Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Sundhedsministeren
Folketingets Epidemiudvalg
Dato: 08-03-2021
Enhed: SUNDJUR
Sagsbeh.: DEPFRE
Sagsnr.: 2102807
Dok. nr.: 1632351
Kategorisering af covid-19 som en samfundskritisk sygdom
I henhold til epidemilovens § 9, stk. 1, og efter indstilling fra Epidemikommissionen i
henhold til § 8, stk. 2, forelægges hermed en sag for Folketingets Epidemiudvalg om
udmøntning af epidemilovens § 2, stk. 6.
Efter epidemilovens § 2, stk. 6, kan sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om,
hvilke sygdomme der omfattes af stk. 4, dvs. hvilke sygdomme der skal kategoriseres
som samfundskritiske.
Covid-19 bør efter sundhedsministerens vurdering af sygdommens udbredelse og dens
risiko for at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner kategoriseres
som en samfundskritisk sygdom.
Det bemærkes, at Sundhedsstyrelsen ved bekendtgørelse nr. 304 af 27. februar 2020
har kategoriseret covid-19 som alment farlig.
Epidemikommissionen har den 7. marts 2021 efter anmodning indstillet til
sundhedsministeren, at covid-19 kategoriseres som en samfundskritisk sygdom i en
periode på 6 måneder. Kommissionen henviser til sygdommens epidemiske potentiale
og alvorlighed, hvilket bl.a. understøttes af en udmelding fra WHO, der har
tilkendegivet, at sygdommen er en global trussel mod folkesundheden.
./.
Epidemikommissionens indstilling vedlægges.
Med bekendtgørelsen vil det således blive fastsat, at covid-19 kategoriseres som en
samfundskritisk sygdom. Bekendtgørelsen vil blive fastsat med en gyldighedsperiode
på 6 måneder fra dens ikrafttræden.
Udmøntning af bemyndigelsen vil betyde, at epidemilovens øvrige
ministerbemyndigelser også vil kunne udmøntes. Det gælder bemyndigelserne i lovens
§ 3, stk. 2 og 3, § 24, stk. 1, §§ 28, 30, 32, 34-37 og 40, § 49, stk. 4 og 5, § 53, § 55, stk.
1og 2, og §§ 56-58.
Det bemærkes, at det også forinden udmøntning af disse bemyndigelser, vil være en
betingelse, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, og at et flertal i
Folketingets Epidemiudvalg ikke udtaler sig imod, at reglerne udstedes.
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke