågældende må anses for uden vilje eller evne til at drive

forurenende virksomhed på forsvarlig vis, kan herefter frakendes retten til at fortsætte eller genoptage

sådan virksomhed.

Er der grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse, skal det vurderes, hvilken rækkevidde

rettighedsfrakendelsen skal have. Der kan således være grundlag for kun at nedlægge påstand om

frakendelse af retten til at drive den konkrete type virksomhed, som lovovertræderen hidtil har drevet,

f.eks. frakendelse af retten til at drive dambrugsvirksomhed. En konkret vurdering af overtrædelsernes

karakter kan imidlertid føre til, at der tillige skal nedlægges påstand om frakendelse af retten til at drive

andre lignende typer miljøbelastende virksomhed.

2.1.1 Erfaringerne fra Atea-sagen

Bestemmelsen om rettighedsfrakendelse i straffelovens § 79 blev ikke søgt anvendt i Atea-sagen om

bestikkelse af medarbejdere hos en lang række offentlige myndigheder.

Der foreligger så vidt vides heller ikke i øvrigt i retspraksis om frakendelse af retten til at deltage i

offentlige udbudsprocedurer i medfør af straffelovens § 79.

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

2.1.2 Overvejelser

Som det fremgår ovenfor, er det arbejdsgruppens umiddelbare vurdering, at straffelovens § 79, forudsat

at betingelserne er opfyldt, allerede i dag giver domstolene mulighed for under en straffesag at bestemme,

at den dømte ikke må deltage i offentlige udbudsprocedurer i en i dommen fastsat periode. Dette vil

indebære, at den dømte ikke skal gives mulighed for at dokumentere sin pålidelighed i denne periode,

ligesom en offentlig ordregiver ikke vil kunne lade den dømte deltage.

Bestemmelsen i straffelovens § 79 har et snævert anvendelsesområde, og der skal meget til, før kravet om

nærliggende fare for misbrug kan anses for opfyldt, jf. nærmere herom i afsnit 2.1.2. Dette gælder i særlig

grad i de tilfælde, hvor den begåede kriminalitet ikke har nogen direkte sammenhæng med virksomhedens

deltagelse i offentlige udbudsforretninger, men selv i de tilfælde, hvor der er en sammenhæng, vil kravet

om nærliggende fare for misbrug kunne være vanskeligt at bevise.

Hvis der på den baggrund ønskes gennemført en lempeligere regel om rettighedsfrakendelse

–

fx en

bestemmelse, der er specifikt målrettet retten til at deltage i offentlige udbudsprocesser

–

bør det efter

Justitsministeriets opfattelse ske i særlovgivningen, fx i udbudsloven.

En eventuel særregel om rettighedsfrakendelse ville eksempelvis kunne afgrænses til at vedrøre

kriminalitet, der konkret har fundet sted i forbindelse med offentlige indkøb eller har tilknytning til eller

i øvrigt har betydning for konkurrencen, fx ydelse af bestikkelse til offentligt ansatte med en

indkøbsfunktion.

Det kan også overvejes, om visse strafbare lovovertrædelser generelt skulle kunne medføre frakendelse

af retten til at deltage i offentlige udbudsprocesser, ud fra det synspunkt, at tilliden til den, som dømmes

for så alvorlig kriminalitet, generelt må anses for afgørende skadet, selv om det forhold, som dommen

vedrører, ikke har nogen forbindelse til offentlige indkøb mv.

De kriminalitetsformer, der kan tænkes omfattet af en sådan bestemmelse, kunne eksempelvis være

strafbare forhold af mere alvorlig karakter eller af særlig udbudsretlig relevans, fx de strafbare forhold,

der er omfattet af bestemmelserne om obligatoriske udelukkelsesgrunde i udbudslovens § 135.

De obligatoriske udelukkelsesgrunde i § 135 omfatter:



Visse handlinger begået som led i en kriminel organisation.

Bestikkelse.

Svig.

Terrorhandlinger eller strafbare handlinger med forbindelse til terroraktivitet.

Hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.

Strafbare forhold vedrørende børnearbejde mv.

Det bemærkes, at bestemmelsen i § 135 vedrørende ubetalt forfalden gæld til det offentlige ikke er

relevant, idet den ikke vedrører strafbare forhold.

Udbudsdirektivet er ikke til hinder for, at der fastsættes en særregel om domstolsbestemt

rettighedsfrakendelser i dansk ret.

Arbejdsgruppen finder, at der generelt bør udvises stor tilbageholdenhed med at indføre sådanne

særregler om rettighedsfrakendelse, der fraviger straffelovens regler herom.

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

Det er

–

som ovenfor anført - således et grundlæggende princip i strafferetten, at strafbare forhold ikke

medfører tab af borgerlige rettigheder jf. straffelovens § 78, stk. 1. Bestemmelserne i straffelovens §§ 78

og 79 er udtryk for,

at dømte personer og tilbudsgiver som udgangspunkt skal have adgang til at vende

tilbage til ”det normale liv” i samfundet efter udstået straf. Dette er også baggrunden for, at

udgangspunktet efter straffelovens § 79, stk. 1, alene kan fraviges, hvis der er nærliggende grund til at

antage, at den dømte vil misbruge rettigheden.

Undtagelser til kravet om nærliggende misbrugsrisiko findes f.eks. på miljøbeskyttelsesområdet, hvor

bedømmelsen af, om der skal ske rettighedsfrakendelse, i stedet er knyttet til en forsvarlighedsvurdering.

Det bemærkes, at der som anført også efter miljøforsvarlighedsvurderingen skal ganske meget til, før der

kan ske rettighedsfrakendelse.

Hertil kommer, at det i overvejelserne om indførelse af særregel om rettighedsfrakendelse, som ikke

forudsætter, at der er ”nærliggende fare for misbrug” af rettigheden, skal indgå, at en sådan

regel i praksis

vil kunne have alvorlige og uforholdsmæssige konsekvenser for den enkelte virksomhed, for

konkurrencen på markedet, for den offentlige opgaveløsning og for de offentlige udgifter på det

pågældende område.

Herudover skal det på baggrund af det under pkt. 2.1.2. anførte bemærkes, at der efter de gældende regler

i straffeloven allerede i dag vil kunne ske frakendelse af retten til at deltage i offentlige udbudsprocesser,

såfremt den begåede kriminalitet begrunder nærliggende fare for misbrug af denne ret.

Endelig skal det indgå i overvejelserne, at de forhold, der kan tænkes omfattet af en særregel, allerede i

dag vil begrunde udelukkelse efter udbudslovens regler. Det afgørende for, om en tilbudsgiver, der er

udelukket efter disse regler, til trods herfor tildeles en kontrakt er, at tilbudsgiveren kan anses for at have

dokumenteret sin pålidelighed.

Justitsministeriet finder, at der generelt bør udvises stor tilbageholdenhed med at indføre sådanne

særregler om rettighedsfrakendelse, der fraviger straffelovens regler herom. Det er således et

grundlæggende princip i strafferetten, at strafbare forhold ikke medfører tab af borgerlige rettigheder jf.

straffelovens § 78, stk. 1.

Skulle en sådan regel indføres, ville de relevante straffelovsovertrædelser være dem, der allerede medfører

udelukkelse efter udbudsloven. Retsvirkningerne af en sådan særregel vil dermed være, at den omfattede

tilbudsgiver ikke vil have retskrav på at få foretaget en pålidelighedsvurdering i den i dommen fastsatte

udelukkelsesperiode.

Arbejdsgruppens anbefaling

Det er arbejdsgruppens vurdering, at straffelovens § 79 allerede i dag giver domstolene mulighed for

under en straffesag at bestemme, at den dømte ikke må deltage i offentlige udbudsprocedurer i en i

dommen fastsat periode. En frakendelse af retten til at deltage offentlige udbudsprocedurer indebærer,

at den dømte ikke gives mulighed for at dokumentere sin pålidelighed i denne periode, ligesom en

offentlig ordregiver ikke vil kunne lade den dømte deltage.

Arbejdsgruppen finder, at den gældende retstilstand vedrørende domstolsbestemt frakendelse af retten

til fortsat at udøve virksomhed må anses for tilstrækkelig, dog kan retstilstanden på andre punkter

strammes op, jf. arbejdsgruppens øvrige anbefalinger.

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

Fx anbefales det at oprette en enhed for pålidelighedsvurdering, der på baggrund af nogle klare

retningslinjer foretager pålidelighedsvurderinger af de virksomheder, som måtte være omfattet af en

udelukkelsesgrund.

Det tillægges vægt, at en særregel om rettighedsfrakendelse efter arbejdsgruppens opfattelse vil være

problematisk ud fra et proportionalitetsmæssigt synspunkt, idet reglen vil kunne have alvorlige og

uforholdsmæssige konsekvenser for den offentlige opgaveløsning, for de offentlige udgifter, den enkelte

virksomhed og for konkurrencen på markedet.

2.1.

Forlængelse af udelukkelsesperioden (initiativ 1b)

2.1.1. Indledning

Arbejdsgruppen skal overveje, hvilken betydning en forlængelse af udelukkelsesperioderne vil have i

praksis, og om udelukkelsesperioderne skal forlænges til det maksimum, der følger af udbudsdirektivet.

2.1.2. Relevante regler

Udelukkelse efter de obligatoriske udelukkelsesgrunde i § 135 gælder i fire år fra datoen for endelig dom

eller datoen for vedtagelse af bødeforlæg, mens udelukkelse efter de frivillige udelukkelsesgrunde i § 137

gælder i op til to år fra den pågældende hændelse eller handling, jf. § 138, stk. 6 og 7.

Det følger af udbudsdirektivets artikel 57, stk. 7, at udelukkelsesperioden for obligatoriske

udelukkelsesgrunde højst må være fem år fra datoen for den endelige dom. For frivillige

udelukkelsesgrunde må udelukkelsesperioden højst være tre år fra datoen for den relevante hændelse.

I udelukkelsesperioden har en udelukket tilbudsgiver efter udbudslovens § 138, stk. 1-4, krav på i

forbindelse med konkrete udbudsprocedurer at få adgang til at fremlægge dokumentation for, at

tilbudsgiveren er pålidelig. Vurderer ordregiveren, at dokumentationen for pålidelighed er tilstrækkelig,

kan ordregiveren ikke udelukke tilbudsgiveren fra den konkrete udbudsprocedure.

Reglerne om pålidelighedsvurdering gennemgås nærmere i afsnit 2.3.2. nedenfor.

2.1.3. Erfaringer fra Atea-sagen

Som nævnt i indledningen iværksatte Økonomistyrelsen og SKI umiddelbart efter dommen og

bødeforlægget i Atea-sagen overvejelser om, hvorvidt Atea efter deres opfattelse kunne anses for pålidelig

i overensstemmelse med udbudslovens § 138. Baggrunden for Økonomistyrelsen og SKI’s initiativ var

dels et hensyn til styrelsens og SKI’s egne aftaleindgåelser i de kommende fire år, dels et

ønske om at

lette de pålidelighedsvurderinger, som i den fireårige udelukkelsesperiode skal gennemføres af bl.a.

kunderne på Økonomistyrelsen og SKI’s fællesoffentlige rammeaftaler.

Som nævnt meddelte Økonomistyrelsen og SKI den 7. september 2018 i fællesskab, at Atea efter deres

opfattelse på det pågældende tidspunkt opfyldte betingelserne efter udbudslovens § 138 for at kunne

deltage i udbudsprocedurer.

Økonomistyrelsen og SKI meddelte samtidig, at de ville revurdere spørgsmålet mindst én gang årligt i

den fireårige udelukkelsesperiode. Dette er ikke et krav i udbudsloven.

Baggrunden for beslutningen om disse revurderinger var, at de pålidelighedsvurderinger, som skal

gennemføres i udelukkelsesperioden, skal ske på grundlag af aktuel dokumentation fra den udelukkede

tilbudsgiver. Økonomistyrelsen og SKI vurderede derfor, at det ville være hensigtsmæssigt løbende at

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

stille aktuelle pålidelighedsvurderinger til rådighed for kunderne på de fællesoffentlige rammeaftaler i

udelukkelsesperioden. Derved ville der fx kunne tages stilling til nye oplysninger, der kunne betyde, at

Atea ikke længere ville kunne anses for pålidelig.

Økonomistyrelsen og SKI anførte over for Atea, at Atea i forbindelse med revurderingerne bl.a. ville

blive anmodet om at dokumentere, at ledelsen kontinuerligt, aktivt og gennem egne handlinger, internt

som eksternt, tager klar og utvetydigt afstand fra enhver form for bestikkelse, og at en etableret

whistleblowerordning udgør en effektiv indberetningskanal.

Den første revurdering af Ateas pålidelighed blev foretaget i juni 2019 og opdateret i september 2019, og

der blev i den forbindelse inddraget flere nye omstændigheder, herunder at der var sket overtrædelse af

visse af Ateas interne retningslinjer, som var indført af Atea som led i initiativerne for at hindre, at der

opstår sager af tilsvarende karakter. Der var således siden Økonomistyrelsen og SKI’s første vurdering

opstået flere nye forhold, som var relevante for konkrete ordregiveres efterfølgende

pålidelighedsvurderinger.

2.1.4. Overvejelser

Det kan overvejes, om muligheden efter udbudsdirektivet for at forlænge udelukkelsesperioderne, skal

udnyttes.

Tilbudsgivere, der er omfattet af en udelukkelsesgrund, skal

–

hvis de ønsker at deltage i

udbudsprocedurer i udelukkelsesperioden

–

i henhold til udbudslovens § 138 i forbindelse med alle

konkrete udbud fremlægge dokumentation for deres pålidelighed.

Tilbudsgivere, der er omfattet af en udelukkelsesbestemmelse, må således i hele udelukkelsesperioden

–

for vedvarende at kunne dokumentere deres pålidelighed

–

løbende overveje, om allerede iværksatte

foranstaltninger er tilstrækkelige. I den forbindelse bemærkes,

at Økonomistyrelsen og SKI’s erfaringer

i forbindelse med Atea-sagen viser, at der i løbet af en udelukkelsesperiode kan opstå nye forhold, der

skal tages i betragtning i forbindelse med pålidelighedsvurderinger.

En forlængelse af udelukkelsesperioden vil således medvirke til, at de pågældende tilbudsgiveres

opmærksomhed på risikoen for gentagne staffelovovertrædelser mv. vil være skærpet i en længere periode

end i dag.

En forlængelse af udelukkelsesperioden til hhv. tre og fem år vil føre til forøgede

transaktionsomkostninger for både ordregivere og tilbudsgivere, idet der vil skulle forelægges

dokumentation og gennemføres vurderinger af denne dokumentation i ét år længere end i dag. Desuden

vil en forlængelse af udelukkelsesperioden kunne begrænse konkurrencen i det forlængede tidsrum, idet

den udelukkede virksomhed ikke vil have mulighed for at byde på offentlige kontrakter i ekstra lang tid.

Arbejdsgruppen anbefaler

En forlængelse kan potentielt have en forebyggende, præventiv effekt og i hvert fald sende et politisk

signal om, at det ikke er ønskeligt, at offentlige myndigheder handler med virksomheder, som agerer i

strid med loven.

Derudover vil en længere udelukkelsesperiode indebære, at udelukkede tilbudsgivere i længere tid skal

overveje, om allerede iværksatte foranstaltninger er tilstrækkelige, hvilket kan have en positiv effekt for

virksomheden selv og generelt.

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

Det bemærkes, at en forlængelse af udelukkelsesperioden vil kunne begrænse konkurrencen i det

forlængede tidsrum, idet den udelukkede virksomhed ikke vil have mulighed for at byde på offentlige

kontrakter i dette tidsrum.

2.2.

Administrativ forenkling mv. (initiativ 1c)

2.2.1. Indledning

Vurderingen af tilbudsgiveres pålidelighed påfører de ordregivende myndigheder, som skal vurdere

tilbudsgivernes dokumentation, en administrativ byrde.

Vurderingen kan vedrøre forhold, som den pågældende myndighed ikke har faglig kompetence til at

vurdere, fx indholdet af og niveauet for interne og eksterne kontroller på et givet område.

Da myndighederne har et vidt skøn i forbindelse med vurderingen, er det muligt, at en virksomhed kan

udelukkes af én ordregiver, men vil kunne deltage i udbud hos en anden. Det skyldes bl.a., at ordregiveren

kan inddrage de konkrete forhold i forbindelse med den konkrete kontrakttildeling i sin vurdering Det

kan også tillægges betydning, om den udbudte opgave skal udføres i en anden del af den pågældende

virksomhed end den, hvor kriminaliteten er begået. Vurderingen af en virksomheds foranstaltninger

handler om, hvorvidt den pågældende ordregiver har tillid til virksomheden til trods for formelt at være

omfattet af en udelukkelsesgrund og er i sidste ende en skønsmæssig vurdering.

Arbejdsgruppen skal overveje, om en central myndighed skal udpeges til at gennemføre

pålidelighedsvurderinger, således at de enkelte ordregivere helt fritages for denne opgave. Som alternativ

hertil skal det overvejes, om indkøbscentraler og andre udbydere af rammeaftaler kan foretage en

pålidelighedsvurdering på alle tilsluttede brugeres vegne. Arbejdsgruppen skal endvidere overveje, om

reglerne om pålidelighedsvurdering kan ændres, således at vurderingen bliver mindre omkostningsfuld

for offentlige ordregivere.

For så vidt angår sidstnævnte vurdering henvises til forslag 3 under ”Øvrige initiativer” i afsnit 2.5. Ved

spørgsmålet om, hvorvidt en central myndighed skal udpeges, tager arbejdsgruppen stilling til, om der

bør etableres en enhed i stedet for det nuværende system, hvor den enkelte ordregiver foretager

pålidelighedsvurderingerne. Spørgsmål om en sådan enheds kompetence vil ligeledes blive overvejet.

Derimod tager arbejdsgruppen ikke i denne rapport stilling til finansiering af en eventuel enhed.

2.2.2. Relevante regler

Reglerne om udelukkelsesgrundene suppleres af udbudslovens § 138 om udelukkelsesperiodens længde

og om dokumentation af pålidelighed (såkaldt selfcleaning).

Udbudsdirektivet

Bestemmelsen om udelukkede tilbudsgiveres adgang til at dokumentere deres pålidelighed findes i

udbudsdirektivets artikel 57, stk. 6.

Artikel 57, stk. 6, er en væsentlig nyskabelse i udbudsretlig kontekst, der blev indført med 2014-

udbudsdirektivet og er inspireret af lovgivning og retspraksis fra forskellige medlemsstater, særligt

Tyskland og Østrig. Bestemmelsen fastslår, at en tilbudsgiver, som er omfattet af en udelukkelsesgrund

(såvel obligatorisk som frivillig), kan forelægge dokumentation for de foranstaltninger, som tilbudsgiveren

har truffet, med henblik på ordregiverens vurdering af, om disse foranstaltninger er tilstrækkelige til, at

tilbudsgiveren kan anses for pålidelig til trods for de forhold, der begrunder udelukkelse.

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

Hvis en sådan dokumentation anses for at være tilstrækkelig, kan tilbudsgiveren ikke udelukkes fra

udbudsproceduren. I artikel 57, stk. 6, andet afsnit, fastslås det, at tilbudsgiveren skal bevise



at tilbudsgiveren har ydet erstatning eller påtaget sig at yde erstatning for eventuelle skader som

følge af overtrædelsen af straffeloven eller forsømmelsen,

at tilbudsgiveren har gjort indgående rede for forholdene og omstændighederne gennem et aktivt

samarbejde med undersøgelsesmyndighederne, og

at tilbudsgiveren har truffet passende konkrete tekniske, organisatoriske og personalemæssige

foranstaltninger for at forebygge yderligere overtrædelser af straffeloven eller forsømmelse.

Artikel 57, stk. 6, tredje afsnit, fastslår, at afhjælpningsforanstaltningerne skal vurderes under hensyntagen

til grovheden af og de særlige omstændigheder omkring overtrædelsen af straffeloven eller forsømmelsen.

Hvis foranstaltningerne anses for at være utilstrækkelige, skal tilbudsgiveren modtage en begrundelse for

denne beslutning.

Artikel 57, stk. 7, fastslår, at medlemsstaterne, ved hjælp af love eller administrative bestemmelser og

under hensyntagen til EU-retten, skal fastlægge gennemførelsesbestemmelser for artikel 57.

Særligt skal medlemsstaterne fastlægge den maksimale udelukkelsesperiode. Er denne

udelukkelsesperiode ikke fastsat ved endelig dom, må perioden dog højst være fem år fra datoen for den

endelige dom i tilfælde af obligatorisk udelukkelse og tre år fra datoen for den relevante hændelse i tilfælde

af frivillig udelukkelse.

Ifølge direktivets betragtning 102 er det overladt til medlemsstaterne at fastlægge de nærmere

proceduremæssige og indholdsmæssige betingelser, der finder anvendelse for tilbudsgivernes muligheder

for at dokumentere deres pålidelighed. Det er navnlig muligt at tillade de enkelte ordregivende

myndigheder at udføre de relevante vurderinger af tilbudsgivernes dokumentation af pålidelighed eller

overdrage denne opgave til andre myndigheder.

Udbudsloven

Artikel 57, stk. 6 og 7, er implementeret i udbudslovens § 138.

Det følger af udbudslovens § 138, stk. 1, at en ordregiver ikke kan udelukke en tilbudsgiver, der har

fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at tilbudsgiveren er pålidelig, selv om den pågældende er

omfattet af en eller flere af udelukkelsesgrundene i §§ 135-137. I henhold til § 138, stk. 2, skal ordregiver

således fastsætte en passende frist for, at virksomheden kan indsende dokumentation for pålidelighed.

Videre følger det af udbudslovens § 138, stk. 3, at en tilbudsgivers dokumentation af pålidelighed er

tilstrækkelig, når tilbudsgiveren

1) i fornødent omfang har dokumenteret at have ydet erstatning, som denne er blevet pålagt, eller

har påtaget sig at yde erstatning for eventuelle tab som følge af sine handlinger omfattet af

udelukkelsesgrundene,

2) i fornødent omfang har gjort indgående rede for forholdene og omstændighederne gennem et

aktivt samarbejde med undersøgelsesmyndighederne og

I direktivet anvendes begrebet ”bevise”. I udbudsloven anvendes begrebet ”dokumentere”. Det er ikke tiltænkt en indholdsmæssig

forskel.

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

3) har truffet passende konkrete tekniske, organisatoriske og personalemæssige foranstaltninger for

at forebygge yderligere overtrædelser af straffeloven eller øvrige forsømmelser omfattet af

udelukkelsesgrundene.

Hvis ordregiveren vurderer, at tilbudsgiverens dokumentation af pålidelighed er utilstrækkelig, skal dette

begrundes, jf. udbudslovens § 138, stk. 5. Tilstrækkelig dokumentation kan ifølge bemærkningerne til §

138 navnlig omfatte personalemæssige og organisatoriske foranstaltninger, f.eks. afbrydelse af alle

forbindelser med personer eller organisationer involveret i den illoyale adfærd, relevant reorganisering af

medarbejdere, gennemførelse af afrapporterings- og kontrolsystemer, oprettelse af en intern

revisionsstruktur til at overvåge overholdelse samt vedtagelsen af interne regler for ansvar og

kompensation. Endvidere kan det tillægges betydning i forbindelse med udelukkelsesgrundene i §§ 136

og 137, om det er den afdeling eller enhed, der er omfattet af en udelukkelsesgrund, som også skal udføre

den konkrete opgave.

I bemærkningerne anføres endvidere, at ordregiveren ved vurderingen af tilbudsgiverens dokumentation

af sin pålidelighed skal foretage en konkret vurdering i hver enkelt sag, og at ordregiveren i denne

vurdering

–

ud over hensynet til karakteren af forseelserne og de trufne foranstaltninger

–

kan inddrage

hensynet til de konkrete forhold ved den omhandlede kontrakttildeling. Endvidere skal

foranstaltningerne ifølge bemærkningerne vurderes under hensyntagen til grovheden af og de særlige

omstændigheder omkring overtrædelsen af de relevante situationer omfattet af udelukkelsesgrundene.

Hvis en anden ordregiver har vurderet, at virksomheden har forelagt tilstrækkelig dokumentation for

pålidelighed, kan det ifølge bemærkningerne indgå i vurderingen og være en indikation af tilbudsgiverens

pålidelighed. Det skal dog i alle tilfælde være en konkret vurdering hos ordregiveren, hvorvidt den

fremlagte dokumentation er tilstrækkelig til at påvise pålidelighed.

Kravet om, at vurderingen af pålidelighed skal foretages af den enkelte ordregiver, er ikke en

implementering af en bestemmelse i udbudsdirektivet.

Lov om Klagenævnet for Udbud

Klager over ordregivers vurdering af en ansøgers eller tilbudsgivers pålidelighed kan, jf. lov om

Klagenævnet for Udbud, indbringes for Klagenævnet for Udbud. Der har ikke endnu været anlagt nogen

klagesager vedrørende beslutninger om pålidelighed.

2.2.3. Erfaringer fra Atea-sagen

Efter konstateringen i juni 2018 af, at Atea var omfattet af den obligatoriske udelukkelsesgrund i

udbudslovens § 135, stk. 1, nr. 2, anmodede Økonomistyrelsen og SKI om dokumentation fra Atea med

henblik på at vurdere, om Atea efter Økonomistyrelsens og SKI's opfattelse kunne anses for pålidelig, jf.

udbudslovens § 138.

Atea fremsendte på den baggrund et omfattende skriftligt materiale, herunder oplysninger om Ateas

regler om gaver og repræsentation, regler for udenlandsarrangementer, en etableret

whistleblowerordning,

en ”code of conduct” for leverandører og om monitorering af leverandører.

Økonomistyrelsen og SKI fandt det

–

på baggrund af sagens karakter

–

nødvendigt at indhente ekstern

bistand fra Kammeradvokaten med henblik på at vurdere den omfattende dokumentation fra Atea.

Baggrunden herfor var, at der var tale om den første sag af denne karakter efter vedtagelsen af

udbudsloven, og at Økonomistyrelsen og SKI fandt således, at de ikke rådede over de tilstrækkelige

kompetencer til at vurdere, om de af Atea iværksatte foranstaltninger kunne anses for tilstrækkelige. En

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

sådan vurdering kræver bl.a. kendskab det sædvanlige og påkrævede niveau for interne

kontrolforanstaltninger i private virksomheder af Ateas karakter og det sædvanlige og påkrævede indhold

af sådanne virksomheders interne retningslinjer.

Kammeradvokatens redegørelse om Ateas dokumentation og foranstaltninger, der blev afgivet den 5.

september 2018, var meget omfattende og har et omfang på 100 sider. Redegørelsen er

–

sammen med

materialet fra Atea

–

tilgængelig på Økonomistyrelsens og SKI's hjemmesider.

Økonomistyrelsens og SKI's vurdering er således tilgængelig for alle offentlige ordregivere, herunder

kunder på Økonomistyrelsens og SKI's rammeaftaler, og kan indgå i overvejelserne, når de enkelte

ordregivere i henhold til udbudslovens § 138 måtte skulle tage stilling til Ateas pålidelighed i forbindelse

med konkrete udbudsprocesser.

2.2.4. Overvejelser

Vurdering af tilbudsgiveres initiativer vedrørende pålidelighed vil i mange tilfælde forudsætte viden og

erfaring, som alle ordregivere ikke kan antages at være i besiddelse af. Dette gælder fx viden om

tilbudsgiveres almindelige praksis på det område, som udelukkelsen vedrører. En sådan viden vil ofte

være nødvendig for at tage stilling til, om de initiativer en udelukket virksomhed har dokumenteret, vil

være egnede til at forebygge, at virksomheden i fremtiden handler på en måde, der begrunder udelukkelse.

Dette vil formentlig i mange tilfælde føre til, at den pågældende virksomhed indhenter ekstern bistand,

fx fra en advokat.

Det er vurderingen, at der kan opnås administrative besparelser ved at samle vurderinger af pålidelighed

i én offentlig enhed, forudsat at offentlige ordregivere er forpligtede til at følge vurderingen. Dette vil

dog ikke i samme omfang være tilfældet, hvis det alene er indkøbscentraler og andre udbydere af

rammeaftaler, der har en kompetence til at foretage pålidelighedsvurderinger. Det skyldes, at de ikke

omfatter alle udbudte kontrakter i Danmark, hvorfor der fortsat vil være mange mindre ordregivere, der

hver især skal foretage en pålidelighedsvurdering.

Under de gældende regler vil hver enkelt ordregiver skulle foretage sin egen konkrete vurdering af

tilbudsgivernes foranstaltninger, hvilket er både tidskrævende og ressourcetungt. Hver enkelt ordregiver

kan lægge vægt på tidligere vurderinger foretaget af andre ordregivere om den samme virksomheds

foranstaltninger, men skal stadig træffe sin egen beslutning på baggrund af en konkret vurdering. Hvis

denne vurdering i stedet blev foretaget af én enhed, undgår de konkrete ordregivere at foretage

vurderingen selv.

Ud over besparelsen for ordregivere i tid og ressourcer, vil en enhed kunne øge retssikkerheden for de

udelukkede tilbudsgivere. Når vurderingen skal foretages af den konkrete ordregiver, vil der kunne opstå

den situation, at en virksomhed kan deltage i en udbudsprocedure hos en ordregiver, men bliver

udelukket af en anden. Dette er muligt, fordi ordregiverne under de nuværende regler har et vidt skøn i

forbindelse med vurderingen af en virksomheds dokumentation for pålidelighed.

En enhed vil kunne opbygge erfaring og viden som gør, at sagsbehandlingstiden alt andet lige vil kunne

blive kortere og mindre ressourcekrævende end i den situation, hvor hver enkelt ordregiver skal vurdere

pålideligheden.

Hvis en enhed for pålidelighedsvurdering placeres i Erhvervsministeriet, der er ressortansvarlig for

udbudsloven, vil der være mulighed for at begrænse ressourcetrækket til opgaven væsentligt.

ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 428: Arbejdsgruppens afrapportering for eventuelle regelændringer på baggrund af Atea-sagen, fra erhvervsministeren

Afgørende for, om disse fordele kan opnås, vil være, hvilke ressourcer en enhed vil have til rådighed. Der

vil bl.a. skulle afsættes tilstrækkeligt med ressourcer til at kunne imødekomme spidsbelastningssituationer.

Dette kan eventuelt imødekommes ved at placere en enhed i sammenhæng med en anden myndighed,

som har lignende kompetencer, for at kunne opnå fleksibilitet.

Samtidig skal det understreges, at de individuelle ordregivere vil miste den fleksibilitet, som der i dag

eksisterer i udbudsloven. I vurderingen er der under de gældende regler som nævnt et vidt skøn, som

ordregiverne fratages, hvis der etableres en enhed, hvis vurdering

skal

lægges til grund af den ordregivende

myndighed.

Hvis den ordregivende myndighed selv må bestemme, om de vil anvende en enheds vurdering, er det

tvivlsomt, hvor mange besparelser i tid og ressourcer, myndigheden vil have, idet den fortsat har mulighed

for at foretage sin egen vurdering. Desuden vil et andet formål med en sådan enhed

–

at samle og bruge

relevant viden og erfaring ét sted

–

ikke være opfyldt, hvis enhedens vurderinger ikke skal lægges til grund

af den ordregivende myndighed.

Arbejdsgruppen anbefaler

Arbejdsgruppen anbefaler, at der oprettes en enhed, der får til opgave at vurdere virksomheders

pålidelighed i forbindelse med gennemførelsen af offentlige udbudsprocedurer, således at vurderingen af

pålidelighed kan ske uafhængigt af ordregivernes interesser, og så vurderingen sker så ens som muligt på

tværs af den offentlige sektor. Endvidere vil oprettelsen af enheden sikre, at de ressourcerne, der

anvendes på at vurdere pålidelighed, reduceres gennem realisering af stordriftsfordele, da det fremover

kun er enheden, der vurderer pålideligheden, hvor det i dag er hver enkelt ordregiver, der konkret skal

vurdere i hvert enkelt udbud, som den pågældende virksomhed deltager i.