Erhvervsudvalget 2020-21
ERU Alm.del Bilag 139
Offentligt
2313444_0001.png
Forslag
til
Lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden
1
)
Kapitel 1
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1.
Loven finder anvendelse på visse former for urimelig handelspraksis, der forekommer i
forbindelse med salg af landbrugs- og fødevarer, hvor enten leverandøren eller køberen eller begge
er etableret i Den Europæiske Union.
Stk. 2.
Leverandørernes og købernes årlige omsætning som omhandlet i § 3, stk. 1 og 2, og § 4,
stk. 1 og 2, forstås i overensstemmelse med artikel 3, 4 og 6 i bilaget til Kommissionens henstilling
2003/361/EF.
Stk. 3.
Køber kan kræve, at leverandøren afgiver en erklæring om, hvorvidt leverandøren har en
årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, jf. § 3, stk. 2, og § 4, stk. 2. Køber kan til enhver tid
kræve erklæringen afgivet inden tidspunktet for aftaleindgåelse, men kan også kræve den afgivet
undervejs i parternes samhandelsforhold. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udarbejder en
standardformular, som leverandøren kan anvende til at afgive en sådan erklæring.
Stk. 4.
Loven finder anvendelse på tjenesteydelser, som leveres af en køber til en leverandør, for
så vidt som de udtrykkeligt er nævnt i § 6.
Stk. 5.
Loven finder ikke anvendelse på aftaler mellem leverandører og forbrugere.
§ 2.
I denne lov forstås ved:
1)
Landbrugs- og fødevarer:
Produkter, der er opført i bilag I til EUF-Traktaten, og produkter, der
ikke er opført i bilaget, men som er forarbejdet til konsum ved hjælp af produkter, der er opført i
bilaget.
2)
Køber:
Enhver fysisk eller juridisk person, uanset vedkommendes etableringssted, eller enhver
offentlig myndighed i EU, som køber landbrugs- og fødevarer, herunder en gruppe af sådanne
fysiske og juridiske personer.
3)
Offentlig myndighed:
Nationale, regionale eller lokale myndigheder, offentligretlige organer eller
sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller et eller flere af disse offentligretlige
organer.
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/633/EU af 17.
april 2019 om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden, EU-
Tidende 2019, nr. L 111, side 59.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
2
4)
Leverandør:
Enhver landbrugsproducent eller enhver fysisk eller juridisk person, som sælger
landbrugs- og fødevarer, uanset vedkommendes etableringssted, herunder en gruppe af sådanne
landbrugsproducenter eller en gruppe af sådanne fysiske og juridiske personer såsom
producentorganisationer, leverandørorganisationer og disses sammenslutninger.
5)
Letfordærvelige landbrugs- og fødevarer:
Landbrugs- og fødevarer, som på grund af deres
beskaffenhed eller stadie i forarbejdningen risikerer at blive uegnede til salg inden for 30 dage
efter høst, produktion eller forarbejdning.
Kapitel 2
Forbud mod urimelig handelspraksis
§ 3.
I aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på op til 350 mio. euro, og hvor
køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en
leveringsaftale skal leveres regelmæssigt, er følgende former for urimelig handelspraksis forbudt:
1) Køberen betaler leverandøren for letfordærvelige landsbrugs- og fødevarer senere end 30 dage
efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted, eller senere end 30
dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt efter
hvilken af de to datoer, der er den seneste.
2) Køberen betaler leverandøren for andre ikke-letfordærvelige landbrugs- og fødevarer senere end
60 dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted, eller senere
end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales for denne leveringsperiode, fastsættes,
alt efter hvilken af de to datoer, der er den seneste.
Stk. 2.
I aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, og
hvor køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, er det forbudt, at køberen betaler
leverandøren for landbrugs- og fødevarer senere end 60 dage efter udløbet af en aftalt
leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted, eller senere end 60 dage efter datoen, hvor det
beløb, der skal betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer, der er
den seneste.
Stk. 3.
Med henblik på betalingsfristerne i stk. 1 og 2, skal de aftalte leveringsperioder i alle tilfælde
anses for ikke at overskride en kalendermåned.
Stk. 4.
I de tilfælde, hvor det er køberen, som fastsætter det beløb, der skal betales, regnes de
betalingsfrister, der er nævnt i stk. 1 og 2 fra udløbet af en aftalt leveringsperiode.
Stk. 5.
Forbuddene i stk. 1 gælder ikke for følgende betalinger:
a) Betalinger, som en køber foretager til en leverandør inden for rammerne af
skoleordningen, jf. artikel 23 i forordning (EU) nr. 1308/2013.
b) Betalinger, som foretages af offentlige organer, der leverer sundhedspleje, jf. artikel
4, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/7/EU.
c) Betalinger i medfør af leveringsaftaler mellem leverandører af druer eller druemost
til vinproduktion og deres direkte købere, forudsat at
i)
de specifikke betalingsbetingelser for salgstransaktioner indgår i
standardkontrakter, som er blevet gjort bindende af medlemsstaten i henhold
til artikel 164 i forordning (EU) nr. 1308/2013 inden den 1. januar 2019, og
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
3
at denne udvidelse af standardkontrakterne forlænges af medlemsstaterne fra
nævnte dato uden væsentlige ændringer af betalingsbetingelserne til skade
for leverandører af drue eller druemost, og
ii)
leveringsaftalerne mellem leverandører af druer eller druemost til
vinproduktion og deres direkte købere er eller bliver flerårige.
Stk. 6.
Forbuddene i stk. 1 berører ikke de konsekvenser af for sen betaling og de retsmidler, der
er fastlagt i direktiv 2011/7/EU, som finder anvendelse uanset de betalingsfrister, der er fastsat i denne
lov. Forbuddene i stk. 1, berører heller ikke køberens og leverandørens mulighed for at aftale en
værdidelingsklausul som omhandlet i artikel 172a i forordning (EU) nr. 1308/2013.
§ 4.
I aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på op til 350 mio. euro, og hvor
køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor produkterne i henhold til en
leveringsaftale ikke skal leveres regelmæssigt, er følgende former for urimelig handelspraksis
forbudt:
1) Køberen betaler leverandøren for letfordærvelige landbrugs- og fødevarer senere end 30 dage efter
leveringsdatoen eller senere end 30 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales, fastsættes,
alt efter hvilken af de to datoer der er den seneste.
2) Køberen betaler leverandøren for andre ikke-letfordærvelige landbrugs- og fødevarer senere end
60 dage efter leveringsdatoen eller senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales,
fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er den seneste.
Stk. 2.
I aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, og
hvor køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, er det forbudt, at køberen betaler
leverandøren for landbrugs- og fødevarer senere end 60 dage efter leveringsdatoen eller senere end
60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der
er den seneste.
Stk. 3.
I de tilfælde, hvor det er køberen, som fastsætter det beløb, der skal betales, regnes de
betalingsfrister, der er nævnt i stk. 1 og 2, fra leveringsdatoen.
Stk. 4.
Forbuddene i stk. 1 gælder ikke for de betalinger, som er nævnt i § 3, stk. 6, litra a) - c).
Stk. 5.
Forbuddene i stk. 1 berører ikke de konsekvenser af for sen betaling og de retsmidler, der
er fastlagt i direktiv 2011/7/EU, som finder anvendelse uanset de betalingsfrister, der er fastsat i denne
lov. Forbuddene i stk. 1, berører heller ikke køberens og leverandørens mulighed for at aftale en
værdidelingsklausul som omhandlet i artikel 172a i forordning (EU) nr. 1308/2013.
§ 5.
Følgende former for urimelig handelspraksis er forbudt:
1) Køberen annullerer ordrer på letfordærvelige landsbrugs- og fødevarer med så kort varsel, at en
leverandør ikke med rimelighed kan forventes at finde en alternativ måde at afsætte eller anvende
de pågældende produkter på. Et varsel på mindre end 30 dage betragtes altid som kort varsel, jf.
dog stk. 2.
2) Køberen ændrer ensidigt vilkårene i en leveringsaftale for landbrugs- og fødevarer vedrørende
landbrugs- og fødevarernes leverings- og forsyningshyppighed, leveringsmetode, leveringssted,
leveringstiming eller leveringsomfang, kvalitetsstandarderne, betalingsbetingelserne eller
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
4
priserne, eller hvad angår levering af tjenesteydelser, for så vidt som disse er udtrykkeligt
omhandlet i § 6.
3) Køberen kræver betaling af leverandøren, som ikke vedrører salg af leverandørens landbrugs- og
fødevarer.
4) Køberen kræver, at leverandøren betaler for den forringelse eller det tab eller begge af landbrugs-
og fødevarer, der forekommer hos en køber, eller efter at ejerskabet er overgået til køberen, hvor
en sådan forringelse eller et sådant tab ikke skyldes leverandørens forsømmelighed eller fejl.
5) Køberen nægter at give skriftlig bekræftelse af betingelserne for en leveringsaftale mellem køber
og leverandør, som leverandøren har anmodet om. Dette gælder dog ikke, hvis leveringsaftalen
vedrører produkter, som skal leveres af et medlem af en producentorganisation, herunder et
kooperativ til den producentorganisation, som leverandøren er medlem af, hvis denne
producentorganisations vedtægter eller regler og afgørelser fastlagt i eller truffet i henhold til disse
vedtægter indeholder bestemmelser, der har tilsvarende virkning som vilkårene i leveringsaftalen.
6) Køberen ulovligt erhverver, bruger eller videregiver leverandørens forretningshemmeligheder,
som omhandlet i direktiv 2016/943/EU.
7) Køberen iværksætter handelsrepressalier eller truer hermed over for leverandøren, hvis
leverandøren udøver sine kontraktmæssige eller juridiske rettigheder, herunder ved at indgive en
klage til en af de håndhævende myndigheder eller ved at samarbejde med en håndhævende
myndighed i forbindelse med en undersøgelse.
8) Køberen kræver kompensation fra leverandøren for omkostningerne ved at behandle kundeklager
i forbindelse med salget af leverandørens produkter, selv om der ikke er nogen forsømmelighed
eller fejl fra leverandørens side.
Stk. 2.
Erhvervsministeren kan i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, litra b), i direktiv
2019/633/EU, i behørigt begrundede tilfælde fastsætte kortere annulleringsfrister end 30 dage, jf. stk.
1, nr. 1, for specifikke sektorer.
§ 6.
Følgende former for handelspraksis er alene lovlige, såfremt der forinden er truffet aftale
herom i klare og utvetydige vendinger i leveringsaftalen eller i en efterfølgende aftale mellem køber
og leverandør:
1) Køberen returnerer ikkeafsatte landbrugs- og fødevarer til leverandøren uden at betale for disse
ikkeafsatte produkter eller uden at betale for bortskaffelse af disse produkter eller begge.
2) Leverandøren opkræves betaling som betingelse for oplagring, udstilling eller anden præsentation
af sine landbrugs- og fødevareprodukter eller tilgængeliggørelse af sådanne varer på markedet.
3) Køberen kræver, at leverandøren bærer alle eller en del af omkostningerne ved prisnedslag for
landbrugs- og fødevarer, som sælges af køberen i forbindelse med et salgsfremstød, medmindre
køberen, inden denne iværksætter et salgsfremstød, angiver salgsfremstødsperioden og den
mængde landbrugs- og fødevarer, der forventes bestilt til den nedsatte pris.
4) Køberen kræver, at leverandøren betaler for køberens reklame for landbrugs- og fødevarer.
5) Køberen kræver, at leverandøren betaler for køberens markedsføring af landbrugs- og fødevarer.
6) Køberen opkræver betaling fra leverandøren for personale til at indrette lokaler til salg af
leverandørens produkter.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
5
Stk. 2.
Hvis køberen kræver en betaling i de situationer, der er omhandlet i stk. 1, nr. 2-6, skal
køberen efter anmodning fra leverandøren give leverandøren et skriftligt overslag over betalingen pr.
enhed eller de samlede betalinger, alt efter hvad der er hensigtsmæssigt. Køberen skal endvidere i
situationer omfattet af stk. 1, nr. 2 og nr. 4-6, give leverandøren et skriftligt overslag over
omkostningerne og grundlaget for overslaget.
Kapitel 3
Klager over urimelig handelspraksis
§ 7.
Håndhævelsesmyndigheden i Danmark er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Stk. 2.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan træffe afgørelse efter denne lov og regler udstedt
i medfør heraf. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er uafhængig i forbindelse med håndhævelsen af
denne lov og regler udstedt i medfør heraf.
§ 8.
Leverandører kan indgive klager enten til den håndhævende myndighed i den medlemsstat,
hvor leverandøren er etableret, eller til den håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor den
køber, der formodes at have udøvet en forbudt handelspraksis, er etableret. Den håndhævende
myndighed, som klagen er indgivet til, har kompetence til at håndhæve forbuddene i §§ 3, 4, 5 og 6.
Stk. 2.
Producentorganisationer, andre leverandørorganisationer og disses sammenslutninger har
ret til at indgive en klage efter anmodning fra en eller flere af deres medlemmer eller, hvis det er
relevant, efter anmodning fra en eller flere af deres medlemsorganisationers medlemmer, hvis disse
medlemmer mener, at de udsættes for en forbudt handelspraksis. Andre organisationer, der har en
berettiget interesse i at repræsentere leverandører, har ret til at indgive klager efter anmodning fra en
leverandør og i denne leverandørs interesse, forudsat at sådanne organisationer er uafhængige og
nonprofit juridiske personer.
Stk. 3.
Uanset eventuelle lovvalgsaftaler, som ville finde anvendelse på leveringsaftalen mellem
parterne, så er forbuddene i direktiv 2019/633/EU overordnede præceptive bestemmelser, som finder
anvendelse i enhver situation, der falder inden for disse bestemmelsers anvendelsesområde.
Stk. 4.
Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for indgivelse af klager, herunder
opkrævning af et klagegebyr.
§ 9.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge
eller træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal
indstilles. Hvis der efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vurdering ikke er tilstrækkelig
anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en sag, jf. 1. pkt., underretter Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen klageren om begrundelsen herfor inden for rimelig tid efter modtagelsen af
klagen.
Stk. 2.
Hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at der er tilstrækkeligt grundlag for at
behandle en klage, indleder, foretager og afslutter styrelsen en undersøgelse af klagen inden for
rimelig tid.
Stk. 3.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen underretter klageren om, inden for rimelig tid efter
modtagelsen af klagen, hvordan styrelsen agter at følge op på klagen.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
6
Fortrolighed
§ 10.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen træffer efter anmodning herom de nødvendige
foranstaltninger til passende beskyttelse af en klagers eller de i § 8, stk. 2, nævnte medlemmers eller
leverandørers identitet, og til passende beskyttelse af eventuelle andre oplysninger, hvis
offentliggørelse efter klagerens mening vil skade klagerens eller disses medlemmers eller
leverandørers interesser. Klageren skal i forbindelse med en anmodning om fortrolig behandling
angive alle de oplysninger, som klageren anmoder om fortrolig behandling af.
Stk. 2.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan undlade at træffe afgørelse, hvis en sådan afgørelse
indebærer en risiko for at afsløre en klagers identitet eller en risiko for at offentliggøre andre
oplysninger, hvis offentliggørelse efter klagerens mening vil skade dennes interesser, og forudsat at
klageren har udpeget de pågældende oplysninger i overensstemmelse med stk. 1, 2. pkt.
Kapitel 4
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beføjelser
§ 11.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan af egen drift eller på baggrund af en klage indlede
og foretage undersøgelser vedrørende en mulig overtrædelse af forbuddene i §§ 3, 4, 5 og 6.
Stk. 2.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan til brug for en sådan undersøgelse pålægge købere
og leverandører at fremlægge alle de oplysninger, som skønnes nødvendige for udførelsen af de
opgaver, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er tillagt efter denne lov, eller til afgørelse af, om
en urimelig handelspraksis er omfattet af lovens forbudsbestemmelser.
Stk. 3.
De oplysninger, som er nævnt i stk. 2, kan ligeledes kræves til brug for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens bistand til håndhævelsesmyndighederne i Den Europæiske Union med henblik
på disse myndigheders anvendelse af nationale regler om urimelig handelspraksis i relationer mellem
virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
§ 12.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan til brug for undersøgelser om ulovlig handelspraksis
foretage uanmeldte kontrolundersøgelser, der indebærer, at styrelsen får adgang til en købers og/eller
leverandørs lokaler og transportmidler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af
enhver oplysning uanset informationsmedium. I forbindelse med en kontrolundersøgelse kan
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forlange mundtlige forklaringer og forlange, at personer, der er
omfattet af kontrolundersøgelsen, viser indholdet af deres lommer, tasker og lign., med henblik på,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan gøre sig bekendt med og eventuelt tage kopi af dette.
Stk. 2.
Hvor en købers og/eller leverandørs oplysninger opbevares hos eller behandles af en ekstern
databehandler, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen få adgang til den eksterne databehandlers
lokaler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 1. Adgangen
forudsætter, at det ikke er muligt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at få adgang til de
pågældende oplysninger direkte fra den køber og/eller leverandør, som er genstand for
kontrolundersøgelsen.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
7
Stk. 3.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kontrolundersøgelser kan kun finde sted efter
indhentet retskendelse og mod behørig legitimation.
Stk. 4.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan indsamle en kopi af dataindholdet fra elektroniske
medier, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, med henblik på efterfølgende at gennemgå kopien.
De indsamlede data skal forsegles eller på anden måde sikres mod læsning, inden
kontrolundersøgelsen afsluttes. Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, kan kræve, at denne
selv eller en af denne udpeget repræsentant overværer, at de indsamlede data gøres tilgængelige for
læsning, og at styrelsen gennemgår det indsamlede materiale.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har
pligt til senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsens afslutning at give en kopi af de oplysninger, som
styrelsen måtte have taget fra de indsamlede data, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen. Når
gennemgangen af de indsamlede data er gennemført, skal dataene sikres mod læsning.
De indsamlede
data skal slettes, hvis styrelsen vurderer, at materialet ikke indeholder beviser for en overtrædelse af
forbudsbestemmelserne. Beslutter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at gå videre med sagen, skal
de indsamlede data slettes, når sagen er endeligt afgjort.
Stk. 5.
Hvis en købers og/eller leverandørs forhold gør, at det ikke er muligt for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen samme dag, som kontrolundersøgelsen foretages, at få adgang til eller tage kopi
af oplysningerne, jf. stk. 1, 2 og 4, kan styrelsen forsegle de relevante forretningslokaler,
transportmidler og oplysninger i op til tre hverdage herefter.
Stk. 6.
Under samme betingelser som i stk. 5 kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen medtage de
oplysninger eller det medium, hvorpå oplysningerne befinder sig, med henblik på kopiering. Det
materiale, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har taget med, skal sammen med et sæt kopier af
de oplysninger, som styrelsen har taget til brug for en nærmere gennemgang, tilbageleveres til den
pågældende senest tre hverdage efter kontrolundersøgelsen.
Stk. 7.
Fristerne i stk. 5 og 6 kan i særlige tilfælde forlænges.
Stk. 8.
Politiet kan yde bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 1, 2 og 4-6.
Erhvervsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 9.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan foretage kontrolundersøgelser for at yde bistand
til en håndhævelsesmyndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union i forbindelse med denne
myndigheds anvendelse af nationale regler om urimelig handelspraksis i relationer mellem
virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden. Stk. 1-8 finder tilsvarende anvendelse.
§ 13.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan til andre håndhævelsesmyndigheder i Den
Europæiske Union under forbehold om gensidighed videregive oplysninger, som er omfattet af
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tavshedspligt, og som er nødvendige for at fremme
håndhævelsen af disse myndigheders nationale regler om urimelig handelspraksis i relationer mellem
virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
§ 14.
Hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fastslår, at en køber har overtrådt de forbud, der
er nævnt i §§ 3, 4, 5 og 6, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udstede den pågældende et påbud
om at ophøre med den ulovlige handelspraksis.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
8
§ 15.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter denne lov kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed.
Stk. 2.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter denne lov kan indbringes for
domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Finder indbringelse ikke
sted inden for fristen, er styrelsens afgørelse endelig.
Offentlighed
§ 16.
Lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for sager og undersøgelser efter denne lov.
Virksomheder har dog i henhold til princippet i § 8 i lov om offentlighed i forvaltningen ret til
egenacces i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse efter denne lov med undtagelse af
oplysninger om en anden virksomheds tekniske indretninger, tekniske fremgangsmåder og drifts- og
forretningsforhold eller andre fortrolige oplysninger. §§ 13 og 15 om notatpligt og
journaliseringspligt i lov om offentlighed i forvaltningen gælder endvidere for sådanne sager. 1. og
2. pkt. gælder tillige, når oplysninger tilvejebragt efter denne lov er videregivet til en anden
forvaltningsmyndighed.
Stk. 2.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør:
1) Afgørelser om påbud meddelt i medfør af § 14.
2) Domme, bødevedtagelser eller et resumé heraf, hvor der med henvisning til § 19 idømmes
bødestraf eller vedtages en bøde.
3) Domme i retssager, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er part.
Stk. 3.
Ved offentliggørelse efter stk. 2 kan oplysninger om tekniske forhold, herunder forskning,
produktionsmåder, produkter samt drifts- og forretningshemmeligheder ikke offentliggøres, for så
vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed, oplysningen angår.
§ 17.
I sager og undersøgelser efter denne lov finder reglerne om oplysningspligt og indsigtsret i
artikel 13-15 i databeskyttelsesforordningen ikke anvendelse.
Kapitel 5
Straffebestemmelser
§ 18.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan pålægge daglige eller ugentlige tvangsbøder til den,
der undlader at give de oplysninger, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kræve efter § 11,
stk. 2.
§ 19.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning kan den køber, der overtræder de
i §§ 3, 4, 5 og 6 nævnte forbud, eller den køber, der undlader at efterkomme et påbud meddelt i medfør
af § 14, straffes med bøde.
Stk. 2.
Ved udmåling af bøder efter denne lov skal der tages hensyn til overtrædelsens art, varighed,
gentagne karakter og grovhed samt den juridiske persons globale koncernomsætning.
Stk. 3.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
9
Stk. 4.
En køber, der har fået en erklæring, som omhandlet i § 1, stk. 3, og som har handlet i god
tro og i overensstemmelse med indholdet i erklæringen, kan ikke straffes med bøde, hvis det efter
afgivelsen af erklæringen viser sig, at oplysningerne heri ikke var korrekte, medmindre køberen havde
indset eller burde have indset dette.
§ 20.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan efter samtykke fra anklagemyndigheden i sager om
overtrædelse af denne lov, i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den,
der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en
nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.
Stk. 2.
Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er
forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg efter denne bestemmelse.
Stk. 3.
Vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning.
Kapitel 6
Ikrafttræden- og overgangsbestemmelser
§ 21.
Loven træder i kraft den 1. juli 2021.
Stk. 2.
Loven finder anvendelse på leveringsaftaler, der indgås efter 1. juli 2021.
Stk. 3.
Leveringsaftaler, der er indgået inden 1. juli 2021, skal være bragt i overensstemmelse med
denne lov senest den 30. juni 2022.
Kapitel 7
Territorialbestemmelser
§ 22.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
10
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indhold
1.
Indledning
............................................................................................................................................ 12
1.1.
2.
Baggrund og formål................................................................................................................. 12
Lovforslagets hovedpunkter
................................................................................................................. 13
2.1.
2.1.1.
2.1.2.
2.2.
Anvendelsesområde ................................................................................................................. 13
Gældende ret............................................................................................................................ 13
Direktivet ................................................................................................................................. 15
Forbud mod urimelig handelspraksis ...................................................................................... 17
2.1.3 Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning ........................................................ 16
2.2.1. Gældende ret ................................................................................................................................. 17
2.2.2 Direktivet ........................................................................................................................................ 17
2.2.3 Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning ........................................................ 20
2.3.
2.3.1.
2.3.2.
2.3.3.
Udpegning af håndhævende myndighed og beføjelser ............................................................ 21
Gældende ret............................................................................................................................ 21
Direktivet ................................................................................................................................. 21
Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning ................................................. 23
2.3.3.1. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som udpeget håndhævelsesmyndighed ........................... 23
2.3.3.2 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beføjelser som håndhævelsesmyndighed ........................ 24
2.4.
2.4.1.
2.4.2.
2.4.3.
2.5.
2.5.1.
Klager over urimelig handelspraksis....................................................................................... 25
Gældende ret............................................................................................................................ 25
Direktivet ................................................................................................................................. 25
Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning ................................................. 26
Fortrolighed ............................................................................................................................ 28
Gældende ret............................................................................................................................ 28
2.5.1.1. Forvaltningsloven ....................................................................................................................... 28
2.5.1.2. Offentlighedsloven ...................................................................................................................... 29
2.5.1.3. Særlovgivning, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen håndhæver/fører tilsyn med ........... 30
2.5.2.
2.5.3.
2.6.
Direktivet ................................................................................................................................. 31
Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning ................................................. 31
Offentlighed ............................................................................................................................. 33
2.6.1. Gældende ret ................................................................................................................................. 33
2.6.2. Direktivet ....................................................................................................................................... 36
2.6.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning ....................................................... 36
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
11
2.6.3.1. Offentliggørelse af afgørelser m.v. ............................................................................................. 36
2.6.3.2. Begrænsning af offentlighedslovens anvendelse ........................................................................ 37
2.6.3.3. Begrænsning af databeskyttelsesretlige regler ........................................................................... 38
2.7.
2.7.1.
2.7.2.
2.7.3.
2.8.
2.8.1.
2.8.2.
2.8.3.
2.9.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
Reaktions- og sanktionsmuligheder ......................................................................................... 40
Gældende ret............................................................................................................................ 40
Direktivet ................................................................................................................................. 40
Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning ................................................. 41
Klageadgang og adgang til domstolsprøvelse ......................................................................... 42
Gældende ret............................................................................................................................ 42
Direktivet ................................................................................................................................. 43
Erhvervsministeriets overvejelser og den forslåede ordning .................................................. 43
Direktivets øvrige bestemmelser .............................................................................................. 43
Regionale konsekvenser, herunder for landdistrikter
.......................................................................... 45
Økonomiske og implementeringskonsekvenser for det offentlige
........................................................ 46
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
................................................... 46
Administrative konsekvenser for borgerne
.......................................................................................... 47
Miljømæssige konsekvenser
................................................................................................................. 47
Forholdet til EU-retten
........................................................................................................................ 47
Hørte myndigheder og organisationer mv.
.......................................................................................... 47
Sammenfattende skema
.................................................................................................................... 48
88
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2019/633
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
12
1. Indledning
1.1. Baggrund og formål
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/633/EU af 17. april 2019
om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landsbrugs- og
fødevareforsyningskæden (herefter direktivet) i dansk ret. Direktivet, der er optrykt som bilag 1 til
lovforslaget, skal være gennemført i national lovgivning senest den 1. maj 2021, og reglerne skal
finde anvendelse senest fra den 1. november 2021. Ifølge direktivet skal leveringsaftaler, der er
indgået inden datoen for offentliggørelse af den foreslåede lov, bringes i overensstemmelse med
reglerne i direktivet senest 12 måneder efter den pågældende dato for offentliggørelse.
Direktivet er et minimumsdirektiv, hvilket giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage eller
opretholde nationale bestemmelser om urimelig handelspraksis, der er mere vidtrækkende, end hvad
direktivet foreskriver. Direktivet finder anvendelse på handelspraksis udvist af større aktører over for
aktører med en svagere forhandlingsposition. Direktivet placerer aktørerne i seks
omsætningskategorier, som er bestemmende for, om der ydes beskyttelse efter direktivet eller ej.
Direktivet anvender således aktørernes omsætning som et udtryk for den relative forhandlingsmagt,
aktørerne besidder, idet omsætningen vurderes at svare til, i hvilken grad en leverandør måtte være
afhængig af en køber. Selvom omsætningskriteriet er en tilnærmet værdi, skaber det ifølge direktivet
forudsigelighed for aktørerne for så vidt angår deres rettigheder og forpligtelser i medfør af direktivet.
Baggrunden for reguleringen er bl.a., at når der forekommer urimelig handelspraksis, kan det sætte
aktørernes indtjening og margener under pres, hvilket kan føre til en uhensigtsmæssig fordeling af
ressourcerne og ende med at sætte ellers levedygtige og konkurrencedygtige aktører ud af spil.
Lovforslaget skal derfor sikre, at disse aktører er i stand til at konkurrere på rimelige vilkår og derved
bidrage til at øge landbrugs- og fødevareforsyningskædens generelle effektivitet.
Lovforslaget lægger op til en overimplementering af direktivet, idet det foreslås, at direktivet
implementeres uden direktivets omsætningskategorier i artikel 1, således at direktivets
forbudsbestemmelser i artikel 3 vil finde anvendelse i alle handler mellem virksomheder inden for
landbrugs- og fødevareforsyningskæden. Dog foreslås det, at direktivets forbudsbestemmelser
vedrørende betalingsfrister, jf. direktivets artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i og nr. ii, ikke skal gælde i
aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, eller hvor
køberen har en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre. I aftaleforhold, hvor leverandøren har en
årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, foreslås det, at der indføres en maksimal betalingsfrist
på 60 dage for alle landbrugs- og fødevarer, dog ikke i aftaleforhold, hvor køberen har en årlig
omsætning på 2 mio. euro eller mindre.
Forslaget implementerer således direktivet forskelligt for så vidt angår betalingsfrister (lovforslagets
§§ 3 og 4) og de øvrige forbudsbestemmelser (lovforslagets §§ 5 og 6).
Med forslaget fraviges direktivets udgangspunkt om, at reguleringen alene skal gælde, når
leverandøren er i en lavere omsætningskategori end køberen. Reglerne vil dermed som udgangspunkt
gælde i alle handler mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden uafhængigt af
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
13
virksomhedernes omsætning og indbyrdes relative forhandlingsstyrke med undtagelse af
bestemmelserne om maksimale betalingsfrister, som i aftaleforhold, hvor leverandørens årlige
omsætning er mere end 350 mio. euro, fastsættes til maksimalt 60 dage, uanset om varen er
letfordærvelig eller ej. Dette gælder dog ikke i aftaleforhold, hvor køberens årlige omsætning er 2
mio. euro eller mindre.
Lovforslaget udpeger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som kompetent myndighed til at varetage
håndhævelsen af reglerne i lovforslaget. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får herved beføjelse til
at indlede og iværksætte undersøgelser på eget initiativ eller på grundlag af en klage. For at sikre en
effektiv håndhævelse af forbuddene tildeles Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen endvidere beføjelse
til at pålægge køber og leverandør at fremlægge nødvendige oplysninger, ligesom Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen efter indhentet retskendelse og mod behørig legitimation kan gennemføre
uanmeldte kontrolundersøgelser hos virksomhederne. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan
herudover træffe afgørelser, herunder meddele køberen påbud om at ophøre med den ulovlige
handelspraksis, samt offentliggøre afgørelser truffet i medfør af loven. En overtrædelse af de i
lovforslaget forbudte former for urimelig handelspraksis eller en overtrædelse af et allerede meddelt
påbud kan endvidere straffes med bøde.
Grundet direktivets branchespecifikke karakter og for at sikre en hensigtsmæssig implementering af
direktivet, herunder for at gøre det lettere for danske virksomheder at få et overblik over reglerne om
urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landsbrugs- og fødevareforsyningskæden,
foreslås det, at implementeringen sker ved udarbejdelsen af en ny selvstændig hovedlov om urimelig
handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Anvendelsesområde
2.1.1. Gældende ret
Danmark er inden for landbrugs- og fødevareforsyningskæden præget af en betydelig
andelsorganisering, som bl.a. skal fremme samarbejdet mellem producenterne og styrke danske
landmænds forhandlingsposition i fødevarekæden.
Fødevareforsyningskæden er på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt i Danmark i forhold til
regler om urimelig handelspraksis. Udgangspunktet er således aftalefrihed. Begrænsninger i dette
udgangspunkt kræver særlig hjemmel, f.eks. i en ugyldighedsgrund, i offentligretlige forbudsregler,
herunder bl.a. konkurrencereglerne, eller i øvrige præceptive regler.
I kommercielle forhold gælder altså kun få begrænsninger i aftalefriheden. Aftalelovens regler kan
dog få betydning for, om en kontrakt har virkning for parterne. Aftaleloven indeholder således flere
bestemmelser om, hvornår en aftale er ugyldig. Det fremgår f.eks. af generalklausulen i aftalelovens
§ 36, at en aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvist, hvis det vil være urimeligt eller i
strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. At aftalen kan tilsidesættes delvist betyder, at
det efter omstændighederne også kan være muligt at tilsidesætte enkelte aftalevilkår, der er urimelige.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
14
Markedsføringsloven indeholder bl.a. regler om vildledende og utilbørlig handelspraksis mellem
erhvervsdrivende. Det fremgår f.eks. af markedsføringslovens § 20, at en erhvervsdrivendes
handelspraksis ikke må være egnet til at vildlede, således at det kan antages at påvirke andre
erhvervsdrivendes økonomiske adfærd eller skade en konkurrent.
Aftaleloven og markedsføringsloven gælder generelt og uden hensyntagen til f.eks. omsætning og
tilhørsforhold til en specifik branche.
Købelovens §§ 1-71 vedrører bl.a. handelskøb og fastsætter bl.a. regler om fastsættelse af
købesummen, leveringsstedet, tiden for aftalens opfyldelse, risikoen for salgsgenstanden, mangler
ved salgsgenstanden, afvisning af leverede genstande og ophævelse af køb. Købeloven finder alene
anvendelse i de situationer, hvor andet ikke
udtrykkeligt er aftalt, må anses for indeholdt i aftalen
eller følger af handelsbrug eller anden sædvane, jf. købelovens § 1. Købeloven gælder for alle køb
bortset fra køb af fast ejendom og gælder dermed også de køb, som omfattes af dette lovforslag.
Renteloven indeholder bl.a. regler om betalingsfrister. Det følger således af rentelovens § 3a, at når
en aftale om levering af varer eller tjenesteydelser er indgået mellem to erhvervsdrivende, kan den
aftalte betalingsfrist som udgangspunkt ikke være mere end 30 dage regnet fra det tidspunkt, hvor
fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Betalingsfristen kan være
længere, hvis fordringshaveren udtrykkeligt har godkendt en længere betalingsfrist, og hvis
betalingsfristen ikke er urimelig over for fordringshaveren. Hvis der er indgået aftale om ratevis
betaling, og den enkelte rates forfaldstid er fastsat i en betalingsplan, der er udtrykkeligt godkendt af
fordringshaver, følger det af rentelovens § 3c, at hver rate eller afdrag er omfattet af betalingsfristen
i § 3a.
Renteloven finder som udgangspunkt ikke anvendelse, hvis andet er bestemt ved eller i henhold til
lov, eller hvis andet er aftalt eller følger af handelsbrug eller anden sædvane, jf. rentelovens § 1, stk.
3.
Konkurrenceloven indeholder bl.a. et forbud mod misbrug af dominerende stilling, jf.
konkurrencelovens § 11. Adfærd, som kan udgøre et misbrug af en dominerende stilling, kan f.eks.
være fastsættelse af urimeligt lave priser, eksklusivitet, loyalitetsrabatter eller leveringsnægtelse, men
det kan også efter omstændighederne være fastsættelse af urimelige handelsbetingelser.
Konkurrenceloven omfatter enhver form for erhvervsvirksomhed og gælder for alle brancher.
Lov om forretningshemmeligheder regulerer, i hvilke tilfælde erhvervelse, brug eller videregivelse af
forretningshemmeligheder virksomheder imellem udgør en lovlig henholdsvis ulovlig handling.
Det fremgår bl.a. af lovens § 4, at erhvervelse af en forretningshemmelighed uden
forretningshemmelighedshaverens samtykke betragtes som en ulovlig handling, hvis
forretningshemmeligheden erhverves ved 1) uautoriseret adgang til, tilegnelse af eller kopiering af
dokumenter, genstande, materialer, stoffer eller elektroniske filer, der lovligt kontrolleres af
forretningshemmelighedshaveren, og som indeholder en forretningshemmelighed, eller som en
forretningshemmelighed kan udledes af, eller 2) enhver anden adfærd, der under de givne
omstændigheder betragtes som i strid med redelig erhvervspraksis.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
15
Loven indeholder derudover en række bestemmelser om de retsmidler, som kan benyttes, hvis en
ulovlig handling finder sted. Det drejer sig om sikrende retsmidler, dvs. påbud, forbud m.v. med
henblik på at forhindre uberettiget anvendelse af forretningshemmeligheder, både før og efter at
domstolene har truffet en realitetsafgørelse om sagen. Loven indeholder også bestemmelser om
adgangen til erstatning, om straf samt om offentliggørelse af retsafgørelser.
2.1.2. Direktivet
Det følger af direktivets artikel 1, stk. 1, at der med henblik på et bekæmpe praksis, som klart afviger
fra god praksis på handelsområdet, som er i strid med tro og redelig handlemåde, og som en
handelspartner ensidigt påtvinger en anden, fastlægges en minimumsliste over forbudte former for
urimelig handelspraksis i forhold mellem købere og leverandører i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden. Direktivet fastsætter minimumsbestemmelser vedrørende disse forbuds
håndhævelse og ordninger om koordinering mellem håndhævende myndigheder.
Det fremgår af direktivets artikel 1, stk. 2, at direktivet finder anvendelse på visse former for urimelig
handelspraksis, der forekommer i forbindelse med salg af landbrugs- og fødevarer fra:
a) Leverandører, som har en årlig omsætning på højst 2 mio. euro til købere, som har en årlig
omsætning på over 2 mio. euro.
b) Leverandører, som har en årlig omsætning på over 2 mio. euro, men ikke over 10 mio. euro,
til købere, som har en årlig omsætning på over 10 mio. euro.
c) Leverandører, som har en årlig omsætning på over 10 mio. euro, men ikke over 50 mio. euro,
til købere, som har en årlig omsætning på over 50 mio. euro.
d) Leverandører, som har en årlig omsætning på over 50 mio. euro, men ikke over 150 mio. euro,
til købere, som har en årlig omsætning på over 150 mio. euro.
e) Leverandører, som har en årlig omsætning på over 150 mio. euro, men ikke over 350 mio.
euro, til købere, som har en årlig omsætning på over 350 mio. euro.
I forlængelse heraf fremgår det, at leverandørernes og købernes årlige omsætning som omhandlet i
stk. 2, litra a) - e), forstås i overensstemmelse med de relevante dele af bilaget til Kommissionens
henstilling 2003/361/EF, navnlig bilagets artikel 3, 4 og 6, herunder definitionerne af ”uafhængig
virksomhed”, ”partnervirksomhed” og ”tilknyttet virksomhed” samt andre forhold
vedrørende den
årlige omsætning.
Det følger endvidere af artikel 1, stk. 2, at direktivet uanset stk. 2, litra a) -e), finder anvendelse i
forbindelse med salg af landbrugs- og fødevarer fra leverandører, som har en årlig omsætning på højst
350 mio. euro, til alle købere, der er offentlige myndigheder.
Herudover fremgår det af direktivets artikel 1, stk. 2, at direktivet finder anvendelse på salg, hvor
enten leverandøren, køberen eller begge er etableret i Unionen, samt på tjenesteydelser, for så vidt
der udtrykkeligt henvises til disse i direktivets artikel 3, og som leveres af køberen til en leverandør.
Endelig fremgår det, at direktivet ikke finder anvendelse på aftaler mellem leverandører og
forbrugere.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
16
Det fremgår af artikel 1, stk. 3, at direktivet finder anvendelse på leveringsaftaler, der indgås efter
anvendelsesdatoen for de foranstaltninger, der gennemfører dette direktiv, jf. artikel 13, stk. 1, andet
afsnit.
Det fremgår desuden af artikel 1, stk. 4, at leveringsaftaler, der er indgået inden datoen for
offentliggørelse af de foranstaltninger, som gennemfører dette direktiv, jf. artikel 13, stk. 1, første
afsnit, bringes i overensstemmelse med dette direktiv senest 12 måneder efter nævnte dato for
offentliggørelse.
Det fremgår af direktivets artikel 9, at medlemsstaterne med henblik på at sikre en høj grad af
beskyttelse kan bevare eller indføre strengere bestemmelser, der har til formål at bekæmpe urimelig
handelspraksis, end dem, der er fastsat ved dette direktiv, forudsat at disse nationale bestemmelser er
forenelige med bestemmelserne for det indre markeds funktion.
2.1.3 Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Lovforslaget er et udtryk for en afvejning af forskellige hensyn, herunder hensynet til en effektiv
konkurrence samt at undgå unødig kompleksitet og byrder for virksomhederne.
Med lovforslaget foreslås, at direktivet, med visse undtagelser for så vidt angår bestemmelserne om
betalingsfrister, implementeres uden de omsætningskategorier, der følger af direktivets artikel 1, så
direktivets forbudsbestemmelser vil finde anvendelse i alle handler uafhængigt af virksomhedernes
omsætning.
For så vidt angår direktivets forbudsbestemmelser om betalingsfrister (artikel 3) foreslås det, at disse
ikke skal gælde i aftaleforhold med købere, som har en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre.
Dermed bevarer de små købere adgangen til at forhandle om likviditet. F.eks. vil en lille café have
mulighed for at aftale en længere betalingsfrist end 60 dage.
I aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, foreslås
desuden, at betalingsfristerne i direktivet ikke skal gælde. Med lovforslaget foreslås dog samtidig en
maksimal betalingsfrist på 60 dage for leverandører med en omsætning over 350 mio. euro.
Erhvervsministeriet er af flere erhvervsorganisationer blevet oplyst, at der
–
ved en implementering
med samtlige af direktivets omsætningskategorier
–
er en risiko for, at købere vil kunne spekulere i
udelukkende at handle med leverandører inden for samme eller større omsætningskategori for dermed
at undgå at skulle iagttage skærpede regler for deres samhandel. Med den foreslåede ordning sikres
det, at alle aktører i landbrugs- og fødevareforsyningskæden kan tilbyde samme vilkår.
Ved implementeringen af direktivet uden et større antal omsætningskategorier (kun tre for så vidt
angår betalingsfrister) sikres, at der er færre udfordringer med løbende at overvåge både nuværende
og potentielle samhandelspartneres årlige omsætning. F.eks. begrænses udfordringerne med at
tilvejebringe oplysninger om samhandelspartneres omsætning, som virksomhederne i
udgangspunktet ikke er i besiddelse af, og som ikke nødvendigvis fremgår af offentlige registre eller
lignende. Desuden begrænses de udfordringer, der kan knytte sig til, at samhandelspartnere i en
løbende aftale kan skifte omsætningskategori f.eks. som følge af udsving i omsætning, opkøb af andre
virksomheder eller frasalg af dele af virksomheden.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
17
Den foreslåede ordning betyder, at alle aktører i landbrugs- og fødevareforsyningskæden kan
forhandle om stort set samme vilkår. Omvendt indebærer ordningen en større begrænsning af
aftalefriheden, end hvad der følger af en direkte implementering af direktivet. Det indebærer isoleret
set, at konkurrencen kan udspille sig på færre parametre, og at virksomhedernes muligheder for at
indgå aftaler, som udnytter individuelle styrkepositioner, begrænses. Samlet kan det have en
opadgående effekt på priserne om end af en begrænset størrelsesorden. Den umiddelbare beskyttelse
af leverandører, der sælger til større købere målt ved omsætning, er samtidig mindre end ved en
direkte implementering af direktivet. Dette skal dog ses i sammenhæng med at virksomheders
omsætning ikke nødvendigvis er et godt mål for forhandlingsstyrke, og at behovet for en sådan
beskyttelse ikke vurderes at være særskilt stor i en dansk sammenhæng. De løbende administrative
byrder ved at efterleve reglerne skønnes desuden at være begrænsede og mindre end ved en direkte
implementering af direktivet.
Med lovforslaget introduceres ny sektorspecifik regulering af fødevareforsyningskæden, som på
nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt i Danmark i forhold til regler om urimelig handelspraksis.
Det er derfor vanskeligt at kvalificere effekterne af den foreslåede regulering. Der lægges derfor også
i forslaget op til, at der foretages løbende monitorering og samles op herpå i en evaluering 3 år efter
lovens ikrafttræden. Der henvises til lovforslagets § 1 og bemærkningerne hertil.
2.2. Forbud mod urimelig handelspraksis
2.2.1. Gældende ret
Som nævnt i pkt. 2.1.1. er fødevareforsyningskæden på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt
i Danmark i forhold til regler om urimelig handelspraksis. Udgangspunktet er således aftalefrihed.
Begrænsninger i dette udgangspunkt kræver særlig hjemmel, f.eks. i en ugyldighedsgrund, i
offentligretlige forbudsregler, herunder bl.a. konkurrencereglerne, eller i øvrige præceptive regler.
Der henvises til pkt. 2.1.1 for en gennemgang af gældende ret, for så vidt angår aftalelovens og
markedsføringslovens anvendelse i kommercielle forhold, konkurrencelovens forbud mod misbrug
af dominerende stilling samt rentelovens regler om betalingsfrister.
2.2.2 Direktivet
Det følger af direktivets artikel 3, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at som minimum følgende
former for urimelig handelspraksis er forbudt:
a) Køberen betaler leverandøren,
i. Hvis produkterne i henhold til leveringsaftalen skal leveres regelmæssigt:
- For letfordærvelige landbrugs- og fødevarer, senere end 30
dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken
leveringer har fundet sted, eller senere end 30 dage efter datoen,
hvor det beløb, der skal betales for denne leveringsperiode,
fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er den seneste.
- For andre landbrugs- og fødevarer, senere end 60 dage efter
udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken leveringer har
fundet sted, eller senere end 60 dage efter datoen, hvor det
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
18
beløb, der skal betales for denne leveringsperiode, fastsættes,
alt efter hvilken af de to datoer der er den seneste.
ii. Hvis produkterne i henhold til leveringsaftalen ikke skal leveres regelmæssigt:
- For letfordærvelige landbrugs- og fødevarer, senere end 30
dage efter leveringsdatoen eller senere end 30 dage efter datoen,
hvor det beløb, der skal betales, fastsættes, alt efter hvilken af
de to datoer der er den seneste.
- For andre landbrugs- og fødevarer, senere end 60 dage efter
leveringsdatoen eller senere end 60 dage efter datoen, hvor det
beløb, der skal betales, fastsættes, alt efter hvilken af de to
datoer der er den seneste.
b) Køberen annullerer ordrer på letfordærvelige landbrugs- og fødevarer med så kort varsel, at
en leverandør ikke med rimelighed kan forventes at finde en alternativ måde at afsætte eller
anvende de pågældende produkter på; et varsel på mindre end 30 dage betragtes altid som kort
varsel; Medlemsstaterne kan fastsætte kortere frister end 30 dage for specifikke sektorer i
behørigt begrundede tilfælde.
c) Køberen ændrer ensidigt vilkårene i en leveringsaftale for landbrugs- og fødevarer vedrørende
landbrugs- og fødevarernes leverings- eller forsyningshyppighed, -metode, -sted, -timing eller
-omfang, kvalitetsstandarderne, betalingsbetingelserne eller priserne, eller hvad angår
levering af tjenesteydelser, for så vidt som disse er udtrykkeligt omhandlet i stk. 2.
d) Køberen kræver betalinger af leverandøren, der ikke vedrører salg af leverandørens
landbrugs- og fødevarer.
e) Køberen kræver, at leverandøren betaler for den forringelse eller det tab eller begge af
landbrugs- og fødevarer, der forekommer hos en køber, eller efter at ejerskabet er overgået til
køberen, hvor en sådan forringelse eller et sådant tab ikke skyldes leverandørens
forsømmelighed eller fejl.
f) Køberen nægter at give en skriftlig bekræftelse af betingelserne for en leveringsaftale mellem
køber og leverandør, som leverandøren har anmodet om ; dette finder ikke anvendelse, hvis
leveringsaftalen vedrører produkter, som skal leveres af et medlem af en
producentorganisation, herunder et kooperativ til den producentorganisation, som
leverandøren er medlem af, hvis denne producentorganisations vedtægter eller regler og
afgørelser fastlagt i eller truffet i henhold til disse vedtægter indeholder bestemmelser, der har
tilsvarende virkning som vilkårene i leveringsaftalen.
g) Køberen
ulovligt
erhverver,
bruger
eller
videregiver
leverandørens
forretningshemmeligheder, som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2016/943.
h) Køberen truer med at iværksætte eller iværksætter handelsrepressalier over for leverandøren,
hvis leverandøren udøver sine kontraktmæssige eller juridiske rettigheder, herunder ved at
indgive en klage til håndhævende myndigheder eller ved at samarbejde med håndhævende
myndighed i forbindelse med en undersøgelse.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
19
i) Køberen kræver kompensation fra leverandøren for omkostningerne ved at behandle
kundeklager i forbindelse med salget af leverandørens produkter, selv om der ikke er nogen
forsømmelighed eller fejl fra leverandørens side.
Det fremgår af artikel 3, stk. 1, litra a, at uanset dette litras nr. i) og ii) gælder følgende, hvis køberen
fastsætter det beløb, der skal betales:
- De betalingsfrister, der er angivet i nr. i), regnes fra udløbet af en aftalt leveringsperiode, i
hvilken leveringerne har fundet sted, og
- De betalingsfrister, der er angivet i nr. ii), regnes fra leveringsdatoen.
Det fremgår yderligere af artikel 3, stk. 1, 2. afsnit, at forbuddet vedrørende betalingsfrister nævnt i
artikel 3, stk. 1, litra a, ikke berører de konsekvenser af for sen betaling og de retsmidler, der er
fastlagt i direktiv 2011/7/EU, der finder anvendelse uanset de betalingsfrister, der er fastsat i nævnte
direktiv, på grundlag af de betalingsfrister, der er fastsat i UTP-direktivet. Forbuddet nævnt i litra a
berører heller ikke køberens og leverandørens mulighed for at aftale en værdidelingsklausul, som
omhandlet i artikel 172a i forordning (EU) nr. 1308/2013.
Endelig fremgår det af artikel 3, stk. 1, 3. afsnit, at forbuddet vedrørende betalingsfrister nævnt i
artikel 3, stk. 1, litra a, ikke gælder for betalinger, som en køber foretager til en leverandør inden for
rammerne af skoleordningen, jf. artikel 23 i forordning (EU) nr. 1308/2013. Forbuddet gælder heller
ikke for betalinger, som foretages af offentlige organer, der leverer sundhedspleje, jf. artikel 4, stk. 4,
litra b), i direktiv 2011/7/EU. Endelig gælder forbuddet vedrørende betalingsfrister nævnt i artikel 3,
stk. 1, litra a, heller ikke for betalinger i medfør af leveringsaftaler mellem leverandører af druer eller
druemost til vinproduktion og deres direkte købere, forudsat, i) at de specifikke betalingsbetingelser
for salgstransaktioner indgår i standardkontrakter, som er blevet gjort bindende af medlemsstaten i
henhold til artikel 164 i forordning (EU) nr. 1308/2013 inden den 1. januar 2019, og at denne
udvidelse af standardkontrakterne forlænges af medlemsstaterne fra nævnte dato uden væsentlige
ændringer af betalingsbetingelserne til skade for leverandører af druer eller druemost, og ii) at
leveringsaftalerne mellem leverandører af druer eller druemost til vinproduktion og deres direkte
købere er eller bliver flerårige.
Direktivets artikel 3, stk. 2, oplister yderligere seks former for urimelig handelspraksis, som tillige er
forbudt. Det følger således af artikel 3, stk. 2, at medlemsstaterne sikrer, at som minimum alle
følgende former handelspraksis er forbudt, medmindre der forinden er truffet aftale herom i klare og
utvetydige vendinger i leveringsaftalen eller i en eventuel efterfølgende aftale mellem køber og
leverandør. Det drejer sig om følgende:
a) Køberen returnerer ikkeafsatte landbrugs- og fødevarer til leverandøren uden at betale for
disse ikkeafsatte produkter eller uden af betale for bortskaffelse af disse produkter eller begge.
b) Leverandøren opkræves betaling som betingelse for oplagring, udstilling eller anden
præsentation af sine landbrugs- og fødevareprodukter eller tilgængeliggørelse af sådanne
varer på markedet.
c) Køberen kræver, at leverandøren bærer alle eller en del af omkostningerne ved prisnedslag
for landbrugs- og fødevarer, som sælges af køberen i forbindelse med et salgsfremstød.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
20
d) Køberen kræver, at leverandøren betaler for køberens reklame for landbrugs- og fødevarer.
e) Køberen kræver, at leverandøren betaler for køberens markedsføring af landbrugs- og
fødevarer.
f) Køberen opkræver betaling fra leverandøren for personale til at indrette lokaler til salg af
leverandørens produkter.
Efter artikel 3, stk. 2, skal medlemsstaterne sikre, at den i første afsnits litra c) omhandlede
handelspraksis er forbudt, medmindre køberen, inden denne iværksætter et salgsfremstød, angiver
salgsfremstødsperioden og den mængde landbrugs- og fødevarer, der forventes bestilt til den nedsatte
pris.
Det fremgår af artikel 3, stk. 3, at hvis køberen kræver en betaling i de situationer, der er omhandlet
i stk. 2, litra b), c), d), e) eller f), skal køberen efter anmodning fra leverandøren give leverandøren et
skriftligt overslag over betalingen pr. enhed eller de samlede betalinger, alt efter hvad der er
hensigtsmæssigt, og skal for så vidt angår situationerne i stk. 2, første afsnit, litra b), d), e) eller f),
desuden give leverandøren et skriftligt overslag over omkostningerne og grundlaget for dette
overslag.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 15, at urimelig handelspraksis kan forekomme på alle stadier
i forbindelse med salg af landbrugs- og fødevareprodukter, det vil sige både før, under eller efter en
salgstransaktion, hvorfor direktivet finder anvendelse, uanset hvornår i kæden, denne praksis
forekommer.
Det fremgår endvidere af præambelbetragtning nr. 16, at det er vigtigt at mindske risikoen for at
begrænse brugen af rimelige og effektivitetsfremmende aftaler mellem parterne, når det skal vurderes,
om en bestemt handelspraksis er urimelig. Det fremgår videre heraf, at der derfor bør sondres mellem
de former for praksis, der fastlægges i klare og utvetydige vendinger i leveringsaftaler eller
efterfølgende aftaler mellem parterne, og praksis, som forekommer, efter at transaktionen er indledt,
uden at de er blevet aftalt på forhånd, således at det kun er ensidige og retrospektive ændringer af de
nævnte klare og utvetydige vendinger, der er forbudt. Visse former for handelspraksis betragtes
imidlertid som urimelige på grund af deres art og bør derfor ikke være omfattet af parternes
kontraktfrihed.
Efter direktivets artikel 3, stk. 4, skal medlemsstaterne sikre, at forbuddene i direktivets artikel 3, stk.
1 og 2 udgør overordnede præceptive bestemmelser, som finder anvendelse i enhver situation, der
falder inden for disse bestemmelsers anvendelsesområde, uanset den ret som i andre henseender ville
finde anvendelse på leveringsaftalen mellem parterne.
2.2.3 Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Den danske markedsstruktur, herunder den danske andelskultur, adskiller sig i vidt omfang fra
markedsforholdene i andre EU medlemslande. Gennem andelsorganiseringen har danske landmænd
formået at styrke deres forhandlingsposition i fødevareforsyningskæden, hvorfor de skadelige
effekter af urimelig handelspraksis ikke synes at være tilstede i Danmark i samme omfang som i andre
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
21
medlemslande. Da direktivet skal implementeres, har Erhvervsministeriet overvejet, hvordan dette
bedst gøres, så det passer ind i en dansk kontekst.
På den baggrund foreslås de i direktivets artikel 3, stk. 1, litra a)
–i),
oplistede former for urimelig
handelspraksis implementeret således, at de gælder i alle aftaleforhold (lovforslagets §§ 3, 4, og 5),
Det foreslås dog, at direktivets forbudsbestemmelser om betalingsfrister i artikel 3, stk. 1, litra a), nr.
i-ii, som indeholdt i lovforslagets §§ 3 og 4, ikke skal gælde i handler, hvor leverandøren har en årlig
omsætning på mere end 350 mio. euro, eller hvor køberen har en årlig omsætning på 2 mio. euro eller
mindre.
For aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro foreslås det,
at der skal gælde en maksimal betalingsfrist på 60 dage. Det gælder dog ikke, hvis køberen har en
årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre.
Der henvises til pkt. 2.1.3 for overvejelserne omkring denne overimplementering.
Det foreslås endvidere, at de i direktivets artikel 3, stk. 2, litra a) -f), oplistede former for
handelspraksis implementeres således, at de er alene er lovlige, såfremt der forinden er truffet aftale
herom i klare og utvetydige vendinger i leveringsaftalen eller i en eventuel efterfølgende aftale
mellem køber og leverandør (lovforslagets § 6).
Disse seks former for handelspraksis kan således, til forskel fra de former for urimelig handelspraksis,
som er oplistet i lovforslagets §§ 3, 4 og 5, under visse omstændigheder have effektivitetsfremmende
virkninger, der kan bidrage til, at den respektive fødevareforsyning fungerer gnidningsfrit. Derfor er
disse former for handelspraksis ifølge direktivet alene forbudte, hvis ikke der forinden er truffet aftale
herom i klare og utvetydige vendinger i leveringsaftalen eller i en eventuel efterfølgende aftale
mellem køberen og leverandøren.
Der henvises til lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6 og de specielle bemærkninger hertil.
2.3. Udpegning af håndhævende myndighed og beføjelser
2.3.1. Gældende ret
Som nævnt i pkt. 2.2.1 er fødevareforsyningskæden på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt i
Danmark i forhold til regler om urimelig handelspraksis. Af samme årsag er der således heller ikke
fastsat regler for danske myndigheders håndhævelse heraf.
Udgangspunktet er altså aftalefrihed.
Eventuelle konflikter og uenigheder vedrørende kontraktvilkår løses bl.a. via voldgift eller ved et
civilretligt søgsmål for domstolene. Ofte taler kommercielle hensyn for at henlægge
konfliktløsningen i særlige fora, enten fordi parterne ønsker en diskret konfliktløsning, eller fordi de
søger at forliges gennem alternativ konfliktløsning.
2.3.2. Direktivet
Direktivets artikel 4 og artikel 6 vedrører henholdsvis udpegningen af håndhævende myndigheder og
den håndhævende myndigheds beføjelser.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
22
Det fremgår af direktivets artikel 4, stk. 1, at medlemsstaterne udpeger en eller flere myndigheder,
der skal håndhæve forbuddene i artikel 3 på nationalt plan, og underretter Kommissionen om denne
udpegning. Det fremgår videre af stk. 2, at hvis en medlemsstat udpeger mere end én håndhævende
myndighed på sit område, udpeger den et enkelt kontaktpunkt for både samarbejde mellem
håndhævende myndigheder og samarbejde med Kommissionen.
Herudover fremgår det af direktivets artikel 6, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at hver af deres
håndhævende myndigheder har de fornødne ressourcer og den fornødne ekspertise til at udføre deres
opgaver, og skal tillægge den følgende beføjelser:
- Beføjelse til at indlede og foretage undersøgelser på eget initiativ eller på grundlag af en klage
(litra a)
- Beføjelse til at pålægge købere og leverandører at fremlægge alle de oplysninger, der er
nødvendige for at foretage undersøgelser om den forbudte handelspraksis (litra b)
- Beføjelse til at gennemføre uanmeldte inspektioner på stedet som led i sine undersøgelser i
overensstemmelse med nationale bestemmelser og procedurer (litra c)
- Beføjelse til at træffe afgørelser, hvori den fastslår overtrædelser af de forbud, der er fastsat i
artikel 3, og pålægger køberen at ophøre med den forbudte handelspraksis; myndigheden kan
undlade at træffe en sådan afgørelse, hvis den indebærer en risiko for at afsløre en klagers
identitet eller en risiko for at offentliggøre andre oplysninger, hvis offentliggørelse efter
klagerens mening vil skade dennes interesser, og forudsat at klageren har udpeget de
pågældende oplysninger i overensstemmelse med artikel 5, stk. 3 (litra d)
- Beføjelse til at pålægge eller indlede sager med henblik på at pålægge bøder og andre lige så
effektive sanktioner og foreløbige foranstaltninger over for overtrædelsens ophavsmand i
overensstemmelse med nationale bestemmelser og procedurer (litra e)
- Beføjelse til regelmæssigt at offentliggøre sine afgørelser truffet i medfør af litra d) og e) (litra
f)
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 33, at bemyndigelsen af den håndhævende
myndighed til at anvende disse beføjelser ikke betyder, at de er forpligtet til at anvende disse
beføjelser i hver undersøgelse, som de foretager. Det følger endvidere heraf, at beføjelserne f.eks. bør
gøre det muligt for de håndhævende myndigheder at foretage en effektiv indsamling af faktuelle
oplysninger, ligesom de håndhævende myndigheder skal have beføjelse til at beordre, at en forbudt
praksis indstilles.
Herudover fremgår det af præambelbetragtning nr. 34, at afskrækkende midler såsom beføjelser til at
pålægge eller indlede sager, f.eks. retssager, med henblik på at pålægge bøder og andre lige så
effektive sanktioner samt at offentliggøre resultater af undersøgelser, herunder offentliggørelse af
oplysninger om købere, som har begået lovovertrædelserne, kan tilskynde til adfærdsændringer og
udenretslige løsninger mellem parterne, hvorfor de efter direktivet bør være omfattet af de
håndhævende myndigheders beføjelser. Den håndhævende myndighed bør dog ifølge direktivet i hver
undersøgelse kunne beslutte, hvilken af dens beføjelser, den vil udøve, og hvorvidt den vil pålægge
eller indlede en sag med henblik på pålæggelse af en bøde eller anden lige så effektiv sanktion.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
23
Det fremgår endvidere af artikel 6, andet afsnit, at de sanktioner, der er omhandlet i første afsnit, litra
e), skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning,
under hensyntagen til overtrædelsens art, varighed, gentagne karakter og grovhed.
Endelig fremgår det af artikel 6, stk. 2, at medlemsstaterne skal sikre, at udøvelsen af de i stk. 1
omhandlede beføjelser er genstand for hensigtsmæssige garantier, for så vidt angår retten til forsvar
i overensstemmelse med de generelle principper i EU-retten og Den Europæiske Unions Charter om
grundlæggende rettigheder, herunder i tilfælde hvor klageren anmoder om fortrolig behandling af
oplysninger i henhold til direktivets artikel 5, stk. 3.
2.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3.3.1. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som udpeget håndhævelsesmyndighed
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen håndhæver i dag konkurrenceloven samt lov om håndhævelse
af P2B-forordningen. Herudover fører Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tilsyn med visse
bestemmelser i lov om betalinger samt en række love på forbrugerområdet.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bliver med lovforslaget udpeget som håndhævelsesmyndighed
i Danmark. Det skyldes, at der er tale om regulering, som påvirker forhold, der kan anses som værende
konkurrenceparametre, f.eks. fastsættelse af maksimale betalingsfrister. Erhvervsministeriet vurderer
på den baggrund, at det vil være relevant for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at påtage sig
håndhævelsen af direktivet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har desuden erfaring med at
behandle klager virksomheder imellem som en del af det daglige arbejde med håndhævelse af bl.a.
konkurrenceloven. Som håndhævelsesmyndighed vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen også
kunne få indsigt i reglernes reelle virkning på vækst og dynamik, ligesom muligheden for at rådgive
på området og bidrage til diskussionerne i Den Europæiske Union styrkes. Det kan f.eks. være
relevant, hvis der kommer yderligere pres fra EU i forhold til regulering, som vil påvirke forhold, der
kan anses som værende konkurrenceparametre.
Forslaget vil indebære, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan træffe afgørelse, og at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal være uafhængig i forbindelse med håndhævelsen af den
foreslåede lov og regler udstedt i medfør heraf. Det vil indebære, at ministeren ikke har
instruktionsbeføjelse over for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vedrørende konkrete sager, der
afgøres efter den foreslåede lov. Det samme vil gøre sig gældende i forhold til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens beslutninger og afgørelser efter lovforslagets § 9, stk. 1, 1. pkt. (prioritering af
sager). Forslaget vil endvidere indebære, at ministeren ikke har instruktionsbeføjelser over for
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vedrørende udarbejdelsen af vejledninger i medfør af loven.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil fortsat være underlagt instruktion fra erhvervsministeren i
sager vedrørende f.eks. forberedelse af lovgivning, almindelig ministerbetjening og bidrag til
tværgående arbejde på ministerområdet. Dette omfatter tillige udarbejdelse af eventuelle analyser til
ministeren. Det samme gælder styrelsens deltagelse som repræsentant for Danmark i internationalt
arbejde vedrørende forberedelse af nye eller ændrede EU-retsakter på området. Det gælder dog ikke
ved drøftelsen af konkrete sager i EU-regi.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
24
Der henvises til lovforslagets § 7 og de specielle bemærkninger hertil.
2.3.3.2 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beføjelser som håndhævelsesmyndighed
Med henblik på at sikre, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har de fornødne ressourcer og den
fornødne ekspertise til at udføre sine opgaver i overensstemmelse med direktivets artikel 6, stk. 1,
foreslås det, at der indføres bestemmelser, som - med de fornødne sproglige tilpasninger - svarer til
direktivets artikel 6, litra a) - d) og f), således at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får de
nødvendige beføjelser i overensstemmelse med direktivet.
Forslaget indebærer for det første, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen af egen drift eller på
baggrund af en klage kan foretage undersøgelser af en mulig overtrædelse af forbuddene i
lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6.
Forslaget indebærer for det andet, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til brug for sådanne
undersøgelser kan pålægge købere og leverandører at fremlægge alle de oplysninger, som skønnes
nødvendige for udførelsen af de opgaver, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er tillagt efter
denne lov, eller til afgørelse af, om en adfærd er omfattet af lovens forbudsbestemmelser om urimelig
handelspraksis.
For det tredje indebærer forslaget, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til brug for undersøgelser
om urimelig handelspraksis kan foretage uanmeldte kontrolundersøgelser hos købere og/eller
leverandører.
For det fjerde indebærer forslaget, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan udstede påbud til en
køber om at ophøre med den forbudte handelspraksis. Det foreslås i tilknytning hertil, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan undlade at træffe en afgørelse og dermed undlade at udstede
et påbud, hvis en sådan afgørelse indebærer en risiko for at afsløre klagers identitet eller en risiko for
at offentliggøre andre oplysninger, som vil kunne skade klagers interesser. Der henvises til pkt. 2.5.3
om dette.
For det femte indebærer forslaget, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får beføjelse til at behandle
en sag af egen drift og til at afvise at behandle en klage (prioriteringsadgang).
For det sjette indebærer forslaget, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan pålægge daglige eller
ugentlige tvangsbøder til den, der undlader at give de oplysninger, som Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan kræve.
For det syvende indebærer forslaget, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan beslutte, at enhver
uagtsom eller forsætlig overtrædelse af et eller flere af forbuddene i lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6 skal
oversendes direkte til anklagemyndigheden med henblik på strafferetlig forfølgelse (bødestraf).
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan også beslutte, at en sådan oversendelse først skal ske,
såfremt den pågældende ikke efterkommer et forudgående påbud fra styrelsen. I forhold til
førstnævnte (direkte oversendelse til anklagemyndigheden) kan der bl.a. lægges vægt på det omfang,
hvori forbudsbestemmelserne i §§ 3-6 er tilsidesat såvel som overtrædelsens art og grovhed..
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
25
Forslaget indebærer for det ottende, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i visse tilståelsessager får
kompetence til at udstede administrative bødeforelæg. Kompetencen er begrænset til de tilfælde, hvor
sagen er egnet hertil, dvs. hvor der findes fast retspraksis for bødeudmålingen, og hvor den
pågældende tilstår det strafbare forhold og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at
betale bøden, som angivet i bødeforelægget. Yderligere skal anklagemyndigheden både give
samtykke til, at sagen afgøres administrativt og til bødestørrelsen.
Desuden indebærer forslaget, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan offentliggøre afgørelser om
påbud, samt domme, bødevedtagelser eller et resumé heraf, hvor der efter lovforslagets § 19 idømmes
bødestraf eller vedtages en bøde. Endvidere kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggøre
domme i retssager, hvor styrelsen er part. Der henvises i den forbindelse til pkt. 2.6. om
offentliggørelse af afgørelser m.v.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 9, 11, 12, 14, 16, 18, 19 og 20 samt de specielle
bemærkninger hertil.
2.4. Klager over urimelig handelspraksis
2.4.1. Gældende ret
Som nævnt i pkt. 2.2.1 er fødevareforsyningskæden på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt i
Danmark i relation til regler om urimelig handelspraksis. Der er af samme årsag heller ikke fastsat
regler om danske myndigheders håndhævelse heraf, herunder om klager over urimelig
handelspraksis.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan som håndhævelsesmyndighed i medfør af konkurrenceloven
bl.a. behandle en sag om overtrædelse af konkurrenceloven af egen drift eller på grundlag af en klage.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller
træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
Forbrugerombudsmanden behandler klagesager over virksomheders markedsføring i forhold til
markedsføringsloven og anden forbrugerbeskyttende lovgivning. Forbrugerombudsmanden har i
forbindelse med sit tilsyn med markedsføringsloven og anden forbrugerbeskyttende lovgivning
ligeledes en prioriteringsadgang i relation til klagesager, jf. § 1, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse nr.
1249 af 25. november 2014 om regler for Forbrugerombudsmandens virksomhed.
2.4.2. Direktivet
Direktivets artikel 5 fastsætter,
hvem
der kan indgive en klage (stk. 1 og 2),
hvor
sådanne klager kan
indgives (stk. 1), og
hvordan
den håndhævende myndighed skal agere i forhold til modtagne klager
(stk. 4-6).Det fremgår af direktivets artikel 5, stk. 1, at leverandører kan indgive klager enten til den
håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor leverandøren er etableret, eller til den
håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor den køber, der formodes at have udøvet en forbudt
handelspraksis, er etableret. Det fremgår endvidere, at det er den håndhævende myndighed, som
klagen er indgivet til, der har kompetencen til at håndhæve forbuddene i artikel 3.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
26
Det fremgår af artikel 5, stk. 2, at producentorganisationer, andre leverandørorganisationer og disses
sammenslutninger har ret til at indgive en klage efter anmodning fra en eller flere af deres
medlemmer, eller hvis det er relevant, efter anmodning fra en eller flere af deres
medlemsorganisationers medlemmer, hvis disse medlemmer mener, at de udsættes for en forbudt
handelspraksis. Herudover har andre organisationer, der har en berettiget interesse i at repræsentere
leverandører, ret til at indgive klager efter anmodning fra en leverandør og til denne leverandørs
fordel, forudsat at sådanne organisationer er uafhængige og nonprofit juridiske personer.
I forhold til behandlingen af klagen fremgår det af direktivets artikel 5, stk. 4, at den håndhævende
myndighed, der modtager klagen, inden for en rimelig frist efter modtagelsen, underretter klageren
om, hvordan den agter at følge op på klagen.
Det fremgår af artikel 5, stk. 5, at hvis der efter den håndhævende myndigheds mening ikke er et
tilstrækkeligt grundlag for at behandle en klage, skal medlemsstaterne sikre, at den håndhævende
myndighed underretter klageren om begrundelsen inden for en rimelig frist efter modtagelsen af
klagen. I tilknytning hertil fremgår det af præambelbetragtning nr. 28, at administrative prioriteringer
også kan føre til, at den håndhævende myndighed fastslår, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag til at
reagere på en klage.
Det fremgår ligeledes af artikel 5, stk. 6, at hvis der efter den håndhævende myndigheds mening er et
tilstrækkeligt grundlag for at behandle en klage, skal medlemsstaterne sikre, at den håndhævende
myndighed indleder, foretager og afslutter en undersøgelse af klagen inden for en rimelig frist.
Endelig fremgår det af direktivets artikel 5, stk. 7, at hvis den håndhævende myndighed fastslår, at
en køber har overtrådt de forbud, der følger af direktivets artikel 3, skal medlemsstaterne sikre, at den
håndhævende myndighed pålægger køberen at ophøre med den forbudte handelspraksis.
2.4.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det foreslås at indføre en tekstnær implementering af direktivets artikel 5, stk. 1, hvorefter
leverandører skal kunne indgive klager enten til den håndhævende myndighed i den medlemsstat,
hvor leverandøren er etableret, eller til den håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor den
køber, der formodes at have udøvet en forbudt handelspraksis er etableret.
Forslaget indebærer, at en klager vil kunne vælge, hvilken håndhævelsesmyndighed vedkommende
ønsker at indgive klagen til. Dette er i tråd med direktivets præambelbetragtning nr. 30, hvoraf det
fremgår, at leverandører kan finde det lettere at indgive en klage til den håndhævende myndighed i
deres egen medlemsstat, f.eks. af sproglige årsager, selvom det af hensyn til håndhævelsen måske
kan være mere effektivt at indgive en klage til den håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor
køberen er etableret.
Forslaget indebærer dermed, at hvis en leverandør vælger at indgive en klage til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, så har styrelsen territorial kompetence og dermed kompetence til at håndhæve
forbuddene i direktivets artikel 3, jf. lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
27
Det foreslås desuden at indføre en tekstnær implementering af direktivets artikel 5, stk. 2, hvorefter
det også skal være muligt for producentorganisationer, andre leverandørorganisationer og disses
sammenslutninger at indgive en klage efter anmodning fra en eller flere af deres medlemmer eller,
hvis det er relevant, efter anmodning fra en eller flere af deres medlemsorganisationers medlemmer,
hvis disse medlemmer mener, at de er blevet udsat for en forbudt handelspraksis. Andre
organisationer, der har en berettiget interesse i at repræsentere leverandører, skal have ret til at indgive
klager efter anmodning fra en leverandør og til denne leverandørs fordel, forudsat at sådanne
organisationer er uafhængige og nonprofit juridiske personer.
Forslaget indebærer, at en klagers identitet i nogle tilfælde vil kunne sikres anonymitet ved, at
klageren vælger at lade en organisation m.v. indgive en klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Der henvises til lovforslagets § 8 og de specielle bemærkninger hertil.
Direktivets artikel 5, stk. 4-6, handler om, hvordan den håndhævende myndighed skal agere, når den
modtager en klage.
Det foreslås, at det fremgår eksplicit af den foreslåede bestemmelse, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en
sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
Dette er i tråd med direktivets præambelbetragtning nr. 28, hvoraf det fremgår, at den håndhævende
myndighed kan fastslå, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag til at reagere på en klage, og at
administrative prioriteringer hos den håndhævende myndighed også kan føre til et sådant resultat.
Forslaget indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil have vide beføjelser til at behandle
en sag af egen drift og til at afvise at behandle en klage. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil på
et hvilket som helst tidspunkt i sagsbehandlingen kunne afvise at behandle alle eller nogle af de
klagepunkter, som en klager har rejst. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil endvidere kunne
beslutte, at den ikke vil træffe afgørelse i en sag. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor styrelsen modtager
en klage, og hvor det viser sig, at styrelsen først vil kunne træffe afgørelse efter at have iværksat
betydelige og ressourcekrævende undersøgelser. Det er vigtigt af hensyn til en så effektiv anvendelse
og en så hensigtsmæssig prioritering af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens ressourcer som muligt,
at styrelsen tillægges en sådan prioriteringsadgang.
Det foreslås i tilknytning hertil, at der indføres en bestemmelse, der med de fornødne sproglige
ændringer svarer til artikel 5, stk. 5, og som fastlår, at hvis der efter Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens vurdering ikke er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i
en sag, underretter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen klageren om begrundelsen herfor inden for
rimelig tid efter modtagelsen af klagen.
Det foreslås, at der indføres en bestemmelse, der med de fornødne sproglige ændringer, svarer til
artikel 5, stk. 6, hvorefter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis der efter dennes vurdering er
tilstrækkeligt grundlag for at behandle en klage, indleder, foretager og afslutter en undersøgelse af
klagen inden for rimelig tid.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
28
Endelig foreslås det, at der indføres en bestemmelse, der med de fornødne sproglige ændringer, svarer
til direktivets artikel 5, stk. 4, og som fastlår, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen inden for rimelig
tid efter modtagelsen af en klage underretter klageren om, hvordan styrelsen agter at følge op herpå.
Der henvises til lovforslagets § 9 og de specielle bemærkninger hertil.
2.5. Fortrolighed
2.5.1. Gældende ret
Der er på nuværende tidspunkt ikke fastsat regler, som særskilt regulerer Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens adgang til - efter anmodning fra klager - at sikre en passende beskyttelse af en
klagers identitet, og til fortrolig behandling af eventuelt andre oplysninger, hvis offentliggørelse af
sådanne oplysninger efter klagers mening kan skade dennes interesser.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er som forvaltningsmyndighed bl.a. underlagt forvaltningsloven
og offentlighedsloven. Hvorvidt der konkret er behov for en beskyttelse af klagers identitet og
eventuelt andre fortrolige oplysninger i forbindelse med aktindsigt, vil således skulle afgøres efter
henholdsvis reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven.
2.5.1.1. Forvaltningsloven
Det fremgår af forvaltningslovens § 9, at den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet
afgørelse, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter.
Det fremgår af forvaltningslovens § 15 b, nr. 5, at partens adgang til aktindsigt kan begrænses, i det
omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse
efter forholdets særlige karakter er påkrævet.
Det er et krav for anvendelse af denne bestemmelse, at udlevering af de pågældende oplysninger vil
indebære en konkretiseret risiko for skade på afgørende hensyn til de pågældende interesser.
Efter forvaltningslovens § 15 b, nr. 5, kan også hensynet til virksomheders interesse i at
hemmeligholde oplysninger om forretningsforhold m.v. medføre en begrænsning i adgangen til
aktindsigt. En begrænsning i adgangen til aktindsigt i relation til oplysninger om virksomheders
drifts- eller forretningsforhold forudsætter, at aktindsigt afgørende vil kunne skade virksomhedens
konkurrenceevne eller i øvrigt medføre væsentlige økonomiske skadevirkninger.
For så vidt angår hensynet til anmeldere, klagere og eventuelle ønsker om anonymitet, kan der ikke
generelt sikres disse anonymitet efter ønske herom. Der skal foretages en konkret afvejning af de
modstående hensyn til henholdsvis anmelderen/klageren og parten. En sådan nærmere vurdering af,
om partsaktindsigt kan afslås ud fra en risiko for, at den i et dokument omtalte person vil blive udsat
for repressalier i form af f.eks. trusler, chikane, hærværk eller vold, forudsætter kendskab til de
skadevirkninger, som oplysningernes videregivelse til parten vil kunne have for den pågældende. Det
kan derfor være nødvendigt ud fra officialprincippet at indhente udtalelse om skadevirkningen fra
den person, som ønsker en sådan beskyttelse.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
29
Der kan dog være tilfælde, hvor det efter omstændighederne af efterforskningsmæssige grunde bør
være muligt på forhånd, dvs. før en begæring om aktindsigt er fremkommet, at tilsikre anonymitet
for personer, der giver oplysninger til politiet, såfremt diskretion må antages at være en forudsætning
for, at forklaringen overhovedet vil blive afgivet. Hemmeligholdelse kan dernæst ske til varetagelse
af særlige hensyn til beskyttelse af sigtede, vidner eller andre.
Ifølge praksis er det ikke uden videre tilstrækkeligt for, at aktindsigt afslås, at vedkommende har
udtalt, at denne frygter at blive mødt med repressalier. Der skal således foreligge oplysninger om,
hvilken form for repressalier der er tale om, og hvilket grundlag frygten hviler på.
Det vil på den baggrund normalt være ganske sjældent, at en forvaltningsmyndighed allerede på det
tidspunkt, hvor en anmelder eller klager afgiver en oplysning til forvaltningsmyndigheden, at denne
vil kunne love anonymitet ud fra en betragtning om, at den med sikkerhed kan vurdere, at
betingelserne for at afslå partsaktindsigt efter § 15 b, nr. 5, vil være opfyldt.
2.5.1.2.
Offentlighedsloven
Det følger af offentlighedslovens § 7, at udgangspunktet er, at enhver kan forlange at blive gjort
bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en myndighed m.v. som led i administrativ
sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.
Der gælder imidlertid en række undtagelser til dette udgangspunkt. Det følger bl.a. af
offentlighedslovens § 30, nr. 1 og nr. 2, at oplysninger om private, herunder økonomiske forhold (nr.
1) og oplysninger om drifts- og forretningsforhold (nr. 2) kan undtages, for så vidt det er af væsentlig
økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, at anmodningen ikke
imødekommes.
I det omfang et dokument indeholder oplysninger omfattet af § 30, nr. 1 (oplysninger om private,
herunder økonomiske forhold), er myndigheden ikke i almindelighed forpligtet til at foretage en
anonymisering af oplysningerne med henblik på at imødekomme en anmodning om aktindsigt. Det
skyldes, at retten til aktindsigt alene omfatter allerede eksisterende dokumenter, og dermed ikke en
pligt til at udarbejde et nyt anonymiseret dokument. Myndigheden bør dog efter anmodning fra den
aktindsigtssøgende gennemføre en anonymisering af de pågældende oplysninger efter et princip
svarende til meroffentlighedsprincippet, jf. offentlighedslovens § 14, hvis anonymiseringen kan
foretages uden nævneværdig brug af myndighedens ressourcer.
Hvis en myndighed foretager en anonymisering er det dog en betingelse, at anonymiseringen er
tilstrækkelig effektiv, idet myndigheden skal sikre, at den ikke bryder reglerne om tavshedspligt og
databeskyttelsesreglerne.
Anonymiseringen består typisk i en udeladelse af personnavne, præcise adresseangivelser og
eventuelt andre oplysninger, der kan anvendes enten til direkte eller indirekte at identificere den
person, oplysningerne angår. Det vil dog altid bero på en konkret vurdering, om kravet til effektiv
anonymisering i det enkelte tilfælde er tilstrækkelig, således at der trods anonymiseringen ikke fortsat
er risiko for, at den pågældende person vil kunne genkendes i en lidt videre kreds.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
30
I det omfang et dokument indeholder oplysninger omfattet af § 30, nr. 2, (oplysninger om drifts- og
forretningsforhold), forudsætter bestemmelsen - i modsætning til nr. 1 - at forvaltningsmyndigheden
foretager en vurdering, der falder i to led. Myndigheden skal for det første tage stilling til, hvorvidt
der er tale om oplysninger vedrørende forretningsforhold m.v. Hvis det er tilfældet, skal myndigheden
dernæst foretage en vurdering af, om aktindsigt i disse oplysninger må antages at indebære en
nærliggende risiko for, at der påføres den pågældende økonomisk skade af nogen betydning.
Det følger endvidere af offentlighedslovens § 33, nr. 5, at retten til aktindsigt kan begrænses, i det
omfang det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til bl.a. private og offentlige interesser,
hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.
Bestemmelsen har karakter af en opsamlingsbestemmelse, der giver hjemmel til at nægte aktindsigt i
tilfælde, hvor væsentlige hensyn til beskyttelse af andre offentlige og private interesser end nævnt i
offentlighedsloven nødvendiggør en undtagelse fra offentlighedsprincippet.
Det fremgår udtrykkeligt af bemærkningerne til § 33, nr. 5, i offentlighedsloven, at det er forudsat, at
bestemmelsen kun kan anvendes i et begrænset omfang:
”Bestemmelsen har som efter gældende ret
et snævert anvendelsesområde og forudsættes alene anvendt, hvor hemmeligholdelse af hensyn til
offentlige eller private interesser er klart påkrævet.” (L144 FT 2012/2013, side 105). Bestemmelsen
kan bl.a. på baggrund af et konkret skøn anvendes til at varetage beskyttelsesinteresser, der ikke har
en snæver sammenhæng med de øvrige interesser, der er kommet til udtryk i
undtagelsesbestemmelserne i § 33. F.eks. hensynet til at beskytte en kildes identitet.
2.5.1.3. Særlovgivning, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen håndhæver/fører tilsyn med
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen håndhæver og fører tilsyn med en række særlovgivninger, efter
hvilke sager og undersøgelser er undtaget fra indsigt i medfør af offentlighedsloven.
Det fremgår således af konkurrencelovens § 13, stk. 1, at offentlighedsloven ikke finder anvendelse
på sager og undersøgelser efter konkurrenceloven. Tilsvarende gør sig gældende for sager og
undersøgelser efter lov om håndhævelse af P2B-forordningen, jf. lovens § 10. Endelig gælder det for
visse bestemmelser efter betalingsloven, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med,
at offentlighedsloven ikke finder anvendelse på sager efter disse bestemmelser, jf. betalingslovens §
145, stk. 7.
På disse særområder vil det således være forvaltningslovens regler om partsaktindsigt, som en sådan
vurdering om anonymisering/fortrolighed skal foretages efter.
Særligt på konkurrencelovens område modtager Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en lang række
anmeldelser og klager, som danner grundlaget for styrelsens videre efterforskning af mulige
overtrædelser af konkurrenceloven. I forhold til nogle af disse, kan diskretion være en forudsætning
for, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen overhovedet modtager anmeldelserne og klagerne. I
forhold til andre, vil der afhængig af en konkret vurdering kunne være sager, hvor der er en reel risiko
for forretningsmæssig skade på klager, såfremt den, hvis adfærd der klages over, får oplyst identiteten
på klager. Det kan f.eks. være, hvis der er tale om samarbejdspartnere. I sådanne tilfælde vil styrelsen
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
31
i praksis anonymisere klagers identitet, forudsat, at den, hvis adfærd der klages over, kan varetage
sine partsinteresser foruden.
2.5.2. Direktivet
Direktivets artikel 5 og 6 indeholder regler om fortrolighed i relation til klagers identitet og eventuelle
øvrige oplysninger.
Efter direktivets artikel 5, stk. 3, skal medlemsstaterne sikre, at den håndhævende myndighed, hvis
klageren anmoder herom, træffer de nødvendige foranstaltninger til passende beskyttelse af klagerens
eller de i direktivets artikel 5, stk. 2, omhandlede medlemmers eller leverandørers identitet, og til
passende beskyttelse af eventuelle andre oplysninger, hvis offentliggørelse efter klagerens mening vil
skade klagerens eller disse medlemmers eller leverandørers interesser. Det fremgår yderligere heraf,
at klageren skal angive de oplysninger, som denne anmoder om fortrolig behandling af.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 28, at hvis en klager anmoder om, at vedkommendes identitet
holdes hemmelig på grund af frygt for handelsrepressalier, bør de håndhævende myndigheder i
medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger.
Efter direktivets artikel 5, stk. 2, har producentorganisationer, andre leverandørorganisationer og
disses sammenslutninger ret til at indgive en klage efter anmodning fra en eller flere af deres
medlemmer eller, hvis det er relevant, efter anmodning fra en eller flere af deres
medlemsorganisationers medlemmer, hvis disse medlemmer mener, at de udsættes for en forbudt
handelspraksis.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 31, at i kraft af klager fra producentorganisationer, andre
leverandørorganisationer og disses sammenslutninger, herunder repræsentative organisationer, kan
der sikres beskyttelse af identiteten hos de medlemmer af organisationerne, som mener, at de udsættes
for urimelig handelspraksis.
Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra d), kan en myndighed undlade at træffe afgørelse, hvori den
fastslår overtrædelser af de forbud, der er fastsat i artikel 3, hvis afgørelsen indebærer en risiko for at
afsløre en klagers identitet eller en risiko for at offentliggøre andre oplysninger, hvis offentliggørelse
efter klagerens mening vil skade dennes interesser, og forudsat at klageren har udpeget de pågældende
oplysninger i overensstemmelse med artikel 5, stk. 3.
Efter direktivets artikel 6, stk. 2, skal medlemsstaterne endvidere sikre, at udøvelsen af de i stk. 1,
omhandlede beføjelser er genstand for hensigtsmæssige garantier for så vidt angår retten til forsvar i
overensstemmelse med de generelle principper i EU-retten og Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder, herunder i tilfælde hvor klageren anmoder om fortrolig behandling af
oplysninger i henhold til artikel 5, stk. 3.
2.5.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det foreslås, at der indføres en bestemmelse i overensstemmelse med direktivets artikel 5, stk. 3, som
fastslår, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis klageren anmoder herom, træffer de nødvendige
foranstaltninger til passende beskyttelse af klagerens eller de omhandlede medlemmers eller
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
32
leverandørers identitet, og til passende beskyttelse af eventuelle andre oplysninger, hvis
offentliggørelse efter klagerens mening vil skade klagerens eller de omfattede medlemmers eller
leverandørers interesser.
Forslaget indebærer, at der vil være tale om en handlepligt fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
side i forhold til at træffe de fornødne foranstaltninger i relation til fortrolighed, hvis klageren
anmoder herom.
Som anført i pkt. 2.4.3 har producentorganisationer, andre leverandørorganisationer og disses
sammenslutninger ret til at indgive en klage efter anmodning fra en eller flere af deres medlemmer
eller, hvis det er relevant, efter anmodning fra en eller flere af deres medlemsorganisationers
medlemmer, hvis disse medlemmer mener, at de udsættes for en forbudt handelspraksis. Det fremgår
samtidig af præambelbetragtning nr. 31, at i kraft af sådanne klager fra producentorganisationer,
andre leverandørorganisationer og disses sammenslutninger, herunder repræsentative organisationer,
kan der sikres beskyttelse af identiteten hos medlemmer af organisationerne, som mener, at de
udsættes for urimelig handelspraksis.
Klager vil derfor også kunne sikres anonymitet ved, at klager vælger at lade en organisation indgive
en klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Det foreslås endvidere, at der i tilknytning til implementeringen af artikel 5, stk. 3, indføres en
bestemmelse i overensstemmelse med artikel 6, stk.1, litra d), som fastslår, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan undlade at træffe afgørelse, hvis en sådan afgørelse indebærer en risiko for at
afsløre en klagers identitet eller risiko for at offentliggøre andre oplysninger udpeget af klager, jf.
artikel 5, stk. 3.
Sammenspillet mellem direktivets artikel 5, stk. 3, og artikel 6, stk.1, litra d), indebærer, at en klager
efter artikel 5, stk. 3, har rådighed over sagsforløbet i den forstand, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen skal træffe de fornødne foranstaltninger i forhold til fortrolighed, hvis klageren
anmoder herom. Det betyder imidlertid også, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i givet fald med
implementeringen af artikel 6, stk.1, litra d), kan undlade at træffe en afgørelse, hvis en sådan
afgørelse indebærer en risiko for at afsløre den pågældende klagers identitet eller andre oplysninger,
som klager har udpeget i overensstemmelse med artikel 5, stk. 3.
Som anført i pkt. 2.5.1.1. er udgangspunktet efter gældende ret, at oplysninger om en klagers identitet
alene kan undtages fra partsaktindsigt efter en konkret vurdering og afvejning af om betingelserne for
at afslå partsaktindsigt efter forvaltningslovens § 15 b, nr. 5, er opfyldt. Derfor er udgangspunktet
også, at en forvaltningsmyndighed ikke på forhånd kan love en klager sikkerhed for anonymitet, om
end der på konkrete sagsområder kan være typer af anmeldelser og klager, hvor det på forhånd er
muligt at tage stilling hertil.
Samtidig er udgangspunktet også, at hvis oplysninger om en klagers identitet indgår i en sag, hvori
der er eller vil blive truffet en afgørelse, vil parten have krav på at få indsigt heri, hvis betingelserne
for at afslå partsaktindsigt ikke efter forvaltningslovens § 15 b, nr. 5, er opfyldt. Hvis en
forvaltningsmyndighed har truffet afgørelse om at undtage oplysninger om en klagers identitet fra
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
33
partsaktindsigt i medfør af forvaltningslovens § 15 b, nr. 5, har parten mulighed for at klage over
denne afgørelse. Hvis forvaltningsmyndighedens afgørelse måtte blive underkendt, vil parten have
krav på at få indsigt i oplysninger om klagers identitet.
Forslaget indebærer således, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan undlade at indlede en sag
rettet mod en afgørelse over for den køber, der er klaget over, hvis det på forhånd er klart, at denne
ikke vil kunne varetage sine partsinteresser uden kendskab til oplysninger udpeget af klager, jf. artikel
5, stk. 3.
Forslaget indebærer også, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
–
efter at have indledt en sag rettet
mod en afgørelse over for den køber, der er klaget over
–
kan vælge på et senere tidspunkt at stoppe
behandlingen af sagen, hvis det måtte vise sig, at denne køber ikke vil kunne varetage sine
partsinteresser uden kendskab til oplysninger udpeget af klager. Det gælder både i den situation, hvor
det er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen selv, der vurderer, at en køber ikke kan varetage sine
partsinteresser uden kendskab til de pågældende oplysninger, og i den situation, hvor det er
domstolene, der har afgjort, at køberen ikke kan varetage sine partsinteresser uden kendskab til
oplysningerne udpeget af klager.
Såfremt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vælger at stoppe behandlingen af sagen, vil den køber,
der er klaget over, og som er part i sagen, være afskåret fra at få partsaktindsigt i oplysningerne
udpeget af klager. I modsætning til gældende ret, vil konsekvensen i tilfælde af en underkendelse ved
domstolene således ikke være, at parten får partsaktindsigt i de oplysninger, der er udpeget af klager,
men derimod at sagen lukkes.
Med implementeringen af artikel 6, stk. 1, litra d), sikres således også hensynet til, at den køber, der
er klaget over kan varetage sine partsinteresser, hvis der bliver indledt en sag rettet mod en afgørelse.
Kan den indklagede køber (parten) således ikke varetage sine interesser uden eksempelvis at få oplyst
klagers identitet, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen helt undlade at træffe en afgørelse - både
af hensyn til klagers ønske om fortrolighed efter artikel 5, stk. 3, og af hensyn til partens interesse i
partsaktindsigt efter forvaltningsloven.
Der henvises til lovforslagets § 10, stk. 2, og de specielle bemærkninger hertil.
2.6. Offentlighed
2.6.1. Gældende ret
Som nævnt i pkt. 2.2.1. er fødevareforsyningskæden på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt
i Danmark i relation til regler om urimelig handelspraksis. Der er således af den årsag heller ikke
fastsat regler om danske myndigheders håndhævelse heraf, herunder om offentlighed i forhold til
klager over og afgørelser om urimelig handelspraksis.
Det følger af dansk rets almindelige forvaltningsretlige principper, at offentlige myndigheder har
mulighed for at offentliggøre deres afgørelser, forudsat at reglerne om tavshedspligt efter
forvaltningsloven samt reglerne i databeskyttelsesloven- og forordningen (for så vidt angår fysiske
personer) er overholdt, jf. betænkning nr. 1516 om offentlige myndigheders offentliggørelse af
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
34
kontrolresultater, afgørelser m.v. Hertil kommer, at offentlige myndigheder skal overholde de
almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om saglighed, proportionalitet og ligebehandling.
Dette gælder også, selvom oplysningerne ikke er fortrolige og på begæring vil skulle udleveres efter
offentlighedslovens regler om aktindsigt.
Som anført i afsnit 2.5.1.2. følger det af offentlighedslovens § 7, at udgangspunktet er, at enhver kan
forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en myndighed m.v.
som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.
Der gælder imidlertid en række undtagelser til dette udgangspunkt. Det følger bl.a. af
offentlighedslovens § 30, nr. 1 og nr. 2, at oplysninger om enkeltpersoners private, herunder
økonomiske forhold (nr. 1) og oplysninger om bl.a. drifts- og forretningsforhold (nr. 2) kan undtages,
for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne
angår, at anmodningen ikke imødekommes.
På konkurrenceområdet, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen håndhæver konkurrenceloven, er
spørgsmålet om offentlighed reguleret forskellige steder i konkurrenceloven.
Det følger for det første af konkurrencelovens § 13, stk. 2, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
bl.a. offentliggør Konkurrencerådets og styrelsens afgørelser efter konkurrenceloven samt domme,
bødevedtagelser eller et resumé heraf, hvor der med henvisning til konkurrenceloven § 23 idømmes
fængsels- eller bødestraf eller vedtages en bøde.
I forhold til offentliggørelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser, redegørelser m.v.
efter konkurrenceloven, så fremgår det dog som en undtagelse, at oplysninger om tekniske forhold,
herunder forskning, produktionsmåder, produkter samt drifts- og forretningshemmeligheder ikke
offentliggøres, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den
virksomhed, oplysningen angår, jf. konkurrenceloven § 13, stk. 4.
Det er dermed tilsigtet at skabe overensstemmelse med undtagelsen i offentlighedslovens § 30, nr. 2,
idet
drifts- og forretningshemmeligheder
dog er en mere snæver formulering end
drifts- og
forretningsforhold
efter offentlighedsloven. Det skyldes, at det vil gøre formålet med offentliggørelse
af afgørelser illusorisk, hvis forretningsforhold som sådan kan undtages fra offentlighed, og at det er
af væsentlig betydning for forståelsen og anvendelsen af en afgørelse, at det er muligt i et vist omfang
at referere faktuelle oplysninger vedrørende drifts- og forretningsforhold.
I praksis er det Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som i første omgang selv skønner, om en
oplysning udgør en drifts- og forretningshemmelighed, som ikke kan offentliggøres. I tvivlstilfælde
anmodes en virksomhed om en udtalelse. Hvis der herefter er uenighed mellem Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen og virksomheden om, hvad der kan offentliggøres, må styrelsen træffe en
afgørelse efter § 13, stk. 4. En sådan afgørelse kan påklages til Konkurrenceankenævnet, jf.
konkurrencelovens § 19, stk. 1, og klagen har opsættende virkning i forhold til de omtvistede
oplysninger, jf. § 19, stk. 4. Først når Konkurrenceankenævnets kendelse foreligger, kan en eventuel
offentliggørelse af de omtvistede oplysninger finde sted.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
35
For det andet, og som anført i pkt. 2.5.1.3., gælder offentlighedsloven ikke for sager og undersøgelser
efter konkurrenceloven, jf. konkurrencelovens § 13, stk. 1. Virksomheder har dog ret til egenacces
efter princippet i offentlighedslovens § 8 i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse efter
konkurrenceloven med undtagelse af oplysninger om en anden virksomheds tekniske indretninger,
tekniske fremgangsmåder og drifts- og forretningsforhold eller andre fortrolige oplysninger, jf.
konkurrencelovens § 13, stk. 1, 2. pkt.
Årsagen til, at retten til aktindsigt efter offentlighedsloven ikke finder anvendelse i sager og
undersøgelser efter konkurrenceloven, er, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kommer i
besiddelse af en lang række oplysninger, herunder fortrolige oplysninger, om virksomheder, og at det
som følge af formålet med konkurrenceloven og hensynet til en effektiv håndhævelse er vigtigt, at
der i videst muligt omfang er fortrolighed omkring disse oplysninger. Såfremt disse oplysninger var
underlagt offentlighedslovens regler, ville der herved blive offentlighed omkring flere oplysninger
end nødvendigt og gavnligt med henblik på fremme af konkurrencen.
For det tredje er sager og undersøgelser efter konkurrenceloven undtaget fra reglerne om
oplysningspligt og indsigtsret i artikel 13-15 i databeskyttelsesforordningen, jf. konkurrencelovens §
13 a
.
Databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14 pålægger en dataansvarlig myndighed en
oplysningspligt i forbindelse med indsamling af oplysninger. Den dataansvarlige har som
udgangspunkt pligt til at oplyse en fysisk person - den registrerede
–
herom, når der registreres
oplysninger om vedkommende. Hvis oplysningerne ikke er indsamlet hos den registrerede fysiske
person selv, indebærer oplysningspligten desuden, at der skal gives underretning til den registrerede
om bl.a. identiteten på den dataansvarlige eller dennes repræsentant, formålene med behandlingen,
kategorierne af personoplysningerne, hvilken kilde personoplysningerne hidrører fra, og retten til at
anmode om indsigt, jf. artikel 14, stk. 1 og stk. 2.
Forordningens artikel 15 giver den registrerede ret til indsigt, når der behandles oplysninger om
vedkommende. Den registreredes indsigtsret omfatter en ret til en kopi af de personoplysninger, der
behandles, jf. artikel 15, stk. 3. Herudover har den registrerede krav på en række oplysninger,
herunder bl.a. oplysning om kategorierne af personoplysningerne, hvorfra de stammer og med hvilket
formål de behandles, jf. artikel 15, stk. 1.
Forordningens artikel 23 giver mulighed for, at medlemsstaterne kan begrænse forordningens
bestemmelser om oplysningspligt og indsigtsret, bl.a. når det er nødvendigt og forholdsmæssigt af
hensyn til efterforskning (artikel 23, stk. 1, litra d), vigtige samfundsmæssige målsætninger (artikel
23, stk. 1, litra e), kontrol- og tilsynsfunktioner (artikel 23, stk. 1, litra h) og hensynet til fortrolige
forretningsforhold (artikel 23, stk. 1, litra i).
Det er karakteristisk for sager og undersøgelser efter konkurrenceloven, at en konkurrenceretlig
vurdering forudsætter et kendskab til markedet. Derfor indeholder sagerne ikke alene oplysninger fra
den eller de virksomheder, som en undersøgelse vedrører eller en afgørelse retter sig mod, men også
fra den øvrige del af markedet, herunder konkurrerende virksomheder og kunder. Sagerne og
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
36
undersøgelserne vil derfor som oftest indeholde et særdeles stort antal oplysninger. Oplysninger kan
f.eks. være indsamlet ved kontrolundersøgelser, ved krav om oplysninger fra tredjemand, ved
modtagelse af fusionsanmeldelser eller ved behandling af klager.
Derfor kan det ligeledes føre til en udhuling af formålet med, at disse sager og undersøgelser netop
er undtaget fra aktindsigt i medfør af offentlighedsloven, hvis også databeskyttelsesforordningens
oplysningspligt over for fysiske personer samt retten for registrerede fysiske personer til indsigt skulle
gælder i sager og undersøgelser efter konkurrenceloven.
På bl.a. den baggrund gælder der også en begrænsning i de databeskyttelsesretlige regler efter
konkurrenceloven, jf. konkurrencelovens § 13 a.
2.6.2. Direktivet
Det følger af direktivets artikel 6, stk. 1, litra f), at den håndhævende myndighed skal have beføjelse
til regelmæssigt at offentliggøre sine afgørelser.
Det følger endvidere af artikel 5, stk. 3, at den håndhævende myndighed, hvis klageren anmoder
herom, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til passende beskyttelse af klagerens eller de i
artikel 5, stk. 2 omhandlede medlemmers eller leverandørers identitet, og til passende beskyttelse af
eventuelle andre oplysninger, hvis offentliggørelse efter klagerens mening vil skade klagerens eller
disse medlemmers eller leverandørers interesser. Klageren skal angive alle oplysninger, som denne
anmoder om fortrolig behandling af.
Samtidig fastsætter artikel 6, stk. 1, litra d), at den håndhævende myndighed kan undlade at træffe en
afgørelse, hvis den indebærer en risiko for at afsløre klagers identitet eller en risiko for at offentliggøre
andre oplysninger, hvis offentliggørelse efter klagerens mening vil skade dennes interesser, og
forudsat at klageren har udpeget de pågældende oplysninger i overensstemmelse med direktivets
artikel 5, stk. 3.
2.6.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.6.3.1. Offentliggørelse af afgørelser m.v.
Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i lovforslaget, der implementerer direktivets artikel 6,
stk. 1, litra f), hvori det fastslås, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør afgørelser om
påbud, samt domme, bødevedtagelser eller et resumé heraf, hvor der efter lovforslagets § 19 idømmes
bødestraf eller vedtages en bøde. Det foreslås endvidere, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
offentliggør domme i retssager, hvor styrelsen er part.
Det foreslås samtidig, at der på samme måde som efter konkurrencelovens § 13, stk. 4, i forbindelse
med en sådan offentliggørelse ikke kan offentliggøres fortrolige oplysninger, herunder oplysninger
om tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter samt drifts- og
forretningshemmeligheder, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller
den virksomhed, oplysningen angår.
Der henvises til lovforslagets § 16, stk. 2, og de specielle bemærkninger hertil.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
37
2.6.3.2. Begrænsning af offentlighedslovens anvendelse
Indledningsvist skal det bemærkes, at den, der er part i en sag
–
hvad enten det er fysiske eller
juridiske personer, jf. direktivets definition af en
køber
–
vil have ret til partsaktindsigt i medfør af
forvaltningslovens regler.
Som anført i pkt. 2.3.2. tildeler direktivet de håndhævende myndigheder en række beføjelser,
herunder beføjelse til at indlede og foretage undersøgelser på eget initiativ eller på grundlag af en
klage, beføjelse til at pålægge købere og leverandører at fremlægge nødvendige oplysninger og
beføjelse til at gennemføre uanmeldte kontrolundersøgelser. På disse områder vil sager og
undersøgelser efter den foreslåede lov i stort omfang minde om sager og undersøgelser efter
konkurrenceloven for så vidt angår de oplysninger, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan komme
i besiddelse af. Det vil således især være tilfældet, når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
–
på
samme måde som efter konkurrencelovens § 18
–
kan indhente store mængder af virksomhedsinterne
oplysninger, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gennemfører en kontrolundersøgelse efter
lovforslagets § 12.
Sager og undersøgelser efter den foreslåede lov vil som udgangspunkt dreje sig om virksomheders,
dvs. købers og leverandørers, aftaler og adfærd. Hermed menes oplysninger om virksomheder på
samme måde som i sager og undersøgelser efter konkurrenceloven. Formålet med, at
offentlighedsloven ikke finder anvendelse på sådanne sager og undersøgelser efter konkurrenceloven,
er som anført, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kommer i besiddelse af en lang række
oplysninger, herunder fortrolige oplysninger, om virksomheder, og at det som følge af formålet med
konkurrenceloven og hensynet til en effektiv håndhævelse er vigtigt, at der i videst muligt omfang er
fortrolighed omkring disse oplysninger. Såfremt disse oplysninger var underlagt offentlighedslovens
regler, ville der herved blive offentlighed omkring flere oplysninger end nødvendigt og gavnligt med
henblik på fremme af konkurrencen.
På tilsvarende vis vil der efter den foreslåede lov i vidt omfang være tale om oplysninger vedrørende
virksomheders interne og kommercielle forhold, som det ikke er hensigtsmæssigt, at andre
virksomheder, herunder særligt konkurrenter, og offentligheden i øvrigt får adgang til alene som følge
af, at der er en sag eller en undersøgelse. Det er vigtigt for en effektiv håndhævelse, at leverandører
m.v., der klager og købere, der klages over, kan agere i tillid til, at oplysninger udleveret til
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke er undergivet aktindsigt for offentligheden. Det vil således
være uforeneligt med formålet i direktivets artikel 5, stk. 3, hvis andre virksomheder eller
offentligheden i øvrigt har mulighed for indsigt i sådanne oplysninger, som en klager ellers har
anmodet om fortrolig behandling af og som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen således vil have
pligt til at håndtere i overensstemmelse hermed, jf. direktivets artikel 5, stk. 3.
Hensynet til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens mulighed for effektivt at kunne undersøge og
efterforske sager om urimelig handelspraksis taler endvidere mere generelt for, at offentlighedsloven
ikke skal gælde for sager og undersøgelser efter lovforslaget.
Det foreslås på den baggrund, at offentlighedsloven ikke skal gælde for sager og undersøgelser efter
den foreslåede lov.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
38
Forslaget indebærer dog, at virksomheder
vil have ret til egenacces (”oplysninger om én selv”) efter
princippet i offentlighedslovens § 8 i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse med undtagelse
af fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om en anden virksomheds tekniske indretninger,
tekniske fremgangsmåder og drifts- og forretningsforhold eller andre fortrolige oplysninger.
Der henvises til lovforslagets § 16 og de specielle bemærkninger hertil.
2.6.3.3. Begrænsning af databeskyttelsesretlige regler
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse)
–
herefter
kaldet databeskyttelsesforordningen
–
indeholder bl.a. persondataretlige regler om oplysningspligt
over for fysiske personer, når der registreres oplysninger om dem, og om fysiske personers indsigtsret
heri, jf. pkt. 2.6.1. ovenfor om gældende ret.
Som anført ovenfor foreslås det indført, at offentlighedsloven ikke skal finde anvendelse i sager og
undersøgelser efter den foreslåede lov grundet de særlige forhold, der vil gøre sig gældende i
forbindelse med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens håndhævelse af loven. I sager og
undersøgelser om urimelig handelspraksis vil databeskyttelsesforordningens oplysningspligt over for
fysiske personer samt retten til indsigt for registrerede fysiske personer imidlertid kunne føre til en
udhuling af formålet med, at disse sager og undersøgelser netop foreslås undtaget fra aktindsigt i
medfør af offentlighedsloven.
Som anført i pkt. 2.6.3.2., vil sager og undersøgelser om urimelig handelspraksis som udgangspunkt
dreje sig om virksomheders, dvs. købers og leverandørers, aftaler og adfærd, og formålet med, at
offentlighedsloven ikke skal finde anvendelse på sådanne sager og undersøgelser er netop, at disse
oplysninger i vidt omfang er fortrolige. Det vil derfor være skadeligt, hvis f.eks. en medarbejder fra
én virksomhed i medfør af databeskyttelsesforordningen kan få ret til oplysning om eller indsigt i,
hvorvidt der er registreret oplysninger om den pågældende medarbejder i materiale indhentet fra en
anden virksomhed, f.eks. ved en kontrolundersøgelse. Herigennem kan medarbejderen og den
virksomhed, som den pågældende er ansat i, få indsigt i en anden virksomheds forhold. Det kan
samtidig være skadeligt for efterforskningen og for de undersøgte virksomheder. Virksomheder
omfattet af lovforslaget, herunder den som klager over en mulig forbudt adfærd, skal kunne agere i
tillid til, at fortrolige oplysninger udleveret til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke videregives.
Derudover vil fysiske personer - der ikke er part - ikke på samme måde som virksomheder have en
interesse i at få oplysninger om eller indsigt i oplysninger om dem selv i sager og undersøgelser efter
den foreslåede lov. Det skyldes, at sådanne sager og undersøgelser som udgangspunkt vil dreje sig
om virksomheder. Derfor vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens behandling ikke have
konsekvenser for de registrerede fysiske personer, der måtte være nævnt heri, og som ikke er part i
sagen.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
39
Samtidig vil sagerne og undersøgelserne primært indeholde oplysninger om fysiske personers ageren
i deres funktion som f.eks. ledere eller medarbejdere hos den undersøgte virksomhed (køber). Det vil
f.eks. være navne, e-mailadresser og arbejdsrelateret korrespondance, der udgør oplysninger, som de
pågældende må forvente vil kunne indgå i en sag mod eller undersøgelse af en virksomhed.
Når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ved en kontrolundersøgelse i medfør af lovforslaget
indsamler en kopi af dataindholdet fra elektroniske medier hos en køber og/eller en leverandør, sker
det for at indsamle oplysninger om den pågældende, herunder om køberens medarbejderes ageren i
deres funktion for køber. Dataindholdet fra elektroniske medier kan indeholde private, følsomme
personoplysninger, og det kan derfor i praksis ikke undgås, at sådanne oplysninger også kan blive
kopieret. Disse oplysninger vil imidlertid som altovervejende hovedregel ikke være relevante for
sagen og vil i så fald ikke blive udvalgt ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens efterfølgende
gennemgang af det kopierede elektroniske materiale. Hertil kommer, at der vil gælde særlige regler
for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens indsamling, gennemgang og opbevaring af materiale fra en
kontrolundersøgelse, jf. lovforslagets § 12. Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, har således
krav på at overvære gennemgangen og udvælgelsen af oplysninger. Endvidere vil kopien af
dataindholdet herefter blive sikret. Endelig vil kopien af dataindholdet blive slettet, hvis de
indsamlede data ikke indeholder beviser for en overtrædelse af lovforslagets forbud om urimelig
handelspraksis.
Hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen går videre med sagen, vil kopien af dataindholdet blive
slettet, når sagen er endelig afgjort. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelser og
sagsbehandling vedrørende en eventuel forbudt handelspraksis vil således ikke have en sådan
betydning for fysiske personer, at der er grundlag for, at oplysningsretten og indsigtsretten efter
databeskyttelsesforordningen skal udhule formålet med, at offentlighedsloven ikke skal finde
anvendelse på sager og undersøgelser om urimelig handelspraksis, samt formålet med direktivets
artikel 5, stk. 3, om fortrolighed i forhold til de oplysninger, som klager anmoder om fortrolig
behandling af.
Endelig vil det være meget ressourcekrævende at behandle anmodninger om indsigt i medfør af
databeskyttelsesforordningens regler. Det skyldes, at der vil være betydelige mængder af oplysninger
i en sag eller undersøgelse efter den foreslåede lov, og det vil være meget ressourcekrævende at
identificere, hvilke oplysninger der måtte være ret til indsigt i. Det vil ikke være hensigtsmæssigt, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal anvende ressourcer herpå, når styrelsens sager og
undersøgelser som udgangspunkt retter sig mod virksomheder og altså ikke mod fysiske personer, og
det samtidig vil være på bekostning af håndhævelsen af den foreslåede lov.
Som også anført, så giver databeskyttelsesforordningens artikel 23 mulighed for, at bestemmelserne
om oplysningspligt og indsigtsret kan begrænses, bl.a. når det er nødvendigt og forholdsmæssigt af
hensyn til kontrol- og tilsynsfunktioner samt efterforskning og hensynet til fortrolige
forretningsforhold.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
40
I medfør af forordningens artikel 23, stk. 1, foreslås det på den baggrund, at
databeskyttelsesforordningens bestemmelser om oplysningspligt og indsigtsret i artikel 13-, 14 og 15
ikke finder anvendelse i sager og undersøgelser efter den foreslåede lov.
Der henvises til lovforslagets § 17 og de specielle bemærkninger hertil.
2.7. Reaktions- og sanktionsmuligheder
2.7.1. Gældende ret
Som nævnt i pkt. 2.2.1. er fødevareforsyningskæden på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt
i Danmark i relation til regler om urimelig handelspraksis. Der er af samme årsag heller ikke fastsat
regler om danske myndigheders håndhævelse heraf, herunder om reaktions- og sanktionsmuligheder.
Det er imidlertid et grundlæggende princip i dansk retspleje, at straf, herunder bødestraf, normalt
pålægges under domstolenes medvirken og i strafferetsplejens former ud fra hensynet til den sigtedes
retssikkerhed. I Danmark er det således som udgangspunkt anklagemyndigheden, der rejser tiltale,
og domstolene, der pålægger bøder. Hvis den tiltalte erkender sig skyldig og rede til at betale en
foreslået bøde, kan anklagemyndigheden eller i visse særlige tilfælde særmyndigheder, som har
hjemmel hertil, dog også udstede et bødeforelæg, som den pågældende kan vedtage udenretligt i
stedet for gennemførelse af en domstolsbehandling.
På konkurrenceområdet har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en sådan særlig hjemmel til at
udstede et bødeforelæg i sager om overtrædelser af konkurrenceloven. Det forudsætter dog, at den,
der har begået overtrædelsen, erklærer sig indforstået med, at sagen afsluttes ved, at den pågældende
inden en nærmere fastsat frist betaler den bøde, som er angivet i bødeforelægget. Det forudsætter
endvidere, at der foreligger fast retspraksis for bødeudmålingen, dvs. at der er afgjort et vist antal
sager inden for samme sagsområde.
2.7.2. Direktivet
Det fremgår af direktivets artikel 6, stk. 1, litra d, at den håndhævende myndighed også skal have
beføjelse til at pålægge eller indlede sager med henblik på at pålægge bøder og andre lige så effektive
sanktioner og foreløbige foranstaltninger over for overtrædelsens ophavsmand, i overensstemmelse
med nationale bestemmelser og procedurer.
Herudover fremgår det af præambelbetragtning nr. 34, at afskrækkende midler såsom beføjelser til at
pålægge eller indlede sager, f.eks. retssager, med henblik på at pålægge bøder og andre lige så
effektive sanktioner samt at offentliggøre resultater af undersøgelser, herunder offentliggørelse af
oplysninger om købere, som har begået lovovertrædelserne, kan tilskynde til adfærdsændringer og
udenretslige løsninger mellem parterne, hvorfor de efter direktivet bør være omfattet af de
håndhævende myndigheders beføjelser. Den håndhævende myndighed bør dog ifølge direktivet i hver
undersøgelse kunne beslutte, hvilken af dens beføjelser den vil udøve, og hvorvidt den vil pålægge
eller indlede en sag med henblik på pålæggelse af en bøde eller anden lige så effektiv sanktion.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
41
2.7.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Ifølge direktivets artikel 6, stk. 1, litra d), skal den håndhævende myndighed have beføjelse til at
pålægge eller indlede sager med henblik på at pålægge bøder og andre lige så effektive sanktioner og
foreløbige foranstaltninger, i overensstemmelse med nationale procedurer og foranstaltninger.
At sådanne sanktioner og foreløbige foranstaltninger efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra d),
imidlertid skal være
i overensstemmelse med nationale procedurer og foranstaltninger,
vil efter
dansk ret betyde, at eventuelle straffesager om overtrædelser af den foreslåede lov er undergivet
offentlig påtale. Det vil i praksis betyde, at opgaven med at pålægge bøder overdrages til
anklagemyndigheden og domstolene.
Direktivet foreskriver ikke,
hvornår
eller
om
der skal pålægges bøder, men lader det være op til
håndhævelsesmyndigheden at bestemme dette. Det foreslås på den baggrund, at indføre en
bestemmelse, som fastslår, at en overtrædelse af de i lovforslaget forbudte former for urimelig
handelspraksis samt en overtrædelse af et allerede meddelt påbud i medfør af lovforslagets § 14, kan
straffes med bøde.
Forslaget indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil have mulighed for at beslutte, at
enhver uagtsom eller forsætlig overtrædelse af forbuddene i lovforslaget skal oversendes direkte til
anklagemyndigheden. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil også kunne beslutte, at en sådan
oversendelse først skal ske, såfremt den pågældende ikke efterkommer et forudgående påbud fra
styrelsen. I forhold til førstnævnte (direkte oversendelse til anklagemyndigheden) kan der bl.a. lægges
vægt på det omfang, hvori forbudsbestemmelserne i §§ 3-6 er tilsidesat såvel som overtrædelsens art
og grovhed.
Det foreslås endvidere, at der indføres en bestemmelse om, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
efter samtykke fra anklagemyndigheden i sager om overtrædelse af den foreslåede lov, i et
bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået
overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven
frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.
Forslaget har til hensigt at indføre mulighed for en hurtig og enkel afslutning af en strafsanktioneret
sag efter den foreslåede lov. Forslaget giver således Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kompetence
til at afslutte en sag ved udstedelse af et administrativt bødeforlæg i lighed med de bødeforelæg, som
anklagemyndigheden kan udstede i medfør af retsplejelovens § 832, stk. 1. Forslaget retter sig kun
mod sager, hvor den pågældende tilstår det strafbare forhold og erklærer sig rede til inden en nærmere
angivet frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget. Yderligere vil bestemmelsen kun finde
anvendelse i sager, hvor der er fast retspraksis for bødeudmålingen. Endelig skal
anklagemyndigheden både samtykke i, at sagen afgøres administrativt og i bødestørrelsen.
Der henvises til lovforslagets §§ 19 og 20 og de specielle bemærkninger hertil.
Som reaktion på, at en køber og/eller en leverandør ikke efterkommer Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens anmodning om at fremlægge bestemte oplysninger, jf. styrelsens beføjelse efter
direktivets artikel 6, stk. 1, litra b), som indeholdt i lovforslagets § 11, stk. 2, foreslås det at indføre
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
42
et tvangsbødesystem, hvorefter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan pålægge daglige eller
ugentlige tvangsbøder til den, der undlader at give de oplysninger, som Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan kræve efter lovforslaget.
Det kan ikke udelukkes, at et tvangsmiddel kan vise sig nødvendigt, når Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen skal undersøge en sag om urimelig handelspraksis. Det kan bl.a. være nødvendigt
i en situation, hvor en køber undlader at fremsende oplysninger, som er centrale for styrelsens
undersøgelse af en konkret sag
–
og styrelsen skønner det nødvendigt at sikre, at køber hurtigt
efterlever anmodningen om oplysninger med henblik på at sikre fremdriften i sagen.
En tvangsbøde skal alene anvendes, hvor denne kan betragtes som et middel til at tvinge en
virksomhed til at handle på en nærmere angivet måde. Den pågældendes handlepligt skal således
være klart beskrevet. Dermed skal de forhold, der udløser tvangsbøderne, være let konstaterbare for
virksomhederne. Når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indhenter oplysninger efter lovforslagets
§ 11, stk. 2, vil det fremgå klart, hvilke oplysninger de pågældende købere og/eller leverandører skal
give.
På konkurrencelovens område har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på tilsvarende vis hjemmel
til at pålægge tvangsbøder til den, der undlader at give de oplysninger, som styrelsen kan kræve efter
konkurrenceloven, jf. konkurrencelovens § 22.
Der henvises til lovforslagets § 18 og de specielle bemærkninger hertil.
2.8. Klageadgang og adgang til domstolsprøvelse
2.8.1. Gældende ret
Forvaltningsafgørelser kan som hovedregel påklages til en højere forvaltningsmyndighed, og i sidste
instans vedkommende minister. Denne klageadgang hviler på en retssædvane. Hovedreglen
medfører, at afskæring af en rekursadgang fra en underordnet myndighed til en overordnet myndighed
normalt kræver udtrykkelig lovhjemmel.
På mange lovområder er der desuden fastsat særlige regler om administrativ rekurs. På
konkurrencelovens område gælder f.eks., at afgørelser kan påklages til Konkurrenceankenævnet af
den, afgørelsen retter sig til, eller af den, som i øvrigt har individuel, væsentlig interesse i sagen.
Efter grundlovens § 63, stk. 1, 1. pkt., er domstolene herudover berettigede til at påkende ethvert
spørgsmål om myndighedens grænser. Efter denne bestemmelse kan domstolene efterprøve, om
forvaltningens afgørelser m.v. er i overensstemmelse med gældende ret.
Det er ikke en betingelse for at indbringe en sag for domstolene, at en eventuel lovhjemlet eller
ulovhjemlet rekursmulighed er udnyttet forinden. Der findes dog en del lovbestemmelser, som
eksplicit stiller krav om udnyttelse af administrativ rekurs inden domstolsprøvelse, f.eks.
konkurrencelovens § 20, stk. 1.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
43
2.8.2. Direktivet
Direktivet regulerer ikke adgangen til at klage over den håndhævende myndigheds afgørelser eller
adgangen til domstolsprøvelse af sådanne afgørelser.
2.8.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den forslåede ordning
Det foreslås, at der indføres en bestemmelse, hvorefter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
afgørelser truffet i medfør af loven ikke skal kunne påklages til anden administrativ myndighed.
Forslaget indebærer, at der ikke vil være mulighed for administrativ rekurs, herunder mulighed for at
indbringe sagen for Erhvervsministeriet. En tilsvarende afskæring af administrativ rekurs ses f.eks.
på Forbrugerombudsmandens område.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser, herunder påbudsafgørelser, vil dog kunne
indbringes for de almindelige domstole efter den almindelige prøvelsesadgang i grundlovens § 63.
Det vil således være den, som påbuddet retter sig imod, der selv skal udtage stævning m.v., såfremt
påbuddet ønskes prøvet for domstolene.
Indbringelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser for domstolene i medfør af
grundlovens § 63 har som udgangspunkt ikke opsættende virkning, jf. grundlovens § 63, stk. 1, 2.
pkt. En domstol vil dog i et konkret tilfælde kunne tillægge sagsanlægget opsættende virkning.
2.9. Direktivets øvrige bestemmelser
Alternativ tvistbilæggelse
Det fremgår af direktivets artikel 7, at medlemsstaterne kan fremme frivillig anvendelse af effektive
og uafhængige alternative tvistbilæggelsesmekanismer såsom mægling med henblik på bilæggelse af
tvister mellem leverandører og købere, hvad angår køberens udøvelse af urimelig praksis, uden at det
berører leverandørens ret til at indgive klager i henhold til artikel 5 og de håndhævende myndigheders
beføjelser i henhold til artikel 6.
Samarbejde mellem håndhævende myndigheder
Det fremgår af direktivets artikel 8, at medlemsstaterne skal sikre, at de håndhævende myndigheder
samarbejder effektivt med hinanden og med Kommissionen, og at de yder hinanden gensidig bistand
i forbindelse med undersøgelser, som har en grænseoverskridende dimension.
Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at de håndhævende myndigheder mindst én gang årligt skal
mødes for at drøfte anvendelsen af direktivet på grundlag af de i artikel 10 omhandlede årlige
rapporter. De håndhævende myndigheder drøfter bedste praksis, nye sager og nye udviklinger inden
for urimelig handelspraksis i landbrugs- og fødevareforsyningskæden og udveksler oplysninger,
navnlig om de gennemførelsesforanstaltninger som de har vedtaget i overensstemmelse med
direktivet og om deres håndhævelsespraksis. I den forbindelse kan de håndhævende myndigheder
vedtage henstillinger for at fremme en ensartet anvendelse af direktivet og for at forbedre
håndhævelsen. Kommissionen forestår afholdelsen af disse møder.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
44
Direktivets artikel 8 foreskriver herudover, at Kommissionen opretter og driver et websted, der gør
det muligt at udveksle oplysninger mellem de håndhævende myndigheder og Kommissionen, navnlig
i forbindelse med de årlige møder. Kommissionen opretter i den forbindelse et offentligt tilgængeligt
websted, der angiver kontaktoplysninger på de udpegede håndhævende myndigheder og links til
websteder for de nationale håndhævende myndigheder eller andre myndigheder i medlemsstaterne,
som giver oplysninger om de foranstaltninger, der gennemfører direktivet.
Årlig rapport fra den håndhævende myndighed
Det fremgår af direktivets artikel 10, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at deres håndhævende
myndigheder offentliggør en årlig rapport om de aktiviteter, der er omfattet af direktivets
anvendelsesområde. Rapporten skal blandt andet angive antallet af modtagne klager og antallet af de
undersøgelser, som er iværksat eller afsluttet i løbet af det foregående år. For hver afsluttet
undersøgelse skal rapporten indeholde en kort beskrivelse af undersøgelsens emne, resultat og i givet
fald den afgørelse, der er truffet, jf. dog fortrolighedskravene i artikel 5, stk. 3.
Det fremgår endvidere af artikel 10, stk. 2, at medlemsstaterne senest den 15. marts hvert år skal
sende Kommissionen en rapport om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i
landbrugs- og fødevareforsyningskæden. Rapporten skal navnlig indeholde alle relevante data om
anvendelsen og håndhævelsen af direktivets bestemmelser i den pågældende medlemsstat i løbet af
det foregående år.
Kommissionen kan efter artikel 10, stk. 3, vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter:
a) Bestemmelser om de oplysninger, som er nødvendige for anvendelsen af stk. 2.
b) Ordninger for behandling af de oplysninger, som medlemsstaterne skal sende til
Kommissionen, og bestemmelser om sådanne oplysningers indhold og form.
c) Ordninger til at overføre eller stille oplysninger og dokumenter til rådighed for
medlemsstaterne, internationale organisationer, kompetente myndigheder i tredjelande eller
offentligheden, med forbehold for beskyttelsen af personoplysninger og
landbrugsproducenternes og virksomhedernes berettigede interesse i, at deres
forretningshemmeligheder ikke røbes.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 11, stk. 2.
Nationale bestemmelser
Efter direktivets artikel 9 kan medlemsstaterne bevare eller indføre strengere bestemmelser, der har
til formål at bekæmpe urimelig handelspraksis, end dem, der er fastsat ved direktivet, forudsat at disse
nationale bestemmelser er forenelige med bestemmelserne for det indre markeds funktion.
Det fremgår endvidere heraf, at direktivet ikke berører nationale bestemmelser, der sigter mod at
bekæmpe urimelig handelspraksis, som ikke falder inden for direktivets anvendelsesområde, forudsat
at sådanne bestemmelser er forenelige med bestemmelserne for det indre markeds funktion.
Udvalgsprocedure
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
45
Det fremgår af direktivets artikel 11, stk. 1, at Kommissionen bistås af Komitéen for den Fælles
Markedsordning for Landbrugsprodukter, der er nedsat ved artikel 229 i forordning (EU) nr.
1308/2013. Denne komité er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.
Det fremgår yderligere af artikel 11, stk. 2, at når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i
forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.
Evaluering
Det fremgår af direktivets artikel 12, stk. 1, at Kommissionen senest den 1. november 2025 foretager
den første evaluering af direktivet og forelægger Europa-Parlamentet og Rådet samt Det Europæiske
Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget en rapport om de vigtigste resultater af denne
evaluering. Rapporten ledsages eventuelt af lovgivningsforslag.
Efter artikel 12, stk. 2, skal evalueringen som minimum vurdere:
a) effektiviteten af de foranstaltninger, der er gennemført på nationalt plan for at bekæmpe
urimelig handelspraksis i landbrugs- og fødevareforsyningskæden
b) effektiviteten af samarbejdet mellem kompetente håndhævende myndigheder og i givet fald
redegøre for metoder til at forbedre dette samarbejde.
Kommissionen udarbejder evalueringsrapporten på grundlag af de årlige rapporter, som
medlemsstaterne har udarbejdet i medfør af artikel 10, stk. 2. Kommissionen kan om nødvendigt
anmode om yderligere oplysninger fra medlemsstaterne, herunder oplysninger om effektiviteten af
de foranstaltninger, der er blevet gennemført på nationalt plan, og effektiviteten af samarbejde og
gensidig bistand, jf. artikel 12, stk. 3.
Endelig forelægger Kommissionen senest den 1. november 2021 Europa-Parlamentet og Rådet samt
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget en statusrapport om
gennemførelsen og anvendelsen af dette direktiv, jf. artikel 12, stk. 4.
3. Regionale konsekvenser, herunder for landdistrikter
Lovforslaget vurderes at have væsentlige regionale konsekvenser, herunder for landdistrikter.
Formålet med lovforslaget er at bekæmpe urimelig handelspraksis i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden ved at rette op på de eventuelle markedsfejl, der kan være i
handelsforholdet mellem henholdsvis mindre leverandører og større købere. Herigennem skal det
sikres, at disse aktører får mulighed for at konkurrere på rimelige vilkår, og derved bidrage til at øge
landbrugs- og fødevareforsyningskædens generelle effektivitet. Der er netop mange mindre
erhvervsdrivende inden for landbrugs- og fødevarebranchen i landdistrikterne, og derfor vil
lovforslaget have væsentlige konsekvenser netop der. Erhvervsstyrelsen vurderer, at konsekvenserne
for landdistrikterne er positive.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
46
4. Økonomiske og implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslaget efterlever principperne for digitaliseringsklar lovgivning. Lovforslaget indeholder enkle
og klare regler. Der vil efter lovforslaget kunne udstedes nærmere regler om brug af særlige skemaer
ved indgivelse af klage. Det forudsættes, at der vil blive tale om elektronisk indgivelse af et
klageskema (digital selvbetjeningsløsning). Anvendelsen af Digital Post (offentlig infrastruktur) vil
være en egnet og sikker forsendelseskanal i forbindelse med klager og afgørelser. Hvis Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen har udarbejdet et særligt klageskema, som er obligatorisk at anvende for
virksomhederne, kan det føre til en afvisning af klagen, hvis virksomhederne ikke anvender det
særlige skema, medmindre der foreligger helt særlige forhold, der kan begrunde, at virksomheden
undtagelsesvist ikke skal anvende skemaet. Herudover bemærkes det, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens behandling af sagerne vil kræve anlæggelsen af et fagligt skøn.
Der er ved lovforslagets udarbejdelse lagt vægt på en sikker og tryg datahåndtering. Derfor vil enhver
videregivelse af personoplysninger efterleve de gældende regler om databeskyttelse. Behandling af
eventuelle persondata vil altid ske under iagttagelse af gældende lovgivning, herunder Europa-
Parlamentets og Rådets forordning 2016/679/EU af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer
i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger
(databeskyttelsesforordningen) og databeskyttelsesloven. Det skal hertil bemærkes, at lovforslaget
undtager sager og undersøgeler efter denne lov fra reglerne om oplysningspligt og indsigtsret i artikel
13-15 i databeskyttelsesforordningen, jf. lovforslagets § 17 samt de almindelige og specielle
bemærkninger hertil. Endelig skal det bemærkes, at de eksisterende systemer og processer kan
understøtte de nye håndhævelsesbeføjelser, og at disse ikke medfører organisatoriske ændringer.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget forventes at medføre betydelige økonomiske og administrative konsekvenser for købere
og leverandører af landbrugs- og fødevarer. Konsekvenserne ved implementeringen udgøres af øget
tidsforbrug i virksomhederne i forbindelse med en række aktiviteter.
Erhvervslivet vil i forbindelse med lovforslagets ikrafttrædelse have en række umiddelbare
omstillingsomkostninger. Virksomhederne skal bruge ressourcer på at opkvalificere medarbejdere,
så de har indsigt i lovforslagets bestemmelser. Derudover skal virksomhederne vurdere, i hvilket
omfang reglerne finder anvendelse, herunder om der i den specifikke handel handles med landbrugs-
og fødevarer som defineret i lovens § 2, stk. 1, nr. 1, og om køberen har en årlig omsætning over 2
mio. euro. Er det tilfældet, vil aftaleparterne skulle genforhandle de dele af deres kontrakter, der ikke
er i overensstemmelse med lovens forbudsbestemmelser, jf. §§ 3-6. Derudover vil virksomhederne
skulle tage højde for sondringen mellem letfordærvelige og øvrige landbrugs- og fødevarer, samt om
leverandøren har en årlig omsætning over 350 mio. euro, hvis de ønsker at udnytte den differentiering,
der gælder for så vidt angår betalingsfrister på henholdsvis 30 og 60 dage. Det følger af den foreslåede
§ 1, stk. 3, 1. pkt., at køber kan kræve, at leverandøren afgiver en erklæring om, hvorvidt leverandøren
har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro. Derudover forventes det, at især større
virksomheder også vil have omkostninger forbundet med udarbejdelse af nye standardkontrakter, der
er i overensstemmelse med lovens forbudsbestemmelser.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
47
De løbende økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet vurderes at være mindre,
end hvis direktivet blev implementeret direkte, idet direktivets foreskrevne omsætningskategorier i
vidt omfang foreslås fjernet. Dermed skal købere af landbrugs- og fødevareprodukter kun holde sig
opdaterede om, hvorvidt deres nuværende og potentielle leverandørers årlige omsætning er over 350
mio. euro, med henblik på at sikre, at de anvender aftalevilkår, der er i overensstemmelser med de
forpligtelser, som loven pålægger dem. Derudover skal købere af landbrugs- og fødevarer, jf. § 5, stk.
1, nr. 5, med undtagelse af den regel der gælder for leveringsaftaler mellem producentorganisationer,
herunder kooperativer, og deres medlemmer, jf. § 5, stk. 1, nr. 5, 2. pkt., efter anmodning give en
skriftlig bekræftelse af betingelserne for en leveringsaftale mellem køber og leverandør. På
tilsvarende vis skal købere af landbrugs- og fødevarer, jf. § 6, stk. 2, i situationer omhandlet i § 6, stk.
1, nr. 2-6, efter anmodning fra leverandøren give leverandøren et skriftligt overslag over betalingen
pr. enhed eller de samlede betalinger, alt efter hvad der er hensigtsmæssigt. Køberen skal endvidere,
i situationer omfattet af § 6, stk. 1, nr. 2 og nr. 4-6, give leverandøren et skriftligt overslag over
omkostningerne og grundlaget for overslaget.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Loven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/633/EU af 17. april 2019 om
urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden
(EU-Tidende nr. L 111 af 25.04.2019, s. 59-72).
Der er tale om et direktiv, som skal implementeres i national ret. Der er tale om et minimumsdirektiv,
med mulighed for at indføre mere vidtgående regler i medlemsstaterne. Dette lovforslag går videre
end de minimumsbetingelser, som er fastsat i direktivet.
Direktivet skal være implementeret i national ret senest den 1. maj 2021 og skal finde anvendelse
senest fra den 1. november 2021.
9. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den [ ] til den [ ] været sendt i høring høs følgende
myndigheder og organisationer mv.:
Advokatrådet, Arla, Bryggeriforeningen, CO-Industri, COOP, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks
Restauranter og Cafeer, Danish Crown Danish Seafood Association, Danmarks Fiskehandlere,
Danmarks Fiskeriforening, Dansk Erhverv, Danske Fiskeres Producentorganisation, Dansk Industri,
Dansk Landbrugsrådgivning (DLBR), DI Fødevarer, Danske Advokater, Danske Regioner,
Datatilsynet, De Samvirkende Købmænd, Den Danske Dommerforening, Domstolsstyrelsen,
Fagbevægelsens Hovedorganisation, Finans & Leasing, Forbrugerrådet TÆNK, Foreningen for
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
2313444_0048.png
48
Skånsomt Kystfiskeri, Frie Bønder
–
Levende Land, Gorrissen Federspiel, Grønlands Selvstyre,
Horesta, KL, Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter,
Mejeriforeningen, Mærkevareleverandørerne, Rigsadvokaten, Rigsrevisionen, Rigsombuddet på
Færøerne, Salling Group, SEGES, SKI, SMVdanmark og Økologisk Landsforening
10. Sammenfattende skema
Positive
konsekvenser/
mindreudgifter
(hvis ja, angiv
omfang/Hvis nej,
anfør ”Ingen”)
Regionale konsekvenser,
herunder for landdistrikter
Lovforslaget vurderes
at have væsentlige
regionale
konsekvenser,
herunder
for
landdistrikter.
Konsekvenserne for
landdistrikterne
vurderes at være
positive.
Negative
konsekvenser/
merudgifter
(hvis ja, angiv
omfang/Hvis nej,
anfør ”Ingen”)
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og
regioner
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Administrative konsekvenser
for erhvervslivet
Administrative konsekvenser
for borgerne
Miljømæssige konsekvenser
Forholdet til EU-retten
Ingen
Ingen
Ingen
Ingen
Lovforslaget implementerer Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2019/633 af 17. april 2019 om urimelig
handelspraksis i relationer mellem
virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden. Direktivet er et
minimumsdirektiv. Det er derfor muligt for
medlemsstaterne at vedtage eller opretholde
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
2313444_0049.png
49
Er i strid med de fem
principper for implementering
af erhvervsrettet EU-
regulering/
Går videre end
minimumskrav i EU-
regulering
(sæt X)
nationale bestemmelser, der er mere
vidtrækkende end den urimelige
handelspraksis, der er opført i direktivet.
Implementeringsfristen er den 1. maj 2021.
Ja
Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 1. Den foreslåede bestemmelse
fastlægger lovens anvendelsesområde.
Fødevareforsyningskæden er på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt i Danmark i forhold til
regler om urimelig handelspraksis. Udgangspunktet er således aftalefrihed. Begrænsninger i dette
udgangspunkt kræver særlig hjemmel, f.eks. i en ugyldighedsgrund, i offentligretlige forbudsregler,
herunder bl.a. konkurrencereglerne, eller i øvrige præceptive regler.
Der henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af gældende
ret.
Det følger af den foreslåede § 1,
stk. 1,
at loven finder anvendelse på visse former for urimelig
handelspraksis, der forekommer i forbindelse med salg af landbrugs- og fødevarer, hvor enten
leverandøren eller køberen eller begge er etableret i Den Europæiske Union.
Forslaget indebærer, at det som udgangspunkt vil være forbudt for en køber, som indgår aftale med
en leverandør om køb af landbrugs- og fødevarer, at udøve de former for urimelig handelspraksis
over for leverandøren, som er anført i lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
50
I forhold til lovforslagets §§ 3 og 4 om maksimale betalingsfrister, så foreslås det dog, at disse
bestemmelser skal gælde i aftaleforhold, hvor leverandørens årlige omsætning er op til 350 mio. euro,
og hvor køberens årlige omsætning er mere end 2 mio. euro, jf. lovforslagets § 3, stk. 1, og § 4, stk.
1. Bestemmelsen om maksimale betalingsfrister vil således ikke finde anvendelse i aftaleforhold, hvor
leverandørens årlige omsætning er mere end 350 mio. euro, og hvor køberens årlige omsætning er 2
mio. euro eller mindre. Det foreslås dog, at der i aftaleforhold, hvor leverandørens årlige omsætning
er mere end 350 mio. euro, i alle tilfælde skal gælde en maksimal betalingsfrist på 60 dage. Dette
gælder imidlertid ikke i aftaleforhold, hvor køberen har en årlig omsætning på 2 mio. euro eller
mindre, jf. § 3, stk. 2, og § 4, stk. 2. For en nærmere beskrivelse af disse bestemmelser henvises til
de specielle bemærkninger til lovforslagets §§ 3 og 4 nedenfor.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 1, er det tilstrækkeligt, at blot en af parterne er etableret
inden for Den Europæiske Union. Leverandører, der er etableret inden for Den Europæiske Union, er
således også beskyttet mod urimelig handelspraksis, som udøves af købere, der er etableret uden for
Den Europæiske Union. Ligeledes er leverandører, der er etableret uden for Den Europæiske Union,
beskyttet mod urimelig handelspraksis, når de sælger landbrugs- og fødevarer til købere inden for
Den Europæiske Union.
Det følger af den foreslåede § 1,
stk. 2,
at leverandørernes og købernes årlige omsætning som
omhandlet i § 3, stk. 1 og 2, og § 4, stk. 1 og 2, skal forstås i overensstemmelse med artikel 3, 4 og 6
i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF, herunder definitionerne af »uafhængig
virksomhed«, »partnervirksomhed« og »tilknyttet virksomhed« samt andre forhold vedrørende den
årlige omsætning.
Det fremgår af direktivets artikel 1, stk. 2, at leverandørernes og købernes årlige omsætning som
omhandlet i første afsnit, litra a) - e), forstås i overensstemmelse med de relevante dele af bilaget til
Kommissionens henstilling 2003/361/EF, navnlig bilagets artikel 3, 4 og 6, herunder definitionerne
af »uafhængig virksomhed«, »partnervirksomhed« og »tilknyttet virksomhed« samt andre forhold
vedrørende den årlige omsætning.
Forslaget indebærer i praksis, at der i forbindelse med opgørelsen af årlig omsætning skal medregnes
–
helt eller delvist
–
omsætning fra modervirksomheder, tilknyttede virksomheder og
partnervirksomheder. Denne henstilling vil alene skulle anvendes i forbindelse med
omsætningsopgørelsen, og det er således ikke ifølge Kommissionen hensigten med henvisningen
hertil i direktivets artikel 1, stk. 1, at principperne i henstillingen skal anvendes til andet end at opgøre
omsætningen.
Artikel 3 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF vedrører typer af virksomheder, som
tages i betragtning ved beregning af beløbsstørrelser (omsætning). Artikel 3 definerer således
”uafhængig virksomhed, ”partnervirksomhed” og ”tilknyttede virksomheder”.
Artikel 4 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF vedrører de data, der skal anvendes
ved beregning af beløbsstørrelser (omsætning). Det fremgår bl.a. af Kommissionens brugervejledning
til definitionen af SMV’er, side 13, at
den årlige omsætning bestemmes ved at beregne virksomhedens
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
51
indkomst fra salg af produkter og tjenesteydelser, der falder ind under virksomhedens almindelige
aktiviteter, i det pågældende år efter fradrag af eventuelle prisnedslag. Omsætningen beregnes
eksklusiv moms og andre indirekte skatter og afgifter. Opgørelsen af omsætningen er således ikke
alene begrænset til en bestemt gruppe af varer, f.eks. kun fødevarerelaterede varer, men er relateret
til samtlige varegrupper, virksomheden måtte basere sig på.
Artikel 6 i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF vedrører fastlæggelse af oplysninger
om virksomheden, herunder beregning af de data, der skal tages i betragtning.
Forslaget indebærer, at vurderingen af, om en leverandørs årlige omsætning er mere end 350 mio.
euro eller om en købers årlige omsætning er på 2 mio. euro eller mindre, jf. lovforslagets § 3, stk. 2,
og § 4, stk. 2, vil skulle foretages på tidspunktet for den enkelte handel. Det afgørende vil således
være omsætningen på tidspunktet for den eventuelle overtrædelse.
Det følger af den foreslåede § 1,
stk. 3, 1. pkt.,
at køber kan kræve, at leverandøren afgiver en
erklæring om, hvorvidt leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, jf. § 3, stk.
2, og § 4, stk. 2.
Efter den foreslåede § 1, stk. 3,
2. pkt.,
kan køber til enhver tid kræve erklæringen afgivet inden
tidspunktet for aftaleindgåelsen, men kan også kræve en sådan erklæring afgivet undervejs i parternes
samhandelsforhold.
Det foreslås endvidere i § 1, stk. 3,
3. pkt.,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udarbejder en
standardformular, som leverandøren kan anvende til at afgive en sådan erklæring. Denne
standardformular vil kunne findes og downloades på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
hjemmeside.
Forslaget indebærer, at en køber, der har modtaget en sådan erklæring, ikke senere vil kunne blive
mødt af klager og sanktioner i forbindelse med en overtrædelse af lovforslagets forbud om
betalingsfrister i forhold til den konkrete leverandør. Dette gælder dog ikke, hvis køberen havde
indset eller burde have indset, at oplysningerne i den pågældende erklæring ikke var korrekte, jf.
lovforslagets § 19, stk. 4.
Det vurderes omvendt ikke at være relevant for leverandører at kunne kræve en sådan erklæring fra
køber, idet det må antages at være i købers interesse at oplyse sine leverandører sin årlige omsætning,
såfremt denne ikke er omfattet af bestemmelserne om maksimale betalingsfrister.
Det følger af den foreslåede § 1,
stk. 4,
at loven finder anvendelse på tjenesteydelser, som leveres af
en køber til en leverandør, for så vidt som de udtrykkeligt er nævnt i lovforslagets § 6.
Forslaget indebærer, at visse tjenesteydelser, som leveres af køberen til leverandøren i tilknytning til
salg af landbrugs- og fødevarer, vil kunne være omfattet af lovforslagets forbud mod urimelig
handelspraksis. Det vil således være tilfældet for de nævnte tjenesteydelser i lovforslagets § 6, stk. 1,
nr. 2-6. Det vil konkret dreje sig om oplagring, udstilling eller anden præsentation af varerne (nr. 2),
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
2313444_0052.png
52
salgsfremstød (nr. 3), reklame (nr. 4), markedsføring (nr. 5) samt erhvervsfremmende udstillinger i
butikker (nr. 6).
Udgifterne til sådanne tjenesteydelser afholdes normalt af køberen. Det vil derfor med lovforslaget
være forbudt, hvis en leverandør opkræves betaling for sådanne tjenester, medmindre betalingen er
aftalt i klare og utvetydige vendinger ved indgåelsen af leveringsaftalen eller i en efterfølgende aftale
mellem køber og leverandør, jf. lovforslagets § 6.
Det følger af den foreslåede § 1,
stk. 5,
at loven ikke finder anvendelse på aftaler mellem leverandører
og forbrugere. Lovforslaget omfatter således ikke salg til forbrugere.
Urimelig handelspraksis i B2C-relationen
er reguleret i direktiv 2005/29/EC, hvori ”forbruger” også
defineres.
Til § 2
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 2. Bestemmelsen indeholder
definitioner, der anvendes i lovforslaget.
Det foreslås i
nr. 1
at definere
”landbrugs-
og fødevarer” som produkter, der er opført i bilag I til
EUF-Traktaten, og produkter, der ikke er opført i nævnte bilag, men som er forarbejdet til konsum
ved hjælp af produkter, der er opført i nævnte bilag.
Den foreslåede bestemmelse svarer til direktivets artikel 2, nr. 1.
Ifølge Kommissionen vil Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 510/2014
2
alene kunne
bruges som vejledning i forhold til at definere, hvilke produkter, som ikke er opført i bilag I til TEUF,
men som er forarbejdet til konsum ved hjælp af produkter, der er opført i bilag I. Forordning nr.
510/2014 vil således kunne give en indikation af, hvilke produkter, der er
”forarbejdet til konsum”
efter definitionen i nr. 1, men vil ikke kunne anvendes mekanisk, da forordningen også indeholder
produkter, som ikke er omfattet af bilag I til EUF-Traktaten, f.eks. mineralvand. Endvidere er f.eks.
fjer, som er omfattet af forordning nr. 510/2014, heller ikke et produkt, som vil kunne anvendes til
fødevarebrug.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forventer løbende på hjemmesiden www.kfst.dk at opdatere en
ikke-udtømmende positivliste over hvilke landbrugs- og fødevarer, som er omfattet af lovforslaget,
efterhånden som der udvikles praksis og erfaring.
Det foreslås i
nr. 2
at definere
en ”køber”
som enhver fysisk eller juridisk person, uanset
vedkommendes etableringssted, eller enhver offentlig myndighed i Den Europæiske Union, som
køber landbrugs- og fødevarer, herunder en gruppe af sådanne fysiske og juridiske personer.
Den foreslåede bestemmelse svarer til direktivets artikel 2, nr. 2.
2
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 510/2014 af 16. april 2014 om handelsordninger for visse varer
fremstillet af landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1216/2009 og (EF) nr. 614/2009.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
53
Det foreslås i
nr. 3
at definere en
”offentlig
myndighed” som nationale, regionale eller lokale
myndigheder, offentligretlige organer eller sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder
eller et eller flere af disse offentligretlige organer.
Den foreslåede bestemmelse svarer til direktivets artikel 2, nr. 3.
Det foreslås i
nr. 4
at definere en
”leverandør”
som enhver landbrugsproducent eller enhver fysisk
eller juridisk person, som sælger landbrugs- og fødevarer, uanset vedkommendes etableringssted,
herunder en gruppe af sådanne landbrugsproducenter eller en gruppe af sådanne fysiske og juridiske
personer såsom producentorganisationer, leverandørorganisationer og disses sammenslutninger.
Den foreslåede bestemmelse svarer til direktivets artikel 2, nr. 4.
Det foreslås i
nr. 5
at definere
”letfordærvelige
landbrugs- og fødevarer” som landbrugs- og
fødevarer, der på grund af deres beskaffenhed eller deres stadie i forarbejdningen risikerer at blive
uegnede til salg inden for 30 dage efter høst, produktion eller forarbejdning.
Dette gælder ifølge direktivet, uanset om produktet videreforarbejdes efter salget, og uanset om
produktet
efter
salget
håndteres
som
foreskrevet
i
andre
regler,
navnlig
fødevaresikkerhedsbestemmelser, eller ej.
Som udgangspunkt vil datomærkninger, angivelse af holdbarhed m.v. fra producentens side være
vejledende for vurderingen, men dette vil dog altid bero på en konkret vurdering. Forkert lagring,
opbevaring, håndtering m.v. kan derimod ikke påvirke vurderingen af, om et produkt er
letfordærveligt efter definitionen i nr. 5.
Eksempelvis kan jordbær, der ellers ville kunne anses for uegnet til salg til supermarkeder, anses for
egnet til salg, hvis det konkrete formål hermed er at producere jordbærgrød. Det vil imidlertid ikke
være afgørende for vurderingen, hvad det individuelle formål med købet af det pågældende produkt
er, eksempelvis at producere jordbærgrød af
”gamle”
jordbær. Det afgørende vil derimod være
produktets beskaffenhed som sådan.
Fristen på 30 dage vil skulle beregnes særskilt for hver enkelt led i forsyningskæden. Et eksempel
kunne være spinat, som typisk har en holdbarhed på 2-5 dage ved 2-6 grader. Spinat må derfor
forventes at blive uegnet til salg inden for 30 dage efter høst, hvorfor spinat må anses for at være
letfordærvelig. I eksemplet er leverandør A landmand og avler spinat. A’s køber er fødevareproducent
B, der producerer spinat på frost. Spinat på frost har typisk en holdbarhed på 6-12 måneder, hvorfor
den frosne spinat må anses for at være ikke-letfordærvelig.
B’s køber er detailhandler C, som sælger
spinat på frost til forbrugere. I aftalen mellem A og B er der tale om et letfordærveligt produkt, hvor
der f.eks. vil være forbud mod en betalingsfrist på over 30 dage, jf. lovforslagets § 3, nr. 1 og § 4, nr.
1. I aftalen mellem B og C er der ikke tale om et letfordærveligt produkt, og der vil derfor f.eks. gælde
et forbud mod betalingsfrist på over 60 dage, jf. lovforslagets § 3, nr. 2, og § 4, nr. 2.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
54
Hvis der er tvivl om, hvorvidt et produkt er letfordærveligt eller ej, kan Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen indhente en vejledende udtalelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og
Fiskeri til brug for afgørelsen af sagen.
Vurderingen af, hvorvidt et produkt er letfordærveligt eller ej, kan være relevant i forhold til
lovforslagets §§ 3 og 4, hvor der sondres mellem betalingsfrister for henholdsvis letfordærvelige
landbrugs- og fødevarer (30 dage) og andre ikke-letfordærvelige landbrugs- og fødevarer (60 dage),
jf. eksemplet med spinat ovenfor. Vurderingen kan imidlertid også være relevant i forhold til
lovforslagets § 5, stk.1, nr. 1, hvorefter det er forbudt, når køberen annullerer ordrer på letfordærvelige
landbrugs- og fødevarer med så kort varsel, at en leverandør ikke med rimelighed kan forventes at
finde en alternativ måde at afsætte eller anvende de pågældende produkter på. Her kan der ligeledes
opstå tvivl om, hvorvidt et produkt er letfordærveligt eller ej, og vurderingen er således afgørende
for, om der er tale om en forbudt handelspraksis i strid med lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 1, eller ej.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forventer løbende på hjemmesiden www.kfst.dk at opdatere en
ikke-udtømmende positivliste over, hvilke produkter der defineres som letfordærvelige landbrugs- og
fødevarer, efterhånden som der udvikles praksis og erfaring.
Den foreslåede bestemmelse svarer til direktivets artikel 2, nr. 5.
Til § 3
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, i).
Bestemmelsen fastsætter regler for betalingsfrister i relation til betalinger for letfordærvelige og ikke-
letfordærvelige landbrugs- og fødevarer i aftaleforhold, hvor produkterne skal leveres regelmæssigt.
Som nævnt er fødevareforsyningskæden i dag ikke særskilt reguleret i Danmark i forhold til regler
om urimelig handelspraksis. Udgangspunktet er således aftalefrihed, jf. pkt. 2.2.1 i de almindelige
bemærkninger.
Den foreslåede
§ 3, stk. 1, nr. 1-2,
gælder i aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning
på op til 350 mio. euro, eller hvor køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor
produkterne i henhold til en leveringsaftale skal leveres regelmæssigt.
Efter den foreslåede § 3,
stk. 1, nr. 1,
er det forbudt, når en køber i et aftaleforhold, hvor produkterne
er letfordærvelige og som i henhold til en leveringsaftale skal leveres regelmæssigt, betaler senere
end 30 dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, eller senere end 30 dage efter datoen, hvor det
beløb, der skal betales, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er den seneste.
Efter den foreslåede § 3,
stk. 1, nr. 2,
er det forbudt, når en køber i aftaleforhold, hvor der ikke er tale
om letfordærvelige produkter men andre landbrugs- og fødevarer, som i henhold til en leveringsaftale
skal leveres regelmæssigt, betaler senere end 60 dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, eller
senere end 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales, fastsættes, alt efter hvilken af de to
datoer, der er den seneste.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
55
Forslaget indebærer, at der vil skulle sondres mellem betalingsfrister for henholdsvis letfordærvelige
(nr. 1) og ikke-letfordærvelige (nr. 2) landbrugs- og fødevarer i relation til leveringsaftaler, hvor
produkterne skal leveres regelmæssigt.
Begrebet
regelmæssig levering
vil skulle forstås i overensstemmelse med den almindelig sproglige
forståelse af begrebet ”regelmæssig”, hvorefter der vil være tale om leveringer, som gentages på en
ensartet måde, eller som finder sted med jævne mellemrum.
For visse landbrugs- og fødevarer foregår leveringen normalt dagligt eller flere gange i løbet af en
uge eller en måned. I forhold til eksempelvis mejeriprodukter foregår salget af rå mælk ofte på daglig
basis. Begrundelsen for den foreslåede bestemmelse er således f.eks. at undgå daglige faktureringer,
som ellers ville resultere i en administrativ byrde for parterne.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 17, at også datoen for leverandørens udstedelse
af faktura eller datoen for køberens modtagelse af fakturaen skal kunne anses for at være datoen, hvor
det beløb, der skal betales for en aftalt leveringsperiode efter bestemmelsens nr. 1 eller nr. 2,
fastsættes.
Det følger af den foreslåede § 3,
stk. 2,
at i aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning
på mere end 350 mio. euro, og hvor køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, er det
forbudt, når en køber betaler leverandøren for landbrugs- og fødevarer senere end 60 dage efter
udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted, eller senere end 60 dage
efter datoen, hvor det beløb, der skal betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt efter hvilken
af de to datoer, der er den seneste.
Forslaget indebærer, at udgangspunktet i stk. 1, nr. 1-2, om maksimale betalingsfrister på henholdsvis
30 og 60 dage, ikke vil finde anvendelse i aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på
mere end 350 mio. euro, eller hvor køberen har en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre. I
aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, vil leverandøren
dog maksimalt kunne indgå aftaler med en betalingsfrist på 60 dage, uanset om der handles med
letfordærvelige landbrugs- og fødevarer eller ej, og uanset køberens størrelse, dog med undtagelse af
købere, som har en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre. For købere med en årlig omsætning
på 2 mio. euro eller mindre vil der således være mulighed for at forhandle om længere betalingsfrister
end 60 dage.
Beregningen af den øvre og nedre omsætningsgrænse på henholdsvis 350 mio. euro og 2 mio. euro
til danske kroner (DKK) vil skulle foretages i henhold til Danmarks Nationalbanks til enhver tid
fastsatte kurs.
Det følger af den foreslåede § 3,
stk. 3,
at med henblik på betalingsfristerne i stk. 1 og 2, skal de aftalte
leveringsperioder efter stk. 1, nr. 1 og nr. 2, i alle tilfælde anses for ikke at overskride en
kalendermåned.
Forslaget forhindrer dog ikke, at der mellem parterne vil kunne aftales en længere leveringsperiode,
f.eks. på fem uger. Med henblik på fastsættelse af betalingsfristerne i nr. 1 og nr. 2, vil de aftalte
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
56
leveringsperioder dog skulle anses for ikke at overskride en kalendermåned, således at der for en
leveringsperiode på fem uger vil skulle afregnes og betales to gange, eller at den periode, der
overstiger en måned, vil skulle fratrækkes i betalingsfristen.
Med den foreslåede § 3,
stk. 4,
modificeres udgangspunktet efter stk. 1, nr. 1 og nr. 2. Forslaget
indebærer, at i de tilfælde, hvor det er køberen, som fastsætter det beløb, der skal betales, så vil de
betalingsfrister, der er angivet i stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og stk. 2, altid skulle regnes fra udløbet af en
aftalt leveringsperiode.
Baggrunden for forslaget er at sikre, at reglerne ikke omgås ved, at en køber vil kunne vente med at
opgøre beløbet, og dermed vil kunne udskyde betalingsfristen.
Med den foreslåede § 3,
stk. 5,
vil der gælde en række yderligere undtagelser til forbuddene i
lovforslagets § 3, stk. 1, om betalingsfrister.
Det følger således af den foreslåede stk. 5,
litra a),
at betalinger, som en køber foretager til en
leverandør inden for rammerne af skoleordningen, jf. artikel 23 i forordning (EU) nr. 1308/2013, ikke
vil være omfattet af forbuddene i § 3, stk. 1.
Forslaget indebærer, at bestemmelserne om maksimale betalingsfrister i lovforslagets § 3, stk. 1, ikke
skal finde anvendelse på betalinger, som en køber (dvs. støtteansøger) foretager til en leverandør
inden for rammerne af skoleordningen. Baggrunden for denne undtagelse er ifølge direktivet at sikre
en velfungerende skoleordning, jf. præambelbetragtning nr. 18.
Det følger ligeledes af den foreslåede stk. 5,
litra b),
at betalinger, som foretages af offentlige organer,
der leverer sundhedspleje, jf. artikel 4, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/7/EU, ikke vil være omfattet af
forbuddene i § 3, stk. 1.
Forslaget indebærer, at bestemmelserne om maksimale betalingsfrister i lovforslagets § 3, stk. 1,
heller ikke skal gælde for offentlige organer, der leverer sundhedspleje. Baggrunden for denne
undtagelse er ifølge direktivet hensynet til udfordringerne for offentlige organer, der leverer
sundhedspleje, med henblik på at prioritere sundhedspleje på en sådan måde, at den enkelte patients
behov afvejes i forhold til de økonomiske midler jf. præambelbetragtning nr. 18.
Endelig følger det af den foreslåede stk. 5,
litra c),
at betalinger i medfør af leveringsaftaler mellem
leverandører af druer eller druemost til vinproduktion og deres direkte købere heller ikke vil være
omfattet af forbuddene i lovforslagets § 3, stk. 1, forudsat at
i)
de specifikke betalingsbetingelser for
salgstransaktioner indgår i standardkontrakter, som er blevet gjort bindende af medlemsstaten i
henhold til artikel 164 i forordning (EU) nr. 1308/2013 inden den 1. januar 2019, og at denne
udvidelse af standardkontrakterne forlænges af medlemsstaterne fra nævnte dato uden væsentlige
ændringer af betalingsbetingelserne til skade for leverandører af drue eller druemost, og
ii)
leveringsaftalerne mellem leverandører af druer eller druemost til vinproduktion og deres direkte
købere er eller bliver flerårige.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
2313444_0057.png
57
Forslaget indebærer, at bestemmelserne om maksimale betalingsfrister i § 3, stk. 1, ikke skal gælde
for betalinger i medfør af leveringsaftaler mellem leverandører af druer eller druemost til
vinproduktion og deres direkte købere, forudsat at betingelserne i nr. i) og nr. ii) er opfyldt.
Baggrunden for undtagelsen er ifølge direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 19, at tage højde for den
specielle situation, der er ved fremstillingen af vin. Druer og druemost til vinproduktion har særlige
egenskaber, da druerne kun høstes i en meget begrænset periode af året, men anvendes til fremstilling
af vin, som i nogle tilfælde først sælges mange år senere. Derfor har producentorganisationer og
brancheorganisationer traditionelt set udarbejdet standardkontrakter til levering af sådanne produkter.
Disse standardkontrakter fastlægger bestemmelser om særlige betalingsfrister med ratebetalinger. Da
disse standardkontrakter anvendes af leverandører og købere til flerårige ordninger, giver de både
landbrugsproducenter en sikkerhed for langvarige salgsforbindelser og bidrager til stabiliteten i
forsyningskæden. Hvis disse standardkontrakter er udarbejdet af en anerkendt producentorganisation,
brancheorganisation eller sammenslutning af producentorganisationer, og er blevet gjort bindende af
en medlemsstat i medfør af artikel 164 i forordning (EU) nr. 1308/2013 (konsolideret tekst) inden
den 1. januar 2019, eller hvis udvidelsen af standardkontrakterne forlænges af en medlemsstat uden
væsentlige ændringer af betalingsbetingelserne til skade for leverandører af druer og druemost, er
betalingsfristerne i lovforslagets § 3, stk. 1, ikke gældende for sådanne kontrakter mellem
leverandører og deres direkte købere af druer og druemost til vinproduktion.
Det følger af den foreslåede § 3,
stk. 6, 1. pkt.,
at forbuddene i stk. 1 ikke berører de konsekvenser af
for sen betaling og de retsmidler, der er fastlagt i direktiv 2011/7/EU om bekæmpelse af forsinket
betaling i handelstransaktioner.
Forslaget indebærer, at forbuddene i § 3, stk. 1, ikke berører de konsekvenser af for sen betaling og
de retsmidler, der er fastlagt i direktiv 2011/7/EU (implementeret i dansk ret ved lov om renter og
andre forhold ved forsinket betaling (renteloven))
3
, og som finder anvendelse uanset de
betalingsfrister, der er fastsat i nævnte direktiv, på grundlag af de betalingsfrister, der er fastsat i UTP-
direktivet og den foreslåede lov.
Det følger videre af den foreslåede stk. 6,
2. pkt.,
at forbuddene i stk. 1 heller ikke berører køberens
og leverandørens mulighed for at aftale en værdidelingsklausul som omhandlet i artikel 172a i
forordning (EU) nr. 1308/2013 (konsolideret tekst).
Forslaget indebærer, at forbuddene i § 3, stk. 1, ikke berører køberens og leverandørens mulighed for
at aftale en værdidelingsklausul. Det fremgår således af artikel 172a i forordning (EU) nr. 1308/2013
(konsolideret tekst), at ”uden
at dette berører eventuelle særlige klausuler om værdideling inden for
sukkersektoren, kan landbrugere, herunder sammenslutninger af landbrugere, og deres første opkøber
aftale klausuler om værdideling, herunder deling af markedsbonusser og -tab, der fastsætter, hvordan
en eventuel udvikling af relevante markedspriser på de pågældende produkter eller andre
råvaremarkeder
skal fordeles mellem dem.”
3
Jf. Lov nr. 1244 af 18. december 2012 om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v., lov om
erstatningsansvar og lov om forsikringsaftaler.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
58
Til § 4
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, ii).
Bestemmelsen fastsætter regler for betalingsfrister i relation til betalinger for letfordærvelige og ikke-
letfordærvelige landbrugs- og fødevarer i aftaleforhold, hvor produkterne ikke skal leveres
regelmæssigt.
Som nævnt er fødevareforsyningskæden i dag ikke særskilt reguleret i Danmark i forhold til regler
om urimelig handelspraksis. Udgangspunktet er således aftalefrihed, jf. pkt. 2.2.1 i de almindelige
bemærkninger.
Den foreslåede
§ 4, stk. 1, nr. 1-2,
gælder i aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning
på op til 350 mio. euro, eller hvor køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, og hvor
produkterne i henhold til en leveringsaftale ikke skal leveres regelmæssigt.
Efter den foreslåede § 4,
stk. 1, nr. 1,
er det forbudt, når en køber i aftaleforhold, hvor produkterne er
letfordærvelige og som i henhold til en leveringsaftale ikke skal leveres regelmæssigt, betaler senere
end 30 dage efter leveringsdatoen eller senere end 30 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal
betales, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er den seneste.
Efter den foreslåede § 4,
stk. 1, nr. 2,
er det forbudt, når en køber i aftaleforhold, hvor der ikke er tale
om letfordærvelige produkter men andre landbrugs- og fødevarer, som i henhold til en leveringsaftale
ikke skal leveres regelmæssigt, betaler senere end 60 dage efter leveringsdatoen eller senere end 60
dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer der er
den seneste.
Forslaget indebærer, at der vil skulle sondres mellem betalingsfrister for henholdsvis letfordærvelige
(nr. 1) og ikke-letfordærvelige (nr. 2) landbrugs- og fødevarer i relation til leveringsaftaler, hvor
produkterne ikke skal leveres regelmæssigt (modsat den foreslåede § 3, stk. 1, ovenfor).
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 17, at også datoen for leverandørens udstedelse
af faktura eller datoen for køberens modtagelse af fakturaen skal kunne anses for at være datoen, hvor
det beløb, der skal betales for en aftalt leveringsperiode efter nr. 1 og nr. 2, fastsættes.
Det følger af den foreslåede § 4,
stk. 2,
at i aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning
på mere end 350 mio. euro, og hvor køberen har en årlig omsætning på mere end 2 mio. euro, er det
forbudt, når en køber betaler leverandøren for landbrugs- og fødevarer senere end 60 dage efter
udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted, eller senere end 60 dage
efter datoen, hvor det beløb, der skal betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt efter hvilken
af de to datoer, der er den seneste.
Forslaget indebærer, at udgangspunktet i stk. 1, nr. 1-2, om maksimale betalingsfrister på henholdsvis
30 og 60 dage, ikke vil finde anvendelse i aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på
mere end 350 mio. euro, eller hvor køberen har en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre. I
aftaleforhold, hvor leverandøren har en årlig omsætning på mere end 350 mio. euro, vil leverandøren
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
59
derimod maksimalt kunne indgå aftaler med en betalingsfrist på 60 dage, uanset om der handles med
letfordærvelige landbrugs- og fødevarer eller ej, og uanset køberens størrelse, dog med undtagelse af
købere, som har en årlig omsætning på 2 mio. euro eller mindre. For købere med en årlig omsætning
på 2 mio. euro eller mindre vil der således være mulighed for at forhandle om længere betalingsfrister
end 60 dage.
Beregningen af den øvre og nedre omsætningsgrænse på henholdsvis 350 mio. euro og 2 mio. euro
til danske kroner (DKK) vil skulle foretages i henhold til Danmarks Nationalbanks til enhver tid
fastsatte kurs.
Med den foreslåede § 4,
stk. 3,
modificeres udgangspunktet efter stk. 1, nr. 1 og nr. 2. Det indebærer,
at i de tilfælde, hvor det er køberen, som fastsætter det beløb, der skal betales, så vil betalingsfristerne,
som er angivet i stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og stk. 2, altid skulle regnes fra leveringsdatoen, således at køber
ikke ved at udskyde fastsættelsen af beløbet tilsvarende vil kunne udskyde sin betalingsfrist.
Baggrunden for forslaget er at sikre, at reglerne ikke omgås ved, at køber både fastsætter betalingen
og samtidig fastsætter betalingsfristen.
Det følger af den foreslåede § 4,
stk. 4,
at forbuddene i stk. 1 ikke gælder for de betalinger, som er
nævnt i § 3, stk. 5, litra a)
–
c).
Forslaget indebærer, at de betalinger, som fremgår af lovforslagets § 3, stk. 5, litra a)
–
c), og som er
undtaget fra forbuddene i § 3, stk. 1, tilsvarende er undtaget fra forbuddene i § 4, stk. 1.
Det følger af den foreslåede § 4,
stk. 5, 1. pkt.,
at forbuddene i stk. 1 ikke berører de konsekvenser af
for sen betaling og de retsmidler, der er fastlagt i direktiv 2011/7/EU, som finder anvendelse uanset
de betalingsfrister, der er fastsat i denne lov.
Der henvises til bemærkningerne til den tilsvarende bestemmelse i § 3, stk. 6, 1. pkt., ovenfor.
Det følger videre af den foreslåede § 4, stk. 5,
2. pkt.,
at forbuddene i stk. 1 heller ikke berører
køberens og leverandørens mulighed for at aftale en værdidelingsklausul som omhandlet i artikel
172a i forordning (EU) nr. 1308/2013.
Der henvises til bemærkningerne til den tilsvarende bestemmelse i § 3, stk. 6, 2. pkt., ovenfor.
Til § 5
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 3, stk. 1, litra b) -i). Bestemmelsen
oplister og forbyder visse former for urimelig handelspraksis.
Som nævnt er fødevareforsyningskæden i dag ikke særskilt reguleret i Danmark i forhold til regler
om urimelig handelspraksis. Udgangspunktet er således aftalefrihed, jf. pkt. 2.2.1 i de almindelige
bemærkninger.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
60
Generelt bemærkes, at denne bestemmelse ikke ses at ændre på, at parterne fortsat kan gøre
obligationsretlige misligholdelsesbeføjelser gældende.
Efter den foreslåede § 5,
stk. 1, nr. 1, 1. pkt.,
er det forbudt, når køberen annullerer ordrer på
letfordærvelige landbrugs- og fødevarer med så kort et varsel, at leverandøren ikke med rimelighed
kan forventes at finde en alternativ måde at afsætte eller anvende de pågældende produkter på. Efter
bestemmelsens
2. pkt.
foreslås det, at et varsel på mindre end 30 dage altid vil blive betragtet som
kort varsel, jf. dog stk. 2.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1,
nr. 2,
er det forbudt, når køberen ensidigt ændrer vilkårene i en
leveringsaftale.
Den foreslåede bestemmelse oplister en række eksempler på sådanne ændringer i vilkårene
vedrørende landbrugs- og fødevarer.
En ensidig ændring fra køberens side vil bl.a. kunne være, at køberen trækker produkter omfattet af
en leveringsaftale ud af varesortimentet. Det følger dog af direktivet, jf. præambelbetragtning, nr. 21,
at det ikke bør anses for at være en ensidig ændring af kontraktvilkårene, hvis der allerede foreligger
en aftale mellem leverandøren og køberen, der specifikt fastsætter, at køberen vil kunne specificere
et konkret element af transaktionen på et senere tidspunkt med hensyn til fremtidige ordrer. Det vil
f.eks. kunne vedrøre de mængder, der bestilles.
En aftale indgås således ikke nødvendigvis på samme tidspunkt, hvad angår samtlige aspekter af
transaktionen, hvilket den foreslåede bestemmelse tager højde for, så længe der foreligger en aftale
herom mellem parterne.
Den foreslåede bestemmelse ændrer dermed ikke ved, at en køber formentlig fortsat vil kunne udøve
dennes kontraktuelle rettigheder inden for rammerne af leveringsaftalen, uden at dette nødvendigvis
vil blive betragtet som en ensidig ændring af kontraktvilkårene og dermed vil være forbudt.
Hvorvidt der i det enkelte tilfælde vil være tale om en ensidig ændring, vil bero på en konkret
vurdering.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1,
nr. 3,
er det forbudt, når køberen kræver betalinger af leverandøren,
som ikke vedrører salg af leverandørens landbrugs- og fødevarer.
Det følger af direktivets præambelbetragtning nr. 22, at leverandører og købere af landbrugs- og
fødevarer frit bør kunne forhandle salgstransaktioner, herunder prisen, og at sådanne forhandlinger
også omfatter betalinger for tjenesteydelser, som leveres af køberen til leverandøren såsom
præsentation, markedsføring og salgsfremstød. Hvis en køber derimod opkræver betalinger, som ikke
er knyttet til en specifik salgstransaktion vedrørende landbrugs- og fødevarer, vil det udgøre urimelig
handelspraksis og dermed være forbudt.
Forslaget indebærer, at for så vidt angår betalinger for visse tjenesteydelser såsom præsentation,
markedsføring og salgsfremstød, da skal sådanne betalinger være aftalt i klare og utvetydige
vendinger ved indgåelsen af leveringsaftalen eller i en efterfølgende aftale mellem leverandøren og
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
61
køberen. Hvis ikke de er det, vil sådanne krav om betalinger udgøre urimelig handelspraksis og
dermed være forbudte, jf. lovforslagets § 6.
Forslaget begrænser ikke muligheden for, at parterne vil kunne aftale at benytte sig af en
kreditfacilitet (ofte benævnt Supply Chain Financing), hvorefter leverandøren
–
mod betaling af en
mindre rentesats på f.eks. 0,25 pct. af fakturabeløbet - modtager betaling tidligere end den aftalte
betalingsfrist fra købers bank, selvom den underliggende faktura måtte have en længere betalingsfrist.
En sådan ordning vil den foreslåede bestemmelse i nr. 3 dermed ikke begrænse muligheden for at
aftale, dog under forudsætning af at den underliggende faktura er i overensstemmelse med
betalingsfristerne på henholdsvis 30 eller 60 dage, jf. direktivets artikel 3, stk. 1, litra a) og
lovforslagets §§ 3 og 4.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1,
nr. 4,
er det forbudt, når køberen kræver betaling for en forringelse
og/eller et tab af landbrugs- og fødevarer, som forekommer hos en køber, eller efter at ejerskabet er
overgået til køberen, hvor en sådan forringelse og/eller tab ikke skyldes leverandørens
forsømmelighed eller fejl.
I forhold til risikoens overgang vil bestemmelsen skulle forstås i overensstemmelse med
udgangspunktet i købelovens § 17, hvorefter sælger (leverandøren) bærer faren for salgsgenstandens
hændelige undergang eller forringelse, indtil levering har fundet sted.
Idet risikoen overgår til køberen ved levering af salgsgenstanden, er det derfor ligeledes afgørende,
hvornår der efter købeloven er sket levering. Købeloven definerer ikke begrebet levering, men
indeholder bestemmelser om, hvor sælgeren skal levere (§§9-11), og hvornår sælgeren skal levere
(§§12-13), hvis ikke andet er aftalt mellem parterne. Med
levering
forstås ifølge litteraturen normalt
de handlinger fra sælgerens side, der kræves for på rette måde at skaffe køberen i besiddelse af
salgsgenstanden. Levering forudsætter almindeligvis, at sælgeren foretager en række foranstaltninger
for at skaffe køberen i besiddelse af salgsgenstanden.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1,
nr. 5, 1. pkt.,
er det forbudt, når en køber på anmodning fra en
leverandør nægter at give skriftlig bekræftelse af betingelserne for en leveringsaftale mellem køberen
og leverandøren. Den foreslåede bestemmelse undtager dog i
2. pkt.
de tilfælde, hvor aftalen vedrører
produkter, som skal leveres af et medlem af en producentorganisation, herunder et kooperativ til den
producentorganisation, som leverandøren er medlem af, hvis den pågældende producentorganisations
vedtægter eller regler og afgørelser fastlagt i eller truffet i henhold til disse vedtægter indeholder
bestemmelser, der har tilsvarende virkning som vilkårene i leveringsaftalen.
Forslaget pålægger således ikke parterne et decideret krav om skriftlighed, men fastsætter, at i de
tilfælde, hvor en leverandør anmoder om en skriftlig bekræftelse af betingelserne for en
leveringsaftale, som f.eks. kan være indgået mundtligt over telefon, da vil det udgøre en urimelig
handelspraksis, hvis køberen nægter eller afviser at give en sådan skriftlig bekræftelse af
betingelserne i leveringsaftalen, medmindre undtagelsen i bestemmelsens 2. pkt. finder anvendelse,
jf. ovenfor.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
2313444_0062.png
62
Det følger af direktivets præambelbetragtning nr. 23, at selvom der ikke bør være nogen forpligtelse
til at anvende skriftlige kontrakter, kan anvendelsen af skriftlige aftaler inden for landbrugs- og
fødevareforsyningskæden bidrage til at undgå visse former for urimelig handelspraksis. Det følger
endvidere heraf, at for at beskytte leverandører fra en sådan urimelig handelspraksis, bør leverandører
eller deres sammenslutninger derfor have ret til at anmode om skriftlig bekræftelse af betingelserne
for en leveringsaftale, hvis disse betingelser allerede er aftalt.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1,
nr. 6,
er det forbudt, når en køber ulovligt erhverver, bruger eller
videregiver leverandørens forretningshemmeligheder som omhandlet i direktiv 2016/943/EU
4
.
Direktivet er allerede implementeret i dansk ret ved lov nr. 309 af den 25. april 2018 (lov om
forretningshemmeligheder).
Efter den foreslåede § 5, stk. 1,
nr. 7,
er det forbudt, når køberen iværksætter handelsrepressalier eller
truer hermed over for leverandøren i tilfælde af, at denne udøver sine kontraktmæssige eller juridiske
rettigheder, f.eks. ved at indgive en klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller ved at
samarbejde med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen under en undersøgelse.
Eksempler på sådanne handelsrepressalier over for leverandører, eller truslen herom, kan ifølge
direktivet bl.a. være det forhold, at køberen trækker produkter ud af varesortimentet, reducerer
mængden af bestilte produkter eller indstiller visse tjenesteydelser, som køberen leverer til
leverandøren. Det kan f.eks. være markedsføring eller salgsfremstød af leverandørens produkter.
Hvis muligheden for ovenstående handlinger allerede følger af leveringsaftalen, vil en køber
formentlig fortsat som udgangspunkt kunne udøve dennes kontraktuelle rettigheder. Hvorvidt en
sådan handling udgør en handelsrepressalie vil dog bero på en konkret vurdering ud fra de konkrete
omstændigheder i sagen.
Det følger i tilknytning hertil af præambelbetragtning nr. 24, at direktivet ikke harmoniserer reglerne
om bevisbyrde, som anvendes i sager ved de nationale håndhævende myndigheder, ligesom direktivet
heller ikke harmoniserer definitionen af leveringsaftaler. Bestemmelser om henholdsvis bevisbyrde
og definitionen af leveringsaftaler er derfor dem, der er fastsat efter gældende dansk ret.
Det vil derfor i sidste ende være op til domstolene på baggrund af den konkrete bevisførelse i sagen
at afgøre, hvad de anser som bevist, dvs. om en given adfærd fra købers side udgør
handelsrepressalier, som har sammenhæng med f.eks. leverandørens klage til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen.
Efter den foreslåede § 5, stk. 1,
nr. 8,
er det forbudt, når køberen kræver kompensation fra
leverandøren for omkostningerne ved at behandle kundeklager i forbindelse med salget af
leverandørens produkter, selv om der ikke er nogen forsømmelighed eller fejl fra leverandørens side.
Europa og Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige
forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse (EUT L 157 af
15.6.2016, s. 1)
4
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
63
Forslaget ændrer ikke ved, at en køber godt vil kunne kræve kompensation fra leverandøren for
omkostninger ved at behandle kundeklager i forbindelse med salget af leverandørens produkter, i de
tilfælde, hvor kundeklagerne skyldes leverandørens forsømmelighed eller fejl. Dette vil således ikke
være at betragte som en urimelig handelspraksis.
Det følger af den foreslåede § 5,
stk. 2,
at erhvervsministeren i overensstemmelse med artikel 3, stk.
1, litra b), i direktiv 2019/633/EU, i behørigt begrundede tilfælde kan fastsætte regler om kortere
annulleringsfrister end 30 dage, jf. stk. 1, nr. 1, for specifikke sektorer.
Det følger således af direktivet, jf. præambelbetragtning nr. 20, at meddelelser om annullering for
letfordærvelige produkter på mindre end 30 dage bør betragtes som urimelige, da leverandøren ikke
ville være i stand til at finde en alternativ afsætningsmulighed for disse produkter. Det følger
endvidere heraf, at for produkter i visse sektorer kan endnu kortere annulleringsfrister dog muligvis
stadig give leverandører tilstrækkelig tid til at sælge produkterne et andet sted eller til at anvende dem
selv. Medlemsstaterne bør derfor ifølge direktivet have mulighed for at indføre kortere
annulleringsfrister for disse sektorer i behørigt begrundede tilfælde.
På den baggrund foreslås det, at der indsættes en bemyndigelsesbestemmelse, jf. lovforslagets § 5,
stk. 2. Der er dog ikke for nuværende planer om at benytte denne hjemmel, men den kan være
hensigtsmæssig at have, hvis der skulle opstå behov herfor. Dette er også i overensstemmelse med
direktivet.
Forslaget i § 5 er en tekstnær implementering af direktivets artikel 3, stk. 1, litra b) -i).
Til § 6
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 3, stk. 2, litra a) -f) samt artikel 3,
stk. 3.
Som nævnt er fødevareforsyningskæden i dag ikke særskilt reguleret i Danmark i forhold til regler
om urimelig handelspraksis. Udgangspunktet er således aftalefrihed, jf. pkt. 2.2.1 i de almindelige
bemærkninger.
Den foreslåede § 6 oplister en række former for handelspraksis, som alene er lovlige, såfremt der
forinden er truffet aftale herom i klare og utvetydige vendinger i leveringsaftalen eller i en eventuel
efterfølgende aftale mellem køberen og leverandøren. En sådan eventuel efterfølgende aftale mellem
køberen og leverandøren skal altså også være indgået
inden,
at en køber foretager en handelspraksis,
som oplistet i lovforslagets § 6, stk. 1, nr. 1-6.
Disse former for handelspraksis vil således - til forskel fra de oplistede former for urimelig
handelspraksis i lovforslagets § 5
–
kunne fraviges ved forudgående aftale herom i klare og utvetydige
vendinger. Baggrunden herfor er, at sådanne vilkår under visse omstændigheder vil kunne have
effektivitetsfremmende virkninger, der kan bidrage til, at den respektive fødevareforsyning fungerer
gnidningsfrit.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
64
Hvornår en aftale er
klar og utvetydig
skal forstås i overensstemmelse med de almindelige
aftaleretlige fortolkningsregler, herunder koncipistreglen.
Efter den foreslåede § 6,
stk. 1, nr. 1,
er det forbudt, når køberen returnerer ikkeafsatte landbrugs-
og fødevarer til leverandøren uden at betale for disse eller uden at betale for bortskaffelse af disse
produkter.
Efter den foreslåede § 6, stk. 1,
nr. 2,
er det forbudt, når en leverandør opkræves betaling som
betingelse for oplagring, udstilling eller anden præsentation af sine landbrugs- og fødevareprodukter
eller tilgængeliggørelse af sådanne varer på markedet.
Efter den foreslåede § 6, stk. 1,
nr. 3,
er det forbudt, når køberen kræver, at leverandøren bærer alle
eller en del af omkostningerne ved prisnedslag for landbrugs- og fødevarer, som sælges af køberen i
forbindelse med et salgsfremstød, medmindre køberen, inden denne iværksætter et salgsfremstød,
angiver salgsfremstødsperioden og den mængde landbrugs- og fødevarer, der forventes bestilt til den
nedsatte pris.
Salgsfremstød
kan ifølge Kommissionen formentlig anses ses som en mere tydelig adskilt aktivitet (i
forhold til reklame og markedsføring, jf. den foreslåede nr. 4 og nr. 5 nedenfor). Henvisningen til
prisnedslag i § 6, stk. 1, nr. 3, kunne således antyde, at salgsfremstød i denne henseende er knyttet til
rabatter, der ydes på specifikke mængder af produkter med henblik på at øge salget.
Efter de foreslåede bestemmelser i § 6, stk. 1,
nr. 4
og
nr. 5,
er det forbudt, når en køber kræver, at
leverandøren betaler for henholdsvis køberens reklame og/eller markedsføring for landbrugs- og
fødevarer.
Forskellen på reklame og markedsføring er i denne henseende ifølge Kommissionen, at
reklame
ofte
i litteraturen beskrives som et underelement eller en individuel komponent i en bredere
markedsføring.
Sidstnævnte er således mere omfattende med henblik på at dække en større strategi,
som f.eks. kan omfatte markedsundersøgelser og egentlige markedsføringsplaner, herunder
gennemførelsesforanstaltninger (såsom radioreklame og avisplaceringer) med det formål at øge salget
af et produkt til en målgruppe. Under alle omstændigheder vil begge former for adfærd være forbudt,
hvorfor sondringen må antages at være mere teoretisk end praktisk.
Efter den foreslåede § 6, stk. 1,
nr. 6,
er det forbudt, når køberen opkræver betaling fra leverandøren
for personale til at indrette lokaler til salg af leverandørens produkter.
Efter den foreslåede § 6,
stk. 2, 1. pkt.,
skal køberen, hvis denne kræver en betaling i de situationer,
der er omhandlet i stk. 1, nr. 2-6, efter anmodning fra leverandøren give leverandøren et skriftligt
overslag over betalingen pr. enhed eller de samlede betalinger, alt efter hvad der er hensigtsmæssigt.
Videre foreslås det i
2. pkt.,
at køberen i situationer omfattet af stk. 1, nr. 2 og nr. 4-6 endvidere skal
give leverandøren et skriftligt overslag over omkostningerne og grundlaget for overslaget.
Stk. 2 har således sammenhæng med de situationer, som er nævnt i stk. 1, nr. 2-6, hvor køberen
opkræver betaling fra leverandøren, fordi der forinden er truffet aftale herom i klare og utvetydige
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
65
vendinger i aftalen parterne imellem. I sådanne situationer vil køberen skulle, hvis leverandøren
anmoder herom, give leverandøren et skriftligt overslag over den pågældende betaling pr. enhed eller
over de samlede betalinger, alt efter hvad der vurderes at være hensigtsmæssigt.
For så vidt angår situationerne nævnt i stk. 1, nr. 2 og nr. 4-6, vil køberen desuden skulle give
leverandøren et skriftligt overslag over omkostningerne samt grundlaget for dette overslag, hvis
leverandøren anmoder herom.
I alle tilfælde vil de pågældende bidrag efter nr. 2-6, som det er aftalt, at leverandøren skal betale,
skulle baseres på objektive og rimelige skøn.
Hvis køberen efter anmodning fra leverandøren undlader at give leverandøren et sådant overslag efter
stk. 2, vil der være tale om en urimelig handelspraksis, som vil være forbudt i medfør af § 6.
Forslaget i § 6 er - med de fornødne sproglige tilpasninger - en tekstnær implementering af direktivets
artikel 3, stk. 2, litra a) -f) samt artikel 3, stk. 3.
Til § 7
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 4. Bestemmelsen regulerer
udpegelsen af den håndhævende myndighed.
Som nævnt i pkt. 2.2.1. er fødevareforsyningskæden på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt
i Danmark i forhold til regler om urimelig handelspraksis. Der er således af den årsag heller ikke
fastsat regler for danske myndigheders håndhævelse heraf.
Det følger af den foreslåede § 7,
stk. 1,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er den håndhævende
myndighed i Danmark.
Forslaget indebærer dermed, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får ansvaret for at håndhæve
reglerne efter den foreslåede lov og regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslås samtidig i § 7,
stk. 2, 1. pkt.,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan træffe afgørelse
efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf. Det foreslås videre i stk. 2,
2. pkt.,
at Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen er uafhængig i forbindelse med håndhævelsen af denne lov.
Det vil indebære, at ministeren ikke har instruktionsbeføjelse over for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen vedrørende konkrete sager, der afgøres efter denne lov. Det samme vil gøre sig
gældende i forhold til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beslutninger og afgørelser efter
lovforslagets § 9, stk. 1, 1. pkt. (prioritering af sager). Forslaget vil endvidere indebære, at ministeren
ikke har instruktionsbeføjelser over for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vedrørende
udarbejdelsen af vejledninger i medfør af loven.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil dog fortsat være underlagt instruktion fra erhvervsministeren
i sager vedrørende f.eks. forberedelse af lovgivning, almindelig ministerbetjening og bidrag til
tværgående arbejde på ministerområdet. Dette omfatter tillige udarbejdelse af eventuelle analyser til
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
66
ministeren. Det samme gælder styrelsens deltagelse som repræsentant for Danmark i internationalt
arbejde vedrørende forberedelse af nye eller ændrede EU-retsakter på området. Det gælder dog ikke
ved drøftelsen af konkrete sager i EU-regi.
Til § 8
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 5, stk. 1-2. Bestemmelsen
fastsætter,
hvem
der kan indgive klager, og
hvortil
klager kan indgives.
Som nævnt i pkt. 2.2.1. er fødevareforsyningskæden på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt
i Danmark i forhold til regler om urimelig handelspraksis. Der er således af den årsag heller ikke
fastsat regler for danske myndigheders håndhævelse heraf.
Det følger af den foreslåede § 8,
stk. 1, 1. pkt.,
at en leverandør enten kan indgive en klage til den
håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor leverandøren er etableret, eller til den
håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor køberen er etableret. Det foreslås i
2. pkt.,
at den
håndhævende myndighed, som klagen er indgivet til, har kompetence til at håndhæve forbuddene i
§§ 3, 4, 5 og 6.
Forslaget indebærer, at en klager vil kunne vælge, hvilken håndhævelsesmyndighed vedkommende
ønsker at indgive en klage til. Det kan f.eks. af sproglige årsager være lettere for en klager at indgive
en klage til den håndhævende myndighed i det land, hvor klager er etableret. For så vidt angår
håndhævelsen, så følger det af direktivet, at det imidlertid kan være mere effektivt at indgive en klage
til håndhævelsesmyndigheden i det land, hvor køberen er etableret.
Det vil ikke have betydning for vurderingen af, hvor køberen er
etableret
–
og dermed til hvilken
håndhævelsesmyndighed en leverandør kan indgive en klage til - om køber er en del af en større
koncern, og om denne udgør moderselskabet eller er et datterselskab. Det afgørende vil være, i hvilket
land det selskab, handlen indgås med, er etableret. Hvis eksempelvis et datterselskab (etableret i
Tyskland) til en multinational virksomhed (med hovedsæde i USA) køber landbrugs- og fødevarer
fra en dansk leverandør, så er datterselskabet
de facto
køber, hvorfor en leverandør etableret i
Danmark vil kunne vælge enten at klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller til den udpegede
håndhævelsesmyndighed i Tyskland.
I de tilfælde, hvor en dansk leverandør klager til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen over en køber,
som er etableret i et andet land inden for Den Europæiske Union eller uden for Den Europæiske
Union, vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter direktivets artikel 8 om samarbejde mellem
håndhævende myndigheder kunne anmode om gensidig bistand i det land, hvor køberen er etableret
i forhold til at undersøge en klage nærmere med henblik på at træffe en eventuel afgørelse. Det samme
gør sig gældende i forhold til inddrivelse af eventuelle bøder i andre lande i eller uden for EU.
Stk. 1 statuerer territorial kompetence i relation til klager over urimelig handelspraksis. Der vil derfor
ikke være noget til hinder for, at parterne indgår aftale om lovvalg i forhold til aftalen i øvrigt.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
2313444_0067.png
67
Rom I-forordningens
5
artikel 3, stk. 1, fastslår således, at en aftale er underkastet den lov, som
parterne har vedtaget, jf. dog artikel 9 (Rom-I) vedrørende overordnede præceptive bestemmelser og
den foreslåede § 8, stk. 3, nedenfor, hvorefter minimumsbeskyttelsen efter direktiv 2019/633/EU
aldrig vil kunne fraviges ved lovvalg.
Det følger af den foreslåede § 8,
stk. 2, 1. pkt.,
at producentorganisationer, andre
leverandørorganisationer og disses sammenslutninger ligeledes har ret til at indgive en klage på vegne
af en eller flere af deres medlemmer eller deres medlemsorganisationers medlemmer, hvis sådanne
medlemmer mener, at de udsættes for en urimelig handelspraksis.
Det følger endvidere af den foreslåede § 8, stk. 2,
2. pkt.,
at også andre organisationer, der har en
berettiget interesse i at repræsentere leverandører, har ret til at indgive klager efter anmodning fra en
leverandør og i denne leverandørs interesse, forudsat at sådanne organisationer er uafhængige og
nonprofit juridiske personer.
At sådanne andre organisationer skal være
uafhængige og nonprofit juridiske personer
for at være
klageberettigede indebærer ifølge Kommissionen blot, at sådanne organisationer skal adskille sig fra
de organisationer, der allerede kan kvalificere sig som en leverandørorganisationer m.v. efter
lovforslagets § 8, stk. 2, 1. pkt.
Normalt vil en organisations vedtægter være en tilstrækkelig indikation på, om en organisation er en
nonprofit organisation.
Ved at producentorganisationer m.v. efter anmodning fra og på vegne af en eller flere af deres
medlemmer får ret til at indgive klager, vil der hermed kunne sikres beskyttelse af identiteten hos de
medlemmer af de pågældende organisationer m.v., som mener, at de udsættes for urimelig
handelspraksis. Samtidig vil den indklagede have mulighed for at varetage sine interesser.
Forslaget har nær sammenhæng med lovforslagets § 10, stk. 1, hvortil der henvises.
Det følger af den foreslåede § 8,
stk. 3,
at forbuddene i direktiv 2019/633/EU er overordnede
præceptive bestemmelser, som finder anvendelse i enhver situation, der falder inden for denne lovs
anvendelsesområde.
Forslaget er en implementering af direktivets artikel 3, stk. 4, og indebærer, at uanset eventuelle
lovvalgsaftaler, som ellers ville finde anvendelse på leveringsaftalen mellem parterne, så vil parterne
ikke kunne aftale sig ud af forbuddene om urimelig handelspraksis i direktiv 2019/633/EU. Den
overordnede præceptivitet gælder dermed kun i forhold til direktivets minimumsforbud, hvorfor de
enkelte håndhævelsesmyndigheder i EU-medlemsstaterne alene er forpligtet til at håndhæve
minimumsforbuddene i direktivets artikel 3, stk. 1 og 2. Lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6 udgør imidlertid
en udvidelse af direktivets forbud, og disse bestemmelser vil således ikke være omfattet af den
overordnede præceptivitet i § 8, stk. 3.
Europa-Parlamentets og Rådets Forordning nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige
forpligtelser.
5
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
68
Det følger af den foreslåede § 8,
stk. 4,
at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for
indgivelse af klager, herunder opkrævning af et klagegebyr. Det er hensigten, at bemyndigelsen vil
blive udmøntet i en bekendtgørelse, hvor de nærmere regler for den praktiske fremgangsmåde ved
indgivelse af klager indgår. Det kan endvidere senere vise sig nødvendigt at udnytte bemyndigelsen
til at fastsætte nærmere regler for opkrævning af et klagegebyr, f.eks. på grund af et øget
ressourceforbrug for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som følge af et højt antal af indkomne
klager. Det nærmere omfang af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens håndhævelse kan dog først
klarlægges, når styrelsen har erfaringer hermed.
Forslaget i § 8 er
–
med undtagelse af stk. 4 - en tekstnær implementering af direktivets artikel 5, stk.
1-2.
Til § 9
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 5, stk. 4-6. Bestemmelsen fastsætter,
hvordan
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal agere i forhold til modtagne klager over urimelig
handelspraksis.
Det følger af den foreslåede
§ 9, stk. 1, 1. pkt.,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om der
er tilstrækkelig anledning til at undersøge elle træffe afgørelse i en sag, herunder om
sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.
Forslaget indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tillægges en prioriteringsadgang i
relation til klager efter den foreslåede lov. Dette er i overensstemmelse med direktivet, som i
præambelbetragtning nr. 28 fastsætter, at administrative prioriteringer hos den håndhævende
myndighed kan føre til, at den håndhævende myndighed ikke finder, at der er tilstrækkeligt grundlag
til at reagere på en klage.
Bestemmelsens ordlyd er inspireret af konkurrencelovens § 15, stk. 1, 3. pkt., hvor det fremgår, at
”Styrelsen
afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en sag,
herunder om sagsbehandlingen midlertidig
eller endeligt skal indstilles.”
Det er samtidig hensigten,
at indholdet i den foreslåede § 9, stk. 1, 1. pkt. skal administreres på samme vis som
konkurrencelovens § 15, stk. 1, 3. pkt.
Forslaget indebærer således, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil have vide beføjelser til at
behandle en sag af egen drift og til at afvise at behandle en klage. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
vil på et hvilket som helst tidspunkt i sagsbehandlingen kunne afvise at behandle alle eller nogle af
de klagepunkter, som en klager har rejst. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil endvidere kunne
beslutte, at den ikke vil træffe afgørelse i en sag. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor styrelsen modtager
en klage, og hvor det viser sig, at styrelsen først vil kunne træffe afgørelse efter at have iværksat
betydelige og ressourcekrævende undersøgelser. Det er vigtigt af hensyn til en så effektiv anvendelse
og en så hensigtsmæssig prioritering af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens ressourcer som muligt,
at styrelsen tillægges en sådan prioriteringsadgang.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
69
Det bemærkes i den forbindelse, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens prioriteringsadgang ikke
begrænser muligheden for, at fysiske eller juridiske personer, som sælger landbrugs- og fødevarer,
kan håndhæve forbuddene i lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6 direkte ved domstolene.
Det følger videre af den foreslåede § 9, stk. 1,
2. pkt.,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis
der efter styrelsens vurdering ikke er et tilstrækkeligt grundlag for at behandle en klage, underretter
klageren om begrundelsen herfor inden for rimelig tid efter modtagelsen af klagen.
Det fremgår ikke nærmere af direktivet, hvad der skal forstås med
inden for rimelig tid.
Forvaltningsloven indeholder ikke regler om forvaltningsmyndigheders sagsbehandlingstid. Det
følger imidlertid af god forvaltningsskik, at sager i den offentlige forvaltning skal behandles inden
for rimelig tid og ikke må trække unødigt ud; samtidig skal sagsbehandlingens kvalitet være
forsvarlig.
En offentlig myndighed skal give borgerne underretning, hvis en sag ikke kan afgøres inden for kort
tid, eller hvis sagen tager længere tid end sædvanligt. Der skal i så fald oplyses om, hvad sagen beror
på og så vidt muligt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.
Ved vurderingen af sagsbehandlingstiden i en konkret sag tages der udgangspunkt i den samlede
sagsbehandlingstid. Herudover kan andre forhold tages i betragtning som f.eks. sagens karakter,
omfanget af de undersøgelser, som myndigheden har skullet foretage, de løbende ekspeditioner i
sagen, den sædvanlige sagsbehandlingstid for den pågældende sagstype, sagens faktiske og retlige
kompleksitet, om sagen har givet anledning til principielle overvejelser, og om sagen af hensyn til
parten eller andre private eller offentlige interesser må anses for mere eller mindre hastende.
Det er vurderingen, at
begrebet ”inden for rimelig tid” efter direktivets artikel 5, stk. 4-6,
skal forstås
i overensstemmelse med princippet efter god forvaltningsskik om, at sager i den offentlige forvaltning
skal behandles inden for rimelig tid. Efter direktivets artikel 5, stk. 4-6, skal medlemsstaterne således
sikre, at den håndhævende myndighed agerer inden for rimelig tid i en række forskellige situationer,
jf. lovforslagets § 9, stk. 1-3.
Det følger af den foreslåede § 9,
stk. 2,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis styrelsen
vurderer, at der er tilstrækkeligt grundlag for at behandle en klage, foretager en sådan behandling af
klagen inden for rimelig tid. Det vil efter den foreslåede bestemmelse omfatte, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen indleder en sag, foretager de nødvendige undersøgelser og afslutter sagen inden
for rimelig tid.
Hvad der herefter vil skulle forstås med
inden for rimelig tid,
skal således forstås i overensstemmelse
med det ovenfor anførte.
Endelig følger det af den foreslåede § 9,
stk. 3,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen underretter
klageren om, inden for rimelig tid efter modtagelsen af klagen, hvordan styrelsen agter at følge op
herpå.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
70
Forslaget i § 9 er med undtagelse af stk. 1, 1. pkt.
–
en tekstnær implementering af direktivets artikel
5, stk. 4-6
Til § 10
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 5, stk. 3, samt artikel 6, stk. 1, litra d).
Som anført i pkt. 2.5.1. er der på nuværende tidspunkt ikke fastsat regler, der særskilt regulerer
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens adgang til
–
efter anmodning fra klager
–
at sikre en passende
beskyttelse af en klagers identitet, og til fortrolig behandling af eventuelt andre oplysninger, hvis
offentliggørelse af sådanne oplysninger efter klagers mening kan skade dennes interesser.
Det følger af den foreslåede § 10,
stk. 1, 1. pkt.,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis klageren
anmoder herom, træffer de nødvendige foranstaltninger til passende beskyttelse af en klagers eller de
i lovforslagets § 8, stk. 2, omhandlede medlemmers eller leverandørers identitet, og til passende
beskyttelse af eventuelle andre oplysninger, hvis offentliggørelse efter klagerens mening vil skade
klagerens eller disse medlemmers eller leverandørers interesser.
Det følger endvidere af den foreslåede § 10, stk. 1,
2. pkt.,
at klageren i forbindelse med en sådan
anmodning efter stk. 1 skal angive alle de oplysninger, som klageren anmoder om fortrolig
behandling af.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil i den forbindelse have en vis skønsbeføjelse i forhold til at
vurdere, om de oplysninger, som en klager har anmodet om fortrolig behandling af, rent faktisk er af
fortrolig karakter og dermed vil kunne nyde beskyttelse efter § 10, stk. 1. Oplysninger, som allerede
er offentligt tilgængelige, vil f.eks. ikke kunne nyde beskyttelse efter bestemmelsen.
Det følger af den foreslåede § 10,
stk. 2,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan undlade at træffe
en afgørelse, hvis en sådan afgørelse indebærer en risiko for at afsløre en klagers identitet eller en
risiko for at offentliggøre andre oplysninger, hvis offentliggørelse efter klagerens mening vil skade
dennes interesser, og forudsat at klageren har udpeget de pågældende oplysninger i overensstemmelse
med stk. 1, 2. pkt.
Samspillet mellem stk. 1 og stk. 2 betyder, at en klager vil have rådighed over sagsforløbet i den
forstand, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
skal
træffe de fornødne foranstaltninger i forhold til
fortrolighed, hvis klageren anmoder herom. Forslaget indebærer således, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen vil have en handlepligt i forhold til at respektere en klagers anmodning om
fortrolighed, herunder at træffe de nødvendige foranstaltninger i den forbindelse. Det indebærer
imidlertid også, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter den foreslåede § 10, stk. 2, vil kunne
undlade at træffe en afgørelse, hvori den fastslår en overtrædelse af loven, hvis en sådan afgørelse -
på grund af indklagedes ret til at varetage sine interesser - indebærer en risiko for at afsløre den
pågældende klagers identitet eller andre fortrolige oplysninger, som klager har udpeget efter
lovforslagets § 10, stk. 1, 2. pkt.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
2313444_0071.png
71
Der vil således kunne opstå situationer, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke kan træffe en
afgørelse om en konkret overtrædelse af loven, fordi indklagede ikke vil kunne varetage sine
interesser uden at få oplyst, hvem den pågældende klage og påstande stammer fra. I sådanne tilfælde
vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skulle informere klageren inden for rimelig tid om, at der
ikke kan træffes en materiel afgørelse, uden at det vil stride mod klagers anmodning om fortrolighed.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil fra sag til sag skulle vurdere, hvorvidt det vil være muligt at
træffe en afgørelse om en konkret overtrædelse uden samtidig at offentliggøre eller videregive
fortrolige oplysninger om klager eller de i lovforslagets § 8, stk. 2, omhandlede medlemmer eller
leverandører, herunder disses identitet, hvis der er blevet anmodet om fortrolighed efter lovforslagets
§ 10, stk. 1.
I en sådan konkret vurdering vil der skulle tages et væsentligt hensyn til risikoen for
handelsrepressalier over for klageren eller over de i lovforslagets § 10, stk. 2, omhandlede
medlemmer eller leverandører. Dette vil være i tråd med de generelle overvejelser vedrørende
effektiviteten af håndhævelsen, som er afspejlet i Kommissionens effektanalyse.
6
Handelsrepressalier
eller forstyrrelser i eksisterende forretningsforbindelser er muligvis ikke en pris, som en klager m.v.
i sidste ende vil være villig til at betale.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.2 i de almindelige bemærkninger for sammenhængen mellem de to
bestemmelser i lovforslagets § 10, stk. 1 og 2.
Forslaget er en tekstnær implementering af direktivets artikel 5, stk. 3, samt artikel 6, stk. 1, litra d).
Til § 11
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 6, stk. 1, litra a) og b), samt artikel
8 i forhold til samarbejde mellem håndhævende myndigheder.
Som nævnt i pkt. 2.2.1. er fødevareforsyningskæden på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt
i Danmark i forhold til regler om urimelig handelspraksis. Der er således af den årsag heller ikke
fastsat regler for danske myndigheders håndhævelse heraf.
Det følger af den foreslåede § 11,
stk. 1,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen af egen drift eller på
grundlag af en klage kan indlede og foretage undersøgelser vedrørende en mulig overtrædelse af
forbuddene i lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6.
Forslaget indebærer for det første, at en sag vil kunne indledes på Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens eget initiativ. Baggrunden herfor kan eksempelvis være, hvis Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen beslutter sig for nærmere at undersøge en række beskyldninger vedrørende en
eller flere køberes mulige overtrædelser af forbuddene i lovforslaget, i de situationer hvor
leverandøren er bange for at indgive en egentlig klage.
6
Impact Assesment
–
Initiative to improve the food supply chain (unfair trading practices), SWD(2018) 92 final.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
72
For det andet vil en sag kunne indledes på baggrund af klager fra parter, der berøres af urimelig
handelspraksis, klager fra whistleblowere eller på grundlag af anonyme klager.
Det følger af den foreslåede § 11,
stk. 2,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til brug for
undersøgelser efter stk. 1 kan pålægge købere og leverandører at fremlægge alle de oplysninger, som
skønnes nødvendige for udførelsen af de opgaver, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er tillagt
efter den foreslåede lov, eller til afgørelse af, om en urimelig handelspraksis er omfattet af lovens
forbudsbestemmelser i lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6.
Den foreslåede bestemmelse er udformet med inspiration fra konkurrencelovens § 17, stk. 1, hvoraf
det fremgår,
at ”Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen kan kræve alle oplysninger, herunder
regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede
data, som skønnes nødvendige for udførelsen af de opgaver, som Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen er tillagt efter denne lov, eller til afgørelse af, om et forhold er omfattet af lovens
bestemmelser.”
Det er også hensigten, at den foreslåede bestemmelse vil skulle administreres på samme måde som
konkurrencelovens § 17, stk. 1. Det vil således være Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen selv, som
skønner hvilke oplysninger, der anses for nødvendige til styrelsens håndhævelse og undersøgelser
efter den foreslåede lov.
Det følger af den foreslåede § 11,
stk. 3,
at de i stk. 2 nævnte oplysninger ligeledes kan kræves til
brug for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens bistand til håndhævelsesmyndighederne i den
Europæiske Union med henblik på disse myndigheders anvendelse af nationale regler om urimelig
handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
Medlemsstaterne skal ifølge direktivets artikel 8, stk. 1, sikre, at de håndhævende myndigheder
samarbejder effektivt med hinanden og med Kommissionen, og at de yder hinanden gensidig bistand
i forbindelse med undersøgelser, der har en grænseoverskridende dimension.
Forslaget har således til formål at sikre, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på vegne af en
håndhævelsesmyndighed inden for EU kan kræve oplysninger til brug for undersøgelser hos den
pågældende myndighed, som anvender nationale regler om urimelig handelspraksis i relationer
mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
En undladelse af at efterkomme et krav om oplysninger efter stk. 2 og stk. 3 vil kunne indebære, at
der pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder, jf. lovforslagets § 18.
Til § 12
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 6, stk. 1, litra c), og artikel 8 om
samarbejde mellem håndhævende myndigheder for så vidt angår kontrolundersøgelser.
Som nævnt i pkt. 2.2.1. er fødevareforsyningskæden på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt
i Danmark i forhold til regler om urimelig handelspraksis. Der er således af den årsag heller ikke
fastsat regler for danske myndigheders håndhævelse heraf.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
73
Den foreslåede § 12 giver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen hjemmel til at foretage uanmeldte
kontrolundersøgelser og fastsætter procedurerne herfor. Den foreslåede bestemmelse er udformet
med inspiration fra konkurrencelovens § 18, stk. 1-8, og det er også hensigten, at den foreslåede
bestemmelse vil skulle administreres på samme måde som efter procedurerne i konkurrencelovens §
18.
Det følger af den foreslåede § 12,
stk. 1, 1. pkt.,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til brug for
undersøgelser om ulovlig handelspraksis kan foretage uanmeldte kontrolundersøgelser, der
indebærer, at styrelsen får adgang til en købers og/eller leverandørs lokaler og transportmidler med
henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning uanset informationsmedium.
Forslaget indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil kunne gøre sig bekendt med og
kopiere alt relevant materiale, som kan henføres til styrelsens beslutningsgrundlag for at gå på
kontrolundersøgelse.
Det følger samtidig af den foreslåede § 12, stk. 1,
2. pkt.,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i
forbindelse med en kontrolundersøgelse kan forlange mundtlige forklaringer og forlange, at personer,
der er omfattet af kontrolundersøgelsen, viser indholdet af deres lommer, tasker og lign. med henblik
på, at styrelsen kan gøre sig bekendt med og eventuelt tage kopi af dette.
Indholdet af de mundtlige forklaringer, der vil kunne afkræves under en kontrolundersøgelse, vil
alene angå oplysninger om faktuelle forhold og vedrørende genstanden for kontrolundersøgelsen. Det
vil navnlig dreje sig om spørgsmål, der tjener til opklaring af, hvor mapper og andre
forretningspapirer befinder sig, hvorledes disse er systematiseret, eller hvorfor visse dokumenter
mangler. Hertil kommer faktuelle spørgsmål til indholdet af disse mapper, forretningspapirer m.v.
Der vil endvidere kunne stilles faktuelle spørgsmål til virksomhedens organisationsdiagram,
medarbejdernes arbejdsområder, eller hvor en særlig enhed eller medarbejder fysisk er placeret. Der
kan derimod ikke stilles spørgsmål af selvinkriminerende art, jf. retssikkerhedslovens § 10, stk. 1.
Beslutningen om at gennemføre en kontrolundersøgelse træffes af Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens direktion. En sådan beslutning vil skulle indeholde de krav til oplysninger og
begrundelse, der er anført i retssikkerhedslovens § 5, stk. 2, jf. stk. 6.
Det følger af den foreslåede § 12,
stk. 2,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen under særlige forhold
kan opnå adgang til en ekstern databehandler for dér at gøre sig bekendt med og kopiere relevant
materiale.
Det vil der f.eks. kunne være behov for, hvis den virksomhed, som er genstand for
kontrolundersøgelsen, har outsourcet behandlingen og opbevaringen af virksomhedens elektroniske
oplysninger til en ekstern databehandler, og hvis der i praksis kan vise sig tekniske problemer for
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med at etablere en opkobling fra virksomheden til den eksterne
databehandler.
Forslaget i § 12, stk. 2, indeholder derfor en hjemmel til, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
kontrolundersøgelse hos en køber og/eller leverandør kan udstrækkes til, at styrelsen
–
mod
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
74
retskendelse og behørig legitimation, jf. den foreslåede § 12, stk. 3
–
kan få adgang til en købers
og/eller leverandørs eksterne databehandleres lokaler for dér at gøre sig bekendt med og kopiere
oplysninger, herunder sikkerhedskopier. Denne adgang forudsætter, at det ikke er muligt for
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at få adgang til oplysningerne hos køberen og/eller leverandøren
selv. I sagens natur vil den pågældende køber og/eller leverandør derfor i disse tilfælde altid være
inddraget og varslet, inden den eksterne databehandler besøges. Køberen og/eller leverandøren vil
endvidere få tilbud om at være tilstede under besøget hos den eksterne databehandler.
Endelig vil den foreslåede adgang til en ekstern databehandler skulle udøves med mindst mulig
indvirkning på den eksterne databehandlers daglige drift, ligesom kopieringen eller medtagelsen af
materiale m.v., ikke må få følger for andre virksomheder, der ikke er genstand for en
kontrolundersøgelse, men som f.eks. har lagret materiale på det samme medium, som medtages.
Det følger af den foreslåede § 12,
stk. 3,
at en kontrolundersøgelse kun kan finde sted mod forevisning
af en retskendelse og mod behørig legitimation fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
repræsentanter.
Forslaget indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen alene kan gennemføre en
kontrolundersøgelse mod forevisning af en retskendelse og mod behørig legitimation fra
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens repræsentanter.
Det følger af den foreslåede § 12,
stk. 4, 1. pkt.,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan indsamle
en kopi af dataindholdet fra elektroniske medier, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, med henblik
på efterfølgende at gennemgå kopien.
Indsamlingen vil f.eks. kunne foregå ved, at der sker en overførsel fra en købers og/eller leverandørs
server,
eller ved en overførsel fra en købers og/eller leverandørs online facilitet (”sky”), hvor
dataindholdet måtte være lagret. Det vil selvsagt skulle være en kopi af de elektroniske medier hos
den, der omfattes af kontrolundersøgelsen eller i givet fald hos en ekstern databehandler, jf. den
foreslåede § 12, stk. 2. Det forhold, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil kunne medtage kopien
med henblik på en efterfølgende gennemgang af den, indebærer som udgangspunkt, at selve
kontrolundersøgelsen hos en køber og/eller leverandør ikke skal udstrækkes over flere dage, men kan
afsluttes efter en dag, evt. to dage.
Det følger samtidig af den foreslåede § 12, stk. 4,
2. pkt.,
at de indsamlede data skal forsegles eller på
anden måde sikres mod læsning, inden kontrolundersøgelsen afsluttes.
Det afgørende vil herefter være, at de indsamlede data sikres mod læsning, indtil de åbnes for læsning,
jf. 3. pkt. nedenfor. Denne sikring skal ske, inden kontrolundersøgelsen afsluttes. Såvel den, som er
genstand for en kontrolundersøgelse, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil have en interesse
i at sikre dataindholdet for dermed at kunne konstatere eventuelle brud af sikringen.
Det følger endvidere af den foreslåede § 12, stk. 4,
3. pkt.,
at den, der er genstand for
kontrolundersøgelsen, kan kræve, at denne selv eller en af denne udpeget repræsentant overværer, at
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
75
de indsamlede data gøres tilgængelige for læsning, og at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
gennemgår det indsamlede materiale.
Med udtrykket
overværer
vil det ikke være et krav, at de pågældende skal være fysisk tilstede. Det
vil således også være muligt for de pågældende virtuelt at overvære åbningen eller gennemgangen af
de indsamlede data.
Det følger yderligere af den foreslåede § 12, stk. 4,
4. pkt.,
at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har
pligt til senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsens afslutning at give en kopi af de oplysninger, som
styrelsen måtte have taget fra de indsamlede data, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen. Hertil
følger det af
5. pkt.,
at når gennemgangen af de indsamlede data er gennemført, skal dataene sikres mod
læsning.
Forslaget i 4. pkt. indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen senest 40 hverdage efter
kontrolundersøgelsens afslutning skal give den undersøgte virksomhed en kopi af de oplysninger, som
måtte være taget fra de indsamlede data. Forslaget i 5. pkt. indebærer, at når denne undersøgelsesfase er
afsluttet, skal de indsamlede data fra kontrolundersøgelsen sikres mod læsning.
Det følger af den forslåede § 12, stk. 4,
6. pkt.,
at de indsamlede data skal slettes, hvis Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen vurderer, at materialet ikke indeholder beviser for en overtrædelse af
forbudsbestemmelserne i denne lov, jf. lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6.
Forslaget indebærer, at den, der er genstand for en kontrolundersøgelse, vil have krav på, at de
indsamlede data slettes, hvis de efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vurdering ikke indeholder
beviser for en overtrædelse af den foreslåede lov.
Endelig følger det af den foreslåede § 12, stk. 4,
7. pkt.,
at såfremt Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen beslutter at gå videre med sagen, skal de indsamlede data slettes, når sagen er
endeligt afgjort.
Det følger af den foreslåede § 12,
stk. 5,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen - i tilfælde af, at
virksomhedens forhold gør, at det ikke er muligt for styrelsen samme dag at få adgang til eller tage
kopi af oplysningerne, jf. stk. 1, 2 og 4
–
kan forsegle de relevante forretningslokaler, transportmidler
og oplysninger i op til tre hverdage herefter.
Adgangen hertil vil være begrænset til de særlige tilfælde, hvor køberens og/eller leverandørens
forhold gør, at det ikke er muligt at få adgang til eller kopiere oplysningerne på stedet.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at afslutte
kopieringen af de ønskede oplysninger samme dag, som kontrolundersøgelsen er påbegyndt. Det kan
f.eks. ske, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke kan få adgang til en bærbar computer, der
anvendes af virksomhedens ansatte
–
der er central i forhold til kontrolundersøgelsen
–
fordi
vedkommende er bortrejst, og ingen i virksomheden kan eller vil udlevere computerens password.
Der kan også forekomme tilfælde, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har grundlag for at tro,
at en ansat har slettet alle filer på sin computer, lige før styrelsen skal undersøge den. I sådanne særlige
tilfælde kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen have behov for at medtage den pågældende
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
76
computer med henblik på ved anvendelse af særligt udstyr at få adgang til computeren eller reetablere
slettede informationer. Ligeledes vil der kunne opstå problemer med virksomhedens kopimaskiner,
som i særlige tilfælde nødvendiggør, at noget materiale medtages med henblik på kopiering i
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Det følger af den foreslåede § 12,
stk. 6, 1. pkt.,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen - under de
samme betingelser som i stk. 5 - kan medtage de oplysninger eller det medium, hvorpå oplysningerne
befinder sig, med henblik på kopiering. Videre foreslås det i
2. pkt.,
at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen senest tre hverdage efter kontrolundersøgelsen skal tilbagelevere det pågældende
materiale samt et sæt kopier af de oplysninger, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har taget til
brug for en nærmere gennemgang.
Den foreslåede § 12, stk. 6 vil også finde anvendelse i de tilfælde, hvor en kontrolundersøgelse
udstrækkes til en ekstern databehandler
–
forudsat oplysninger m.v. vedrører den, der er genstand for
kontrolundersøgelsen.
Anvendelsen af forslaget i § 12, stk. 6, 1. pkt., skal ses i sammenhæng med anvendelsen af stk. 5, om
forsegling. De to bestemmelser udgør et supplement til hinanden, og Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen vil som udgangspunkt i samråd med den, der er genstand for
kontrolundersøgelsen, og ud fra proportionalitetsprincippet skulle vælge det indgreb, der er mindst
byrdefuldt for den pågældende, men som styrelsen samtidig anser for et nødvendigt indgreb. Det vil
herudover være en betingelse, at medtagelsen af oplysninger eller et medium skyldes den
pågældendes forhold, jf. også betingelsen efter den foreslåede § 12, stk. 5. Adgangen hertil vil således
være begrænset til de særlige tilfælde, hvor køberens og/eller leverandørens forhold gør, at det ikke
er muligt at få adgang til eller kopiere materialet eller informationsmediet på stedet.
Det følger af den foreslåede § 12,
stk. 7,
at fristerne i stk. 4, 5 og stk. 6 i særlige tilfælde kan forlænges.
Forslaget indebærer, at fristen på de 40 hverdage (stk. 4), og fristerne på tre hverdage til henholdsvis
opretholdelse af en forsegling (stk. 5) og til aflevering af medtagne oplysninger og medier (stk. 6), i
særlige tilfælde vil kunne forlænges.
Det følger af den foreslåede § 12,
stk. 8, 1. pkt.,
at politiet kan yde bistand ved udøvelsen af
beføjelserne efter stk. 1, 2 og 4-6. Det følger samtidig af
2. pkt.,
at erhvervsministeren efter aftale
med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiets bistand.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har lang erfaring med at foretage kontrolundersøgelser efter
konkurrencelovens § 18. Erfaringen her fra viser, at politiet normalt kun vil være tilstede i forbindelse
med selve påbegyndelsen af en kontrolundersøgelse (dog med en aftale med styrelsen om, at de kan
tilkaldes, hvis der senere skulle opstå problemer). Det skyldes, at virksomhederne hidtil har anerkendt
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens adgang til at foretage kontrolundersøgelser og har samarbejdet
loyalt med at få denne gennemført.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
77
Medlemsstaterne skal ifølge direktivets artikel 8, stk. 1, sikre, at de håndhævende myndigheder
samarbejder effektivt med hinanden og med Kommissionen, og at de yder hinanden gensidig bistand
i forbindelse med undersøgelser, der har en grænseoverskridende dimension.
Det følger derfor af den foreslåede § 12,
stk. 9, 1. pkt.,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan
foretage kontrolundersøgelser for at yde bistand til en håndhævelsesmyndighed i en medlemsstat i
den Europæiske Union i forbindelse med denne myndigheds anvendelse af nationale regler om
urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
Bistanden vil bestå i, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på vegne af en anden
håndhævelsesmyndighed inden for EU foretager kontrolundersøgelsen. Ved sådanne
kontrolundersøgelser finder den foreslåede § 12, stk. 1-8, ligeledes anvendelse, jf. bestemmelsens
2.
pkt.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 9 har således til formål at sikre, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen på vegne af en håndhævelsesmyndighed inden for EU kan foretage en
kontrolundersøgelse i Danmark til brug for undersøgelser hos den pågældende myndighed, som
anvender nationale regler om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs-
og fødevareforsyningskæden.
Til § 13
Med den foreslåede bestemmelse gennemføreres direktivets artikel 8 om samarbejde mellem
håndhævende myndigheder i EU for så vidt angår videregivelse af oplysninger.
EU-medlemsstaterne skal ifølge direktivets artikel 8, stk. 1, sikre, at de håndhævende myndigheder
samarbejder effektivt med hinanden og med EU-Kommissionen, og at de yder hinanden gensidig
bistand i forbindelse med undersøgelser, der har en grænseoverskridende dimension.
Det følger af den foreslåede § 13,
stk. 1,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til andre
håndhævelsesmyndigheder inden for EU, under forbehold om gensidighed, kan videregive
oplysninger, som er omfattet af styrelsens tavshedspligt, og som er nødvendige for at fremme
håndhævelsen af disse myndigheders nationale regler om urimelig handelspraksis i relationer mellem
virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
Med
oplysninger, som er omfattet af styrelsens tavshedspligt,
menes de oplysninger, som er omfattet
af § 27 i forvaltningsloven (fortrolige oplysninger). Det kan f.eks. være oplysninger om
forretningsforhold eller oplysninger om mistanke om eller klage over en overtrædelse af den
foreslåede lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden.
Forslaget indebærer, at der skal foreligge gensidighed, dvs. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil
kun kunne videregive fortrolige oplysninger til en anden håndhævelsesmyndighed, hvis
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen også fra den anden myndighed kan modtage fortrolige
oplysninger til brug for håndhævelsen af den foreslåede lov.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
78
Forslaget indebærer endvidere, at videregivelsen skal være nødvendig, således at en videregivelse
skal ske for, at den anden håndhævelsesmyndighed kan sættes i stand til at håndhæve den lovgivning
om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden, som den administrerer.
Til § 14
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 5, stk. 7, og artikel 6, litra d).
Som nævnt i pkt. 2.2.1. er fødevareforsyningskæden på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt
i Danmark i forhold til regler om urimelig handelspraksis. Der er således af den årsag heller ikke
fastsat regler for danske myndigheders håndhævelse heraf.
Det følger af den foreslåede § 14,
stk. 1,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan udstede en køber
et påbud om at ophøre med den ulovlige handelspraksis, hvis styrelsen fastlår, at den pågældende
køber har overtrådt de i §§ 3, 4, 5 og 6 nævnte forbud.
Der vil ikke efter ordlyden af den foreslåede bestemmelse være en pligt for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen til at udstede et påbud. F.eks. kan styrelsen undlade at udstede et påbud og dermed
undlade at træffe en afgørelse, hvis en sådan afgørelse indebærer en risiko for at afsløre en klagers
identitet eller en risiko for at offentliggøre andre oplysninger, hvis offentliggørelse efter klagerens
mening vil skade dennes interesser, jf. den foreslåede § 10, stk. 2.
Den, der ikke efterkommer et påbud efter den foreslåede bestemmelse, vil kunne straffes med bøde,
jf. lovforslagets § 19.
Til § 15
Den foreslåede bestemmelse fastsætter regler om klageadgang.
Som nævnt i pkt. 2.2.1. er fødevareforsyningskæden på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt
i Danmark i forhold til regler om urimelig handelspraksis. Der er således af den årsag heller ikke
fastsat regler for danske myndigheders håndhævelse heraf, herunder regler om klageadgang.
Det følger af den foreslåede § 15,
stk. 1,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter
denne lov ikke kan påklages til en anden administrativ myndighed.
Forslaget indebærer, at der ikke vil være mulighed for administrativ rekurs. Det vil f.eks. indebære,
at afgørelser om at indstille sagsbehandlingen efter lovforslagets § 9, stk. 1, 1. pkt., eller afgørelser
om udstedelse af påbud, jf. lovforslagets § 14, ikke kan indbringes for en anden administrativ
myndighed.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter den foreslåede lov vil dog kunne indbringes for
de almindelige domstole efter den almindelige prøvelsesadgang i grundlovens § 63. Det vil således
være den, som afgørelsen retter sig imod, eller andre med en væsentlig og individuel interesse i
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
79
retssagens udfald, der selv skal udtage stævning m.v., såfremt afgørelsen ønskes prøvet for
domstolene.
Det følger af den foreslåede § 15,
stk. 2, 1. pkt.,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser
skal indbringes for domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Efter
bestemmelsens
2. pkt.
er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse endelig, såfremt
indbringelse ikke finder sted inden for denne frist.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8. i de almindelige bemærkninger.
Til § 16
Den foreslåede bestemmelse fastsætter regler om offentlighed.
Det følger af offentlighedslovens § 7, at udgangspunktet er, at enhver kan forlange at blive gjort
bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en myndighed m.v. som led i administrativ
sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.
Der gælder imidlertid en række undtagelser til dette udgangspunkt. Det følger bl.a. af
offentlighedslovens § 30, nr. 1 og nr. 2, at oplysninger om enkeltpersoners private, herunder
økonomiske forhold (nr. 1) og oplysninger om bl.a. drifts- og forretningsforhold (nr. 2) kan undtages,
for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne
angår, at anmodningen ikke imødekommes.
På konkurrenceområdet, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen håndhæver konkurrenceloven,
gælder det, at offentlighedsloven, herunder reglerne om indsigt, ikke finder anvendelse i sager og
undersøgelser efter konkurrenceloven, jf. konkurrencelovens § 13, stk. 1. Virksomheder har dog ret
til egenacces efter princippet i offentlighedslovens § 8 i sager, hvori der er eller vil blive truffet
afgørelse efter konkurrenceloven med undtagelse af oplysninger om en anden virksomheds tekniske
indretninger, tekniske fremgangsmåder og drifts- og forretningsforhold eller andre fortrolige
oplysninger, jf. konkurrencelovens § 13, stk. 1, 2. pkt.
Der henvises til baggrunden for konkurrencelovens § 13, stk. 1, i pkt. 2.6.1. i de almindelige
bemærkninger.
Det følger af den foreslåede § 16,
stk. 1, 1. pkt.,
at lov om offentlighed i forvaltning ikke skal gælde
for sager og undersøgelser efter denne lov.
Det vil indebære, at offentlighedsloven, herunder retten til indsigt, ikke skal finde anvendelse i sager
og undersøgelser om urimelig handelspraksis efter den foreslåede lov. Der henvises til baggrunden
for forslaget i pkt. 2.6.3.2. i de almindelige bemærkninger.
Det følger samtidig af den foreslåede § 16, stk. 1,
2. pkt.,
at virksomheder dog har ret til egenacces i
sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse efter denne lov med undtagelse af oplysninger om
en anden virksomheds tekniske indretninger, tekniske fremgangsmåder og drifts- og
forretningsforhold eller andre fortrolige oplysninger.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
80
I egenacces ligger, at den, hvis
personlige forhold
er omtalt i en sag, kan få indsigt i disse oplysninger,
selvom den pågældende ikke er part i sagen, jf. offentlighedslovens § 8.
Stk. 1, 2. pkt., indebærer således, at virksomheder, uanset stk. 1, 1. pkt., vil have ret til egenacces
efter princippet i offentlighedslovens § 8 i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse
(afgørelsessager) efter den foreslåede lov. Omvendt vil virksomheder ikke have ret til egenacces i
undersøgelsessager, hvorved bl.a. menes kontrolundersøgelser hos andre virksomheder og
undersøgelser på et indledende stadie, som (endnu) ikke har karakter af en sag, hvori der er eller vil
blive truffet afgørelse.
Forslaget indebærer endvidere, at der kun er adgang til egenacces for
virksomheder,
og altså ikke for
fysiske personer, der ikke udøver en økonomisk aktivitet i form af køb eller salg af landbrugs- og
fødevarer. En virksomheds ret til egenacces vil som udgangspunkt omfatte ret til indsigt i oplysninger,
der vedrører virksomheden som sådan, herunder oplysninger om virksomhedens medarbejdere i deres
virke som medarbejdere for virksomheden. For enkeltmandsvirksomheder omfatter retten til
egenacces også ret til indsigt i oplysninger om ejeren.
En virksomheds ret til egenacces indebærer dog ikke ret til indsigt i oplysninger om en anden
virksomheds tekniske indretninger, tekniske fremgangsmåde, drift- og forretningsforhold eller andre
fortrolige oplysninger. Virksomhed A’s ret til egenacces omfatter således ikke virksomhed B’s
forretningsmæssige overvejelser, selvom virksomhed A eller f.eks. dennes direktør måtte være nævnt
i materialet indhentet fra virksomhed B.
For fysiske personers adgang til egenacces (dvs. fysiske personer, der ikke udøver en økonomisk
aktivitet i form af køb eller salg af landbrugs- og fødevarer) gælder en række undtagelser, jf.
offentlighedslovens § 8, der henviser til §§ 19-29, §§ 31-33 og § 35. De principper for begrænsningen
af retten til egenacces, som disse undtagelser er udtryk for, finder tilsvarende anvendelse for en
virksomheds ret til egenacces efter den foreslåede bestemmelse.
Det følger endvidere af den foreslåede § 16, stk. 1,
3. pkt.,
at §§ 13 og 15 i lov om offentlighed i
forvaltningen også gælder for sådanne sager, dvs. sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse,
jf. 2. pkt.
Det indebærer, at offentlighedslovens regler om notatpligt (§ 13) og journaliseringspligt (§ 15) også
vil finde anvendelse i sådanne sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse efter den foreslåede
lov.
Endelig følger det af den foreslåede § 16, stk. 1,
4. pkt.,
at 1. og 2. pkt. tillige gælder, når oplysninger
tilvejebragt efter denne lov er videregivet til en anden forvaltningsmyndighed.
Forslaget indebærer, at de oplysninger, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har tilvejebragt til
brug for sager og undersøgelser efter loven, og som videregives til en anden forvaltningsmyndighed,
heller ikke vil være underlagt aktindsigt efter offentlighedsloven, dog med undtagelse af princippet
om egenacces. Da 2. pkt. ikke henviser til offentlighedslovens § 14, kan en anden
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
2313444_0081.png
81
forvaltningsmyndighed ikke give aktindsigt i de modtagne oplysninger fra Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen efter princippet om meroffentlighed.
Efter den foreslåede § 16,
stk. 2, nr. 1,
offentliggør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgørelser
om påbud meddelt i medfør af § 14. Efter
nr. 2
offentliggør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
domme, bødevedtagelser eller et resumé heraf, hvor der med henvisning til § 19 idømmes bødestraf
eller vedtages en bøde, og efter
nr. 3
offentliggør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen domme i
retssager, hvor styrelsen er part.
Det vil således være udgangspunktet, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør alle
styrelsens afgørelser om påbud meddelt i medfør af lovforslagets § 14. Dette vil ligeledes gøre sig
gældende for så vidt angår domme m.v., hvor der med henvisning til lovforslagets § 19 idømmes
bødestraf eller vedtages en bøde, og endelig vil det også gælde for domme i retssager, hvor
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er part.
Dette er i tråd med direktivets præambelbetragtning nr. 34, hvoraf det fremgår, at
”afskrækkende
midler såsom beføjelser til at pålægge eller indlede sager, f.eks. retssager, med henblik på at pålægge
bøder og andre ligeså effektive sanktioner samt at offentliggøre resultater af undersøgelser, herunder
offentliggørelse af oplysninger om købere, som har begået overtrædelserne, kan tilskynde til
adfærdsændringer og udenretslige løsninger mellem parterne, og de bør derfor være omfattet af de
håndhævende myndigheders beføjelser.”
(understregning indsat).
Det følger af den foreslåede § 16,
stk. 3,
at ved offentliggørelse efter stk. 2, kan oplysninger om
tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter samt drift- og
forretningshemmeligheder ikke offentliggøres, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning
for den person eller den virksomhed, oplysningen angår.
Bestemmelsen er inspireret af konkurrencelovens § 13, stk. 4, hvor det fremgår, at
”Ved
offentliggørelse efter stk. 2 og 3 kan oplysninger om tekniske forhold, herunder forskning,
produktionsmåder, produkter samt drifts- og forretningshemmeligheder ikke offentliggøres, for så
vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed, oplysningen
angår.”
Det er hermed tilsigtet at skabe overensstemmelse med undtagelserne i offentlighedslovens § 30, stk.
1, nr. 2, idet
drifts- og forretningshemmeligheder
efter den foreslåede bestemmelse dog er en mere
snæver formulering end
drifts- og forretningsforhold
i offentlighedsloven. Det skyldes, at det vil gøre
formålet med offentliggørelse af afgørelser illusorisk, hvis forretningsforhold som sådan kan
undtages fra offentlighed. Det er af væsentlig betydning for forståelsen og anvendelsen af en
afgørelse, at det er muligt i et vist omfang at referere faktuelle oplysninger vedrørende drifts- og
forretningsforhold.
Til § 17
Databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14 pålægger en dataansvarlig myndighed en
oplysningspligt i forbindelse med indsamling af personoplysninger. Den dataansvarlige har som
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
82
udgangspunkt pligt til at oplyse en fysisk person - den registrerede
–
herom, når der registreres
oplysninger om vedkommende. Hvis oplysningerne ikke er indsamlet hos den registrerede fysiske
person selv, indebærer oplysningspligten desuden, at der skal gives underretning til den registrerede
om bl.a. identiteten på den dataansvarlige eller dennes repræsentant, formålene med behandlingen,
kategorierne af personoplysningerne, hvilken kilde personoplysningerne hidrører fra, og retten til at
anmode om indsigt, jf. artikel 14, stk. 1 og stk. 2.
Forordningens artikel 15 giver den registrerede ret til indsigt, når der behandles oplysninger om
vedkommende. Den registreredes indsigtsret omfatter en ret til en kopi af de personoplysninger, der
behandles, jf. artikel 15, stk. 3. Herudover har den registrerede krav på en række oplysninger,
herunder bl.a. oplysning om kategorierne af personoplysningerne, hvorfra de stammer og med hvilket
formål de behandles, jf. artikel 15, stk. 1.
Forordningens artikel 23 giver mulighed for, at medlemsstaterne kan begrænse forordningens
bestemmelser om oplysningspligt og indsigtsret, bl.a. når det er nødvendigt og forholdsmæssigt af
hensyn til efterforskning (artikel 23, stk. 1, litra d), vigtige samfundsmæssige målsætninger (artikel
23, stk. 1, litra e), kontrol- og tilsynsfunktioner (artikel 23, stk. 1, litra h) og hensynet til fortrolige
forretningsforhold (artikel 23, stk. 1, litra i).
På konkurrenceområdet, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen håndhæver konkurrenceloven,
gælder en sådan begrænsning i forhold til reglerne om oplysningspligt og indsigtsret i artikel 13-15 i
databeskyttelsesforordningen, jf. konkurrencelovens § 13 a. Der henvises til baggrunden herfor i pkt.
2.6.3 i de almindelige bemærkninger.
I medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 23, stk. 1, foreslås det i § 17,
stk. 1,
at
oplysningspligten og indsigtsretten i artikel 13, 14 og 15 ikke skal finde anvendelse i sager og
undersøgelser efter den foreslåede lov.
I relation til databeskyttelsesforordningens artikel 23, stk. 2, bemærkes det, at forslaget vedrører alle
typer af personoplysninger i sager og undersøgelser efter den foreslåede lov (jf. artikel 23, stk. 2, litra
a-c), og at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i relation til disse oplysninger vil være dataansvarlig
(jf. artikel 23, stk. 2, litra e). Endvidere vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen være forpligtet til at
journalisere og arkivere alle oplysninger i sager og undersøgelser efter loven i overensstemmelse med
de almindelige regler for statslige myndigheder i offentlighedsloven og arkivloven. For så vidt angår
oplysninger, som er indhentet under en kontrolundersøgelse ved en kopiering af dataindholdet af en
virksomheds elektroniske medier, vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen desuden være forpligtet til
at følge de særlige regler for udvælgelse, opbevaring og sletning, jf. procedurerne i lovforslagets §
12. Hertil kommer, at alle oplysninger i sager og undersøgelser foreslås undtaget fra reglerne om
aktindsigt i medfør af offentlighedsloven, ligesom reglerne om tavshedspligt også vil finde
anvendelse (jf. artikel 23, stk. 2, litra d og f).
Baggrunden for forslaget er, som anført i pkt. 2.6.3.3. i de almindelige bemærkninger, at det er vigtigt
af hensyn til formålet med den foreslåede lov, at hverken oplysningspligten eller indsigtsretten i
medfør af databeskyttelsesforordningen fører til en udhuling af, at sager og undersøgelse efter den
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
83
foreslåede lov netop foreslås undtaget fra indsigt i medfør af offentlighedsloven, jf. også de
principielle overvejelser, der ligger bag denne undtagelse, og som er anført i pkt. 2.6.3.2. i de
almindelige bemærkninger. Samtidig giver databeskyttelsesforordningens artikel 14 og 15 ikke
tilstrækkelig mulighed for at begrænse adgangen til indsigt i sager og undersøgelser efter den
foreslåede lov.
Forslaget indebærer, at registrerede fysiske personer ikke skal have tilsendt en underretning i medfør
af forordningens artikel 13 og 14, hvis der måtte blive registreret personoplysninger om dem i en sag
eller undersøgelse efter den foreslåede lov.
Forslaget indebærer endvidere, at registrerede fysiske personer ikke vil have indsigtsret i medfør af
forordningens artikel 15 i sager og undersøgelser efter den foreslåede lov. Forslaget indebærer
–
i
sammenhæng med lovforslagets § 16, stk. 1 - at der hverken er adgang til aktindsigt efter
offentlighedsloven eller indsigt efter databeskyttelsesforordningen i sager og undersøgelser efter den
foreslåede lov. Det indebærer, at der heller ikke vil være ret til indsigt i medfør af forordningens
artikel 15 i sager vedrørende aktindsigt i sager og undersøgelser efter den foreslåede lov.
Forslaget berører ikke en parts ret til aktindsigt i medfør af forvaltningslovens regler om
partsaktindsigt. En køber, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, vil således
derigennem være bekendt med og have ret til indsigt i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
sagsbehandling. En virksomhed, herunder en enkeltmandsvirksomhed, der ikke er part, vil have ret
til egenacces i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, jf. lovforslagets § 16, stk. 1, 2. pkt.
Den, som er genstand for en kontrolundersøgelse, jf. lovforslagets § 12, vil bl.a. modtage oplysning
om grundlaget for undersøgelsen, oplysning om hvilke elektroniske medier, der måtte være kopieret
og en kopi af det materiale, som indsamles under kontrolundersøgelsen. Den pågældende vil
endvidere være berettiget til partsaktindsigt i undersøgelsessagen vedrørende den pågældende selv.
Til § 18
Som nævnt i pkt. 2.2.1. er fødevareforsyningskæden på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt
i Danmark i forhold til regler om urimelig handelspraksis. Der er således af den årsag heller ikke
fastsat regler for danske myndigheders håndhævelse heraf, herunder om reaktions- og
sanktionsmuligheder.
Efter den foreslåede § 18,
stk. 1,
kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen pålægge daglige eller
ugentlige tvangsbøder til den, der undlader at give de oplysninger, som Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan kræve efter den foreslåede § 11, stk. 2.
Det kan ikke udelukkes, at et tvangsmiddel kan vise sig nødvendigt, når Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen skal undersøge en sag om urimelig handelspraksis. Det kan bl.a. være nødvendigt
i en situation, hvor en køber undlader at fremsende oplysninger, som er centrale for styrelsens
undersøgelse af en konkret sag
–
og styrelsen skønner det nødvendigt at sikre, at køber hurtigt
efterlever anmodningen om oplysninger med henblik på at sikre fremdriften i sagen.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
84
En tvangsbøde skal alene anvendes, hvor denne kan betragtes som et middel til at tvinge en
virksomhed til at handle på en nærmere angivet måde. Den pågældendes handlepligt skal således
være klart beskrevet. Dermed skal de forhold, der udløser tvangsbøderne, være let konstaterbare for
virksomhederne. Når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indhenter oplysninger efter lovforslagets
§ 11, stk. 2, vil det fremgå klart, hvilke oplysninger de pågældende købere og/eller leverandører skal
give.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens direktør har kompetence til at beslutte, om en virksomhed skal
pålægges tvangsbøder.
Der skal ved fastsættelsen af størrelsen af en tvangsbøde på den ene side tages højde for, at formålet
med tvangsbøden kan opnås. På den anden side bør størrelsen ikke afvige markant fra de størrelser at
tvangsbøder, som anvendes inden for andre retsområder. Ugentlige tvangsbøder på 10.000 kr. ses for
indeværende ikke at indebære en markant afvigelse i forhold til f.eks. konkurrenceloven,
miljøbeskyttelsesloven, planloven og byggeloven.
Til § 19
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 6, stk. 1, litra e). Bestemmelsen
fastlægger regler om straf.
Som nævnt i pkt. 2.2.1. er fødevareforsyningskæden på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt
i Danmark i relation til regler om urimelig handelspraksis. Der er således af den årsag heller ikke
fastsat regler om danske myndigheders håndhævelse heraf, herunder om reaktions- og
sanktionsmuligheder.
Det følger af den foreslåede § 19,
stk. 1,
at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning
kan den køber, der overtræder et eller flere af de i §§ 3, 4, 5 og 6 nævnte forbud, eller den køber, der
undlader at efterkomme et påbud meddelt i medfør af § 14, straffes med bøde.
Forslaget indebærer, at virksomheder (købere), som overtræder et eller flere af de forbud, som er
nævnt i §§ 3, 4, 5 og 6, vil kunne straffes med bøde. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil efter
denne bestemmelse kunne beslutte, at enhver uagtsom eller forsætlig overtrædelse af et eller flere af
forbuddene i §§ 3, 4, 5 og 6 skal oversendes direkte til anklagemyndigheden med henblik på
strafferetlig forfølgning. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan også beslutte, at en sådan
oversendelse først skal ske efter et forudgående påbud fra styrelsen, som den pågældende ikke
efterkommer. I forhold til førstnævnte (direkte oversendelse til anklagemyndigheden) kan der bl.a.
lægges vægt på det omfang, hvori forbudsbestemmelserne i §§ 3-6 er tilsidesat såvel som
overtrædelsens art og grovhed.
Det følger af den foreslåede § 19,
stk. 2, 1. pkt.,
at der ved udmåling af bøder efter denne lov skal
tages hensyn til overtrædelsens art, varighed, gentagne karakter og grovhed samt den juridiske
persons globale koncernomsætning.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
85
Stk. 2 fastsætter således en række faktorer, der skal tages hensyn til ved udmåling af bøder efter den
foreslåede lov. Bøder pålægges som udgangspunkt af domstolene i forbindelse med en straffesag.
Generelt bør bødeudmålingen stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen. Bøderne bør samtidig have
en størrelse, så de for det første
–
så vidt muligt
–
afskrækker købere fra overhovedet at begive sig ud
i at overtræde de forbud, som følger af lovforslagets §§ 3, 4, 5 og 6.
Fastsættelsen af den konkrete bødeudmåling vil bero på domstolenes konkrete vurdering, herunder
med hensyntagen til eventuelle skærpende eller formildne omstændigheder, jf. herved de almindelige
regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Det følger af den foreslåede § 19,
stk. 3,
at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Strafansvaret omfatter efter straffelovens § 26, stk. 1, enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts-
og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og statslige myndigheder.
Endvidere omfatter strafansvaret efter straffelovens § 26, stk. 2, enkeltmandsvirksomheder, for så
vidt disse navnlig under hensyn til deres størrelse og organisation kan sidestilles med de selskaber,
der er nævnt i stk. 1.
Det følger af den foreslåede § 19,
stk. 4,
at en køber, der har fået en erklæring, som omhandlet i § 1,
stk. 3, og som har handlet i god tro og i overensstemmelse med indholdet i erklæringen, ikke kan
straffes med bøde, hvis det efter afgivelsen af erklæringen viser sig, at oplysningerne heri ikke var
korrekte, medmindre køberen havde indset eller burde have indset dette.
Bestemmelsen har sammenhæng med bestemmelsen i lovforslagets § 1, stk. 3, hvorefter en køber kan
kræve, at leverandøren afgiver en erklæring om, hvorvidt leverandøren har en årlig omsætning på
mere end 350 mio. euro, jf. § 3, stk. 2, og § 4, stk. 2.
Begrebet
god tro
skal forstås i overensstemmelse med det aftaleretlige begreb.
Til § 20
Som nævnt i pkt. 2.2.1. er fødevareforsyningskæden på nuværende tidspunkt ikke reguleret særskilt
i Danmark i relation til regler om urimelig handelspraksis. Der er af samme årsag heller ikke fastsat
regler om danske myndigheders håndhævelse heraf, herunder om reaktions- og sanktionsmuligheder.
Det er imidlertid et grundlæggende princip i dansk retspleje, at straf, herunder bødestraf, normalt
pålægges under domstolenes medvirken og i strafferetsplejens former ud fra hensynet til den sigtedes
retssikkerhed. I Danmark er det således som udgangspunkt anklagemyndigheden, der rejser tiltale,
og domstolene, der pålægger bøder. Hvis den tiltalte erkender sig skyldig og rede til at betale en
foreslået bøde, kan anklagemyndigheden eller i visse særlige tilfælde særmyndigheder, som har
hjemmel hertil, dog også udstede et bødeforelæg, som den pågældende kan vedtage udenretligt i
stedet for gennemførelse af en domstolsbehandling.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
86
På konkurrenceområdet har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en sådan særlig hjemmel til at
udstede et bødeforelæg i sager om overtrædelser af konkurrenceloven. Det forudsætter dog, at den,
der har begået overtrædelsen, erklærer sig indforstået med, at sagen afsluttes ved, at den pågældende
inden en nærmere fastsat frist betaler den bøde, som er angivet i bødeforelægget. Det forudsætter
endvidere, at der foreligger fast retspraksis for bødeudmålingen, dvs. at der er afgjort et vist antal
sager inden for samme sagsområde.
Efter den foreslåede § 20,
stk. 1,
kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter samtykke fra
anklagemyndigheden i sager om overtrædelse af denne lov, i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen
kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen
og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.
Forslaget indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i visse tilståelsessager får kompetence
til at udstede administrative bødeforelæg. Kompetencen er begrænset til de tilfælde, hvor sagen er
egnet hertil, dvs. hvor der findes fast retspraksis for bødeudmålingen, og hvor anklagemyndigheden
har givet samtykke til, at sagen afsluttes på denne måde.
Fast retspraksis kan bl.a. skabes, når der foreligger et antal afgørelser vedrørende enkeltsager med
mange ensartede sagsforhold. Herefter kan der være dannet grundlag for en fast retspraksis.
Udviklingen af retspraksis kan også ske ved, at der med tiden har være forelagt et vist antal sager
inden for samme sagsområde for domstolene.
En betingelse for, at sagen kan afsluttes ved, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udsteder et
administrativt bødeforelæg, er, at den pågældende fysiske eller juridiske person dels erklærer sig
skyldig og dels vedtager sagens udenretlige afgørelse. Såfremt den pågældende fysiske eller juridiske
person ikke ønsker at acceptere et administrativt bødeforelæg, enten fordi vedkommende ikke ønsker
at erkende sig skyldig eller ikke kan erklære sig indforstået med, at sagen afgøres af Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen, overgår sagen til anklagemyndigheden med henblik på en sædvanlig
strafferetlig forfølgelse.
Det følger af den foreslåede § 20,
stk. 2,
at retsplejelovens regler om krav til indholdet af et
anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på
bødeforelæg efter denne bestemmelse.
Efter den foreslåede § 20,
stk. 3,
bortfalder videre strafforfølgning, hvis bøden vedtages.
Efter lovforslagets § 16, stk. 2, nr. 2, kan der i sager, hvor der idømmes eller vedtages en bøde, ske
offentliggørelse af dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf. Dette gælder også i de tilfælde,
hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udsteder et bødeforelæg.
Til § 21
Det foreslås i
stk. 1,
at loven træder i kraft den 1. juli 2021.
Det foreslås i
stk. 2,
at loven finder anvendelse på leveringsaftaler, der indgås efter den 1. juli 2021.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
87
Efter
stk. 3,
foreslås det, at leveringsaftaler, der er indgået inden den 1. juli 2021, skal være bragt i
overensstemmelse med denne lov senest den 30. juni 2022.
Virksomheder omfattet af loven har således 12 måneder til at få bragt leveringsaftaler, der er indgået
inden den 1. juli 2021, i overensstemmelse med bestemmelserne i denne lov.
Til § 22
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed, og fastslår i
stk. 1,
at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
88
Bilag 1
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2019/633
af 17. april 2019
om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs-
og fødevareforsyningskæden
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR
—
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 2,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
1
,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget
2
,
efter den almindelige lovgivningsprocedure
3
, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Inden for landbrugs- og fødevareforsyningskæden er store uligheder med hensyn til
forhandlingsposition mellem leverandører og købere af landbrugs- og fødevarer et udbredt
fænomen. Disse uligheder med hensyn til forhandlingsposition kan resultere i urimelig
handelspraksis, når større og mere magtfulde handelspartnere forsøger at påtvinge visse former for
praksis eller bestemte kontraktforhold, som er til deres fordel, i forbindelse med en
salgstransaktion. En sådan praksis kan f.eks.: klart afvige fra god praksis på handelsområdet, være
i strid med god tro og redelig handlemåde og være ensidigt påtvunget en handelspartner af en
anden handelspartner; påtvinge en urimelig og uforholdsmæssig overførsel af økonomisk risiko
fra en handelspartner til en anden; eller påtvinge en handelspartner en væsentlig ubalance mellem
rettigheder og forpligtelser. Visse former for praksis kan være åbenlyst urimelige, selv om begge
parter indgår aftale herom. Der bør indføres en EU-minimumsstandard for beskyttelse mod
urimelig handelspraksis for at mindske forekomsten af denne praksis, som kan have en negativ
indvirkning på landbrugsbefolkningens levestandard. Tilgangen med minimumsharmonisering i
dette direktiv giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage eller opretholde nationale
bestemmelser, der er mere vidtrækkende end den urimelige handelspraksis, der er opført i dette
direktiv.
(2)I tre publikationer fra Kommissionen siden 2009 (Kommissionens meddelelse af 28. oktober 2009
om en bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa, Kommissionens meddelelse af 15. juli
2014 om bekæmpelse af illoyal handelspraksis i business-til-business-fødevareforsyningskæden
og Kommissionens rapport af 29. januar 2016 om illoyal handelspraksis i business-til-business-
fødevareforsyningskæden) har fokus været rettet mod, hvordan fødevareforsyningskæden
fungerer, herunder forekomsten af urimelig handelspraksis. Kommissionen har foreslået en række
ønskelige egenskaber ved de nationale og frivillige rammer for styring af urimelig handelspraksis
i fødevareforsyningskæden. Ikke alle disse egenskaber er blevet en del af den retlige ramme eller
de frivillige ordninger for styring i medlemsstaterne, og forekomsten af denne praksis er således
stadig et fokusområde i de politiske drøftelser i Unionen.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
89
(3)Det af Kommissionen ledede Forum på Højt Plan for en Bedre Fungerende
Fødevareforsyningskæde godkendte i 2011 en række principper for god praksis inden for vertikale
relationer i fødevareforsyningskæden, som der var opnået enighed om blandt organisationer, der
repræsenterede et flertal af aktørerne i denne kæde. Disse principper udgør grundlaget for
forsyningskædeinitiativet (SCI), der blev iværksat i 2013.
(4)Europa-Parlamentet opfordrede i sin beslutning af 7. juni 2016 om illoyal handelspraksis i
fødevarekæden
4
Kommissionen til at fremlægge et forslag til en retlig ramme på EU-plan, som
omhandler illoyal handelspraksis. Rådet opfordrede i sin konklusion af 12. december 2016 om
styrkelse af landbrugernes stilling i fødevareforsyningskæden og bekæmpelse af illoyal
handelspraksis Kommissionen til tilpas hurtigt at gennemføre en konsekvensanalyse med henblik
på at foreslå en lovgivningsmæssig EU-ramme eller ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger til
imødegåelse af illoyal handelspraksis. Kommissionen udarbejdede en konsekvensanalyse på
baggrund af både en åben offentlig høring og en række målrettede høringer. Under
lovgivningsproceduren fremlagde Kommissionen desuden oplysninger, ifølge hvilke de større
aktører udgør en betydelig andel af den samlede produktionsværdi.
(5)En række forskellige aktører i landbrugs- og fødevareforsyningskæden beskæftiger sig med
forskellige led af landbrugs- og fødevarers produktion, forarbejdning, markedsføring, distribution
og detailsalg. Denne kæde er klart den vigtigste kanal til forsyning af landbrugs- og fødevarer »fra
jord til bord«. De nævnte aktører handler med landbrugs- og fødevarer, dvs. primære
landbrugsvarer, herunder fiskevarer og akvakulturprodukter som opført i bilag I til traktaten om
Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og varer, som ikke er opført i bilaget, men som
er forarbejdet til konsum ved hjælp af varer, der er opført i nævnte bilag.
(6)Der er en vis forretningsrisiko ved al økonomisk aktivitet, men landbrugsproduktion er et særlig
usikkert område på grund af afhængigheden af biologiske processer, og da vejrforholdene også
spiller ind. Denne usikkerhed øges, da landbrugs- og fødevarer i større eller mindre omfang er
letfordærvelige og sæsonbetingede. I lyset af en landbrugspolitik, der er blevet markant mere
markedsorienteret end tidligere, er beskyttelse mod urimelig handelspraksis blevet vigtigere for
aktørerne i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
(7)En sådan urimelig handelspraksis kan navnlig have en negativ indvirkning på
landbrugsbefolkningens levestandard. Denne indvirkning betragtes enten som direkte, da den
vedrører landbrugsproducenter og deres sammenslutninger som leverandører, eller som indirekte
som følge af en overvæltning af konsekvenserne af urimelig handelspraksis i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden på en måde, som har en negativ indvirkning på primærproducenter i
denne kæde.
(8)De fleste medlemsstater, men ikke alle, har særlige nationale bestemmelser, der beskytter
leverandører mod urimelig handelspraksis, som forekommer i relationer mellem virksomheder i
landbrugs- og fødevareforsyningskæden. Selv hvis der er mulighed for at gøre brug af aftaleretten
eller selvreguleringsinitiativer, begrænses denne muligheds praktiske værdi af frygten for
handelsrepressalier mod personer, som klager, og af de medfølgende finansielle risici ved at
udfordre en sådan praksis. Visse medlemsstater, som har særlige bestemmelser om urimelig
handelspraksis, overlader derfor håndhævelsen af sådanne bestemmelser til administrative
myndigheder. Der er imidlertid stor forskel på medlemsstaternes bestemmelser om urimelig
handelspraksis, for så vidt sådanne bestemmelser findes.
(9)Aktørernes antal og størrelse varierer i de forskellige led i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
Forskellene med hensyn til forhandlingsposition, som svarer til leverandørens økonomiske
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
90
afhængighed af køberen, kan sandsynligvis føre til, at større aktører pålægger mindre aktører
urimelig handelspraksis. En dynamisk tilgang, der er baseret på leverandørens og køberens relative
størrelse for så vidt angår omsætning, bør give bedre beskyttelse mod urimelig handelspraksis for
de aktører, der har mest brug for det. Urimelig handelspraksis er særlig skadelig for små og
mellemstore virksomheder (SMV'er) i landbrugs- og fødevareforsyningskæden. Virksomheder,
som er større end SMV'er, men hvis årlige omsætning ikke overstiger 350 000 000 EUR, bør også
være beskyttet mod urimelig handelspraksis for at undgå, at omkostningerne i forbindelse med en
sådan praksis videreføres til landbrugsproducenter. Effekten af overvæltning på
landbrugsproducenter synes at være særlig stor for virksomheder med en årlig omsætning på op
til 350 000 000 EUR. Beskyttelsen af leverandører af landbrugs- og fødevarer, herunder
forarbejdede produkter, i mellemleddene kan også være med til at undgå, at handel ledes væk fra
landbrugsproducenter og deres sammenslutninger, som producerer forarbejdede produkter, og
over til leverandører, der ikke er beskyttet.
(10)Den beskyttelse, som fastsættes ved dette direktiv, bør gavne landbrugsproducenter og fysiske
eller juridiske personer, der leverer landbrugs- og fødevarer, herunder producentorganisationer,
uanset om de er anerkendt eller ej, og sammenslutninger af producentorganisationer, uanset om
de er anerkendt eller ej, med forbehold af deres relative forhandlingsposition. Disse
producentorganisationer og sammenslutninger af producentorganisationer omfatter kooperativer.
Disse producenter og personer er særlig sårbare over for urimelig handelspraksis og er mindst i
stand til at overvinde den, uden at det får konsekvenser for deres økonomiske levedygtighed.
Hvad angår de kategorier af leverandører, som bør beskyttes i henhold til dette direktiv, er det
værd at bemærke, at en væsentlig andel af de kooperativer, der består af landbrugere, er
virksomheder, som er større end SMV'er, men hvis årlige omsætning ikke overstiger 350 000 000
EUR.
(11)Dette direktiv bør omfatte kommercielle transaktioner, uanset om de foregår mellem
virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder, da offentlige myndigheder,
når de køber landbrugs- og fødevarer, bør leve op til de samme standarder. Dette direktiv bør
finde anvendelse på alle offentlige myndigheder, der agerer som købere.
(12)Leverandører i Unionen bør ikke kun beskyttes mod urimelig handelspraksis, som udøves af
købere, der er etableret i samme medlemsstat som leverandøren eller i en anden medlemsstat end
leverandøren, men også mod urimelig handelspraksis, som udøves af købere, der er etableret
uden for Unionen. En sådan beskyttelse kan forhindre eventuelle utilsigtede konsekvenser såsom
valg af etableringssted på grundlag af gældende bestemmelser. Leverandører, der er etableret
uden for Unionen, bør også være omfattet af beskyttelse mod urimelig handelspraksis, når de
sælger landbrugs- og fødevarer til Unionen. Ikke alene er sådanne leverandører lige så sårbare
over for urimelig handelspraksis, men et bredere anvendelsesområde kan også forhindre en
utilsigtet omledning af handelen til leverandører, der ikke er beskyttet, hvilket ville svække
beskyttelsen af leverandører i Unionen.
(13)Visse tjenesteydelser i tilknytning til salg af landbrugs- og fødevarer bør være omfattet af dette
direktivs anvendelsesområde.
(14)Dette direktiv bør gælde for handelspraksis udvist hos større aktører over for aktører med en
svagere forhandlingsposition. De forskellige aktørers årlige omsætning udgør en passende
tilnærmelsesværdi for den relative forhandlingsposition. Selv om dette kriterium er en
tilnærmelse, skaber det forudsigelighed for aktører for så vidt angår deres rettigheder og
forpligtelser i medfør af dette direktiv. En øvre grænse bør hindre, at beskyttelse gives til aktører,
som ikke er sårbare, eller som er betydeligt mindre sårbare end deres mindre partnere eller
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
91
konkurrenter. Derfor fastsættes ved dette direktiv omsætningsbaserede kategorier af aktører, efter
hvilke der ydes beskyttelse.
(15)Da urimelig handelspraksis kan forekomme på alle stadier ved salget af et landbrugs- eller
fødevareprodukt, dvs. før, under eller efter en salgstransaktion, bør medlemsstaterne sikre, at
dette direktiv gælder for denne praksis, uanset hvornår den forekommer.
(16)Når det skal vurderes, om en bestemt handelspraksis er urimelig, er det vigtigt at mindske risikoen
for at begrænse brugen af rimelige og effektivitetsfremmende aftaler mellem parterne. Der bør
derfor sondres mellem de former for praksis, der fastlægges i klare og utvetydige vendinger i
leveringsaftaler eller efterfølgende aftaler mellem parterne, og praksis, som forekommer, efter at
transaktionen er indledt, uden at de er blevet aftalt på forhånd, således at det kun er ensidige og
retrospektive ændringer af de nævnte klare og utvetydige vendinger, der er forbudt. Visse former
for handelspraksis betragtes imidlertid som urimelige på grund af deres art og bør ikke være
omfattet af parternes kontraktfrihed.
(17)Forsinket betaling for landbrugs- og fødevarer, herunder for sen betaling for letfordærvelige
produkter, og annullering af ordrer på letfordærvelige produkter med kort varsel har en negativ
indvirkning på leverandørens økonomiske levedygtighed uden udlignende fordele. En sådan
praksis bør derfor forbydes. I denne forbindelse bør der med henblik på dette direktiv fastlægges
en definition af letfordærvelige landbrugs- og fødevarer. De definitioner, der anvendes i EU-
retsakter vedrørende fødevarelovgivning, angår andre mål, f.eks. sundhed og fødevaresikkerhed,
og er derfor ikke hensigtsmæssige med henblik på dette direktiv. Et produkt bør betragtes som
letfordærveligt, hvis det kan forventes at blive uegnet til salg inden for 30 dage efter
leverandørens sidste handling i forbindelse med høst, produktion eller forarbejdning, uanset om
produktet videreforarbejdes efter salget, og uanset om produktet efter salget håndteres i
overensstemmelse med andre bestemmelser, navnlig fødevaresikkerhedsbestemmelser.
Letfordærvelige produkter anvendes eller sælges normalt hurtigt. Betalinger for letfordærvelige
produkter, som foretages senere end 30 dage efter leveringen, 30 dage efter udløbet af en aftalt
leveringsperiode, hvis produkterne leveres regelmæssigt, eller 30 dage efter datoen, hvor det
beløb, der skal betales, fastsættes, er ikke forenelige med loyal handelspraksis. For at øge
beskyttelsen af landbrugere og deres likviditet bør leverandører af andre landbrugs- og fødevarer
ikke vente længere på betalingen end 60 dage efter leveringen, 60 dage efter udløbet af en aftalt
leveringsperiode, hvis produkterne leveres regelmæssigt, eller 60 dage efter datoen, hvor det
beløb, der skal betales, fastsættes.
Disse begrænsninger bør udelukkende finde anvendelse på betalinger med tilknytning til salg af
landbrugs- og fødevarer og ikke på andre betalinger som f.eks. efterbetalinger fra et kooperativ
til dets medlemmer. I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/7/EU
5
bør det med henblik på nærværende direktiv også være muligt at anse datoen, hvor
det beløb, der skal betales for en aftalt leveringsperiode, fastsættes, for at være datoen for
udstedelse af fakturaen eller datoen for køberens modtagelse af fakturaen.
(18)De bestemmelser om forsinket betaling, der er fastsat ved dette direktiv, udgør særlige
bestemmelser for landbrugs- og fødevaresektoren i forhold til de bestemmelser om
betalingsfrister, der er fastsat i direktiv 2011/7/EU. De bestemmelser om forsinket betaling, der
er fastsat ved nærværende direktiv, bør ikke påvirke aftaler om klausuler om værdideling som
omhandlet i artikel 172a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013
6
. For
at sikre at skoleordningen i henhold til artikel 23 i forordning (EU) nr. 1308/2013 er
velfungerende, bør de bestemmelser om forsinket betaling, der er fastsat i nærværende direktiv,
ikke finde anvendelse på betalinger, som en køber (dvs. støtteansøger) foretager til en leverandør
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
92
inden for rammerne af skoleordningen. Under hensyntagen til udfordringerne for offentlige
organer, der leverer sundhedspleje, med henblik på at prioritere sundhedspleje på en sådan måde,
at den enkelte patients behov afvejes i forhold til de økonomiske midler, bør disse bestemmelser
heller ikke gælde for offentlige organer, der leverer sundhedspleje, jf. artikel 4, stk. 4, litra b), i
direktiv 2011/7/EU.
(19)Druer og druemost til vinproduktion har særlige egenskaber, da druerne kun høstes i en meget
begrænset periode af året, men anvendes til fremstilling af vin, som i nogle tilfælde først sælges
mange år senere. For at tage højde for denne specielle situation har producentorganisationer og
brancheorganisationer traditionelt set udarbejdet standardkontrakter til levering af sådanne
produkter. Disse standardkontrakter fastlægger bestemmelser særlige betalingsfrister med
ratebetalinger. Da disse standardkontrakter anvendes af leverandører og købere til flerårige
ordninger, giver de både landbrugsproducenter en sikkerhed for langvarige salgsforbindelser og
bidrager til stabiliteten i forsyningskæden. Hvor disse standardkontrakter er udarbejdet af en
anerkendt
producentorganisation,
brancheorganisation
eller
sammenslutning
af
producentorganisationer, og er blevet gjort bindende af en medlemsstat i medfør af artikel 164 i
forordning (EU) nr. 1308/2013 (»udvidelse«) inden den 1. januar 2019, eller hvis udvidelsen af
standardkontrakterne forlænges af en medlemsstat uden væsentlige ændringer af
betalingsbetingelserne til skade for leverandører af druer og druemost, bør de bestemmelser om
forsinket betaling, der er fastsat ved dette direktiv, ikke gælde for sådanne kontrakter mellem
leverandører af druer og druemost til vinproduktion og deres direkte købere. Medlemsstaterne er
i medfør af artikel 164, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1308/2013 forpligtet til at underrette
Kommissionen om de respektive aftaler, som indgås af anerkendte producentorganisationer,
brancheorganisationer og sammenslutninger af producentorganisationer.
(20)Meddelelser om annullering for letfordærvelige produkter på mindre end 30 dage bør betragtes
som urimelige, da leverandøren ikke ville være i stand til at finde en alternativ
afsætningsmulighed for disse produkter. For produkter i visse sektorer kan endnu kortere
annulleringsfrister dog muligvis stadig give leverandører tilstrækkelig tid til at sælge produkterne
et andet sted eller til at anvende dem selv. Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at
indføre kortere annulleringsfrister for disse sektorer i behørigt begrundede tilfælde.
(21)Stærkere købere bør ikke ændre aftalte kontraktvilkår ensidigt, f.eks. ved at trække produkter
omfattet af en leveringsaftale ud af varesortimentet. Dette bør imidlertid ikke gælde de
situationer, hvor der foreligger en aftale mellem en leverandør og en køber, der specifikt
fastsætter, at køberen kan angive et konkret element af transaktionen på et senere tidspunkt for
fremtidige ordrer. Det kan for eksempel vedrøre de mængder, der bestilles. En aftale indgås ikke
nødvendigvis på samme tidspunkt, hvad angår alle aspekter af transaktionen mellem leverandør
og køber.
(22)Leverandører og købere af landbrugs- og fødevarer bør frit kunne forhandle salgstransaktioner,
herunder prisen. Sådanne forhandlinger omfatter også betalinger for tjenesteydelser, som leveres
af køberen til leverandøren såsom præsentation, markedsføring og salgsfremstød. Hvis en køber
opkræver betalinger, som ikke er knyttet til en specifik salgstransaktion, fra en leverandør, bør
dette imidlertid anses for at være urimeligt og være forbudt i henhold til dette direktiv.
(23)Selv om der ikke bør være nogen forpligtelse til at anvende skriftlige kontrakter, kan anvendelsen
af skriftlige aftaler inden for landbrugs- og fødevareforsyningskæden bidrage til at undgå visse
former for urimelig handelspraksis. For at beskytte leverandører fra en sådan urimelig praksis bør
leverandører eller deres sammenslutninger derfor have ret til at anmode om skriftlig bekræftelse
af betingelserne for en leveringsaftale, hvis disse betingelser allerede er aftalt. I sådanne tilfælde
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
93
bør en købers afvisning af skriftligt at bekræfte betingelserne i leveringsaftalen betragtes som
urimelig handelspraksis og bør forbydes. Medlemsstaterne kan desuden indkredse, udveksle og
fremme bedste praksis vedrørende indgåelse af langsigtede kontrakter med det formål at styrke
producenternes forhandlingsposition i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.
(24)Dette direktiv harmoniserer ikke reglerne om bevisbyrde, som anvendes i sager ved de nationale
håndhævende myndigheder, ligesom det heller ikke harmoniserer definitionen af leveringsaftaler.
Bestemmelserne om bevisbyrde og definitionen af leveringsaftaler er derfor dem, der er fastsat i
medlemsstaternes nationale ret.
(25)I medfør af dette direktiv bør leverandører kunne indgive klage over visse former for urimelig
handelspraksis. Handelsrepressalier fra købere mod leverandører, der udøver deres rettigheder
eller truslen herom, f.eks. ved at trække produkter ud af varesortimentet, reducere mængden af
bestilte produkter eller indstille visse tjenesteydelser, som køberen leverer til leverandøren, som
f.eks. markedsføring eller salgsfremstød for leverandørernes produkter, bør forbydes og
behandles som urimelig handelspraksis.
(26)Omkostningerne ved oplagring, udstilling eller anden præsentation af landbrugs- og fødevarer
eller ved tilgængeliggørelse af sådanne varer på markedet afholdes normalt af køberen. Det bør
derfor i henhold til dette direktiv være forbudt, at en leverandør opkræves betaling, som enten
skal foretages til køberen eller til en tredjepart, for sådanne tjenester, medmindre betalingen er
aftalt i klare og utvetydige vendinger ved indgåelsen af leveringsaftalen eller i en efterfølgende
aftale mellem køber og leverandør. Hvis en sådan betaling aftales, bør den baseres på objektive
og rimelige skøn.
(27)For at bidrag fra en leverandør til omkostningerne ved landbrugs- og fødevareprodukters
salgsfremstød, markedsføring eller reklame, herunder erhvervsfremmende udstillinger i butikker
og salgskampagner, kan anses for rimelige, bør de være aftalt i klare og utvetydige vendinger ved
indgåelsen af leveringsaftalen eller i en efterfølgende aftale mellem køber og leverandør. Ellers
bør de være forbudt i henhold til dette direktiv. Hvis et sådant bidrag aftales, bør det baseres på
objektive og rimelige skøn.
(28)Medlemsstaterne bør udpege håndhævende myndigheder for at sikre effektiv håndhævelse af
forbuddene i dette direktiv. Disse myndigheder bør enten kunne handle på eget initiativ eller på
grundlag af klager fra parter, der berøres af urimelig handelspraksis i landbrugs- og
fødevareforsyningskæden, klager fra whistleblowere eller anonyme klager. En håndhævende
myndighed kan fastslå, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag til at reagere på en klage.
Administrative prioriteringer kan også føre til et sådant resultat. Hvis den håndhævende
myndighed finder, at den ikke vil være i stand til at prioritere en klage, bør den underrette
klageren og begrunde svaret. Hvis en klager anmoder om, at vedkommendes identitet holdes
hemmelig på grund af frygt for handelsrepressalier, bør de håndhævende myndigheder i
medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger.
(29)Hvis en medlemsstat har mere end én håndhævende myndighed, bør den udpege et enkelt
kontaktpunkt med henblik på at fremme et effektivt samarbejde mellem de håndhævende
myndigheder og samarbejde med Kommissionen.
(30)Leverandører kan finde det lettere at indgive en klage til den håndhævende myndighed i deres
egen medlemsstat, f.eks. af sproglige årsager. For så vidt angår håndhævelsen kan det imidlertid
være mere effektivt at indgive en klage til den håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor
køberen er etableret. Leverandører bør kunne vælge, hvilken myndighed de ønsker at indgive
klagen til.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
94
(31)I kraft af klager fra producentorganisationer, andre leverandørorganisationer og disses
sammenslutninger, herunder repræsentative organisationer, kan der sikres beskyttelse af
identiteten hos medlemmer af organisationerne, som mener, at de udsættes for urimelig
handelspraksis. Andre organisationer, der har en berettiget interesse i at repræsentere
leverandører, bør også have ret til at indgive klager efter anmodning fra en leverandør og til
dennes fordel, forudsat at sådanne organisationer er uafhængige og nonprofit juridiske personer.
De håndhævende myndigheder i medlemsstaterne bør således kunne modtage og reagere på
klager fra sådanne enheder, idet de beskytter købernes proceduremæssige rettigheder.
(32)For at sikre effektiv håndhævelse af forbuddet mod urimelig handelspraksis bør de udpegede
håndhævende myndigheder have de nødvendige ressourcer og den nødvendige ekspertise.
(33)Medlemsstaternes håndhævende myndigheder bør have de nødvendige beføjelser og den
nødvendige ekspertise til at foretage undersøgelser. Bemyndigelse af disse myndigheder betyder
ikke, at de er forpligtet til at anvende disse beføjelser i hver undersøgelse, som de foretager. Den
håndhævende myndigheds beføjelser bør f.eks. gøre det muligt for dem at foretage en effektiv
indsamling af faktuelle oplysninger, og de håndhævende myndigheder bør have beføjelse til at
beordre, at en forbudt praksis indstilles, hvis det er relevant.
(34)Afskrækkende midler såsom beføjelser til at pålægge eller indlede sager, f.eks. retssager, med
henblik på at pålægge bøder og andre lige så effektive sanktioner samt at offentliggøre resultater
af undersøgelser, herunder offentliggørelse af oplysninger om købere, som har begået
overtrædelserne, kan tilskynde til adfærdsændringer og udenretslige løsninger mellem parterne,
og de bør derfor være omfattet af de håndhævende myndigheders beføjelser. Bøder kan være
særdeles effektive og afskrækkende. Den håndhævende myndighed bør dog i hver undersøgelse
kunne beslutte, hvilken af dens beføjelser den vil udøve, og hvorvidt den vil pålægge eller indlede
sag med henblik på pålæggelse af en bøde eller anden lige så effektiv sanktion.
(35)Udøvelsen af de beføjelser, der tildeles de håndhævende myndigheder ved dette direktiv, bør
være genstand for hensigtsmæssige garantier, der opfylder standarderne for de generelle
principper i EU-retten og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i
overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols retspraksis, herunder respekten for
køberens ret til et forsvar.
(36)Kommissionen og de håndhævende myndigheder i medlemsstaterne bør samarbejde tæt for at
sikre en fælles tilgang til anvendelsen af de bestemmelser, der er fastlagt i dette direktiv. Navnlig
bør de håndhævende myndigheder yde hinanden gensidig bistand, f.eks. ved at udveksle
oplysninger og hjælpe med undersøgelser, som har en grænseoverskridende dimension.
(37)For at fremme effektiv håndhævelse bør Kommissionen hjælpe med at tilrettelægge
regelmæssige møder mellem medlemsstaternes håndhævende myndigheder, på hvilke de kan
dele relevante oplysninger, bedste praksis, nye udviklinger, håndhævelsespraksis og anbefalinger
med hensyn til anvendelsen af bestemmelserne i dette direktiv.
(38)Med henblik på at lette disse udvekslinger bør Kommissionen oprette et offentligt websted, som
indeholder henvisninger til de nationale håndhævende myndigheder, herunder oplysninger om
nationale foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv.
(39)Da de fleste medlemsstater allerede har
—
om end forskellige
—
nationale bestemmelser om
urimelig handelspraksis, er det hensigtsmæssigt at anvende et direktiv til at indføre en
minimumsstandard i henhold til EU-retten. Dette bør gøre det muligt for medlemsstaterne at
indarbejde de relevante bestemmelser i deres nationale retsorden på en sådan måde, at der skabes
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
95
mulighed for etablering af sammenhængende ordninger. Medlemsstaterne bør ikke udelukkes fra
inden for deres område at opretholde eller indføre strengere nationale bestemmelser, som
fastsætter et højere niveau af beskyttelse mod urimelig handelspraksis, der forekommer i
relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden, dog med forbehold af
de gældende begrænsninger i EU-retten, som skal sikre et velfungerende indre marked, og
såfremt sådanne bestemmelser er forholdsmæssige.
(40)Medlemsstaterne bør også have mulighed for at opretholde eller indføre nationale bestemmelser,
der har til formål at bekæmpe urimelig handelspraksis, og som falder uden for dette direktivs
anvendelsesområde, dog med forbehold af de gældende begrænsninger i EU-retten, som skal
sikre et velfungerende indre marked, og såfremt sådanne bestemmelser er forholdsmæssige.
Sådanne nationale bestemmelser kan være mere vidtrækkende end dette direktiv, f.eks. hvad
angår købernes og leverandørernes størrelse, beskyttelse af købere, omfanget af varer og
omfanget af tjenesteydelser. Sådanne nationale bestemmelser kan også være mere vidtrækkende
end antallet af og formerne for forbudt urimelig handelspraksis, der er opført i dette direktiv.
(41)Sådanne nationale bestemmelser vil gælde sideløbende med frivillige styringsforanstaltninger
såsom nationale adfærdskodekser eller forsyningskædeinitiativet. Der bør udtrykkeligt tilskyndes
til anvendelse af frivillig, alternativ tvistbilæggelse mellem leverandører og købere, uden at dette
berører leverandørens ret til at indgive klager eller henvende sig til civile domstole.
(42)Kommissionen bør have et overblik over gennemførelsen af dette direktiv i medlemsstaterne.
Desuden bør Kommissionen kunne vurdere, hvor effektivt dette direktiv er. Med henblik herpå
bør de håndhævende myndigheder i medlemsstaterne fremlægge årlige rapporter for
Kommissionen. Disse rapporter bør, hvor det er relevant, indeholde kvantitative og kvalitative
oplysninger om klager, undersøgelser og afgørelser. For at sikre ensartede betingelser for
gennemførelsen af denne indberetningsforpligtelse bør Kommissionen tillægges
gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011
7
.
(43)Af hensyn til en effektiv gennemførelse af politikken til bekæmpelse af urimelig handelspraksis
i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden bør Kommissionen
undersøge anvendelsen af dette direktiv og forelægge Europa-Parlamentet, Rådet, Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget en rapport. Denne undersøgelse
bør navnlig vurdere effektiviteten af nationale foranstaltninger, hvis mål er at bekæmpe urimelig
handelspraksis i landbrugs- og fødevareforsyningskæden, og effektiviteten af samarbejdet
mellem håndhævende myndigheder. Ved undersøgelsen bør der navnlig også fokuseres på, om
det
—
ud over at beskytte leverandører
—
i fremtiden vil være berettiget at beskytte købere af
landbrugs- og fødevarer i forsyningskæden. Rapporten bør, hvis det er relevant, ledsages af
lovgivningsforslag.
(44)Målet for dette direktiv, nemlig at fastlægge en EU-minimumsstandard for beskyttelse ved at
harmonisere medlemsstaternes forskellige foranstaltninger vedrørende urimelig handelspraksis,
kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og
virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i
overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I
overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke
videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål
—
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
96
Artikel 1
Genstand og anvendelsesområde
1. Med henblik på at bekæmpe praksis, som klart afviger fra god praksis på handelsområdet, som er
i strid med god tro og redelig handlemåde, og som en handelspartner ensidigt påtvinger en anden,
fastlægges ved dette direktiv en minimumsliste over forbudte former for urimelig handelspraksis i
forhold mellem købere og leverandører i landbrugs- og fødevareforsyningskæden, og der fastsættes
minimumsbestemmelser vedrørende disse forbuds håndhævelse og ordninger om koordinering
mellem håndhævende myndigheder.
2. Dette direktiv finder anvendelse på visse former for urimelig handelspraksis, der forekommer i
forbindelse med salg af landbrugs- og fødevarer fra:
a)leverandører, som har en årlig omsætning på højst 2 000 000 EUR til købere, som har en årlig
omsætning på over 2 000 000 EUR
b)leverandører, som har en årlig omsætning på over 2 000 000 EUR, men ikke over 10 000 000 EUR,
til købere, som har en årlig omsætning på over 10 000 000 EUR
c)leverandører, som har en årlig omsætning på over 10 000 000 EUR, men ikke over 50 000 000
EUR, til købere, som har en årlig omsætning på over 50 000 000 EUR
d)leverandører, som har en årlig omsætning på over 50 000 000 EUR, men ikke over 150 000 000
EUR, til købere, som har en årlig omsætning på over 150 000 000 EUR
e)leverandører, som har en årlig omsætning på over 150 000 000 EUR, men ikke over 350 000 000
EUR, til købere, som har en årlig omsætning på over 350 000 000 EUR.
Leverandørernes og købernes årlige omsætning som omhandlet i første afsnit, litra a)-e), forstås i
overensstemmelse med de relevante dele af bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF
8
,
navnlig bilagets artikel 3, 4 og 6, herunder definitionerne af »uafhængig virksomhed«,
»partnervirksomhed« og »tilknyttet virksomhed« samt andre forhold vedrørende den årlige
omsætning.
Uanset første afsnit finder dette direktiv anvendelse i forbindelse med salg af landbrugs- og fødevarer
fra leverandører, som har en årlig omsætning på højst 350 000 000 EUR, til alle købere, som er
offentlige myndigheder.
Dette direktiv finder anvendelse på salg, hvor enten leverandøren eller køberen eller begge er etableret
i Unionen.
Dette direktiv finder også anvendelse på tjenesteydelser, for så vidt som der udtrykkeligt henvises til
dem i artikel 3, som leveres af køberen til en leverandør.
Dette direktiv finder ikke anvendelse på aftaler mellem leverandører og forbrugere.
3. Direktivet finder anvendelse på leveringsaftaler, der indgås efter anvendelsesdatoen for de
foranstaltninger, der gennemfører dette direktiv, jf. artikel 13, stk. 1, andet afsnit.
4. Leveringsaftaler, der er indgået inden datoen for offentliggørelse af de foranstaltninger, som
gennemfører dette direktiv, jf. artikel 13, stk. 1, første afsnit, bringes i overensstemmelse med dette
direktiv senest 12 måneder efter nævnte dato for offentliggørelse.
Artikel 2
Definitioner
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
97
I dette direktiv forstås ved:
1)
»landbrugs- og fødevarer«:
produkter, der er opført i bilag I til TEUF, og produkter, der ikke er
opført i nævnte bilag, men som er forarbejdet til konsum ved hjælp af produkter, der er opført i nævnte
bilag
2)
»køber«:
enhver fysisk eller juridisk person, uanset vedkommendes etableringssted, eller enhver
offentlig myndighed i Unionen, som køber landbrugs- og fødevarer; betegnelsen »køber« kan omfatte
en gruppe af sådanne fysiske og juridiske personer
3)
»offentlig myndighed«:
nationale, regionale eller lokale myndigheder, offentligretlige organer
eller sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller et eller flere af disse
offentligretlige organer
4)
»leverandør«:
enhver landbrugsproducent eller enhver fysisk eller juridisk person, som sælger
landbrugs- og fødevarer, uanset vedkommendes etableringssted; betegnelsen »leverandør« kan
omfatte en gruppe af sådanne landbrugsproducenter eller en gruppe af sådanne fysiske og juridiske
personer såsom producentorganisationer, leverandørorganisationer og disses sammenslutninger
5)
»letfordærvelige landbrugs- og fødevarer«:
landbrugs- og fødevarer, som på grund af deres
beskaffenhed eller stadie i forarbejdningen risikerer at blive uegnede til salg inden for 30 dage efter
høst, produktion eller forarbejdning.
Artikel 3
Forbud mod urimelig handelspraksis
1. Medlemsstaterne sikrer, at som minimum alle følgende former for urimelig handelspraksis er
forbudt:
a)Køberen betaler leverandøren,
i)hvis produkterne i henhold til leveringsaftalen skal leveres regelmæssigt:
—
for letfordærvelige landbrugs- og fødevarer, senere end 30 dage efter udløbet af en aftalt
leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted, eller senere end 30 dage efter datoen,
hvor det beløb, der skal betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt efter hvilken af de to
datoer der er den seneste
—
for andre landbrugs- og fødevarer, senere end 60 dage efter udløbet af en aftalt
leveringsperiode, i hvilken leveringer har fundet sted, eller senere end 60 dage efter datoen,
hvor det beløb, der skal betales for denne leveringsperiode, fastsættes, alt efter hvilken af de to
datoer der er den seneste.
Med henblik på betalingsfristerne i dette nummer skal de aftalte leveringsperioder i alle tilfælde
anses for ikke at overskride en måned
ii)hvis produkterne i henhold til leveringsaftalen ikke skal leveres regelmæssigt:
—
for letfordærvelige landbrugs- og fødevarer, senere end 30 dage efter leveringsdatoen eller
senere end 30 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales, fastsættes, alt efter hvilken af
de to datoer der er den seneste
—
for andre landbrugs- og fødevarer, senere end 60 dage efter leveringsdatoen eller senere end
60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales, fastsættes, alt efter hvilken af de to datoer
der er den seneste.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
98
Uanset dette litras nr. i) og ii) gælder følgende, hvis køberen fastsætter det beløb, der skal betales:
—
de betalingsfrister, der er angivet i nr. i), regnes fra udløbet af en aftalt leveringsperiode, i hvilken
leveringerne har fundet sted, og
—
de betalingsfrister, der er angivet i nr. ii), regnes fra leveringsdatoen.
b)Køberen annullerer ordrer på letfordærvelige landbrugs- og fødevarer med så kort varsel, at en
leverandør ikke med rimelighed kan forventes at finde en alternativ måde at afsætte eller anvende
de pågældende produkter på; et varsel på mindre end 30 dage betragtes altid som kort varsel;
Medlemsstaterne kan fastsætte kortere frister end 30 dage for specifikke sektorer i behørigt
begrundede tilfælde.
c)Køberen ændrer ensidigt vilkårene i en leveringsaftale for landbrugs- og fødevarer vedrørende
landbrugs- og fødevarernes leverings- eller forsyningshyppighed, -metode, -sted, -timing eller -
omfang, kvalitetsstandarderne, betalingsbetingelserne eller priserne, eller hvad angår levering af
tjenesteydelser, for så vidt som disse er udtrykkeligt omhandlet i stk. 2.
d)Køberen kræver betalinger af leverandøren, der ikke vedrører salg af leverandørens landbrugs- og
fødevarer.
e)Køberen kræver, at leverandøren betaler for den forringelse eller det tab eller begge af landbrugs-
og fødevarer, der forekommer hos en køber, eller efter at ejerskabet er overgået til køberen, hvor
en sådan forringelse eller et sådant tab ikke skyldes leverandørens forsømmelighed eller fejl.
f)Køberen nægter skriftligt at bekræfte betingelserne for en leveringsaftale mellem køber og
leverandør, som leverandøren har anmodet om en skriftlig bekræftelse af; dette finder ikke
anvendelse, hvis leveringsaftalen vedrører produkter, som skal leveres af et medlem af en
producentorganisation, herunder et kooperativ, til den producentorganisation, som leverandøren er
medlem af, hvis denne producentorganisations vedtægter eller regler og afgørelser fastlagt i eller
truffet i henhold til disse vedtægter indeholder bestemmelser, der har tilsvarende virkning som
vilkårene i leveringsaftalen.
g)Køberen ulovligt erhverver, bruger eller videregiver leverandørens forretningshemmeligheder som
omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943
9
.
h)Køberen truer med at iværksætte eller iværksætter handelsrepressalier over for leverandøren, hvis
leverandøren udøver sine kontraktmæssige eller juridiske rettigheder, herunder ved at indgive en
klage til håndhævende myndigheder eller ved at samarbejde med håndhævende myndigheder under
en undersøgelse.
i)Køberen kræver kompensation fra leverandøren for omkostningerne ved at behandle kundeklager i
forbindelse med salget af leverandørens produkter, selv om der ikke er nogen forsømmelighed eller
fejl fra leverandørens side.
Forbuddet i første afsnit, litra a), berører ikke:
—
de konsekvenser af for sen betaling og de retsmidler, der er fastlagt i direktiv 2011/7/EU, der finder
anvendelse uanset de betalingsfrister, der er fastsat i nævnte direktiv, på grundlag af de
betalingsfrister, der er fastsat i nærværende direktiv
—
køberens og leverandørens mulighed for at aftale en værdidelingsklausul som omhandlet i artikel
172a i forordning (EU) nr. 1308/2013.
Forbuddet i første afsnit, litra a), gælder ikke for betalinger:
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
99
—
som en køber foretager til en leverandør inden for rammerne af skoleordningen, jf. artikel 23 i
forordning (EU) nr. 1308/2013
—
som foretages af offentlige organer, der leverer sundhedspleje, jf. artikel 4, stk. 4, litra b), i direktiv
2011/7/EU
—
i medfør af leveringsaftaler mellem leverandører af druer eller druemost til vinproduktion og deres
direkte købere, forudsat:
i)at de specifikke betalingsbetingelser for salgstransaktioner indgår i standardkontrakter, som er
blevet gjort bindende af medlemsstaten i henhold til artikel 164 i forordning (EU) nr. 1308/2013
inden den 1. januar 2019, og at denne udvidelse af standardkontrakterne forlænges af
medlemsstaterne fra nævnte dato uden væsentlige ændringer af betalingsbetingelserne til skade
for leverandører af druer eller druemost, og
ii)at leveringsaftalerne mellem leverandører af druer eller druemost til vinproduktion og deres
direkte købere er eller bliver flerårige.
2. Medlemsstaterne sikrer, at som minimum alle følgende former for handelspraksis er forbudt,
medmindre der forinden er truffet aftale herom i klare og utvetydige vendinger i leveringsaftalen eller
i en eventuel efterfølgende aftale mellem køber og leverandør:
a)Køberen returnerer ikkeafsatte landbrugs- og fødevarer til leverandøren uden at betale for disse
ikkeafsatte produkter eller uden at betale for bortskaffelse af disse produkter eller begge.
b)Leverandøren opkræves betaling som betingelse for oplagring, udstilling eller anden præsentation
af sine landbrugs- og fødevareprodukter eller tilgængeliggørelse af sådanne varer på markedet.
c)Køberen kræver, at leverandøren bærer alle eller en del af omkostningerne ved prisnedslag for
landbrugs- og fødevarer, som sælges af køberen i forbindelse med et salgsfremstød.
d) Køberen kræver, at leverandøren betaler for køberens reklame for landbrugs- og fødevarer.
e)Køberen kræver, at leverandøren betaler for køberens markedsføring af landbrugs- og fødevarer.
f)Køberen opkræver betaling fra leverandøren for personale til at indrette lokaler til salg af
leverandørens produkter.
Medlemsstaterne sikrer, at den i første afsnits litra c) omhandlede handelspraksis er forbudt,
medmindre køberen, inden denne iværksætter et salgsfremstød, angiver salgsfremstødsperioden og
den mængde landbrugs- og fødevarer, der forventes bestilt til den nedsatte pris.
3. Hvis køberen kræver en betaling i de situationer, der er omhandlet i stk. 2, første afsnit, litra b),
c), d), e) eller f), skal køberen efter anmodning fra leverandøren give leverandøren et skriftligt
overslag over betalingen pr. enhed eller de samlede betalinger, alt efter hvad der er hensigtsmæssigt,
og skal for så vidt angår situationerne i stk. 2, første afsnit, litra b), d), e) eller f), desuden give
leverandøren et skriftligt overslag over omkostningerne og grundlaget for dette overslag.
4. Medlemsstaterne sikrer, at forbuddene i stk. 1 og 2 udgør overordnede præceptive bestemmelser,
som finder anvendelse i enhver situation, der falder inden for disse bestemmelsers
anvendelsesområde, uanset den ret, som i andre henseender ville finde anvendelse på leveringsaftalen
mellem parterne.
Artikel 4
Udpegede håndhævende myndigheder
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
100
1. Hver medlemsstat udpeger en eller flere myndigheder, der skal håndhæve forbuddene i artikel 3
på nationalt plan (»håndhævende myndighed«), og underretter Kommissionen om denne udpegelse.
2. Hvis en medlemsstat udpeger mere end én håndhævende myndighed på sit område, udpeger den
et enkelt kontaktpunkt for både samarbejde mellem håndhævende myndigheder og samarbejde med
Kommissionen.
Artikel 5
Klager og fortrolighed
1. Leverandører kan indgive klager enten til den håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor
leverandøren er etableret, eller til den håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor den køber,
der formodes at have udøvet en forbudt handelspraksis, er etableret. Den håndhævende myndighed,
som klagen er indgivet til, har kompetence til at håndhæve forbuddene i artikel 3.
2. Producentorganisationer, andre leverandørorganisationer og disses sammenslutninger har ret til
at indgive en klage efter anmodning fra en eller flere af deres medlemmer eller, hvis det er relevant,
efter anmodning fra en eller flere af deres medlemsorganisationers medlemmer, hvis disse
medlemmer mener, at de udsættes for en forbudt handelspraksis. Andre organisationer, der har en
berettiget interesse i at repræsentere leverandører, har ret til at indgive klager efter anmodning fra en
leverandør og til denne leverandørs fordel, forudsat at sådanne organisationer er uafhængige og
nonprofit juridiske personer.
3. Medlemsstaterne sikrer, at den håndhævende myndighed, hvis klageren anmoder herom, træffer
de nødvendige foranstaltninger til passende beskyttelse af klagerens eller de i stk. 2 omhandlede
medlemmers eller leverandørers identitet, og til passende beskyttelse af eventuelle andre oplysninger,
hvis offentliggørelse efter klagerens mening vil skade klagerens eller disse medlemmers eller
leverandørers interesser. Klageren skal angive alle oplysninger, som denne anmoder om fortrolig
behandling af.
4. Medlemsstaterne sikrer, at den håndhævende myndighed, der modtager klagen, inden for en
rimelig frist efter modtagelsen af klagen, underretter klageren om, hvordan den agter at følge op på
klagen.
5. Hvis der efter den håndhævende myndigheds mening ikke er et tilstrækkeligt grundlag for at
behandle en klage, sikrer medlemsstaterne, at den håndhævende myndighed underretter klageren om
begrundelsen inden for en rimelig frist efter modtagelsen af klagen.
6. Hvis der efter den håndhævende myndigheds mening er et tilstrækkeligt grundlag for at behandle
en klage, sikrer medlemsstaterne, at den håndhævende myndighed indleder, foretager og afslutter en
undersøgelse af klagen inden for en rimelig frist.
7. Hvis den håndhævende myndighed fastslår, at en køber har overtrådt de forbud, der er omhandlet
i artikel 3, sikrer medlemsstaterne, at den håndhævende myndighed pålægger køberen at ophøre med
den forbudte handelspraksis.
Artikel 6
Håndhævende myndigheders beføjelser
1. Medlemsstaterne sikrer, at hver af deres håndhævende myndigheder har de fornødne ressourcer
og den fornødne ekspertise til at udføre sine opgaver, og tillægger den følgende beføjelser:
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
101
a) beføjelse til at indlede og foretage undersøgelser på eget initiativ eller på grundlag af en klage
b)beføjelse til at pålægge købere og leverandører at fremlægge alle de oplysninger, der er nødvendige
for at foretage undersøgelser om den forbudte handelspraksis
c)beføjelse til at gennemføre uanmeldte inspektioner på stedet som led i sine undersøgelser, i
overensstemmelse med nationale bestemmelser og procedurer
d)beføjelse til at træffe afgørelser, hvori den fastslår overtrædelser af de forbud, der er fastsat i artikel
3, og pålægger køberen at ophøre med den forbudte handelspraksis; myndigheden kan undlade at
træffe en sådan afgørelse, hvis den indebærer en risiko for at afsløre en klagers identitet eller en
risiko for at offentliggøre andre oplysninger, hvis offentliggørelse efter klagerens mening vil skade
dennes interesser, og forudsat at klageren har udpeget de pågældende oplysninger i
overensstemmelse med artikel 5, stk. 3
e)beføjelse til at pålægge eller indlede sager med henblik på at pålægge bøder og andre lige så
effektive sanktioner og foreløbige foranstaltninger over for overtrædelsens ophavsmand, i
overensstemmelse med nationale bestemmelser og procedurer
f) beføjelse til regelmæssigt at offentliggøre sine afgørelser truffet i medfør af litra d) og e).
De sanktioner, der er omhandlet i første afsnit, litra e), skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til
overtrædelsen og have afskrækkende virkning, under hensyntagen til overtrædelsens art, varighed,
gentagne karakter og grovhed.
2. Medlemsstaterne sikrer, at udøvelsen af de i stk. 1 omhandlede beføjelser er genstand for
hensigtsmæssige garantier for så vidt angår retten til forsvar i overensstemmelse med de generelle
principper i EU-retten og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder i
tilfælde hvor klageren anmoder om fortrolig behandling af oplysninger i henhold til artikel 5, stk. 3.
Artikel 7
Alternativ tvistbilæggelse
Uden at det berører leverandørernes ret til at indgive klager i henhold til artikel 5 og de håndhævende
myndigheders beføjelser i henhold til artikel 6, kan medlemsstaterne fremme frivillig anvendelse af
effektive og uafhængige alternative tvistbilæggelsesmekanismer såsom mægling med henblik på
bilæggelse af tvister mellem leverandører og købere, hvad angår køberens udøvelse af urimelig
praksis.
Artikel 8
Samarbejde mellem håndhævende myndigheder
1. Medlemsstaterne sikrer, at de håndhævende myndigheder samarbejder effektivt med hinanden og
med Kommissionen, og at de yder hinanden gensidig bistand i forbindelse med undersøgelser, der
har en grænseoverskridende dimension.
2. De håndhævende myndigheder mødes mindst én gang om året for at drøfte anvendelsen af dette
direktiv på grundlag af de i artikel 10, stk. 2, omhandlede årlige rapporter. De håndhævende
myndigheder drøfter bedste praksis, nye sager og nye udviklinger inden for urimelig handelspraksis
i landbrugs- og fødevareforsyningskæden og udveksler oplysninger, navnlig om de
gennemførelsesforanstaltninger, som de har vedtaget i overensstemmelse med dette direktiv og om
deres håndhævelsespraksis. De håndhævende myndigheder kan vedtage henstillinger for at fremme
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
102
en ensartet anvendelse af dette direktiv og for at forbedre håndhævelsen. Kommissionen letter
afholdelsen af disse møder.
3. Kommissionen opretter og driver et websted, der gør det muligt at udveksle oplysninger mellem
de håndhævende myndigheder og Kommissionen, navnlig i forbindelse med de årlige møder.
Kommissionen opretter et offentligt tilgængeligt websted, der angiver kontaktoplysninger på de
udpegede håndhævende myndigheder og links til websteder for de nationale håndhævende
myndigheder eller andre myndigheder i medlemsstaterne, som giver oplysninger om de
foranstaltninger, der gennemfører dette direktiv, jf. artikel 13, stk. 1.
Artikel 9
Nationale bestemmelser
1. Med henblik på at sikre en højere grad af beskyttelse kan medlemsstaterne bevare eller indføre
strengere bestemmelser, der har til formål at bekæmpe urimelig handelspraksis, end dem, der er
fastsat ved dette direktiv, forudsat at disse nationale bestemmelser er forenelige med bestemmelserne
for det indre markeds funktion.
2. Dette direktiv berører ikke nationale bestemmelser, der sigter mod at bekæmpe urimelig
handelspraksis, som ikke falder inden for dette direktivs anvendelsesområde, forudsat at sådanne
bestemmelser er forenelige med bestemmelserne for det indre markeds funktion.
Artikel 10
Indberetning
1. Medlemsstaterne sikrer, at deres håndhævende myndigheder offentliggør en årlig rapport om de
aktiviteter, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, som bl.a. skal angive antallet af
modtagne klager og antallet af de undersøgelser, som er iværksat eller afsluttet, i løbet af det
foregående år. For hver afsluttet undersøgelse skal rapporten indeholde en kort beskrivelse af
undersøgelsens emne, resultat og i givet fald den afgørelse, der er truffet, jf. dog fortrolighedskravene
i artikel 5, stk. 3.
2. Senest den 15. marts hvert år sender medlemsstaterne Kommissionen en rapport om urimelig
handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden. Denne
rapport skal navnlig indeholde alle relevante data om anvendelsen og håndhævelsen af
bestemmelserne i dette direktiv i den pågældende medlemsstat i løbet af det foregående år.
3. Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter:
a) bestemmelser om de oplysninger, som er nødvendige for anvendelsen af stk. 2
b)ordninger for behandling af de oplysninger, som medlemsstaterne skal sende til Kommissionen, og
bestemmelser om sådanne oplysningers indhold og form
c)ordninger til at overføre eller stille oplysninger og dokumenter til rådighed for medlemsstaterne,
internationale organisationer, kompetente myndigheder i tredjelande eller offentligheden, med
forbehold af beskyttelsen af personoplysninger og landbrugsproducenternes og virksomhedernes
berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke røbes.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 11, stk. 2.
Artikel 11
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
103
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter, der
er nedsat ved artikel 229 i forordning (EU) nr. 1308/2013. Denne komité er et udvalg som omhandlet
i forordning (EU) nr. 182/2011.
2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.
Artikel 12
Evaluering
1. Senest den 1. november 2025 foretager Kommissionen den første evaluering af dette direktiv og
forelægger Europa-Parlamentet og Rådet samt Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og
Regionsudvalget en rapport om de vigtigste resultater af denne evaluering. Denne rapport ledsages
eventuelt af lovgivningsforslag.
2. Nævnte evaluering skal som minimum vurdere:
a)effektiviteten af de foranstaltninger, der er gennemført på nationalt plan for at bekæmpe urimelig
handelspraksis i landbrugs- og fødevareforsyningskæden
b)effektiviteten af samarbejdet mellem kompetente håndhævende myndigheder og i givet fald
redegøre for metoder til at forbedre dette samarbejde.
3. Kommissionen udarbejder den i stk. 1 omhandlede rapport på grundlag af de årlige rapporter, der
er omhandlet i artikel 10, stk. 2. Kommissionen kan om nødvendigt anmode om yderligere
oplysninger fra medlemsstaterne, herunder oplysninger om effektiviteten af de foranstaltninger, der
er blevet gennemført på nationalt plan, og effektiviteten af samarbejde og gensidig bistand.
4. Senest den 1. november 2021 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet samt Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget en statusrapport om gennemførelsen
og anvendelsen af dette direktiv.
Artikel 13
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 1. maj 2021 de love og administrative
bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen
teksten til disse love og bestemmelser.
De anvender disse love og bestemmelser senest den 1. november 2021.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal
ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler
for henvisningen.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som
de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 14
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på femtedagen efter offentliggørelsen i
Den Europæiske Unions Tidende.
 ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 139: LOVUDKAST: Forslag til lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs‐ og fødevareforsyningskæden.
2313444_0104.png
104
Artikel 15
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 17. april 2019.
På Europa-Parlamentets vegne
A. TAJANI
Formand
På Rådets vegne
G. CIAMBA
Formand
EUT C 440 af 6.12.2018, s. 165.
EUT C 387 af 25.10.2018, s. 48.
3)
Europa-Parlamentets holdning af 12.3.2019 (endnu ikke offentliggjort i EUT)] og Rådets afgørelse af 9.4.2019.
4)
EUT C 86 af 6.3.2018, s. 40.
5)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (EUT
L 48 af 23.2.2011, s. 1).
2)
6)
1)
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets
forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT
L 347 af 20.12.2013, s. 671).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle bestemmelser og principper for, hvordan medlemsstaterne skal
kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT
L 55 af 28.2.2011, s. 13).
8)
9)
7)
Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT
L 124 af 20.5.2003, s. 36).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger
(forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse (EUT
L 157 af 15.6.2016, s. 1).