18. februar 2021
Godstrafik på lokalbanerne
Lokalbanerne, de tidligere privatbaner, har ud over en vigtig funktion som livsnerve
for mange landområders personbefordring, også betydning for det omgivende
erhvervsliv. Noget der har været lidt overset de seneste årtier.
Der er i dag godstrafik på flere af lokalbanerne. Og der er underlag for godstrafik på
flere andre lokalbaner. Det skal tages med når lokalbanernes fremtid drøftes.
Generelt om gods på jernbanen
Godstrafik på jernbanen er både klima- og miljømæssigt og samfundsøkonomisk
fornuftigt. Der bruges mindre energi på at transportere gods med jernbane, og store
dele af jernbanenettet er elektrificeret ved køreledninger, så strømmen til togene
kommer direkte fra elnettet uden transformering og tab af energi via tunge batterier.
Der kan transporteres meget mere gods i et tog end med lastbiler, og jernbaner
bruger meget mindre areal end veje til samme transportmængde.
Der er derfor, efter nogle årtiers stilstand, en stigende tendens til at bruge jernbanen
mere og mere til godstransport. Ikke mindst i forbindelse med transport til og fra
havnene samt til virksomheder og erhvervsområder er der en stigning i
godsmængderne.
Både langs det statslige jernbanenet, og langs lokalbanerne, er der mange
erhvervsområder, hvor der er potentiale for mere godstransport via jernbanen. Mange
af lokalbanerne har, eller har haft, forbindelse til havne og erhvervsområder.
For næsten alle lokalbaner er der således muligheder for at køre med mere gods. Der
køres allerede en del gods på nogle af banerne, men der kan tilvejebringes meget
mere kørsel, hvis der satses på det med enkle udbygninger af banerne.
En overflytning af gods fra landevej til jernbane vil også medvirke til en aflastning af
vejnettet langs banerne samt til og fra de havne, erhvervsområder og virksomheder,
der overgår til banetransport. Dermed kan man også undgå meget dyre udvidelser af
vejinfrastrukturen
Nordjyske Baner
I Nordjylland har Nordjyske Baner godstrafik til og fra Hirtshals, hvor der også er
bygget en ny godsterminal. Der er imidlertid flere vanskeligheder for at køre med
godstog til og fra Hirtshals.
Der er dårlig kapacitet på den enkeltsporede strækning mellem Aalborg og Hirtshals.
Her er dog vedtaget og delvis udført dobbeltspor mellem Limfjordsbroen og Lindholm
samt syd for Hjørring.
På sigt vil det, ikke mindst af hensyn til persontrafikken, være hensigtsmæssigt med
dobbeltspor hele vejen mellem Aalborg og Hirtshals, også over Limfjorden, som
1
IDA Rail, Ingeniørforeningen i Danmarks jernbanefaglige netværk,
http://ida.dk/rail
NJS, Forum for Nordisk Jernbane Samarbejde,
https://njs.one/