Erhvervsudvalget 2020-21
ERU Alm.del Bilag 1
Offentligt
2256861_0001.png
Velkommen til Erhvervsudvalget
- En guide til udvalgets arbejde
Formand:
Anni Matthiesen (V)
Næstformand:
Kasper Roug (S)
Mødetidspunkt:
Torsdag kl. 13.30
Alternativt mødetidspunkt:
Tirsdag kl. 13.15
Lokale:
2-145
Sekretariatet indkalder til udvalgsmøder via kalenderen i Outlook. Dagsordener for udvalgsmøder
udsendes senest fredag kl. 12.00 ugen inden udvalgsmødet. Der udsendes løbende nye udgaver
af dagsordenen ved væsentlige ændringer.
Sekretariatsbistand:
Udvalgssekretær Liza Christensen, tlf. 3337 5521, e-mail
[email protected]
.
Udvalgsassistent Lene Gregersen Kaasgaard, tlf. 3337 3275, e-mail
[email protected].
Udvalgssekretariatet varetager den daglige drift af udvalgsarbejdet og vejleder om processerne i
udvalgsarbejdet og de parlamentariske værktøjer, f.eks. når et medlem ønsker at stille
udvalgsspørgsmål, indkalde en minister i samråd, skrive et privat forslag eller et ændringsforslag til
et lovforslag.
Folketingssekretariatet har herudover tilknyttet et antal konsulenter, der kan bistå udvalgene med
yderligere faglig bistand i form af f.eks. mundtlige orienteringer og skriftlige oplæg om juridiske og
økonomiske problemstillinger, EU-sager, internationale forhold og aktuelle emner. Mere
information og kontaktoplysninger til konsulenterne kan findes her
https://nettinget.ft.dk/konsulent.
Udvalget har tilknyttet en kontaktperson i biblioteket, der bl.a. udarbejder baggrundsmateriale til
lov- og beslutningsforslag og forespørgsler, som sendes på mail til udvalget, ugen før sagen
behandles i folketingssalen. Biblioteket udarbejder også baggrundsmateriale til mange samråd i
Erhvervsudvalget, der sendes på mail til udvalget ugen, før samrådet afholdes.
Udvalgsmedlemmer er altid velkomne til at kontakte udvalgssekretariatet om alle former for faglige
og praktiske spørgsmål om udvalgsarbejdet.
Sagsområde
Erhvervsudvalget beskæftiger sig med en lang række forskellige emner, der er knyttet til
erhvervspolitikken, herunder handel, håndværk, industri, søfart, lodsvæsen, turisme, den
finansielle sektor, selskabslovgivning, regnskab og revision, valutalovgivning, prislovgivning,
næringslovgivning, konkurrencelovgivning, patenter, varemærker og mønstre, fysisk udvikling og
planlægning, erhvervsfremme, vækst, eksport og investeringsfremme.
Udvalgets primære ressortministerium er Erhvervsministeriet. Visse sager inden for EU-området
dækkes dog af Finansministeriet, se nedenfor under ”EU-sager”.
Udenrigsministeriet er endvidere
ressortministerium for områder inden for international handel og virksomhedsrådgivning i
forbindelse med eksport.
1
ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 1: Guide til udvalgsarbejdet
2256861_0002.png
Dokumenter m.v.
Alle udvalgets dokumenter f.eks. lov- og beslutningsforslag, spørgsmål og svar fra ministre, bilag,
henvendelser fra borgerne, udvalgsdagsordener, udvalgets kalender m.v. kan findes på:
https://www.ft.dk/da/udvalg/udvalgene/eru/dokumenter
Det er muligt at tegne abonnement på dokumenterne, så de leveres pr. mail og/eller på print.
Biblioteket kan hjælpe med at opsætte abonnement.
Procedurer og praksis m.v. for udvalget
De stående fagudvalg følger i overvejende grad de samme procedurer for udvalgsarbejdet, hvilket
er beskrevet uddybende i publikationerne:
’Udvalgsvejledningen’,
som kan findes her: https://nettinget.ft.dk/udvalgsarbejde og
’Håndbog
i Folketingsarbejdet’, kapitel 4, som kan findes her:
https://www.ft.dk/da/dokumenter/bestil-publikationer/publikationer/haandbog-i-
folketingsarbejdet/haandbog-i-folketingsarbejdet/kapitel-4
Nedenfor er omtalt særlige procedurer og praksis, som Erhvervsudvalget har besluttet.
A. Behandling af lovforslag og beslutningsforslag
De lovforslag, som regeringen forventer at fremsætte i et folketingsår, fremgår af regeringens
lovprogram. Lovprogrammet bliver normalt sendt til Folketinget i starten af oktober og opdateres i
december, februar, marts og april.
Den del af lovprogrammet, som omhandler Erhvervsudvalgets ressort bliver sat på dagsordenen
på et udvalgsmøde i oktober. Udvalget opfordres til at drøfte lovprogrammet og overveje, om der
er behov for f.eks. at bede ministeren om en gennemgang af hele lovprogrammet eller teknisk
gennemgang af enkelte lovforslag. Det kan også være, at udvalget ved, at der er kommende
lovforslag, som udvalget ønsker at holde f.eks. høringer eller ekspertmøder om. Sådanne ønsker
kan dog også fremsættes på et senere tidspunkt, når det enkelte lovforslag er fremsat.
For uddybende beskrivelse af udvalgets behandling af forslag henvises der til publikationen
’Udvalgsvejledningen’,
kapitel 6 om
’Udvalgsbehandling
af lov- og beslutningsforslag’, s. 14.
B. EU-sager
Erhvervsministeren deltager i rådsmøder i EU i forhold til de sager, der falder under ministerens
ressort konkurrenceevnerådet (det indre marked, industri og forskning).
Finansministeren er ressortminister forhold til ECOFIN-rådsmøder (økonomiske og finansielle
forhold).
Forud for rådsmødet orienterer ressortministeren Europaudvalget med henblik på at få mandat til
forhandlingerne. Dette foregår som udgangspunkt på Europaudvalgets primære mødetidspunkt
torsdag.
Ministeren sender forud for forelæggelsen i Europaudvalget et grundnotat eller samlenotat til
Europaudvalget og fagudvalget om sagerne på rådsmødet. Folketingets EU-konsulenter
udarbejder på baggrund heraf en kommenteret dagsorden til medlemmer af Europaudvalget og
fagudvalget.
2
ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 1: Guide til udvalgsarbejdet
2256861_0003.png
Forud for Europaudvalgsmødet og rådsmødet kalder Erhvervsudvalget fagministeren i et lukket
samråd for at få uddybet de sager, der er på rådsmødedagsordenen.
Erhvervsudvalget kalder som en fast praksis endvidere erhvervsministeren i halvårlige samråd i
forbindelse med formandsskifte i EU, hvor ministeren bl.a. redegør for det nye EU-formandskabs
prioriteter.
Finansministeren kaldes ikke automatisk i samråd i forbindelse med formandsskifte i EU, men
udvalget beder i stedet finansministeren om en skriftlig redegørelse for EU-formandskabets
prioriteringer m.v.
Udvalget behandler også bl.a. grøn- og hvidbøger og afgiver udtalelser om f.eks.
nærhedsprincippet, når Europaudvalget anmoder udvalget herom
Udvalget har mulighed for at bede en af Folketingets EU-konsulenter om at orientere udvalget om
en EU-sag inden for udvalgets område. Typisk vil dette foregå på et udvalgsmøde og vare ca. 15
min. Erhvervsudvalget har normalt udvalgt et mindre antal sager, som udvalget ønsker at følge
særlig tæt.
Ordførere er velkomne til at deltage i Europaudvalgets behandling af sagerne. Når der afholdes
møder med de danske medlemmer af Europa-Parlamentet inviteres ordførerne ligeledes til at
deltage.
Der
henvises endvidere til publikationen ’Udvalgsvejledningen’,
kapitel 9
– ’Udvalgenes arbejde
med EU-politik’, s. 31.
C. Deputationer
Udvalget modtager ofte henvendelser fra organisationer, virksomheder og personer, som gerne vil
i foretræde for udvalget for at fortælle udvalget om deres holdning til f.eks. et af de emner eller
forslag, udvalget arbejder med.
Udvalgsmedlemmerne har mulighed for at kommentere på og stille spørgsmål til deputationens
indlæg men svarer ikke på spørgsmål fra deputationen. En deputation har i alt 15 min. til rådighed,
og foretrædet foregår altid bag lukkede døre.
En anmodning om foretræde afvises sjældent. Hvis dette sker, kan det bl.a. skyldes, at der er tale
om en konkret personsag, eller at sagen ikke hører under udvalgets ressort, eller den pågældende
nyligt har haft foretræde for udvalget om det samme emne. Hvis der er tvivl om, hvorvidt en
anmodning om foretræde for udvalget skal imødekommes, bliver anmodningen forelagt for
formanden og udvalget med henblik på beslutning om at imødekomme eller afvise anmodningen.
D. Henvendelser fra borgere, organisationer m.v.
Udvalget modtager mange skriftlige henvendelser fra organisationer, virksomheder og borgere.
Med samtykke fra afsenderen omdeles henvendelsen som udgangspunkt som et offentligt bilag i
udvalget, hvilket indebærer, at henvendelsen vil være offentlig tilgængelig for alle på ft.dk og på
søgemaskiner som f.eks. google.
Hvis en henvendelse indeholder oplysninger om f.eks. enkeltpersoners private forhold omdeles
henvendelsen som et internt bilag i udvalget. Det indebærer, at henvendelsen alene kan ses af
Folketingets medlemmer, ministre, folketingsmedlemmers og folketingsgruppernes ansatte og
ansatte i Folketingets Administration.
3
ERU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 1: Guide til udvalgsarbejdet
2256861_0004.png
Henvendelse kan
afhængig af det nærmere indhold - omdeles fortroligt, hvilket indebærer, at det
kun er udvalgets medlemmer og udvalgets sekretariat, som har adgang til henvendelsen.
E. Ministerkommentar til henvendelser
Det er en udbredt arbejdsform at stille spørgsmål til skriftlig besvarelse til den pågældende minister
om ministerens kommentar til en skriftlig henvendelse til udvalget.
Udvalgssekretariatet sørger efter almindelig praksis i udvalgene af egen drift for, at udvalget stiller
spørgsmål til den relevante minister om at kommentere henvendelser, der vedrører lov- og
beslutningsforslag, som er under behandling i udvalget
Udvalgsmedlemmerne kan også stille spørgsmål om skriftlige henvendelser, som ikke vedrører
konkrete lov- eller beslutningsforslag,
og som hører under udvalgets ”alm. del”. Men det kræver, at
et udvalgsmedlem aktivt beder udvalgssekretariatet.
Udvalgssekretariatet stiller dog i henhold til udvalgets praksis altid spørgsmål om kommentar til
henvendelser og materiale fra personer og organisationer m.v., der kommer i foretræde i udvalget,
også på alm. del med henblik på, at ministerens kommentar så vidt muligt foreligger inden
foretrædet, ligesom udvalget i andre tilfælde kan bede om, at der automatisk stilles spørgsmål om
ministerkommentar til henvendelser om specifikke emner.
F. Invitationer til høringer, konferencer etc.
Erhvervsudvalget modtager en lang række invitationer til at deltage i arrangementer, som f.eks.
høringer og konferencer. Når udvalget modtager en invitation omdeles denne i udvalget.
Hvis deltagelse er gratis, kan interesserede medlemmer tilmelde sig direkte til arrangøren uden at
involvere udvalget.
Hvis et arrangement kræver deltagerbetaling eller indebærer udgifter til transport eller overnatning,
kan Folketinget dække udgifterne. Udvalget træffer i så fald beslutning om, hvorvidt emnet er
relevant i forhold til udvalgets sagsområder, og evt. hvor mange udvalgsmedlemmer, der kan
deltage. Udvalget har bemyndiget udvalgsformanden til at kunne give tilladelse til deltagelse i
arrangementer med relevans for udvalgets sagsområde, når kun et mindre antal
udvalgsmedlemmer ønsker at deltage, og udgiften for deltagelse (transport, hotel, deltagergebyr
m.v.) udgør maks. 3.000 kr. pr. person.
H. Partiansattes deltagelse i tekniske gennemgange
Udvalgsmøder er i udgangspunktet lukkede, hvorfor kun medlemmer eller inviterede kan deltage i
møderne.
Erhvervsudvalget har dog besluttet, at partiansatte kan deltage ved tekniske gennemgange i
følgeskab med et medlem. Man skal inden den tekniske gennemgang orientere
udvalgssekretariatet herom.
4