Coronatest og smitte opsporing.
Jeg synes det er beskæmmende at være vidne til den debat der pågår hvor mange
mennesker optræder som
”Besserwissere”
andre som
”Spørge
Jørgen” og en presse som
svælger i tingene i en vis konkurrence med politikere som i mangel af bedre prøver at score
nogle billige point.
Samtidig går det jo ikke særligt godt med de pågældende områder, der er masser af ledig
test kapacitet og smittede opsporingen står til dumpekarakter.
Umiddelbart kan jeg ikke forstå at de ansvarlige ikke slår i bordet og kræver handling ikke i
morgen men i forgårs og hvis de der udføre opgaven ikke kan leverer ja, så må man skiller
sig af med dem.
.
En anden problemstilling er at der er områder at landet hvor befolkningen ikke synes, at
spiller med på Corona Politiken og hvor ingen tør slå i bordet at gøre noget radikalt ved det
af ren og skær berøringsangst. Man tør åbenbart ikke kalde en spade for en spade.
Hertil kommer er der organisationsrepræsentanter som stiller urimelige krav til systemet og
som ikke kan finde ud af at hjælpe til i en krisesituation som for eksempel FOA omkring test
af medarbejdere i daginstitutioner. Det burde være en simpel sag at det pædagogiske
personale selv at klarede testen evt. via selvtest som børn gør i andre lande.
Tiden er for mig at se inde til at der må tænkes nye tanker og til at der sker Radikale
forandringer på de områder hvor det ikke fungerer. Det må for mig at se i godt betyde, at vi
får mere tvang direkte eller indirekte, at vi som borgere må tage et større medansvar og at
de der tilsyneladende ikke kan finde ud af det, presses til at rette ind eventuelt via social
udelukkelse, ved egentlige magt foranstaltninger eller lignende.
Jeg spørger mig selv om hvorfor en skole skal spørge forældrene om et barn må testes i
stedet for at opstille det som et krav/forudsætning, at de børn der sendes i skole skal
forældrene være indstillet på at de bliver testet.
Jeg spørger ligeledes mig selv om hvilket slags sølvfad der skal til i Ishøj og Vollsmose for at
folk retter ind og gør de ting samfundet forventer af sine borgere. Jeg synes det et til grin at
der stemmes dørklokker!!!
I min verden må man stille krav om deltagelse samt opstille nogle repressalier som træder i
kraft hvis det ikke sker.
Jeg har nok mestens den tilgang at vi alle må bidrage og leve med de begrænsninger
epidemien medfører uden brok og uden at pleje særinteresser.
Jeg synes pressen bærer et stort ansvar for at folk bliver forvirret med dens konstante
søgen efter småfejl og så puste og puste til ilden for så efterfølgende, at få det til at se ud
som om det næsten er et folkekrav at “Maren i kærets” problem kommer øverst på
dagsordenen. I den forbindelse kunne jeg også
godt tænke mig at alle ”specialisterne” holdt